B oganm eldelser
S vensk rap sod i af Palle Schantz Lauridsen
M ed udgivelsen af A nn-K ristin
100
W allengrens afhandling En afton på Roda Kvarn. Svensk stumfilm som musikdrama har den nordiske film forskning fået sit hidtil storste bidrag til forståelsen af stum film musikkens historie og funktion. Bogen kan læses som en svensk o rie n te re t opsum m ering på de sidste tiårs in te rn a tionale studier i stum film m usikken. D ens forste seks kapitler diskuterer teoretiske og historiske forhold om kring film m usikken, m ens de sidste to p ræ sen terer omhyggelige analyser af musik, d er faktisk har væ ret spil let svenske biografer osv. M usik, der enten var stykket sam m en - kom pileret hedder det i en fag-term inologi, der ikke kan o v er raske m oderne C D -kobere - fra eksiste rende kilder eller originalkom poneret m u sik. I det relativt ko rte 2. kapitel diskuterer Ann-K ristin W allengren m usikteori. H un opsum m erer debatten om , hvorfor der egentlig blev spillet musik i stum film biografen og hæ lder selv til den kulturhisto riske forklaring om , at film en kom til en verden, hvor m usik og fo revisninger/forestillinger i århu ndreder havde væ ret fo r bundne. D erfor er det ikke underligt, at der sto rt set altid har væ ret m usik til film. D et ville straks være vanskeligere at forklare, hvis d er ikke var det. H erudover er det W allengrens m usik teoretiske pointe, at film og m usik - n a tu r ligvis - skal forstås relationelt, altså ikke hver for sig, m en i forhold til hinanden og, at musikken i hoj grad må forstås i sam spil
let med udviklingen i filmens handling, m ed filmens dram aturgi. D et er derfor, u n d e rtit len taler om „svensk stum film som musik dram a“. M an må altså ikke kun beskæftige sig m ed m usikkens egen betydning - og W allengren diskuterer vanskelighederne ved overh o v ed et at fastlægge en sådan m en skal have fat i dens forlob og dens for hold til de levende billeder. Det e r svæ rt at væ re uenig. Bogens historiske kapitler er spæ ndende læsning - også selvom d e r ikke er m eget nyt i dem . Jo, de specifikke svenske forhold er nye, for W allengren har lavet grundige arkivstudier og fundet masser af h id til ikkeanvendt m ateriale. Gennem gangene af, hvordan tid lig ere populæ re k u ltu rfo rm er som laterna magica (lysbilleder), panoram a, skyggespil, pantom im e og m elodram a har anvendt m usikken er oplysende, m en næ ppe overraskende fo r den læser, d er har beskæ ftiget sig bare lidt m ed dén historie for - og W allengren c ite re r da også hyppigt såvel fra R une W aldekranz’ væ rker om svensk og international film historie som fra Nicholas Vardacs bog om den tidlige films forhold til teateret. Også gennem gangene af hvordan de tid lige film b ru g te fonografer (altså m usik, der var indspillet på valser) og siden gram m ofo ner samt afrejsebiografens musik e r interes sante. H elt pudsig er historien om dengang man i 1905 viste en film om passionsspille ne fra O beram ergau i en kirke i Broby: med orgelm usik leveret fra d et lokale k irk e orgel. Når m an diskuterer stum film ens musik og dens forhold til filmens billed-fortæ lling e r det, som W allengren rigtigt påpeger, vig tigt at huske at „filmoplevelsen, sådan som den form edes og påvirkedes af m usikken,
var forskellig fra biograf til bio g raf4. D en en k elte forestilling var faktisk unik. W allengren interesserer sig især - som titlen lader forstå - for m usikken i den store stockholm ske pragtbiograf Roda Kvarn, hvis stum film og -kapelm estre R udolf Sahlberg var e t forbillede for biografm usikere og -ka pelm ester i hele Sverige, ligesom i øvrigt Pa lads-teatrets Jacob Gade og K inopalæets G eorg Steen-Jensen var d e t i D anm ark.T il R ode Kvarn kom pilerede Sahlberg m usik til massevis af film. Det analyserer W allengren, og hun analyserer også originalm usikken til M auritz Stillers Sangen om den eldroda blomman, der havde prem iere i bl.a. Rode Kvarn i 1919. Musik, d e r var k o m poneret af k apelm esteren ved operaen i Stockholm og som f.eks. ikke nåede til København, da fil m en havde prem iere i Palads i efteråret 1919. Jo, musikken og d erm ed hele film oplevelsen var forskellig fra biograf til bio graf. Og den var naturligvis også forskellig fra d en ene periode til d en næ ste: en af W allengren film historiske opdagelser drejer sig f.eks. sig om , at det i årene op til 1920 var alm indeligt, at orkestrene i de svenske biografer spillede såkaldte biograf-koncerter. D et betød, at de, m ens filmen k ø rte, spillede et antal klassiske nu m re, fortrinsvis fra o p era-repertoiret. O g hvorfor så det? Fordi der skulle være n o g et for andre end husarerne. Fordi biografen skulle gøres fi nere. D et har man nok h o rt om andre ste d er fra, men biograf-koncerten om tales ikke i sam m enhæng m ed den am erikanske udvikling, der er den, m an oftest ser henvis ninger til. „N egligeringen af film m usikken er signi fikant i gængs film teori og film historie“, skriver Ann-K ristin W allengren i indledningen. D et har v æ ret god to n e i en årræ kke at skrive sådan i filmmusikalske afhandlinger. M en nu må d et snart høre op. A nn-K ristin W allengrens egen bog e r bare ét eksem pel på, at den internationale film forskning inden for de sidste ti-fem ten år har ofret m egen energi på film m usikken. H endes litte ra tu r liste på over 1 50 værker, hvoraf rigtigt m ange handler om film m usikken, er et an
det. Et tredie er hendes konstatering i bo gens afsluttende linjer: „Nu tilbydes verden i m ange tilfæ lde - til ton ern e af e t sym foni orkester, et rockband eller diverse, forskel lige instrum ent-kom binationer - at se en stum film , som d et var m eningen, den skulle nydes - som et m usikdram a“. N etop. Så selvom stum film kan stadig ses uden musik i film m useer verden over, oplever man sta digt oftere m usik og stum film samtidig - på film m useer, på historisk o rien tered e film festivaler, i anledning af byfester o. lign. I sin omfangs- og detaljerige, velskrevne og veldokum enterede bog k o n cen trerer A nn-K ristin W allengren sig om m usikken i den svenske stum film biograf , og netop stum film biografens m usik h o rer til de e m ner, der er blevet opdyrket af nationalt o ri enterede film forskere. Ikke kun i Sverige, m en også i H olland, i Frankrig, i USA, i D an m ark (i al beskedenhed) og flere andre ste d er - altsam m en i takt m ed film videnskab ens institutionalisering på u niversiteterne. Film m usikken bliver altså ikke læ ngere negligeret. D erm ed ikke sagt, at film forskningen skal lægge m usik-interessen på hylden. D er er stadig masser at tage fat på. D et er f.eks. stadigvæk i alt for høj grad den klassiske Hollyw oodm usiks paradigm e, der leverer ram m en for, hvordan film m usikkens funktion forstås. D erfo r kniber det m ed undersøgelsen af de nationale ‘stil a r te r ’, d er m åtte have væ ret ru n d t om i ver den. D et er således en pointe i Alain Lacombe og François Porciles bog m usik ken i fransk film, der kom i 1995, at den franske film m usik på centrale om råder ad skiller sig fra den am erikanske. O g hvem har f.eks. nogensinde set en videnskabelig artikel om Sven G yldm arks film m usik og dens forhold til film ene og p o p u læ r kulturen? Så selvom film m usikken - og ly den i alm indelighed - er kom m et læ ngere frem på film forskningens dagsorden end den har v æ ret, er d er masser at lave i frem ti den. A nn-K ristin W allengren: En afton på Roda Kvarn. Svensk stum film som m usikdram a. L itteraturT eater Film, Nya Serien 17, Lund: Lund U niversity Press. 1998. 280 s.