blive fortrolig med. Jeg føler mig vel nok mest som englænder, jeg bor godt og lever godt her, vores børn er meget, meget en gelske, men jeg arbejder lige godt alle ste der«. »Mine forældre overlevede ikke nazister ne. Jeg selv var heldig. Held har altid været en vigtig faktor i mit liv. Jeg er ikke særlig flittig, men har vel filmisk tæft og noget af et forretningstalent. Jeg har så langt mine største indtægter som partner i et selskab, der laver reklamefilm. Mindst held har jeg haft med de to film, jeg har lavet i USA, hvor publikum hadede »The Gambler« fordi - tror jeg - jeg var konsekvent i at tegne James Caan som en taber. Det blev til, hvad jeg kalder »a dark film «, det samme udtryk bru gerjeg om »Dog Soldiers« efter Robert Stones pragtstykke af en sort roman. Den film blev lanceret som en krigsfilm og med rekla mebilleder af Nick Nolte sat op som en an den Kung Fu-helt«. »Men jeg siger nu aldrig, at noget var no gen andens skyld end min egen. Jeg tror, jeg kan lave film hvor som helst. Jeg begyndte selv som filmkritiker, jeg læser stadig kriti kerne og giver dem ofte ret. Og lige så ofte uret. Jeg ved, at halvdelen af kritikerne vil sige, vi har ødelagt »Løjtnanten’s kvinde«, de andre vil sige, vi har fået et pragtværk ud af et stykke litterært krukkeri. Begge parter kan have ret. En ting ved jeg bare, og det er, at den dag en filmmand prøver at være »tro fast« overfor en bogs ord, han vil filmatisere, så er han i farezonen. Fowles selv erkendte, at Pinter og jeg måtte have frie hænder«. »Vi optog »Løjtnantens kvinde« på femten uger og for kun 9Vfe millioner dollars, rene småpenge. Det hjalp, at Meryl Streep ikke øgede sit honorarkrav, selv om hun i mel lemtiden var blevet en superstar ved hjælp af »Kramer mod Kramer«. For resten fandt Warner filmen for dyr og overlod den til Uni ted Artists’ Steven Bach. Synd for Bach, at han ikke overlevede hos UA indtil vores pre miere og efterfølgende succes. Han røg ud sammen med de øvrige topfolk i »Heaven’s Gate«-kølvandet«. »Almindeligvis er jeg min egen producent. Jeg betaler for min frihed som instruktør. Det koster mig gerne tre år at gennemføre en film fra idé til premiere. Så jeg lever frede ligt med mine reklamefilm. De giver grund lag for mange eksperimenter med filmsprog og filmform, og de giver mig de penge, der holder mig og min familie elegant boende i Belsize Park. Det er nu længe siden,jeg selv har skrevet og instrueret en reklamefilm, men jeg gør det igen om kort tid. For nylig havde jeg mine børnebørn med på sightsee ing i London, og det eneste, der rigtig vakte jubel hos dem, var et besøg hos McDonald’s. Og da jeg bagefter hørte, at mit reklame filmfirma havde påtaget sig at lave en serie TV-spots for hamburger-koncernen, gav jeg mig selv opgaven. Jeg vil præsentere ham burger-spisningens lyksaligheder som set gennem børns øjne - helt uden fordomme i retning af foragt for fast-food og det ameri k a n sk e i al a lm in d e lig h e d . J e g b liv e r selv
som barn igen ved tanken«, slutter han og fordyber sig med genvundet tavshed i den franske restaurants næste ombæring.
Jagten på nostalgien Peter Schepelem skriver om Steven Spielbergs seneste film »Jagten på den forsvundne skat«, der er en kunstnerisk forløst demonstration af medrivende fortælleglæde
Harrison Ford i »Jagten på den forsvundne skat«.
D e n ark, som titlen »Raiders of the Lost Ark« hentyder til, er ikke Noahs, som arkæ ologerne formentlig stadig leder efter på Ararat, men den såkaldte Pagtens Ark, dvs. den kiste hvori israelitterne under vandrin gen i ørknen opbevarede deres hellige ting. Ifølge Bibelen drejede det sig om »en ark af akacietræ, halvtredje alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj ... på alle sider beslået med guld, og i den var der en
guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den som havde blomstret, og Pagtens tavler« (hvis man sammensætter beskrivelserne i Anden M ose b o g , 25, 10-11, o g Brevet til H e bræerne, 9,4). Arken kom til at stå i Jerusalem-templets allerhelligste, men forsvandt siden. M å sk e i forb in d e lse m ed tem p lets ø d e
læggelse, måske gemte profeten Jeremias den i en hule, sådan som det hævdes i den apokryfiske anden Makkabæerbog (2,7).
191
Når israelitterne gik i krig, tog de arken med for så at sige at have Gud på deres side »Lad os hente vor Guds ark ... for at han kan være i vor midte og fri os af vore fjenders hånd«, hedder det et sted (I Sam. 4,3) - og handlingen i Steven Spielbergs film drejer sig netop om, at nazisterne engang i 1930’rne, hjulpet af en fransk arkæolog, er lige på nippet til at lokalisere den forsvund ne ark, som de forestiller sig vil sikre dem sejren i de tilstundende militære konfronta tioner. Men faktisk rummer Bibelen en klar advarsel mod dette: Da filistrene engang erobrede arken fra israelitterne, hjemsøgte Gud dem med en pestepidemi, der varede indtil de havde leveret arken tilbage til dens retmæssige ejere (jf. Første Samuelsbog, 4-6). Det forekommer også ret naivt af nazi sterne at vente nogen større imødekommen hed fra lige netop jødefolkets gud. Alligevel er den amerikanske regering be kymret og kontakter den unge arkæologi professor, Indiana Jones, som deler sin tid ligeligt mellem klasseværelset og dumdri stige ekspeditioner, og pålægger ham ene mand at sikre arken for USA. Filmen, der er blevet sommerens største
der som flyvergeniet Han Solo i »Star Wars«-filmene), har træffende sagt, a t »R ai ders is really about movies« (TIME, 15.6.1981), og filmen er først og fremmest et kosteligt tilbageblik over adventure-genrens muligheder med kærlige hilsner til en lang tradition af eventyrlige film fra Méliés’ . Jules Verneiader over Feuillade- og Pearl White-serials til 30’rnes og 40’rnes mere el ler mindre primitive serier (af typen »Tarzan«) og serials (af typen »Flash Gordon«), Lige som Youngs »The Scarlet Pimpernel« handler »Raiders« om en person, der lever et dobbeltliv, snart trivielt, snart heroisk; lige som Bennett & Martons »King Solomon’s Mines« (efter romanen af Rider Haggard, der står centralt i adventure-litteraturen) handler den om en farefuld færd ind i et utrygt, eksotisk territorium, hvor en legen darisk forsvunden skat skal findes; lige som Brocas »L’Homme de Rio« handler den blandt andet om jagt på trofæer i den syda merikanske jungle. Men den henter også elementer i det mytologiske helteepos å la Boormans »Excalibur« og i hvad man kunne kalde den 'arkæologiske’ thriller med okkul te overtoner, dvs. film som Freunds gode
George Lucas og Steven Spielberg.
kommercielle træffer hos det amerikanske publikum, er instrueret af Spielberg - hans første film efter den gebommerlige fiasko med »1941« - og produceret og medforfattet af George Lucas, der ellers bruger det meste af sin tid på at producere sequels til »Star Wars«. Den lægger sig i forlængelse af især Lucas’ film som et dyk ned i barndommens mytologiske heltedyrkelse, genoplivet med nostalgisk reverens over for aner i tegneseri en, de kulørte drengebøger og naturligvis især de eventyrlige underholdningsfilm. Harrison Ford, der spiller hovedrollen som Indiana Jones (og som vi allerede ken-
192
rationer havde været tryllebundne af. Med film som »Star Wars«, »Close Encounters of the Third Kind«, »Flash Gordon«, »Super man«, »Excalibur« og »Raiders of the Lost Ark« har den opvoksende amerikanske ung dom i de seneste år nok omsider fået deres værste tørst efter eventyrlig fiktion slukket. Helten i adventure-filmen er opfindsom hedens og snarrådighedens personifikation. Supermændene er en sag for sig, for deres bedrifter er jo udført på helt andre betingel ser end dem, der gælder for almindelige dø delige. Indiana Jones besidder heltemod, kondui te, styrke og held i store doser, mn han er intet overmenneske. Mest kan han i sine handlinger minde om gode gamle »Willy på Eventyr«, sådan som denne tegneserie var i 1920’rnes Illustreret Familie-Journal, eller om Hergés »Tintin«, der altid forstår at red de sig ud af en knibe. Nok er Indiana Jones fremstillet som en tough guy og lidt af en børste, og både Willy og Tintin er jo de rene dengsedrenge, men alle havner uafbrudt i situationer, der involverer mystiske temp ler, begravede skatte, hemmelige ud- og ind gange, magiske statuetter, upålidelige og
Harrison Ford i en af de mange action-scener.
gamle »The Mummy« (og de mindst seks imitationer, den affødte) og Schaffners nyli ge »Sphinx«. Da amerikaneren Tony Thomas for nogle år siden skrev en bog om »The Great Adven ture Films«, hvor han tog et overblik over filmhistoriens mest fantasifulde beretnin ger om sørøvere, fremmedlegionærer, kors riddere, opdagelsesrejsende, musketerer, robinson’er, lykkejægere og alle mulige andre eventyrere, beklagede han, at nutidens børn ikke havde muligheder for at opleve den samme frodige filmunderholdning med eventyrlige bedrifter, som de tidligere gene-
kujonagtige indfødte, lede skurke, giftpile, lemme der pludselig åbner sig, gabende af grunde, vand der stiger, slanger der kommer snigende, nærmere og nærmere. Alle opsø g e r de, m ere e lle r m in d re fr iv illig t , d en sla g s
situationer, alle forstår de mod de utroligste odds at klare sig igennem. F ilm e n b e g y n d e r h æ sb læ sen d e in m ed ia s
res med at vise Indiana i sit es, ifærd med at trænge ind i en dyb hule, skjult i den peruanske jungle, hvor han skal finde et kosteligt klenodie, hvilket besværliggøres en hel del af forskellige morderiske installationer så som hærskarer af fugleedderkopper der
drysser ned fra loftet, automatiske spydfælder, lemme i gulvet, giftpile der kommer su sende og ikke mindst en kæmpemæssig stenkugle der kommer farende. Efter denne forrygende optakt præsenteres vi for Indiana i rollen som lettere distræt professor, der kontaktes af regeringsagenter og i den gen re-typiske ekspositionelle scene får pålagt at udføre den farlige mission. Inden han kan begynde den egentlige jagt på arken, må han dog et smut til Himalaya, hvor han hos en gammel flamme (Karen Allen) sikrer sig et uundværligt arkæologisk fund, der skal vise vej til arkens præcise skjulested. Men ty skerne er allerede på sporet af Indianas ind blandingsforsøg, og vi får en ny stor action scene, hvor først og fremmest stuntmændene og en hel del af de 231 personer, der er anført med »technical credis«, viser hvad de kan. Da vi først er kommet til Mellemøsten (nærmere betegnet Kairo og Tanis i det nordlige Ægypten) bliver tempoet ikke sat ned: I scene efter scene - alle solidt gennem arbejdede og forskriftsmæssigt opbyggede spændingsepisoder - får vi den ene nervepir rende adventure-situation efter den anden: Kidnapning af heltinde i labyrintisk bazar,
forgiftningskomplot, bestemmelse af arkens skjulested, afdækkelse af arken, flugt fra gravkrypt vrimlende af slanger, kamp om fly, kamp i kørende lastvogn, sejlads uden på ubåd, og til slut åbning af arken, som viser sig at være noget i retning af Pandoras æske, fuld af dæmoniske special effects. På tidstypisk vis forholder filmen sig til genrens traditionelle fremstilling af herois me, selvopofrelse og ridderlighed med en let tere amoralsk og vittigt ironisk attitude. Som i scenen, hvor Indiana under sin jagt rundt i bazaren opholdes af en sabelsvingen de dervish og med et træt skuldertræk sky der ham ned med en fuldtræffer og løber videre. Publikumsjublen over denne promp te reaktion er ikke bare fornøjelsen over at se en tilsyneladende obligatorisk kliché - om stændelig tvekamp - tilsidesat med et velret tet skud, men kan måske også tages som udtryk for specielt det amerikanske publi kums generelle ønske om, at forsvarerne af den vestlige verdens interesser ville vise mere af denne slags uforfærdede handle kraft i konfrontationen med de mellemøstli ge trusler. Her taler den vestlige verdens kollektive ubevidste om, hvordan gidsel
dramaet skulle være løst! Det genre-ironiske kommer også frem i filmens slutning. Genre-konventionen fore skriver, at det gode sejrer, at eventyrerens handlekraft og mod fører til betydningsfulde resultater. Men alle Indianas trængsler fø rer bare til ingenting. Arken opmagasineres i statens hemmelige depoter, hvor den for mentlig vil være endnu bedre gemt end i ørkensandet, og summa summarum er, at hele operationen har været omsonst, spild af kræfter. Men denne defaitisme modsiges unægte lig af filmens egen kunstneriske optimisme. Filmen stråler af hele den fænomenale pro fessionelle kunnen, som Spielberg, Lucas og hele deres gigantiske tekniske stab råder over. Filmen er dog ikke bare blevet en tom opvisning af forbløffende speciel effects; det er en kunstnerisk forløst demonstration af medrivende fortælleglæde, vi overværer. Spielberg og Lucas har fundet ud af, hvil ke kostelige fund der kan gøres i nostalgiens skattekiste, og nu er de ifærd med at frem drage klenodierne, mens gode ånder og gud dommeligt talent står dem bi.
Karen Allen er gidsel for nazisterne og holdes siden fanget sammen med Harrison Ford. JAGTEN PÅ DEN FORSVUNDNE SKAT Raiders of the Lost Ark. USA 1981. P-selskab: Lucasfilm Ltd. Ex-P: George Lucas, Howard Kazanjian. P: Frank Marshall. As-P: Robert Watts. P-sup: David Tomblin, Roy Button, Patrick Cadell, (2nd unit) Carlos Giil, Michael Hook. 2nd unit-instn Michael Moore. Stunt-instr: Glenn Randall, Peter Diamond. Manus: Lawrence Kasdan. Efter: Fortælling af George Lucas, Philip Kaufman. Foto: Douglas Slocombe. Supplerende
Musik: John Williams. Arr: Herbert W. Spencer. Musikbånd: Kenneth Wannberg. Spillet af: The London Symphony Orchestra. Musikindspil ning: Eric Tomlinson. Tone: Ben Burtt (lyd-de sign), Curt Schulkey, Andy Patterson, Roy Char man, Bill Vamey, Steve Maslow, Gregg Landaker, Howie Hammerman. Lyd-E: Richard L. Anderson, Steve H. Flick, Mark Mangini, Gary Sum mers. Mekaniske-E: Kit West, Peter Dawson, Ter ry Schubert, Rodney Fuller. Medv: Harrison Ford
foto: Paul Beeson. K am era: Chic Waterson, (2nd
CIndy), Karen Allen (Marion), Paul Freeman (Bel-
unit) Wally Byatt, Gerry Dunkley, David Worley. Farve: Metrocolor. Kamera-E: Jim Veilleux, Bill
loq), Ronald Lacey (Toht), John Rhys-Davies (Sallah), Denholm Elliott (Brody), W olf Kahler (Die-
Neil, Don Dow. K lip: Michael Kahn. P-tegn: Nor
trich), Anthony Higgins (Gobier), Alfred Molina (Satipo), Vie Tablian (Barranca), Don Fellows
man Reynolds. A rk: Lesley Dilley, (visuel-E) Joe Johnston, Richard Edlund. Dekor: Michael Ford. Rekvis: Frank Bruton, Peter Hancock, Charles Torbett. Kost: Deborah Nadoolman, Rita Wakely.
(Oberst Musgrove), William Hootkins (Major Ea ton), Bill Reimbold (Bureaukrat), Fred Sorenson (Jock), Patrick Durkin (Australier), Matthew
Scurfield (Nazist), Malcom Weaver (Nepaleser), Sonny Caldinez (Ond mongol), Anthony Chinn (Mohan), Pat Roach (Gigant), Christopher Frede rick (Otto), Tutte Lemkow (Imam), Ishaq Bux (Omar), Kiran Shah (Abu), Souad Messaoudi (Fayah), Vie Tablian (Abemanden), Terry Richards (Arabisk sværdkæmper), Pat Roach (Mekaniker), Steve Hanson (Tysk agent), Frank Marshall (Pi lot), Martin Kreidt (Ung soldat), George Harris (Katanga), Eddie Tagoe (Meddeler), John Rees (Sergent), Tony Vogel (Kaptajn), Ted Grossman
(Peruansk portør), Jack Dearlove (Stand-In for Harrison for Ford), Terry Leonard, Martin Grace, Vie Armstrong, Wendy Leach, Sergio Mione, Rocky Taylor, Chuck Waters, Bill Weston, Paul Weston, Reg Harding, Billy Horrigan, Peter Brace, Gerry Crampton, Romo Garrara (Stuntmænd). Længde: 114 min. Udi: CIC.
193