Issuu

■■i

E ■ p— —

Kampen om vandet - et provencalsk skæ bnedram a i to akter,

a f Eva Jørholt

glemt kilde på det. U golin vil nemlig gå ind i den lukrative nellike-dyrkningsbranche, m en til det form ål kræves store m ængder vand. D a ejeren af den attråede jord går hen og d ør (med lidt hjælp), stopper de to kum paner en cem entprop i kilden i det håb, at de så kan købe grunden billigere af arvinger ne. N aboens arving er ingen anden end Le Papets aldrig rustede kærlighed, Florette, som i tidernes morgen forlod ham for en an den, m en da også hun dør kort efter, bliver det i praksis hendes søn, den pukkelryggede skatteopkræver Jean, der overtager det for jæ ttede stykke land. Florettes Jean er et ud præget bymenneske, hvis indsigt i landbrug begrænser sig til, hvad han h ar kunnet læse sig til i bøger, m en han besjæles af en rom an tisk drøm om det "autentiske” liv i pagt med naturen, hvor han kan spise de grøntsager, h an selv har dyrket osv. D erfor beslutter h an til de to sam m ensvornes store fortrydel se at flytte på landet med familien. M ahog ni-m øblerne transporteres på æsel-kærre op til det stæ rkt forfaldne hyrdehus, og Jean går, iført arbejdshandsker, guldlommeur i kæde, silkevest og blød by-hat, i gang med at om danne den stæ rkt tilvoksede grund til frodig agerjord, mens hustruen A imée, der har en fortid som operasangerinde, komplet terer den idylliske landligger-tilværelse med

vis m an gik og troede, at fransk 8 0 ’erfilm i store træk begrænsede sig til på

likum, er forklaringen ikke bare, at filmen(e) er blændende godt lavet, m en også i høj

udvalgt skønsang fra repertoiret, og den lille lyslokkede d atter M an on - der er opkaldt ef ter Puccinis opera ”M an on L escaut”, hvori

den ene side Beineix’ og hans disciples post

grad, at det er evigtgyldige motiver som

moderen engang har sunget titelpartiet - går

modernistiske intethed i sm art reklame

skæbne, skyld, kærlighed og hæ vn, der ud

sin far til hånde.

films- inspireret indpakning, og på den an

gør den krum tap, hvorom handlingen drej

V andguderne synes til at begynde med at

den auteur-bølgens veteraner og efterkom

er. Kilden i Provence og M anon og Kilden er

være på den pukkelryggedes side. H ans m ar

mere (Rohmer, G odard, Varda, Resnais, Pia-

intet ringere end den klassiske græske trage

ker, der er tilplantet efter de seneste økologi

lat, D oilion osv.), så gjorde m an regning

die transplanteret til 1920’ernes Provence.

ske principper (før begrebet 'økologisk land

Skæbnegudernes leg med de hovmodige mennesker

brug’ blev opfundet), bugner, mens Ugolin og Le Papet græm mer sig over 'le fada’s (fjol sets) medgang og deres egen tilsvarende

ske enkelt et brag af en film i bedste populi stiske tradition: hverken tom og strøm linet eller introvert og overvægtig af betydning stungt indhold. N år dette dram a om provencalske bønders kamp om det livsnødvendige vand i begyn delsen af dette århundrede fænger og bliver

Landsbyens patriark C ésar (!) Soubeyran (kaldet "L e Papet”(bedstefar) på grund af sin alder og sin position i det lille samfund) og hans eneste slægtning, nevøen U golin, der

modgang. M en pludselig en dag vender gu dernes gunst: tørken og scirocco’en sætter ind, og et hårdt tiltræ ngt skybrud går ovenikøbet lige netop uden om den pukkelrygge

er en lidt enfoldig bondeknøs, vil for alt i verden have fingre i et stykke jord, der har den uvurderlige kvalitet, at der findes en

vedkom m ende også for et dansk 8 0 ’er-pub-

misrøgtet og derfor næsten tilstoppet og

des marker, som ligger mere og mere afsved ne hen. M ens U golin og Le Papet godter sig over, at lykken endelig synes at tilsmile dem, sygner Jeans dyrebare græskar og majs hen,

uden Claude Berri. H ans ”to-bindsvæ rk” om folk og kilder i en landsby i Provence Kilden i Provence og M anon og kilden - er gan

vidst besked m ed, forvandles den yndefulde

den gamle Césars tjenestepige sin husbond

najade til en frygtindgydende erinye, en provenyalsk Elektra. H un sværger hæ vn og

død. I hånden knuger den døde Florettes hårspæ nde: hans hemmelige minde om en

forsøger først at bræ nde U golins gård af,

kortvarig, m en skæbnesvanger og for evigt

m en uden held, da himlene pludselig åbner

m æ rkende kærlighed.

sig og kvæler de spæde flammer i kaskader af vand!

D et er først og fremmest takket være sin klassiske konstruktion og sine m indst lige så

D enne hæ vn ville da heller ikke have væ

klassiske mytiske temaer, at denne historie

ret omfattende nok, idet den ville have ladet

bliver så på én gang smuk og tidløs. H er stil

hele landsbyens kollektive medskyld - dens tiende samtykke i forbrydelsen - ustraffet, så

les N aturens helligdom over for menneskets

derfor lader endnu et "tilfælde” M an on op

greb imod den. Samtidig bringes det indivi

dage det underjordiske udspring for den kil

duelle såvel som det kollektive skyldbegreb

de, der forsyner såvel U golins nelliker som

til debat - er hele landsbyen ved sit stiltien

hele landsbyen med vand, og hendes hæ vn

de samtykke og sin passivitet i virkeligheden

hensynsløse eller blot ubetæ nksom m e over

for m ordet på hendes far bliver da i stedet at

ikke lige så skyldig som U golin og Le Papet?

stoppe denne kilde til. S tor bestyrtelse, for

O g hvor skyldige er de to forbrydere egent

uden vand er landsbyen dødsdøm t, og præ

lig? E r der ikke en egen uskyld i den måde,

sten og de øvrige beboere begynder at tæ n

hvorpå de, styret af højere skæbnemagter,

ke, at den udtørrede kilde m å være Himlens

hvirvler sig selv og andre ind i forbrydelsens

straf for Ugolins og Le Papets forbrydelse, li

stadig videre forgrenede fangtråde? Dertil

og han selv slider sig langsom t ihjel ved på

gesom de græske guder slap en voldsom pest

kom mer et udfald mod den institutionalise

puklen at transportere det livsnødvendige

løs over hele T h eben til straf for kongens

rede religions tom m e blæ ndvæ rk og magtes

vand fra en fjernt liggende kilde op til sin

mord på sin forgænger på tro n en (Kongen

løshed over for Skæ bnen (landsbyens bebo

vandbeholder, der synes lige så bundløs som

var Ødipus og forgængeren Kong Laios,

ere laver en religiøs procession og tror i deres

D anaidernes kar. Som det sker for operaens

Ødipus’ far, som denne havde slået ihjel

uvidenhed, at det er en helgen, der giver

M an on Lescaut og hendes elskede, dør også

uden at vide, hvem h an var).

Jean af mangel på vandets livs-eliksir.

dem vandet tilbage). Til hvad nytte er religi

U golin, der indser, at M an on aldrig vil

øse cerem onier og hule dogmer, når m an er

D e to skurke, der nu langt om længe kan

blive hans, hæ nger sig, mens Le Papet syn

oppe imod de mægtige naturm agters lune

købe den attråede jord for en slik, fjerner

ker hen i apatisk fortvivelse over, at Soubey-

fulde spil? N aturen har sin egen religion og

straks cem entproppen fra kilden, og i over

ran’ernes sidste håb om udødelighed nu sy

sine egne love.

m od "k ron er” Le Papet U golin "Nellikekon

nes slukket med Ugolins død.

gen”. D et hele overværes i det skjulte af den

D a h un mener, at de skyldige har fået de

Sideløbende m ed disse evigtgyldige myti ske skæbnetem aer indeholder Kilden i Pro-

små M an on , der skriger som et såret dyr i

res straf, åbner H æ vnens Engel - alias M a

vence og Manon og Kilden imidlertid også ele

forfærdelse, m en som dog ikke m ed det sam

n on - atter for vandmasserne, m en Le Pa

menter, som m å kaldes realistiske i litteratur-

me gennemskuer hele kom plottet. H er slut

pets skæbneguder har endnu en tru m f i æ r

videnskabelig forstand. D et samlede værk

ter dramaets første akt - der i virkeligheden

m et. H an, der ved sit hovm odige indgreb i

kan nemlig også læses som den mere kon

m est har karakter af prolog - og den første

naturens orden er den egentlige ophavs

tante og tidsbundne beretning om en uddø

af Berris film.

m and til hele miseren, skal straffes endnu

ende bondekultur (repræsenteret ved Le Pa

hårdere for sin hybris. D a h an sidder gam

pet), der med sit traditionsbundne små-

blevet et ungt gazellelignende n aturbarn af

mel og ensom tilbage, får han en dag at vide,

landbrug kom m er til kort over for det m o

sjælden skønhed. H un lever isoleret i bjerge

at han i virkeligheden er far til Florettes søn

derne fremskridt i form af såvel intensiv ka

ne, kun i selskab med sin gedeflok og fader

Jean. Florette skrev i sin tid til ham i Afrika

ninavl og nellikedyrkning (hhv. den pukkel

ens m undharm onika, hvorm ed h un fortryl-

for at fortælle om hans forestående fader

ryggede og Ugolin) som fremvæksten af

ler naturens skabninge, ganske som Pan

skab, m en dette skæbnesvangre brev nåede

funktionærer, der ikke selv producerer, hvad

gjorde det m ed sin fløjte.

aldrig frem. D a Florette ikke fik noget svar,

de spiser og drikker (såvel skatteopkræveren

Ved skæbnens ironi forelsker U golin, der

forsøgte hun først at fjerne barn et ved al

Jean som den unge skolelærer). D ette tem a kom mer ingenlunde i konflikt m ed skæb

D a tæ ppet løfter sig for 2. akt, er M an on

hidtil har haft n ok i sine nelliker, sig liden

skens frygtindgydende m etoder (deraf puk

skabeligt i den smukke M an on , efter at han

len - Ødipus fik klumpfod af om tren t sam

nedramaets mytiske tidløshed, m en forank-

har listet sig til at se denne naturens datter

me årsag), og, da dette ikke lod sig gøre, gifte de hun sig med en anden m and for at bevare

rer blot dette i en specifik ramme. D et kon

boltre sig i en bjergsø som en anden najade og bagefter danse en dionysisk dans i Eva-

sit ry som en æ rbar kvinde. D en gamle Papet

krete sceneri og den præcise historiske date ring bliver kødet på det abstrakte narrative

kostume. Ingen anden end M an on skal være

forstår nu, at han delvis for indirekte at

skelet.

m oder til de fremtidige Soubeyran’er, som den barnløse Papet ønsker sig så brændende.

hæ vne sig på den form odet troløse Florette,

Sådan fantaserer U golin, m en M an on får

levelse gennem nevøen U golin, har dræbt

m an ikke så n em t, som m an fik hendes fa

sin egen søn - m ed andre ord: Ødipus-tema-

Selve historiens rige kvaliteter kan ikke skri

ders jord og liv. D en h årdt ram te Ugolin

et serveret med m odsat fortegn.

ves på Claude Berris konto. D e laurbæ r til

skriger forgæves sin kærlighed ud over blom strende gyvler og undrende bjerggeder

Nemesis for le Papets forbrydelse er grum og ubønhørlig, m en ved skæbnens ironi

falder først og fremm est M arcel Pagnol, der har skrevet to-binds-rom anen "L’eau des col-

til M an on , der blot væmmes ved hans til nærmelser og hellere ser til den side, hvor den nydelige unge skolelærer befinder sig. D a M an on en dag "tilfældigt” hører nogle

(endnu en gang) lever Soubeyran-slægten al ligevel videre, gennem M an on , der i mellem tiden er blevet gift med sin skolelærer. For Le Papet er der ikke andet tilbage at gøre end at

af landsbyens beboere tale om Ugofinsjag Le Papets skurkestreg, som alle i landsbyen har

lægge sig til at dø, og netop sam me dag som M an on føder en lille ny Soubeyran, finder

lines”, som Berri nu bringer op på biograf lærredet. D ér h ar noget af væ rket nu været tidligere, idet M arcel Pagnol selv i 1952 lave de filmen Manon des Sources som en slags bryllupsgave til den 20 år yngre fru Pagnol -

delvis for at sikre Soubeyran-slægtens over

Historiens vej fra film til roman til film

med pigenavnet Jacqueline Bouvier - der 21

spillede den skønne M an on (cf. C arl Nørre-

klassisk og tidløs skæbnetragedie skarpere

steds omtale af M arcel Pagnols karriere som film instruktør i K osmorama nr. 181). Først

op, hvilket han i øvrigt yderligere har under streget ved sit valg af musik: stadige variatio

kapitel for sig. V arm en formelig står ud af

10 år efter denne film, i 1962, skrev Pagnol

ner over Verdis "L a Forza del D estino” -

bredfor m at-læ rredet, m en der er vel og m æ r

sin rom an over filmen. H ans ”Eau des colli-

'Skæbnens M agt’).

ke ikke tale om nogen velgørende "som m er

det så ofte er tilfældet, n år det om vendte sker, og der laves film over rom aner - heller ikke strikt til det filmiske forlæg, m en tilføjer en lang prolog - hele rom anværkets første bind, med titlen "Jean de Florette” - og giver selve "M an o n des Sources” -

rom anens

bind II - en i forhold til den oprindelige film ny og overraskende slutning. D et er denne samlede rom an, der ligger til grund for C lau de Berris to film - som altså på ingen måde er en ’remake’ af Pagnols oprindelige film. H vor Pagnol imidlertid rom aniserede sin egen film meget frit, så følger Berris filmati sering af Pagnols rom an sit forlæg så slavisk, som det nu engang er muligt, n år m an over fører en historie fra ét medie til et andet.

N uyttens

indfangning

det

ferievarme”, m en derimod om en ubønh ør

nes” er således i virkeligheden en "rom anise ring” af en film, og den holder sig da - som

Bruno

provenpalske klimas ubarm hjertighed er et

Illustreret klassiker eller fuldbåren Film? M an kunne have frygtet, at en film, der som Berris trods alt er fantastisk tro m od sit ro manforlæg, ville gå hen og blive endnu en af disse ulidelige filmatiseringer, som mest af alt har karakter af illustrerede klassikere. Så dan er det imidlertid ikke gået. Berris film er langt fra kun illustration, den fungerer i al lerhøjeste grad også som film betragtet. D et skal siges, at Berri har kunnet nyde godt af det forhold, at forlægget er skrevet af en vi suelt og filmisk tænkende forfatter, der selv var filminstruktør, men det alene gør jo in gen film. N år "to-binds-væ rket” Kilden i Provence og

lig og barsk hede, der først og fremmest visu aliseres ved personernes svedstrimede ansig ter og skjolderne på deres skjorter. Desuden fremhæves landskabernes gulligt-grønne to ner i undertiden næsten overeksponerede billeder, som den tilvejrsstigende varm e sy nes at få til at flimre (denne meget bevidste visuelle fremstilling af varm en understreges på lydsporet af den konstante bisumm en og græshoppe- og cikadesang). B run o N uyttens billeder er på ingen måde påtrængende fo tograferingskunst med sm arte effekter, som m an oplever det i reklamefilm og deraf inspi rerede spillefilm, m en om muligt ligger der endnu mere h årdt arbejde og skjulte kunst greb bag denne tilsyneladende enkelhed.

Manon og kilden er blevet så pragtfuld en

Claude Berri h ar selv udtalt, at hvor Pag-

film , som tilfældet er, m å det ud over den

nols film hovedsagelig levede i kraft af dialo

rige

fantastiske historie i vidt omfang også tilskri

gen og skuespillerpræstationerne, der ville

provenfalske dialog s., godt som uæ ndret -

ves producenten Claude Berris frygtløshed

han, uden at forråde det pagnol’ske idé

det ville også have været synd andet - og de

og uvilje til at lægge bånd på instruktøren

grundlag, lægge hovedvægten på billedsi

h ar ved adaptionen praktisk talt ikke lavet

Berris kunstneriske ambitioner, fotografen

den. Måske er dét - i forening med Berris

om på eller føjet en eneste scene til det op

Bruno N uyttens prægtige billeder samt to

ønske om at fremhæve protagonisterne -

rindelige forlæg, ligesom rom anværkets for

helt usædvanligt fremragende skuespiller

forklaringen på, at birollerne er så relativt

tælle-kronologi følges til punkt og prikke.

præstationer.

tyn d t besat. Elisabeth Depardieu er fuld

Berri og hans medmanuskriptforfatter G érard

Brach

har

bevaret

Pagnols

Imidlertid var det simpelthen ikke muligt

D et samlede værk er den dyreste film i

stændig karakterløs som den pukkelrygge

at filme hele rom anen - det ville have resulte

Frankrigs-historien. 110 millioner francs har

des syngende viv - det virker, som om hun

ret i en gigantfilm af mindst 10-12 timers va

den kostet, m en så er der heller ikke sparet

ikke aner, hvad hun skal stille op med denne

righed (den færdige films godt 4 timer, i to

nogen steder. I sig selv er det langtfra nogen

rolle, m en måske skyldes det, at det simpelt

"takes”, er allerede noget af en udfordring til

dyd, at en film er dyr, m en her er pengene

hen ikke har interesseret C laude Berri at for

det brede publikums pengepung og spar

givet godt ud, ikke til iøjnefaldende special

tælle hende det. M eget mere kød er der ikke

somm e fritid) - så Berri og Brach var tvunget

effects eller "crem et finish”, m en simpelthen

at hente på Hippolyte G irard ot’s gestaltning

til at skære ned. H vor Pagnol, der var af

til at skabe en film helt efter instruktørens

af den unge skolelærer, der er så aldeles fad

provenfalsk oprindelse, i sin rom an lagde li

hjerte, uden at det skulle være nødvendigt

og uinteressant, at det forekom mer ubegri

ge stor vægt på den provenfalske lokalkolo

at fedte sig frem igennem det ene kompromis

beligt, at M an on skulle falde for ham . E m

rit og de almentgyldige, græsk inspirerede

efter det andet af hensyn til budgettet.

manuelle Béarts M an on dækker bedst de si

skæbne- og hævnm otiver, har pariseren Ber

I denne film, hvor naturen og landskabet

der af rollen, hvor hun er skræm t naturbarn

ri valgt først og fremmest at satse på det sid

spiller en så afgørende rolle, har m an lagt

(hun siger selv, at hun til opbyggelse af figu

ste. Berri og B rach har bevidst arbejdet på at

vægt på at få alle årstidernes facetter med.

ren har læ rt meget af at iagttage geders og

luge historien ren for al udenom ssnak og

Derfor varede selve optagelserne så u h ørt

kattes adfærdsm ønstre - gederne for den fy

koncentrere den helt og holdent om de fire protagonister: Le Papet, U golin, Jean og M a

lang tid som 9 måneder, hvor der skulle be

siske del af rollen, kattene for den psykologi ske), mens hun virker lidt vel forsagt, til at

n on . D et betyder, at alle bipersonerne, der

tales løn m.v. til et produktionshold på om kring 100 personer. M ed stort besvær grave

hendes optræ den som hævn-gudinde skal

hos Pagnol fik selvstændigt liv gennem deres

de m an 6 flere hundrede år gamle oliventræ

blive rigtigt overbevisende.

individuelle historier, i Berris version tilsy neladende er blevet reduceret til en form for

er op og transporterede dem på store bælte køretøjer til optagelsesstedet, hvor de blev

blad Daniel Auteuil sam t de 2 skuespillergi

ydre

Tilbage står det forholdsvis ubeskrevne

det

plantet ud igen (på mirakuløs vis overlevede

ganter Gérard Depardieu og Yves M ontan d,

provenfalske landskab. M en ganske ligesom

de). En større h æ r af gartnere havde til opga

hvis stjerner lyser så meget desto klarere,

N atu ren i virkeligheden spiller en hovedrol

ve i løbet af kort tid at plante 12.000 enkelt

som resten af holdet hovedsagelig er reduce

le (for ikke at sige Hovedrollen) i historien, får bipersonerne kollektivt en meget vigtig

vist indfarvede røde nelliker og øjeblikke ef ter fjerne dem igen - når det provenpalske

ret til at fungere som n atsort himmeltæppe. Imidlertid skinner de ikke m ed lige stor in

fortælleteknisk funktion: de er medvidende iagttagere og kom m entatorer, samtidig med at de orienterer såvel publikum som hoved personer om alskens væsentlige ting, som ik

klimas uforudsigelighed (eller var det m on de drilske guder?) tvang filmholdet til at æ n dre planer m idt i optagelsen af en scene - for derefter med kort varsel atter at stikke de

tensitet. Ingen kan komme udenom , at den allestedsnærværende Gérard Depardieu er en stor skuespiller, m en i rollen som den pukkelryggede drøm m er forekom m er han at

ke er direkte synlige - ganske på sam me m å de, som det var Korets opgave i mange af an tikkens græske tragedier. Ved sin omarbejd ning af det pagnol’ske originalforlæg har

mange blom ster i jorden, hvis solen brød frem påny. D en slags koster penge, men be stræbelserne h ar givet filmen et autentici tetspræg, som er en uvurderlig del af dens

være mindst tre fjerdedele Gérard Depardieu og kun cirka én fjerdedel Pagnols og Florettes Jean. H vor romanfiguren trods alt er i be siddelse af en egen respektindgydende stor

Berri således trukket historiens karakter af

charm e.

hed, fordi han går fuldt og helt ind for sin

dekoration,

på

lige fod

med

umulige sag, gør Depardieu ham med sit di

vi fornem m er alle aspekter af Ugolins på én

D et hænger naturligvis også sammen med,

stancerede spil og sine malplacerede teatral

gang sam m ensatte og uhyre enkle karakter.

at synsvinklen såvel hos Pagnol som hos

ske attituder til en lidt latterlig klovn, som

D et er ganske simpelt fremragende!

Berri ligger hos de to kumpaner, m en dét

det er vanskeligt at fatte nogen virkelig sym

A t Yves M o n tan d er god, kan næppe

pati for. Ingen siger naturligvis, at filmens

komme bag på nogen, m en i rollen som Le

Jean skal være nøjagtigt som rom anens, men

Papet, den hårde og ufølsomme patriark, der

Efter at have slået de fleste af sine omgivel

det er svært at se gevinsten ved den depar-

fanges i sine egne snarer og knækkes så gru

ser ihjel optræ der M o n ta n d /L e Papet prak

dieu’ske udlægning af figuren.

alene skaber jo ikke nødvendigvis nogen sympati.

som t, næ rm er han sig det sublime. I m od

tisk talt alene på lærredet i filmens sidste 20

Langt mere substans er der i Daniel Au-

sætning til Auteuil, der var parat til at danse

minutter. H ans fremstilling af den abdice

teuils på én gang enfoldige, snu og rørende

på tungen, hvis det kunne give ham rollen

rende kæmpe er på én gang hjerteskærende

U golin, hvis krop er fuldstændig deform af

som U golin, afslog M ontan d af forfængelig-

og mesterlig i al sin tilsyneladende under

h årdt arbejde. Auteuil er simpelthen en

hedshensyn først at spille Le Papet. H an føl

spillede, indefra kom mende enkelhed. Der

åbenbaring i denne film. H an h ar selv for

te sig allerede gammel og kunne derfor ikke se nogen grund til at lade sig sminke ti år æl dre. D a Berri imidlertid snedigt fik lokket

er ikke et øje tø rt, m en de tårer, M ontan d får

talt, at h an ønskede sig rollen som Ugolin så brændende, at h an efter først at være blevet kasseret af C laude Berri med den begrundel

ham til at give stikord til C o lu ch e (der op

se, at han så for godt ud, resolut gik hjem og

rindelig skulle have været U golin), blev det

klippede h året m ed en kontorsaks og farve

klart for alle og enhver, inklusive M o n tan d

de det rødt. Resultatet var mirakuløst grimt.

selv, at han simpelthen var Le Papet. H an

Ydermere fik tæ nderne en om gang med en

følte det, som om han pludselig fandt tilbage

sort stift, hvorpå han hastede tilbage til Ber

til sine rødder, idet han sminket som Le Pa

ri, der lod sig overbevise om , at han havde fundet sin U golin. U n d er optagelserne leve

fædre, der var b ønder i Toscana.

pet kom til at se ud præcis som sine egne for-

de Auteuil sig til sine kollegers store bekym

Tilsam m en skaber M o n tan d og Auteuil

ring så meget ind i rollen, at han altid - også n år der ikke blev filmet - talte og tæ nkte som U golin, og ikke uventet m åtte han bag

en så blæ ndende og nærvæ rende skurke tandem - på samme tid skyldige og uskyldi ge - at m an som tilskuer et m eget langt styk

efter kvittere m ed et nervesam m enbrud. M en anstrengelserne har ikke væ ret spildt -

ke ad vejen sidder og krydser fingre for, at de vil slippe godt fra deres lyssky forehavender.

til at springe, er livgivende som det reneste provencalske kildevand.

K ilden i Provence + M anon og kilden J ea n d e F lo r e tte + M a n o n d e s S o u r c e s . FrankrigItalien-Schweiz 1986. Instr.: Claude Berri. Manus: Berri, Gérard Brach efter Marcel Pagnols roman. Foto: Bruno N uytten. Klip: A rlette Langmann (1), N oelle Boisson (1), Hervé de Luze (1+2), Geneviéve Louveau (2). Musik: Jean-Claude Petit. P-design: Bernard Vezat. Prod: Pierre Grunstein - Renn Prod., Films A 2, R A I2, D D Prod., Télévision Suisse Romande. Medv: Yves M ontand (César Soubeyran), Gerard Depardieu (Jean de Florette - 1) D a niel A uteuil (U golin Soubeyran), Elisabeth Depardieu (Aimée), Ernestine Mazurowna (M anon som barn - 1), Emmanuelle Béart (M anon som voksen - 2), H ippolyte Gerardot (Bernard O livier - 2). Udi: Kærne Film. 117 + 112 min. Prem: 4.9. + 9.10.1987.