Kosmorama 94 - December 1969

KOSMORaivia 94/ filmtidsskrift

A nsvarshavende re d ak tø r: M a rtin

D rouzy.

I re d ak tio n e n : P e r C alum (red ak tio n ssek re­ tæ r ) , Søren K jø ru p , P h ilip L au ritze n og M o rte n Piil.

L ay -o u t: F re d d y K rin g .

udfordringer...

T ry k : B onde’s B ogtryk/O ffset.

»K osm oram a« e r e t u a fh æ n g ig t tidsskrift, udgiv et af D e t danske Film m useum m ed støtte af F ilm fonden. Signerede b id rag u d ­ try k k e r alene fo rfattere n s syn sp u n k ter og ikke nødvendigvis redaktio nens. »K osm oram a« udkom m er m ed 6 n u m re å r­ ligt. A bonnem ent kr. 30,00. E n k eltn u m re k r. 6,00. F ås hos b o ghandlere, i kiosker og bio g rafer og i D e t danske Film m useum s ekspedition, S tore S øndervoldstræ de, 1419 K øben h av n K , A sta 6500 og S undby 1003, m a n d a g -fre d a g 9 -1 6 , tirsd ag og torsdag tillige 18,30-21,30 eller p å giro 4 67 38.

38

For et p ar uger siden kunne m an i dags­ pressen læse, a t produktionsselskabet Saga F ilm var kom m et i likviditetsvanskelighe­ d er og som følge deraf ville blive nødt til at afskedige størstedelen af sit personale i de studier i H ellerup H avn, som selskabet i de sidste fire år h a r h aft sam m en m ed Palladium .

Sagen valle næ ppe fortjene yderligere om tale, hvis de konjunkturer, der h a r givet anledning til den, ikke var så alm indelige og udbredte, som de er. D et er nem lig ingen hem m elighed, a t film branchen h er i lan d et — trods film loven - i disse å r be­ finder sig i en særdeles vanskelig og ustabil situation, som beror på, at folk er blevet m ere og m ere trevne til at gå i biografen.

Bortset fra en svag stigning i 1965 er bio­ grafbesøget d alet regelmæssigt fra ca. 59 m illioner solgte billetter om året i 1953 til knap 27 m illioner i 1968. Bare i forhold til 1967 er det en nedgang på 10 % , d.v.s. a t kun gennem snitlig hver fjerde plads er besat i biograferne landet over. T a lle t er stadig for nedadgående, og adskillige bio­ grafteatre ru n d t om kring i lan d et h a r i de senere å r væ ret nødt til a t lukke.

I en så prekæ r situation kan det være fristende at se sig om efter en syndebuk og f. eks. give fjernsynet skylden for det svigtende biografbesøg. En sådan reaktion er forståelig, m en ikke særlig frugtbar og i sidste instans desuden forkert. I tre d i­ verne gjorde m usikerne noget lignende, da de beskyldte statsradiofonien for a t tage b rødet ud af m unden p å dem indtil den dag, da de endelig blev klar over, at ra­ dioen langtfra at være en konkurrent sna­ rere var at betragte som en forbundsfælle, d er kunne være dem til uvurderlig hjæ lp.

I u d lan d et er der i de senere å r flere film ­ selskaber, der h a r gjort den samme erfa­ ring m ed hensyn til T V . En overenskomst m ellem de to p arter h a r f. eks. i Frankrig givet en m and som Bresson anledning til at lave „M ouchette". Film en fik sin egent­ lige prem iere i det franske fjernsyn, og derefter blev den p å norm al vis — og m ed ikke ringe succes — vist ru n d t om kring i biograferne. D et var som bekendt på lig­ nende produktionsvilkår, Rossellini lavede både „L a prise de pouvoir p a r Louis X IV “ og „Les Actes des A potres“ . H er i Skan­ dinavien h a r m an forsøgsvis opfordret In g ­ m ar Bergm an til at arbejde for N ordvision, m en desværre er „R ite n “ hid til ikke blevet vist an d re steder herhjem m e end på T V skærm en en enkelt aften.

V il m an være realistisk, m å m an faktisk se i øjnene, a t den krise, d er h e r er tale om, bare er en krusning p å vandoverfla­ den i den langt mere om fattende konflikt,

som i de sidste 70 år, d.v.s. så længe film ­ kunsten h a r eksisteret, h ar stået m ellem to forskellige interessegrupper, hvoraf den ene - repræ senteret ved forretningsfolkene betragter film en som en salgsvare, mens den anden - repræ senteret ved film skaber­ ne - først cg frem m est betragter den som kunst. En sådan konflikt er form odentlig uundgåelig inden for et kapitalistisk pro­ duktionssystem (selv om m an vel heller ikke helt kan sige a t have undgået den i de socialistiske lan d e), m en den er i hvert fald lige så steril som den, d er går ud på a t sætte film og T V op im od hinanden.

O m m an vil det eller ej, er d et nem lig en kendsgerning, at film både h ar noget med industri og noget m ed kunst at gøre. De, for hvem film en er en forretning, h a r nem ­ lig brug for film kunstnerne - og om vendt!

Selv de unge langhårede, der laver deres undergrundsfilm helt uden om og uden for systemet, h a r brug for et kam era og film ­ strim ler i m etervis til at frem stille dem m ed. O g n å r de i dag kan eksperim entere, som de lyster, er det kun i kraft af, at film ­ industrien i tidens løb ihæ rdigt og uophør­ ligt h a r sat alt ind på at forbedre det tek­ niske udstyr . . . T il gengæld kan m an så også sige, at instruktørerne på deres facon er uundvæ rlige for film industrien, efter­ som det er dem, der h older film kunsten i live. Hvis film industrien nem lig ikke for­ m idlede andre væ rdier end de rent m er­ kantile, ville dens dage snart være talte.

I det lange løb lader folk sig nem lig sjæl­ dent føre bag lyset, og n år de gale d an ­ skere i dag går så lidt i biografen, kan det jo være, fordi biografdirektørerne m angler fantasi, eller fordi de u n dervurderer deres publikum (Søllested-projektet er i denne forbindelse ret så afslørende). O g n år et p ar produktionsselskaber for tiden har svært ved a t overleve, kan det jo også være, fordi de til stadighed anvender helt foræ ldede arbejdsm etoder, og fordi de ikke i tide h ar fornyet deres syn på film kun­ stens m uligheder og placering i sam fundet i dag.

I stedet for at jam re over den uheldige situation er d et form odentlig m ere i pagt m ed den sunde fornuft — og den sunde forretningssans - a t tage im od den udfor­ dring, som krisen fører m ed sig. F ilm ­ branchen er bare i disse å r ved at gøre den sam m e erfaring, som så m ange andre industrigrene h a r g jort før den, og det er, a t folk ikke er så dum m e, som m an anslår dem til, og at det i det lange løb kun er kvalitet, der b etaler sig. D et store inter­ nationale publikum h a r i hvert fald for længst tru ffet sit valg m ellem „D en røde ørken“ og „D e røde heste" . . .

M . D.

F O R S ID E N : T V -m an d e n A sm und R o ­ stru p i rollen som profes­ sor H a llste n i E rik F ro h n N ielsens spillefilm debut »E kko af e t skud«, der om tales n æ rm ere p å side

51.

B A G S ID E N : E t n y t ansigt i svensk film e r den 19-årige C h ri­ stina Johansson, d e r er sp ru n g e t d irek te fra gym ­ nasieskolen i A ngelholm til en hovedrolle i S tellan O lssons film »Oss em ellan«, som vi vender til­ bage til i K osm oram as fe b ru a rn u m m e r, d e r bl.a. vil indeholde en fyldig ra p p o rt om den stæ rke a k tiv ite t i svensk film .

DENN E GANG: D e r h a r væ ret e t sto rt a n ta l væ sentlige film p å re p e rto ire t herhjem m e, og vi h a r bestræ bt os p å a t give læ serne fyldig o rien terin g om en ræ kke af dem , bl.a. m ed d obbelt­ anm eldelser af k o n tro v er­ sielle film som »Z« og »D en vilde bande«. O gså a n d et a k tu e lt stof h a r træ n g t sig på, f.eks. festi­ v a l-ra p p o rt fra Pesaro, a n ­ m eldelser af nye danske film bøger, debat om de se­ riøse film s skæbne i p ro ­ vinsen - og i denne fo r­ bindelse en ra p p o rt om det såkaldte Søllested-projekt, d e r foreløbig p å over­ bevisende m åde h a r vist, a t gør biog rafd irek tø rern e en indsats, så er det m uligt a t få økonom isk succes på a t spille de film , som tidligere blev k a ld t v an ­ skelige, lan g h å red e og ukom m ercielle.

I fortsæ ttelse af denne ra p p o rt h a r vi set på, hvad biog rafd irek tø rern e k an vente sig af nye — og m åske »langhårede« danske film i form af en ræ kke debutfilm , d e r alle er am bitiøse v p ro je k te r skabt i en m ere eller m in ­ dre u e rk læ re t strid m ed d en trad itio n e lle danske folkekom edie.

E n d elig rundes n u m ­ m erets danske stof af m ed e t la n g t interview m ed dansk film s første store fotograf, A xel G ra atk jæ r, d e r u m id d e lb art før sin død nåede a t fortæ lle b re d t og levende om den glorvæ rdige og spæ nden­ de fortid, d e r v a r dansk film s storhedstid.

O g - sidst, m en ikke m indst - ru n d e r vi n u m ­ m erets m eningsdannende sektion af m ed en lang og fyldig analyse af Buhuels h id til seneste film , den u n d erfu n d ig e »M æ l­ kevejen«, d e r n e to p h a r fået dansk prem iere. Bunu el h a r tidligere u d talt, a t »M æ lkevejen« skulle være hans absolut sidste film , m en u m id d e lb art før redak tio n en s slutning m odtog vi fra vores k o r­ resp o n d en t i M a d rid be­ sked om, a t B unuel a tte r v a r i fuld gan g i film ­ studierne, denne gang m ed a t realisere d e t tid li­ gere skrinlagte p ro je k t »T ristan a« . Se side 50.

E ndelig skylder vi a t oplyse, a t vi p å g ru n d af en overvæ ldende m æ ngde stof desvæ rre ikke h a r få et plads til d e t lovede interview m ed den la tin ­ am erikanske film skaber R u y G u e rra. D et kom ­ m er i feb ru a rn u m m e ret.

In d h o ld s fo rteg n e lse Gand. film Axel Graatkjær Astrid Pade: Festival i Pesaro Frederik G. Jungersen: Finsk film Flemming Behrendt: »Mælkevejen« Close/Up Philip Lauritzen: Syv debutanter Kirsten Stenbæk: »Den gale dansker« Philip Lauritzen: Nu sker der noget i provinsen Granberg: Hvem sagde høring?

Elisabeth Amdisen: Barbet Schroder fortæller om »More« Debat »Den vilde Bande« Niels Jensen

Jørgen Pauli Jensen

40 43 45 46 51 52 53 54 55 56

»Jøden fra Kiev« Joachim Israel og Ulla Prætorius »Easy Rider« Morten Piil »Himmel og Helvede« Anders Bodelsen »Z« Frederik G. Jungersen Søren Kjørup Bøger og Tidsskrifter »Filmkunst«, Niels Jensen »The New Wave«, Peter Graham »Filmens Hvem-Hvad-Hvor«, Bjørn Rasmussen »The Movie Moguls«, Philip French »Thalberg«, Bob Thomas »New Cinema in the USA«, Roger Manvell »Bluff Your Way in the Cinema«, KenWlaschin Premiererne

59 60 61 63 64 66 67 68 68 68 68 69 70

57

Blå bog

71

58

Minikritik

71 39

S tu m film tid e n s led en d e film fo to g ra f, d a n s k e re n Axel G ra a tk jæ r, døde den 12. jA novem ber. Han blev 8 4 år g am m el. H er fo rtæ l- Æ ler han om sin k a rri- m ere i et b å n d in te r­ view re d ig e re t af C laus Ib O lsen og P hilip L au ritzen

A xel G raatkjær. F ilm fotograf. Født 19.1.

1885 i Velling-K oller. B lev 1905 ansat som operatør i O le Olsens biografteater i V im m elskaftet 47. Da O le Olsen to år senere (1906) startede N ordisk Films K om pagni, blev G raatkjæ r ansat som eneste fotograf, og i fire år optog han så godt som alle N ordisk Film s produkter. I 1913 tog han im od et tilbud fra U niverzum F ilm Union (senere U F A ) om at fotografere alle Asta Nielsen og Urban Gads film . Han var de følgende tre år verdens højest betalte film ­ fotograf. „Første gang jeg kom i forbindelse m ed film en var om kring år 1900 i Bryrups for­ samlingshus. E t p ar m æ nd rejste ru n d t m ed et ap parat, som kunne vise levende billeder. D er var bare det ved maskinen, at den ikke havde nogen tilbagespoling.

H ele herligheden løb ned i en stor kurv, som stod ved siden af, og film en m åtte så rulles op igen - og det blev m it job. P ro ­ gram m et kan jeg tydeligt huske. D et bestod af 3 film : M ordet på det serbiske konge­ par, spansk tyrefæ gtning og ungarske folke­ dansere. E fter forestillingen og den efterføl­ gende kaffepunch p å afholdshotellet gik jeg hjem til m ine foræ ldre og fortalte dem, at det, jeg havde set i aften, var noget, jeg godt kunne tænke m ig at kom m e til at be­ skæftige m ig m ed .44 „P å et tidspunkt havde jeg besluttet mig til at tage til A m erika for at søge lyk­ ken derovre, m en jeg kom ikke længere end til K øbenhavn. En dag så jeg i avisen, a t m an søgte en m and til B iografteatret i V im m elskaftet. Jeg tog m in brors stribede benklæ der på, gik derind og kom til at stå som nr. 13 bag en hel flok af københav­ nerdrenge, d er var ved at rykke brysterne af fru O lsen for at blive ansat. Lige så snart fru O lsen så m ig lukke døren op til foyeren, sagde hun til de andre drenge, at de godt kunne gå hjem . Jeg blev antaget m ed det sam me, hvis hendes m and blot var indforstået - han var p å det tidspunkt i Paris. D a han kom hjem , skrev vi kon­ trakt, og jeg begyndte at køre film i bio­ grafen.”

1906 skete der noget. K ong Christian I X døde, og Prins C arl udråbtes til konge af Norge. T il stede ved begge begivenhederne var Biografteatrets direktør, O le Olsen, og hans billetkontrollør, tidligere sergent V ig­ go Larsen, sam t operatøren, tidligere „bondedreng“ A xel G raatkjæ r ( eller Sørensen, som han hed på det tid sp u n k t). O le Olsen havde købt sig et film apparat i Paris, og det blev nu flittig t brugt. G raatkjæ r dreje­ de apparatet, m ens Viggo Larsen fik ideer - og kort tid efter kunne resultatet beses i biografen i V im m elskaftet. Folk stod i lange køer for at kom m e til at se disse hi­ storiske optagelser. D e første film blev frem ka ld t på et kvistværelse på Frederiks­ berg. Snart flytted e det nystartede N ordisk Film s K o. im idlertid ud til mere plads i Valbym ose.

fast af alt det, de havde læ rt i ateliererne, havde ikke fantasi, og de fik d erfor først rigtig læ rt m etieren, da de kom i biografen og så vores film.

V i m åtte jo være nogle flere, og den første, jeg var ude efter, var en, d er hed L ippert.

H an havde im idlertid ikke rigtig sans for lyset og blev derfor sendt en tu r til Ø sten.

M en da h an kom hjem , var der ikke en m eter af hans film, d er kunne bruges.

D en dygtigste af de fotografer, vi fik, var A nkerstjem e, urm ageren fra R anders.

H an klagede sig lid t den første tid og m en­ te, at det kunne h an ikke m agte. Jeg sagde, at det gik nu nok. D et gjorde det også!

H an kunne sit kram og var nr. 1 efter mig.

Sophus W angøe v ar heller ikke ueffen. H an gik til hån d e ovre i knejpen p å M osedalsvej hos m adam e Bischoff, hvor vi frokostede. H er passede h an gaslysene og sådan noget. V i havde spillet b illard sam m en flere gange, og h an havde sagt, at han gerne ville ind for film en. Jeg næ vnte det for O le - og så blev han fotograf.44

Axel Graatkjær bag kameraet. „H em m eligheden ved en spillefilm v ar den­ gang a t få de m edvirkende til at spæne, helst op og ned ad hustage, hvis d et var m uligt - og hvis vi så tillige havde en stor boxerhund i hæ lene p å dem , ja , så var succesen hjem m e.

Viggo Larsen fungerede som instruktør, h an var den eneste, der kunne få lidt skub i foretagendet. H an havde jo også øvelsen i at kom m andere ru n d t m ed folk fra sin tid ved m ilitæ ret.

A rnold R ichard Nielsen var vores store forfatter. N å r vi startede på optagelse, sad han i toget og skrev det hele ned på sine store m an ch e tter - og d et var ikke sm åting, d er kunne blive plads til der. O g n å r vi så tog h jem igen om aftenen, var film en i kassen.

Storm P. var jo også m ed. H an begyndte som m aler hos os, og han v ar en hel ekspert i at m ale cirkuskupler, publikum m er og så­ d an noget. V i havde kun en bæ nk m ed 4-5 rigtige m ennesker, resten af kom parseriet tog Storm sig af. D er v ar altid liv over hans tegninger. D e hæ ngte jo bare løst over et plankevæ rk, og n år så vinden blæ ­ ste, så ku’ de bevæge sig.

D e første fire år havde vi ikke andre fotografer end mig. Sågar da vi havde fået to atelierer, klarede jeg det hele. Jeg løb frem og tilbage m ellem dem , for m ens den ene instruktør havde optagelse, så prøvede den anden.

D et v ar svært a t skaffe ordentlige film ­ fotografer. D e andre, dem vi kaldte de „stive14 fotografer, havde nem lig ingen an­ læg for levende billeder. D e var naglet

1 1907 fik N ordisk en voldsom presseom ­ tale på årets film „Løvejagten“. O le Olsen havde fra H agenbeck bestilt „zwei prachtvolle m dnliche L b w en “ til den form idable pris af 2000 M ark stykket. Kassen m ed de brølende løver ankom til R oskilde jern­ banestation, hvorfra de skulle transporteres til Elleore, en lille ø i fjorden, hvor jagten skulle foregå. D et vakte im idlertid så stor opm æ rksom hed, at en dam e fra den lokale dyreværnsforening ringede til justitsm ini­ ster A lberti og fik ham til at forbyde jag­ ten. Lige før optagelserne ko m m er der så telegram om , at jagten ikke m åtte gennem ­ føres.

Ole Olsen skriver i sine erindringer: „Jeg hørte roligt på telegram m ets oplæsning, fuldm æ gtigen blev atter båret ud til sin båd, og jeg selv tog af sted sam m e aften efter at have givet ordre til, at jagten skulle afholdes næste dag.“ G raatkjærs beretning afviger på flere p u n kter fra O le Olsens. H an fortæller: „D et v ar jo slet ikke O le O lsen, der la­ vede løvejagten, det var mig. E fter a t m an havde forbudt O le a t lave film en, var han et øjeblik tavs, hvorefter han sagde: K om , vi ror ind til Roskilde.

LTndervejs siger h an til mig: „A lberti h a r nok forbudt m ig at gennem føre »Løvejag­ ten«, m en dig h ar h an jo ikke forbudt noget.”

D a vi så kom til Roskilde, gik vi ind på en havneknejpe og blev der enige om, at jeg pr. kontrak t skulle overtage løverne.

K ontrakten blev skrevet af en sagfører, og så var den sag i orden.

D en følgende m andag gik vi i gang m ed optagelserne. V i var blevet enige om at passe på ikke a t vække for m egen opm æ rk­ som hed i Roskilde.

D et viste sig dog a t være svært, ikke m indst fordi vi havde væ ret så letsindige at tage en neger m ed. H an hed T hom sen 41

og v ar tjen er i V esterbros A utom atcafé, sam m e sted hvorfra vi fik de palm er, som blev placeret ru n d t om p å øen.

N å, vi kom så i gang m ed løvej agten den følgende dag, og alt var i forvejen nøje p lanlagt. Løverne skulle lukkes ud sam m en m ed en hest og et gedekid, der skulle være deres naturlige bytte. Viggo Larsen, som både var instruktør og jaeger, skulle kom ­ m e frem i det øjeblik, løverne havde fattet interesse for dyrene. Selv stod jeg ude på en lille bro, vi havde ladet bygge ca. halv­ anden m eter u de i vandet. G ustav Lund, bugtaleren, en af de største krystere, vi havde, skulle være redningsm and for mig, hvis løverne skulle finde p å a t vade ud til mig, og lå derfor m ed en båd et lille stykke længere ude. D et hele overværedes af et p a r gode skytter fra hæ rens officersskole, som skulle se til, at dyrene ikke led. Disse skulle nem lig skydes i det øjeblik, d e r blev sat en klo i dem. Jeg var hele tiden på vagt for at få så m ange billeder som m u ­ ligt - og så afvekslende som m uligt. M en d er var en ting, der hæ m m ede mig, og det var denneher Sinbladoptager, jeg arbejdede m ed. D en havde kun 60 m eter i kassetten og var slem til at køre fast. D et skete ret ofte p å grund af perforationsfejl, hvilket hr. Borck var slem til at lave. H an gik af og til vild i m ålene, således a t han tog positiv m ål til negativet.

D a hele jagten var i kassen, tog vi i al hast tilbage til fabrikken, fik film en frem ­ k ald t og kopieret og stak videre til Sverige m ed originalen, som jeg anbragte i en box.

E t stykke tid efter a t jeg v ar kom m et h jem igen, fik jeg en tilsigelse om at m øde op p å dom huset. Assessoren v ar noget bøs og spurgte mig, om jeg virkelig troede, at d et var m ine løver. Jeg havde besluttet ikke at ville forråde m in principal og for­ klarede, at jeg havde p a p ir på dem . Det kostede m ig en tu r i arresten fra kl. 4 om efterm iddagen og til næste dag ved m id ­ dagstid. O le O lsen ville ikke m ed det sam ­ m e vedgå, at det hele havde væ ret profor­ m a, m en gjorde det til sidst - og jeg blev sat p å fri fod.”

O le Olsen skriver i sin selvbiografi, at N o r­ disk F ilm s storhedstid lå fø r første verdens­ krig — netop i de år fø r A x e l G raatkjær tog af sted til T yskland, en tid, hvor der skete flere bem ærkelsesværdige ting. 1910 indspillede F otoram a i Å rhus verdens fø r­ ste lange film „Den hvide Slavehandel D en havde prem iere den 11. april 1910, var på ca. 700 m , dvs. en spilletid på næsten 40 m inutter. D en 2. august sam m e år havde N ordisk prem iere på en film , der ikke alene bar sam m e navn, m en som in d ­ stilling for indstilling fulgte Fotoramas.

A ugust B lom havde instrueret, og G raat­ kjæ r var fotograf. „B lom var til stede ved prem ieren og sad og opnoterede hver eneste scene punkt for punkt. Film en blev derefter optaget, frem kaldt og kopieret ekspres, således at 42

F otoram a ikke havde m ulighed for a t få afsat re t m ange kopier af deres film.

E fter „D en hvide Slavehandel" lagde vi hovedvæ gten på de lange film. Jeg kan huske, at den første film på 3 akter, som vi optog, var „V ed Fængslets P o rt", hvor V ald em a r Psilander fik sin film debut.

Egentlig var d et m eningen, at Johannes Poulsen skulle have h aft denne rolle, men han blev forhindret. E n af m æ ndene ude på N ordisk - Savler-Fritze kaldte vi ham - fortalte, a t h an kendte sådan en smuk m and, der levede p å polsk sam m en med fru B uem and. H u n brødfødte ham , for han skulle jo væ re sanger. T il at begynde m ed v ar han for stor p å den til at have m ed noget gøgl som film at gøre. H an havde im idlertid h å rd t brug for pengene og bøje­ de sig, m en var sam tidig fræk nok til at forlange 25 kr. om dagen, fordi d et var Johannes Poulsens rolle, han overtog.

E fter prem ieren sad h an de første dage hver dag fra kl. 2-11 i Panoptikon T eatret.

D et var h am um uligt at forstå, at han havde sådan en besynderlig gang. H a n hav­ de for vane at hæve sig h ø jt op på tæ erne, før han tråd te frem - og det kunne han ikke få ind i sit hoved." „I 1911 fik jeg første gang forbindelse m ed Asta N ielsen og U rb an G ad. Jeg optog en scene for dem , og de foreslog, at jeg skulle tage m ed dem til Berlin. På det tidspunkt sagde jeg nej, for jeg kunne ikke tænke mig at lave film for andre end O le Olsen, h am havde jeg sådan en tiltro til.

1913 fik jeg im idlertid igen et tilbud fra Tyskland, fra U niverzum Film U nion d et senere U FA . På det tidspunkt fik jeg ca. 35 kr. om ugen på N ordisk, mens til­ budet fra T yskland var på 3000 M ark om m åneden. D et syntes jeg ikke, jeg kunne sige nej til. E fter a t have m odtaget tilbudet gik jeg til O le, m en han v ar ikke a t træffe.

H an havde allerede h ø rt rygterne om, at U niverzum s sagfører v ar her for at få fat i mig. Je g ville dog ikke være sådan en skiderik bare at stikke af, m en ønskede at forklare h am sam m enhæ ngen. D en næste dag, før kontrakten skulle underskrives, gik jeg igen op for at tale m ed ham , og nu var han der. H an kunne godt forstå mig, m en sagde, at han m åtte forelægge sagen på generalforsam lingen, før han tog stilling til, om m in kontrakt kunne ophæves. D a vi tog afsked m ed hinanden, sagde han: - Lov m ig så at blive.

- Jeg skal tænke over det, sagde jeg og gik over gaden for a t skrive kontrakten m ed det tyske firm a under. D en 8. juli 1913 var jeg i B erlin." „I T yskland kom jeg til at fotografere for alle de store kanoner. I m in kontrakt stod blot, a t jeg skulle fotografere alle Asta N ielsens film. H u n lavede på det tidspunkt 8 film om året, m en jeg kunne ikke affinde m ig m ed at gå om kring i p erio d er uden at bestille noget. D et m anglede da heller ikke på tilbud. K n ap var jeg fæ rdig m ed den ene film , før jeg blev tilb u d t den næste.

Jeg optog således de 4 første Lubitschfilm. M urnau h a r jeg arb ejd et m ed adskil­ lige gange. O g da h an rejste til U SA, bad h an mig tage m ed, m en jeg holdt så meget af Berlin, a t jeg ikke kunne forlade den.

O gså M arlene h a r jeg arb ejdet m ed, m en hun h a r nu aldrig væ ret m it store n um ­ m er. H un m anglede d et form at, d er for eksem pel var over Asta. Asta v ar og er nr.

1 , selv om hun ikke altid var lige nem at omgås. H un havde sine sæ rheder og var ikke altid nem at kom m e ind på. En gang havde h u n låst sig inde i sin garderobe og ville ikke komm e ud, da U rb an G ad skulle bruge hende i en optagelse. V i prøvede alt, m en til ingen nytte. Så fan d t jeg på råd.

Jeg havde fået lavet et visitkort m ed m it navn, og underneden stod d er „cand. film ."

Vi fik kortet ned til hende, og det satte hende i så godt hum ør, at h u n snart efter viste sig - og vi kunne fortsæ tte arb ejd et." „O le O lsen m ødte jeg aldrig, efter jeg var rejst fra N ordisk. Jeg så h am en gang på gaden i Berlin, m en han så ikke mig. På det tidspunkt var h an nede for at forhandle m ed den tyske regering, der havde natio­ naliseret de 49 P aladsteatre, som endnu v ar tilbage af N ordisk’s im perium . O le O l­ sen havde fået et u ltim atum , som gik ud på, at han kunne få 11 m illioner for sine teatre, og hvis han ikke tog im od det, blev de bare konfiskeret. H an m åtte dog ikke tage pengene ud af landet, m en O le var ikke nogen dum rian. For da der sam tidig var de store statslige kunstauktioner i Dresden, fan d t h an hu rtig t ud af at skaffe sine penge h jem ved at købe op der. D et var der ingen, som havde forbudt ham .

Selv havde jeg også fået en del penge ud og havde bl. a. købt et p a r større gårde i Jylland. M en da landbrugskrisen kom herhjem m e, m åtte jeg tage hjem for at sælge. D en økonomiske situation var i det hele taget dårlig, hvilket selvfølgelig p å­ virkede film produktionen. Jeg besluttede derfor ikke at vende tilbage.

Jeg h ar ikke lavet film siden Berlin. D er h a r væ ret optræ k til et p ar tilbud, m en det er aldrig blevet til noget.

Jeg går dog stadig i biografen og ser T V .

N å r m an ser det lort, der præsteres, bliver m an k lar over, at vi ingen fotografer har, der er væ rd at tage h a tte n af for. N å r de for eksem pel skal lave en stem ningsfilm — hvad gør de så? D e lukker blæ nden helt til. M an skal s’gu både kunne se, hvad per­ sonerne laver, og fornem m e den stem ning, instruktøren vil have frem . H er er det, at m an skal arbejde m ed lam perne, m en det kan idioterne ikke i dag. D er er nogle en­ kelte undtagelser, svenskerne for eksempel og nogle af sydlændingem e. H ver gang jeg m øder en fotograf, d er skal til syden, så giver jeg ham altid dette råd: Hvis du har en skygge, der er sort, belys den godt, og lad solen passe sig selv, så kom m er du h jem m ed nogle gode billeder. D e dybe skygger skal belyses fu ld t - det an d et m å godt være overbelyst."

FESTIVAL IPESARO ASTRID RADE P esaro er en lille tu ristb y ved A d ria te r­ h a v et. S æ sonen g å r fra a p ril til o ktober, h v o r d en b re d e sa n d stra n d e r fy ld t m ed tu riste r. Byen h a r få se v æ rd ig h ed er. D en b e rø m te k o m p o n ist R ossini e r fø d t i P esa­ ro, og m a n h a r c h a n c e n fo r a t bese h an s fø d e sted sa m t e t te a te r o p k a ld t e fte r h a m .

F ilm e n tu sia ste n k e n d e r P esaro som den by, h v o r en å rlig v e n stre o rie n te re t festival afh o ld es. D e n store sp o rtsh a l o m d an n e s d a til in te rn a tio n a l b io g ra f m e d m ik ro fo ­ n e r ved alle sæ der, rå d h u se t b liv e r presse­ c e n te r og e k sp e rim e n ta lte a tre t diskussions­ ru m . A d g a n g en til disse ste d e r e r fri for alle. D e t b lev b e ste m t p å d e n sto rm fu ld e festival sidste år, h v o r d e r d e m o n stre red e s k ra ftig t m o d festivalens fo rm . D en v a r ef­ te rh å n d e n b lev e t til en d å rlig k opi a f V en e d ig fe stiv alen . L ed elsen tog k ritik k e n til e fte rre tn in g og n e d sa tte e t u d v a lg b e stå ­ e n d e a f re p ræ se n ta n te r fo r Ita lie n s fø ren d e

film o rg a n isa tio n e r og stu d e n te ro rg a n isa tio ­ n e n M S . D e n n e » C o m ita to O rd in a to « h a r a rb e jd e t p å festiv alen s fornyelse et år. M S foreslog p å e t tid sp u n k t, a t m a n skulle h ellig e d e tte års festival en diskussion om en ny stru k tu r. D e tte b lev fo rk astet a f de a n d re m e d le m m e r, og M S tra k sig u d af a rb e jd e t.

P e sa ro festiv a le n 69 h a v d e tre h o v e d ­ p u n k te r: 1. a t belyse e m n e t „ P o litik og film “ gen­ n e m en ru n d b o rd ssa m ta le .

2 . a t få o rg a n isere t en „ a lte rn a tiv d istrib u tio n “ i Ita lie n .

3 . a t vise „ n y e “ film .

F ø rs t ru n d b o rd ss a m ta le n o m » P o litik og film “ . E fte r d e n m egen snak om en ny form , m ø d te m a n m e d store fo rv en tn in g er til e n in sp ire re n d e diskussion. D e t b lev en m eg e t k o n v e n tio n e l affæ re. T r e italien sk e film sk rib e n te r P io B aldelli, M o ra n d o M o-

ra n d i og F ilip p o d e S an ctis h a v d e fo rb e ­ re d t nogle oplæ g. D isse b ru g te de en dis­ kussionsdag til a t læ se op, til tro d s for a t de a lle re d e fo relå i try k t u dgave.

P io B a ld e lli (d e r lige h a r u d g iv e t en u d m æ rk e t bog o m N e o re a lism e n ) slog fast, a t d e r i d a g e r e t å b e n b a rt m isfo rh o ld m ellem d e n a k u tte sociale krise i sa m fu n ­ d e t og d e n type film , d e r laves i d e t. M a n er d e rfo r n ø d t til a t træ ffe et v a lg m ellem d e n en g ag ered e og d e n u e n g ag e red e film .

F o r h a m a t se e r d e r i d a g k u n p la d s for en slags film , d e n politiske.

F ilip p o de S anctis m en te , a t d e t e r tå b e ­ lig t a t ta le o m e t v a lg m e lle m en g ag e ret og u e n g a g e re t film . D e t eneste valg, d e r k a n foretages, er v a lg e t m e lle m a t b e tra g te p u b lik u m som en m asse e lle r en klasse. A t væ lge a t b e tra g te p u b lik u m som en klasse vil sige a t b e tra g te fo rh o ld e t p u b lik u m /d e a u d io v isu elle v irk e m id le r som en d el af

43

klassekampen, at være sig bevidst, at m an bruger de audiovisuelle virkem idler som kam pm iddel til at æ ndre de bestående klasseforhold, idet m an giver publikum væ rktøjet i hæ nde til at få et kritisk og videnskabeligt billede af virkeligheden.

M orando M orandi kritiserede den typi­ ske italienske film kritiker, der er tvunget til at anm elde alle film, der kom m er frem.

H an bliver derfor tit blasert og træ t i sine anm eldelser. H an h a r ikke plads nok i avisen til at udtrykke sig fuldt ud, og ofte øver produktionsselskaberne pres på ham, da de gerne vil se deres film , der h a r ko­ stet dyrt, godt anm eldt.

D erefter fulgte en tem m elig m at diskus­ sion, om hvorvidt politiske film skulle be­ døm m es hovedsagelig efter deres form og stil eller efter deres virkning. Som u d ­ gangspunkt brugte m an G regorettis nye film ,,A pollon“ om strejken i en stor virk­ som hed. D et var en film, de fleste afsky­ ede, m en ydede deres bifald rent ideolo­ gisk. D a im idlertid ingen af de ud en lan d ­ ske deltagere havde set denne film, forlod de ret hurtigt diskussionen.

Festivalens andet hovedem ne var „ alter­ nativ distribution'1. En m ængde film m u­ seer, film klubber og kulturelle foreninger h a r besluttet at gå sam m en om at opstille et alternativ' til den kom m ercielle distri­ bution, der både af økonomiske og politi­ ske årsager ikke er interesseret i at give sig af m ed den politiske film. Film ene skal vises i skoler, på fabrikker og i forsam ­ lingshuse for at bringe dem ud til det p u b ­ likum , de virkelig berører.

Sidst, m en ikke m indst vigtigt, kom m er forevisningerne af „ny” film.

Brasilien var stærkt repræ senteret ved G lauber R ochas sidste film „Antonio-dasM ortes“ , der tidligere h ar væ ret vist i C an ­ nes og Berlin.

F ra dette land kom også „O Bravo G uerreiro11 (D en tapre kriger) af G ustavo D ahl, der er uddannet på C entro Sperim entale og i Paris. D erefter vendte han tilbage til Brasilien, hvor han arbejdede som film kritiker og lavede nogle kortfilm . „D en tapre kriger11 er hans første lang­ film. Film ens helt M iguel H o rta er rep ræ ­ sentant for det svage radikale parti. For at få gennem ført nogle af sine ideer be­ slutter han sig til at gå over til det ledende N ationalparti. H an betrag ter ikke dette som forræ deri, m en som realistisk politik.

F or sent opdager han, a t han h a r væ ret blåøjet. N ationalpartiets ledere h a r blot villet udnytte hans popularitet. D e h a r aldrig h aft til hensigt at gennem føre nogle af hans ideer. D en eneste udvej for ham er selvmord.

Film en er om stæ ndeligt fo rtalt i sm uk­ ke, rene billeder. U ndertid en er den næ ­ sten for tung i sine lange, politiske dialo­ ger, m en det er en engageret og ærlig film om en svag m ands nederlag i et korrupt regeringssystem . „Jard in de G u erra11 (K rigshaven) af brasilianeren N eville D ’A lm eida han d ler også om en svag helt. D enne gang en gan­ ske ung m and, der ikke er engageret poli­ tisk. H an leger sig gennem tilværelsen og

Foto på side 4 3 : scene fra „K i n g M u r r a y “.

Foto på side 4 3 : scene fra den finske „En kotte under ryggen“.

44

p åtag er sig nu og da et tilfæ ldigt job. En dag skal han for en mystisk organisation aflevere en kuffert, hvis indhold h an ikke kender. U heldigvis bliver han u n d er jobbet fanget af en anden organisation og lange forhør begynder. Ingen tro r på, at han ikke kender kuffertens indhold. Skiftevis bliver han to rtu reret og analyseret, og lidt efter lid t vågner h an til en erkendelse af, a t h an på en m åde er skyldig - i blindt a t have ladet sig bruge. D et lykkes ham at undslippe, og han begynder et nyt, lyk­ keligt og engageret liv. Film ens poetiske og hum oristiske behandling af det alvorlige em ne er velgørende, og i hovedrollen ses en strålende skuespiller „Brasiliens JeanPierre L éaud11, Joel Barcelos.

C uba var bl. a. repræ senteret ved en film af H um berto Solas, „L ucia11. Film en er i tre episoder, der beskriver den cuban­ ske kvindes udvikling. Første episode fo­ regår i 1895 un d er krigen m ed Spanien og h an d ler om en kvindes ulykkelige kærlig­ hed til en gift m and. H un sæ tter sig ud over sit borgerlige m iljø og får en tragisk skæbne. D e m ange krigscener i afsnittet er optaget enten overbelyste eller i negativ.

D et er en stil, unge cubanske instruktører er blevet m eget glade for. I Gom ez’ „D et første angreb m ed m acheten11 er den brugt hele film en igennem og virker meget træ t­ tende.

I a n d e n episode b e fin d e r vi os i 1933 .

E n ung pige fra e t so ciety-m iljø h a r fået re v o lu tio n æ re id ee r og fly g ter fra sit h je m fo r a t gifte sig m e d d en a n ark ist, h u n elsker.

T re d je episode fo reg å r i tresserne. E n u n g a rb ejd ersk e h a r g iftet sig og spæ rres in d e a f d en ja lo u x , g a m m e ld a g s æ g tem a n d , d e r fo rb y d er h e n d e a t blive ved m ed at a rb e jd e . P igen få r dog til slut sin vilje.

Ligeledes fra C uba kom m er „O ddisea del G eneral José11 af Jorge Fraga. D en fo­ regår også i det begivenhedsrige år 1895.

G eneral José og hans m æ nd er faldet i baghold. José undslipper, og vi følger ham på en dagelang flugt gennem junglen, der er skildret ikke alene som et truende, men også et meget sm ukt sted m ed et rigt dyre-' liv.

Af k o rtfilm viste c u b an e rn e bl. a. „ L .B .J .” af A lvarez. F ilm e n e r i tre afsnit: L for L u th e r K ing, B for B ob K e n n ed y , J fo r J o h n K e n n ed y . F ilm e n d ra g e r u tv ety ­ digt Jo h n so n til an sv a r fo r disse tre m æ n d s d ød.

V e d a t fo rtæ lle om d e brasilian sk e og de cubanske film h a r je g o p re g n et festiva­ lens b ed ste film . Ita lie n viste fire film ; ingen af d e m v a r frem ra g en d e .

„ Il rap p o rto 11 af Lionello M assobri: En konventionel historie om et ægteskab m el­ lem en film instruktør og en skuespiller­ inde. „ T ab u la rasa“ af den 24-årige G ianpaolo C apovilla: En lang række selvbeken­ delser i G odard-stil. „C om e, sweet D eath 11 af Paolo B runetti: En slags dokum entarfilm fra en rejse til N epal. Film en er stykket sam m en af re­ sterne fra en anden dokum entarfilm , så kan m an selv forestille sig, hvordan den var. „Pagine chiuse11 af G ianni da C am po er den bedste af film ene. En stilfæ rdig hi­ storie om en genert kostskoledrengs lidel­ ser. S am m enholder m an disse film m ed

den præ sentation af ny italiensk film , der blev vist i V enedig, kan m an ikke sige andet end, at det ser sort ud for Italien, hvad nyt talen t angår.

Fra R um æ nien kom „M ean dre11 af M ircea Saucer. E t ganske interessant stilistisk eksperim ent. Film en består næsten ude­ lukkende af silhouetbilleder og var japanskinspireret. Fra S panien kom „N octurna 29“ af Piero Portabelyla, en film om en rig kvindes triste liv i en spansk provinsby.

H endes depression er skildret udefra gen­ nem de m iljøer, hun færdes I. „U n film 11 af Silvia Boissonas fra Frankrig er stærkt inspireret af W arhol. I 40 m in u tter ser vi en kvinde opholde sig i en glaskuppel m ed to åbninger, hvorigennem skiftevis vand og sand strøm m er ind. D et var kedeligt.

Sverige havde sendt tre politiske film.

K ars W estm ans ret svage „Sandheden om B åstad11, der ikke står sig i sam m enligning med Bo W iderbergs „D en h'vide sport” om sam m e em ne: R hodesiadem onstrationem e i Båstad sidste år. „T erry W hitm ore11, en p ortræ tfilm af Bill Brodie. T erry er en deserteret V ietnam soldat, d er fortæ ller ry­ stende oplevelser fra krigen. „ N ej11 af Stig B jorkm an om m ilitæ rnæ gtem es situation i Sverige i dag.

Ingen af film ene er m esterværker, sna­ rere tvæ rtim od, m en de er levende og en­ gagerede. M an spørger sig selv, hvad der forhindrer os h e r i D anm ark i at lave så­ danne film.

Festivalens bedste film var „K ing, M urray“ af David H offm an fra USA. H offm an h a r lavet ca. tyve T V -dokum entarfilm , før han lavede „K ing, M urray11, der er hans første langfilm . I to døgn fulgte H offm an og hans teknikere en amerikansk forsikringsm and, M urray King. Film en star­ ter klokken 7 om m orgenen uden for K ings hus - et langt stille totalbillede.

Så kom m er K ing spruttende ud af huset, p a ra t til at starte en ny, travl dag. V i kom ­ m er m ed på turen ru n d t til klienterne, som h an skiftevis ch arm erer og truer.

T em p o et sættes lidt efter lidt op. O m af­ tenen m ødes h an i lufthavnen m ed ven­ nerne og nogle „starlets11 for at tage på week-end til Las Vegas. W eek-enden er m eget vellykket. M an æder, drikker, spil­ ler og fortæ ller sjofle historier. Vi får et k lart og næ rgående billede af den selv­ hæ vdende M urray K ing og den livsform, h an står for. M en det gode ved denne film er, at den ikke giver et ensidigt bil­ lede af m anden. H offm an er ikke bare den forargede venstreintellektuelle, der harcellerer over „ T h e A m erican W ay of L ife11.

H an er ikke bange for at vise, at M urray også er en sym patisk m and, der til trods for sin dom inerende væ rem åde respekterer andres integritet. D er er noget sundt i m anden. D ette gør hans tom m e levevis endnu m ere uhyggelig, og film en meget hårdtslående.

D e n 5 . P e sa ro -f esti val m å ka rak terise res som en festival, d e r e n d n u forsøger a t finde sin form . D e få re fo rm e r, bl. a. d en g ra tis a d g a n g til fo revisningerne, m å siges a t væ re blev et en succes. T il næ ste å r vil m a n søge a t skæ rpe u d v æ lg else sk riteriern e : D e r blev vist fo r m an g e d å rlig e film . S a m t fin d e en ny diskussionsform : „ D e t ru n d e b o rd 11 v a r ikke sæ rlig givende. D e t er en søgen, d e r fo rh å b e n tlig nok skal give re ­ su ltat.

finsk film

„ I d et in te rn atio n ale lys ser m an stilb ru d ­ dene, hjæ lpeløsheden, m anglen p å sm ag og hele den tung e finskhed.“ Således skrev en finsk k ritiker i „ C h ap lin 61“ for k n a p t fire å r siden, og noget lignende følte m an som dansker, d a F ilm m useet præ senterede seks danske film i to w eekender m id t i oktober.

M en sam tidig kom m an til a t tæ nke på, at udlæ ndinge sikkert er præ get af sam m e b la ­ serthed over for dansk film som den lige­ gladhed, dansk presse og m useum spublikum ved sin negligeren udviste over for disse finske film. D er v a r ganske vist heller ikke g jo rt m eget reklam e for a rran g em en tet, m en alligevel.

D e fleste af film ene fo rtjen te trods deres m angler a t blive set for deres egen skyld og desuden for den proportionssans, de k u n ­ ne give os. H vis den m eget om talte forårs­ høst af danske film blev præ senteret på sam m e m åde i H elsingfors, ville den næ ppe vække større opm æ rksom hed. O g dog m å­ ske. F or F in lan d er jo så m eget m ere isole­ re t (og følgelig provinsiel i om verdenens ø jn e) både geografisk og sprogligt. Finsk er ikke e ngang et indo-europæ isk sprog og står os d e rfo r lige så fje rn t som japansk.

D ette m å p å flere m åd e r gøre finnerne m ere ensom m e som natio n end os, og d et er sikkert m edvirkende til, a t hverken festival­ ledelser eller a n d re h ø re r om deres film.

E t fælles præ g ved de seks film v a r en åben og æ rlig vilje til a t skildre den grå h v er­ dagsagtige virkelighed uden a t indlæ gge sto­ re dram atiske begivenheder og undtagelses­ m ennesker. Alle film ene foregik i nutid en , kun én v a r bygget p å en rom an, resten på o rigin alm anuskripter. D et er tilsyneladende kun den æ ldre generation, folk som M atti K assila („ S k o rd em å n ad “ , vist af Film m useet i 1957) og E dw in L ain e (V åin o L innafilm atiseringen „D en u k endte soldat11), som giver sig af m ed a t b e arb ejd e berøm te, lit­ teræ re væ rker.

D er er jo im idlertid den fare ved de m o­ derne handlingsløse film , a t de så let bliver kedelige og triste. Gysere, w esterns, krigs­ film osv. h a r nu e ngang en u m iddelbar u n d e rholdningskraft, og det ville væ re u u d ­ holdeligt, om vi h elt skulle undvæ re den gode, m ere eller m in d re konstruerede h i­

storie. D en opløsning af de klassiske fortæ lle­ form er, som bl. a. G o d ard h a r frem kaldt, giver ligesom den abstrakte m alerkunst bedre a d g an g for d ile tta n te r og fidusm agere. „Les Siffleurs“ (,,V isslarna“ ) fra 1964 af E ino R uutsalo v a r netop sådan et styk­ ke simili, en billig im itation af de tid ­ lige nouvelle vague-film . D en foregik b lan d t unge skuespillere i Paris og v a r en søvn­ dyssende m onoton skildring af deres ørkesløse tilværelse. De drev ru n d t i byen, sad p å fortovsrestauranter, talte om jobs og kopulerede. G lidende k am eraføring on lo­ cation og korte scener m ed Pascale Petit, Je a n -C la u d e B rialy og Jean-L ouis T rin tig nant. Aldeles ligegyldig, m en .sym ptom atisk.

Jo rn D o n n er er en anden af disse m o­ dernister, d e r h a r m isbrugt den m oderne og frit springende fortæ llem åde. „S v art p å V itt“ fra 1967 e r hans fem te spillefilm , den første i farver, den første finske. D et nøgne handlingsskelet kan lede tanken hen p å „Silk e h u d “ , for så v id t som d et er en historie om en pæ n fam iliefader, d e r pludselig en dag ind led er et forhold til en u n g pige og ikke kan løsrive sig, mens hun er m indre engageret. T ru ffa u t skildrede præ cist og konkret utroskabens m askineri og førte h andlingen frem til en konsekvent og d ra ­ m atisk slutning - og det v a r fantastisk u n d erholdende. D o n n er derim od er abstrakt (frem m edgørelse i overf lod ssam fu n d et), m o n ­ dæ n (kolde fa rv e o rg ier), usensuel (rituel erotik) og udram atisk. Film en virker sm art og uvedkom m ende, og D o n n e r selv er stift m arionetagtig i rollen som æ gtem anden.

M en adskillige engelske kritikere g å r ind for d e n ; således gav T om M ilne o. a. den to stjern er i „ M onthly Film B u lletin14.

D en betydeligste yngre in stru k tø r synes a t væ re Risto Ja rv a. Både hans „Lyckospelet 11 og „E n arbetares dagbok 11 havde noget uforløst og k ra m p a g tig t over sig, m en de v a r dog begge seværdige. I „Lyckospelet 11 fra 1965 følger m an en jou rn alist, en lidt svag og usikker person, d e r h a r en kort affæ re m ed en m annequin, m ens hans faste v e n in d e er bortrejst. B å d e m ilj ø b e ­ skrivelsen og personerne virker ægte og levende, m en helheden er noget løs, og der er lid t sm art form leg hist og her, bl. a. i en

m an ie re re t u d flu g t til Sveaborg. D et ender m ed afsked m ellem jo u rn alisten og m an n e ­ quinen, og d et er g jo rt m ed en vem odig følelse, som to talt m an g ler i D onners be­ slægtede slutning. „Lyckospelet 11 regnedes af nogle for årets bedste finske film i 1965. „E n arbetares dagbok 11 fra 1967 var program m ets bedste film. E n politisk skil­ d rin g af sociale m odsæ tninger via en in ­ dividuel, psykologisk historie om et nygift æ gtepar. H a n er en 31-årig, politisk interes­ seret arb ejd er, m ens hun kom m er fra en storborgerlig fam ilie. I gode flash-backs får vi et godt indtryk af det trau m a, som både borgerkrigen i 1918 (nogle glim t p å en T V skæ rm ) og A nden V erdenskrig h a r skabt i F inland. A lt det k e n d er vi jo næ sten intet til. Igen v a r m iljøbeskrivelsen og de socio­ logiske elem enter glim rende, m ens personer­ ne ikke altid levede, og d e r v a r noget tørt over film en. Igen kneb det m ed a t få en historie ud af d e t; film en en d er uforløst m ed p a rre t dansende og toner over i stjern eh im ­ len som litteræ rt symbol for en universel forsoning m ellem de elskende.

Film m useets pro g ram n o ter anfører, at „Lyckospelet 11 kan m inde om M ilos F orm ans film , m ens „E n arb etares d a gbok 11 synes m ere inspireret af O lm is „D e forlovede11.

Ja rv a er im idlertid i høj grad præ get af de svagheder, d e r næ vnes i denne artikels in d ­ ledning, m en alligevel ser m an gerne m ere af ham . „ H o t C a t ?11 fra 1967 af Erkko Kivikoski h a n d le r også om de politiske skel og de sociale forhold i det å b e n b a rt snæ ver­ synede F inland. En ung m an d sm ides ud af skolen for noget så b ag atelag tig t som offentlig fuldskab, og d e r er en glim rende scene m ed drengens ydm ygt bedende h å n d ­ væ rker-fader og den høfligt-glatte rektor, m ens m an skim ter en M an n erh eim -statu ette i b aggrunden. O gså kæ ft-trit-og-retninglæ rernes diskussioner m ed de velm enende liberale er gode. Film en glider over i en m indre vedkom m ende kæ rlighedshistorie m ellem eleven og en læ rerinde, spillet af den prag tfu ld e M a a rita M åkelå (som m in ­ d e r slående om den polske B arbara L ass).

H u n ville kunne spille de fleste danske film ­ piger sønder og sam m en. S lutningen e r så åben og tilfæ ldig, a t d et slet ikke er nogen slutning.

E ndelig v a r d e r „ E n kotte u n d e r ryg­ gen 11 (kotte = kogle) fra 1966 af M ikko N iskanen, en ch arm eren d e bagatel om to unge p a r p å telttu r. K a m era et og hele stilen er det m este af tiden legende let og sm idig å la F orm an. D et er m ere levende og indtag en d e end C hristoffer Bros „F arlig som m er 11 og Ja n H aldoffs „L ivet er d ø d ­ skønt11. M en lystspiltonen kan ikke holde.

D er kom m er slemm e R esnais/L ester-m anerer og en storeslem forførelsesscene til svul­ m ende klaverm usik. M en alligevel v a r det •program m ets m est u n d e rh o ld e n d e film , og den er i øvrigt solgt til over 30 lande, for­ m o dentlig p å gru n d af de nøgenscener, som d e r for resten v a r rigeligt af i sam tlige film.

D et virkede næ sten d em onstrativt frisindet.

U jæ v n h e d over hele linien, m en glim rende enkeltscener og am bitioner. „E n arbetares dagbok11, som sikkert ingen tu rd e lave i D an m ark , så m an gerne i f. eks. T V . K o n ­ klusionen er, a t finsk film g o d t kan m åle sig m ed dansk, m en d et siger m åske heller ikke så forfæ rdelig m eget.

Frederik G. Jungersen.

45

"MÆLKEVEJEN” BU NU ELS MYSTERIESPIL FLEMMING BEH RENDT

„C’est le mystére qui m’intéresse. Le mystére est l’élément essentiel de toute oeuvre d,art“ Bunuel „La religion sans mystére ne serait pas la religion“ Den gale præst i „Mælkevejen“ M a n g e lod sig a f B unuels sidste film , „ D ag e n s sk ø n h e d ” , træ kke r u n d t ved næ sen a f dens bev id st u ig e n n e m træ n g e lig e vekslen m e lle m d rø m og v irk elig h ed in d e n for fik tio n en . I „ M æ lk e v e je n " er op h æ v elsen a f d e t n o rm a le virk elig h ed s- og u v irk elig ­ h ed sb e g re b h e lt å b e n b a r, og d e t e r u d e n e n h v e r in teresse a t d isk u tere , o m p e rso n er­ n e n u sover i to, tre e lle r fire fje rd e d e le a f film en . P ro b le m e rn e lig g er p å e t a n d e t niveau. „ M æ lk e v e je n " h a r to g e n n em g åe n d e fi­ g u rer: P ie rre og Je a n . D e e r v a g a b o n d e r p å p ilg rim sre jse fra P a ris til S a n tia g o de C o m p o ste la i d e t n o rd v e stlig e S p a n ien .

(B y en e r o p k a ld t e fte r S a n k t Ja c o b . „ V e je n til S a n k t J a c o b " e r p å de ro m an sk e sprog en a n d e n betegnelse for m æ lk e v e je n . D e ra f title n , sikkert v alg t, fo rd i d e n fo rek o m B unuel sm uk.) D eres rejse er ikke stæ rk t religiøst m o tiv e re t — skyldes sn a rere en fo r­ m o d n in g om , a t g o d g ø re n h e d e n e r stø rre o m k rin g a p o stle n s g rav en d i Ile -d e -F ra n c e .

O m k rin g disse to g ru p p e re r film en s m a n ­ ge e p iso d er sig, lid t i stil m e d k o m p o sitio ­ n e n i d e n spanske p ik are sk e ro m a n fra d et 16. å rh ., o m hvis o m stre jfe n d e og a lto p ­ lev en d e h o v e d p e rso n e r d e to svagt k a n m in d e . S elv e r de ikke film ens h o v e d p e r­ so n er i nogen psykologisk fo rsta n d , sn arere le d e fig u re r e lle r e n slags re p ræ s e n ta n te r fo r tilsk u e re n . M e n h e lle r ikke d e t således a t forstå, a t d e t e r g e n n em d em , m e d deres ø jn e, vi o p lev e r film e n — to scener dog

46

u n d ta g e t. N å r d e in d d ra g e s i b e g iv e n h ed e r­ ne, er d e t u d e n effekt fo r disses forløb, som b rik k er i et stø rre spil. F o r en tid g li­ d e r de h e lt ud , m en k o m m e r igen så m eget m ed, a t de n æ r m å le t k an b e k ræ fte h in ­ a n d e n i, a t nu h a r de få e t nok. O g h e r skal de no k byde m an g e n d an sk tilsk u e r en ønsket id en tifik a tio n sm u lig h e d .

D e t er n e m lig en sørgelig kendsgerning, a t vi h e r i la n d e t - b å d e som p u b lik u m og k ritik - h a r svæ rt v ed a t bevæ ge os i a n d re ta n k e v e rd e n e r en d vores egen. F ilm , d e r selv i S to c k h o lm k a n gå m å n e d e r, få r i K ø b e n h a v n en sta k k et frist p å et p a r uger, o m o v e rh o v ed e t nogen tø r im p o rte re dem .

D e t g æ ld e r P asolinis „ T e o re m a " (som fra flere sid e r m ø d te en uhyggelig n e d la d e n d e k ritik ); d e t k o m m e r nok også til a t gæ lde R o h m e rs „ M a n u it chez M a u d " , og i skri­ v e n d e stu n d fø r „ M æ lk e v e je n “ s p re m ie re e r d e t n æ p p e fo r d ristig t a t spå d e n 14 d a g e p å p re m ie re te a tre t, en lan g og sk u m p let vej g e n n em la n d e t og en kritik, d e r ta le r om „specifikke katolske p ro b le m ­ stillin g er". O g dog k a n sæ sonen ikke k o m ­ m e til a t by d e p å væ sen tlig ere film end disse tre.

M en s R o h m e rs film e r en ræ kke d u e lle r p å P ascal, s ta m m e r 90 p ro c e n t a f dialo g en i „ M æ lk e v e je n " d els fra b iblen, dels fra teologiske sk rifter og kirkelige læ re sæ tn in ­ g e r sam t æ ld re og nyere kirkehistoriske væ rk er. D e t e r en film o m d e n katolske kirke og dens k æ tte re , og d e t e r - e n d n u en gan g og m åske d e n b ed ste — en film o m B unuel og h a n s fo rh o ld til k risten ­ d o m m en .

G ru n d v ilk å re t fo r fik tio n sd a n n e lsen i „ M æ lk e v e je n ” e r en to ta l ophæ velse af g ræ n sern e i tid og ru m og m ellem ra tio n e lt og irra tio n e lt. U n d e r fo rtek ste rn e klippes d e r fra n æ rm e st tid lø se b ille d e r a f S a n tia gos re g n v åd e g a d e r og tu n g e renaissance-

bygn in g er til e t vue o v er m o to rv e je n syd for Paris. M o d sæ tn in g e n fa v n er asp e k te rn e i d e n rejse, film e n beskriver. D e n la d e r sig d e rfo r h e lle r ikke - om så b lo t fo r u n d e r­ søgelsens skyld - restløst sp a lte op i lag og e le m en ter, m e n følgende, h in a n d e n k ry d se n d e so rte rin g e r la d e r sig d o g fo re ­ tage.

F ilm e n h a r tre h o v e d p la n e r. E t n u tid s ­ p la n , som er de to v a g ab o n d e rs p ilg rim s­ rejse. E t h istorisk p la n , som gen g iv er e p i­ soder fra k irk eh isto rien . O g e t bibelsk p lan , d e r g engiver fig u re r fra N y T e s ta m e n te .

D e to første sk æ rer h in a n d e n , og deres p e r­ soner m ø d es i b ille d et. D e t sidste h o ld es til film en s slutsekvens sk a rp t a d sk ilt fra de to a n d re.

E n d v id e re k a n selve diskussions- e lle r d e m o n stra tio n ssto ffet g ru p p e re s o m k rin g seks h o v e d d o g m e r og de b a g læ resæ tn in ­ g erne liggende „m y stéres". (1 ) E u k aristien , d.v.s. a t K risti o rd i n a d v ere n : „ d e tte er m it legem e og b lo d " m å tages bogstaveligt.

(2 ) D e t ondes o p rin d else ; ikke sk ab t a f d e n algode G u d , m en o p stå e t g en n em en o p ­ rørsk engels fa ld . (3 ) K risti d o b b e lte n a tu r - p å én g a n g G u d og m enneske. (4 ) N å d e n og m enneskets fri vilje, d.v.s. h v o rd a n h a r ­ m o n eres ta n k e n o m e n a k n æ g tig G u d m ed ta n k e n om v ilje n til a t væ lge m ellem o n d t og g o d t. (5 ) T re e n ig h e d slæ re n - fa d e r, søn og h e llig å n d er tre og dog én. ( 6 ) M a ria logien, d.v.s. læ re n o m Je su m o r M a ria som u b e sm itte t a f arv esy n d en i b å d e sin egen og Je su u n d fa n g else og d o g m et om h e n d es h im m e lfa rt. M a n m å h e r e rin d re sig, a t d e r om a lle disse p u n k te r h a r v æ re t u e n ig h e d g en n em h e le k irkens h isto rie , så vekslen d e sy n sp u n k te r e lle r fo rm u le rin g e r til forskellig tid h a r v æ re t hersk en d e, og a t f. eks. m a ria lo g ie n fø rst i forrige å rh u n d re ­ de h a r få et sin n u v æ re n d e fo rm . K æ tte ­ riern e , a ltså d e til e n h v e r tid fra læ ren

afvigende, „falske" opfattelser, er en del af den katolske kirkes udvikling.

D e tre af disse seks hoveddiskussioner fald er i nutidsplanet: i kroen i Ile-deFrance (1 ), i luksusrestauranten i T ours (3) og i det spanske værtshus ( 6), mens de tre øvrige finder sted i slutningen af det 4. århundrede (2 ), i det 18. årh u n d re­ de (4) og i det 16. århundrede (5 ).

D er er ingen grund til h er at kom m e nøjere ind p å indholdet og gangen i dialo­ gen til disse seks afsnit. D et er nem lig en af kvaliteterne ved „ M æ lkevejen", a t 4en kan „forstås" ud fra et m inim um af for­ udsæ tninger og på grundlag af højst to gennemsyn. I et interview, d er står som indledning til udgaven af film en i l’AvantScéne C iném a nr. 94-95, siger Jean-C laude C arriére (Buhuels m edforfatter p å de fran ­ ske film i 60em e) ligeså troskyldigt, at alle tekster er autentiske, og at de (h an og B unuel) ingen bevidste æ ndringer h a r fo­ retaget, „blot et valg". M en nøjagtig her h a r vi jo Bunuel. „N år jeg ser film en", indrøm m er C arriére om deres sam arbejde, „opdager jeg, at den h a r fået en ny dim en­ sion, som den ikke havde i m anuskriptet."

Interessen m å derfor samle sig om dels hvorledes disse udvalgte stykker præ sente­ res, dels hvad de er valgt til fordel for.

D et sidste er dog i denne sam m enhæ ng kun overkom m eligt for de bibelske p a r­ tiers vedkom m ende.

I kroen i Ile-de-France, Pierre og Jeans første rastplads, er det en katolsk præ st, d er frem fører nadverlæ ren over for en ra ­ tionalistisk brigadier. H an bliver forarget over væ rtens (kæ tterske) forslag, at det er m ed Jesu legeme i brødet som m ed harens i postejen, og m eget opbragt, da Pierre spørger, hvad der bliver af Jesu legeme i m aven. M en pludselig slår h an om, giver væ rten ret og viser sig da også at være en

undvegen psykiatrisk patient, der ikke tåler modsigelse. H an h ar væ ret sognepræst, m en den m egen og unyttige læ rdom er steget ham til hovedet, synes Bunuel at sige. M an kan blive gal af at skulle for­ svare kirkens lærebygning. Eller: en kæ t­ tersk præ st m å være gal. H an skal spærres inde, siger kirken. O g den h a r m agt til at lade sam fundet effektuere sin dom. H vor­ dan m an end vil opfatte præsten, m øder der her - i film ens første dogmediskussion - tilskueren en spillende ironi, som uvæ ger­ lig bringer ham i et skeptisk forhold til diskussionens emne. H vilket naturligvis er m eningen.

T il ironien føjer sig i den følgende dog­ me-scene en hum or, d er bygger p å kon­ trasten m ellem scenernes indre og ydre referenceram m e. D et er en hum or, som h elt uhæ m m et og show -præget er udfoldet i den plakattekst, der i F rankrig fulgte fil­ m en (aftry k t i l’Avant-Scénes u dgave). H er kaldes denne sekvens for „Biskoppens hel­ lige orgie”. Biskop Priscillian er k æ tter af m anikæisk tilsnit, d.v.s. a t det er for at frigøre sjælen fra det h elt igennem og af oprindelse onde legeme, at han og hans til­ hæ ngere påtvinger d et kødets lyst. Ja, d et er godt m ed Je r, får Bunuel tilskueren til at lænke, da Priscillian (som spilles af C arriére) forsvinder m ed to kvinder ind i buskadset. L u tter m otivforfalskning! - M ed en i sam m enhæ ngen absurd og d erfor ko­ misk virkende logik afskæres Pierre og Je a n iøvrigt fra at overvære denne scene, som sikkert ville have m oret dem . De inviteres af en af deltagerne, m en da h an ta le r latin, forstår de ikke hinanden, og kun vi følger m ed kam eraet ind i skoven, m ens de to vagabonder lægger sig til at sove.

D en tredie dogmediskussion finder atte r sted i nutiden. Forsvareren er overtjeneren på luksusrestauranten i T ours. M odsat de øv­

rige dogm atikere er h an læ gm and, og det er da også ren katekism uslæ rdom , h an udfol­ der. M ens han og personalet lægger sidste h ån d på forberedelserne, diskuterer de K risti dobbelte n a tu r m ed en rørende iver, d er få r en komisk dim ension ved den helt uform idlede overgang, hvorm ed M onsieur R ich ard (spillet m ed frem ragende præ ci­ sion af Ju lien B ertheau) giver praktiske anvisninger og irettetsæ ttelser m id t i de høje m aterier, og en social-satirisk ved den bryske afvisning, h an uden videre giver Pierre og Jean , da de dukker op. At redu­ cere film en til dette sidste, m odsætningen m ellem borgerskabets religiøse optagethed og dets dem onstrative klassebevidsthed, vil­ le være venstreintellektualism e af laveste art. M en det skal nok blive g jo rt også hos os.

Diskussionen om K risti n a tu r bliver u d ­ gangspunktet for film ens første bibelske scene. Bunuel h a r h er skabt en helt klar m odsæ tning m ellem d et ydre og det indre.

M ellem stilen i k læ dedragt og dekoration, der nøje svarer til den opfattelse, som den banale billedkunst h a r p å d u tte t os, og så den højere m u n terh ed og um iddelbare su­ veræ nitet, hvorm ed denne Jesusskikkelse frem træ der. B unuel slår h er bunden u d af hele de M ille-traditionen, ja, selv Pasolinis socialrealism e i „M atthæ us-evangeliet" bli­ ver en indskræ nket fanatism e.

Film ens første Jesus-scene er dog ikke bibelsk. D et er Pierres gengivelse af en legende-lignende anekdote (d er næ ppe er oprindelig) om, at Jesus p å sin m oders op­ fordring undlod a t barbere sit skæg af. H un synes, det klæ der h am så godt. I denne scene er der overensstem melse m ellem in­ dre og ydre. Pierre, den æ ldste af vagabon­ derne, er et fuldgyldigt p ro d u kt af den katolske kirke: hans gudstro er en barnlig tillid og h an form ulerer og forsvarer kir­ kens læ resæ tninger efter sin bedste form åen (tordenvejrsscenen, diskussionen m ed Jean om viljens frih ed ). H an er - som Jean si­ ger - en m and m ed et v arm t hjerte, og der fornem m es hos Bunuel ingen ironisk distance til figuren, som Paul Frankeur giver m ed klog beherskelse af rollens Gabinske clochard-fristelser.

M en p å tjenerens stikord: „ H an gik vel som alle an d re" er vi p å vejen til K ana.

Jesus kom m er løbende, spørger, hvad klok­ ken er, og siger, at h an er sulten. D e bi­ belske tekster, Bunuel benytter, er følgende: M att. 12,46-50 og M ark. 3,31-35 (H vem er m in m or . . . ) , Luk. 16,1-9 (lignelsen om den utro godsforvalter), Johs. 2,1-8 (bryl­ lu p p et i K a n a ). Endvidere, i film ens tre­ die Jesus-afsnit, M att. 16,22-23 (V ig bag m ig S a ta n ), M att. 9,27-30 og M ark. 5,43 (helbredelsen af to biindfødte - om fremgansgm åden se M att. 8,13 og Johs. 9,6 - og forbud m od at om tale m irak lerne), M att.

10,34-36 (ikke fred, m en svæ rd). M ed fuld ret kan d et siges, a t d er i dette udvalg ligger en begrænsning, m en egentlig ingen in d ­ skrænkning. D en Jesus, Bunuel frem stiller i „M æ lkevejen", er u den sm erte, sorg og 47

lidelse, uden døden og opstandelsen (som h eller ikke nævnes m ed ét ord i dogmediskussionerne). F ra N azarin og påskefe­ stens dødstrom m er i sin fødeby C alanda vender Bunuel sig til den Jesus, som re a ­ gerede m od omgivelsernes forsøg på at presse ham ind i borgerlige, hum anistiske ram m er, og som sprængte de vante fore­ stillinger om m oral og anstæ ndighed. Lig­ nelsen om den utro godsforvalter er fra et m oralsk synspunkt den m est provokerende tekst, Bunuel kunne vælge, og forvandlin­ gen af vand til vin ved brylluppet i K ana h a r anfæ gtet kirkens puritanere gennem hele dens historie. Sekvensen, hvor Bunuel kom binerer disse to tekster, udgør for mig a t se film ens højdepunkt. „H an læ rte dem som en, der h ar m yndighed, og ikke som de skriftkloge/* skriver M arkus. H an var sand G ud og sandt menneske, siger dog­ met. D et kan godt være, at Bunuel G ud være lovet stadig er ateist. M en m ed disse scener h ar han skabt bibelfilm af en sådan kraft og suverænitet, at de bliver en vir­ keliggørelse af den bunuelske sætning, at „alt hvad der ikke er tradition, er plag iat.“ N etop gennem scenernes ydre traditionalitet og ved hele film ens sam m enhæ ng, over­ beviser Bunuel om det um ulige i - som Pasolini troede at kunne det i „M atthæ usevangeliet*1 - at gå bag om teksten til en dokum entarisk o p fattet „virkelighed**. D et er de nytestam entlige teksters Jesus, der fikseres i disse scener, men ikke ude fra en eller anden psykologisk helhedsopfattelse af hans person. Scenerne er udtryk for en sand begrænsning i Bunuels kristendom s­ opfattelse, ikke en falsk indskræ nkning og m anipulering af traditionen.

Som det sidste o p fatter Bunuel helt klart den kirkelige dogm atisering. H an bestrider ikke sin egen bundethed til de mysterier, de gåder, som ligger bag de dogmatiske form uleringer. Så var hans 90 m inutter næ ppe blevet så fængslende. M en som vi ser, er han æ tsende i sin hån over for den kirke, der for ordenens og lærens skyld er p arat til at tage hjertet fra troen.

Foruden de seks hoveddogm er behandler „Mælkevejen** endnu et problem , endnu et m ysterium , nem lig G uds eksistens. H erom kan der im idlertid ikke ytres nogen kæ t­ tersk m ening. A t være ateist er ikke at være kæ tter, for en uom gængelig forudsæ t­ ning for kæ tteriet er troen. D en katolske kirke h ar altid væ ret utilbøjelig til at tage ateisten helt alvorligt. „A lle folk er kato­ likker”, siger den gale præst. O g M onsieur R ichard ræsonnener: „A teister h a r d er al­ tid væ ret - m en de er gale. E ller også er de ikke virkelige ateister. Et fornuftigt menneske kan da ikke tro, at G ud ikke er til.“ O g som overbevisende argum ent cite­ rer han Salm e 14: „D årerne siger i h jertet: D er er ingen Gud**. O g så k lipper Bunuel til M arquis de Sade, der i fængselskælde­ ren citerer af sin egen „Justine**: „D ette guddom m eliggjorte tankespind er kun en smagløs skændsel, som ikke fortjener ét m inuts opm æ rksom hed. . . . Hvis G ud er 48

til, h ad er jeg ham!** O g hans lænkede og m ishandlede T hérése skriger: „G ud er til!

G ud er til!“. Jean , den unge af vagabon­ derne, er ateist. H an søger at bevise sin tro over for Pierre ved at stille sig ud i torden­ vejret og opfordre G ud til et lynnedslag.

D et komm er, m en bag efter og i et træ, og Jean rationaliserer straks på det, som han gør over for alt, hvad de m øder af ufor­ ståeligt. M en også han h ar en vision. Fra T ours kom m er de to til Bordeaux. H er du m p er de ned til årsafslutningen på en pigeskole, hvor de små p laprende fremsiger koncilfordøm m elser af diverse m indre kæ t­ terier. M ens det går for sig, drøm m er Jean - på stikordet vold fra skolebestyrerinden - at en flok unge revolutionære tropper op og henretter paven (d er efter sigende spilles af B unuel). Det følgende replik­ skifte m ellem Jean og en fader, hvor der spilles ping-pong m ed fiktionsplanerne, er en af film ens mange vittigheder. E fter „D en nedskudte pave** følger „Inkvisitio­ nen arbejder**, filmens uhyggeligste scene, hvori en ung „repræsentativ** k æ tter (d er bestrider Kristi indstiftelse af konfirm atio­ nen og den sidste olie) males sønder af inkvisitionens maskineri. D a en ung m unk ytrer sin tvivl om, hvortil disse millioners død skal tjene, erklæ rer inkvisitoren, at de ikke straffes for deres kæ tterier, men fordi de forbryder sig mod den offentlige orden.

O g kam eraet kører - som så ofte før ind på kirkens m and og fastholder i et langt næ rbillede hans hårde, tillukkede ansigt.

N æ r den spanske grænse oplever de to endnu en dem onstration af det ubegribeli­ ge. V ed rejsens begyndelse h jalp en tavs, stigm atiseret dreng dem til kørelejlighed hos en chauffør, d er smed dem ud, fordi Je a n i alm indelig tilfredshed m ed deres held overtrådte det andet bud. N u ønsker han død over en bilist, der ikke vil tage dem op - og et øjeblik efter h am rer vog­ nen ind i et vejtræ . I vraget sidder en fortabt, en dødens dæm on, hidk ald t af Jeans ønske. (H a n spilles besnæ rende skønt af Pierre C lem en ti). O gså han er kæ tter: „Jeg tror, at en dag vil vi blive frelst. G ud vil forbarm e sig over os.“ H an lukker op for radioen og oversæ tter Bunuels spanske oplæsning af Luis de G ranadas helvedes­ beskrivelse.

D en fjerde dogmediskussion finder sted i m idten af det 18. århundrede. D a Pierre og Je a n n år frem til den lille kirke, h ar vi forinden fulgt en flok nonner til døren.

D e tilhører en jansenistisk sekt af svær­ m ere, og en af dem lader sig korsfæste for­ an alteret for at efterfølge K risti lidelse.

D a den jansenistiske greve forlader kirken, passes han op af en jesuitisk adelsm and, og det kom m er til en duel im ellem dem.

D e gør P ierre og Jean til vidner, m en det er um uligt for både dem og os at følge deres ordduel, hvori argum enterne krydses m ed sam m e hurtighed som og i takt med deres klinger. E fter spilfæ gteriet forlader de to adelsm æ nd stedet i al venskabelig­

hed. D et er en m eget morsom scene, m ed et usædvanligt livligt h ån d h o ldt kam era og en tæ t m ontage, d er spotter selve den artificielle subtilitet, hvortil diskussionen h er er drevet. Selve dogm ebehandlingen overføres på et betydelig enklere plan til P ierre og Jean, som til sidst m å nøjes m ed Pierres erklæring, a t „G uds veje er uransagelige**.

På ejendom m elig m åde er Bunuel på én gang kompromisløs og meget publikum s­ bevidst i „Mælkevejen**, eller sagt m ere lige ud: utroligt underholdende. A ntyd­ ningen af et sexorgie, de Sade, pavened­ skydning, nonnekorsfæstelse og m orbide vittigheder, det stadige skift i rum og tid, halvtom m e eller gådefulde indskud og de­ tailler h ar om ikke andet holdt tilskueren fast. N u - knap en time henne i film en indfører Bunuel to personer, som vi den næste halve følger gennem et handlingslig­ nende forløb, hvori de sidste hoveddogm er behandles. D et er to spanske, protestantiske studenter fra det 16. århundredes Salam anca, R odolphe og Frangois. Im ens „parkeres“ Pierre og Jean i et spansk værtshus, hvor de skal tage vare på de tos oppakkede æsel.

D e to studenter dukker op i en lille m id­ delalderby, hvor en biskop (spillet af C laudio „Sim on i ørkenen** Brook) har ladet en kollegas lig grave op for at bræ n­ de ham for kætterske opfattelser af tre­ enigheden. De to studenter udslynger deres næ rm est unitariske m od-sæ tninger og flyg­ ter fra byen. I skoven ser de to jægere bade i søen. H er, hvor m an helt h a r væ n­ net sig til de stadige skift i tid, lader Bunuel de to gøre springet ind i nutiden ved gennem en om klæ dning at bytte iden­ titet m ed jæ gerne - men kun delvis. De kan, iført jægernes tøj, ryge, betjene et fyr­ tøj og et gevær. M en da R odolphe i sin lom m e finder en rosenkrans, genkender han den tøvende som et „papistisk** rem e­ die i M ariadyrkelsen, og han skyder til m åls efter den m ed sin riffel („R osenkran­ sen gennem hullet af bly** fortæ ller plak a­ te n ). D a de om aftenen gør holdt ved en fåresti, åbenbarer jom fru M aria sig for dem og giver R odolphe en ny rosenkrans.

H erm ed er vi nået til den sidste dogm e­ diskussion: om m arialogien. Dogm atikkens talsm and er en lokal præst, som h a r slået sig ned for aftenen i det værtshus, hvor Pierre og Je a n venter på R odolphe og Frangois. (S traks efter deres ankom st arri­ verer et p a r gendarm er, som eftersøger to „mistænkelige** personer, m en m ed jagtteg­ net klarer de jo frisag!). D enne præ st er en selvglad og arg kyniker, der m ed rene al­ m anakhistorier og velsm urte, opportunisti­ ske form uleringer h older sine sognebørn til kirken. H an står sig naturligvis godt m ed det fascistiske regime. M ed ham diskuteres om n atten m arialogien - et helt burlesk af­ snit, hvor R odolphe får en jom fru på sen­ gen ved siden af sig, og præ sten snart be­ finder sig på den ene, snart på den anden side af den lukkede dør. D a han går, taber

han m agtens symbol: en sabel p å gulvet.

I Frangois’ værelse ligger pludselig i den anden seng en m and, læsende i en bog.

H ans eneste replik lyder: „M a haine de la science . . . et m on horreur de la technologie . . . m ’am éneront finalem ent å cette absurde croyance en D ieu.“ Den er ikke noget kirkehistorisk citat!

E fter en scene, hvor Buhuel driver gæk m ed tilskuerens forventning (de to gendar­ m er tror på Pierre og Jeans påstand, at de h a r „købt“ den stjålne skinke), n år de to pilgrim m e om sider til Santiago. D et vi­ ser sig nu, at de er redskaber i en større sam m enhæ ng. D en første, de m ødte uden for Fontainebleau, var en høj kappeklæ dt

P ierre og Je a n h a r ikke p å noget tidspunkt befundet sig i planskæring m ed dem, som d et var tilfæ ldet m ed de historiske scener.

H eller ikke nu ser de to Jesus, m en p la n ­ sam m enstødet er ek latant m ed de to blinde i m oderne tøj. S am tidig m ed, a t Jesus hel­ breder de to, stiller han sit krav om den strenge efterfølgelse og fjendskabet til ver­ den.

B etagende skildrer Buhuel de to b iin d ­ fødtes første synsoplevelse af verden. „ D a ­ vids søn", siger den ene, „vis mig, hvor er den hvide farve - og hvor er den sorte."

M en i filmens sidste billeder ser m an fød­ derne af Jesus og disciplene p å vej gen­ nem det grønne græs. D e passerer en lille

Jesus (B ernard Verley) og hans mor, M aria (E d ith S c o b ), ved brylluppet i Kana.

m and, der dels dem onstrerede Jesu ord om, at den, der har, ham skal d er gives (M att. 13,12), dels m ed viden om deres rejses m ål pålagde dem at få børn m ed den skøge, de ville m øde i Santiago. Bør­ nene skulle de kalde „Ikke-m it-folk” og „N ådeløs". D ette er direkte citat fra H o­ seas (1 ,1 -9 ), der fra gam m el tid h ar båret tilnavnet „kæ rlighedens profet". A lm inde­ ligvis opfattes profetstedet som udtryk for H errens vrede over sit folk (og d et følges op af en forjæ ttelse). De m øder skøgen — der fortæ ller dem , at deres rejse h a r væ ret forgæves, fordi m an for øjeblikket m ener, a t det er Priscillians hovedløse lig og ikke apostlen Jakob, der ligger i graven — og hun frem sæ tter sit ønske om børnene (en saftig og liderlig scene i bedste B uhuel-stil).

D e tre forsvinder ind i skoven, og kam eraet indfanger to blinde m æ nd (i laset nutids­ tø j), som råbende på „H erren " opsøger Jesus, der m ed nogle disciple kom m er frem gennem skoven. H idtil h a r Jesus-scenerne væ ret klippet ind på association, som illu­ strationer sat ind i sam m enhæ ngen, og

bæ k og skridter over den. L idt efter når de to blindes fødder ind i billedet. De standser, stokkene føler sig for og tøvende sæ tter fødderne over bækken. G am m el va­ ne? E ller er de a tte r blinde? V ar det hele et from t bedrag?

Først nu, stadig m ed kam eraet rette t m od den grønne jo rd , får tilskueren i en sluttekst at våde, m ed hvilken eksakthed, d ia­ logen er kom pileret.

D a R odolphe b eretter om sin åbenbaring og m ed tårer i øjnene slutter: „T ro en be­ stemm es ikke af fornuften. D en kom m er fra h je rte t", kom m enterer præ sten: „E t m irakel er altid noget gribende, m en lad D em ikke overvælde. Jo m fru M aria h ar åb enbaret sig tusinder af gange ovær hele verden." På en m åde er Buhuel i denne scene m ere katolsk end paven. D et h ar altid væ ret den katolske kirkes kunst at give sin læ re et udtryk, som m odsvarede skiftende k u ltu rer og civilisationers behov og indoptog eksisterende religiøse form er.

M en ønsket om a t bevare m agten over den­

ne udvikling (og det sam fund, hvori den fan d t sted ), og overbevisningen om, at kun gennem kirken var d er frelse, m edførte p å den anden side kæ tteforfølgelsen, der ram te de sam m e m ennesker, som m an m ed den fortsatte udvikling (eller som det hedder: udfoldelse) af læ ren kom i m øde.

N å r Buhuel derfor i denne scene stiller sig på troens og h jertets side over for m agten og forstanden h elt uden skelen til lødig­ heden af den religiøse oplevelse, er det næ ppe, fordi han betragter figurer som R o­ dolphe eller Pierre blot som ofre for en vildledende kirke. De h ar en um iddelbar og ubedæ rvet sans for mysteriet, som er vigtigere end den klarhed og rationalitet, der skaber goldhed og m agt. E fter i „Sim on i ørkenen" af have gennem skuet bedraget og fortabelsen i den religiøse selvdyrkelse h ar Buhuel h er gennem spillet m enneskets fundam entale problem er i dets forbindelse m ed andre m ennesker, „gennem et nøjagtigt billede af de autentiske sociale forbindel­ ser tilintetgjort den konventionelle frem ­ stilling af disse relationers n a tu r” for nu a t citere Buhuels citat af Evver. F or Buhuel selv forholder det sig nok m ere kom plice­ ret. H an kan ikke gøre skridtet tilbage fra den forfinede intellektualism e, hans film også er udtryk for. M en m ed den som red­ skab kan h an form e sin oplevelse af og søgen efter m ysteriet, „det essentielle ele­ m ent i ethvert kunstværk". At det også er m ysteriet, livsm ysteriet og verdensm yste­ riet, kristendom m en søger, bevidner Bu­ huel m ed hver m eter af „M æ lkevejen" sin optagethed af.

D en tilsyneladende løshed i form en og fuldstæ ndige frihed i fortæ llem åden knyt­ ter forbindelsen fra „M æ lkevejen" til­ bage til Buhuels første film „D en an d alu ­ siske h u n d " og „G uld ald eren ". O verraskel­ sesteknikken og den isolerede visuelle ko­ mik (lyset i skabet f. eks.) peger sam m e vej. M en de symbolske rekvisitter og figu­ rer er få (præ stens sabel, dværgen og duen, blom sten, der bliver til en h ån dfuld hø i C lem entis hånd, skinken, der vokser). O g film en er h elt anderledes behersket af en fælles tem atik og - via teksten - bundet til et verificerbart stof. H u rtig t og tæ t, men roligt og stram t er den fo rtalt - helt uden fiksfakserier i indstillinger og klipning.

M en „M æ lkevejen" er en m odsæ tninger­ nes og paradoksernes film, som ikke lader sig binde af fortolkende forklaringer. Sam ­ m enligningen m ed den pikareske rom an er knæ sat af franske kritikere. M en et langt interessantere fællesskab h a r film en i grun­ den m ed det m iddelalderlige m ysteriespil, p å hvis sim ultanscene de teatralske lokali­ teter p å én gang gør him m el og helvede næ rvæ rende, og hvor m an frit bevæ ger sig i tid og rum . O g blandingen af det op­ højede og det burleske, det dybsindige og d et underholdende - til grænsen af det ob­ skøne, er den sam m e som i senm iddelalde­ rens franske mysteriespil.

E fter „V iridiana", fortæ ller A randa i sit interview i K osm oram a 61, havde Buhuel 49

navne og noter

»Biskoppens hellige orgie«. p la n e r o m en film , d e r skulle h e d d e „ M y ­ ste rie rn e " , en e p iso d efilm o m k rin g et fæ l­ les tem a . D e n skulle ru m m e et m etafysisk, e t re alistisk og e t grotesk m y steriu m : d e t herlige, d e t g lad e og d e t sm e rte fu ld e m y­ ste riu m . F ilm e n b lev a ld rig til n o g et. M e n h a n s sidste film k u n n e h av e b å re t titlen .

F lem m ing B ehrendt Citaterne fra film ens dialog er så vidt m u­ ligt taget fra Svend Holms oversættelse til de danske undertekster, som kun få steder er kritisabel. Dog er bibelcitater taget direk­ te fra den danske bibeloversættelse, og Svend H olm ville have lettet identificeringen for tilskueren, om han havde gjort det samme.

LA V O IE L A C T É E (M Æ L K E V E J E N ) 1968. N A T IO N A L IT E T : F ra n k rig /Italien .

D IS T R IB U T IO N : C .C .F .G .

PRO D U CT O N : G reenw ich Film P ro d u ctio n (P a ris)/ M edusa (R o m ). P R O D U C E R : Serge Silberm an. P R O D U K T IO N S L E D E R : U lrich P ickardt. IN S T R U K T Ø R : L uis Bunuel.

M A N U S K R IP T : L uis B unuel og Jean C lau d e C arriére. C H E F F O T O G R A F : C h ri­ stian M atras. K A M E R A : B ernard N oisette.

FA RVESYSTEM : E astm ancolor.

K L IP : L ouisette H au teco eu r.

D E K O R A T IO N : Pierre G uffroy. M U S IK : L uis B u n u e l(!)

T O N E : Jacques Gallois. K O S T U M E R : Ja c q u elin e G uyot.

IN S T R U K T Ø R A S S I­ S T E N T E R : P ierre L ary og P atrick Sag-

50

lio. M E D V IR K E N D E : L a u re n t T erzieff (JE A N ), Paul F ra n k e u r (P IE R R E ), Ber­ n a rd V erley (J E S U S ), E d ith Scob (LA V IE R G E M A R IE ), A lain C uny (L ’H O M M E A LA C A P E ), F rangois M aistre (L E CURÉ F R A N C A IS ), Ju lien B ertheau (M O N S IE U R R IC H A R D ), M ichel Piccoli (L E M A R Q U IS ), M ichel E tcheverry (L’INQUISITEUR), Ju lien G uiom ar (L E C U R É ESPAGNOL), M arcel Pérés (LA P O S A D E R O ), G eorges M arch al (L E JÉ S U I T E ) , Je a n P iat (L E J A N S É N IT E ), P ierre C lem enti (L E D IA B L E ), Agnes C a p ri (L A M O N IT R IC E ), A ugusta C a r­ riére (SOEUR FRANgOISE), M u n i (LA SUPÉRIEURE), D elphine Seyrig (LA PROSTITUÉE), Je a n -C la u d e C arriére (PRISCILLIEN), C laudio Brook (L ’EV E Q U E ), C lau d e C erval (B R IG A D IE R ), D enis M anuel (R O D O L P H E ), D aniel Piion (F R A N C O IS ), Ellen Bahl (M A D A M E G A R N IE R ), Jea n -D an ie l E h rm an n (L E C O N D A M N É ), P ierre L ary (L E JE U N E M O IN E ), B ernard M usson (L ’A U B E R G IS T E ) , M ichel D a cq u in (M O N S IE U R G A R N IE R ), G abriel G obin (L E P É R E D E F A M IL L E ), P ierre M aguelon (L E CAP O R A L G A R D E C I V I L ) , Je a n C larieux (A P O T R E P IE R R E ), C h ristian V an C au (A P O T R E A N D R É ), C lau d in e Berg (LA M É R E D E F A M IL L E ), C h ristin e Sim on (T H E R E S E ) M ariu s L auray. L Æ N G D E : 103 m in., 2800 m. D A N S K U D L E JN IN G : P alladium . D A N S K P R E M IE R E : D ag m ar 24. 11 .1963.

H ver ny film er L uis Buhuels sidste. Den nu 69-årige film skaber sagde det efter at have lavet „Dagens skønhed", og u m iddel­ bart efter var han i gang m ed forberedel­ serne til „ M æ lkevejen". Også da hævdedes det, at film en var spanierens sidste, men om trent sam tidig m ed den danske prem iere på „ M æ lkevejen" er B unuel gået i gang m ed nok en film .

D enne gang indspilles film en i Spanien, hvor B unuel ikke har m åttet lave film siden skandalen om kring „Viridiana". F ilm en er „T ristana", som B unuel oprindelig ville have film e t i Spanien um iddelbart efter „V iridiana". P rojektet blev første gang om ­ talt i K osm oram a 76 (oktober 1966) af J. F. A randa, til hvem B unuel beskrev „Trista­ na" som »en studie i gam le mennesker, alderdom og forfald«, og efter at have læst drejebogen (fuldstæ ndig synopsis og kort uddrag af drejebogen findes i K osm oram a 76) konkluderede Aranda, at „Tristana" ville være blevet »en hårdere, mere d ybt­ gående, mere æ tsende og bedre film end „Viridiana"«.

Ingen - m ed undtagelse af Bunuel - ved m ed sikkerhed, hvad film en drejer sig om eller hvor m eget Bunuel har lavet om på sin oprindelige drejebog. I T im e M agazine (28.11.69) citeres Catherine D eneuve for udtalelsen: »H an (B u n u el) er gam m el; han har sin egen m åde at arbejde på og sin egen disciplin, og m an m å tilpasse sig den­ ne disciplin. M an vågner op om morgenen og ved, at m an uden spørgsmål m å accep­ tere og gøre, hvad han beder en lave; ikke m ed resignation, m en m ed tillid«.

Luis Bunuel under indspilningen af »T ri­ stana«.

CLOSE/UP Philip Lauritz en

SYV DEBUTANTER ge på omkring 700.000 kr., og de fik henholdsvis 350.000 og 288.000 kr. Tom Hedegaard fik 570.000 til sin film „Jenny og Påfuglen", mens Charlotte Strandgaard og Franz Ernst som de eneste fik maximumgaranti (%) på 400.000 kr. til „Angående Lone".

Syv nye danske debutantfilm får i de kommende måneder premiere, således at vi i løbet af et års tid har oplevet ialt 11 debutværker. Udviklingen er glædelig, spørgsmålet er nu, hvor mange af debutanterne, der får lov til at fortsætte. Vil de danske producenter være lige så fair som deres svenske kolleger, der altid giver en in­ struktør chancen tre eller fire gange med den begrundelse, at først efter flere forsøg kan man vurdere en instruktørs evner?

Flere af de kommende de­ butfilms produktionsforhold er usædvanlige. Budgetterne går lige fra Jesper Høms knap 200.000 kr. over Jens Jørgen Thorsens ca. 1,2 million kro­ ner til Tom Hedegaards 1,5 millioner kroner. Filmfondens medvirken er begrænset: Jens Jørgen Thorsens „Stille dage i Clichy“ fik f. eks. ikke en øre. „Fordi der stod for meget pik og kusse,“ siger instruktøren.

Og Jesper Høm ville ikke søge produktionsgaranti efter at have fået afslag på manu-

skripstøtte. „Jeg ville ikke til eksamen hos Fonden en gang til,“ fortæller han.

Endelig skal, blandt dem, der er i gang uden Filmfondgaranti, nævnes den vestjyske maler Sigfred Aagaard, som arbejder med en film version af Kai Munks „Havet og Menneskene“ fra 1929. Den optages med den lokale befolkning, der også har rejst størstedelen af de 400.000, filmen formodes at koste.

Henrik Stangerup og Erik Frohn Nielsens film ligger beg­

JESPER HØM : SMIL EMIL. Jesper Høm er både instruktør, fotograf, manu­ skriptforfatter og medprodu­ cent (sammen med bl. a. ASA) på sin film, som får premiere 2.

Juledag i København, Odense og Århus. Den er optaget på 35 mm og i sort/hvid.

gået handling i traditionel for­ stand. Det er blot et udsnit af to menneskers liv. Jeg kalder selv filmen for en komedie, men det er vel også en kærlighedshistorie.

— H vorfor er du sprunget ud i at instruere selv efter at have været fotograf i flere år?

- D et har altid været m it mål at instruere, men jeg har ikke kunnet komme igennem før. At være foto­ graf h ar kun været et stadium på vejen, men vel at mærke et helt nødvendigt stadium. For mig har billedet altid været det helt cen­ trale. D et er så vigtigt, at man simpelthen må kunne fotografere selv, så det har ikke været spildt tid. Jeg kunne aldrig tænke mig at instruere en eller anden fotograf for at få min film optaget.

Jesper H øm debuterede som fo­ tograf m ed Ole Gammeltofts p r æ ­ vention“ og har siden fotograferet bl. a. „Thom as er Fredløs", „Bal­ laden om Carl-Henning“ , den svenske „Oss emellan“ af Stellan Olsson samt „Stille dage i Clichy“.

men jeg synes nu ikke, man læg­ ger så meget mærke til det. D et er slet ikke en pornografisk film.

Musikken spiller en vigtig rolle.

Jeg h ar med vilje gjort særlig meget ud af den. For nogle år si­ den læste jeg, at perceptionspsyko­ loger havde fundet ud af, at publi­ - H vor nøje følger du Millers kum koncentrerede 85 % af deres bog? opmærksomhed omkring billeder­ — Bogstav for bogstav —sådan da. ne og kun 15 % omkring musik­ Filmen foregår således i nutiden, ken. For at opveje dette m å m an mens bogen jo er skrevet som erin­ fordele vægten på billede og m u­ dringer. Den h a r im idlertid hele sik omvendt proportionalt med bogens kalejdoskopiske stil. D er dette, for at modvirke publikums er ingen handling, kun forskellige vaner. elementer, som nok h ar en indre Jens Jørgen Thorsen debuterede sammenhæng. i 1948 som maler, var jazzmusiker Jeg skildrer en masse mennesker i 50’erne og har siden 1960 lavet på forskelige planer, men det er en lang række kortfilm. ikke en psykologisk film. D et er heller ikke et dram a eller en intel­ lektuel problemfilm, den hænger E R IK FROHN NIELSEN: på stemninger og fornemmelser. E K K O AF E T SKUD. Erik En anarkistisk film om de stille Frohn Nielsen har skrevet ma­ dage i ethvert menneskes liv: man slår sig løs, drikker sig fuld, bol­ nuskript med udgangspunkt i en roman af Erik Aalbæk Jen­ ler . . .

- Der har været skrevet m eget om sen. Han er desuden produ­ det seksuelle i filmen. cent sammen med A/S Pano­ — D et er slet ikke så slemt, men rama Film. Fotograf er sven­ de knepper jo nogle gange. M an skeren Lars Bjome, der bl. a. h ar fortalt mig, at det aldrig h ar været skildret så stærkt på film, har fotograferet „Min søster

— Hvordan har du klaret dig med et budget på kun 200.000 kr.

- Alle medvirkende har sat deres honorarer i filmen og vil således få løn for deres arbejde alt efter, hvor meget den spiller ind. Des­ uden er den lavet delvis på kollek­ tivfacon, hvad der har gjort ar­ bejdstiden meget effektiv. Endelig er det også billiggørende, at den er optaget “on location“ .

Størsteparten af filmen foregår i St. Paulsgade i København og er poetisk-realistisk, men selvom den er ret dokumentarisk i billedspro­ get, er det langt fra nogen reali­ stisk film. Den består af stemnin­ ger og udviklinger mellem to m en­ nesker (Elsebeth Reingaard og Birger Jensen). Jeg h ar prøvet at skildre visionens eller fantasiens virkelighed og har med vilje u n d ­

JENS JØRGEN THORSEN: STILLE DAGE I CLICHT. Jens Jørgen Thorsen har skre­ vet manuskript efter Henry

Kosmorama har talt med seks af debutanterne, Jens Jør­ gen Thorsen indvilligede dog først efter at være blevet in­ formeret om, at Kosmorama har fået ny redaktion.

Millers bog af samme navn.

Jesper Høm har fotograferet i sort/hvid og på 35 mm. SBA er producent, og man regner med premiere efter jul.

51

min Elskede", „Hugo og Jo­ sephine" og „Faderen". Fil­ men er optaget i sort/hvid 16 mm omvende film, som skal „blæses" op til 35 mm. Pre­ miere i begyndelsen af februar.

— H vorfor bliver film en ikke op­ taget på 35 m m ?

— H ele film en er o p tag et „on locatio n 1', i K øbenhavn sam t på S ydsjæ lland om kring G lum sø, og d e t er da en fordel m ed det lette a p p a ra tu r.

Je g e r ikke m eget for at tale om film en, inden den er færdig.

D en h a n d le r om det m enneskelige sind, d e r som b ekendt skifter, og d e t sam m e kan film en gøre u n d e r­ vejs. D et er i h vert fald ikke n o ­ gen entydig film . Je g a rb ejd er m ed en hårfin balance m ellem for­ tid og n utid, forstået på den m å ­ de, a t begreberne ikke er til at skille. H ovedpersonen, spillet af den østrigskfødte B rigitte K olerus, oplevede som 12 årig, a t hen­ des fa r blev' likv ideret som stikker.

D et v a r i 1944, og b illeder fra denne tid du k k er hele tiden op i hendes sind. Forvræ ngede og drøm m eagtige billeder.

D en p ro blem atik, som jeg fo r­ søger a t udtrykke i film en, e r den sam m e, som n å r Saigons politim e­ ster i T V likviderer en V ietcongp artisan. D er op står en snigende nihilism e, menneskeliv' gøres v æ r­ diløse ved denne evige k o n fro n ta­ tion m ed v'old i m assem edierne.

Faktisk d re je r film en sig om , hvad d e r sker m ed m enneskesindet ved k onfrontation m ed vold.

Je g havde læ nge gået og syslet m ed disse tanker, m en ikke rigtig k u n n et forløse dem. D et skete først, d a jeg læste en rom an af E rik A albæ k Jensen. Jeg kontakte­ de ham d e rfo r m ed henblik p å at lave en film og fik h elt frie h æ n ­ d e r over for bogen. D er er ikke tale om , a t jeg h a r film atiseret den, den h a r blot d a n n et udgangs­ p u n k t for flere a f personerne.

Erik Frohn Nielsen har i 9 år lavet teater, film og T V i U SA og Canada, været dirigent i ra­ dioen og instrueret TV -teater.

T O M HEDEGAARD: JEN­ N Y OG PÅFUGLEN. Manu­ skript af Tom Hedegaard og Palle Kjærulff-Schmidt efter roman af Johan Borgen. Op­ taget i farver på 35 mm af Claus Loof. Premiere i slut­ ningen af februar.

— D et er en m eget lyrisk film , fuld af stem ninger. H a n d lin g e n udspil­ ler sig p å e t pensionat, h vor nogle unge h o ld er ferie og de evindelige k om plikationer opstår. D et e t et lystspil, m en fuld af u n d e rto n e r,

52

hvorfor d e t er um uligt a t sige no­ get kort og ram m ende om film en.

- Skuespillerne?

— D et er udelukkende professio­ nelle. Je g kan bl. a. næ vne W illy R ath n o v , Sisse R e in g a ard og C laus Nissen. F ra N orge h a r vi H elga Bay, Eva Berg og Eigil H jo rt Jensen.

T o m H edegaard har bl. a. været instruktørassistent på „Når m e n ­ nesker mødes . . og „Det var en lørdag afte n“.

HENRIK STANGERUP: GIV GUD EN CHANCE OM SØNDAGEN. Henrik Stangerup har skrevet manuskript. Henning Camre har fotograferet i sort/hvid på 35 mm. ASA producerer, og premiere ventes i marts.

— D er er på film skildret så m an ­ ge forskellige præ ster, lige fra Bressons i „E n landsbypræ sts D a g ­ bog", over Bergm ans i „ N ad v e r­ gæ sterne" til Bunuels fantastiske „N azarin ". P roblem et i dem alle er G uds fravæ r. P ræ sterne bæ rer kor­ set, h a r tvivlen og troen skåret i ansigtet De g å r i Jesu fodspor og bliver alle gale. M en b la n d t den type præ ster, d e r e r vokset op i den ekstrem t radikale, p ro testa n ­ tiske kirke — n å r m an ser på de sidste 20 å r — er d e r ikke plads til sådan en K ai M unk. In d e rlig ­ heden er forsvundet. D e præ ster, jeg kender, kunne alle lige så godt væ re skolelærere eller socialrådgi­ vere. At væ re præ st er blevet et job efte r et spæ ndende studium .

G erningen er blevet afm ytologiseret, og vi få r præ ster uden særlig tro eller særlig tvivl.

M in film er ikke en debatfilm .

S narere, hvis je g skal væ re p ræ ­ tentiøs, et Bresson-tem a på O lm im aner. Jeg skildrer en horisontal præ st, d e r ikke d iskuterer G uds eksistens. G ud findes sim pelt hen ikke i hans kirke.

D er er kun tre professionelle skuespillere: U lf P ilgaard (d e r spiller p ræ ste n ), O ve Sprogøe og L otte T a rp . R esten er am atører.

— I aviserne har det været næ vnt, at flere kendte personer spiller sig selv i filmen?

— D et er helt forkert. Je g ved ikke, h vor fra Bro Brille h a r fået den idé. R igtigt er det, a t E bbe R eich, E rik N ørg ård , A rne Skovhus, J o ­ hannes M øllehave m. fl. spiller m ed, m en d e t er kun ganske e n ­ kelte af dem , d e r spiller en rolle, der er p arallel til deres m etier.

Ebbe R eich gør det, m en generelt er de ikke valgt på g ru n d af deres arb ejd e. De spiller b are m ed, lige­ som de ukendte gør det.

— H vordan er det at arbejde m e d både professionelle og amatører?

— D et er gået upåklageligt. V i h a r h a ft et fantastisk team w ork, hvad

d e r i høj grad h a r præ get film en.

Ikke m indst m ed U lf P ilgaard, der jo som m ig selv h a r læst teologi før i tiden, d et h a r væ ret af af­ gørende betydning. H a n h a r en enestående evne til a t im provisere.

Ia lt havde jeg på fo rh ån d kun skrevet ca. 10 replikker og til U lf kun hans m onolog om , hvorfor han blev præst.

H a n er an sat af staten for at give folk løsningen. M en han er i film en den eneste, d e r ikke kan finde noget a t tro på. De an d re h a r frim æ rker el. lign. H a n er m anden, d e r ikke kan blive be­ kræ ftet, et indre dilem m a, der gør h am til en skiderik hen i film en, fordi han lad er d et gå ud over sine om givelser.

Henrik Stangerup har udgivet flere romaner, senest „Slangen i brystet“, og var indtil for nylig filmkritiker på Politiken.

C H ARLOTTE STRANDGAARD og FRANZ ERNST: ANGÅENDE LONE. Char­ lotte Strandgaard og Franz Ernst har også skrevet manu­ skript. Filmen optages på 16 mm omvendefilm i sort/hvid af Peter Roos. Premiere i slut­ ningen af foråret.

— D et er egentlig ikke rigtigt at sige, a t vi h a r skrevet m anuskript.

V i h a r kun nedskrevet den ydre ram m e og prøvet a t definere fil­ m ens sigte. Vi ved derfor, hvor vi vil hen, m en ikke hvordan. D et er vores plan — tiden vil vise, om d e t kan lade sig gøre — a t lade personerne væ re uvidende om de situationer, de bliver sat i. O g i det hele taget lade de enkelte for­ løb udvikle sig u n d e r optagelserne.

D en ydre ram m e er helt enkel.

L one er på et pigehjem , hvorfra hun stikker af, og vi følger hende gennem forskellige m iljøer, der ef­ terh å n d en ødelæ gger hende. Fil­ m en skal skildre, hvo rd an sam ­ fu n d et ødelæ gger L one, og det er vores opfattelse, a t n å r dansk so­ cialforsorg er så dårlig, skyldes det ikke så m eget lovene som den m å­ de, hvorpå de adm inistreres.

- A rbe jde r I m e d professionelle skuespillere?

- M åske nogle enkelte i biroller, m en størsteparten a f de m edvir­ kende bliver am atører.

T em ae t kan m åske lyde lid t ke­ d e lig t; kan m inde om en social debatfilm , hvad det slet ikke er.

V i lægger væ gt på en gennem ­ gående historie, d e r både er spæ n­ d en d e og m orsom . Sam fundskritiken kom m er kun indirekte til udtryk.

Charlotte Strandgaard har u d ­ givet flere romaner og digtsamlin­ ger samt i en årrække været kreds­ værge.

Franz Ernst har lavet en lang række kortfilm.

DEN GALE DANSKER E n enkelt lille d etalje vedrørende bejd er m ed skuespilleren og n å r »D en gale dansker«: n å r m an m an klipper. N ø ja g tig den sam ­ skal lave en film , der skal være m e m etode anvendes u n d e r k lip ­ m orsom - ikke bare u n d e rh o ld e n ­ ningen. U n d e r k lipningen e r der de, m en m orsom - skal m an vide, natu rlig v is ikke en diskussion hvor de forskellige p u n k te r i en m ed skuespilleren, m en en diskus­ scene skal ligge. H erm ed tæ nker sion m ed sig selv. jeg på, h v o rd an m an sta rte r en K o rt fo rta lt: det er revym an­ scene, laver en pause i scenen, for dens, e n te rta in ere n s teknik, der så a t sta rte til en kulm in atio n skal bruges i et lystspil. H v o rd an igen, hvor folk så helst skulle kan en træ n e t k u n stn e r som k unne le, hv o refter scenen skal D irch Passer kom m e ind og fo r­ rundes af eller »cuttes« af. tælle en historie, så salen ryster A lt d e t skal m an d iskutere m ed af grin, m ens en m in d re erfaren skuespillerne eller finde frem til kun stn er, m en lige så talen tfu ld , sam m en m ed skuespillerne. M å ­ kan m ed sam m e historie ingen ske fin d er m an p u n k te t ved en virkning o p n å ? M en pludselig en tilfæ ldighed. O ftest m edens m an d ag k an (teo retisk set) den unge d isk u tere r m ed skuespilleren eller k u n stn er opdage fidusen og opnå b are snakker m ed ham , kom m er sam m e virkning. M en for a t d e n ­ h a n eller h u n til a t sige eller gøre ne pludselige d ag skal kom m e, en ting, m an kan bruge. D e refte r skal d e r være et publikum , h a n b e gynder m an a t diskutere, hvor kan øve sig på. I dag findes der den lille ting skal a nbringes i sce­ ikke et såd an t publikum , fordi nen, på hvilket p u n k t den skal der findes ingen revyer, og vi h a r h eller ikke nogen nye kunstnere, bruges.

Selvfølgelig g å r m an hele tiden d e r sidder inde m ed D irc h P as­ ud fra et fastlagt m an u sk rip t, sers erfarin g . M e n ta le n te t e r der, m en i d e tte m an u sk rip t p u tte r vil jeg påstå.

Selvfølgelig er d e r folk, der vil m an den h e r beskrevne m etode.

D en bliver b ru g t to gange u n d e r p åstå, a t revyen behøver vi ikke en film s tilblivelse: n å r m an ar- m ere. Så vil jeg svare: d et er i

E va D anne som sygeplejerske i scene fra »Den gale dansker«. orden, m en I er vel ikke træ tte af a t blive u n d e rh o ld t? O g der er vel in te t i vejen for, a t skuespil­ lerens u n d erh o ld n in g stek n ik kan dyrkes på a n d re om råd er end i revyen? F o r eksem pel på film ?

M e n jeg h a r g jo rt d en e rfa ­ ring, n å r jeg stå r i stu d iet m ed m ine skuespillere, a t m ange af dem h a r glem t disse krav, pu b li­ kum stiller til en k u n stn e r: om a t h a n hele tid e n fornem m er publikum s usynlige tilstedevæ rel­ se. O g er d e t en m orsom film , kræ ver d e t usynlige publikum at blive u n d e rh o ld t k o n ta n t og p å stedet.

F o r a t m an kan opfylde disse krav til et publikum , m å der, m ens m an a rb ejd er, væ re en vek­ selvirkning m ellem slid og p ja t og la tte r. Jeg h a r set p ro d u k tio n s­ folk gå ru n d t m ed e t u r i h å n ­ den og se m ed rynkede b ry n p å m ig, fordi jeg h a r p ja tte t m ed en skuespiller. O g d e t er jo desværre rig tig t, a t p å en pro d u k tio n s b u d ­ get kan m an jo ikke opgive føl­ gende udgiftspost: atm osfæ re: 60.000 kr. Så p ro duktionsm anden h a r jo til en vis g ra d ret, n å r han ser bekym ret på sit u r, for tiden er en kostbar ting på en film ­ p roduktion.

M en jeg vil dog stæ rk t k riti­ sere én ting! M an k an bedre fo r­ stå, hvis en in stru k tø r tag e r 30 »takes« af sam m e scene (så sker d e r noget! der bliver film et! V i laver film !), m en m an forstår desvæ rre ikke sam tidig, a t m an kan p ja tte i lang tid, m ens m an d isk u terer en scene — og så nøjes m ed 2 takes.

P å e fte ra rb e jd e t p å »D en gale dansker« h a r jeg natu rlig v is k lip ­ p e t nogle scener ud, som jeg ikke synes om, m en de er m eget få.

D er var dog en bestem t scene, der var g odt skrevet i m an u sk rip ­ tet, m en som jeg sim pelt hen kas­

serede, fordi den v a r d å rlig t spil­ let. O g d et v a r en scene, d e r blev o p tag e t den første dag, vi v a r i stu d iet. V i havde væ ret m eget på location og skulle n u fly tte ind i studiet. Skuespillerne havde b rug for en masse tid til a t væ nne sig til stu d iet. D e havde en fornem ­ melse af: h v o rd a n bliver jeg m o r­ som og spæ ndende i e t fuldstæ n­ dig herm etisk lukket rum , som et studie er, og uden p u b lik u m ?

H v o r er m ine p u n k ter, disse fa ­ tale p u n k ter, som aldrig m å slip­ pe en skuespiller af hæ nde ? I en sådan situ atio n ville d et have væ ret en stor h jæ lp, hvis skue­ spillerne var kom m et faren d e fra et eller a n d et show, lystspil eller hvad ved jeg, og p å en m åde havde fo rtsa t deres spillerytm e i m in scene.

M e n jeg fik en fornem m else af, a t skuespillerne ikke kom fra så­ d an et ønskem iljø, og a t vi derfor sam m en m åtte etablere et sådant m iljø, p å tro d s af »folk« m ed ure. Selvfølgelig m ener jeg, a t vi fik skabt et m iljø alligevel. M en m ange af de hem m eligheder, som jeg n u skal gå og opdage selv, det er m orsom t, bevares; m orsom ­ m ere ville det være a t arve nogle fiduser af et rig t u n d e rh o ld n in g s­ m iljø. Jeg h a r natu rlig v is k u n st­ nere m ed i m in p ro d u k tio n , som straks rullede hele deres n a tu rli­ ge skuespillerteknik ud til ære for »D en gale dansker«. De havde den snor om benene, som et usyn­ lig t publikum er fo r skuespilleren.

D e skuespillere, d e r h a r den sans for e n te rta in m e n t, og siger: »E r det bare det, d u vil have, d e t er n em t nok«, k an jeg svare: » Ja vist er d et nem t, m en d e t er også svæ rt!« D et, d et k niber m ed, er a t u d n y tte alle de kræ fter og tale n te r, der ligger dybt indefrosset.

K irsten Stenbæ k.

Nu sker der noget i provinsen!

Jørgen Clausen i Sollested Bio er lidt af et fæ n o m e n inden for bio­ grafdrift i provinsen. For 5 år si­ den overtog han den 203 pladser store biograf på Vestlolland, og han har nu fordoblet sin om sæ t­ ning ved at spille et lødigt reper­ toire to dage om ugen. I dag står han i den usædvanlige situation, at han har flere i salen til film af f. eks. Fellini, T r u ffa u t og Godard end til Sagas folkekomedier, der går for at være biograf direktører­ nes trøst i disse trange tider.

Kvalitetsfilm har altid været lidt af et problem, og biografdi­ rektører har altid sort på hvidt k u n n e t dokumentere, at den ene aften siden krigen, hvor de spille­ de en af de langhårede film, var

omsætningen væsentlig mindre end ellers.

For trods alt at give provinsen en chance for at se andet end såkaldte » kassefilm«, besluttede Film fonden i vinter at støtte op­ rettelsen af art-cinemas over hele landet, et projekt p å over 1 mil­ lion kroner. I foråret søgte Jørgen Clausen om 18.000 til et projekt, der skulle skabe forevisninger af kvalitetsfilm i 13 m indre biografer landet over.

— E gentlig v a r det Film fondens a rt cinem a-tanke, d e r provokerede m ig til a t tage dette initiativ, for­ tæ ller Jø rg en C lausen. — Jeg sy­ nes, d et er v a n v ittig t a t bygge nye biografer, n å r flere og flere af de eksisterende står tom m e. Jeg tro r

ikke, publikum vender tilbage, bare fordi d e r kom m er nye bio­ g rafer; problem et er a t få folk til a t kom m e og se seriøs film kunst.

Je g tror, m an kan.

D et er ikke nok blot a t finde en seriøs kurs for sin biografdrift.

M an m å også inform ere p u b li­ kum , væ nne dem til a t se film, d e r er anderledes, end de er v a n t til. M a n kan ikke forlange, a t folk skal få noget ud af en T ru ffa u tfilm , hvis de bliver p ræ senteret for den ud en varsel og efter altid kun a t have set danske fam ilie­ film og am erikanske spæ ndings­ film . A lt dette er jo m ine egne e r­ fa rin g e r fra m in lille biograf. O g m it p ro jek t e r sim pelt hen gået ud p å a t videregive disse erfarin g er i

form af et konkret tilbud til 20 biograf direktører.

Film fonden bevilligede m ig de ansøgte penge og e n d d a 7000 kr. ekstra. D et hele er gået til tryk­ ning af program m er, betalin g af an n o n cer m .m .

Første problem v a r a t lægge et godt og alsidigt repertoire. D e r­ næ st a t bestille film ene, som så i løbet af hele dette e fte rår h a r cirk u leret m ellem de 13 d irektø­ rer, d e r gik m ed p å forsøget.

P rogram m et bestod af ia lt 15 film : »M asculin-F em inin«, »Stem ­ ningsfuld begravelse«, »M esse for en skøge«, »D en udødelige histo­ rie« og »Sim on i ørkenen«, »Som ­ m ern atten s sm il«, »A nklagerens vidne«, » K a t på e t v a rm t blik-

53

tag«, » S k arp t bevogtede tog«, » H e r h a r d u d it liv«, »E n k a m ­ m erpiges dagbog«, (a f B u n u e l), »G øglernes aften«, »Jules og Jim «, »E n d ag kom en kat«, »Juliette« og endelig »D en skjulte fæ stning«.

Forsøget e r blevet en stor suc­ ces. I de første fem uger v a r der ialt 7000 m ennesker, d e r kom til p rogram m et. D a d e r er 13 bio­ gra fe r m ed to forestillinger u g e n t­ ligt, vil d e t sige en gennem snitlig besøgsprocent p å 25, hvilket m å siges a t væ re fint. D e t er jo dels noget h e lt nyt, og dels træ k k er de få steder, h vor d e t slet ikke er gået, m eget ned. M ange sted er er m an oppe p å 60 % . G enerelt h a r b io g rafd irek tø rem e d e rfo r væ ret h e lt tilfredse, og vi h a r derfor b esluttet a t fortsæ tte til fo råret m ed et nyt projekt, hvis 20 bio­ g ra fe r deltager. D e t bliver p å helt sam m e m åd e som d e t forrige, og Film fonden h a r støttet m ed 35.000 kr. D e sam m e biografer e r m ed i d e tte p ro jek t — m ed undtagelse af F jerritslev, som vil ven te til næ ste efterår.

Kosmorama ringede til direktør Georg M unksgaard Jørgensen i Fjerritslev for at høre, hvor dår­ ligt det var gået. »Folk har sim­ pelt hen ikke villet kom m e«, for­ tæller M unksgaard Jørgensen.

— Je g h a r kun h a ft biografen i tre å r og h a r hele tid en a rb e jd e t p å a t lære folk forskellen p å skidt og kanel. N å r C lausens p ro jek t ikke er gået her, så e r d e t ikke han s skyld, m en vi h a r blot en speciel situation. D e r e r ingen c ir­ k u latio n i befolkningen, alle h a r boet her, fra de blev født, og d e r kom m er ingen im pulser udefra.

V i h a r f. eks. ikke noget sem ina­ rium , som kan sæ tte lid t liv i kludene. M a n vil ikke prøve noget nyt, m en kun se den slags film, m an e r v a n t til.

D a jeg gik m ed i pro jek tet, v id ­ ste jeg, a t d e t ikke ville gå. M en Film loven e r så tåbelig, a t m an fo r den krone, m an kom m er over 120.000 i b illetindtæ gt, skal b e­ tale 7—8000 kr., og d e t så i som ­ m er u d til, a t je g skulle kom m e i den situation. Så fo r ikke a t gå fallit bestem te jeg a t spille kvali­ tetsfilm , og n u e r ind tæ g ten nede p å 118.000. D et gik helt, som jeg havde reg n et m ed.

E t af de steder, hvor det er gået lige modsat, hvor der har været et stort publikum , er G ud­ hjem. D irektør Niels Wiedemann Høst er mere end tilfreds.

- M in om sæ tning e r blevet m angedoblet. M ed et n o rm alt re ­ p erto ire spillede jeg, u d e n for tu ­ ristsæ sonen, højst 150 kr. in d p å to forevisninger, m en nu, hvor d e r er kom m et p lan i rep erto iret, er oppe p å m ellem 7 -8 0 0 kr. i b ru tto in d tæ g t. I forhold til sidste å r er m in om sæ tning sim pelt hen 3-doblet.

Philip Lauritzen.

54

Hvem sagde høring?

D e n 31. o ktober 1969 v a r en masse m ennesker in v ite ret til H Ø R IN G O M F IL M L O V E N i F ilm husets b iograf i K øbenhavn. In v ita tio n e n fra F ilm fonden oplyste, a t e t sag­ k y n d ig t panel bestående af W. W eincke, F ra n s L ich ten b erg , W er­ n e r Pedersen, B ent H ed em an d og E rik H auerslev ville blive ko n fro n ­ te re t m ed e t sp ørgepanel af re ­ p ræ se n tan ter for film branchen, pressen - og pub lik u m (ta n k e stre ­ gen stam m er fra in v ita tio n e n ).

D e r var endvidere oplysninger om, a t F ra n k D am k ier v a r o rd ­ styrer.

M ig b ek en d t b ru g e r m an ikke o rd sty re r ved h ø rin g er. M a n kan m åske af praktiske g ru n d e have b ru g fo r en tid ta g e r og 're tsb e ­ tje n t’, m en til ingen af disse fu n k ­ tio n e r kræves ju rid isk uddannelse.

H vis den a fte n var en 'h ø rin g ’, så er jeg konge af Sverige, og m ed d en form , a fte n en fik, er jeg ikke i tvivl om , a t den kunne sandsynliggøre, a t je g i h v e rt fald e r kronprins.

H øringsbegrebet blev v a n d et ud allerede fra sta rte n m ed den geo­ m etriske p lac erin g af ’h ø rin g en ’s deltagere. Se p å denne opstilling:

„Ordstyrer**

3

Talerstol for spørgeren

TRIBUNE SAL Spørgepanel 1. række

A lt i den ta le r im od hø rin g s­ b egrebet: de sagkyndige, d e r skal høres, sidder side om side i en massiv blok, d e r tillad e r in te rn e m eddelelser og konferencer m el­ lem og u n d e r spørgsm ålene. (D e ­ res b o rd v a r forsynet m ed rigelige m æ ngder isvand, som flittig t d el­ tes m ellem denne blok og o rd sty ­ re re n ). Im ellem blokken og ta le r­ stolen i venstre side af trib u n e n havde m an p lac ere t den overflø­ dige o rd sty rer, d e r geom etrisk fungerede som en m ur, og som d a også i praksis så d e t som sin opgave a t korrig ere og retlede, ja, i flere tilfæ lde en d d a afbryde spørgeren. Sam m e spørger, der kom fra d e t u dvalgte spørgepanel, blev af o rd sty re re n k a ld t op fra 1. ræ kke i salen (h v o r m an sidder og ser op p å de sagkyndige) og placeredes i talerstolen, der, som følge af den geom etriske opstil­ ling, kom til a t ligne en vidne­ skranke. D e t er vist stik im od al su n d fo rn u ft og al sund praksis.

D e t er indlysende, a t hele dette a rra n g e m e n t kun kun n e føre til en in tetsigende snakken frem og tilbage og især til en opgivende h o ld n in g hos spørgerne. S pørge­

panelet v a r i øvrigt u d v alg t af d et sagkyndige pan el (h v a d b e ’h a r ) , og 48 tim e r før afh ø rin g en skulle finde sted, v a r d e r spørge­ re, som in te t anede om, hvem de skulle stille spørgsm ål til. Jeg k a ld e r d et bl. a. in tim id e rin g af spørgepanelet.

E n h ø rin g kun n e a rra n g e re s så­ ledes: S pø rg ep an elet ( — offentlighe­ d en ) placeres i blokken til h ø jre og støttes af tid ta g e re n ('re ts b e ­ tje n te n '), d e r in d k ald e r v idnerne i h øringen. Disse vidner ( = de sagkyndige, eksperterne, em bedsm æ ndene) indkaldes e t for et, og placeres i vidneskranken overfor spørgerne. S p ø rg ern e k an afbryde vidnet, n å r d e t ta le r ud en om, væ ver eller skifter em ne, sp ø rg er­ ne k an stø tte h in an d e n , supplere h in an d e n og bore i de sagkyndiges svar. F ørst efter, a t en sagkyndig er h ø rt, kan h a n slutte sig til til­ h ø re rn e i salen. Af p raktiske g ru n ­ de v a r denne frem gangsm åde m å­ ske uheld ig i d e tte tilfæ lde, m en de sagkyndige bu rd e i så fald fra sta rte n have væ ret p lac ere t m el­ lem tilh ø re rn e i salen fo r d e refter a t blive k a ld t op en e fte r en.

D enne form fo r h ø rin g tje n e r offentligheden. D en form for 'h ø ­ rin g ', vi oplevede i F ilm huset, tje n te k u n de sagkyndige, og de h a r ikke b ru g fo r a t tje n e n oget i denne sag. S am tidig skulle den, som e t af Film fondens fredags­ a rra n g e m e n ter, tje n e F o n d en som P R . H v o rd a n i alv erd en havde m an tæ n k t sig, a t F o n d en skulle vinde P R p å a t sæ tte »repræ sen­ ta n te r fo r film branchen, pressen - og publikum « i fo rlegenhed i en v idneskranke?

D e r e r vide perspektiver i a f­ viklingen a f denne 'h ø rin g ', især hvis m an begynder a t sæ tte den in d i en stø rre sam m enhæ ng. O rd som u denom sparlam entarism e, de­ m okrati, tek n o k ra ti og offentlig­ h ed b landes m ed film titler som »R ush to Ju d g e m en t« , » L a Prise de pouvoir p a r L ouis X IV « og »I pugni in tasca«.

G ra n b erg

3

Vidneskranke for sagkyndige

SAL Sagkyndige og tilhørere

D et er im idlertid en risiko, jeg m å tage.

M en igen m å je g henvise til dagbogen og pointere, a t forfatteren virkelig levede b la n d t disse unge, som jeg fortæ ller om. A t jeg ra m ­ m er et c en tralt problem i sam fundsdebatten netop n u , er en tilfæ ldighed. Je g k unne lige så godt have v algt a t fortæ lle om en ung m an d , d e r blev d ranker. Selv om m an én gang h a r sm agt øl, behøver m an ikke a t blive alkoholiker, og selv om m a n éngang h a r rø ­ get hash, behøver m an ikke a t blive afhæ ngig af det. Je g h a r h ø rt m ange sige efter a t have set m in film : d e r kan d u se, hv ad d et ender m ed . . . M en m in film er hverken for eller im od n arkotika, for je g b ry d e r m ig ikke om film , d e r tag e r p a rti og d erm ed m oraliserer.

Barbet Schroder fortæ ller o m ” M o re” D en 29-årige Barbet Schroeder er instruk­ tøren, »man taler om« i Paris for tiden, vel ikke mindst fordi han med sin debutfilm »More« (Toujours plus) behandler et pro­ blem, der er i focus i Frankrig: narkomani.

På baggrund af et par dødsfald viser alle biograferne for tiden korte anti-narkotikafilm, i hvilke forskellige mere eller m indre frem trædende mennesker udtaler sig om problemet.

På baggrund af denne lidt komisk anlagte kampagne er Barbet Schroeders film blevet um åde populær. Den tager nemlig ikke parti, men giver en ganske ram m ende og præcis skildring af hippier og narkom aner i deres forsøg på at slutte sig sammen i et fællesskab, der synes dirigeret mere af pludselige ind­ skydelser, trang til orientalsk mysticisme og seksuelle udfoldelser end ærlig overbevisning og afstandtagen fra det etablerede samfunds »normer«.

I centrum står den tyske student Stefan (K laus G riinberg), der via sin betagelse af en amerikansk hippie og narkom an, Estelle (Mimsy F arm er), bliver trukket ind i en til­ værelse, han ikke forstår et kuk af og derfor heller ikke har forudsætninger for at leve.

H an bliver uhelbredelig narkom an - og dør efter en overdosis heroin. »More« kan som helhed virke kaotisk som om instruktøren har haft vanskeligt ved a t »sortere« m aterialet — men filmen inde­ holder mange enkeltscener, psykologisk tro­ værdigt udform et og — skønt visuelt søgende — overbevisende i deres entusiasme. »Det er en film om en ung m ands selv­ destruktion, fordi han ikke form år at opgive en konventionel samfundsmoral til fordel for en ny,« siger Barbet Schroeder.

- Hvorfor har De i »More« brugt netop hippie-miljøet som baggrund for at fortælle om den tyske student Stefan og hans skæb­ ne?

- Ganske enkelt fordi filmens grundlag er en dagbog, skrevet af en tysk student, som jeg kendte. H an forlod sine studier i Liibeck og tog på stop til Paris for a t »finde solen« - som han udtrykker det. I stedet går han til grunde ved sin konfrontation med dette hippie-miljø, som han helt tilfældigt dum ­ per ned i og bliver i på grund af sin for­ elskelse i en amerikansk pige, Estelle, der er uhelbredelig narkoman. Historien er simpelt hen sand, og i min filmatisering af denne dagbog har jeg forsøgt at være så tro som muligt mod kendsgerningerne.

- Kunne det, der sker for Stefan, ikke ske for enhver anden?

- D et tror jeg ikke, for Stefan er sympto­ matisk for en speciel germansk livsopfattelse, og derfor går det ham, som det gør. H an er et produkt af en konventionel samfundsnorm, og hele hans livsopfattelse er for mig a t se kædet sammen med begrebet tysk romantik.

- En amerikaner kunne ikke have delt skæbne med Stefan?

- Når nogle opfatter »More« som en film, hvis formål er at kritisere disse hippier og narkomaners levevis, hænger det sikkert sammen med, at det går Stefan, som det gør. . .

- Ja , og deri ligger også fejlvurderingen, for det g å r jo n etop S tefan galt, fordi han ikke kan in d o rd n e sig og forstå, h v a d d e t er, h a n siger j a til. D et fo rstår de a n d re d e r­ im od, selvom je g ikke kan sige, a t je g af den g ru n d o p fa tter deres tilvæ relse som den ide­ elle, m en de h a r dog selv v a lg t den, h vor­ im od Stefan via sit forhold til Estelle halv­ vejs er tvu n g et in d i den.

- Jeg har også hørt nogle karakterisere »More« som en rent erotisk film?

Klaus Griinberg i »More«.

— N ej, d e t tro r jeg ikke, for en a m erik a­ n e r ville have en a n d en forudsæ tning for at løse problem erne og — tro r jeg — ville have grebet dem m ere n o n c h alan t an. D a Estelle forlader Stefan, reag erer h a n d esp erat uden om tanke og fornem m else for konsekvenserne, og d e t er ikke, fordi h a n virkelig elsker h e n ­ de - jeg tro r nem lig ikke, Stefan e r i stand til virkelig a t elske —m en fordi h a n er »lost« u den h en d e som fast holdepunkt. »M ore« e r en film om en u n g m ands selv­ destruktion, hans følelsesliv e r blokeret som følge af hans opdragelse in d en fo r specielle norm er. D e store brydninger, d e r sker i dag, h vor g ru p p e r af unge d a n n e r nye norm er, kom m er ikke Stefan ved. H a n h a r ingen fo rudsæ tninger for a t forstå disse unge.

— Stefan er med andre ord en »outsider« ?

— Ja , for h a n e r m eget forskellig fra en hippie! Så v id t h an ved, e r d e r »ingen glæ de uden tragedie«, og b la n d t unge i d ag m øder en sådan opfattelse ingen genklang. D en k u lturrevolution, d e r sker for tiden, forstår h a n ikke, og h a n føler m eget kraftigt, a t han ikke e r en del af den. D erfo r e r h a n ulyk­ kelig — og derfo r bukker h a n under.

— Filmen er holdt i en fortællende form, hvor hovedpersonen kommenterer handlin­ gen, medens den skrider frem. Er det for at give filmen et dokumentarisk præg?

— Ja , fo r jeg ville beholde dagbogsstilen u d e n a t bryde handlingsforløbets k o n tin u i­ tet, og den synes je g bedst, jeg kun n e bevare ved a t lade hovedpersonen bryde ind i h a n d ­ lingsforløbet og kom m entere det.

— Tror De ikke, at filmen har scoret man­ ge point på, at den er kommet frem i Frankrig netop nu, hvor man diskuterer problemerne omkring hippier og narkoma­ ner?

— Jo, d et tro r jeg bestem t — og af sam m e g ru n d tro r je g også, a t m ange m isforstår fil­ m en - eller re tte re : overser d et centrale.

- E nhver kan jo op fatte den, som h a n /h u n vil — m en a t udelukke de erotiske scener ville væ re a t gøre vold p å historien. E ro tik ­ ken er en in teg reret del af den levem åde, S tefan involveres i.

- Størsteparten af handlingen foregår på Ibiza, hvar Stefan tager ned for at finde Estelle og flytter sammen med hende. Hvor­ for netop Ibiza?

- Af tre g ru n d e : fordi Ibiza er den sm uk­ keste ø, jeg kender, og fordi den er tak n e m ­ m elig a t film e p å m ed de hvide huse og det azurblå hav, m en også fo rd i d e r netop på denne ø lever g ru p p e r, som rep ræ sen terer av an tg ard e n in d en fo r den ny civilisation og eksperim enterer m ed nye form er for en til­ værelse, d e r er m ere prim itiv, følelsesbetonet og åben m od n a tu re n og d e t kosmiske.

- Skildringen af hippierne og deres måde at leve på er ganske overbevisende i »More«.

Har De nogen speciel forudsætning for at fortælle om netop disse mennesker?

- In g en a n d en forudsæ tning end den, a t jeg selv h a r levet b la n d t dem , og a t m ange af m ine gode ven n er er hippier.

- Hvad er grunden til, at »More« er engelsksproget ?

- Igen for a t væ re tro m od historien. D et er jo en tysker og en am erikaner, d e r spil­ ler i film en, og d e t ville da væ re fjollet a t lade dem tale fransk. D esuden v a r vi bange for censuren i F ran k rig , som im idlertid ikke h a r kræ vet film en beskåret.

- De er allerede i gang med den næste film . . .

- Jeg er næ sten fæ rdig m ed m an u sk rip tet til en film , d e r skal optages i U SA , og som foreløbig h a r a rb ejd stitlen »L arm es de joie« (G læ d e ståre r). Film en, d e r m uligvis få r Lee R em ick i hovedrollen, fortæ ller om en am e­ rikansk dam e af det bedre borgerskab, d e r om bo rd p å e t japansk-kinesisk fartøj kom ­ m er i k o n tak t m ed h ippier. F ølgerne d eraf bliver, a t gru n d lag et, hvorpå hendes tilvæ ­ relse h id til h a r v æ ret baseret, bliver tag et op til revision.

Elisabeth Amdisen.

55

debat

stand for en m ere d y btgående og udførlig om tale.

af kategori I, 29 af kategori II og 14 af kategori III.

Jeg b or p å den a n d en side af V alb y Bakke og er interesseret i a t få disse m ig forekom m ende overfladisk flot henkastede be­ m æ rk n in g er n æ rm ere belyst.

Som det frem går, er over h alv ­ delen af de viste film rene u n d e r­ holdningsfilm , m ens kun om kring en sjettedel af film ene er af et lødigt indhold. Af de ialt 718 forestillinger blev kun 105 o p ta ­ get af film af kategori I I I . D e r­ im od er spekulationsfilm ene godt re p ræ sen te ret m ed næ sten en trediedel. Disse spekulationsfilm var for en stor del » sp ag h etti­ w esterns«, af hvilke d e r blev vist 12 på 75 forestillinger. T il sam ­ m enligning kan det nævnes, at d e r i sam m e periode kun blev vist 4 »rigtige« w esterns. Disse spil­ lede i a lt 16 gange.

O g kan til den ende den gam le re d ak tio n ikke hjæ lpe til m ere, kan den nye m åske?

H a rly Biilow

F o ranlediget af d en fornem m else, at b io g rafre p erto iret i provinsen er af ensidig a rt, h a r jeg i pe­ rioden 1. ja n .—16. ju li 1969 nøje fulgt to provinsbiografers re p e r­ toire. P erioden i hvilken u n d e r­ søgelsen er fo reta g et er tilfæ ldig.

L igeledes er læ ngden af perioden tilfældig. De to b iografer er be­ liggende i sam m e by — en større sjæ llandsk provinsby — der kun rå d e r over de sam m e to biografer.

I tiden 1 /1 -1 6 /7 er der i den pågæ ldende bys biografer vist 92 forskellige film på 718 ordinæ re aftenforestillinger. D er ses i u n ­ dersøgelsen bort fra forestillingen søndag efterm iddag, da denne ty ­ pisk er in d re tte t p å et børne- og ungdom spublikum og derfo r ville fo rd reje re su lta tet af undersøgel­ sen. D en ene biograf viste i p e rio ­ d en 60 film på 360 forestillinger, den a n d en 32 film på 358 fore­ stillinger. Dog således a t film m å ­ ske var sat på re p erto ire t, da undersøgelsen started e, eller fo r­ blev på re p erto ire t, efter u n d e r­ søgelsen var afsluttet.

T il red ak tio n en af »K osm orania«.

D e t ideelle »K osm oram a«s R e­ d a k tio n b estaar af E rik U lrichsen og Ib M o n ty m ed P er C alum som R edaktionssekretæ r. Alle tre b id rag e r flittig t som S k rib e n te r i T idsskriftet.

M ed venlig H ilsen Steen H alvorsen

H e rr re d ak to r: M ed interesse h a r jeg i n r. 92 læst h e l e F A R V E L artik len . Jeg form oder, a t »H.S.« stå r for H e n ­ rik S ta n g eru p , som altså tilh ø rer den nu afgåede redaktion.

Alligevel ville d e t interessere m ig m ere end m eget, om m an kun n e få u d d y b e t næ rm ere, hvad der m ere ligger bag om talen af dansk film produktion, hvorom det bl. a. h e d d er: D er m å en aktiv pæ dagogisk politik til, — og i sæ r­ deleshed ville jeg gerne have ven­ d ingen: »C arl O tto se n og A nne­ lise M einecke og A nnelise R eenberg og Pusle og D aim i: d et er og bliver dansk film p å den and en side af V alb y Bakke« b ra g t til gen­

56

H vad er det så for film , bio­ g rafgæ ngerne i undersøgelsens om råde er blevet tilb u d t i det fo r­ løbne halve å r? S to rt set kan m an inddele film ene i tre k ate­ gorier, nem lig: K ateg o ri I: Fam ilie- og u n d e r­ holdningsfilm K ateg o ri II: K rigsfilm og voldsog sexfilm af spekulativt til­ snit K a teg o ri I I I : Film af m ere lø­ d igt indhold E ksem pler p å film af kategori I er: »D yrlæ gens plejebørn«, »De røde heste«, »T he Sound of M usic« og »D en fræ kke ferietu r« .

T il kategori II henføres film som »D r. T e rro r« , »D jangos seksløber er lov«, »En H itler-læ ges to rtu r­ kam m er« og »Slagsm ål, Sex og S lyngler«. T il kategori I I I h ører film som »B alladen om C arlH enning«, »Den udødelige historie/Sim on i ørkenen« og » F a h re n ­ h eit 451«. Selvfølgelig er en sådan inddeling præ get af subjek tiv itet; m en tendensen skulle m ed de vide græ nser, denne undersøger h a r lagt, alligevel kunne frem gå. P e ­ riodens 92 film fordeler sig på følgende m åde p å de tre k a te ­ gorier: D e r er blevet vist 49 film

V ed a t lægge så altovervejende væ gt på film af k ategori I og II m ister b iograferne k o n tak ten m ed store b efolkningsgrupper og nøjes m ed at satse på et publikum af en ganske bestem t sam m ensæ t­ ning. D ette m å ud fra et sam ­ fundsm æssigt synspunkt siges at være utilfredsstillende. E t sam fund består af m ange forskellige befolk­ n in gsgrupper, og a t vise sam ­ fundssind vil sige a t tage hensyn til alle disse g ru p p e r. N u kan m an fra biografernes side frem føre, at en biograf er en fo rretn in g , der skal løbe ru n d t. D erfor m an m å spille film , der giver g a ra n ti for en vis belæ gningsgrad. D et er vel også rigtigt! M en hvorfor ikke også tage a n d re befolkningsgrup­ per i b e tra g tn in g ? D ette kan m ed lige så sto rt u d b y tte lade sig gøre, hvilket den ene biograf i byen beviste, da den i en som m erkaval­ kade spillede »lidt for enhver sm ag« og på trods af som m ervar­ m en flere gange kunne m elde udsolgt hus til film , som i denne undersøgelse ville falde i kategori III. N å r nu biografernes stilling er så m onopolpræ gede, som det er tilfæ ldet h e r i landet, m å m an kunne kræve en vis alsidighed i re p erto ire t. D et virker o v e ro rd e n t­ lig m æ rkeligt, a t så o plagte salgs­ succeser som »M and til alle ti­ der«, »Stjålne kys« og »G lim t i et gyldent øje« end n u på nuvæ ­ rende tidspunkt (1/10 1969) ikke h a r væ ret vist i byen. Disse film kan alle m ed g a ra n ti skaffe større belæ gning end film som » 20.000 dollars for et lig« og »B rug næ ­ verne G ringo«.

H vad a n g år de lødige film s a n ­ del af re p erto ire t, m å m an vel nok sige, a t 14 film af denne kategori på et h alvt å r er lovlig lidt, sæ r­ lig n å r m an tag er i b e tra g tn in g , a t disse film som regel kun spiller i ganske få dage. Som det også frem går af det ovenfor næ vnte, h a r spaghetti-w esterns alene spil­ let næ sten lige så læ nge som sam t­ lige kvalitetsfilm . F or a t bøde på d e tte kunne biograferne holde en

dag fri hver uge til a t køre film , som m åske ikke kan træ kke det største publikum , m en som dog er væsentlige. N å r en u dm æ rket sam m ensat kavalkade kan blive en succes på som m erens varm este tid, m å d e t vel også kunne lade sig gøre resten af året. B iografer­ ne ville herved op n å a t holde kon­ tak te n vedlige m ed e t publikum , som ellers kun sjæ ldent kom m er i biograferne.

Skal m an i undersøgelsesperio­ den lave en »hitliste« over de film , der h a r væ ret læ ngst på re p e rto ire t i denne by, bliver reto ire t følgende: 1. »De røde heste« (42 gange) 2. »Junglebogen« (32 gange) 3. »D yrlæ gens plejebørn« (28 gange) 4. »M in søsters b ørn væ lter byen« (28 gange) 5. »T æ nk på et tal« (28 gange) 6 . »D er kom en soldat« (28 gange) 7. »D en fræ kke ferietur« (28 gange) 8 . »B alladen om C arl-H en n in g « (24 gange) 9. »Storm varsel« (22 gange) 10. »Shalako« (20 gange) (E n vis fejl i denne liste vil o p ­ stå, d a de to b iografer ikke ru m ­ m er lige m ange m en n esk er). Af disse film h ø re r alle u n d tag e n »B alladen om C arl-H en n in g « til kategori I. H e raf ses tydeligt, at fam ilie- og underholdningsfilm u dgør den væ sentligste del af re ­ p e rto iret. Film af k ategori I I og I I I benyttes sim pelthen til a t u d ­ fylde tiden, til en ny u n d e rh o ld ­ ningsfilm n å r frem til byen. D ette gæ lder ikke alene denne by, m en kendes fra hele provinsen, hvor biograferne fører en henslum ren­ de u k o n k u rren c e p ræ g et tilværelse.

M ed enkelte strålende u n d ta ­ gelser (Søllested Bio) m an g ler vi lidt vovem od og in itiativ fra p ro ­ vinsbiografernes side, således at også vi p å denne side af V alby bakke få r ch an cen for a t stifte bekendtskab m ed gode u n d e rh o ld ­ ningsfilm og film af m ere lødigt indhold. Som det er nu, kan der m ageligt gå flere m ån ed er m ellem éns biografbesøg, hvis m an h ører til den kritiske type, d e r ikke sy­ nes, a t danske fam iliefilm og spaghettiw esterns er væ rd a t spil­ de tid og penge på. B iograferne k lager i denne tid over deres fa l­ dende b illetin d tæ g ter, m en m on ikke en m ere n u a n c e re t p ro g ra m ­ læ gning ville kunne lokke flere b o rt fra »stuebiografen«, som kvalitetsm æ ssigt vanskeligt kan be tra g te s som nogen k o n k u rren t til biograferne. D et er i h v ert fald sikkert, a t hvis provinsbiograferne fo rtsæ tte r i deres nuvæ rende spor, m å m angen en b io g rafd irek tø r i frem tid en se sig om efter en ny livsstilling.

Ole C hristiansen

FILMENE DEN VILDE BANDE (1) Sam P eckinpahs „D en vilde B ande“ h a n d le r om en flok røvere og fortæ ller om deres m øde m ed tre sam fund. Stationsbyen San R afael, en garnisonsby for G eneral M apaches soldater og en landsby beboet af b ø n ­ der. Indbyggerne de tre steder er k arak te­ riserede m ed få streger. Folkene i San R a ­ fael er enten prom inerende baggrundsfigu­ re r eller komiske størrelser i billedets for­ g ru n d : En m oraliserende præ st, en fjollet kordirigent, kvæ rulantiske og gestikulerende b o rg e rre p ræ se n tan ter og en a g en t for egnens jernbaneselskab, d e r m in d e r om bagm anden i en gangsterfilm væd a t væ re u den m od til selv a t gå i ilden for sin sag og fuld af tru s­ ler m od den, h a n h a r m ag t over, og som vover, hvad h an selv ikke tør.

S kildringen af garnisonsbyens indbyggere e r ikke m indre m isantropisk. D er er de p it­ toreske statister, sm åsnakkende eller søvnige soldater, folk p å tra p p e r og væd vandings­ tru g , m en i cen tru m for opm æ rksom heden stå r nogle ludere og officerer. L u d ern e er frustrerede, fjan ted e eller forræ deriske. O f­ ficererne inkom petente, ubegavet b eregnen­ de, liderlige og sadistiske.

I m odsæ tning til de to større steder, som e r solsvedne og støvæde, e r d e t tred je og m indre, landsbyen, e t m ild t A rkadien. I kølige skygger p lu d re r børn, m ens kvinderne vasker linned og gam le m æ nd tæ nker over livæt. D en æ ldste af dem , re t en vism and a t skue m ed kloge øjne i sit nikkende skæghoved, bem æ rker til røvernes anfører, der fo ru n d ret ser sine ellers så uhøviske m æ nd o p tag et af uskyldig leg m ed de unge piger, a t „vi alle drøm m er om a t blive som børn igen. Selv- de væ rste af os — ja , de væ rste m åske m est af alle“ .

H e r i landsbyidyllen bliver denne drøm for en stund til virkelighed, røverne h a r om sider fu n d e t hjem . Beskidte, afstum pede og grusom m e er de nok, m en grusom heden er — viser film en - blot en side af barnets uskyld. D et vide ikke, hvad det gør.

Slæ gtskabet m ed b a rn et e r dog ikke det eneste, d e r er a t finde u n d e r b an d ittern es b arkede ydre. D ybest set e r de nem lig i slægt m ed hele d e t landsbyfolk, til hvem de kom m er; en af dem oven i købet i bogstave­ lig forstand. Fejl og ugern in g er h a r de b e­ gået, m en deres længsel e r ren og g å r im od frihed og uafhæ ngighed a k k u rat som de fattige bønders. E n frihedstørst, som det komiske og frygtsom m e borgerskab i San R afael ikke kan tilfredsstille og som u su r­ p ato ren M ap ach e vil underkue. K u n h e r de få øjeblikke, hvor røverne hviler ud i lands­ byen, er a lt harm oni, og d a de d ra g er vi­ dere, står hele befolkningen syngende væd v e jk a n ten og sender roser og lykkelige smil til de b o rtrid e n d e, hvis a n fø re r som en g a­

la n t rid d e r fører h a tte n til brystet i e t stort sving.

D enne noble skikkelse h e d d er Pike Bishop og er forsynet m ed træ k, d e r uden a t gøre ham m odsat hans m æ nd dog k lart adskiller h am fra dem. D e e r um iddelbare, m ens h an er reflekteret. De er børn — h an ikke, thi h an væd, hvad h an gør, og h a r, hvad b a rn et ikke har, nem lig en fortid, som han altid m å leve m ed og a ld rig kan slippe. N u er denne kendsgerning im idlertid ikke så b e ­ drøvelig en d d a, thi Pikes fortid e r af den a rt, enhver m an d kan væ re bekendt. I så henseende m in d er han om personerne i den gam le film „T ricolorens H e lte " (W illiam W ellm an, 1939), om hvis protagonister det i sin tid i annoncen hed : „D e m eldte sig til frem m edlegionen for a t glem m e en fortid, de i virkeligheden kunne væ re stolte a f“ .

Pikes fortid er en illegitim , m en grandios kæ rlighed af den slags, der er både kortvarig og evig. Pigen dø r — m en hun dør, m ens kæ rligheden e r i zenit, hvorved den få r evig k ra ft og frelses fra a t synke ned på d aglig­ dagens trivielle plan. — „ D er er ikke en dag, ikke en tim e, hv o r jeg ikke tæ n k er på det (altså p å pigen og kæ rligheden) “ , siger Pike. H a m er i sandhed m eget givet.

Ligesom frem m edlegionæ rerne h a r Pike valgt den desperate udvej for a t dulm e sin kvide. H e r er ikke noget m ed a t dru k n e sorgen på b u n d en af sagosuppen. H a n og hans m æ nd vil leve stæ rkt og u n d e r ingen om stæ ndigheder dø strådøden. D a de står foran en ny og farefuld mission og ved at fjenden e r b ered t, kan de kun bekræ fte h in an d en i, a t de ikke ønsker sig vilkårene anderledes.

D e d ø r alle, m en døden er den skæbne, de h a r v algt sig. D e er børn, d e r vil lege. og en side af legen er grusom . H e r e r ikke tale om forførte uskyldige som drengene i B ernhard W ickis „B roen", og d e r er da heller ingen g ru n d til a t beklage eller be­ drøves over bandens endeligt eller føle sky­ deriet og volden som m eningsløs. T v æ rt­ im od, b a ta lje n er jo selve m eningen m ed en slagsbrors liv og valpladsen det eneste sted, h an kan væ re b ekendt a t dø. T ilskuerne i biografen og b a n d itte rn e p å læ rred et g å r da også lige opstem te i lag m ed ragnarok. Hvor m eningsfuldt dette er, und erstreg er film en ved a t lade sin G o tterd åm m eru n g foranlediges — ikke af d e t tilsyneladende i hoved­ personerne, m en af deres egentlighed. M ed a n d re o rd : D et store opgør m ellem M apachegarnisonen og den vilde b an d e foranlediges ikke af de sidstes begæ rlighed og b ru talite t, m en tvæ rtim od af deres loyalitet og æres­ begreber. D eres m enneskevæ rd, d e t gode, de på b u n d en er.

V ed film ens begyndelse så vi den vilde b an d e ride ind i San R afael for a t få guld.

I en sekvens u n d e rla g t trom m ehvirvler skred de frem m od opgøret. N u til sidst gentages denne in tro d u k tio n i variation. D enne gang

gæ lder indto g et ikke penge, m en en m is­ h a n d le t kam m erats liv. A tter stiger spæ n­ dingen, a tte r røres trom m erne, og e ndnu engang er b anden større og m ere beslutsom end om givelserne. Så væ ldige er de blevet, a t de ikke alene d ø r p å kam m eratskabets og krigerkastens æ dle m ark, m en de forlenes — efter forgæves a t have prø v et a t befri d e ­ res unge ven, A rkadiens rep ræ sen tan t — m ed en slags udødelighed!

Ganske vist ses den vilde band e ikke som volde engle m ed kødben i V alhals gildessale, m en udødeligheden er d e r alligevel ingen tvivl om. F or Pikes vedkom m ende tilveje­ bringes den ved a t etablere ham m ed en tvillingbror, ikke i kødelig, m en i åndelig forstand. D en D eke T h o rn to n , d e r film en igennem forfølger ban d en s spor, er nem lig Pikes dublet. Ikke alene deler de fortid, e n ­ gang red de sam m en og begge h a r sm erte­ fulde m in d er om skæ bnens urim elighed, hvilket forskønner rom antisk, m en de ser også ens ud , og de tæ n k er og oplever ens.

N å r T h o rn to n ja g e r Pike, er d et ikke noget, h a n vol, m en noget, hans ord h a r forpligtet h am til, og Pike forstår ham . Ligesom T h o rn to n forstår Pike, så han ikke alene kan regne ud nøjagtig, hvad h a n vol gøre, m en også længes e fter a t væ re m ed ham i ger­ ningen. T h o rn to n drø m m er om en gang igen a t blive m edlem af banden.

O g drøm m en g å r i opfyldelse. D en volde bande er ganske vist død, m en den gen­ op står i forklaret skikkelse, i lu tre t tilstand som en skare frihedskæ m pere. D et, den bag alle vildfarelser altid h a r væ ret. D en h a r fundet sit sande jeg, og T h o rn to n slu tte r en­ delig op m ellem dem , han h ø re r til. H ans — og film ens — slutreplik lyder ganske vist: ,,It a in ’t like it used to be, b u t it’ll d o ", m en denne resignation fin d er igen p e n d an t i billederne, hvoraf det sidste er det gam le velkendte: R yttere på vej ind i det fo rjæ t­ tede land, hvor nye eventyr venter.

Så på denne m åde bliver alle behov til­ fredsstillet. Film en serverer d et m ål af b ru ­ talitet, som skal til for a t pirre, m en der tilbydes også m ulighed såvel for a t tage a f­ stand for volden som for a t finde undskyld­ ning for glæ den ved den. A fstand tag er fil­ m en — og derm ed publikum — hvor volden forårsages af røverisk egoisme (in d le d n in ­ g e n ), og glæde ved den får vi lov a t have, hvor d et viser sig, a t røverne e r engle i forklæ dning og deres vildskab blot retfæ rdig harm e.

M ens d e r klages over, a t den b ru ta le v ir­ kelighed via T V væltes ind i vore nette stuer, klinger pengene i kassen, hvor de b e ­ skidte dusin og vilde b a n d e r h u serer på biografernes læ rred. H e r få r den a rra n g e ­ rede og æ stetiserede vold, anonym m assedød og blodkaskader i slow m otion, os til at glem m e grusom heden på virkelighedens skuepladser. Glem selsesbehovet i sig selv er ikke forargeligt, m en d et er forargeligt at dyrke det som en last og tilfredsstille det m ed m idler, d e r udvisker evnen til a t skelne løgn fra sandhed, virkelighed fra illusionen om virkelighed. S åd an som „D en vilde B an­ de" gør d et ved a t foregive afsløring af volden, m en væ re d e t m odsatte. F o rd æ k t gør den landsknæ gten til en helt, så ingen til sidst kan kende forskel.

Ligesom d e r er nogen, d e r h a r sam m en­ lignet P eckinpah m ed Goya uden a t se for­ skellen. Forskellen p å fidus og oprigtighed.

Niels Jensen 57

DEN VILDE BANDE (2 ) „Hvad Nibelungen var for H itler, det er Det vilde Vesten for den amerikanske reak­ tionære og for en ikke ubetydelig del af det amerikanske folk. D et vilde Vesten: Det er „hver mand for sig“, det er den stærkes ret, rigdomserhvervelse pr. tilfælde eller i kraft af magt, det er „ingen kan gøre mig noget“, det er den falske romantik om „guldhjer­ tet", som har overflødiggjort hjernen.“ Hans Håbe.

D er v a r forleden d a g en artikel i et d a g ­ blad, hvori d e r fortaltes om , h v o r vanskeligt d et er a t skaffe penge til p ro d u k tio n af børnefilm ; d e t kan bringe en til a t tæ nke på, hvor m eget Sam P e ck in p ah ’s film „D en vilde b a n d e “ h a r kostet.

D er er nem lig ikke sparet p å den stæ r­ ke v a lu ta til denne film , og disse penge skal selvfølgelig tjenes ind, hvilket afspejler sig i biografens reklam er, d e r m ed stor skrift m øder en, m ens m an v e n te r p å a t betale ved kassen. M an læser bl.a. „D e dræ bte for a t leve — de levede for a t d ræ b e “ eller „M enneskeliv er in te t — guld og spæ nding er a lt" ; p å væ ggen h æ nger desuden i for­ størrelse en a f de m est positive og reklam e­ givende dagbladsanm eldelser. D e t hævdes bl.a. heri, a t censuren ikke b ør forbyde d e n ­ ne film , der ganske vist in d eh o ld e r m egen vold, m en dog er kunstnerisk væ rdifuld.

M a n spørger u n d re n d e sig selv, om det v ir­ kelig er rigtigt, a t d e r stadig e r nogen, der m ener, a t vold kan væ re re tfæ rd ig g jo rt ved blot a t væ re kunstnerisk frem stillet, uanset hvilken sam m enhæ ng (m enneskesyn, livs­ filosofi, ideologi, etik) denne vold anbringes i (f. eks. som eneste acceptable og hensigts­ mæssige løsning på givne pro b lem er — som idealiseret v o ld ).

H vis m an ikke p å fo rh ån d m øder m ed m egen forhåndsviden om in stru k tø r og film , e r disse reklam er altså den første in fo rm a­ tion om film en, m an m o d tag er, og de m å d e rfo r antages a t have stor indflydelse på, h v o rd an film en opleves (ses og h ø res). En undersøgelse af, h vordan disse reklam er står i forhold til „afsenderens 11 (in stru k tø ren m .fl.) hensigter ville væ re interessant. I p a ­ rentes bem æ rket k an m an iagttage, a t f.eks. seksualoplysende film ofte opreklam eres på en m åde, d e r kan skabe forvetninger om, a t d et e r en virkelig „dødsjofel“ film , m an skal in d og se; skabes denne holdning, er d e r store ch an c er for, a t film en (u an set p ro ­ ducentens h ensigter) ses som væ rende „ d ø d ­ sjofel". R eklam erne for „D en vilde B ande" efterlod i h v e rt fald ingen tvivl om , a t det først og frem m est v a r skrappe drenges m yr­ d e rie r i sm ukke farver, m an n u skulle til a t overvæ re — en film „kun for folk m ed stæ rke n e rv er". H os u n d e rte g n ed e (d e r ikke i forvejen ville h ente oplysninger om fil­ m en) skabte reklam erne en tendens til n e ­ gativ h o ld n in g overfor film en - en h o ld ­ ning, som d e t v a r svæ rt a t kom m e væk fra, i h v ert fald i første o m g an g ; m an e r ved a t væ re træ t af disse raske drenge (NB! hvorfor in d g å r i T V -av iser ikke sekvenser, d e r viser, a t soldater g ræ d e r og er ulykke­ lige — d et m å d a forekom m e!).

Selve film en „D en vilde b a n d e " foregår i d e t gode gam le vesten, hvilket i denne film vil sige p å græ nsen m ellem T exas og M exico om kring 1913. H ovedpersonerne er

58

nogle skrappe drenge i en asocial bande, d e r u d fø rer dristige bank- og togrøverier.

D eres leder er „m an d fo lk et" Pike, om hvem d e r i pro g ram m et står følgende: „H verken h a n eller hans følgesvende ken d er til b a rm ­ hjertig h ed . M enneskeliv er in te t — guld og spæ nding er a lt!" , hvilket nu ikke e r helt rigtigt ifølge slutningen af film en (hvem skriver disse pro g ram m er? - er d et perso­ ner, som kan væ re interesseret i salg a f fil­ m e n ? ) V i følger denne bande u n d e r et bankrøveri (i begyndelsen af film en) og senere et togrøveri. B anden jages dog af en a n d en g ru p p e m æ nd, d e r anføres af endnu en frygtløs m an d ved navn T h o m to n , en tidligere ven af Pike, som nu er løsladt fra fæ ngslet m od a t hjæ lpe m ed til a t uskade­ liggøre band en. D e tte bliver dog ikke n ø d ­ v endigt fo r T h o rn to n , idet Pike og resten af b an d en (m ed undtagelse af een, d e r for­ står a t hytte sit skind og slutte sig til en ny b a n d e) skydes ned af en m exicansk fribyt­ terg en eral ved navn M ap ach e og hans folk.

B anden h a r nem lig m ødt denne gru p p e fri­ by ttere og overfalder — m od b etalin g fra M ap ach e - et tog m ed våben, d e r sælges til m exicanerne. M a p a ch e lad e r dog senere et m exicansk m edlem af b an d en (ved navn A ngel) slæbe til døde, fordi b an d en h a r overlad t A ngel en kasse af de stjålne våben, som h an vil anvende i frihedskam p for sit land. D ette h a rm e r b an d en så m eget, a t de g å r til angreb p å de overtallige m exicanere, af hvem de dog til sidst skydes ned. M an kan m ed rim elighed tolke og v u rd ere dette som e t positivt træ k hos disse lovløse, n em ­ lig selvm ord p å gru n d af loyalitet overfor en (farv e t) kam m erat. D a T h o rto n endelig n å r frem til landsbyen, fin d er h an kun en dynge lig - a n d re h a r allerede g jo rt a rb e j­ det for ham . Film en indeholder m eget sky­ deri og m yrderi i m eget sm ukke farver, især i slutningen af film en, hvor d e r i den m exi­ canske fribytterlandsby nedskydes m exicane­ re i b u n d ter.

Ser m an lid t p å film ens skildring af køns­ rollerne, er d e r flere m u ligheder: 1. D e hvide, m andlige am erikanere (b a n ­ den m inus dens m exicanske m edlem ) er i hovedsagen h å rd e og frygtløse m æ n d ; ikke bange for a t dø og d ør eventuelt m ed grov­ h e d er p å læ ben — rigtige m an d fo lk ; film en e r dog lid t m ere d ifferentieret end d e tte : de kan af og til have g ennem brud af sentim en­ tal blid h ed (hvilket dog ikke n ed sæ tter skydelysten) og som næ v n t beg år de næ rm est selvm ord ved a t hæ vne deres m exicanske k a m m e ra t; de b e tra g te r næ sten u d elukken­ de k vinder som sex-objekter og fortæ ller som rigtige m andfolk — om deres oplevelser m ed prostituerede.

2. D et m exicanske m edlem af b an d en A ngel — er skildret a nderledes: h an er p ræ ­ get af større b lid h e d ; synger blide sa n g e ; føler m ed sit folk; h o ld er af sin m or og sø­ ster (m en skyder sidstnæ vnte, d a h u n — på g ru n d af fattigdom — hengiver sig som k u r­ tisane til fribyttergeneralen M a p a c h e ).

3 . K v in d ern e i film en e r m ere stereotypt tegnet: de hvide kvinder, som m an ikke ser så m eget til, e r fortrinsvis æ ldre, kede­ lige (religiøse af holdskvinder) — som skabt til a t væ re forargede og usexede. D e farve­ de (m exicanske) kvinder er lid t m ere diffe­ re n tiere t skildret (f. eks. Angels søster), m en de fleste af dem er halvnøgne, dejlige, villige og halv- eller helprostituerede. S um ­ m a su m m arum : den am erikanske tendens

til a t dele k vinder i enten m ad o n n a er eller lu d d ere kom m er også til syne i denne film .

Børnene i film en er dels hvide børn (d e r e fterligner de voksnes „ k a m p le g e "), dels m exicanske babyer, som e r bru n e, læ kre, velnæ rede, søde og oftest velklæ dte.

A lt i a lt m å m an dog sige, a t m enneskene i denne film er teg n et k n a p t så stereotypt, som m an ofte kan se i film af denne genre.

Je g tro r også, a t æ stetikere vil sige, a t „æ stetikken er i o rd e n ". I en ra p p o rt fra en festival blev d a også skrevet noget i re t­ n ing af, a t d et v a r en kunstnerisk „stæ rk film ", m en også en af de blodigste i film ­ historien. Spørgsm ålet er så, h v o rd an fil­ m ens „livsbillede" og „livsholdning" er.

D ette er vanskeligt a t besvare — hvis det skal forstås i psykologisk (oplevelsesm æssig) b e tydning - for d e t vil jo i høj g ra d a f­ hæ nge af tilskuernes forudsæ tninger. H a r m an kun fo rhåndsreklam erne som in fo rm a­ tionskilde, kan m an m eget vel få d et in d ­ tryk, a t film en kun e r lavet for a t skildre vold og m yrderi, og m ange h a r vel kun d e t­ te som forhåndsviden. Sam P eckinpah h a r selv u d ta lt, a t film en skal vise voldens m e­ ningsløshed, m en d e t kan jo enhver kom m e og sige b agefter (d e tte udsagn fra in stru k ­ tøren kunne m an godt have tæ n k t sig a t se i re k la m e rn e !). Film ens etik virkede m eget u tiltale n d e p å underteg n ed e, d e r gerne ser, a t vi aflastes lid t fra disse am erikanske voldsproblem er, og m ener, a t der m å væ re a n d re fa k to re r i m enneskelivet, d e r vil k u n ­ ne skabe spæ nding end n etop vold og a g ­ gression. Så v id t d e t huskes (h a r kun set film en 2 g a n g e ), er d e r få b em æ rkninger i film en, d e r f. eks. a n ty d er en kritik af de sam fundsforhold, d e r skaber disse m yrdende m ennesker. D e t antydes dog eet sted, a t sheriffen er k o rru p t, og passende tolkninger kan selvfølgelig tages til ind tæ g t for sam ­ fundskritik eller a n d en påpegen af årsager til disse m yrderier, d e r bø r fjern es; f.eks. kunne m an sige, a t de børn i film en, der efterligner de voksnes „kam plege", i dag er d e t am erikanske (og m åske a n d re ) sam ­ funds „ stø tte r". Film en selv giver dog ikke m ange m u ligheder for sådanne tolkninger og hvem gennem tæ nker sådanne tolkninger efter a t have set film en? D en giver m åske større m ulig h ed er for a t sige: „D et foregik i 1913 - sådan v a r de altså d e n g an g ". E n ­ hver kan så væ lge den eller de tolkninger, han fin d er rigtigt, u d fra de ho ld n in g er han i forvejen har.

Film ens in stru k tø r skal have u d ta lt, a t der skal gå m indst fem år, før h an tø r se sin film igen. U n d e rteg n e d e vil lade gå end n u flere år. M a n kan sikkert træ ne sig op til den distancering, d e r b e står i a t se „ ren t æ stetisk" (h v ad d e t så end er) p å m yrde­ rier, m en u n d e rte g n ed e ønsker i hv ert fald ikke, a t o ptræ ne en m angel p å forargelse herover — også selvom d e t sker p å stort læ r­ red i m eget sm ukke farver.

Jørgen Pauli Jensen.

■ T H E W IL D B U N C H (D E N V IL D E BANDE) 1969. N A T IO N A L IT E T : U SA . D I S T R I ­ B U T IO N : W arn e r Bros.-Seven Arts. P R O ­ D U K T IO N : W arn e r Bros.-Seven A rts/E n P hil F eldm an P roduktion. P R O D U C E R : Phil Feldm an. A S S O C IA T E P R O D U C E R : Roy N. Sickner. P R O D U K T IO N S L E D E R : W illiam F aralia. IN S T R U K T Ø R : Sam Pec-

kinp ah.

IN S T R U K T Ø R A S S IS T E N T E R : C liff C olem an og F re d G am m on. 2nd U N IT IN S T R U K T Ø R : Buzz H enry. M A N U ­ S K R IP T : W alon G reen og Sam Peckinp a h efter fortæ lling af W alon G reen og R oy N. Sickner. C H E F F O T O G R A F : L u ­ d e n B allard. F O R M A T : P anavision 35 m m.

FA RV ESY STEM : T echnicolor.

A R K I­ T E K T : E d w ard C arrere. K L IP : Louis L om bardo og R o b e rt L. W olfe. K O M P O N I S T /D I R I G E N T : Jerry Fielding. T O N E : R o b ert J. M iller. K O S T U M E R : G ordon Daw son. S Æ R L IG E E F F E K T E R : Bud H u lb u rd . R E K V IS IT Ø R : P hil A nkrum .

M E D V IR K E N D E : W illiam H olden (P IK E B IS H O P ), E rnest B orgnine (D U T C H E N G S T R O M ), R o b ert R yan (D E K E T H O R N T O N ), E dm ond O ’B rien (S Y K E S ), W arre n O ates (L Y L E G O R C H ), Jaim e Sanchez (A N G E L ), Ben Johnson (T E C T O R G O R C H ), E m ilio F em an d ez (M A P A C H E ), S tro th er M a rtin (C O F F E R ), L. Q . Jones (T . C .), A lbert D ekker (P A T H A R R IN G ­ T O N ) , Bo H opkins (C R A Z Y L E E ), D ub T ay lo r (W A IN S C O A T ), Jo rg e Russek (ZA M O R R A ), Alfonso A rau (H E R R E R A ), C h a n o U ru e ta (D O N J O S É ), Sonia Amelio (T E R E S A ), A u ro ra C lavel (A U R O R A ), E lsa C ard en as (E L S A ), F e m a n d o W agner (M O H R ). -L Æ N G D E : 146 m in., 3982 m.

D A N S K U D L E JN IN G : W arn e r & C onstan tin D istribution. D A N SK P R E M IE R E : K in o p alæ et 18. 9. 1969. * Film ens originallæ ngde e r i U S A 140 m i­ n u tte r i den endelige am erikanske version, id e t film en efter en forprem iere blev skåret n ed p å g ru n d af publikum sreaktionen, bl. a. m an g ler e t flashback, d e r viser, hvo rd an W illiam H olden blev såret. „V i klippede ca.

20 m in u tte r u d af „D en v ilde b a n d e “ , siger P eckinpah (S ig h t a n d Sound, A utum n 1969). „M en d e r e r kun ca. 3 m in u tte r jeg gør vrøvl over. D e r er et flashback og om ­ k ring seks klip, je g gerne vil have tilbage i film en11. „D en vilde b a n d e 11 e r indspillet on location i M exico, i P a rras og om egn, og indspilningen started e den 25. m arts 1968, m en først i fo råre t 1969 v a r Peckinpahs o p rindelige version fæ rdig.

A lan Bates som jøden fra Kiev.

JØDEN FRA KIEV E n fattig, jødisk hån d v æ rk er, Y akov .Bok, i en lille landsby i zartidens R u slan d rager sit skæg af og fje rn e r sine rituelle tindings­ krøller. H a n er p å flugt fra sin jødiske fo r­ tid. D e t er således film en begynder. D a den slutter, e r skægget og tindin g sk rø llem e vok­ set frem igen, og h a n frem står som sym­ bolet p å den forfulgte og m ishandlede jøde, p å vej til en retterg an g , h v o r h an skal stilles til ansvar fo r en af de alm indeligste falske ank lag er m od jø d e r i den tids R u s­ lan d — ritu a lm o rd p å en kristen dreng.

Y akov er fo rv an d let til helt, m en både h e lte ­ rollen og de ydre sym boler p å hans jødiske herkom st er blevet h am pålag t. Selv siger h a n : „ Je g er ingen helt. E n h e lt vil væ re helt, h a n h a r e t valg. Je g e r b lot en tåbe d e t er ingen æ re a t væ re i m it sted, d et er en beskidt lidelse11. H a n er u læ rd og uden tra n g til a t kæ m pe for store idealer, m en h a n v æ g rer sig stæ digt m od a t tilstå en for­ brydelse, h an ikke h a r begået.

B eretningen om Y akov er ikke ukendt.

T alløse m ennesker h a r d e lt hans skæbne, og

om nogle a f dem ved vi, a t de u n d e r u fa t­ telige lidelser h a r h a ft styrke til a t vokse som m ennesker. U d g a n g sp u n k te t e r m ed a n d re o rd h e n te t i virkeligheden og skulle derfo r k u n n e lægge op til en god og h æ d e r­ lig historie om d e t u n d e rtry k te m enneskes kam p for rettig h ed ern e, og tillige kunne den, godt fortalt, sam tidig væ re en to rd ­ nende anklage m od racefordom m e og rettens p e rv erterin g i en to ta litæ r m agts tjeneste.

Spørgsm ålet er, om d et er lykkedes for F ra n kenheim er a t fortæ lle en god og hæ derlig historie, og om h a n h a r fo rta lt den godt.

H andlingsfo rløbet i film en, som bygger på en rom an af B ern ard M alam u d , e r k o rt for­ ta lt således: Y akov er blevet fo rlad t af sin hu stru , og h a n begiver sig fra sin lille landsby til K iev for a t starte e t nyt liv dér.

N eto p ankom m et til byen oplever h a n i dens ghetto en progrom , fo ran staltet af ko­ sakkerne og en antisem itisk organisation.

D enne begivenhed gør d e t k la rt for Yakov, h vor fo rag te t h a n som jø d e e r a f de kristne russere. A rbejdsm ulighederne i ghettoen er im idlertid m eget ringe, og efter rådslagning

m ed en æ ldre ven bosæ tter h a n sig, i strid m ed loven og u n d e r falsk nav n , u d e n for ghettoen efter a t have få et a rb ejd e hos le­ d eren af en antisem itisk organisation. D a t­ teren til d en n e led er forelsker sig i h am og forsøger a t forføre ham . D a hendes fore­ tag en d e ikke lykkes, an m eld er h u n Y akov for voldtægtsforsøg. Y akov anholdes og hans id e n tite t afsløres. A nklagen m å im idlertid frafaldes, m en d e t bety d er ikke, a t h a n løs­ lades. L iget af en d re n g er fu n d e t n æ r Y akovs tidligere a rbejdsplads, og d e t en o r­ m e jø d eh a d , p a rre t m ed m yndighedernes behov for a t bevare jø d ern e som syndebukke u n d e r zartidens utilfredsstillende sam funds­ m æssige forhold, led er til, a t Y akov anklages for m o rd et p å drengen. T il trods for a t h an udsæ ttes for fysisk og psykisk to rtu r, til trods for a t d et eneste m enneske, som vil hjæ lpe ham , bliver m yrdet, og til trods for a t m an vil give h a m am nesti, vil h a n dog ikke tilstå denne forbrydelse. E fter tre å r o p n å r h a n endelig den retterg an g , som m yn­ dighederne h a r villet h in d re, for a t hans uskyld ikke skulle kom m e for en dag.

Så lan g t e r historien rim elig, m en F ra n kenheim er standser ikke her. H a n vil åb en ­ b a rt væ re h elt overbevist om , a t vi virkelig h a r forstået, a t d e t d re je r sig om en helt, og slutscenen, hvor Y akov ses p å vej op ad tra p p e n til retsbygningen, fo rm er sig som m assernes gigantiske hyldest til dette ene­ stående m enneske i hans triu m fto g m od re t­ fæ rdigheden. V i stilles i denne slutscene overfor noget, d e r set i e t historisk og re a ­ listisk perspektiv m å vurderes som et falsum — og historien er h erm ed hverken god eller hæ derlig. U a n se t h vor enige vi er m ed F rankenheim er i, a t Yakov og hans lige er helte, så m å vi ikke glem m e, a t d e t kun er de få, d e r n å r retfæ rdigheden, og a t praktisk tag e t ingen n å r d ertil i trium f. E n forglem ­ melse blive i dette tilfæ lde så m eget m ere fatal, fordi F ra n k e n h eim e r h a r v alg t a t lade den lille m an d repræ sentere et folks historie og skæbne.

V u rd e rin g e n af, om F ran k en h eim er h a r v æ re t en god fortæ ller — om h a n h a r fo r­ m ået a t give et film isk ægte billede af den udvikling, som hovedpersonen gennem går u n d e r disse h elt exceptionelle vilkår — m å også falde i to dele, om end vi m ener, at F ran k e n h eim e r svigter læ nge før historien i sig selv bliver dårlig.

F ilm en begynder m ed nogle fine sekven­ ser, h vor Y akovs fæ rd fra landsbyen gennem et øde landskab m od K iev skildres. Progrom en viser m ere ræ dslen hos ofrene end bødlernes b ru ta lite t, og de u nødige volds­ scener, d e r er så alm indelige i am erikanske film , u n d g ås derm ed. Beskrivelsen af Y akov som den enkle hån d v æ rk er, d e r føler sig usikker og fo rtab t i Kievs barske verden, e r p ræ g et af en æ gte v arm e og indlevelse, og de korte glim t fra livet i ghettoen, e fte r­ la d e r indtry k k et af en sikkerhed i m ilieu­ skildringen. Y akovs am bivalente hold n in g ved kon fro n tatio n en m ed de kristne og antisem itiske russere kom m er h e lt frem ragende til u dtryk i den scene, h vor den unge pige forsøger a t forføre ham . I en dialog m ed sig selv forsøger Y akov a t opregne fordelene og ulem perne ved a t lade sig forføre — en am bivalens i e t u n d e rfu n d ig t spil af naiv itet og spidsfindighed, d e r p å en og sam m e tid kald er p å la tte re n hos os, og få r os til a t forstå alvoren i Y akovs højst problem atiske situation.

59

F ra d e t tidspunkt, hvor Y akov fængsles, e r det, som om instru k tø ren tab er grebet om sit em ne. Yakov skal i fæ ngslet gennem løbe udviklingen fra jæ vn og usikker h å n d v æ r­ ker, d e r forståeligt nok e r bundløst angst ved udsigten til sin egen fortabelse, til sam ­ fundsbevidst helt, der m ed u fattelig vilje­ styrke u n d e r um enneskelige lidelser kæ m per for a t op n å den re tfæ rdighed, d e r m å væ re m ennesket til del, hvor ringe d et end er.

M en hverken A lan Bates spil i rollen som Yakov, eller den opbygning af hæ ndelses­ forløb, hvorm ed instruktøren forsøger at tegne den dram atiske udvikling, kan for alvor overbevise os om , a t denne fo rv an d ­ ling virkelig finder sted hos film ens hoved­ person. Sidste del af film en foregår næsten udelukkende i fængslet, og sekvens efter se­ kvens følger vi den åndelige og fysiske to r­ tu r, som Yakov udsæ ttes for. M en bortset fra, a t forhånelserne og de fysiske overgreb bliver grovere og grovere, så virker klippene fra scene til scene ofte idém æssigt u b e g ru n ­ dede, og de kan derfor ikke b idrage til fil­ m ens dram atiske udviklingsforløb. At in ­ struktøren iøvrigt bevidst h a r a rb e jd e t m ed voldsom m e og a b ru p te klip for a t u n d e r­ strege den m ere og m ere desperate situation, kan d e r ikke herske tvivl om. I et p a r til­ fælde, hvor denne teknik virker efter hen­ sigten, lystes m an oprigtigt, m en e fte rh å n ­ den som den gentages, og m an ikke oplever nogen sam m enhæ ngende linje fra klip til klip, bliver effekten hos tilskueren blot en tom forskrækkelse.

M est pin ag tig er im idlertid den u ndertone af falskhed og sen tim entalitet, som anslås allerede i den første scene m ed forhørs­ dom m eren, hvor vi for første gang stifter bekendtskab m ed de skriftords-lignende sen­ tenser, som Yakov' fra d a af lægges i m u n ­ den ved særlig vigtige lejlig h ed er — en undertone, som m ed stadig stigende styrke præ ger frem stillingen, indtil den i sidste scene b ra g er løs for fu ld t orkester un d er m enneskem assernes endeløse hyldest til Yakovs ensom m e v a n d rin g op ad trap p e n til den C apitol-lignende retsbygning.

M eget kan m an i en god sags tjeneste undskylde F rankenheim er, m en n å r vi n å r til denne sidste scene, hvor de væ rste tå re ­ frem kaldende am erikanske film klicheer er b ru g t til a t give et falsk billede af virkelig­ heden, så e r vor tålm odighed for alvor brugt.

O g inden da h a r den e n d d a væ ret på nok så h å rd en prøve. T ydeligst i v or e rindring står to episoder. D en ene skildrer en præ sts forsøg p å a t om vende Yakov til den kristne tro. Præ sten og sceneriet om kring ham frem stiles så m an ie re re t og hu lt, a t vi i disse scener n å r h elt ud i parodiens overdrev.

D en a n d en episode, hvor der gøres for­ søg på a t spille p å vore m ere sentim entale følelser, skildrer Yakovs lidelser, da h an på fængslets hospital bliver b e h an d let for nogle sår, h an h a r fået på sine fø d d er u n d e r fæ ng­ selsopholdet. I d et øjeblik, hvor han besvi­ m er u n d e r sm erten, klippes d e r over til et flash-back, h v o r han ses lykkeligt dansende m ed sin hu stru u n d e r en jødisk bryllupsfest i deres tidligere hjem landsby. D e tte flash­ back b ringer overhovedet ingen nye m om en­ ter ind i fortæ llingen a f historien, og det kom m er derfo r til a t virke som et overflødigt og påklistret glansbillede, d e r p å usm agelig sentim ental vis fortæ ller os, a t tid e rn e ikke er, hvad de v a r før — hvilket vi jo unæ gtelig vidste i forvejen.

60

A t e t fængsel er lavet af træ og pap, og a t heltens sår er frem stillet af sm inke, er faktorer, som in te t betyder, hvis en historie iøvrigt fortælles m ed overbevisning. I denne film er d et im idlertid fa ta lt, at d e r ikke er lagt større om hu i disse u n d e r gunstige om ­ stæ ndigheder h elt uvæ sentlige ting. H vad m an h elt kynisk kan konstatere u n d e r denne films forløb er i første om gang egentlig ikke, a t vor helt lider m ere og m ere, m en at sm inkøsen h a r p u tte t m ere og m ere mel på hans læ ber for a t få ham til a t se m ere og m ere afkræ ftet og anæ m isk ud.

M en til syvende og sidst er det ikke rim e­ ligt a t hæfte sig ved ydre ting som skinke og kulisser. A t skildre en historie om en lille m and, som skæbnen gør til helt, e r ikke nogen let opgave. M åske kunne F ra n k e n ­ heim er have løst den bedre, hvis han havde g jo rt sig det m ere klart, a t en pinlig tro gengivelse af virkeligheden havde tje n t hans gode sag bedst.

Joachim Israel og Ulla Prætorius.

■ T H E F IX E R (JØ D E N FR A K IE V ) 1968. N A T IO N A L IT E T : U SA . D I S T R I ­ B U T IO N : M etro-G oldw yn-M ayer.

PRO ­ D U K T IO N : Jo h n F ran k en h eim er Productions, Inc./E d w ard Lewis Productions, Inc. P R O D U C E R : E dw ard Lewis. A S S O C IA T E P R O D U C E R : E nrico Isacco. P R O D U K ­ T IO N S L E D E R E : Eugene Nase og Dezso Jutasi. IN S T R U K T Ø R : Jo h n F ra n k e n ­ heim er. M A N U S K R IP T : D alton T ru m b o efter B ernard M alam uds rom an „ T h e F ixer“ (dansk udgave: „A ltm u lig m an d en 4*, 1968).

C H E F F O T O G R A F : M arcel G rignon. 2nd U N IT F O T O G R A F E R : A ndre D om age og Ivan L akatos. F A R V E S Y S T E M : M etrocolor. A R K IT E K T : Bela Z eichan. K L IP : H enry Berm an. K O M P O N IS T /D IR IG E N T : M aurice Ja rre . T O N E : T om m y O verton og F ranklin M ilton. K O S T U M E R : D o ro th v je a kins. IN S T R U K T Ø R A S S IS T E N T : Gyula K orm os. P A R Y K K E R /M A K E U P : K e n n eth L intott. K O N S U L E N T : Geza F erdinandy.

M E D V IR K E N D E : A lan Bates (Y A K O V B O K ), D irk B ogarde (B IB IK O V ), G eorgia Brown (M A R F A G O L O V ), H ugh Griffith (L E B E D E V ), E lizabeth H a rtm a n (Z IN A ID A ), Ia n H olm (G R U B E S H O V ), D avid O patoshu (L A T K E ), D avid W arn er (O D O E V S K Y ), C arol W hite (R A IL S ), G eorge M urcell (F A N G E V O G T E R ), M urray M elvin ( P R Æ S T ) , P eter Jeffrey (B E R E Z H IN S K Y ), M ichael G oodliffe (O S T R O V S K Y ), M ike P ra tt (A N A S T A S Y ), Stanley M eadow s (G R O N F E IN ), F rancis de W olff (F A N G E V O G T E R ), D avid Lodge (Z H IT N Y A K ), W illiam H u tt (Z A R E N ), Geza F e rd in an d y (K O S A K ), Susan F erdinandy, Isabella Rados. L Æ N G D E : 130 m in., 3610 m. C E N S U R F A R V E : G ul. D A N SK U D ­ L E J N IN G : M etro-G oldw yn-M ayer. D A N SK P R E M IE R E : C arlto n 6 . 10. 1969. „ T h e Fixer** er h elt og hold en t i U n g a rn . A telier-optagelserne er i M afilm studierne i B udapest, og scenerne er indspillet i og om kring og M akad.

indspillet foretaget locatio n ­ Budapest

EASY RIDER R ejsen m od V est rep ræ sen terer ifølge gam ­ m el trad itio n am erikanerens drøm om fri­ hed og en ny og bedre tilværelse. I „ M a n ­

den, d e r skiftede ansigt 11 slog F ran k en h eim er nogle ødelæ ggende skår i denne drøm om fornyelse, således som den forvaltes af mekanisksindede lykke-falbydere, m en i en cen­ tral m oderne am erikansk rom an som B er­ n a rd M alam uds „ E t nyt liv“ (1 961) ses rejsen fra d et østlige bym iljø til vestens e n d ­ nu uberørte landskaber stadig som kilden til en m enneskelig genfødsel.

I „Easy R id e r 11 g å r in stru k tø r-fo rfatterskuespilleren D ennis H o p p e r et ra d ik a lt skridt videre end F ra n k e n h eim e r i d estruk­ tionen af „den am erikanske d rø m 11. Film ens to lan g h åred e rejsende flygter fra vestkyst­ byen Los Angeles’ støj helvede for a t begive sig ud i m odsat retn in g m od Ø st. D eres tu r er et tilbagetog og kan kun blive en gen­ opdagelse af e t A m erika, hvis illusioner er bristet og hvis drøm m e h a r an ta g et k arakter af et m areridt.

De to m otorcyklister er en slags m oderne w estern-figurer på et om vendt trip ind i A m erika og ind i deres eget tågede indre.

I den første af deres talrige k o nfrontationer m ed en ubegribelig am erikansk om verden — m ødet m ed den børnerige farm er-fam ilie — udtrykkes sm ukt en vag længsel efter en direkte kontak t m ed „jorden**, og i et un­ d e rfu n d ig t billede, hvor en hest skos i for­ gru n d en og e t m otorcykel-hjul repareres i bag g ru n d en , drages d e r en direkte parallel m ellem fortidens ryttere og nutidens m o to r­ cyklister. S am tidig anslås for første gang film ens „religiøse 11 tem a. Farm erens hustru e r katolik, og b o rd ritu a lern e hæ m m er de rejsendes kontakt m ed fam ilien en smule.

O gså hippie-gruppens religiøse ritu aler virker kontakthæ m m ende. Billy (D ennis H o p p e r) afvises — i spøg eller alvor? — m ed et kors. H an er en frem m ed i dette fælles­ skab, der heller ikke h a r afskaffet de prosa­ iske egennyttige spekulationer. D en m indre sårbare C a p ta in A m erica (P e ter F o n d a ) får derim od flygtig næ rin g til sine ubestem te drøm m e om et liv i pagt m ed n a tu re n . N ø­ g e nbadningen bliver rejsens eneste ub etin ­ get harm oniske og lykkelige oplevelse — den dåb, d e r skal forberede de to m otorcyklister på tu ren ind i det am erikanske helvede.

D en sagfører, de m øder og sam ler op (frem rag en d e spillet af Jack N icholson, der gør ham til film ens m est levende fig u r), er en b itte r og opgivende repræ sentant for det traditionelle am erikanske frisind, h e r endnu engang sat op m od sy dstatsbrutalitet og la t­ terlig stupiditet. H ans flugt sam m en m ed de to lan g h åred e og hans eksperim enter m ed hash ses i sidste ende blot som en for­ længelse af den alkoholiske eskapism e, han længe h a r hengivet sig til. D en „ h u m a n i­ stiske1* forkæ m per for m enneskeret og fri­ hed er blevet til en kynisk, fordrukken d e ­ faitist.

D et kulm inerende L S D -afsnit i N ew O rleans dom ineres af en m ysticism e m ed krist­ ne overtoner. E r den kraftige un d erstreg ­ ning af, a t den p rostituerede, som Peter F o n d a få r tildelt, hed d er M ary (M a ria ), m on tilfæ ldigt? E r det tilfæ ldigt, a t afsnit­ tet er henlagt til New O rlean s’ M a rd i G ras — festen på den sidste d a g før fastetiden?

P eter F onda få r sam tidig e t synsk forvarsel om sin n æ rt forestående død — han ser i et pludseligt bevidsthedsglim t slutningsbilledet af den b ræ n d en d e m otorcykel.

T il film ens fo rtjenester h ø re r i det hele taget en usæ dvanlig suggestiv og konsekvent gengivelse af de to hovedpersoners sprin-

Fortid og n u tid mødes i »Easy R id er« — Peter Fonda og Dennis H oppe r på jagt efter det uberørte U SA .

gende narkotiserede bevidsthed. D en a b ­ ru p te fortæ llestil ophæ ver tidsfornem m elsen i sm uk overensstem m else m ed Peter Fondas tidsfornæ gtende gestus i starten , hvor han sm ider sit a rm b å n d su r væk. De tilbageven­ d en d e afsnit, d e r skildrer hovedpersonernes kørsel gennem d et am erikanske landskab, er sam m enstykket af lu tte r korte optagelser, d e r ald rig lad er tilskueren falde hen i rolig nydelse af sceneriets storhed og skønhed (som for eksem pel hos F o rd ), m en bestan­ d ig t tvinger ham ind u n d e r hovedpersoner­ nes flygtige, fragm entariske virkelighedsop­ fattelse. Sam m e tidsopløsende virkning h a r nogle sceneovergange, d e r indledes m ed u l­ trak o rte glim t af den kom m ende sekvens.

Film en er en forbløffende m oden in stru k ­ tø r-d eb u t af den 33-årige skuespiller D ennis Flopper. Film en er fuld af in citerende tve­ tydige de ta lje r, og den b e tje n er sig som of­ test af en antydningskunst, d e r er sjæ lden hos en så u n g am erikansk instruktør. Først m od slutningen kræ nger film en over i en noget kram p ag tig defaitism e. D estruktionen af de to rejsende føles påtv u n g et, ikke som e t uund g åelig t resultat af film ens præm isser.

M en uden a t besidde d et store vingefang e r „Easy R id e r“ end n u et bevis på, a t der kan skabes begavet, kontroversiel film kunst inden for det nye Hollyw oods p roduktions­ ram m er.

M o rte n Piil.

P .S .: H vilken fortræ ffelig fotograf skjuler sig u n d e r n av n et L aszlo K ovacs — det navn, m an ken d er fra C habrols „E lskerinden", G odards „Å ndeløs" og Dem ys „ L o la"?

EASY R ID E R (E A SY R ID E R ) 1969. N A T IO N A L IT E T : U SA . D IS T R IB U T O N : G olum bia. P R O D U K T IO N : P ando C o m pany/R aybert Productions.

EXECUT IV E P R O D U C E R : Bert Schneider. P R O ­ DUCER: Peter F onda.

A S S O C IA T E P R O D U C E R : W illiam H ayw ard. PR O D U K T IO N S L E D E R /IN S T R U K T Ø R A S S I­ S T E N T : Paul Lewis.

IN S T R U K T Ø R : D ennis H opper. M A N U S K R IP T : Peter F o n d a, D ennis H o p p e r og T erry Southern efter ide af Peter Fonda. F O T O G R A F : Laszlo Kovacz. F A R V E S Y S T E M : T echnicolor. K L IP : D onn C am bren. A R K IT E K T : Je rry K ay. T O N E : R yder Sound Service, Le Roy R obbins. S P E C IE L L E E F F E K T E R : Steve K arkus. SA N G E : T h e P u sh er; Born T o Be W ild ; I W asn’t Born to Follow ; T h e W eig h t; If You W an t to be a B ird; D o n ’t B ogart M e ; If Six W as N in e ; L et’s T urkey T ro t; K yrie E leison; Flash, Bam, P ow ; I t ’s A lright M a ( I ’m O nly B le e d in g ); Ballad of Easy R ider. S K R E V E T og K O M ­ P O N E R E T af: G erry G offin, C arole K ing, Jaim e R obbie R obertson, A ntonia D uren, E lliott Ingber, L arry W agner, Jim i H endrix, Jack K eller, D avid A xelrod, M ike Bloomfield, Bob D ylan, R oger M cG uinn. S P IL ­ L E T og S U N G E T af: Steppenw olf, T he Byrds, T h e Band, T h e Holy M odal R o u n d ­ ers, F ra tern ity of M an , T h e Jim i H en d rix E xperience, L ittle E va, T h e E lectric Prunes, T h e E lectric Flag, R oger M cG uinn. M E D ­ V IR K E N D E : Peter F onda (W Y A T T ), D ennis H o p p e r (B IL L Y ), Ja c k N icholson (G E O R G E H A N S O N ), S abrina Scharf (S A R A H ), A ntonio M endoza (JE S U S ), P h il

S p e c to r

(C O N N E C T IO N ),

R obert

W alker, Jr. (J A C K ), L uke Askew ( S T R A N G E R ), L u a n a A nders (L IS A ), Sandy W yeth (JO A N N E ), K aren Black ( P R O S T I­

T U E R E T ) , W arren F innerty (R A N C H E R ), T ita C olorado (R A N C H E R ’S W IF E ), H ay ­ w ard R obillard (C A T M A N ), G eorge Fow ­ ler, Jr. (F A N G E V O G T E R ), K eith G reen (S H E R IF F ), R obert Ball, C arm an Phillips, Ellie W alker, M ichael P ataki, A rnold Hess, B uddy Causey, Jr., D uffy L aF o n t, Blase M. Daw son, Paul G uedry, Jr., Suzie R am agos, E lida A nn H ebert, Rose L eB lance, M ary K aye H ebert, C ynthia Grezaffi, C ollette P u rp e ra, T oni Basil, K a re n M a rm er, C athi Cozzi, T h ea Salerno, A nn M cL ain, Beatriz M onteil, M arcia Bow m an, D avid C. Billodeau, Jo hnny D avid. L Æ N G D E : 95 m in., 2610 m. D A N SK U D L E JN IN G : C olum bia.

D A N SK P R E M IE R E : N ygade 6 . 10. 1969.

HIMMEL OG HELVEDE U m id d elb a rt m å m an synes, den engelske titel, »H igh an d Low«, dæ kker bedre for K urosaw as store kidnapningsfilm end den danske, »H im m el og helvede«. F or nok er d e r dialogscener i film en, d e r b erettig er til a t tale om him m el og helvede, m en den e n ­ gelske titel få r den sociale k ontrast, som er cen tral i film en, bedre frem , og den a llu d e­ rer tillige til heroin-tem aet. Y derm ere er den bevægelse, som film en beskriver i tre store afsnit, en bevægelse inden for jordiske a f­ stande. F ra d irek tø r G ondos u d fo rd ren d e h ø jt placerede villa via p o litim iljøet — der kan siges a t repræ sentere en m ellem klasse, en også i sine loyaliteter d elt sam fu n d sg ru p ­ pe — h elt ned til sam fundets b u n d , også geografisk lav t placeret, forlystelseskvarte­ rern e i T okio, h e roinbulerne og til slut fæ ngslet og den ventende dødsstraf, vel nok d et »dybeste« m an kan nå.

61

Film en spiller m eget bevidst p å h e lt kon­ krete højdeforskelle. I starten er vi spæ rret in d e p å toppen, oppe hvor d e r er køligt, og m a n alligevel kan tillad e sig den luksus, der h e d d e r a ir condition. H e r oppe få r vi af og til gennem d irek tø r G ondos p a n o ra m a ­ v in d u er en udsigt over d et varm e, snavsede T okio. Først i film ens m id terafsn it præ sen­ teres vi for G ondos villa set nedefra, og vi ser for første gang, h vor u d fo rd ren d e denne »opkom ling«, d e r h a r giftet sig til sin posi­ tion, h a r a n b rag t sin villa. I film ens epilog ven d er vi tilbage til G ondos villa, m en nu er den til tvansgauktion, og vi ser, a t selv u re t, hvis klokketoner in te rp u n k tere d e fil­ m ens første »akt«, er forsynet m ed en lille prisseddel. G ondo m å begynde forfra, m ed en ganske lille skofabrik, ikke »lavt«, m en trods a lt p å e t m eget lavere niveau.

H øjdeforskellene i den m est konkrete be­ ty d n in g spiller en afgørende rolle for e t p a r af film ens m est spæ ndende scener. G ondo h a r uforsigtigt b ra g t sig i risiko ved a t p la ­ cere sig fo r h øjt. A n d re kan nede fra det anonym e T okio udspionere ham , en kikkert e r alt, hvad d e r behøves. Selv m ed en kik­ k ert k an G ondo ikke gengæ lde denne spio­ nage. M eget af film ens angstvirkning opnås ved, a t m a n - også tilskueren — føler sig iag ttag e t, og kun, til gengæld, kan skue ud over et m illiontal af p otentielle iagttagere.

T okio bliver til et fixerbillede. F in d k id n a p ­ peren, psykopaten! Første gang h an røber sig, er et af film ens kup, igen set fra det høje perspektiv: O v er den grå anonym e by rejser d e r sig en mystisk røg — den eneste farveeffekt i en sort-hvid film.

H vem er denne hr. G ondo, som vi m o d ­ stræ bende identificerer os m e d ; som politiet først forh o ld er sig så am bivalent til, senere o m fatter m ed stadig større loyalitet, fordi h an efter først a t have forsøm t a t leve op til situationens u d fo rd rin g endelig vender om og viser sig a t væ re e t h æ derligt m en ­ neske? H a n tilh ø re r ikke den gam le klasse af arbejdsgivere, d e r trad itio n e lt føler a n ­ svar for sine undergivne. H a n er en h å n d ­ væ rker, d e r m øjsom t h a r a rb e jd e t sig op til en position, hvor h an er p å springet til at overtage » N ational Shoes«. D e indledende forhandlingsscener viser os, a t h an e r en h å rd og hensynsløs, nok lidt for sm art, fo r­ retningsm and. M en de viser os også, a t hans etik p å et afgørende p u n k t e r højere end de kolleger, h a n e r p å n ip p e t til a t købe ud.

F orgæ ngeren h æ nger i gam le trad itio n er, h a n e r vokset op m ed a t lave m ilitæ rstøvler, insisterer p å kvalitet, m en e r ufleksibel, hvor d et d re je r sig om a t frem stille sko, d e r til­ ta le r den nye g eneration af m oderne - am e­ rikaniserede — jap an sk e kvinder.

G ondo vil forene d e t bedste i trad itio n e n og den nye tid. H a n vil lave sm arte sko, m en sko af kvalitet. H a n fo rag te r de sko, h a n h a r væ ret m ed til a t frem stille de sidste p a r å r, og som h an riv er i stykker for næsen af kollegerne. H ans m ål er sym patiske, hans m id le r forekom m er problem atiske. »D u er blevet h ård ,« siger hans kone til ham , h u n er i film ens første del e n d n u klæ dt i den trad itio n e lle jap an sk e d ra g t og repræ senterer — fo r h u n tilh ø rer det gam le penge aristokrati — den trad itio n , d e r n etop også g å r u d på, a t m an er ansvarlig over for sine u n d erg iv ­ ne. M en h u n er vokset op i rigdom , og h a r G ondo m åske ret, n å r h a n siger til hende, a t h u n ikke vil k u n n e leve i fattig d o m ? D et er logisk, a t d e t er hende, d e r insisterer på,

62

a t løsesum m en skal betales, selv om d et er chaufførens søn, k id n ap p eren ved en fe jlta ­ gelse h a r fået fa t i. G ondo h a r im idlertid altid h oldt hende ud en for, h u n kender in tet til de transaktioner, h a n — for hendes penge - h a r foretaget for a t få ak tie-m ajoriteten i » N ational Shoes«. I film ens sidste scener ser vi hende i m oderne tøj og aner, a t h u n er g jo rt af så solidt stof, a t h u n vil kunne overleve d et sociale fald, som v e n te r hende.

G ondos h å rd h e d skildres også i hans for­ hold til sønnen, som h a n o p fo rd rer til a t »blive en m and«. O g d et e r næ ppe h elt til­ fæ ldigt, a t m andsidealet e r en am erikansk, revolverskydende cowboy. G ang p å gang strejfes am erikaniseringen i dette m eget picareske billede af d e t m oderne Ja p a n .

V i får a t vide, a t G ondo e r h a d e t af sine kolleger, vistnok ikke sæ rlig p o p u læ r b lan d t kontorpersonalet, m en a fh o ld t b la n d t sine arbejdere, dersom h an sæ tter pris p å a r­ bejdsm æssig kvalitet. P olitiet om fatter G on­ do m ed den respekt, h a n socialt h a r krav på, m en de m ere proletariske typer i korpset læ gger ikke skjul på, a t de i hv ert fa ld til en begyndelse ikke b ryder sig om m anden.

E n af dem b e tra g te r hans villa fra k id n a p ­ perens »lave« perspektiv og bem æ rker, at d e r er noget u d fo rd ren d e ved d et hus. M en d a G ondo endelig beslutter sig for a t betale løsepengene, ven d er politiets hold n in g sig fra kølighed til en begejstring, d e r er ganske problem atisk. D e a rb e jd e r system atisk p å at gøre ham til en folkehelt og p å a t starte en hets m od N ational Shoes, d e r i m ellem tiden h a r fyret ham . O g de in d le d e r en k lap jag t p å kid n ap p eren , d e r løber aldeles løbsk. D et er ikke nok for dem a t få ham k naldet for k id n ap p in g — 15 år, som om d et ikke var straf nok for en hvilken som helst forbry­ delse — de skal absolut have ham hæ n g t op for m ord, og ofrer e n d n u et h elt m enneske­ liv, for a t de b a g efter kan se kid n ap p eren selv dræ bt. En af politifolkene erklæ rer på e t tidspunkt, a t k id n ap p e ren egentlig b u rd e bræ ndes levende. Igen ser vi, hvorledes det gam le Ja p a n lever videre u n d e r en overflade af effektiv am erikanisering.

A lt i denne film skildres m ed en am b i­ valens, der i sig selv e r spæ ndingsbefordren­ de. G ondos k a rak ter er sam m ensat af m ere og m in d re sym patiske sider, m an tvinges til en identifikation m ed ham , og d e t er p in ­ ag tig t a t skulle identificere sig m ed e t m en ­ neske, d e r e r så læ nge om a t han d le »rig­ tigt«. M an id en tificerer sig m ed politiet, fordi d et a rb e jd e r så snedigt, og op d ag er kun langsom t, a t dets m eto d er og m ål i g ru n d e n er ganske suspekte. M an id en tifi­ cerer sig i nogen g rad m ed k idnapperen, n å r m an først h a r set G ondos hus fra hans synsvinkel og h a r oplevet ham som det ja g e ­ de dyr, h an er. I film ens sidste scener m ø­ des G ondo og k id n ap p e ren endelig, og det lykkes K urosaw a a t få de to m æ nds ansigter til a t m ødes i den spejlende rude, som skil­ ler dem . K id n a p p ere n spørger, om G ondo ikke gerne vil høre noget om kidn ap p eren s elendige sociale baggrund. M a n aner, a t n o ­ get af et tilfæ lde skiller dem ad, begge h a r villet k latre opad, den ene h a r klaret det, den a n d en ikke. G ondo står tilbage m ed sin del af ansvaret for, hvad d e r er sket, og han ved det.

F ilm en skildrer, hvad sociale u ligheder kan føre til, m en nuan cerin g en i m enneske­ skildringen synes ofte a t træ nge den sociale in d ig n a tio n i bag g ru n d en . K urosaw a synes

ikke a t m ene, a t d en sociale u lighed re tfæ r­ diggør forbrydelsen, og h a n e r m eget lan g t fra a t dyrke krim in aliteten som et revolutio­ n æ rt våben. På den a n d en side kan m an ikke beskylde ham for a t tage politiets eller G ondos parti. F o r nok h a r G ondo sit »m o­ m ent of dignity« (som heltene hos F o rd ), m en d et kom m er betæ nkeligt sent. O g nok er K urosaw a im p o n eret af politiets effekti­ v itet og m åske også af dets passion, m en h an skildrer trods a lt et stykke po litiarb ejd e, d e r g å r over gevind. Ikke m indst i den grove udnyttelse af pressen p å ta g e r politiet sig i betæ nkelig g rad a t m an ip u lere offent­ ligheden. »H im m el og helvede« kan ikke tages til in d tæ g t for nogen politisk doktrin. D en skildrer en gruppe m ennesker i et dilem m a, m en løser ikke dilem m aet for tilskueren ved a t presse e t bestem t sam fundssyn ned over personerne. D en er um isantropisk, fo r skønt den overvejende skildrer m enneskelig skrø­ belighed, forsøm m er den ikke a t dyrke m en ­ neskelig v æ rdighed, h vor den k an findes.

Film ens sm ukkeste scene er v e ndepunktet, hvor G ondo beslutter a t betale dusøren, b e o rd re r sin kone a t hen te værktøjskassen, sæ tter sig i den gam m eldags japanske stil­ ling p å gulvet og begynder forfra p å sit o p ­ rindelige håndvæ rk, id e t h a n egenhæ ndigt syer rø gpulveret in d i b u n d en af tasken, pengene skal afleveres i. D enne respekt for hån d v æ rk et g å r igen i m ange a n d re scener: respekt for k id n ap p eren s geniale p lan om aflevering af penge og barn. R espekt for politiets træ lsom m e arb ejd e m ed a t in d ­ kredse ham (m indelser om » M « ). R espek­ ten for chaufførens egenhæ ndige a rb ejd e på a t opspore afpresseren — h a n tilh ø rer og tro r ufravigeligt på den gam le sociale orden, og føler den solidaritet over for G ondo, som G ondo er så læ nge om a t vise over for ham .

Ja , selv respekten for m an d e n p å fo rb ræ n ­ dingscentralen, d e r kan sit jo b , og for spor­ vognskonduktøren, d e r nok ken d er sin spor­ vogn, n å r h an h ø re r den p å en bån d o p tag er.

Disse m ennesker er håndvæ rkere, som K urosaw as sam uraier er håndvæ rkere, og m od­ polen til dem er i film en de nye forretningsm æ nd, d e r vil lave sko, som kun h o ld er et p a r uger. L æ g d ertil de m ange træ k af a n ti­ am erikanism e, som er a n b ra g t film en igen­ nem , og d e t skulle væ re m u lig t a t a rg u m e n ­ tere for, a t K urosaw a, skønt h a n ken d er til den sociale ulighed som få, er en konserva­ tiv - i ordets upolitiske betydning, hvis det h a r én.

Skønt m an kunne sige, film ens p roblem a­ tik er vertikal — jæ v n fø r titlen - e r dens billedstil gennem ført horisontal. D e t er en film , d e r hele tid en opererer m ed g rupper, først skotøjsforhandlem e, så politiet og G on­ dos husholdning, så d et kollektive efterforsk­ ningsarbejde. D e store g ru p p e r dik terer n a tu rlig t scope form atet, som m åske aldrig er u d n y tte t så effektivt. Scope-billedet, der ofte kan virke statisk, fordi det er svæ rt at fylde u d og end n u sværere a t p an o rere m ed, b iir h e r dynam isk, fordi d e r hele tid e n er h a n d lin g inden for dets faste ram m er. M e­ sterligt udnyttes d e t også til de store p a n o ­ ram ab illed er af d e t hede, beskidte T okio, set fra d irek tø r G ondos udsigtspunkt. L id t m ere m as h a r K urosaw a m ed a t fylde d e t u d i heroinbule sekvensen, d e r også pludselig sm ager lovligt tydeligt af dekoration. H v o r­ im od det fungerer glim rende i togscenerne, h v o r h an d lin g en koncentreres om kring bil-

Toshiro M ifune som skotøjsfabrikanten Kingo Gondo i Akira Kurosawas »H im mel og helvede«. ledfeltets m id te m ed den klaustrofobiske træ ngsel af m ennesker, d e r skal h an d le ån d s­ næ rvæ rende p å e t m inim um af plads og tid. »H im m el og helvede« er en lan g film , hvis tem po h e lt logisk stadig accelereres.

M en allerede u n d e r de første sceners ro anes en uro. G ondo åb n er i en forhandlingspause sine vin d u er, og for første gang høres den svage rum len nede fra byen, ildevarslende.

E n fornem m else af hybris griber tilskueren, d e t anes, a t noget farligt er u n d e r optræ k.

F ra og m ed kid n ap n in g en øges tem poet system atisk, b e fo rd re t af de m ange rulle-klip, d e r ofte træ d e r i stedet fo r den m ere n æ r­ liggende n e d to n in g (kan d e t væ re en rem i­ niscens af, a t den trad itio n elle japanske bog v a r en række ru lle r? ).

F orlæ gget er en am erikansk k rim in a lro ­ m an , og d e t er givet, a t den bedste a m e ri­ kanske trad itio n for politifilm (som igen står i gæld til »M «) h a r spillet en rolle for K urosawa. B illedstilen er dog fu ldstæ ndig fri for d e t effektsøgende, og tem poet opnås igen og igen inden for e t statisk billedes ram m er snarere end ved en hidsig k a m e ra ­ føring (skønt k am eraet vistnok b iir m ere m obilt, jo læ ngere frem vi n å r i historien og jo højere op i tem p o et). De billedm æssige chok er få og velm otiverede, d e t m est opsigtsvæ kkende af dem e r selvfølgelig den røde sky på det sort-hvide billede. O v erg an ­ gene er kun sjæ ldent udspekulerede, kun en enkelt stem m er velovervejet til eftertan k e: præ sen tatio n en af k id n ap p e ren via en m æ r­ kelig k ø re tu r hen over noget m u d ret vand, ledsaget af en bid af »Forellekvintetten«.

H e r ironiserer m usikken over billedet, m ens vi føres fra G ondos airco n d itio n ered e verden n e d i k id n a p p e r e n s h e d e h e lv e d e .

Film ens placering i e t Ja p a n halvvejs m ellem fortid og frem tid accentueres af spil­ lestilen. I M ifum es G ondo m ødes to v e rd e ­

ner, den gam le hæ derlighed og den nye sm artness. U n d e r en tem m elig tynd fernis af am erikaniseret effektivitet og høflighed a n e r vi, både hos h am og hos politifolkene, en m ere p rim itiv livsholdning, som skildres m ed stor am bivalens. Alle disse m ennesker er p ro d u k ter af e t sam fund, hvor v æ rdierne er i skred, og film en giver os ikke nogen entydig v u rd e rin g af, hvorledes vi skal fo r­ holde os til dette skred. »H im m el og helvede« er en af film kun­ stens store politifilm . Je g h a r allerede sam ­ m enlignet d en m ed »M «, det ville væ re ri­ m eligt tillige a t næ vne »Politiets blinde øje«, d e r også h a n d le r om en politim agt, d e r er ved a t gå u d over sine beføjelser i et slags retfæ rdighedsvanvid, som a ftvinger en re ­ spekt, skønt m an m å forkaste det. V ed første gennem syn er film en først og frem m est u li­ deligt spæ ndende. N ye gennem syn åb n er for stadig større perspektiver og for en stadig større respekt for K urosaw as evne til a t b lot­ læ gge sam m enhæ nge m ellem m ennesker og sam fund uden a t stoppe nem m e dogm atiske konklusioner ned i halsen p å tilskueren.

Anders Bodelsen

T E N G O K U T O J IG O K U (H IM M E L O G H E L V E D E ) 1963. N A T IO N A L IT E T : J a ­ pan. D IS T R IB U T IO N : T oho. P R O D U K T O N : T oho/K urosaw a Film s P roduction.

P R O D U C E R E : T om oyuki T an a k i og Ryuzo K ikushim a. IN S T R U K T Ø R : A kira K urosawa. M A N U S K R IP T : Ryuzo K ikushim a, H id eo O guni, A kira K urosaw a og E ijiro H isaito efter rom anen „ K in g ’s R ansom “ af E d M cB ain (E van H u n te r). F O T O : Asakazu N a k a i o g T a k a o S a ito . A R K I T E K T : Y o sh i-

ro M uraki. M U S IK : M asaru Sato. T O N E : H isahi Shim onaga. M E D V IR K E N D E : T o ­ shiro M ifu n e (K IN G O G O N D O ), Kyoko

K ag aw a (R E IK O , hans k o n e ), T atsu y a M i­ hashi (K A W A N IS H I, hendes b ro r), Y u tak a S a d a (A O K I, c h a u ffø re n ), T atsuya N ak ad ai ( T O K U R O ), Susum u F u jita , T akashi Shim u ra, K e n jiro Ishiyam a (T A G U C H I, d e ­ tek tiv ), K o K im u ra (A R A I, d e te k tiv ), T akeshi K a to (N A K A O , d e te k tiv ), Yoshio T suchiyam a (M U R A T A , d e te k tiv ), H iroshi U n ay am a (S H IM A D A , d e te k tiv ), K oji M it­ sui (J O U R N A L IS T ), T su to m u Y am azaki (G IN J I T A K E U C H I, k id n a p p e re n ).

D A N S K U D L E JN IN G : P alladium . L Æ N G ­ D E : 142 m in., 3880 m. C E N S U R F A R V E : H vid. D A N SK P R E M IE R E : C a rlto n 27.10.

1969.

K ai Friis M øller skriver e t sted, a t en pøbel er en pøbel, ligegyldig h v o r m ange d e r er.

D enne individualistiske udtalelse fa ld t i a n ­ led n in g af en am erikansk journalists b egejst­ ring over, a t over 100.000 m ennesker havde d em onstreret i P ra g m od kom m unism en (d e t er 20 å r siden). O m »Z« kan m an p å lignende m åde sige, a t en pro p ag an d afilm er en p ro p ag an d afilm , u an set hvor god en sag, den forfæ gter. »Z « er effek tfu ld t lavet, og m an h a r i p rem ierebiografen D a g m ar oplevet det p å disse b re d d eg ra d er h elt usæ dvanlige, a t publikum klappede spontant efter forestillingen. Je g følte m ig også p ra g t­ fu ld t u n d e rh o ld t og blev revet m ed første gang, je g så film en, selv om je g k unne se dens grovhed. M en a n d en gang, nogle uger senere, hvor d e t stadig talrige publikum i øvrigt næ sten slet ikke r e a g e r e d e , ta b te fil­ m en m eget.

D en m ondæ ne læ kkerhed, d e t næ sten m e­ kaniske v irtu o sen og folkekom edie-fore nk-

63

lingerne tråd te stæ rkt frem . D et begynder allerede i første scene, hvor den h ø jre ­ ekstrem istiske forsam ling udleveres ved hjæ lp af afslørende u ltra n æ rb illed e r af ansigterne.

O m v e n d t præ senteres titelpersonen i et eng­ leagtigt skæ r ved ankom sten til lufthavnen.

Blød poetisk fotografering, ingen reallyd, kun m usik. L id t senere kom m er d e t første af de resnais’ske flash-backs, d e r tynger fil­ m en hele vejen, og m in d e r os om , a t m a ­ nusk rip tfo rfatteren , eksil-spanieren Jorge Sem prun, også skrev »K rigen er endt«.

D enne indskudsteknik bliver a lt for let til m aner.

S o rt/h v id -in d d e lin g e n træ d er efterh ån d en tydeligt frem i spillet og persontegningen.

Fran^ois P érier er hysterisk utålm o d ig som statsadvokaten. M arcel Bozzufi grin er sa­ distisk som den psykopatiske V ago, og h vor­ for lægges d e r så m egen væ gt p å hans ho­ m oseksualitet? E fter scenen m ed jo u rn alist­ vennen i trykkeriet sp jæ tte r han af triu m f og g å r over i en b a r for a t gøre tiln æ rm el­ ser til en ung fyr væd en a u to m a t. M an kom m er til a t tæ nke på visse anti-nazistiske dokum entarfilm (f. eks. Paul R othas » S a n d ­ heden om nazism en og A dolf H itler« , vist i fo rå re t), som frem hæ ver G oebbels’ k lu m p ­ fod, e t af koryfæ ernes sam leven m ed en p ro ­ stitueret osv« D et er en lidt billig m åde at k arakterisere m od stan d ern e på (jvf. skæg, langt h å r og »skolelæ rer«), Iren e P apas er efter m in m ening en katastrofe og hendes tudescene på hotellet direkte pinlig. H ele film ens hårde, konkrete form læ gger ikke op til den a rt føleri. E ndelig er d e r så office­ rerne, d e r er blevet til k a rik a tu re r uden m enneskelig farlighed. »D e m enneskelige v ib ratio n er ønskede jeg ikke a t udelade, ellers ville m in film k u ld ­ sejle i lu tte r »budskab«. Bogen indeholder in te t om en enkes tårer, m en de m å have væ re en sandhed. Ellers er film en først og frem m est en skildring af m ekanism en bag de politiske m ord, som vor tid ken d er d e t: L am brakis, L um um ba, Ben Barka, K ennedy’erne - ja , og tilbage til M asaryk og And reotti i 30’erne.« Således u d tale r in stru k ­ tøren C osta-G avras (B T 27-9-69), m en han skulle nok have h o ld t sig til m ekanism en, for m enneskeliggørelsen af titelpersonen (æ gtem and p å afveje) virk er p åklistret og ikke sæ rlig overbevisende. V ennegruppen er n u a n ce ret (en høg og en d u e ), m en m o d ­ stan d ern e er ganske stereotype. D et er g an ­ ske vist forfriskende, a t den ofte anæm iske og cerebrale franske film verden kan frem ­ bringe en så effektivt fo rtalt film efter am e­ rikansk m øhster, m en i virkeligheden e r »Z« hyppigt mere forenklet end de bedste p o liti­ ske thrillers og w esterns fra Hollywood.

E fter disse in d v en d in g er (d e r også kunne om fatte M ikis T heo d o rak is’ lovdig sm æ lden­ de m usik) e r d e r god g ru n d til netop a t frem hæ ve den effektfulde instruktion i de enkelte handlingsscener, den klare elliptiske helhedskom position og den trods alt dygtige spillen p å følelserne. C osta-G avras klarer dynam isk voldsoptrinene, så vi forbitres over overgrebene, og h an h a r nogle kvikke scene­ overgange. E t nyt m om ent eller en ny p e r­ son o m ta le s , og stra k s k lip p e s d e r til m o­ m entets eller personens fysiske ankom st m ed elliptisk overspringelse a f v entetiden. D et ses især u n d e r undersøgelsesdom m erens a r ­ b ejde, f. eks. da fotografen g å r u d ad døren efter a t have fået den sårede politikers u n ­ derskrift p å et foto, døren g å r op igen — og

64

ind kom m er (næ ste form iddag) m anden på billedet.

De sidste tre fjerdedele af film en e r også gode, fordi Jean-L ouis T rin tig n a n t fylder sin dom m errolle m ed a u to ritet og giver denne ubestikkelighedens repræ sentant m en­ neskelige dim ensioner, f. eks. i scenen, hvor h a n m ed et lille, næ sten sjofelt smil spørger V ago, hvad d e r ligger b ag dennes tidligere straf for voldtæ gt. N å, d e t v a r bare i en sp ejderlejr! D erim od er G eorges G érets lige så ubestikkelige snedker blevet lid t for fol­ kekom edieagtig, om end u n derholdende.

Yves M o n t a n d som »Z«.

E ndelig b id rag e r replikkerne ofte til at give film en en effektfuld, næ sten o p erette­ agtig stilisering. D er er slagord (»D éputés — tous pourris!«, »V ive la b o m b e!« ), og d e r er retsritualets om kvæd (»N om , prénom et profession?«, »V ous étes inculpé d ’hom icide avec p ré m é d ita tio n !« ). O g så er der en god gam m el kontrast, da m an i h ø jtta ­ leren h ører titelpersonen sige, a t a rb ejd ern e er brikker i de andres spil og ikke forstår, a t m an også kæ m per for dem — sam tidig m ed a t vi ser a tte n ta tm æ n d e n e gøre sig klar til overfaldet. M en d e t gustne overlæg m elder sig, og m an synes, a t det franske sprogs v eltalenhed får lydsiden til a t løbe løbsk (h e r citeres m ed vilje på fransk, fordi ordene ofte ham res ind i o s). F. eks. får konspiratorernes retorik lige en tan d for m eget (»D ieu refuse d ’éclairer les rou g es!« ).

F or resten skal Vassili Vassilikos’ rom an og­ så selv væ re præ get af en kunstfæ rdig re to ­ rik og pseudo-lyriske u d brud.

C osta-G avras’ »Z« er altså en folkeko­ m edie, d e r ikke h elt u n d g å r d et sm arte,

hvilket ikke overrasker efter hans fikse »M ord i natekspressen« og den flotte, m en u klare m odstandsfilm »D en 13. m and«. I »C ahiers« beskylder Jean N arboni »Z« for a t væ re en d å rlig abstraktion, en usaglig analyse af det politiske m askineri, fordi den hylder en liberal idé om , a t d et æ rlige in d i­ vid kan klare kam pen selv m od dybtgående korruption. D et er historien om helten, som o rd n e r en hel skurkebande å la »H igh N oon«.

Selv om det er h å rd e ord, kan m an give ham re t i, a t betydningen af den offentlige m ening kunne have væ ret frem hæ vet stæ r­ kere (efter m it skøn g æ lder d et for øvrigt også F rankenheim ers beslæ gtede »Jøden fra K ie v « ), F otografen er således en sam lefigur for de i virkeligheden m ange jou rn alister, der støttede sagen. »Z« er lettere forståelig end Rosis »Salvatore G iuliano«, m en denne film v a r m ere realistisk. O g også Erich Engels østtyske »D ie A ffåre Blum «, som T V biografen kørte i m aj, virkede m ere ærlig og overbevisende. E ndelig er d e r Gillo Pontecorvos m estervæ rk »Slaget om Algier«, som e r »Z« langt overlegen i sin nuancering, sin analytiske skarphed og sin m iljø-æ gthed.

M en »Z« h a r jo en a k tu a litet, som ikke kan und g å a t påvirke én. S lutningen for­ tæ ller os, a t den sårede politiker, den ærlige b e tje n t og flere a n d re v id n er døde »tilfæ l­ digt« ; undersøgelsesdom m eren blev afsat, og fotografen fængslet. Jeg kan tilføje, a t K aram anlis-regeringen fa ld t nogle m ån ed er efter a tte n ta te t i m aj 1963 på g rund af den offentlige skandale. P a p a n d reo u overtog se­ nere regeringen, m en blev afsat af kong K on stan tin i 1965 (h a n v a r end n u ikke konge i 1963). D en 30. decem ber 1966 af­ viste en enstem m ig ju ry i k rim in alretten i Saloniki an k lag ern e m od de højerestående folk, m ens atte n ta tm æ n d e n e fik de i film en o m talte straffe på 8 og 11 år.

I a p ril 1967 overtog obersterne m agten, og ju n ta e n s første p rem ierm inister v a r netop den rigsadvokat, d e r i film en læ gger pres på undersøgelsesdom m eren (og derfo r blev suspenderet i 6 m å n e d e r). Ju n ta e n h a r for­ b u d t lan g t hår, m iniskørter, T olstoj, Dostojevskij, pop-m usik, S artre, Beckett, Sofokles, A ristofanes, E uripides, Aiskylos, de m oderne m atem atikere sam t bogstavet Z (d zei), der bety d er »han lever«.

P ro p a g a n d a er som sagt pro p ag an d a, uanset hvad den g å r ind for. M en fascisme er også fascisme, ligegyldig hvad m an m åtte m ene om p ro p ag an d aen m od den.

Frederik G. Jungersen

ZJ2) Vassilis Vassilikos’, Jorge Sem pruns og Costas-G avras’ »Z« er k lart en politisk film : d et v'ises i film en selv væd den iøjnefaldende fortekst om, a t »E nhver lighed m ed v irk e­ lige personer og begivenheder er tilsigtet« og ved slutningens åbenlyse oplysninger om græske forhold - og så vises det jo af alle de ydre om stæ ndigheder ved film en. Selv om d e tte ikke udelukker, a t m an kunne vælge a t forholde sig re n t kunstnerisk til film en, m å denne p ræ sentation i h v e rt fald berettige, a t m an også forsøger a t v u rd ere film en u d fra politiske præm isser.

N oget såd an t kræ ver ganske vist ret om ­ fatten d e sociologiske undersøgelser af, h vil­ ken virkning film en h a r h a ft p å sine til­ skuere — og også p å dem , d e r ikke h a r set

den, m en b lot h ø rt om den - og sådanne undersøgelser h a r jeg ikke foretaget og ken­ d e r h eller ikke noget til. M en alligevel m å d e t vel væ re b erettig et a t gøre sig visse ta n ­ k e r om film en, hvad jeg h e r skal forsøge. »Z« p røver tydeligvis i krim inalfilm ens form a t lokke et politisk budskab an gående d e t diktatu rsty red e G ræ kenland (og vel også a n g åen d e en m ulig udvikling m od græske tilstande i a n d re europæ iske lan d e ) ned i et publikum , d e r n o rm alt ikke gør sig ta n ­ k e r herom . D a film en faktisk e r blevet set af m ange, h a r den vel i første om gang fået opfyldt sit form ål. N aturligvis e r »Z«, som enhver p ro p ag an d afilm af denne a rt, hoved­ sageligt blevet set af m ennesker, d e r p å for­ h å n d delte film ens angiveligt negative h o ld ­ ning til ju n ta -sty ret i G ræ kenland - k lap ­ salverne efter hver forestilling kunne tyde p å d e tte - m en som ofte p å p eg et kan den styrkelse i overbevisningen, en sådan be­ kræ ftelse u d efra a f ens m edbragte id eer gi­ ver, også have sin væ sentlige politiske fu n k ­ tion. O g selv om »Z« lan g t fra e r den m est spæ ndende krim inalfilm , m an h a r set, er d en dog lan g t spæ ndende nok til, a t m an m ed god g run d kan form ode, a t den er ble­ vet set af m ange ikke for den politiske h o ld ­ nings, m en for netop spæ ndingens skyld.

K u n kan m an p å d e tte p lan un d re sig over alle de dødsens kedsom m elige og både for historien og for den politiske kom m entar fuldstæ ndige irrelevante scener m ed Iren e Papas og i øvrigt om Yves M ontand-figurens p riv atliv ; for historien er det kun re le ­ v a n t, a t p o litiet og g en d arm eriet faktisk ikke fin d er noget b ru g b a rt diffam erende p å ham .

M en dette h a r vel næ ppe rygtedes, så det h a r k u n n e t afholde nogen fra a t se film en.

Film en m å altså form odes a t have fu n d e t sit publikum . M en hvad e r det da, dette publikum er blevet stillet over for? H er, m en er jeg, kan m an have i hv ert fald to væ sentlige b etæ nkeligheder ved film en - én a ngående dens form , én a ngående dens in d ­ hold.

H v a d jeg vil indvende m od »Z«s form er ikke, a t den an v en d er den kom m ercielle film industris og derm ed ’d e t etablerede sam funds’ stjern er i en så alvorlig sag.

T v æ rtim o d — h a r Yves M o n ta n d fået n o ­ gen til a t sluge e t væ sentligt politisk b u d ­ skab, som de m åske ellers ikke ville have slugt — d a så m eget desto bedre. O g d e t er h eller ikke, a t m an a n v en d e r krim inalfil­ m ens form - m edm indre d e t da neto p skulle væ re denne form , d e r h a r m edført det, som for m ig e r b etæ nkeligt: a t m an udelukkende ta le r til publikum s følelser, ikke til deres forstand.

M a n k an m ene, a t hensigten også her helliger m id let: hellere en blind, følelses­ m æssig begejstring for venstrekræ fterne end ingen politisk hold n in g eller den ene eller den a n d en slags sym pati for højrekræ fterne.

D e tte kan synes rim eligt, m en jeg er ikke sikker på, a t d e t ho ld er for en næ rm ere be­ trag tn in g . R e t beset id en tificerer film en sig nem lig n etop gennem sin form m ed a k k u rat det, den angiveligt bekæ m per. D en bru g er ikke sin tem m elig stærke følelsesintensitet til dæ kke for en præ sen tatio n a f en politisk analyse, altså til dække for en opfordring til bevidst stillingtagen p å ra tio n elt g ru n d ­ lag til visse politiske forhold og visse poli­ tiske p ro g ram m er — altså som f. eks. Gillo Pontevorcos »Slaget om A lgier« - m en den forfører sin tilskuer udelu k k en d e til en følel­

sesmæssig stillingtagen. P å d e tte p u n k t er d en altså form odentlig ikke e t hak bedre end Jo h n W aynes »D e grønne djæ v le« ; den kunne m ed præ cis d e t sam m e m idler have presset os im od den m odsatte stillingtagen.

D er er altså forskel p å a t benytte en p o ­ pulæ r, følelsesengagerende form til a t p ræ ­ sentere et vanskeligt tilgæ ngeligt, teoretisk stof og til a t forsøge a t frem tvinge en be­ stem t følelsesladet holdning, og »Z« gør u b e ­ tin g et d e t sidste. D et forekom m er desværre karakteristisk for film en, a t de få tilløb, den h a r til politisk analyse og d ebat, enten h u r­ tigt forsvinder u d af film en (som diskussio­ nen »på lovens g ru n d /ik k e p å lovens grund« m ellem de to yngre oppositionspolitikere) eller kvæles i u d envæ rker (som Yves M o n ­ tan d s tale) eller benyttes næ rm est som k u ­ lisser (hvem få r fa t i, a t d e r ved u n d e r­ grundsorganisationens m øder holdes begejst­ rede fored rag om den korporative, altså den fascistiske sta t? ), og a t den til gengæ ld ikke viger tilbage for et så beskidt p ro p a g an d a ­ num m er som a t lad e den m and, d e r fører køllen til d e t dræ bende slag, væ re hom o­ seksuel; m an bliver h e lt bange for, a t det også skal vise sig, a t h an e r jøde.

N å r jeg ikke m ener, a t hensigten h e r kan hellige m idlet, skyldes d et altså, a t hensigten ligger p å for lavt e t p lan , og a t en højere hensigt netop m odarbejdes af d et b rugte m iddel. D et er n u e ngang ikke ju st en større følelsesladning af den politiske d ebat, vi h a r b ru g for i disse tider. O g så skulle d e t vel h e r en d d a slet ikke væ re nødvendigt u d e ­ lukkende a t spille p å folks følelser. E r m an selv overbevist om de venstreorienterede synspunkters h o ld b arh ed , m å m an også væ re overbevist om, a t de vil virke ratio n elt over­ bevisende, også hvis de føres m ere koldsin­ d igt frem. »Z« p ræ sen terer altså ikke nogen egentlig politisk analyse — m en den viser os dog en bestem t politisk sag. Spørgsm ålet e r im id ­ lertid, h vad denne sag d a egentlig kan lære os. F or den fo ru d in d tag ed e og foro rien tere­ de er dette k lart nok: en flok tåbelige m ili­ tæ r-, politi- og gen d arm erig en eraler n e d ­ g jorde først den parlam entariske, m o d erat v enstreorienterede opposition, d e refter selve d et ru d im en tæ re dem okrati i G ræ kenland.

O g vi ser m ed hvilke m idler d ette blev g jo rt: ch ik an er m od oppositionen og grove overfald p å dens tilhæ ngere — altsam m en u d fø rt af folk, d e r kunne presses økonom isk af de m agtm isbrugende egentlige bagm æ nd.

M en hv ad er det, vi egentlig ser, hvad er det, vi vil se, hvis vi ikke kom m er fo ru d in d ­ taget til film en, hvis vi altså tilh ø rer dens centrale publikum ? Ja , d a vil vi også se dette intrigenet, disse u troligt ubehagelige pressionsforsøg, disse grove voldshandlinger.

M en vi vil sam tidig se, a t d e t i g ru n d en ikke er så farligt altsam m en, for d et hele bliver jo red t u d d e r for vore øjne, takket væ re en ikke overm åde skarpsindig og retskaffen undersøgelsesdom m er og en fiffig lille jo u r­ nalist. G anske vist ram m es hovedvidnet både af den korporlige og den m enneskelige pres­ sion, m en begge dele udføres så klodset, a t enhver jo kan gennem skue det. O g så sker d e r h am ikke yderligere - ligesom d e r ikke sker undersøgelsesdom m eren og jou rn alisten noget. E ndvidere er de folk, d e r forøver disse anslag m od dem okratiet, jo så in d ly ­ sende tåbelige, a t vi a lt i a lt ikke behøver frygte noget fra den k ant. V ore em otioner kom m er m åske lid t i kog undervejs, m en

a ltin g klares jo op, vi v in d er jo, så vi kan m ed nogenlunde roligt sind forlade bio g ra­ fen — u d e n f. eks. a t m åtte gøre os tan k e r om alle de politiske sager, d e r m åske ikke opklares, ikke blot i G ræ kenland og a n d re d ik ta tu rla n d e som P ortugal og S panien, m en også i lan d e som Italien og F ra n k rig — og m åske D an m ark . E n politisk betæ nkelighed ved film ens in d h o ld m å altså væ re, a t den for neto p de m ennesker, som den via sin form p røver a t nå, kan kom m e til a t blive en h ovedpude: det er jo spæ ndende, m en jo i g ru n d en ikke så farligt, a lt d et der.

M est forstem m ende er dog egentlig fil­ m ens slutning. V i v in d er — og få r os sam ti­ dig et godt grin over alle disse tåbelige generaler, der alle p røver den låsede dør.

Forstem m ende, fordi de jo alligevel ikke v a r slet så tåbelige, disse folk, al den stund det jo er dem og deres lige, d e r n u sidder på m agten i G ræ kenland. Bevares, det få r vi også a t vide, og vi få r a t vide, hvad der skete film ens halvfiktive hovedpersoner. M en heller ikke d et behøver vi å b e n b a rt tage så tu n g t, for film en slu tte r m ed en oprem sning af alle de m ulige og um ulige ting, oberst­ ju n ta e n h a r forbudt. O g d e t kan vi så a tte r slå et skraldgrin op over og klappe ivrigt i vore h æ n d e r af, for n u a t m arkere v or posi­ tion på den rigtige, den vindende side. F or nok v a n d t vi m åske altså alligevel ikke kam ­ pen om m agten i G ræ kenland, m en vi v a n d t dog den m oralske sejr, a t vi kan le a d deres tåbelighed dernede.

A lt m ens m ennesker rå d n e r ih jel p å de græske fangeøer og slås i stu m p er og stykker i A thens fængsler.

Søren K j ø ru p

■ Z (Z ) 1968. N A T IO N A L IT E T : Frankrig/A lgeriet.

D IS T R IB U T IO N : V aloria Films. P R O ­ D U K T IO N : R eggane Film s (P a ris)/ O .N .C .I.C . (A lg ier). P R O D U C E R E : J a c ­ ques P errin og H am ed R achedi. A SSO C IA T E P R O D U C E R : E ric Schlum berger.

P R O D U K T IO N S L E D E R : H u b e rt M érial.

IN S T R U K T Ø R : C osta-G avras. M A N U ­ S K R IP T : Jorge S em prun og C osta-G avras efter rom an af Vassili Vassilikos. D IA L O G : Jorge S em prun. C H E F F O T O G R A F : R aoul G outard. F A R V E S Y S T E M : E astm ancolor/ T echnicolor P rint. K L IP : Frangoise Bonnot.

A R K IT E K T : Jacques d ’0%idio. K O M P O ­ N IS T : M ikis T hedorakis. D IR IG E N T : Ber­ n a rd G érard. T O N E : M ichéle Boéhm. IN ­ S T R U K T Ø R A S S IS T E N T : P hilippe M o n ­ nier. M E D V IR K E N D E : Yves M o n ta n d (Z ) , Iren e Papas (H É L É N E ), Jean-L ouis T rin tig n a n t (L E J U G E ), Jacques P errin (L E J O U R N A L IS T E ), Franqois P érier (L E P R O C U R E U R G É N É R A L ), C harles D en n er, G eorges G éret, B ernard Fresson, Pierre D ux (G E N E R A L ), Ju lien G uiom ar (O B E R S T ), M arcel Bozzufi (V A G O ), M agali Noel (N IC K S S Ø S T E R ), R enato S alvatori ((Y A G O ), Je a n Bouise ( P I R O U ) , Je a n -P ierre M iquel ( P IE R R E ), M aurice B aquet (S K A L D E T M A N D ), H assan D asté, Allel el M ouhib, G é rard D a rrie u , G uy M airesse (D U M A S ), A goum i, C lotilde Jo a n o (S H O U L A ), R. van D oude, G abriel Jab b o u r, H ab ib R ed a, eJan-F rangois G obbi, José A rth u r, A ndré T ainsy, Steeve G adler, G eorges

R o u g u ie r .

LÆ NGDE:

125

mm.

D A N SK U D L E JN IN G : W arn e r & C onstantin. D A N SK P R E M IE R E : D ag m ar 29. 9.

1969.

65

BØGER (»TIDSSKRIFTER FILMKUNST (1)_____________ L ad d e t væ re sagt straks: denne bog er lidt af en bed rift. H v o r m ange af øjeblikkets danske film skribenter ville have energi til a t skrive en tyk gru n d b o g om film , d e r ikke blot sto rt set er dæ kkende, m en som fra fø r­ ste til sidste side v id n er om begejstring for film kunsten i alle dens form er?

M a n g æ tter på, a t denne bog bliver m a n ­ ge unges „v ej“ til en uddybelse af film ople­ velsen og en udvidelse af den film historiske og film æstetiske horisont. O g h ertil er den em inent egnet. D en h a r først og frem m est en velgørende rum m elighed, d e r ikke blot giver plads for den gam le historie om Griffith, Pudovkin og Eisenstein, m en for eksem ­ pel også (i et y p perligt kapitel) tillad e r sig a t analysere film stjernens æstetiske fordele og ulem per. D et lykkes forbløffende godt Niels Jensen a t n å hele vejen ru n d t. H a n få r o ri­ en teret om de film stilistiske g ru ndbegreber ud en a t fortabe sig tø rt i film ens „ g ram m a ­ tik ", og h an redegør indg åen d e for de m est betydningsfulde film genrer uden a t glem m e, a t de store individualister - Jo h n F ord, A l­ fred H itchcock, H u m p h re y Jen n in g s - for­ tje n e r en særskilt b ehandling. O g h a n få r ridset hovedlinierne i film historien op uden a t forfordele de h elt nye in struktører, hvoraf især G odard karakteriseres træ ffende.

Niels Jensen fortæ ller livligt og veloplagt, m ed et væ ld af ram m ende konkrete film ­ eksem pler ved h ån d en og m ed rig, m en som oftest skønsom b ru g af c ita te r fra film tids­ skrifter og a n d en littera tu r. F o ru d en afsn it­ tet om film skuespilleren fo rtje n er den velafvejede redegørelse for den am erikanske w estern a t blive frem hæ vet - dens analyse af genrens forbindelse m ed am erikanske sam fundsidealer h a r b ræ n d e n d e a k tu a litet i disse N ixon-tider. H e r er fo rfattere n tem ­ peram entsm æ ssigt p å hjem m ebane, således som han hver gang er det, n å r han skal be­ re tte om film kunstens placering i en større k u lturel eller sam fundsm æ ssig sam m enhæ ng.

D erfo r h a r h an p å den a n d en side kun lidt a t sige om den am erikanske m usical og ko­ m edie, et af bogens få huller, som im idler­ tid delvis opvejes af en g ru n d ig og beg ej­ stret karakteristik af film farcen fra M ack S ennett til T ati. R igeligt d e ta lje ret er afsnit­ tene om krigsfilm en, hvor fo rfatteren for ofte i om talen af ligegyldigheder bevæ ger sig u d e n for titlens o m råd e — film kunst.

M en som oftest er N iels Jensens v u rd e rin ­ ger velafbalancerede, do m in eret a f åb en h ed og sund fornuft. H ans film syn e r vel ikke overvæ ldende o riginalt, m en hans evne til a t lade selve film oplevelsens friskhed farve sine v u rd e rin g e r op v ejer delvis m angelen p å overraskelser i hans konklusioner. N a tu rlig ­ vis u n d g å r h an ikke a ltid den v a netæ nkning og de farlige generaliseringer, d e r så tit skæ m m er den slags oversigtsværker. Je g a n ­ ser d e t for eksem pel for direkte vildledende, n å r han u d p e g er „ U m b erto D “ som „et væ rk identisk m ed neorealism en" og et ek­ 66

sem pel på, a t „m an v a r im od d e t a rra n g e ­ rede både i fortæ lling og i billedsprog".

D ette er i m ine øjne film historisk v an etæ n k ­ ning. De Sica er — ikke m indst i „ U m b erto D " — b la n d t film historiens m est „ a rra n g e ­ re n d e" og stilbevidste instruktører. Skulle h an placeres e t sted i øjeblikkets film æ steti­ ske perspektiv, ville d e t blive næ rm ere C arn é end de handlingsopløsende m oderne instruktører, som Niels Jensen ser ham som en forløber for. O g m an er lidt ked af, at h a n ganske forbigår Francois T ru ffa u t i sin i øvrigt udm æ rkede skem atiske redegørelse for „M o d ern e film ", som ganske rigtigt sjæ ldent ru m m er „ u b ru d te historier og gennem udviklede skæ bner", m en som netop i T ru ffa u t h a r en undtagelse fra denne regel.

M in d re in d v en d in g er: N iels Jensen a n ­ ven d er sit store o rd fo rråd lid t for ukritisk, b ru g e r af og til frem m edord uhensigtsm æ s­ sigt og tæ n k er ikke altid på, a t et stilistisk tonefald, d e r kan have en funktion i et m u n d tlig t foredrag, kan tage sig halvkrukket ud p å tryk. Bogen spilder 75 sider p å en film liste m ed nødtørftige credits i stedet for a t bringe et godt gam m eldags indeks, hvil­ ket ellers nok v a r påkræ vet i en så broget og righoldig bog. O g i såvel fo rm at som pris er bogen u nødigt drabelig. M å tte den h u r­ tigst m uligt blive udgivet som billigbog, så den kan n å d e t store publikum den for­ tjen er.

M orten Piil.

FILMKUNST (2 )_____________ Skal m an v u rd e re en bog (eller a n d e t) skyl­ d e r m an a t redegøre for sit vurderings­ kriterium. I det følgende vurderes N iels Je n ­ sens bog om film kunst u d fra dens pæ dagogi­ ske k v aliteter og videnskabelige æ rlighed.

M ed videnskab m enes i denne sam m enhæ ng ikke noget snobbet, m en blot den kulturelle aktivitet, d e r består i - efte r visse „spille­ regler" — a t indsam le viden og organisere den. M ed videnskabelige „spilleregler" og æ rlighed (etik) tæ nkes h e r isæ r på, a t m an er sig bevidst, h v o rn å r d e r beskrives, for­ tolkes og vurderes, sam t a t m an erkender den videnskabelige m etodes begræ nsninger (som allerede kom m er ind derved, a t m an i videnskab a rb e jd e r m ed skriftlige, verbale udsagn og desuden ofte a rb e jd e r m ed gene­ raliseringer og a b straktioner, d e r kan fjerne sig betydeligt fra den u m id d e lb art sansede „ v irk e lig h e d "). M ed pæ dagogiske kvaliteter tæ nkes h e r især på, a t pæ dagogen hele tiden b ør væ re sig bevidst, a t d e t ikke er hans person, d e r p rim æ rt interesserer, m en elevers og publikum s k o n tak t m ed f. eks. film kun­ sten.

T æ n k e r m an sig n u h e ru d fra en værdi­ skala forekom m er det u n d erteg n ed e, a t Niels Jensens bog m å anbringes i den positive ende.

D et første kapitel b e h an d ler træ k af fil­ m ens tilblivelseshistorie; de fire næste k a­ p itle r b e h an d ler nogle film æstetiske fo ru d ­ sæ tninger (dekoration, lys og farve, kam era

og m ontage, film skuespilleren, ly d sid en ); d erefter følger fire k a p itler om g enrer (fa r­ cer, krim inalfilm , krigsfilm , d o k u m en ta r­ film ), hvortil føjes et sidste kapitel om m o­ derne film . I de fleste kap itler berøres såvel film historiske som film æstetiske, film psyko­ logiske og filmsociologiske problem stillinger og de fleste k a p itler frem træ d er desuden som film pæ dagogisk vel gennem tæ nkte.

A llerede i fo ro rd et antydes bogens pæ ­ dagogiske m ålsæ tning: „D e følgende kapitler, beregnet p å læ­ sere uden særlige film historiske eller film æstetiske fo ru d sæ tn in g er . .

D ette pæ dagogiske form ål u d trykker sig p å m ange m åd e r gennem bogen, f. eks. in d ­ føres begrebet „ tiltn in g " ved a t henvise til erfarin g er, som m ange m å kende til: „ T iltn in g : D e t er det, en lille dreng gør, n å r h a n læ gger hovedet tilbage for a t se h øjere og højere op a d en høj m and. O g d e t er det, d e r bruges i turistfilm om byen m ed de skønne tå r ­ n e ." (s. 6 0 ).

I bogens forekom m er desuden m ange ret g rundige filmbeskrivelser, hvilket e r både filmpædagogisk v æ rd ifu ld t (de, d e r ikke h a r set film en, får derved forudsæ tninger for det følgende; de, d e r h a r set film en få r disse forudsæ tninger opfrisket) og film videnska­ beligt v æ rd ifu ld t (u d fra den „spilleregel", at m an skal starte m ed a t påvise og beskrive de fæ nom ener, m an vil arb ejd e m e d ). De fleste steder i bogen kan m an desuden i hovedsagen holde beskrivelser ude fra for­ tolkninger og v u rd e rin g e r og ofte gives flere fortolkningsm uligheder (som så læ seren kan vælge im ellem — i stedet for a t få een dik­ te re t). E t eksem pel h e rp å: „M en m on ikke d et fastfrosne billede, d e r huskes bedst af alle, er det, d e r af­ slutter Frangois T ru ffa u ts „ U n g F lu g t", hvor dren g en er stukket af fra o p d ra ­ gelsesanstalten og i et lan g t u træ ttelig t løb er n å e t ned til havet, som h an alle dage h a r d rø m t om a t opleve. N u står h an i havstokken og b e tra g te r bølger­ ne — m en v e n d er sig så for a t vade ind p å stran d en igen. N etop d a standser billedet, og hvad ser vi? E t snapshot fra fo rbryderalbum m et? L igger d e r m ed a n d re ord i det frosne billede en for­ udsigelse af, a t d et også frem over vil gå dren g en ilde, a t h a n er låst fast i sin skæ bne? E ller konfronteres vi m ed ansigtet på et m enneske, d e r om sider h a r v endt sig m od verden og standser sin flugt? E ndelig kunne slutbilledet jo slet og ret væ re slutningen: D e h a r n u set et p o rtræ t af en d re n g !" (s. 5 7 -5 8 ).

I bogens afsnit om film æstetiske fo ru d ­ sæ tninger er d e t tiltalen d e, a t d e r ikke alene gives facts om kam erabevæ gelser, belysnings­ effekter m. m ., m en a t d e r også gives eksem pler på, hvad disse teknikker bruges til i kunstnerisk henseende. Af enkelte d a g ­ bladsanm eldelser, d e r m yldrer m ed frem ­ m edord som m ontage, tiltn in g , swich, etc. k unne nogle læsere måske få d e t indtryk, at

film kun laves for a t klippe strim len sam ­ m en, vippe kam era op og ned eller fra side til side, d erfo r glæ der m an sig over N iels Jensen ukrukkede in d føring i „film ens A .B.C.“ .

E t kapitel i N iels Jensens bog, der virker særligt veldisponeret, er kap itel I I I (m ed titlen „ K am e rae t og sa k se n "), hvorfor d e r — som illustration — skal gives en oversigt h e r­ over: (1 ) D avid W. G riffith ’s film „E n nations fødsel" placeres k ort (10 lin je r) i film ­ historisk sam m enhæ ng.

(2 ) D e r gives en re la tiv t g ru n d ig beskri­ velse af film en (IJ /2 sid e). H erefter kan vi alle (om vi h a r set film en eller e j) væ re m ed i d e t følgende: (3 ) D er gås over til film psykologiske og film sociologiske problem stillinger (de racedom m e, film en udtrykker, sættes i relation til G riffith ’s personlighed og hans sociale b a g g ru n d i sydstatskulturen om kring første verd en sk rig ). D e tte af­ snit k unne suppleres m ed em pirisk­ eksperim entelle undersøgelser, d e r viser, a t film en faktisk frem m er negativ h o ld ­ n in g hos b ørn overfor negeren - i hvert fald som u m id d e lb ar virkning (lan g ­ tidsvirkningen m å selvfølgelig antages a t væ re bestem t af m ange a n d re forhold end denne film alene, f. eks. foræ ldre­ nes holdning, a n d re m assem ediers h o ld ­ n in g m. m .) .

(4 ) N u er vi forberedt kundskabsm æ ssigt sam t m otiveret til et afsnit, d e r h ed d er „Film ens A .B .C .", som indledes m ed en analyse af den scene eller sekvens fra „ E n nations fødsel", d e r viser m ordet p å Lincoln.

(5 ) D e t om tales, a t film ens fortæ lleteknik kan sam m enlignes m ed psykologiske fu n k tio n er (således som f. eks. Sergei Eisenstein h a r g jo rt d e t) og m ed litte ­ ratu ren s fortæ lleteknik (C harles D ickens v a r G riffith ’s y ndlingsforfatter og for­ billed e). ( 6 ) D erefter gås over til n æ rm ere om tale af a n d re teknikker i det film iske sprog (ofte k a ld e t „æ stetik" - underteg n ed e ville foretræ kke betegnelsen „Film ens h å n d v æ rk slæ re"). D er gives stadige eksem pler på, hvorledes disse teknikker (billedvinkler, billedafstande m. m .) er blevet a n v en d t som udtryksm iddel u d ­ fra givne kunstneriske in te n tio n e r (d ette kun n e m an vel b edre k alde „ æ stetik ").

Sum m a sum marum: m an kun n e ønske sig, a t m ange bøger (og a n m eld elser), der v ed rø rte de kunstneriske om råd er, tog lige så m eget hensyn til kunsten og læseren, som Niels Jensen gør i sin bog. Så ville nok fæ rre bøger og anm eldelser blive sprunget over.

Jørgen Pauli Jensen.

■ Niels Jensen: Filmkunst. 448 sider, ill.

Gyldendals Forlag, K øbenhavn 1969, kr. 30,00.

DEN NYE BØLGE D e t er i å r 10 å r siden, a t la nouvelle vague b rø d igennem og fra F ra n k rig b re d te sig til alle verdensdele. Bølger ta le r m an ikke læ n­ gere om , n u er d e r et alm indeligt hø jv an d e af personligt præ gede film . M en hvor revo­ lu tio n eren d e d et sidste tiå r h a r væ ret, både

hvad a n g å r selve m ediet og især indstillin­ gen til film (p å begge sider af k am eraet og billetlugen) - d e t kan m an godt væ re til­ bøjelig til a t glem m e. O g hvis m an ikke h a r prøvet a t væ re film interesseret før 1959, h a r m an ikke store ch an cer for a t forstå det.

G ad vist, om ikke h in t å r er lige så epoke­ gørende i film ens udviklingshistorie som ly­ dens indførelse 30 å r tid ligere? M åske store ord, m en 1959 v a r d et år, d a d e r begyndte en afgørende m en talitetsæ n d rin g i alle lejre (h e ru n d e r de statslige), og unge entusiasti­ ske film folk g enindførte de næ sten a m a tø r­ præ gede optagelsesform er fra neorealism ens og den p rim itive stum film s tid, hvilket bl. a. m uliggjordes af lettere a p p a ra tu r.

D e k u n n e væ re ny ttig t m ed en sam let status-opgørelse over denne revolution, og allerede sidste å r udkom d e r i »C inem a O ne«-serien en bog, d e r hed » T he New W ave«. M en titlen er lid t af en tilsnigelse; bogen h a r u n d e rtitle n »C ritical landm arks selected by P eter G rah am « og er en tids­ skrift-antologi å la »Se - det er film «, m en m ere speciel og af ringere kvalitet. Im id le r­ tid synes jeg, a t vi er u n d e re rn æ re t m ed den slags, og d a d et d re je r sig om engelske oversæ ttelser af franske tekster, som de fæ r­ reste kan læse, skal bogen herm ed forsigtigt anbefales. S am tidig vil je g dog i fo rb ifarten k raftig t anbefale en a n d en »Se — det er film «-pendant, som kom for 5 å r siden, og som er skam m eligt u k en d t h e r hjem m e, m å­ ske fordi den ald rig blev an m e ld t i Kosmoram a. D en h e d d er »D er Film — M anifeste, G espråche, D okum ente. B and 2: 1945 bis heute« og er u dgivet af T h eo d o r K otulla.

P eter G raham s engelske artik elu d v alg ser d et som sin opgave a t placere »C ahiers du ciném a« i den sam tidige franske kritik og k u ltu r, a t opspore oprindelsen til de nu ikke læ ngere nye film folks æ stetik og a t påvise afdøde A ndré Bazins enorm e indflydelse.

T itlen » T h e New W ave« er altså blot blik­ fa n g ; bogen bu rd e have h e d d et »F rench Film C riticism « (eller » T h e F ren ch L ine«, som er titlen p å en glim rende artikel om dette em ne af R ich a rd R oud i »Sight an d Sound«, e fte råre t 1960).

Bogen indledes m ed et langt interview m ed Fran^ois T ru ffa u t (»C ahiers«, 1962 lidt fo rk o rtet). Som sæ dvanlig er T ru ffa u t m eget velartik u leret og præcis. H a n fortæ l­ ler om bølgens euforiske første å r og succes­ sen, d e r overgik deres vildeste drøm m e.

R esnais sagde u n d e r indspilningen af »H iroshim a«, a t d e t ville væ re p ra g tfu ld t, om fil­ m en overhovedet kun n e blive vist kom m er­ cielt, og T ru ffa u t selv v a r rædselsslagen, da b u d g e tte t for » U n g flugt« kom h elt op p å en halv m illion kr., m en alene i U S A blev den solgt for m ere end det. H a n fortæ ller videre, a t p ro d u c en ter ikke er interesseret i a t lave billige film , for de aflønnes på p ro ­ centbasis. Jo større budget, jo større in d tæ g t for produ cen ten . N ok så interessant er om ­ talen af, a t det blev udskreget for alle v in ­ de, n å r en billig og vanskelig film gav et lille underskud, m ens b ra n ch e n tav stille m ed, a t visse storfilm m ed G abin gav m il­ lion-underskud. D et g jorde im id lertid ikke så m eget i bran ch en s øjne, fo r disse film var jo tæ n k t kom m ercielle! T ru ffa u t e r jo ellers ikke som G o d ard en fjende af det kom m er­ cielle system, tvæ rtim od u d try k k er han sin skepsis over for den cerebrale film , hylder d et velskrevne m an u sk rip t og siger, a t det gæ lder om a t frem kalde følelser.

A lexandre A strues fanfareklingende m a n i­ fest om »kam eraet som pen« er naturligvis også m ed og ligeså A ndré Bazins » T h e evolution of film language«, begge kendt fra »Se - det er film «, m en Bazin-essayet ru m m e r hele fire sider, d e r ikke er m ed i den danske oversættelse (s. 4 0 -4 5 ). V i få r også C lau d e C habrols » L ittle them es«, hvor h a n lovlig flot vræ nger ad de store, am b i­ tiøse em ner, som lan g tfra g a ra n te re r en films kvalitet. D e r bringes endvidere en af G odards »C ahiers«-anm eldelser, d e r e r et interessant kuriosum , fordi dens a b ru p te stil m in d e r m eget om hans senere film stil.

Sam m en m ed T ru ffa u t-in te rv ie w e t er Bazins » L a politique des auteurs« (»C ahiers«, 1957) d e t bedste i bogen. H e r kritiserer Bazin på den sunde fornufts g ru n d lag den berygtede m etode, d e r som b ekendt gik ud p å lidenskabeligt a t forsvare alle idolernes film , også de m islykkede.

F o ru d en a lt dette b rin g er bogen to lange a rtik ler (tilsam m en 60 s.) fra d et h e r h je m ­ m e lid et ken d te »Positif«, et stæ rkt venstre­ o rien teret tidsskrift, d e r delvis m ed m isun­ delsens h a d altid h a r an g reb et »C ahiers« og beskyldt d e t for a t væ re hø jre-o rien teret.

M ed deres hvæ sende tonefald og deres dog­ m atiske m arxism e fo rtje n e r disse ind læ g en frem træ dende plads i kritikkens ra ritetsk a ­ bin et som eksem pler p å fransk polem iks fo r­ m idable uforsonlighed. Bazin sagde engang, a t h a n foretrak afvigende vurd erin g er, som tv an g ham til a t efterprøve sine egne, frem for bekræ ftelser af egne synspunkter gennem svage argum enter. D et forstår m an u d m æ r­ ket, og h a n ville m åske m ed interesse have læst G é rard Gozlans perfide an g reb » In praise of A ndré Bazin« (»Positif«, 1962) titlen er blodig ironi. H v ad d e r brin g er G ozlan næ sten til hysteriets ra n d , er Bazins liberale katolicism e sam t m etafysik, d e r som b ekendt dyrkedes ivrigt i »C ahiers«, hvis m ed arb ejd ersk are h å n lig t om tales som »the H oly Fam ily«. N øgleordet er tilvæ relsens »am biguity« (tvetydighed, a m b iv a le n s); en sådan n æ g ter G ozlan eksistensen af. V i k en ­ der ikke den form for ortodoks m aterialism e i den hjem lige kritik, i hvert fald e r vore m arxistiske film skribenter som C hr. B raad T hom sen og Jo h n E rn st næ rm est borgerlige liberalister i sam m enligning m ed d e t her.

Im id le rtid skal d et indrøm m es, a t Gozlans artikel er ganske veldo k u m en teret og bl. a. sam ler en lang række prø v er p å groteske bonmots fra »C ahiers«. D e første ny bølge­ film bliver k ort og a rro g a n t ausradiert, m en det e r karakteristisk, a t forfatteren netop væ lger Rivættes knastørre m isfoster »Paris nous a p p artie n t« som p rototypen og a n aly ­ serer d en p å otte hele sider. H vis m an im id ­ lertid husker, a t d et hele er set i et tro ld ­ spejl, kan m an faktisk få et vist in dtryk af tonen i disse film , d e r som fæ llestræ k bl. a. havde »de å b n e slutninger«, som Børge T rolle ram m ende h a r sagt.

R obert B enayoun, en a n d e n » P o s itiv kritiker, ligger h elt p å linie m ed G ozlan, n å r h an siger, a t den ny bølge er hem m eligt stolt af ikke a t have noget a t sige, m en sige d e t godt. H a n s artikel, d e r også e r v eldoku­ m en teret og ru m m er u n d e rh o ld e n d e p e rfi­ dier, h e d d er betegnende nok » T h e king is naked«, hvilket er en henvisning til H . G. A ndersens »K ejserens nye klæ der«.

P eter G raham s » T he N ew W ave« er altså en antologi m ed et p a r gode a rtik ler (T ru f­ faut, B azin) sam t nogle vrede kuriosa, hvis

67

citat-m osaikker giver et ensidigt in dtryk af d en m ere overspæ ndte tone i »C ahiers«.

H eldigvis kan m an et h elt a n d e t sted få et enestående solidt in dtryk af d e tte berøm te »C ahiers d u ciném a«, d e r h a r h a ft så stor indflydelse p å m oderne film kritik, og som d e r ustandselig refereres til - også af folk, som a ld rig h a r læst en linie i bladet. D et d re je r sig om en exceptionel oversigtsartikel i d e t svenske »F ilm rutan« nr. 2 og 3, 1968.

A rtiklen, der h ed d er »C ahiers revisited« og e r skrevet af O lle Sjogren, er en overo rd en t­ lig g ru n d ig og n u a n c e re t gennem gang af bladets forskellige skoler, epoker, dets b ag ­ g ru n d i fransk intellektuel trad itio n i eksi­ stentialism en og M a lra u x ’ kunstteoretiske b e trag tn in g er, dets vigtigste kritikere sam t dets m etafysik, som h an h æ v d er højst udgør 10 % af d et stof rige b lad (»C ahiers« er film historiens m est om fangsrige kritiske tids­ skrift - lan g t over 10.000 s.). Sjogren lader sin viden føre ord et frem for sine personlige m eninger, og han o p k larer m ange af de v e r­ serende m isforståelser.

In g en b u rd e for frem tiden have lov a t om tale »C ahiers« uden enten a t kende det godt ved selvsyn eller have læst denne a r­ tikel i »F ilm rutan«. D esvæ rre er den nok for stor a t bringe i oversæ ttelse: den ville fylde 15 fulde K osm oram a-sider (eksl. billeder) eller 55 s. i »Se — d et er film «. M en læs d en alligevel.

Frederik G. Jungersen

U Peter Graham: T h e N e w Wave. Critical L andm arks. — Secker & Warburg og the British Film Institu te, L o n d o n 1968.

184 s. 15 shillings.

FILMENS HVEM-HVAD-HVOR D et er næ sten utroligt så m egen inform ation, d et er lykkedes B jørn Rasm ussen a t presse ind i fjerde bind af „Film ens hvem - hvad - h vor“ , d e r e r helliget ca. 1300 b iografier af udenlandske film folk, skuespillere, in stru k ­ tører, fotografer og kom ponister etc. M ange stikprøver overbeviser om , vi h a r fået en god og i m ange h enseender pålidelig håndbog, d e r er ra r a t have ved h ån d en både før og efter en tu r i biografen, og bogen p ræ sente­ re r sig i Else L arsens tilrettelæ ggelse sm ukt m ed et foto af S pencer T rac y p å om slaget.

G å r m an fra om slaget til T racys biografi, få r m an en kom plet liste over skuespillerens m ange film , og yderligere er d e r nu m ed ­ tag e t n ødtørftige littera tu rh e n v isn in g er for alle, d e r vil læse videre.

B jørn Rasm ussens egen karakteristik af S pencer T racy er kort og ram m en d e (». . . h a n e r en slags am erikansk G abin, om end på et m ere spæ ndende p la n « ), og træ ffende si­ ges d e t om T racy/Z innem ann/S turges-film en »D en gam le m an d og havet«, a t den er »selv­ m edlidende«. O gså m ange a n d re karakterise­ res præ cist, m en af og til er et p a r klicheer dog sluppet m ed — f. eks. tu rd e d et væ re m isvisende om Buster K eaton a t skrive: ». . . h an bevarede sit udtryksløse, urokkeligt a l­ vorlige ansigt, u anset h vor forrykt m an teede sig om kring ham «. Udtryksløst e r K eatons ansigt i h v ert fald lan g t fra. G ennem gående forekom m er B jørn Rasm ussens placeringer af de enkelte kunstnere dæ kkende, m en en vis usikkerhed i v u rd erin g en fornem m es dog i om talen af en ræ kke af de nye navne i film ­ kunsten, f. eks. få r vi om Jo h n B oorm an a t 68

vide, a t »hans to første film v a r uden syn­ d erligt sæ rpræ g, m en m ed sin tredie »H ell in the Pacific« h a r h an . . . skabt et fortæ ttet d ra m a . . .«. B oorm ans a n d en film »Point Blank« v a r i høj grad fo rtæ ttet (m e lo )d ra ­ m a, og stoffet v a r absolut b e h an d let m ed særpræg. O g m an kan un d re sig over, a t skuespilleren Jim Brown karakteriseres som ». . . ved siden af Sidney P oitier d e t sorte A m erikas væ sentligste skuespiller«, m ens et langt sikrere og langt m ere alsidigt talent som Al Freem an, Jr. slet ikke få r nogen v u r­ derin g m ed på vejen. O g hvorfor er et p a r fortrinlige negerskuespillere som Ossie Davis og R aym ond St. Jacques ikke m ed i bogen.

Begge er som skuespillere langt bedre end Jim Brown.

Bogen dom ineres af de m ange nye navne, d e r er kom m et til i løbet af halvtredserne og tresserne, m en af hensyn til T V -p u b likum m et er dog en række væ sentlige æ ldre film folk m ed også i denne udgave - flere dog blot m ed en henvisning til 1957-udgaven. U d e n a t have gået sam tlige bogens navne igennem få r m an indtryk af, a t fo r­ holdsvis m ange navne fra h erhjem m e relativ t u k endte film lande er m edtaget - Ja p a n og Sovjetunionen synes f. eks. rigt (og m åske vel rig elig t?) repræ senteret. Je g h a r m in tvivl om , h v orvidt d e t netop er disse navne, det store biografpublikum er interesserede i, m en a rb e jd e r m an m ed film , er det unæ gteligt ra rt a t have oplysningerne ved hånden.

F ejl er desvæ rre ikke u n d g å et i bogen. I et forsøg på a t væ re aktuel også efter u d ­ givelsesdagen h a r Bjørn Rasm ussen følt sig fristet til a t m edtage en række film titler u n ­ d e r de enkelte navne, som i m ange tilfæ lde kun er pro jek ter, og ikke altid oplyses det, a t der kun er tale om p lan e r - f. eks. næv­ nes det, a t Bud Y orkin h a r lavet film atise­ ringen af G ore V idals „M y ra B reckinridge“ , mens p rojektets endelige in stru k tø r viste sig a t blive englæ nderen M ichal Sarne. T il­ syneladende e r d e r dog ikke m ange af den slags fejl, hvorim od forkerte årstal b reder sig m ere. M an kan sige — som B jørn R a s­ m ussen h a r g jo rt det i et T V -interview - a t årstallet ikke er særlig vigtigt, a t d et ikke betyder m eget, om en film henregnes u n d e r 1968 eller 1969. M en n å r B jørn Rasm ussen nu i sin vejled n in g i bogens b ru g gør o p ­ m æ rksom på, a t h an af hensyn til film stu­ d erende h a r m ed ta g et oplysning om , n å r en film er p ro d u c ere t i et a n d et å r end p re ­ m iereåret, så b ør der ikke væ re nogen tvivl om , a t den givne oplysning er korrekt. F. eks. oplyses d et om Bob Fosses „Sw eet C h a rity 11, a t den er fra 1968, m en udsendt i 1969.

M en film en h a r v itterlig h a ft sin prem iere i decem ber 1968, og så b ør d e r ikke stå 1969 som prem iereår.

I d et hele tag et e r denne d ifferentiering problem atisk — også selv om en film vitterlig er u d sen d t å ret efter, den blev fotograferet.

T a g f. eks. Bo W iderbergs „Å dalen 31“ , som også hævdes a t væ re lavet i 1968, m en først ud sen d t i 1969 - det er rigtigt, a t indspil­ ningen blev sta rte t i 1968, og d et er rigtigt, a t fotograferingen blev g jo rt fæ rdig sam m e år, m en det betyder da ikke, a t film en er g jo rt fæ rdig fra instruktørens side. Skal denne d ifferentiering foretages, m å d et i h v e rt fald væ re rim eligt a t forlange, a t der skelnes m ellem , hvem d e r er fæ rdig m ed film en, f. eks. skuespillerne og fotografen, m en så sandelig ikke hverken in stru k tø r eller klipper.

Per Calum

Bjørn Rasm ussen: Filmens hv e m — h v ad — hvor - bind 4. Politikens Forlag, 598 sider, ill., kr. 29,75.

STORMOGULERNE___________ H istorien om storm ogulerne i Hollywood er næ sten så gam m el som film byen, og den er næ sten a ltid underh o ld en d e. P hilip F ren ch h a r m ed ironisk distance form ået a t fortæ lle os det hele om igen, så m an konstant fasci­ neres af disse m æ rkelige m ennesker, d e r i tierne og tyverne kastede sig over å rh u n d re ­ dets k u n sta rt og fik en blom strende fo rret­ ning ud af foretagendet. In d im ellem , og slet ikke så sjæ ldent e n d d a, kom d e r også kunst ud af de store film fabrikker.

I denne bog er d et dog først og frem m est beretningen om m enneskene m ere end b e ­ retn in g en om de film , de skabte via deres m ellem m æ nd. V i få r serveret m ere eller m in d re (som oftest m ere, thi P hilip F rench er en kritisk indsam ler) trovæ rdige an ek ­ d o ter om de m æ nd, d e r engang v a r H olly­ w ood: Jesse L. Lasky, Jo sep h M . Schenk, A dolph Z ukor, W arn e r B rødrene, H arry C ohn, Sam G oldw yn, L ouis B. M ayer og et p a r andre. D eres kunst v a r deres næse for a t engagere de re tte m ennesker til a t få de rigtige billeder p å celluloidstrim lem e. F rench fortæ ller levende om sansen for d e t rigtige kom prom is, og skræ kindjagende b e rette r han om pro d u cen tern e, n å r de v a r væ rst —D avid O. Selznick, d e r p lanlagde en film om M arie M agdalene u den a t have læst D et nye T e ­ stam ente.

D er ligger også m egen inform ation gem t i bogen, f. eks. e r d e r en fo rtrin lig redegørel­ se for H o w ard H ughes’ rolle i film historien (som m anden d e r skabte » H ell’s Angels«, »Scarface« og » T he O u tla w « ), og d e r b rin ­ ges afsnit om legenden Irving T halberg.

M ere om T h alb erg findes i Bob T h o m as’ biografi om ynglingen, d e r i tyverne blev h e n te t fra U niversal til M -G -M og m ed m e­ teorhast blev chef for studierne, kun m ed M ayer over sig. Intellig en t, civiliseret, effek­ tiv, m ed respekt for skabende kunstnere og selv m ed en ikke ringe portion fornem m else for kunstens væsen sam t en k la r forståelse for produktionsteknik - nogenlunde sådan er b illedet af T h alb erg , og Bob T h o m as’ m ange sam taler m ed T h alb erg s tidligere m ed a rb ejd e re bekræ fter billedet, m en det lykkes ikke for T hom as a t fortæ lle os m eget om T h alb erg s personlighed, m en dog nok om p roduceren til, a t m an få r en k lar for­ nem m else af, hvorfor M -G -M blev det leden­ de am erikanske selskab i trediverne. E t lidt anderledes billede findes i Scott Fitzgeralds » T h e L ast T ycoon«, fordi d igteren g å r om bag producerens skrivebord.

Per Calum

■ Philip French: T h e M o v ie Moguls. Weidenfeld and Nicolson. L o n d o n 1969. 42 s.

Bob Thom as: Thalberg. Life and Legend.

Doubleday and Co. U SA 1969. $ 7.95.

NY FILM I USA R oger M anvells h u rtig e overblik over am e­ rikansk film efter 1946 e r tæ n k t som en p e n ­ d a n t til hans tidligere udgivne »New C inem a in E urope« i sam m e serie. A t overblikket er endog m eget h u rtig t vil frem gå af, a t ca.

10 sider af de 160 optages af billedstoffet.

D en k orte tekst følger ikke udviklingen k ro­ nologisk, m en d iskuterer u n d e r k a p itler for sig traditionalisterne, de yngre instruktører, eksperim entatorerne, m usicalen og den helt unge generation. D et er ikke urim eligt at begynde ved krigsafslutningen, m en M anvell tag er 1945 som m ere end et historisk skæ­ ringspunkt: i m idten af fyrrerne ser h a n et b ru d m ed den konventionelle studio-optagede H ollyw ood-film , og d e r introduceres en ny realism e (bl. a. m ed location-optagelser) m ed H ath aw ay , K azans, D assins og Z innem ans film fra disse år. B ortset fra et godt lille k apitel om » T h e 1950 :s b ackground to the film industry«, d e r undersøger stru k tu r­ æ ndringen i am erikansk film , g å r d e t h e r­ efter over stok og sten. D er standses ved folk som Jo h n F o rd og H itchcock, m en i sam ­ m enligning herm ed er et kapitel som »eks­ p e rim entatorerne« (1 tekstside) m eningsløst i sin knaphed. M anvell få r nok fa t i nogle p o in te r h e r og der, m en selv n å r m an tager i b etrag tn in g , a t kun hov ed lin jern e fasthol­ des, synes b illedet af udviklingen fortegnet.

A lexander Singer (hvis d eb u t v a r en vigtig b eb u d er om nye tilstande, d a h an kom , og stad ig væ rd a t se) og Irv in K e rsh n e r er slet ikke næ vnt. A rth u r Penn af fejes m ed et p a r billeder. D er er m ange steder en tvivlsom balance m ellem beh an d lin g en af de forskel­ lige in stru k tø re r (n å r de overhovedet e r om ­ ta lt). Som helhed rep ræ sen terer M anvells bog e t m eget trad itio n e lt syn på den nye am erikanske film. Ø ystein H jo rt

u R oger M a n v ell: N e w C inem a in the U SA .

160 s. ill. S tu d io V ista /D o tto n P ictureback.

10 sh 6 d.

BLUFFER S BUIDE___________ F øler D e D em udenfor, n å r de rigtige m e­ n in g er om film luftes h e r i K osm oram a og a n d re steder? E r D e nyvakt film entusiast, eller føler D e D em usikker i, hvad d e r er in og out? Så læs denne pudsige lille bog i serien „ T h e B luffer’s G uides1', d e r lover instant erudition. D en er stort set lagt an som en satirisk opslagsbog, hvorfor d e r er en række gentagelser, m en den kan godt læses fra ende til anden, dog helst i bidder.

F o rfa tte ren er så velorienteret, a t m an u n ­ d re r sig over, a t m an ikke tidligere er stødt p å navnet. M en K en W laschin er m åske et pseudonym . „N øglen til a t bluffe om film e r kulten.

K u lte r e r genveje, som sp arer én for at spilde energi p å a t se for m ange film og faktisk væ re n ø d t til a t v u rd e re hver enkelts kvaliteter. K ultisten bestem m er på forhånd, om en film er god eller dårlig, gennem sin b e u n d rin g for bestem te instruktører, stjerner eller g e n rer." — „ In d rø m a ld rig ukendskab til en film , en in stru k tø r eller kult. M erely despise th em .“ Bogen e r præ get af en ironisk blaserthed, d e r sæ tter spørgsm ålstegn ved alle v æ rd i­ n o rm er og gør opm æ rksom på, hvilke d et er klogest a t hylde. F. eks. er d e t klogt a t dyrke form en p å indholdets bekostning. D e t e r ikke ra rt a t se sine sym- og a n tip a tie r o m ta lt så letfæ rdigt. M en d e t e r næ sten væ rre a t se så m ange af de m eninger og så m egen af den viden, m an gennem m an g e å r m øjsom ­ m eligt h a r bygget op, frem lagt så præ cist og så forbavsende udførligt. Bogen kan glim ­

H vo r m ange kender N icholas R ays » T h e P arty Giri«? ren d e fungere som et p aro d ieren d e supple­ m e n t til f. eks. den græsselige Sadoul. D en ho ld er desvæ rre ikke a ltid den satiriske tone, m en fo rfald er u n d e rtid en til et lidt corny kom pendium i film historie. E t sted står d e r således h ø jtid e lig t: „D reyer e r D a n ­ m arks største b id rag til film en, og hans genialitet fortsatte via „V redens d a g " frem til „ G e rtru d " .“ H vis m an vil væ re rigtig m ed p å noderne, er d e t vist m ere sm art a t hviske m ed et polisk smil, a t m an ikke kan udstå D reyer.

Bogen h a r altså sine svagheder, m en det er nok u u ndgåeligt, n å r den vil have alt m ed fra M éliés til W arhol, og d et h a r den.

Ikke b lo t korte afsnit om instruktører, gen­ re r og skuespillere, m en også om B-film, kom ponister osv. „N icholas R ay og O tto P rem inger e r de største af de store. — H vad D e en d vil m ene, m å D e ikke kalde A ntonionis film kedelige, for det viser, a t D e ikke forstår dem . — F o r a t væ re cinéphile m å m an tilbede alle R enoirs film. — „V iaggio in Ita lia " kaldes af og til alle tiders største film. — O rson W elles er en veritabel g u d ­ dom i cinéphilens pan teo n . — D en h ø jt priste „S h eriffen " foragtes af w estern-kultister. — T h e re ’s not m uch snob m ileage in saying you like a film by E isenstein though you can get som ew here by knocking him . — M æ rkeligt nok er cinéphilens største favorit som sex-symbol sandsynligvis M ae W est, som started e hele redeligheden. M ore sex

skillige gange D on Siegels „ H ell Is F o r H eroes" sam t N icholas Rays „ P a rty G iri", som blev dyrket a f „ C ahiers d u ciném a".

Begge h a r gået i D a n m ark (jeg nåede h el­ ler ikke a t se d e m ), m en hv o r m ange af K osm oram as læsere h a r m on nogensinde blot h ø rt disse titler eller vidst noget om visse kredses dyrkelse af M a rio Bava, R iccard o F re d a og V ittorio C o ttafav i? D e fleste m å vist følge rå d e t: M erely despise them .

M a n kan finde adskillige an d re, sjæ ldne oplysninger ru n d t om kring. F. eks. navne p å berøm te second-unit directors som Y akim a C a n u tt, A rth u r Rosson og C liff Lyons sam t lid t om , hvad de h a r lavet. V idste D e, at Jo h n W aynes virkelige navn v a r M arion M ichael M orrison? E ller a t „ T h e M åltese F alcon" blev film atiseret to gange i 30’erne, og a t R oy D el R u th s udgave ikke v a r d å r­ lig? D e r er noget a t im ponere folk m ed.

Bagest er d e r en ordliste, h vor A ndré Bazin kaldes „F ountainhead of bluffers in F rance“, og establishing shot defineres, som følger: „U sed to be used to set a scene.

W ith A n to n io n i it becomes the scene.“ D et hele er en spøg, af og til tam , a n d re gange en del skarpere, og hist og h e r su p ­ p lere t m ed leksikalsk viden. M åske en farlig bog for nybegyndere, m en ganske sjov sen­ gelekture for veteran ern e. Jeg h a r allerede anskaffet seriens a n d re bind om m usik, lit­ te ra tu r og kunst.

F rederik G. Jungersen.

th e r e c a n n o t b e .“

■

D ette er m åske velkendte „rigtige m en in ­ g e r", m en forfatterens viden om k u lterne stikker dybere en d som så. H a n n æ vner a d ­

K e n W laschin: B lu ff Y o u r W ay in the C ine­ m a. (64 s. - 7,30 kr. - W olfe P ublishing L td ., 1969).

69

PREMIERERNE

FRANSKE: EROTISSIMO (Erotissimo) FR/IT, 1969 Instr.: Ge­ rard Pires. M edv.: Annie Girardot, Jean Yanne.

Prem.: Grand 15. 10. 1969. U d i.: Palladium. Længde: 90 min., 2420 m, rød.

LAMIEL (Lamiel - jeg elsker kærligheden), 1967.

Instr.: Jean Aurel. M edv.: Anna Karina, Jean-Claude Brialy. Prem.: Park Teatret, Risskov, Arhus 22. 9.

1969. U di.: Panorama. Længde: 95 min., 2460 m, gul.

Z (Z) - Se anm. i dette nummer.

IT A L IE N S K E : LA CINA E VICINA (Kina er nær), 1967. Instr.: Marco Bellochio. M edv.: Glauco Mauri, Elda Tattoli, Paolo Graziosi. Prem.: Camera 29. 9. 1969. U d i.: Co­ lumbia. Længde: 110 min.

DALLE ARDENNE A L L ’INFERNO/LA GLOIRE DES CANAILLES/ . . . UND MORGEN FAHRT IHR ZUR HOLLE (Fra Ardennerne til helvede) IT/ FR/TY, 1967. In str.: Alberto de Martino. M edv.: Frederick Stafford, Daniela Bianchi, John Jreland.

Prem.: Platan 22. 9. 1969. U di.: Simonex. Længde: 120 min., 3346 m, gul.

F ra 15. s e p te m b e r til 31. o k to b e r 1969

M in u t-ta lle n e i p re m ie r e -o v e r s ig te n a n ­ g iv e r film e n e s o rig in a le s p ille tid e r, m e n s m e te r ta lle n e a n g iv e r d e n d a n s k e læ n g d e . E v e n tu e l fo rs k e l i s p ille tid e n fin d e s v e d a t g a n g e m e te r ta lle t m e d 2,2 o g d iv id e re m e d 60. E v e n tu e lle m in d re u o v e re n s s te m m e ls e r i m in u tta l kan s k y ld e s , a t s ta rt- o g s lu ts trim m e ls s p ille tid ik k e e r m e d re g n e t i d e o rig i­ n a le m in u tta l. C e n s u rfa rv e r n e a n g iv e r fø lg e n d e : rø d : tilla d t fo r a lle - g rø n : f.f.b . u n d e r 12 å r - g u l: f.f.b . u n d e r 16 år - h vid : to ta lfo rb u d t.

DANSKE: DE 5 OG SPIONERNE - 1969. Instr.: Trine Hedman.

M edv.: Ove Sprogøe, Astrid Villaume, Lily Broberg.

Prem.: World Cinema & Provinsen 13. 10. 1969. U di.: Panomara. Længde: 2290 m, rød.

OLSEN-BANDEN PA SPANDEN - 1969. Instr.: Erik Balling. M edv.: Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard. Prem .: Palads Teatret 3. 10. 1969. U di.: Nordisk Film. Længde: 3040 m, rød.

SONJA - 16 M edv.: Bjørn Nørreport & Længde: 2570

AR - 1969. Instr.: Hans Abramson.

Puggaard-Miiller, Gertie Jung. Prem.: Provinsen 22. 9. 1969. U di.: ASA. m, grøn.

EASY RIDER (Easy Rider) - Se anm. i dette num.

THE FIXER (Jøden fra K iev) - Se anm. i dette num.

FOOTPRINTS ON THE MOON (Fodspor på Månen - Apolio 11), 1969. Instr.: W illiam Gibson & Barry Coe. Prem.: DSB K ino 20. 10. 1969. U di.: Fox. Længde: 100 min., 2520 m, rød.

THE FUNNIEST MAN IN THE WORLD (Verdens største klovn), 1967. Instr.: Vernon P. Becker. M edv.: Charles Chaplin, Edna Purviance, Mack Swain, Mabel Normand. Prem .: Atlantic 20. 10. 1969. U d i.: MGM. Længde: 102 min., 2500 m, rød.

HEAVEN WITH A GUN (Præriens vildeste mænd), 1968. Instr.: Lee H. Katzin. M edv.: Glenn Ford, Carolyn Jones, Barbara Hersey. Prem .: Colosseum 22. 9. 1969. U d i.: MGM. Længde: 101 min., 2760 m, gul.

K R AK AT O A, EAST OF JA V A (Krakatoa, øst for Java), 1968. Instr.: Bernard Kowalski. M edv.: Maximilian Schell, Diane Baker, Brian K ieth. P rem .: K i­ nopalæet 31. 10. 1969. U di.: ASA. Længde: 135 min., 3720 m, grøn.

LIVE A LITTLE, LOVE A LITTLE (Elvis lever livet), 1968. Instr.: Norman Taurog. M edv.: Elvis Presley, Michele Carey. Prem.: Colosseum 20. 10.

1969. U d i.: MGM. Længde: 89 min., 2440 m, rød.

MORE DEAD THAN ALIVE (Mere død end leven­ de), 1968. Instr.: Robert Sparr. M edv.: Clint Walker, Vincent Price, Anne Francis. Prem.: Nørreport 20.

10. 1969. U d i.: United Artists. Længde: 99 min., 2760 m, gul.

THE SAVAGE SEVEN (Syv vilde engle), 1968.

Instr.: Richard Rush. M edv.: Robert Walker, Larry Bishop, Joanna Frank. P rem .: Nørreport 27. 10. 1969.

U d i.: Åthena. Længde: 94 min., 2621 m, gul.

TRUE GRIT (De frygtløse), 1969. Instr.: Henry Hathaway. M edv.: John Wayne, Glen Campbell, Kim Darby. Prem.: W orld Cinema 26. 9. 1969. U di.: Paramount. Længde.: 128 min., 3520 m, grøn.

THE WILD BUNCH (Den vilde bande) - Se anm. i dette nummer.

70

FRAULEIN DOKTOR (Krigens farligste kvinde), IT/JUG., 1969. Instr.: Alberto Lattuada. M edv.: Suzy Kendall, Kenneth More, Capucine. Prem.: Nørreport 8. 10. 1969. U di.: Paramount. Længde: 100 min., 2775 m, gul.

IL GRANDO SILENZIO (Den stumme hævner) IT/ FR, 1968. Instr.: Sergio Corbucci. Medv.: Jean-Louis Trintignant, Klaus Kinski, Frank Woiff. Prem.: Ves­ ter Bio 24. 9. 1969. U di.: Fox. Længde: 90 min., 2880 m, gul.

T A ’ LIDT SOLSKIN - 1969. Instr.: Annelise Reenberg. M edv.: Axel Strøbye, Poul Bundgaard, Clara Pontoppidan. Prem.: Saga 17. 10. 1969. U di.: T FK. Længde: 2955 m, rød.

I LUNGHI GIORNI DELLA VENDETTA/LOS LARGOS DIASDE LA VENGANZA (Skyd - så lever du), IT/SP, 1966. Instr.: Florestano Vancini. M edv.: Giuliano Gemma, Gebrielle Giorgelli, Francisco Rabal. Prem.: Roxy 22. 9. 1969. U di.: Dansk-Svensk Film. Længde: 90 min., 370 m, gul.

ENG ELSKE:

MEGLIO VEDOVA (Når enken er bedst), 1967.

Instr.: Duccio Tessari. M edv.: V irna Lisi, Peter McEnery, Gabriele Ferzetti. Prem.: Husum Bio 13. 10.

1969. U di.: ASA. Længde: 98 min., 2750 m, grøn.

A M E R IK A N S K E : BUTCH CASSIDY AND THE SUNDANCE KID (Butch Cassidy and the K id ), 1969. Instr.: George Roy Hiil. M edv.: Paul Newman, Robert Redford, Katharine Ross. Prem.: Palladium 27. 10. 1969. U di.: Fox. Længde: 110 min., 3030 m, grøn.

DOVE SI SPARA DI PIO/LA FURIA DE JOHNNY KID (Helvedesmassakren) IT/SP, 1967. Instr.: Gianni Puccini. M edv.: Arthur Grant (Peter Lawrence), M aria Cuadra, Cristina Galbo. Prem.: Folketeatret, Odense 6. 10. 1969. U di.: Obel. Længde: 83 min.

BATTLE OF BRITAIN (Slaget om England), 1969.

Instr.: Guy Hamilton & David Bracknell (luftscener­ ne). M edv.: Harry Andrews, Michael Caine, Trevor Howard, Curd Jiirgens. Prem.: Imperial 3. 10. 1969.

U di.: United Artists. Længde: 3690 m, grøn.

CORRUPTION (Forbryderlægens hemmelighed), 1967. Instr.: Robert Hartford-Davis. M edv.: Peter Cushing, Sue Lloyd, Noel Trevarthen. Prem.: Vester Bio 29. 10. 1969. U di.: Columbia. Længde: 91 min., 2485 m, gul.

FRANKENSTEIN M UST BE DESTROYED (Frankenstein lægger hjernen i blod), 1969. Instr.: Terence Fisher. M edv.: Peter Cushing, Veronica Carlson, Si­ mon Ward. Prem.: Folke-Teatret, Odense 8. 10. 1969, Husum Bio 27. 10. 1969. U di.: Warner/Constantin.

Længde: 97 min., 2750 m, gul.

THE ITALIAN JOB (Maxi-job i m ini-biler), 1969.

Instr.: Peter Collinson. M edv.: Michael Caine, Noel Coward, Benny Hiil. Prem .: Imperial 17. 9. 1969.

U d i.: Paramount. Længde: 100 min., 2725 m, rød.

MONTE CARLO - OR BUST!/THOSE DARING YOUNG MEN IN THEIR JAU N TY JALOPIES (Friske fyre i skæppeskønne skramlekasser), 1969.

Instr.: Ken Annakin & Sam Itzkovitch. M edv.: Gert Frobe, Tony Curtis, Susan Hampshire, Terry-Thomas.

Prem .: Palladium 19. 9. 1969. U d i.: Paramount.

Længde: 125 min., 3425 m, rød.

OCCHIO PER OCCHIO, DENTE PER DENTE/ DESTINO: ESTAMBUL 68 (Med dynamit i næver­ ne) IT/SP, 1967. Instr.: Miguel Iglesias. M edv.: Giacomo Rossi Stewart (Jack Stuart), Lea Nanni, Monica Randall. Prem.: Park Teatret, Risskov 29. 9.

1969. U di.: Panorama. Længde: 88 min., 2494 m, gul.

PROBABLITA ZERO (Fem tapre løver), 1968. Instr.: Maurizio Lucidi & Dario Argento. M edv.: Henry Silva, Riccardo Salvino, K atia hristina. Prem.: Pa­ lads, Odense 29. 9. 1969, Platan 17. 10. 1969. U di.: Cinema. Længde: ca. 2600 m, hvid.

QUESTI FANTASMI (Spøgelser er ingen spøg) IT/ FR, 1968. Instr.: Renato Castellani. M edv.: Sophia Loren, Vittorio Gassman, Mario Adorf. Prem.: Husum Bio 22. 9. 1969. U di.: MGM. Længde: 92 min., 2775 m, grøn.

JAPANSKE: TENGOKU TO JIG O K U (Himmel og helvede) Se anm. i dette nummer.

S O V J E T T IS K E :

MOON ZERO TW O (Banditter på månen), 1969.

Instr.: Roy Ward Baker. M edv.: James Olson. Catherina Von Schell, Warren Mitchell. Prem.: Husum Bio 20. 10. 1969. U d i.: Warner/Constantin. Længde: 2750 m, rød.

PERVYJ UCITEL (Den første lærer), 1965. Instr.: Andrej Michalkov-Koncalovskij. Cedv.: Bolot Belsenallev, Natalja Arinbassarova, Idris Nogaibaiev.

Prem.: Camera 31. 10. 1969.: Dan-Ina. Længde: 2715 m, grøn.

SECRET CEREMONY (Hemmeligt ritu al), 1968.

Instr.: Joseph Losey. M edv.: Elizabeth Taylor, Mia Farrow, Robert Mitchum. Prem.: Cartlon 22. 9. 1969.

U d i.: ASA. Længde: 109 min., 2970 m, hvid.

SPANSKE:

STAIRCASE (Hvad med os to?), 1968. Instr.: Stan­ ley Donen. M edv.: Rex Harrison, Richard Burton, Cathleen Nesbitt. Prem.: Metropol 27. 10. 1969. U di.: Fox. Længde: 98 min., 2695 m, gul.

POR QUE SEGUIR MANTADO/PERCHE UCCIDI ANCORA (Drab for dollars) SP/IT, 1965. Instr.: José Antonio de la Loma Hémandez. M edv.: Anthony Steffen, Evelyn Stewart, José Torres. Prem.: Platan 15. 9. 1969. U di.: Panorama. Længde: 2450 m, gul.

THREE INTO TW O WON’T GO (Tre går ikke op i to), 1969. Instr.: Peter Hall. M edv.: Rod Steiger, Claire Bioom, Judy Geeson. Prem.: Alexandra 31. 10.

1969. U di.: ASA. Længde: 94 min., 2565 m, rød.

VESTTYSKE:

TWISTED NERVE (Mord på hiernen), 1968. Instr.: Roy Boulting. M edv.: Hayley Mills, Hywell Bennett, Billie Whitelaw. Prem.: Palladium 10. 10. 1969. U di.: Palladium. Længde: 118 min., 3315 m, hvid.

SOMMERSPROSSEN (Skudhuller) DBR/IT, 1968.

Instr.: Helmut Fornbacher. M edv.: William Berger, Helmut Fornbacher, Helga Anders, Prem.: Kino, Thisted 26. 9. 1969. U di.: Obel. Længde: 87 min., 2457 m, gul.

C L A U S IB O L S E N (f.

10.4.1943), læser »Film ­ kundskab« ved K øben­ havns U niversitet, hvor h a n tillige h a r fungeret som undervisningsassistent siden septem ber 1969.

H a r skrevet til film tids­ skriftet »D ia A sta«. . . .

A S T R ID PA D E (f. 13.8.

1944), student fra H olte G ym nasium , exam . art. i film 1969, stu d erer nu teaterhistorie. . . . F R E ­ D E R IK G. JU N G E R S E N (f. 1939), forprøver i fransk og russisk fra K øbenhavns U niversitet,

★ ★

=

M ESTERVÆ RK

=

SKAL ABSO LUT

=

S E V Æ R D IG

•k

=

K A N T IL

•

=

L IG E G Y L D IG

NØD

H im m e l o g h e lv e d e E a s y R id e r

h a r v æ re t film anm elder ved »Jyllands-posten« fra 1965 til 1967, siden ved »Berlingske T idende«.

F rederik G. Jungersen h a r siden 1964 skrevet regel­ m æssigt i »K osm oram a«, og h a n h a r for D e t d a n ­ ske F ilm m useum skrevet en bog om W alt Disneys tegnefilm -produktion. . . . F L E M M IN G BEH R E N D T (f. 1939), cand. m ag. 1967 fra K ø b en ­ havns U niversitet i D ansk og K ristendom skundskab.

F lem m ing B ehrendt h a r siden 1959 skrevet anm el­ delser til m ånedsbladet »K irke og Film « og siden 1966 v æ ret re d ak tø r af tidsskriftet. H a n e r fast m e d a rb ejd e r ved Berling­ ske A ftenavis som film an­ m elder, og h a r sideløben­ de herm ed fu n g eret som m ed re d ak tø r af radioens n u nedlagte »Film kronik«. ...K IR S T E N S T E N B Æ K (f. 1922), h a r siden 1967 in stru eret film ene »T im e­

SES

Anders Bo del sen

(Kurosawa)

B u tc h C a s s i d y a n d t h e K id

(Hili)

(Frartkenheimer)

S e r a f in o - s k ø r m e d p ig e r

Drouzy

★

★

★

★

★

★

★

★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

★

★

★

★

★ ★

★

★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

koncalovskij) (Balling)

(Reisz)

★

Niels

F re d e rik G.

H enning

P h ilip

Poul

Ib

M orte n

Jørgen

Jensen

Jung ersen

Jørgensen

La u ritze n

M a lm k jæ r

M onty

P iil

S teg elm ann

★ ★

★ ★

★ ★

★

★ ★

★ ★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

★ ★ ★

★

★ ★

★

★ ★

★ ★

★

★ ★

★ ★

•

★

★

★ ★

★

★

•

•

•

★ ★

(Gibson, Coe)

F o d sp o r på m ånen T r e g å r ik k e o p i to

(Hall)

S la g e t o m E n g la n d ( H a m ilt o n ) K r ig e n s f a r l ig s t e k v in d e

★

★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

★ ★

★ ★

★

★ ★

★

★

★

★

★ ★

★

★

★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

★

•

★

(Lattuada)

★ ★

★

★

D e fe m o g s p io n e r n e

(Hedman)

V e r d e n s s tø r s t e k lo v n

(Becker)

D e n g a le d a n s k e r

(Stenbæk)

★

★

★

★

★ ★ ★ ★

★

(Pires) (Dearden)

• ★

★ ★

★

★

★

•

★

★

★ ★ ★

★

•

•

•

★

★

•

★

• ★

•

★

★

★

★

•

•

★

•

★

•

•

•

•

•

•

(Reenberg)

★ ★

•

★

★

★

★ ★

•

★

★

S n ig m o r d s b u r e a u e t

★

• ★

•

★

•

★ ★

★

(Donen)

H v a d m ed os to ?

T a ’ lid t s o ls k in

★ ★

★ ★

★ ★

O ls e n - B a n d e n p å s p a n d e n

E r o tis s im o

tikervirksom hed. . . . Ø Y S T E IN H J O R T (f.1 9 3 8 ), m ag. a rt. i kunsthistorie ved K øbenhavns U n iv e r­ sitet, k a n d id a tstip e n d ia t sam m e sted. F ilm an m el­ d e r ved d a g b la d et In fo r­ m ation og i perioden 1967 —69 re d a k tø r a f K osm ora­ m a. . . . J Ø R G E N P A U L I JE N S E N (f. 1929), orke­ sterm usiker og p ian ist 1949 —1962, 1961 cand. psych., 1961—64 klinisk b ø rn e ­ psykolog, 1964-68 u n iv er­ sitetsadjunkt, 1968 a m a ­ nuensis p å D anm arks L æ ­ rerhøjskole. Jø rg en Pauli Jensen fu n g e re r n u som læ rer i film ens psykologi og sociologi p å K øben­ havns U niversitet.

E L IS A B E T H A M D IS E N (f. 1 9 41), jo u rn alist m ed speciale i film , te a te r og T V , m ed a rb ejd e r ved dag ­ b lad et A ktuelts kulturside.

E lisabeth A m disen h a r tidligere skrevet i K osm o­ ra m a om instru k tø ren M i­ los Form an.

(Michalkov -

D e n f ø r s t e læ r e r

Is a d o r a

Ø ystein H jo rt

★

★

★

(Germi)

M a rtin

Per Calum

★ ★

★

(Bresson)

J o d e n fr a K ie v

IS R A E L (f. 9.6 .1 9 2 0 ), fra T yskland til Sverige i 1938. S tu d ered e børnepsykologi i Sverige og fungerede i årene 19471950 som børnepsykolog i Stockholm , i 1952 fil. lic. i filosofi og i 1956 fil. lic. i sociologi. Sam m e å r fil. dr. og d erefter do­ cen t ved Stockholm s U n i­ versitet. 1963-68 forsker­ docen t i U p p sala og siden 1968 professor ved K ø ­ benhavns U n iv ersitet . . .

U L L A P R Æ T O R IU S (f.

7 .3.1939), h a r stu d eret m usik fo ru d for psykologi.

Siden 1959 am anuensis i kultursociologi m ed social­ psykologi som undervis­ ningsom råde . . . A N D E R S BOD ELSEN (f.

11.2.

1937), landskendt, h a r stu d eret ju ra og økonom i p å K øbenhavns U niversi­ tet, deb u tered e i 1959 som fo rfatter m ed ro m a­ n en »De lyse næ tters tid« og h a r siden vekslet m el­ lem ro m an a rb ejd e og kri­

SES

(Hopper)

B arn e b ru d en

læ rer N ansen«, » F a n ta ­ sterne«, »Nonnekysset«, »F røken Julie 1970« og »D en gale dansker«. K ir­ sten Stenbæ k v a r o p rin ­ delig m aler og debuterede p å K unstnernes efterårs­ u d stilling 1948, begyndte i 1959 som tea term ale r og blev i 1962 sceneinstruk­ tør. H u n v a r i 1963 m ed ­ stifter af C ollagetruppen, for hvilken h u n h a r in stru ­ eret flere forestillinger . . .

G R A N B E R G (f. ?) op­ k a ld t efter en køben­ havnsk ballonskipper. . . .

N IE L S JE N S E N (f. 12.

11.1929), højskolelæ rer p å K ro g eru p siden 1956, hvor h a n bl. a. underviser i film , h a r regelm æ ssigt skrevet i K osm oram a sam t fo r D et danske F ilm ­ m useum skrevet pjecen »D en første verdenskrig p å film «. E ndvidere a r­ tikler til adskillige blade og tidsskrifter, h a r netop fået u dgivet bogen »Film ­ kunst«. . . . JO A C H IM

•

•

★

★

•

★

•

•

•

• •

• •

Amerikanske undergrundsfilm: S c o r p io R is in g

(Anger)

★

★

★ ★

•

•

★ ★

★

★

•

•

•

•

★

•

•

•

★

•

(Anger) ★

•

•

•

★

•

★

A M o v ie (Conner) F ir e w o r k s

(Anger) (Conner)

C o s m ic R a y L o v e M a k in g R e d S p r in g

★

(Brachage)

(Finne)

In v o c a t io n o f M y D e m o n B r o th e r S a n F r a n c is c o

(Stern)

★

★

★

★

★

★

★ ★

★ ★

•

★

★

•

★ ★

•

•

★

★

•

•

•

•

•

★

★ ★

•

•

★

•

★

•

•

★ 71

16.arg. decem ber 6 9

r.6.00