TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 25. APRIL 2026
... En af de største glæder i livet er at glæde andre
Frelsens Hær sørger for mad, varme og håb - 365 dage om året.
Lad
arv gøre en forskel.
Alting har en tid, lyder de kendte ord fra Prædikerens Bog. En tid til at fødes, en tid til at dø. Men selvom forgængeligheden er et vilkår, kan den være vanskelig at forlige sig med. Med tillægget Arv&Testamente belyses en række af de svære, store og praktiske overvejelser, som livets afslutning bringer med sig, gennem både nye og tidligere bragte artikler. Tak, fordi du læser med.
4 Nyhed Danskerne giver rekordstore arvebeløb til velgørenhed
6 Interview Danskernes testamenter viser, at døden er blevet mindre tabubelagt
8 Signatur Journalist
Trine Lavgesen skriver nekrologer over almindelige mennesker
10 Kommentar Operasanger
Jens-Christian Wandt foretrækker begravelser frem for bryllupper
12 Guide Meget skal gøres, når en pårørende dør. Få et overblik over opgaverne
16 Baggrund Begravelsesritualer afslører vores forestillinger om livet efter døden
18 Nyhed Stigende priser får flere danskere til at sælge ud af arvesølvet
18 Nyhed Lyd kan give sørgende forældre et sted at placere deres sorg
20 Reportage Kirkegårdsvejleder Stine Helweg frygter, at kirkegårdene vil miste deres betydning
22 Interview Specialsygeplejerske Anneke Beltman hjælper mennesker i deres sidste tid
26 Baggrund Nu kan kunstig intelligens fastholde afdøde i vores liv. Hvad betyder det?
30 Nyhed Flere præster i folkekirken faciliterer ventesorggrupper
32 Interview Hospitalsklovnen Makaroni oplevede en ny mening med sit arbejde, da han deltog i seksårige Floras bisættelse
34 Kommentar Nu anerkender vi dødslejefænomener, skriver forfatter Laura Engstrøm
36 Guide Det er vigtigt at få styr på sine digitale minder, før det er for sent
38 Nyhed Danskerne arver køkkengrej i stor stil
12
22
8
Udgivet af Kristeligt Dagblad
Amalie Obbekjær Jensen
Layout: Grethe Nielsen
Vil du være med til at bringe
Bibelen
videre til kommende generationer?
Når du betænker Bibelselskabet i dit testamente, er du med til at sikre, at Bibelen fortsat kan blive oversat, udbredt og delt – både i Danmark og ude i verden. Vi er en almennyttig organisation med mere end 200 års historie, der arbejder for at gøre Bibelen tilgængelig og nærværende.
Hos Bibelselskabet står vi klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål om arv. Susanne Borch er Bibelselskabets juridiske rådgiver, og hun har stor erfaring med at varetage testamente og arv. Du er velkommen til at kontakte hende direkte på telefon: 23 20 00 84.
Du kan læse mere på: www.bibelselskabet.dk/arv Hvis du ønsker yderligere information, er du velkommen til at kontakte os på: arv@bibelselskabet.dk.
Vi er med i Det Gode Testamente! Det Gode Testamente er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at være bedre til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.
Fotos: Unsplash og
Captured
Fotostudie
4 Danskerne vil især gerne donere penge til velgørenhed gennem arv og testamenter. Det mærker organisationer som Dansk Røde Kors, Blå Kors og Amnesty Danmark.
Danskerne giver rekordstore arvebeløb til velgørenhed
Penge fra arv og testamenter får donationer til velgørenhed til at slå rekord nyhed
Emilie Gammelgård Jørgensen og Britta Søndergaard soendergaard@k.dk
Danskerne er et gavmildt folk. Det er i hvert fald, hvad konklusionerne fra Isobros seneste indsamlingsundersøgelse viser. Den årlige rapport analyserer udviklingen i danske velgørende organisationers indtægtsgrundlag og indsamlingsresultater.
2024 blev et rekordår for de almennyttige, humanitære og kirkelige organisationer, der tilsammen fik 7,6 milliarder kroner fra danskerne. Hos Isobro glæder man sig over det fine resultat, men man er ikke overrasket, fortæller brancheorganisationens formand, Kenneth Kamp Butzbach:
”Vi ved, at der kan være store udsving fra år til år, alt efter om der er ekstraordinære begivenheder, der fylder i danskernes bevidsthed. Men generelt er deres lyst til at engagere sig i civilsamfundet og give til dem, der har brug for det, altid til stede.”
Undersøgelsen viser, at de velgørende organisationers indtægter i 2024 steg med 8,4 procent sammenlignet med året inden. Den udvikling skyldes i høj grad donationer fra privatpersoner, der steg med 10,7 procent sammenlignet med året inden. Siden 2020 er indtægter fra private donationer vokset med 24 procent.
Den store højdespringer i undersøgelsen er indtægter fra arv og testamenter. Fra 2023 til 2024 steg de velgørende organisationers indtægter fra arv med hele 54 procent, svarende
til 469 millioner kroner. Arv indbragte sidste år organisationerne i alt 1,3 milliarder kroner.
Kenneth Kamp Butzbach fortæller, at indtægterne fra arvesummer kan skifte meget fra år til år.
”Der kan komme en stor arv ind til en organisation, som de ikke havde året inden. I disse år er der også godt gang i huspriserne, og det har stor betydning.”
Af samme årsag arbejder Isobro på nuværende tidspunkt på at danne sig et mere indgående kendskab til, hvor mange danskere der testamenterer til velgørenhed. Generelt ligger væksten i indtægter fra arv på niveau med indtægter fra eksempelvis virksomheder og fonde.
Kenneth Kamp Butzbachs forsigtige bud er, at flere fremover vil donere deres arv. Det skyldes blandt andet, at mange organisationer er blevet bedre til at gøre opmærksom på muligheden for at donere gennem sit testamente.
Konsulent Stig Fog har mange års erfaring med indsamlinger til nødhjælp. Han ser også de stigende indtægter som et udtryk for, at de humanitære organisationer er begyndt at arbejde mere systematisk med at få danskerne til at testamentere til gode formål.
”Da jeg begyndte i Folkekirkens Nødhjælp i 1990’erne, var det de sygdomsbekæmpende organisationer og dyreværnsforeninger, der gjorde meget ud af at få mennesker til at testamentere til velgørenhed. I dag er resten af indsamlingsdanmark kommet med,” siger Stig Fog.
Værdibaseret arv
Røde Kors er en af de organisationer, der får flere donationer fra arv end tidligere. I 2024 modtog Røde Kors 67 millioner kroner i arvemidler fordelt på 43 sager.
”Nogle testamenterer tocifrede millionbeløb. Andre mindre. De stigende boligpriser og aktiebeholdninger har også betydning for arveindtægterne,” siger chef for fundraising i Røde Kors Morten Purup Jørgensen.
Tendensen med flere testamentariske gaver genkendes også i Indre Mission.
” Der kan komme en stor arv ind til en organisation, som de ikke havde året inden. I disse år er der også godt gang i huspriserne, og det har stor betydning.
KENNETH KAMP BUTZBACH, FORMAND FOR BRANCHEORGANISATIONEN ISOBRO
6 Bag om tallene
I 2024 blev lige omkring 7,6 milliarder kroner doneret til danske velgørende organisationer. Indtægterne kom blandt andet fra indsamlinger, gavebidrag, genbrugssalg og arv. Det er en vækst på 38 procent siden 2020. Tallene fra 2025 er endnu ikke opgjort. Af de 7,6 milliarder kom lidt over 1,3 milliarder fra arv og testamenter.
KILDE: ISOBRO
”Allerede i år har vi modtaget ni millioner kroner i arvegaver mod normalt 7,5 millioner kroner på et år. Folk er bedre økonomisk etableret i dag, og det er deres børn også. Derfor vil mange gerne give til velgørenhed,” siger økonomichef i Indre Mission Henrik Kristoffersen. De kirkelige organisationer oplever da også en generel stigning i donationer, omend mindre end for de øvrige grupper af velgørende organisationer.
Mellem 2020 og 2024 steg de kirkelige organisationers indtægter fra donationer med 84 millioner kroner.
”Det er mit indtryk, at de kirkelige organisationer ikke har investeret lige så meget i at gøre opmærksomme på sig selv. Vi kan se på tallene, at de faktisk har højere gennemsnitsbeløb på deres donationer, og det kunne tyde på, at det er folk med nært kendskab til organisationerne, der donerer,” siger Kenneth Kamp Butzbach.
Sidste år fik 86.000 danskere udfærdiget et testamente, og det er en fordobling i forhold til for 10 år siden.
Den udvikling styrker også de velgørende organisationer, forklarer chefjurist i den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik Katrine Lindgaard Pedersen.
”Flere lever alene og i familie-konstellationer, hvor man ikke bor sammen, eller hvor man ingen børn får. Det betyder, at flere arvinger skal betale den høje boafgift på 36,25 procent, og det kan undgås, hvis en velgørende forening får en del af arven,” forklarer Katrine Lindgaard Pedersen og fortsætter:
”Samtidig med at vi bliver rigere, får idéen om en værdibaseret arv også større betydning. Lige nu befinder vi os i en tid med krig og ødelæggelse, og for rigtig mange af vores klienter giver den udvikling motivation til at betænke et velgørende formål. Testamentet er ikke længere kun et redskab til fordele arv mellem familie og venner, men også en måde at sætte et aftryk efter sig og støtte en sag, der ligger en på sinde.”
Efterlad en bedre verden
Når du testamenterer et bidrag til DRC Dansk Flygtningehjælp, har det stor betydning for familier i verdens brændpunkter. Over alt i verden står vi parat med akut nødhjælp, beskyttelse og varige løsninger til kvinder, mænd og børn, der er tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig og konflikter.
Dit bidrag går bl.a. til:
• Akut nødhjælp
Uddeling af vand, mad, hygiejnesæt, babyudstyr, tøj, tæpper, køkkengrej.
• Husly
Etablering af flygtningelejre og genopbygning af ødelagte boligområder.
• Vand og sanitet
Uddeling af rent vand, sikring af permanent vandforsyning og latriner.
• Børneliv
Genopbygning af skoler og facilitering af traumebehandling og hjælp til undervisning.
• Indkomstskabende projekter
Støtte til flygtninge med iværksætteri så de kan skabe sig et livsgrundlag.
DRC Dansk Flygtningehjælp er fritaget for arveafgift.
Hvis du betænker DRC Dansk Flygtningehjælp i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og økonomisk hjælp til oprettelse af dit testamente.
Se mere på www.drc.ngo/arv eller ring til os på tlf. 3373 5000
Døden er mindre tabubelagt, viser danskernes testamenter
Danskerne er blevet rigere, og de vil sætte deres aftryk i verden. Derfor slår donationer gennem arv til velgørenhed alle rekorder, siger ekspert interview
Maja Funch funch@k.dk
Der er både verdslige og idémæssige årsager til, at danskerne i disse år testamenterer mere end nogensinde før til velgørenhed. Det siger Charlotte Gade, som er sekretariatschef for Det Gode Testamente, der består bag 60 velgørende organisationer, som er gået sammen for at støtte danskere, der overvejer at gøre noget godt via deres testamente.
5 Hvad mener du med, at arveloven ikke er designet til de liv, mange lever i dag?
Arveloven er indført i en tid, hvor mange danskere levede i kernefamilier. Men i dag har vi umanerligt mange familiekonstellationer. Som med så meget andet har virkeligheden overhalet lovgivningen.
5 Hvordan mærker I konkret, at døden er mindre tabuiseret?
5 Danskerne testamenterer store summer til velgørenhed. I 2024 over en milliard – en stigning på 80 procent i donationer gennem arv på fem år. Hvad er forklaringen? Jeg har tre forklaringer. Den første er, at danskerne ønsker at bestemme mere selv. Tabuet mod at tale om død og penge bliver mindre, og flere opdager, at det, de ønsker ikke sker automatisk, for arveloven er ikke designet til mange af de liv, folk lever i dag. De får en aha-oplevelse og finder ud af, at det er relevant at skrive testamente – som det er for de fleste. De to sidste årsager er ydre faktorer. Det er den demografiske sammensætning med flere ældre og dermed flere afdøde personer og de stigende ejendomspriser, der gør, at arven er større.
Døden er et emne, der oftere nævnes, og som man går i dybden med; i bøger, film, musik og medierne. Det giver plads til en refleksion om, at døden faktisk er noget, ’vi også kan tale om i vores familie’.
5 Du taler også om ”selvbestemmelse”?
Danskerne er generelt gavmilde og giver i stor stil, også når de ikke er her mere. Men vi ser et gennembrud i danskernes måde at tænke arv på, fordi mange ønsker at efterlade sig et personligt aftryk efter bevidste valg, der afspejler deres værdier. Enten er det ønske baseret på de erfaringer, man har haft i livet for eksempel med alvorlig sygdom, eller hvis man eksempelvis har fået julehjælp. Det er en tanke om, at
6 Charlotte Gade
Er født 1970. Sekretariatschef for Det Gode Testamente.
Er uddannet civiløkonom.
Bor i Hornsherred med sin kæreste og har en voksen datter.
’det, der dannede mig, vil jeg gerne se, at andre får mulighed for’. Eller det kan handle om ens livsværdier generelt. Hvis man gerne vil se sine børnebørn løbe på bare tæer i græsset, er det måske de naturbevarende organisationer, man testamenterer til.
5 Hvad er så de store trends? Historisk og aktuelt er det de sygdomsbekæmpende- og handicaphjælpende organisationer, der gives flest midler til, i 2024 cirka 612 millioner kroner. Dernæst er arv til de internationale hjælpeorganisationer stigende, fordi folk får mange informationer om, hvad der sker i verden. De fik cirka 325 millioner kroner i 2024. Og så er der selvfølgelig en trend med natur, dyr og miljø. De organisationer fik cirka 233 millioner kroner. På fjerde- og femtepladsen kommer nationale, sociale og humanitære organisationer samt kirkelige organisationer med henholdsvis cirka 99 og 64 millioner kroner.
5 Er der noget, man ikke støtter så meget mere?
Det ser vi faktisk ikke. Vi ser, at kagen bliver større. Det Gode Testamente er et samarbejde mellem velgørende organisationer, og flere og flere af de små vil gerne være med. Arv til velgørenhed forbinder menneskers liv med den fremtid, man ønsker at skabe.
5 Har du styr på dit eget testamente? Ja, det er vi i proces med hjemme hos os.
Testamente
til fordel for Dansk Kræftforskningfond skaber resultater
Fonden er fritaget for at betale boafgift, og alle beløb går ubeskåret til kræftforskning. Midlerne bliver uddelt af internationalt anerkendte kræftforskere, der ligesom bestyrelsen arbejder ulønnet for fonden
Dansk Kræftforskningsfond c/o Skau Reipurth Advokatpartnerselskab
Amaliegade 37, 1256 København K Telefon 3841 1441
Danske Bank, reg. 3946, konto 394 63 63 618 www.dansk-kraeftforsknings-fond.dk
GØR LÆGEHJÆLP TIL
EN DEL AF DIN HISTORIE
Vores historie bliver formet af det liv, vi har levet. Med din arv kan du tilføje et meningsfuldt kapitel. Støt Læger uden Grænser i dit testamente og gør lægehjælp til en del af din historie.
Læs mere og bestil vores gratis informationsfolder om arv og testamente på www.msf.dk/arv
Kontakt advokat Vibeke Samuelsen fra Moltke-Leth Advokater på tlf. 33 11 65 11 eller via e-mail til vs@moltke-leth.dk
Foto:
Isha Ali Modu er én dag gammel og indlagt på vores intensivafdeling i Maiduguri, Nigeria.
ILLUSTRATION: RASMUS JUUL
2 De døde bliver ofte omtalt i positive vendinger. Men glansbilleder afspejler ikke rigtige liv, skriver journalist Trine Lavgesen, som har skrevet flere end 50 nekrologer over almindelige mennesker.
Journalist: Jeg kan ikke høre om en sær vane uden at tænke på døden
signatur
Trine Lavgesen livogsjael@k.dk
Selvfølgelig sker det, at jeg får et nej. Men langt de fleste går med til at fortælle om deres mors barndom eller kærestes sære vaner. Her er, hvad jeg har lært af at skrive nekrologer over helt almindelige mennesker
JEG MISTÆNKER , at jeg har fået mig en arbejdsskade. Det er ikke, som man måske skulle tro, mine anstrengelser foran computeren, der har ledt til musearm eller tennisalbue, nej: Jeg har lagt mærke til, at når nogen fortæller en kuriøs detalje om en ven eller et familiemedlem, tænker jeg automatisk: ”Dét ville passe godt ind i en nekrolog.” Og det er vel at mærke selvom vedkommende er lyslevende og uden planer om at dø foreløbig.
Som journalist har jeg efterhånden skrevet mere end 50 nekrologer. Ikke over skuespillere, politikere eller andre berømtheder, men over helt almindelige mennesker, der ikke var kendt i offentligheden. Når jeg henvender mig til de efterladte, bruger jeg nogle gange udtrykket ”(u)almindelige mennesker”, for al erfaring viser, at såkaldte almindelige mennesker har det med at være særprægede på hver deres måde. Og her ligger formentlig forklaringen på min nyvundne besættelse af sigende detaljer. De små særpræg, der røber noget stort.
Det kunne være 105-årige Inga Linde Jensens vane med at dække op til hund og kat ved bordet. Eller isenkræmmer Jesper Pabst, der ville stedes til hvile i en
speciallavet kiste formet som en XXXL-version af hans foretrukne værktøjsboks.
Det kan være faste udtryk. Var der noget, de altid sagde? Jeg vil så gerne give den portrætterede ordet. Som far til to Michael Wilhelmsen, der tit spurgte sine børn: ”Vil I med i byggemarkedet?” Han var ingen stor handyman, så når det spørgsmål kom, vidste ungerne, at de havde en overraskelsestur i vente.
NOGLE LIV HAR VÆRET BRUTALT KORTE – en gymnasieelev, en kirurg, der faldt om på en nattevagt, en mor til to, der døde i barselssengen. Andre har været mætte af dage, klar til at sige farvel.
Engang imellem er det jer, læserne, der henvender jer til avisen med et navn. Andre gange er det en dødsannonce, der vækker opsigt. Men oftest begynder det på sociale medier, hvor pårørende allerede er i gang med at fortælle om et liv, der er forbi.
Der er nogen, der takker nej. Men det er faktisk ikke
Helga Pallesen var ”eventyrlysten”. Men man forstår det bedre, når man hører, at hun som 85-årig tog med sine børnebørn på rygsækrejse til Kina.
ret mange. Mange finder trøst ved tanken om, at andre kan læse med. At deres familiemedlem kan gøre indtryk på andre, som han eller hun har gjort det på dem. Alligevel bliver jeg gang på gang forbløffet over den generøsitet, der møder mig. I timevis har voksne børn, ægtefæller og venner fortalt om første forelskelser, ungdomsoprør, opdragelsesmetoder og morgenrutiner. Om trosforhold og afskeden ved dødslejet. Jeg bliver lukket ind på sygehusgange, ved køkkenborde, på arbejdspladser og i ægteskaber.
Jeg lytter ekstra godt efter, når jeg pludselig ser den afdøde for mig. Ja, Anita Bøjlund var ”en højtelsket lærer”, men det siger mere, at terminsprøverne på den skole, hvor hun var ansat, blev udskudt, fordi hun skulle bisættes.
Og jo, Helga Pallesen var ”eventyrlysten”. Men man forstår det bedre, når man hører, at hun som 85-årig tog med sine børnebørn på rygsækrejse til Kina.
TIT BLIVER JEG OGSÅ MINDET OM, at mennesket sjældent kun er én ting. Engang talte jeg først med en ven. Han gav indtryk af en hovedperson, der aldrig gik glip af en fest og smittede alt og alle med sit gode humør. Senere interviewede jeg et familiemedlem, hvis første kommentar var: ”Ja, men han var jo ikke noget stort familiemenneske.”
Glansbilleder afspejler ikke rigtige liv. Så hvad var deres sorger? Hvad kunne gøre dem vrede? Hvad var det værste ved dem? Der bliver nogle gange stille i røret, men det er ofte dér, at et vaskeægte menneske træder frem.
Og så har jeg lært, at man godt kan fælde en tåre i telefonen uden at blive opdaget. J
Giv dit livs gave til klimaudsatte kvinder
Selv en lille gave i dit testamente kan gøre en kæmpe forskel for kvinder, der har mistet alt til klimakatastrofer
Dine værdier kan sætte varigt aftryk Når du laver testamente, beslutter du selv, hvordan dine værdier skal leve videre. Din arv kan blive den forskel, der skaber liv, fremtid og fællesskaber for kvinder i klimaudsatte lande.
Klimaudsatte kvinder er særligt sårbare, når klimakatastrofen rammer. Men får de hjælp og støtte, så går de forrest og skaber en bedre fremtid for både sig selv, deres familie og hele lokalsamfundet.
Kontakt CARE, hvis du vil vide, hvordan du kommer i gang med dit testamente.
Jeg synger hellere til en begravelse end til et bryllup
Det er aldrig rutine at synge til begravelser. Den kiste, man står ved siden af, indeholder et unikt levet liv, og sangen bringer de pårørende vigtig lindring.
DØDEN ER PÅ ÉN GANG dragende og frastødende. Det eneste sikre ved livet er, at vi skal dø, og om man er døende eller pårørende – musik er det bedste redskab til lindring af sorgens smerte. Forløsende, mindevækkende, taknemmelighedsgivende og trøstende. Hvorfor vil jeg hellere synge til en begravelse end til et bryllup? Fordi musik kan noget særligt i sorg. Jeg synger naturligvis også gerne til et bryllup, men hvor sangen til et bryllup bliver en del af en større helhed, bliver sangen til en begravelse noget essentielt. Det er ofte en sang, som betød noget for afdøde, måske endda valgt af afdøde selv. En sang, som vækker minder, og som mange gange bliver det mest personlige ved en begravelse. Jeg har gennem årene sunget til mange bisættelser og begravelser, både ved folk jeg kendte – ja, sågar ved mine egne forældres bisættelser, men også ved folk, jeg aldrig har mødt eller kendt. Hver gang har jeg oplevet, hvor meget sangen har betydet, fordi ordene og musikken har talt og båret videre.
NOGLE GANGE HAR JEG UNDRET MIG over familiens ønsker – men efterfølgende oplevet, at det rent faktisk gav mening. Jeg glemmer aldrig, da jeg for mange år siden blev bedt om at synge ”Gi’ mig en hest mor” til begravelsen af en 94-årig mand, eller luftkaptajnen fra SAS der havde ønsket, at jeg skulle synge ”Flyv fugl! Flyv over Furesøens vove”, eller den ensomme kvinde i Vestjylland der havde bedt om Katy Bødtger-hittet ”Giv mig en blomst, mens jeg lever” – hvor første vers begynder med linjerne: ”Giv mig en Blomst, mens jeg lever, og øjet kan frydes derved!
Mit øje ej skuer de Blomster, Du lægger paa Kisten ned.”
Var det hendes yndlingssang, eller var det hendes snedigt udtænkte sidste hilsen til dem, der trods alt dukkede op til bisættelsen, men måske sjældent havde besøgt hende i levende live?
DET INTERESSANTE ER , at den bedste musik, der findes, er skabt i sorg. Når organisten skal vælge musik til langfredag, er der et væld af værker at vælge imellem, men når der skal vælges musik til påskemorgen, er det begrænset, hvor meget god musik der findes.
Jeg tænker ikke på salmerne, men på de værker, som koret skal synge, og som organisten skal spille til præ- og postludium. Korsfæstelsen har inspireret
Selvom jeg har sunget ”Du, som har tændt millioner af stjerner” mange gange, bliver det aldrig rutine.
til væsentligt mere god musik end opstandelsen. Tænk blot på de sange, der rører dig, der går i hjertet på dig. Jeg er sikker på, det er sange, der er skabt i modgang, i sorg, i mørke. Måske ikke døden, men så en kærestesorg, en verden i modgang, et liv, som ikke er, som det burde ... det rørende er sjældent det lyse og lette.
Det stærke er, at det at synge til en bisættelse aldrig bliver rutine. Selvom jeg har sunget ”Du, som har tændt millioner af stjerner” mange gange, bliver det aldrig rutine. Hvorfor? Fordi den kiste, jeg står lige ved siden af, indeholder et unikt levet liv, og fordi jeg hver eneste gang mærker, hvor meget det rører, når jeg synger linjerne:
”Tak for den lysende dag, der er gået, gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået, tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!”
Så selvom døden netop nu er på mode i medierne, bliver den aldrig mode for dem, den rammer, om du er pårørende eller ligger på det yderste på et hospice. ”Det er vel mit liv!”, råber Ken Harrison i Brian Clarks skuespil med samme titel. Ja, det er dit liv –om du er pårørende eller døende, det er dit liv, og netop derfor kommer din død aldrig på mode. J
Jens-Christian Wandt er operasanger
nyt
Dødsdoula hjælper, når døden er svær
I et nyligt interview afslørede den berømte skuespiller Nicole Kidman, at hun efter sin mors død vil uddanne sig til dødsdoula. En dødsdoula er en form for vågekone, men mens en vågekones primære opgave er at sidde ved dødslejet, spiller doulaen en mere aktiv rolle i at guide den døende og dennes familie i de sidste timer. Dødsdoulaen kan også tilbyde hjælp til de efterladte efter dødsfaldet. Det er en rolle, som ikke kræver autorisation eller en sundhedsfaglig uddannelse, og en doula behandler derfor heller ikke. Herhjemme er det endnu ikke så udbredt at gøre brug af
dødsdoulaer, men de findes –og en af dem er Birgitte Mote. Hun har arbejdet som dødsdoula siden 2020. Hun siger til Berlingske, at det kan give mening at hyre en dødsdoula, hvis døden er svær for enten patient eller familien. Det er typisk de pårørende, som kontakter hende. ”Så bliver jeg ringet op og får at vide: Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal være i det. Han er bange, han vil ikke tale om det – eller også vil han tale om det, og vi kan ikke,” siger hun.
Birgitte Motes erfaring som dødsdoula er, at vi danskere ser for firkantet på døden. Forestillingen om den rolige og smukke afslutning, hvor hele familien er samlet om den døende, fylder mere, end
den burde, mener hun. Men en værdig afslutning behøver ikke at være harmonisk, påpeger hun.
”Den gode død findes ikke. Jeg arbejder altid for den bedst tænkelige død, og den bedst tænkelige død er, at vi får talt om det, der er vigtigt, inden det er for sent,” siger hun.
Mindesmærkebænke vinder frem i England
I den engelske by Hartlepool har den lokale myndighed været nødt til at sætte en stopper for en voksende tendens: installeringen af såkaldte mindesmærkebænke. Det skriver den britiske avis The Guardian. Bænkene placeres i offentligheden af privatpersoner,
hvor de fungerer som mindesmærker for afdøde personer, og traditionen daterer helt tilbage til den victorianske æra i 1800-tallets England. Men de seneste år har efterspørgslen vokset sig så stor, at flere engelske byer og parker har svært ved at følge med.
Det gælder blandt andet Hartlepool. I The Guardian skriver journalist og sociolog Anne Karpf, at bænkenes popularitet er et udtryk for et skift i måden, vi sørger.
”Mindesmærkebænke vidner om et behov for at sørge, ikke kun bag lukkede døre, men
2 Især indbyggere i sekulære samfund har behov for at vise den private sorg i et offentligt rum, ifølge sociolog.
også offentligt – et skift, som den digitale kultur sandsynligvis har bidraget til, og som manifesterer sig særligt stærkt i sekulære lande, hvor sorg ikke formidles gennem kirken.”
Anne Karpf hæfter sig ved, at bænkene, i modsætning til kirkegården, er placeret der, hvor livet leves. I parken, ved havnefronten eller på en gågade. Derfor kommer bænkenes popularitet heller ikke bag på hende. Hun skriver: ”Det bringer erindringen om [den afdøde] tilbage i hverdagens travlhed.” J
FOTO: PETRA THEIBEL JACOBSEN
FOTO: WIKIPEDIA
Frelsens Hær sørger for mad, varme og håb - 365 dage om året. Lad din arv gøre en forskel.
Når et menneske dør, er der meget at forholde sig til som efterladt. Gennem det fiktive søskendepar
Henrik og Helle giver Kristeligt Dagblad her et overblik over de praktiske opgaver og kulturelle traditioner, der ofte følger et dødsfald guide
Camilla Nielsen cnielsen@k.dk
I en hospitalsseng ligger Kirsten. Hun trækker vejret. Lidt endnu. Måske bliver det næste åndedrag hendes sidste, tænker hendes søn, Henrik, der holder hendes hånd – både for at give sig selv og sin mor tryghed i den sidste stund. Bag ham lukker hans søster, Helle, døren til stuen. Lægen har netop fortalt dem, at Kirsten ikke har langt igen. Kirsten, Henrik og Helle findes ikke, men de er skabt ud fra den virkelighed, den gennemsnitlige dansker kan møde. Kirsten er medlem af folkekirken, 83,9 år –den statistiske middellevetid for kvinder. Hun har kræft – og hun dør på et hospital, præcis som flertallet herhjemme.
Gennem de to søskende undersøger Kristeligt Dagblad, hvad der sker, når det sidste åndedrag er taget. For mens Helle tager sig af kontakt til bedemand og skifteret, navigerer Henrik i de kulturelle traditioner, der følger med et sidste farvel.
Tiden på hospitalet
Børnene sidder ved Kirstens side, da hun udånder.
Henrik har åbnet vinduet, fordi han tror på, at Kirstens sjæl så frit kan forlade kroppen og flyve videre. Helle tilkalder lægen, der undersøger Kirsten og skriver en dødsattest. Når lægen har udfyldt dødsattesten, bliver CPR-registeret opdateret, og Kirstens digitale post, konti og hævekort bliver spærret. Man får først adgang til afdødes konti, når der er udstedt en skifteretsattest.
”Derfor må pårørende have penge op af egen lomme for eksempelvis til at betale afdrag på hus, lys og varme, indtil kontoen åbnes igen. Det kan særligt være et problem, hvis man har haft fælles økonomi og den samme konto, så kan den efterladte ægtefælle stå dér uden adgang til sine egne penge,” siger formand for Brancheforeningen Danske Bedemænd, Michael Ørskov, der anbefaler, at man har hver sin konto med et beløb stående til den første tid. Dog vil de fleste banker gerne indgå en aftale om en udbetaling til begravelsen fra afdødes konti, fortæller han.
Tilbage på hospitalsstuen spørger en sygeplejerske, om der er noget særligt tøj, Henrik og Helle ønsker, at hun iklædes. Henrik finder en lang bordeaux kjole frem, som moderen havde på til sin 80-årsfødselsdag. Plejepersonalet gør Kirsten i stand. De lukker hendes mund og øjne, vasker hende, skifter sengetøj og giver hende kjolen på.
Imens ringer Henrik til den nærmeste familie og
” Der er oftest udsyngninger, når afdøde på et plejehjem er gået bort. Det sker sjældnere på et hospital, måske fordi mange er på stuen og tager afsked, når personen går bort.
MICHAEL ØRSKOV, FORMAND FOR BRANCHEFORENINGEN DANSKE BEDEMÆND
venner. Helle kontakter en bedemand.
”Nogle finder deres bedemand ved en søgning på nettet, og inde på hjemmesiden bedemand.dk kan man få et overblik over alle autoriserede bedemænd. Og rigtig mange spørger venner og bekendte, hvem de har brugt,” fortæller Michael Ørskov.
Bedemanden fungerer som familiens praktiske rådgiver, der hjælper med planlægning af ceremonien og koordinerer kontakten mellem familie, kirke og myndigheder, samt varetager alt omkring selve ceremonien. På nuværende tidspunkt ligger Kirsten på hospitalsstuen og skal fragtes til kapellet. I den forbindelse har familien aftalt at holde en udsyngning. De beder en bøn, Henrik læser et digt fra Kirstens yndlingsforfatter op, og til sidst synger de en salme. ”Der er oftest udsyngninger, når afdøde på et plejehjem er gået bort. Det sker sjældnere på et hospital, måske fordi mange er på stuen og tager afsked, når personen går bort,” siger Michael Ørskov og nævner, at det oftest er den nærmeste familie, der deltager, og at en præst er til stede omtrent halvdelen af gangene. Når Kirsten er bragt til kapellet, skal afskeden med hende anmeldes til begravelsesmyndigheden, som er folkekirkens sognepræst i afdødes bopælssogn. Det sker ved at udfylde blanketten ”Anmodning om begravelse eller ligbrænding” via borger.dk. Bedemanden udfylder anmodningen på vegne af Helle. Helle bliver i denne forbindelse også registreret som skifterettens kontaktperson.
Planlægning af ceremonien
Næste dag mødes Henrik og Helle med præsten, som de ringede til i timerne efter, Kirsten gik bort. De taler om Kirsten – hendes personlighed og liv. Kirsten skal bisættes, det havde hun udtrykt ønske om i et ”Min sidste vilje”-dokument – et dokument, hvor Kirsten har angivet sine ønsker til sin bisættelse.
efter...
ILLUSTRATIONER: MORTEN VOIGT
”Alt kan skrives ind i ’Min sidste vilje’: Hvilke salmer, der skal synges i kirken, om man ønsker kaffebord bagefter, man kan endda ønske, at der skal lægges ting ned i kisten. Har afdøde ikke lavet et dokument, så finder bedemand og præst ud af det hele ved en samtale med familien,” siger Michael Ørskov.
Bisættelsen skal ske senest otte dage efter dødsfaldet, men det kan ske senere, hvis særlige omstændigheder kræver det:
”Kirkeministeriet har bekendtgjort, at den kan ligge inden for 14 dage. Det er simpelthen, fordi vi er blevet flere mennesker, og der er pres på kirkerne, så der er behov for de ekstra dage,” siger formanden for Brancheforeningen Danske Bedemænd.
Sammen med præsten planlægger Helle og Henrik højtideligheden og vælger, hvilke salmer der skal synges, ud fra Kirstens ønsker. Præsten tilbyder også familien støtte og sjælesorg, hvilket de synes er rart i en tid, hvor de skal navigere i både sorg og praktik.
I samarbejde med bedemanden udarbejder søskendeparret en dødsannonce, der indrykkes i den lokale avis. De håber, at den når ud til venner og bekendte af Kirsten, som de ikke kender, men som kunne ønske at deltage i bisættelsen.
Bisættelsen i kirken
Helle og Henrik sidder på den forreste række i kirken, fordi de er de nærmeste pårørende. Flere af Kirstens venner og bekendte er mødt op. Helle havde overvejet at købe en ny sort kjole til anledningen, men Henrik frarådede hende det. Gammel overtro lyder nemlig, at
hvis man har nyt tøj på til højtideligheden, er man den næste, der går bort. Helle tror ikke på den slags, men valgte alligevel at tage et sort sæt på, som hun allerede ejede.
Helles tankestrøm bliver afbrudt af organisten, der spiller et musikstykke. Herefter synger de den første salme, før præsten hilser på alle i kirken. Præsten beder en bøn og læser en tekst fra Bibelen. De synger en salme mere, før præsten holder en tale om Kirstens liv og det kristne håb om opstandelsen. Hun har fanget essensen af Kirsten godt, synes Henrik og tager Helle i hånden og giver den et klem.
Efter talen synger de endnu en salme, før det er tid til jordpåkastelsen.
”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå,” siger præsten og kaster jord på kisten tre gange. Præsten lyser velsignelsen, der bedes fadervor, og den sidste salme synges.
Henrik og Helle rejser sig op. Som de nærmeste pårørende er de blandt dem, der bærer kisten ud til rustvognen. Resten af gæsterne følger efter kistebærerne og ud til rustvognen.
Ved rustvognen siger de fremmødte deres sidste farvel til Kirsten, og flere lægger en rose på kisten. Kirkeklokken slår ni bedeslag. Bedemanden lukker bagklappen og kører væk med kisten. Her slutter ceremonien, og flere trykker Henrik og Helles hænder og kondolerer.
I fælles flok tager de til et lokale, som søskendeparret har lejet til gravøl, hvor de byder på smørrebrød, kaffe og kage. Familie, venner og bekendte deler deres min-
der om Kirsten. Det er en sørgelig, men også en forløsende dag med masser af kærlighed, tænker Henrik.
Mødet med skifteretten
Helle bliver indkaldt til et åbningsmøde i skifteretten, der typisk foregår som et telefonmøde, fordi hun står som anmelder af dødsfaldet. Der går som regel mellem to til fire uger fra dødsfaldet, til mødet finder sted.
Skifteretten er den myndighed, der tager stilling til, hvordan afdødes formue – også kaldet boet – skal behandles. Selvom det er Helle, der bliver kontaktet, er både hun og Henrik arvinger. Helle inviterer derfor Henrik med til mødet. Alternativt kunne de have oprettet en skiftefuldmagt, så Helle kunne handle på begges vegne.
Til mødet gennemgår en sagsbehandler de overordnede rammer for boet. Helle og Henrik bliver orienteret om deres muligheder og forpligtelser og får vejledning i, hvilken skifteform der passer bedst til deres situation.
”Boudlæg er en af de mest anvendte former og bruges typisk, når der ikke er de store midler i boet. Det betyder, at man afslutter boet uden et egentligt skifte. Det kan man gøre, hvis den afdøde har værdier for maksimalt 55.000 kroner efter begravelsesudgifterne er betalt,” siger Stine Fink Hansen, landsdommer ved Østre Landsret.
Stine Fink Hansen forklarer, at en anden mulighed er ægtefælleudlæg, hvor den efterlevende ægtefælle overtager hele boet uden at dele med andre arvinger. Ved et privat skifte vælger arvingerne selv at stå for boets behandling, og de skal vælge en kontaktperson, som har kontakten til skifteretten. Kan arvingerne ikke blive enige om privat skifte eller ønsker de hjælp, må boet behandles som et bobestyrerbo, hvor skifteretten udpeger en advokat til at håndtere skiftet, fortæller hun.
fortsætter side 14
sidste
... Tiden efter det sidste farvel ...
fortsat fra side 13
”Valget af skifteform afhænger altid af de konkrete forhold: Hvor meget gæld er der? Hvor mange arvinger er der? Og kan de blive enige? Man ser naturligvis på boets størrelse og har typisk fokus på, hvad der bedst kan betale sig i forhold til, hvor mange omkostninger der er ved bobehandlingen, herunder hvad der skal betales i boafgift,” siger funktionschefen.
Helle har på forhånd fået besked om at medbringe en række oplysninger om både sig selv og Kirsten. Det gælder blandt andet oplysninger om formue, gæld, eventuelle forsikringer og pensioner samt dokumentation for ejerskab af bolig og andre værdier. Disse oplysninger danner grundlag for behandlingen af boet.
”Det er ikke altid nemt at finde alle oplysningerne. Mit bedste råd er, at man tager samtalen, mens man lever. Sæt jer ned sammen, gennemgå hvad der er, og saml papirerne ét sted,” siger Stine Fink Hansen. Inden mødet har skifteretten allerede indhentet visse oplysninger. Skifteretten modtager automatisk oplysninger fra Skattestyrelsen for at få overblik over Kirstens økonomiske forhold, herunder indkomst og formue. Endvidere modtager skifteretten en proforma-opgørelse fra banken, altså en opgørelse, der viser, hvor mange penge der var i banken på dødsdagen. Der indrykkes normalt proklama, hvilket er en officiel indkaldelse, hvor kreditorer kan anmelde deres krav mod boet. På den måde får man overblik over økonomien. Derudover undersøger skifteretten Centralregistret for Testamenter, om Kirsten har oprettet et testamente. Det har Kirsten ikke. Derfor fordeles arven efter arvelovens regler. I dette tilfælde betyder det, at arven går til hendes nærmeste arvinger – hendes børn, Helle og Henrik. Hvis Kirsten havde oprettet et testamente, kunne hun selv have bestemt en anden fordeling, for eksempel at en
Helle og Henrik har aftalt tid og sted for urnenedsættelse med kirkegården. Den finder sted i dag, og den nærmeste familie og præsten deltager.
del af arven skulle gå til velgørenhed eller andre personer, dog med respekt for regler om tvangsarv til børn.
”Der bliver lavet et CPR-tjek for at se, hvem de nærmeste arvinger er, og om der er nogen, som de pårørende ikke kender til. Man kan også iværksætte en såkaldt arvingsundersøgelse, hvor myndighederne undersøger forholdene nærmere, blandt andet via kirkebøger,” forklarer Stine Fink Hansen. Hvis der skal nærmere undersøgelser til, vil skifteretten dog ikke selv foretage disse undersøgelser, men vil udlevere boet til en bobestyrer. Efter mødet står det klart, hvordan boet skal behand-
Del håbet med næste generation
Håb til næste generation
Håb forvandler liv. Det giver styrke til at tage næste skridt, tro på en fremtid og finde mening i hverdagen. Evangeliet er det største håb – håbet om Guds kærlighed, om redning for den fortabte, helbredelse for den syge og et evigt liv i Guds nærhed.
Det håb deler vi gennem BDMs arbejde. Gennem undervisning, diakoni og forkyndelse giver vi mennesker tro på en bedre fremtid. I DR Congo og Tanzania får forældreløse børn en tryg opvækst.
les. Helle og Henrik vælger et privat skifte. Det betyder, at de selv har ansvaret for at gøre boet op, betale eventuel gæld og fordele arven.
De aftaler at gennemgå Kirstens ejendele den kommende weekend. De taler om, hvad der har affektionsværdi, hvad der kan sælges, og hvad der skal gives videre eller afleveres til genbrug. Når de har fået overblik, planlægger de næste skridt og kontakter en ejendomsmægler for at sætte huset til salg.
Urnenedsættelsen
Efter bisættelsen er Kirsten blevet kremeret, og asken er samlet i en urne – det tager typisk en til tre uger.
Helle og Henrik har aftalt tid og sted for urnenedsættelse med kirkegården. Den finder sted i dag, og den nærmeste familie og præsten deltager.
Urnen står ved siden af det hul, der er gjort klar i jorden. Præsten siger nogle få ord, hvorefter urnen nedsættes og Helle og Henrik lægger blomster ved graven. Kirstens hus mangler stadig at blive solgt, men ellers er der styr på de praktiske ting. Helle tager Henriks hånd, og de bliver stående ved graven et stykke tid, mens de tænker på de år, deres mor var en del af deres liv. J
6 Sådan er artiklen blevet til
Kristeligt Dagblad har til denne artikel interviewet flere kilder om forløbet efter et dødsfald. Søskendeparret Henrik og Helle samt Kirsten er fiktive karakterer, og forløbet er opdigtet baseret på eksperternes viden på området. Herlev og Gentofte Hospitals guide: ”Det praktiske lige efter et dødsfald på hospitalet”.
På Vestbredden og i Tanzania får unge muligheder for uddannelse. I Albanien og Tanzania får syge og fattige hjælp og behandling.
Du kan være med. Spred evangeliets lys ved at betænke BDM i dit testamente.
Så nemt er det
Brug vores advokat gratis. Overvej hvordan din arv bedst kan gavne både dine kære og gøre en forskel for udbredelsen af evangeliet. Vores advokat sikrer dig gratis og uvildig rådgivning.
Kontakt advokat Inger Højbjerg på tlf. 70 11 43 00 eller e-mail: post@advokathoejbjerg.dk
BDM er fritaget for arveafgift, hvilket betyder, at hele din gave går direkte til missionsarbejdet.
Brødremenighedens Danske Mission (BDM) er et folkekirkeligt missionsselskab, der formidler evangeliet til hele mennesket i Tanzania, D.R. Congo, Burundi, Albanien og på Vestbredden i Israel/Palæstina. Dette sker gennem forkyndelse, undervisning og tjeneste gennem bl.a. sundhedsarbejde. Målet er at bringe evangeliet til det hele menneske.
Hvad vil du give videre?
Vi sætter alle sammen spor – i mennesker, i fællesskaber og gennem det, vi giver videre.
Med et testamente kan du lade din tro og din næstekærlighed leve videre, også den dag, du ikke selv er her længere.
For når du betænker Danmission, er du med til at skabe håb dér, hvor livet er skrøbeligt:
Du hjælper børn og voksne ramt af krig og katastrofer. Du er med til at skabe fred og forsoning dér, hvor splittelsen ellers tager over. Og du gør en forskel for kirker og kirkelige fællesskaber, som skaber følgeskab og positive forandringer.
https://danmission.dk/stoet/arv/
På den måde bliver dit liv og det, du tror på, ved med at gøre en forskel.
like TAK, fordi du overvejer at give håbet videre.
Få gratis samtalekort og testamenteguide på danmission.dk/arv
Eller kontakt os for en fortrolig og uforpligtende samtale:
Telefon: 41 99 93 26 - arv@danmission.dk
0 Nær Larungdalen i Tibet samles gribbene om den afdøde. Ritualet er formet af både troen på livets kredsløb og de barske bjergforhold, hvor klippegrunden gør traditionel begravelse umulig.
FO TO: DAMIR SAGOLJ/ REUTERS/RITZAU SCANPIX
Gribbe,
bål og jordfæstelse: Begravelsen afslører vores syn på krop og sjæl
Begravelsesritualer verden over afslører vores dybeste forestillinger om, hvad der venter på den anden side af døden. Og i Danmark er den forestilling under forandring baggrund
Mads Hanberg hanberg@k.dk
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.
Sådan lyder de velkendte ord, som er en fast del af enhver kirkelig begravelse i Danmark. Og selvom danskernes tro er under forandring, var det alligevel knap 80 procent af alle, der døde i Danmark i 2025, som blev begravet eller bisat ”under medvirken af en præst”.
”Overgangen fra at være levende til død har vi så svært ved at begribe, at det nemmeste for selv det ikkereligiøse menneske er at sætte det ind i en kontekst, der giver en ramme, vi kan forstå vores liv og død i,” siger Henrik Reintoft Christensen, der er lektor og afdelingsleder ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
Begravelsen fungerer som en rituel bearbejdning af den svære erkendelse af vores egen dødelighed.
”Fornemmelsen af ikke længere at eksistere er svær at håndtere, og derfor har vi omgærdet døden med forestillinger om, hvad der sker bagefter. De forestillinger kommer til udtryk i den måde, vi tager afsked med de døde på,” siger han.
”Udover at være en afsked, så er begravelsen også her, hvor kulturernes dybeste forståelse af mennesket og dets relation til universet kommer til udtryk.”
Kødets opstandelse og den rensende ild
Så hvad fortæller nutidens ritualer om mennesker verden over? Og hvad er det et udtryk for, når et begravelsesritual forandrer sig?
Begynder man i vores egen baghave, siger Henrik
Reintoft Christensen om den kristne begravelse:
”Historisk har man i kristendommen haft forestillingen om kødets opstandelse. Derfor har begravelse af hele kroppen været den foretrukne form, da det netop er kroppen, der skal genopstå.”
Troen på kroppens opstandelse og det evige liv deler kristendommen med jødedommen og islam. Derfor har man også historisk delt en modstand overfor at brænde liget.
I dag bliver op mod 90 procent af de afdøde i Danmark dog kremeret.
Ifølge lektoren er det et eksempel på, hvordan praktiske forhold kan trumfe teologien.
”I Nordeuropa var overgangen til kremering et stort brud, som kirken oprindeligt modsatte sig. Det var utænkeligt at brænde den døde krop. Men urbaniseringen i 1800-tallet og de sundhedsmæssige udfordringer ved at håndtere mange døde i byerne gjorde det til en nødvendighed. I dag er det blevet vores norm,” forklarer han.
De store forskelle i, hvordan vi forestiller os efterlivet, bliver for alvor tydelige, når vi ser mod øst. I hinduismen er det netop kremeringen, der er central:
”Sjælen skal reinkarneres og genopstå i en anden krop. Kroppen ses her som et uvigtigt hylster, man skal af med for at kunne blive genfødt. I hinduismen spiller ild en central rolle som et rensende element og er et
6 Begravelser i Danmark
I 2025 blev der foretaget 45.305 kirkelige begravelser i folkekirken.
Det svarer til, at 79,9 procent af alle, der døde i Danmark i 2025, blev begravet eller bisat under medvirken af en præst fra folkekirken.
KILDE: FOLKEKIRKEN.DK
omdrejningspunkt for flere ritualer,” siger Henrik Reintoft Christensen. Han forklarer, at et afgørende element i det hinduistiske ritual er at sikre, at sjælen rent faktisk kan slippe ud af kroppen. Det gøres under afbrændingen ved at knuse hjerneskallen på den afdøde med en tung stang – et ritual kendt som kapala kriya ”For os kan det virke brutalt, men det understreger, hvordan kulturelle koder dikterer, hvad vi finder naturligt. For hinduer kan vores tradition med at lade kroppen rådne op i jorden måske virke lige så makaber,” siger han.
Den medfølende himmelbegravelse
I Tibet finder man vajrayanabuddhismen, også kaldet den tibetanske buddhisme, og her praktiserer man den såkaldte himmelbegravelse.
”Himmelbegravelsen er et fascinerende eksempel på det, der næsten er det modsatte af en folkekirkelig begravelse,” siger Henrik Reintoft Christensen.
Ved en himmelbegravelse overlades den afdøde krop til naturens kræfter. Ritualforrettere parterer liget og lægger det ud i det fri, hvor det bliver fortæret af vilde dyr – primært gribbe.
”Den teologiske forklaring er, at vi ikke er vores krop. Derfor er det uproblematisk, at den bliver parteret. Samtidig kobles ritualet til det buddhistiske begreb om barmhjertighed mod alle levende væsener. Som en sidste god gerning giver man sin krop væk som næring til andre,” forklarer lektoren.
Ritualet er et klart udtryk for den østlige tanke om livets kredsløb. Men også det tibetanske landskab har spillet en central rolle i udviklingen af ritualet. ”I de tibetanske bjerge er jorden ofte enten frossen eller ekstremt stenet, hvilket gør en traditionel jordfæstelse næsten umulig. Samtidig gør manglen på træ det kompliceret at gennemføre en kremering,” siger Henrik Reintoft Christensen.
Forandring på vej
Spørger man Henrik Reintoft, om det er praktik eller teologi, der vejer tungest, når det gælder udviklingen af ritualerne, svarer han, at det svarer til spørgsmålet om hønen eller ægget.
”Historisk har teologi og praktiske omstændigheder været tæt sammenvævet. Miljøet sætter rammerne, men der er ingen tvivl om, at der i de fleste religioner er en nøje sammenhæng mellem troen og måden, vi vælger at skaffe os af med kroppen på,” siger han. Hvor der historisk set kun har været én fast skabelon for håndteringen af døde i et givent område, har det moderne menneske fået flere valgmuligheder i takt med sekulariseringen, som det er sket i Danmark. Det påvirker muligvis også vores forestillinger om, hvad
der sker efter døden. Selvom mange danskere holder fast i begravelsen i de folkekirkelige rammer, viser undersøgelser en stigende tendens til, at reinkarnationstanken vinder indpas – selv blandt folkekirkens medlemmer.
”Der er langt flere danskere, der i dag svarer ”ja” eller ”måske” til, at de tror på reinkarnation, end der er mennesker uden for folkekirken,” forklarer lektoren.
For lektoren er det et interessant eksempel på, hvordan efterlivstanker tilpasser sig en verden i forandring.
Lad din arv bringe håb videre
Når livet en dag slutter, lever dine værdier videre i det, du efterlader.
Et konkret håb
I Israel hjælper ICEJ traumatiserede børn gennem nænsom terapi med heste. Her finder børn, der har levet med frygt og utryghed, igen ro, tillid og glæde. Det er et stille arbejde – men med livsforandrende betydning.
En arv med mening
Når du inkluderer ICEJ i dit testamente: støtter du konkret hjælp til mennesker i nød er din gave fritaget for arveafgift efterlader du et aftryk af tro, omsorg og håb
Overvej, hvad din arv skal fortælle
Du behøver ikke beslutte noget nu.
Men måske er det værd at overveje, hvordan dine værdier kan leve videre.
Her opstår en uventet kobling, hvor det folkekirkelige ritual får en ny betydning i mødet med den østlige cirkularitet.
”I kristendommen refererer ’jord til jord’ oprindeligt til skabelsen af Adam; man vender tilbage til jorden, men man bliver ikke efterfølgende genskabt af den i et nyt jordisk liv. Men for de mange danskere, der i dag er åbne for tanken om reinkarnation, bliver de gamle ord måske nemmere at forsvare som netop en form for cirkulær tilbagevenden.” J
Pårørende betragter kremeringsbål ved Ganges-floden i Varanasi i
Læs mere om arv og testamente på icej.dk/arv eller kontakt os for en fortrolig samtale.
0
Indien.
FOTO: SANJAY KANOJIA/ AFP/RITZAU SCANPIX.
Flere sælger ud af arvesølvet
De stigende sølv- og guldpriser har fået flere danskere til at sætte alt fra gamle mønter til skeer og smykker til salg nyhed
Mette Skov Hansen livogsjael@k.dk
Engang var de den perfekte bryllupsgave og dyrebare samleobjekter. I dag vækker sølvtøj ikke samme begejstring, når det bliver foræret til yngre generationer eller går i arv. Og hvis man ikke kan forære de skinnende kostbarheder væk, må man overveje at skille sig af med dem på anden vis. Det kan der heldigvis være store fordele ved at gøre nu. Stigende priser på sølv og guld gør det oplagt at sælge ud af arvestykker og værdigenstande, der bare ligger og samler støv. I både Danmark og udlandet har forhandlere af sølv og guld meldt om så mange flere henvendelser fra private, der vil sælge, at de har
0 Sorgen kan opleves som bølger, der skyller ind over én med forskellige styrker. Lydrejsen, som opleves med lukkede øjne og lydisolerende høretelefoner, fører den sørgende gennem forskellige landskaber.
svært ved at følge med. Og også auktionshuse og online salgsplatforme oplever øget interesse for at sælge. Hos online-auktionshuset Lauritz.com kalder vicedirektør Anders Gudmundsson stigningen i antallet af henvendelser markant.
”Vi har altid fået henvendelser om genstande i sølv og guld, men interessen er væsentligt større nu. Med de øgede priser er det naturligt for mange at kigge i skufferne og finde ud af, hvad det, de har liggende, er værd, og om salgsprisen over går affektionsværdien. Og så kommer de til os og andre salgskanaler med alt fra mønter til smykker og sølvtøj,” siger han.
Særligt prisen på sølv er steget de seneste måneder, hvilket blandt andet forklares med globale uroligheder, der får flere til at investere deres penge i ædelmetaller. Derudover efterspørges sølv i industrien, hvor det blandt andet bruges i udviklingen af solceller, batterier og anden teknologi. I dag ligger prisen på sølv næsten tre gange højere end for
FOTO: RITZAU SCANPIX
et år siden, og i Danmark er 100 gram sølv – afhængigt af kvaliteten – over 1000 kroner
De øgede priser på guld og sølv betyder også, at Lauritz.com må vurdere genstandene, der skal bortauktioneres, anderledes end tidligere. Normalt er smykker blevet vurderet efter deres udseende og kvalitet i højere grad end mængden af sølv eller guld i dem. Men nu spiller ædelmetallet en større rolle, når der skal sættes værdi på, siger Anders Gudmundsson. ”Vi har været nødsaget til at udarbejde en model for vores kunder, hvor vi garanterer dem den aktuelle metalpris, men med mulighed for fortsat at kunne opnå et højere hammerslag, såfremt byderne ser en værdi i emnet, der ligger ud over metalprisen,” siger han.
Når danskerne tager fat i auktionshuse eller sælger selv, kan det ifølge ham handle
om, at det er svært at se sine arvestykker blive smeltet om, hvilket forhandlere af guld og sølv typisk hjælper med.
”Det kan generelt være hårdt at skille sig af med arvegods. Mange har det oftest liggende i skufferne længe af sentimentale årsager, og det kan være svært at skulle tænke på, at det bliver destrueret. Derfor kan det være rart at vide, at der måske er en køber derude, som får glæde af det og ikke bare vil smelte det om,” siger han.
Stigningen i privatpersoner, der sælger ud, ses også i udlandet. Mediet The Korea Times har beskrevet et stigende køb og salg på landets digitale markedspladser. Blandt andet oplevede onlineplatformen Joonggonara i årets første måneder en stigning på 88 procent i søgninger efter guldbarrer i forhold til året før, mens antallet af transaktioner steg med 222 procent. Ved sølv steg søgningerne med 776 procent og salget med over 600 procent, lyder det i artiklen. Efterspørgslerne på platformen drejede sig især om guld- og sølvbarrer, samleobjekter og hukommelseskort til computere, som også indeholder sølv. J
FOTO: LAURSEN/BIOFOTO/RITZAU SCANPIX
Lyd kan hjælpe sørgende forældre med deres sorg
På Regionshospitalet Gødstrup har forskere skabt et lydunivers, der skal hjælpe sørgende forældre. Det handler om at give dem et sted at placere deres sorg, fortæller forskningslederen nyhed
Katharina Warrer livogsjael@k.dk
Kan lyd hjælpe forældre i sorg? Noget kunne tyde på det. Det er i hvert fald, hvad forskningsholdet bag projektet ”Kunsten i sorgen” er kommet frem til. I samarbejde med Regionshospitalet Gødstrups fødeafdeling har de undersøgt, om
en såkaldt lydrejse kan hjælpe dem, der mister et barn sent i graviditeten. For sorgen kan være svær at placere, når man ofte ikke har nogle fysiske minder hjemme. Her kan lydrejsen være et sted at gå hen med de svære følelser. Antropolog Birgitte Folman er forskningsleder på projektet og har gennem forskningen talt med forældre, der har mistet og herefter benyttet lydrejsen. Den respons, hun har fået fra de medvirkende, tegner et billede af, at lydrejsen hjælper forældre i sorg.
”Der er flere af dem, jeg har talt med, der fortæller, hvordan lydrejsen tog dem med ud i virkeligheden og også til noget over-virkeligt. Men så tilbage igen. Så det der med, at man pludselig kan relatere sig til, at verden går videre, jeg skal leve videre. Mit barn er dødt, men jeg skal leve videre. Det kan den her lydrejse hjælpe med,” siger hun.
I forskningsstudiet har man talt med forældre – og særligt mødre – der alle har mistet et
barn ved en senabort. Og de fortæller, at de har fundet trøst ved lydrejsen. Fra en af mødrene i studiet lyder det: ”Lydrejsen skabte et nyt afsnit af min sorg. Jeg fik mod til at tage afsked … Jeg havde forestillet mig ham og set ham ’leve’ videre, og at det er okay, jeg lever videre. At han faktisk vil være taknemmelig for, at jeg lever videre – lever for os begge to.”
En anden mor fortæller, at lydrejsen blev til en lille ceremoni for hende. Og lige netop det ceremonielle, det at de sørgende kan vende tilbage til lydrejsen, betyder noget for både Birgitte Folman og lyddesigner Kåre Wulff. Sidstnævnte har skabt den 40 minutter lange lydrejse i samarbejde med et større hold af musikere og forskere. For Kåre Wulff har det været vigtigt, at lydrejsen kunne blive et fristed for de sørgende, som han beskriver det. Undervejs i lydrejsen bliver lytteren ført gennem forskellige landskaber: Fra at køre i bil med vinduesviskerne tændt til at stå ved en
stille sø midt ude i ingenting – for så pludselig at befinde sig i midten af et englekor. Spørger man Kåre Wulff, hvad lydrejsen skal være for lytteren, svarer han:
”Håbet er, at lydrejsen som redskab kan fungere som lytterens og patientens private mindelandskab, et fristed, eller et helle, man kan besøge og genbesøge, som en del af den individuelle sorgproces.”
Holdet bag projektet håber, at forskningsresultaterne får flere til at se muligheden ved at bruge lydrejser og lydredskaber som et tilbud i svære stunder.
Birgitte Folman siger:
”Lydrejsen har en universalitet over sig, og man kan derfor bruge den til sin egen sorg. Man danner sig sit eget indre oplevelsesrum, sit eget sted, hvor man kan gå hen med sorgen.”
Lydrejsen er skabt som et gratis værktøj og kan findes på samtlige musikstreamingtjenester under navnet ”Lysløs”. J
F OTO: KATHARINA WARRER
En gave i dit testamente kan gøre en verden til forskel for mennesker med øjensygdomme.
Støt Øjenforeningen — og hjælp flere med at se hele livet.
Læs hvordan på ojenforeningen.dk/arv
Kirkegården er et særligt sted. Men den skal bruges, hvis vi vil bevare den
Stine Helweg har været kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune i 20 år. Kirkegårdene skaber rum for eksistentiel refleksion i byen, men hun frygter, at de i fremtiden mister deres betydning reportage
Emilie Hvid Rasmussen erasmussen@k.dk
”Hvis man vil nyde, må man yde,” lyder en gammel talemåde, som Stine Helweg gerne vil have danskerne til at have i baghovedet, når de skal tage stilling til, hvordan de vil begraves.
Efter 20 år som kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune kender hun de kommunalt administrerede kirkegårde i hovedstaden bedre end de fleste. Herunder Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor nogle af de største danske berømtheder ligger begravet.
Går man en tur på kirkegården, kan man støde på gravsten med indskrifter som H.C. Andersen, Dan Turèll og Søren Kierkegaard. Og gravstenene, hvad end de tilhører kendte eller ukendte danskere, er helt centrale for kirkegårdenes ånd, mener Stine Helweg. ”Jeg kalder dem vores unikke kulturprodukt. Vi har noget, ingen andre har, og det er ovenikøbet et folkeligt kulturprodukt. Der er ingen mennesker, der ikke synes, det er sjovt at kigge på gravsten,” siger Stine Helweg.
Engang lå de døde skulder ved skulder på Assistens Kirkegård i København. Som alle andre kirkegårde i hovedstaden var Assistens Kirkegård, der blev etableret i 1760, plastret til med gravsteder. Men sådan er det ikke længere. I dag er det kun en fjerdedel af kirkegårdens areal, der bliver brugt som begravelsesplads. Resten af kirkegården er omlagt til kirkegårdspark.
”Ser man på luftfotos af kirkegården fra 1950’erne, er den slet ikke til at genkende. Udviklingen skyldes kremation og de gravstedstyper, der er forbundet med det, hvor folk ligger meget tæt sammen,” siger Stine Helweg og tilføjer, at der også er flere danskere, der vælger at få deres aske spredt over havet.
6 Flere af os bliver kremeret
6 ud af 10
danskere blev kremeret i 1984
9 ud af 10
danskere blev kremeret i 2024
KILDE: DANSKE KREMATORIERS
LANDSFORENING
I 2024 blev knap 9 ud af 10 danskere kremeret, hvor det i 1984 gjaldt 6 ud af 10. Samtidig valgte hver tiende dansker i 2024 at få deres aske spredt over havet, hvilket er tæt på en fordobling siden 2015. Udviklingen betyder, at flere danskere, i stedet for et individuelt gravsted med en klassisk gravsten, vælger at blive begravet i fællesgrave; enten anonymt eller på en græsplæne med en flad tavle ... eller helt fravælger et gravsted. Og den udvikling bekymrer kirkegårdsvejlederen.
”Hvis ikke der bliver anlagt nogle synlige gravsteder, eller hvis de døde slet ikke begraves her, vil et sted som dette miste sin eksistentielle dimension med tiden. Så bliver det bare et byrum,” siger hun. Kirkegårdsvejleder ved et tilfælde
En tirsdag i begyndelsen af april fylder de rekreative brugere da også mere end de sørgende på Assistens Kirkegård.
Der er drengen, der er ude at lufte sin hund, vennerne, der drejer ind på kirkegården fra den befærdede Nørrebrogade med solbriller i håret og glasflasker i hånden, og de unge mennesker, der ligger henslængt på kirkegårdens græsplæne. Stine Helweg standser med et par meters afstand til gruppen: ”Det er fællesgraven her på Assistens Kirkegård. Den
lider af den udfordring, at det er en utrolig dejlig græsplæne at rekreere på,” siger hun og tilføjer, at der snart kommer nye skilte op i kanten af fællesgraven, hvor der står, at der er tale om et begravelsesområde, hvor man ikke skal slå sig ned.
”Men det er svært at styre, og det er faktisk så svært at styre, at vi er begyndt at sige til folk, at hvis de har et problem med, at folk sidder oven på deres fars urne, så kan det godt være, at de skal købe en anden type gravsted eller vælge en anden fællesgrav.”
Det var blandt andet det faktum, at byens kirkegårde, herunder Assistens Kirkegård, både blev brugt som begravelsespladser og parker, der fik kommunen til at søge efter en kirkegårdsvejleder i 1996.
”Kirkegårde er sammensatte steder, hvor der foregår begravelser, hvor man mindes afdøde, og hvor det er rekreative ressourcer. Det kræver en eller anden form for italesættelse af de hensyn og den tolerance, det kræver af os alle sammen, hvis det skal fungere,” siger Stine Helweg.
Stine Helweg overtog formidlerstillingen i 2006, og siden da har hun givet rundvisninger for alt fra kulturforeninger til arbejdspladser og konfirmander på byens kommunalt drevne kirkegårde.
I dag giver hun omkring 130 rundvisninger om året, og i formiddag har hun haft en gruppe studerende på social- og sundhedsassistentuddannelsen til rundvisning på Bispebjerg Kirkegård. Under rundvisningen var de forbi kirkegårdens krematorium og rundt på kirkegården for at se forskellige gravstedstyper – et andet aspekt ved kirkegårdene, som Stine Helweg er med til at formidle.
”Vi taler om, at nogle gravsteder kan man selv passe, andre passer kirkegården og så videre. Det er en god gruppe at få fat i, fordi de skal ud at arbejde med ældre mennesker,” siger hun.
Efter 20 år i stillingen er der kun få ting omkring kirkegårdsdrift, Stine Helweg ikke er interesseret i. Det skulle da lige være det grønne, som beskæringen af buske og træer. Når hun ser tilbage, var det dog lidt af en tilfældighed, at hun endte i jobbet som kirkegårdsvejleder.
”Jeg havde ikke planlagt efter det på nogen som helst måde, men for en, der interesserer sig for kulturhistorie er det oplagt, at det er sjovt. Københavns kirkegårde har jo det hele: videnskabsfolk, kunstnere, politikere, administratorer og industrialister. Alene gennem de døde kan man åbne døren ind til en hvilken som helst verden.”
Kirkegårdene minder os om døden
Som udgangspunkt har Stine Helweg intet imod, at kirkegårdene bliver brugt af alt fra hundeluftere til unge mennesker, der vil nyde en øl i solen. Så længe det sker på kirkegårdens præmisser.
”Når man snakker om rekreativ brug af kirkegårdene, kan man nogle gange komme til at snakke om det på en måde, hvor det lyder, som om de døde ligger lidt i vejen. Men det er et rekreativt gode, at de døde er her. Den eksistentielle dimension er en af grundene til, at Assistens Kirkegård trækker mere end to millioner mennesker ind om året,” siger hun.
Kirkegårdene belyser, at livet slutter på et tidspunkt, og at vi inden da formodentlig også skal tage afsked med mennesker, vi holder af. På den måde er kirkegårdene med til at opdrage os alle sammen til at komme overens med døden, mener kirkegårdsvejlederen. Og set i det lys er det positivt, at kirkegårdene bliver brugt til mange formål:
”Det er en måde at nærme sig døden på. Jeg er med på, at der foregår masser af rekreation på kirkegården, som ikke handler særligt meget om at reflektere over døden, men man ser alligevel en gravsten, hvor der står 1898 til 1977, og så tænker man: ’Jeg er selv født i 1977, og gad vide hvor længe jeg skal leve’.”
Stine Helweg oplever det selv som dybt meningsfuldt at have sin daglige gang blandt byens døde.
”Jeg synes, at jeg går styrket rundt på kirkegården, fordi jeg bliver mindet om, at døden er et fællesmenneskeligt vilkår. Der ligger mindst en halv million menne-
0 Her ses et af de mindre synlige urnegravsteder på Assistens Kirkegård. I stedet for en gravsten, er der valgt et navneskilt til graven. FO TOS: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN
” Der ligger mindst en halv million mennesker her, der har måttet finde ud af at dø. Så kan jeg vel også prøve at mande mig selv lidt op, når det bliver min tur.
STINE HELWEG, KIRKEGÅRDSVEJLEDER
sker her, der har måttet finde ud af at dø. Så kan jeg vel også prøve at mande mig selv lidt op, når det bliver min tur. Det er sørgeligt, at man skal sige farvel til livet og til dem, man holder af, men det er en del af livet.”
Udover at det er en værdi i sig selv, at kirkegårdene får os til at reflektere over vores egen dødelighed, har kirkegårdene ifølge Stine Helweg også en vigtig social funkti-
on. På kirkegården er det nemmere at se mennesket i sin nabo, end det kan være andre steder i samfundet:
”Hvis man ser en sørgende ved et gravsted, forstår man, hvad det handler om og føler med dem, også selvom vedkommende ligner en idiot, der stemmer noget andet, end man selv gør. Jeg tror, at det betyder noget for at få vores samfund til at hænge sammen, at der er noget, vi alle sammen lider under, nemlig at livet slutter.”
Men kirkegårdenes eksistentielle karakter består kun, så længe folk vælger at lade sig begrave.
”Hvis folk står ude ved vandet og græder, fordi de har spredt mandens aske i forgårs, ved man jo ikke, at det er derfor. Det kunne lige så godt være, fordi det blæser ind fra nordvest.”
En gravsten er en gave til andre
Hvis Stine Helweg skulle komme med et opråb til danskerne, skulle det derfor være at vælge et individuelt gravsted og gerne en kistebegravelse. På den måde fylder de døde mere på kirkegårdene.
”Hvis man sætter en gravsten og skriver noget på den, bliver den også en gave til andre. Det er et bidrag til fællesskabet og med til at fortælle det her steds historie. Det er virkelig ærgerligt, hvis vi holder op med det.”
At vælge en kistebegravelse og en gravsten er en måde at bevare den materielle kultur omkring døden, siger Stine Helweg. Både for kulturhistoriens skyld og for at bevare kirkegårdene som et sted, hvor man kan reflektere over livet og døden.
”Det er måske en protestantisk ting, at vi lige så godt kan sidde derhjemme i køkkenet og tænke på morfar. Vi behøver ikke have en gravsten eller en materiel kultur knyttet til det at mindes en afdød. Men det bliver bare lidt sjovere, hvis vi har en materiel kultur,” siger hun og tilføjer:
”Hvis man vil nyde, må man yde. Kom ind i kampen! Køb en gravsten og skriv noget på den.”.
Af samme årsag har hun sagt til sin egen familie, at hun gerne vil have et kistegravsted med en gravsten. Hun vil gerne give noget tilbage til de kirkegårde, som har fyldt så meget i hendes arbejdsliv.
”Det kan godt være, at mine efterladte ikke har brug for at komme på mit gravsted, men det betyder noget for mig, at her ligger vi alle sammen. Voldtægtsforbryder, statsminister og alt derimellem.”
Derudover mener Stine Helweg, at en afdød ikke kun tilhører de nærmeste efterladte. I løbet af livet berører vi mange menneskers liv, og på kirkegården har de mennesker mulighed for at dvæle lidt ved den relation, man har haft. Hvilken kirkegård hun selv vil begraves på, har Stine Helweg dog endnu ikke besluttet sig for.
”Det ved jeg ikke helt. Så tjekket er jeg alligevel ikke, og vi har ikke et familiegravsted. Jeg er total københavner, så det ville nok være naturligt, at det var her i byen. Men det føles også en lille smule som arbejde at blive begravet på en af kommunens kirkegårde,” siger hun og griner.
”Jeg bliver jo ikke yngre, så det burde jeg nok tage stilling til. Jeg kan bedst lide Vestre Kirkegård og Assistens, så det bliver nok en af dem.” J
6 Stine Helweg
Er født i 1970. Uddannet cand. mag. med litteratur-videnskab som hovedfag. Har desuden en it-uddannelse.
Har været kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune siden 2006.
Bor i København.
Er gift og har sammen med sin ægtefælle tre børn.
2 De døde fylder væsentligt mindre på Assistens Kirkegård i dag, end de gjorde i 1950’erne. Og gravstederne er blevet mindre synlige, fordi flere danskere vælger at blive begravet i fællesgrave. Her ligger en gruppe unge ovenpå kirkegårdens anonyme fællesgrav.
Den døende tager sit sidste skridt væk fra verden alene.
Men Anneke Beltman er der imens
Specialsygeplejerske
Anneke Beltman har hjulpet mange mennesker med en livstruende sygdom i deres sidste tid. Ifølge hende er der for lidt fokus på den basale palliative indsats, som patienter modtager uden for hospice og hospital interview
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
Det var en leder i Kristeligt Dagblad, der gjorde, at Anneke Beltman fik nok. Den handlede om, at mennesker med livstruende sygdomme ikke når at få den hjælp, de er blevet henvist til, før de dør. Det var uacceptabelt, mente avisen. Og ja, så fik hun nok. Satte sig ned og skrev en e-mail.
Anneke Beltman, 60 år, er sygeplejerske med 36 års erfaring inden for borgernær sygepleje. Hun bor på Als og er ansat i Sønderborg Kommunes center for korttidspladser. Som sygeplejerske i den kommunale sygepleje har hun stået for mange palliative forløb i samarbejde med alment praktiserende læger.
Derfor undrede hun sig over, at lederskribenten et sted skrev, at den manglende hjælp måtte ses som udtryk for, at den palliative indsats, støtten til at komme gennem lidelsen, ikke prioriteres uden for hospiceverdenen.
”Du får det til at lyde, som om at vi lader mange dø i smerter på en venteliste,” skrev Anneke Beltman i mailen til lederskribenten, og så: ”Det passer simpelthen ikke.”
Nu har Anneke Beltman sagt ja til at lade sig interviewe for at udfolde sit perspektiv på palliation som en, der tilbringer meget af sin tid sammen med døende mennesker i deres egne hjem – ofte længe inden hospitalsindsatser og hospicepladser kommer på tale.
Hun tror, at hun aldrig bliver træt af at prøve at forstå, hvilken lindring den enkelte har brug for som en sidste gestus.
Jeg står der lørdag aften
I Danmark foregår palliation på to niveauer. Det specialiserede niveau, som varetages af de dele af sundhedssystemet, hvis hovedopgave er palliation, som hospicer, palliative teams og palliative afdelinger. Og så det basale niveau, der varetages af den kommunale hjemmepleje, plejecentre, almen praksis og almindelige hospitalsafdelinger.
Når man bliver indstillet til terminal behandling, modtager den kommune, man bor i, en såkaldt terminalerklæring. Hvis ikke før, er det ofte på det tidspunkt, at hjemmesygeplejersker som Anneke Beltman ”giver sig til kende”.
”Vi er her, og vi er klar til at hjælpe med det, du og I har brug for,” lader hun den døende og de pårørende vide.
”Det ved jeg ikke!”, udbryder Anneke Beltman, adspurgt om, hvor mange mennesker hun har fulgt i deres sidste minutter her på jorden. Måske 50 gætter hun så, men nej, det kan ikke gøre det efter 17 år som sygeplejerske i Sønderborg Kommune.
Mens adgangen til specialiseret lindring på landets hospicer og hospitaler bliver nøje fulgt og flere gange er blevet kritiseret af Rigsrevisionen, mangler der data om den basale palliative indsats, som er den, der foregår i patienternes hjem. Den, som Anneke Beltman yder.
Senest kom det frem, at hver femte patient med en livstruende sygdom ifølge Dansk Center for Palliativ Medicin ikke når at modtage
” Jeg er overbevist om, at det er et begrænset antal døende mennesker, der kun modtager specialiseret lindring.
ANNEKE BELTMAN
0 Leder i Kristeligt Dagblad torsdag den 31. juli 2025.
6 Palliation
Palliation stammer fra det latinske ord pallium, som betyder tæppe eller kappe, og er en lindrende behandling af de lidelser, der kan følge med at have en livstruende sygdom.
den specialiserede palliative behandling, de er blevet henvist til, før de dør.
Alt imens fortalte Mogens Grønvold, formand for Dansk Palliativ Database, til Kristeligt Dagblad i foråret, at man ikke ved, hvor mange der får god hjælp fra ikke-specialister, eller som har behov, men ingen hjælp får. Spørgsmålet er, om Anneke Beltman ser det som et problem, at mange patienter står på venteliste til at få hjælp, helt frem til de dør?
”Helt bestemt, men min pointe er, at man netop ikke er overladt til sig selv, mens man er på den venteliste.”
Det er en misforståelse at opfatte de to indsatser – den basale og den specialiserede –som to forskellige størrelser, siger hun.
”Hvis man skal se på det fra et patientperspektiv, er der ikke nogen forskel i den virkelige verden. Vi er nogle forskellige aktører i sundhedsvæsenet, som hjælper hinanden med at lindre,” siger hun og peger på, at de palliative teams, dem, hvis hovedopgave er palliation, kommer på et aftalt tidspunkt på en aftalt dato.
”Heroverfor står jeg i borgerens hjem hver dag og har tæt kontakt med den syge og de pårørende. Jeg er der lørdag aften, når det hele bare er rigtig, rigtig svært. Vi løfter en kæmpe opgave ved hele tiden at være til rådighed.” Ifølge Anneke Beltman kan den specialiserede palliation ”som regel” ikke stå alene – og hun kunne ønske sig, at flere talte om vigtigheden af den hjælp, den døende modtager i eget hjem. Blandt andre fra de alment praktiserende læger og hjemmesygeplejersker som hende selv.
”Jeg er overbevist om, at det er et begrænset antal døende mennesker, der kun modtager specialiseret lindring.”
Niels Birkemose, bestyrelsesformand
FOTO: LEIF TUXEN
... Den døende tager sit sidste skridt...
I det hele taget mener sygeplejersken ikke, at palliation prioriteres højt nok i det danske sundhedsvæsen.
”I den offentlige og politiske debat er der alt for meget fokus på, at vi for enhver pris ikke må dø. Vi forherliger at redde liv, men forholder os ikke til kvaliteten af det liv.”
Hvad er meningen?
Anneke Beltman griner lidt for sig selv, når hun fortæller, hvad der som ung student i begyndelsen af 1980’erne fik hende til at vælge sygeplejefaget.
”Beklager,” siger hun, ”det var min angst for at blive arbejdsløs og intet andet.”
Men så kommer hun i tanke om, at værdien af at gøre nytte for andre nok er noget, hun har lært hjemmefra. Fra forældrene – faderen var værktøjsmager og moderen var hjemmegående, dagplejer og hjemmehjælper – der boede i et parcelhuskvarter på Als.
Fra sin danske mor og hollandske far fik hun også den kristne tro, som hun plejet og båret med sig, for i en profession som hendes er det nyttigt at turde være lille og utilstrækkelig ... og læne sig ind i, at nogen griber hende, når det er svært.
”Det ved jeg, at der er,” siger Anneke Beltman, som gerne italesætter det at tro over for sine patienter.
Hvis hun fornemmer et behov, spørger hun patienten: ”Hvor skal vi mon hen, når vi ikke længere skal være her på jorden?”.
Og så kan hun finde på at dele, at når hun en dag kommer derhen, hvor end det så er, vil hun spørge: Hvad er meningen med al den lidelse?
Det ved hun ikke.
Men hun ved, hvad meningen er med den palliative indsats, som hun og hendes kolleger hver dag yder i den kommunale hjemmepleje.
”Helt simpelt sagt, så falder man på et tørt sted,” siger hun.
”Det er så meningsfuldt at hjælpe et medmenneske. At være med til at lindre, så den døende måske kan mærke værdi og glæde på trods.”
For mange år siden plejede hun en kræftsyg mand i 60’erne. På hans sengebord lå en bog, hun kan ikke huske hvilken, men pointen står klart: Hun spurgte patienten, hvad bogen handlede om, og de førte en lang samtale, som endte med, at han anbefalede hende at læse den. Hun takkede ham for tippet og sagde, at det ville hun gøre.
”Og så lyste hans øjne,” husker Anneke Beltman.
Sygeplejersken kender det fra sig selv. Det der med at have brug for at give noget til et andet menneske, ikke for at være en helt, men for at føle sig nyttig. Derfor siger hun ofte til den døende – og mener det:
”Du skal vide, at det har været en gave for mig at møde dig,” og så lægger hun hånden på sit bryst:
”Du kommer med her som et vigtigt minde.”
Træd varsomt
Man kan spørge: Hvordan når man ind til et menneske, som ofte er fysisk og mentalt svækket, og måske ikke ved, hvad det selv har brug for?
Anneke Beltman, der ud over et par afstikkere ud i verden, har brugt det meste af sit liv i Sønderjyllands flade, rolige landskab, kommer til at tænke på en sukkerbrødsdej.
”Det er basis for al pleje og omsorg at danne en relation til det menneske, man står overfor. Man skal ydmygt ville det andet menneske det bedste, og for at gøre det bliver man nødt til at finde ud af, hvem det andet menneske er.
ANNEKE BELTMAN
6 Anneke Beltman
Er født i 1965.
Har arbejdet 36 år som sygeplejerske, 17 år af dem som hjemmesygeplejerske i Sønderborg Kommune.
Er specialuddannet i borgernær sygepleje
Bor sammen med sin mand i landsbyen
Kær på Als.
ker, hvorefter melet tilføjes. Nænsomt! Ellers falder dejen sammen.
”Det handler grundlæggende om at træde varsomt ind i det andet menneskes liv og finde ud af, hvad der er svært lige nu,” siger Anneke Beltman.
”Lidelse er kompleks, fordi smerten over at være ramt på sin eksistens – at man er ked af at efterlade sine kære eller frustreret over ikke at blive forstået – kan komme til udtryk som alt muligt andet: fysiske smerter, vrede, afmagt, utilfredshed.”
Det kræver, fortsætter hun, at man som sygeplejerske tør være til stede med patienten der, hvor det gør ondt. Hvor man skal fornemme stemninger og stille de helt rigtige spørgsmål – blande melet nænsomt i sukkerbrødsdejen.
Anneke Beltman peger på tre forskellige former for lidelse, introduceret af den finske sygeplejersketeoretiker Katie Eriksson (1943-2019).
Sygdomslidelse, livslidelse og plejelidelse. Sygdomslidelse er de konkrete lidelser, en sygdom medfører, livslidelse beskriver den eksistentielle smerte. Og så er der plejelidelse –at det også kan være lidelsesfuldt at modtage omsorg.
”Især mænd kan have svært ved at modtage lindring,” siger hun.
Nogle beskriver det som elefantsyndrom: Når hanelefanter bliver syge, søger de væk fra deres flok, som ikke må se deres forfald.
”Man skal ikke bare sige, at det er noget pjat.
ge, bliver den omsorg, jeg vil påtvinge ham, lidelsesfuld. Men jeg skal stadig se ham, respektere ham og anerkende ham,” siger Anneke Beltman.
Tidspunktet kommer, hvor patienten bliver så svækket, at hun bliver nødt til at træde til. Måske har han ikke længere kræfter til at gå på toilettet, hente noget at drikke eller skifte sin beskidte bluse. Hvordan navigerer man i det?
”Det er basis for al pleje og omsorg at danne en relation til det menneske, man står overfor. Man skal ydmygt ville det andet menneske det bedste, og for at gøre det bliver man nødt til at finde ud af, hvem det andet menneske er.”
Hun nævner en episode nogle år tilbage. En ældre kvinde med kræft sagde til Anneke Beltman, at hun var taknemmelig for det liv, hun havde haft, men også at hun slet ikke var klar til at forlade sine børn, børnebørn og oldebørn.
”I den situation havde hun ikke brug for, at jeg sagde, det var synd for hende, eller at jeg kunne forstå hende, for jeg har ikke stået i samme situation. Hun havde brug for, at jeg rummede hendes smerte, sagde ja, prøvede at sætte ord på hendes lidelse – ’ja, du ville gerne have haft flere oplevelser med dine oldebørn’.”
Det sværeste ved Anneke Beltmans arbejde er, når hun tager fejl. Når hun ikke når derhen, hvor hun gerne vil, hvor hun helt forstår, hvilken slags pleje den pågældende patient har brug for.
”Enkelte gange har jeg ikke givet det, jeg skulle, og nogle har sagt, at de var utilfredse. Det kan stadig ærgre mig, at jeg ikke kom det rigtige sted hen i de situationer,” siger hun. I dag arbejder Anneke Beltman 32 timer om ugen. Med årene er hun kommet frem til, at det er nok. Arbejdet med mennesker, som er i svære livssituationer, slider.
Den ekstra fritid bruger Anneke Beltman på at lade op, og det gør hun ved at være alene eller ved at opholde sig i naturen, som hun har gjort meget, især som pigespejder i sin ungdom. Fra sit hjem i landsbyen Kær ved Sønderborg, hvor hun bor med sin mand, har hun udsigt over fredet natur.
Selvom hun har brug for pauser, har 36 år som sygeplejerske givet mere, end det har kostet, understreger hun. For eksempel har hun lært dette: Vent ikke med det vigtige til i morgen. Det er en prioritet for hende at være sammen med mennesker før alt andet.
Før rengøring, før dovenskab, før lysten til at gå i haven og pusle.
”Jeg vil altid hellere sige ja til at passe mine børnebørn, også selvom jeg ved, at jeg bliver træt. Jeg prioriterer mine nære relationer, men jeg finder også stor værdi i at række ud til hende, der sidder over for mig i toget, eller ham, der taber noget ud af baglommen,” siger Anneke Beltman.
”Jeg er til stede i verden i en kort periode, og i den tid vil jeg prioritere de mennesker, jeg er til stede i verden med.”
I afskeden med den døende oplever sygeplejersken ofte, at de pårørende er optagede af at være der til det sidste suk. Mange af dem føler måske ikke, at de har prioriteret den døende nok, mens tid var.
”Men min oplevelse af at være i samme rum som folk, der dør, er, at de tager det sidste skridt væk fra den her verden helt alene. Vi kan ikke gå med dem helt derhen.”
Anneke Beltman har også erfaret, at døden for langt de fleste mennesker er fredfyldt. Det er sjældent, at hun oplever, at et menneskes sidste minutter i live er en kamp. Så hun tilføjer: ”Jeg kan bare hilse og sige: Vi skal ikke være bange.” J fortsat fra side
Dejen, som bruges til lagkagebunde, begynder som en pisket masse af æggehvider og suk-
Har tre døtre fra et tidligere forhold og tre børnebørn.
Jeg kan godt have en idé om, hvad en mandlig patient har brug for, men hvis plejelidelsen fylder så meget for ham, at han ikke kan modta-
22
Få gratis arveguide
Hold glæden i live med din arv
Alt du skal vide om at skrive testamente
Giv frie
liv til blinde og svagsynede
DBS Arv_testament-26x21_final.indd 1
Det kærligste du kan gøre for din familie er at skrive testamente
Vores arveguide giver dig vigtig viden om, hvordan du opretter et testamente, hvordan selv en lille del af arven kan gøre en stor forskel – og hvordan du kan sikre, at dine ønsker bliver respekteret.
Bestil arveguiden i dag – det er helt uforpligtende
Ring til os på 38 14 88 44 - tast 1 for indsamlingeller skriv til indsamling@blind.dk eller
scan QR-koden og udfyld formularen, så sender vi guiden helt gratis til dig
Du kan også bestille guiden på blind.dk/arv.
Hvad gør det ved vores forhold til livet og døden, når kunstig intelligens nu kan fastholde den afdøde i vores liv – enten via en såkaldt chatbot eller som en avatar, der både ligner og taler som den, man har mistet?
baggrund
Bjørg Tulinius og Rasmus Enghave Friis tulinius@k.dk, friis@k.dk Hvad nu, hvis vi ved hjælp af ny teknologi kunne beholde de afdøde iblandt os – og på den måde give dem evigt liv i denne verden?
Måske som en foreviget samtalepartner, der altid er ved hånden i form af en chatbot, som svarer med den elskedes stemme og med ord, han eller hun ville have sagt. Eller som en digital tvilling af et terminalt sygt barn, som så ville blive i familien, når det syge barn holdt op med at trække vejret?
Sorgrobotten er nutidens bud på
Umiddelbart kan det være, at man som læser tænker: Sikke en fantasi, journalisterne på Kristeligt Dagblad har. Men faktisk er de ovenstående eksempler ikke hentet fra hverken fantasiens overdrev eller fra science fiction –de findes allerede. Og ifølge en af de førende eksperter i kunstig intelligens her i landet, professor ved datalogisk institut på Københavns Universitet, Anders Søgaard, så har sorgrobotter i forskellige udgaver været et område i voldsom vækst de seneste 10 år. Han kalder det ligefrem ”en guldgrube”. Og teknologien bliver hele tiden bedre til at skabe sorgrobotter i flere dimensioner, fortæller han og uddyber:
”Det betyder, at sorgrobotten i form af en såkaldt chatbot, hvor man ’kun’ kan skrive og tale med den afdøde, ikke er det eneste tilbud. Man ser også allerede i dag afdøde ’leve videre’ i form af avatarer eller hologrammer, og på længere sigt vil man også kunne købe humanoide, eller decideret menneskelignende, robotter,” lyder det fra Anders Søgaard, der for tiden er ved at skrive en bog om emnet sammen med techjournalist Marie Høst. De har foreløbig kaldt deres bog for ”Genskabt”. Med tilføjelsen: ”Teknologiens løfte om evigt liv”.
For det er ifølge Anders Søgaard den fremtid, vi allerede står midt i. Som følge af den kunstige
ILLUSTRATION:
intelligens’ hastige vækst gennem de seneste år er Anders Søgaard ikke ude i et normativt ærinde, som han selv siger. Han vil hverken fordømme eller forherlige sorgrobotternes fremmarch, ”men jeg er meget nysgerrig efter at vide, hvad de kommer til at betyde for vores forhold til døden,” siger han.
Han vil dog gerne indlede med at slå fast, at menneskers forhold til døden til alle tider er blevet påvirket af den kultur – og de teknologier – de har levet i og med. Han nævner som eksempler, hvordan Shakespeares Hamlet bruger skuespillere til at vække mindet om sin egen far til live. Og hvordan man med de første kameraer pludselig også fik idéen om at tage familiebilleder med den afdøde klædt i fint tøj. Alt sammen udtryk for forskellige tiders måder at repræsentere den døde på, når vedkommende ikke længere var i live.
”Sorgrobotterne er så vor tids nyeste bidrag, og jo mere naturtro de bliver, jo mere overbevisende virker de selvfølgelig. Man kan tage dem med sig rundt og tale med dem som med levende mennesker. I virkeligheden er de jo bare chatbots, der har lært at repræsentere den afdøde. Og jeg har mødt mange mennesker, der virkelig er glade for den her mulighed. For dem var sorgen ubærlig før, men med sorgrobotten føler de, at smerten lindres,” fortæller Anders Søgaard.
skole, så de kan udfolde deres potentiale.” Sådan lyder budskabet fra Josephine, der blev født med pukkelryg. Stigmatisering i Tanzania afholdt hende fra skole, indtil IAS opdagede hende. I dag trives hun med skole og venner.
SKABE HÅB
FOR VERDENS UDSATTE
udstødte og undertrykte verden over i centrum for vores arbejde. Sammen med lokale kirker i Østafrika og Østeuropa skaber vi langsigtet udvikling og yder nødhjælp til mennesker i kriser.
Når du testamenterer en del af din arv til vores arbejde, er du med til at støtte verdens udsatte. Du er med til at skabe håb - for børn med handicap i Tanzania, voldsramte kvinder i Kenya og internt fordrevne i Ukraine.
Læs mere på www.ias-danmark.dk/arv rådgivning
Skriv til os på kontakt@ias-danmark.dk eller ring på tlf. 93885855
Drejervej 15, 2400 København NV
Foto: Daniel Overbeck
... Sorgrobotten er nutidens bud på det evige liv
fortsat fra side 26
Professoren har også mødt folk, der mener, at sorgrobotten er første skridt på vejen mod en endnu mere radikal version af det evige liv:
”Hvor det bliver muligt for folk at lave kunstige kloner af sig selv, så de i stedet for at stille træskoene endeligt, kan hoppe over i nogle robot træsko i stedet for,” forklarer Anders Søgaard.
Sorgrobotter, avatarer og deciderede kloner af en selv, der så kan leve videre. Udviklingen kan ses som led i en bevægelse, hvor man jag ter det evige liv med ny teknologi.
Umiddelbart lyder det som noget helt andet end de religiøse forestillinger om efterlivet, vi blandt andet kender fra kristendommen. Men faktisk er det et udtryk for det samme; noget helt og aldeles ”grundmenneskeligt”.
Det siger Henrik Reintoft Christensen, afdelingsleder og lektor i religionssociologi på Aarhus Universitet.
Mennesket, påpeger han, er den eneste art, der er i stand til at forholde sig til den smerte fulde kendsgerning, at vi skal dø. Men vi har svært ved at forestille os vores egen og vores næres ikke-eksistens. Og ikke mindst: at forlige os med den.
”Derfor har vi et behov for at gribe ud efter fortællinger og myter, der kan forklare, hvad der sker, når vi ikke længere er her,” siger Henrik Reintoft Christensen.
Det gælder ikke kun det moderne menne ske, sådan har det været i tusindvis af år, fort sætter han. I nogle af de tidligste myter dyrke de man afdøde slægtninge som ånder, man kunne henvende sig til, og som kunne guide en moralsk.
Som Henrik Reintoft Christensen siger:
”At tænke over udødeligheden er et menne skeligt vilkår.”
Det, der har forandret sig, er måden, hvorpå tankerne forplanter sig.
I de religiøse grundfortællinger overvinder man døden ved at opstå et andet sted, for eksempel i paradis, eller i en anden krop, for eksempel gennem reinkarnation, fortæller han. Forestillinger, som i vid udstrækning er blevet besejret af sekulariseringen i den moderne verden. Trangen til at overvinde døden er derimod intakt – svarene søger man bare ikke længere i teologien, men derimod i teknologien og i videnskaben, påpeger religionssociologen.
Nogle taler med afdøde pårørende ved hjælp af kunstig intelligens. Andre går skridtet vide re og drømmer om at få overført deres egen be vidsthed til en sky eller en robot.
Det siger ikke kun noget om den teknologi ske udvikling, men også om det moderne menneske, siger Henrik Reintoft Christensen: Man forestiller sig ikke længere, at man opstår et andet sted eller som noget nyt og bedre, man vil bevare sin bevidsthed og sin hukom melse.
”Hvis man skulle lave en stor fortælling, kan man spørge, om vi er på vej over i en psykolo gisk forestilling om udødelighed, hvor det bli ver ens egne følelser og tanker, ens eget sind, der overlever, mens kroppen kan skiftes ud.”
Noget vi leger
At det moderne menneske har det ekstra svært med at skulle dø på et tidspunkt, er også kon
” I virkeligheden er de jo bare chatbots, der har lært at repræsentere den afdøde. Og jeg har mødt mange mennesker, der virkelig er glade for den her mulighed.
ANDERS SØGAARD, PROFESSOR VED DATALOGISK INSTITUT PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITET
” Det nærmer sig storhedsvanvid, at vi på den måde rækker ind i de dødes rige. Det er, som om vi har mistet respekten for både døden og den afdøde.
EVA HOLMEGAARD LARSEN, SOGNEPRÆST I NORDSJÆLLANDSKE NØDEBO OG GADEVANG SOGNE
6 Hvad er en sorgrobot?
Er du passionsforsikret?
Et testamente er et kærligt brev til dem, du holder mest af - vi kalder det en passionsforsikring.
Et testamente handler om livet lige nu, om din passion for alt det, der giver dig glæde i din hverdag.
Vores passion er de vildtlevende og herreløse katte. Hvis du også har en passion for katte, kan den leve videre ved at betænke dem i dit testamente.
For kattene kan det betyde alverden. Vores advokat er altid klar med gratis rådgivning, så du kan være tryg ved, at alle dine ønsker tilgodeses.
RING OG HØR MERE 38 88 12 00
Kattens Værn hjælper årligt tusindvis af herreløse katte til et værdigt liv gennem indfangning, dyrelægekontrol, mærkning og registrering, adoption og genudsætning. Det er vores passion.
Dorte går i ventesorggruppe for at bearbejde det faktum, at hendes mand skal dø
Dorte Knudsen er én ud af mange, som er pårørende til en dødeligt syg person. Engang var ventesorg et usynligt fænomen, men nu kommer det frem i lyset – også i folkekirken, hvor flere præster faciliterer ventesorggrupper nyhed
Rikke Christiansen christiansen@k.dk
Dorte Knudsens mand er syg –faktisk så syg, at det er sikkert, han skal dø af det. Det har lægerne allerede forberedt hende på for flere år siden. Men præcist hvornår han dør, er der ingen, der ved. ”Jeg går og venter på, at min mand skal dø. Det lyder hårdt, men det er virkeligheden,” fortæller 67-årige Dorte Knudsen. For seks år siden fik Dorte Knudsens mand konstateret den uhelbredelige Huntingtons sygdom, der rammer hjernen, og som med tiden kan medføre ændringer i personligheden. Hun føler, at hun mister sin mand lidt efter lidt – og det er en stor sorg for hende ikke længere at kunne genkende ham.
Den type sorg kaldes ventesorg og kan opstå hos pårørende til mennesker med kræft, demens eller andre alvorlige sygdomsforløb, som strækker sig over tid.
Ventesorg har længe været overset, men i takt med øget opmærksomhed er der kommet litteratur, podcasts og foredrag om emnet. Opmærksomheden har også nået folkekirken, hvor flere præster nu faciliterer ventesorggrupper. Siden 2013 er det samlede antal af sorggrupper i kirken vokset markant til cirka 200 i dag på landsplan. Oversigten viser dog ikke, hvor mange af dem ventesorggrupper udgør, men Kristeligt Dagblad har talt med flere præster, der i de senere år har faciliteret dem. Blandt andet præsten i Dragør Kirke på Amager hvor Dorte Knudsen mødes med andre i samme situation.Her kan hun og andre pårørende dele det, der fylder, når man skal balancere mellem sygdom og hverdag: uvisheden, den langsomme opløsning af relationen og skyldfølelsen.
For Dorte Knudsen er gruppen et pusterum, hvor tanker og følelser kan lande blødt – og hvor hun aldrig føler sig forkert og alene. ”Når vi mødes, forstår vi hinanden. Nogle gange behøver vi ikke engang sige noget – vi forstår sorgen, frustrationen og alt det bureaukrati, man står overfor, når man pludselig er alene,” siger Dorte Knudsen og tilføjer, at de i gruppen også taler om mere jordnære emner som digital post, Udbetaling Danmark og alle de praktikaliteter, man som pårørende skal navigere i.
Skyld og skam fylder meget
Sognepræst Anette Salling Lyneborg i Dragør Kirke leder ventesorggruppen, som Dorte Knudsen deltager i. Hun kendte ikke begrebet ventesorg, før hun for fire år siden blev kontaktet af en lokal demenskoordinator.
”På det tidspunkt havde jeg netop gennemgået folkekirkens specialuddannelse i sjælesorg – ventesorg var slet ikke nævnt,” fortæller hun.
Siden har hun dannet to grupper – en for ægtefæller til demente og en for voksne børn til demensramte forældre.
I Islebjerg Kirke i Frederikssund leder Maiken Buddig en ventesorggruppe, og hun genkender det voksende behov for at tale om ven-
tesorg. Da kirken annoncerede sin første ventesorggruppe blev alle pladser optaget i løbet af 10 dage, og deltagerne mødtes for første gang i begyndelsen af oktober sidste år.
”De pårørende har stor glæde af at mødes med ligesindede, der forstår, hvad de går igennem,” siger Maiken Buddig.
Michael Rønne Rasmussen er sognepræst i Ishøj Kirke på den københavnske vestegn og har tidligere ledet en ventesorggruppe, som nu holder pause. Han kendte heller ikke til begrebet, før en kvinde henvendte sig, fordi hun selv havde haft glæde af et sådant forløb og så behovet hos andre.
”Jeg sagde, at det har vi sådan set ikke forstand på. For selvom jeg kender sorgteorien, var der en anden accent over ventesorg,” siger han og tilføjer, at det hurtigt blev en lærerig erfaring:
”Det er deltagerne, der underviser mig – ikke omvendt.”
Et ord, der deler vandene
Preben Engelbrekt, direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, glæder sig over, at der nu også findes ventesorggrupper.
”Man kan føle, at det er forbudt at have de følelser, man har. Der kan være en stor skyldfølelse over at blive irriteret eller ikke længere have overskud. Nogle oplever endda skyld over, at de i perioder ønsker, at den syge dør –fordi man næsten ikke kan holde til det mere,” fortæller han.
Mens nogen oplever at føle sig set og forstået, kan det for andre lyde en smule barskt, at pårørende ”venter” på, at den syge dør.
Sognepræst Anette Salling Lyneborg opfatter imidlertid begrebet anderledes.
”Jeg ser det mere som en sorg, der ikke venter, men som allerede begynder, når vi får at vide, at vores kære er alvorligt syge eller terminalt syge,” fortæller hun.
Ventesorggruppeleder Maiken Buddig anerkender begrebets berettigelse, men håber på et mildere ord.
”Ordet ’ventesorg’ er meget sigende for, at vi venter på, hvornår døden indtræffer – og vi ved
0 Dragør Kirke lægger lokale til en gruppe for ægtefæller til personer med demens eller kognitive skader og en gruppe for voksne børn til demenssyge forældre.
FOTO: LEIF SCHACK-NIELSEN/BIOFOTO/ RITZAU SCANPIX
0 Dorte Knudsen på 67 år kalder sig en af de garvede deltagere i ventesorggruppen i Dragør Kirke, hvor hun er kommet i over tre år. Hendes mand lider af den uhelbredelige sygdom Huntingtons sygdom og har boet på plejehjem i mere end seks år.
PRI VATFOTO
det ikke. Vi er som i en ventesal uden at vide, hvornår toget afgår,” fortæller hun og tilføjer: ”Men hvis man skal sige til den syge, at man skal til møde i ventesorggruppen, er det ikke et rart ord for den, der er syg, som jo konkluderer: ’Nå, sidder I bare og venter på, at jeg skal dø?’. Jeg kunne godt tænke mig, at man fandt et andet ord, som er mere venligt over for den syge.”
Ventesorgen vil kun vokse
Tal fra Det Nationale Sorgcenter viser, at cirka 60.000 ældre årligt oplever, at en ægtefælle rammes af en alvorlig somatisk sygdom, mens 220.000 voksne årligt har en forælder, der bliver meget syg. Og ifølge Preben Engelbrekt vil ventesorg kun fylde mere i fremtiden.
”Fordi lægevidenskaben forbedres, og vi lever længere med livstruende sygdomme, oplever mange pårørende ventesorg i flere år end tidligere. Det er et overset problem,” siger han. Dorte Knudsen mener, at der generelt er for lidt fokus på ventesorg. Hun håber, at flere bliver opmærksomme på begrebet og overvejer, om der findes et tilbud i deres kommune eller kirke:
”Det vigtigste er, at der skal være den slags tilbud, for det er så vigtigt for os, der sidder midt i sorgen, at vi kan tale med nogen om det. Man er lidt overset som pårørende i sådan en situation, og hvis ikke vi får fyldt vores egen tank op, kan vi heller ikke give noget videre til vores syge ægtefælle.” J
6 Ventesorg
Ventesorg er den sorg, der kan opstå, når et menneske, man har en nær relation til, bliver alvorligt syg. Det er en sorg, som begynder, før døden indtræffer.
Man står tæt på sygdom, tab og risiko for at miste, men ved ikke, hvad udfaldet bliver. Man kan som pårørende pendulere mellem to livsspor: et sygdomsspor og et hverdagsspor.
KILDE: DET NATIONALE SORGCENTER
Ræk arven videre til dem, der tjener
Din arv vil være en uvurderlig støtte til KFUM’s Soldaterhjem. Her støtter du soldaterhjemsarbejdet blandt vores soldater på internationale missionsområderne og de værnepligtige her i landet.
Et Soldaterhjem er soldatens og den værnepligtiges “andet hjem” - et fristed med fællesskab, nærvær, samtale og menneskelig omsorg.
Hvis du ønsker at støtte vores arbejde gennem dit testamente, vil vi sørge for gratis juridisk assistance i forbindelse med udarbejdelsen af testamentet.
Seksårige Floras bisættelse gav jobbet som hospitalsklovn en ny mening
Da Flora Leth Bøttern skulle herfra, skete det i en kirke fyldt med regnbuefarver og børnesange. Midt i afskeden stod hendes allierede gennem sygdommen: hospitalsklovnen Makaroni interview
Rikke Christiansen christiansen@k.dk
Dannebrog var hejst på halv. Kirkeklokkerne ringede deres sædvanlige melodi.
Alligevel var denne dag alt andet end almindelig.
Ulstrupbro Kirke var fyldt til bristepunktet, og midt i kirkerummet stod en lille, lilla kiste. Farvestrålende tøj erstattede det sorte. Familien havde bedt om en regnbue for Flora Leth Bøttern, og det havde de fået. Det var hendes yndlingsfarve.
Der var ingen orgelmusik, der tyngede rummet, for dagen skulle ikke være højtidelig. Præsten havde spurgt, om familien var helt sikker, og det var den. Flora Leth Bøttern skulle fejres.
I stedet flød tonerne fra animationsfilmen ”Vaiana” og sangen fra Tinka-julekalenderen ud af højttalerne. Det fik små samtaler til at brede sig i rummet.
Bagerst i lokalet stod en mand med neonfarvet svedbånd og rød klovnenæse. Hospitalsklovnen Makaroni med det borgerlige navn Mads Koudal.
Han havde fulgt hende gennem sygdommen, og nu ville han sige farvel.
Men for at forstå, hvorfor en klovn føltes som det mest naturlige i verden ved en bisættelse, skal man spole tiden halvandet år tilbage. Til dengang en ”trold” flyttede ind i Flora Leth Bøtterns hjerne.
Flora og Makaroni
Flora Leth Bøttern var fem år, da hun fik sin diagnose. Hun havde haft hovedpine i lang tid og var til gentagne lægebesøg, selvom hun hellere ville i børnehave og lege med sine kammerater og sin tvillingesøster, Nellie Leth Bøttern. Så kom beskeden: en hjernetumor.
Forældrene, Line Leth Lundbak og Peter Bøttern, forklarede det, så deres datter kunne forstå det. En trold var flyttet ind i hendes hjerne, sagde de. Den skulle lægerne have ud.
Operationen gik godt. Trolden blev fjernet. ”Men vi fortalte hende, at trolden havde glemt at gøre rent efter sig. Derfor skulle hun have ’støvsuget’ resten væk med kemo,” fortæller Line Leth Lundbak.
Behandlingen blev begyndelsen på et langt forløb. Flora Leth Bøttern tabte sine lyse krøller, så sjældent sine legekammerater og brugte et utal af timer på hospitalet.
Og her blev Makaroni hendes allierede. Mads Koudal har været hospitalsklovn i cirka 10 år. Med en baggrund som skuespiller
gennem 25 år, hvor han især har følt sig hjemme i de lidt skæve og humoristiske roller, gav det mening at uddanne sig til hospitalsklovn. Her er hans opgave at aflæse rummet og skabe øjeblikke, hvor han kan punktere alvoren og give plads til legen.
Han undgår bevidst at kende for mange medicinske detaljer om børnene. Ellers risikerer han at se sygdommen i stedet for barnet, og så mister han den naivitet, legen kræver.
”Selvom forældrene er i kæmpe sorg, er deres barn stadig et barn. Det er en kontrast, hvor det er nemt at drukne. Vi redder ikke børnene, og det er ubeskriveligt uretfærdigt, at de skal herfra. Men jeg opererer ikke med den uretfærdighed, når jeg er på arbejde; jeg er her på barnets præmisser,” siger Mads Koudal.
Han beskriver klovnen Makaroni som ekstremt naiv – som var han netop faldet ned fra Månen – og heller ikke altid særlig kvik.
”Min rolle var at styrke Flora. Hun var læremesteren, og jeg kan stadig høre hende råbe ’Makaroniii’, når jeg kludrede i det,” fortæller Mads Koudal.
Det betød, at Flora Leth Bøttern ofte måtte hjælpe eller irettesætte ham, når han for eksempel glemte, hvilken dør han var kommet ind ad og forsøgte at gå ud gennem skabet.
Nogle gange kunne hun endda narre ham, og det gav hende en følelse af kontrol i en hverdag, hvor kontroltabet ofte var altoverskyggende; hvor hun skulle navigere blandt mennesker i hvide kitler, operationer og kemobehandlinger.
”Det var en masse ting, der skete med hende og på hende, som hun ikke havde lyst til – en form for overgreb. Så er det bare rart at have den ven, som altid vil en det godt, og som man selv kan bestemme over,” siger Line Leth Lundbak.
Der var ikke mange, der var i tvivl om, at Flora Leth Bøttern og hospitalsklovnen Makaroni havde noget særligt sammen. Personalet så det. Familien mærkede det fra første møde.
Et grin midt i sorgen
Han fulgte hende gennem mere end et år: til behandlingerne på Dansk Center for Partikelterapi, i den sidste tid på børne- og ungdomshospice Strandbakkehuset og til sidst, da han sagde farvel ved hendes bisættelse i Ulstrupbro Kirke den 24. februar 2023.
I kirkerummets regnbue af farver var det lettere for Makaroni at falde naturligt ind i mængden.
Han husker, da han trådte ind og så en enkelt ledig plads på kirkebænken seks rækker længere fremme. Han tøvede, men gik alligevel hen og satte sig yderst på bænken.
Efter bisættelsen ventede rustvognen foran kirken, og Makaroni hørte gråd og tunge vejrtrækninger.
Han trak sig lidt tilbage. Han ville gerne nå at lægge en blomst på den lilla kiste.
Selvom han havde aftalt med familien, at han skulle komme som klovn, var han bange for at fylde for meget. Bange for at træde ind i familiens nærmeste cirkel.
”Jeg vidste, at det ikke skulle være et øjeblik, hvor ’nu skal klovnen lige klovne’,” fortæller han.
” Jeg ville have været ked af det, hvis jeg ikke havde truffet valget om at lægge blomsten. Jeg var bange for, om det var ’for meget’, da det jo var de allernærmeste, der stod der.
HOSPITALSKLOVNEN MAKARONI ALIAS MADS KOUDAL
Først da Peter Bøttern, Flora Leth Bøtterns far, vendte sig om og mødte hans blik med et anerkendende nik, forsvandt tvivlen. Makaroni fik lagt sin blomst.
Kort efter fik Nellie Leth Bøttern, Flora Leth Bøtterns tvillingesøster, øje på ham.
”Makaroni!”, råbte hun og løb hen til ham.
Hun ville vise de andre noget: at Makaronis finger kunne sige en sjov lyd.
”Jeg vidste, at min opgave på dagen også var at være barnets stemme. Selvom alle voksne var knuste, så var jeg der for Nellie, og hvis hun havde brug for det midt i sorgen, så var det det, jeg skulle give hende,” fortæller han.
En pibelyd brød igennem gråden. Og så kom latteren.
”Det var som om, alle i nærheden pludselig kunne trække vejret igen, og at Nellie fik lov at
være et barn,” husker Line Leth Lundbak, Flora Leth Bøtterns mor.
Fra hospitalsgang til kirkebænk
Mads Koudal husker sidste gang, han så Flora Leth Bøttern på Strandbakkehuset. Det var dagen inden, hun døde.
Hun sov meget på det tidspunkt, og medicinen havde et stramt tag om hende. Men når hun var vågen, var hun bevidst, hun var kæk, og sådan gjaldt det helt til det sidste. Makaroni kom forbi for at besøge hende, og Line Leth Lundbak forsøgte at vække hende. Temmelig afkræftet slog hun øjnene op og fik øje på ham:
”Hej Makaroni!,” sagde hun.
”Jeg stod der lidt, så hendes bamse ligge i sengen, og så spurgte jeg: ’Nej Flora, har du din isbjørnebamse med?’”.
Flora Leth Bøttern så på Makaroni og sagde småirriteret: ”Neeej, Makaroni, det er en kanin!”.
”Det var så smukt, at hun ville bruge den smule energi, hun havde, på at åbne øjnene og sige hej. Det viser, hvad deres venskab betød for hende,” fortæller Line Leth Lundbak. Mads Koudal er glad for, at han nåede at sige farvel. Den slags afslutning er ikke noget, man nødvendigvis får i hans position, fortæller han. For ham blev forløbet med Flora Leth Bøttern en personlig og faglig undtagelse.
Hvor han oftest møder børn til en hurtig leg på hospitalsgangen med alt fra sprængte blindtarme til forstuvede ankler, var dette forløb unikt. Her fik han lov til at følge Flora Leth Bøttern helt til graven.
Han rømmer sig, da hans stemme knækker en smule:
”Det er næsten svært at sætte ord på, men det er utroligt livsbekræftende at få lov til at være med så tæt på. Her giver arbejdet virkelig mening,” siger Mads Koudal.
For ham var det afgørenede at få lov at være med hele vejen.
Det gav ham en sjælden mulighed for at få afsluttet den relation, der var bygget op gennem halvandet år.
”Fordi jeg havde haft så lang en relation til hende, var det rart at få den form for afslutning. Det er jo noget, man normalt ikke har patent på som hospitalsklovn – det tilhører de tætteste – men at blive inviteret ind i det rum betød meget for mig,” forklarer han. Til bisættelsen var han ikke kun til stede som klovnen Makaroni, men også som mennesket Mads. Han beskriver det som den smukkeste afsked, han har overværet, men også som en svær balancegang mellem profession og privat sorg.
”Som hospitalsklovn var jeg skruet ned på 20 procent, fordi jeg inde bagved også var ramt af det hele. Jeg deltog mest af alt som alle an-
dre,” siger han og uddyber det svære valg om at træde helt frem til kisten:
”Jeg ville have været ked af det, hvis jeg ikke havde truffet valget om at lægge blomsten. Jeg var bange for, om det var ’for meget’, da det jo var de allernærmeste, der stod der. Men da jeg
2 Mads Koudal blev hurtigt opmærksom på, at Flora Leth Bøttern havde brug for opmuntring og selvtillid. I deres møde var det hende, der lærte ham at finde vej i legen. FOTO: MADS KRABBE
midt i det svære.
FO TO: JULIE MELDHEDE KRISTENSEN
6 Danske Hospitalsklovne
Foreningen Danske Hospitalsklovne blev stiftet i 2003.
Der er 83 professionelt uddannede hospitalsklovne i Danmark. Alle hospitalsklovne har en halvandenårig uddannelse bag sig. Hospitalsklovnene er til stede på børneafdelinger, børnehospicer, specialinstitutioner og i børne- og ungdomspsykiatrien over hele landet.
Hospitalsklovnene samarbejder tæt med fagpersonalet og kan for eksempel være med, når et barn skal have taget blodprøve, scannes eller lægges i narkose.
Hospitalsklovnenes arbejde finansieres gennem støtte fra private, virksomheder, fonde og finansloven.
KILDE: DANSKE HOSPITALSKLOVNE
mødte Peters blik, føltes det bekræftende. Det føltes rigtigt.”
En del af familien
Tre år efter Flora Leth Bøtterns død er Mads Koudal stadig en del af familiens liv. Denne eftermiddag er han på besøg i hjemmet i Ulstrup.
Han deltager troligt i det årlige klovneløb i byen, som under Flora Leth Bøtterns sygdomsforløb blev en tradition til fordel for hospitalsklovnene.
Og han var der også, da hverdagen ramte efter bisættelsen.
Line Leth Lundbak kunne ikke bære tanken om, at Nellie Leth Bøttern skulle vende tilbage til skolen og møde overvældede voksenblikke og spørgsmål om døden.
”Så jeg spurgte Mads, om han ville tage med som Makaroni. Han stod klar med skolekufferten, og efter fem minutter i garderoben var hun en del af flokken igen, fordi han allerede havde dummet sig flere gange,” husker hun.
”Der hang så meget på hendes små skuldre, og jeg ville gerne gøre det lettere for hende,” siger Mads Koudal.
Under sygdomsforløbet blev han også en støtte for familien. Når han ikke var Makaroni, var han bare Mads.
”Han åbnede op og fortalte om sit eget liv, sin familie og sine børn. Vi kunne snakke ligeværdigt som voksne. Det betød alt, at han ikke var overfladisk, men kunne rumme det mørke, jeg stod i,” fortæller hun.
Makaroni gjorde hverdagen mere udholdelig. Han bragte legen ind, selv når Flora Leth Bøtterns følgesvend var et kemostativ, og mindede hende om, at hun først og fremmest var et barn.
”I al den sorg er det fuldkommen helende at få lov til at grine helt ned i maven. Når vi havde haft de der grineflip med klovnene, kunne man trække vejret igen,” fortæller Line Leth Lundbak. J
0 For Line Leth Lundbak blev Mads Koudal også en ventil. På hospitalsgangene mødte hun en, der lyttede
Nu bliver dødslejefænomener taget seriøst
Siden jeg udgav min bog om dødslejefænomener, har folk fortalt mig den ene historie efter den anden om lignende oplevelser. Det er ikke bare delirium hos døende patienter
kommentar
Laura Engstrøm livogsjael@k.dk
I 2019 RINGEDE JEG til et dansk hospice for at høre, om de kendte til åndelige oplevelser i forbindelse med dødsfald. Jeg havde sat mig for at researche til en bog om særlige oplevelser omkring døden, efter selv at have haft sådan en oplevelse nogle måneder forinden.
Kort inden min far døde, så jeg et lysglimt ud for hans hoved. Lyset var efterfulgt af et syn af min afdøde onkel, og jeg så min afdøde onkel i et splitsekund. Synet varede kortere end et sekund, men jeg var ikke i tvivl: Det var ham, min fars afdøde storebror, Mogens.
Det var ikke et syn, jeg selv havde fremmanet. Det var jeg sikker på. Det føltes generisk. Så jeg tænkte, at der måtte være et hav af andre, der havde oplevet noget lignende. Derfor ringede jeg til det danske hospice.
”Nej,” lød det i den anden ende. ”Vi kender ikke til, at pårørende ser lys eller afdøde,” fortsatte stemmen. Vi aftalte alligevel, at jeg kom ud til hospicet for at interviewe sygeplejerskerne der. På det tidspunkt havde jeg læst den amerikanske hospicelæge Christopher Kerrs undersøgelser af, hvad døende oplever i den sidste tid. Efter mere end 1500 interview med døende konkluderede Christopher Kerr, at cirka 80 procent af dem har mindst én drøm eller ét syn.
Dødslejefænomener – eller ELDV, end of life dreams and visions – kaldes det. Det er ikke almindelige drømme, endsige syn. De færreste har i løbet af deres liv set deres afdøde mor stå for enden af sengen, men inden døden indtræffer, er det almindeligt, at døende ser de afdøde lige så virkeligt, som de ser den levende sygeplejerske, der står ved siden af dem.
Måske er vores tid nu mere åben for, at vi tør at tale om det, vi ikke umiddelbart kan forklare?
SIDEN FANDT JEG UD AF, at det ikke kun er i USA, de undersøgelser er udført. Der er mange. Der er lavet undersøgelser i Japan, Brasilien og Storbritannien, ja sågar også i Sverige. I Sverige ville forskeren Stina Nyblom se, om døende også dér fik syn af religiøse figurer som Jesus eller Jomfru Maria, eftersom Sverige er et mere sekulariseret samfund end det amerikanske. I USA er det ret almindeligt at få besøg af Jesus på dødslejet – især i ”Bibelbæltet”. Den svenske undersøgelse er lille og omfatter kun 25 døende patienter, og ingen af dem fik syn af engle eller Jesus. Men den svenske undersøgelse viste det samme som de andre: Det er meget almindeligt at se sin afdøde mor, bror eller far for enden af sengen, mens man er døende, hvad enten man er japaner, brasilianer, svensker eller amerikaner.
På det danske hospice, jeg talte med i 2019, fortalte de to sygeplejersker, at de jo kendte til delirium. En af sygeplejerskerne fortalte om en patient, der havde fået besøg af en truende bjørn. En anden fortalte om en døende kvinde, der havde en grøn krokodille liggende ved siden af sig. De udenlandske undersøgelser skelner mellem delirium og døendes drømme og syn. Forskellen er patientens mentale tilstand. Er han eller hun klar og ved fuld bevidsthed og får et syn eller en særdeles levende drøm af sin afdøde bedstemor, karakteriseres det som ELDV. Delirøse patienter derimod er diffuse og vil typisk ikke vide, hvilken dag på ugen det er. Døendes drømme og syn er anderledes terapeutiske og dybe end delirium. De hjælper den døende med at rydde op i traumer. De beroliger og mindsker dødsangst.
Et eksempel fra Christopher Kerrs undersøgelser er Mary, der havde fået besøg på hospicet af sine voksne børn. De lagde mærke til, at Mary så ud, som om hun sad i sin seng og vuggede et spædbarn. ”Danny,” lød det fra hendes læber.
Var hun blevet bims? Hendes voksne børn kiggede hen på Christopher Kerr, der havde stukket hovedet ind på hospicestuen. Det lod ikke til det. Mary var klar og så ellers ud til at have det fint. Ja, faktisk smilede hun. Hun var ikke delirøs.
Næste dag kom Marys søster for at besøge Mary.
Christopher Kerr spurgte søsteren, om navnet Danny sagde hende noget. Ja, sagde hun: Inden Mary fik sine fire børn, fødte hun et dødfødt barn. Ham kaldte de Danny.
Christopher Kerr konkluderer, at synet af Danny
hjalp Mary med at hele et dybt traume, inden hun skulle herfra. Det syn var ikke delirium.
FOR SEKS ÅR SIDEN LOD HOLDNINGEN herhjemme til dødslejefænomenerne at være: Lad os kalde det delirium velvidende, at de døende patienter, der får disse særlige drømme eller syn, er kognitivt klare og ved fuld bevidsthed. Hvis en døende ser sin afdøde mor, må det være delirium. For hvad skulle det ellers være? Morfin? Der er blot dét, at døende, der ikke får morfin, også får syn af afdøde.
I 2020 ringede jeg til et andet hospice: Om de havde hørt om disse fænomener? Tjoh, der var en historie om en døende kvinde, der, dagen før hun døde, havde drømt, at hun sprang ind i et hvidt, lysende rum. Jeg mailede rundt til samtlige hospicer og besøgte flere – og jo, der var bid.
En sygeplejerske berettede om en ældre kvinde, der lå for døden med sit barnebarn ved sin side. Kvinden havde fortalt barnebarnet, at ved siden af hende stod en stige. Stigen så hun helt tydeligt. Hvis hun gik ned ad den, holdt der en ambulance og ventede på hende, og der ville hun ikke ned. Men hvis hun gik op, kom hun op i det smukkeste, hvide lys. Det var dér, hun ville hen, fortalte hun sit barnebarn.
JEG HAVDE EFTERHÅNDEN NOK beretninger og undersøgelser til at skrive en bog om det. Der fandtes også nogle få undersøgelser af plejepersonales ople-
ILLUSTRATION: LARS VEGAS
velser af fænomenerne. Nogle af dem ligner min, og vi var jo hverken delirøse eller havde fået morfin. Min bog ”Hentet af Lyset. Om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser” udkom i foråret 2024 og blev vel modtaget blandt andet her i Kristeligt Dagblad. Siden da er der ved at ske noget. Når jeg er ude at holde foredrag, hører jeg den ene historie efter den anden, der minder om den, jeg havde på min fars dødsleje. Bispebjerg Hospital har iværksat en undersøgelse af døendes syn og drømme, og undersøgelsen er støttet af Kræftens Bekæmpelse. Måske er vores tid nu mere åben for, at vi tør tale om det, vi ikke umiddelbart kan forklare? For det er selvfølgelig det næste spørgsmål:
Hvad skyldes det, at døende får syn af afdøde? Eller at pårørende gør?
Jeg spurgte forskerne Christopher Kerr, Stina Nyblom og de andre forskere, der har udført lignende undersøgelser. De vil ikke svare på det. De nøjes blot med at konstatere, at fænomenet findes, og at det er almindeligt.
Personligt er jeg ikke i tvivl: Når jeg så min afdøde onkel Mogens ud for min døende fars ansigt, var det fordi, Mogens var der. Eller rettere: Hans ånd var der. Han kom for at hente min far. J
Laura Engstrøm er journalist, foredragsholder og forfatter til bogen ”Hentet af Lyset. Om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser”.
Digitale minder: Hvad skal dine efterladte have indsigt i?
Det er vigtigt at få styr på digitale minder som billeder og personlige korrespondancer, før det er for sent. Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef i Landsforeningen
Liv&Død, giver her fire råd guide
Matilda Lyager Hanscomb hanscomb@k.dk
Vibeke Sonntag Larsen har en kasse med billeder stående i bunden af sit garderobeskab. Bunkerne af minder fra ferier, fødselsdage og hverdage daterer sig helt tilbage til omkring 1980. Men fra år 2000 og frem tynder det ud i de fysiske fotos.
”Derefter bliver det meget, meget sporadisk,” fortæller den 54-årige Vibeke Sonntag Larsen.
Billederne fra de seneste 25 år af hendes liv findes i stedet online på diverse platforme og digitale lagringstjenester – ofte beskyttet bag adgangskoder. På forskellige platforme og digitale lagringstjenester. Ofte på steder, hvor det kræver en adgangskode at komme ind. Førhen blev vigtige dokumenter, breve og billeder gemt i ringbind, papkasser, på smalfilm eller i fotoalbum, er vores minder i dag blevet digitale. Det gør dem svære at tilgå for andre end ejeren selv.
Læg dertil, at personlige korrespondancer i
dag sjældent foregår via brevudveksling, men derimod over sms, på mail og sociale medier.
Det er med andre ord blevet vigtigt at forholde sig til sin digitale arv. Både for at sikre sine egne minder og for at skåne de efterladte for et uoverskueligt digitalt oprydningsarbejde midt i sorgen.
Spørgsmålet er – hvordan gør man?
1
Dan et overblik
Vibeke Sonntag Larsen er sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, som blandt andet rådgiver og oplyser om praktiske forhold i forbindelse med dødsfald. Hun anbefaler, at man begynder med at besvare tre grundlæggende spørgsmål:
Hvad har jeg af digitalt materiale? Hvor ligger det henne? Og hvordan får mine efterladte adgang til det?
Hun anbefaler, at man danner sig et overblik over relevante dokumenter og printer dem ud eller gemmer dem lokalt på sin computer, hvis man tror, at de kan være relevante for efterladte at få indsigt i. Det kunne være vigtige papirer fra offentlige myndigheder, breve, billeder, eller den roman, man aldrig fik skrevet færdig.
Hun foreslår desuden at nedskrive brugernavne og adgangskoder på et fysisk stykke papir. Det letter adgangen til de billeder, dagbøger og korrespondancer, der ellers ligger låst på computere, telefoner eller harddiske.
”Listen skal selvfølgelig opbevares et forsvarligt sted, for eksempel i en specifik bog, og fortæl dine nærmeste, hvor de kan finde den,” siger Vibeke Sonntag Larsen.
Man kan også oprette listen som et dokument i e-Boks, som pårørende kan søge adgang til ved at udfylde en formular på den digitale postkasses hjemmeside.
2Hvem må ikke tilgå min digitale arv?
Det er mindst lige så vigtigt, at man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad skal mine efterladte ikke have adgang til?
”Man kan sagtens have sms-tråde, breve, billeder og dokumenter, som ens børn eller nærmeste ikke skal have adgang til, fordi det kan vække unødige spørgsmål eller svære følelser,” siger hun.
”Derfor skal man gøre op med sig selv, om man vil slette fortroligt indhold fra relevante platforme, gemme det i låste mapper, og gøre det klart over for sine efterladte, at der er visse ting, man ikke ønsker, at de kigger på.”
3 Tag stilling til sociale medier
Og så kan det være en god idé at fortælle sine pårørende, hvordan ens profiler på sociale medier som Facebook og Instagram skal administreres, efter man er død.
På Facebook kan man udpege en ”eftermælekontakt”, som kan administrere ens konto som en mindeside eller anmode om at få den lukket.
Også hos Google, hvor mange har en e-mailkonto, kan man på forhånd angive en person, som senere kan tage stilling til, hvad der skal
ske med ens konto, siger Vibeke Sonntag Larsen.
”Det kræver en del af ens efterladte at få de store it-selskaber til at lukke konti, hvis ikke man har udpeget en repræsentant. Man skal ofte korrespondere på engelsk, fremsende dødsattest og bevis for, at man er nærmeste pårørende,” tilføjer hun.
4
Det kan være sorgfuldt
Vil man hjælpe sine efterladte, er det altså en god idé på forhånd at samle det vigtigste indhold løbende. Man kan oprette en form for ”digital mindekasse” ved at gemme udvalgte filer i en særlig mappe på computeren eller printe de mest betydningsfulde billeder og korrespondancer.
Det kan være forbundet med stor sorg at miste digitale billeder eller breve, der knytter sig til en særlig person eller en betydningsfuld tid i ens liv, siger Vibeke Sonntag Larsen.
”Alle har prøvet at slette vigtige beskeder eller billeder ved en fejl. Digitale minder er flygtige og kan forsvinde på et øjeblik.”
Derfor anbefaler hun, at man spørger sig selv: Skal jeg lave en digital mindekasse til mine efterladte?
”Sørg for eksempel for at få billeder fremkaldt eller at få printet personlige korrespondancer ud. Eller gem det allervigtigste i en særlig mappe på den computer, som de efterladte får adgang til. Så sparer de pårørende plads på loftet eller i kælderen, men kan altid tilgå afdødes personlige dokumenter.”
6 Digitale fodspor
Færre end hver tiende dansker har taget stilling til, hvad der skal ske med deres digitale fodspor, ifølge en analyse udført af Ingeniørforeningen Danmark (IDA) i 2022.
Samtidig har langt de fleste billeder, opslag og beskeder florerende på diverse sociale medier, og kontoudskrifter og sundhedsjournaler lagret et sted i den enorme digitale infrastruktur, som tæller platforme som E-boks, Borger.dk, Sundhed.dk og Mit.dk.
3 I dag ligger mange minder opbevaret digitalt og er svært tilgængelige for andre end den, der har brugernavn og adgangskode. Derfor er et råd, at man i god tid får lavet en overskuelig liste over de vigtigste ting, man har liggende som en hjælp til de efterlevende.
FOTO : JOHNER/RITZAU SCANPIX
LAD DIN ARV GENOPBYGGE LIV I UKRAINE
Det, du efterlader, kan blive begyndelsen på noget nyt for andre
Ved at betænke Mission Uden Grænser i dit testamente er du med til at give tryghed og fremtid til mennesker, der lever midt i krigens konsekvenser i Ukraine.
Genopbygning starter med mennesker
Hos Mission Uden Grænser arbejder vi i krigens skygge for at genoprette mere end bygninger. Vi hjælper økonomisk trængte familier, skaber trygge fællesskaber og støtter børn og voksne i langsomt at finde fodfæste igen. Det kræver vedholdenhed og mennesker, der vil være med, også når verdens opmærksomhed flytter sig.
Når du vælger at give Mission Uden Grænser en del af din arv, er du med til at sikre:
• Hjælp til udsatte familier
• Omsorg og støtte til forældreløse børn
• Støtte til ældre i svære livssituationer
• Traumehjælp og rådgivning til mennesker med PTSD
• Nødhjælp, mad og tøj til familier i akut nød
Lad din arv leve videre
Har du hjerte for Ukraine, kan din arv blive et varigt bidrag til genopbygning af liv og fremtidstro. Vi står klar til at vejlede dig om, hvordan du nemt og trygt kan betænke vores arbejde i dit testamente.
Uddannelse
Skolegang og skolemateriale for børn fra socialt udsatte familier.
Mobile suppekøkkener
Servering af nærende måltider for hjemløse og socialt udsatte grupper.
Nødhjælp
Regelmæssig uddeling af mad, medicin og tøj til familier, der lever under fattigdomsgrænsen.
Støtte til ældre
Besøgstjeneste og praktisk hjælp til ensomme ældre.
Traumehjælp
Traumehjælp til krigens ofre i Ukraine.
missionudengraenser.dk/testamente
Hvad arver danskerne?
Op til en tredjedel af de ting, vi arver, er køkkengrej. Det kom bag på forskeren bag et nyt studie. Vi forbinder nemlig arvegods med mere specielle og emotionelt betydningsfulde genstande
nyhed
Jacob Weinkouff Hansen jacobweinkouffhansen@gmail.com
Hvilken type af ting har jeg arvet flest af? De fleste vil sikkert hurtigt komme til at tænke på nogle unikke og specielle genstande, man har i sit hjem, hvis man stiller sig selv det spørgsmål.
Men det er en helt anden og langt mere hverdagsagtig type genstande, som vi oftest arver fra afdøde bekendte eller overtager fra levende. Det viser ny forskning fra i år fra Design Lab på Aalborg Universitet.
Mellem en fjerdedel og en tredjedel af de ting, vi arver, er køkkengrej, og dermed er det den kategori, som klart flest af vores arvestyk-
ker hører under. Til sammen ligning udgør smykker lidt over en tiendedel.
Det resultat kom bag på Linda Nhu Laursen, der er leder af De sign Lab og en af forskerne bag studiet.
”Når vi tænker på arvestykker, er det ofte ting, der enten fysisk, økonomisk eller emotionelt fylder meget, som vi kommer i tanker om. Det kunne være et møbel, et ur eller et helt særligt smykke. Har man ar vet en Margretheskål eller en suppe ske, fylder det ikke meget i bevidst heden. Men da vi begyndte at dykke ned i det, var det egentlig ganske lo gisk. Køkkenet er husets værktøjsrum, og derfor er der rigtig mange genstan de, vi kan have gavn af at få til vores køkken.”
I to studier har forskerne hvad der får danskerne til at videregive og bruge ting i flere generationer. Grund læggende er der tre kvaliteter, som en genstand enten helt eller delvist skal op fylde: funktionalitet, æstetisk værdi og affektionsværdi.
Vi danskere har meget sjældent ting i vores hjem, som ikke har en funktion, fortæller Linda Nhu Laursen. Det er en af grundene til, at køkkenudstyr er så populært et arvestykke.
Men det skyldes blandt andet også, at vi ganske enkelt har lettere ved at spørge vores nærmeste, om vi må overtage genstande, der primært har en funktionel værdi.
”Derimod kan vi have meget svært ved at spørge, om vi må arve ting, der har en høj emotionel eller økonomisk værdi som meget særlige møbler eller dyre ure. Det er altså typer af genstande, som vi ofte bliver givet uden at have spurgt om dem. Det kan i øvrigt også indebære, at det ikke er ting, man egentlig ønsker sig at have. Der er altså både praktiske sociale hensyn, der øger sandsynligheden for, at det er køkkengrej, vi ender med at overtage og bruge.”
Resultatet af forskningen giver vigtig viden om, hvordan vi kan indrette os mere bæredygtigt, siger Linda Nhu Laursen.
”Vi ved i dag en helt masse om, hvordan man producerer ting holder i mange år. Men det er dyrt, så det kan kun betale sig, hvis folk ønsker at bruge dem, også i flere generationer. Derfor er det afgørende at undersøge, hvilke parametre en genstand skal leve op til, for at den er aktuel at bruge i flere livstider.” J
INGEN SOLDAT MÅ DØ FORGÆVES
DE UKRAINSKE SOLDATER DØR MENS VI SNAKKER, OG DE MANGLER DET RIGTIGE UDSTYR.
De kæmper både for deres og vores frihed, og vi bør hjælpe dem i denne kamp.
RebuildUkraine.Dk er en non profit NGO som indsamler donationer til at sikre, at de ukrainske soldater får det rigtige beskyttelsesudstyr, så de har en chance for at stå imod fjenden.
Russerne er begyndt at bruge en ny type ammunition med panserbrydende Wolfram (Tungsten) kapper, som gennemhuller de eksisterende skudsikre veste (Nato NIJ Level 4). I øjeblikket er 75% af russernes skud med de nye frygtelige projektiler.
Som de første i verden har den danske virksomhed, Scandic Defence, udviklet en ballistisk plade som kan modstå de russiske skud. Disse plader koster DKK 2.000/stk.
Donerer du til RebuildUkraine.Dk går dit beløb ubeskåret til indkøb af udstyr som leveres direkte til de ukrainske soldater.
STØT UKRAINE MED BIDRAG
Godkendt af Indsamlingsnævnet: J.nr. 25-700-09669
Alle bidrag går ubeskåret til indkøb af beskyttelsesudstyr til Ukraine.
“We’re out here every day taking fire, and the reality is simple: without proper protection, people die. We urgently need Level 6+ ballistic plates. These aren’t just equipment —they are the difference between going home alive or not at all. Every upgrade in protection saves lives, and right now, we don’t have enough. This isn’t about comfort; it’s about survival.”
Skudsikre veste med to ballistiske specialplader m/bedre beskyttelse end NATO NIJ Niveau 4: kr. 6.400 pr. sæt Ballistiske hjelme i Aramid + Coxwell m/bedre beskyttelse end NATO NIJ Niveau IIIA: kr. 2.900 pr. stk.
Har du talt med dine kære om hvilken forskel du vil gøre med din arv?
Det kan være svært at starte samtalen - det ved vi godt.
Vi ønsker at gøre det nemmere at åbne for de dybe og meningsfulde samtaler i trygge omgivelser, og derfor har vi lavet et sæt samtalekort til netop dette formål.
