Bøger_i_Tiden_260926

Bøger i tiden TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD

LØRDAG 26. SEPTEMBER 2026

Tag med på en litterær rundrejse i Norden, hvor vi sætter fokus på nogle af de største nordiske forfattere og på de værker, som binder os sammen på tværs af sprog, tid og landegrænser

FOTOCOLLAGE: HENRIETTE VABØ OG GRETHE NIELSEN

KAN LONE FRANK FINDE MENINGEN MED LIVET? “Fortjener stor ros for at være hudløst ærlig.”

★★★★

”Frank skriver let om alt det svære.”

“En læseværdig sværvægter af en bog om det væsentlige og vigtige.”

– Information

– Kristeligt Dagblad

– Weekendavisen

2 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

I en usikker verden har man tendens til at vende sig mod det nære og mod dem, man føler sig mest beslægtet med. Måske er det derfor, vi taler og skriver så meget om Norden i disse tider. I sommer kunne du her i Kristeligt Dagblad læse om vore nordiske naboer i serien ”Os fra Norden”, og i dette tillæg har vi valgt at sætte fokus på nordisk litteratur via en række tidligere bragte anmeldelser og interviews. God fornøjelse og tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen

indhold 4 Anmeldelse ”Salka Valka” af Halldór Laxness og Sigrid Undsets ”Olav Audunssøn” er nordiske mesterværker.

14 Anmeldelse Norske Per Pettersons roman ”Du er hjemme nu” er et eminent og eksistentielt værk.

6 Anmeldelse ”Fortællingen om Skandinavien” tegner et barsk billede af Nordens grumme historie.

14 Anmeldelse Dag Solstads sidste bog udkom efter hans død og er en perle i erindringslitteraturen.

8 Anmeldelse ”Sangen om Mirabilis” jonglerer mellem realisme og magi i Finland i 1800-tallet.

16 Anmeldelse Vilhelm Grønbechs gendigtning af de nordiske myter er en guldgrube af fortællinger.

8 Anmeldelse Tove Jansson skabte Mumitroldene. Men romanen ”Stenmarken” er også en fin læseoplevelse.

18 Interview Norske Jan Kjærstad går i rette med det moderne menneskes fatale optagethed af penge.

10 Anmeldelse Kathrine Nedrejord skriver med ”Sameproblemet” et opråb om identitet og kultur.

20 Anmeldelse Einar Már Gudmundsson skriver kærligt om at være en islænding i København.

12 Anmeldelse Svenske Mare Kandre er nærmest blevet kult efter sin død. ”Bübins unge” er mørk og lyrisk.

22 Anmeldelse Norske Helga Flatlands blik på livet i en lille provinsby er både grotesk og tragisk.

12 Anmeldelse Mare Kandres ”Bebudelsen” er en svær, mystisk, fascinerende og smuk digtsamling.

22 Anmeldelse ”Ligene vi begravede” af svenske Lina Wolff fik Sveriges største litteraturpris.

FOTO: LINDA KASTRUP/RITZAU SCANPIX FOTO: ULLSTEIN BILD/RITZAU SCANPIX

4 FOTO: BJÖRN LARSSON-ASK/SCANPIX

12 FOTO: GUSTAV BERGMAN

6

22 18

Forsideillustrationen viser blandt andet Siegfried Wagner og Anton Rosens monument ”Lurblæserne” fra 1911-1914 på Rådhuspladsen i København. Flaget i baggrunden er Kalmarunionens flag. Unionen blev oprettet i 1397 og samlede Danmark, Norge og Sverige under én monark. Flaget omtales blandt andet i 1430 af Erik af Pommern, unionens konge. Fotos: Ritzau Scanpix, Wikipedia

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Marchen Jersild | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Medrivende læsning – inspireret af Bibelen

HHHHH ”Forrygende udlægning af Bibelen.” KRISTELIGT DAGBLAD

”Det kristne budskab talt lige til tiden.” WEEKENDAVISEN

”Sørine Gotfredsens nye bog er en nøgle til at forstå vores kulturelle verden.” POV INTERNATIONAL

God pris

199,95

HHHHHH

HHHHH

”Bevægende uden at være sentimental. En bog fuld af håb og trøst.”

”En lille perle af en bog.”

”Det er en imponerende oversættelse ... en særdeles læseværdig bog.”

JYLLANDS-POSTEN

HISTORIE-ONLINE

KRISTELIGT DAGBLAD

Nu i 3. oplag

4 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

4 ”Salka Valka”, der udkom på islandsk i 1931-1932, er en roman om pigen Salka Valka og livet i et islandsk fiskersamfund. Dette billede viser en familie på gården Brattholt nær Gullfoss i det sydvestlige Island omkring 1900. FOTO: FREDERICK W.W. HOWELL/WIKIMEDIA COMMONS

Sigrid Undset: Olav Audunssøn. 904 sider. 349,95 kroner. Gyldendal.

Halldór Laxness: Salka Valka. 414 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

To storslåede nordiske klassikere Gyldendal genudgiver nobelprislitteratur: to store nordiske romaner, som skildrer det paradoksalt universelle i at være menneske

anmeldelse Elizabeth Blicher kultur@k.dk

I den hastigt voksende serie Gyldendal Nordisk – der ifølge forlaget selv er en serie af ”kendte og glemte klassikere fra en tid, hvor det nordiske selvbillede blev skabt gennem diskussioner om køn, klasse, tro og moral” – udkom først på året to nye titler: Sigrid Undsets ”Olav Audunssøn” fra 1925-1927 og Halldór Laxness’ ”Salka Valka” fra 1931-1932. Undset får Nobelprisen i litteratur i 1928, Laxness i 1955, så der er tale om værker af intet mindre end to nobelprismodtagere. Undsets ”Olav Audunssøn” er en historisk roman om drengen Olav, der vokser op på en gård i Hamar i Norge. Handlingen foregår i slutningen af 1200-tallet ligesom Undsets anden store middelalderroman, den lidt tidligere ”Kristin Lavransdatter”, som mange måske kender bedre end ”Olav Audunssøn”. Mellem de to romaner ligger forfatterens egen konversion til katolicismen. Det er en tid præget af den lange overgang mellem et hedensk og et kristent samfund, som Undset med sin store viden om perioden er så eminent til at skildre. Konsekvenserne af de religiøse og moralske brydninger møder man hos titelkarakteren, Olav Audunssøn, hans fostersøster, Ingunn, og deres respektive slægter. Det er især spørgs-

målet om en illegitim kærlighedsrelation mellem de to unge, indgået i god tro, der viser sig skæbnesvangert. Det er på den tid slægten, der skal afgøre, hvordan den slags skal håndteres, men striden findes også inde i Olav selv, der kæmper med både skyld, skam og ære. Især skam. Særligt for denne nyudgivelse er, at Ida Jessen både har oversat og skrevet forord. Det er et godt valg. På trods af det lidt kontroversielle i at modernisere Sigrid Undsets prosa til et mindre middel-alderloyalt dansk fungerer det. Læseligheden er i top. Jessens engagement i forfatterskabet er da heller ikke til at overse: Bogens forord er fantastisk med sit overblik over Undsets forfattervirke og skrevet med

samme begejstring, som gør sig gældende i Jessens indforståede forfatterportræt af Sigrid Undset i bogen ”Jeg vil!” fra 2024.

En islandsk slægtsfortælling

Halldór Laxness’ ”Salka Valka”, der oprindeligt udkom i to bind på islandsk i 1931-1932, altså nogle år senere end ”Olav Audunssøn”, er også en slægtsfortælling med en central hovedperson. Den handler om pigen – senere kvinden – Salka Valka. Hun kommer til det lille fiskerleje Óseyri med sin mor, Sigurlína, der har fået hende uden for ægteskab, og begynder sin tilværelse på samfundets bund, fordrevet, fattig og udstødt. Men kvik og årvågen, som hun er, indser hun hurtigt – og gang på gang romanen igennem – hvilke drivkræfter mennesker handler efter. På trods af (eller fordi) hun er en pige, beslutter hun sig for at sætte sig fri af sin sociale rolle og ret håndfast og pragmatisk at skabe sig en ny. Hun tager således arbejde i fiskerlejet og vælger konsekvent at gå i bukser, hvilket hun ikke senere viger fra. Salka er stor, stærk og grov, men alligevel ombejlet. Laxness viser med dyb alvor, hvordan det at være attraktiv for en pige er et tveægget sværd. Laxness har en stærk social opmærksomhed. Hans skildringer er fulde af menneskelig indsigt og social indignation, og så vælger han en kvindelig hovedperson – et usædvanligt træk i datidens Island. Det er dybt fascinerende. Og som dansker kan jeg heller ikke lade være med at hæfte mig ved den barske og stor-

2 Sigrid Undset fotograferet i sit hjem på Bjerkebæk ved Lillehammer. FOTO: ANDERS BEER WILSE

slåede islandske natur- og kulturforståelse, der er værkets baggrund.

Moderne på trods af sin alder

På trods af at værket snart er 100 år gammelt og den historiske ramme en anden, forekommer det mig moderne i sin skildring af menneskets, herunder kvindens, kår og vilkår. Modstanden mod den selvstændige Salka har ikke alene noget med hende at gøre, men er strukturelt betinget. Hovedpersonen er fuld af vilje og med tiden også vellidt, men Laxness’ blik på hende er socialistisk. Han lægger vægt på strukturerne i samfundet, også de kønnede, samtidig med at han skildrer Salkas personlige skæbne menneskeligt nuanceret. ”Salka Valka” udkom senest hos Gyldendal i 2018 – også med forord af Kristín M. Baldursdóttir – og selvom det ikke er så længe siden, bør man hæfte sig ved, at denne udgave er flot nyoversat af Annette Lassen. Hun er både sagaforsker, forfatter og oversætter og har således alle forudsætninger. Den nye oversættelse er en fornøjelse at læse. Det er to meget store værker, der nu er udkommet i Gyldendals serie. De er begge store af omfang, to mursten, så at sige – Undsets ”Olav Audunssøn” er næsten 1000 sider lang. Men som litteratur er de også storslåede: Det er nobelprislitteratur. To store nordiske romaner, som skildrer det paradoksalt universelle i at være menneske. ”Menneskenes hjerter forandres aldeles intet i alle dage,” skrev Sigrid Undset. Og slægtskabet er heller ikke længere væk, end at man kan forstå både Salka og Olav. At være menneske er at leve i sin tid, med og mod den, at tilvælge, at fravælge, at elske og at frygte. At kæmpe, at forstå, at tilpasse sig – i bedste fald med den moralske integritet i behold. Det er de allerstørste kræfter, der er på spil i disse menneskelivsskildringer, og derfor resonerer de stadig i os. J

Smuk læserfavorit, der slår gnister! LE PARISIEN

En roman, du sluger, men aldrig glemmer. En fortrængt familie­ hemmelighed, en ny kærlighed og en fortid, der truer med at gentage sig.

Sommerens bestseller

6 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Nordens forvandling fra brutal fortid til globalt forbillede Norske Stein Ringens ”Fortællingen om Skandinavien” er et skatkammer af spændende detaljer om magtspil og befolkningers levevilkår i de nordiske landes historie, skriver Bertel Haarder

anmeldelse Bertel Haarder kultur@k.dk

Hvis man som jeg synes, at den amerikanske præsident, Donald Trump, er en frygtelig tyran – forfængelig, hævngerrig, løftebryder, korrupt, løgnagtig og hensynsløs – så er det for intet at regne imod, hvad

der var helt normalt i de nordiske lande i vikingetiden og langt op mod vores tid. Kongernes grusomhed, dumhed og inkompetence var uden ende, og de tog lige så lidt hensyn til deres egne borgeres lidelser som til de ulykkelige fjender, der faldt i deres hænder. Deres magt byggede på undertrykkelse af deres egne folk. Men først Danmarks og siden Sveriges skibbrudne stormagtsdrømme fik os på andre tanker. Det er der skrevet en bog om på næsten 500 sider med titlen ”Fortællingen om Skandinavien – Vikinger, tyranner og demokrater”. Forfatteren, den norske Oxford-professor Stein Ringen, lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver vor fælles grumme fortid her i Norden. De kvindelige ledere med Margrete I i spidsen er undtagelser, udstyret med kløgt og samarbejdsevner, i modsætning til den største af alle idioterne, Christian II, der med falske anklager, list og bedrag lod 82 modstandere, heri-

blandt adelige, gejstlige og borgere, indespærre og henrette i 1520. Det førte naturligvis til enden på Margretes Kalmarunion og grundlagde en århundredlang, velbegrundet svensk hadefuldhed, der i 1658 førte til tabet af de pæredanske Skåne-lande, som derefter blev udsat for en grusom undertrykkelse, indtil de makkede ret.

Dårlig presse til vikingerne

Hvad vore forfædre dog ikke kunne finde på af djævelskab. Det begyndte med vikingernes barbariske røverier imod klostrene i Irland, England og langs de europæiske kyster, hvor man ikke kunne værge sig imod de hurtigt-sejlende vikingeskibe. Mandskabets lidelser under togterne skulle jo belønnes, når de gik i land. Med kvinder, guld, sølv – og slaver i massevis. Magthaverne i Norden var afhængige af slaveholdet. Den amerikanske historiker Daniel

Boorstin skriver ganske vist i ”The Discoverers” (”De opdagede verden”), at munkene smurte tykt på, når de beskrev vikingernes grusomheder. For, som han skriver: ”Vikingerne havde en dårlig presse.” De kunne ikke skrive, og derfor fik vi aldrig deres version af de voldelige vikingetogter. Måske var munkene heller ikke engle. Den forklaring refererer Stein Ringen ikke, ligesom han også forbigår den strålende danske vikingefortæller Jeanette Varberg. Hvilket er ejendommeligt, når han i øvrigt opregner så mange andre kilder. Bogen er et skatkammer af spændende detaljer, også når det gælder menneskenes liv op gennem århundrederne. Det er næsten uudholdeligt at læse om almindelige menneskers vilkår under misvækst, pest, krig og brandbeskatning. Når vi læser om hærførerne og deres tropper, skal vi forestille os, hvordan tropperne blev ernæret: De røvede,

Bøger i tiden | 7

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

2 Slaget ved Narva i november 1700 fandt sted i begyndelsen af Den Store Nordiske Krig, som varede frem til 1721. Efterfølgende begyndte de nordiske lande at sigte mod handel og velstand i stedet for krig, skriver Bertel Haarder i sin anmeldelse af ”Fortællingen om Skandinavien”. FOTO: BRIDGEMAN ART LIBRARY/RITZAU SCANPIX

brændte og voldtog – også når de befandt sig på eget territorium. Hvad skulle de ellers leve af, og hvad skulle ellers motivere dem til at melde sig til tjeneste? Bogen efterlader ingen glansbilleder. Den navnkundige Gustav Vasa, der satte Christian II på porten, var ifølge Stein Ringen ”en svindler, en løgner, propaganda- og mytemager angående sin egen storhed, en glimrende taler, der brugte folkets grove og simple sprog. Han blev personligt landets største jordbesidder og den rigeste svenske konge nogensinde”. Med andre ord: Han var en svensk forløber for nutidens Donald Trump.

Voldsomt overforbrug

Herskernes drukkenskab og overforbrug var uden ende. Christian IV var den værste. Han og hans efterfølgere var dyre i drift. Fra 1650 til 1700 blev skatterne firedoblet. I skolen lærte vi om den grufulde Trediveårskrig, hvor den svenske kong Gustav Adolf udmærkede sig ved at have en disciplineret og gudfrygtig hær. Men ligesom Danmark rekrutterede titusinder af norske søfolk til den danske flåde, sådan rekrutterede Sverige titusinder af finske bønder til de endeløse krige. Som vi i dag ser det med den russiske præsident Putins rekruttering af fattige unge mænd i fjerne provinser til ”kødhakkerne” i Ukrainekrigen.

Hvad vore forfædre dog ikke kunne finde på af djævelskab. Det begyndte med vikingernes barbariske røverier.

Den værste af alle svenske konger, Karl XII, endte med et mislykket felttog mod Moskva og en total nedslagtning ved Poltava i Ukraine. Virkningen på hjemlandet var ødelæggende: splintrede lokalsamfund, faldende befolkningstal og hungersnød. På et århundrede omkom en halv million svenske og finske bønderkarle i militærtjeneste, en tredjedel af alle voksne mænd. Sverige blev et land af soldaterenker. Men nu var det slut. Nu blev Sverige ”befriet for stormagtsdrømmens byrde”, som historikeren Kurt Samuelsson formulerer det. Nu begyndte de nordiske lande at sigte mod handel og velstand i stedet for krig. Især mange svenskere emigrerede til USA. Efter Den Store Nordiske Krig 1700-1721 aftalte Danmark og Sverige, at der på fredelig, men besværlig vis skulle trækkes en grænse mellem

Norge og Sverige. Den var 2228 kilometer lang, indtil Sverige mistede Finland til russerne.

Hvor er Finland?

Det er i øvrigt en mangel ved bogen, at der står relativt lidt om Finland, som på mange måder er det mest interessante nordiske land. Nogle tror, at Finland er noget helt andet end Skandinavien. Det gælder sproget. Men kulturen, inklusive den politiske og sociale kultur, ligger meget tæt på de øvrige nordiske lande. Island er nævnt, fordi meget af den viden, som bogen bygger på, stammer fra de islandske håndskrifter, som på eventyrlig vis rummer hele Nordens fælles historie. Den nordiske velfærdsstat omtales som en fælles arv, der ikke kun, men i nogen grad har fælles rødder i socialdemokratismen, mindst i Danmark. Velfærdsstaten havde også rødder i civilsamfundet, foreningskulturen, og frem for alt masser af påvirkninger sydfra. Som Stein Ringen har den berømte amerikanske politolog Francis Fukuyama haft arbejds- og studieophold i Aarhus, hvilket fik Fukuyama til at formulere det smigrende slagord ”Getting to Denmark”: ”Han ville sætte ord på det, som den liberal-demokratisk-kapitalistiske orden efter hans mening burde sigte imod,” skriver Ringen. Det var den norske kong Håkon, der

egenhændigt i 1928 gav regeringsmagten til det revolutionære norske Arbejderpartiet og derved pacificerede det og gjorde det til et dominerende, regeringsbærende parti helt op til nutiden. Og det var kong Håkon, der efter det tyske angreb den 9. april 1940 blokerede for samarbejde med tyskerne som i Danmark. ”Nordmændene har meget at takke den gamle konge for,” skriver Stein Ringen. Han elsker sit oprindelsesland og beundrer de nordiske demokratier og velfærdsstater, præget af ånd og tillid. ”Men jeg ser også, at der er en pris at betale i form af let knugende gennemsnitlighed.” Det kan vi jo så tænke over. J

Stein Ringen: Fortællingen om Skandinavien – Vikinger, tyranner og demokrater. 470 sider. 299,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Gæsteanmelder Bertel Haarder har været minister for en række områder, herunder undervisning, kirke og nordisk samarbejde. Han er tidligere præsident for Nordisk Råd.

8 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Magisk og mageløs finsk fortælling ”Sangen om Mirabilis” forener natur, historie, videnskab og magi, så en søko på en øde ø får overjordiske dimensioner

Dengang var den fyldt med søkøer og brilleskarver. Sådan bevæger vi os side efter side (der er 750!) ud i den vildeste, videste verden, ind i de dybe skove og frem og tilbage i historien. Vi jonglerer mellem det realistiske og det magiske og lander brutalt i virkeligheden med den russiske revolution, den finske borgerkrig og menneskelige katastrofer. Men tilbage til Finland i slutningen af 1800-tallet, hvor Ella er blevet en ung og akroLiselotte Wiemer batisk kvinde. Hun optræder med dødsforagt i kultur@k.dk trapezen i cirkus Mirabilis. Og hun indleder et Finland 1868. Riikka og hendes mindst lige så livsfarligt forhold til baronen på mor går søgende rundt på Korra- Korraharju, hvor hun føler sig forbundet med harjuåsen. De skal finde den sjældne gøgelilje de truede, vilde dyr. ”Jeg bærer døden med til herskaberne på Korraharju. Og det gør de. mig”, siger hun. Men Riikkas mor vil ikke plukke den smukke Og døden kunne være industrialiseringen, hvide blomst. ”Vi fandt den ikkrige, naturødelæggelser, ke”, siger hun. søkoens uddøen. BrilleskarOg sådan introduceres de to vens uddøen. Magi-asfaltering hovedspor i den finske forfatter i fremskridtets navn. Men livet Anni Kytömäkis magiske og kan være to stærke kvinder, mageløse fortælling ”Sangen mor og datter, der trodser det om Mirabilis”: at turde sige fra meste. Eller det kan være den – også som kvinde – og at tage sang, forfatteren Anni naturens parti. Kytömäki deler så generøst Lad mig tegne endnu et par med os. Ikke i et forsøg på at centrale scener. overvinde naturens kræfter, Finland 1868. Det er sultens tværtimod, i en duet med dem. og sygdommens år. Riikka er Fremsagt med lige dele trylleri blevet en ung pige, der arbejog human-logik, som: ”Hvis der ved banen. Nu griber hun man møder en elefant på gachancen for at komme væk fra den, skal man følge efter den”. elendigheden. Amur ligger i SiNu ved vi det! 0 Finske Anni Kytömäkis birien. Finland er russisk på Og så hopper vi til Danmark den tid, og tsaren søger udvan- skriver på magisk vis 2026, hvor sangen om det forundrere. Er det her, det forjættede om naturen og forholdet derlige Mirabilis, Anni mellem en mor og land ligger? Friheden? Kytömäkis første roman på hendes datter. Midtvejs under den måneddansk, nu heldigvis er blevet FOTO: LIISA VALONEN lange rejse mellem den gamle udgivet. Og man mærker ikke og den nye verden føder hun bare åndepustet fra vores stadig tvillingerne Artturi og Ella. Hun ved ikke, at så uudgrundelige nordiske nabo, men også hun er gravid. Men pigen bliver lige så stærk hendes baggrund som økolog, naturforvalter og som sin mor. ikke mindst musiker. For sikke et orkester. Sikke en spændvidde. Og herfra skal vi selv synge Finland 1883. Tvillingerne bliver sendt hjem videre. J til deres far i Finland. Det er (heller) ikke let. Herfra overtager Ella en stor del af fortællingen, der i mellemtiden har bredt sig både geografisk og historisk. Vi har blandt andet mødt Anni Kytömäki: Sangen om Mirabilis. Vitus Bering fra Horsens, som i 1741 døde på Oversat af Birgita Bonde Hansen. 750 sider. en øde ø, der siden blev opkaldt efter ham. 299,95 kroner. People’s Press.

anmeldelse

0 Alette Bertelsen har skabt forsiden til Anni Kytömäkis magiske og mageløse fortælling ”Sangen om Mirabilis”. ILLUSTRATION: ALETTE BERTELSEN

De fleste kender hende for Mumitroldene. Nu udkommer flere af hendes romaner i smukke udgaver Tove Janssons lille fine roman ”Stenmarken” bærer skitsen til noget vægtigt i sig, men stof og stil bliver for stort til formatet

anmeldelse Lotte Kirkeby kultur@k.dk

”Far, sagde Maria langsomt, ved du hvad, du er egentlig ganske skræmmende. Du findes ikke. På en eller anden måde har du aldrig eksisteret.” Det er sommer i den finske skærgård. De to voksne kvinder, søstrene Maria og Karin, har taget deres nys pensionerede far, journalist og forfatter Jonas, med ud for at ligge på landet, som man dengang kaldte det. Men det er han ikke særlig dygtig til. Han får hverken slappet af, skrevet på den biografi om

Y, som han har kontrakt på, eller svømmet i havet, om end han – stærkt tvunget – får tænkt en smule over svigt, mening med liv og skuffelse. Han får heller aldrig for alvor nærmet sig de døtre, som han altid har forsømt i sin stræben efter at blive en dygtig journalist. Han var – og er stadig – væsentlig bedre med ord end med mennesker, hvilket hans afdøde ekskone, Yvette, formentlig også gerne ville skrive under på. Hun ville formentlig også skrive under på, at han har været særdeles dygtig til at holde familielivet på behørig afstand. Som han svarer, da hans tidligere chef spørger, hvordan det går med Maria og Karin: ”Jeg ved det ikke, svarede Jonas, jeg har ikke spurgt [...] De er store og smukke, og de har heller ikke spurgt mig.” ”Stenmarken” bærer således et enormt stof i sin skitseagtige skildring af et iscenesat familieliv, der under en meget tynd overflade var fyldt med fortielser, dysfunktionalitet og fortrængninger. Samtidig er den en slags metaroman om en bog, der ikke vil skrives, om betyd-

ningen af ordet og dets præcision. Den er også et stileksperiment med sine mange effektive, men flygtige synsvinkelskift, der virker stærkt, men sine steder også lidt vel antydet. Og så er den fyldt med en lys humor med et strejf af nihilisme: ”Præcis, sagde Jonas. Men det værste er, når alting bare fortsætter og fortsætter på samme måde, og for sent er det under alle omstændigheder.”

Stærkest står romanen, når den indirekte

stiller det tunge spørgsmål om, hvor meget man som forælder, her far, kan samle op efter et langt livs forsømmelser. Og hvem der mon er mest bange for – eller fremmed for – hvem. Mens døtrene vægrer sig for at nærme sig deres far, tænker han: ”Hvis de bare vidste, hvor meget det har skræmt mig at være far.” De fleste kender bedst den finlandssvenske Tove Jansson (1914-2001) som forfatter til bøger og seriestriber om Mumitroldene, men de senere år har Gyldendal udgivet en række af hendes romaner for voksne i små smukke ud-

gaver, hvor ”Sommerbogen” stadig er den mest uforglemmelige i rækken. ”Stenmarken” udkom oprindelig i 1984, men foreligger nu for første gang i dansk oversættelse. Den er charmerende i sit karakterstudie af en kompleks mand, og selv om den måske snarere er en skitse end et egentligt værk, kan Tove Jansson sagtens være den bekendt. J

Tove Jansson: Stenmarken. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt. 104 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

FAUST EN SAMFUNDSSATIRE OM GRÅDIGHED, MAGT OG BEGÆR PREMIERE DEN 26. SEPT. 2026 MEDVIRKENDE Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew

10 |

ed m g Syn hør r e g n i l tæl r o f godeBodil Heister

&

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

”Sameproblemet” overvælder læseren med sin kraft og vrede

- ved

Hyggelig Sang- og Musikaften med årstidens sange - krydret med musikeksempler, små musikquizzer og fornøjelige historier.

Den samisk-norske Kathrine Nedrejords roman ”Sameproblemet” fungerer som et kraftfuldt og stærkt indlæg i hele debatten om identitet og kultur. Hun raser, og hun rører ved alle de ømme punkter

Bodil fortæller levende og underholdende om personerne bag den danske sangskat og om sine egne kompositioner og sange. Bodil Heister er pianist og komponist til bl.a. julekalenderen Jul på Slottet, opera, teater & film og musik til digte af bl.a. Bellman, Piet Hein, Sophus Claussen og H. C. Andersen. Bestil et arrangement i sognegården/menighedshuset/biblioteket eller rekvirer brochure: mail: bodil@bodilheister.dk tlf: 28 78 05 58 Læs mere på: www.bodil-heister.dk

Fotos: Jens Astrup og Ejvind Flensted-Jensen

historisk anklageskrift – på den anden en (autofiktiv?) udviklingshistorie. Eller afviklingshistorie. Eller genopdagelseshistorie. I midten står som sagt Marie, en yngre kvindelig journalist, der har barn og kæreste, ønsker at blive forfatter og har et manuskript liggende hos en redaktør. Kort sagt et rimeligt velfungerende to-tre-sproget liv. Og dog begynder romanen sådan: ”Jeg har mistet grebet om den jeg var.” Hun sidder med sin lille datter Anna i armene og føler sig som ”ingen”. De rødder, der er klippet over, er jo ikke væk. Alt det farverige tøj ligger gemt i skabet. Hvad skal Anna engang arve? Hvis hun arver rødderne, arver hun også splittelsen. DobbeltiLiselotte Wiemer dentiteten. Og skammen. kultur@k.dk Så dør Áhkku, Maries mormor. Og Marie I en digital tidsalder spørger må tilbage til barndommens land, til vi ikke længere, hvor vi er, skriver forfatteMárkannjárga i det nordøstlige Norge. Her ren Karl Ove Knausgård i sin essaysamling begynder en eksistentiel rejse, der i første ”Sjælens Amerika”. For vi er over det hele, omgang er uden returbillet. Samtidig får hele tiden. I stedet handler det om, hvem vi hun manuskriptet tilbage, ”din jeg-person er. Mig alle vegne. Og når der ikke er noget burde være forankret i noget dybere”, står ”hvor”, er der heller ikke nogen afstand. der i afslaget. Verden flytter med overalt og gør os ens: Vi Dette ”dybere” er vi fra nu af på jagt efter. ser de samme serier, går i de samme butiks- Med Áhkku som omdrejningspunkt, som kæder, spiser den samme mad. Vi klipper forankringens mulighed – men også rødderne. For det ideelle er det, der er med tilbageblik på Maries egen ens. ungdom, den første kæreste, flytNetop denne trang til homogeniseningen til byen, nye skoler, den ring har ifølge den samisk-norske forkonstante følelse af at være anfatter Kathrine Nedrejord i generatiderledes, racismens raffinerede oner været den norske regestød. Og måske begynder her rings politik. Og det har en ny roman om bedstemor. ramt det samiske folk En roman, der står ved sig hårdt. selv. For ensheden ”Sameproblemet” er jo kun topovervælder læseren pen af isbjermed sit kraftsprog, get. Et rent og sine kraftfølelser, ja, hvidt isbjerg. kraft er nøgleordet. Under overflaKraft og vrede. Men den overlever ældden vil også for meget. gamle aner og skel. Være rund og firkantet. Som en natur, kulturen Være et kampskrift og ikke kan få bugt med. samtidig en roman om Så måske er det kun et den elskede mormor, om senmoderne, privilegeret at være mor, om at finde og gennem-urbaniseret sin identitet. menneske, der ikke Og man forstår længsFOTO: FARTEIN RUDJORD længere tænker ”hvor”? len efter det tabte Det er i hvert fald det ”hvor”. Man tror på vresammenstød mellem kultur den, man lytter til smerog natur, enshed og erfarinten, man brænder sig på gen af en dyb anderledesden skjulte racisme, de hed, vi møder, og som blisubtile nedvurderinger. ver spiddet i Kathrine NedFor kunne det ikke være rejords seneste, prisbelønmig selv, der står der og nede roman, ”Sameprobleføler mig så uendelig homet”. Nok er globaliserinmogen? gen et vilkår. Og vores hoMen jeg savner alligevedperson og jeg-fortæller vel et eller andet blidere Marie (på samisk Márje) levingesus. Et mentalt ver og bor selv i Frankrig overskud. En mere kunstmed en lille datter, der må vokse op i en nerisk overbevisende, måske ligefrem fordobbelt eller multikulturel kultur. sonende eller perspektiverende sammenMen Finnmarken lever et liv inden i henkædning af levned og meninger. de. Og bare tanken om homogenitet betyder Så ”Sameproblemet” ikke kun er et ”proudslettelse af det liv. blem”, men også et vildt og vidunderligt For forskellen synger med overalt. I sprobagtæppe. J get, i dragterne, i madvanerne, i religiøsiteten, i navnet. Løb fra den, og den løber efter dig. Undertryk den, og den bliver til dybe traumer eller utilregneligt oprør. Kathrine Nedrejord: Sameproblemet. Det er barsk læsning. Også fordi romaOversat af Sara Koch. nen rammer som en syl ned i aktuelle afslø400 sider. 299,95 kroner. ringer af vores eget lille lands forhold til for Gads Forlag. eksempel grønlænderne. Også vi ville homogenisere. Også vi ville dæmme op for det fremmede. Men lad Grønland ligge. Ja, for Guds skyld! Så tilbage til en roman, der på mange måder selv er tvedelt. På den ene side er det et

anmeldelse

Man tror på vreden, man lytter til smerten, man brænder sig på den skjulte racisme, de subtile nedvurderinger.

4 stjerner

6 dage med forfattere, fællesskab og store læseoplevelser

Book jeres dobbeltværelse på tlf. 5413 6361 eller online på hsmarielyst.dk

Foto: Sara Galbiati, Lars Gundersen, Simon Klein Knudsen, Peter Hove Olesen, Nikolaj Thaning Rentzmann

Tag din bedste læsemakker med på seniorhøjskole til en uge gennemsyret af litteratur. Vi dykker ned i nyere danske litterære værker og møder forfattere og formidlere. Vi læser, deltager i samtaleværksteder og kommer helt tæt på forfatterne bag værkerne.

Peder Frederik Jensen

Thomas Boberg

Kristian Himmelstrup

Christian Jensen

Kasper Barfoed

Historiske romaner

Ø-litteratur

Exofiktion

Filmatiseringer

Hvordan bliver Danmarkshistorie til litteratur? Hør tankerne bag fra forfatteren til de lokalt forankrede romaner Rans vilje og Pigen og verden.

I Insula går Boberg tæt på livet på Fejø. Bogen skabte røre i øsamfundet - men hvad er fiktion, og hvad er virkelighed? Hør ham fortælle om bogen.

Emil Aarestrup får nyt liv i En støvsky ud i luften, når Himmelstrup læser højt fra sit enestående værk akkompagneret af klassisk musik fremført af Ensemble Storstrøm.

Klassikere Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til de store romaner? Politikens chefredaktør ser på klassikere, der stadig kan præge vores tanker og liv.

Når virkelighed bliver til filmfortælling. Barfoed præsenterer sin filmiske fortolkning af Sygeplejersken, som er baseret på Kristian Corfixens bog.

Del oplevelsen - ta’ afsted sammen

7. - 13. MARTS

6 DAGE

Litteratur på Marielyst Ledige pladser i dobbeltværelse Pris pr. person i delt dobbeltværelse: 6.200 kr. Se programmet på hjemmesiden

Højskolen Marielyst • Bøtøvej 2 • 4873 Væggerløse

Livsforstørrende højskole for seniorer

12 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Mystiske og smukke digte af svensk kultforfatter Mare Kandres digtsamling er svær, mystisk, smuk og fascinerende

en anden sekvens, der har overgrebets karakter: ”Der er en engel i værelset, en befrugtning, frygtelig! Den trænger sig ind i min lyske, den finder ikke frem, den er vild og syg!”

anmeldelse

Og så skal jeg ellers love for, at det går løs i

Peter Stein Larsen kultur@k.dk

Lyrikeren Mare Kandre er ikke bredt kendt, men hun har en slags kultstatus inden for visse digterkredse. Hendes lyrik har lighedstræk med nogle af de andre grænsesprængende billedsprogspoeter inden for den metafysiske symbolisme, ekspressionisme og surrealisme i nordisk lyrik som finlandssvenske Edith Södergran, svenske Karin Boye samt danskerne Bodil Bech, Tove Meyer og Hulda Lütken. Hos alle disse kvindelige digtere, der oftest ikke fik den opmærksomhed, som de burde have fået, da de levede, skildres ved hjælp af et voldsomt ekspressivt billedsprog oplevelser af som kvinde at bevæge sig fra barn til voksen. De sindsoprivende oplevelser under denne transformation kobles i mange tilfælde sammen med mystiske og kosmiske perspektiver, hvor grænser mellem ydre og indre, menneske og natur og forskellige tider er nedbrudt. Ukendt er det heller ikke i den visionære modernistiske lyrik at anvende mytisk stof fra især de græsk-romerske, norrøne og kristne forestillingskredse. I Kandres ”Bebudelsen” gælder det intet mindre end en af kristendommens hovedmyter, nemlig Lukasevangeliets beretning om, hvordan Jomfru Maria af englen bebudes at føde Guds søn. Hos Kandre fortolkes denne myte imidlertid på en ikke så ortodoks feministisk måde, idet vægten lægges på Marias oplevelse af angst, ekstase og smerte, i forbindelse med at hun pludselig får besked om, at hun skal effektuere en jomfrufødsel. En beskrivelse, der mimer Marias oplevelse af det, der altså føles som alt muligt andet end den store nåde, som den normale optik lægger vægt på, lyder: ”Jeg er indordnet, taget i brug. Jeg åbner mine drømmes tomme pakhus.” Og

Kandres værk med billedlige eksplosioner, der udtrykker de mareridtsagtige og ekstatiske visioner, som Maria angiveligt har. Vi er her oppe i den allerøverste liga inden for lyrikken med hensyn til at formulere sig i et eksperimenterende hermetisk sprog, der samtidig har en voldsom suggestiv kraft. Jeg tænker selv på poetiske stormestre som Arthur Rimbaud, Georg Trakl og Simon Grotrian, når jeg læser vildt besynderlige og smukke passager som de følgende: ”Frugterne tændes i det høje græs, jorden bugner og krattene svimler, og forrådnelsens klingende hvide syrer lyser stille i det harske kød. [...] Alt i min nærhed foldes ømt og varsomt ind i min hud og slår sine dampe op i skyggens grøft, slynger ømhedens røg fra hår og mund”. Eller hvad med denne salve til aftenkaffen: ”Mit hoved er tungt af segnende byer, egne og bosættelser, bebyggelse og civilisation. Veje, opbrudte strækninger, vikler sig stille ud af de dunkle indespærringer. I de mørke huse tænder man lamper og ild, åbner man skuffer og taler, fjernt og indelukket. Uvejsomheden drives dybere ind i mig. Forbløffelsen åbner sin dumpe, sorte tone i mit øre.”? ”Bebudelsen” er en svær, mystisk, smuk og fascinerende digtsamling. J

Mare Kandre: Bebudelsen. Digte. Oversat af Ida Skibsted Cramer. 48 sider. 150 kroner. Hyben Forlag.

4 Mare Kandre (1962-2005) voksede op i Göteborg med en mor af estisk oprindelse og boede i nogle år i Canada som barn. Hun debuterede i 1984 med bogen ”I ett annat land” og var før debuten sanger i punk- og new wavegruppen Global Infantilists. Hendes skrivestil var poetisk, mørk og intens. Hun døde som 42-årig efter en utilsigtet overdosis af receptpligtig medicin. FOTO: MICHAEL NORMANN

Mørk roman understreger, hvorfor svenske Mare Kandre har fået stjernestatus Ny oversættelse af svenske Mare Kandres ”Bübins unge” er overbevisende og sort lyrisk prosa

anmeldelse Elizabeth Blicher kultur@k.dk

Midt i sommerens smukkeste dage stiftede jeg bekendtskab med Mare Kandres (1962-2005) forfatterskab gennem hendes roman ”Bübins unge”, der udkom i juli i dansk oversættelse af Mari Skousen på Forlaget Møllegades Boghandel. Kandre havde en estisk mor og en svensk far og boede og skrev i Sverige – og hendes forfatterskab hører i dag til blandt de svenske klassikere. Hun debuterede allerede som 22-årig med titlen ”I ett annat land”, som handler om de år, hun boede i Canada, og var sideløbende også

forsanger i de svenske postpunkbands Kramp, Ruhr og Global Infantilists. ”Bübins unge” (1987) er en lille roman, en slags fragmenteret, lyrisk roman om det gryende voksenliv, hvor det mørke, det svære og det grimme har en særlig plads. Den falder i syv dele; handlingen er kronologisk, men springende i tid og indrammer en periode, hvor en ung kvinde begynder at bløde og dermed befinder sig i det transformative rum mellem barn og voksen. Denne overgang er forbundet med ubehag, modvilje og væmmelse, men også med et stigende had til barnet (i hende selv).

Sproget er vildt, stemningen fortættet, og jeg

forstår godt den hype, der er omkring forfatterskabet for tiden. Det på én gang korte, præcise og enkle sprog er fyldt med symboler og metaforer, men er aldrig ornamenteret. Både sprog og stemning emmer af skandinavisk gotik, råhed og grimhedsdyrkelse, som på mange måder står i kontrast til dagens polerede medievirkelighed, vi alle er en del af, ikke mindst på de sociale medier. Igennem sproget skubber Kandre nogle overgangs- og livserfaringer frem, som til-

syneladende både er individuelle og fælles, nogle af dem både svære og utålelige, og ofte føles teksten ligefrem klaustrofobisk: ”Og jeg er rolig, jeg holder mig i ro. Af og til presser jeg roligt hendes krympede, ildelugtende hoved væk med den ene hånd, ordentligt, og vender ansigtet væk, bristefærdig af åndenød og had.” I ”Bübins unge” overtager hovedpersonen, den unge pige, ansvaret for netop Bübins unge, men hun kan ikke udstå hende. Det betyder, at hun i misundelse, foragt og væmmelse vanrøgter det lille barn: låser hende inde, forvolder hende skade, fjerner hende fra sig selv. Det er ikke rart at læse, virkelig ikke, men det er formentlig metaforiske beskrivelser af en kamp i hende selv, skrevet frem i et gotisk og mørkt univers. Sommetider kammer det over og bliver morbidt, men ligger altid i forlængelse af det eksisterende mørke, som driver den antirealistiske fortælling.

At Mare Kandre har stjernestatus, er uomtvisteligt. Herhjemme er en forfatter som Rasmus Daugbjerg efter eget udsagn stærkt inspi-

reret af hendes tekster – og vandt desuden Mare Kandre-prisen i 2024 (uddelt af Stockholms Internationella Poesifestival) – men også forfattere som Cecilie Lind og Johanne Lykke Naderehvandi er arvtagere. ”Det er mørkt og dybt,” skriver Kandre et sted. ”Som at ligge dybt nede i en stor sten: stille –” Det er svært foreneligt med en sommerdag i Danmark, men jeg anerkender fuldt ud Kandres værk. J

Mare Kandre: Bübins unge. Oversat af Mari Skousen. 145 sider. 200 kroner. Forlaget Møllegades Boghandel.

14 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

At læse denne roman er som at være midt i livet selv Per Pettersons ”Du er hjemme nu” er både et æstetisk og eksistentielt mesterværk fra en af Norges største forfattere

2 Per Petterson (født I 1952) skriver sine romaner i hjemmet i Dalsroa i Norge. FOTO: JOHAN VARNING BENDTSEN

anmeldelse Michael Bach Henriksen kultur@k.dk

Der er en lille forskydning i titlerne på norske Per Pettersons to seneste romaner. I 2019 udkom ”Mænd i min situation”, og hans seneste, ”Du er hjemme nu”, der udkom i juni. Forskydningen går fra ”jeg”/”min” til ”du”, ja, man kan måske sige: fra noget monologisk til noget dialogisk. Fra noget individuelt til noget socialt. Fra noget æstetisk til noget etisk? Ordene fra titlen på den seneste roman skal jo i hvert fald ytres af nogen: ”Du er hjemme nu.” Du’et er Kasper, den nye romans hovedperson, og den, der siger det, er buschaufføren på Kaspers foretrukne rute fra fabrikken og hjem til boligblokken. Jeg aner af gode grunde ikke, hvad Petterson har tænkt, men eftersom bussen er afbildet på romanens forside, og fordi chaufføren dør cirka halvvejs i romanen og en helt, helt central scene udspiller sig til hans begravelse i kirken, er det nok tilladt at fortolke titlen ”Du er hjemme nu” som andet og mere end en simpel besked på et bogstaveligt plan til Kasper, der er skifteholdsarbejder og altid falder i søvn i bussen, indtil chaufføren vækker ham. Desuden har Petterson altid leveret smågeniale titler på sine bøger, både gådefulde og ligefremme: ”Jeg forbander tidens flod” (et Mao-citat), ”Jeg nægter” (en henvisning til Melvilles kontrære Bartleby-figur, der også nægter?), ”Mit Abruzzo” (der overhovedet ikke handler om Italien). Der er godt nok mange ”jeg’er” i hans titler. Nu dukker så et ”du” op. Handlingen: Kasper er gift med Inger, og parret har to små børn. Inger er sygeplejerske, og Kasper fabriksarbejder, de bor i udkanten af

skænkes ham af andre: buschaufføren, vennen, en kommentar fra en begravelsesgæst i det centrale kapitel. Det er her, man skal lede, hvis man er interesseret i, hvad ”Du er hjemme nu” handler ”om”. Men at læse romanen er som at være der selv. Petterson skriver det, der sker for sin hovedperson, ikke om det. Hans prosa er fuldkommen vidunderlig, så nær og sanselig, både skødesløs og kalibreret. Man er så tæt på begivenhederne, så tæt på, hvordan det føles at være Kasper, at man tror, at det er løgn. Og det er det jo også, løgn altså. Petterson skriver fiktion, han finder på, han fantaserer, men hans ”løgne” i denne nye roman rummer så megen sandhed om tilværelsen og menneskets bevægelser i den, at man efter endt læsning straks begynder forfra på romanen. ”Du er hjemme nu” er både et æstetisk og eksistentielt mesterværk fra en af Norges største forfattere. J Oslo, og begivenhederne udspiller sig for 30 år siden. En dag forelsker Kasper sig ud af det blå i parrets fælles veninde Signe, som også er gift. På nutidsplanet ser Kasper, som i mellemtiden er blevet forfatter og deler træk med Petterson (glad for romaner, Bob Dylan og arbejderklassen), og som fører eksistentielle samtaler med sin ven Einar, tilbage på bruddet med Inger, der fulgte i kølvandet på Kaspers affære. Kunne han have handlet anderledes? Hvorfor gjorde hans handlinger ondt, når det hele nu føltes så godt? Hvad er forholdet mellem følelse og valg? Mellem handling og erindring?

Stod livsintensiteten, han følte med Signe, mål med fortvivlelsen, der fulgte? Kan man overhovedet gøre et liv op på den måde?

6 stjerner

Tidligt i handlingen på nutidsplanet siger

Einar til Kasper om en oplevelse, denne har haft: Dette skal du skrive. Ikke skrive om. Men skrive. Både Kasper og Per Petterson følger dette råd i den forstand, at ”Du er hjemme nu” ikke er en roman ”om” at blive skilt eller ”om” at være eksistentielt afhængig af andre mennesker, selvom det er ganske tydeligt, at alt, hvad Kasper erkender af betydning i romanen,

Per Petterson: Du er hjemme nu. Oversat af Lotte Kirkeby. 192 sider. 250 kroner. Batzer & Co.

Dag Solstads sidste bog er en posthum gave Den norske mesterforfatter Dag Solstads sidste bog er en perle i erindringslitteraturen

anmeldelse Michael Bach Henriksen kultur@k.dk

Dag Solstad, som døde sidste år, skulle blive relativt gammel, før barndommen begyndte at interessere ham som forfatter. Skiftet kom med den nærmest geniale bog ”16.07.41”, der er et portræt af Berlin, forfatterens far og fødebyen Sandefjord. Bogen, der har titel efter Solstads fødselsdag og -år, udkom i 2002, men emnet ”barndom og hukommelse” må fortsat have været påtrængende for Solstad, som med fuld ret opfattes som en af Norges største prosaister i efterkrigstiden. I hvert fald vender han tilbage til ”Berlinbogens” miljø i det, der skulle blive hans sidste udgivelse, ”Endelig! Lykken”, der udkom efter hans død. Faderen, moderen, onklen Sverre og storebroderen Cato er de vigtigste personer i den lille bog ud over hans hustru Therese Bjørneboe, som dukker op til sidst i en vigtig og meget rørende rolle. De største forfattere udvikler undervejs deres helt egen toneart i sproget, og Solstads sidste bog er stilistisk set yderst solstadsk. Det begynder med den lange titel, som har pendant

til ”Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land” fra 1983 og ”Elvte roman, bog atten/17. roman” i 2020. Som i andre af Solstads bøger kredser også hans sidste om fortiden som maoist og politisk aktiv i det kommunistiske arbejderparti AKP (m-l), et engagement, som på en bagvendt måde har vist sig givtigt: Partiet fik aldrig afskaffet kapitalismen i Norge, men Solstad blev skænket et righoldigt stof at skrive ud fra.

Et livslangt hemmelighedskræmmeri

I den nye bog proklamerer han tidligt, at han blev kommunist som 11-årig (ikke uden påvirkning fra en 40-årig dansk møbelsnedker, som boede til leje i barndomsbyen), men ikke turde sige det til sin far, hvorved et livslangt hemmelighedskræmmeri mellem far og søn blev indledt. Først som 60-årig og længe efter faderens død turde Solstad nærme sig ham med ærlighed, det vil sige i fiktionen. Præcis fordi Solstad arrangerer, stiliserer og fiktionaliserer sit liv, kan vi andre læse med i en dybest set ret privat bog, der handler om forholdet til forældrene, om de blinde pletter i en familiehistorie, om hukommelsens plasticitet og om, hvorfor de fleste af os har nemmere ved at tale rundt om end direkte om skæbnesvangre vendepunkter i vores liv. Alle gør vi erfaringer med ”Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige”, som en Solstadroman fra 1984 (på dansk i 1986) hedder, og her

er den norske mester en berigende rejsefører. Den korte bog er delt op i nogle få afsnit, alle af kredsende karakter, hvor først forældrene og siden onklen og storebroderen tegnes op fra den undertiden lidt hullede erindring. Brik for brik samler sig et billede af en efterkrigsbarndom dybt præget af moderens rasen, faderens utydelighed og tidsåndens antinazisme. Det hele er så umiskendeligt solstadsk, at man bliver helt ked af, at han er død, for hvilken tone! Men det hele er også så umiskendeligt alment, at de fleste vil kunne genkende sig selv i Solstads erindringsbearbejdning.

Ikke for begyndere

Den lille bog kan læses som en introduktion til forfatterskabet, men er nok alligevel ikke stedet at begynde for nye læsere. Her er en bog som ”Generthed og værdighed”, der kom på dansk i 2017, bedre at anbefale. I den ser man tydeligt den etiske og kristne vending, som Solstad tog efter de politiske år, og som han har fortalt om i interviews her i avisen. Til sidst igen et par ord om titlen, der slutter med ”rasen”. Hvilken rasen? Jo, der er moderens raserianfald, og det er op til læseren at vurdere, hvor dybt – jeg tror meget – de prægede de to sønner, hvoraf Cato praktisk talt emigrerede til Sydspanien og kun momentant var hjemme i Norge i voksenårene. Men ”tidens rasen” kan også være den hast, hvormed vi lever, og den langsommelighed, hvormed vi husker.

Alle er underlagt tidens gang og rasen som vilkår, men det er ofte først i tilbageblik, man ser livets mønstre. Endelig er der tidens rasen forstået som ”samtidens rasen”, som jeg’et i bogen skriver om direkte til sidst. Han ønsker ikke, at hans erindringer skal udgives, fordi han afskyr samtidens anmelderstand: ”Jeg orker ikke tanken om, at alle dem, som i 2022 lever af at ytre sig, litteraturkritikerne, skal kaste sig over den. Ikke alle, men alt for mange, ja, de er blevet en hel hær, som dyrker skønlitteraturens underholdningspotentiale i høje toner, dem ønsker jeg at undslippe, slet og ret.” Alle dem, der mener, at kunst er underholdning, slipper Solstad for nu, hvor han er død. Vi andre slipper heldigvis ikke den posthume gave, som hans sidste bog er: en nøgle til forfatterskabet og et prisværdigt forsøg på at skrive om noget af det sværeste: lykken. J

Dag Solstad: Endelig! Lykken. Og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen. Oversat af Anne Matthiesen. 112 sider. 200 kroner. Gyldendal.

TAU LEWIS MOUTH CLOSE TO EARTH 19.09.26 — 02.05.27

16 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026 1 ”Odin rider til Hel” fra Den Ældre Edda, som Grønbechs ”Nordiske myter og sagn” bygger på. Illustration af W.G. Collingwood, 1908. FOTOCOLLAGE: WORLD HISTORY ENCYCLOPEDIA/GRETHE NIELSEN

En guldgrube af store nordiske fortællinger Vilhelm Grønbechs genfortælling og gendigtning af de nordiske myter fra 1927 er både brugbar og langtidsholdbar

anmeldelse Ove Korsgaard kultur@k.dk

Når vi tog på langtur i bil med vores fire børn på bagsædet, fortalte min kone og jeg ofte nordiske myter og sagn. De hørte om Asgård, Midgård og Udgård, om Ask Yggdrasil, Idasletten og Valhalla, om Odin, Thor og Freja, om Loke, jætterne og nornerne. De blev også forhørt! Hvad hed Odins kone? Hvad kaldes egernet i Ask Yggdrasil? Hvor brede var portene ind til Valhalla? Det lyder måske som lektor Blomme-pædagogik! Men det var som regel børnene, der spurgte, om vi ikke ville stille spørgsmål, så de kunne kappes om, hvem der først kunne svare rigtigt. Det var Vilhelm Grønbechs ”Nordiske myter og sagn”, der var udgangspunktet for børnenes indføring i nordisk mytologi. Grønbech hentede stoffet til sin genfortælling eller gendigtning af Nordens mytologi fra forskellige kilder såsom de islandske eddaer, det oldengelske Beowulfkvad og Saxos danmarkskrønike. Bogen udkom første gang i 1927, men siden har den været optrykt utallige gange og udgivet af forskellige forlag, blandt andet Gyldendal, Akademisk Forlag og Jespersen og Pio. Den udkom også i Tyskland i 1929. Nu udgives den igen på prisværdig vis af Kristeligt Dagblads Forlag i juli 2026. Den danske folkehøjskole spillede en enorm rolle i udbredelsen af den nordiske mytologi. Nogle højskoler lagde ligefrem så stor vægt på disse myter, at de blev kaldt ”mytologiske højskoler”. Grundtvig var den store inspirations-

kilde. Han udgav ikke kun ét værk, men hele to i henholdsvis 1808 og 1832 med titlen ”Nordens Mytologi”. Den sidste med undertitlen: ”eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst”. Grundtvig betragtede nemlig de nordiske myter som billeder på psykologiske kræfter i sindet og moralske problemstillinger i samfundet.

Grundtvigs, Grønbechs og Sørensens forskellige fortolkninger og brug af mytestoffet.

Hvem var Grønbech?

Let tilgængelig udgave

Grønbechs udgave fra 1927 er langt lettere tilgængelig og mere direkte brugbar end Grundtvigs værk fra 1832. Grønbech går så at sige lige til sagen og fortæller løs. Grundtvigs værk er mere filosofisk anlagt. Det er således her, han i indledningen spidsformulerer sin oplysningsfilosofi og sit menneskesyn i prægnante formuleringer, der har været citeret igen og igen gennem snart 200 år. Lektor Rasmus Vangshardt har skrevet et nyttigt forord til bogen. Dog kunne jeg have ønsket, at han var gået mere til biddet vedrørende to sager, han kun strejfer. Han nævner, at Villy Sørensen også gjorde brug af de nordiske myter. Men han fortæller ikke, at det vakte en del opstandelse, især i højskolekredse, da Sørensen udgav ”Ragnarok. En gudefortælling” i 1982. For Sørensen rokkede ved den vante opfattelse, at kampen mellem aser og jætter var en kamp mellem liv og død, en kamp, som livet til sidst ville vinde – som det sker i myternes skildring af den nye verden efter Ragnarok. Sørensen foretager nemlig en interessant forskydning af konflikten, så den udspiller sig inden for gudekredsen mellem krigsguder og kærlighedsguder. Asernes kamp mod jætterne fremstilles som en tragisk konflikt, der skyldes, at guderne i deres higen efter kontrol og sikkerhed skaber deres egne fjender. Og Loke, som en flertydig formidler, har ikke held med at forsone aserne og jætterne. De forbliver uforsonlige fjender – hvilket fører til ragnarok. Det ville have været nyttigt og oplysende, hvis Vangshardt havde foretaget en kort sammenligning af

0 De færreste kender Vilhelm Grønbech (1873-1948) i dag. Men i sin samtid var han et fyrtårn, der fik enorm kulturel indflydelse, ikke mindst på forfattere knyttet til tidsskriftet Heretica efter Anden Verdenskrig. FOTO: WIKIPEDIA

5 stjerner Vilhelm Grønbech: Nordiske myter og sagn. 334 sider. 210 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

Den anden sag, som fortjener at blive bedre belyst, er personen Grønbech. Hvem er han? De færreste kender ham i dag. Men i sin samtid var han et fyrtårn, der fik enorm kulturel indflydelse, ikke mindst på forfattere knyttet til tidsskriftet Heretica efter Anden Verdenskrig. Martin A. Hansen kaldte ligefrem Grønbech for ”den tredje store” ved siden af Kierkegaard og Grundtvig. Med sin praksisorienterede tilgang til studier af religion var Grønbechs religionshistoriske forfatterskab banebrydende. I sit hovedværk ”Vor Folkeæt i Oldtiden” fra 1909 til 1912 udviste han tydeligvis større sympati for den form for religiøs praksis, som gjorde sig gældende i Norden, før kristendommen overtog scenen. Vangshardt antyder, at der er noget dubiøst ved Grønbech. Han citerer formanden for Grønbech Selskabet, Bo Alkjær, for at sige, at der ikke er ”[...] en Grønbech-renæssance på vej. Heldigvis”. Hvorfor heldigvis? Svaret blafrer i vinden. Det antydes, at det kan hænge sammen med, at Grønbechs livsfilosofiske og kulturkritiske forfatterskab var præget af ”antirationelle” synspunkter. Men da Vangshardt ikke tilbyder en nærmere forklaring, ville det nok have været bedre helt at undlade de spredte antydninger af, at Grønbech var en kontroversiel person. For uanset Grønbechs eventuelle problematiske synspunkter rokker det ikke ved, at hans genfortælling og gendigtning fra 1927 har vist sig at være både brugbar og langtidsholdbar. Så der er al mulig grund til at glæde sig over udgivelsen af dette værk, da det rummer en guldgrube af vigtige identitetsskabende fortællinger. J Gæsteanmelder Ove Korsgaard er professor emeritus, forfatter og tidligere højskoleforstander.

Liselund Højskole

P R OP TIL SPA SPAR PA

1 000 KR 1.000 KR. P BEGGE PÅ KURSER

Litt Litteraturugen t 1 - 7. 1. 7 november b 2026 2026

Liselund Højskole inviterer indenfor til en uge, hvor vi dykker ned i skønlitteraturens skatkammer med læselysten i centrum. Vi går på opdagelse i nyere international litteratur og møder både klassiske og nutidige forfattere, der behandler eksistentielle emner, som stadig vedkommer os i dag. Glæd dig til spændende foredrag med oversætter Mette Holm og litteraturkritiker Klaus Rothstein og gode samtaler om, hvad der gør læsning af skønlitteratur så vidunderligt

Syng vinteren ind 1. - 7. november 2026

Syng vinteren ind når novembermørket sænker sig, mødes vi om korsangen og synger os ind i vinteren med musik, der passer til årstiden. Vi synger både rytmiske og klassiske korsatser, fra sange folkelige stemningsfuld nordiske sang ge og g folkelig ge melodier til stemning gsfuld kormusik og g måske en jjulesang ulesang g eller to. Kurset er for alle sangglade, uanset korerfaring. Vi arbejder med flerstemmighed, klang og musikalitet, men først og fremmest med glæden ved at synge sammen. Kom og syng vinteren ind på Liselund Højskole.

Priser fra 4.530 kr. - 6.300 kr. Liselund Højskole – Sjællands eneste seniorhøjskole. Oplev inspirerende ugekurser med sang, faglighed, fællesskab, foredrag, kultur, bevægelse, kreativitet og livsglæde

ø skole Liselund Høj Højskole øj

Slotsalleen 44 4200 Slagelse liselund@liselund.dk www.liselund.dk Tlf.: 5852 3120

18 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Den største rigdom er den kærlighed, vi ikke har fortjent Verden har på få år udviklet sig så hurtigt og uberegneligt, at det står endnu mere klart, hvor afhængige vi er af kærlighed og nåde, erklærer den norske forfatter Jan Kjærstad, som i sin seneste roman, ”Valgdage”, undersøger det moderne menneskes fatale optagethed af penge

4 Jan Kjærstad lader i sin seneste roman, ”Valgdage”, sin hovedperson, Einar Z. Olsen, få en femøre af Norges tidligere statsminister Einar Gerhardsen på Youngstorget i Oslo og få vakt en tørst efter penge. Her er forfatteren selv fotograferet på Youngstorget. FOTO: FARTEIN RUDJORD/ASCHEHOUG

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

Jan Kjærstad betror, at han som nordmand altid har været misundelig på danske erhvervssucceser som Lego, Novo Nordisk og Bang & Olufsen. Det er virksomheder, der har tjent bunker af penge, men som også er baseret på gode idéer. ”I Norge har vi været alt for lidt optaget af at investere i innovation. På grund af olien. Hvorfor kunne vi ikke have brugt nogle af vores mange penge på at udvikle en ny type batterier?”, spørger han over et videolink fra sit hjem i Oslo. Han leverer klagesangen med et venligt-ironisk glimt i øjet. For hvor forkælet er det ikke lige at klynke over, at man som nation er blevet styrtende rig, men nu lider af bondeanger over, at det er sket på en lidt ufortjenmåde? 73-årige Jan Kjærstad har udgivet bøger i fire et halvt årti og har tilhørt kredsen af Nordens mest anerkendte forfattere, siden han for 25 år siden fik Nordisk Råds Litteraturpris for sin Wergeland-trilogi om den forføreriske mediemand Jonas Wergeland. En stor del af forfatterskabet har hovedpersoner, som ligesom Wergeland er konstrueret som symboler på deres land og tid. Hans seneste roman, ”Valgdage”, der udkom i marts, er ingen undtagelse. Det er en bog om en mand, Einar Z. Olsen, der vokser op i små kår, men sætter sig ét stort livsmål: Han vil være rig. Ikke bare moderat rig. Styrtende rig. Og det skal ske i al ubemærkethed. ”Einar er inkarnationen af det nye Norge. Han bliver rig i en fart, men uden at få sjælen med sig. Han lever sit liv i skyggen, men profiterer på andres indsats som en sugefisk, der sidder på en haj. Det er på samme måde med Norge. Vi skummer fløden på andres bekostning, men ingen opdager det. Der er en god portion dobbeltmoral i det, når vi tjener 3000 milliarder norske kroner på krigen i Ukraine,” siger Jan Kjærstad med henvisning til Norges uhyre profitable salg af olie og naturgas til opskruede priser i 2021-2025. Jan Kjærstad bemærker, at en svensk og en dansk avisredaktør, Björn Wiman fra Dagens Nyheter og Christian Jensen fra Politiken, hører til kritikerne af, at Norge beriger sig på verdens ulykkers bekostning. Men samtidig slår han fast, at den grundlæggende samfundsudvikling, han tager under behandling i sin roman, har været ens i de nordiske lande. Det spiller en mindre rolle, om pengene kommer fra olie og gas eller fedmemedicin. Rige blev vi. ”Vi forfattere er jo humanister, så grundlæggende ved vi ingenting om økonomi. Men det er jo åbenlyst, at der er sket noget i hele Norden. Vi har fået et helt andet forhold til penge og investeringer,” siger han og uddyber: ”Da jeg voksede op, var der ingen, der gik og talte om, at de handlede med aktier, og de folk, der var blevet rige på at være skibsredere, nedtonede deres rigdom. I dag er der 600.000 nordmænd, der er aktiespekulanter. Når mine to yngste børn på 21 og 22 år er

Bøger i tiden | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

til fest, sidder de unge og taler om alle de penge, de tjener på aktier.”

Seks grunde til at ville være rig

Vi er i selskab med Einar Z. Olsen, fra han som seksårig i 1959 på den centrale plads Youngstorget i Oslo får en blomme og en femøre foræret af sin navnebror, den socialdemokratiske statsminister og landsfader Einar Gerhardsen, født Olsen. Den smukke, kobberfarvede femøre med en stolt norsk elg som motiv vækker en trang til penge, som aldrig fortager sig hos den lille arbejderdreng. Fortællingen er opdelt i seks kapitler, som hver udgør en fortælling om, hvorfor mennesker vil være rige. Først barnets glæde ved at røre pengene. Dufte den metalliske duft af mønter fra 1958-serien. Syv mønter med kongen på den ene side og norske dyr på den anden. Egern, rype, elg, bi, mejse, elghund og hest. ”Jeg synes personligt, det er de smukkeste mønter, der nogensinde er skabt i verden,” jubler Kjærstad, inden han skruer ned for sin norske nationalstolthed og atter tager de mere analytiske briller på. ”Jeg prøver at skildre den basale glæde ved penge. Den glæde, som tydeligst kommer til udtryk, når onkel Joakim bader i sin pengetank i Anders And-bladene,” siger Jan Kjærstad, som i de efterfølgende fem kapitler beskriver Einar Z. Olsens kamp for at blive rig for at opnå sin elskedes kærlighed, for at redde et menneskeliv, for at realisere en boligdrøm, for at finansiere en hemmelig lidenskab og til sidst for at gøre noget godt. I dette tilfælde gøre noget godt for nationen ved at investere i innovation.

Fra barrikaderne til sofaen

Hvert af de seks kapitler er samtidig bygget op om et vigtigt valg i nyere norsk politisk historie, enten til Stortinget eller om norsk medlemskab af EU. ”Det er ikke, fordi det politiske aspekt ved valgdagene er så vigtigt for min historie. Men ved at lade mine hovedpersoner samles og følge valget fra de første prognoser, til resultatet er kendt, og undervejs få noget godt at spise og drikke, skaber jeg et baggrundstæppe for det hele,” forklarer Jan Kjærstad. Politisk sker der en udvikling for Einar og hans tre venner, Sixten, Boris og Toralv, fra de i 1960’erne samles som glødende tilhængere af det norske socialdemokratiske parti, Arbejderpartiet, og til de efterhånden er næsten indifferente over for, om deres gamle favorit eller det borgerlige Højre vinder valget. ”Sådan er det jo. Man er mere engageret som ung. Man føler, at mere er på spil. Efterhånden falmer visionerne, man kommer ned fra barrikaderne og lægger sig på sofaen,” siger Jan Kjærstad. Men han erkender samtidig, at der ikke kun er tale om en udvikling fra ung og idealistisk til gammel og pragmatisk, som gentager sig i hver generation. Noget helt særligt er sket i forfatterens levetid. Han citerer den britiske historiker Tony Judt for, at de skandinaviske velfærdsstater i perioden fra 1950’erne til 1980’erne var verdenshistoriens absolutte toppunkt i forhold til staters bestræbelser på at skabe et godt samfund: ”Men problemet var, at jo mere det lykkedes for politikerne at opfylde borgernes behov, desto mere misfornøjede blev vælgerne. Resultatet har været, at politik er blevet mindre visionært og mere pragmatisk. Vi har mistet det fælles projekt og den fælles fortælling. Hvad er historien om det moderne Norge ud over historien om landet, der blev for rigt?”

Olsen i muddergrøften

Jan Kjærstad mener, at historien om det nye Norge, der gik meget mere op i penge, begynder med Højre-lederen Kåre Willochs overtagelse af regeringsmagten i 1981, året inden Poul Schlüter (K) stod i spidsen for et lignende skifte i Danmark. Et af de nye norske lovtiltag dengang i 1980’erne var, at borgerne fik bedre adgang til at spekulere i aktier.

0 Femøren fra den norske møntserie fra årene 1958-1973 spiller en vigtig rolle som lykkemønt i Jan Kjærstads nye roman. FOTO: WIKIMEDIA COMMONS

”

Jeg lader min hovedperson udgå fra en hytte med græs på taget. Han drømmer om at få mere og mere, og det lykkes. Først en toværelses lejlighed, så en større og større bolig, indtil han til sidst igen sidder i en hytte med græs på taget.

JAN KJÆRSTAD

6 6  Jan Kjærstad Født den 6. marts 1953. Kandidat i teologi fra Universitetet i Oslo 1979. Gift med grafisk designer Terese Moe Leiner. Far til fire voksne børn. Bor i Oslo.

Debuterede som forfatter i 1980 med novellesamlingen ”Stille drejer kloden rundt”. Modtog i 2001 Nordisk Råds Litteraturpris for Jonas Wergelandtrilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, udgivet på dansk i 1994, 1997 og 2000. Siden har han blandt andet udgivet romanerne ”Kongen af Europa” (2006), ”Normans område” (2013), ”Slægters gang” (2016), ”Storefjeld” (2018), ”Mr. Woolf” (2020) og ”En tid til at leve” (2022). Romanen ”Valgdage” udkommet på forlaget Gyldendal.

Selvom Jan Kjærstad erkender, at hans økonomiske indsigt i udgangspunktet var begrænset, er han lidt stolt af sine grundige studier af, hvordan aktieinvestering foregik i 1980’erne. Det var dengang, internettet endnu ikke fandtes, så man foretog sine handler over telefonen. Han har blandt andet ført samtaler med direktøren for den norske oliefond, Nicolai Tangen, som netop begyndte at handle med aktier som 14-årig i de tidlige 1980’ere. Romanen er dog ingen investeringshåndbog. Ligesom Kjærstads andre bøger er det en fabulerende, omhyggeligt konstrueret fortælling, som blandt andet trækker på gamle eventyr. Jan Kjærstad synes, det bedste bud på en fælles grundfortælling, Norge har, er Asbjørnsen og Moes eventyr om Askeladden, der opnår alt ved hjælp af held. Til ”Valgdage” har han også fundet inspiration i brødrene Grimms eventyr ”Fiskeren og hans kone”, som også kendes i varianten ”Konen i muddergrøften”. Historien om den person, der aldrig bliver tilfreds, men kræver mere og mere, indtil Gud, skæbnen eller flynderen på det dybe vand taber tålmodigheden og tager det hele væk igen. ”Jeg lader min hovedperson udgå fra en hytte med græs på taget. Han drømmer om at få mere og mere, og det lykkes. Først en toværelses lejlighed, så en større og større bolig, indtil han til sidst igen sidder i en hytte med græs på taget,” fortæller Jan Kjærstad om romanen, der rummer mange forskellige handlingsforløb. Der er dog den markante forskel i forhold til eventyret, at Einar Z. Olsen som en sand nordmand elsker sin hytte. Modsat fiskerens kone er Olsens vej tilbage til muddergrøften ikke ubetinget en nedtur. Olsen overvinder selv sit allerstørste øjeblik af hybris – overmod. Mens konen i muddergrøften vil være konge, kejser og pave, vil Olsen være solkonge. Det bliver han i kraft af den gigantiske sum penge, han sidst i 1990’erne investerer i det norske solcellefirma Renewable Energy Corporation. Men han mister det hele, da selskabets aktiekurs styrtdykker. Ligesom Norge må han opgive drømmen om at blive rig på andre energiformer og gå tilbage til oliemilliarderne.

Håbet er det sidste, vi mister

Jan Kjærstad lader sin roman slutte ved stortingsvalget den 11. september 2017. Ligesom sin forfatter er Einar Z. Olsen ved at blive en ældre mand. Han har mange øretæver og ture i muddergrøften bag sig. Men han er ikke en slagen mand. Håbet er intakt. ”Min fortælling ender i en stor indre ro og en erkendelse af, at lykke selvfølgelig ikke er penge. Lykken er, at et andet menneske elsker dig. Men ligesom i virkeligheden får det hele ikke bare en lykkelig slutning,” siger Jan Kjærstad, som tilføjer, at historien handler om, hvor tilfældigt og uforudsigeligt et menneskeliv er: ”Vi kan aldrig beregne, hvad der vil ske. Ingen kunne forudsige coronapandemien, krigen i Ukraine, stormen på Kongressen i USA eller den voldsomme udvikling af kunstig intelligens. Det er, som om forandringerne i verden tager til eksponentielt, og det viser bare endnu tydeligere end nogensinde før, hvor afhængige vi er af andre mennesker.” I romanen viser det håbefulde element sig blandt andet ved, at der er én kærlighed, den aktieanalytiske hovedperson modtager sent i livet helt uden at have investeret i den: kærligheden mellem far og datter. ”Det oplever jeg som nåde. Den kærlighed, vi ikke kan beregne og ikke har fortjent, men som vi kan være så lykkelige at få alligevel,” siger den teologiuddannede forfatter, som ved siden af den nåde at få ufortjent kærlighed anser håbet for centralt i ethvert menneskes liv. Langt vigtigere end penge og aktieinvesteringer. ”Paulus fremhæver jo i Første Korintherbrev tro, håb og kærlighed, og selvom tilføjelsen er, at ’størst er kærligheden’, så er håbet også en meget stor bestanddel af det, der holder os i gang som mennesker. Det er en forpligtelse for os at håbe. Vi håber, selv når vi ligger ned. Selv når vi bliver alvorligt syge. Håbet er det sidste, vi mister.” J

20 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Det syder og bobler af kærlighed til litteratur, levet liv og København Einar Már Gudmundsson leverer en flagrende firserrundfart i litteraturens København. Lidt løst i fugerne er det, men også svært fascinerende

anmeldelse Lotte Kirkeby kultur@k.dk

”Ingen ved, hvad en roman er.” Således indleder den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson sin seneste bog, der udkom på dansk i april. Udsagnet tilskrives den danske digter og kritiker Poul Borum, der sammen med en lang række andre navnkundige danske forfattere fra 1980’ernes København bebor ”Alt fra hatte til sko”. Og Poul Borum fortsat: ”Før i tiden var skellet mellem kunstneriske romaner og underholdningsromaner tydeligere, eftersom underholdningsromaner handlede om folks ønskedrømme, men kunstneriske romaner om tilværelsens større scene.” Einar Már Gudmundsson placerer sig med sin seneste roman i den sidste kategori. Det handler nemlig om livet og om litteraturen, primært den danske, skrevet af forfattere som

2 Ligheden med forfatteren selv og hans levede liv fornægter sig ikke i hans bog om 1980’ernes København, men det skal vi ikke hænge os for meget i, skriver Lotte Kirkeby. FOTO: LEIF TUXEN

Søren Ulrik Thomsen, F.P. Jac, Klaus Høeck, Hans-Jørgen Nielsen, Villy Sørensen, Vita Andersen, Michael Strunge, Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup og Dan Turèll. Og så handler det ikke mindst om islændinge i København: ”Det var det rigtige sted at skrive og skabe, en dampende gryde for digtekunst og vers.” Det er Harald Markus Olafsson, der i en jegfortælling ser tilbage på sin tid som yngre mand i 1980’ernes København, præcis som han i Einar Már Gudmundssons ”Pasfoto” fra 2017 så tilbage på sin frie ungdom i halvfjerdserne og på den sommer, hvor han gravede grøfter i Norge. Ligheden med forfatteren selv og hans levede liv fornægter sig ikke, men det skal vi ikke hænge os for meget i. Som Harald selv siger: ”Nogle personer forsyner jeg med andre navne, andre beholder deres navn. Selv får jeg et nyt navn. I denne historie. For mig er virkelighed og digtning ét fedt. Digtning er virkelighed, og virkelighed er digtning.”

Einar Már Gudmundsson skriver voldsomt veloplagt i vanlig løst associerende og højt fabulerende stil. Det kan sine steder blive lidt løst i fugerne, lidt vel gentagende, sludrevornt, men kedeligt bliver det aldrig. Det er altid vedkommende, og der er en fremdrift og en kraft i fortællingen, som man må overgive sig til, og ”Alt fra hatte til sko” er lige dele erindring og poetik. Bogen placerer sig lige der, hvor digter-

at strikke på den samme trøje og pille den op igen og prøve én gang til, om ikke det ender med, at der kommer en ordentlig trøje ud af det” med for eksempel Halldór Laxness’, der er citeret for følgende: ”Romaner bliver som regel skrevet af uvorne knægte, åndløse magthaverspytslikkere eller fine pebermøer, der bare vil gøre sig bemærkede.” ”Alt fra hatte til sko” syder og bobler af kærlighed til litteratur, til København og til levet liv. Det er smittende. Og hvis man sidder tilbage og tænker, at det anekdotiske nærmer sig det henkastede eller endda anarkistiske, så kommer romanen selv med svaret på, hvorfor det er sådan: ”En fortælling er total frihed, følger love, som bliver til bag-efter. Derfor er der ingen, der ved, hvad en roman er.” J

ne og litteraturen hører hjemme, ”i spændingen mellem sindet og virkeligheden”, her i 1980’ernes København, der skrives frem i en så charmerende grad, at man ikke kan undgå at ønske, at man havde været der selv. Særligt kosteligt bliver det, når Einar Már Gudmundsson blander sine egne guldkorn, glimrende fordansket af Erik Skyum-Nielsen, som ”en god strikkekone sidder hele dagen og strikker og laver så godt som ingen fejl, men en forfatters arbejde består rimeligvis i hele tiden

4 stjerner

Einar Már Gudmundsson. Alt fra hatte til sko. På dansk ved Erik SkyumNielsen. 265 sider. 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.

Lisbeth Smedegaard Andersen giver liv til et afgørende kapitel i dansk kvindehistorie En bog om de læsende, tænkende og skabende kvinder i kredsen omkring Grundtvig

KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

KONCERT S A LEN A L SION

PERFEKTE JULEGAVER MOD JANUARY BLUES

FOR 8 MAGT ENHVER PRIS (EKSTRA)

10 SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER

SYNGENDE SATIRE

NYTÅRSGALLA

JAN

23 SEBASTIAN & LIS SØRENSEN JAN

TIDERNE SKIFTER

JAN

JAN

SHAKEN. NOT STIRRED.

24 SLYNGELORKESTRET LAUSENIANA

28 SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER

NYTÅRSKONCERT

2 X KOPPEL

JAN

JYSKE 17 DEN OPERA

PÅ 20 TÆT MADS LANGER

MASKARADE

INTIMKONCERT

MAR

IN CONCERT: 15 BOND THE MUSIC OF 007

MAR

JAN

2 LUFTENS HELTE

APR

17 TINA DICKOW

21 SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER

KONCERT

BEETHOVEN & LISZT

JAN

JAN

INTERNATIONAL BALLET 30 THE COMPANY BERLIN JAN

SVANESØEN

3 TRINE DYRHOLM

FEAT. LARS THIESGAARD

APR

6 CASPER CHRISTENSEN

MAR

STANDUP

WILLERSLEV 15 RANE & SIMON JUUL APR

STJERNEKLAR

HISTORIEN PÅ HOVEDET

w w w.koncer t salen-alsion.dk

Billetter: folkbaltica.de/dk

BLUM OG HAUGAARD & KÆMPEKOR

25. OKTOBER KL. 16 I KONCERTSALEN ALSION OPLEV UROPFØRELSEN AF STORVÆRKET ”LYKKENS SKIB”.

EFTERÅRSKONCERT

folkBALTICA Ensemblet

Harald Haugaard

HELENE BLUM OG HARALD HAUGAARD HAR SAT LYD TIL JOHANNES V. JENSENS ROMAN, KONGENS FALD. PÅ SCENEN STÅR KOMPONISTERNE SELV, ET BAND OG ET KÆMPEKOR PÅ OVER 150 SANGERE FRA HELE LANDET. BILLETPRIS: 120 KR. BØRN/UNGE: GRATIS Læs mere www.kor72.dk ARRANGØR

Køb billetter www.alsion.billetten.dk TAK TIL

22.11.2026 · 15.00

Riddersalen Sønderborg Slot

22 | Bøger i tiden

Kristeligt Dagblad Lørdag 26. september 2026

Finurlig, farlig og næsten skræmmende skarp Hvor hun dog kender hver en krog af sine mennesker og ser lige igennem dem, den prisbestrøede norske forfatter Helga Flatland. Men elsker hun dem også?

anmeldelse Liselotte Wiemer kultur@k.dk

Bag hvert vindue i hvert hus gemmer sig en hel verden – med skænderier, morgenmad og skilsmissebørn, sort undertøj og hvide løgne, forelskelser og afvisninger. Vrede, skuffelse, desperation, meningsløshed. Dobbelte følelser og følelser, der aldrig tør siges højt. Sådan er vores menneskeverdner, så sært forskellige, så fortvivlende ens. Og én gang er lykken, som Søren Ulrik Thomsen skriver. Og selvfølgelig findes alle disse liv også i den lille norske provinsby Skien på kanten af Telemark, hvor lokalsamfundets stolthed, Henrik Ibsen, blev født. En by, der er ”for stor til at være lille og for lille til at være stor”, som en søn siger under afskedsmiddagen med sine forældre: ”en mellemtilstand, hvor alle kender alle og alle dømmer alle”. Så galt er det nu ikke. Eller måske er det – set gennem norske Helga Flatlands røntgenskarpe blik – i virkeligheden endnu værre. Det antydes allerede på de første sider, hvor hele dramaets slutning serveres i en næsten blæret cirkelformet komposition. Men som læsere kan vi ingenting regne ud. Vi må først ind gennem vinduerne. I ”Så gør vi sådan” følger vi på skift tre hovedpersoner.

Der er den smukke Birgitte, som er i over-

gangsalderen med al den pine og selvpine, der følger med. Hun har to store børn, der er flyttet hjemmefra og alt for sjældent ringer, en mand, der ifølge hende ”ikke har emotionel kapacitet til at have flere følelser på en gang”, og dertil et kæmpe, altopofrende, evigt desperat hjælpehjerte. Der er Ebba, succesfuld dirigent og leder af det legendariske Skien Uafhængige Musik-

0 Den norske forfatter Helga Flatland (født 1984) er opvokset i Telemark, hvor hendes seneste bog foregår. Her ses provinsbyen Skien malet i 1822 af Jens Severin Schweder. FOTOS: GORM KALLESTAD/NTB/RITZAU SCANPIX/WIKIMEDIA COMMONS orkester, som hun sammen med sin mand stiftede for 30 år siden. Ebba bekræfter dagligt sin kærlighed til Bernhard gennem ”krig og forsoning i en evig runddans”. Bernhard er mere indeklemt i sine ægteskabelige følelser – sandsynligvis fordi han er en bedre musiker, der ikke længere kan spille. De har to døtre, og mordatter-relationen bæver og vakler som æblegelé. Det kræver alt sammen adskillige glas vin. Ofte med Birgitte. Og der er Anton. Vores egentlige ulykkesfugl, en sammensat karakter. Eller alt for lidt sammensat eller alt for forkert sammensat. Anton er gift med (siden skilt fra) Ebbas ene datter, Anette, som han har tvillingedrenge sammen med, og han går nu i terapi for at styre sin vrede. At der er god grund til det, må man selv læse sig til. Og vi bølger igennem den i hinanden forviklede trekant som skibe i havsnød. Vi aner ikke, hvor de går hen, og vi ser lige ind i dem. Fordi

de ikke selv aner, hvor de går hen, og hver time på dagen prøver at få fat i de håndtag, livet nu rækker dem.

Og det er netop det, Helga Flatland kan. Få

hver eneste minimale, skyskiftende nuance med i sine portrætter, alle de følelser, der kæmper om førstepladsen, ambivalensen, mulighederne, hengemte lag. Og skønt det hele er så cool registreret, pletvist sarkastisk, håber vi alligevel som læsere, at det må lykkes. At det må gå godt. At én gang er lykken. Men også den dobbelthed, fornemmer man, mellem en kølig forfatter og en varm læser er kalkuleret. Som da Birgitte i stigende grad fascineres af Anton. Som da Anton skal have sine deleunger juleaften. Og især som da hele orkestret inklusive frivillige skal på den årlige tur. Bare det går, tænker vi. Og tør næsten ikke trække vejret. Men selvfølgelig gør det ikke det. Horror er en bus til Danmark.

Hvor er det bomstærkt. Lige dele grotesk og tragisk. Men aldrig inderligt på den sentimentale måde. For overalt styres vi af forfatterens falkeblik, der som en almægtig, men indifferent gud eller en finurlig dukkefører dirigerer sine figurer. Og tåren fryser fast på vej ned ad kinden. J

Helga Flatland: Så gør vi sådan. Oversat af Lotte Kirkeby. 312 sider. 299,95 kroner. Turbine.

Sjældent har jeg læst en roman med et så intenst sug Med romanen ”Ligene vi begravede” modtog Lina Wolff sidste år Sveriges største litteraturpris, Augustprisen. Det forstår man godt

anmeldelse Lotte Kirkeby kultur@k.dk

De hedder egentlig Eleonora og Ulrika, de unge piger, der er hovedpersonerne i svenske Lina Wolffs seneste roman. Men det bliver de ikke kaldt. De navne passede ikke, mente deres plejeforældre, Leif og Jenni, til den lille flække, hvor pigerne kom til at vokse op, da deres biologiske forældre døde i en bilulykke. De bliver i stedet kaldt Peggy og Jolly. Det er Jolly, der er fortælleren i ”Ligene vi begravede”. Hun benytter sig af et jeg, men også et meget stærkt vi. Den by, som pigerne vokser op i, er nemlig ikke blot et helt konkret geografisk sted. Det er også en mental tilstand, som det er så godt som umuligt at ryste af sig, og Jolly mener, at man altid vil bære rundt på et nulpunkt i sig, når man kommer fra deres sted:

”Men med tiden vil nulpunktet indhente en. Det er umuligt at lukke øjnene for noget og især for mørke. Man vil blive nødt til at indse, at man selv er en selv, og alle de gange man har forsøgt at blive en anden, er det mislykkedes.” Hvem af de to søstre der har størst held til at blive en anden og slippe ud af den by, der ikke engang duer til at dø i, skal ikke afsløres her. Det er det formentlig eneste berømte bysbarn, der i romanen går under navnet 1800-talsforfatterinden, men er modelleret over den svenske forfatter Victoria Benedictsson, der udtaler de hårde ord om byen. Victoria Benedictsson havde i 1886 et stormfuldt kærlighedsforhold til danske Georg Brandes og endte sine dage for egen hånd på Hotel Leopold i København i 1888. Hendes liv og død bliver beskrevet i romanen, hvor hendes ord om byen som uduelig til at dø i bliver gjort grundigt til skamme. Det vælter nemlig bogstavelig talt med dødsfald: Et tvillingepars forsvinden fungerer som motor og spænding romanen igennem, og som titlen mere end antyder, er der også lig, der skal begraves, i såvel faktisk som i mere overført betydning. ”Ligene vi begravede” har et af de stærkeste sproglige sug, jeg længe har oplevet. Det er frivolt, morbidt og nærmest hysterisk veloplagt, og det skruer sikkert et lille skånsk og meget dysfunktionelt univers sammen. Det bliver be-

folket af mennesker som Pikken i svinget og Aben, af Plejefar, der driver skrotpladsen, og Plejemor, der arbejder på Ornestationen, af Draco, der er indehaver af byens boghandel, hvor der efter sigende skulle befinde sig en bog indbundet af hud fra et menneske, Solbritt og flygtningene og sidst, men ikke mindst af de to søstre, hvis symbiose bliver brudt, da puberteten rammer Peggy og lader Jolly alene tilbage: ”Der lå et svigt i de bryster, for nu var det ikke alene hendes sind, men også hendes krop, der havde efterladt mig i barndommen og selv var gået videre til noget andet, en slags hemmeligt rum med gådefulde forbindelser og pagter.”

i Jana Kippo-trilogien, den har suspensen og mørket som hos Kerstin Ekman i ”Hændelser ved vand”, og den har det stærke kvindefællesskab, den maniske energi og den frygtløse hævntørst som i ”Thelma & Louise”. Også sproget er som en roadmovie, det spinder velsmurt i en realisme, der er mørk og rå og samtidig bærer en voldsom uvirkelighedsfornemmelse med sig. Det er væmmeligt, giftigt og vanedannende, men man sluger det begærligt, og selvom læseoplevelsen er større end eftertanken, fortjener ”Ligene vi begravede” til fulde sine fem stjerner, da den, mens jeg vendte siderne, stak fuldstændig af med mig. J

Lina Wolff har skrevet en roman om for-

soning, forladelse og forandring, men hun har også skrevet en roman om fortællingen og om den magt og kraft, som den bærer i sig. Det er Jolly sig smerteligt bevidst: ”(...) så er der én ting, der er sikker, og det er, at man altid bør skrive sin historie ned, inden man dør (...) og hvis der er noget, jeg har forstået, så er det, at når man først er borte, så er det efterverdenen, der står for narrativet.” Og det forsøger hun at komme i forkøbet med den kløgtigt doserede fortælling, som hun lægger stemme til. ”Ligene vi begravede” har lillebyens dysfunktionalitet, som den ses hos Karin Smirnoff

Lina Wolff. Ligene vi begravede. På dansk ved Andrea Fehlauer. 290 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag.

Bliv en del af Kristeligt Dagblads

Kristeligt Dagblads Læsekreds er et nyt fællesskab for avisens abonnenter. I læsekredsen vil Kristeligt Dagblads journalister og redaktører på skift vælge en bog – det kan være en klassiker eller den store samtidsroman – som vi læser i fællesskab. I avisen, i læsekredsens nyhedsbrev og på k.dk kan du få inspiration og konkrete spørgsmål til læsekredsens bøger, ligesom vi bringer journalistik om det læsende Danmark. Vi håber også, at du vil dele dine egne oplevelser med bogen, ligesom du til særlige live-arrangementer kan møde forfatterne. Velkommen til Kristeligt Dagblads Læsekreds.

Tilmeld dig læsekredsens nyhedsbrev, og læs mere på k.dk/laesekreds

HHHHH – BERLINGSKE

”Roald Als er stadig nummer ét. Han er vores sidste store bladtegner.” – WEEKENDAVISEN

ROALD ALS DANSK POLITIK HAR TEGNET

GENNEM FEM ÅRTIER

TOBINDSV MED MER ÆRK E END

1300

TEGNINGE R! ROALD ALS er en af Danmarks mest markante avistegnere. I næsten fem årtier har han kommenteret og spiddet dansk politik med sine bidende og satiriske tegninger. Nu har han samlet de bedste fra alle årene i dette monumentale bud på en moderne politisk danmarkshistorie. Tegningerne er ledsaget af faktuelle, humoristiske tekster, ligesom hvert nyt kapitel indledes med en introducerende tekst til perioden.