Qu’ils reposent en révolte (Des Figures de Guerres I) (2010, instr. Sylvain George).
Sarkozys bærme Sylvain George, Kourtrajmé og Frankrigs ekskluderede A f A n n -L isb eth H olm
Den 29. oktober 2005 stod Paris’ forstæder
på arbejdsløsheden, racismen og de volde
i flammer. Unge efterkom m ere af arabiske
lige sam m enstød mellem politiet og unge i
og afrikanske indvandrere satte ild til biler,
Paris’ forstæder.
skoler, politistationer og andre symboler på det sam fund, de følte sig ekskluderet
i en række m eget omtalte sager om politi
fra.
vold fra perioden 1984 til 1994, og det Det vakte m inder om M athieu Kas-
46
M athieu Kassovitz tog dengang afsæt
franske politi kvitterede m ed at vende ryg
sovitz’ C annes-vinder La Haine (1995,
gen til den røde løber, da filmen blev vist i
Hadet), der ti år forinden havde sat fokus
Cannes. I 2005 havde forholdene tydelig-
a f Ann-Lisbeth Holm
365 jours å Clichy - Montfermeil (2007, instr. Ladj Ly).
vis ikke æ ndret sig. D et var igen et m øde
fundet. Hvorfor blev de unge udsat for så
mellem politiet og unge m ed indvandrer
voldsom en forfølgelse for så lille en lov
baggrund, der førte til de voldsom m e o p
overtrædelse, og hvad havde gjort dem så
stande.
bange, at de var parate til at sætte livet på
Den 27. oktober 2005 i forstaden Cli-
spil? Hvorfor advarede politiet ikke dren
chy-sous-Bois var en gruppe unge drenge
gene om, at de var på vej ind i en transfor
på vej hjem efter en fodboldkam p. Da de
m atorstation, når radiokom m unikation
valgte at skyde genvej over en privat bygge
har afsløret, at betjentene var bevidste om
grund, satte politiet efter dem. Tre af d ren
faren?1
gene søgte skjul i en transform atorstation,
Politiet har i den efterfølgende under
hvor to af dem, sytten-årige Zyed og
søgelse forsøgt at skyde skylden på den
femten-årige Bouna, døde på stedet. Den
tredje, overlevende dreng, m en længe in
tredje dreng blev svæ rt kvæstet, m en al
den da havde lokalsam fundet reageret. De
ligevel var det ham og ikke det forfølgende
to drenges død blev set som et billede på
politi, der ringede efter am bulancen.
livet som indvandrer i de franske forstæder
Tragedien afstedkom vrede i lokalsam
- mennesker, der af landets daværende in-
47
Sarkozys bærme
Fra JR’s fotoserie Portrait d ’une génération (2004-06).
denrigsm inister og nuværende præsident,
i sin film 365 jo u rs å Clichy - Montfermeil
Nicolas Sarkozy, under valgkam pen blev
(2007) dokum enteret livet i forstæderne og
om talt som ’bæ rm e og ’affald’, der burde
viser et sam fund, hvor d e r hverken før eller
spules væk’2. Politiet har i dag hjem mel til
efter opstanden fandtes offentlige tilbud
at stoppe alle på gaden og bede om iden
til beboerne. D er er ikke nogen togstation.
titetspapirer, hvilket skaber en situation,
Posthuset er lukket. Svømmehaller og lege
hvor indvandrerne lever i konstant frygt
pladser kan m an skyde en hvid pind efter.
for chikane eller udvisning. Med filosoffen
Faktisk kan det være svært bare at finde en
Alan Badious ord er den ’middelalderlige
bager, og selv om der er 40 procents ar
gabestok’ blevet genindført over for forstæ
bejdsløshed i området, så har bydelen intet
dernes m ørklødede unge.3
jobcenter. D et franske sam fund har givet
De ekskluderede. Kunstkollektivet Kour
beboerne en følelse af eksklusion. Ladj Ly
trajmé, der blev grundlagt af instruktø
beskriver nogle af politiets voldsomme
op over for disse områder, hvilket giver
48
rerne Romain Gavras og Kim Chapiron
raids for at finde illegale indvandrere og
og tæller støtter som M athieu Kassovitz,
forsøger at kom m e i kontakt med lokalpo
fotografen og filmskaberen JR og skuespil
litikere for at få svar på, hvorfor m an ikke
leren Vincent Cassel, forsøger at skabe bil
gør noget for at løfte om rådet. De er ikke
leder inde fra forstadsm iljøet ved at støtte
til at få i tale. D a K ourtrajmé så selv forsø
lokale instruktører som Ladj Ly. Han har
ger at byforskønne de triste betonblokke
a f Ann-Lisbeth Holm
m ed store fotografier (serien Portrait dune génération (2004-06)), som JR har taget af
de lokale unge, der vræ nger ansigter som vilde dyr i en æstetisk sm uk kom m entar til mediedækningen a f dem , så reagerer kom m unen og fjerner fotografierne, selv om beboerne selv har væ ret en aktiv del af projektet. Når m an h ar set 365 jou rs å Clichy M ontfermeil, virker opstanden i 2005 ikke
så umotiveret, men d et franske sam fund havde ikke megen indsigt i eller forståelse for forholdene i forstæderne. Det forsøgte instruktøren Romain Gavras at æ ndre på ved at bringe forstadsproblem atikken i medierne, da han m ed sin narrative m usik video Stress (2008) lo d unge indvandrere smadre løs til tonerne a f elektroduoen Justice. D et bragte for en stund debatten ind i populæ rkulturen - m ed stor furore til følge. “I et par m åneder var jeg en af de mest forhadte m æ nd i Frankrig,” sagde Romain Gavras selv.4 Fordi han afbildede
V
volden i forstæderne, blev han beskyldt for at benytte sig af neto p de ting, han selv forsøgte at sætte på dagsordenen: racismen i det franske sam fund og pressens sensati onslyst. M en veteranen Chris M arker tog hurtigt m usikvideoen i forsvar med en udtalelse om, at man hellere skulle undre sig
E
over, hvorfor en m and, der er m edlem af et m ultikulturelt, politisk bevidst kunstkollektiv, skulle instruere en racistisk video.5
jw
*
f lE f l
Og siden h a r andre instruktører forsøgt
at tage fat om problemets rod: landets
WE ARE EVERYWHEWH EVERYWHWf
opdeling mellem den oprindelige franske befolkning og indvandrere eller flygtninge, der ønsker at være en del af det franske samfund, selv om m ange af dem opholder sig ulovligt i landet uden identitetspapirer. Særligt den aktivistiske dokum entärfilm instruktør Sylvain George (f. 1968) har
taget eksklusionen af de franske indvandre re og flygtninge under behandling. På CPH
L’Impcssible - Pages arrachées - (2009-, instr. Sylvain George).
49
Sarkozys bærme
DOX i 2010 viste han sin næsten tre tim er
Vesten, går utrolig tæ t på de involverede
lange dokum entarfilm L’Impossible - Pages
skæbner. For at komme så tæt på må han
arrachées -, der på én og sam m e gang er
først vinde de papirløses tillid. D et er m en
en sm uk og kom prom isløs skildring af
nesker, der h a r alt at tabe ved at vise deres
flygtninge og indvandreres vilkår i Europa,
ansigt og udtale sig. At få de papirløse til at
særligt Frankrig. L’Impossible er fra 2009,
åbne op er en langsommelig proces, men
m en der er tale om et værk under løbende
resultatet er et troværdigt indblik i de eks
udvikling, som deler mange scener med
kluderedes helvede på jord.
Sylvain Georges seneste film, Q u ils repos-
I L’Impossible følger Sylvain George
ent en révolte (Des Figures de Guerres I)
flygtningenes vilkår i skoven uden for
(2010), der i april 2011 vandt hovedprisen
havnebyen Calais. M igranterne kalder om
ved den internationale festival for uafhæ n
rådet for ’La Jungle’, for her hersker jung
gige film, BAFICI, i Buenos Aires.
leloven. Hele tiden må de være på vagt, for
Sylvain George er en relativt ny d o kum entarist, der bruger sit kam era til at
politiet foretager med jævne mellem rum raids ind i skoven og spreder flygtningene
skildre de mennesker, der ekskluderes fra
og deres få ejendele for alle vinde. L’Impos
Europa. Han er kendt i det aktivistiske
sible viser, hvordan de papirløse forsøger
undergrundsm iljø, m en veksler mellem at
at bræ nde h u d en på deres fingre væk, så
vise sine film i små lukkede kredse som til
m an ikke kan tage deres fingeraftryk. Det
en visning på Rio Bravo i København og i
er en dobbeltsidet proces, der måske gør,
m ere offentlige sam m enhænge, som i det
at politiet ikke arresterer dem, m en også
franske Cinem atek i Pom pidou-centret i
ekskluderer dem yderligere.
Paris, hvor filmene er kurateret af den a n erkendte film teoretiker Nicole Brenez.
Sylvain George er tidens mest dedi kerede in stru k tø r i kam pen for at vise ekskluderede m enneskers umulige kamp
Modild. Sylvain George har altid vidst, at
for at ophæve eksklusionen og kom m e ind
han ville lave film om social uretfærdighed,
i Europa. I sin seneste spillefilm, den 153
m en inden kam eraet blev hans aktivisti
m inutter lange Q u ’ils reposent en révolte,
ske værktøj, arbejdede han i en årrække
kom m er han så tæt på de ekskluderedes
m ed stofmisbrugere. Siden tog han de
flugt, at han sam m en m ed flygtningene
akademiske briller på og læste litteraturvi
sidder og venter på at hoppe op u nder last
denskab og tog yderligere to m astergrader
bilen eller springe på færgen til England,
i henholdsvis filosofi og filmvidenskab. I
netop når den lægger fra kaj.
2005 indledte han sit arbejde m ed det ak
”Der er m asser af papirløse, der for
tivistiske dokum entarprojekt Contre-Feux
søger at krydse landegrænser med livet
(’M odild’, 2005-08). En serie, der består af
som indsats, og når de så kom m er til
seks radikale kort- og dokum entarfilm om
Frankrig, bliver de m ødt a f politiet, der vil
bl.a. unge afrikanere, der kom m et til den
sende dem tilbage. De lever i angst og på
spanske enklave Ceuta i Nordafrika i håb
konstant flugt og under miserable vilkår,
om at kunne fortsætte til Europa, og om
m en det er ikke noget, m edierne dækker.
illegale indvandrere (les sans papiers), der
Selv om jeg kan se, at der er journalister til
bliver sat på gaden i Paris.
stede og derfor andre kam eraer end mit,
Sylvain Georges film om de eksklude-
50
rede, der kæ m per for at blive inkluderet i
der ser dem onstrationer eller rydninger a f ‘La Jungle’ i Calais, så ser jeg ingen skil-
a f Ann-Lisbeth Holm
dringer på tv eller i de skrevne m edier af
europæiske indvandrerpolitik, men det
det, som jeg har oplevet. Jeg fungerer ikke
politiske engagem ent er kom m et ind m ed
som et aktivistisk talerør for de papirløse,
m oderm æ lken, og forargelsen over det
m en jeg forsøger at etablere et dialektisk
politiske forfald blev født i 1980’e rne under
forhold mellem sam tiden og historien gen
den socialistiske regering.
nem filmen,” sagde Sylvain George, da jeg
”Da jeg var ung, altså om kring sytten-
interviewede ham i kunstkollektivet Le
atten år, var jeg m eget rebelsk. Allerede
Centquatre i Paris, hvor han arbejder som
dengang vidste jeg, at jeg ville lave film.
artist in residence.6
Jeg var m eget optaget af politik, er blevet
I L’Impossible ser m an de papirløse
opdraget i den marxistiske ånd, og jeg følte
kigge sig nervøst over skulderen, altid på
mig slet ikke tilpas i 1980’e rne. Frankrig
udkig efter politiet. M an ser dem vente på
havde på det tidspunkt en socialistisk rege
den rigtige lastbil til at føre dem videre.
ring, m en jeg syntes ikke, det havde noget
M an ser, hvordan de lever om natten, hvor
m ed socialisme at gøre. De var mere inte
de i ly af m ørket kan bevæge sig m ere frit
resserede i at fastholde magten og gav køb
rundt. Sylvain George kom m er så tæ t på,
på de socialistiske værdier. Et svigt, der lig
at man som beskuer næ sten føler, at man
ger til g rund for vores nuværende politiske
selv er til stede. Man ser også, hvordan de
situation. Jeg følte m ig derfor kun tilpas i
papirløse sam ler stum perne af deres ejen
de rum , hvor jeg kunne slippe for 1980’er-
dele sam m en efter et voldsom t politiraid i
nes opstyltethed. D et vil sige i biografen, i
‘La Jungle’. D et er vigtigt for Sylvain George
litteraturen eller i filosofien. På den måde
at filme disse begivenheder: ”Jeg kan ikke acceptere, at de overgreb,
udviklede jeg en entusiasme for film og blev klar over, at det var det, jeg ville m ed
der bliver begået m od flygtninge og in d
m it liv. Jeg ville udtrykke mig politisk gen
vandrere i det franske sam fund, passerer
nem billeder, hvor billederne både udkry
ubem ærket hen. Jeg er fuldstændig im od
stalliserer sindstilstande og samtidig intel
den politik, der bliver ført i Frankrig. Man
lektuelle, politiske idéer. Det er svært at få
bør gøre m odstand m o d den. At m an u d
lov at lave film i Frankrig. Det er dyrt, og
skiller folk, at nogle m ennesker ikke har
produktionsapparatet ligger i hæ nderne på
ret til at opholde sig i Frankrig, det finder
bourgeoisiet. Så m an skal kende nogen for
jeg fuldstændig forargeligt. I 2004 beskrev
at kom m e til at lave film. Kommer m an fra
Rocco Buttiglione, E U -kom m issæ r for
beskedne kår, bliver man næ ppe instruktør,
Retfærdighed, frihed og sikkerhed, indvan
m en m an kan måske kom m e til at arbejde
drere som en tikkende bom be under EU-
m ed det tekniske, og nu kan m an få billige
landene. For mig var det at sam menligne
kam eraer og selv gå i gang.”
indvandrere med en bom be ensbetydende
De billige kam eraer har gjort det muligt
m ed at krim inalisere bestem te m ennesker
for Sylvain George at lave film, men ét er at
uden grund. Jeg vil vise vores samtid, hvor
have kam eraet, noget andet er at fange de
dan den virkelig er. D et har ikke noget med
papirløses usagte og i sagens natur skjulte
terrorism e at gøre.”
historier. Derfor er meget af m aterialet fil m et m ed mobiltelefon, der gør det muligt
Aktivisme ind m ed m o derm æ lken. Syl
at reagere hurtigt, når chancen for at fange
vain George har de seneste seks år lavet
en situation opstår. Han arbejder aldrig ud
politiske film, der gør m odstand m od den
fra et forudbestem t plot eller en journali-
51
Sarkozys bærme
Un homme idéal (Fragment K.) (2007, instr. Sylvain George).
stisk vinkel. Det ville forcere situationen. I
minoriteter, så viser m an en anden verden.
stedet venter han tålm odigt på, at det rette
Og denne handling er politisk. Det vigtig
øjeblik opstår af sig selv.
ste er, at m an udfører denne handling. Så
”N år jeg laver film, forsøger jeg først
er jeg ligeglad med, hvor mange der ser
og frem m est at etablere en relation m ed de
filmen. Den er en mulighed for at skabe
mennesker, som jeg skildrer. Det er vigti
en anden relation mellem tid og rum . En
gere at indgå i en relation m ed dem end at
relation, der bryder med hverdagen, med
filme dem. Jeg vil ikke lave en film om dem
tiden, med historien og skaber en anden
for enhver pris og m ed alle midler, jeg vil
tidslighed. Jeg tror på, at det er m uligt med
skildre dem, som de er. Filmen bliver resul
filmene at bryde med H istorien og fortælle
tatet af den relation.”
en anden historie. Kunst kan i det hele
Politisk effekt. For Sylvain George er det
N år jeg taler om kunst, så mener jeg ikke
prim æ re ikke publikum s størrelse, m en at
kunstm arkedet, den form for kunst, der
der er nogen, der tør fortælle de historier,
har varekarakter. Det er kunst forstået som
som bliver holdt ude af m edierne.
selve den skabende handling. At skabe
taget fungere som et m iddel til subversion.
”Ved, at m an viser en film om f.eks.
kunst er, som n å r en forsker undersøger et
a f Ann-Lisbeth Holm
genstandsom råde. En k unstner foretager
K. søger om fransk statsborgerskab, men
en tilsvarende undersøgelse, og når m an
det er en meget lang proces, og under den
udforsker et emne, når m an til sidst til en
lange ventetid må han ikke arbejde. Han er
form for grænse. Og n å r m an er nået dertil,
derfor afhængig af gratis m aduddeling og
så er det m uligt at forandre, det er m uligt
tvunget til at tage ulovligt, farligt arbejde
at forestille sig noget andet. H er kan m an
på byggepladser. Det er m ed livet som
omvælte de etablerede kategorier. O m styr
indsats, og han har ingen forsikring. Han
te repræsentationerne.”
er prisgivet sin arbejdsgivers gode vilje, n år det gælder udbetaling af løn, da han på
A lternativ distrib u tio n . Fordi Sylvain Georges film ikke passer ind i den dom ine
g ru n d af sin status ingen ret har til at klage. Den lange ansøgningsproces driver K.
rende diskurs i Frankrig, er det vanskeligt
ud på randen af et psykisk sam m enbrud:
at distribuere filmene, og han forsøger der
Hvor han før var en dygtig murer, der var
for at få dem ud på alternativ vis.
stolt af sit arbejde og følte, at han bidrog
”Jeg færdes i det m ilitante miljø, og
til sam fundet, er han nu reduceret til en
n år jeg har vist en film i de miljøer, så får
belastning. Hans værdighed er for længst
de den, og så giver de den videre til nogle
sm uldret bort. Han fortæller, at den lange
andre, der så giver den videre. Men jeg har
ventetid har drevet ham ud i situationer,
også nogle gange visninger i Cinemateket
underforstået ydmygende handlinger, der
i Paris, hvor jeg diskuterer m ine film m ed
h ar frataget ham hans stolthed. I denne
publikum. Jeg kan godt lide tanken om, at
proces er m enneskeligheden forsvundet.
m ine film bliver vist både i de etablerede
Tilbage er kun en ansøgningsformular, der
institutioner og i anarkistiske squatter-
cirkulerer næ rm est endeløst i de politiske
miljøer.”
m agtstrukturer.
Sylvain George m ener ikke, at han kun
Filmen er optaget m ed mobiltelefon
prædiker for de frelste: ”M ine film vises
i grovkornede, sort/hvide billeder, hvor
ikke kun i militante miljøer, m en også på
der falder grå skygger på protagonistens
festivaler, hvor almindelige m ennesker ser
blege ansigt og de trætte, tårevædede øjne
dem , mennesker, som hverken ved noget
står tydeligt frem. Der er lagt vægt på, at
om det, der foregår, eller kender til mig.
publikum skal fatte sympati for og indgå i
Nogle hader dem, m ens andre bliver inspi
en relation til m anden, m en der er ikke et
reret. Der er mange, der gerne vil engagere
tydeligt plot, der fører os m od en forudbe
sig, men ikke tør eller ikke ved, hvordan de
stem t konklusion. Det er selve relationen
skal gøre det.”
til m ennesket, der frem står som det pri m ære, og beskueren m å selv danne sine
Æ stetikken i højsædet. Selv om han arbej
indtryk ud fra billederne og fragm enter af
der med politiske spørgsmål og ofte filmer
samtaler.
u n der vanskelige om stændigheder, lægger Sylvain George stor væ gt på æstetikken. Hans film er ofte holdt i sort/hvid -
Kameraet hviler længe på hovedper sonens ansigt og hænder, så m an følger ansigtstrækkene eller furerne i håndfla
som f.eks. kortfilmen Un hom m e idéal
derne, når han taler og arbejder. Ud over
(Fragment K .) (2007), d er er fjerde del af
m andens tale hører m an på lydsporet hans
Contre-Feux- serien. H er følger George en
dybe vejtrækninger og lyden af en murske,
ung algiersk mand, K., i en forstad til Paris.
der skraber. Lydene sætter tem poet for
53
Sarkozys bærme
filmen. D et går langsomt. Un hom m e idéal
sikrer Sylvain George, at disse eksklude
(Fragment K.) er klippet sam m en aflange
rede m enneskers historier bliver fortalt,
sekvenser af et gråt rum , hæ nder der m u
og dét i sig selv er at tage til genmæle mod
rer en grå mur, gråt tag og close-ups af an
den ekskluderende diskurs i Frankrig og
sigt og hænder. De grå toner, den tøvende
Europa.
rytm e og de ekstreme nærbilleder gør, at det genkendelige til tider udviskes til fordel for et universelt rum . ”Jeg har holdt filmen i sort/hvid for at
”Jeg vil ikke helliggøre kunsten, men det er en m åde at handle på, og det vigtig ste er, at m an tager stilling og handler. Fri gør sig fra én forestilling og laver film, som
distancere mig selv. Det er nogle hårde em
tager stilling og viser samtiden: D et at lave
ner. Men samtidig er det sort/hvide også
film er at pege på det, der kan være ander
en m åde at æstetisere filmen på. D et giver
ledes, og derved forskyder man de fastlåste
desuden et historisk præg og bevirker, at
forestillinger. Man skaber en sprække ind
m an ikke rigtigt kan tidsfæste billedet. På
til en anden virkelighed og åbner op for, at
den måde får det en m ere universel k a
tingene, verden kunne være anderledes”.
rakter, hvor det ikke er tid, sted og politisk kontekst, der er det vigtige, m en det, som finder sted i netop de her billeder.” "Filmens form er meget vigtig for mig. Det er vigtigt, at m an ikke laver halvhjer tede film, m en film, der brænder. Derfor m å m an finde en krævende form. I vores sam fund forsøger m an at ensrette alle, og det er derfor vigtigt at bekræfte sin singularitet. Det er singulariteten, der tæller; og det er gennem sit virke, at m an definerer sig. Filmen er et middel til at bekræfte singulariteten, der findes ikke to identiske mennesker. M an skal være meget kræ ven de i forhold til formen. Jeg laver film, der på én gang er politiske og poetiske. M an m å være så engageret som muligt, når man
Noter 1. Davet, Gerard: “Deux policiers ont été mis en examen dans l’affaire de Clichy-sous-Bois”, Le Monde, 10.02.2007. Og Ridet, Philippe: “M. Sarkozy durcit son discours sur les banlieues”, Le Monde, 22.11.05. Se i øvrigt Nicolas Sarkozys tale til Nationalforsamlin gen den 15. november 2005: “Projet de loi prorogeant l’application de la loi numéro 55385 du 3 avril 1955”, UMP, hvor han omtaler oprørerne som bøller, der skal bekæmpes. 2. Rentergehm, Marion Van: “La Courneuve en colère après la mort de Sidi-Ahmed”, Le Monde, 22.06.2005. 3. Badiou, Alain: “L’humiliation ordinaire”, Le Monde, 15.11.2005. 4. Tylevich, Katya: “Director Romain Gavras talks press, “Stress,” and life on the road with a Japanese caméra (and a French band called Justice)”, www.flux.net, 4.11.2008. 5. Marker, Chris: “A propos du clip Stress”,
laver politiske film,” siger Sylvain George.
http://www.poptronics.fr/A-propos-du-clipStress-par-Chris, 20. august 2009.
Måske kan kunsten ikke direkte ændre sam fundet og den dom inerende diskurs, m en den æstetiske behandling sæ tter de kontroversielle em ner på spidsen, hvilket åbner op for nye diskussioner. I hvert fald
54
6.
Interview ved artiklens forfatter på Le Centquatre i Paris 2009.