kosmorama182_014_artikel3

H

I

M

L

E

N

O

V

E

R

B

E

R

L

I

N

Historiens engel A f Erik Svendsen et sidste billede i Himlen over Berlin er

ham C olum bo. H an skal spille med i en film,

sætningen

"Fortsæ ttelse følger”. Iro­

der handler om de nazistiske ugerninger, og

nisk dementerer slutningen at den skulle

på realplanet går han rundt og tegner ansig­

være enden på historien, den er snarere be­

ter. Som gammel engel kan han ikke slippe

gyndelsen til en ny. D en der handler om

trangen til at ville registrere menneskene,

hvordan en kærlighedshistorie mellem en

m en i m odsæ tning til tidligere kan han nu

exengel og en trapezkunstner vil se ud.

sætte spor i sine streger. Peter Falk skaber

D

N år jeg skal sige noget præ gnant om fil­

(liv), ligesom filmarbejdet hæver sig op over

m en sidder jeg m ed lidt af den sam me flerty­

historien i og med at det prøver at sige noget

dighed. H vor skal m an starte og slutte? Den

om den.

usikkerhed kan falde tilbage på kritikeren,

Wenders’ hang til kunstfordoblinger og

m en den køber jeg (selvfølgelig) ikke. Poin­

selvreferencer fornæ gter sig ikke. I mange

ten er at der er mange m åder at gå til W en­

henseender er der noget velkendt over fil­

ders’ film på. M an kan følge nogle oplagte

men: den hypostaserer det kreative arbejde,

spor - fieks. kærlighedshistorien og diskus­

fordi først kunsten gør det muligt at over­

sionen om at arve historien - m en det er sin

skue verden. Udvidelsen i forhold til Wen-

sag at tale om en overordnet idé i den. Hvis

ders’ senere film er så at erkendelsesinteres­

der er nogen tråd er det at sporene altid de­

sen er blevet bredere, sådan at der fokuseres

les, at det spaltede og fragmenterede holder

på mentalitetshistoriske dimensioner, samti­

H im len over Berlin sam men. A t den handler

dig med at det personlige prøver at finde

om og er udtrykket for modsigelser der oplø­

fodfæste. I og med at den amerikanske ørken

ser enheden. Til dels.

i Paris, Texas er blevet udskiftet med det på­

D er knytter sig en række til dels-er til fil­

trængende Berlin har fortællingen fået dy­

m en. Betyder det at den er mislykket? Ingen­

bere rødder end flyvesandet kunne give.

lunde. D et svæv der er over Himlen over Ber­

D en er ikke længere transparent postm oder­

lin er intentionen. D en vil sprænge græn­

ne flygtig. M en stadig splittet og ude af stand

ser, gøre det umulige, tale flere sprog på

til at rum m e alt, selv om det akkurat er det

sam me tid, give et overblik og forsvinde

den drøm m er om .

i næ r-synet, vurdere fortiden og fokusere

Første gang vi følger de to engle, der ser

på det præsente og begynde forfra. Himlen

verden i sort-hvid, dvs. ser "virkelighedens

over Berlin er den uendelige historie, fuld af

væsenstræk”, som Wenders siger det i et in­

kakofoni. Sådan præsenteres det delte Ber­

terview bragt i det norske Profil nr. 1-2 /8 6 ,

lin, der med sine sår kan symbolisere det 20.

henvises der til et vigtigt m otiv i fortællin­

århundredes historie.

gen - historiens engel, sådan som Walter

Fortællingens historie

Novus af Paul Klee. A ntydningen falder en passant, mens de to usynlige går forbi de læ­

Benjamin opfattede den i maleriet Angelus V i ser den spektakulære bys befolkning, indfanget i hurtigt registrerende panorerin­ ger og vi følger et lille galleri af mystiske figu­

sende på byens bibliotek, der hvor viden om fortiden opmagasineres og udødeliggøres.

rer. To engle bærer historien hvoraf den ene,

Hvad Benjamin så m ente om kunstens A n-

Damiel (spillet a f Bruno G anz), vælger at le­

gelus Novus får vi ikke at vide med ord. Vi

ve et jordisk, timeligt liv. Filmens sidste del

kan selv se det ved at iagttage det historiske

handler om kærligheden og den kødelige hi­

spor i filmen, ved at vurdere de refleksioner

storie der blæser liv ind i Damiel, så hans

over tiden som H om er gør sig, ved at se det

englesyn forvandles fra so rt/h v id til farver.

H an træ der ind i historien ved at opgive at

englene ser. O g det er med Benjamins ord ik­ ke noget opløftende syn: "H istoriens engel

være et distanceret vidne til den. H ans kol­

m å se således ud. D en har sit ansigt vendt

lega opsøger en fælle i en ældgammel fortæ l­ ler, H om er (!), der insisterer på fortællingens nødvendighed i en tid hvor historien ligger

m od fortiden. H vor en kæde af hændelser fremtræder for vore øjne, der ser den kun en eneste katastrofe, der uafladeligt hober ruin

i ruiner, bogstavelig talt i de dele af byen hvor de to vandrer rundt. D erudover er der en forhenvæ rende engel, ikke hvemsomhelst, m en Peter Falk, der spiller Peter Falk, selv om byens unge naturligt nok kalder

på ruin og styrter dem for dens fødder. Den vil gerne blive, vække de døde og sam m en­ føje det adskilte. M en fra Paradis blæser en storm , der h ar tag i dens vinger og er så stærke, at englen ikke kan folde dem

sam men. D enne storm driver den ubønh ør­

Himlen over Berlin er bille­

ligt ind i fremtiden, som den vender ryggen,

der af en ikke-auratisk ver­

mens ruinerne foran vokser op i himlen.

den, m en de filmiske opta­

H vad vi kalder fremskridt, er denne "storm ”

gelser er m æ rket af en

(Benjam in i Historiefilosofiske teser nr. IX).

glemt skønhed. A uraen er altid nærvæ rende i filmen:

At se med kroppen

”E t sælsomt væv af rum og

Jeg mener at W enders deler drøm m en om at

tid: en unik fremtoning af noget fjernt der kan befin­

sam m enholde, m en ikke ganske englens hi­ storiesyn. Fortællingen om englen, der vil

de sig aldrig så n æ r” sådan

ned på jorden for at se tilværelsens farver -

definerer Benjam in begre­ bet, m en det skal med i

det sker for øjnene af os - udtrykker en m od­ gående bevægelse. D en har øje for skønhed

regnestykket, at Benjamin

og kropslig fylde. D en har ikke nok i at regi­

m ener at denne billedsans

strere og bevare overblikket. Sagen er at æ n ­

snart degenererede: ”Uefterlignelighed og varighed

dre historien ved at se med kroppen.

D et er det filmen gør i sit sprog, i sine bille­ der. Vel at m ærke på m oderne betingelser.

over nutiden og vise tidens indre brudflader.

er ligeså intim t forbundet med det tidlige

Damiel leder efter en dybde i tilværelsen.

billede (fotografiens klassikere som heks. Nadar, ES) som flygtighed og reproducerbar-

D et betyder at W enders opererer med en

D a Damiel er kom met til verden, m en sta­

indre spænding mellem den flimrende, sit­

dig ikke har m ød t sin drømmepige, sidder

hed med det sene. A t hylstret skrælles af tin­

rende enkeltsansning og det overskuende

han fortrøstningsfuldt på en tom t. Tb even­

gen, at auraen nedbrydes er betegnende for

blik. Filmens optik er englenes, vi er over­

tyrlige børn spørger ham hvad han gør der,

en synsopfattelse, hvor sansen for alt som er

ladt til deres på en gang nære og fjerne regi­

om han er syg. ”Jeg m angler” svarer englen

ens i verden har udviklet sig så vidt, at den

streringer. D e to kan se og h øre alt, bare ikke

i den spraglede frakke. Damiel vil fylde sav­

via reproduktionen form år at efterligne det

vide hvordan en krop føler og fordi de er

net ud, dertil behøver han kærligheden og

uefterlignelige”. D et er præcist dér Himlen

kropsløse kan de ikke gribe ind. De kan ikke låne deres vinger til selvmorderen, der ka­

kvinden. M ediet er musikken, en koncert

over Berlin står. A uraen kan Wenders ikke

m ed rockstjernen Nick Cave, og m ødet med

genskabe, ikke desto mindre er det det han

ster sig ud fra højhuset.

den anden om slutter ham , idet h an bevæger

bevidst forsøger, m en han er også på den an­

Tilskueren udsættes ubønhørligt for de

sig ind i kvindens krop. Kvinden folder sig

den side klar over at det ikke k an blive til an­

mangfoldige stem m er som englene sporer sig

tilsvarende ud fra at have ligget i forsterstil­

det end skygger af den uendelige historie. På

ind på, og sådan bliver Himlen over Berlin til

ling, da savnet var størst, til at kredse vand­

den m åde bliver Himlen over Berlin både en

interferensdigtning. E t lydkaos og bom bar­

ret i luften, m ens englen står på jorden og

historie om det nære og fjerne, det lille og

dem ent af indtryk der aldrig får lov til at

beundrer hende. Damiels vinger er bræ ndt,

store perspektiv. En film om kærlighed og

komme til orde eller falde til ro. Radiostatio­

m en det han vinder er, at han nu kan se op

historien og om hvordan billedmediet kan

nerne glider over hinanden ligesom kamera­

til verdens mirakler, hvor h an tidligere så

et panorerer videre. Vores syn bliver deref­

hen over dem, aldrig vidste hvad der var in­

fortælle om det der ligger udenfor billedets kant.

ter: på en gang skærpet, sensibelt og flyden­

de bag skinnet, aldrig vidste hvad et kys be­

Benjamin skriver om Sanders værk, at det

de. O g det vi konfronteres m ed er individer,

tød. Damiel ender med at vide noget en en­

var mere end en billedbog - et øvelsesatlas.

der udgør deres egen stat og som desperat

gel ikke ved, og engle kan ellers se alt. D et

Wenders vil have os til at reagere på samme

væ rner om deres grænser.

er altså ikke nok at se verden, den skal også

måde. M ed sit flaksende og eksperimente­

føles indefra - det er Damiels lære.

rende sprog, m ed den generende interfere-

H istoriens engel betragter det m oderne

ren, så vi aldrig kan dvæle ved historien, bli­

scenario og vi låner dens briller. V i bliver

Wenders kan sin historie og spiller sine

vidner til rædselshistorier og er på distance,

kort raffineret. D et kan virke connaisseurag-

ver filmen højst nutidig. Paradoksalt sagt vil

akkurat som dokum entaroptagelser fra den

tigt, for de indforståede; filmen er håbløst

jeg mene at den dermed glider ud over det

anden verdenskrig, der af og til klippes ind

intellektuel selv om den higer efter at tale

æstetiske. D en drejer sin og vores undersø­

i forløbet, ikke kan gøre andet end at se.

om kroppen. Kritikerens ord bliver tilsva­

gelse af de æstetiske distinktioners felt over

rende luftige. O m vendt vil jeg påstå at der er

til de sociale funktioner. H vordan lader det

At sanse verden

bund i de subtile henvisninger, f.eks. til Wal­

sig gøre? Ved filmens kup: vi ser og h ører den

Himlen over Berlin vil tage fortiden alvorligt,

ter Benjamin. Ikke blot har A ngelus Novus

opsplittede verden på den afstand der er na­

fordi den handler om nutiden. D er adskiller

en central placering, også de m ere tyste allu­

turlig for engle. Som engle oplever vi den

Wenders sig fra en konstrueret postm oderne film. Englen vil nok leve et liv i nuet, deltage

sioner griber ind i fortællingens hjerte. Ø je­ blikket efter at Paul Klee maleriet er blevet

hviskende nær, m en uden at kunne røre den. M en tilskueren er ikke en engel, et sfæ­

i den postm oderne hyldest til det præsente,

n æ vnt ser vi August Sanders store fotobog

risk væsen, m en et menneske der er overladt

m en han og H om er vil også påtage sig histo­

M enschen des 20.Jahrhunderts og senere

til sin egen skæbne. Til selv at skabe sin hi­

rien, hvadenten det er kærlighedens (der

bliver der bladret i den - bagfra og vi ser

storie. D et ser vi smukt gennem W enders’

rum m er alt) eller den store, lemlæstende hi­

nogle af fotografens registreringer af den ty­

kunstgreb.

storie. I sin insisteren på at bryde med det

ske histories forløb. Portræ tter af skæbner,

bevidsthedsglid, der er postm odernitetens,

der har kæm pet med historien og er blevet

peger Himlen over Berlin på andre veje. D en

mæ rket af den for livet.

imødegår bevidst den nye glemsel. Samtidig

Benjamin skrev flere gange om Sander, der

m ed at den som visuelt udtryk, i sin æstetik,

ifølge kunstfilosoffen form åede at indkredse et fotos aura, der kunne forlene billedet med substans og sikkerhed. H vad h ar Benjamins snak om auraen, bundet til mellemkrigsti­

dramatik og fiktionsorganisering synes at være på højde m ed en splittet og flygtig nu­ tid. Film en viser ikke blot en overflade, en tegnverden præget af det Baudrillard kalder simulacrum. D en vil paradoksalt også op

dens kunsteksperimenter, så at gøre med W enders’ byportræt? E n del vil jeg mene.

H im len over Berlin Der Himmel iiber Berlin.

Vesttyskland 1987. Instr.: W im Wenders. Manus: Wim Wenders og Peter Handke.

Foto: Henri Alekan. Klip: Peter Przygodda. Musik: Jiirgen Knieper. Prod.: Wim Wenders, A natole Daum an.

Medv.: Bruno Ganz (Damiel), Solveig D om m artin (Ma­ tion), O tto Sander (Cassiel), Curt Bois (Homer), Peter Falk som sig selv. Udi.: Scala Film. 130 m in. Prem.: 20.11.1987.

15