Malteser

Racerepræsentant: Christina Rosenhøj Tindbæk tlf. 9392 0132 - crt@hotmail.dk Suppl.: Manon W Lauritsen tlf. 3121 2828 - mail@maltese.dk

Når livet tager en helt uventet drejning og SELSKABSHUNDE lever op til deres titel

Af Christina Rosenhøj

Jeg vil fortælle om den drejning vores liv har taget siden 8/8 2021, og hvordan mine to hjemmeboende maltesere bare har taget det fuldstændig perfekt. Vi har altid haft et liv, hvor der sker en hel masse. Jeg er selvstændig og arbejder i min klinik herhjemme, men er inde og hygger med hundene i frokostpausen. Men ellers er de her alene i huset, mens jeg arbejder. Der er også tit legekammerater med hjemme til min datter på 9 år, og vi er også tit på farten og har hundene med. Det kan være til fodboldkamp, hvor de sidder på skødet og hygger, eller vi kan tage på tur til mine forældre. Hundene er også vant til at gå lange ture hver dag. Men d. 8/8 skete der desværre en ulykke for mig, og siden har livet ikke været det samme. Ulykken bestod i, at jeg kørte en stor hest for hestevogn – har også været i hestebranchen i 35 år - og den blev desværre forskrækket, løb løbsk og vognen væltede, da jeg ville undvige, så vi kørte ind i et stødhegn med heste på fold. Jeg og ejeren af hesten røg af vognen, og jeg landede på mit hoved – min ridehjelm flækkede i hvert fald. Jeg var bevidstløs et godt stykke tid og hukommelsestab i tre timer og var indlagt på sygehuset i fire dage. Jeg har svær hjernerystelse og et nakketraume med piskesmæld som følge af denne ulykke og begge øresten er slået løse. Det, jeg vil fortælle om her, er hvordan begge hunde bare har været de BEDSTE til at holde mig med selskab under hele forløbet. Ja – det er selskabshunde genetisk set – men de er trods alt vant til, at der sker en hel masse, og de får en del motion og oplever noget. De har jo også tidligere været showhunde og været ude og rejse en masse. Men da jeg kom hjem fra hospitalet, lå jeg i fem uger i totalt mørke inde i soveværelset og var kun oppe, når jeg skulle spise eller på toilettet. Hundene har ligget konstant op ad mig og hele tiden sørget for, jeg ikke tabte mit humør – de har passet og plejet mit sind og givet mig masser af kærlighed og omsorg. Det er meget begrænset, hvad de selv har oplevet, men de har selvfølgelig været ude på gårdspladsen og tisse. Min søster flyttede ind hos mig og tog sig af ALT i starten, og hun sørgede selvfølgelig også for hundene, men det var jo ikke de lange gåture, det blev til. Så snart jeg kunne, gik jeg ud i haven med rollator (var meget svimmel i starten, så jeg havde brug for støtten) på korte ture, og der var hundene selvfølgelig med. Senere blev det til stavgangsstænger, jeg kunne støtte mig til i stedet, og så kunne vi gå en lille anelse mere, men jo udelukkende her på matriklen eller hos naboen, som har et stort grønt område, jeg gerne må have dem løs på. Nu her, næsten 3 måneder efter ulykken skete, er jeg nået så langt, at jeg kan gå med dem i snor på en kort tur med den ene hånd og så kun 1 stavgangsstang i den anden. Nu kan de komme lidt mere ud, og de kan få dufte i næsen. Men tænk engang – jeg er fuldstændig imponeret over hvordan mine 2 fantastiske hunde har tilpasset sig mit nye liv. De er stadig konstant på mig, men heldigvis er jeg mere i min lænestol end i sengen nu, og så sidder de selvfølgelig med der. Jeg kan sidde og strikke lidt, og det bliver selvfølgelig hundetrøjer i uld, der bliver lavet til mine malteser-venners hunde. De virker bestemt til at nyde, jeg bare er hos dem hele tiden, og de sover lige så meget, som jeg hviler mig (og det er meget…) Jeg synes bare, det er imponerende at vores hunde bare kan ændre deres hverdag fra det ene øjeblik til det andet og virke til fint at trives med dette ”kedelige” liv. Jeg ved ikke,

hvad jeg skulle have gjort uden dem, for det har været så rart altid at have en hund, der lå tæt op ad mig døgnet rundt, og jeg altid kunne ligge og nusse dem i mørket. Jeg er i hvert fald mine hunde dybt taknemmelige for deres omsorg for mig, og jeg håber, vi fremadrettet igen kan få et liv, hvor vi kan være mere aktive og komme omkring. Jeg er sygemeldt resten af året, og så håber jeg, at jeg er kommet mig så langt, at jeg kan starte så småt med arbejde efter nytår. Men nu må vi se. Denne artikel er derfor en hyldest til vores hunde, som i den grad består i at være SELSKABSHUNDE, når det gælder – og ikke kun en hyldest til dem, når de kan vinde smukke præmier eller levere fantastiske hvalpe. Men de lever virkelig op til deres titel, og det er, jeg dem dybt taknemmelig for.