DET SØGENDE ØJE
H . C. Branner skriver i sin pjece om kunstens uafhæ n g ig h ed : „ A t være kun stn e r m å altid indebæ re en risiko. K unsten kan kun tjene en politisk idé, n å r den er p arat til uafladelig at k o nfron tere den m ed virkeligheden. A lt hvad der bæ rer navn af konform itet strider m od selve kunstens væ sen.” Indsæ t i stedet fo r p o litisk „relig iø s” , „ m o ralsk ” , „social” , o g m an h ar en altom fatten d e ku nstnerisk p ro g ram er klæring, der ved sin vederhæ ftighed og oplevethed kun kan vind e tilslutning . J e g er afskåret fra at argum entere ud fra dette citat - d et m åtte så ses i sam m enhæ ng m ed an dre fra den sam m e pjece - og jeg kan da allerm indst an vende det m od B ranner selv. D e t er im id lertid tilladeligt at benytte det som u d g an g sp u n k t for at d rø fte kunstens uafh æ n gighed. E r der nogen sådan uafhæ ngighed? E r det ikke sådan, at de, d er hæ vder den, er lige så afh æ ngig e som andre, men blo t frasig er sig den risiko, som B ranner taler om ? M o d e rn e am erikansk film p ro d u k tio n er f. eks. ikke u af hængig, selv n år den præ ten d erer at være u p olitisk o g ud en etisk eller socialt sigte. F o r holdene sørger for at lænke den i afhæ ngighed - og ko nfo rm itet - til hele v or sociale orden. D en v elkendte P rodu ction C o de er blot et u d tryk herfor. In gen harm lø s u n d erh o ldn ingsfilm no gen steder i verden er uafhæ ngig. J e g kan ikke efterspore n ogen virkelig forskel på af h æ n g ig o g u afhæ n gig kunst o g film kunst. D e r im od nok en væ sentlig forskel på engageret o g uengageret. D e r fo r kom B ranner in d i b il ledet. H a n p læ d erer af gru nde, som ikke h ører herhen, fo r en uengageret eller kun m enneske ligt engageret kunst. M a n g e film kun stnere gø r det sam m e o g o p n å r kun, at de ikke selv i ringeste g rad er h erre over form en fo r o g re t n ingen af deres afhæ n gigh ed. D en s eksistens afficerer deres m anglende sta ndpu nktta gen d er im o d ikke.
180
a f Theodor Christensen
A t film kunstnere, der arbejd er i en socialt d ram atisk form , vil hævde at de i al uafhæn- 1 g ighed kun beskæ ftiger sig med m enneskets og dets „ e g n e ” , d. v. s. ind re problem er, er en slags faneflug t. D e g ø r pokker, g ø r de. Film h a n d ler om m enneskers han d lin g er og liv i forh o ld til an d re m ennesker. O m d er så kun er een eneste person på læ rredet gennem to stive tim er, så bliver h and lin gen no get der om fatter im aginæ re and re personer sam t til skuernes m illioner. O fte - jeg siger ikke altid - er d enne villen-befatte-sig-m ed menneskets in dre blo t en ynkelig flugt fra de m edm enne skelige forpligtelser. R esultatet er konformitet og konvention. På b agg run d af denne psykolo giske m ekanism e, som det er trist hver dag at se i funktion i biografen, virker det befriende at være vidn e til åbent engagem ent - bittert og beskt engagem ent som i A lb e rto Lattuadas film „ D e n kyske syn derinde” — danske titel forfattere engagerer sig også, som regel på konventionalitetens side. Lattuadas film h an d ler om en luder, der h o lder ferie ved Rivieraen med sin lille datter. H a n afslører skånselsløst, hvad dette fø rer til, og han fo rvand ler sit billede af Rivieraen, som folk k ender bedst fra film , til et spejlbillede 1 af folk selv, v o r m oralske og sociale orden, vore fælles fordom m e. H an gø r det m ed intens dygtighed, hvad B jørn R asm ussen forresten m edgav i film kronikken, h vo r han d o g som konk lusio n ville mene, at film en efterlod en b itter smag. Ja, g ø r den n u det? Sm ager den ikke blot af sandheden, og er Lattuadas engagem ent i sand hedens præ sentation ikke en velgørende ge vinst? F ilm en viser os i de m est oprivende, lækre k u lører de højere klassers feriefacade pa strandbredden, ved baren og i flirtens og in trigens positurer. D e n viser os altså alt det, som den alm indelige und erh o ld n in g sfilm kon ven tion elt forherliger. D en prik ker bare hul,
den flår og flænser, den sårer, o g såret væ sker. P igen, som iøv rig t er in d ifferen t spillet af M artin e Carol, får natu rligvis ikke lov til at h o ld e fri, h u n skal fastholdes og udstødes p å sin profession, som alle er tiltru k k e t af og foragter. Stedets socialistiske borgm ester fo r søger at skaffe h en d e fred fo r de fin e - og arbejde. M e n det m islykkes fo r ham , h v orim o d det lykkes fo r den kyniske g am le m an gem illio nær at gen intro d u cere h en d e i „selskabet” ved at p rom en ere m ed h en d e u n d e r arm en. H a n gør det m ed en b em æ rk n in g m øntet p å b o rg mesteren. D e n lyder nog et i retn in g a f: „ H a n er en brav fyr, m en h a n kan ikke ordne det for D em . E n d n u .” F ilm ens p erspektiv er altså ren t sa m fu n d s omstyrtende. O m m an fin d e r film ens tone hadefuld, afhæ n ger af i h v o r høj g ra d m an identificerer sig m ed h ele det m iljø, den k riti serer. D e t er et m iljø, som h ø rer v o r sa m fund s orden til, o g selvom vi alle føler - eller bør føle - at vi til en vis g ra d h a r lo d o g del i det, behøv er vi da ikke at indsæ tte os i rollen som dets defensorer. V ed f. eks. at sige, at sådan er d et ikke, eller ikke altid - eller sådan er ikke alle. V i kan glim re n d e engagere os m ed Lattuada. Lattuadas film rø rte ved noget og rø rte op i det. M a n k u n n e notere sig de ejendo m m e
ligste reak tio ner p å den. E n anm eld er skrev således, at film en i al fald gav p rag tfu ld e scenerier fra M iddelhavskysten. V an hellige e n fo ld ! D e t g jo rd e film e n i h v ert fald ikke. D e t v ar lykkedes L attu ada at sm itte hvert ene ste billede a f det b lå h av m ed film ens pestbe fæ ngte to n e ; h a n h avde forgivet h v ert eneste palm etræ . D e t tjen er til hans ros, det øgede film ens konsekvente engagem ent. H ov edeng agem en tet i al film er v o rt eget, publiku m s. H v ilk e n uhyre betydning det har selv i de m est harm løse o g betydningsløse sam m enhæ nge h a r B rig itte B ardot fo r nylig aflagt bevis for. Ikke personligt, sn arere f ig u r ligt. V atikan staten p ro testerede m o d en strip tease p lak at for en af h en d es seneste film . D e n v ar opsat overalt i R o m og er selvfølgelig senere aftrykt i verdenspressen, også den danske del. J e g g år d erfo r u d fra, at D e k en d er den. N u h a r den hellig e pavestol n æ p p e plud se lig opdaget, h v o r syndefuld B rig itte er og af den g ru n d p ro testeret m o d hendes tilsm u d sn in g af Rom s facader. M e n den h av de b ru g fo r et p åsk ud til påny at g rib e ind i italiensk in d e n rigspolitik, hvad den ikke h a r h a ft h eld til siden salig M ussolinis dage. D e politisk e fø l g er er i fu ld gang. F ilm kan bruges til alting, afhæ ng ig eller uafhæ ngig. G o d rom errejse!
engageret film : Chaplins „A K in g in N ew Y o r k " . I m id ten h>awn A d d a m s . -E«
181