D E T S Ø G E N D E ØJE a f Theodor Christensen
D e t er m ig en sæ rlig fornøjelse p å dette sted at fravige en hellig vane, d er forbyder in stru k tøren at diskutere m ed sin kritiker. E rik U l richsen h ar i sidste n u m m er af „K osm oram a" anm eldt en kort d o k um entarfilm af mig, „I K ø foran Livet". M ens jeg ikke vil anfægte hans m en in g om selve film en eller in dlad e m ig på debat om, hvorvidt denne film nu også u d retter det, den h ar sat sig for, så bliver der nogle princip ielle b etrag tnin ger tilbag e i E rik Ulrichsens artikel, betragtning er der h ar in te r esse langt ud over v u rdering en af den bestem te film . D e t er den gam le g en eration af do k u m en ta rister, siger E rik U lrichsen, som lægger vægt på at inddrage hele jordkloden, sam fundene og m enneskelivet i deres betragtninger, i deres billede af verden i dag. B illederne er placeret som størrelser i en ligning, film en bliver in tellektuelt betonet ved at v ille være så verdens om spæ ndende. D e n yngre generatio n fordyber sig d erim od i det enkelte m enneske eller det specielle m iljø, den lille verden bliver undersø gt til bunds. K ritik e ren m ener tillige, at d enne yngre g en e ration i højere g rad fo rm erer en æ stetisk skole. D e t er vel i højeste g rad tvivlsom t, om fo r dybelse i den lille v erden tæ ller m ere æstetisk, fø rer til et m ere væ rd ifu ld t k unstnerisk udtryk en d forsøgene p å at sam le verdensbilledets m ange fo rvirren de en kelth eder til et m ønster. D e t er endvidere en fejltagelse at g ø re valget af den ene eller anden kunstneriske frem g angs m åde til et generationsspørgsm ål. E rik U lric h sen næ vner Paul P o th a og Joris lven s, som begge er æ ldre og g ø r i „v erd ensfilm g enren ". (U d try k k et er Rothas e g e t). M e n R o b ert Flaherty, der som beken dt var en a rt stam far til os alle, dem onstrerede i h ver eneste af sine film en kom prom isløs individualism e; han satte m i kroskop foran kam eraet og fordybede sig i miljøet. O g H u m p h r e y Jennings, som også k u n ne være nævnt, spræ ngte det antydede g en era tionsskem a ved at lave film af begge slags. D e r er ing en tvivl om, at fo r en do k u m en tarfilm e r den intensive fordybelse i en række tilfæ lde en lige så farb ar vej som den extensive breden sig, favnen de alt. D e t er i høj grad et spørgsm ål om k u n stnerisk tem peram ent og om, h v o rd an dette tem peram ent føler o g fo r ho lder sig overfo r een bestem t film opgave. M en
196
væ lger m an at angribe en kun stnerisk p ro b lem k n ude ved at træ nge in d på m ennesket i et næ rbillede af dets ansigt og situation, m å det stå klart, at en kunstn erisk tilfredsstillende løs n in g og en idém æssig udg an g på det hele får m an kun, hvis d er fra enkelttilfæ ldet kan udgaa linier til et større perspektiv. U d e n at hengive sig til falsk generaliseren m å m an gennem kunstnerisk d ybdebehandling også nå frem til et udtryk, en menings- og følelsestilkendegi velse, som h ar gyldighed udover det enkelte tilfæ lde. M iljø et eller m ennesket m å have noget at sige os alle, ansigtet m å ikke forblive et sæ r tilfæ lde. H e r støder m an på den intensive film form s risikogrænse; den kan drive in te n siveringen såvidt, at der ingen vej findes til bage til tilskueren og hans verden. D e t er en kunstnerisk farlig grænse, m an d er skal tage sig i agt for. D e n intensivt arbejdende in stru k tø r h ar en allieret i den altid virksom m e id en tifikationsproces. T ilsk u eren g år m ed p å den, selvom instruktøren søger ind i sæ rtilfældet. M e n er d enne så ikke parat m ed den lille drej ning, det evigt alm ene strejf over særtilfældet, bliver tilsku eren uvæ gerligt efterla dt p å en endestation, hvorfra vejen ikke g å r videre. Vi h a r læ rt n ogen at kende, og hv ad så? H vis vi ikke tillig e h ar lært noget om os selv - eller verden - er vi i virkeligheden snydt. Sam tidig h ar den an den kunstn erisk e form n atu rligvis også sin risikogrænse - altså den form , E rik U lrichsen hæ fter p å de ældre, men som jeg foretræ kker sim pelthen at kalde exten siv i m o dsæ tning til den dybdeborende, in tensive. H e r ligger faren snublende nær, fordi id entifik a tio n e n ikke er n æ r så virksom i skil d rin g en af et altom spæ ndende m ønster, vi kan ikke overkom m e at føle m ed m illio n er af m e n nesker hinsides landegræ nserne, og hvis vi ikke fø ler m ed de forskelle og lighed er i deres m e n neskelige lod, som film en sæ tter i relief, så bliver resultatet „b illeder i en lig n in g ", en død m osaik i stedet fo r et levende m ønster. M en hvis en film svigter på d ette afgø ren de punkt, er det straks åbenbaret og afsløret fo r p u b li kum . F o r den extensive film kan ikke dække sig bag det interessante eller g riben de e n k elt tilfæ lde. D e t kan - o g g ø r - de intensive film ofte. Ikke alene h avner m an så i den enkelte situ a tion og dens løsning, hvo rfra ingen p erspek
tiver kan drages videre ud. D e r er en sæ rlig fare p å færde, som i alle d årlige intensiv-film kan efterspores, og som g ør, at m an m å sætte deres m enn eskelig hed i gåseøjne. A dsk illig e svæ rger til den intensive fo rm for at krybe i sk ju l bag den; at rede den større sam m enhæ ngs tråd e u d fo reko m m er dem for engagerende. D e kom m er let til at hæ nge på en m enin g, et standp unkt, som film e n skal f o r svare. D e tte u n d g å r m an ved at fordybe sig i m en nesket og ho ld e verden ude, blive verden og dens p ersp ektiver kvit, befri sig fo r alle de uov erk om m elig e kendsgernin ger som arbejd s løshed, sult, sygdom og atom død. M a n hygger sig i sin lilleverden, den sp a r k er ikke b agud, d en overru m p ler hverken in stru k tø r eller tilskuer, og instru k tø re n få r for en b illig ku nstn e risk p en ge p u b lik u m m ed sig in d i en lilleverden, h vorefter døren kan l u k kes til d et besvæ rlige u denfor. Læg venligst m æ rke til, at jeg ikke p å d u tte r den intensive film form en sådan kun stnerisk og m enn esk elig bankerot. D e n v æ rd ifulde film i den intensive stil vil altid have et perspektiv, d er fo rlæ n g er sig in d i vo r egen verden; den står in de fo r dette perspektiv, k u n stnerisk og idém æssigt. M e n m ens den k u n stnerisk u n d e r lø dig e extensive film enten bliver til banal p ro p ag an d a eller overfladisk rep o rtag e (o g b li ver o pfattet som så d an) h a r den væ rdiløse film i intensiv stil la n g t friere spil til at føre os bag lyset.
Jeg synes ik k e , at vi er så uenige. T h eo d o r C hristen sen gør blot m ine bem æ rkninger mere generaliserende, en d de var. Jeg sagde i k k e 1) at fordybelse i den lille verden a ltid , generelt, tæ ller mere æ stetisk end d e t store d o ku m en ta rfilm m ø n ster, eller 2 ) at valget a f den ene eller den and en do ku m en tariske frem g a n g s m åde a ltid , generelt, er et generationsspørgsmål. Vedrøren de d e t første p u n k t: Jeg betonede netop, a t d et store d o k u m en ta rfilm m ø n ster har sine særlige m uligh eder. M e n d e t forek o m m er m ig evident, at „Every D a y E xcep t C hristm a s“ og „ T h u rsd a y’s C h ildren ‘* er bedre d o k u m e n ta rfilm e n d „Lied der Strom e" og „ W o rld W ith o u t E n d “, at de er mere kunstnerisk tilfred sstillen de, mere æ stetiske. „Free C in e m a "-sk o len synes m ig mere æstetisk e n d d en verdenso m spæ n d ende skole, som den repræsenteres a f d e næ vnte film . „ Lied der Strom e" anbringer virkeligheden i en sp æ n detrøje, og „ W o rld W ith o u t E n d “ står oplysn ing s film e n nærm ere en d A n d e rso n s fi lm (h e r m e d er ik ke sagt, a t disse ik k e er o plysend e) og er m ind re enga gerende. N å r m an yderligere tæ nker på B u n u e ls "Terre sans p a in " , F lahertys m ed rette a f T h eo d o r C hristen sen frem h æ ve d e værker, Su ck sd o rffs bedste arbejder, flere a f de væ sentligste m oderne fra n ske d o ku m en ta r film og de m ange andre u d m æ rkede „in ten sive" d o ku m e n ta rfilm , der er skabt ned gennem tiderne, fo re
D e r drives et fræ kt falsk m øn tneri m ed be grebet m enneskeligt, også i film debat. Jo m ere m an kan isolere sine p ersoner fra de om givelser, de n u een g a n g lever i, desto m ere „ m en n e skelig" synes m an at være. H vis m an k an f o r tæ lle om fo lk u d e n at spørge h vo rfo r eller sva re fo rd i, k a n m an få u m åd elig t m edh old fra alle, d er g å r m ed skyklapper. M a n kan o pnå sam m e tilslu tn in g som u n d erh old ning sfilm en, som også er specialiseret i „fordy belse". O g forglem m else - uden sæ rligt ansvar.
D e fleste o g bedste doku m en tarfilm h ar arb ej det i den extensive dim ensio n. D erv ed k o m m er en del af d e æ ldre n aturligv is m ed! D e n intensive stilretn in g e r forsøm t, og m ange af do kum entarfilm ens frem tidig e m u lig h ed er vil være b eting et af, at d en ne retn in g opdyrkes. Ikke sådan at forstå, a t h a r m a n fo rtalt n oget om n ogle m ennesker, så h ar m an g jo rt sin k u nstneriske skyldighed. M e n fortolk et sådan, at k u n ved at vise d et alm engyldige i e n k elt tilfæ ldet, k u n ved at hæ ve m ennesket p å film læ rredet fra n aturalistisk illusion til symbol og g eneralnæ vner, g å r m a n virk eligt intensivt til værks. M enn esk et i n æ rb illede kan sam le lige så m ange tråd e af forståelse og m edfølelse som h u n d re d e r af kækt m onterede billed er fra alverdens egne. H v is m an vel at m æ rke i dette næ rbillede ik ke m ere ser et eller andet individ, m en sig selv e ller sin næste.
ko m m er d et fo r d ristigt a f T h eo d o r C hristensen at hæ vde, at „de fleste og bedste d o ku m en ta rfilm har arbejdet i den extensive d im e n s io n " . V edrørende d et an det p u n k t: V a lg et a f den in te n sive eller d en extensive m etod e er selvfølgelig ikke a ltid , nø d ve n d ig vis, et generationsspørgsm ål. H o s m ig var der blot tale o m en sam m enlignin g m ellem visse æ ldre og yngre instruktører i fyrrerne og halvtredser ne, og a t der her er tale om to fo rskellig e in stru ktø r generationers opfattelse a f det film d o k u m e n ta r is k væ r d ifu ld e , synes m ig ind lysen d e. „Free C inem a", der dyrker den in tensive stil, er ty d elig vis en reaktion m o d P a u l R othas extensive s til fra fyrrerne. M e n jeg har na turligvis ik k e påstået, a t a 11 e de to d ec en niers instruktører og film ka n rubriceres efter dette skem a — noget sådant er jo ik k e n ø d ve n d ig t fo r at m an kan tale om generationskarakteristika. M e d gendrivelse a f generalisationer, som ik k e f a n d tes hos m ig, har T h eo d o r C hristensen præsteret en g lim ren d e a rtikel, der er prisvæ rdigt fa ir i sin an a lyse a f de to stilarters m ulig heder og farer, og som k u n et sted røber, h v ilk e n a f dem forfa tteren er ti l bøjelig til at sæ tte højst ™ i sæ tningen „de fleste og bedste d o k u m e n ta rfilm har arbejdet i d en ex ten sive d im e n s io n " . Erik U lrichsen.
197