Page 1

Verden i Danmark (2007, instr. Max Kestner).

Danmark larger than life Max Kestner og Jørgen Leths subjektive visioner af Danmark A f Anders Leifer

M ax Kestners Verden i D anm ark fra 2007

dykke lidt ned i den udbredte diskussion

er seneste b u d i vores særegne filmgenre af

om dokum entarfilm genrens virkeligheds­

nationale selvportræ tter med tråde tilbage

repræsentation, som disse film også kan

til PH s Danmark fra 1935. Kestner bladrer

være med til at belyse.

for os i et fascinerende billedalbum , der

Da Sami Saif og Phie Ambos dokum en­

bebos af virkelige danskere m ed virkelige

tarfilm Family (2001) havde premiere i

drøm m e om det virkelige liv - og det lig­

de danske biografer, kunne man i et dag­

n e r sjovt n o k slet ikke reality-tv, selvom

blad læse en kritisk anmeldelse under en

det handler om dig og mig, helt nede på

overskrift, der lød noget i stil med ”Den

jorden.

løgnagtige dokum entär”. Så var grænserne

Jeg skal i denne artikel beskrive Verden

trukket op, med suggestive filmbilleder,

i Danmark m ed fokus på æstetikken og

følelsesladet m usikbrug og iscenesatte

d en særlige tone i K estners film gennem

handlingstråde på den forkerte side’. D oku­

en sammenligning m e d Jørgen Leths Livet

m entarfilm skal m an derim od kunne stole

i Danmark fra 1972. M en allerførst vil jeg

på, de må ikke m anipulere m ed os, men

53


Danmark larger than life

skal vise og fortælle tingene som de er ...

om, at dokum entarprogram m er redigerer

Lyder det ikke ret kedeligt? Og naivt?

i virkeligheden, hvilket ellers turde være

H oldningen, som den omtalte anm el­

en ret indlysende kendsgerning. O g det

delse repræsenterer, er ikke desto mindre,

er vel også lidt overraskende, at dom m en

rimelig eller urimelig, kedelig eller ej, en

herefter faldt så klart u d til virkelighedens

realitet, som dokum entarfilm genren ofte

fordel, om m an så må sige, på bekostning

må forholde sig til. Heroverfor m å man

af den gode historie.

argum entere for en mere nuanceret for­

M en hvis m an lægger de fornærmede

ståelse af det dokum entariske felt, og uden

royale briller fra sig, kan de fleste dog nok

en sådan forståelse vil det i hvert fald være

blive enige om , at dokum entarens over­

svært at sige noget fornuftigt om Max

ordnede forpligtelse væsentligst er at for­

Kestners Verden i D anmark i det følgende.

stå som etableringen a f en kontrakt med tilskueren, en slags erkendelsesmæssig

Kan m an fifle m ed dronningen? I forbin­

ram m e, og ikke at tilstræbe et rent l:l-for-

delse m ed den britiske såkaldte Queens-

hold til virkeligheden.

gate-affære rullede BBC-hovederne i 2007.

Tilskuerkontrakten indebærer en form

Forud for en serie om kongehuset (A Year

for afgræ nsning af, hvad det er for en slags

with the Queen, produceret af RDF Media)

virkelighed, d e t handler om (f.eks. sociale

havde BBC vist en trailer, som i jagten på

forhold, politik, kongehus, hverdagsliv

den gode fortælling m anipulerede med

eller familierelationer), hvilke fortælle­

optagelser af den britiske dronning. Balla­

mæssige greb der benyttes til at behandle

den gav tv-verdenen en ublid påm indelse

stoffet, og (m åske ikke mindst) hvilken

om, at den dokum entariske fremstilling af

tilskuerappel d er sigtes imod.

virkeligheden indebærer forpligtelser. Det afgørende er im idlertid, at man

D et h an d ler o m pragmatisme. D et lyder

ikke glem m er at tage diskussionen om,

forholdsvis kompliceret, men film- og tv-

hvad det helt præcist er, den enkelte doku­

seere er i alm indelighed ganske veltrænede

m entär forpligter sig på. For dokum entar­

i at afkode de billeder og lyde, som de

genren spæ nder vidt (uanset om vi taler

præsenteres for, og ret kritiske, kunne man

om film eller tv), og ligesom en rom antisk

tilføje. Forskellige typer a f dokumentariske

kom edie under fiktionens paraply over­

fremstillinger, i spektret fra det journali­

holder andre genreregler og sim pelthen

stiske til det stærkt personlige værk, med­

fordrer en anden oplevelsesmåde af tilsku­

fører kort sagt tilskuerforventninger om

eren end en thriller, så er der himm elvid

forskellige grader af soberhed i omgangen

forskel på f.eks. dokum entarserien A Year

med facts. D et er en balanceakt, som do­

with the Queen og Kestners Verden i D an­

kum entären hele tiden uundgåeligt forhol­

mark, eller på ovenfor nævnte Family og

der sig til, og som løbende kan forhandles

en tungere, politisk dagsordensættende

og justeres. O g når balancen brydes, ved

tv-dokum entarudsendelse om eksempelvis

vi, at der altid findes mennesker, d er er

overgreb på en døgninstitution i D an­

klar til at bekym re sig p å både publikums

mark.

og virkelighedens vegne, på godt og ondt.

Det er jo fornøjeligt, at der skulle et mål 54

Det handler dybest set om pragmatisme;

af m ajestætsfornærm else i en tv-trailer

det er ikke en sort/hvid kamp om sandt

til for at m inde den britiske offentlighed

eller falsk.


a f Anders Leifer

O m fremstilllingen af den britiske

af krisens voldsom hed eller som udtryk

dronnings vredesudbrud under en foto­

for hovedpersonens oplevelse af at leve på

seance med Annie Leibovitz, som blev vist

N ørrebro (frit for fortolkning)? Eller var

m ed tidsm anipulerende klipning i den

det ikke okay, fordi billederne forekom for

nævnte trailer, så var at gå over stregen,

bogstavelige m idt i en dokum entarfilm om

eller om det rent faktisk af seerne ville

en aktuel politisk debat? M eningerne var

kunne opleves som en menneskelig og

delte i den mediedebat, der fulgte; en de­

naturlig reaktion hos dronningen i denne

bat, der i sig selv kan ses som et sundt tegn

udsendelsesrække om livet i kongehuset,

på, at vi tager dokum entarens forpligtelser

er en anden sag. Hele m iseren skal dog

alvorligt.

også ses i lyset af en generel troværdig­ hedskrise inden for britisk tv som følge af

Straffespark og fodfejl. For at se på et

en anden skandale, sto rt set sam tidig med

andet nyligt og måske lidt m indre spræng­

Queensgate, hvor tv-stationer var blevet

farligt eksempel: Hvorfor reagerede så

afsløret i at slå plat på seere, der ringede

mange m ennesker negativt på de forløb i

ind til såkaldte call-tv-programm er, uden

dokum entarfilm en ...O g det var Danmark

mulighed for at deres opkald blev besvaret.

(Mads Kamp Thulstrup og Carsten Sø­

D et er måske ligefrem rim eligt at hævde,

sted, 2008), hvor der f.eks. var æ ndret på

at enhver form for filmiske og fortæ l­

kronologien (såsom rækkefølgen i straf­

lemæssige greb principielt er tilladt, blot

fesparkskonkurrencen i semifinalekampen

tilskueren forstår og accepterer de ram ­

m od Holland ved fodbold-EM i 1992) i et

mer, der sættes, og så længe vi ikke ændrer

forsøg på at højne den dramatiske effekt?

fortegnet fra fakta til fiktion. G raden af

Jeg tror, det beror på en fodfejl i ram ­

frihed er naturligvis afhængig af, hvor i

m eforhandlingen m ed publikum: Dels er

dokum entarspektret vi befinder os.

der tale om en historisk dokum entär, oven

Men grænsen er altså ikke knivskarp.

i købet om et stykke nylig, gennem travet

Jo mere udfordrende, eller åbenlyst sub­

historie, og her vil de fleste nok forvente

jektiv, virkelighedsfremstillingen bliver, jo

en høj grad af akkuratesse; dels vil filmen

m ere vil dokum entären typisk vække sund

gerne forføre det brede publikum, men

skepsis hos tilskueren, der tvinges til at

dette æ ndrer ikke på, at den prim ære

forholde sig til filmens eller program m ets

m ålgruppe består af alle fodboldnørderne,

greb. Ligesom tilskueren netop vil føle

der netop går op i den slags detaljer, som

sig snigløbet, hvis noget, der um iddelbart

filmen fiflede med.

præsenterer sig som en stærkt fact-baseret

På spørgsmålet om, hvorvidt det er

dokum entär, skulle blive afsløret i at være

tilladeligt at gøre, som denne film gjorde,

m anipuleret i en urim elig grad.

må m an vel svare ja, for virkeligheden

Et eksempel på et grænsetilfælde kunne

eller stoffet burde ikke være helligt, men

være den bræ ndende bil på Nørrebro, som

reaktionerne er faktisk forventelige. Det

optrådte i Cathrine A sm ussens M ig og N a­

er kort sagt op til den enkelte dokum entär

ser (2007) om en dansk, m uslim sk kvindes

at retfærdiggøre fremstillingen over for sit

personlige udvikling u n d er M uham m ed-

publikum , og her fejler den ellers under­

krisen. Bilen havde intet med krisen at

holdende og tiltalende ...O g det var D an­

gøre. Var det da okay at bruge billedet

mark i hvert fald til dels.

som udtryk for instruktørens oplevelse

D enne lille omvej om kring nogle af de

55


Danmark larger than life

sentation, på den anden. Filmen blev som bekendt i 2003 gjort til genstand for flere spæ ndende gendigtninger i Jørgen Leth og Lars von Triers De fe m benspænd. 1 Livet i Danmark fortsætter Leth i spo­ ret fra Det perfekte menneske, blot er det hvide univers skiftet ud med en neutral, sort baggrund, og em neom rådet er så at sige bredt ud, således at det nu er ’hele D anm ark’, d e r udstilles i filmens montre. Som credo for filmen havde Leth udtrykt, at han ville lave nogle danmarksbilleder, L ivet i D a n m a rk (1972, instr. Jørgen Leth).

som var strålende og smukke, og hvor det ikke regnede hele tiden. Ud over at dette ganske givet i sig selv var et projekt, der

grundlæggende præm isser for dokum en­

æstetisk tæ ndte Jørgen Leth, ligger der heri

targenrens virkelighedsrepræsentation, da

også en kom m entar til de tidlige 1970’eres

problem stillingen har relevans for Kestners

åndelige klim a, hvor en velmenende, social

æstetisk skarpe danm arksportræ t. Spørgs­

indignation var fremherskende.

målet er, om vi skal være bekym rede for,

Stadig som en form for antropolog be­

om det er et forvrænget, usandt eller måske

tragter Leth i sin film en række danskere,

upassende billede af D anm ark, der tegnes?

der inviteres indenfor i det sorte rum , hvor

D ette spørgsmål får dog lov at hænge i

de frem stiller små, redigerede udgaver af

luften lidt endnu.

deres liv, baseret på interviews, som Jørgen Leth og K risten Bjørnkjær først havde lavet

Leth og danskerne. Som næ vnt er Kestners

m ed de medvirkende. H er er blandt andet

Verden i Danmark et nyere bud i genren af

et antal unge, ugifte kvinder fra en pro­

såkaldte danm arksfilm 1, m en den lægger

vinsby; en landm and, der både fortæller

sig samtidig m ere konkret i forlængelse

om sit arbejde og drikker kaffe og danser

af Jørgen Leths Livet i Danmark, som den

vals med sin kone; en færdselsbetjent, en

måske bedst kan beskrives som en blan­

politiker, en cykelrytter og en fiskehandler.

ding af en opdatering af og en hyldest til.

Også Leth selv og hans familie optræder, i

Leth havde i 1968 lavet kortfilm en Det

56

en form for solidaritet m ed de øvrige m ed­

perfekte menneske, som i en reklamefilm­

virkende, og vi får således et lille indblik i,

inspireret æstetik betragtede mennesket,

hvad en film instruktør og digter, bosidden­

m anden og kvinden, i skikkelse af skuespil­

de i hovedstaden, på en given dag har i sit

lerne Claus Nissen og M aiken Algren, i en

indkøbsnet. Filmen rum m er også enkelte

række banale gøremål. Det skete i et tom t,

landskabsbilleder samt nogle m ere vanvit­

hvidt rum m ed få, udvalgte rekvisitter. En

tige elementer, såsom fire tavse, nøgne

form for pseudo-antropologisk undersø­

digtere, en drivvåd m and og skuespilleren

gelse af m ennesket på den ene side og en

Jørgen Ryg i et lille one-man-show, hvor

meget konkret, elegant og legende u nder­

han bl.a. parafraserer en populær reklame

søgelse af filmmediet, og for den sags skyld

for mælk fra den tid.

dokum entargenrens virkelighedsrepræ­


a f Anders Leifer

’’M a n d e n e r v å d ”. Det vanvittige i projektet

som sådan - at skabe et katalog over livet i D anm ark på knap 40 m inutter - u nder­ streges og accentueres ved den forankring, eller stempling, som skabes af undertekster i hvert billede. Underteksterne siger nemlig ikke altid det, som m an um iddelbart ville forvente, i deres kondensering af billedindholdet. Samtidig giver en variation i tim in­ gen af underteksterne en yderligere effekt. Et par eksempler: ”H un bor i Algade” om en ung kvinde, der fortæller en lang, ind­ viklet historie om, hvordan hun m ødte sin kæreste, eller ’’M anden er våd” som redundant forankring a f et billede, hvor vi i forvejen funderer over, hvad det dog skal betyde, at vi skal se på en våd mand. Leth har beskrevet det som et artificielt

Digterkolleger uden en trævl. Til L ivet i D a n m a rk (1972, instr. Jørgen Leth) poserer (fra venstre) Svend Åge Madsen, Dan Turéll og Kristen Bjørnkjær. Liggende er det Hans Jørgen Nielsen.

dobbeltgreb, der også ru m m er dokum en­ tarismens vilkår som sådan: Dels er der i kraft af filmens æstetik m eget m arkant tale

og besvarer dem måske selv underfundigt

om , at det, vi ser, er billeder af virkelighe­

m ed sin venlige tone. Det er både en film

den, ikke virkeligheden selv (hvilket der

om D anm ark og en leg m ed hele denne

også hentydes til i filmen i Leths billeder

dokum entariske gestus. Med Leths ord be­

af en række romantiske landskabsm ale­

finder den sig mellem statistik og æstetik,

rier, en afbildende fordobling), og dels får

og m an kan tilføje, at den i sidste ende nok

teksterne næ rm est deres eget liv og rykker

mest er et stykke konkret poesi.

derved yderligere ved afkodningen af vir­ keligheden, det vil sige ved afkodningen af den afbildede virkelighed.

Kestners kortlæ gning. Max Kestners Verden i D anmark er som sagt en slags

Men det er samtidig en afgørende

opdatering af Leths film, 35 år efter, og vi

pointe, at det, der siges i underteksterne,

skal nu se på filmens elementer, æstetik og

n o k kan være mærkeligt, m en ikke desto

tone. Hvor Leths D anm ark blev bragt ind

m indre er uomtvisteligt sandt. Ligesom

i det sorte undersøgelsesrum , går Kestner

de medvirkende, deres historier og deres

ud i den danske virkelighed udstyret med

medbragte genstande er virkelige, m en i

et måleapparat, der på én gang konkret og

kraft af deres indtræ den i filmens univers

symbolsk lægges ind i ’billedvirkeligheden’.

bliver til noget andet, nem lig et stykke film. Man må opsum m erende spørge: Hvor

En lang række danskere optræ der på forskellige, naturlige baggrunde, hvor

m eget virkelighed kan m an putte ind i en

m ålestokken er lagt ind, og Kestners egen

lille film? Hvorfor disse mennesker, disse

stem m e forankrer kortfattet hvad vi ser:

landskaber, disse historier? Hvorfor ikke

”En pensioneret vognm and”, ”En racist”,

alt det andet Danm ark, som findes derude?

”En skyldner”, ”En sam m enbragt fami­

Livet i Danmark rejser disse spørgsmål -

lie”. .. I fem tilfælde uddyber filmen nogle

57


Danmark larger than life

Tre almindelige buspassagerer i Verden i D a n m a rk (2007, instr. Max Kestner).

af disse lakoniske portrætteringer, idet

i Irma, en arkitektstue m.m. Vi er desuden

hastige m ontager af stills viser personernes

m ed Pia Kjærsgaard og pressechefen i

livshistorie baglæns, indtil vi ser dem som

Dansk Folkeparti til et forberedende møde

små børn, mens Kestners stem m e fortæller

forud for et DF-landsm øde og m ed Ma­

fortættede, markante livshistorier. Dette

rianne Jelved i sminkerum m et forud for

greb kunne være inspireret af den tyske

en tv-optræ den, flankeret af en rådgiver

spillefilm Lola rennt (1998, Lola, instr. Tom

(delvist uden for billedrammen). Endelig

Tykwer), og Kestner har selv lavet lignende

følger vi i denne kategori af scener også

m ontager i sin særprægede, virtuose, selv­

en klageskriver foran com puterskærm en

biografiske dokum entarfilm Rejsen på op­

og en ISO-chef, der besvarer klagen, samt

havet (2004).

en kvinde, d er skriver en jobansøgning

Filmens mere enkle billedkategorier om fatter også en række overbliksbilleder

og m odtager et afslag, verbalt form idlet i voice-over.

i fugleperspektiv af danske landskaber og skove, tilsat toner af Carl Nielsen, som en slags rolige, sanselige åndehuller m idt i

filmiske forløb er, sam m en med Kestners

Kestners rablende katalogisering.

drøm m escener, som jeg straks skal vende

I en række dokum entariske scener i

58

Urolige p u n k te r i kataloget. Alle disse små

tilbage til, den væsentligste tilføjelse i Ver­

mere traditionel forstand ser vi indenfor

den i D anm ark i forhold til den sceniske

på bl.a. en kulturredaktion på Danm arks

fremstilling i studiet i Livet i Danmark.

Radio og på m agasinerne Bo Bedre og

Men udvælgelsens spøgelse er det samme:

Eurowoman, vi besøger en skole og en bør-

Hvorfor Eurowoman og ikke Tipsbladet?

nehave, et reklam eavis-planlægningsm øde

Hvorfor Kjærsgaard og ikke en scene med


a f Anders Leifer

statsm inisteren? Og så videre. Kestner

ikke rigtigt ude i virkeligheden, hvilket

betragter sine smukt film ede danm arksbil­

m an jo kan argum entere for er en ærlig

leder loyalt og nysgerrigt, i filmens alm in­

udm elding i en dokum entarisk fremstil­

delige varme tone, m en leder m an efter en

ling. Og så kan m an selvfølgelig spørge, når

rød tråd, der overskrider dette sanselige og

m an inden for dokum entarfilm ens ram m er

adspredte fokus, går m an sandsynligvis galt

har m ed så skarpe greb på både indholdssi­

i byen.

den (materialeudvælgelsen) og billedsiden

Alligevel er der, og m åske netop derfor, en sidste kategori af scener, der åbner en sprække ind til sådan noget som en egent­

(iscenesættelseseffekten) at gøre: Bare fordi det ikke er objektivt, er det så fiktion? Der ligger et lille paradoks her: Fiktio­

lig forståelse af Kestners danmarksfilm: I

nen norm aliserer og usynliggør som h o ­

en række scener ser vi personer, der taler i

vedregel de filmiske greb til fordel for det

mobiltelefon, mens de befinder sig i f.eks.

narrative fokus, og dokum entarprogram ­

en bus eller et tog, og vi forstår efterhån­

mer, der ønsker at signalere en høj grad af

den, at de lid t mærkelige og indimellem

objektivitet, gør noget tilsvarende, søger

usam m enhængende historier, de fortæller

ægthed og næ rhed i optagelserne, undgår

til deres usynlige (eller ikke-eksisterende?)

skarpe greb og skaber ofte udglattende

sam talepartnere, er private drøm m e, som

sam m enhæ nge hen over billedsiden i kraft

de genkalder sig.

af verbal forankring. Kestners filmgreb er

Midt i filmens nøgternhed, m enneske­

skarpe i den forstand, at m an aldrig slipper

katalogets og scenernes alm indelighed

fornem m elsen af iscenesathed, men det

finder vi således disse m ere urolige p u n k ­

enkelte billede er nøgternt. Det er, hvad det

ter, som samtidig bringer tankerne hen på

er, og den iscenesatte bid af Danmark, som

Kestners Nede på jorden (2004), hvor den

det indeholder, er virkelig.

almindelige danskers d røm m e i livet var

Både Leth og Kestner tilbyder meget

det centrale tema, personificeret ved en

subjektive visioner af den danske virkelig­

række medarbejdere p å fabrikken Viking i

hed, og for at gribe tilbage til denne arti­

Esbjerg. Og det er næ rliggende at læse den

kels indledende overvejelser om forplig­

pointe ind i Verden i D anm ark, at drøm ­

telserne i virkelighedsrepræsentationen,

m ene er en kerne eller en ledetråd i vores

så foregiver filmene dybest set ikke at vise

(danske) liv, hvor forskellige de end er.

noget som helst andet end dette, subjektive billeder. Det skulle lige være i titlerne, men

Fornuft og følelse. Fælles for Livet i D an­

det bliver også hurtigt klart, at der ligger en

m ark og Verden i D anm ark er, at filmene skærer virkeligheden u d i firkanter, laver

leg i disse. Tilskuerkontrakten synes derfor for­

ram m er om den, forstørrer enkeltdele og

holdsvis uproblematisk. Der er nok tale om

detaljer. Leth i kraft af den m ørke bag­

ret udfordrende film, m en det er samtidig

grund mere ekstremt en d Kestner, der dog

utænkeligt, at særlig mange af dem, der

lader vante omgivelser give en naturlig

rent faktisk vælger at se Verden i Danmark,

baggrund for de m edvirkende, sådan at de

vil beskylde den for at vise et usandt billede

måske kan føle sig lidt m ere trygge foran

af vores land. Fra første færd er filmen så

kameraet.

klart forankret i en underfundig tone, at

Men også hos Kestner er det sådan, at vi oplever, at vi befinder os i en billedverden,

m an m å opleve den i denne tone. Filmenes dokum entariske påstand, hvis

59


Verden i Danmark (2007, instr. Max Kestner).

m an kan tale om en sådan, kan samtidig

At behandle m ed hånden. Er det proble­

lidt skarpt siges at være, at der netop lig­

matisk for dokum entargenren at rum m e

ger en troværdighedsværdi i, at Leth og

disse film? Er Leth og Kestners film løgn­

Kestner engagerer sig stærkt subjektivt i

agtige og manipulerende?

deres udvalg af den danske virkelighed og

Til det første spørgsmål er svaret na­

derudover sætter sig lidt på spil i den. Leth

turligvis nej. Filmene findes, de udfordrer

som m edvirkende, Kestner som fortæller­

muligvis tilskueren m ed deres billeder af

stemme.

den danske virkelighed, men hele denne

D ette bringer os samtidig hen til det

mekanisme, at vi forholder os til det stykke

udbredte, forsimplede nonsens, som man

virkelighed, vi præsenteres for, er ikke an­

ofte støder på, om at fiktionsfilm taler til

derledes, blot fordi filmene adskiller sig fra

følelserne, mens dokum entarfilm taler

en objektivitetssøgende eller argum ente­

til fornuften. Nej, følelser og fornuft skal

rende journalistisk dokum entarstil.

tvæ rtim od ses som et kontinuum i m en­ neskesindet, og der findes masser af doku­

sværere at svare entydigt på. Hvis en halv

mentarfilm , som vægter en følelsesmæssig

sandhed også er en halv løgn, så er Leth og

oplevelsesform højest.

Kestner i hvert fald ikke bange for at drille

Jeg vil således ikke tilråde folk at se Li­

60

Det andet spørgsmål er måske en anelse

deres tilskuere lidt ved deres åbenlyse leg

vet i Danmark og Verden i D anm ark som

m ed sandhedsbegrebet. De pirrer kort sagt

fornuftsbårne argum enter om den danske

vores forståelse af, hvordan et sandt eller

virkelighed, m en som åbne og sanselige,

troværdigt filmisk udsagn tager sig ud.

på én gang m orsom m e, tankevækkende og

Samtidig betyder det at manipulere egent­

indimellem rørende billedfortællinger om

lig at behandle noget m ed hånden, og uden

os selv og vores land.

ordets negative værdiladning stem m er det


a f Anders Leifer

jo meget godt med de to instruktørers sub­

Og det gør bestem t ikke noget, hvis vi kan

jektive greb i deres danm arksbilleder ...

genkende os selv lidt i de medvirkende. Både Livet i D anmark og Verden i D an­

Ud over tilskuerkontrakten om den form for virkelighedsrepræsentation, der er

mark holder deres danm arksbilleder ud i

på spil, er en anden væsentlig ting natur­

strakt arm , uden at den æstetiserende in d ­

ligvis dokum entarens forpligtelser over for

ram ning af bidder af den danske virkelig­

de medvirkende, og de etiske overvejelser,

hed på nogen måde betyder, at billederne

som dokum entarfilm skaberen m å gøre sig

ikke em m er af virkeligt liv. Indram ningen,

i denne forbindelse. En problemstilling,

og selve valgenes og fravalgenes underfun­

som også presser sig på i Livet i Danmark

dige gestus, gør billederne og de små for­

og Verden i Danmark,

tællinger, som de rum m er, emblematiske.

Filmenes æstetiserede fremstilling giver således som udgangspunkt en form for

Og lysende. D et er D anm ark larger than life.

distance til de medvirkende, der, fornem ­ m er man, ikke rigtigt h ar m ulighed for at røre ved eller sprænge de rammer, som de fremstilles i. Leths og Kestners opgave har derfor i denne forbindelse været at gøre de m edvirkende trygge inden for ram m erne. D er er tale om en balancegang, hvor fil­ m ene fremstiller, m en ikke udstiller de m edvirkende; hvor vi ikke griner ad d an ­

Note 1.

Et opslag under em neordet tianmarksfilm’ i DFI-kataloget giver fem resultater: D a n m a rk (Poul H enningsen, 1935), L ivet i D an m ark (Jørgen Leth, 1972), D a n m a rk 1974 (Ole Askman, 1974), D a n m a rk A + B (Kristen Bjørnkjær, 1978), samt Kestners film. Til li­ sten over danmarksfilm kan føjes i hvert fald Ib Makwarths lidt oversete L in dkn u d, 1992.

skerne i filmenes m ontre, m en m ed dem.

61

Kosmorama242_053_artikel4  
Kosmorama242_053_artikel4