Efteraarsboger_2026-10-24 by Kristeligt Dagblad

Efterårsbøger TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 24. OKTOBER 2026

BOGMESSE

Træd ind i bøgernes store og vidunderlige verden. Læs mere i dette tillæg og oplev litteraturen live på Bogforum i København

ILLUSTRATION: GRETHE NIELSEN

DET BRUTALE STORMAGTSPOLITISKE SPIL Luke Harding, en af verdens mest anerkendte journalister, leverer i Forræderi en fortællingen om det dramatiske sammenbrud af verdensordenen efter 1945. En ny, farlig virkelighed, hvor stormagterne igen kæmper om indflydelse og territorier, hvor helt almindelige mennesker fanges i krig og konflikt. Verden er trådt ind i en usikker og uforudsigelig æra — et ekko af 1800-tallets imperialisme, men nu med moderne, ødelæggende våbenkraft. I en intens og medrivende fortællestil tager Luke Harding læseren med helt frem til frontlinjerne i denne nye erobringstid.

★★★★★★ “Det bliver simpelthen ikke bedre.” — JYLLANDS-POSTEN

♥♥♥♥

★★★★

“Skræmmende ... Luke Harding skriver fremragende.”

“Fører os helt ind i gabet på rovdyr som Trump og Putin.”

— POLITIKEN

— ALTINGET

“Et tankevækkende tidsbillede af en verden i opbrud ... svær at lægge fra sig.”

“Giver et fremragende overblik over, hvordan den amerikanske præsident helt konkret er ved at ødelægge den frie verden.”

— INFORMATION

— WEEKENDAVISEN

En sand naturbegavelse

Dansktalende rejseledere med stor viden om Madeira

35 års erfaring Vi har siden 1991 skabt grupperejser fyldt med spændende oplevelser, godt selskab og opdagerglæde

Næste rejse begynder på smilrejser.dk Ring på 8833 6246 · info@smilrejser.dk

Fremragende 4,7 ud af 5

4 gode grunde til at rejse til Madeira Hos Smilrejser er vi så pjattede med Madeira, at vi har afgange til blomsterøen hver eneste måned helt frem til juni næste år. Men hvad skal du glæde dig til? Vi har udvalgt fire af de bedste grunde til, at det kun kan gå for langsomt med at rejse til Portugals paradis sammen med os. 1) Blomster, blomster og atter blomster Madeira er kendt som ’blomsterøen’, og dét navn er langt fra grebet ud af den blå luft. Madeira huser bl.a. den meget specielt udseende blomst, der ligner et lille fuglehoved, samt en blomsterfestival, som du kan opleve, når vi besøger Madeira til maj. Og om sommeren bliver landskaberne kun endnu mere magiske, når hortensiaerne omdanner landskaberne til et blåt og lilla blomsterhav. 2) En vandreferie af en anden verden Med så fantastisk en natur med laurbærskove, dramatiske klippekyster, snoede levadaer og grønne bjerge ville det være en skam ikke at få muligheden for at komme ud at vandre. Så det har du naturligvis chance for på vores klassiske tur til Madeira og i endnu højere grad på vores vandreferie, hvor vi kommer vidt omkring i øens natursceneri.

Madeira kan noget hele året. Blomster, bjerge, lavabassiner, bananplantager og det milde klima med sol - selv om vinteren.

Charlotte Rejseproducent, Smilrejser

3) Udsigten fra Cabo Girão Hvis madeirianerne fik en femmer for hver af øens mageløse udsigter, ville øboerne blive mangemillionærer med et trylleslag. Men nogle udsigter er alligevel værd at flage lidt ekstra for, og én af dem venter dig på kystklippen Cabo Girão. Her kan du, hvis du tør, endda træde ud på den gennemsigtige skywalk og mærke suset i maven, når du ser havet bruse 580 meter under dine fødder. 4) Hotel med All Inclusive På Madeira bor vi godt på Hotel Pestana Bay, der ligger i første række til Formosa-stranden med en herlig udsigt over havet. Her er direkte adgang til stranden, et dejligt udendørsområde, to swimmingpools, bar, restaurant og en eksotisk have. Og som prikken over i’et er alle måltider inkluderet, ligesom der er fri bar fra kl. 11 til 23.

Se alle vores rejser til Madeira

4 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Har du læst nogle gode bøger for nylig? Det spørgsmål elsker jeg at stille, for bøgerne åbner nye horisonter, giver andre perspektiver og bidrager med stof til gode samtaler. I dette tillæg, der er sammensat af en række tidligere bragte artikler, kan du hente inspiration til nye læseoplevelser. Måske som optakt til årets store bogfest, Bogforum, der finder sted i Bella Center i København fra fredag til søndag. God fornøjelse og tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen

indhold 6 Læselyst Vil du være med i Kristeligt Dagblads nye læsekreds? Læs mere om, hvordan du kommer med.

16 Guide Hvordan stifter man en læseklub? To eksperter giver gode råd til, hvordan man kan gribe det an.

6 Nyhed Læselysten trives i Danmark: Halvdelen af danskerne læser mindst én bog om måneden.

18 Interview Stine Pilgaard har ikke mistet sit skarpe, skæve syn på hverdagen, nu i forstaden Husum.

8 InterviewForfatterenAnna Juul advarer mod de unges hang til at forholde sig til deres følelser hele tiden.

22 Interview Måske har du ikke hørt om den skøre kat Møgmis. Men den er blevet en ny børneklassiker.

10 Guide Hvilke digte skal man gå i gang med? To litteraturprofessorer anbefaler danske digte.

26 Interview Den norske forfatter Per Petterson gik fra kone og børn, og det er temaet for hans nye bog.

12 Interview I sin nye roman tager Kim Leine livtag med sin families historie og nedarvede traumer.

30 Interview Nicole Boyle Rødtnes skriver de bøger, hun savnede, da hun som barn døjede med at læse.

36 Interview Jens Rebensdorff voksede op i et hjem, der var tynget af tabuer fra krigens tid.

16 Nyhed Stadig flere finder sammen i bogfællesskaber, både derhjemme og på bibliotekerne.

32 Interview En sej, men udfordret kagebagende mor er heltinden i Thomas Korsgaards nye bog.

38 Nyhed Danskerne har god adgang til bøger, men har svært ved at finde ud af, hvad de skal læse.

Der kan forekomme ændringer i Bogforums program efter dette tillægs deadline. Se det opdaterede program på program.bogforum.dk

22 32 I L L U ST R AT I O N : T H OM A S H J O RT H A A B

F OTO : L E I F T U X E N

36 P R I VAT F OTO

F OTO : L E I F T U X E N

6 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Velkommen til Kristeligt Dagblads Læsekreds På Kristeligt Dagblad kan vi godt lide bøger. Og vi ved, at det også gælder vores læsere. Derfor har vi skabt et fællesskab, hvor vi kan læse sammen. Vi kalder det Kristeligt Dagblads Læsekreds

Johannes Henriksen jhenriksen@k.dk

DE FLESTE KAN HUSKE DET TIDSPUNKT I LIVET, da de lærte at læse. Måske ikke i detaljer, hvis det er længe siden. Men for mange er det et særligt øjeblik, som markerer et før og et efter. Evnen til at læse åbner en verden, som forbinder hver enkelt af os til et sprogligt fællesskab, til en verden af ord, tegn og fortællinger, som er fyldt med indsigt, skønhed og mening. Selv havde jeg siddet i ugevis og stirret på aviser i køkkenet i en præstegård i det nordlige Aarhus. Og cirka hvert femte minut peget på et ord, som min mor beredvilligt tydede for mig. Hvad står der dér? Hvad står der dér? Og en dag forbandt ordene sig til mening. Siden er det blevet til mange avisartikler og bøger. Jeg blev kandidat i litteraturhistorie, og i dag som kulturredaktør får jeg hver måned tilsendt hundredvis af bøger, hvoraf mange bliver sendt til anmeldelse, nogle af dem læser jeg selv, og endnu flere læser mine kolleger på avisen. På Kristeligt Dagblad kan vi nemlig godt lide bøger. Og vi ved, at det også gælder mange af vores læsere. Faktisk er læsning den aktivitet, som forbinder flest Kristeligt Dagblad-læsere. Nogle går i kirke, nogle går på museer, nogle går i teateret, nogle rejser, men allerflest har et forhold til bøger og læsning. Det er ikke mindst derfor, at vi nu har skabt et fællesskab, hvor vi ikke bare læser hver for sig – men kan læse sammen. Vi kalder det Kristeligt Dagblads Læsekreds. I Kristeligt Dagblads Læsekreds er avisens journalister og redaktører på skift vært for en bog – det kan være en klassiker eller den store samtidsroman, som vi læser i fællesskab. Vi begyndte i september, hvor Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaard åbnede Kristeligt Dagblads Læsekreds med sin anbefaling af Niels Krause-Kjærs ”Ude for uden”. NÆSTEN 1000 PERSONER HAR ALLEREDE meldt sig til læsekredsen. Du kan tilmelde dig læsekredsens nyhedsbrev på k.dk/laesekreds og stadig nå at være med til den første fælles læsning af Niels Krause-Kjærs roman, som i den grad er en bog til tiden og til eftertanke om det moderne Danmark. På Kristeligt Dagblads scene på Bogforum taler Else Marie Nygaard med Niels Krause-Kjær ved et særligt læsekreds-arrangement, og den 7. november samler vi læsekredsen og alle interesserede til et stort forfatterarrangement med Niels Krause-Kjær og fællessang med Katrine Muff ved klaveret under overskriften ”Fortællinger om et Danmark i forandring”. Senere i denne bogsæson vil vi læse blandt andet forfatteren Søren Ulrik Thomsens erindringsessay

6 6 Sådan fungerer Kristeligt Dagblads Læsekreds Kristeligt Dagblads Læsekreds er et fællesskab for avisens abonnenter, hvor vi læser udvalgte bøger sammen. Avisens journalister og redaktører skiftes til at vælge en bog og inviterer undervejs til eftertanke og samtale om bogen. Hvordan følger jeg med? Du kan følge læsekredsen i den trykte avis, i appen, på k.dk og gennem læsekredsens nyhedsbrev. Her får du inspiration og spørgsmål, som du kan tage med ind i din læsning eller bruge i din egen læsekreds, reportager og artikler om dansk læsekultur, boganbefalinger og meget mere.

Læs mere på k.dk/laesekreds 2 Kulturredaktør Johannes Henriksen (tv.), Liv & Sjæl-journalist Else Marie Nygaard, kulturjournalist Elisa Norgaard Mortensen og redaktør på kirke.dk Kåre Gade er værter for læsekredsen. FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN

”Store Kongensgade 23” og Tove Ditlevsens ”Gift”. Du kan følge med i læsekredsens aktiviteter på k.dk/ laesekreds. Her kan du også få vejledning til at oprette din egen læsekreds, anbefalinger til andre gode læseoplevelser i efteråret, konkrete spørgsmål til arbejdet med de bøger, vi læser i fællesskab, ligesom vi opfordrer Kristeligt Dagblads læsere til at dele deres egne oplevelser med bøgerne. Som supplement til læsekredsen bringer Kristeligt Dagblad i disse uger også et journalistisk forløb om ”Det læsende Danmark”. Her kan du læse nyheder om danskernes læsevaner, interviews om læsekultur på tværs af generationer og reportager fra boghandlere, biblioteker og læseklubber over hele landet. DET LÆSENDE DANMARK LEVER og har det godt. Som du kan se her på siden, læser halvdelen af danskerne mindst én bog om måneden, og det gør danskerne til et af de mest læsende folk i verden. På Kristeligt Dagblad vil vi gerne understøtte et levende læsefællesskab, som ligger i tæt forlængelse af det fokus,

vi har på bøger, læsning og på læsekultur hver dag hele året. Med anmeldelser, forfatterinterviews og bognyt ønsker vi at inspirere til en læsekultur, som vores læsere altid har været en del af, men som flere og flere er ved at forstå betydningen af i en tid, hvor folk kan få indhold uafladeligt på alverdens platforme. Det er en medievirkelighed, hvor evnen til overhovedet at koncentrere sig om en længere tekst er under pres. Men hvor den fysiske bog og de indsigter, den rummer, i timer, i dage, i et helt liv, byder sig til som et væsentligt fundament for at forstå andre mennesker og den tid, vi lever i. Hvor læsekultur bliver et afsæt for aktivt at kunne tage del i det demokratiske liv, og i det hele taget opbygge den dannelse og indsigt om menneskelivet, som er nødvendigt for et velfungerende samfund. Glæd dig til masser af godt bogstof i Kristeligt Dagblad. Velkommen til Kristeligt Dagblads Læsekreds! Johannes Henriksen Redaktionschef, nyheds- og kulturredaktør

Halvdelen af danskerne er boglæsere Blandt voksne danskere læser 4 ud af 10 mænd og 6 ud af 10 kvinder mindst en bog om måneden, og i de seneste år er samfundets fokus på værdien af læsning øget kraftigt

nyhed Morten Mikkelsen og Elisa Norgaard Mortensen mikkelsen@k.dk, mortensen@k.dk

Hvis man læser mindst én bog om måneden, er det nok til, at man kan betegnes som boglæser. Og lidt mere end halvdelen af Danmarks befolkning læser én eller flere bøger hver måned: 4 ud af 10 mænd og 6 ud af 10 kvinder. Analyseinstituttet Norstat har for Kristeligt Dagblad spurgt et repræsentativt udvalg af voksne danskere om deres læsning, og set i en international sammenhæng er den danske læseflid stor. I USA peger en YouGov-undersøgelse fra 2025 på, at 80 procent læser færre end 10

bøger om året. Og ifølge EU’s statistikenhed Eurostat er det i Europa kun indbyggerne i Schweiz, Luxembourg og Irland, der har en større andel af læsere af mindst 10 bøger om året end Danmark. Ifølge Kristiane Hauer er en bog om måneden nok til at holde læseevnen ved lige. Hun er faglig konsulent ved Nationalt Videncenter for Læsning, har skrevet ph.d.-afhandling om dybdelæsning og er medforfatter til bogen ”Fiktionslæsning”, som udkom tidligere i år. ”Der er faktisk ret mange voksne danskere, der læser. Især hvis vi ser bredt på, hvad en bog er, og for eksempel regner lydbøger med. Der er selvfølgelig forskel på effekten, alt efter om man skimmelæser passager i en bog eller læser den i sin fulde længde med mulighed for indlevelse i et fiktionsunivers. Især det sidste træner evnen til dybdelæsning,” siger hun.

Læseforskeren understreger, at man selvfølgelig ikke mister alt, hvis man springer en måned over. Og er man kommet ud af vanen, kan man træne sig op igen. ”Jeg oplever, at der i de seneste år er sket en ændring i vores kultur i retning af, at læsning som aktivitet er blevet mere synlig, og at flere opfatter lystlæsning af bøger som værdifuldt. Til gengæld er der også en voksende gruppe, som støder på nogle barrierer, for eksempel i forhold til at kunne koncentrere sig,” siger hun.

En læsende nation

Ifølge filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson er der flere tegn, inklusive denne undersøgelse, på, at der i disse år er en positiv udvikling i danskernes læsevaner. Han nævner også en rapport fra Danmarks Statistik, der konkluderede, at andelen af danskere, der læser skønlitteratur dagligt eller næsten dagligt, var på sit højeste niveau i over 30 år, idet tallet lå på 23 procent i 2024. ”Med til historien hører dog, at en stor del af

udviklingen skyldes krimier, kogebøger og selvhjælpsbøger. Ikke et ondt ord om de genrer, men det er værd at se på, hvad der bliver læst, hvis man skal have det fulde billede med. Samtidig har lydbøger og e-bøger også givet et løft,” tilføjer han. Men danskerne er et læsende folk, slår Brian Degn Mårtensson fast. Læsning er nemlig en del af vores kulturhistorie: ”En årsag er selvfølgelig vores kristne kulturarv. Vi tilhører en bogreligion, hvor man meget tidligt lavede målrettede indsatser for at få folk til at læse, primært for at læse Bibelen. Men efter Reformationen blev læsning en mere folkelig aktivitet. Den anden årsag er oplysningsindsatsen fra N.F.S. Grundtvig og andre, hvor det talte ord, men også det skrevne ord, var helt afgørende for at deltage i samfundslivet,” forklarer han og tilføjer: ”Vi tilhører en kultur på jordkloden, hvor læsning og udbredt læsning har været afgørende. Hvis vi ikke havde nogle ret pæne tal for læsning, ville vi have mistet noget, der er helt grundlæggende for vores kultur.” J

EKSISTENSENS FORFATTERE PÅ BOGFORUM Mød Eksistensen på stand C2-010 på BogForum. Igen i år præsenterer vi stærke titler inden for teologi, tro og eksistens. - Du får også gode rabatter på vores bøger.

249,95 kr. / 192 sider

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN fortæller om, hvordan livet ser ud, når man er i dets vinter. Perspektivscenen Fredag kl. 11:20

249,95 kr. / 208 sider

324,95 kr. / 352 sider

Med udgangspunkt i At tænke og leve med resonans og Når tingene synger lytter jeg gerne diskuterer filosofferne ANNE MARIE PAHUUS og ANDERS FOGH JENSEN, hvorfor Hartmut Rosa er en sociolog til tiden. Bellascenen Lørdag kl. 12:00

239,95 kr. / 180 sider

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, JONAS NØDDEKÆR, fortæller om vigtigheden af at opretholde idealerne i en tid, hvor håbet har trange kår.

Bellascenen

Søndag kl. 13:00 KØB BØGERNE PÅ EKSISTENSEN.DK

8 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

6 6 Anna Juul Født i 1992. Opvokset i Gentofte.

Tidens unge ”mærker efter” og ”sætter grænser”. Men terapisproget har også en bagside, mener Anna Juul Forfatteren Anna Juuls seneste roman handler om ungdomsliv, gruppedynamikker og konsekvenserne af det terapisprog, der er blevet allemandseje i hendes generation

interview Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk

Tilknytningsmønstre, kærlighedssprog og diagnoser. Psykologiske begreber er blevet en del af unge menneskers hverdagssprog. I dagligdagens samtaler bliver egen og andre menneskers adfærd analyseret ved hjælp af teorier, der førhen hørte psykologibøger til, og at ”mærke efter” og ”sætte grænser” ophøjes til noget nærmest helligt. Det oplever forfatteren Anna Juul, hvis seneste roman, ”Sød Tøs”, udkom tidligere på året. ”Hvis jeg har samtaler med mine veninder, og vi taler om noget følelsesmæssigt, er det sjovt at observere, hvor mange der kender til begreber som gaslighting [en form for psykisk manipulation, hvor man underkender andres virkelighedsopfattelse] og teorier om tilknytningsmønstre og kærlighedssprog,” siger den 33-årige forfatter. Anna Juul debuterede med digtsamlingen ”Jeg bruger min krop som et møbel” under aliasset Veronika Katinka i 2019 og har sidenhen udgivet romanerne ”Penge & Bacon”, ”Superskurk” og samtaleromanen ”Traumebingo”. Flere af hendes bøger har kredset om psykisk sygdom og den psykiatri, som hun selv har oplevet indefra som patient. I 2023 blev hun valgt til Psykiatrifondens bestyrelse. Foruden at være et forsøg på at skrive en roman om et helt almindeligt menneske er ”Sød Tøs” en undersøgelse af, hvilke konsekvenser det har, når terapisprog bliver allemandseje. Romanen handler om Anne, hvis kæreste slår op med hende, fordi hun er ”for sød” til ham. Det er ikke første gang, at Anne bliver forladt med den begrundelse, og derfor opfordrer Annes veninder hende til at opsøge en psykolog for at bearbejde sit ”uhensigtsmæssige tilknytningsmønster”. Men psykologen er mere interesseret i venindegruppens dynamikker end Annes forhold til mænd. ”De synes alle sammen, at det, de har at sige, er det vigtigste, måske

Uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2021.

Tidligere skribent på ”Den Korte Radioavis” på Radio24syv.

Debuterede i 2019 med digtsamlingen ”Jeg bruger min krop som et møbel”. Har sidenhen udgivet romanerne ”Penge & Bacon” (2022), ”Superskurk” (2023) og samtaleromanen ”Traumebingo” (2024). Aktuel med romanen ”Sød tøs”, der udkom den 1. april på forlaget Lindhardt og Ringhof. Bestyrelsesmedlem i Psykiatrifonden.

trum, og jo mere at man får at vide, at ens behov er valide.”

med undtagelse af Anne. Hun er den, der lytter, og den i gruppen, der mener, at det er hendes ansvar at tage hensyn til andres følelser, hvor de andre mener, at det er andres ansvar at tage hensyn til deres følelser,” siger Anna Juul. Psykologen opfordrer Anne til at sætte grænser over for veninderne, så hun kan bryde ud af rollen som den ”søde pige”. Herfra kan romanen læses på to måder, fortæller forfatteren. Enten kan man tolke Annes udvikling som en frigørelsesproces eller som en destruktiv deroute, hvor hun langsomt undergraver de venskaber, der siden folkeskolen har været hendes anker i tilværelsen.

Det selvoptagede menneske

Undskyld, men ...

Handlingen afspejler Anna Juuls egen ambivalens over for det følelsessprog, der præger unges blik på sig selv og andre. Hvor det førhen var skamfuldt, er det i dag blevet en statusmarkør at gå til psykolog, fordi det viser, at man tager ansvar for sig selv, siger forfatteren. Det er positivt, at flere har fået et sprog for psykisk trivsel, men tendensen har også en slagside. ”Alle de psykologer, jeg har mødt, har haft den tilgang, at ’hvis noget er et problem for dig, så er det et problem’, men alle problemer er bare ikke lige store. Hvis alle menneskers følelser er lige valide, og hvis ens eget verdensbillede altid er det, man skal navigere efter, tror jeg, at vi bliver dårligere til at lytte til hinanden.” Som et billede på udviklingen nævner Anna Juul, at den uforbeholdne undskyldning i hendes generation har fået trange kår. ”Det er efterhånden virkelig sjældent, at man får en uforbeholden undskyldning. Det tror jeg er en ny ting, der skyldes, at folk i dag leder mere efter forklaringer.” Tidligere har følelser været mindre valide argumenter i diskussioner end logik og fakta, men det psykologiske fagsprogs udbredelse rykker rundt i det hierarki, mener forfatteren. Følelser bliver i tiltagende grad et middel til at retfærdiggøre sig selv og at vinde diskussioner. ”Jeg kender det fra mig selv, at jeg kan finde på at bruge de her begreber eller forklaringsmetoder til at retfærdiggøre min opførsel, hvis der er en anden person, der synes, at jeg har gjort noget forkert. Så har jeg et meget stort behov for at forklare, og der tror jeg måske, at jeg selv, men også alle mulige andre, har fået svært ved at skelne imellem, hvornår noget er en forklaring på noget, og hvornår noget er en undskyldning for noget,” siger hun og fortsætter: ”Der er noget megabefriende over, når folk bare siger undskyld uden at komme med en lang udredning om, hvorfor de gjorde, som de gjorde.”

0 Anna Juuls seneste roman hedder ”Sød Tøs”. I storbyen bliver ”sød” opfattet som et andet ord for kedelig, siger forfatteren, der mener, at unges behov for at være unikke og ”sætte sig selv først” kan udfordre fællesskaber. FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN

Et andet og ifølge Anna Juul lidt fortærsket eksempel på, hvad terapisproget gør ved fællesskaber, er, at det er blevet en udbredt undskyldning for ikke at dukke op til noget, hvis ”man kan mærke i maven, at man ikke kan overskue det”. ”Jeg synes, det er lige så legitimt at

melde afbud til noget af psykiske årsager, som hvis man har influenza. Men jeg vil også vove den påstand, at man nogle gange godt bare kan gøre ting, fordi det ville gøre andre mennesker glade, og fordi at det skal man. Hvis man hele tiden mærker efter, hvad man selv har lyst til, så bliver det meget svært at have en relation til andre, fordi en relation består af kompromiser,” siger hun. Derfor mener Anna Juul også, at tidens fokus på følelser og psykologiske forklaringer kan udfordre unges fællesskaber. ”For at indgå i et fællesskab kræver det, at man er i stand til at sætte sig selv til side. Det tror jeg bliver sværere og sværere, jo mere man får at vide, at man er universets cen-

Men er terapisproget udtryk for, at unge mennesker i dag er mere selvoptagede end ældre generationer? Det betvivler forfatteren. ”Jeg vil vove den påstand, at mennesker generelt er selvoptagede. Så kan det godt være, at man ikke har sproget for det, men så er jeg ret sikker på, at man bare navigerer ud fra ens egne interesser på alle mulige andre måder. Jeg tror ikke, at folk var mere altruistiske i tidligere generationer,” siger forfatteren. Fokusset på det enkelte menneske kommer også som et krav fra omverdenen. Anna Juul nævner, at jobsøgning i dag ofte handler lige så meget om, hvem ansøgeren er som menneske, som den handler om vedkommendes meritter, ligesom medierne sjældent laver et interview med en kulturperson, uden at det også handler om noget svært, vedkommende har oplevet. ”Der er kommet et større fokus på mennesket end værket eller meritterne. Så vi er blevet mere fokuserede på os selv, men det er samtidig noget, der bliver krævet,” siger Anna Juul. Selvom Anna Juul er skeptisk over for sin generations brug af psykologiens sprog, mener hun, at det udspringer af nysgerrighed og er et forsøg på at skabe mening i tilværelsen. Og selvom sproget måske har taget overhånd i dag, kunne ældre generationer have haft gavn af at forholde sig lidt mere til sig selv, end det tidligere har været normen. ”Selvom jeg synes, at det kan være enormt morsomt og irriterende, når folk roder sig ud i de der lange forklaringer om deres dårlige barndom, og hvorfor de gør, som de gør, tror jeg også, at der er nogle gode ting ved, at man kigger indad, hvis det så kan omsættes til ansvar,” siger Anna Juul. Anna Juul oplever, at det er blevet moderne at sige, at man sætter sig selv først. Selvom hun ikke vil gøre sig til dommer over, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, mener hun, at det er svært at have meningsfulde relationer, hvis ikke man værdsætter andres perspektiver lige så højt som sit eget – og tager ansvar for, hvordan ens adfærd påvirker andre. ”Jeg håber, at man ikke lader sit eget selvoptimeringsprojekt eller nysgerrighed på sig selv gå ud over ens opførsel over for andre mennesker. Tænk på andre, ikke nødvendigvis før du tænker på dig selv, men samtidig med at du tænker på dig selv.” J

Anna Juul optræder på Bogforum fredag kl. 14.10-14.45 på Perspektivscenen, fredag kl. 16.45-17.05 på C3-016 og lørdag kl. 12.1012.30 på C3-016.

Mød ProRex på Bogforum STAND C3-039

Spændingsroman, som foregår hhv. i 1600tallet og i nutiden – i Japan og Ribe.

Vers fra Bibelen og livsnære ord til håb og opmuntring hver dag. Til unge og voksne.

Citater og uddrag fra Lewis' kendte værker – en tanke, en overvejelse til hver dag i året.

Bord-kalenderen Herregud & Co er en populær spiralbundet evighedskalender med en tegning til hver dag i året og med hver sit eget humoristiske og tankevækkende budskab.

Livet er skønt!

Glæd dig til at møde den lille finurlige figur, der med selvindsigt og masser af lune får sat hverdagens tildragelser i relief, og som året rundt spreder eftertanke, håb og glæde.

Royne Mercurio Herregud IV forside.indd 1

Velskrevet og lettilgængelig inspirerer denne bog præster, ledere og medarbejdere i det kirkelige børnearbejde.

Findes der “en hemmelig akkord”, der kan bringe ro og heling? Med praktisk idékatalog til brug af musik i sjælesorgssamtalen.

Engle i porcelæn eller bronze De sødeste mini-engle i porcelæn eller massiv bronze.

En perfekt gave til dig selv eller en anden!

Format 13 x 14 cm med indbygget fod.

13/09/2025 18.12.59

oktober 24 Den drøm du bæ’r i dit hjerte er der præcis af en grund …

Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler · tlf 7456 3343

oktober 29 Det er kun viseren vi kan sætte tilbage – aldrig tiden! Vi må leve nu!

10 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

guide

Morten Mikkelsen og Thomas Conradsen mikkelsen@k.dk, conradsen@k.dk

At læse digte er ikke så svært, som mange tror. Men som med alt andet godt skal man lige ind i vanen. Her anbefaler litteraturprofessorerne Peter Stein Larsen og Anne-Marie Mai hver seks nyere danske digtsamlinger, som er værd at bruge tid på

Peter Stein Larsen anbefaler Peter Stein Larsen har siden 1993 været anmelder på Kristeligt Dagblad, hvor han fortrinsvis har taget sig af den nyeste danske lyrik. Han er ansat som professor i nordisk litteratur ved Aalborg Universitet og har i sin forskning og undervisning beskæftiget sig indgående med den lyriske genre.

Yahya Hassan: ”Yahya Hassan” (2013)

En form- og indholdsmæssigt dybt original og banebrydende digtsamling om en opvækst som socialt udsat palæstinenser i Danmark. Det er den mest solgte digtsamling nogensinde med mindst 120.000 eksemplarer, hvilket sågar overgik Vita Andersens ”Tryghedsnarkomaner” (1977).

Asta Olivia Nordenhof: ”Det nemme og det ensomme” (2013)

Digtsamlingen fortæller om en voldelig opvækst, psykiatrisk indlæggelse og prostitution. En hudløs, uafrystelig, slagkraftig og stilistisk raffineret digtsamling, der med sin unikke tone placerer sig centralt og uomgængeligt i samtidens poesi.

Theis Ørntoft: ”Digte” (2014)

En fortræffelig digtsamling, der beskriver et jegs mørke økologiske og apokalyptiske visioner. Stilistisk original, fantasiæggende og slagkraftig i sin blanding af glødende patos og subtil ironi.

Bjørn Rasmussen: ”Ming” (2015)

Hudløst ærlig, original og stilistisk suveræn digtsamling om psykisk sygdom, indtagelse af medicin og euforiserende stoffer og seksualitet. Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Mikael Josephsen: ”Herredigte” (2026)

En digter med en tung baggrund: psykisk sygdom, misbrug, på bunden af samfundet. Han skriver om sin religiøse omvendelse i ”Herredigte”, en samling, der er unik og givende og yderst interessant.

Nana Fatou: ”Toubab” (2026)

Fatou har en familiemæssig baggrund i Ghana, men er født og opdraget i Danmark. Hun beskriver dette kultursammenstød, og der er tale om mesterlig lyrik om migration på en nyskabende og kompleks måde, som vi ikke har i den almindelige politiske debat.

Værd at bruge tid på: To professorer anbefaler 12 danske digtsamlinger Anne-Marie Mai anbefaler Anne-Marie Mai er litteraturhistoriker og har været ansat på Syddansk Universitet siden 1988. I 1999 blev hun landets første kvindelige professor i dansk litteratur. I en stor del af sin forskning har hun undersøgt poesi, og hun har en forkærlighed for danske lyrikere fra 1980’erne.

Maja Lucas: ”Tennisdigte” (2026)

Digte om det både ædle og sexede tennisspil; læseren får del i lysten og glæden over spillet og oplever ekstatisk fryd, når serven sidder, som den skal, og spilleren føler sig hjemme i sin krop. Digtene handler om tennis og om livet selv.

Jørgen Leth: ”Zombie” (2025)

Samlingen blev Jørgen Leths sidste, skrevet i grænselandet mellem liv og død. Digtene er dybt rystende, meget uhyggelige og samtidig helt nøgterne. Et indblik i et liv, der er ved at slutte. Høj og dyb poesi til læsere i alle aldre.

Nanna Storr-Hansen: ”Bøgetid” (2022)

Der bliver talt meget om menneske og natur. Den bedste poesi viser os i sine billeder, hvordan menneske og natur hører sammen. Storr-Hansens digte er smukke og vilde, enkle og stærke som græsset, skovbunden og sproget.

Signe Gjessing: ”Bryllupsnat” (2026)

Signe Gjessings digte er lette og svære på én og samme gang, men de er først og fremmest smukke. I denne samling kommer stjernehimlen og eros tæt på. Læseren forføres og morer sig, bliver betaget og må læse forfra igen og igen.

Duncan Wiese: ”Drenge” (2026)

Hvad er maskulinitet, hvornår er den giftig, og hvordan kan den formes? Spørgsmål om køn og forældreroller er på nutidens dagsorden. Derfor har læserne brug for poesiens evne til at vise perspektiver på tilværelsen. Wieses digte giver indblik i en ung fars hverdag og stiller skarpe eksistentielle spørgsmål. Vigtigt og godt.

Thomas Boberg: ”Abens maske” (2026)

FOTOS: LEIF TUXEN, MADS NISSEN, CHRISTIAN LILIENDAHL/RITZAU SCANPIX

Boberg vender med denne samling tilbage til digtene, den genre, han debuterede med i 1984. Hans poesi er kritisk og vidende, han går direkte ind i smerten over krig og rædsler – han ser de destruktive kræfter, klimakrisen og naturødelæggelsen, men har også håbet og kærligheden med sig. Et mesterligt værk, lige præcis til tiden. J

6 6 Mød digterne på Bogforum Asta Olivia Nordenhof optræder på Bogforum fredag kl. 12.40-13.15 på Perspektivscenen, fredag 15.45-16.30 på Litteraturscenen, lørdag kl. 13.00-13.30 på C2-024, lørdag kl. 16.35-17.20 på Litteraturscenen, søndag kl. 12.00-12.30 på C2-001, søndag kl. 14.00-14.30 på C2-024. Theis Ørntoft optræder på Bogforum fredag kl. 14.50-15.10 på C1-010, lørdag kl. 11.20-11.40 på C1-010, lørdag kl. 12.5513.40 på Litteraturscenen, lørdag kl. 15.00-15.45 på Lysningen. Nana Fatou optræder på Bogforum fredag kl. 13.2514.00 på Perspektivscenen, søndag kl. 13.2013.40 på C1-010.

Maja Lucas optræder på Bogforum lørdag kl. 10.20-10.40 på C1-010.

Nanna Storr-Hansen optræder på Bogforum søndag kl. 13.00-13.45 på Lysningen, søndag kl. 16.15-16.35 på C1-010. Signe Gjessing optræder søndag kl. 10.20-10.40 på C1-010.

Duncan Wiese optræder på Bogforum fredag kl. 11.4012.00 på C3-022, lørdag kl. 11.50-12.30 på Perspektivscenen. Thomas Boberg optræder på Bogforum søndag kl. 10.20-10.40 på C1-010.

Højskolesangbogen på Bogforums Store Scene Bella Center Copenhagen: Rasmus Skov Borring er sangvært med gæster Gertrud Højlund, Lea Korsgaard, Jakob Fauerby og Anne Vig Fredag den 30. oktober kl. 10.30 og kl. 18.15 Lørdag den 31. oktober kl. 10.25 og kl. 17.10 Søndag den 1. november kl. 10.25 og kl. 16.20 Se det fulde program på bogforum.dk

Forlaget Højskolerne

12 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Kim Leine skriver for at bryde forbandelsen over sin familie Kim Leines ”Olavs hus” graver, ligesom alle hans bøger, dybt i fortidens traumer i et forsøg på at hele dem

interview Elisa Norgaard Mortensen mortensen@k.dk

Når Kim Leine sidder på sin kontorplads og skriver, kan man ikke se ham for bare bøger. Hans arbejdsværelse er simpelthen dækket af bøger, der står på rækker fra gulv til loft i en hjemmebygget labyrint så smal, at man må suge maven ind for at smyge sig forbi de mange eksemplarer af H.C. Andersens dagbøger, Karen Blixens brevsamlinger og Charles Dickens’ samlede værker. En konstruktion, der ikke er bygget af lyst, men af nød, siger Kim Leine. For bøgerne er hans redning. Og hans venner. Han taler nærmest med dem, eller i hvert fald lader han sig inspirere af ”bøgernes ånd”, når han skriver. Engang stod kong Frederik, der dengang var kronprins, her i labyrinten og sludrede med ham, der i 2018 blev tildelt Kronprinsparrets Kulturpris for sit anmelderroste forfatterskab. De havde meget at tale om, når det gjaldt Grønland, som står dem begge nær, fortæller Kim Leine. Den prisvisende 65-årige forfatter debuterede i 2007 med sin bog ”Kalak”, der netop handler om hans 15 år som sygeplejerske i Grønland og Kim Leines eget barske liv, der både har indeholdt stofmisbrug, incestovergreb fra faderen og et brud med Jehovas Vidner. Et liv, der virker langt væk fra hans nuværende tilværelse i det treetages rækkehus på Islands Brygge i København, hvor hans kone og teenagesøn kommer hjem fra skole med cykelhjelme på, mens han står i køkkenet og laver kaffe. Familien har boet ti år i dette hus, og sådan er hans liv i dag, fordi bøgerne reddede ham. Alligevel er han i tvivl om, hvorvidt han nogensinde bliver helt fri fra den forbandelse, der ifølge forfatteren hviler over hans familie.

Tilbage til traumerne

For Kim Leine er det at skrive en slags renselsesritual, hvor han fremkalder alt det grimme fra fortiden, og dermed mi-

ster traumet en del af sin magt. Med sin seneste bog ”Olavs hus”, der udkom på Gyldendal i juni, graver han flere generationer tilbage, og bogen er første bind i trilogien ”Kors og kød”, inspireret af ”de to stærkeste kræfter i verdenshistorien”, som han kalder henholdsvis den åndelige og seksuelle drift. På trods af bogens 504 sider har Kim Leine måttet skære flere hundrede sider væk, fortæller han. For teksten har ligget og gæret i lang tid, måske endda siden før hans første roman. Og det har været ”en fest” at skrive. ”Jeg kan godt lide at gå tilbage til den tid, ikke bare i familien, men at skrive om Norden og Europa i fortiden. Det har også været frustrerende, fordi det er biografisk og selvbiografisk, og så skal man tage hensyn til nogle mennesker. Derfor har jeg forsøgt at skære lidt ud i pap: Det her er en fiktion,” siger han. På bogens første side står der: ”Denne roman er en fantasi over min familie, som den levede, som den kan have levet, som den ikke levede, men kunne have levet, og som den var og ikke var, som jeg ville ønske den havde været, og som jeg ville ønske den ikke havde været.” Det skriver han, fordi han gerne vil have ”frie tøjler”. Han er træt af litteraternes graven efter virkelighed i autofiktionens verden, og selvom han ved, at det pirrer læserens nysgerrighed, hvad der mon rent faktisk skete, forbeholder han sig retten til at vælge sit eget blandingsforhold mellem fup og fakta, siger han. Hvis bøgerne kan give noget til læse-

6 6 Kim Leine Født i 1961 i Norge.

Flyttede til Danmark i 1978.

Uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Sygeplejeskole, arbejdede i 15 år som sygeplejerske i Grønland. Kom tilbage til Danmark i 2004.

Debuterede med ”Kalak” i 2007, har siden udgivet en lang række roste bøger. Har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Nordisk Råds litteraturpris, De Gyldne Laurbær og Kronprinsparrets Kulturpris. Har to børn med sin ekskone og to børn med sin nuværende kone. Familien bor på Islands Brygge i København.

ren, er han da glad. Men først og fremmest skriver Kim Leine for sin egen skyld. ”Når man tager det ubehagelige, det skamfulde og alt det, man er vred over, og omformer det til litteratur, føler man, at man får fod på det. Ved at lave traumerne om til en bog flytter det ud af ens hjerne og ned i bogen. Så det er en befrielse,” siger han.

Familieforbandelsen

Arbejdet med ”Olavs Hus” har åbenbaret for Kim Leine, hvordan slægten og fjerne forfædre har formet hans liv, selv hvis han aldrig har mødt dem. Helt konkret er deres eksistens en betingelse for, at han selv blev født, men det står nu også klart for forfatteren, hvordan deres livsbane har formet hans. ”Den erkendelse skaber et følgeskab tilbage gennem generationerne, men det skaber også en desperation, og det er nærmest som en forbandelse. Kan man ikke gøre sig fri af den her generationsmaskine og bare leve et frit liv på sine egne betingelser? Selv når jeg kigger på mine børn, ser jeg gentagelser af gamle ting, som bare vender tilbage. Det kan være frustrerende at se den familieforbandelse vandre videre fra generation til generation,” siger han. Du sidder her og har et dejligt liv på mange måder nu. Føler du ikke, at du har brudt den forbandelse? ”Til en vis grad, men der er noget, der kører videre. Mine store børn har haft deres problemer, og der har jeg set mange gentagelser af mit liv, som er et produkt af forrige generationers liv og så videre. På den måde kan jeg jo ikke sidde og prale af, at jeg har brudt mønsteret. Jeg tror også, at denne trilogi er et forsøg på at gøre op med det, et slags råb til hvem det nu kan være: Tag nu og gør mig fri af denne forbandelse.” Hvem råber du til? ”Jeg ved det ikke, for jeg har ikke rigtig nogen gud at råbe til, så jeg råber til Tolstoj, måske. Han er min husgud. Men som det jo ofte er, selv når man ikke har en gud, er der alligevel, ja, på en eller anden måde et behov for at sende noget ud i verden. En forestilling om en samlet intelligent kraft, som sørger for, at tingene går, som de går,” svarer han. Men når det gælder den organiserede religion, har Kim Leine mest oplevet svigt. Derfor har hans opvækst og brud

med Jehovas Vidner fyldt meget i hans bøger. Også her har litteraturen været en tilflugt. ”At læse var en måde at få nogle fornuftige voksenvenner på, fordi de voksne i mit liv led af religiøst vanvid. Så fik jeg venner gennem bøgerne i stedet,” siger han. Kim Leine har slugt bøger, siden han var 12 år, og han har skrevet næsten lige så længe, men han debuterede først som 46-årig. Allerede fra første bog tog det dog fart, og siden har han modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, som han fik for første bind i sin Grønlandstrilogi, der består af ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012), ”Rød mand/Sort mand” (2018) og ”Efter åndemaneren” (2021).

Forsoningen

Bøgerne var meget populære og har da også resulteret i, at Kim Leine de seneste år er blevet kimet ned af medier, der vil have kommentarer fra ham om Grønland. Men han har afvist alt. Dette interview fandt sted, før der blev indgået en aftale mellem Danmark, Grønland og USA. På det tidspunkt undrede det ham, at mange danskere bekymrede sådan om Grønland og folkets fremtid: ”Jeg oplever, at det påvirker folk, der ikke har været i Grønland, meget mere end det påvirker mig. Mange har utroligt stærke følelser over for Grønland, selvom de aldrig har været der. Måske er det en overkompensation fra danskernes side, for tidligere havde vi ikke rigtig været klar over, at vi havde Grønland, men nu vil vi have det alligevel,” siger han. Måske kommer der ligefrem noget positivt ud af hele seancen. Kim Leine oplever nemlig et stigende ønske om forsoning fra grønlænderes side. ”Grønlænderne har også fået et tættere forhold til Danmark, og de taler ikke så højt om selvstændigheden længere. Man ved godt, at vi er en familie, fordi stort set alle grønlændere har familie i Danmark, og virkelig mange danskere har familie i Grønland. Den relation forsvinder aldrig, ligegyldigt om Grønland bliver selvstændigt, eller hvad der sker. Vi vil altid være i familie med hinanden,” siger han.

fortsætter side 14

Efterårsbøger | 13

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

”

Når man tager det ubehagelige, det skamfulde og alt det, man er vred over, og omformer det til litteratur, føler man, at man får fod på det. Ved at lave traumerne om til en bog flytter det ud af ens hjerne og ned i bogen. Så det er en befrielse.

KIM LEINE

2 Kim Leines boghule er en del af hans kontor. Her står der bøger fra hele verden, men flest fra Europa. Bøgerne er hans redning og venner, siger han. FOTO: LEIF TUXEN

14 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

... Kim Leine skriver for at bryde... fortsat fra side 12 Kim Leine forestiller sig en fremtid, hvor Danmark og Grønland er i en form for union. For hans skyld kunne man ligefrem lave en stærk union med alle de nordiske lande. ”Det har jeg altid drømt om. Men jeg ved ikke, om det er realistisk. Jeg er et nordisk menneske, der elsker Europa i det hele taget. For mig stammer kærlighed i høj grad fra litteraturen. Alle de bøger, jeg har læst, som foregår i Europa, har givet mig en fornemmelse af et nationalt rum, hvor jeg hører til,” siger han. Der var franske Alexandre Dumas, hvis samlede værker stod i Kim Leines mors bogreol, selvom hun aldrig havde læst bøgerne. Nu er han selv i færd med at læse ”Greven fra Monte Cristo” højt for sine børn. Også britiske Iris Murdoch har været meget vigtig for ham, fordi hendes romaner, sammen med Tove Ditlevsens, bærer præg af en amoralsk og anarkistisk skrivestil, som han har taget til sig, siger han. Men Kim Leine læser sjældent amerikanske romaner. De mangler simpelthen noget sjæl, oplever han. ”Jeg kan godt se, at meget af det er udmærket, men jeg kan ikke mærke en ånd, eller også er det en forfladiget ånd, en indholdsløs ånd,” siger han. Ånden i Kim Leines egne bøger beskriver han som ”nihilistisk”, fordi det moralske standpunkt ligger hos læseren, ikke hos ham som forfatter. Hans bøger skal blot hjælpe læseren med at accepte-

0 Kim Leine bor sammen med sin familie på Islands Brygge i København. Hans 16-årige søn Sune træder i sin fars fodspor som forfatter og har udgivet børnebogen ”Havet i mit toilet”. Sune Kyst Leines anden bog udkom i går. FOTO: LEIF TUXEN

”

Når de nære ting fungerer godt, må verden være så sindssyg, som den vil være.

KIM LEINE

30. OKT. - 12. DEC. 2026

BASERET PÅ ROMAN AF J.P. JAKOBSEN

FRU MARIE GRUBBE I denne ambitiøse forestilling i to dele inviteres publikum med på en rejse gennem Fru Marie Grubbes stormfulde liv. Det bliver et intenst portræt af en kvinde der trodsede samfundets normer. Kan opleves både som marathon forestilling og serie teater.

re livet, som det er, siger han. Alligevel må der gerne være et håb og en bevidsthed om fremskridt. I sit eget liv har han fundet et håb ved at holde sammen på familien og sørge for, at de har det godt – for det meste holder det de ydre og indre dæmoner væk. ”Når de nære ting fungerer godt, må verden være så sindssyg, som den vil være, selvom det for tiden er bekymrende.

Jeg håber bare ikke, at min søn skal i krig mod Rusland.” Men vi også tage, som det kommer, tilføjer Kim Leine. Og krydser fingre. J Kim Leine optræder på Bagforum fredag kl. 11.00-11.30 på C3-050, hvor han interviewer sin søn Sune, og herefter lørdag kl. 14.50-15.10 på C1-010, søndag kl. 10.30-11.15 på Litteraturscenen og søndag kl. 14.00-14.45 på Comics Scenen.

Store fortællinger til den mørke tid Otte medrivende læseoplevelser der lyser op

Keld Conradsen DET GODE MENNESKE En af årets store romanoplevelser – om kærlighed, videnskab og kunsten at ﬁnde hjem.

Jonas Jonasson DEN SNARRÅDIGE BORGMESTER En vanvittig røverhistorie fra en af Nordens sjoveste fortællere.

SenLinYu ALCHEMISED Den episke fantasyfortælling, der har taget hele verden med storm.

Annette Bjergfeldt HIMLEN OVER KATTESUNDET Tag med på en berusende rejse gennem 1910‘ernes København, hvor kærlighed og kosmos mødes.

Jo Nesbø NÅDESKUD Harry Hole er tilbage! Endnu en nervepirrende krimi fra den norske mester.

David Garmark TVEDELT Ny spænding i Brink-serien med Channie, Walther og Lina – og Aarhus som kulisse.

Johanna Swanberg DET GÅR FINT En skarp, varm og fandenivoldsk roman om at bide tænderne sammen – og til sidst bide fra sig.

Stephen Fry ODYSSÉEN Tag med legenden Stephen Fry på en storslået rejse gennem de græske myters verden.

Du kan læse meget mere om forfatterne og købe bøgerne på modtryk.dk Vil du have ny inspiration til din læsning, så tilmeld dig vores nyhedsbrev lige her.

16 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

læselyst | Antallet af læsekredse stiger på bibliotekerne, og i mange andre sammenhænge

mødes danskere for at tale sammen om bøger, få læst højt eller høre forfatteren fortælle om sin bog

Stadig flere danskere indgår i bogfællesskaber nyhed

2 Over hele landet er interessen for læsefællesskaber stor. Her er det litteraturkredsen i Islebjerg Kirke ved Frederikssund, hvor kirkens præst, Christina Holten Mølgaard, er vært.

Elisa Norgaard Mortensen og Morten Mikkelsen mortensen@k.dk, mikkelsen@k.dk

57-årige Anette Leonora Andersen arbejder frivilligt som højtlæser på et plejehjem i Aalborg, hvor hun læser en lille bid af en bog ad gangen, hvorefter hun taler med beboerne om det, de har læst. Og det skaber altid helt særlige samtaler, oplever hun: ”Når vi taler om teksten, begynder de at fortælle om deres barndom, deres ungdom og deres arbejdsliv. Det kan skabe oplevelsen af fællesskab mellem beboerne. Det er en meget givende aktivitet, og jeg får lige så meget glæde ud af det, som de gør,” siger Anette Leonora Andersen, der er forfatter og uddannet cand.pæd. I 2022 skrev hun bogen ”Læseglæde & Læsefællesskaber”, som netop handler om, at bøger er en af de bedste måder at skabe fællesskab på. Hun mener, at litteratur gør samtalen dybere og mere eksistentiel, fordi bogen fjerner fokus fra sædvanlige emner som vores arbejde, vores børn eller vores dårligdomme: ”At tale om litteratur er med til at udvikle os og gøre os klogere på os selv og på andre. Men litteraturen gør det også lettere at finde et sprog for det, som er svært. I skønlitteraturen findes alt det, vi oplever i det levede liv,” siger Anette Leonora Andersen.

Læsning som holdsport

Selvom det at læse en bog grundlæggende er en soloaktivitet, beretter biblioteker landet over om, at deltagerantallet i læsekredse og højtlæsningsarrangementer gennem adskillige år har været voksende. Sanne Caft, chef for Københavns Hovedbibliotek, oplyser, at antallet af læseklubber nu er oppe på 188 i kommunen og 52 på hovedbiblioteket alene.

FOTO: LEIF TUXEN

”Der er en voksende interesse fra både unge og ældre i hovedstaden for at mødes om litteraturen og læseoplevelsen,” siger Sanne Caft, som tilføjer, at der i København netop er oprettet nye læseklubber med fantasy, romance og international politik som tema. Også på Fyn er interessen for læsefællesskaber stor. Ifølge bibliotekar ved Odense Bibliotekerne Lars Hovgaard nærmer antallet af læsekredse sig 200, og der er venteliste til at være med. ”Mange er begyndt at betragte litteratur som en holdsport. Selvom læsningen foregår alene, er der mange, der gerne vil dele oplevelsen med andre,” siger han. Det er ikke kun biblioteker, der arrangerer læsekredse. Også i kirkelige kredse oprettes der i disse år læsekredse i stor stil, ligesom mange privatpersoner finder sammen med mennesker

i deres netværk om at dele læseoplevelser cirka en gang om måneden. Ifølge en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Norstat for Kristeligt Dagblad deltager fire procent af den voksne befolkning hver måned i en læsekreds. Det svarer til omkring 200.000 danskere. Et lige så stort antal oplyser ifølge Norstat, at de deltager i litteraturfestivaler, og syv procent af danskerne deltager i forfatterforedrag. En fjerde form for bogfællesskab er guidet fælleslæsning, som er baseret på højtlæsning med efterfølgende samtale. Dette er en specialitet for den landsdækkende forening Læseforeningen, som nu på landsplan er oppe på 250 arrangementer hver uge. Selvom der netop nu er ny bevægelse i retning af at dele læseglæde, er læsefællesskaber også en tradition, som både går langt tilbage i historien, og som mange har oplevet tidligt i li-

vet med højtlæsning i familien, i børnehaven og i skolen, påpeger Torsten Bøgh Thomsen, forsker og leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet. ”Da jeg selv fik børn, blev jeg overrasket over, hvor meget pædagoger fortæller eventyr til børnene i børnehaven. Eventyr er traditionelt kollektivers måde at reflektere over fællesskab på – de udfordringer, som et fællesskab har, og hvordan man bliver et individ i det,” siger forskeren, som vurderer, at vi i Danmark har en stærk tradition for eventyrfortælling og højtlæsning som en del af den fælles dannelse. ”Der er noget fællesskabskonstituerende på gruppeniveau, når man sidder og læser sammen og deler en historie med hinanden. Men det skaber også en delt kulturel referenceramme, som betyder, at vi som samfund har noget til fælles,” siger han. J

Fem gode råd: Sådan kommer du i gang med en læsekreds Omkring 200.000 danskere deltager i en læsekreds. Her giver vi med tre eksperters hjælp fem råd til at få gode fælles læseoplevelser

guide Morten Mikkelsen og Elisa Norgaard Mortensen mikkelsen@k.dk, mortensen@k.dk

Indgå klare aftaler

Hvis man melder sig til en læsekreds i regi af det lokale bibliotek, den lokale kirke eller Læseforeningen, er rammerne ofte sat på forhånd. Hvis man selv finder sammen med nogle, man kender, kan det være en god idé at lave vedtægter for, hvor og hvor ofte man mødes, hvordan man vælger bøger, og hvordan snakken skal forløbe. ”Da jeg lavede en litteraturklub sammen med en veninde for otte år

siden, lavede vi en ramme for den. Vi ville mødes cirka hver anden måned og læse på hverdage fra klokken 19 til 22. Vi talte om forplejning, og vi talte lidt om, hvad vi ønskede at læse – hvilke genrer og hvordan vi kunne tale om det læste. På baggrund af det lavede vi en liste med bøger for det første år, og så inviterede vi hver især fire personer til en informationsaften og spurgte ind til, om de havde lyst til at medvirke i en sådan litteraturklub,” fortæller forfatter og foredragsholder Anette Leonora Andersen, som foreslår, at man eventuelt rekrutterer medlemmerne af sin læsekreds fra det netværk, man allerede har, eller opsøger sit lokale bibliotek for at høre, om der er læsekredse, man kan være med i.

Vælg et bredt udvalg af bøger

Nogle læsekredse er øremærket til at læse klassikere, historiske romaner, feministiske krimier, fransk litteratur eller ét bestemt forfatterskab. Men for de fleste læsekredse vil det være bedst, hvis man bestræber sig på at vælge bøger inden for mange forskel-

lige genrer og undergenrer, så enhver smag bliver tilgodeset. Det kan også være hensigtsmæssigt, at man til en begyndelse udarbejder en lang bruttoliste, man senere vælger ud fra, så der ikke er én deltager, der meget tydeligt er ansvarlig for valget. ”Hvis læsekredsens deltagere skal vælge én bog hver, kan man komme i den situation, at en deltager måske ikke vil sige noget om en bog, man ikke kan lide. For hvis det nu er Jettes yndlingsbog, vil man ikke gøre hende ked af det ved at tale dårligt om hendes bog,” siger litteraturformidler og forfatter Lea Fløe Christensen.

Snak om bogen, men gør det personligt

Nogle deltagere i læsekredse går næsten til opgaven, som om de var i skole. Det er der ingen grund til at gøre, for man skal huske, at opgaven ikke er at få sagt noget så klogt som muligt om bogen, men at bruge bogen som afsæt til at få en god samtale om, hvordan hver enkelt kan bruge bogen i sit eget liv. ”Mange tror, at udgangspunktet er, at man skal give en finlitterær

analyse af bogen. Men en læsekreds er ikke en dansktime. Jeg plejer at sige, at det er meget vigtigere, at man kan bruge bogen til at bringe sig selv i spil. Tale om, hvilke tanker og følelser den vækker,” siger bibliotekar Lars Hovgaard fra Odense Bibliotekerne, som blandt andet arbejder med vejledning til læsekredse.

Vælg en ordstyrer

Nogle gange sker det i en læsekreds, at samtalen stikker lige lovlig meget af fra bogen og bliver til en ustruktureret snak om alt mellem himmel og jord. Der kan også være meget stor forskel på, hvor stor en del af taletiden hvert af kredsens medlemmer får – eller tager. Rådet er derfor, at man ud over at have klare spilleregler også har en ordstyrer, som har ansvar for at holde samtalen nogenlunde på sporet og sikre, at alle kommer til orde. ”Læsekredse handler om at bruge litteraturen til at folde verden ud, men også om at bringe sig selv og andre i spil i en samtale – det fungerer som regel bedst, hvis man har en

ordstyrer,” siger Lars Hovgaard fra Odense Bibliotekerne.

Respektér aftalen. Læs bogen!

Hvad sker der, hvis man er med i en læsekreds og har en måned til at læse kredsens næste bog, men synes, at den bog, kredsen eller ét af de andre medlemmer har valgt, er dårlig eller kedelig? Svaret fra eksperterne er, at læsekredsen smuldrer, hvis man først begynder at gøre det til praksis, at ét eller flere medlemmer ikke har læst månedens bog. Så rådet er, at selvom man ikke behøver kunne lide bogen eller tale pænt om den i samtalen, så skylder man sin læsekreds, at man i det mindste har læst den hurtigt igennem, så man kan tale med om den. Hvis man respekterer sin del af aftalen, har man også ret til at forvente, at de andre har læst, når den bog, man selv finder spændende, er på dagsordenen. Det er også en god træning i den del af kunsten at læse bøger, som hedder: ”Hold ud og læs bogen færdig.” J

HISTORIEN OM KARL BERTIL JONSSONS JULEAFTEN 27. NOV. - 19. DEC. For hele familien fra 6 år

“en skøn juleforestilling” Iscene

Allégade 7-9 2000 Frb. riddersalen.dk 38 87 18 19

18 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

I en verden, der falder fra hinanden, leder interview Stine Pilgaard efter det, der binder os sammen

Ifølge romanaktuelle Stine Pilgaard skal vi fravælge hverdagens golde higen efter den perfekte logistik og i stedet jagte det nærvær, der gør os mindre ensomme. I sin nye roman beskriver hun sceneskiftet fra Vestjylland til en københavnsk forstad Thomas Conradsen conradsen@k.dk

Der hænger pink, lyserøde og perlemorshvide balloner langs

bogreolen. ”Vi har børnefødselsdag. Det varer hele ugen. Jeg har to børn, der har fødselsdag lige efter hinanden.” Sådan siger forfatter Stine Pilgaard, kort efter at vi har sat os til bords i hendes villalejlighed i Husum i udkanten af København. Mellem os på spisebordet ligger hendes nye roman, ”Ti vilde heste”, der handler om en tilflyttende kvindes liv i netop Husum. Der står også kaffe og hele to forskellige hjemmebagte kager fremme. Der er den tunge, fugtige og syndige chokoladekage med 250 gram smør i

dejen – ”med så meget smør kan man næsten ikke ødelægge den” – samt en centimeter tyk glasur med mangefarvet krymmel på toppen. Den har Stine Pilgaard bagt. ”Det er i forvejen en rimelig tyngdefuld kage, og så doblede jeg lige op med et kilo glasur. Jeg har skåret den i helt små stykker, og hvis du så tager en kop bitter kaffe til, går det måske,” siger hun. Side om side med chokoladekagen befinder sig seks lidt større stykker af en langt mindre iøjnefaldende sandkage. Helt beige er den. Der er masser af lufthuller i den lette kage, og man skulle kunne smage blandt andet rabarber plukket direkte i haven, når man tager en bid. Den har hendes kæreste bagt. ”Ud over rabarber er der måske lidt rotte i den,” siger Stine Pilgaard og griner. ”Vi har en rottefamilie boende ude i haven for tiden. Jeg synes egentlig, det er meget sjovt, for det viser sig, at de bor lige under vores udestue ... tænk engang, at de har haft et helt liv dernede. Men kommunen kan ikke se det sjove i det. De er helt oppe at køre, og jeg ved jo også godt inderst inde, at det er en alvorlig sag. Så kommunen kommer måske og afbryder os i dag. De har tænkt sig at bryde træterrassen op og flytte udestuen.” Den 42-årige Stine Pilgaard taler, som hun skriver. Konstant underholdende, skifter ofte emne og danner overraskende, men rammende sætninger. Dialekten fra fødebyen Aarhus holder hun fast i. Særdeles ofte indleder hun sine anekdoter eller sine holdninger med orde-

Efterårsbøger | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026 ne ”Det er sjovt, at ...”. For det er sådan, hun oplever tilværelsen. ”Jeg brænder for øjeblikkets kraft og intensitet og nærvær. Jeg er mere interesseret i flygtighed, altså i alt det, man næsten ikke kan nå at begribe, før det er væk igen,” siger Stine Pilgaard om sin nye roman. Modsat er der få ting, der trætter hende som snak om logistik eksempelvis. Hvis hun spørger en veninde, hvordan det går, og veninden svarer, at ”det går godt, for nu har vi fået en institutionsplads tættere på hjemmet, så der ikke er så travlt med at aflevere børnene inden arbejde”, så bliver hun fjern i blikket. ”For mig er livet bare helt vildt. Det er den måde, jeg er i verden på. Det er som en kæmpestor eksplosion af mange små øjeblikke. De vidunderlige, de skøre, de tragiske. Så jeg synes, at det er ærgerligt at tale om, at vores liv ’fungerer godt’, fordi den basale logistik er i orden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi snakkede om noget andet, noget mere. Der skal være plads til kærligheden og eventyret.”

Efter succesen

At insistere på at tale om alt muligt andet end blot det logistiske gør i den grad også hovedpersonen i ”Ti vilde heste”. Man oplever hendes forsøg på at få nye venner i forstaden, og hun møder den lokale fodboldtræner, et forældrepar fra Pakistan og kassedamen fra Netto, der slet ikke er så sur som først antaget. Hertil kommer et væld af jobansøgninger, som

den freelanceansatte hovedperson skriver til ære for sin bekymrede bankrådgiver. ”Ti vilde heste” er Stine Pilgaards første roman siden kæmpesuccessen ”Meter i sekundet” fra 2020, der blev solgt i en kvart million eksemplarer, vandt De Gyldne Laurbær og blev filmatiseret i 2023 af Hella Joof. Forgængeren kredsede om hverdagen som tilflytter i Velling i Vestjylland, hvor Stine Pilgaard og hendes kæreste boede i seks år. I det vestjyske fik parret deres to børn, og siden flyttede de til Husum. Her kunne børnene få græs under fødderne, kæresten kunne være tæt på storbyen, og hun kunne få en forstadshverdag med ikke alt for mange mennesker omkring sig. Det var kompromiset. ”Nu er vi så flyttet fra det lille lokalsamfund til tæt på storbyen. Man kan jo sige en masse om land versus by, og det gør folk i den grad også. Ligesom man kan sige en masse om forskellene på mænd og kvinder og generationer. Men det er egentlig ikke det, der interesserer mig. Jeg er vanvittigt interesseret i de punkter, hvor vi mennesker forstår hinanden,” siger Stine Pilgaard og tilføjer: ”Jeg leder altid efter det, der binder os sammen. Det gør mig håbefuld.” For der er flere fællesnævnere end forskelligheder, siger hun. Hvis en kvinde sidder på et offentligt toilet og mangler en tampon, skal en anden kvinde nok sende en ind under døren, uagtet om man befinder sig på Vesterbro eller i Videbæk, forklarer hun. Et andet eksempel er, at mennesker, der har børn, ”har en kæmpe flade, hvor de forstår hinanden”. ”Vi kan lynhurtigt sætte os ind i hinandens smerte eller forvirring eller glæde eller stolthed som forældre. Der er nogle særlige følelser forbundet med det at have børn, som er kollektive, og som jeg tror, du kan finde i en hvilken som helst dansk forstad, afrikansk stamme eller indisk landsby for den sags skyld,” siger Stine Pilgaard.

Skrevet i ensomhed

Selv er hun ikke just et flokdyr, og hendes arbejde foregår for det meste alene. Hun er enebarn, har ikke megen familie og har sjældent helt følt, at hun passede ind. Altid jager hun ”det almindelige liv”, misunder dem, for hvem livet synes meget ligetil. Ikke mindst dem, der lader til at have så meget styr på livet, at de kan tale frit om hverdagstrummerum og hamsterhjulet. Alt det trænger igennem i både hendes nye og tidligere romaner, og derfor er hun både overrasket og lykkelig over, at så mange læsere har taget hendes historier til sig. ”Jeg synes, det er sjovt, at jeg har haft disse oplevelser i ensomhed og skrevet om dem frit fra min hjerne, og så er der alligevel så mange mennesker, der kan genkende sig selv i mine fortællinger,” siger hun. Samme oplevelse havde hun, da hun for nogle år siden skrev en sang til sin kærestes fødselsdag. ”Fortabt er jeg stadig” hed den, og det er den, der også figurerer i ”Meter i sekundet”-romanen. Hun følte, det var en utrolig privat tekst, og at den bestod af følelser, som kun hun kunne have, men Højskolesangbogsudvalget optog den i Højskolesangbogen. Sangen kredser om den første forelskelse, men også om et parforholds følelsesmæssige og praktiske problematikker. ”Nu får jeg tit beskeder fra folk, der har sunget den til deres bryllup eller andre store lejligheder. Det er helt fantastisk, at man kan gå rundt og tro, at det, man føler, er helt unikt, at ens oplevelser er så særlige, at ens problemer er uoverstigelige, og så er de alligevel almengyldige. For mig vidner også det om, at vi mennesker er mere ens, end vi tror, vi er,” siger hun og tilføjer: ”Det betyder måske, at jeg ikke er så ensom alligevel, og at de følelser, jeg har haft, er livsvilkår. Det er det, jeg er mest taknemmelig for i forhold til mit arbejde.” Bag hendes smilende ydre og de fyndige sætninger, Stine Pilgaard sætter sammen – hvad end det gælder teater, romaner eller sange – lu-

2 Stine Pilgaard kigger ud mod haven i Husum, hvor hun af og til sniger sig til at ryge en cigaret, og hvor en rottefamilie huserer under udestuen. FOTOS: LEIF TUXEN

”

Det er helt fantastisk, at man kan gå rundt og tro, at det, man føler, er helt unikt, at ens oplevelser er så særlige, at ens problemer er uoverstigelige, og så er de alligevel almengyldige.

STINE PILGAARD

6 6 Stine Pilgaard Født den 27. marts 1984 i Aarhus.

Er forfatter, sangskriver og dramatiker.

Har skrevet bøgerne ”Min mor siger” (2012), ”Lejlighedssange” (2015) og ”Meter i sekundet” (2020) og arbejder desuden som dramatiker på Nørrebro Teater. Har blandt andet modtaget Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær. Er cand.mag. i dansk (Københavns Universitet, 2012), uddannet fra Forfatterskolen (2010), cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og filmog medievidenskab (2007). Bor i Husum sammen med forfatter Daniel Dalgaard. De har to børn.

rer samtidig alvoren. Ud over at være en kærlighedserklæring handler sangen ”Fortabt er jeg stadig” også om et menneske, der ”tit hjemsøges af idéer om flugt”. Om at flygte fra alt det, der holder en fast i tilværelsen. Det samme gælder den nye roman. Selvom man kan grine ad de fleste af de 150 korte kapitler, behandles der også alvorlige emner undervejs. Et af dem er, at venskaber passer utroligt dårligt ind i en forstadsmors liv. ”Der er ensomt bag hækkene i Husum,” skriver Stine Pilgaard halvvejs inde i romanen. ”Kernefamilien er et lukket kredsløb, umuligt at trænge igennem. Hvis dine venner var en hest, ville du sælge den, fordi du ikke havde tid til at ride på den.” Alligevel tager hovedpersonen sig tid til adskillige samtaler med karakteren ”Holgers mor” fra Vestjylland, hendes bedste veninde.

Det er et stort venskab, en form for kærlighedsforhold faktisk, som hovedpersonen insisterer på at holde liv i. Stine Pilgaard mener, at venskaber er for sjældent beskrevet i litteraturen – med enkelte undtagelser som ”Min geniale veninde” fra 2011 af Elena Ferrante eller Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” fra 1958. ”Hver gang jeg skal til at skrive en ny roman, så siger jeg, at det skal være en ’storbog’ om venner, men det er aldrig rigtig lykkedes mig. Til gengæld pibler venskaberne ind overalt i mine tekster.” Hun siger, at det er en af børnefamiliernes forbandelser, at venner reduceres til nogle, der udelukkende kan stjæle ens sparsomme fri timer. ”I børnehaven fik vi venner, så vi kunne lege med dem hele dagen. I folkeskolen brugte vi dem til at spille fodbold med i frikvartererne. I gymnasiet blev de vores partnere til at skrive opgaver. Venner udgør en kæmpestor del af, hvem vi er og bliver til. Og så lige pludselig udvikler de sig til forstyrrende elementer, der ødelægger og stjæler tiden fra hovedprojektet: familien.” ”Jeg savner at bruge tid på mine venner i disse år. Jeg har trangen til at gøre noget ufornuftigt med dem, men jeg har sjældent tiden til det. Så det bedste, jeg i stedet kan komme på for at skeje lidt ud, er at stå omme bag troldpilen i haven og ryge et par cigaretter. Men jeg ryger ikke engang nok til, at det er ægte ufornuftigt.” Selvfølgelig er det meningsfuldt at få børn og skabe en barndom for dem, forsøge at give dem en god begyndelse i livet, siger hun. Selvfølgelig er det meningsfuldt at have et nært forhold til sin elskede og være den, der er tættest på, når der er kriser, tilføjer hun. ”Det hele er jo meget, meget smukt, og det er en fantastisk opgave at få. Men det kan jo ikke være alt. Ikke for mig i hvert fald.”

Visheden om døden

Når man har mange kapitler i en bog på godt 317 sider, som det er tilfældet i ”Ti vilde heste”, er der virkelig mange slutninger, der skal skrives. Og den disciplin er i særdeleshed noget, der optager Stine Pilgaard. For det minder hende om det faktum, at et liv også altid hører op. ”Jeg er egentlig ret interesseret i døden. Jeg er interesseret i afskeden, hvordan vi håndterer den, hvordan vi kommer ud af den. Hele menneskelivets vemod er, at alt er forbi på et tidspunkt. Vi finder ud af det meget tidligt i vores liv, og derfra handler det om at ’trække den’ så længe som muligt,” siger hun. ”Men døden er grundbetingelsen for eksistensen. Alligevel kommer den hele tiden bag på os. Det er det sjove ved døden.” Da hun var 34 år, mistede hun sin jævnaldrende, bedste veninde. Hun døde af kræft. Stine Pilgaard var tæt forbundet med hende: Hun var et livsvidne og et af de mennesker, der havde præget hende mest. Venindens død fik Stine Pilgaard til at indse, at så kunne hun ”også selv dø”. Hun husker, at hun var med til at bære kisten ud af kirken, og at hun tænkte, at hun fra det øjeblik ville sætte endnu mere pris på alt det, hun havde. I dagene efter fortalte hun det til folk omkring sig, og de sagde: ”Ja, ja. Så har du det sådan en måned, og så glemmer du det igen.” Men følelsen hang ved. ”Jeg vil hellere se på tiden som dage, jeg får, i stedet for noget, der bliver taget fra mig. Jeg føler mig heldig og taknemmelig. Og den taknemmelighed i forhold til livet går igen i min nye roman.” Det er af samme grund, at det er væsentligt at skrive en roman, der sætter fokus på alt det sjove og tankevækkende i forstadslivet, på trods af at vi bor i en verden, der på mange måder synes at falde fra hinanden, forklarer hun. Ligesom hun også i hverdagen tillader sig at se det sjove i rottefamilien under udestuen, at en centimeter glasur er otte millimeter for tyk, men stadig smager godt, og at hun trods sin ensomhed får lov at dele sine tanker med læserne. ”Det blik, man har på sine nærmeste og sine omgivelser, og det, man sender ud i verden, betyder noget. Det kræver mod at turde tro på glæden.” J Stine Pilgaard optræder på Bogforum fredag kl. 15.25-15.45 på C3-022, fredag kl. 17.20-18.05 på Store Scene, søndag kl. 13.00-13.45 på DR Scenen, søndag kl. 15.30-16.10 på Store Scene.

STORE FORFATTERE – DEN STØRSTE FORTÆLLING MØD BIBELSELSKABET PÅ STAND C2-020 PROGRAM FREDAG 11.00 Usædvanlige bibelhistorier for unge og gamle

Maren og Frederik Poulsen har genfortalt nogle af Bibelens overraskende, forunderlige og knap så kendte beretninger. Hør mere om tankerne bag udvælgelsen og lyt med, når forfatterne læser højt for alle aldre.

12.00 Esben Kjær og Lotte Mørk om Trøst – En lille bog om at miste Esben Kjær og Lotte Mørk kender begge alt til at miste, og i deres bog, Trøst, deler de ud af deres erfaringer. Mød dem til en snak om det at miste, og hvordan man kan lære at leve med sorgen.

14.00 Amalie Langballe, Bibelen og Nye dyder Kom med på en ærligt søgende færd gennem livet og bøgernes bog, når Amalie Langballe går i samtale med Bibelen og på jagt efter nye dyder og mere nærvær. Forlagschef Mathias Anker Kure interviewer.

16.00 Sørine Gotfredsen og 50 bibeltekster du skal kende Hvorfor skal man egentlig læse Bibelen? Og hvor skal man starte, hvis man gerne vil i gang? Mød Sørine Gotfredsen i samtale med Anne Sophia Hermansen om 50 bibeltekster du skal kende.

17.00 Anne-Cathrine Riebnitzsky om Jeg plejede egentlig ikke at tro I ny bog fortæller syv kendte danskere om at møde troen midt i livet. Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky har bidraget til bogen og fortæller her sin personlige historie til generalsekretær Johannes Baun.

17.30 Bibelselskabets traditionsrige reception Vel mødt til Bibelselskabets traditionsrige reception for venner og samarbejdspartnere. Som altid er receptionen åben for alle og finder sted på vores stand. Vi glæder os til at se dig til et glas, en snack og en snak.

PROGRAM LØRDAG 12.00 Gode råd til unge! Mød forfatterne til Mod – 12 ledetråde fra kaos til håb Leif Andersen, Lone Vesterdal og Dorte Toudal Viftrup i samtale om, hvordan man tager kampen op mod kriser og modløshed. Hør, hvordan man gennem 12 enkle ledetråde løfter blikket og genfinder håbet.

13.45 Alex Vanopslagh og Kaspar Colling Nielsen om Jeg plejede egentlig ikke at tro

I ny bog fortæller syv kendte danskere om at møde troen midt i livet. Malene Fenger-Grøndahl interviewer Alex Vanopslagh og Kaspar Colling Nielsen om deres personlige trosrejse.

16.30 Daniel Øhrstrøm om Det er om natten man ser nordlys Kan alvorlig sygdom få en til at se livet mere klart? Det bliver Daniel Øhrstrøms erfaring fra et langstrakt sygdomsforløb. Hør ham i samtale med Esben Dalgaard om bogen Det er om natten man ser nordlys.

PROGRAM SØNDAG 12.00 Marianne Iben Hansen om Jesus tættere på I ny bog åbner Marianne Iben Hansen fortællingerne om Jesus indefra, så vi mærker de menneskelige erfaringer og dilemmaer nu og her. Kom med tættere på, når forfatteren læser højt, og digtene sættes på musik.

13.30 Anne Lise Marstrand-Jørgensen om Bibelen som sanselig roman Mød Anne Lise Marstrand-Jørgensen og hør hende fortælle om romanerne Natten åbner sig som en port og Under solen, hvor hun åbner Bibelens verden i sanselige genfortællinger. Forlagschef Mathias Anker Kure interviewer.

14.30 Niels Nymann Eriksen om Næstekærlighed Hvem er min næste? I ny bog går Niels Nymann Eriksen på jagt efter næstekærlighedens væsen. Omdrejningspunktet er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hør ham i samtale med Esben Kjær.

22 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Netop som der manglede brændstof til læselysten, dukkede en kat op med en motorsav På fire år er børnebøgerne om den psykopatiske kat Møgmis blevet en succes. Ifølge forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab går historierne tilpas meget over stregen til, at danske børn gider læse dem

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

3 Figuren Møgmis er tegnet på en måde, så Thomas Hjorthaab kan holde ud at tegne den 1000 gange i hver bog, forklarer tegneren. ILLUSTRATION: THOMAS HJORTHAAB

n kat har forelsket sig i en stor hund og må derfor gå på kærlighedskursus ledet af en rotte ved navn Rabies. Den kærlighedskyndige gnavers opskrift på den perfekte date lyder: ”To lys på et bord og tre forløsende ...” Her afbrydes rotten af katten, der har fået fat i en flammekaster, brænder hele ”Lady og Vagabonden”-sceneriet ned og afslutter sætningen med ordet ”... mord!” Episoden udspiller sig på side 46 i ottende bind af Sophie Souid og Thomas Hjorthaabs tegneserie for børn over syv år, ”Møgmis”, som udkom i maj. Det vil føre alt, alt for vidt her at redegøre for fortællingens øvrige handling, men scenen illustrerer, hvad der har gjort ”Møgmis” til en af tidens mest populære bøger for halvstore børn: en kombination af anarkistiske tegninger, grænseoverskridende handling – og en tekst med en humor, der også inviterer de voksne indenfor. I dette tilfælde med en henvisning til det gamle Otto Brandenburg-hit fra 1960 ”To lys på et bord”. ”Jeg prøver at skabe noget, der kan være en læseoplevelse sammen for voksne og børn. Når nogen spørger mig, om jeg ikke bruger udtryk, der er for svære at forstå for min målgruppe, svarer jeg: ’Hvordan skal børnene ellers lære dem, hvis de ikke hører dem?’,” fortæller Sophie Souid. Den 41-årige forfatter søsatte i 2022 sine historier om den psykopatiske kat Møgmis. Møgmis har en forkærlighed for motorsave, flammekastere og alskens våben og drømmer om at slå sin ejer, den dovne teenager Sivert, ihjel. Straks hun havde manuskriptet klar til den første bog, fik hun den i dag 35-årige tegner Thomas Hjorthaab, som hun kendte fra et kursus på Manuskriptskolen for Børnefiktion, med som illustrator. Siden har makkerskabet ifølge de to fungeret upåklageligt. ”Vi er begge to platfodede. Vi har begge to tinnitus på hver sit øre. Vi går begge meget i sort tøj. Og vi har det sjovt sammen,” forklarer Sophie Souid.

fortsætter side 24

Henrik Ibsens nådesløse drama om undertrykte følelser og et familieliv i frit fald

24 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

... Netop som der manglede brændstof ... fortsat fra side 22

2 Forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab kendte hinanden fra et kursus om børnefiktion.

Thomas Hjorthaab tilføjer, at mens Sophie altid har været til hunde og bange for katte, så kommer han fra et hjem, som, da bølgerne gik højest, var befolket af 13 katte: ”De var næsten allesammen udekatte, og de var allesammen psykopater.”

FOTO: LEIF TUXEN

Tegneseriens genkomst

Møgmis er en figur, som kun har fire år på bagen, men som allerede er kendt af et stort antal danske børn, udkommet i otte bøger, der er solgt i tilsammen over 100.000 eksemplarer, oversat til en række andre sprog og udgivet i 10 lande. Den hæmningsløse kat vandt i 2023 Orlaprisen, som er opkaldt efter en anden anløben børnebogsfigur, Ole Lund Kirkegaards ”Orla Frøsnapper” fra 1969. Og da Danmarks Biblioteksforening samtidig med de voksnes kommunalvalg i november 2025 arrangerede børnevalg om årets børnebog, blev ”Møgmis” den kandidat, som fik flest stemmer, 6336 ud af i alt 23.000. Sophie Souid forklarer selv bøgernes succes med, at deres timing var den helt rigtige. ”Vi ramte et tidspunkt, hvor tegneserier lige var på vej til at få en genopblomstring, fordi lærerne og den brede befolkning fandt ud af, at tegneserier tæller som rigtig læsning og virkelig kan noget i forhold til at give børn lyst til at læse,” siger hun. Både forfatter og tegner gør opmærksom på, at det ikke kun er dem selv og deres forlag, der på rekordtid har gjort ”Møgmis” kendt blandt børn og barnlige sjæle. Et stort antal børnebibliotekarer og dansklærere ser i den anarkistiske tegneserie et materiale, som kan vække læselysten blandt ikke kun læseglade børn, men også de børn, som ellers mest er til film og computerspil. ”Jeg tror, der er noget i tegningernes punkede udtryk og i historierne, som ikke kun går til grænsen, men går lige over grænsen. Og bør-

6 6 Møgmis 41-årige Sophie Souid debuterede som børnebogsforfatter i 2018 med ”Død over tandfeen”. I alt har Sophie Souid skrevet 42 bøger. Bøgerne om ”Møgmis” så dagens lys i 2022.

35-årige Thomas Hjorthaab har illustreret mere end 100 børnebøger, herunder hans egen ”Sommerbæst”, der udkom i maj, og de foreløbig otte ”Møgmis”-bøger, der er solgt til udgivelse i Norge, Sverige, Finland, Italien, Frankrig, Polen, Holland, Sydkorea, Tyskland og på Færøerne. Seriens ottende bind, ”Bien, blomsten & en fed baby ved navn Amor” udkom den 1. maj fra Gads forlag.

GRIBENDE ROMAN OM INKARIGETS MØDE MED KRISTENDOMMEN

nene kan jo sagtens gennemskue, at bøgerne ikke kun handler om en kat, der vil slå sin ejer ihjel, men at de også handler om retfærdighed, søskendekærlighed, venskab og alle mulige andre ting,” siger Sophie Souid, som i øvrigt indrømmer, at hun har snuppet idéen til ”Møgmis” fra sin søn, der som niårig lavede en tegneserie om kæledyr i krig.

Det danske børneanarki

Når udlændinge støder på børnebøger og børnefjernsyn fra Danmark, vækker det ofte bestyrtelse over, hvor bramfri en tone og hvor grænseoverskridende et indhold fortællingerne kan have. Møgmis har trods sin politiske ukorrekthed formået at passere grænserne til Sverige, Norge og Tyskland, selvom det i enkelte tilfælde har været nødvendigt at foretage

mindre korrektioner. For eksempel at tage cigaretten ud af munden på en rygende snegl, at gøre en bombe mindre realistisk i stregen og at ændre en brødrister, der bliver smidt i et badekar, til piratfisk. ”Der er jo en dansk tradition, som går helt tilbage til 1960’erne, for, at det godt må være anarkistisk og på børnenes præmisser. Formmæssigt minder ’Møgmis’ om den amerikanske ’Wimpy Kid’, som også kombinerer børnebog og tegneserie. Men vi har forsøgt at få den særlige danske humor med,” siger Thomas Hjorthaab. Sophie Souid tilføjer, at en psykopatisk kat er til at afkode over hele verden. I ”Møgmis” får man så i tillæg en dansk parcelhuskvarter-hverdag tilsat skøre elementer som en konfliktsky kamphund, der hellere vil være terapihund. Og indforståede henvisninger til både den tidligere handling og alle mulige andre danske og internationale kulturprodukter er noget af det, ”Møgmis”-fans elsker. Det giver forfatter og tegner en stor legeplads at bevæge sig på: ”For eksempel er der i den næste bog et tilbageblik til, hvordan en mus døde, hvor vi mindes det sidste måltid, den havde. Så skriver jeg til Thomas, at det kunne være rigtig fedt at lave en tegning, der er lidt i stil med Leonardo da Vincis maleri ’Den sidste nadver’.” J Efter at dette interview blev lavet, er den niende Møgmis-bog udkommet, ”Møgmis 9: En nihalet kat & en hundekold begravelse!” Sophie Souid og Thomas Hjorthaab optræder på Bogforum lørdag kl. 10.30-11.00 på C2-024. Thomas Hjorthaab optræder på Bogforum fredag kl. 13.20-13.40 på C1-010, fredag kl. 15.00-15.45 på Comics Scenen.

800 KILOMETER PÅ CAMINOEN I EN KØRESTOL

»Den sidste Inka« er en medrivende roman, der udspiller sig i 1500-tallets inkasamfund. Europæerne har lige opdaget Amerika, som de kalder »Den nye Verden«. Nu er en lille gruppe spaniere på vej over Atlanten for at kolonisere Inkariget og gøre folket kristne.

»Bogen giver et levende indblik i mødet mellem inkaerne og spanierne og de enorme konsekvenser, det fik for Sydamerika.«

Justin og Patrick har været bedste venner hele livet. Da Justin bliver lam i både arme og ben, stiller Patrick op. En dag hører Justin om Camino de Santiago og spørger Patrick, om de kan gennemføre turen sammen.

»Bogen udfordrer til refleksion over det liv, jeg lever, og de valg, jeg træffer. Den udfordrer også på spørgsmålet om, hvordan jeg vælger at møde det liv, som nu engang blev mit.«

@DETHARJEGL ÆST

IMPULS

»Virkelig velskrevet, letlæst og formidlingsvenlig historisk roman, der giver et overskueligt indblik i inkarigets sidste tid.«

»Beskrivelsen af at kunne lade andre hjælpe og selv give slip på kontrollen er en svær, men god lektie at lære.«

BIBLIOTEKERNES M AT E R I A L E V U R D E R I N G

TRO & MISSION

BESØG FORLAGSGRUPPEN LOHSE PÅ BOGFORUM Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

EFTERÅRETS STØRSTE ROMAN Det er fantastisk KRISTELIGT DAGBLAD

Mesterlig roman INFORMATION

Ida Jessen skriver med historisk præcision og en velsignet intensitet, der skifter selvfølgeligt fra det jordbundne til det højstemte WEEKENDAVISEN

26 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

”Bevæg dig altid mod smerten” Hvad skylder man hinanden i en familie? Og hvor længe kan naivitet undskylde ødelæggelsen af andre? I den norske stjerneforfatter Per Pettersons seneste roman bestemmer man ikke længere selv, hvornår det skal gøre ondt

interview Johan Varning Bendtsen, Norden-korrespondent johanbendtsen@k.dk

”Bevæg dig altid mod smerten,” står der på sedlen, som er tapet fast på væggen i Per Pettersons skrivehytte. Et forfatterskabs vejviser? I hvert fald en rammende overskrift for Kasper, hovedpersonen i den prisbelønnede norske forfatters roman ”Du er hjemme nu”, som i juni udkom på dansk. ”Arbejde, sove, spise, og elske, hvis man var heldig: elske børnene, elske Inger, elske Signe. Hvis jeg kunne.” Dét er Kaspers liv. Midt i 30’erne, midt i tilværelsens mest fortættede år. Og midt i det, der skal ødelægge alt og alle omkring ham. ”Han forstår jo ikke, hvorfor der ikke skulle være plads til både at elske hans kone, Inger, og deres fælles veninde Signe,” siger Per Petterson og hælder kogende vand over neskaffen. ”Kasper er jo mindre reflekteret end de fleste. Han forstår ikke, at han ofrer vældig meget for meget lidt. Han siger det endda højt – at han ikke har et ønske om at kaste alt det, han har, bort. Han tænker overhovedet ikke på konsekvenser, insisterer på, at alt må kunne rummes.” Utilgiveligt naiv? Næ, det mener forfatteren, hvis gennembrudsroman ”Ud og stjæle heste” er filmatiseret og oversat til 50 sprog, ikke. ”Jeg blev skilt, da jeg var 35 – ligesom dig,” siger den 73-årige Per Petterson og kigger Kristeligt Dagblads udsendte i øjnene. ”Og det er først nu, jeg for alvor forstår, hvorfor.”

Brændestabler og kærlighed

På turen fra Lillestrøm mod Porten, hvor Per Petterson og hustruen, Pia, bor, krydser man Norges længste elv, Glomma, hvor Petterson som barn så tømmeret blive flådet. Forfatteren fortæller om ”forårets store

eventyr”, at tænde bål og koge kaffe, forventningens glæde og tømmeret, der pludselig dukkede op. Han taler om sæsoner, der skifter, professioner, der ikke længere findes, og om en forbindelse til naturen, som bliver stadig svagere. ”Tænk på Frederikshavn og fiskeriet,” siger Petterson, hvis mor kom fra det nordlige Jylland, og hvor forfatteren stadig har sommerhus. ”Da jeg var barn, var det en vældig livlig by – gassen og værftet og fiskeriet, jeg husker turene på fiskeauktionen med min bedstefar. Der var liv! Men nu er der stendødt.” Per Pettersons Volvo fra 2005 passerer nænsomt en gåsefamilie – vi har forladt asfaltvejen og snørkler os dybere ind i elg-land, efterhånden tættere på faderens hjemland, Sverige, end på hovedstaden Oslo, hvor Petterson skrev sine tre første bøger. Sanseligheden i håndens (ofte hårde) arbejde og savnet efter forsvundne forbindelser er en drivkraft i Per Pettersons forfatterskab. Og samtidig noget, hvis betydning fik ny kraft, da han flyttede fra den norske hovedstad og ud i naturen. ”Det var som en form for bekræftelse af det, jeg voksede op med. Som barn boede jeg i udkanten af Oslo, meget tæt på skoven, man skulle bare krydse hovedvejen, og så kunne man stå på ski uden at møde et menneske. Så ja, det var som at komme hjem, som om livet inde i byen havde været en parentes,” siger han. Rundt om Porten, hvor Per Petterson har boet siden 1993, findes æbletræer, blåbærbuske og en lille håndfuld får, der søger skygge mellem de endeløse klipper og træer. ”Her har vi så vejen til jobbet,” siger forfatteren og slår armen ud mod stien, der fører den korte vej fra hovedhuset til skrivehytten. Indenfor hænger plakaten fra filmatiseringen af Pettersons gennembrudsroman ”Ud og stjæle heste”, der kastede et hav af priser af sig.

6 6 Per Petterson Født i 1952 i Oslo.

Har skrevet en række bøger, herunder ”Ud og stjæle heste”, der er oversat til 50 sprog og filmatiseret. Har modtaget en lang række norske og internationale priser, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris. Aktuel med ”Du er hjemme nu”, der udkom i juni på forlaget Batzer.

”Jeg kan huske, at en ældre kvinde på et tidspunkt sagde til mig, at dén bog ville jeg aldrig have kunnet skrive, hvis ikke jeg havde boet her. Og det tror jeg er rigtigt. Det var ligesom meningen, at jeg skulle ende her,” siger han. ”Men meget af det, der er sket herude, har også været en slags første gang for mig. At fælde træer, hugge brænde, livet med dyrene. En særlig slags forelskelse og kærlighed.” I ”Du er hjemme nu”, Per Pettersons første roman siden 2019, er Kasper og Inger gift, har to børn og bor i en forstad til Oslo. Men Kasper – først fabriksarbejder, siden forfatter (som Petterson selv) – bliver forelsket i deres fælles veninde Signe. Og hvad stiller man så op? ”Siger det, som det er,” foreslår Inger. Måske for at få det ud i det åbne, helst helt ud af verden. Måske som en kærlig gestus til en veninde, der ikke føler sig set. I Kaspers øjne kan følelserne fint eksistere side om side. Og ægteskabet er jo endnu intakt. Nok har han og Inger ikke sprog for det, de har sammen, men intimiteten, den dybere forståelse af hinanden, den findes. Og det er vel nok? ”Tror du, det går over?” spørger Inger en aften, efter at hun og Kasper har haft sex. ”Jeg ventede lidt, inden jeg svarede. Hvorfor fandt hun på at sige præcis det nu, hvorfor skulle det gå over, alt det vi havde sammen, det vi lige havde delt, som nu fyldte hele rummet med sin indforståede tyngde, og så sagde jeg i en bestemt tone: Nej, det går ikke over, hvorfor skulle det gå over,” svarer Kasper i romanen. ”Og så trak hun sin hånd ud af min, og jeg blev med det samme klar over, at det ikke var det, hun havde ment.” Inger mente Kaspers forelskelse. I Signe. Om dén gik over. Kasper mente det, han og Inger havde sammen. Men nu var ordene udtalt. Og der var ingen vej tilbage. ”Han er jo i chok,” siger Per Petterson. Og trækker på skuldrene. Ikke undskyldende, mere som en slags erfaringsbaseret forsvar for hovedpersonens tvivlsomme valg. Eller mangel på samme. ”Det kunne have været mig. Det følte jeg meget tydeligt. Når først noget er blevet sagt, så er det sagt. Det findes. Men ja, mange ville have forsøgt at forklare, at det selvfølgelig ikke var dét, de mente.” Da bogen sidste år udkom på norsk, stødte Per Petterson igen og igen på opfattelsen af, at Kasper var patetisk. ”Men er han virkelig det?” spørger forfatteren. ”Ja, umoden eller naiv, men det handler også om, at han ikke har stået i situationen før. Det er på en måde helt nyt. Følelser, som han ikke genkender eller er vant til at håndtere.” Midten af 30’erne kan være fyldt med børn,

arbejde, for lidt søvn og (for) meget ansvar. ”Man er jo komplet amatør udi det liv,” siger Petterson.

En anden tid

For Kasper er kærligheden ikke et nulsumsspil, han vil elske begge – Inger og Signe – på hver sin måde, på samme tid. Og selvom hovedparten af ”Du er hjemme nu” udspiller sig i 1980’erne, findes et ekko af 1970’ernes frigørelsestrang som en rød tråd under Kaspers liv. Et tovtrækkeri mellem frisættende rummelighed og ødelæggende egoisme. ”Jeg havde ikke skrevet om det udenomsægteskabelige før, og samtidig måtte jeg forsøge at finde ind til, hvordan det egentlig var på den tid,” siger Per Petterson.”Så jeg spurgte min ven – der ligesom jeg blev skilt – hvordan han ville opsummere perioden. Og han svarede med ét ord: ’uforudsigelig’. Ikke bare i politikken, også i det private. Der var sådan en følelse af, at alt kunne ske.” For at forstå de følelser søgte Per Petterson mod episoder og ting, ”intime steder”, som fremkaldte det, der dengang var på spil. ”Det var svært, og jeg måtte holde det fast, det var som et næsten lukket rum, enormt ubehageligt,” fortæller han. Fordi det er svært at finde derind, eller svært at opholde sig derinde? ”Fordi det er vanskeligt at opholde sig derinde. At gå ind i følelserne, det var kompliceret.” ”At skrive om det er faglitteratur, at skrive det, det er det, jeg gør. Og det kræver en hel del. Fordi du på en måde er nødt til at gennemleve det.”

Bagklogskabens lys

I romanen reflekterer hovedpersonen Kasper, som på daværende tidspunkt er i 70’erne, over den uret, han gennem livet har begået. Mod kvinder, især. Han og vennen forsøger at forstå, hvad det egentlig var, der gik galt. Per Petterson har et bud. ”Kasper har ikke kærlighedens sprog, han kan sige og gøre de mest oplagte ting, men han formår ikke at holde det ved lige,” siger forfatteren. ”Han påstår, at de kender hinanden så godt, at den slags ikke er nødvendigt i hans og Ingers forhold. Men det er en farlig måde at se det på. Og det var nok også dén tilgang, der fældede mit første ægteskab.” Per Petterson mødte sin ekskone og moderen til sine to døtre, da han var 19 år.

fortsætter side 28

Efterårsbøger | 27

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

”

Man bestemmer ikke altid selv, hvornår det skal gøre ondt. Men jeg måtte jo vælge, også selvom det var forbandet vanskeligt. Og jeg gjorde det, jeg tænkte var det rigtige. Det betyder ikke, at det ikke havde omkostninger.

PER PETTERSON

FOTO: JOHAN VARNING BENDTSEN

28 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

... Bevæg dig altid mod smerten led! Og det var bestemt ikke sådan, at jeg ikke skrev. Men det åbnede sig ligesom ikke.” Per Petterson skrev sig rundt og rundt om det centrale. Hovedproblemet eller friktionen – det, der rummede energien. ”Og det fandtes jo i relationen mellem hovedpersonen og børnene,” siger han. ”Men i lang tid undertrykte jeg den indsigt, fordi det var ganske tungt at acceptere. Og dernæst gå ind i. Fordi jeg vidste, det ville komme ret tæt på.”

fortsat fra side 26 ”Vi var så unge, og som 19-årig har du ikke et fuldt udviklet kærlighedssprog. Og skridt for skridt risikerer du at komme ind i et mønster eller en rutine, som ikke er produktiv for kærligheden. Til slut var det jo sådan: ’Øj, er der virkelig så langt imellem os? Og vi har ikke engang været i stand til at sætte ord på det undervejs?’” ”Man tror, den beslutning, man tog, om at blive et par, er nok; man snakker sammen, og hvad man ellers gør, fint, og så går tiden, og pludselig går det op for dig, at du har glemt at vedligeholde kærligheden. Det er der mange, der ikke tænker over. Jeg tænkte ikke over det.” Det handler om ikke at forstå, hvad man risikerer, hvis man ikke gør noget, mener Petterson. ”For pludselig står du i en situation, hvor der ikke skal mere til end en enkelt replik, før skibet kæntrer. Og man tænker: ’Wow, hvor længe har du haft det sådan? Har fraværet af kærlighed eksisteret meget længere, end jeg forstår?’” Selvom det måske bare var et spontant udbrud, eller et svar på et spørgsmål, man ikke forstod i situationen, er det umuligt at komme tilbage til tiden før. ”Og i stedet for at reparere bliver man i tvivl om alt,” siger forfatteren. ”Jeg havde selv en vanskelig skilsmisse, og en af de ting, jeg husker, var, da min ekskone på et tidspunkt sagde, at hun aldrig havde kunnet fordrage en bestemt musiker. Og jeg tænkte ved mig selv: ’Jamen, de plader har jeg jo spillet 1000 gange. Mindst. Hvorfor sagde du ikke noget?’ Og endnu værre: ’Hvorfor kunne jeg ikke se det undervejs; forstå det? Hvordan kunne jeg være så blind?’” Midt i opløsningen, som Kasper befinder sig i, møder han tiltrængt omsorg fra en uventet kant. Buschaufføren, der kører

På erfaringer, du selv havde gjort dig? ”Ja. Også selvom jeg har et nært forhold til mine to døtre i dag,” siger han. ”Da jeg flyttede herud, flyttede jeg jo samtidig fra dem. Min ekskone og jeg havde en 50-50-ordning, og vi boede to blokke fra hin-

0 Per Petterson fotograferet uden for sit hjem i Dalsroa, Norge. FOTOS: JOHAN VARNING BENDTSEN ham hjem fra de sene vagter på fabrikken. ”Du er hjemme nu,” konstaterer chaufføren, der er kørt en omvej for Kaspers skyld. Hvad med Per Petterson, er han kommet hjem? Livet med Pia i Porten virker fuldstændigt i vater, men forfatterskabet? Skrivekrisen, som Petterson udbasunerede i corona-journalen ”Mit Abruzzo” i kombination med titlen på hans nye roman, har fået mange fans til at frygte det definitive punktum. Og faktisk var forfatteren overbevist om, at han var færdig med at skrive, da han arbejdede med romanen ”Mænd i min situation” fra 2019. ”Det kræver stor energi at skrive skønlitteratur. Hvor længe orker man at gå så hårdt ind i et manuskript, at det åbner sig? Tro mig, jeg

anden. Så det var meget svært, og min ene datter var 14 år, en vanskelig alder, især for en pige. Og så flyttede jeg også. Ikke særlig fedt. Men samtidig var jeg aldrig i tvivl. Jeg tænkte, okay, om fire-fem år, så er hun flyttet hjemmefra, og ville jeg så sidde tilbage uden Pia,” spørger han. ”Man kan godt sige, at det var egoistisk, men det var også mit liv. Jeg har fortalt mine piger, hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte, og de har fortalt mig, at de syntes, at jeg ødelagde deres liv. Men hvad skulle jeg have gjort?” Per Petterson nævner Kierkegaard og Sartre, Abrahams angst, det ultimative valg. Eller fravalg. ”Skal man vælge sine børn fra? Sådan havde jeg det. Men når man er voksen, må man nogle gange træffe ekstremt vanskelige valg, hvor begge muligheder er ret tunge,” siger Petterson. ”Selvfølgelig er det vanskeligt for den, der skal leve med konsekvenserne af den andens valg. Det forstår jeg. Man bestemmer ikke altid selv, hvornår det skal gøre ondt. Men jeg måtte jo vælge, også selvom det var forbandet vanskeligt. Og jeg gjorde det, jeg tænkte var det rigtige. Det betyder ikke, at det ikke havde omkostninger. Noget, som hende, der dengang var 14 år, måske stadig bærer med sig.” Har du følt behov for en eller anden form for tilgivelse? ”Nej. Jeg har aldrig bedt om det, og jeg tror ikke, jeg ville have fået det. Men det ville også være forkert af mig at bede om det. Skaden er jo sket. Skal jeg ligesom både få Pia og tilgivelse fra min datter? Den situation ville jeg ikke sætte hende i,” siger han. ”Og som forfatter er det måske også mere frugtbart ikke at få det.” J

0 Arbejdsværelset i Dalsroa, hvor Per Pettersons fortællinger får liv.

Per Petterson optræder på Bogforum søndag kl. 14.55-15.40 på Litteraturscenen.

OPLEV

KØB BILLET: k.dk/smedegaard Lisbeth Smedegaard Andersen i samtale med Kirke.dk-redaktør Kåre Gade om kvinderne i kredsen omkring Grundtvig.

TORSDAG 3. DECEMBER, 17-19 Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, Kbh K

Lisbeth Smedegaard Andersen giver liv til et afgørende kapitel i dansk kvindehistorie En bog om de læsende, tænkende og skabende kvinder i kredsen omkring Grundtvig

KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Læs mere og køb billetter

“Udstillingen er en triumf. Tracey Emin tilfører kunsthistorien en injektion af styrke, sårbarhed og tindrende trods ... udstillingen på Louisiana er både helstøbt og dybt hjerteskærende..” Politiken

♥♥♥♥♥♥ Politiken

 Berlingske

Tracey Emin, I never Asked to Fall in Love – You made me Feel like This, 2018. Detail. Private collection c/o Xavier Hufkens Gallery © Tracey Emin / VISDA 2026.

 Kristeligt Dagblad

 Kulturinformation

Med støtte fra:

30 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Nicole skriver de bøger, hun selv savnede som barn Danmarks mest læste børneog ungdomsforfatter, 40-årige Nicole Boyle Rødtnes, havde som barn svært ved at knække læsekoden. Til gengæld har hun altid haft hovedet fuldt af historier

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

I et virvar af travle rejsende og skrattende højttalerstemmer buldrer et intercitytog ind på perronen ved spor 3 på Københavns Hovedbanegård. Uden for toget er der larm, men i togets rolige indre findes en af børne- og ungdomsforfatteren Nicole Boyle Rødtnes’ faste fredelige skrivehuler. På 16 år har hun udgivet 168 bøger, og en ganske pæn del af hendes mange tekster bliver skrevet i toget på vej til og fra hendes omtrent 100 årlige forfatterforedrag på biblioteker og skoler over hele landet. ”Jeg har tit tænkt på, at jeg på titelbladet til mine bøger burde rette en særlig tak til DSB’s stillezone,” siger hun. Lige nu kører Nicole Boyle Rødtnes’ forfatterkarriere med eksprestogsfart, men hun var langtfra en øjeblikkelig succes som forfatter. Det har krævet hårdt arbejde først at få skrevet og udgivet de mange bøger og med tiden også blive kunstnerisk anerkendt som forfatter. Lyspunkter i den henseende har været, at to af bindene i hendes bogserie ”Iltjagt” har indbragt hende Orlaprisen i henholdsvis 2024 og 2025. Et andet lyspunkt kom i juni, da Dansk Forfatterforening kunne meddele, at hun modtager 25.000 kroner fra Adam Oehlenschläger, Emil Aarestrup, Herman Bang og Johannes Ewald Fonden for ”siden 2010 at have opbygget et bindstærkt og for længst folkekært forfatterskab for børn og unge, hvor gys og romantik møder usikkerhed og identitetsspørgsmål. Hendes indsats for at styrke børn og unges læselyst udgør et betydningsfuldt bidrag til dansk litteratur”, som det lyder i begrundelsen.

Kampen mod læsekoden

Der stod ikke skrevet i stjernerne, at Nicole Boyle Rødtnes havde en bindstærk, læselystvækkende forfatter i sig. Hun voksede op som skilsmissebarn i en lejlighed i København med en mor og en tvillingesøster, og hun havde som barn meget svært ved at lære at læse. ”Jeg syntes i begyndelsen, det var rigtig svært at afkode bogstaverne, og de letlæsningsbøger, jeg fik, var ikke særlig gode. Jeg ville jo gerne have fortalt en spændende historie, men skrevet så enkelt, at jeg kunne læse den,” fortæller hun. Men så tog hendes mormor affære. Hun hev hende med til et bogudsalg på Gladsaxe Hovedbibliotek og her fik Nicole fat i fantasybogen ”Alanna”. Derefter satte mormoderen et æggeur på en time og sagde, at hun skulle læse så længe. Og selvom bogen egentlig var for svær, var den spændende, så da uret ringede, havde Nicole faktisk lyst til at læse videre. Bogen er skrevet af amerikanske Tamora Pierce og er første bog i serien ”Løvindens sang” om pigen Alanna, der klæder sig ud som dreng for at kunne blive ridder. Bogen udkom på dansk i 1991. Læsningen af den eventyrlige fantasybog blev ikke alene en nøgle til at knække læsekoden. Den gav også Nicole Boyle Rødtnes en opgave for livet. Hun ville selv skrive bøger, der på samme tid er spændende og enkle at læse. Hendes bogserie ”Horn og vinger” fra 2019 er et eksempel på, at hun meget bevidst har skrevet bøger med et meget lavt lixtal til begynderlæsere. Ordene må ikke være lange og

0 Nicole Boyle Rødtnes har overvejet at skrive en tak til DSB’s stillezoner på titelbladet til sine mange bøger. En stor del af teksten er skrevet i toget på vej til og fra forfatterforedrag over hele landet. FOTO: LEIF TUXEN svære. Men derfor kan man godt skrive eventyrlige historier om enhjørninger og pegasusser. De skal bare omtales som heste med horn og heste med vinger. ”Jeg har haft svært ved at lære at læse, men jeg har altid haft en masse historier i mit hoved. Da vi var små, delte min søster og jeg værelse, og så lå jeg hver aften og fortalte hende historier, jeg fandt på, før vi skulle sove,” fortæller hun. Da søstrene fik hver sit værelse, manglede hun nogen at fortælle sine historier til. Derfor begyndte hun i hemmelighed at skrive dem ned. Når moderen troede, hun sad og spillede computerspil i timevis, skrev hun i virkeligheden på en roman. Hun havde først lært at læse bøger som 10-11-årig. Nu skrev hun som 13-årig sin første bog. ”Så en dag havde min mor smidt computeren ud. Hun forstod ikke, hvorfor jeg blev så ked af det. Hun havde jo kopieret alle spillene over på den nye computer. Hun vidste ikke, at min bog også lå på harddisken,” fortæller Nicole Boyle Rødtnes.

Vent aldrig til i morgen

Den kasserede computer med Nicoles historie i var ikke til at finde igen, så hun skrev bogen forfra, og som 15-årig sendte hun for første gang et romanmanuskript af sted til et forlag for at få bogen udgivet. ”Jeg fik afslag. Min bog var lidt for meget en kopi af ’Alanna’. Jeg indså, at jeg var nødt til at arbejde på at blive bedre. Det tog mig ni år, før jeg som 24-årig fik hul igennem og debuterede som forfatter,” fortæller hun. Et af de faste spørgsmål, Nicole Boyle Rødtnes får fra børn ved sine mange foredrag, lyder: ”Hvordan kan det være, du ikke opgav at blive forfatter, når du i ni år ikke fik andet end afslag?” Tanken om at blive ved og ved gennem så mange år virker abstrakt for mange børn. ”Jeg plejer at svare dem, at med alle de år, jeg havde brugt på at skrive, følte jeg, at det ville gøre mere ondt at stoppe end at blive ved med at få afslag,” siger hun. Hvis forfatteren har en hemmelig superkraft, er det formentlig netop, at hun bliver ved. Hun synes, en forfatter hver eneste dag skal arbejde og stille sig til rådighed for kreativiteten, for der kommer altid noget. Og der er brug for sammenhængende tid. Derfor har hun disciplineret opdelt sit år i faser.

Fem måneder om året – tre sommermåneder og to vintermåneder – koncentrerer hun sig hundrede procent om at skrive. I årets øvrige syv måneder skriver hun også dagligt, men tager sig ved siden af tid til foredrag og andre aktiviteter. ”Jeg mener, at kreativitet avler kreativitet. Det nytter ikke noget at sætte sig og vente. Idéerne kommer, mens man arbejder, og jeg har lige nu omkring 100 nye idéer til bøger i hovedet, som jeg venter på at få tid til at skrive,” siger hun.

Tro, etik og spænding

Debutromanen ”Dødsbørn” fra 2010 er en fantasy-historie om børn med den grusomme egenskab, at andre mennesker bliver slået ihjel, hvis de rører dem. Dødsbørnene holdes

6 6 Nicole Boyle Rødtnes Født i 1985. Opvokset i København. Bor på Amager med sin hustru og datter.

Student 2004. Uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur 2010. Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet 2012.

Har siden debuten i 2010 udgivet 168 bøger for børn og unge inden for genrer som fantasy, gys, socialrealisme og young adult. Har modtaget PLCForeningens Børnebogspris 2025 samt Orlaprisen 2024 og 2025. To af hendes bøger, ”Iltjagt 6 – Frihed” og ”Skyggehøj 3 – Slangens ofre” er nomineret til Orlaprisen 2026. Er nummer 8 på listen over forfattere, der i 2026 modtager flest bibliotekspenge på grund af det store udlån af deres bøger.

Indtil den 31. oktober opfører Teater Vestvolden i Hvidovre en teaterforestilling baseret på hendes bog ”Zombiejæger”.

under forvaring, men pludselig lykkes det et af børnene at undslippe. Bogen indgik i en serie med titlen ”Skeletter i skabet”, og Nicole Boyle Rødtnes har generelt arbejdet meget i serieformater. Senest har hun påbegyndt serien ”Skyggehøj”, som handler om en særdeles dyster skole for børn med særlige talenter. Hun har tidligere skrevet eventyrlige bøger om elverfolk, julebøger med hyggelige nissehistorier, drabelige bøger om dæmoner og zombier og tankevækkende dystopier som ”Iltjagt”-serien, der foregår i et fremtidssamfund, hvor ilt er blevet en knap ressource. Nogle bøger henvender sig til børn i 1. eller 2. klasse, andre er såkaldt young adult-bøger, som læses af unge og af voksne med smag for eventyrlige fortællinger. Bøgerne synes at stikke i alle retninger, men Nicole Boyle Rødtnes ser det selv som et gennemgående tema i sit forfatterskab, at der altid ligger nogle etiske overvejelser om, hvordan man tager hensyn til fællesskabet. For eksempel om at deles om den ilt, alle har brug for at indånde. ”Jeg er selv religiøs og tror på Gud. Mine bøger forkynder ikke direkte kristendom, men jeg tror, at jeg bringer nogle kristne værdier om for eksempel næstekærlighed med ind i mine bøger,” siger Nicole Boyle Rødtnes. At mange af hendes bøger også rummer en stor alvor, kæder hun sammen med, at hendes stedfar døde, da hun endnu gik i gymnasiet, og hendes biologiske far døde i 2015. ”Det har selvfølgelig påvirket mig meget.” Men hun betoner, at når man skriver til børn og unge, er man aldrig mere ude på at behandle etiske spørgsmål og dybe, alvorlige temaer som sorg, end at man ved, læserne skal holdes til ilden ved hjælp af enhjørninger, zombiejægere, troldmandslærlinge, ilttyve og elementær spænding: ”Jeg er bevidst om, at jeg henvender mig til den mest kræsne læsergruppe, der findes. Jeg ved, at hvis børn keder sig under læsningen af bare én side i en bog, så er de væk.” J Efter at dette interview blev lavet, er Nicole Boyle Rødtnes udkommet med yderligere fire bøger, hvilket bringer hendes samlede produktion op på 172 bøger. Nicole Boyle Rødtnes optræder på Bogforum fredag kl. 16.00-16.30 på C3-030, lørdag kl. 10.35-11.00 på Balkonscenen, lørdag kl. 11.30-12.30 på C3-030.

32 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

4 Bogen ”Kransekageleverandørerne” foregår for 20 år siden på Skiveegnen, hvor Thomas Korsgaard voksede op. FOTO: LEIF TUXEN

Efterårsbøger | 33

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

”

Vi mennesker har ofte svært ved at anerkende alt det, andre gør, som vi selv og alle mulige andre ikke bare kunne gøre på samme måde.

THOMAS KORSGAARD

Pludselig dukkede den vanvittigt dygtige Carina op i Korsgaards hoved Forskellen mellem rig og fattig handler ikke kun om penge, men også om, hvor frie hænder andre vil give os. Det mener forfatteren Thomas Korsgaard, som i sin nye roman skildrer en kvinde med fænomenale evner som konditor, men lav tillid fra sine omgivelser

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

I et pastelfarvet paradis i det indre København sidder en 31-årig dansk forfatter og stikker gaflen i en herlig kage til 75 kroner. En tallerkenfuld koncentreret luksus. Serveret af det konditori, som luksushotellet d’Angleterre driver med facade ud mod Strøget, Maison d’Angleterre. Kontrasten kunne ikke være større mellem en af hovedstadens dyre adresser og forfatteren Thomas Korsgaards opvækst i små kår på en landbrugsejendom i Nørre Ørum nær Skive, som han har skildret i debutromanen, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Eller til hovedpersonerne i hans nye roman, den uforudsigelige urkraft Carina Sørensen, hvis tilværelse er én lang akut overlevelseskamp, og hendes skolevægrende 11-årige søn, Tommy. Og dog. Der er én klar forbindelse mellem det luksuriøse konditori og forfatterens nye bog. For Carina Sørensen har en et særligt talent. ”Det her er virkelig en historie om en person, der kan noget,” siger Thomas Korsgaard. Carina Sørensen er udlært konditor, og selvom hun, da fortællingen begynder, aldrig har haft chancen for at omsætte sit

højtelskede svendebrev til et konkret lønarbejde, er den 32-årige mor til fire fra den jyske underklasse et stortalent udi eksklusivt bagværk. Bogens titel, ”Kransekageleverandørerne”, fortæller alt om, hvad hendes store drøm går ud på. ”Fortælleteknisk set er Carina heltinden i historien. Det er hende, som skal overvinde den ene prøvelse efter den anden. Men hun er jo ikke en ukompliceret heltinde. Hun rummer et kaos og en vrede, som ofte spænder ben for hende selv og hendes omgivelser,” siger forfatteren. Han tilføjer, at omgivelserne også har en tilbøjelighed til at begrænse Carina. Hun får aldrig frie hænder til det, hun gerne vil. Hverken hendes mand, håndværkeren Henning, eller hendes storesøster, socialrådgiveren Bettina, har tiltro til hendes talent. Mennesker, der holder af hende, sætter konstant og i den bedste mening en anden dagsorden for hendes liv end hendes egen. Det er et af de menneskelige grundmønstre, Thomas Korsgaard gerne vil undersøge: ”Jeg ville gerne vise, hvor svært det er for et menneske som Carina at få lov til at kunne noget.”

Hvad gør uligheden ved os?

Hver gang Thomas Korsgaard skriver en bog, er der spekulationer om, hvor meget af hans eget liv der er i den. Trilogien om Tue, som begyndte med debutromanen i 2017 og blev fulgt op med ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” i 2018 og 2021, rummer meget selvbiografisk stof. Men Tue er ikke Thomas. Denne gang er vi endnu længere fra det selvbiografiske – og så alligevel ikke. Forfatterens egen mor er ikke konditor, men bager. Bogen foregår på Skiveegnen, hvor også Thomas Korsgaard voksede op. Handlingen finder sted for 20 år siden. Det passer med, at forfatteren er jævnaldrende med den 11-årige Tommy. En psykisk skrøbelig dreng, der ingen venner har, bliver mobbet ud af skolen og alene holder humøret oppe ved troen på, at hans mor kan sælge så mange kager, at de

6 6 Thomas Korsgaard Født i 1995 i Viborg. Opvokset i Nørre Ørum ved Skive. Flyttede som 17-årig til København og blev student fra Ørestad Gymnasium i 2014. Debuterede i 2017 som forfatter med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Siden er udkommet ”En dag vil vi grine af det” (2018), ”Tyverier” (2019), ”Man skulle nok have været der” (2021), ”Mente I det?” (2023), ”Snydt ud af næsen” (2024) og ”Hastetilfælde” (2025).

I 2024 udgav han børnebogen ”For højt, for vildt & for meget”, som i 2025 blev til en børneballet på Det Kongelige Teater, der samme år også opsatte hans teaterstykke ”Sat i verden”. Har modtaget Otto B. Lindhardtprisen (2021), De Gyldne Laurbær (2022) og Lars Kjeldgaards Ærespris (2024). Romanen ”Kransekageleverandørerne” udkom den 9. oktober på forlaget Lindhardt og Ringhof.

to blot én gang i livet kan gøre noget luksuriøst og gå til koncert med popstjernen George Michael. Og ligesom i trilogien undersøger han i sin nye roman, hvad det gør ved en familie, når den på grund af sygdom, fattigdom og forkerte dispositioner ikke kan leve op til omgivelsernes forventninger. ”Jeg har da personligt oplevet, at mulighederne for at gøre det, man ønsker, er meget ulige. Der er stor forskel på, om man som studerende i København har forældre, der kan hjælpe én økonomisk med en bolig, eller ej. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at vi har været længe om at stå ved, hvor ulige alting er. Vi lever i et samfund, hvor de fås rigdom beror på de manges overstressede arbejdskraft og nedslidte kroppe,” erklærer Thomas Korsgaard. Bag ”Kransekageleverandørerne” ligger en personlig harme over forskellene mellem fattig og rig. Forskellene mellem dem, vi på forhånd har tiltro til, og dem, vi ikke tør give frie hænder. Men bogen er langtfra et kampskrift mod overklassen på toppen af samfundets kransekage. Det er en humoristisk tragedie fuld af groteske optrin. Og der optræder ingen usympatiske rigmænd. Kun pressede mennesker, som på grund af deres livsvilkår ikke har overskud til at turde give Carina frie hænder. ”Jeg holder af alle personerne. Carina er ikke altid en god mor for sine børn, men hun er præget af, at hun har skullet kæmpe for at overleve hele livet. Det har gjort hende hård. Men det har også givet hende en enorm vilje,” siger Thomas Korsgaard.

Carinas gæstebud

Det lykkes Carina at etablere en virksomhed, hvor hun i sit faldefærdige køkken skaber mesterlige sukkerholdige luksusvarer. Meget går hende imod, men ved én lejlighed bliver hun mundlam i telefonen, da en kunde bestiller hundrede kager og giver hende frie hænder til at bestemme, hvilken slags det skal være.

fortsætter side 34

34 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

... Pludselig dukkede den vanvittigt dygtige ... fortsat fra side 33 ”Jo jo, jeg lytter, det er bare ikke lige hver dag, nogen ringer på den måde og ligefrem giver én frie hænder,” siger Carina op til det, som formentlig er det lykkeligste øjeblik i hendes liv: da hun sætter alt ind på at skabe hundrede styk af sin helt egen specialitet, ”Carinas petitesser”. Det er Thomas Korsgaards pendant til ”Babettes gæstebud” af Karen Blixen. Øjeblikket, hvor den hårdtarbejdende kvinde med én kreation i køkkenet træder frem og viser sit sande væsen. ”Hun er mere en kunstner end en erhvervskvinde. Det får hun så heldigvis lov til at vise, da hun får frie hænder til at lave de der petitesser,” siger Thomas Korsgaard, som har bestræbt sig på at gøre Carina til et menneske, der også er klar over sine egne begrænsninger. ”Hun laver ikke brunsvigere, for hun er ikke fynbo. Kagerne repræsenterer integritet og identitet for hende. Henning tror bare, det er kager som alle andre. Det er det ikke,” siger han og tilføjer: ”Vi mennesker har ofte svært ved at anerkende alt det, andre gør, som vi selv og alle mulige andre ikke bare kunne gøre på samme måde. Hvis jeg for eksempel læser en artikel i avisen, der er skrevet, så man

stryger lige igennem teksten, kan jeg tænke: ’Det kunne jeg også skrive.’ Men det er da slet ikke sikkert. Det er jo det mærkelige ved kunst, at det ser let ud. Alle anstrengelserne er usynlige for omverdenen.”

To søstre, to klasser

Henning og Bettina har svært ved at anerkende Carina. Henning er desperat. Skønt han også kun er i 30’erne, er han ved at være nedslidt. De har fire børn. Der er hårdt brug for penge. Bettina kan via sin mand tilbyde sin søster job på en fabrik, men Carina vil ikke underkaste sig andres dagsorden. For den tryghedssøgende middelklassekvinde Bettina er faste ansættelser og kontrolle1 Thomas Korsgaard spiser kage på konditoriet Maison d’Angleterre i København. Langt fra den økonomiske armod på Skive-egnen, der både er hans egen baggrund og hans forfatterskabs faste omdrejningspunkt. Men tæt på den kunstart, der indgår i hans nye roman,”Kransekageleverandørerne”. FOTO: LEIF TUXEN

rede stress-sygemeldinger for at passe på sig selv det rette. Carina fra underklassen går efter frie hænder, høj risiko og hårdt arbejde uden sikkerhedsnet. At lytte til sin krop er en luksus, hun og Henning ikke har råd til. ”Carina er vokset op hos en alkoholiseret far og har altid taget ansvar. Men hendes omgivelser har ikke tillid til hende. Da hun bliver arbejdsløs, bliver de straks mistænksomme. Søger hun arbejde? Kan hun skrive en ansøgning? Det vækker vrede, at hun et kort øjeblik ikke arbejder,” fortæller Thomas Korsgaard. Han tilføjer med et undskyldende smil, at han er bevidst om naiviteten i det næste, han vil sige. Men han siger det alligevel: ”Ville verden ikke være et bedre sted, hvis alle kunne få mulighed for at bruge deres evner?”

Frie hænder

For flere år siden besøgte Thomas Korsgaard den gamle franske romanforfatter Honoré de Balzacs hus i Paris. Det gjorde stort indtryk, at der var udstillet små statuetter af alle de figurer, den produktive franskmand frem til sin død i 1850 havde givet liv i sine mange bøger. På vej til konditoriet forklarer Thomas Korsgaard, at hvis der er noget her i ver-

den, der er hans kransekage eller petitesse – altså det, han kan, som ser så let ud, at andre tror, de også kan – så er det to ting. At skrive replikker. Og de figurer, der befolker hans hoved, som statuetterne befolker Balzacs hus. ”Carina dukkede op flere år, før jeg fandt ud af, hvad bogen skulle handle om. Hun begyndte med bare at være en stemme. Jeg gav mig til at skrive om hende og sætte hende og hendes søn i alle mulige situationer bare for at lære dem bedre at kende,” fortæller han. Thomas Korsgaard tilføjer, at det har været en særlig glæde at skrive ”Kransekageleverandørerne”, fordi han nok havde idéer om handlingen, men den fascinerende hovedperson, der havde vist sig i hans hoved, levede sit helt eget liv. ”Det har været sjovt, fordi Carina er så uforudsigelig. Hvad kunne hun nu finde på? Det var aldrig til at blive klog på. Der var meget i bogen, jeg ikke selv vidste ville ske på den måde,” fortæller han og tilføjer: ”Sådan er bogen skrevet. Jeg lod pennen føre mig. Og gav mig selv frie hænder.” J Thomas Korsgaard optræder på Bogforum lørdag klokken 10.30-10.50 på C3-016, søndag klokken 11.45-12.05 på C3-016 og søndag klokken 13.05-13.50 på Litteraturscenen.

Mød forfatterne fra Kristeligt Dagblads Forlag på Bogforum i Bella Center den 30. oktober til 1. november

Sceneprogram

Fredag 30. oktober Kl. 13.30-14

Udgivelsesaktuelle overlæge og pro fessor Morten Sodemann mødes med kollegaen Ole Hartling i en socialt og etisk engageret samtale om menneske syn og velfærd. Hvordan kommer vi de onde problemer i sundhedsvæsnet til livs?

Kl. 14-14.30

Hvad kan kvindelige forfattere fra 1800 tallet lære os om frihed og kærlighed? Præst og podcastvært Sørine Gotfredsen interviewes af redaktionschef Johannes Henriksen om sin nye bog, SØSTRE. I frihed og kærlighed.

Lørdag 31. oktober Kl. 11-11.30

Geopolitik i verdensklasse med forsker og forfatter Andreas Fulda. Hvordan vil det forrykke den internationale balance og påvirke den europæiske økonomi, hvis Kina besætter Taiwan? Udlandsredaktør Sidsel Nyholm interviewer forfatteren på engelsk.

Kl. 12.30-13

Niels Krause-Kjær er sæsonens forfatter i Kristeligt Dagblads nye læsekreds. Journalist Else Marie Nygaard interviewer forfatteren om hans prisvindende roman Ude for uden og stiller også spørgsmål på vegne af læse kredsen.

Kl. 13.30-14

Historiens glemte kvinder. Forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen giver i Brydningstid og broderier stemme til de tænkende, læsende og skabende kvinder i kredsen omkring Grundtvig. Interviewer: redaktør Kåre Gade.

Kl. 14.30-15

Bjørn Bredal, forfatter, oversætter og højsko lemand, kender Bibelen ud og ind. I anledning af, at vi i 2036 får en ny bibeloversættelse, har han skrevet En lille bog om den store i histo riens og poesiens navn. Interviewer: journalist Else Marie Nygaard.

Kl. 16-16.30

SØSTRE. I frihed og kærlighed. En bog om at turde gå sine egne veje som kvinde, men længes efter samhørighed. Om at have søstre i ånden og blive overrasket af livet. Forfatter og podcastvært Sørine Gotfredsen møder journalist Else Marie Nygaard.

Søndag 1. november Kl. 13-13.30

Henrik Wivel er førende kunstkritiker og har et langt og anmelderrost forfatterskab bag sig. På baggrund af sin nye bog, Underværker, undersøger han sammen med litterat og præst Liselotte Wiemer forholdet mellem kunst, erindring og eksistens.

Kl. 14-14.30

Hvordan vedligeholder og styrker man det gode parforhold, så kærligheden holder? Redaktør Stina Ørregaard Andersen inter viewer psykolog Mattias Stølen Due, direktør for Styrk Familierne og ekspert i tveksperi mentet Gift ved første blik.

Kl. 14.30-15

Med afsæt i debatbogen Tragisk realisme diskuterer Frederik Christensen og Kasper Støvring den ændrede geopolitiske virke lighed og Danmarks plads i den nye verdens orden. Med redaktionschef Johannes Henriksen.

Vi ses på stand C2-022 Se mere på www.k.dk/forlag

36 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

4 Jens Rebensdorffs forældre, Rudi og Inger Margrethe, levede et liv fuldt af fortielser. Det gjaldt deres år i Colombia (billedet til venstre), hvor Rudi ledede opførelsen af en cementfabrik, og det gjaldt i hjemmet på Henriksvej i Københavns nordvestkvarter (billedet herunder). Nederst ses forfatteren som dreng. PRIVATFOTOS

Hans far og mor kom ud af krigen som skurke og sårede sjæle. Nu har han løftet låget for deres historie Alle familier har hemmeligheder, men journalisten Jens Rebensdorffs opvækst var én stor fortrængning af forældrenes traumer og forsyndelser. I bogen ”Fortielsen” beskriver han, hvor dybt præget han er af alt det, forældrene aldrig fortalte ham om

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Jens Rebensdorffs forældre levede et middelklasseliv i tilstræbt ubemærkethed i efterkrigstidens Danmark. Deres sidste leveår tilbragte de i en lejlighed oven på en bagerbutik i Nansensgade i det indre København, hvor duften af tebirkes steg op i lejligheden gennem et hul i gulvet, de aldrig fik repareret. Bortset fra det lagde forældrene låg på

alting. Deres fortid henlå i næsten totalt mørke. Kun en gang eller to åbnede der sig en sprække til fortiden. Som da faderen pludselig midt i en tv-udsendelse fortalte sønnen om, hvordan det havde været at være telegrafist ved fronten og at ligge midt om natten i ingenmandsland og høre Stuka-bombeflyenes hylen over sit hoved og ikke vide, hvor bomben ville ramme. ”Det kom ud af det blå. Jeg var kun 13-14 år. Og vi fortsatte bare med at se fjernsyn. Jeg stillede ingen opfølgende spørgsmål. Min søster Birgitte har været mere direkte i sin måde at spørge til tingene på. Hun var ikke påvirket af den rebensdorffske fortielse,” siger han. Den 66-årige journalist debuterede i juni som forfatter med en dokumentarisk bog, som akkurat bærer titlen ”Fortielsen” og fortæller historien om hans højst usædvanlige familiebaggrund. Om alt det skamfulde og pinlige, som begge hans forældre bar med sig fra Anden Verdenskrig, hvor faderen, Frederik Rudolf Viktor Rebensdorff – eller bare Rudi – var dansk nazist og soldat ved østfronten, mens moderen, Inger Margrethe, var præget af, at hun under Anden Verdenskrig fik et barn med en tysk soldat. Det barn, moderen fik, var den omtalte

storesøster Birgitte. Da forældrene fandt sammen efter krigen, stillede Rudi det krav til Inger Margrethe, at hun skulle afbryde forbindelsen til Birgitte og sende sin to et halvt årige datter på børnehjem. Det gjorde hun så. I flere år strejfede Birgitte om i Nansensgade for at få et glimt af den familie, hun ikke havde fået lov til at blive en del af. Den mor, der ikke ville kendes ved hende. Midt i interviewet ringer Jens Rebensdorffs telefon. Han tager den. Det er selvsamme Birgitte. ”Hej Birgitte. Jeg kan ikke snakke så meget lige nu, men det er meget sjovt, at du ringer, fordi jeg sidder her i Nansensgade og bliver interviewet af Kristeligt Dagblad, og så snakker jeg lige om dig,” lyder det glad fra lillebroderen, hvis halvsøster først blev forenet og forsonet med moderen i 1987, da hun for længst selv var blevet voksen. ”Vi har en rigtig god relation i dag. Nu er hun en del af familien,” fortæller han.

En mand uden konturer

Alle familier har hemmeligheder, men Jens Rebensdorff har som voksen været klar over, at der i hans familiefortælling var ekstraordinært meget, der var gemt

væk. At det tilsyneladende almindelige middelklasseliv, som i årene før Nansensgade udfoldede sig i en villa på Henriksvej i Københavns nordvestkvarter, var et røgslør for noget, der slet ikke var normalt. I familiehistorien indgår både en far og en farmor, der allerede længe før krigen var medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. En far, der stammede fra Sydsjælland og gik i tysk krigstjeneste, blev vansiret i ansigtet af en granateksplosion og formentlig var traumatiseret for livet, men tav om det hele og bortforklarede sit skadede ansigt med en løgn om en ulykke med en hest. ”Jeg ved ikke, hvorfor han blev nazist. Min lommeanalyse er, at han havde en aversion mod bolsjevismen og kommunismen. Måske har han også været tiltrukket af noget kammeratskab og holdånd. Men jeg hørte ham aldrig ytre noget dårligt om jøder eller udtrykke et ønske om en stærk mand som leder,” siger Jens Rebensdorff. ”Men han gik i krig på nazisternes side og modtog Jernkorset af første klasse, så der blev gået til stålet i hans ungdom. Der har været nogle forfærdelige ting inde i ham, som der var lagt låg på,” tilføjer han. Han husker faderen, der efter krigen fik job som ingeniør, som den lille, let pukkel-

Efterårsbøger| 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

ryggede mand, der sad bag avisen eller foran tv. Som kørte ham til fodbold og havde ambitioner på hans vegne, men som aldrig gav ham et kram. Han havde en vrede i sig, men den kom sjældent til udtryk. ”Han var på en måde en mand uden konturer,” siger han.

En kvinde, der var glad for mænd

Moderen følte Jens Rebensdorff sig tættere knyttet til. Men ligesom sin mand formåede hun uudtalt at lukke af for spørgsmål til fortiden. ”Hun lagde låg på på dén her måde: ’Du kan jo bare spørge, Jens’,” siger Jens Rebensdorff og krydser samtidig armene foran sin brystkasse som et panser: ”Kropssproget sagde det modsatte, og det registrerer man som søn. Du kunne godt se, at det var ubehageligt for hende at snakke om sin fortid.” Moderen var datter af en indremissionsk præst, men var samtidig det, sønnen med et smil betegner som ”en varmblodig kvinde”. At hun under krigen fik barn med en tysk soldat, skyldtes ikke sympati for nazismen, understreger han. ”Hun talte aldrig om, at hun havde været tyskertøs. Men hvis hun ikke var blevet arresteret lige før befrielsesdagene, var hun nok blevet slæbt ud på gaden og klippet skaldet eller det, der var værre. Det gør ondt på mig, når jeg ser filmklip fra dengang. De stakkels kvinder var jo ikke nazister. De var bare forelskede i nogle labre tyske mænd i uniform,” siger Jens Rebensdorff. ”Min mor sagde engang til mig: ’Jens, jeg kan bare så godt lide mænd.’ Og det kunne hun jo. Hun fik tre børn med tre forskellige mænd, og ifølge min anden søster, Annette, sagde min mor engang, at hun havde fået foretaget 10-15 illegale aborter. Men det kan være, hun overdrev,” tilføjer han. Ligesom Rudi var Inger Margrethe heller

”

Hvis andre skal lære noget af min bog, er det måske, at tilgivelse kan lade sig gøre, uanset hvor meget strækmarch man har gået, og hvor meget man har haft samkvem med tyske soldater.

ikke specielt rundhåndet med kropskontakt over for sine børn. De to forældre var heller ikke videre kærlige over for hinanden, og sønnen har stort set kun erindring om, at de sov i hver sit værelse. At Inger Margrethe havde søgt kærlighed andre steder, blev Jens Rebensdorff bekendt med som ung voksen. Efter at være blevet student og have været på højskole fik han omsider sin mor til at afsløre, at Rudi slet ikke var hans far, men at Jens var et resultat af et udenomsægteskabeligt sidespring, som fandt sted i Colombia, hvor familien boede nogle år, mens Rudi arbejdede på et ingeniørprojekt. ”Det, mine forældre havde sammen, var aldrig kærlighed. Det var en fornuftsbaseret relation. Jeg så dem aldrig kysse eller kramme hinanden. Det kan lyde meget mærkeligt. Men det tænkte jeg ikke over på den måde. Langt hen ad vejen har jeg haft en opfattelse af min opvækst som lykkelig. Når jeg siger det til min datter eller min søster, forstår de det ikke. Men når det nu var den familie, jeg voksede op i, blev det det almindelige,” forklarer Jens Rebensdorff.

Tilgivelsen er mulig

Man skulle måske tro, at sønnen er vred og såret over forældrenes fortielser. Men

det er han ikke. Han kan godt se, at ingen af dem havde et let liv. Især efter det detektivarbejde, han gennem mange år har udført for at finde frem til al den viden om sin familie, han ikke fik fortalt. ”Jeg havde brug for at vide mere for at blive til et helt menneske. Men jeg har aldrig været vred på dem. De var jo sårede sjæle. De var grimme. Min far var vansiret, og min mor havde hareskår. De var små. De indtog ikke et rum. De sad der og passede på sig selv,” siger han og tilføjer: ”Mine forældre har gjort mange ting, der var forkerte og voldte stor smerte, men jeg har langt hen ad vejen tilgivet dem. Og jeg ved, at Birgitte også har tilgivet, at hun blev bortadopteret, selvom hun fik smerten af at føle sig fravalgt,” siger han. I videnskaben taler man om epigenetik som betegnelse for, at reaktioner på smertefulde erfaringer kan gå i arv, uden at disse erfaringer har været kommunikeret, hvilket for eksempel har vist sig i forsøg med mus. Hvis én generation af mus får et elektrisk stød, hver gang de udsættes for en bestemt lugt, vil næste generation

6 6 Jens Rebensdorff Født i 1959. Uddannet journalist 1989. Har været ansat i DR, på Jyllands-Posten og senest 22 år på Berlingske frem til 2022. Bogen ”Fortielsen” udkom i juni fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

1 Journalist Jens Rebendorff ses her i Nansensgade i København. I bygningen bag ham lå den lejlighed, hans forældre boede i i deres sidste år. Efter moderens død i 2000 overtog han lejligheden i nogle år. Han overtog også en tilknappet smerte, hvis årsager blev fortiet.

reagere med frygt, når de lugter det samme. Psykologer bruger betegnelsen traumevandring om, at forældres uforløste traumer føres videre til deres børn. Med andre ord: Låget kan ikke lægges på traumet. Det finder vej alligevel, selvom der bliver lagt låg på ordene. Så man kan lige så godt tale om det. Jens Rebensdorff overtog selv lejligheden i Nansensgade og boede der i nogle år, efter at Inger Margrethe døde i 2000. Rudi var død 10 år tidligere. Sønnen er blevet bevidst om, at han også overtog en stor del af forældrenes tilbøjelighed til at reagere på alt det, der er svært at tale om og handle på, ved ikke at tale og ikke at handle. Han voksede op uden følelsesmæssig nærhed, og derfor er dét et sprog, han har haft svært ved. I dag angrer han for eksempel den passivitet, han udviste, når hans datter havde det svært og blev dårligt behandlet. Han undrer sig over alle de fortielser, der stadig er mellem mennesker. Alle de situationer, hvor en familie skammer sig over noget, nogen har gjort engang i fortiden, og derfor fejer det ind under gulvtæppet. ”Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være pinligt for nogen, hvad deres forældre eller bedsteforældre engang har gjort. Uanset hvad risikerer vi alle, at fremtiden vil dømme os for ting, vi gør eller ikke gør. Jeg har også selv gjort noget forkert, men min datter siger, hun har tilgivet mig,” siger Jens Rebensdorff og tilføjer: ”Hvis andre skal lære noget af min bog, er det måske, at tilgivelse kan lade sig gøre, uanset hvor meget strækmarch man har gået, og hvor meget man har haft samkvem med tyske soldater. For mig personligt har det været livsændrende at skrive bogen. Det har på et eller andet plan været et vidunderligt mareridt.” J Jens Rebensdorff optræder på Bogforum fredag kl. 10.55-11.15 på C3-016. FOTO: LEIF TUXEN

38 | Efterårsbøger

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. oktober 2026

Vi har god adgang til bøger, men mangler hjælp til at vælge Hver sjette går i stå, fordi de har svært ved at finde den rette bog, ikke fordi lysten mangler. Det viser en undersøgelse af vores kulturvaner

nyhed Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

På et år udkommer der i Danmark næsten 10.000 nye bogtitler, der tilsammen er trykt i flere end tre millioner eksemplarer. Hvert år udlåner de danske folkebiblioteker flere end 20 millioner bøger, og stort set alle udgivne bøger kan bestilles hjem. Alle danskere har med andre ord adgang til rigeligt med læsestof til resten af livet. Men udbuddet er efterhånden så stort, at stadig flere har svært ved at vælge, hvad de skal læse. Derfor læser de ikke. ”Mange menneskers læseliv går i stå, fordi de ikke ved, hvilke bøger de skal vælge,” siger Lea Fløe Christensen, litteraturformidler og for-

fatter til bogen ”En mand med en ged på side 251”, som netop handler om, hvordan man finder en bog, der fænger. Hun henviser til en kulturvaneundersøgelse, Danmarks Statistik udarbejdede sidste år, hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen skulle fortælle om deres læsevaner. Den viste, at der er blevet flere daglige læsere, men også flere, som har læst eller lyttet til bøger mindre end fem gange på et halvt år. Og når man spørger disse ikke-læsere eller sjældent-læsere om årsagen, svarer 34 procent, at de ikke kan koncentrere sig, og 16 procent, at de ikke ved, hvad de skal læse. Året før var andelene henholdsvis 28 og 12 procent, så både koncentrationsproblemer og usikkerhed om valg af bog er i stigning, mens andelen, der siger, at læsning ikke interesserer dem, er svagt faldende. Og ifølge Lea Fløe Christensen er årsagen til den voksende bogtvivl ikke kun, at udbuddet af bøger er overvældende, men også at der for mange er et misforhold mellem de bøger, de selv synes er gode, og de bøger, de tror, de bør læse. ”Jeg tror, vi er blevet for genrefastlåste. Vi læser mindre på tværs, end

FOTO: COL OUR BOX

6 6 Årsager til ikke at læse bøger Danskere, der har læst eller lyttet til bøger færre end fem gange på et år, giver disse begrundelser for ikke at læse. Den lyse bjælke er svar fra 2024, og den mørke er fra 2025.

40 % 37%

Det interesserer mig ikke

33 % 35%

Jeg har ikke tid Det er svært at finde ud af, hvad jeg skal læse eller lytte til

12% 16%

Sproglige eller læsemæssige udfordringer

5% 4% 28 % 34%

Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse eller lytte til bøger Andre årsager

12% 10%

KILDE: DANMARKS STATISTIK

GRAFIK: VABØ

vi har gjort tidligere. Og når vi læser de bøger, andre siger er gode, og vi ikke er enige, tror vi, at det er os, der er noget i vejen med,” siger litteraturformidleren. Hun vurderer, at mange gerne vil have en selvforståelse af at være en person, der læser bøger. Men netop fordi der er en forestilling om, at det er entydigt, hvilke bøger der er gode, bliver læsning let til pligt og lektier i stedet for læseglæde.

Ifølge Gitte Balling, læseforsker og lektor ved Københavns Universitet, kan det at vælge en bog og give sig til at læse være svært, hvis man ikke er vokset op i en familie, hvor der for eksempel blev læst meget højt eller talt meget om bøger. For selvom udvalget på biblioteket og i boghandlerne bugner, vokser mange børn i Danmark op i et hjem, hvor der står andre ting på hylderne, og hvor talen sjældent falder på bøger. ”Det er jo et spørgsmål om, hvad man har med sig. Engang var bøger en så central del af kulturen, at alle havde et eller andet forhold til bøger. I dag har vi store dele af en yngre generation, som er vokset op uden bøger og må kæmpe mere for at blive læsere,” siger hun. J

En bog om Bibelens rigdom Litterat og oversætter Bjørn Bredal undersøger Bibelens betydning for vores sprog, tro og kultur

Deltag i en tankevækkende aften

Oplev Bjørn Bredal i samtale med Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaard 10. november, 17-19 Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, Kbh K.

Køb billetter her:

k.dk/bredal

KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Fortæl din chef, at I nu kan oprette en virksomhedstandforsikring på 5 minutter Nu er det hurtigere at oprette en virksomhedstandforsikring end at skifte patronerne i jeres printer Der findes ikke et bedre personalegode end en erhvervstandforsikring hos Dansk Tandforsikring. Vi dækker op til 80% af tandlægeregningen, og vi gør det fra dag ét, også selvom du eller dine kollegaer har problemer med tænderne. Ordningen er

fradragsberettiget for arbejdsgiver og udbetalingerne er skattefrie, så tandlægeregningen ikke går udover jeres privatøkonomi. Og nu er det blevet så nemt at oprette en ordning online for virksomheder med 5-50 medarbejdere, at selv chefen kan finde ud af det. Se hvor nemt det er på Dansktandforsikring.dk/tandforsikring

BENJAMIN KOPPEL

EN MEDRIVENDE HISTORISK FORTÆLLING OM RELATIONER OG TRADITIONER Bruche vokser op i en lille jødisk shtetl i Polen i slutningen af 1800-tallet. Dagene går med at tinge grøntsager, passe søskende og lede efter fristeder i nabopigen Gittels bøger. Da livet umuliggøres af russernes hetz, må hun flygte til København. I romanen krydsklippes til slutningen af 1987, hvor Bruche fylder 100 år. Hun håber inderligt at få besøg af sin datter, Hannah. Men gruer også for det. For engang gjorde Bruche noget utilgiveligt. Noget, det måske er for sent at rette op på.