kosmorama094_040_artikel1

S tu m film tid e n s led en d e film fo to g ra f, d a n s k e re n Axel G ra a tk jæ r, døde den 12. jA novem ber. Han blev 8 4 år g am m el. H er fo rtæ l- Æ ler han om sin k a rri- m ere i et b å n d in te r­ view re d ig e re t af C laus Ib O lsen og P hilip L au ritzen

A xel G raatkjær. F ilm fotograf. Født 19.1.

1885 i Velling-K oller. B lev 1905 ansat som operatør i O le Olsens biografteater i V im m elskaftet 47. Da O le Olsen to år senere (1906) startede N ordisk Films K om pagni, blev G raatkjæ r ansat som eneste fotograf, og i fire år optog han så godt som alle N ordisk Film s produkter. I 1913 tog han im od et tilbud fra U niverzum F ilm Union (senere U F A ) om at fotografere alle Asta Nielsen og Urban Gads film . Han var de følgende tre år verdens højest betalte film ­ fotograf. „Første gang jeg kom i forbindelse m ed film en var om kring år 1900 i Bryrups for­ samlingshus. E t p ar m æ nd rejste ru n d t m ed et ap parat, som kunne vise levende billeder. D er var bare det ved maskinen, at den ikke havde nogen tilbagespoling.

H ele herligheden løb ned i en stor kurv, som stod ved siden af, og film en m åtte så rulles op igen - og det blev m it job. P ro ­ gram m et kan jeg tydeligt huske. D et bestod af 3 film : M ordet på det serbiske konge­ par, spansk tyrefæ gtning og ungarske folke­ dansere. E fter forestillingen og den efterføl­ gende kaffepunch p å afholdshotellet gik jeg hjem til m ine foræ ldre og fortalte dem, at det, jeg havde set i aften, var noget, jeg godt kunne tænke m ig at kom m e til at be­ skæftige m ig m ed .44 „P å et tidspunkt havde jeg besluttet mig til at tage til A m erika for at søge lyk­ ken derovre, m en jeg kom ikke længere end til K øbenhavn. En dag så jeg i avisen, a t m an søgte en m and til B iografteatret i V im m elskaftet. Jeg tog m in brors stribede benklæ der på, gik derind og kom til at stå som nr. 13 bag en hel flok af københav­ nerdrenge, d er var ved at rykke brysterne af fru O lsen for at blive ansat. Lige så snart fru O lsen så m ig lukke døren op til foyeren, sagde hun til de andre drenge, at de godt kunne gå hjem . Jeg blev antaget m ed det sam me, hvis hendes m and blot var indforstået - han var p å det tidspunkt i Paris. D a han kom hjem , skrev vi kon­ trakt, og jeg begyndte at køre film i bio­ grafen.”

1906 skete der noget. K ong Christian I X døde, og Prins C arl udråbtes til konge af Norge. T il stede ved begge begivenhederne var Biografteatrets direktør, O le Olsen, og hans billetkontrollør, tidligere sergent V ig­ go Larsen, sam t operatøren, tidligere „bondedreng“ A xel G raatkjæ r ( eller Sørensen, som han hed på det tid sp u n k t). O le Olsen havde købt sig et film apparat i Paris, og det blev nu flittig t brugt. G raatkjæ r dreje­ de apparatet, m ens Viggo Larsen fik ideer - og kort tid efter kunne resultatet beses i biografen i V im m elskaftet. Folk stod i lange køer for at kom m e til at se disse hi­ storiske optagelser. D e første film blev frem ka ld t på et kvistværelse på Frederiks­ berg. Snart flytted e det nystartede N ordisk Film s K o. im idlertid ud til mere plads i Valbym ose.

fast af alt det, de havde læ rt i ateliererne, havde ikke fantasi, og de fik d erfor først rigtig læ rt m etieren, da de kom i biografen og så vores film.

V i m åtte jo være nogle flere, og den første, jeg var ude efter, var en, d er hed L ippert.

H an havde im idlertid ikke rigtig sans for lyset og blev derfor sendt en tu r til Ø sten.

M en da h an kom hjem , var der ikke en m eter af hans film, d er kunne bruges.

D en dygtigste af de fotografer, vi fik, var A nkerstjem e, urm ageren fra R anders.

H an klagede sig lid t den første tid og m en­ te, at det kunne h an ikke m agte. Jeg sagde, at det gik nu nok. D et gjorde det også!

H an kunne sit kram og var nr. 1 efter mig.

Sophus W angøe v ar heller ikke ueffen. H an gik til hån d e ovre i knejpen p å M osedalsvej hos m adam e Bischoff, hvor vi frokostede. H er passede h an gaslysene og sådan noget. V i havde spillet b illard sam m en flere gange, og h an havde sagt, at han gerne ville ind for film en. Jeg næ vnte det for O le - og så blev han fotograf.44

Axel Graatkjær bag kameraet. „H em m eligheden ved en spillefilm v ar den­ gang a t få de m edvirkende til at spæne, helst op og ned ad hustage, hvis d et var m uligt - og hvis vi så tillige havde en stor boxerhund i hæ lene p å dem , ja , så var succesen hjem m e.

Viggo Larsen fungerede som instruktør, h an var den eneste, der kunne få lidt skub i foretagendet. H an havde jo også øvelsen i at kom m andere ru n d t m ed folk fra sin tid ved m ilitæ ret.

A rnold R ichard Nielsen var vores store forfatter. N å r vi startede på optagelse, sad han i toget og skrev det hele ned på sine store m an ch e tter - og d et var ikke sm åting, d er kunne blive plads til der. O g n å r vi så tog h jem igen om aftenen, var film en i kassen.

Storm P. var jo også m ed. H an begyndte som m aler hos os, og han v ar en hel ekspert i at m ale cirkuskupler, publikum m er og så­ d an noget. V i havde kun en bæ nk m ed 4-5 rigtige m ennesker, resten af kom parseriet tog Storm sig af. D er v ar altid liv over hans tegninger. D e hæ ngte jo bare løst over et plankevæ rk, og n år så vinden blæ ­ ste, så ku’ de bevæge sig.

D e første fire år havde vi ikke andre fotografer end mig. Sågar da vi havde fået to atelierer, klarede jeg det hele. Jeg løb frem og tilbage m ellem dem , for m ens den ene instruktør havde optagelse, så prøvede den anden.

D et v ar svært a t skaffe ordentlige film ­ fotografer. D e andre, dem vi kaldte de „stive14 fotografer, havde nem lig ingen an­ læg for levende billeder. D e var naglet

1 1907 fik N ordisk en voldsom presseom ­ tale på årets film „Løvejagten“. O le Olsen havde fra H agenbeck bestilt „zwei prachtvolle m dnliche L b w en “ til den form idable pris af 2000 M ark stykket. Kassen m ed de brølende løver ankom til R oskilde jern­ banestation, hvorfra de skulle transporteres til Elleore, en lille ø i fjorden, hvor jagten skulle foregå. D et vakte im idlertid så stor opm æ rksom hed, at en dam e fra den lokale dyreværnsforening ringede til justitsm ini­ ster A lberti og fik ham til at forbyde jag­ ten. Lige før optagelserne ko m m er der så telegram om , at jagten ikke m åtte gennem ­ føres.

Ole Olsen skriver i sine erindringer: „Jeg hørte roligt på telegram m ets oplæsning, fuldm æ gtigen blev atter båret ud til sin båd, og jeg selv tog af sted sam m e aften efter at have givet ordre til, at jagten skulle afholdes næste dag.“ G raatkjærs beretning afviger på flere p u n kter fra O le Olsens. H an fortæller: „D et v ar jo slet ikke O le O lsen, der la­ vede løvejagten, det var mig. E fter a t m an havde forbudt O le a t lave film en, var han et øjeblik tavs, hvorefter han sagde: K om , vi ror ind til Roskilde.

LTndervejs siger h an til mig: „A lberti h a r nok forbudt m ig at gennem føre »Løvejag­ ten«, m en dig h ar h an jo ikke forbudt noget.”

D a vi så kom til Roskilde, gik vi ind på en havneknejpe og blev der enige om, at jeg pr. kontrak t skulle overtage løverne.

K ontrakten blev skrevet af en sagfører, og så var den sag i orden.

D en følgende m andag gik vi i gang m ed optagelserne. V i var blevet enige om at passe på ikke a t vække for m egen opm æ rk­ som hed i Roskilde.

D et viste sig dog a t være svært, ikke m indst fordi vi havde væ ret så letsindige at tage en neger m ed. H an hed T hom sen 41

og v ar tjen er i V esterbros A utom atcafé, sam m e sted hvorfra vi fik de palm er, som blev placeret ru n d t om p å øen.

N å, vi kom så i gang m ed løvej agten den følgende dag, og alt var i forvejen nøje p lanlagt. Løverne skulle lukkes ud sam m en m ed en hest og et gedekid, der skulle være deres naturlige bytte. Viggo Larsen, som både var instruktør og jaeger, skulle kom ­ m e frem i det øjeblik, løverne havde fattet interesse for dyrene. Selv stod jeg ude på en lille bro, vi havde ladet bygge ca. halv­ anden m eter u de i vandet. G ustav Lund, bugtaleren, en af de største krystere, vi havde, skulle være redningsm and for mig, hvis løverne skulle finde p å a t vade ud til mig, og lå derfor m ed en båd et lille stykke længere ude. D et hele overværedes af et p a r gode skytter fra hæ rens officersskole, som skulle se til, at dyrene ikke led. Disse skulle nem lig skydes i det øjeblik, d e r blev sat en klo i dem. Jeg var hele tiden på vagt for at få så m ange billeder som m u ­ ligt - og så afvekslende som m uligt. M en d er var en ting, der hæ m m ede mig, og det var denneher Sinbladoptager, jeg arbejdede m ed. D en havde kun 60 m eter i kassetten og var slem til at køre fast. D et skete ret ofte p å grund af perforationsfejl, hvilket hr. Borck var slem til at lave. H an gik af og til vild i m ålene, således a t han tog positiv m ål til negativet.

D a hele jagten var i kassen, tog vi i al hast tilbage til fabrikken, fik film en frem ­ k ald t og kopieret og stak videre til Sverige m ed originalen, som jeg anbragte i en box.

E t stykke tid efter a t jeg v ar kom m et h jem igen, fik jeg en tilsigelse om at m øde op p å dom huset. Assessoren v ar noget bøs og spurgte mig, om jeg virkelig troede, at d et var m ine løver. Jeg havde besluttet ikke at ville forråde m in principal og for­ klarede, at jeg havde p a p ir på dem . Det kostede m ig en tu r i arresten fra kl. 4 om efterm iddagen og til næste dag ved m id ­ dagstid. O le O lsen ville ikke m ed det sam ­ m e vedgå, at det hele havde væ ret profor­ m a, m en gjorde det til sidst - og jeg blev sat p å fri fod.”

O le Olsen skriver i sin selvbiografi, at N o r­ disk F ilm s storhedstid lå fø r første verdens­ krig — netop i de år fø r A x e l G raatkjær tog af sted til T yskland, en tid, hvor der skete flere bem ærkelsesværdige ting. 1910 indspillede F otoram a i Å rhus verdens fø r­ ste lange film „Den hvide Slavehandel D en havde prem iere den 11. april 1910, var på ca. 700 m , dvs. en spilletid på næsten 40 m inutter. D en 2. august sam m e år havde N ordisk prem iere på en film , der ikke alene bar sam m e navn, m en som in d ­ stilling for indstilling fulgte Fotoramas.

A ugust B lom havde instrueret, og G raat­ kjæ r var fotograf. „B lom var til stede ved prem ieren og sad og opnoterede hver eneste scene punkt for punkt. Film en blev derefter optaget, frem kaldt og kopieret ekspres, således at 42

F otoram a ikke havde m ulighed for a t få afsat re t m ange kopier af deres film.

E fter „D en hvide Slavehandel" lagde vi hovedvæ gten på de lange film. Jeg kan huske, at den første film på 3 akter, som vi optog, var „V ed Fængslets P o rt", hvor V ald em a r Psilander fik sin film debut.

Egentlig var d et m eningen, at Johannes Poulsen skulle have h aft denne rolle, men han blev forhindret. E n af m æ ndene ude på N ordisk - Savler-Fritze kaldte vi ham - fortalte, a t h an kendte sådan en smuk m and, der levede p å polsk sam m en med fru B uem and. H u n brødfødte ham , for han skulle jo væ re sanger. T il at begynde m ed v ar han for stor p å den til at have m ed noget gøgl som film at gøre. H an havde im idlertid h å rd t brug for pengene og bøje­ de sig, m en var sam tidig fræk nok til at forlange 25 kr. om dagen, fordi d et var Johannes Poulsens rolle, han overtog.

E fter prem ieren sad h an de første dage hver dag fra kl. 2-11 i Panoptikon T eatret.

D et var h am um uligt at forstå, at han havde sådan en besynderlig gang. H a n hav­ de for vane at hæve sig h ø jt op på tæ erne, før han tråd te frem - og det kunne han ikke få ind i sit hoved." „I 1911 fik jeg første gang forbindelse m ed Asta N ielsen og U rb an G ad. Jeg optog en scene for dem , og de foreslog, at jeg skulle tage m ed dem til Berlin. På det tidspunkt sagde jeg nej, for jeg kunne ikke tænke mig at lave film for andre end O le Olsen, h am havde jeg sådan en tiltro til.

1913 fik jeg im idlertid igen et tilbud fra Tyskland, fra U niverzum Film U nion d et senere U FA . På det tidspunkt fik jeg ca. 35 kr. om ugen på N ordisk, mens til­ budet fra T yskland var på 3000 M ark om m åneden. D et syntes jeg ikke, jeg kunne sige nej til. E fter a t have m odtaget tilbudet gik jeg til O le, m en han v ar ikke a t træffe.

H an havde allerede h ø rt rygterne om, at U niverzum s sagfører v ar her for at få fat i mig. Je g ville dog ikke være sådan en skiderik bare at stikke af, m en ønskede at forklare h am sam m enhæ ngen. D en næste dag, før kontrakten skulle underskrives, gik jeg igen op for at tale m ed ham , og nu var han der. H an kunne godt forstå mig, m en sagde, at han m åtte forelægge sagen på generalforsam lingen, før han tog stilling til, om m in kontrakt kunne ophæves. D a vi tog afsked m ed hinanden, sagde han: - Lov m ig så at blive.

- Jeg skal tænke over det, sagde jeg og gik over gaden for a t skrive kontrakten m ed det tyske firm a under. D en 8. juli 1913 var jeg i B erlin." „I T yskland kom jeg til at fotografere for alle de store kanoner. I m in kontrakt stod blot, a t jeg skulle fotografere alle Asta N ielsens film. H u n lavede på det tidspunkt 8 film om året, m en jeg kunne ikke affinde m ig m ed at gå om kring i p erio d er uden at bestille noget. D et m anglede da heller ikke på tilbud. K n ap var jeg fæ rdig m ed den ene film , før jeg blev tilb u d t den næste.

Jeg optog således de 4 første Lubitschfilm. M urnau h a r jeg arb ejd et m ed adskil­ lige gange. O g da h an rejste til U SA, bad h an mig tage m ed, m en jeg holdt så meget af Berlin, a t jeg ikke kunne forlade den.

O gså M arlene h a r jeg arb ejdet m ed, m en hun h a r nu aldrig væ ret m it store n um ­ m er. H un m anglede d et form at, d er for eksem pel var over Asta. Asta v ar og er nr.

1 , selv om hun ikke altid var lige nem at omgås. H un havde sine sæ rheder og var ikke altid nem at kom m e ind på. En gang havde h u n låst sig inde i sin garderobe og ville ikke komm e ud, da U rb an G ad skulle bruge hende i en optagelse. V i prøvede alt, m en til ingen nytte. Så fan d t jeg på råd.

Jeg havde fået lavet et visitkort m ed m it navn, og underneden stod d er „cand. film ."

Vi fik kortet ned til hende, og det satte hende i så godt hum ør, at h u n snart efter viste sig - og vi kunne fortsæ tte arb ejd et." „O le O lsen m ødte jeg aldrig, efter jeg var rejst fra N ordisk. Jeg så h am en gang på gaden i Berlin, m en han så ikke mig. På det tidspunkt var h an nede for at forhandle m ed den tyske regering, der havde natio­ naliseret de 49 P aladsteatre, som endnu v ar tilbage af N ordisk’s im perium . O le O l­ sen havde fået et u ltim atum , som gik ud på, at han kunne få 11 m illioner for sine teatre, og hvis han ikke tog im od det, blev de bare konfiskeret. H an m åtte dog ikke tage pengene ud af landet, m en O le var ikke nogen dum rian. For da der sam tidig var de store statslige kunstauktioner i Dresden, fan d t h an hu rtig t ud af at skaffe sine penge h jem ved at købe op der. D et var der ingen, som havde forbudt ham .

Selv havde jeg også fået en del penge ud og havde bl. a. købt et p a r større gårde i Jylland. M en da landbrugskrisen kom herhjem m e, m åtte jeg tage hjem for at sælge. D en økonomiske situation var i det hele taget dårlig, hvilket selvfølgelig p å­ virkede film produktionen. Jeg besluttede derfor ikke at vende tilbage.

Jeg h ar ikke lavet film siden Berlin. D er h a r væ ret optræ k til et p ar tilbud, m en det er aldrig blevet til noget.

Jeg går dog stadig i biografen og ser T V .

N å r m an ser det lort, der præsteres, bliver m an k lar over, at vi ingen fotografer har, der er væ rd at tage h a tte n af for. N å r de for eksem pel skal lave en stem ningsfilm — hvad gør de så? D e lukker blæ nden helt til. M an skal s’gu både kunne se, hvad per­ sonerne laver, og fornem m e den stem ning, instruktøren vil have frem . H er er det, at m an skal arbejde m ed lam perne, m en det kan idioterne ikke i dag. D er er nogle en­ kelte undtagelser, svenskerne for eksempel og nogle af sydlændingem e. H ver gang jeg m øder en fotograf, d er skal til syden, så giver jeg ham altid dette råd: Hvis du har en skygge, der er sort, belys den godt, og lad solen passe sig selv, så kom m er du h jem m ed nogle gode billeder. D e dybe skygger skal belyses fu ld t - det an d et m å godt være overbelyst."