D
E
N
S
O
R
T
E
E
N
K
Maskepi Bob Rafelson inviterer til enkebal og maskespil i raffineret psykologisk thriller af Kaare Schmidt
10
E
T
hrilleren er en god genre, ikke blot hvis m an vil have en thriller, men også som
ram me for noget andet og mere. D en psykologiske thriller og den politiske thriller kan bruge gedigent menneskeligt eller socialt konfliktstof til god, meningsfuld spænding. Eller - i bedste fald - bruge den ydre spændingsramme som den exceptionelle situa tion, der sæ tter en bredere tematik på spid sen, fanger personer og institutioner off guard, så konsekvenserne og essensen af de res i det daglige tilforladelige gøremål afdækkes: det ellers usynlige bliver synligt, det el lers utilgængeligt indviklede fremstår i en nøddeskal. D et er jo fremgangsmåden i al god kunst, at gøre det komplekse enkelt og ikke foren klet, først at skære igennem til benet og så at bruge snittet til at vise kompleksiteten. Hertil forærer en genre kunstneren en start situation samt forhåndsinteresse og -kend
der forklaringer. Som f.eks. i M am ie, hvor
skab hos publikum. Faren ligger selvfølgelig
kvindens handlinger føres tilbage i psyken,
i at drukne i genrens spilleregler, så m an ikke
som føres tilbage til en stormfuld nat i b arn
kom mer videre.
dom m en, som genopleves med dr. Freud ved
Bob Rafelsons aktuelle film, Den sorte en ke, er en psykologisk thriller i den gode ende
hånden. N øglen til Den sorte enke er be
- den kom m er videre. Rafelson er eksklusiv,
handler, som m an gør”!
m ærkningen:
„Ingen
ved,
hvorfor
Theresa Russell myrder en privatdetektiv (Ja mes Hong), som Debra Winger har hyret på Hawaii. Belysning og interiør (vinduet!) som i en film noir fra 40eme, ligesom Russells fem me fatale.
m an alt med et skjold, der dækker over usikker
laver få og ambitiøse, eksperimenterende
Filmen beskriver to ret så forskellige kvin
hed og manglende erfaring i kærlighed, sex, m æ nd - en maske, der erstatter et uopfyldt
film, den sære Jeg køber Rådhuspladsen (1972)
der. D en ene lever af at gifte sig med rige
om fremm edgjorthed, det berømm ede gen
m æ nd og så myrde dem, den anden lever for
behov. D erfor fascineres hun af Russell, der
nem brud Five Easy Pieces (70) om rodløshed
sit arbejde, at opklare forbrydelser via data
- med ligeså stor perfektion og m ålrettethed - realiserer alt det, hun selv har afskrevet.
og identitetsproblemer, den fjerde version af
analyse på et FBI-kontor (FBI er ikke her ro
James M . C ains Postbudet ringer altid to gange
mantisk action m en hverdag hos Rigspoliti
(81), hvor bogens sex-er-min-skæbne tema
et).
W inger) sporer
regne sig frem til, det er ret indlysende i hi
for første gang fik filmisk udtryk så brillerne
mordersken (Theresa Russell), og der udvik
storien og siges også direkte af W ingers chef,
duggede. D et eksperimentelle i iscenesættel
ler sig en psykologisk kamp imellem dem,
i få ord, „Du er ikke lykkelig”, og „Du er lige
sen afbalanceres af en instruktion, hvor skue
som vokser sig stærkere end „politi mod for
så skør som hende”. Efter sin indædte jagt på
FBI-kvinden
(Debra
D et er ikke noget, tilskueren behøver at
spillerne får modsigelsesfyldte personer til at
bryder”, maskerne brydes ned, begge falske
Russell, bliver W inger løbet helt over ende
fremstå som hele, afrundede og nuancerede
identiteter afsløres, og foruden at snøre hin
ved m ødet med hende - og hendes elsker,
ned i mindste detaljer; Jack N icholson i de
anden på det mest udspekulerede diskuterer
som hun fikst kaster i arm ene på W inger og
tre sidstnævnte film, hvor Five Easy Pieces
de - uden at tingene siges direkte - hin
slår to fluer med et smæk. Elskeren (den
stadig er en af hans bedste præstationer
andens motiver. W inger forærer Russell et
franske supercharm ør Sami Frey) bliver end
overhovedet; og Jessica Lange, som Rafelson
smykke form et som en edderkop, den sorte
nu mere interesseret i Russell, og W inger
fandt i et provinsteater, skrottet efter filmde
enke, der parrer sig og så slår magen ihjel.
sættes skakmat, da hun opdager sin egen
buten i King Kong (76), og gjorde til en af fir
Russell næ vner smilende smykkets budskab
kærlighed og sårbarhed. M an kan ikke
sernes store seriøse stjerner (på linie med
med indirekte reference til sig selv og tilføjer:
handle rationelt, når m an er jaloux.
Meryl Streep og K athleen Turner), da hun
„Q uestion is, does she love?”
Russell myrder Frey og får W inger hængt
næsten udspillede N icholson i Postbudet.
G ø r hun? D et er spørgsmålet for Winger,
op på m ordet, den m onom ane kvinde, der i
Theresa Russell og Debra W inger har været
der selv er blevet forelsket i den m and, som
den forgæves jagt er kom m et til at identifice
spændende før, m en aldrig så spændende
Russell nu erobrer og gifter sig med, dvs. vil
re sig med sit offer og i den rolle har lidt ne
som i Den sorte enke.
slå ihjel. Russell forbliver flygtig som person,
Etablering
ganske som på de bryllupsbilleder, hvor W inger sporer hende og hvor hun hver gang
derlag også i kærlighed, intet under at det er slået klik for hende. Beviserne er nydeligt plantet, og psykologien leverer et skudsik
Den sorte enke kan umiddelbart sammenlig
har vendt ansigtet, så hun ikke kan identifi
kert motiv, lige efter bogen. Bortset fra, at
nes med H itchcocks M amie - kvinden der
ceres helt præcist. Ingen andre kan se lighe
Frey ikke er død. Russells fælde var forudset
skifter identitet for hver berigelsesforbrydel
den på bryllupsbillederne eller sam men
af Winger, der satte sin egen fælde (om end
se - og Farligt møde, hvor en psykopat og en
hængen i de øvrige indicier, og for W inger
det havde været fristende frækt at ende med
bedsteborger skal bytte mord og fascineres af
bliver det en personlig besættelse -
W inger bag trem m er og Russell på valsen).
hinandens personlighed; sam t Bergmans Per
know . . . ” - hvor brikkerne skal falde på
sona, hvor to kvinder nedbryder hinandens
plads. Hvilke brikker?
„I
Russell og Winger, fulgt så den ene og så den anden, m en den har alligevel holdt Wingers
masker og nærm est får fælles indentitet. M en sammenligningen holder kun på de ydre ligheder, den illustrerer forskelle. Både Bergman (der ikke bruger thrillerens form) og H itchcock arbejder dybdepsykologisk, markerer sig med symboler og søger og fin
D et er ikke alene sm art gjort af Winger, m en også af filmen. D en har skiftet mellem
Dramatisering W inger er en rigtig amerikansk spejderpige, frembrusende, højtråbende, effektiv i arbej det, rodet og ligeglad med sit privatliv, alt i
synsvinkel - vi har kun fået de inform atio ner om Russell, som W inger alligevel graver frem. Indtil slutsekvensen, hvor vi tro r Frey er død, fordi Russell gør det og vi dermed
11
fremstillet. Feks. m øder vi første gang Rus sell efter en begravelse, så springes der til hun er gift igen og putter gift i en flaske, så er begravelsen igen overstået, og der springes til hele forarbejdet, hvor hun sæ tter sig ind i næste offers interesser. O g det viser sig fak tisk at være kernen, der hermed gradvis afdækkes, hendes personlighedsopbygning og -ændring, som det psykologiske spil med W inger derefter viser kompleksiteten i. Visuelt formidles i mesterfotografen C o n rad Halls billeder indtrykket af de skærpede sanser, der skal til for at gennemskue m en nesker (og lave kunst). Russell bevæger sig ofte bagom ting og i halvlys, forsøger at und gå (filmens) iagttagelse af hende, indtil W in ger er nået ind på livet af hende, og hun ikke kan skjule sig mere. Farvevirkningern bytter overraskende ru ndt, så f.eks. „varme” m otiv er får kolde farver og om vendt, endda i sam me billede - tingene er ikke som m an forven ter, ligesom „skurken” er lyshåret og „hel ten” m ørkhåret. O g totalbilleder er belyst, så alle detaljer står frem med en egen me ning, f.eks. et udendørs billede fra en færge, hvor Seattles skyline i en baggrund, der i al mindelig fotografering ville være både let di set og lidt bevægelsesuskarp, fremstår lige så punktskarp som forgrunden med personer ne, der netop har de skærpede sanser: W in Russell har gjort det til en profession at
ger ser første gang Russell, og indtrykket for
skifte masker (hvilket skuespilleren Russell
midles i totalbilledet. D et usynlige bliver
pludselig har forladt W ingers synsvinkel, og
gør uhyggeligt overbevisende), og hun har
synligt!
falder i hendes fælde. H un har nemlig ikke
ikke så megen anden personlighed end sine
I klipningen bruges ofte frække spring i tid
æ ndret sig, sådan som der lægges op til.
mange personligheder - ligesom en skuespil
og sted, alt overflødigt er barberet af, uden
W ingers personlighedsændring forudskik-
ler kan opleve det (M ichael Caine har for
at det virker hæsblæsende, fordi m etoden
kes visuelt, da hun arbejder med bryllupsbil-
nylig sagt det sådan: „Jo mere jeg fjerner mig
skærper opm æ rsom heden, alt viser noget,
lederne i lysbilledforstørrelse og går ind for
fra min egen personlighed, desto bedre synes
og den pointerer enkeltscenerne som klare
an fremviseren, så billederne af Russell proji
jeg om det, hvis jeg da nogensinde finder ud
brikker i et større puslespil. O g så klippes der
ceres på hende selv. D a de er mødtes, låner
af, hvordan min egen karakter er. Jeg bruger
vittigt på sigende modsigelser - Russell smi
den fattige W inger sm art tøj af Russell og bli
så megen tid på at spille andre personer, at
ler lykkeligt til en ægtem and, og i næste bil
ver en ny person. O g der er mere af den slags
når jeg ser mig i spejlet, har jeg aldrig min
lede er han både død og begravet og vi er
Personu-stof, men det er - som slutningen vi
egen frisure. Faktisk har det stået på så læn
langt inde i næste historie. D er er så meget
ser - ikke oplysninger på fortællerplanet,
ge, at jeg har glemt, hvordan min egen frisu
fod på tingene, at filmen midt i dram aet har
objektivt og uden personernes viden, som det ville være i en dybdepsykologisk skild
re ser ud”).
overskud til at være endda særdeles vittig og
ring af det ubevidste. W inger er bevidst om ,
ske, hvor Russells fristelser ram m er et øm t
nede sammen. Feks. da W inger fortæller hi
hvad der foregår i hende selv. Efter lysbillederne sam menligner hun med sit eget spejl
storien om sin far, som bliver en overrasken
billede! O g da chefen antyder noget psykoa
punkt, der afvæbner hende - skuespilleren Wingers skift fra aggressiv dynamik til sår bar følsomhed er simpelt hen betagende.
de tematisk pointe, samtidig med at hun bruger den til at afvise chefens tilnærmelser, som viser sig bag hans bekymrede mine.
W inger har gjort sin profession til sin ma
lade flere lag i fortællingen støde helt afvæb
nalytisk, fortæller hun ham om dengang
M en hun ændrer sig ikke efter psykologibo-
hun som b arn blev slået af sin far, og faderen
gen (eller fikse m anuskriptkonstruktioner),
Den sorte enke er Rafelsons bedste film. E n
pludselig faldt død om . Brikkerne falder på
hun ender netop overraskende med at opret
delig har han lavet et mesterværk, som de
plads, og chefen er behørigt chokeret. Så
holde sin identitet, med den fine antydning
foregående film lovede m åtte komme.
bryder hun ud i en skoggerlatter, faldt du for
af tvivl, der ligger i hendes ensom m e exit fra
D e n sorte enke
den, nej, „ingen ved, hvorfor m an handler,
retsbygningen til sidst. Politichefen siger til
som m an gør”.
pressefolkene, at nu skal han fortælle dem
Black Widow. U S A
Filmen benæ gter ikke, a t der foregår et og andet i underbevidstheden, men den afviser
historien - som sløjfe på filmens handling mens W inger bag glasdøren ses forsvinde på
R o n a ld Bass. F o to : C o n r a d H a ll. K lip: J o h n B io o m . M u
de nem m e forklaringer. M ennesker kan ikke forstås som (reduceres til) produkt af nogle præcise faktorer, brikkerne falder ikke på plads i psykologiske årsag-virkning forkla ringer. Personerne dækker sig bag masker, bagved er noget andet, men ikke noget radi kalt anderledes.
den åbne plads udenfor: hvor går hun hen?
12
1987. I n s tr : B o b R a fe lso n . M a n u s :
sik : M ic h a e l S m a ll. P -d esig n : G e n e C a lla h a n . P ro d : H a
Visualisering
ro ld S c h n e id e r . E x -p ro d : L a u r e n c e M a rk - 2 0 th C e n t u ry Fox. M e d v : D e b r a W in g e r (A lex ), T h e r e s a R u ssell ( C a th a r in e /R e n n ie m .fl.), S a m i F rey (Paul), D e n n is H o p p e r
A t forstå sig på mennesker svarer dermed til
(B en ), N ic o l W illia m s o n (W illia m
at skabe kunst - både at se det enkle og bru ge det til det komplekse. Sådan er Den sorte enke også dramaturgisk opbygget og visuelt
O ’Q u i n n (B ru ce ), L o is S m ith (S ara), D.W. M o ffe tt (M i
M a c a u le y ), T erry
c h a e l), L e o Rossi (R icci), M a ry W o ro n o w (S h e lle y ), Ruta n y a A ld a (Iren e), Ja m e s H o n g (S h in ). U d i: C o lu m b ia -F o x . 103 m in . P rem : 8 .5.1987.