Wisit Sasanatieng Underfundig hum or og stærke farver er vigtige ingredienser i den thailandske instruktør Wisit Sasanatiengs to første film, der begge sprudler af visuelt overskud
Thailand er flere gange inden for det
en ellers ganske konventionel historie om
seneste p ar år blevet udnæ vnt til en af de
stor, ulykkelig kærlighed.
mest interessante film nationer i Asien. I
Tears o f the Black Tiger, som havde sin
deres evige, næsten desperate søgen efter
internationale premiere p å filmfestivalen
noget nyt og originalt har film kritikerne
i Cannes for fem år siden og siden h a r
det med at uddele den slags titler til højre
rejst verden ru n d t, er en spøjs og m eget
og venstre. Men i Thailands tilfælde er der
underholdende blanding a f gammeldags
rent faktisk noget om snakken. Efter at
western og k u lø rt melodrama. Den foregår
Thailand filmisk set har været et regulært
i Thailand i en ikke næ rm ere defineret
uland i m ange år, h ar m an på festivaler
fortid og handler om den fattige D um med
rundt om i verden - ikke m indst NatFilm
tilnavnet Black Tiger og hans gengældte
Festivalen i D anm ark - kunnet m ærke et
forelskelse i Rumpoey, datter af en lokal
frisk pust fra en række unge og ofte meget
guvernør. Skæbnen er ikke de unge
forskellige instruktører, og nu har m an
elskende nådig, og Dum, der i desperation
indtrykket af et mangfoldigt filmmiljø
har sluttet sig til en bande hærgende,
i rivende udvikling. Senest har den
plyndrende cowboys, m å kæmpe m ed både
thailandske regering, i et am bitiøst forsøg
politi og sine kammerater, da han finder
på at fastholde succesen, tilm ed etableret
ud af, at R um poey står for mod sin vilje at
en international filmfestival i Bangkok.
skulle giftes m ed en ung karriereofficer.
En af de mere interessante af de nye instruktører er Wisit Sasanatieng (f. 1964),
Alle den amerikanske westerns stereotyper og klichéer fremføres m odigt
der har skrevet m anuskript til et par af
af Sasanatieng. Men fordi Tears o f the
kollegernes film, m en indtil videre kun selv
Black Tiger foregår i Thailand, får det
har to film på sit cv, Tears o f the Black Tiger
velkendte ny klang, og d e t bidrager kun
(Fah talai jone, 2000) og Citizen Dog (Mah
til m orskaben, at instruktøren sam tidig
nakorn, 2004), der var et af slagnum rene
presser især karaktererne så langt ud,
på dette års filmfestival i Bangkok.
som det overhovedet er muligt. De onde er virkelig onde, når de skoggerler under
The fastest gun in the East. Sasanatieng er kunstskoleuddannet, m en har p rim æ rt
200
deres tynde, m arkerede moustacher. Tears o f the Black Tiger er fuld af
slået sine folder i reklamefilmverdenen,
overraskende og energisk koreograferede
hvilket m an næsten kan se ud af hans
skuddueller - Dum er sim pelthen the
visuelt flamboyante debutfilm, der ikke
fastest gun in the East - hvor blodet
m inder om mange andre thailandske film
sprøjter, som var det Jackson Pollock, der
og selvbevidst benytter sig af alle kendte og
stod foran et m alerlærred. Men der bydes
en del ukendte tekniske kneb for at fortælle
også på farvemættede, lyriske øjeblikke,
Wisit Sasanatieng
hvor den længselsfulde Rumpoeys smukke ansigt akkompagneres af sm ægtende kærlighedssange. M an får fornem m elsen af, at Sasanatieng trods alt er en stor romantiker. Tidligere tiders thailandsk film har sat sit præg på Sasanatieng, og han har blandt andet ladet sig inspirere af de farveladeagtige og i dag uglesete thaigenrefilm fra 60erne og en form for populært folketeater, hvor publikum s fantasi spiller en stor rolle. I sin brug af
Tears o f the Black Tiger (Fah talai jone, 2000)
farver og kulisser og i sit kam eraarbejde prøver den forfriskende respektløse filmskaber ikke på at skjule, at det er en film, man sidder og ser på: Efter et specielt
indbyggere i Bangkok har Pod ikke nogen
im ponerende skud fra D um spørges der
hale, hvilket til at begynde m ed er et
f.eks., om m an nu også fik set det hele,
stort problem og noget, han skam m er sig
hvorefter m an får lov til at se skuddet
gevaldigt over. M en så bliver Pod berøm t,
igen, denne gang i slow motion. Og på et
netop fordi han skiller sig ud. Det er
tidspunkt sidder D um på en træ gren og
pludselig højeste m ode at være haleløs, og
spiller m undharm onika m ed en skøn,
nu m å han flygte fra skrigende fans.
tydeligvis m alet solnedgang som baggrund. Der er en næsten trie r sk insisteren på
Nej, Citizen Dog er ikke nogen alm indelig film, og indimellem
at fratage publikum alle illusioner for så at
insisterer den lidt for meget på sin
bygge dem op igen ved hjælp af karakterer
egen ualm indelighed. Men det er også
og historie.
en underfundig og ofte ret rørende
Pod haleløs. Samme visuelle overskud
kærlighedskomedie, forklædt som fabel
coming o f age-skildring med indbygget præger også Sasanatiengs anden spillefilm,
og sam tidig en satire over det m oderne,
den pastelfarvede Citizen Dog, selv om de
hektiske storbyliv, hvor alle render i hælene
to film ellers er så forskellige som dag og
på hinanden i stedet for bare at være sig
nat. Citizen D oger en nutidig storbyfilm
selv.
om en ung, nøgtern m and, Pods, jagt på
Citizen Dogs billedside er ikke lige så
en drøm og om , hvordan han finder den
um iddelbart overvældende som Tears o f
hos en ung pige, Jin, d er dog drøm m er om
the Black Tigers - hvilket vel også ville være
alt muligt andet. Det er ikke nogen nem
forkert i denne trods alt mere ’hverdagslige’
situation for Pod, titlens ’borger h u n d ’,
film. Men der bydes alligevel på tilpas
d er kommer fra landet og forsøger at
mange af den opfindsom m e instruktørs
overleve i den forvirrende storby, Bangkok,
smågeniale, visuelle indfald - f.eks. den
hvor det regner med røde styrthjelm e, og
gigantiske bunke af plastikflasker, som fin
hans afdøde bedstem or giver gode råd i
sam ler i et forsøg på at være miljøbevidst
skikkelse af en gekko.
og redde verden, og som ses m ed storbyen
I m odsætning til alle de andre
som m alerisk baggrund.
201
Wisit Sasanatieng
For at kunne få finansieret sit næste,
Visuelt bliver Namprix utvivlsomt noget
meget ambitiøse og dyre projekt har Wisit
ud over det sædvanlige, og i et interview
Sasanatieng slået sig sam m en m ed Luc
har Sasanatieng sagt, at filmen tager
Besson, der efterhånden er blevet en af
udgangspunkt i en ’’antik thai-legende
Europas mægtigste producenter. Namprix,
og et meget traditionelt thai-billedsprog
som filmen kom m er til at hedde, lægger
som de gamle vægmalerier. Vi vil animere
sig tilsyneladende fint i forlængelse af
dem, få dem til at bevæge sig. Det er ikke
instruktørens to første film, idet han igen
en episk fortælling, men den fortæller om
griber tilbage og bruger af den righoldige
vores rødder, vores kultur.”
thailandske kulturarv for at fortælle sin historie.
Film ografi
202
2000 2004
Fah talai jone/Tears o f the Black Tiger M ah nakorn/C itizen Dog
Christian Monggaard