Takeshi Kitano En seværdig identitetskrise udfoldet over seksten år og tolv spillefilm. Japanske Takeshi Kitano er garant for personlig og grænseoverskridende filmkunst
D er er noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over
Og det er en skizofreni, d e r er selve es
i virkeligheden pendulerer han mellem
sensen i hans seneste film, den på én gang
sine to personaer. På den ene side er han
selvbiografiske og selvrefleksive kom edie
kendt som ’Beat’ Takeshi, Japans m orsom
Takeshis’ (2005).
ste kom iker og det m est aktive og berøm te tv-ikon nogensinde. På den anden er han
I Takeshis’ oplever vi Kitano spille begge personaer: Beat - en forstørret og karikeret
Takeshi, en sky, belæst og uhyre intelligent
udgave af den egocentriske megastjerne i
person.
fuld vigør - og Takeshi, en indelukket og
Det er en form for skizofreni, der åben
Takeshis’ (2005)
lem det platte og det poetisk dybsindige.
Takeshi Kitano (f. 1947). Både på film og
genert butiksekspedient, der tilfældigvis
lyst har befrugtet hele Takeshi Kitanos
ligner Beat på en prik. Takeshi drøm m er
filmkarriere, der h ar vekslet radikalt m el
om at blive berøm t som Beat - m en afvises
Takeshi Kitano
ved sine hyppige skuespil-auditions på grund af sin indelukkethed. Ved et tilfælde
Da sladderbladet Friday i 1987 bringer billeder af Kitano og hans påståede el
m øder de to hinanden, og dette m øde sæt
skerinde, er resultatet symptomatisk: Han
ter drøm m e og m areridt i gang hos dem
bryder m ed sit slæng ind på bladets kontor
begge.
og sm adrer såvel inventar som redaktør.
Meget sigende hed Takeshis’ i sin tidlige
Kitano får en betinget dom og bliver sendt
idéfase for tolv år siden ’Fraktaler’. Der er
på syv m åneders ferie, som han bruger til
ikke nogen decideret handling eller frem
at redde sit ægteskab og få kontrol over sin
adskridende historie i filmen. Takeshis’
karriere. Blandt andet grundlægger han sit
består af virkelighed og fantasier, der gene
eget produktionsselskab, Office Kitano.
rerer hinanden, krydses og dekonstrueres til det næ rm est uanalyserbare. Det er um uligt at vurdere Taskeshis’ som
D et filmiske selvm ord. Reaktionen på Kitanos instruktørdebut, Violent Cop
enkeltstående værk på almindelig kritisk
(Sono otoko, kyobo ni tsuki, 1989), som han
vis, for snarere end en distanceret selv
overtog efter veteranen Kinji Fukasaku,
ironisk kom edie er d en en surreel, dybt
afspejler dog tydeligt, at Beat-personaen
personlig og grænseoverskridende m odig
ikke var sådan at dukke. Skønt Violent Cop
kom m entar til instruktørens eget liv og
var tæ nkt som et seriøst politidram a, brød
værk.
publikum per refleks ud i latter, hver gang de så Beat på det store lærred.
Japansk hippie. Kitano har i sin selvbio
Instruktørens selvdestruktive adfærd
grafi Yosei [’M ine resterende år’] beskrevet,
eskalerede herefter m ed druk, slagsmål og
hvordan han på et tidspunkt under sine
snak om selvmord - et selvmord, han efter
universitetsstudier drøm te om sin egen
eget senere udsagn begik rent filmisk m ed
død og derved indså, at han aldrig hidtil
den Beat-prægede og overstyrede kom edie
havde gjort, hvad han selv havde lyst til.
Getting Any? (M inna-y atter uka?, 1994).2
O pdraget til kæft, trit og retning kastede
Selvmordet var i øvrigt tæ t ved at blive
han sig nu over eksistentialisme og jazz,
virkelighed, da Kitano få uger efter prem i
røg ud af universitetet og drev nogle år
eren kørte døddrukken ind i en bom og
ru n d t som fu te n - en japansk hippie.1
kun m ed nød og næppe overlevede.
I logisk forlængelse h eraf blev Kitano kom iker - indbegrebet af alt det, der før
Drillesyge drøm m esekvenser. Offentlighe
var ham forbudt. Som den ene halvdel af
den m øder for alvor den ydmyge Takeshi,
kom ikerparret The Two Beats angreb han
da denne toner frem på landsdækkende tv
op gennem 70’e rne ethvert tabu og gjorde
og grædende undskylder sin adfærd. Se
grin med alle dem, m an ikke måtte gøre
nere har han from t om talt uheldet som en
grin med.
velsignelse, der åbnede hans øjne.
Identitetskrisen begynder for alvor i
Beat-personaen døde dog ikke i trafik
1983 med lærem esteren Fukamis død.
ulykken. Tværtim od har Kitano senere i
Kitano kom m er i tvivl om , hvorvidt ko
sin bog Sore demo onna ga suki [’A lligevel
mikken nu også er det, han vil huskes for.
elsker jeg kvinder’] berettet, hvordan han
I denne periode arbejder han indæ dt om
allerede på hospitalet ryger og drikker dob
dagen, for så at drikke sig fra sans og sam
belt så meget som før uheldet. Han over
ling om aftenen og bryde sam m en i gråd.
vejer ganske vist situationen:
191
Takeshi Kitano
’’Måske skulle jeg leve et m ere roligt liv nu. M en så ser jeg røven på sygeplejersken og får ståpik. Fandme nej.”3 Kitano h ar selv ram m ende beskrevet Beat som sin ventil, den kanal, der får ir
efter de japanske officerer, der angreb Pearl Harbor. I Dolis (2002) udspilles tre vidt for skellige historier om um ulig kærlighed. Som Kitano-film betragtet er Dolis uvant
ritationen ud af kroppen, når ting bliver
nedtonet, og d en lader Kitano blande
for seriøse eller for kedelige. Og i Blomster
dukkefigurer m ed mennesker, drøm med
og ild (Hana-bi, 1997), for hvilken Kitano
virkelighed. Resultatet er en billedskøn og
m odtog D en Gyldne Løve i Venedig, sker
surreel, ja næ rm est abstrakt fremstilling af
det forunderlige: Takeshi og Beat synes at
kærlighedens tragik.
være i balance. Et godt eksempel på, hvordan Beats drilske kløe finder vej ind i en udpræget
D enne æstetiske udvikling satte det mere regelrette bestillingsarbejde Zatoichi - den blinde samurai (Zatoichi, 2004) for en
Takeshi-situation, er den scene, hvor p o
stund en stopper for. På verdensplan solgte
litim anden Nishi og hans kone besøger et
sam uraifilm en flere billetter end Kitanos
tempel for at bede til deres afdøde datter.
hidtidige ti film til sammen.
En gammel m and på stedet viser sit b ar
M en hvordan forholder Kitano sig til
nebarn den store tempelklokke. Drengen
sin nyvundne megapopularitet? H an laver
ønsker at høre klokken, m en får at vide af
bevidst et næ sten uigennemtrængeligt gal
bedstefaderen, at det kun sker ved solop
m andsværk’.
gang. For film publikum m et er reglen fuldt
Takeshis’ er som film en opsum m ering
acceptabel, m en Kitano underm inerer den
af alt, hvad Kitano står for som instruktør,
kølige rationalisme ved at klippe til noget,
m en den er også et opgør med de vrang
der er sagen helt uvedkom m ende - nogle
billeder, offentligheden og pressen efter
katte. Og lader så klokken ringe.
hans begreber har skabt af ham. Titlen kan
I filmen ser vi desuden et motiv, som
ganske vist læses som en flertalsform, som
Kitano introducerer allerede i Kids Return
sum m en af samtlige Takeshi’e r’, m en på
(Kidzu ritan, 1996) og senere vender til
japansk kan den også læses som ’Takeshis
bage til i roadm ovien Kikujiro (Kikujiro no
død’ - af Take (Kitanos øgenavn), og shis
natsu, 1999): Den barnagtige engel. Englen
(shisu betyder død).
er en beskyttende og forsonende figur, og
D er er da også påfaldende lighedstræk
Kitano har selv kaldt engel-trilogien for sin
mellem Takeshis’og Kitanos første ’filmiske
undskyldning til publikum 4 - en undskyld
selvmord’, Getting Any?. Krydsreferencerne
ning, som det er fristende at tolke som
om fatter b landt andet en genkommende
Takeshis beklagelse for Beats ugerninger.
rød Porsche 911, leg m ed nøgne bryster (det er jo trods alt en drøm ) og en række
Opgør m ed vrangbillederne. Det er tyde ligvis Takeshi-personaen, der er hjernen
Ved Takeshis’-prem ieren i Venedig
(eller måske rettere hjertet) bag største
buh’e de publikum og harcelerede: ”Vi hol
delen af de følgende film, m en Beat sætter
der meget af dine drøm m e, men vi er ikke
alligevel sit drillesyge præg på dem. Det
dine terapeuter!”
gælder eksempelvis den lille, sorte m o r som hed, det er at navngive alle japanerne i 192
Kitano-karakteristiske repetitionsgags.
den brutale gangsterparabel Brother (2000)
I tilfældet Kitano er spørgsmålet om kvalitet dog til tider sekundært i forhold til konstateringen af, at Kitano som instruktør
Takeshi Kitano
vover at dele sine følelser og drøm m e med publikum. D et er en em otionel udladning, der sjældent lader sig afkode som udpræget dybsindig eller entydigt oprigtig. M en den er altid personlig, grænseoverskridende - og højst fascinerende. Da Kitano i Venedig senere blev spurgt, hvad han havde at sige til sit forvirrede publikum, svarede Takeshi, at det nogle gange var sundt at blive forvirret. Beat stod
Noter 1.
Kitano, Takeshi (2001). Yosei. Rockin’ On, Tokyo. 2. Kitano, der anser filmen for en af sine tre bedste, sam m enligner i et interview på selskabet Zillis dvd-udgave af G e ttin g A n y? (2004) sin davæ rende situation m ed den, A kira Kurosawa var i efter sin n o rm b ry dende D o d esk a d en (1970). 3. Kitano, Takeshi (2005): Sore d e m o on n a g a su ki. Shoden Sha, Tokyo. Bogen findes også i tysk oversættelse ved G uido Keller (Angor Verlag, 2004) u n d er titlen W aru m ich
lige ved siden af og nikkede.
F rauen tro tz d e m m ag.
4.
Henrik Sylow
Rayns, Tony (2001). ”To Die in A merica”. In S igh t a n d S o u n d , april 2001, s. 26-27.
Film ografi 1989 1990 1991 1993 1995 1996 1997 1999 2000 2002 2003 2005
Sono otoko, kyobo ni tsuki/V iolent Cop 3-4x juugatsu/B oiling Point Ano natsu, ichiban shizukana um i/A Scene at the Sea Sonatine M inna-yatteruka?/G etting Any? Kidzu ritan/K ids R eturn H ana-bi/Firew orks/B lom ster og ild Kikujiro no natsu/K ikujiro B rother Dolls Zatoichi/Zatoichi - den blinde sam urai Takeshis’ \