Bichon Havanais

Racerepræsentant: Helle Bekker tlf. 2424 3132 - bekker.helle@gmail.com Suppl.: Maria Dige Andersen tlf. 2840 0106 - maria_dige@hotmail.com

Den smilende Havaneser

Af Kirsten H. Andersen Man siger “smil til verden, og den smiler tilbage til dig”. Det passede meget godt på Isabella, som var vores anden Havaneser og min lille prinsesse. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have Havaneser nummer to, men som I nok også ved, så er en Havaneser ikke altid nok. Man vil gerne have flere, når man først har stiftet bekendtskab med denne dejlige race. Jeg sad en aften med min mand i bilen på vej til kennelen, da jeg skulle hente en hårolie, jeg havde købt der. Jeg havde kort forinden besøgt kennelen og havde hilst på et kuld hvalpe. Der var især en lille buttet hvid tæve, som jeg syntes var virkelig kær, men jeg havde besluttet, at jeg ikke skulle have en Havaneser mere lige nu, da Hercules, som jeg havde i forvejen, kun var 8 måneder gammel. Nå, men på køreturen siger jeg så til min mand; “husk vi skal altså ikke have en hvalp med hjem”. Ja, ja siger han og smiler, men jeg skulle blive klogere. Da vi så kom ud til kennelen, skulle jeg da lige vise min mand den søde lille pige, for hun var heldigvis ikke blevet solgt. Hun var den sidste tilbage i kuldet, vistnok sammen med en anden kuldsøster. Kennelejeren foreslog, at vi kunne da lige sætte os op og få et glas rødvin og en lille snak, og inden jeg havde set mig om, så var jeg blevet ejer af Havaneser nr. 2. En beslutning jeg priser mig lykkelig for, vi tog, da hun bare har været den mest fantastiske hund. Mine drenge fik sig noget af en morgen-surprise, da de vågnede næste dag og fandt ud af, at vi nu havde to hunde. Det har vi grint af mange gange siden. Da jeg gik til udstillingstræning med Hercules, ja, så skulle Isabella jo også med. En aften, vi var derude, var kennelejeren der også, og da vi var færdige med træningen, stod vi og snakkede lidt. Pludselig sagde hun noget om, at Isabella smilede til hende. Jeg så ikke noget, og jeg tænkte, jeg måtte have hørt forkert, for jeg havde da ikke set Isabella smile, og kunne hunde overhovedet smile, tænkte jeg. Jeg begyndte at lægge mærke til, at hun trak læberne meget tilbage og jo, det kunne godt minde om et smil. Siden har hun udviklet det til perfektion, og min ene søn satte sig for at få et billede af det. Det var svært, men det lykkedes, og som I kan se, ja så smilte Isabella til os, så vi kunne se hele gebisset. Sikke en modtagelse at få, når man kom hjem. Isabella kunne også finde på andre sjove måder at udtrykke sin glæde på. F.eks. var hun en virkelig madglad havaneser. Når hun skulle have mad, så dansede hun rundt om sig selv adskillige gange, hoppede og skyndte sig hen til madskålen på stive ben og med halen helt fladt hen ad ryggen. Så var hun virkelig godt tilpas. Når hun så havde taget et par mundfulde, så kiggede hun op på

mig, med et veltilpas udtryk i sit lille kønne hoved, for ligesom at sige; “tak for god mad, mor, det er dejligt”. Eller f.eks. når hun skulle føntørres. Det var en af de få ting, hun ikke helt var så vild med. Så var hun bare superglad, når det var overstået, som I kan se på det andet billede. Jeg husker også specielt, når jeg tog dem med ned til min far på besøg. Vi kørte altid den samme rute, og når vi rundede hjørnet til vejen, hvor han boede, så vidste de besked om, hvor vi var på vej hen. Det har altid undret mig, hvordan de kunne vide, at vi var ved at være fremme, når vi var ude at køre bil. De vidste jo ikke altid, hvorhen vi skulle. Men kort tid før ankomst, ja så begyndte koncerten. Isabella, kunne hvine og skrige af forventningens glæde, så selv en griseavler ved fodringstid ville blive misundeligt. Og det holdt ikke op, før jeg havde parkeret bilen, og de var kommet ud af den. De vidste jo godt, at nu var der noget rart i vente. De elskede at komme op til min far, for der ventede jo kram og godbidder til dem, så snart de satte poterne indenfor døren. I de ni år jeg har haft havanesere, har jeg haft så mange dejlige oplevelser med racen. Deres venlige sind og godhed er kendetegnende for racen, og er man heldig, ja så kan de altså smile. De viser deres ubetingede glæde overfor familien, og folk, de kender. Der er ikke så sært, at havaneseren går lige ind i ens hjerte, helt ind i det inderste hjertekammer med deres små søde poter. Til kærligt minde om Isabella