Issuu

192

På premiereaftenen, hvor alle K løved al’ er

strøm, der først senere på m ødrehjem m et

og andre implicerede selv sad og så på

får en fuldgyldig forklaring.

hver deres bid af »A n g. L on e«, sad jeg i

virker som en advarsel — en løftet pege finger overfor unge i biografen -

V igg o D uvå fik i Politiken en hel side til

går det, når man

»sådan

elsker med hinanden«

at gå m ed at forklare læserne, at Lone slet

- og det har næppe nogensinde været m e

første ti minutter for at se, om en så ægte

ikke er repræsentativ for piger, der springer

ningen. D et er også det eneste sted i film en,

start på en film som Frederiks første snak

fra pigehjem - og at forsorgen ikke er an

der kan have provokeret filmcensuren til at

m ed

grebet, som m an virkelig kunne gøre det -

forbyde under 16 år -

m ed rette.

om følelsen af en løftet pegefinger holder

biografen

m ed

Lone

tilbageholdt

kunne

holde

åndedræt

følgende

scener. D en holdt - helt til slutningen - og flertallet af næste dags aviser var enige om

Sikken et held - og hvilken ros til Char

at glæde sig over Franz E m st’s og Char

lotte Strandgaard, der ikke har gjort det

lotte Strandgaards spillefilmdebut.

letteste af alt -

Gensynet m ed »L on e« en måned senere giver mulighed for at analysere baggrun

og hvis min teori

stik, har censuren ligefrem haft pægagogisk sigte!

at angribe børneforsorgen

Hvis der ikke fra ophavsmændenes side

for fejlbehandling af uskyldige menneske

ligger mere

børns skæbner.

sindede »m an kan vise alt på film «, så tror

stedet har hun

fundet

en nuanceret, vanskelig pige, hvis

i nærbillederne

end

det fri

den for ens glæde - først og fremmest over

Lone,

de halv- og helukendte ansigters spil, som

problemer ikke ordnes m ed patentløsnin

hold til den styrke, der sætter ind

m ed enkelte, kortvarige undtagelser, får en

ger — og hvor ansvaret for hendes uafvende

den uhyggelige slutning, hvor Lones ven

jeg de er fejlplacerede -

overflødige i for med

til at genvinde troen på »det almindelige

lige ulykke ikke kan placeres ensidigt på en

indes samlever forvirret, angst og kold slæ

menneskes« udtryksmuligheder i dramatiske

velmenende

ber Lone ned på gaden — og hun forsvinder,

film fra hverdagen.

bredes ud til alle dem , hun m øder -

D et skurrer så tit — i T V og i nyere dan ske film - når folk skal spille sig selv, her er det tydeligt, at Franz Ernst har kunnet skabe en sådan tryghed under optagelserne,

forsorgs

fejltagelser

men og

mens han ringer efter ambulancen.

til os som tilskuere, der træffer og påvirker en anden Lone imorgen. V igg o

Film , der er optaget uden professionelle skuespillere, har af gode grunde en tendens

Duvås kritik gør enkeltpersonen

Lone værd at gruble over og diskutere.

til ikke at stige i tem po hen m od en dra matisk

slutning.

Alm indelige

mennesker

at alle har følt sig sikre på at slå til. M an

Plejemoderen er den første påvirknings

taler nu engang i den hastighed, de nor

mærker, at der har været tid til indlevelse

faktor, vi møder, overbevisende i sin riven

m alt gør, og kan dårligt instrueres til at

i miljøerne -

og Franz Ernst har klogeligt

de ordstrøm og gode, ubehjælpsomme vilje.

dramatisere ved højdepunkterne.

undladt skuespilinstruktion og m ed behæn

» I vi mennesker bor der noget godt og no

Dette faktum føles ikke i »A n g. Lone«

dig -

get ondt« siger hun — og ser virkelig ud,

- både på grund af klipningen og de m an

sikkert umærkelig -

støtte ladet sce

nerne udvikle sig af sig selv.

som

hun

har

fundet

vises

sten.

vedkom m ende

personer,

der alle

har

Første gang man nyder denne frihed for

Plejefaderen, der kom m er hjem og ødelæg

centrale og karakteristiske dialoger. M usik

aktørerne er scenen på det fine hotel, hvor

ger den stærke scene, er til gengæld fil

ken, der kun træder frem, hvor m an ellers

Frederik, som den uhyre nuancerede, selv

mens eneste fuldblods amatør, der siger re

ville

sikre handelsrejsende, udfolder sin under

plikker som et romanblad. Synd - og foto

stræbt enkel — og melodiøs som film en i

holdningsvante sælgercharme m ed to præ

grafen Peter Roos har for en gangs skyld

det hele taget. (S o m et kuriosum m å man

cist

mistet sin stilfornemmelse og film et ham

nævne, at Jens W ilhelm s beat-plade-efter-

som de påfølgende scener, hvor Frederik

truende, set nedefra med den stakkels Lone

ligninger næsten er mere karateristiske end

leder efter Lone, der er stukket af med

forknyt siddende i forgrunden.

de originale forbilleder!)

afleverede

»tryllekunster«.

Perfekt —

hans tegnebog. Pludselig en skuffet, lidt lat terlig,

aldrene

m and,

hvor

fernis

skrællet af. Beskedne overgange m ellem scenerne -

(D er er for øvrigt et enkelt, krukket og

savne

den,

er enkel -

tydeligt

til

Ikke-skuespillere kan ikke eftersynkroni

malplaceret billede til — en »sm uk« køretur

sere,

på taget ud for Sten Kaaløs lejlighed -

optagelser. M en ikke i denne film . K eld

fikst præsenterende Sten med en øl i det

Hansen har opfanget hver eneste sætning

location

ødelægger

ofte

live-

ingen »sm arte« klip m ellem de næsten pu

ene vindue og Lone m ed bart bryst i det

ritansk udvalgte billeder fra

andet. D et falder helt uden for den gen

nuftig mixning, hvor baggrundslarmen intet

nemførte stil).

sted generer forståelsen — mest imponeren

Lones rejse

til København. H vor er det velgørende, at hverken instruktør eller fotograf er faldet

H vor er Sten K aalø god - og varm som

for fristelsen til at billeddække rejsen i det

Lones ven Niels. Hvis ikke han kan give

romantiske tog-i-sne m iljø m ed et eneste

hende tryghed, begynder man at tvivle på,

overflødigt skud.

om nogen overhovedet kan. D en fint an

Pernille Kløvedal er Lone — det er um u ligt at sige om hun spiller — eller kan spille komedie overhovedet. H un

tydede

kærlighedsscene,

hvor

Lone

ikke

kan få Niels’ sweater op over hans hoved,

opfylder hele

er en foræring, der igen viser Franz E m st’ s

rollen i alle situationer - så sikkert, at klip

talent for at få mennesker til at glem m e

peren Christian Harthopp ofte lader bil

optagesituationen - ligesom da Gitte Rein-

ledet hvile på hendes reaktioner fremfor

gårds datter lytter til babysitter Lones god-

modspillerens replikker - meget længe men

nathistorie

aldrig trættende,

sanser om kamera, lys og boom . D en kunst

øjenkast

barn m ed

for

hænder

påduttede

Pernilles mundvige, fortæller

alt

voksne manerer og

fuldstændig

opslugt

intet

er vi en del, der gerne ville lære ham efter! Jeg er i tvivl om

slutsekvensen, der i

lynsnare skift til ægte, nøgen barnlighed.

klinisk rene nærbilleder viser Lones ven

Hendes reaktioner overrasker — og som til

inde fremkalde en abort på Lone. I en lang

skuer svinger man m ellem at tro, at man

scene

ses skeden

»forstår« Lone -

mens

at man ved, hvad hun

udspilet

plasticslange

m ed

stikkes

tang,

til

liv

savner og trænger til - og så i et nu rystes

moderen — krydsklippet m ed Lones frygt

man over agressiviteten. Stærkest velnok, da

som me

hun fortæller Sten K aalø, at hun skal have

holdelig smerte - og Franz Ernsts og Char

ansigt.

Ingen

skrig,

ingen

uud

et barn og på hans kærlige og velspillede

lotte Strandgaards intentioner er vel også

accept af situationen sjofler ham i en ord-

klare nok: en anklage m od samfundet for at gøre provokeret abort til husflid i stedet

M odstående side: Pernille Kløvedal som Lone i »A n g. L on e«.

for en lægesag. D o g er jeg bange for, at scenerne mere

karakteriseret

clean-sound

for

de på jeep-turen gennem de trafikplagede københavnske gader. Charlotte

Strandgaard

og Franz

E m st

har sammen m ed mange gode kræfter pro duceret en fin og væsentlig film - efter min mening den bedste danske i flere år.

■ A N G .: L O N E . D A N M A R K 1970. D I S T R IB U T IO N : ASA. P R O D U K T IO N : Laterna. P R O D U K T I O N S L E D E R E : Lars Kolvig og Bjarne Vestergård. I N S T R U K T Ø R : Franz Ernst. M A N U S K R I P T : Char lotte Strandgaard og Franz Ernst. K O N S U L E N T : Charlotte Strandgaard. F O T O : Peter Roos/Ass.: M orten Bruus. B E L Y S N I N G : Troels Kløvedal. K L I P : Christian H artkopp/Ass.: Jan Billeskov Jansen. M U S IK : Jens W ilhjelm , Perle Trioen og Gaso lin’ . T O N E : Keld Hansen/Ass.: Jacob Trier. M E D V I R K E N D E : Pernille Kløvedal, Sten Kaalø, Margit Iversen, Peter Engberg, Elinor Brungård, Frederik, Lisbeth Lundquist, Katrine Jensenius, Niels Schwalbe, K im Lar sen, Gitte Reingaard, Leif Mønsted, Flem ming Dyjak. L Æ N G D E : 97 min. (stopur). C E N S U R : Ingen. D A N S K P R E M IE R E : Carlton 29. 6. 1970.

193