B oganm eldelser
Stil i d y b d e n a f Casper Tybjerg
Film historien har i de senere år væ ret genstand for en betydeligt foroget forsk ningsinteresse, som har b eriget feltet m ed en række spæ ndende og nytæ nkende v æ r ker. Blandt de senest tilkom ne er to boger skrevet af forskere fra U niversity ofW isconsin-M adison, David Bordwells On the History o f Film Style og Ben B rew ster og Lea Jacobs’ Theatre to Cinema. Begge væ rker er funderet på detaljerede gennem gange af filmsekvenser, illustreret m ed hundredevis af billeder (over 400 i den første bog, knap 300 i den anden). David Bordwell gennem går udviklingen i film historikernes m åde at behandle filmstil
154
på, så em net for On the History o f Film Style er i fuldt så høj grad film historieskrivningens historie som film kunstens. D et er den æ ste tiske film historie, som Bordwell beskæ fti ger sig m ed, snarere end andre historiske spørgsm ål, f.eks. om film apparaturets eller film industriens udvikling eller om filmens forhold til sam fundet. Bordwells interesse k o n ce n trerer sig om d et overordnede p e r spektiv, om de generelle, udbredte te n d en ser i de filmiske virkem idlers historie. Han træ k k er en ræ kke forbindelseslinjer til den kunsthistoriske tradition, som hidtil ikke i sam m e grad som litte ra tu rte o rie rn e har fun geret som inspirationskilde for film viden skaben.
Efter et k o rt indledningskapitel gennem går kapitel 2 etableringen af‘standardvers io n en ’ af film ens historie, hvor film kunsten i løbet af stum film tiden udvikler sig m od en stadig sto rre beherskelse af film m ediets ibo ende m uligheder. (1 d en n e beskrivelse blev ikke m indst lagt vægt på klipningen, fordi den opfattedes som den nye kunstarts mest ‘film iske’ virkem iddel og det, d er tydeligst adskilte den fra teatret). Udviklingen finder sted takket v æ re en ræ k k e store nyskabere: Porter, G riffith, Eisenstein. Bordwell forkla re r om stæ ndighederne om kring etab lerin gen af denne kanon og viser, hvorledes den p ræ g er m ange af de fø rste betydelige filmhistoriske oversigtsvæ rker: Paul Røtha, Bardéche & Brasillach, Georges Sadoul. Hovedf iguren i kapitel 3 er A ndré Bazin. Fra Bazins hånd ligger d e r ingen sam let frem stilling af film historiens forlob, men Bordwell arg u m en terer for, at hans stilhisto riske ideer var så konsekvente, at d e t giver god m ening at betragte dem under ét, og Bordwell sam m enfatter dem som d et ‘dia lektiske p ro g ra m ’. Bazin identificerer to sti listiske h o vedtendenser i stum film en: Over for m ontagetraditionen, der splitter virkelig h eden op i bidder, sæ tter Bazin en realistisk trad itio n , som resp ek terer og gengiver ti dens og ru m m e ts virkelige udstræ kning uden d erfo r at være m in d re kunstnerisk; den rep ræ sen teres af Flaherty og M urnau. 1930’ernes ‘klassiske’ H ollyw ood-stil re p ræ se n terer e t kom prom is m ellem de to, m en en egentlig syntese af vekselvirkningen
kom m er m ed Welles’ og R enoirs sekvensindstillings-æ stetik, d e r udgør “et dialektisk skridt frem ad i film sprogets historie”. M odernism ens in d to g i film kunsten om kring 1960 og identifikationen af H olly w ood-stilen m ed det kapitalistiske systems maskering afm ag trelatio n ern e i sam fundet e r baggrunden for det “oppositionelle p ro gram ”, der isæ r identificeres med den amerikansk-franske forsker N oël Burch. Burch h ar vedholdende fokuseret på filmiske ud tryksform er, d er kunne beskrives som alter nativer til Hollyw oods dom inans: japansk film (især fø r 1945), avantgarde-film , euro pæisk kunst-film (bl.a. C arlT h. D reyer), og d en prim itive film. Burchs beskrivelse af den prim itive film (altså film fra tiden før 1907 eller så) som en separat udtryksform m ed egne konven tio n er snarere end som e t æstetisk kravlestadium , h ar haft stor indflydelse på en ræ k ke af de historikere, som Bordwell behand ler i kapitlet om “R ecent Research P ro gram s”. H er e r em net ikke m indst den m ar kante forøgelse af vor viden om stum fil m ens udvikling, som h ar væ ret resultatet af e t m inutiøst arbejde m e d film arkivernes samlinger, og som har nødvendiggjort en re vision af væsentlige dele af den film historis ke overlevering. Bordwell har i den forbin delse nogle r e t kritiske bem æ rkninger om Gilles D eleuze, som han angriber for at po stu lere, at film m ediet har en b estem t es sens, som d e t udvikler sig m ålstyret henim od: en filosoferende teoribygning baseret på udtjente film historiske begrebsdannelser. Bordwell stiller sig også skeptisk an over for film forskere som Tom G unning, d e r har søgt at koble den nye historiske viden til m eget overordnede kultu rstu d ie-teo rid an nelser, der forsøger at identificere e t ‘syns historisk’ skift om kring århundredeskiftet, en påstand som er så flertydig og generel, at d en bliver h elt ukontrollerbar. I det sjette og sidste kapitel, som udgør m ere end en tredjedel af bogens tekst, kom m e r Bordwell med e t b u d på, hvordan han selv synes, m an skal skrive film stilhistorie. H an giver e t overordnet og (understreger han) foreløbigt rids o v er dybdekom posi tionens historie i film en. D et er en
fascinerende frem stilling, fuld af spæ ndende detaljer om betydningen af bestem te filmtyper, linser, e tc ., for film skabernes m ulig heder for at kom ponere deres billeder i dybden. Bordwell læ gger afstand til de te o retikere, som har søgt at gøre brugen af dybdekom position til et udtryk for en m a r kant ideologisk eller erkendelsesfilosofisk nydannelse. Samtidig u n d erstreg er han k o n tinuiteten i anvendelsen af virkem idlerne og hvorledes de bliver b rugt til at løse forskel lige konkrete kunstneriske problem stillinger. Hvis man ønsker flere detaljer, kan m an gribe fat i Ben Brew ster og Lea Jacobs’ bog. D eres overbevisende gennem arbejdede Theatre to Cinema: Stage Pictorialism and the Early Feature Film læ gger op til en g ru n d læ g
gende om vurdering af den tidlige films fo r hold til te a tre t (sam tidig m ed at de sæ tter spørgsm ålstegn ved nogle u d b red te forestil linger om teatrets historie i d et 19. årh u n d rede). I mange tidligere film historiske fre m stillinger var d et en u d bredt antagelse, at te atret og det teatralske var en byrde, en for filmen unaturlig begræ nsning, som filmkunsten skulle frigøre sig fra (Bordwell skriver herom i sin gennem gang af ‘standardversionen’ af film historien). Ved deres brug af den m eget filmiske m ontage fik am erikansk stum film og ikke m indst Griffith en helt central position, m ens d et blev vanskeligt at få øje på den europæ iske stum film s kvaliteter. H er var d et nem lig i langt højere grad virkem idler h en tet fra sce nen, der blev brugt til at styre tilskuernes o pm æ rk so m h ed : gennem k o m p o n ered e dekorationsopstillinger og ikke m indst ar rangem entet af skuespillerne foran kam e raet. B rew ster og Jacobs lægger hovedvæ gten på perioden 1910-20. Før in troduktionen af den lange fo rtæ llen d e film var de filmiske frem stillingsform er først og frem m est h en te t fra laterna magica-forestillinger, vokskabinetter, panoram aer og andre af de billedforlystelser, som nød sto r p o pularitet i tiden om kring århundredeskiftet. Med spillefilm en fik te atret langt stø rre b ety d ning, ikke kun ved at forsyne filmen med træ nede skuespillere og velprøvede histo-
| 55
Boganmel del ser
rier, m en også som afgørende æ stetisk inspi rationskilde, Theatre to Cinema beskriver disse sam m enhænge. Den er opdelt i tre overordnede afsnit, der om handler tableau, spillestil og iscenesættelse. Til at illustrere bogens argum entation kan tages afsnittet om spillestil. D et har væ ret alm indeligt at tale om et skift i spille stilen i stum film en fra e n ‘teatralsk’ til en ‘virkelighedstro’ facon. B rew ster og Jacobs godtgør, at d ette er en overforenklet beskri velse. D en næ sten komisk overdrevne gestikuleren, som man kan finde i visse stum film , skal ikke betragtes som typisk for datidens sceniske konventioner; den er et udtryk for skuespillernes usikkerhed over for d et nye m edium , den stum m e film, der berøvede dem deres vigtigste udtryksm id del: replikken. Samtidig understreger de, at man ikke blot kan gå ud fra, at en m ere b e hersket spillestil er et udtryk for en påvirk ning fra det naturalistiske teater. B rew ster og Jacobs u nderstreger forskel len på det naturalistiske te ate r og så det tab leau- eller billedteater (titlens “stage pictorialism ”), som var den dom inerende sceniske udtryksform i det 19. og begyndel sen af det 20. århundrede. H er blev hoved vægten lagt på publikum s oplevelse af scenebilledet; iscenesæ ttelse, arrangem ent, kropssprog og fagter var lagt an på at virke så slående som m uligt på publikum . Stani slavski] og andre naturalister insisterede derim od på, at skuespillerne skulle agere naturligt over for de andre personer på sce nen, uden tanke på hvorledes de så ud set fra publikum s synspunkt. M ed en ræ kke eksem pler viser B rew ster og Jacobs, at d e t i langt højere grad er b illedteatret end n atu ra lism en, hvis konventioner skuespillerne i 1910’ernes film træ k k er på. I frem stillingen indgår også en in d træ n gende kritik af den B recht-inspirerede sim plifikation, der m ed betegnelsen ‘illusions te a te r’ blander b illedteatret og naturalism en sam m en til ét. D et er i den sam m enhæng pudsigt at tæ nke på, at Ben Brew ster tilbage i 19 7 0 ’erne var m anden, der oversatte
156
A lthussers væ rker til engelsk, m en Theatre to Cinema er kemisk renset for eth v ert anstrøg af spekulativ fransk teori. D erm ed ikke være
sagt, at d en n e bog ikke stiller visse krav til sin læser. D en fo ru d sæ tter et vist kendskab til 1910’ern es film og teatrets historie i for rige årh u n d red e. Man form odes at kende d en italienske diva Lyda Borelli og den tid lige russiske m esterin stru k tø r Jevgenij Bauer, og Johanne Louise H eiberg omtales uden n æ rm e re præ sentation. Flere af bogens eksem pler er h e n te t fra centrale danske stum film som A.W. Sandbergs fø rste udgave af Klovnen (1917) og Benjamin Christensens Det hemmeligheds fu ld e X (1 9 1 4 ), hvad d e r ikke gør den m in dre interessant. Sammenfattende m å man sige, at for d e n , der ø n sk er at fordybe sig i studiet af stum film ens æ stetik, er Theatre to Cinema en h e lt uom gængelig bog. O g er m an in teresseret i filmkunstens historie og hvorledes d en e r blevet skrevet, er Bordwells On the History o f Film Style heller ikke til at k o m m e udenom . David Bordwell: On th e H istory o f Film S ty le . 1 2 + 3 2 2 sider, illustreret. Camhridge, Mass.: Harvard University Press, 1997. Ben Brewster og Lea Jacobs: Theatre to Cinema: S ta g e Pictorialism a n d the Early Feature Film. 1 2 + 2 4 4 sider, illustre ret. Oxford: Oxford University Press, 1997.
F ilm videnskabens fallit? a f Casper Tybjerg
D et hæ derkronede akadem iske forlag O xford U niversity Press har i løbet af de sidste par år udgivet en ræ kke vigtige film videnskabelige boger, ikke m indst vor egen Torben Grodals Moving Pictures (an m eld t i K osm oram a nr. 219). Nu har forla get udsendt e t værk, The Oxford Guide to Film Studies, hvis form ål er at bibringe læ seren et sam let overblik over hele det filmvidenska belig felt, m ed hovedvæ gten lagt på fagets “a n a ly se b e g re b e r, m e to d e r og d e b a tte r ” (p. xix). Bogen e r am bitiøst anlagt; m ere end 60 skribenter h ar bidraget, og teksten bre d er sig over g o d t 600 tospaltede sider. Vær-