Issuu

Min nat med Djævelen Martin Drouzy om Pialat og troen

a Georges Bernan os’ debutrom an "U n

neskene imellem og en dristig vision om ,

der Satans Sol” udkom i 1926, var den

Tankens konformisme gik h ånd i hånd med

religiøse fiktionslitteratur meget lidt skattet

stilistisk arm od. O g det var ikke med urette,

hvorledes verdens synlige og usynlige sider hænger sam men.

i de franske litterære kredse. På den ene side

at en A n d ré G ide kunne hævde, at "det er

1 m odsæ tning til mange af hans trosfællers

var den rationalistiske ånd, der herskede på

med ædle følelser, m an skaber dårlig littera

det tidspunkt, naturnødvendigt afvisende overfor den. D e religiøse em ner betragtedes

tu r”. I denne sam m enhæ ng virkede Bernanos’

produktion var Bernanos’ rom an dybt be sjælet af evangelisk ånd - og bogstav. Berna-

som ”anti-kunstneriske”. På den anden side bidrog de fleste skribenter næppe til at skabe bro mellem et kristent livssyn og kunsten. Disse "rettæ nkende” og pæne forfattere be

bog som et tordenbrag. "U n d er Satans Sol” handlede nemlig ikke om m ere eller mindre velbjærgede menneskers moralske kvaler, m en om en uduelig lille landsbypræst, der

G ud, om "syn d ”, om "n åden ”. H an talte og så om Satan. For ham var de djævelske mag ter så håndgribelige og virksom m e i verden, at han ikke tøvede med i sin bog at give dem

skæftigede sig hovedsageligt med sjælelige konflikter, der snarere afspejlede datidens

oplevede sin utilstrækkelighed. I et høj spændt og særpræget lyrisk sprog formidle

en krop og et ansigt. H an fremstillede dem under en hesteprangers skikkelse. D et er

borgerlige moral, end de var udtryk for en egentlig kristen livsholdning og inspiration.

de bogen et dybt engageret kristent trossyn

denne mystiske m and, pastor D onissan m ø der en nat, da h an på vej m od et nabosogn

- en række lysglimt om gådefulde bånd m en

nos nøjedes nemlig ikke med at tale om

h ar mistet orienteringen. M ø d et er bogens knude- og højdepunkt. A f hensyn til de mennesker, som er ham b etroet, tager præ sten imod Satans tilbud: A t kunne se ind i sjælene. Derved binder han sig selv til Fjen den. H ar han handlet rigtigt eller ej? Bogen giver ikke noget entydigt svar. V i erfarer ba re, at M o u ch ette (en 16-årig pige, der dyrker flere elskere) på grund af præstens indblan ding begår selvmord. Til gengæld form år D onissan at opvække et d ødt barn. D ør han selv som et fortvivlet menneske eller som en "helgen”? Bernanos tager ikke klar stilling. For ham berører yderlighederne for resten altid hinanden. D et er m idt i den dybeste fortvivlelse, m ennesket står G ud nærm est. D et er n år m an står med tom m e hænder, at m an er i stand til at give m est... Ved sin sæ r prægede - og a f og til forskruede - fortælling konkretiserer Bernanos et a f D et nye Testa mentes dybeste paradokser: S torm æ nd bli ver væltet fra tronen og småfolk oprejst fra støvet.

der - eller snarere konfrontationer - slutter

Wajdas Danton, Truffauts Den sidste metro,

m ed et af disse eksplosive øjeblikke, som Pia

D uras’ Le camion, Francis Vebers Hjælp, vi

lat er en mester til at fremstille. O g de er

flygter, Claude Berris Kilden i Provence. Og

D et er denne anspændte, m en betagende

henholdsvis: m ordet på C adignan, M ou-

hver gang har vi med forbløffelse konstate

rom an, Pialat nu h ar filmatiseret efter i åre

chettes vanvidsanfald, pagten mellem D o

ret, hvor genial en skuespiller han er. I Under

vis at have kæ m pet for at få lov til det. D er

nissan og djævelen, M ouchettes selvmord,

Satans Sol kan vi heller ikke lade være med

er intet mærkeligt i, at h an netop har været

barnets opvækkelse. Disse fem n æ tter udgør

at beundre hans præ station. V i fokuserer

optaget af denne bog. M ellem ham og Ber

således filmens struktur, de fremtræder som

vor opm æ rksom hed på ham - og det sker

nanos kan m an let skimte en slags åndeligt

fem følelsesladede blikke, der fungerer hver

desværre på bekostning af filmen som hel

slægtskab. Begge har indset, at fattigdom

for sig uden at være forbundne med hinan

hed. Idet vi netop siger til os selv: "H v o r spil

m en ikke p rim æ rt har med penge at gøre,

den, hverken af narrative eller deskriptive

ler han godt!”, underforstår vi derved, at

m en stikker meget dybere. D en fattige er ik

overgange. Disse "huller” i fortællingen ka

han ikke kan fremstille pastor Donissan.

ke bare den, som ikke har noget, m en også

rakteriserer Pialats stil. Tiden i hans film er

Sagt på en anden m åde: Depardieu er ikke

og især den, som ikke er noget. D en fattige

ikke af naturalistisk art. Tidsforløbet er ude

bare belastet af sine tidligere roller. H an er

er hverken tiltrækkende eller indtagende.

lukkende filmens, med dens hallucinerende

også for dygtig til at kunne agere en stakkels,

H an har intet at give. D erfor kan h an ikke

ellipser, kortslutninger og b ratte afbrydelser.

klodset landsbypræst, der tvivler både på sig

blive elsket. H an er ikke elsk-værdig. På linie

D ette formelle valg er desto mere bemærkel

selv, på de andre og på sin G ud.

med Bernanos udviser Pialat en systematisk

sesværdigt, som Pialat til gengæld lader B er

D et ser ud til, at Pialat på dette punkt er

interesse og forkærlighed for den slags m en

n an os’ lyriske og ru sprog udfolde sig i lange

veget udenom de yderste konsekvenser af

nesker: dem, der ikke slår til, som m an ringe

tirader, som han bevarer næ sten ordret. Og

rom anens indre logik. H an h ar ikke turdet

agter eller som ligefrem frastøder. Hos Ber

denne troskab m od rom anens bogstav giver

gøre, hvad R obert Bresson har gjort, da han

nanos optræ der de i en lang kæde af margi

anledning til prægtige konfrontationer mel

filmatiserede andre Bernanos-bøger: Mou-

nale væsener, tabere af alle slags, som af for

lem skuespillerne og teksten. A lt i denne

chette og En landsbypræsts dagbog, nemlig an

fatteren kaldes ”de krænkede b ørn ”. H os Pia

film er m ærket af det samme tegn, kampens:

vende ikke-professionelle, anonym e skue

lat er det de uheldige og ulykkelige figurer,

Kam pen mellem skuespillerne og sproget;

spillere. N år filmkunsten ønsker at behandle

der befolker hans film. For eksempel de un

m odsæ tningen mellem tusmørkebilleder og

visse emner, bl.a. de religiøse, m å den n ød

dertrykte børn i Den nøgne barndom , den yn

lys; kontrast mellem de scener, der udspilles

vendigvis skifte ham , vælge andre virkemid

kelige ægtem and fremstillet af Jean Yanne i

inden for lukkede rum {huse, præstegården,

ler end de sædvanlige. D en m å på en vis m å

V i bliver ikke gamle sammen, m oderen, der li der af kræft, i D en åbne m und, den strisser,

kirken), og D onissans lange nattevandring i

de forvandle sig selv: H olde op med at være

et øde landskab; konflikten mellem indre de speration og den hårdnakkede stræben efter

en form for skuespil og blive til skrivekunst. I lighed med en Bernanos, der kun stoler på

som forgæves sukker efter forståelse og sym pati, i Police. D a Pialat valgte Bernanos’ bog

at finde en lyssprække; duellen mellem in

ordenes magt, m å filmmanden i dette tilfæl

som udgangspunkt til sin seneste film, er

struktøren og hans filmiske stof. Alle ele

de stole på billederne alene, på deres blotte

h an således forblevet tro mod sig selv og sit

m enterne er altså til stede til en storslået film, der både m edriver og overbeviser.

vende det minimale for at udtrykke det

eget indre univers.

suggestions- og antydningskraft, vove at an

H an er også forblevet tro m od forlægget.

H vorfor form år jeg så ikke at fortrænge

maksimale. Også på dette om råde m å m an

H an har hugget i bogens kom pakte stof og

mine forbehold for uden videre at stemple

være dristig nok til at tro, at det fæ nom en vil

kun bevaret fem lange afsnit, de vigtigste,

denne mesters værk som et mesterværk? Jeg

finde sted, som Bernanos kalder ”de tom m e

nemlig fem møder, som alle foregår om n at ten eller i tusm ørket. I kronologisk rækkeføl

har længe spekuleret over dette tilsynela dende paradoks og mener at have fundet en forklaring. D et er fordi, så vidt jeg kan skøn

U n d er Satans sol

ge er det m ødet mellem M ouchette og C adignan, hendes første elsker; m ødet mellem M ouchette og G allet, elsker num m er to; mellem D onissan og hesteprangeren; mel lem D onissan og M ouchette og mellem D onissan og det døde barn. E th vert af disse m ø

ne, valget af Gérard Depardieu til Donissans rolle er en stor fejltagelse. Depardieu er nem lig ikke hvilken som helst skuespiller. H an har optrådt i en lang række film. M an har set ham i så forskellige strimler som for eks.

hænders mirakel”.

Sous le soleil de Satan.

F ra n k rig 1987. Instr.: M a u ric e

Pialat. M a n u s: M a u ric e P ialat & Syl v ie D a n to n , efter ro m a n af G eorges B e rn a n o s. F oto: W illy K u ra n t. Klip: Y ann D e d e t. M u sik : H e n r i D u tille u x . M ed v .: G é ra rd D e p a rd ie u (D o n issan ), S a n d r in e B o n n a ire (M o u c h e tte ), M a u ric e Pia la t (M enou-Segrais), A la in A r t u r (C a d ig n a n ), 'f a n n D e d e t (G allet). U d i.: A llia n c e Film . 103 m in . Prem .: 13.11.1987.