kosmorama180_010_artikel3

D

E

N

S

O

R

T

E

E

N

K

Maskepi Bob Rafelson inviterer til enkebal og maskespil i raffineret psykologisk thriller af Kaare Schmidt

10

E

T

hrilleren er en god genre, ikke blot hvis m an vil have en thriller, men også som

ram me for noget andet og mere. D en psykologiske thriller og den politiske thriller kan bruge gedigent menneskeligt eller socialt konfliktstof til god, meningsfuld spænding.

Eller - i bedste fald - bruge den ydre spændingsramme som den exceptionelle situa­ tion, der sæ tter en bredere tematik på spid­ sen, fanger personer og institutioner off guard, så konsekvenserne og essensen af de­ res i det daglige tilforladelige gøremål afdækkes: det ellers usynlige bliver synligt, det el­ lers utilgængeligt indviklede fremstår i en nøddeskal.

D et er jo fremgangsmåden i al god kunst, at gøre det komplekse enkelt og ikke foren­ klet, først at skære igennem til benet og så at bruge snittet til at vise kompleksiteten.

Hertil forærer en genre kunstneren en start­ situation samt forhåndsinteresse og -kend­

der forklaringer. Som f.eks. i M am ie, hvor

skab hos publikum. Faren ligger selvfølgelig

kvindens handlinger føres tilbage i psyken,

i at drukne i genrens spilleregler, så m an ikke

som føres tilbage til en stormfuld nat i b arn ­

kom mer videre.

dom m en, som genopleves med dr. Freud ved

Bob Rafelsons aktuelle film, Den sorte en­ ke, er en psykologisk thriller i den gode ende

hånden. N øglen til Den sorte enke er be­

- den kom m er videre. Rafelson er eksklusiv,

handler, som m an gør”!

m ærkningen:

„Ingen

ved,

hvorfor

Theresa Russell myrder en privatdetektiv (Ja­ mes Hong), som Debra Winger har hyret på Hawaii. Belysning og interiør (vinduet!) som i en film noir fra 40eme, ligesom Russells fem ­ me fatale.

m an alt med et skjold, der dækker over usikker­

laver få og ambitiøse, eksperimenterende

Filmen beskriver to ret så forskellige kvin­

hed og manglende erfaring i kærlighed, sex, m æ nd - en maske, der erstatter et uopfyldt

film, den sære Jeg køber Rådhuspladsen (1972)

der. D en ene lever af at gifte sig med rige

om fremm edgjorthed, det berømm ede gen­

m æ nd og så myrde dem, den anden lever for

behov. D erfor fascineres hun af Russell, der

nem brud Five Easy Pieces (70) om rodløshed

sit arbejde, at opklare forbrydelser via data­

- med ligeså stor perfektion og m ålrettethed - realiserer alt det, hun selv har afskrevet.

og identitetsproblemer, den fjerde version af

analyse på et FBI-kontor (FBI er ikke her ro­

James M . C ains Postbudet ringer altid to gange

mantisk action m en hverdag hos Rigspoliti­

(81), hvor bogens sex-er-min-skæbne tema

et).

W inger) sporer

regne sig frem til, det er ret indlysende i hi­

for første gang fik filmisk udtryk så brillerne

mordersken (Theresa Russell), og der udvik­

storien og siges også direkte af W ingers chef,

duggede. D et eksperimentelle i iscenesættel­

ler sig en psykologisk kamp imellem dem,

i få ord, „Du er ikke lykkelig”, og „Du er lige

sen afbalanceres af en instruktion, hvor skue­

som vokser sig stærkere end „politi mod for­

så skør som hende”. Efter sin indædte jagt på

FBI-kvinden

(Debra

D et er ikke noget, tilskueren behøver at

spillerne får modsigelsesfyldte personer til at

bryder”, maskerne brydes ned, begge falske

Russell, bliver W inger løbet helt over ende

fremstå som hele, afrundede og nuancerede

identiteter afsløres, og foruden at snøre hin­

ved m ødet med hende - og hendes elsker,

ned i mindste detaljer; Jack N icholson i de

anden på det mest udspekulerede diskuterer

som hun fikst kaster i arm ene på W inger og

tre sidstnævnte film, hvor Five Easy Pieces

de - uden at tingene siges direkte - hin­

slår to fluer med et smæk. Elskeren (den

stadig er en af hans bedste præstationer

andens motiver. W inger forærer Russell et

franske supercharm ør Sami Frey) bliver end­

overhovedet; og Jessica Lange, som Rafelson

smykke form et som en edderkop, den sorte

nu mere interesseret i Russell, og W inger

fandt i et provinsteater, skrottet efter filmde­

enke, der parrer sig og så slår magen ihjel.

sættes skakmat, da hun opdager sin egen

buten i King Kong (76), og gjorde til en af fir­

Russell næ vner smilende smykkets budskab

kærlighed og sårbarhed. M an kan ikke

sernes store seriøse stjerner (på linie med

med indirekte reference til sig selv og tilføjer:

handle rationelt, når m an er jaloux.

Meryl Streep og K athleen Turner), da hun

„Q uestion is, does she love?”

Russell myrder Frey og får W inger hængt

næsten udspillede N icholson i Postbudet.

G ø r hun? D et er spørgsmålet for Winger,

op på m ordet, den m onom ane kvinde, der i

Theresa Russell og Debra W inger har været

der selv er blevet forelsket i den m and, som

den forgæves jagt er kom m et til at identifice­

spændende før, m en aldrig så spændende

Russell nu erobrer og gifter sig med, dvs. vil

re sig med sit offer og i den rolle har lidt ne­

som i Den sorte enke.

slå ihjel. Russell forbliver flygtig som person,

Etablering

ganske som på de bryllupsbilleder, hvor W inger sporer hende og hvor hun hver gang

derlag også i kærlighed, intet under at det er slået klik for hende. Beviserne er nydeligt plantet, og psykologien leverer et skudsik­

Den sorte enke kan umiddelbart sammenlig­

har vendt ansigtet, så hun ikke kan identifi­

kert motiv, lige efter bogen. Bortset fra, at

nes med H itchcocks M amie - kvinden der

ceres helt præcist. Ingen andre kan se lighe­

Frey ikke er død. Russells fælde var forudset

skifter identitet for hver berigelsesforbrydel­

den på bryllupsbillederne eller sam men­

af Winger, der satte sin egen fælde (om end

se - og Farligt møde, hvor en psykopat og en

hængen i de øvrige indicier, og for W inger

det havde været fristende frækt at ende med

bedsteborger skal bytte mord og fascineres af

bliver det en personlig besættelse -

W inger bag trem m er og Russell på valsen).

hinandens personlighed; sam t Bergmans Per­

know . . . ” - hvor brikkerne skal falde på

sona, hvor to kvinder nedbryder hinandens

plads. Hvilke brikker?

„I

Russell og Winger, fulgt så den ene og så den anden, m en den har alligevel holdt Wingers

masker og nærm est får fælles indentitet.

M en sammenligningen holder kun på de ydre ligheder, den illustrerer forskelle. Både Bergman (der ikke bruger thrillerens form) og H itchcock arbejder dybdepsykologisk, markerer sig med symboler og søger og fin­

D et er ikke alene sm art gjort af Winger, m en også af filmen. D en har skiftet mellem

Dramatisering W inger er en rigtig amerikansk spejderpige, frembrusende, højtråbende, effektiv i arbej­ det, rodet og ligeglad med sit privatliv, alt i

synsvinkel - vi har kun fået de inform atio­ ner om Russell, som W inger alligevel graver frem. Indtil slutsekvensen, hvor vi tro r Frey er død, fordi Russell gør det og vi dermed

11

fremstillet. Feks. m øder vi første gang Rus­ sell efter en begravelse, så springes der til hun er gift igen og putter gift i en flaske, så er begravelsen igen overstået, og der springes til hele forarbejdet, hvor hun sæ tter sig ind i næste offers interesser. O g det viser sig fak­ tisk at være kernen, der hermed gradvis afdækkes, hendes personlighedsopbygning og -ændring, som det psykologiske spil med W inger derefter viser kompleksiteten i.

Visuelt formidles i mesterfotografen C o n ­ rad Halls billeder indtrykket af de skærpede sanser, der skal til for at gennemskue m en­ nesker (og lave kunst). Russell bevæger sig ofte bagom ting og i halvlys, forsøger at und­ gå (filmens) iagttagelse af hende, indtil W in­ ger er nået ind på livet af hende, og hun ikke kan skjule sig mere. Farvevirkningern bytter overraskende ru ndt, så f.eks. „varme” m otiv­ er får kolde farver og om vendt, endda i sam­ me billede - tingene er ikke som m an forven­ ter, ligesom „skurken” er lyshåret og „hel­ ten” m ørkhåret. O g totalbilleder er belyst, så alle detaljer står frem med en egen me­ ning, f.eks. et udendørs billede fra en færge, hvor Seattles skyline i en baggrund, der i al­ mindelig fotografering ville være både let di­ set og lidt bevægelsesuskarp, fremstår lige så punktskarp som forgrunden med personer­ ne, der netop har de skærpede sanser: W in­ Russell har gjort det til en profession at

ger ser første gang Russell, og indtrykket for­

skifte masker (hvilket skuespilleren Russell

midles i totalbilledet. D et usynlige bliver

pludselig har forladt W ingers synsvinkel, og

gør uhyggeligt overbevisende), og hun har

synligt!

falder i hendes fælde. H un har nemlig ikke

ikke så megen anden personlighed end sine

I klipningen bruges ofte frække spring i tid

æ ndret sig, sådan som der lægges op til.

mange personligheder - ligesom en skuespil­

og sted, alt overflødigt er barberet af, uden

W ingers personlighedsændring forudskik-

ler kan opleve det (M ichael Caine har for

at det virker hæsblæsende, fordi m etoden

kes visuelt, da hun arbejder med bryllupsbil-

nylig sagt det sådan: „Jo mere jeg fjerner mig

skærper opm æ rsom heden, alt viser noget,

lederne i lysbilledforstørrelse og går ind for­

fra min egen personlighed, desto bedre synes

og den pointerer enkeltscenerne som klare

an fremviseren, så billederne af Russell proji­

jeg om det, hvis jeg da nogensinde finder ud

brikker i et større puslespil. O g så klippes der

ceres på hende selv. D a de er mødtes, låner

af, hvordan min egen karakter er. Jeg bruger

vittigt på sigende modsigelser - Russell smi­

den fattige W inger sm art tøj af Russell og bli­

så megen tid på at spille andre personer, at

ler lykkeligt til en ægtem and, og i næste bil­

ver en ny person. O g der er mere af den slags

når jeg ser mig i spejlet, har jeg aldrig min

lede er han både død og begravet og vi er

Personu-stof, men det er - som slutningen vi­

egen frisure. Faktisk har det stået på så læn­

langt inde i næste historie. D er er så meget

ser - ikke oplysninger på fortællerplanet,

ge, at jeg har glemt, hvordan min egen frisu­

fod på tingene, at filmen midt i dram aet har

objektivt og uden personernes viden, som det ville være i en dybdepsykologisk skild­

re ser ud”).

overskud til at være endda særdeles vittig og

ring af det ubevidste. W inger er bevidst om ,

ske, hvor Russells fristelser ram m er et øm t

nede sammen. Feks. da W inger fortæller hi­

hvad der foregår i hende selv. Efter lysbillederne sam menligner hun med sit eget spejl­

storien om sin far, som bliver en overrasken­

billede! O g da chefen antyder noget psykoa­

punkt, der afvæbner hende - skuespilleren Wingers skift fra aggressiv dynamik til sår­ bar følsomhed er simpelt hen betagende.

de tematisk pointe, samtidig med at hun bruger den til at afvise chefens tilnærmelser, som viser sig bag hans bekymrede mine.

W inger har gjort sin profession til sin ma­

lade flere lag i fortællingen støde helt afvæb­

nalytisk, fortæller hun ham om dengang

M en hun ændrer sig ikke efter psykologibo-

hun som b arn blev slået af sin far, og faderen

gen (eller fikse m anuskriptkonstruktioner),

Den sorte enke er Rafelsons bedste film. E n ­

pludselig faldt død om . Brikkerne falder på

hun ender netop overraskende med at opret­

delig har han lavet et mesterværk, som de

plads, og chefen er behørigt chokeret. Så

holde sin identitet, med den fine antydning

foregående film lovede m åtte komme.

bryder hun ud i en skoggerlatter, faldt du for

af tvivl, der ligger i hendes ensom m e exit fra

D e n sorte enke

den, nej, „ingen ved, hvorfor m an handler,

retsbygningen til sidst. Politichefen siger til

som m an gør”.

pressefolkene, at nu skal han fortælle dem

Black Widow. U S A

Filmen benæ gter ikke, a t der foregår et og andet i underbevidstheden, men den afviser

historien - som sløjfe på filmens handling mens W inger bag glasdøren ses forsvinde på

R o n a ld Bass. F o to : C o n r a d H a ll. K lip: J o h n B io o m . M u ­

de nem m e forklaringer. M ennesker kan ikke forstås som (reduceres til) produkt af nogle præcise faktorer, brikkerne falder ikke på plads i psykologiske årsag-virkning forkla­ ringer. Personerne dækker sig bag masker, bagved er noget andet, men ikke noget radi­ kalt anderledes.

den åbne plads udenfor: hvor går hun hen?

12

1987. I n s tr : B o b R a fe lso n . M a n u s :

sik : M ic h a e l S m a ll. P -d esig n : G e n e C a lla h a n . P ro d : H a ­

Visualisering

ro ld S c h n e id e r . E x -p ro d : L a u r e n c e M a rk - 2 0 th C e n t u ry Fox. M e d v : D e b r a W in g e r (A lex ), T h e r e s a R u ssell ( C a th a r in e /R e n n ie m .fl.), S a m i F rey (Paul), D e n n is H o p p e r

A t forstå sig på mennesker svarer dermed til

(B en ), N ic o l W illia m s o n (W illia m

at skabe kunst - både at se det enkle og bru­ ge det til det komplekse. Sådan er Den sorte enke også dramaturgisk opbygget og visuelt

O ’Q u i n n (B ru ce ), L o is S m ith (S ara), D.W. M o ffe tt (M i­

M a c a u le y ), T erry

c h a e l), L e o Rossi (R icci), M a ry W o ro n o w (S h e lle y ), Ruta n y a A ld a (Iren e), Ja m e s H o n g (S h in ).

U d i: C o lu m b ia -F o x . 103 m in . P rem : 8 .5.1987.