Issuu

Efter vandgangen i Far-filmene er vennerne nu ude i tovene i den Morten Korchske 50er provins. O g så er Walter & Carlo blevet udnævnt til firstjemede postmodernister med ret til at kalde sig kunstnere. A f Kaare Schmidt

Walter & Carlo som postmodernister

derpunkterne i debatten om de aktuelle danske films kvaliteter eller mangel på

samme markeres af Lars von Triers film på den ene side og Jarl Friis-Mikkelsen & Ole Stephensens på den anden. Trier er kunstneren, der hæver sig på avantgardismens vinger og skaber røre helt ind i de finkulturelle cirkler, hvor dansk film ellers

stadig

identificerers

med

M orten

K orch. Trier h ar endda opnået prædikatet postm odernist, og så kan det nok ikke blive finere i vor tid. Jarlen &. C o. h ar til gengæld opn ået det næ sten lige så usædvanlige for danske film, at lokke folk i biografen, så m an skulle tro M o rten K orch var vendt tilbage. Selvfølgelig på den bekostning, der følger af andedam m ens naturlove, at filmene fraken des enhver kvalitet af anm elderne - og der m ed også kan bruges som kasteskyts m od adm inistrationen af den statslige filmstøtte, som de to W alter &. C arlo film nød godt af. M en - de sidste skal blive de første, retfær

værelsen af populærkulturelle m oti

jo netop Far himself, mens de kvinder h an

dighed er der til. H vad anm elderne overså

ver til, at der så var tale om et stykke

dirigerer ru n d t som staffage faktisk er de

var, at W alter & C arlo filmene er lige så

ureflekteret populærkultur, (s. 34) A nm eldernes "fejllæsning” fremhæves så

handlekraftige, der redder beskøjterne ud af

postm odernistiske som Forbrydelsens element

ilden.

og Epidemic. ”Yes, det er postm odernism e”, skriver således Tania Ø ru m (der forsker i for

stæ rkt gennem hele artiklen, fordi Ø ru m ta

Disse to tem aer findes på handlingsplanet,

ger fat i kulturkløften: Far-filmene n år mas

m en de løftes til noget mere universelt via

holdet mellem køn og æstetik ved K øben

serne med et budskab, som det ikke er lykke

fortælleplanet. I stedet for en sam m enhæ n

havns U niversitets C en ter for Kvindeforsk

des en intellektuel elite at gøre "forståelig for

gende fortælling ses en spex-agtig ophob

ning) i litteratur tidsskriftet Kritik nr. 7 9 /8 0 ,

en bredere offentlighed”... "indsigter, der gør

ning af episoder, hvis synsvinkel og skiften

1987, hvor h un dog ikke næ vn er Trier men

det muligt at tolke det kulturelle, politiske og

de stil afslører hvordan film konstruerer

gør en del ud af anmeldernes forsyndelser overfor W alter & C arlo:

personlige liv på andre m åder end de traditi

konventioner og iscenesætter virkeligheden.

onelle”.

I O p på fars hat ser vi netop ikke det, som C arlo gerne ville have iscenesat, m en deri

Filmens postm odernistiske bearbejd ning af populær-kulturens og masse

Yes, det er postmodernisme

mod fotografen Ellys fejlskud (som ville være

mediernes stilskabeloner h ar tilsyne

Far-filmenes oversete pointer vedrører ifølge

fraklip i Fars film). O g i Tes, det er far, hvor

ladende gjort dem uforståelige for

Tania Ø rum danskheden og kønsrollerne,

Elly og hendes kamera for det meste er fra

dagspressens traditionelle filmanmel

som beskrives kritisk gennem en postm oder

værende, sættes "W alter & C arlo ind i en se

dere, som med deres bagudvendte op

ne form.

rie historiske og aktuelle filmsprog”, der ty

D et er Johnny. Reimars party-D anm ark,

deliggør klicheerne, kritisk og progressivt. Sådan punkteres det klassiske filmsprogs

tik - indrettet på at skelne selv hårdfi ne nuan cer inden for filmens main-

der gøres grin med, den sm åtskårne, selvgla

stream - ikke h ar kunnet se forskel på

de og fremmedfjendtlige danske hygge. Ikke

"dom inerende mandlige blik” og den olym

pastiche og ram m e alvor, kritik og re produktion. I deres blindhed for ud tryksform en har disse anmeldere

som parodi, for det forudsæ tter et alternativ, m en som pastiche, fordi postm odernism en har et indforstået forhold til det, der kritise

pisk fortalte histories harm oniserende over blik. Derm ed spejles og kritiseres den m o derne fragmenterede (kapitalistiske) verden

fæstnet sig ved indholdssiden og har

res. På samme m åde fremstilles de traditio

og dens patriarkalske grundlag. Yes, det er

ganske prim itivt sluttet fra tilstede

nelle kønsroller som klicheer. H elt til grin er

postm odernism e. 27

Tilbage står to spørgsmål. For det første: er

Hvis

postm odernis

det rigtigt? For det andet: er filmene gode?

mens alt er lige gyldigt

A t der er m ore th an meets the eye i Far-

skal holde, så skal

filmene vil jeg gerne skrive under på. Jarl

der være noget gyl

Friis-Mikkelsen

digt at sætte lige. I

ligesom

Tania

Ø rum

can d. mag. i dansk og engelsk, og han kunne

Far-filmene er kun u-

givetvis have skrevet en analyse, der svarede

behjælpsomhed.

til hendes, hvis han havde haft lyst. A ltså en

Lidt mere realitet

intellektuel, der blot har udskiftet pennen m ed kameraet.

er der i Ellys kamera føring i Op på fars

Eller har han? D et er netop her, på ud

hat: "Ellys kameraøje

trykssiden, at jeg m ener både filmene og

er ikke filmmediets

analysen halter. Jeg kan følge begge dele et

klassiske dom ineren

stykke ad vejen, fordi jeg m ener at kunne se,

hvor de vil hen, og sympatiserer med det

m en

(hurra for folkelig underholdning af kvali

markeret uprofessio

mandlige

blik,

tvæ rtim od

tet). M en problemet er, at dette mere - end

nelt

hvad der findes i traditionel, lavpandet

blik” (som "kun er

dansk filmkomedie -

ikke rigtigt m øder

sporadisk”

underkuet i

næste

øjnene. D et er ideer, der kun sporadisk er re

film). M en det svarer alligevel ikke helt til de

aliseret filmisk. D et er snarere intention end det er realisation, og det er kun hvad angår

faktiske forhold inden for jernindustrien. For Elly er nemlig heller ikke, som det på

intentionen, a t Ø rum s analyse ram m er rig tigt.

stås, "den gennem gående fo to g raf’ i første

brydes og hvad som helst kan ske. D et er ganske enkelt opskriften på en vittighed, og den samme vits optræ der endda i en hel TV -

film. H er viste problem et sig med at overføre

serie, nemlig den med "bøffer” fra film- og TV-optagelser. Så der er tale om et helt kon

ideen fra de oprindelige korte TV-indslag i

ventionelt farceelement, der ikke er mere

Nul, det er krøller i hjernen

lørdagsunderholdningen, hvor C arlos isce

På handlingsplanet realiseres intentionerne

nesættelse og Ellys vaklende kameraføring

postm oderne end verden har været i hele farcens levetid.

til en vis grad, m en her adskiller filmene sig

var handlingsm otiveret som parodi på lokal-

O g hvorfor denne begejstring for det

næppe væsentligt fra Far laver sovsen, M or

T V . O vergangen til film skete jo ved tilføjel

uprofessionelle? D et er en gennemgående

bag rattet og sådan noget, eller Bob H o p e/

se af en gennemgående historie (om dia

tendens i en vis form for kritisk kulturkritik

Bing Crosbys Road-film, hvis tilsvarende

mantsmugleri), hvor Elly nu blev person i

at dem onstrere sin afstandtagen fra popu

spex-agtige komik også vender kønsroller,

handlingen og så af gode grunde ikke kunne

lærkulturen ved at hæfte sig ved professio

kulturelle konventioner og filmklicheer på

være allevegne. M an skønnede vel også, at

nalismen og så mekanisk søge alternativet i

hovedet, fordi det nu engang er et af farcens

dårlige videooptagelser ikke kunne gøre det

dens simple m odsæ tning. D et gælder også

klassiske greb a t lave parodi og pastiche, gøre

ud for en hel film i biografen. D erfor blev

bekymrede pædagoger, der tror at lidt video

helten til fjols m.v. Forskellen er blot, at Far

hendes kameraarbejde kun sporadisk.

praktik i skolerne sæ tter b ørnene i stand til

filmene er m indre m orsom m e. O g selv om

Alligevel kan pointen med blikket jo være

at gennemskue ideologien hos James Bond,

m an skulle gribe ch ancen til at udnævne

(sporadisk) god nok, blandt andet fordi det

og bekymrede medieforskere, der tror at

fieks. H ope & C rosby til postm odernister, så

faktisk på original måde lykkes at gøre grin

hjemmeflikket lokal-TV er folkets sande

bliver disse ultrakonservative spasmagere

med selvglade C arlo. H er er sagen blot, at

røst. O g så går det pudsigt nok altid ud over

næppe særligt kritiske eller progressive af det.

det i lige så høj grad er C arlo, der er uprofes

billedsproget i film, T V og video, mens de

sionel. D et er trods alt det, Ellys kamera af

færreste formentlig ville hævde, at den d år

På fortælleplanet kan Far-filmene slet ikke

slører, så hvorfor skal hun have æren af at

ligt skrevne rom an eller artikel var morgen

være den "ægte” uprofessionelle?

røde over aftenlandet. På bunden er der nok

leve op til Ø rum s iagttagelser. I Yes, det er far skulle personerne være indfanget med for

M en kan m an da i et videre perspektiv

tale om en litteræ rt funderet finkulturs afvis

skellige historiske og aktuelle filmsprog (eller

sætte det mandlige blik lig professionalisme

filmiske koder). Hvilke mon? D er nævnes in

og det kvindelige lig uprofessionalisme? D et fører ind i diskussionen om en særlig (faktisk

ning af det, den ikke bryder sig om og slet ik ke forstår.

gen eksempler, medmindre beskrivelsen af C arlo, der synger titelsangen "stående på en

eller mulig) kvindelig æstetik. E n tilsvarende

For analysen af Walter & C arlo er det gan ske betegnende, at deres udgangspunkt fak

klassisk musicaltrappe og garneret af kælne,

problematik ses dog også i blandt andet eks

tisk var parodien på det uprofessionelle. O g

letpåklædte dam er” er et sådant. O g det vil

perimentalfilmens

med

så er det ganske ironisk, at Far-filmene selv

le vel ikke have set anderledes ud i en hvil

"Hollywood-æstetikken” og lignende, fieks.

blev til det dilettanteri, som W alter og C arlo

ken som helst filmparodi (eller teater ditto)

A n d y W arhol, eller den tidlige Fassbinders

og har strengt taget ikke meget at gøre med

og den mellemste G odards handlingsløse,

med Ellys kameras hjælp gjorde grin med på TV .

filmsprog.

verfremdede film med dræbende uklippede

Sagen er jo nok, at Ø ru m har misforstået anm eldernes afvisning af filmene. I stedet

sekvenser m.v. O fte er sådanne forsøg endt ved et nulpunkt, og af og til har de (for en

gentagne

opgør

for at være blinde for udtrykssiden har de

lille inderkreds) gjort opm æ rksom på kon

n ok set b ort fra de intentioner, som kan spo res i indholdet, og har forholdt sig til den di lettantiske fremstilling. Selv om filmene ikke

ventionernes konventionalitet og på længe re sigt bragt fornyelse også til den konventio nelle film.

har en sam m enhæ ngende historie kunne de

Ligger der sådanne muligheder i Ellys

godt hænge sam m en, også i postm oderni stisk regi, fieks. m ed en stilblanding. M en

uprofessionelle kameraarbejde? Nej, det fun gerer - når det fungerer - alene i kraft af

der er ingen anden stilblanding end den, der

kontrasten i den givne kontekst, overraskel

opstår n år der ingen stil er overhovedet.

sen og det frydefulde, når det forventelige

Walter & Carlo på landlov K a m p e n o m D e n R ø d e K o er M o rten Korch parodi, skåret efter Bob H op e/B in g Crosby opskriften: overdrivelse af velkendte genretræ k, genrebrud, og filmsproglige illusions brud. Som lige netop Korch-parodi fungerer filmen ikke særlig godt, m en den er fyldt med tossede indfald, og hvis m an ikke har alt for høje forventninger, så er der gode ch ancer for et billigt grin. Musikken slår fra starten ton en an med højstem t dansk sang over m arkerne, fulgt op m ed parafraser over D et er sol og det er som m er sam t boblende hum ørm usik efter Sven G yldm arks værste tralalum-klange, der an slog har-vi-det-ikke-sjovt-allesammen i de gamle film. Skabelonen er der også: D en onde storbysagfører har fået fingre i den lokale bank og kan nu sætte den rare godsejer på porten, hvilket vil knuse dennes søde adoptivdatters hjerte. D en stoute bonde Svend A age h ar mes, og hans bondesnu ven Niels Peder fin der ud af, at den flinke forkarl kan vinde det

ikke så meget ud af den intenderede kon

og diskuterer sagen med instruktøren (Jens

store løb, hvis koen Rosa og Jodle Birge på

trast, n år Jarlen træ der ud af Svend A age og

Okking). D a h an kom mer tilbage i handlin

samme tid hyler efter det sløve øg. O g adop

som selvglad frikadelleskuespiller brokker

gen er dialogen blevet til m onolog, hvor

tivdatteren er i virkeligheden ægte datter (og

sig til instruktøren over optagelsernes gang.

Svend A age i formfuldendt duarder-dialekt

det er en laaang historie) og arving ril godset

Disse illusionsbrud er ellers (foruden m u

om stændeligt fremlægger problem erne for

sikken og Stephensen) det m est vellykkede.

Niels Peder, som om denne intet vidste i for

D et giver afsæt til en del spøjse indfald.

S om n år Niels Peder i den smukke natur

vejen, så det faktisk alene er publikum, der

Såsom Svend Aage, der viser heltepositur

cykler ind i en tragtgram m ofon og under

får handlingen forklaret. D enne form for

ved lystigt at svinge øksen over bræ ndet og

lægningsmusikken hopper i rillen. Eller når

primitiv indskrivning af handlingsgangen i

flække hele huggeblokken, m ens hans side-

kameraet vælter en væg for at kom me ube

personernes dialog tynger også mange nye

kick Niels Peder med malbergsk fornøjelig

sværet fra et rum til et andet. O g da Svend

danske film (og nåede ufrivilligt parodiske

hed konstaterer, at hønsene nu lægger hele

A age ser heltinden i fare, taber underkæ

højder i TV s Rejseholdet), så her er parodien

bakker med æg. Jodak!

ben, for derefter i egen slowm otion at løbe

lige i øjet. D a Svend A age og heltinden senere kok ser i rom antikken, fordi helten (her ganske i

og får Svend A age i enden.

E n god parodi er til en vis grad selv det,

ud til sin hest og ride afsted i elendig bagpro

den parodierer. M en meget m ere end skabe

jektion, hvor m an kan se gyngehesten under

lonen og enkeltstående indfald bliver genre

ham .

korchsk ånd) slet ikke nærer kødelige tanker - hvad han også jævnligt brokker sig til in

overdrivelserne ikke til. Koen dykker ned i

I forbindelse m ed diskussionen af det

den korchske godtepose på m å og få, Korch-

postm oderne kan sådanne num re og især

struktøren over - går kam eraet tilsvarende

universet er simpelt hen ikke forstået godt

spring til selve indspilningen og til publi

tilbage og viser biografen m ed publikums

nok til at give parodien retning. D en eneste

kum, der ser filmen i biografen (hvor sagføre

højlydte protester. Så forstår Svend A age og

person, som helt gennem ført når korchske

ren har henlagt et møde, fordi han troede

højder er Niels Peder Peedersen, der i O le

der ikke var publikum mere), måske opfattes

går til m akronerne, og tilskuerne applaude rer m ed flag, skralder og bannere. D er er na

Stephensens præcist overgearede filmbond

som afsløring af, hvordan film skaber kon

turligvis ikke det der ligner elegancen og ar

ske maskering er så tæ t på Peter Malberg, at

ventioner og iscenesætter virkeligheden. Li

tisteriet i W oody Allens Den røde rose fra

M alberg lige så vel kan ses som parodi på

gesom n år 60ernes metafilm modarbejdede

Cairo, m en inden for den bælgøjede danske

Stephensen. Korch-filmene var jo også ko

filmsprogets illusionskraft for at finde en ny

farcetradition er der en vis originalitet over

medier.

(film-) virkelighed. M en der var det heller ik

Koen og tilstrækkeligt mange bevidste platte

D e øvrige personer flagrer i alle retninger,

ke nok at vise kamera, biograf og filmfolk, da

vitser til at opveje de utallige num re, der ba

og selv den drevne A xel Strøbye kan ikke

det kun skaber yderligere filmsprogfig illusi

re er platte.

finde ud af den onde sagfører, som med sine

on: nu ser vi vel nok virkeligheden. I virke

” 12 vrede m æ n d ” (dumme bønder) vil have

ligheden er det jo lige så iscenesat som en al

Komm uneKemi på godsets grund. D er kun

mindelig fortælling.

ne jo så være tale om bevidst genrebrud, lige

Koen har givetvis heller ikke skænket den

som de sproglige m oderniteter i det landlige

slags dybder m ange tanker. D et gælder alene om at trække vitser i land, og de første gange

tungem ål (”D et er unbelievable bøvet, Niels Peder”). M en jeg tror det er helt ufrivilligt, n år f.eks. Jarl Friis-Mikkelsen i sin Poul Rei-

der springes til indspilning og biograf går det

ch ard t rolle trods film-landbo-heltens ube stikkelige naivitet alligevel m inder mere om den selvglade by-charm ør Ebbe Langberg i

handling og filmfolk/publikum. M idt i en vigtig scene kokser Niels Peder og Svend A age i dialogen, kameraet kører

en Cavling-film. D erfor kom m er der heller

tilbage og viser filmholdet, og Jarlen går ud

helt godt, fordi der skabes ping-pong mellem

K am pen om D en Røde Ko Danm ark 1987. Instr. &. Manus: Jarl Friis-Mikkelsen &. O le Stephensen. Foto: Peter Klitgaard. Musik: Jan Glæsel. Prod: Sven M ethling - Regner Gråsten Film, Øbberbøv, Special A ssignm ents. Medv: Jarl Friis-Mikkelsen (Svend A age med blødt d), O le Stephensen (Niels Peder Pedersen), A xel Strøbye (Sagføreren), M ari-Anne Jespersen (N icolette), A n n e Catrine Herdorff (Irma), Poul Bundgaard (Godsejeren), M orten Eisner (Forkarlen), Preben Kristensen (Bankbe styreren), Jacob Haugaard (Bondeknold). Udi: Regner Gråsten. 84 min. Prem: 27.11.1987.