B oganm eldelser
Stil i d y b d e n a f Casper Tybjerg
Film historien har i de senere år væ ret genstand for en betydeligt foroget forsk ningsinteresse, som har b eriget feltet m ed en række spæ ndende og nytæ nkende v æ r ker. Blandt de senest tilkom ne er to boger skrevet af forskere fra U niversity ofW isconsin-M adison, David Bordwells On the History o f Film Style og Ben B rew ster og Lea Jacobs’ Theatre to Cinema. Begge væ rker er funderet på detaljerede gennem gange af filmsekvenser, illustreret m ed hundredevis af billeder (over 400 i den første bog, knap 300 i den anden). David Bordwell gennem går udviklingen i film historikernes m åde at behandle filmstil
154
på, så em net for On the History o f Film Style er i fuldt så høj grad film historieskrivningens historie som film kunstens. D et er den æ ste tiske film historie, som Bordwell beskæ fti ger sig m ed, snarere end andre historiske spørgsm ål, f.eks. om film apparaturets eller film industriens udvikling eller om filmens forhold til sam fundet. Bordwells interesse k o n ce n trerer sig om d et overordnede p e r spektiv, om de generelle, udbredte te n d en ser i de filmiske virkem idlers historie. Han træ k k er en ræ kke forbindelseslinjer til den kunsthistoriske tradition, som hidtil ikke i sam m e grad som litte ra tu rte o rie rn e har fun geret som inspirationskilde for film viden skaben.
Efter et k o rt indledningskapitel gennem går kapitel 2 etableringen af‘standardvers io n en ’ af film ens historie, hvor film kunsten i løbet af stum film tiden udvikler sig m od en stadig sto rre beherskelse af film m ediets ibo ende m uligheder. (1 d en n e beskrivelse blev ikke m indst lagt vægt på klipningen, fordi den opfattedes som den nye kunstarts mest ‘film iske’ virkem iddel og det, d er tydeligst adskilte den fra teatret). Udviklingen finder sted takket v æ re en ræ k k e store nyskabere: Porter, G riffith, Eisenstein. Bordwell forkla re r om stæ ndighederne om kring etab lerin gen af denne kanon og viser, hvorledes den p ræ g er m ange af de fø rste betydelige filmhistoriske oversigtsvæ rker: Paul Røtha, Bardéche & Brasillach, Georges Sadoul. Hovedf iguren i kapitel 3 er A ndré Bazin. Fra Bazins hånd ligger d e r ingen sam let frem stilling af film historiens forlob, men Bordwell arg u m en terer for, at hans stilhisto riske ideer var så konsekvente, at d e t giver god m ening at betragte dem under ét, og Bordwell sam m enfatter dem som d et ‘dia lektiske p ro g ra m ’. Bazin identificerer to sti listiske h o vedtendenser i stum film en: Over for m ontagetraditionen, der splitter virkelig h eden op i bidder, sæ tter Bazin en realistisk trad itio n , som resp ek terer og gengiver ti dens og ru m m e ts virkelige udstræ kning uden d erfo r at være m in d re kunstnerisk; den rep ræ sen teres af Flaherty og M urnau. 1930’ernes ‘klassiske’ H ollyw ood-stil re p ræ se n terer e t kom prom is m ellem de to, m en en egentlig syntese af vekselvirkningen