Issuu

KANT Folkekirken tolererer de intolerante Diagnoser – The New Normal

Lars Findsen taler ud

KØBENHAVNS STIFT 2025/26

Indhold

Leder

Fremstillet som sexgal cykeltyv

Rummelighed i folkekirken

Diagnoser – the new normal

Af Biskop Peter Skov-Jakobsen

Tidligere FE-chef Lars Findsen taler ud om, hvorfor han har valgt at køre en erstatningssag og udsætte sig selv og sine pårørende for ny omtale

Skal det fortsat være muligt for præster at nægte at vie fraskilte eller par af samme køn? Er den teologiske rummelighed ude af takt med tiden, og går folkekirkens rummelighed for vidt?

Den aktuelle bemærkelsesværdige stigning hos voksne med diagnoser kan skyldes, at mange oplever en utilstrækkelighedsfølelse, som er såre almindelig. Har vi brug for en ny forståelse af, hvad der er normalt?

Demokratiet og den svære samtale

LEDER

Vi har det med at have gode samtaler, og folkekirken er ingen undtagelse. Vi kalder det endda ’Den gode samtale’. Det er godt, at vi kan udveksle erfaringer, perspektiver og verdenssyn på kryds og tværs. Men ofte, når vi har taget den gode samtale, risikerer vi at camouflere, at der nedenunder ligger en svær samtale, som vi aldrig nåede ind i. Vi turde ikke. Om det er uopmærksomhed, uvidenhed, forlegenhed, konfliktskyhed eller alt mulig andet, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, og jeg freder slet ikke mig selv. Det siger sig selv, at den svære samtale er næsten uovervindelig svær, og derfor er det både naturligt og forståeligt instinktivt at søge udenom. Bevares – jeg kan ikke vide mig sikker på, hvem ’vi’ er, for der er utvivlsomt nogen, der ikke kan spejle sig i ovenstående beskrivelse. Min egen erfaring med at gå udenom er jeg ikke ene om, og derfor træder jeg et skridt frem. For at den gode samtale også tør blive den svære, må vi træde et skridt frem fra dér, hvor vi står. Hvorfor tage det op nu? Fordi jeg kan mærke min utålmodighed. Både i det store og i det små. Vi har levet årtier i fredstid, men verden omkring os og samfundet har ændret sig, og vi har ikke tid til at gå udenom mere. Det gælder også, når vi taler om følelser. Vi er ikke blot intellektuelle individer. Følelserne kan og må vi ikke glemme. Vi mærker hinanden, uanset om vi italesætter det eller ej. Der ligger udforinger foran os, som kun bliver større, hvis vi ikke forholder os til dem. Den megen snak om åndelig oprustning afspejler, at der tilsyneladende er en tiltagende længsel efter mening, fællesskab og sammenhængskraft. Med andre ord folkekirkens kernekompetence, og derfor den naturlige facilitator af netop det. Men hvad er det så, man får? Er vi tydelige nok om det? Vi rummer præster, der ikke vil vie homoseksuelle. En homoseksuel præst afholder børnepride. Menighedsråd, der ikke kan se kvindelige præster for sig i et stift, hvor biskoppen er gået forrest i at få ændret loven, så menighedsråd nu ikke længere må fravælge præster på grund af køn. Vi rummer det hele, og det må være forvirrende, men lad os sammen blive i uenigheden, så vi sammen kan blive forvirrede på et højere niveau. Både i det store og i det små. Hvis vi giver et rum til, at vi kan fortælle ærligt, hvorfor vi gør, som vi gør – også når vi taler om de holdninger, som vi nærmest ikke kan rumme – vil det spille positivt ind i den virkelighed og det samfund, vi bygger sammen. Dem, der er bange for at indrømme fejl, gør ikke kun vold på sig selv, men på hele fællesskabet, for det kan vække vreden i alle, når virkeligheden forvrænges. Sammen skal vi turde den svære samtale, for her ligger i bund og grund den virkelig gode. God læselyst! Biskop Peter Skov-Jakobsen

“ Far, behøver du at gøre det der?” 7

“Der er ikke i noget af det fremlagte materiale belæg for at sige, at Lars Findsen benyttede stjålne cykler som betaling for SM-sex. Allerede derfor findes orienteringen af partilederne usand og dermed retsstridig og krænkende.” Sådan lyder det i den dom, der under stor mediebevågenhed blev afsagt ved retten i Lyngby 5. november 2025, hvor tidligere FE-chef Lars Findsen fik tilkendt erstatning på 20.000 kroner. Med en aftrædelsesordning på syv millioner kroner hvad har så fået ham til køre erstatningssagen og dermed igen udsætte sig selv og sine pårørende for, at hele Danmark forbinder den tidligere, højt profilerede embedsmand med SM-sex og cykeltyverier?

AF K R IST IAN DANHOL M | F OTO MADS HOLM

“Man skal vist bare trykke her,” siger Lars Findsen energisk om knappen, han selv har fundet til porten i bispegården i Nørregade, og springer ind i sin sølvfarvede BMW. Han er iført sort, tætsiddende jakkesæt og blå skjorte. Interviewet er allerede i gang, da han sænker sig ned i en blød stol foran et bord dækket med kaffe og chokolade. Du har været varetægtsfængslet i månedsvis efter en spektakulær anholdelse i Københavns Lufthavn, du har været totalaflyttet gennem et år og i flere år været under mistanke for landsforræderi, men efter støvet har lagt sig, tager du en tur mere i manegen. Hvorfor? - Ja, det tænker jeg også selv over, og jeg kunne godt mærke, at man ville forsøge at intimidere igen, og der ville komme presseomtale. Jeg skulle jo fortælle mine børn, at nu nærmer den her sag sig, og at der kommer til at være opmærksomhed på en måde, som ikke bliver særlig sjov. Hverken for mig og i særdeleshed for dem. Der kan komme akavede ting ud. Der spurgte de jo også: “Far, behøver du at gøre det der?”

Mine børn er jo gamle nok til at vide, at de faktisk ikke har været alene hjemme, fordi de er blevet konstant aflyttet. Også når de havde kammerater på besøg, holdt fester osv., så er alt blevet suget op i små mikrofoner og er sendt ud til PET’s hovedkvarter.”

Hvad var så dit svar? - Ja, det behøver jeg, for det er vigtigt, at når vi står over for noget her i livet, vi synes, er virkelig forkert, så må vi også reagere på det. Jeg ved godt, det kan blive virkelig ubehageligt for jer, men jeg synes ikke, der er noget alternativ. Men altså; mine børn er jo gamle nok til at vide, at de faktisk ikke har været alene hjemme, fordi de er blevet konstant aflyttet. Også når de havde kammerater på besøg, holdt fester osv., så er alt blevet suget op i små mikrofoner og er sendt ud til PET’s hovedkvarter. Det samme gælder alle, der er kommet i både vores hjem og vores sommerhus. PET har været med inde i det mest intime rum. Der sker jo mange ting over et år, hvor man taler om alt og skændes etc. Det hele – rub og stub – er røget ud til PET. Jeg har jo siddet og læst aflytningsrapporterne, som er minutiøse afskrifter af alt, hvad der er foregået i vores hjem hen over et år. Det er virkelig en voldsom oplevelse. Så du er ikke i tvivl om, hvorvidt du måske har sagt noget, der er sårbart? - Nej. Intet. Vi (Lars Findsen og advokat Lars Kjeldsen, red.) har været helt rolige hele vejen igennem.

Fremstillet som sexgal cykeltyv

25. januar 2022 besøger den øverste chef for PET (Politiets Efterretningstjeneste), Finn Borch Andersen, Justitsministeriet for at afholde en briefing for en række partiledere. Han medbringer den såkaldte og siden meget omtalte sårbarhedsrapport. Partilederne tror, de skal briefes om en historisk alvorlig sag, hvor den højtstående embedsmand, mangeårige chef for både PET og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) og tidligere departementschef i Justitsministeriet, Lars Findsen, står anklaget for landsforræderi. Men flere af partilederne forbløffes over, hvad der i stedet rammer dem, nemlig detaljer om Lars Findsens angivelige seksuelle præferencer og andre forhold, der ifølge PET-chefens påstand skulle gøre Findsen sårbar over for afpresning. En præmis, han selv pure afviser. Tværtimod står han som det mest naturlige på mål for sin seksualitet, men det er ikke gratis: Hvordan er det at skulle fortælle sine børn, at nu kommer hele Danmark på din foranledning til at omtale påstanden om, at du har stjålet cykler, og at du dyrker sadomasochistisk sex? Lars Findsen tager en dyb indånding og svarer så: - Det er på alle måder grænseoverskridende. Han holder en lille pause og fortsætter så: - Men det startede jo allerede i 2022, hvor Berlingske skrev om de her briefinger, og jeg hørte fra flere partiledere, der var blevet briefet, at det med selve sagen virkede som en underligt tynd kop the. En enkelt gav udtryk for, at det lignede et karak-

Jeg har jo siddet og læst aflytningsrapporterne, som er minutiøse afskrifter af alt, hvad der er foregået i vores hjem hen over et år. Det er virkelig en voldsom oplevelse.” 12

termord med det mål, at hvis sagen faldt til jorden, så havde man alligevel fået sendt en sviner i den retning.

Hvad skulle pointen være, hvis det handler om at få sex? - Jamen, det giver ikke meget mening.

Var det noget med en scor-profil (sexdating-side, red.)? - Nej nej. De kom senere. Altså – det her bliver jo helt akavet at tale om. Lars Findsen bryder ud i latter. Han har sagt, at der kan spørges om alt, og fastholder, at han gerne vil svare, men at han ikke ved mere, end hvad Morten Messerschmidt har sagt i retten: - De havde ikke fået at vide, hvorfor de skulle briefes, og troede, at det handlede om landsforræder-anklagen, men det gjorde det slet ikke. Det handlede kun om, at jeg skulle – og nu prøver jeg at sige det med hans ord – at jeg skulle stjæle dyre mærkevarecykler for så at udveksle dem for SM-sex i et sommerhus i Nordsjælland – med min kæreste.

Hvis du skal granske dit sind – kan der være nogen som helst kobling mellem cykler og sex? - Ingen. What-so-ever. Nul. Uden forbehold. Ingen kobling. Jeg er også blevet spurgt, om det kunne være en rolleleg, fx ligesom nogen leger doktor.

Det lyder som en mærkelig – og også lidt besværlig – sex-leg? - Ja, og hvis det endelig var, havde jeg jo nok haft råd til at købe cyklen, så det er helt absurd. De påstår også, at du skulle have slebet stelnummeret af ? - Det kan jeg med sikkerhed sige aldrig er sket.

Og så er du cykeltyven, der skulle straffes? - Ja ja, eller istandsætte, eller hvad ved jeg, men altså, nej – ingen kobling, og jeg behøver ikke granske mit sind, for det er så absurd. Systemskifte i statsapparatet

7. september 2022 hen under aften lægger en markant samfundsdebattør, der tilbage i tiden selv har været justitsminister, et opsigtsvækkende indlæg på X, daværende Twitter. Her tager han i stærke vendinger afstand fra Lars Findsens seksuelle tilbøjeligheder og sår tvivl om, hvorvidt Lars Findsen nogensinde skulle have været sikkerhedsgodkendt. Han afprøver præmissen med en afstemning: “Kan man have en sikkerhedschef med adgang til alle statshemmeligheder, der dyrker sadomasochisme og dermed kan udsættes for afpresning?” Et spørgsmål,

I mine flere årtier i tjenesten har jeg aldrig hørt om sårbarhedsrapporter. Det er simpelthen et nyt fænomen, opfundet til lejligheden. Anklagemyndigheden, PET og den daværende regering – for den her slags ting bliver jo drøftet centralt – fandt det opportunt at lave den her sårbarhedsrapport.”

der tilsyneladende er den bærende præmis for hele PET’s sag. De markante tweets er siden blevet slettet, hvilket kan skyldes, at et overvældende flertal var kritiske over for præmissen om at forbinde en persons sexliv med kvalifikationerne til at bestride et job. Èn skrev: “50’erne har ringet. De vil have deres seksualmoral tilbage.” Måske PET-chefen på samme måde har læst tidsånden forkert, siden han har følt sig tryg ved at problematisere dine angivelige seksuelle drifter over for partilederne. Vi ved jo stadig ikke præcis, hvad han har sagt til briefingen, men kan du helt udelukke, at der er noget i dit sexliv, du ville være bange for at få frem? - Jeg er ikke afpresninsgsbar. Hvis der dukkede en eller anden russer op på mit dørtrin og sagde: “Hva’ så Findsen,” så ville jeg sige: “Du kan bare give den gas.” Jeg har været sikkerhedsgodkendt til Y-HEM, som er det højeste niveau, i knap

35 år, og så ved man godt, hvad vi er sat til at passe på, og derfor ville sådan en russer have fået en lang næse – det ville have været helt ufarligt. Men jeg kan mærke, at jeg reagerer på hele den her konstruktion. Lars Findsen rykker rundt i stolen, tydeligt påvirket, og begynder at lede efter ordene. - Jeg har tænkt over, at du sagde ’forfængelighed’. Altså, det der med, at jeg skulle ligge under for afpresning, når jeg i virkeligheden har siddet med de ting mellem hænderne i så mange år – at så kommer de og beklikker én ved at antyde og opstille det her narrativ, synes jeg i særdeleshed, er stødende. Hvis jeg putter mig, så kunne det blive en bekræftelse på det narrativ, de opererer med. Altså, at der var noget, jeg var ubekvem med, kom frem. Så på den måde siger du … Lars Findsen afbryder, tydeligt indigneret med fasthed i stemmen: - Jeg har lyst til at sige til dem: “I kan

Jeg har lyst til at sige til dem: “I kan underholde hele Danmark med jeres svineri.” Jeg synes, det er groft, at man er gået ned ad den vej, og derfor er jeg nødt til at gå imod det.”

underholde hele Danmark med jeres svineri.” Jeg synes, det er groft, at man er gået ned ad den vej, og derfor er jeg nødt til at gå imod det. Du virker pludselig meget påvirket? - Jeg synes bare, det er stødende. Det med den her sårbarhedsrapport. I mine flere årtier i tjenesten har jeg aldrig hørt om sårbarhedsrapporter. Det er simpelthen et nyt fænomen, opfundet til lejligheden. Anklagemyndigheden, PET og den daværende regering – for den her slags ting bliver jo drøftet centralt – fandt det opportunt at lave den her sårbarhedsrapport. Er det det, du er mest vred over, eller er der en dybere forklaring? - Jeg kan ikke genkende vores system i forhold til den måde, vi normalt har gjort i Danmark. Jeg har ingen tidligere sager, jeg kan sammenligne med. Det er en så fremmed måde at agere på. Det har ændret mit syn på det systemiske, og det

har jeg også drøftet med andre departementschefer. Vi har et tillidsbaseret og uformelt samfund, hvor vi ikke har nogen historie med, at magten er gået amok, som man har i mange andre lande. Derfor har vi ikke nogen indbyggede mekanismer til at holde magten i ave, så de ikke løber af sted. Bare for at sige at når vi har så uformelt et system, er det måske ikke stærkere end det persongalleri, der til enhver tid bemander de her poster. Så dér er vi faktisk lidt sårbare – som samfund og som apparat. Her har vi da i al fald identificeret en sårbarhed i vores system, hvor tingene kan køre uantastet igennem, hvis der er en kæde af – en uheldig sammensætning af personer …

 FOLKEKIRKEN:

For tolerant overfor de intolerante?

Folkekirken skal udvikle sig i takt med samfundet, lyder det. Hvordan kan det så fortsat være muligt for præster at nægte at vie fraskilte eller par af samme køn? Spørgsmålet er, om den teologiske rummelighed skaber for stor afstand mellem befolkningen og folkekirken. Går folkekirkens rummelighed for vidt? A F UL L A HA A HR | FOT O SIL L E AR E NDT & MADS HOLM

De skaber jævnligt overskrifter i medierne: Sager, hvor præster afviser at vie et LGBT+-par – eller taler imod den frie abort. Det handler ganske vist om få præster, men kontroversielt når man taler 2025. Sidstnævnte var en historie i TV2 i efteråret, hvor et indlæg mod fri abort i et beskedent kirkeblad, der blev bakket op af en bornholmsk præst, fik stor opmærksomhed.

I folkekirkelige kredse ved man godt, hvorfor dette er muligt: Det handler om den rummelighed, som folkekirken har. At man spænder teologisk bredt, fordi folkekirken er drevet af mennesker, der forstår troen på forskelligvis. Vi er alle fortolkere af kristendommen inden for den evangelisk-lutherske tradition, der er ikke en ærkebiskop i toppen, som bestemmer, hvordan vi skal tro.

Side om side med denne forståelse er der den brede folkelige forståelse af folkekirkens rummelighed: At folkekirken er mangfoldig, der er plads til alle slags mennesker. Alle er velkomne, og der er ingen fordømmelse af nogen. Folkekirken skal så at sige være et rart sted at være for alle. Den opfattelse af folkekirkens bredde kan nemt kollidere med den teologiske rummelighed, hvor præster jo netop kan afvise at medvirke til en kirkelig handling, hvis deres fortolkning af kristendommen ikke giver plads til fx at vie et LGBT+-par eller fraskilte. “Rummeligheden er vigtig at bevare for at sikre elasticiteten i folkekirken og ikke mindst i forhold til det demokratiske perspektiv. At folkets kirke afspejler alle de holdninger, der er i samfundet,” siger Birgitte Kvist Poulsen, provst i Holmens og Østerbro Provsti. Plads til både stor og lille tro

Samtidig må folkekirken ikke eksistere fuldkomment efter sine egne regler. Der er jura, der skal overholdes – fx om ligebehandling af kvinder og mænd. Og der er samfundets normer, som man også skal udvikle sig i takt med. Ellers risikerer man, at folket bliver afkoblet – at man ikke længere er folkekirke. “Forbindelsen mellem folk og kirke er helt central,” forklarer Mikkel Gabriel Christoffersen, lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. “Kristendommen skal tage farve af folket – og omvendt – fordi kirken udgøres af det folk, man er kirke for.” Han mener, at der er flere måder at forstå folkekirkens rummelighed på. Den, som faglitteraturen kalder den horisontale: At der er de forskellige teologiske holdninger – grundtvigianere, Tidehverv, Indre Mission, aktivister o.a. Og den vertikale: Der er plads til både den store tro – den faste kirkegænger, der er godt inde i teksterne og kender alle salmerne. Og den lille tro – dem, der synes, at folkekirken er en vigtig kulturinstitution, og som i visse sammenhænge vælger at bruge den, som fx juleaften eller i forbindelse med begravelse.

“Grundlæggende handler den vertikale rummelighed om, at enhver har ret til at få sit barn døbt uden at blive målt på sin tro. Medlemmerne skal ikke tro på en bestemt måde, de kan tro, som de vil, det bliver ikke kontrolleret.” Det er en af de vigtige forklaringer på, at et meget stort flertal af danskerne er medlemmer af folkekirken, mener han. Synliggør uenigheden

Udfordringen for folkekirken er, at medlemmerne bredt forstået ikke nødvendigvis kender til eller har forståelse for den brede teologiske rummelighed. “Præmissen for fx at kunne rumme abortmodstand hos en præst er, at man tager den teologiske debat meget åbent. Hvis folkekirken skal kunne tåle disse svære holdninger, så er det meget vigtigt, at andre går i debat og viser uenigheden tydeligt. Altså, at præster, der ikke deler disse holdninger, tager til genmæle. Ellers bliver der tegnet et billede af folkekirken, som kan få folk til at melde sig ud,” mener Mikkel Gabriel Christoffersen. Birgitte Kvist Poulsen er enig i, at det er centralt at synliggøre de teologiske uenigheder. Og at italesætte, at det er en styrke – folkekirken bliver på den måde en rollemodel for det demokratiske samfund: Man er fælles om at være forskellige, enige om at være uenige.

Enhver har ret til at få sit barn døbt uden at blive målt på sin tro. Medlemmerne skal ikke tro på en bestemt måde.” MIKKEL GABRIEL CHRISTOFFERSEN

Der er virkelig brug for at tale om vores uenigheder mere åbent, det har været min kæphest i mange år!” BIRGITTE KVIST POULSEN

“Der er virkelig brug for at tale om vores uenigheder mere åbent, det har været min kæphest i mange år! Jeg forsøger ofte at forklare det, som jeg ville sige det på et værtshus: At der er frihed for Loke såvel som for Thor, der skal være plads til forskellige synspunkter. Og vi er samlet i et kristent fællesskab inden for samme opfattelse af Bibelen som bekendelsesskrift.” Nej til fraskilte

Når en præst afviser at vie et par af samme køn ud fra sin teologiske overbevisning, så bør præsten oplyse parret om, hvilken kollega der vil vie dem, og at de naturligvis godt kan blive viet i folkekirken og i deres lokale sognekirke. “At udbrede denne oplysningspligt er altafgørende for folkekirken, så man undgår at par af samme køn skal gå fra dør til dør”, siger Mikkel Gabriel Christoffersen. Præster kan også nægte at vie fraskilte ud fra samme teologiske argumentation: At ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud og ikke må opløses. Men samtidig er folkekirken forpligtet til at være i kontakt med folket, hvor skilsmis-

seprocenten i perioder har været over 50 procent. Er det ikke et problem for folkekirken? “Jeg er i tvivl,” lyder det fra Mikkel Gabriel Christoffersen. “På den ene side står den horisontale rummelighed, der sætter pris på kirkefællesskab, også med den kirkelige højrefløj med den store tro, inklusive troen på, at skilsmisse er synd. På den anden side kan diskrepansen mellem kirke og folkets virkelighed blive for stor. Kontakten med folket bliver udfordret af den teologiske bredde, så folk med den lille tro stemmer med fødderne: Når skilsmisse er så udbredt, kan det være svært at se sig selv i et fællesskab, hvor enkelte mener, at skilsmisse er synd.” Birgitte Kvist Poulsen er til gengæld slet ikke i tvivl, om at tiden er løbet fra præsters ret til at nægte at vie fraskilte. “Jeg synes ikke, at det er i orden. Man siger til stort set halvdelen af den voksne befolkning, at man bærer sig forkert ad. Og det er virkelig en hård besked at få, når det er mennesker, der tilvælger vielsen i kirken, og hvor tro og kirke betyder noget. Jeg medgiver, at det ikke er et stort

faktuelt problem her i storbyen. Men jeg synes, det er et meget uheldigt signal at sende, at det overhovedet kan lade sig gøre.” Faldet ud af Guds nåde

Birgitte Kvist Poulsen understreger, at hendes holdning også er teologisk begrundet. For kristendommen er en fortolkningsreligion, hvor man ikke skal tage Bibelens ord fuldkomment bogstaveligt. “Som folkekirke skal vi være der på

Hvor det går godt, er der en klar sammenhæng mellem kirke og folk.” MIKKEL GABRIEL CHRISTOFFERSEN

Homoseksuelle par har kunnet blive viet i folkekirken siden 2012

nutidige vilkår. Argumentet for, at ægteskaber ikke kan opløses, stammer fra skabelsesberetningen. Jeg tager helt afstand fra, at præsten skal fungere som melleminstans i den enkeltes forhold til Gud og dømme, at det er forkert, når en kærlighed går til grunde. For mig er ægteskabsløftet først og fremmest båret af ønsket om en velsignelse. Hvordan kan vi som folkekirke så forsvare, at fraskilte er faldet ud af Guds nåde?” Men helt så enkel er problemstillingen ikke, når det handler om vielse af samme køn, indrømmer Birgitte Kvist Poulsen. “I princippet tror jeg på Guds tilgivende kærlige væsen uanset køn eller antal ægteskaber. Men jeg tror også, at det er for tidligt at gøre op med retten til at nægte homoseksuelle vielser. Det handler mere om psykologi og strategi i forhold til at kunne få den beslutning igennem – både folkekirkeligt og lovgivningsmæssigt. Her må vi foreløbigt nøjes med at kommunikere meget tydeligt, at man kan få en anden præst.” Hun er dog ikke i tvivl om, at det fortsat vil betyde skadelige mediesager, for der kommer udmeldelser af folkekirken, hver gang der er omtale af præster med disse holdninger. “Til gengæld har jeg personligt også genoptaget mange homoseksuelle, der har

meldt sig ud, og som ønsker at melde sig ind igen. Blandt andet fordi de oplever, at folkekirken er meget forskelligt.” Folkekirken er i konstant udvikling

Det handler om, at folkekirken fortsat evner at rumme både tradition og udvikling. Birgitte Kvist Poulsen mener, at det går ganske godt. “Vilkårene er naturligvis forskellige for land og by. Jeg synes, vi både i København og i landets andre større byer er gode til at række ud og udvikle os hele tiden, men uden at ligge under for tidsånden. I mindre byer og landsogne sker der også hele tiden udvikling. Nogle synes, det går for langsomt, eller at vi ikke er markante nok. Men det er jo også et udtryk for rummeligheden.” Der er brug for konstant udvikling, medgiver Mikkel Gabriel Christoffersen. Og det sker i høj grad af sig selv gennem sognene og præsternes arbejde: “Hvor det går godt, er der en klar sammenhæng mellem kirke og folk. Fx er der en ny folkelighed omkring allehelgen og halloween, hvor kirken kommer med et andet perspektiv på døden og samtidig udvikler nye måder at være kirke på. Præster formår at forkynde i en moderne kontekst, og det er jo i sig selv en konstant udvikling.”

Diagnoser The New Normal

Flere bliver psykisk syge og får en diagnose og behandling, men kan mere utilpasset og dysfunktionel adfærd ses som et udtryk for, at vi har brug for en ny forståelse af, hvad der er normalt? Debatten om en voldsom stigning i psykiatriske diagnoser rejser flere spørgsmål: Har vi fået et diagnosesamfund? A F E VA - MA R I E MØ L L E R , JOU R NAL IST

Engang oversatte man drillende diagnosen ADHD med: “Alle Drenge Har Det”, men nye tal, der viser, at også tallet for kvinder er stigende, får flere til at sige: “Alle Damer Har Det.” Nu gælder det begge køn og også de voksne. På bare tre år er antallet af medicinerede voksne af begge køn med ADHD steget markant. I 2024 tog 101.240 voksne danskere ADHD-medicin, dobbelt så mange som i 2021. I alt har 3-4 procent af den voksne befolkning fået en diagnose på sygdommen, men nye tal skønner at det gælder langt flere. Man fristes næsten til at sige, at diagnoser er så udbredte, at det er blevet The New Normal. Eller sagt på en anden måde, er vores normalitet anno 2025 ble-

vet mere rummelig og indeholder flere adfærds-forstyrrelser spændende fra ADHD, autisme og panik-angst til lettere depressioner. For er de omtalte diagnoser blevet et mode-fænomen I dag vurderer man, at lidt flere mænd end kvinder har ADHD. Men hvor de fleste drenge får deres diagnose, før de er 10 år, er de fleste piger langt oppe i teenageårene. Hvis de overhovedet får diagnosen. Det kan skyldes, at flere kvinder end mænd har ADD, “den stille udgave”, og at de generelt er mere indad- end udadreagerende Samtidig presser vores store opmærksomhed på ADHD-diagnoser voksenpsykiatrien for udredning, diagnostik og medicinering.

Der er blandt fagfolk ikke tvivl om, at reelle diagnoser skal accepteres og behandles, men hvordan skelner man mellem dem og det udvidet normale? Den seneste tids debat har især drejet sig om, hvor meget samfundet skal hjælpe og økonomisk støtte folk med diagnoser, eller om deres anderledes adfærd skal kunne accepteres og være en del af “det nye normale”. Kaos på gulvet

“Man skal vide, at ADHD er en opmærksomhedsforstyrrelse, hvor man den ene dag kan have superkræfter, og den anden dag ikke kan overskue de mindste ting: Jeg kan fx finde på virkelig kreative og nye arrangementer i kirken. Det er “den gode ADHD”, som jeg kalder den. Men her for nylig hev jeg så alle bøgerne ud af reolen på mit kontor, jeg havde baby-billeder af mine børn stående; de er store nu, og der skulle ryddes op. Da alle bøger og billeder lå hulter til bulter på gulvet, fik jeg lyst til at sætte mig ned og tude, fordi jeg ikke kunne overskue det, jeg måtte have hjælp fra min skønne kirketjener, som heldigvis ved, hvad jeg har svært ved,” fortæller Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke på Østerbro. Som ung måtte Helena Hauge erkende, at hun havde ADHD. “Jeg kunne nærmest arbejde 46 timer i streg. Bagefter var jeg så udmattet, at jeg havde svært ved at finde balancen. Men at læse teologi kræver koncentration, så jeg måtte lære mig nogle strategier og nogle gange løbe ti gange rundt om bordet for at kunne læse videre.” I dag lever Helena Hauge et fint liv med ADHD. Præsten har en bred kontaktflade med mange forskellige mennesker og deres udfordringer. I sit lyse kontor oven på Davids Kirke møder Helena Hauge folk til sjælesorgs- og andre samtaler, og hun ser det som et fremskridt, at mange får konstateret ADHD: “Det er udmærket, at folk får diagnoser; det er jo

Sognepræst Helena Hauge trækker på sine erfaringer, når hun på sit kontor i Davids Kirke taler med folk om depression og psykiske vanskeligheder.

ikke løgne-diagnoser. De mennesker, jeg kender, opsøger en psykiater – ofte privat – for at forstå, at man i et helt liv har undret sig over nogle særegenheder, man har haft, og man har måske følt sig skæv på det hele. Jeg kender utrolig mange, der er i gang med en udredning,” siger hun. “I de sidste fem år er der kommet en ny transparens, for før var det noget, man ikke talte om. Dem med ADHD blev

kaldt klasse fem – altså de laveste i samfundet. Det var skamfuldt at have en psykiatrisk diagnose,” understreger Helena Hauge, der derfor hilser debatten om en mulig ny normalitet velkommen. En af dem, der har blandet sig i den debat, er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Katrine Evelyn Jensen. Hun mener, at vi skal bringe diskussionen et andet sted hen:

“Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor vi ikke har et sprog for det svære i livet. Det, som er alment menneskeligt svært for os alle. Vi forklarer det ofte via det diagnostiske sprog. Vi er vant til at have kontrol over vores tilværelse, og der er høje forventninger til at få et perfekt liv. Hvis det viser sig, at man ikke kan leve op til det, så søger man et svar. Hvorfor er der smerte i mit liv? Så prøver man ofte at finde svaret i diagnosernes verden.” Katrine Evelyn Jensen anerkender, at vi generelt er blevet bedre til at opspore psykiske lidelser og er blevet

Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Katrine Evelyn Jensen mener, at vi i for høj grad honorerer dem, der kører derudaf med 200 kilometer i timen.

ADHD ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse. Den kan

også vise sig som impulsiv adfærd eller en mere stille form, hvor man mest sidder stille og dagdrømmer.

3-4 procent af den voksne befolkning har ifølge Psykiatrifonden ADHD, men tallet for de unge voksne er langt højere.

I 2024 anslås, at 9 procent af de unge mænd og 8,5 procent af de unge kvinder mellem 18 og 27 år havde fået diagnosen ADHD. Heraf fik 4,9 procent medicin ifølge Sundhedsdatastyrelsen.

Diagnosen ADHD stilles af en psykiater gennem en grundig klinisk undersøgelse. Det involverer flere samtaler med personen og de pårørende

om vanskeligheder i hverdagen, som skal have været til stede fra barndommen.

KILDER: LANDSPATIENTREGISTERET OG PSYKIATRIFONDEN

Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor vi ikke har et sprog for det svære i livet. KATRINE EVELYN JENSEN

bedre til at diagnosticere mere præcist. Men tal fra Trivselskommissionen, hvor man spørger unge om, hvor mange der har en psykisk diagnose, har overrasket hende: “Der er mange unge, der angiver, at de har en diagnose. Faktisk et langt højere antal, end der er diagnosticeret i sundhedsvæsenet. Det fortæller noget om, at vi ser vores mistrivsel gennem diagnosernes verden. Men måske der også kan være andre faktorer på spil, som vi glemmer at tale om. For eksempel har teenagere aldrig sovet så dårligt som i dag. Det påvirker blandt andet vores koncentrationsevne.” Der er tilsyneladende et misforhold mellem det eksakte antal af unge, der får en diagnose, og de unges egen opfattelse af, at de lider af en psykisk sygdom. Det kan måske forklare noget af den øgede mistrivsel.

Katrine Evelyn Jensen nævner som eksempel skærmene, som, hun mener, stjæler vores opmærksomhed, koncentrationsevne og nærvær. “Det er vigtige menneskelige kompetencer, der går tabt. Vi undervurderer det problem, og jeg tror, at det kan ses i stigningen i diagnoserne.” I dag er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ikke muligt at få slettet diagnosen fra sin journal, hvis man er blevet rask – uanset om det er en psykisk eller fysisk sygdom. Det er dog muligt at få skrevet i journalen, at man ikke længere har symptomerne. Men det kan være svært at få adgang til en ny vurdering fra en psykiater, så det sidste er lettere sagt end gjort. “Vi skal huske på, at en diagnose oftest er en livslang følgesvend, man ikke bare kan komme af med igen. En del unge og voksne er kede af den diagnose, de fik i deres barndom eller ungdom. De bliver

begrænset og føler ikke længere, at den passer til dem. Jeg synes ikke, at deres stemmer fylder nok i debatten om stigningen i antallet af diagnoser,” lyder det fra Katrine Evelyn Jensen. Udviklingen i diagnoser

Speciallæge i psykiatri og tidligere forperson for Psykiatrifonden Anne Lindhardt er ikke begejstret for det stigende antal diagnoser: “Flere og flere voksne – som udefra set er velfungerende, men oplever mistrivsel – diagnosticeres ofte med ADHD og får medicin for det. Det er ikke kun et spørgsmål om sygdommen. Det er også et spørgsmål om, hvordan samfundet og kulturen er struktureret. Tidligere var det skam-

Mange voksne oplever en utilstrækkelighedsfølelse i deres liv. Det er både de ydre krav og de krav, vi stiller til os selv, der er alt for store.” ANNE LINDHARDT

Speciallæge i psykiatri Anne Lindhardt har hele sit arbejdsliv behandlet folk med psykiske lidelser.

belastet og stigmatiserende at have en psykisk sygdom, men det er helt anderledes i dag. Vi har altid kendt til populære diagnoser, og ADHD er i højeste grad blevet populær; den er i kraftig stigning sammen med autisme, stress og traumer.” Den bemærkelsesværdige stigning hos voksne med diagnoser skal ses ud fra et samfundsperspektiv, som Anne Lindhardt forklarer: “Det skyldes formentlig, at mange voksne oplever en utilstrækkelighedsfølelse i deres liv. Det er både de ydre krav og de krav, vi stiller til os selv, der er alt for store. Vi ønsker at være perfekte og skal leve op til mange ting, og så får vi det svært. Vi mangler tålmodighed over for, at livet ikke altid er så nemt.” Hun nævner som eksempel, at vi gerne vil fremstå perfekte og lave pragtfulde retter og bage kager, selvom børnene står og hyler og kræver opmærksomhed. Anne Lindhardt mener, at psykiske lidelser til alle tider er markører for, hvordan et samfund udvikler sig. Der er en tæt sammenhæng mellem diagnoser og diagnosernes udtryk; de skifter også over tid. “I gamle dage var man neurotisk, i dag er man opmærksomhedsforstyrret, og for at sige det firkantet, er der rigtig meget, man skal være opmærksom på i dag for at kunne klare sig. Det passer nogle godt, andre slet ikke.”

Hjerneforskningen har de senere år også vist, at vores børnebørns hjerner udvikler sig anderledes end vores. “Man har et nyt begreb: neurodivergens. Det er et forsøg på ikke bare at stille diagnoser, men også at prøve at forstå, at vi er udstyret med forskellige typer hjerner og dermed måder at opfatte verden på. Nogle har brug for ro og struktur, og andre trives meget godt i zapper-livet, hvor man hele tiden er på.” På det større plan mener Anne Lindhardt, at vi i dag er sociale på en anden måde, hvor vi selv er mere i centrum. Det skyldes udviklingen de sidste halvtreds år, fx har den øgede globalisering øget den enkeltes behov for at føle tryghed. Samtidig er ønsket om tilhørsforhold stigende; vi forsøger at vende tilbage til gammeldags idealer, fordi vi oplever, at vi er mere rodløse. “Vi har fået en selv-opmærksomhed på, hvordan vi virker på andre, og hvordan vi reagerer. Desuden har vi fået mindre opmærksomhed på omverden og derfor mere på vores egen færden. Når optagetheden så gælder os selv, så giver det en øget belastning.” Se udad ikke indad

Der er en klar bagside ved, at vi fokuserer så meget på diagnoser. Den holdning deler sognepræst Helena Hauge:

Omkring 82 procent af danskerne vil på et eller andet tidspunkt i livet enten få udskrevet medicin for psykiske symptomer eller blive behandlet i psykiatrien. De ti mest hyppige psykiske sygdomme med en diagnose: Depression: I løbet af livet får 17-18 procent af danskerne en depression. ADHD: 3-4 pct. af den voksne befolkning har ifølge Psykiatrifonden ADHD. Blandt yngre voksne (18-27-årige) anslås 8-9 % at have fået diagnosen. Autisme: Forekomsten af autisme er steget markant, især blandt børn og unge. Personlighedsforstyrrelser: En gruppe af diagnoser, der omfatter lidelser som emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Spiseforstyrrelser: En gruppe af psykiske lidelser, der påvirker forholdet til mad og krop. Alkohol- og stofafhængighed: Afhængighedslidelser er udbredte i befolkningen. OCD (Obsessive-Compulsive Disorder): En lidelse, der ofte ses hos børn og unge sammen med angst. PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion): En lidelse, der kan opstå efter traumatiske oplevelser. Bipolar lidelse: En affektiv lidelse, der ofte ses sammen med depression og skizofreni. Knap 150.000 mennesker blev i 2022 behandlet i psykiatrien.

KILDE: PSYKIATRIFONDEN

Jo mere jeg selv mærkede efter, jo mere opdagede jeg, at jeg ikke fandt ud af en skid.” HELENA HAUGE

“Der er kommet en slags ny erfaret følsomhed. Jeg oplever især, at det sker for kvinder i 40-50-årsalderen, der får tid til at se på sig selv. Vi sidder sammen i netværk og mærker efter: “Er vi gode nok, er vi tilfredse med livet, og hvor skal vi hen nu?” Jeg har selv oplevet det, da jeg var med i et netværk. Jo mere jeg selv mærkede efter, jo mere opdagede jeg, at jeg ikke fandt ud af en skid. Jeg blev ekstremt selvoptaget og fik enormt ondt alle vegne i kroppen,” ler hun opgivende. Ifølge Helena Hauge har kvinder det svært med kontrol-tab. Hun taler med mange kvinder, hvor kontrol er et kæmpe issue; en frygt, der nemt bliver til angst. “Hvis jeg bare har kontrol over mit liv, så er der ingen, der kan komme efter mig. Hvad sker der, hvis mit hjem er rodet? Hvad sker der, hvis jeg lader aftensmadsbordet stå og rode? Jeg bliver først rolig, når jeg har kontrol over mit liv. Jeg skal træne, gå til yoga, og det er så anstrengende med alt det, man skal leve op til.” Det vidner om en stor selvoptagethed, for hvornår investerer vi os selv i vores omverden, spørger hun.

“Jeg vil hellere sige: Træk nogle grænser, og lær at sige nej. Den dér søgen efter indre fred, den skal vi glemme. Vi skal se mere ud i verden og mindre ind i os selv.” Hvordan diagnose-samfundet påvirker vores menneskesyn, har længe optaget Helena Hauge: “En diagnose er kun en del af et menneskes identitet, for vi er mere end diagnosen, vi er skabt i Guds billede. Når det handler om folks genvordigheder og spekulationer, om de har en diagnose, så peger jeg på, at vi alle er elsket som dem, vi er. Der skal være plads til, at du er anderledes, for du må gerne være forkert, du er i alle tilfælde set og elsket af Gud.” Helena Hauge sammenligner med andre sider af vores identitet, som når folk fx kommer og vil tale om skyld og skam, så siger hun ikke, at de ikke har gjort noget galt: “Jeg tager ikke skylden fra dem, men vi taler om, hvordan de kan lære at leve med det, der er svært. Det gælder også diagnoserne. Vi må finde en måde at leve med det, der gør ondt. Det er en del af at være menneske. Hvis vi kan acceptere det, så kan vi få det bedre.”

Udgiver:

Københavns Stift 2025 Redaktion:

Ulla Haahr (ansvarshavende),

Kristian Danholm og Eva-Marie Møller Korrektur:

Kirsten Weiss Mose

Eksterne fotografer:

Mads Holm og Sille Arendt Design/art direction:

Mette Funck | MEFU Grafisk Design Forside:

Mads Holm og Mette Funck Tryk: Jørn Thomsen Elbo

ISSN: 2246-834X

Københavns Stift

Nørregade 11, DK-1165 København K www.kobenhavnsstift.dk

Spørgsmål vedrørende KANT rettes til Presse og Kommunikation i Københavns Stift på

kikkbh@km.dk. Artikler, illustrationer og billeder må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse. Folkekirken i København kirkenikbh