blive fortrolig med. Jeg føler mig vel nok mest som englænder, jeg bor godt og lever godt her, vores børn er meget, meget en gelske, men jeg arbejder lige godt alle ste der«. »Mine forældre overlevede ikke nazister ne. Jeg selv var heldig. Held har altid været en vigtig faktor i mit liv. Jeg er ikke særlig flittig, men har vel filmisk tæft og noget af et forretningstalent. Jeg har så langt mine største indtægter som partner i et selskab, der laver reklamefilm. Mindst held har jeg haft med de to film, jeg har lavet i USA, hvor publikum hadede »The Gambler« fordi - tror jeg - jeg var konsekvent i at tegne James Caan som en taber. Det blev til, hvad jeg kalder »a dark film «, det samme udtryk bru gerjeg om »Dog Soldiers« efter Robert Stones pragtstykke af en sort roman. Den film blev lanceret som en krigsfilm og med rekla mebilleder af Nick Nolte sat op som en an den Kung Fu-helt«. »Men jeg siger nu aldrig, at noget var no gen andens skyld end min egen. Jeg tror, jeg kan lave film hvor som helst. Jeg begyndte selv som filmkritiker, jeg læser stadig kriti kerne og giver dem ofte ret. Og lige så ofte uret. Jeg ved, at halvdelen af kritikerne vil sige, vi har ødelagt »Løjtnanten’s kvinde«, de andre vil sige, vi har fået et pragtværk ud af et stykke litterært krukkeri. Begge parter kan have ret. En ting ved jeg bare, og det er, at den dag en filmmand prøver at være »tro fast« overfor en bogs ord, han vil filmatisere, så er han i farezonen. Fowles selv erkendte, at Pinter og jeg måtte have frie hænder«. »Vi optog »Løjtnantens kvinde« på femten uger og for kun 9Vfe millioner dollars, rene småpenge. Det hjalp, at Meryl Streep ikke øgede sit honorarkrav, selv om hun i mel lemtiden var blevet en superstar ved hjælp af »Kramer mod Kramer«. For resten fandt Warner filmen for dyr og overlod den til Uni ted Artists’ Steven Bach. Synd for Bach, at han ikke overlevede hos UA indtil vores pre miere og efterfølgende succes. Han røg ud sammen med de øvrige topfolk i »Heaven’s Gate«-kølvandet«. »Almindeligvis er jeg min egen producent. Jeg betaler for min frihed som instruktør. Det koster mig gerne tre år at gennemføre en film fra idé til premiere. Så jeg lever frede ligt med mine reklamefilm. De giver grund lag for mange eksperimenter med filmsprog og filmform, og de giver mig de penge, der holder mig og min familie elegant boende i Belsize Park. Det er nu længe siden,jeg selv har skrevet og instrueret en reklamefilm, men jeg gør det igen om kort tid. For nylig havde jeg mine børnebørn med på sightsee ing i London, og det eneste, der rigtig vakte jubel hos dem, var et besøg hos McDonald’s. Og da jeg bagefter hørte, at mit reklame filmfirma havde påtaget sig at lave en serie TV-spots for hamburger-koncernen, gav jeg mig selv opgaven. Jeg vil præsentere ham burger-spisningens lyksaligheder som set gennem børns øjne - helt uden fordomme i retning af foragt for fast-food og det ameri k a n sk e i al a lm in d e lig h e d . J e g b liv e r selv
som barn igen ved tanken«, slutter han og fordyber sig med genvundet tavshed i den franske restaurants næste ombæring.
Jagten på nostalgien Peter Schepelem skriver om Steven Spielbergs seneste film »Jagten på den forsvundne skat«, der er en kunstnerisk forløst demonstration af medrivende fortælleglæde
Harrison Ford i »Jagten på den forsvundne skat«.
D e n ark, som titlen »Raiders of the Lost Ark« hentyder til, er ikke Noahs, som arkæ ologerne formentlig stadig leder efter på Ararat, men den såkaldte Pagtens Ark, dvs. den kiste hvori israelitterne under vandrin gen i ørknen opbevarede deres hellige ting. Ifølge Bibelen drejede det sig om »en ark af akacietræ, halvtredje alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj ... på alle sider beslået med guld, og i den var der en
guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den som havde blomstret, og Pagtens tavler« (hvis man sammensætter beskrivelserne i Anden M ose b o g , 25, 10-11, o g Brevet til H e bræerne, 9,4). Arken kom til at stå i Jerusalem-templets allerhelligste, men forsvandt siden. M å sk e i forb in d e lse m ed tem p lets ø d e
læggelse, måske gemte profeten Jeremias den i en hule, sådan som det hævdes i den apokryfiske anden Makkabæerbog (2,7).
191