H
U
N
S
Å
D
E
T
S
K
E
Følelsernes labyrint S
torbyen New York anno 1987 er skue pladsen for Ridley Scotts mangetydige og fascinerende ny thriller, Someone To Watch Over Me. Heri ligger tilsyneladende en kon trast til instruktørens tidligere film, som net op er berømte for deres overbevisende og ultradetaljerede præsentation af miljøer og verdener på stor afstand af tilskueren i såvel tid som rum: den napoleonske pastelpragt i Duellanterne, de dystre fremtidsvisioner i Alien og Blade Runner, og Legends fortryllede eventyrverden. Men hans skildring af nuti den er i lige så høj grad som hans skildringer af fortid og fremtid præget af en utrolig billedfornemmelse, som man efter behag kan 42
a f Casper Tybjerg karakterisere som visonær fantasi eller visuel ekvilibrisme. Netop dette talent har dog til en vis grad stillet sig i vejen for en mere dybtgående un dersøgelse af Scotts temaer, fordi såvel til hængere som modstandere er blevet blæn dede af den lysende overflade og har - hvad enten det skyldtes fascination eller irritation - opgivet at søge længere ned. Men en sådan søgen er ikke bare mulig, men også lønsom, fordi det er muligt at afdække tankelag og idéer, som både er spændende i sig selv, og
som samtidig giver en dybere indsigt i Scotts univers. Dette gælder i allerhøjeste grad også for Someone To Watch Over me, som - selv om den ikke rummer helt samme intense kom pleksitet som mesterværket Blade Runner stadigvæk er en utrolig begavet og velgen nemtænkt film.
Dualisme I alle Scotts film konfronteres modsat rette de kræfter og idéer - modpoler, som uundgå eligt må strides. Denne dualisme er naturlig vis tydeligst i Legend, som er (eller gerne vil være) en arketypisk beretning om kampen mellem det Gode og det Onde. I Someone To
Watch Over Me opererer det dualistiske princip på flere planer. Filmens plot er hurtigt fortalt. Den velha vende og sofistikerede Claire Gregory (Mimi Rogers) bliver øjenvidne til et brutalt mord, som begås af den dæmoniske gangster Joey Venza (Andreas Katsulas), og den nybagte opdager Mike Keegan (Tom Berenger), hvis sociale baggrund er betydeligt mere ydmyg, sættes til at bevogte hende. De forelsker sig i hinanden, men politimanden har både ko ne (Lorraine Bracco) og barn. Husfreden trues, også af Venza, som inddrager politi mandens familie i sin skumle anslag. Men de gode sejrer til sidst, og Mike genforenes med sin kone. Her ses allerede de vigtigste modsætninger i filmen: de fredelige hverdagsmennesker (på begge sider af East River) overfor den bruta le forbryder, og det rige Upper East Side-mil jø overfor det beskedne Queens. Venza er ingen ordinær kriminel, men en langt mere frygtindgydende skikkelse. Det mord, som han begår i filmens begyndelse, er ikke, som man kunne vente sig af et gang sterdrab, motiveret af penge- eller magtbe gær. Venza repræsenterer en irrationel, mon strøs men samtidig iskoldt beregnede ond skab, som almindelige mennesker, vante til en fredelig og tryg tilværelse, står næsten værgeløse overfor. Han optræder altid i sort tøj, hans øjne er indsunkne og skulende, hans stemme ru, og hans fysiognomi laste fuldt og grusomt. Og da Claire slipper væk efter at have overværet mordet, brøler han som et frådende vilddyr. Den skarpsindige læser vil sikkert allerede have bemærket de mange lighedspunkter mellem Venza og andre figurer i Scotts hidti dige produktion: det nådesløse monster i
Til venstre: Mimi Rogers, Tom Berenger og Lorraine Bracco. Herunder: Tom Berenger.
Alien, den bindegale Féraud (spillet af Harvey Keitel) i Duellanterne, og den grumme Darkness i Legend. Det, der kendetegner dem alle er deres fuldstændig uforudsigelige, uventede og ukontrollable angreb på en eller flere personer, hvis tilværelse er lagt i faste og rolige rammer. De bryder idyllen og tvinger personerne til at omvurdere deres verdens billede; det gør dem sårbare og afhængige af andres hjælp og støtte (selv Ripley i Alien må reddes af Parker fra såvel uhyrets som robot tens klør). Tillid bliver derfor af afgørende betydning. Samtidig kan de også ses som indre dæmo ner; monstre fra underbevidstheden, der brutalt gør opmærksom på deres eksistens. Det obskøne rumskib i Alien og den horne de Darkness’ forsøg på at lede den kyske prinsesse i fordærv i Legend begunstiger en sådan tolkning, men i forhold til monstre nes funktion som katalysatorer for tillid skonflikter mellem de øvrige personer, må den træde i anden række.
New Yorks to verdener Men før en mere specifik betragtning af monstrets (dvs. Venzas) funktion i Someone To Watch Over Me kan finde sted, er det nød vendigt at kigge på den anden og vigtigste af de to ovenfor omtalte konflikter. Allerede under forteksterne trækkes linjerne op: I en række natlige helikopteroptagelser ser vi først den art deco-udsmykkede Chrysler Building og Manhattans snorlige avenuer for så at vende kameraet mod de mange små spredte lys fra husene i Queens. I den første scene er vi inde i et af dem, til fest hos Mike Keegan. I de oplyste stuer er atmosfæren hyggelig, privat, og intim. Stemningen i den næste scene er ganske anderledes: et nyt, smart og dyrt diskotek åbner på Manhattan. Kæmpemæssige lyskastere drejer rundt. Ele gante trend-setters træder ud af blanke li mousiner, mens blitzlysene lyner om kap
med velplejede tandsæt. Et af dem tilhører Claire Gregory, som af ejeren, en af hendes gamle venner, inviteres til at bese det endnu uåbnede galleri af postmoderne kunst i kæl deren. Og dér ser hun Joey Venza jage en sti let i halsen på ham. Kontrasten mellem de to miljøer under streges igen og igen. Claires kæmpestore, overdådigt indrettede lejlighed er uover skuelig, næsten labyrintisk. Al transport op og ned foregår med elevatorer, hvad der yderligere svækker rumfornemmelsen. Mikes hus har en langt mere gennemskuelig geografi, og en trappe forbinder etagerne. Scenerne på Manhattan foregår om natten, mens Queens kun ses i dagslys. (Der er nogle få undtagelser, men de er pointer i sig selv og understreger kun den generelle tendens). Samtidig personificeres konflikten i Claire og Ellie, Mikes kone. Deres respektive frem toninger understreger kun yderligere for skellene mellem deres miljøer. Debra-Wing er-klonen Lorraine Bracco er jordnær, uhøj tidelig, sød og sprælsk, mens den smukke Mimi Rogers i hvert fald indledningsvis er alvorlig, sofistikeret, verdensfjern og uopnå elig. Tilsyneladende repræsenterer Queens den sunde, naturlige, lyse, virkelige verden, hvoroverfor står den natindhyllede, deka dente, irreelle og artificielle Manhattanverden. Hele denne værdifordeling er betinget af én ting: kærlighed. Mike og Ellie er dybt forelskede i hinanden, mens Claire fører en kærlighedsløs tilværelse, og lyset/mørket i deres respektive miljøer er udtryk for kærlig hedens tilstedeværelse eller fravær. Derfor er der en direkte forbindelse mellem Mikes forelskelse i Claire og Venzas angreb på hans kone Ellie. Den første gang Mike og Claire går i seng sammen, klipper Scott direkte til Ellie, der slår øjnene op i sin seng hjemme i Queens. Hun har hørt en lurer udenfor. Manhattans truende nat er kommet til Queens, som vi her ser i mørke for første gang (bortset fra indledningsscenen). Da El lie gætter, at Mike har været hende utro, ser vi i baggrunden Chrysler-bygningen, som symboliserer Manhattan, i solnedgangsskæ ret: natten er ved at falde på. Og endelig foregår afslutningsscenen, hvor Venza tager Ellie og drengen som gidsler, i nattens mulm. Omvendt stråler et varmt sollys i en scene, hvor Claire vågner op efter at have tilbragt natten med Mike.
Beskytteren Filmens centrale tema er således Claires er kendelse af hendes opulente miljøs følelses mæssige kulde. Ved filmens begyndelse er hun tilsyneladende tilfreds, men desperatio nen lurer under overfladen. Den er så stærk, at hun kommer sammen med en grænseløst usympatisk og arrogant fyr, Neil, fordi hun anser ham for at være stabil - han giver hen de en følelse af sikkerhed. Men mordet tvin43
ger hende til at erkende sin verdens ustabili tet og falskhed. Venzas offer, som hun kalder ”one of my oldest friends”, er i realiteten en forbryder. Bag den skinnende facade findes kun en gabende tomhed. Hun er en fange i et gyldent bur; selv hendes følelsesliv eksi sterer kun som en æstetisk overflade. Da po litiet er nødt til at sætte Venza på fri fod, for di der blev begået procedurefejl i forbindelse med arrestationen, gribes hun af voldsom desperation. Men på lydsporet toner La Wally-arien fra Diva (i præcis samme indspil ning), så selv hendes voldsomme sindsbevæ gelse forvandles til et raffineret postmoderne kunstværk. Netop da dukker Mike op. Han er ærlig, sympatisk - men frem for alt tillidvækkende. Hun forelsker sig desperat i ham. Hun behø ver "someone to watch over me”. Men deres forhold er dømt til undergang. Ikke så meget på grund af de sociale barrierer som på grund af den forskel i oplevelsen af kærlighe den, som de symboliserer. Den virkelige for hindring er Mikes stærke hengivenhed over for sin kone, som han selv om han ønskede det ikke magter at gøre sig fri af. Derfor for mår han ikke at indfri den tillid, som Claire viser ham. Mike er fuldstændig ude af stand til at be skytte hende. De går sammen til en recepti on på Guggenheim-museet, hvor Venza overfalder hende på toilettet. Han flygter, og Mike forsøger at fange ham. Men netop som han tror at have indhentet ham, overgiver han sig til en tilfældig gadebetjent. I forvir ringen begås en procedurefejl, og snart er han løs igen. Han sender en lejemorder for at dræbe Claire, og det lykkes denne at slip pe ind i lejligheden. I hendes påklædningsværelse forvirres han af de mange spejle, og det lykkes Mike at få ram på ham. Men kun fordi han i kraft af sit nu meget fortrolige be kendtskab med Claire har bedre overblik over rummets indretning end morderen. Og
netop dette påklædningsværelse har hun på et tidligere tidspunkt bedt detektiverne hol de sig fra, fordi det er det mest intime lokale i hendes lejlighed. At lejemorderen skaffer sig adgang hertil viser med al ønskelig tyde lighed Mikes magtesløshed over for Venzas anslag mod Claire. At Mike dræber morde ren er i denne sammenhæng perifert. Mest ekstremt fremstår dette forhold i af slutningsscenen, hvor Mike overvejer at overlade Claire til Venza, som har taget hans kone og søn som gidsler. Familiens sluttelige, tårevædede genforening understreger Claires tragiske ensomhed, da hun på afstand blot kan betragte den lykke, hun aldrig kan få del i. Mikes svigten virker så meget des mere al vorlig, hvis man ser den i lyset af Scotts tidli gere produktion. Her understreges det igen og igen hvor stærkt mennesker har brug for andre mennesker, som kan hjælpe dem og som de kan have tillid til. Alien har vi allere de været inde på, men det er endnu mere markant i Blade Runner, hvor Rick Deckard to gange reddes af andre fra den visse død, og hvor hans elskede Rachel ligeledes kun undgår døden på grund af den kryptiske Gaffs sympati. Tydeligst er budskabet måske i Legend, hvor alle de gode kræfter er nødt til at bistå hinanden for at kunne overvinde den frygtelige Darkness. Uden gensidig hjælp og tillid er det umuligt at besejre de frygtelige uhyrer (både faktiske og metafori ske), som i Scotts film truer menneskers lykke.
Enhjørninge På den anden side er det ikke helt rimeligt at bebrejde Mike, at han er bundet af sine følel ser. Han har i virkeligheden ikke noget valg, selv om han også er forelsket i Claire. Han fængsles af Manhattans pragt og Claires ud Ridley Scott instruerer Beregner og Rogers.
stråling og han er usikker på hvordan han skal håndtere situationen. Hjemme i Queens tilbereder han middagsmaden, men i Claires lejlighed lykkes det ham at sætte ild på en sandwich, som han skal varme i en mikrobølgeovn. Claire er ikke i stand til at gøre ham tryg eller give ham den kærlighed han behøver. På sin vis er de begge som de enhjørninge, der hænger på væggen i baggrunden, da de mødes første gang. Enhjørningen er et gen nemgående symbol i Scotts film. I eventyrets verden inkarnerer den godhed og uskyld, og til trods for sin skyhed kan den fanges ved hjælp af en jomfru, thi en sådan vil den til lidsfuldt lade sig røre af, ganske uvidende om de skjulte jægere. Mike og Claire er prisgivet hinanden; de må hver for sig stole troskyl digt på, at den anden kan hjælpe dem til at tumle den uvante situation, som de er kom met ud i. T v e never seen a man killed before,” siger Claire til Mike første gang, de taler sammen. ”I’ve never been a detective before,” svarer han. Men de er fanget i en skæb nesvanger labyrint af deres egne modstri dende følelser og svigter den tillid, de må vi se hinanden. At deres kærlighed således uundgåeligt må gå itu understreger blot filmens tragiske aspekt. Men til trods for dette føler man sig ikke nedtrykt, når man forlader biografen. Flere faktorer bidrager til dette. En er udfø relsen: teknisk er Someone To Watch Over Me en lydefri film. Den er blændende fotografe ret, belyst, klippet; skuespillet er kontrolle ret og overbevisende. Scenografien har, som det sikkert er fremgået af det ovenstående, meget stor betydning for filmens udtryk, og den er udført med en tilsvarende dygtighed. Den er et andet vigtigt bidrag til nydelsen af filmen. Men mindst lige så betydningsfuldt er nok, at Someone To Watch Over Me uden at virke sentimental eller corny er i stand til at forsikre os om kærlighedens aftafgørende betydning. Tilsyneladende er filmen en thriller, men dybest set handler den om menneskers behov for hinanden, og selv om filmens historie ikke ender lykkeligt, er bud skabet alligevel umådelig livsbekræftende. Og man skal lægge mærke til, at den person i filmen, som erkender dette klarest, er Claire, som lever i en verden, der er fuld af kunst. Der er galleri på diskoteket, hun går til receptioner på Guggenheim-museet og på en musikskole, hun læser og skriver om kunst. At netop hun erkender, at al denne kunst er ret værdiløs uden kærligheden, burde overbevise selv skeptikere om, at Ridley Scotts værk er andet og mere end Vart pour Vart. Hun så det ske (Someone to Watch over Me) U SA 1987. 1: Ridley Scott. Manus: Howard Franklin, Foto: Steven Poster. Klip: Claire Simpson. Production Design: Jim Bissel. Mv.: lo m Berenger, Mimi Rogers, Lorraine Bracco, Andreas Katsulas, Jerry O rbach, John Rubin stein.
44