
Livsforvandlende fællesskab
![]()

Livsforvandlende fællesskab
For få uger siden kunne vi i Kvaglund fejre kirkens 40 års fødselsdag. For nogle har kirken altid bare været der. Men for andre er den stadig en ny bygning i sognet.
Lige meget hvad, kan man selvfølgelig godt se på den, at den ikke er helt ny længere. Og det er en god ting. Kirken er til for at blive brugt. Og jo længere tid, den har stået på torvet, jo mere er den gået ind i vores alle sammens bevidsthed som Kvaglunds kirke.
Om ikke længe skal den fornys. Den trænger til det. Bænkene er blevet slidt. Og det skal blive helt dejligt at få det ene og det andet inventar skiftet ud, eller måske malet i nye farver, hvem ved? Det bliver spændende at se. Men en stor del af inventaret forbliver jo nok, som det er. Kvaglund Kirke er bygget ualmindeligt solidt.
Noget, der bliver, er sten- og jernfigurerne inde i kirkerummet: det firkantede alter, korset ovenover, som sprænger stenen væk fra Jesus’ grav, den solide alterskranke af jern med alle vindrueklaserne, prædikestolen med det brændende hjerte, døbefonten foran den bølgende væg med de tre grundsten fra Jerne Kirke, som repræsenterer Faderen, Sønnen og Helligånden, og alle duerne under loftet, som repræsenterer disciplene eller apostlene, som flyver ud i verden og fortæller alle mennesker om kristendommen.
Det var billedhuggeren Erik Heide, som huggede det hele ud i sten og formede det i jern. Flotte figurer, som får os til at tænke over livet, tilværelsen og Gud.
Men en af figurerne skiller sig ud. Det er helligåndsstenen bag døbefonten, jeg tænker på. Når man står lige foran den, ligner den en due. Ligesom duen, der kom ned fra himlen, da Jesus blev døbt i Jordanfloden. Men set fra en af kirkebænkene ligner den mest et ansigt. Et ansigt, der griner eller smiler til os.
Det var ikke Erik Heides mening, at helligåndsstenen skulle ligne andet end en due. Men sådan kan det gå, sagde han engang, hvor han var på besøg i kirken og fortalte om sit arbejde. Det, en kunstner



former i sten, kan somme tider overraske. Også den, som har lavet det. Og det gør Helligåndsstenen.
Det samme kan man sige om Helligånden: det, at Gud ikke bare er en gammel, skægget mand på en sky oppe i himlen, men en levende kraft eller magt bag og i alting: lige fra Big Bang og evolutionen til alle de enkelte planter, dyr og mennesker, som er til i verden.
Han er overalt. Han er ikke til at forudse. Og hvis vi ser efter en ekstra gang, smiler han til os! Viser, at han holder af os.
Helligånd og pinse hører sammen.
Glædelig pinse!
Georg Græsholt
præst i Kvaglund Kirke

KIRKENS ÅBNINGSTIDER
Mandag: Lukket
Tirsdag-torsdag: 9.00-15.00 Fredag 9.00-13.00
KIRKEKONTOR (fælles med Jerne Kirke)
Møllebakken 2, 6705 Esbjerg Ø
Tlf. 42 80 46 30
E-mail: kvaglund.sogn@km.dk
Mandag-onsdag kl. 9.00-12.30, torsdag kl. 14.00-17.00, fredag lukket
Lorenzen Balle
OG TRYK Henrik Engedal www.trykogtro.dk


Naturen kan noget særligt. Når vi træder ud under åben himmel, bremser vi ofte op, og naturen kan give os en særlig ro og fred. Jeg mødte Karin Skjøth til en snak om, hvordan Gud kan mødes netop der, midt i skaberværket.
Karin har årligt været afsted på pilgrimsvandringer siden 2013. Oftest er hun afsted 3 vandredage med 2 overnatninger. Hun tager afsted med to kvinder her i Danmark, men sidste år blev det også til en 10 dages pilgrimsvandring i Tyskland.
For Karin er pilgrimsvandringen et forsøg på at ”være lige her”, uden forstyrrelser fra alt det, som normalt kan tage fokus i hverdagen.
Karin er især glad for de 7 pilgrimsord, som hun blev introduceret til ved et foredrag om pilgrimsvandring i kirken for ca. 20 år siden.
Ordene beskriver godt, hvad man får ud af pilgrimsvandringen:
1. Langsomhed – at have tid til eftertanke og stilhed, at vandre langsomt og vente på hinanden
2. Frihed – at vandre igennem landskabet uden tidspres
3. Enkelhed – at vandre med en let rygsæk kun med det mest nødvendige
4. Bekymringsløshed – at øve sig i at slippe bekymringerne
5. Stilhed – at kunne høre naturen og blive opmærksom på den indre stemme
6. Fællesskab – at dele både plaster og livserfaringer med de andre vandrere
7. Åndelighed – at opleve Guds nærhed i naturen
”Når jeg vandrer i naturen, så bliver jeg mere opmærksom på Guds storhed”, forklarer Karin.
Karin har også erfaringer med, at turene og det at ”være på vej med Gud” har hjulpet hende til at

lægge ’det gamle’ bag sig. Efter turene har hun kunnet se fremad mod nye mål, nye horisonter og nye oplevelser.
Karin går også meget i sin hverdag, og på en times gåtur kan hun se et mønster.


”Som regel er der 20 minutter, hvor mit hoved kører løs. Så 20 minutter hvor hovedet er helt tomt for tanker. Og derefter oplever jeg mødet af Gud – en lethed og bekymringsløshed”
For Karin giver gåture hende også en lyst til at bede: ”Når man kommer i ro, så dukker lysten og inspirationen til at bede helt automatisk op. Man kan sige, at jeg ’beder med fødderne’ – når jeg går, så er det oftest i bøn”, forklarer Karin.
Jeg slutter med at spørge Karin, hvad hendes bedste råd vil være til andre, som gerne vil forsøge sig med pilgrimsture – men som måske ikke helt ved, hvor de skal starte.
”Pak en rygsæk med en kaffekande. Og start i det små. Fx en times gåtur uden at have telefonen med. Prøv så at sidde på en bænk i stilhed i 10 minutter – med kaffekoppen i hænderne. Bare helt i ro. Og så kan man altså sagtens gå Danmark tyndt – vi behøver ikke alle sammen at gå Caminoen”, slutter Karin med et glimt i øjet.
Maibritt Thyssen


I vores samfund er produktet mange gange vigtigere end processen. ChatGPT og instaverdenen viser den sidste redigerede udgave, uden stavefejl og skønhedsfejl. Jeg har en kollega, som er matematiklærer, og han vil altid se, hvordan eleven har regnet sig frem til løsningen – ikke kun selve svaret. Han vil gerne se processen. Hvad var tanken? Hvad skal vi arbejde med næste gang? Hvad var processen?
Gud vil også være med i vores processer og drømme for kirkearbejdet. Han vil vandre med os på de gode dage, hvor kirken er fyldt til bristepunktet, med kun ståpladser tilbage. Men han vil også være nær på en helt almindelig hverdag – og ikke kun vises frem som et færdigt produkt. Sikke en befrielse!
Jeg hedder Maria Kristiansen og er nyt medlem af menighedsrådet i Kvaglund Kirke. Den sidste weekend i marts var jeg afsted på visionsweekend sammen med hele menighedsrådet, præsterne og de daglige ledere fra kirken og Folkehuset. Formålet var, at tage hul på vores visionsproces for de kommende fire år.
Vi blev ledt gennem nogle øvelser, hvor vi delte, hvad vi hver især havde på hjerte i forhold til Kvaglund som sogn og kirke. Vi sad i en hyggelig stue, i bløde sofaer med lidt snacks på bordet, og lyttede til hinandens drømme og tanker, som vi havde med hjemmefra. Vi var også, hver især, blevet bedt om at spørge 3 personer om deres drømme og tanker for de kommende år i kirken. Flere ting blev nævnt igen og igen. Det var en god start på visionsweekenden.
Lørdag havde vi flere arbejdssamlinger, hvor vi først lavede nogle øvelser, og derefter drøf-
tede dem i grupper. Som en del af processen lagde vi mærke til, hvilke temaer der dukkede op igen og igen: stress, hvile, frivilligkultur, fællesskaber, børn og unge, vækst.
Naturen gør også noget godt for sjælen, især når hovedet er fyldt med indtryk og idéer. Heldigvis havde vi lidt fritid sidst på eftermiddagen, hvor jeg gik en tur ned til kysten med en lille flok og blev fuldstændig blæst igennem, mens solen varmede os, og samtalen om livet fortsatte.
Weekenden sluttede ikke med en færdigpakket visionsplan for de kommende fire år – og det er jeg faktisk glad for, for så havde vi skyndt os forbi de dybere overvejelser. I stedet fik vi en smagsprøve på nogle af de ting, vi kommer til at dykke ned i og forme fremover. Det er en inspirerende proces at være en del af!
Maria Kristiansen

Du finder flere detaljer og flere aktiviteter på www.kvaglundkirke.dk. Der kan ske uforudsete ændringer. Hold derfor øje med hjemmesiden og de sociale medier


DEN 23. JUNI – HOLD ØJE MED HJEMME- SIDEN OG SoMe FOR MERE INFO
Kom og fejr Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke!
Vi inviterer alle til en magisk og hyggelig Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke. Kom og oplev en aften fyldt med fællesskab, traditioner og festlige aktiviteter.
Hvad kan du glæde dig til?
Oplev det imponerende Skt. Hans bål og hør en inspirerende båltale. Nyd fællessang, der skaber en stemningsfuld atmosfære. Der vil være sjove lege og aktiviteter, der underholder de mindste. Tag dit eget kød med og grill det, mens du nyder den hyggelige stemning.
Tag familie og venner med og vær med til at skabe en uforglemmelig Skt. Hans aften i Kvaglund Kirke! Vi glæder os til at se jer alle sammen.

NYT HOLD STARTER DEN 26. AUGUST
Kom og vær med til babysalmesang i Kvaglund Kirke!
Er du forælder til en lille én og leder efter en hyggelig og meningsfuld aktivitet? Så kom og deltag i vores babysalmesang hver tirsdag formiddag i Kvaglund Kirke!
Hvad er babysalmesang?
Babysalmesang er en skøn mulighed for dig og din baby til at nyde musik og sang sammen i trygge og rolige omgivelser. Vi synger salmer og børnesange, laver enkle bevægelser og bruger små instrumenter, der stimulerer barnets sanser og motorik.


DEN 30. JUNI TIL 4. JULI
Tag familie og venner med og vær med til at skabe en uforglemmelig Sommerfestuge i Kvaglund! Vi glæder os til at se jer alle sammen. Oplev hoppeborge, daglige nye events, kreativt hjørne og legeområde for de mindste. Dagligt bliver der serveret gratis slush ice, popkorn og candyfloss. Begynd sommerferien med en fest og fællesskab.




DEN 6. SEPTEMBER
Kom og vær med til Kvaglunddag!
Vi inviterer alle til en festlig og hyggelig dag i Kvaglund! Kom og oplev en dag fyldt med sjove aktiviteter, god mad og fællesskab for hele familien.
Hvad kan du glæde dig til?
Smag på lokale specialiteter og nyd en kop kaffe i godt selskab. Oplev live musik og optrædener, der får alle til at danse og synge med. Gå på opdagelse i spændende boder med alt fra håndlavede produkter til lækre delikatesser ved markedsboderne.
Lige om lidt er det sommer – og det betyder ferietid for mange.
Derfor sætter vi i denne Voxpop fokus på, hvordan man kan have Gud med sig i sin ferie. For hvordan gør man lige, når hverdagens faste rytme og rammer ikke er der længere? Når ens faste rytme for tid med Gud måske ser anderledes ud?
Og hvad kan man mon gøre for at skabe tid med Gud i sin ferie?
”Jeg synes, ferie og hverdag hver især har sine fordele og ulemper i forhold til at finde tid til Gud. Men noget jeg gør, er at forsøge at huske på, at uanset hvad jeg gør eller laver, er Gud altid med mig. Så i stedet for at begrænse ham til den tid, jeg aktivt sætter mig ned og beder, læser eller lovsynger, prøver jeg at give ham plads på farten. Det gør jeg ved at bede korte bønner i løbet af min dag. Noget så simpelt som “tak”, når jeg oplever noget godt eller “hjælp mig”, hvis jeg har brug for energi, mod eller andet, hjælper mig til at rette fokus mod Gud, og det han gør for mig og i verden omkring mig”.


”Jeg holder meget af at gå en tur langs stranden tidlig morgen, når solen står op. Der er stille, men fyldt med bølgeskvulp, fuglesang og mågeskrig. Her kan jeg reflektere over de bibelvers, der stod på mit mannakorn, og have en livgivende samtale med Gud, om de vers, jeg fik. Samtalen er dog uden ord! Jeg er taknemlig over at blive fyldt med glæde, fred og værdi. I løbet af dagen lytter jeg til lovsange og sender ofte en bøn, et spørgsmål eller tak til Gud. Selv på ferie er hver dag ikke ens”.
Inga Kærgaard
”Som mor til 2 børn, så synes jeg, det kan være lidt svært at finde ro til en stillestund med Gud i vores ferier. Men i stedet for at blive frustreret over det, forsøger jeg at bede med mine børn i løbet af dagen – både når vi er afsted på ture, men også når vi har ”tøffedage” derhjemme. At Gud må hjælpe os til at få en god dag, at Gud må hjælpe os til at løse dagens konflikter, som nemt kan opstå mellem en 2-årig og en 5-årig, og at vi må huske at være taknemmelige for dagen og det Gud giver os. Små bønner i løbet af dagen. Det er blevet så naturligt nu, at min 5-årige nogle gange beder ”Kære Gud, hjælp lige mor – hun har snart mistet tålmodigheden med os”. Det kan jeg både grine af – og være taknemmelig for.
Maibritt Thyssen

Sasha er 20 år og går på gymnasiet i Esbjerg. Hun kom til Danmark med sin familie i 2022, kort efter krigens udbrud i Ukraine. De forlod Rusland, boede kort tid i Indonesien, og endte i Danmark, da hendes far havde fået tilbudt arbejde her.
Sasha var 17 år, da familien flyttede til Danmark. ”Det eneste jeg vidste om Danmark var, at det var et koldt og dyrt land,” smiler hun. Det var en svær overgang at flytte. Livet begyndte forfra, og hun skulle lære alt på ny.
Samtidig var det et svært tidspunkt at flytte på. ”Jeg var et barn i Rusland og jeg er blevet voksen i Danmark. Den forandring er altid svær, men særlig i et nyt land,” fortæller Sasha. Men i dag trives hun: ”Danmark er et fredeligt sted. Det betyder meget for os.”
TRO OG FORANDRING
Tro var ikke en stor del af hendes opvækst – måske fordi tro er noget meget personligt i Rusland. Men hun bad som barn og havde kristne venner i Rusland. Hun havde også opsøgt en kirke et par gange.
Da hun boede med familien i Indonesien, ramte en stor tomhed hende. Det var en svær tid. Hun forstod pludselig, at livet i Rusland var slut, og at de ikke ville vende tilbage. Det var en tid med megen ventetid – uden at vide, hvad de konkret ventede på. Sasha havde en følelse af ikke at kunne fylde tomheden indeni.
Hun havde stadig kontakt til nogle af de kristne venner, som hun havde fra Rusland, og en ven skrev en dag til hende: ”Kun Jesus kan fylde den tomhed.”
Sasha lyttede til en lovsang (”Oceans” af Hillsong) på sit hotelværelse og oplevede pludselig en fred: ”Jesus fyldte tomrummet i mig,” smiler hun.
Hun fandt flere videoer på nettet om tro og kristen-


dom, og troen voksede. ”Før vidste jeg ikke, hvem Jesus var. Jeg troede bare, at han var en god mand, der var kommet for at redde ’nogen’. Men jeg vidste ikke, at det jo var mig,” fortæller Sasha.
Kort tid efter fik familien besked om, at de kunne flytte til Danmark, og Sasha så det som et svar på sin bøn om afklaring på fremtiden.
ET NYT LIV I DANMARK
Da familien flyttede til Esbjerg, kom Sasha i sprogcafé. En dag blev hun også inviteret med i kirke. Hun var nervøs for at komme til gudstjeneste, men blev taget godt imod, og i januar 2023 blev hun døbt. ”Jeg blev døbt samme dag som en lille baby. Det mindede mig om, at jeg kan få lov at være som et barn i troen.”
Sashas råd til andre, der overvejer troen: ”Det er ikke så kompliceret, som man først tror. Det eneste man skal gøre, er at tro. Og række ud – kirken er et godt sted at starte,” slutter hun.
Maibritt Thyssen
GUDSTJENESTE
1. juni 6. søndag efter påske Jakob Wilms Nielsen Rytmisk
8. juni Pinsedag Georg Græsholt Traditionel med trompet
9. juni Anden pinsedag kl. 14.00

Præster fra Vor Fælles gudstjeneste Frelsers Kirke OBS: i Vor Frelsers Kirke Ingen gudstjeneste i Kvaglund
15. juni Trinitatis søndag Jakob Wilms Nielsen Traditionel
22. juni 1. søndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk
29. juni 2. søndag efter trinitatis Georg Græsholt
Traditionel
6. juli 3. søndag efter trinitatis Peter Sode Jensen Rytmisk
13. juli 4. søndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Traditionel 20. juli 5. søndag efter trinitatis Søren Lydekring (vikar) Traditionel
27. juli 6. søndag efter trinitatis Daniel Ettrup Larsen (vikar)
Traditionel OBS: kl. 8.30
3. august 7. søndag efter trinitatis Georg Græsholt Rytmisk 10. august 8. søndag efter trinitatis Georg Græsholt
Traditionel
17. august 9. søndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk
24. august 10. søndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen
Traditionel 31. august 11. søndag efter trinitatis Peter Sode Jensen Rytmisk
7. sept. 12. søndag efter trinitatis Peter Sode Jensen
Traditionel 14. sept. 13. søndag efter trinitatis Jakob Wilms Nielsen Rytmisk 21. sept. 14. søndag efter trinitatis Georg Græsholt
Traditionel 28. sept. 15. søndag efter trinitatis Georg Græsholt Rytmisk
I KVAGLUND KIRKE HAR VI TO GUDSTJENESTETYPER – TRADITIONELLE OG RYTMISKE GUDSTJENESTER
Derudover har vi også gudstjenester for alle aldre og lovsangsgudstjenester for unge.
Alle søndagsgudstjenester er kl. 10.30 – med mindre andet er nævnt.
Find Kvaglund Kirke og følg med i alt det spændende, der sker!