Pen-ek Ratanaruang M elankoli, bram fri folkelighed og social k o m m e n ta r går h å n d i h å n d i thailandske Pen-ek R atanaruangs æ stetisk selvbevidste væ rker
Han har en umiskendelig faible for det
artikel andetsteds i dette num m er a f Kos-
fækale, m en også for kulørte knaldfilm,
morama).
hip reklameæstetik, slæbende sentim entale
Fun Bar Karaoke er vel cirka indbegre
popballader - gerne serveret i karaoke-
bet af det, der i kritikerjargon benævnes
form - og for alt, hvad populæ rkulturens
’’uegal”, m en netop dens frygt- og respekt
store spisekam m er i øvrigt m åtte have at
løse blanding af alle kendte - samt et par
byde på. Det kan måske lyde som en hidsig
ukendte - genrer og stilarter er sam tidig
cocktail - og ville form entlig også være det,
en væsentlig del af dens charme. I centrum
hvis det ikke var fordi Pen-ek Ratanaruang
for den noget flagrende handling står en
(f. 1962) både på trods og i kraft af disse
ung pige og hendes far, e n ansvarsløs Karl
krasse ingredienser form år at lave særegent
Smart, der desperat søger at drukne sorg
m elankolske og på én gang dybt folkelige
en over hustruens død ved at kaste sig ud i
og kunstnerisk forløste film om hverdagen
Bangkoks glitrende natteliv - hvorefter han
i det m oderne Thailand.
tilbringer dagene med at sove brandert ud
De læsere, der kun kender Ratanaruangs
hjem m e i den to-værelses, som datteren
seneste værk, Universets sidste dage (Ruang
fortvivlet forsøger at holde en slags orden
rak noi nid mahasan, 2003), vil måske
på.
studse over denne karakteristik, for er Uni
Ind i dette undertiden hjerteskærende,
versets sidste dage ikke indbegrebet af en
m en også kom iske hverdagsdrama væver
m angetydig og køligt kontrolleret k unst
Ratanaruang såvel et knaldet gangsterplot
film? Jo, det er den måske nok, m en selv
som lange drøm m esekvenser om den
om den betegner lidt af et brud m ed den
afdøde mor, d er bygger et metaforisk m o
kulørt-anarkistiske stil, R atanaruang ellers
delhus. Den røde tråd, d e r binder de in-
havde gjort til sit varemærke, er de fleste af
kom m ensurable elementer sammen, er, at
ovennævnte ingredienser alligevel til stede;
alle personerne på den en e eller den anden
blot har han skruet lidt ned for doseringen
m åde er lidt sølle eksistenser, der drøm m er
i denne hans fjerde og til dato m est alvors
om et bedre liv. Er Pen-ek Ratanaruang
fulde film.
fløjtende ligeglad med såvel stilistiske kon ventioner som narrative og dramaturgiske
Alvorsfuld spas. Pen-ek Ratanaruang er
norm er, så tager han i allerhøjeste grad
uddannet som designer ved Pratt Institute
sine personer alvorligt. O g netop i kraft
i New York og startede sin professionelle
af denne blanding af spas og alvor lykkes
løbebane i reklam eindustrien. M en debut
det ham at gøre alvoren underholdende og
filmen Fun Bar Karaoke (Fan ba karaoke,
underholdningen alvorlig.
1997) placerede ham straks i inderkredsen af den såkaldte ny thailandske film (se
På randen af et sammenbrud. Væsentlig
Pen-ek Ratanaruang
mere disciplineret, om en d stadig ganske
tionale filmscenes toneangivende instruk
vildtvoksende, er 6ixtynin9 (Ruang talok
tører over skulderen, så er det rustikke
69, 1999), som, hvis m an absolut skal
m elodram a Monrak Transistor (2001)
jævnføre Ratanaruangs stil m ed andre
derim od dybt forankret i den lokale thai
instruktørers, kan karakteriseres som en
landske populærkulturs karaoke og kulørte
kulørt film noir tilsat elem enter af grotesk/
lamper. Pan er en charm erende bonde
latrinær komedie å la Farrelly-brødrene,
knold, der m ed sine sm ægtende popbal
stilistisk exces å la Alm odovar, eksplosiv
lader synger sig durk ind i den yndige Sa-
vold å la Tarantino og superelliptisk social
daws uskyldige hjerte, m en ak, han bliver
realisme m ed tungen i kinden å la Kauris-
indkaldt til militærtjeneste, deserterer for
måki.
at blive sanger og havner i krim inelt snavs
Vi starter i det socialrealistiske: den øko
i Bangkoks golde underverden ... mens
nomiske krise kræver fyringer i det finan
Sadaw vansm ægter hjem m e på den frodigt
sieringsfirma, hvor hovedpersonen Tum
grønne plantage ...
er ansat. Iscenesættelsen af det groteske
Symbolerne er så subtile som trafikskilte.
lodtrækningsritual, d er skal skille ansatte
U vidende om Pans kranke skæbne samler
fra fyrede, er tæt på det asketiske, m en
Sadaw f.eks. rent regnvand til sin elskede,
askesen får snart ben at gå på, da den ellers
for det må han jo savne i storbyen, hvor
så ordinære og nu arbejdsløse Tum bringes
han da også ganske rigtigt, i bogstaveligste
på randen a f et nervøst sam m enbrud af
forstand, sidder i lort til halsen. Både følel
et drilsk dørnum m er, d er bliver skyld i, at
ser og farver er præcis så stærke og basale,
h u n i løbet af det ene døgn, handlingen lø
som det sig hør og bør i al sandt folkelig
b er over, først kom m er i uretm æssig besid
kunst.
delse af en stor papkasse fyldt m ed penge
Monrak Transistor er en renhjertet hyld
og siden på blodigste vis tager livet af et
est til populæ rkulturens mest fortærskede
betragteligt antal gangstere og politifolk.
klichéer, som filmen genopliver m ed et
Igen er d e r mere end et gran af alvor i
forfriskende (post)m oderne vrid. Da Pan
galskaben. For ikke bare styres p erso n
kun 25 m inutter inde i filmen får sin Sa
erne også h e r af drøm m en om en bedre
daw og gør hende gravid, tilkendegiver en
tilværelse, som de fleste søger uden for
voice-over f.eks. selvrefleksivt, at filmen for
hjemlandet. Indhyllet i kom ediegevandter
så vidt kunne være sluttet her, hvilket ville
rum m er film en også direkte frontalangreb
have gjort den charm erende kort - hvorpå
på tingenes tilstand i dagens Thailand.
plottet slingrer sig ubekymret videre i yder
’’Politikerne er de eneste, der overholder
ligere godt halvanden time. Og ikke blot
landets love - til gengæld holder de ikke
vedkender Ratanaruang sig åbent sin gæld
ord,” hedder det f.eks., og det vil i det hele
til kollegaen W isit Sasanatieng og dennes
taget næppe være en vild overfortolkning
uhæ m m ede farvebrug, han har tydeligvis
at opfatte 6ixtynin9 og dens fremstilling af
også set f.eks. Citizen Kane, der synes at
Thailand som ét stort galehus som en nok
have stået fadder til åbningsscenens uende
hum oristisk, men også ganske besk sam
ligt lange, dybdeskarpe indstilling, hvor en
fundskomm entar.
flaske afføringsmiddel troner uheldsvan gert i forgrunden, mens vi i baggrunden
Karaoke og kulørte lam p er. Synes 6ixtynin9 at have kigget de fleste af den interna
aner m edikam entets effekt.
181
Pen-ek Ratanaruang
landsk rodehoved, der k u n drøm m er om at emigrere til Japan. Det kunne lyde som endnu en af tidens mange velm enende film om kulturmøder, og det er det selvfølgelig også i et vist om fang, m en Universets sidste dage er m ere end dét. Først og fremmest er den en film om to m ennesker, som hver især føler sig som ’universets sidste væsener’. De er så forskellige som nat og dag og måske netop derfor kom plem entære, hvilket i filmen Universets sidste dage (Last Life in the Universel Ruang rak noi nid mahasan, 2003)
udtrykkes ved en motivisk symmetri, der på foruroligende og dog meget logisk strin gent vis sæ tter spørgsmålstegn ved tradi tionelle kønsroller og -forståelser. Men det er ikke altsammen eksistentiel
Fra bramfri folkelighed til intellektuel
spleen og cerebrale spejlkonstruktioner, for
kunstfilm. Og oven på denne bram fri
Universets sidste dage rum m er tillige fækal
folkelighed så altså den diskrete og afdæ m
kom ik (papaya-mave!), svævende M ary
pede, hyper-kontrollerede, næsten m edita-
Poppins-referencer og blodige japanske
tive og i et vist mål ligefrem intellektuelle
yakuza-opgør (med instruktøren Takashi
Universets sidste dage. I overvejende kølige
Miike i kom isk rolle som hum orforladt
blå-grå og dæ m pet grønne nuancer m aler
gangster). Ratanaruang er stadig Ratanaru
den et næ nsom t dobbelt-portræ t af en
ang!
sygeligt pertentlig japaner i både indre og ydre eksil i Thailand og et kvindeligt th ai
Film ografi
182
1997 Fan ba karaoke/Fun Bar Karaoke 1999 Ruang talok 69/6ixtynin9 2001M onrak Transistor 2003 Ruang rak noi nid m ahasan/L ast Life in the U niverse/U niversets sidste dage
Eva Jørholt