Program: Svanesøen

Svanesøen Af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe

B

BALLET 2016/2017

Gregory Dean som Siegfried og Jonathan Chmelensky som von Rothbart.

Svanen er efter min mening et af de mest fascinerende dyr, der findes. Den er indbegrebet af ynde og kvindelig skønhed, og samtidig har den noget majestætisk over sig, når den glider hen over vandet. Det var en genistreg, da man i slutningen af 1800-tallet fandt på at lade balletdanserinderne med deres lange lemmer og svungne former illudere svaner i Svanesøen.

Når man i dag vil sætte Svanesøen op, er det som regel Marius Petipas og Lev Ivanovs udgave fra 1895, man tager udgangspunkt i, og det har vi da også valgt at gøre i denne nye version. ”Petipa og Ivanov er for en danser, hvad Shakespeare er for en skuespiller. Hvis man kan danse deres koreografi, kan man danse alt,” har den store, russiske koreograf George Balanchine engang sagt. Deres mesterlige trin kombineret med Tjajkovskijs enestående komposition er det, der gør Svanesøen til et udødeligt mesterværk og til den mest klassiske og romantiske af alle ballethistoriens værker. Man får meget forærende af Tjajkovskijs partitur, som er noget af det fineste musik, der er skrevet, med de mange smukke valse, som svanerne vugger afsted på, så man næsten fornemmer, hvordan de sejler på små, bløde bølger.

Det kræver både den stærkeste teknik og det mest dramatiske talent at forløse rollen som Odette/Odile i Svanesøen. Man skal evne at fremvise det kæmpespænd og den dualisme, der er i den hvide og den sorte svane; fra lyse Odette, der fortæller sin tragiske historie med sin melankolske krop i lange adagiotræk til mørke Odiles virtuose knaldperle-allegro med de rappe fødder. Ikke at forglemme svanekorpset, der skal ånde og leve musikken som én stor muskel.

Det har været en udelt glæde at arbejde sammen med Silja Schandorff om denne forestilling. Hun er en eminent sparringspartner, for hun har, lige fra hun var barn, næsten været prædestineret til at blive tæt forbundet med denne ballet; der er noget i den måde, hun tænker svaner på, som er meget feminint og altoverskyggende rigtigt. En mand kan naturligvis godt lave Svanesøen, men de store svanescener er kvindeterritorium. Så man kan vel nærmest sige, at jeg har leveret stregtegningen, mens Silja har været røntgenøjet.

I vores opsætning har vi valgt at sende en hilsen til Erik Bruhn, en af de smukkeste, mest noble prinser, som dansk ballet har fostret. Hans koreografi er så sjældent set i Danmark, så vi har ønsket at hylde ham ved at inkorporere hans fine adagiosolo til prinsen i første akt. Ligeledes har vi ladet to unge, talentfulde dansere fra kompagniet, solodanser Gregory Dean og korpsdanser Oliver Starpov, give deres bud på de fire divertissementer i balscenen.

At få lov til at beskæftige sig med Svanesøen er næsten det højeste, man kan opnå inden for ballettens verden, og det er altid med stor ærefrygt, man går til opgaven. Det er en overflod af ekvilibristiske perler på snor og den klassiske ballets ypperste arkitektur. Den gribende fortælling om kærligheden mellem den vemodigste prins og den smukkeste fugl borer sig altid og til stadighed lige ind i hjertekulen.

Nikolaj Hübbe Balletmester

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Svanesøen Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og neapolitansk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Starpov) Musik: Pjotr Tjajkovskij (Svanesøen, 1876) Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu Kostumer: Mia Stensgaard Lys- og videoprogrammering: Mikki Kunttu Videografik: Greenwall Designs AB/David Nordström & Viktor Rundlöf Iscenesættelse: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe assisteret af Stephane Dalle, Elisabeth Dam, Sorella Englund, Jean-Lucien Massot, Claire Still og Ann Kolvig (børn)

Dirigent: Jakob Hultberg/Alexander Prior Orkester: Det Kongelige Kapel

Førsteopførelse: Den 20. februar 1877 på Bolsjoj Teatret, Moskva Premiere i denne opsætning: Den 13. marts 2015 på Operaen, Store Scene Repremiere: Den 15. september 2016 på Operaen, Store Scene

O P E R A E N er opført og foræret til Nationen af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 2004

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Marcin KupiĂąski som Siegfried og Ida Praetorius som Odette.

Holly Jean Dorger som Odile med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Mette Bødtcher som dronningen og Gregory Dean som Siegfried med corps de ballet.

J’aime Crandall som Odette og Alban Lendorf som Siegfried.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Handling Første akt Kongen er død, og hans søn, den unge prins Siegfried, står for at skulle overtage styret i landet. Hans ven Benno, Narren og fakultetet med von Rothbart i spidsen hylder ham som deres kommende konge. Dronningen mener, at det nu må være på tide, at han finder sig en passende brud. Ved slottet får den melankolske prins overrakt en armbrøst som symbol på, at hans voksenliv begynder.

Anden akt Prins Siegfried skal vælge sig en hustru, og dronningen arrangerer et bal, hvor hun inviterer fire prinsesser fra henholdsvis Ungarn, Rusland, Spanien og Italien som mulige emner. Prinsesserne danser for Siegfried, men ingen falder i hans smag.

Von Rothbart ankommer til festen og præsenterer prinsen for sin datter Odile, der er klædt i sort, men ellers til forveksling ligner Odette. Siegfried tror nu, at Odile er Odette, og han sværger også hende evig troskab. Prinsen indser snart sin skæbnesvangre handling, og von Rothbart forlader triumferende selskabet med Odile.

Siegfried drager ud i skoven. Ved søen ser han den smukkeste, hvide svane og skal til at skyde den, men i det samme tager den skikkelse af en kvinde. Hun fortæller ham, at hun og de andre svaner er forheksede; om dagen er de svaner, om natten mennesker. Trolddommen kan kun hæves af en mand, der vil elske hende og være tro.

Ved skovsøen er svanerne bedrøvede og trøster Odette. Dybt fortvivlet opsøger Siegfried Odette for at bede om nåde, og i et sidste kærlighedsmøde tilgiver hun ham. Men von Rothbarts ondskab er stærkere end deres kærlighed, og de må bukke under for hans magt.

Siegfried og svaneprinsessen, Odette, forelsker sig hovedkulds i hinanden, og hun beder ham aflægge troskabsløfte.

Han sværger hende evig troskab og lover, at han aldrig vil bryde sit løfte. Von Rothbart dukker op, og Odette bliver igen svane.

5

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Hilary Guswiler i russisk dans.

Viktoria Falck-Schmidt, Susanne Grinder og Amalie Adrian i ungarsk dans.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Amy Watson i spansk dans.

Alexander Bozinoff, Camilla Ruelykke Holst og Alexander Stæger i neapolitansk dans.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Holly Jean Dorger som Odette.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Fra grim ælling til smuk svane Svanesøens lange vej fra fiasko til succes Historien om tilblivelsen af Svanesøen er som hentet ud af H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling; også denne ballet måtte gå så grueligt meget igennem, før den endte som en smuk svane. I dag er den gribende historie om den passionerede prins Siegfrieds kærlighed til den fortryllende og fortryllede svaneprinsesse Odette, deres kamp mod den onde troldmand von Rothbart og det fatale møde med den skæbnesvangert manipulerende Odile kendt af hele verden som handlingen i verdens mest berømte og elskede ballet. Men der var mange forhindringer på vejen, før det kom så vidt.

år tidligere havde skabt en lille ballet om svaner ved en sø. Men Tjajkovskij takkede under alle omstændigheder ja til forslaget om at komponere en ballet til ham, dels af økonomiske grunde, dels fordi han syntes, at det kunne være en udfordring at forsøge sig inden for balletmusik-genren. Han håbede, at man ville behandle hans værk med samme seriøsitet som hans symfoniske musik, men han skulle hurtigt blive klogere.

Til at stå for koreografien ansatte Begitjev den jævnt talentfulde tjekke Julius Reisinger, der på det tidspunkt var balletmester ved Bolsjoj. Han skulle komme til at arbejde under ret umulige forhold, og han fik sin sag for med både musikere og dansere. Til at danse hovedrollen havde Reisinger udset sig teatrets mest fremtrædende ballerina, Anna Sobesjanskaja. Men fra højeste sted indløb der ordre om, at hun var suspenderet fra teatret; hun havde lavet stor skandale, idet hun havde haft et særdeles tæt forhold til en højtstående embedsmand i systemet. Han havde foræret hende kostbare juveler, og samtidig havde hun i al hemmelighed frekventeret Bolsjojs førstedanser Victor-Stanislav Gillert. Da hun valgte at gifte sig med Gillert, og de sammen

Det vides ikke med sikkerhed, hvem der oprindeligt fik ideen til Svanesøen, men selve handlingen er givetvis inspireret af en god sammenblanding af gamle russiske eventyr og tyske folkesagn.

Man ved, at direktøren for Moskvas Kejserlige Bolsjoj Teater, Vladimir Begitjev, i 1875 tilbød Pjotr Tjajkovskij 800 rubler for at komponere et stykke musik, højst sandsynligt baseret på en libretto, som Begitjev selv havde skrevet, måske i samarbejde med danseren Vasilij Geltser. Andre kilder mener, at Begitjev faktisk var inspireret af Tjajkovskij til at skrive historien, idet komponisten fire 9

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

solgte juvelerne, stod hun pludselig ikke længere i første række til en hovedrolle ved den statslige ballet.

en vindmølle, og solisterne springer rundt på scenen og laver gymnastiske øvelser”. Kritikerne hadede også musikken og kaldte den ”larmende, alt for wagnersk og alt for symfonisk”. Trods den dårlige modtagelse holdt Svanesøen sig dog på repertoiret frem til 1883, ikke mindst fordi Reisingers efterfølger, belgieren Joseph Peter Hansen, efter bedste evne forsøgte at revidere balletten og holde liv i den.

I stedet fik Reisinger besked om, at svaneprinsessen skulle danses af Polina Karpova, en middelmådig danserinde, der havde haft sin storhedstid. Hun var til gengæld temmelig besværlig, blandede sig i koreografien og kunne ikke fordrage musikken. Dirigenten og musikerne var også meget utilfredse med Tjajkovskijs musik, og danserne syntes, at den var for svær at danse til – ”en halvamatør”, kaldte komponisten til gengæld dirigenten.

Ganske vist dansede føromtalte Anna Sobesjanskaja ikke til førsteopførelsen af Svanesøen, men hun skulle alligevel komme til at få betydning for ballettens videre færd. Allerede et par måneder efter premieren blev hun taget til nåde og fik lov til at danse hovedrollen som svaneprinsessen, men hun brød sig hverken om koreografien eller musikken. På eget initiativ tog den meget foretagsomme og lettere intrigante ballerina derfor til Sankt Petersborg. Her opsøgte hun balletmesteren ved Den Kejserlige Ballet, Marius Petipa, og bad ham lave en ny pas de deux til musik af Ludwig Minkus, der kunne indgå i balletten som et glansnummer til hende selv.

Efter dramaer bag scenen, der næsten kunne måle sig med de på scenen, fik Svanesøen endelig premiere den 20. februar 1877. Karpova dansede Odette og højst sandsynligt også Odile, og Siegfried blev danset af ingen ringere end selvsamme, nygifte Gillert, hvis kone oprindelig var tiltænkt hovedrollen. Man ved i dag ikke meget om Reisingers koreografi til den første udgave af Svanesøen – ingen noter eller instruktioner er gemt – men man kender til gengæld anmeldelserne, og de var ikke muntre. ”Jeg har aldrig set en værre forestilling på Bolsjoj Teatrets scene,” skrev den velrenommerede musikkritiker – og ven af Tjajkovskij – Herman Laroche. Reisingers koreografi blev beskrevet som ”ekstremt svag.

Usammenhængende bølgen med armene i fire timer – er det ikke tortur?

Korpset hopper på samme sted og svinger med armene som vingerne på

Da Tjajkovskij hørte om dette, blev han af gode grunde ret utilfreds. Han meddelte, at hvad enten man mente, at balletten var god eller dårlig, var det ham alene, der var ansvarlig for musikken. Da Sobesjanskaja insisterede på at danse den nye pas de deux som en del af forestillingen i Moskva, valgte Tjajkovskij derfor at komponere et nyt stykke musik, der takt for takt kunne udskiftes 10

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Marius Petipa, 1818-1910.

Lev Ivanov, 1834-1901.

med Minkus, så trinene ikke skulle ændres. Hun blev så begejstret, at hun bad ham om at komponere endnu et stykke musik, der dog hurtigt forsvandt ud af balletten igen, men senere dukkede op, og i 1960 blev nykoreograferet af George Balanchine i hans berømte Tjajkovskij pas de deux.

øvrigt aldrig selv havde set opført. ”Jeg kunne ikke forestille mig, at Tjajkovskijs musik skulle være dårlig, at hans del af værket ikke skulle have været en succes,” skrev Petipa senere i sine erindringer. Han konkluderede, at det måtte være koreografien og ikke musikken, der var problemet.

Marius Petipa var altså kortvarigt og indirekte i forbindelse med Svanesøen i 1877, men det var først efter Tjajkovskijs død i 1893, at han for alvor begyndte at interessere sig for den ballet, som han i

Ved en mindeforestilling i 1894 efter Tjajkovskijs død nykoreograferede Petipas assistent og vice-balletmester Lev Ivanov et uddrag af anden akt af Svanesøen til ære for komponisten: 11

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Pierina Legnani som Odette, Pavel Gerdt som prins Siegfried og Aleksej Bulgakov som von Rothbart i Marius Petipas og Lev Ivanovs originale opsætning af Svanesøen på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg i 1895.

Siegfrieds første møde med Odette ved søens bred, hvor han erklærer hende sin kærlighed. Opførelsen var en uforbeholden succes hos alle de heldige tilskuere: ”Ivanovs og Tjajkovskijs scener er vævet så tæt sammen, at man kan tale om en koreografisk og musikalsk forening,” skrev en anmelder. ”Dansene i Svanesøen er lyriske og symfoniske, et udtryk for elegisk sorg, smerte og illusionen om kærlighed,” skrev en anden.

kontakt med Tjajkovskij med henblik på at lave en ny udgave af Svanesøen.

Men da han i mellemtiden var død, blev det Den Kejserlige Ballets husdirigent, den italienske Riccardo Drigo – som Tjajkovskij i øvrigt var en stor beundrer af – der reviderede partituret med godkendelse fra Tjajkovskijs bror Modest.

Under broderens bevågenhed foretog Petipa ændringer i såvel musik som handling, mest markant i ballettens slutning; hvor von Rothbart i den originale version fra 1877 forårsager, at de elskende drukner, lod Petipa først Odette

Nu fik Petipa for alvor blod på tanden.

Han havde allerede tidligere været i 12

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

og derefter Siegfried begå selvmord i søen. Fortryllelsen hæves, og von Rothbart mister magten over svanerne og dør, hvorefter svanerne ser Odette og Siegfried stige til himmels og forenes til evig tid. Flere år senere skrev han: ”Det blev mit lod at operere på Svanesøen som en kirurg.”

1911, gav Sergej Diaghilevs Ballets Russes sit eget bud i Mikhail Fokins version, men også med Petipa og Ivanov som forlæg. I 1934 var turen kommet til England med Vic-Wells Ballet (senere Royal Ballet) med Alicia Markova som Odette/Odile, i 1951 lavede George Balanchine den til New York City Ballet som en enakter, mere som en række af danse end som en handlingsballet, og siden er det gået slag i slag. Blandt de mange mere markante tolkninger kan nævnes Erik Bruhns version fra 1967 til National Ballet of Canada, hvor han lader von Rothbart og dronningemoderen være én og samme person, danset af en kvinde. I John Neumeiers Illusions Like Swan Lake fra 1976 sammenflettes den sindssyge, tyske konge Ludvig II af Bayern og hans livshistorie – Ludwig var dybt fascineret af svaner og endte med at drukne i en sø – med den traditionelle svanefortælling. I Matthew Bournes kontroversielle udgave fra 1995, hvor han lod sig inspirere af de store dramaer, der i de år udspillede sig i den engelske kongefamilie, er alle de kvindelige svaner udskiftet med mandlige.

Eksemplerne er utallige.

Den 17. januar 1895 gik Svanesøen for første gang over scenen på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg. Det var Marius Petipa, der stod for ballettens første og tredje akt, mens Lev Ivanov havde koreograferet den anden og den fjerde akt. På trods af Ivanovs store bidrag til balletten var han ikke krediteret for sin koreografi i programmet – først efter den russiske revolution anerkendte man hans altafgørende betydning. I hovedrollen som Odette/Odile sås den italienske prima ballerina assoluta Pierina Legnani, og hun væltede huset med sin formidable ynde og teknik, ikke mindst med sine 32 fouettés en tournant (en piruet, hvor man drejer rundt på det ene ben, mens det andet ben går frem, til siden og rundt). Premieren blev en stor succes hos såvel publikum som kritikerne, og Legnani gjorde rollen til sin frem til 1901, hvor hun flyttede hjem til Italien.

I Danmark blev Svanesøen første gang opført på Det Kongelige Teater i 1938, hvor Harald Lander lavede den i en akt med Margot Lander i rollen som Odette/Odile. Hele Svanesøen blev første gang danset i 1964 i en traditionel russisk opsætning iscenesat af Nina Anisimova med Kirsten Simone og Anna Lærkesen alternerende som svaneprinsessen, og i 1969 skabte Flemming

Det er den udgave af Svanesøen, som Petipa, Ivanov og Drigo skabte i 1895, der i langt de fleste tilfælde stadig den dag i dag er udgangspunkt for nye opsætninger af balletten. Allerede i 1901 lavede Aleksandr Gorskij en ny version til Bolsjoj Balletten, og ti år senere, i 13

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Flindt sin dristige tolkning, hvor han lagde vægten på Siegfrieds indre følelsesliv. I 1996 kom den seneste version, nemlig Peter Martins’, der i 1999 blev overført til New York City Ballet, og som i den store, danske billedkunstner Per Kirkebys scenografi fik et mere abstrakt udtryk end vanligt.

Rothbart foranstalter en storm, og i sin kamp med prinsen slår han ham ihjel og efterlader Odette smertefuldt alene.

Mange koreografer har således gennem tiderne eksperimenteret med fortællingen om den håbløse kærlighed mellem prinsen og svanen og har taget sig større eller mindre friheder i forhold til forlægget. Intet ændrer dog ved, at Svanesøen for de fleste er indbegrebet af den romantiske ballet. I centrum står svaneprinsessen Odette og hendes modsætning Odile. Den ultimative legemliggørelse af romantikkens ekstremer; den ene er renhed, ædelhed og poesi, den anden er forførelse, ødelæggelse og fordærv. At danse Svanesøen er den store test for enhver danserinde; den kræver såvel den højeste tekniske formåen som den største dramatiske indlevelse, og man skal evne at spille på hele følelsesregistret – fra melankoli til ekstase, fra rædsel til ømhed, fra desperation til håb.

Selv om de fleste versioner har fulgt Petipa og Ivanov, er der adskillige koreografer, der har taget sig visse friheder, når det gælder slutningen på historien, lige fra meget romantiske til dybt tragiske. Under det sovjetiske regime udskiftede man eksempelvis i Konstantin Sergejevs udgave fra 1950 den sørgelige slutning med en noget mere munter, hvor Odette og Siegfried levede lykkeligt til deres dages ende. I Rudolf Nurejevs version til Pariseroperaen fra 1986 kæmper Siegfried og von Rothbart, men von Rothbart overvinder prinsen og kan triumferende tage Odette med sig ind i evigheden. I Peter Martins’ føromtalte version overlever de elskende, men man kan ikke kalde det en lykkelig slutning alligevel; Odette må forblive svane for altid, og Siegfried er ladt alene tilbage med sin sorg og anger. I Mariinskij Ballettens forestilling fra 2006 ødelægger Siegfried, i lighed med Reisingers oprindelige version fra 1877, von Rothbarts vinge, så han dør, og Odette får sin menneskeskikkelse tilbage og kan forenes med prinsen. I National Ballet of Canadas udgave fra 2010 tilgiver Odette Siegfried, men von

Det er ikke uden grund, at Svanesøen er blevet kaldt verdens mest fascinerende ballet, og den vedbliver med at fascinere og tryllebinde publikum over hele verden. Den har, ikke mindst på grund af Tjajkovskijs berusende musik, overlevet i næsten 150 år, og der er heldigvis intet, som tyder på, at den ikke skal fortsætte sin sejrsgang. lk

14

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Margot Lander som Odette og Leif Ørnberg som Siegfried, 1938.

Foto: Huset Mydtskov.

Kirsten Simone som Odette og Henning Kronstam som Siegfried, 1964. Foto: Huset Mydtskov.

Anna Lærkesen som Odette og Eske Holm som Siegfried, 1964. Foto: Huset Mydtskov.

Mette Hønningen som Odette og Palle Jacobsen som Siegfried, 1974. Foto: John R. Johnsen.

Silja Schandorff som Odette og Kenneth Greve som Siegfried, 1996. Foto: Huset Mydtskov.

Heidi Ryom som Odette og Martin James som Siegfried, 1996. Foto: Huset Mydtskov.

15

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Caroline Betancourt, Silvia Selvini, Stephanie Sahlgren og Kateřina Plachá som små svaner.

Viktoria Falck-Schmidt, Astrid Elbo, Emma Håkansson og Stephanie Chen Gundorph som store svaner.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Ida Praetorius som Odette.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Silja Schandorff Koreografi og iscenesættelse En meget væsentlig faktor i Svanesøen er Tjajkovskijs musik, og som danser bliver man nærmest drevet frem af den.

Dengang jeg dansede den, bad jeg ofte om at få at vide, hvem der var soloviolinist til aftenens forestilling; alle musikere trækker vejret på forskellig vis, har individuelle fraseringer og unikke måder at tolke musikken på, så det var vigtigt for mig at vide, hvem der skulle spille.

Født 1969.

Uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole 1975 — 87.

Korpsdanser ved Den Kongelige Ballet 1987.

Solodanser ved Den Kongelige Ballet 1992 — 2009.

Kunstnerisk koordinator ved Den Kongelige Ballet 2009 — 11.

Viceballetmester ved Den Kongelige Ballet 2011 — 16.

Jeg var kun seks-syv år gammel, da jeg som elev på balletskolen så Svanesøen for første gang. Det var i Flemming Flindts version, og jeg husker, at den gjorde meget stort indtryk på mig. Jeg var især dybt fascineret af den forvandling, der foregik, da prinsessen blev til en svane. Da Pariseroperaen gæstedansede i København i 1987, så jeg alle holdene, og det var tidens største stjernedanserinder, der forløste svaneprinsessen: Isabelle Guérin, Élisabeth Platel og Sylvie Guillem. Det var en enestående og uforglemmelig oplevelse, og jeg har båret den i mig gennem hele min karriere og nu videre til denne opsætning af Svanesøen.

At danse svaneprinsessen er en kraftpræstation med hurtige skift i såvel kostumer som sindsstemninger. Jeg synes godt om både den hvide og den sorte svane, men føler mig måske mest i samklang med den hvide og hendes væsen; hun er en melankolsk og tankefuld kvindeskikkelse, hvorimod den sorte svane giver én mulighed for at finde den indre forførerske frem.

Svanesøen handler for mig om den store test, som livet jo er: hvad enten man er ung eller gammel, møder man udfordringer og kriser på sin vej, og man bliver tvunget til at foretage nogle valg eller oplever, at andre foretager dem for én. Svanesøen er historien om tvivlen, om håbet og i bund og grund om kærligheden.

I 1996 dansede jeg selv for første gang Odette/Odile i Peter Martins’ udgave, og jeg kom efterfølgende til at danse med flere forskellige partnere. Hver prins sin tolkning, og det var spændende og udviklende at opleve, hvordan forestillingen kunne ændre sig meget fra gang til gang alt efter, hvem jeg dansede med.

18

Silja Schandorff

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Silja Schandorff under prøverne på Svanesøen i foråret 2015.

Foto: Christian Als.

19

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Nikolaj Hübbe Koreografi og iscenesættelse Efter jeg havde været i teatret, fik jeg en LP med Tjajkovskijs musik. På coveret var der et fotografi af Karen Kain og Rudolf Nurejev i en scene fra balletten.

Jeg kunne sidde i timevis og lytte til musikken, mens jeg fascineret betragtede billedet.

Født 1967.

Uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole 1978 — 84.

Korpsdanser ved Den Kongelige Ballet 1984.

Solodanser ved Den Kongelige Ballet 1988.

Solodanser ved New York City Ballet 1992 — 2008.

Balletmester ved Den Kongelige Ballet siden 2008.

Første gang, jeg så Svanesøen, må have været midt i 1970’erne. Det var på Det Kongelige Teater, og det var Mette Hønningen og Palle Jacobsen, der dansede Odette/Odile og prinsen. Midt i første akt forstuvede Mette Hønningen foden, og i anden akt måtte Linda Hindberg springe ind som den sorte svane.

Trods den noget dramatiske afvikling af forestillingen var det en ballet, der gjorde stort stort indtryk på mig – det var fantastisk, det var et eventyr.

For mig handler Svanesøen naturligvis meget om magi, trolddom og fortryllelse. Men den handler også om at blive voksen, om at tage ansvar for sine handlinger. Ligesom den unge helt Johannes i H.C. Andersens Rejsekammeraten bliver Siegfried udsat for alskens prøvelser; vælger han den forkerte løsning, kan han risikere at miste alt, sågar livet. Det er en arketypisk historie, der fortæller om alle de faldgruber, som livet ruller op for én, og som man skal passe på ikke at falde i.

Min far havde inden da fortalt mig historier om svaner; Leda og svanen, H.C. Andersens ælling, der i virkeligheden var en svane etc., så jeg vidste alt om svaner. Troede jeg. Det var faktisk først, da jeg så Svanesøen, at jeg blev klar over, at der også fandtes sorte svaner.

20

Nikolaj Hübbe

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Nikolaj Hübbe under prøverne på Svanesøen i foråret 2015.

Foto: Christian Als.

21

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Jonathan Chmelensky som von Rothbart.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Kizzy Matiakis som Odile og Gregory Dean som Siegfried med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

De gådefulde svaner

Svanen er det største medlem af gruppen af store andefugle og er blandt de største flyvende fugle. En svane kan veje helt op til 15 kilo, besidde et vingefang på omkring tre meter og have 25.000 fjer. Der findes syv forskellige svanearter, hvoraf fem hvide arter lever på den nordlige halvkugle, mens et par sorte arter findes på den sydlige halvkugle. Svanerne lever både til lands og til vands, og de er monogame.

Som regel holder de sig trofast til den samme ledsager gennem hele livet, og ”skilsmisser” optræder kun sjældent.

Svanerne symboliserer noget guddommeligt eller overjordisk, man forbinder dem med visdom og kreativitet, og de er ofte symbol på kærlighed og troskab. Ifølge legenden kan de stumme dyr, når de dør, synge himmelsk smukt, deraf udtrykket ”svanesang”. De gamle grækere anså svanen for at have en særlig tilknytning til de ni muser, idet deres leder Apollon blev født, mens store flokke af svaner kredsede på himlen. Ligeledes i den græske mytologi fortælles om Leda, der besvangres af Zeus, gudernes konge, som kommer til hende i skikkelse af en svane.

Men man skal ikke skue disse smukke, langhalsede dyr på fjerene; de er ikke nødvendigvis så blide og yndefulde, som de ser ud. I yngletiden vogter de deres territorium og kan blive meget aggressive over for uønskede gæster, det være sig mennesker eller andre dyr, der henholdsvis skræmmes væk eller ligefrem dræbes, hvis de kommer dem for nær.

Hinduerne viser svanerne stor ærefrygt, betragter dem som hellige og tillægger dem særlige evner. De kan flyve på himlens blå vande og slå sig ned på jorden, hvor de forvandles til smukke piger. Her kan de gifte sig med en dødelig og leve lykkeligt, indtil de længselsfuldt vender tilbage til deres himmelske hjem. I den nordiske mytologi fortælles i Vølundskvadet om en ung mand, der ved en strandbred betragter tre svaner, der affører sig deres fjerham og forvandler sig til smukke piger. Efter at have badet tager de igen hammene på og forsvinder som svaner. Manden venter længselsfuldt på at se svanerne

Myterne om de gådefulde og fascinerende svaner er nogle af de ældste i verden, og de forekommer i let varieret form i de fleste lande, ofte som fortællinger om menneskelige væsener, der forvandler sig til svaner eller vice versa.

24

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

igen, og da de dukker op, lykkes det ham at få fat i den yngste svanes ham.

Hun bønfalder om at få den tilbage, men han tager hende med sig og gifter sig med hende. Syv år senere viser han hende hammen, som hun straks griber og flyver ud af vinduet.

Sultan, hvor en prins redder en såret svane, der senere forvandler sig til en kvinde, som han gifter sig med.

I musikkens verden forekommer svanen i Camille Saint-Saëns’ lille komposition Svanen fra Dyrenes karneval, som ballerinaen Anna Pavlova udødeliggjorde med sin gribende solo Den døende svane. Men først og fremmest i Richard Wagners opera Lohengrin, hvor den spiller en meget central rolle, idet der optræder en svaneridder, en svanebåd og Gotfried, der er blevet forhekset og forvandlet til en svane. Pjotr Tjajkovskij har højst sandsynligt blandt andet ladet sig inspirere af Wagners værk, da han komponerede Svanesøen.

I den keltiske legende dør Kong Lirs elskede hustru, og for at give sine børn en mor gifter kongen sig med en ondsindet, jaloux kvinde, der forvandler dem til vilde svaner. H.C. Andersens eventyr De vilde svaner minder på mange måder om historien om Lirs børn. Kongen har 11 sønner og datteren Elisa. Den onde steddronning sender prinsesse Elisa væk og forvandler de 11 prinser til svaner, men efter mange genvordigheder sejrer de gode heldigvis over de onde og lever lykkeligt til deres dages ende.

Når det gælder svanemotivet, står samme Andersen for måske den mest berømte historie om en svane, nemlig fortællingen om den stakkels grimme ælling, der må finde sig i at blive hånet og ydmyget, indtil det viser sig, at den i virkeligheden er en smuk svane. Også i den russiske litteratur har man beskæftiget sig med transformationen svane til menneske. Blandt de mest berømte er Aleksandr Pusjkins Historien om Tsar

lk

25

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

J’aime Crandall som Odile.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Ida Praetorius som Odette.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Pjotr Tjajkovskij Musik

I 1877 indgik Tjajkovskij ægteskab med en medstuderende fra konservatoriet, Antonina Miljukova – et ægteskab, der kun holdt i seks uger. En anden kvinde, der fik langt større indflydelse på Tjajkovskijs liv, var den rige enke Nadesjda von Meck, som han korresponderede med i over 1.200 breve, og som på grund af sin store beundring for hans musik støttede ham økonomisk. Hendes eneste, ret ejendommelige betingelse for at give ham penge var, at de aldrig skulle mødes.

Pjotr Tjajkovskij, 1840-93, blev født i Votkinsk som søn af en mineingeniør. I 1848 flyttede familien til Sankt Petersborg, hvor han blev uddannet jurist og derefter i 1859 blev ansat i justitsministeriet. Men samtidig begyndte han for alvor at interessere sig for musik, og i 1862 bestemte han sig for helt at hellige sig musikken og blev elev på musikkonservatoriet i Sankt Petersborg, hvor han blandt andet studerede komposition hos Anton Rubinstein.

Tjajkovskij skrev inden for mange genrer og havde en stor produktion – ballet, opera, symfonier, klaverkoncerter, violinkoncerter, kammermusik med meget mere. Han anvendte ofte indslag fra russiske folkemelodier, men samtidig lod han sig som den første russiske komponist inspirere af vestlige impulser. Tjajkovskij anses i dag for at være Ruslands største komponist, og hans værker er blandt de mest berømte og populære i musikhistorien, blandt andet balletterne Svanesøen fra 1877, Tornerose fra 1890 og Nøddeknækkeren fra 1892, operaerne Eugen Onegin fra 1879 og Spader Dame fra 1890 samt 1812-Ouverturen fra 1880.

Efter endt uddannelse flyttede Tjajkovskij permanent til Moskva, hvor Rubinsteins bror, Nikolaj, havde tilbudt ham ansættelse som professor i komposition og musikhistorie ved det nyåbnede musikkonservatorium. Han blev hurtigt Ruslands mest estimerede komponist, men de første ti år i Moskva var hårde og med mange kampe; hans homoseksualitet, som samtiden fordømte, forværrede hans melankoli og depressioner.

I 1893 døde Tjajkovskij efter at have drukket kolerainficeret vand. Der findes adskillige teorier om årsagen til hans død, blandt andet at han begik selvmord på grund af anklager om et homoseksuelt forhold til en ung mand, men dette er aldrig blevet bevist. lk 28

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Tobias Praetorius, Birgitta Lawrence og Julien Roman i spansk dans.

Viktoria Falck-Schmidt med corps de ballet i ungarsk dans.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Tjajkovskij og Svanesøen Selv om Pjotr Tjajkovskij uden tvivl tidligere i sin karriere havde overværet adskillige balletforestillinger, skulle Svanesøen blive det første stykke musik, han selv skrev inden for denne genre.

I 1870 fortalte han sine brødre, at han arbejdede på en ballet i fire akter, der skulle hedde Askepot. Det ser imidlertid ud til, at han ret hurtigt opgav dette forehavende, for han nævnte det aldrig igen, og end ikke et udkast er bevaret.

han periodens balletmusik, der dog ikke var af høj standard. Men hans naturlige evner og fantasi satte ham i stand til at overgå sine samtidige og skabe et partitur, der skulle komme til at ændre den almindelige opfattelse af balletmusik.

Det meste af musikken til Svanesøen er højst sandsynligt skrevet i Moskva, selv om Tjajkovskij, blot en måned før han fuldendte værket, skrev til sin bror Anatolij: ”Jeg sidder med instrumenteringen af min ballet til op over begge ører, da den skal være færdig til Sankt Thomas-uge. Da jeg stadig mangler at færdiggøre to en halv akt, har jeg bestemt mig for at arbejde videre med denne kedsommelige opgave i påskeugen. For at kunne gøre det må jeg rejse væk herfra.”

Man ved ikke meget om tilblivelsen af musikken til Svanesøen, og partituret blev først udgivet posthumt. I 1871, seks år før premieren på Svanesøen i Moskva, havde Tjajkovskij til sin søsters børn skrevet en lille ballet i en akt, Svanernes sø, som familien havde opført hos søsteren Alexandra Davidova i Kamenka. Meget få oplysninger om denne ballet er gemt, men Tjajkovskijs nevø Jurij Davidov har senere fortalt, at Tjajkovskij genanvendte såvel svanemotivet som et musikalsk tema fra denne børneballet i sin helaftensballet.

Partituret var færdigt i april 1876, men Tjajkovskij var ikke selv tilfreds med resultatet. Da han efterfølgende hørte Léo Delibes’ musik til balletten Sylvia, skrev han: ”Hvis jeg havde kendt til denne musik noget før, ville jeg naturligvis ikke have komponeret Svanesøen, for den er af ringe kvalitet sammenlignet med Sylvia.” Der skulle da også gå 13 år, før han igen skrev balletmusik, nemlig Tornerose i 1890.

I august 1875 skrev Tjajkovskij til komponisten Nikolaj Rimskij-Korsakov om sit arbejde med Svanesøen: ”Jeg har påtaget mig denne opgave, dels på grund af pengene, som jeg har brug for, dels fordi jeg længe har ønsket at prøve kræfter med den slags musik.”

For at gøre sig fortrolig med de krav, den form for musik stillede, studerede

Tjajkovskij havde tidligere arbejdet på tre værker for teatret, hvori der forekommer en kærlighedshistorie med 30

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Gregory Dean som Siegfried og Kizzy Matiakis som Odette med corps de ballet.

tragisk udgang mellem en dødelig mand og en ikke-dødelig kvinde. Det var operaerne Undine fra 1869 og Mandragora fra 1869-70 og musikken til skuespillet Snejomfruen fra 1873. De to operaer blev aldrig opført – Undine tilintetgjorde han, og Mandragora blev ikke færdiggjort. Det er muligt, at han først med Svanesøen fandt en udtryksform, der indfriede hans ønske om at beskæftige sig med dette emne. Man ved, at den såkaldte kærlighedsduet fra anden akt af Svanesøen er baseret på musik, som Tjajkovskij havde kasseret til Undine. Dette musikstykke var oprindeligt skrevet som en duet mellem en sopran og en baryton, men blev i Svanesøen ændret til en violin og en cello.

Det faktum, at partituret til Svanesøen med overvejende sandsynlighed indeholder elementer af musik, der er komponeret til andre formål, fratager det naturligvis ikke dets grundlæggende kvaliteter. Musikken til Svanesøen betragtes under alle omstændigheder som et meget helstøbt værk, der reformerede genren og stadig i dag fremstår som en milepæl og blandt det ypperste inden for balletmusik. lk

31

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Gregory Dean som Siegfried og Kizzy Matiakis som Odile.

Mette Bødtcher som dronningen og Gregory Dean som Siegfried med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Alban Lendorf som Siegfried.

Kizzy Matiakis som Odette og Gregory Dean som Siegfried med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Tutuen — et brus af tyl Der er ikke mange balletter, der vælter sig i tutuer som Svanesøen. Til denne nyeste version med kostumer skabt af Mia Stensgaard er der syet ikke færre end 60 tutuer – 40 hvide og 20 sorte.

Omkring 1870 begyndte tutuen at kravle op over knæene, så der blev mere fokus på benene og i særdeleshed den mere og mere avancerede tåspidsdans. I slutningen af 1800-tallet var tutuen krøbet helt op til livet, så den stod horisontalt ud og dermed fandt den pandekage-form, som vi kender i dag, ikke mindst fra klassiske balletter som Svanesøen.

Ordet tutu – udtalt tyty – er højst sandsynligt en omskrivning af det franske udtryk cucu, der er en barnlig talemåde for cul, som betyder bagdel. En tutu er et balletskørt, som består af flere lag meget stift tyl i graduerede længder, lagt oven på hinanden og næstet sammen, så det danner en flad ”tyls-tallerken”. Dette skørt bliver syet på et hoftestykke, og skørtet strutter således Foto: Christian Als. vandret ud fra hoften.

I 1920’rne, hvor Ballets Russes var toneangivende, blev der eksperimenteret med tutuen, og nogle af tidens mest progressive kunstnere gav deres tolkning af fænomenet. Midt i 1900-tallet afløstes tarlatan af tyl, og der begyndte at ske nye ting med tutuen. Først og fremmest New York City Ballets legendariske kostumedesigner Karinska revolutionerede i de følgende år skørtet og skabte i 1950 til George Balanchines ballet Symfoni i C de såkaldte ”pudderkvast”-tutuer, der var bløde og mindre flade og stive end de hidtidige.

Det først kendte eksempel på en balletdanserinde i en tutu var Marie Taglioni, der bar den, da hun i 1832 dansede titelrollen i La Sylphide på Pariseroperaen. Det var ikke kun hendes hvide, florlette skørt, der vakte opsigt, men også hendes evne til at danse på tå, der dengang var et relativt nyt fænomen.

Hun svævede over scenen i sit brus af en tutu som et overjordisk, hvidt væsen og blev indbegrebet af den romantiske ballet. Taglionis tutu gik til midt imellem knæet og anklen og bestod af et klokkeformet skørt, der var syet af gennemsigtig tarlatan (et billigt, gazeagtigt bomuldsstof), og de mange lag gav en fornemmelse af fylde uden at virke tungt. Tutuen var en født klassiker.

En tutu er haute couture på højeste plan. Tutuens ydre glans er kun mulig, fordi den er opbygget i et sindrigt system; en tylstrusse under skørtet giver den, der bærer det, mulighed for at bevæge sig frit, samtidig med at skørtets overdådighed af tyl skjuler sømme og hægter. Overraskende nok er det faktisk som oftest mænd, der laver tutuer, og det er et hårdt fysisk og meget 34

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Dameskræddersalen på Det Kongelige Teater under arbejdet med tutuerne til Svanesøen i foråret 2015. Foto: Morten Eggert.

monotont arbejde. Så tutu-skræddere er en truet art – i England for eksempel kan antallet i dag tælles på én hånd. Det tager mellem 25 og 60 timer at lave en almindelig tutu, afhængigt af overskørt og pynt, så det er ikke en billig beklædningsgenstand. I 2000 blev Margot Fonteyns tutu fra Svanesøen solgt på en auktion på Christie’s i London for omkring 750.000 kroner.

et utildækket gaslys. Der gik ild i skørtet, og på trods af at folk omkring hende, blandt andre hendes lærerinde, som i øvrigt var selvsamme Marie Taglioni, forsøgte at hjælpe, stod hun ikke til at redde. Et par år tidligere var det ellers blevet obligatorisk at bære brandafvisende musselin på scenen, men mange danserinder vægrede sig, fordi det var tungt, klodset og ubehageligt at danse i. Livry døde otte måneder senere af de sår, hun pådrog sig under branden, og skal på sit dødsleje have udtalt om de brandsikre skørter: ”Ja, de er mindre farlige, men hvis jeg nogensinde vender tilbage til scenen, kunne jeg aldrig drømme om at tage dem på – de er så grimme!”

Selv om man forbinder tutuen med romantik og skønhed, har der også været dramatik omkring det smukke kostume.

I 1862 var den 21-årige Emma Livry, som var en meget talentfuld danserinde ved Pariseroperaen, så uheldig, at hun under en prøve fik sin tutu ind i 35

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Tutuerne til Den Kongelige Ballets udgave af Svanesøen består af ti lag tyl samt et overskørt i organza. Tylsdelen er lavet på et værksted i London og er så sendt til Det Kongelige Teater i København, hvor man på teatrets dameskræddersal har lavet overskørtet og pyntet solisternes tutuer med tindrende dugdråbesten. Korpsdanserindernes overskørt har to lag og solisternes tre.

De laves efter pigernes benlængde og skal harmonere proportionalt med danserindens krop; det vil sige, at længderne på tutuerne i realiteten er forskellige, men på scenen synes de ens.

Den inderste flæse er fem centimeter i bredden, og den yderste er til de højeste piger 37. Hver pige har således sin egen tutu, og der er gået omkring ti meter tyl til hver tutu. Hvis man passer godt på en tutu og opbevarer den ordentligt, kan den holde i op imod 20 år. Og hver tutu har sin egen historie at fortælle – om sit liv på scenen og om den krop, der har været begravet i den inde bag de mange sømme.

Det er ikke kun en dans på roser at være iført en tutu. Det forhold, at man ikke kan se sine egne ben og fødder, kan det godt tage tid at omstille sig til, og det kan være svært at fornemme balancen i kroppen. Det er heller ikke altid lige let at være mandlig partner for en danserinde i tutu. Han skal vænne sig til den helt bogstavelige afstand, som det brede kostume skaber mellem to personer, og han skal passe på, at det stive skørt ikke rammer ham i ansigtet.

Tutuen er mere end bare tyl i lagvis; det er en forlængelse af danserindens væsen, og den er i stand til at tryllebinde publikum til at tro, at de ser en prinsesse eller en svane på scenen. Sammen med tåspidsskoene er det det ultimative redskab til at få en danserinde til at føle sig som en rigtig ballerina, og uden tutuen ville klassisk ballet ikke have den samme elegance, ynde og magi. lk

36

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Kizzy Matiakis som Odette og Gregory Dean som Siegfried med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Ida Praetorius som Odette og Marcin Kupiñski som Siegfried.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ă˜ E N

Kizzy Matiakis som Odette og Gregory Dean som Siegfried.

J’aime Crandall som Odette med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Mia Stensgaard Kostumer Mia Stensgaard har haft en omfattende karriere på Det Kongelige Teater, hvor hun har beskæftiget sig med alle de tre kunstarter. Inden for skuespillet har hun således været scenografen bag blandt andet Ludvig Holbergs Den vægelsindede i 2001 og Michel Houellebecqs Udvidelse af kampzonen i 2002, og til operaen har hun stået for Astor Piazzollas Maria de Buenos Aires i 2005, Richard Wagners Tannhäuser i 2009, Hans Werner Henzes El Cimarrón i 2009 og Pietro Mascagnis og Ruggero Leoncavallos Cavalleria rusticana & Bajadser i 2011.

Mia Stensgaard, født 1972, er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole i 1998, hvor hendes afgangsforestilling var Den biologiske abe af Nicolas Bro. Siden har hun skabt et utal af scenografier til såvel de små intimscener som de store, etablerede teatre og inden for alle genrer, det være sig skuespil, opera, ballet, film og tv.

I 2003 fik hun sin debut som balletscenograf med Den Kongelige Ballets opsætning af Kenneth MacMillans hæderkronede mesterværk Manon, der siden har været opført i denne udgave i Berlin, London, Helsinki og Tallinn. I 2006 arbejdede hun igen sammen med Den Kongelige Ballet, da hun skabte kostumerne til Tim Rushtons smukke, dystre Requiem, og i 2011 var hun kvinden bag det vilde troldeunivers i Nikolaj Hübbes og Sorella Englunds opsætning af August Bournonvilles Et folkesagn. Allerede til oktober er Mia Stensgaard tilbage hos balletten, hvor hun laver kostumer til Silja Schandorffs og Nikolaj Hübbes nye version af endnu en stor klassiker, Giselle.

I udlandet har hun blandt andet lavet Don Giovanni på Het Nationale Ballet i Amsterdam i 2005, Eugen Onegin på Royal Opera House i London i 2013 og Idomeneo på Wiener Staatsoper i 2014. Hun har stået for production design til filmene De grønne slagtere i 2003, Adams æbler i 2004 og Mænd og høns i 2015, alle af Anders Thomas Jensen, samt til Maya Ilsøes tv-serie Arvingerne på DR i 2014.

40

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

En af Mia Stensgaards kostumeskitser til dronningen.

Mette Bødtcher som dronningen med corps de ballet.

Svanesøen er den klassiske eventyrfortælling om den ulykkelige kærlighed mellem en prins og en forvandlet svaneprinsesse, og i denne nye udgave har vi haft en vision om at komme helt ind under huden på følelserne i historien. Gennem karaktertegningen og kostumerne vil vi gerne fremkalde den beretning, der foregår langt nede under overfladen.

rerne er dybt integreret i hinanden, og dette afspejler sig også i kostumerne.

Det har været en stor inspiration at lade fuglemotivet samt lyset og mørket – friheden og afgrunden – være den røde tråd i kostumerne til Svanesøen.

Dette kommer til udtryk flere steder; for eksempel hos narren, der som halvt mand og halvt fugl er en gestalt af von Rothbarts dobbelttydige væsen, og hos hoffet, som bliver en skygge af fugl i prinsens hallucination og dermed en spejling af von Rothbarts mørke afgrund og i sidste ende prinsens og svaneprinsessens.

Udgangspunktet for kostumerne er en fri fabulering over renæssancen – eventyrenes tid – og det er en stiliseret form, der foldes ud i den helt abstrakte scenografi. Hver enkelt figur i forestillingen er et spin af spejlinger, gestalter, transformationer, metamorfoser og slægtskaber. Karakte-

41

Mia Stensgaard

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Mikki Kunttu Scenografi, lys- og videodesign koreograf Tero Saarinen har vakt opsigt og vundet stor international anerkendelse. De har kaldt deres arbejdsproces for ”en åben dialog”, og Kunttu har udtalt: “Vi laver vores eget – uden nogen historie og uden reference til noget som helst andet.”

Ud over arbejdet inden for dansens verden har Mikki Kunttu også lyssat teater, opera, kunstudstillinger, rockfestivaler, koncerter med meget mere, og i 2007 stod han for hele det spektakulære visuelle udtryk, da Finland var værtsland for det europæiske Melodi Grand Prix.

Foto: Tanja Ahola.

Mikki Kunttu, født 1971, er blevet kaldt lysets troldmand, og han er med sin nyskabende stil i dag en af de mest eftertragtede lysdesignere i Europa.

Han er uddannet i lyd- og lysdesign på Institut for Kunst og Kommunikation i Tampere i 1995, og siden har der været bud efter ham fra det meste af verden.

Han har arbejdet for store balletkompagnier som Boston Ballet, Batsheva Dance Company, Ballet de l’Opéra de Lyon, Ballet du Grand Théâtre de Genève, Ballet Gulbenkian, Den Finske Nationalballet, GöteborgsOperans Ballet og Dansk Danseteater.

Mikki Kunttu har tidligere tryllet med lyset for Den Kongelige Ballet, således i 2003 ved nyopsætningen af Kenneth MacMillans Manon og igen i 2005, hvor han var såvel lysdesigner som scenograf på den nordiske balletaften, der bestod af de fire balletter Vand, Luft, Ild og Jord. Kunttu har to gange samarbejdet med Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, idet han i 2009 skabte lys til deres nye version af Napoli og i 2011 til Et folkesagn.

Han har skabt lys for koreografer som Jorma Uotinen, Carolyn Carlson, Akram Khan, Sidi Larbi Cherkaoui, Sylvie Guillem og Jorma Elo, men først og fremmest det mangeårige, tætte samarbejde med den kontroversielle, finske 42

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

Projektion til Svanesøen af Mikki Kunttu.

J’aime Crandall som Odette og Alban Lendorf som Siegfried med corps de ballet.

Svanesøen er nok den mest legendariske ballet i teaterhistorien, og derfor er det naturligvis meget krævende og udfordrende at skulle skabe en ny scenografi til den. Der er allerede blevet lavet så mange forskellige udgaver af denne klassiker, og så mange talentfulde scenografer har givet deres bud på en tolkning.

Det visuelle udtryk i vores udgave af Svanesøen kan nok bedst beskrives som meget moderne, men jeg synes, at dekorationernes dramatiske vægt passer godt sammen med beretningen. Det er ikke tanken, at jeg med denne scenografi vil vende ryggen til de traditioner, der eksisterer omkring ballet, men jeg vil simpelthen gerne gøre brug af mere moderne redskaber til at fortælle den klassiske historie.

Efter min mening er denne fortælling en af verdens smukkeste metaforer; den besidder alle de elementer, der er nødvendige for at kunne invitere publikum med på en fortryllende, visuel rejse. På mest gribende vis har den både mørket og lyset i sig.

43

Mikki Kunttu

D E T K O N G E L I G E T E AT E R D E N K O N G E L I G E B A L L E T 2 0 1 6 / 2 0 1 7

Balletmester Nikolaj Hübbe Administrationschef Marianne Bennetzen Solodansere J’aime Crandall Holly Jean Dorger Susanne Grinder Ida Praetorius Amy Watson Ulrik Birkkjær Gregory Dean Marcin Kupiñski Alban Lendorf Solister Caroline Baldwin Lena-Maria Gruber Kizzy Matiakis Christina Michanek Alexandra Lo Sardo Femke Mølbach Slot Jonathan Chmelensky Jón Axel Fransson Nicolai Hansen Andreas Kaas Alexander Stæger Karakterdansere Mette Bødtcher Lis Jeppesen Eva Kloborg Mogens Boesen Morten Eggert Poul-Erik Hesselkilde Korpsdansere Amalie Adrian Amy Bale Caroline Betancourt Lydia Bevan Benedicte Boier

Benita Bünger Alice Canu Elisabeth Dam Joscelyn Dolson Heather Dunn Astrid Elbo Viktoria Falck-Schmidt Kaledora Fontana Giordana Gallo Wilma Giglio Stephanie Chen Gundorph Hilary Guswiler Camilla Ruelykke Holst Ji Min Hong Emma Håkansson Birgitta Lawrence Marina Minoiu Elenora Morris Alba Nadal Kateřina Plachá Stephanie Sahlgren Silvia Selvini Carling Talcott-Steenstra Beila Ungar Esther Lee Wilkinson Louise Østergaard Charles Andersen Gábor Baunoch Ryan Booth Alexander Bozinoff Benjamin Buza Magnus Christoffersen James Clark Eliabe D’Abadia Damir Emric Christian Hammeken Sebastian Haynes MacLean Hopper Cédric Lambrette Matteo di Loreto Ariel Merkuri Emerson Moose Tobias Praetorius Liam Redhead Samuel Rees Julien Roman Oliver Starpov Bryant Steenstra Samuel Zaldivar

44

3. års aspiranter Laura Husted Christensen Karoline Gammelgaard Sarah Olivia Klitgaard Lea Sindberg Lyager Emma Riis-Kofoed Anna Westerholm Lærere og instruktører Mogens Boesen Stephane Dalle Elisabeth Dam Sorella Englund Nikolaj Hübbe Adam Lüders Jean-Lucien Massot Fernando Mora Silja Schandorff Anne Marie Vessel Schlüter Claire Still Pianister Jon Andersson Svetlana Apollo Anna Bard Kim Helweg Kirsten Monique Jenssen Kristian Jørgensen Thomas Rischel Bjarne Sahl Alison Smith Eva Sørensen Deborah Wood Producenter Jens Lange Susanne Ørskov Forestillingsledere Ole Just Thomas Mieth Planlægger Kit Dyring

D E T K O N G E L I G E T E AT E R D E N K O N G E L I G E B A L L E T 2 0 1 6 / 2 0 1 7

Den Kongelige Ballet er et af verdens ældste balletkompagnier. Det blev grundlagt helt tilbage i 1770’erne, og med sin unikke Bournonville-tradition indtager ensemblet en særstilling i international sammenhæng. Intet andet balletkompagni har bevaret så mange balletter danset i ubrudt linje siden den romantiske periode i det 19. århundrede. Sylfiden, Napoli og Et folkesagn af August Bournonville er hovedværker, ikke blot i den danske ballethistorie, men også i den internationale. En af Den Kongelige Ballets kerneopgaver er at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter, der er karakteriseret ved deres fine sans for mimisk fortælling og ubesværet lethed, og arven fra Bournonville vil altid være grundstammen i kompagniets repertoire. Men samtidig har den danske nationalballet også en rig tradition for at fortolke de store, prægtige klassikere som Svanesøen, Tornerose, Giselle og Nøddeknækkeren.

Den Kongelige Ballet er imidlertid ikke kun historie eller museum, men har også forstået at forny sig og følge med tiden i et alsidigt repertoire. I det 20. og her i det 21. århundrede har den danske ballet bevæget sig mod at være et kompagni, der også omspænder de moderne klassikere samt de helt nye tendenser på den internationale dansescene: fra George Balanchines neoklassiske værker over danske mestre som Harald Lander og Flemming Flindt frem til vor tids koreografer lige fra John Neumeier, Maurice Béjart og Jiří Kylián til nyere talenter som Christopher Wheeldon, Jorma Elo, Jacopo Godani og Alexei Ratmansky.

45

TITEL

Den flyvende hollænder KO M P O N I ST

SPI LLE PE R IODE

SPILLESTED

R I C H A R D WA G N E R

03/09 – 15/10 2016

OPERAEN

GAM LE SCE N E

SKU E S PI LH U S E T K Ø B B I L L E T T E R P Å K G LT E AT E R . D K

OPE RAE N

GAM LE SCE N E K Ø B B I L L E T T E R P Å K G LT E AT E R . D K

S K U E S PP II LL HH UUSSEETT 2 3 / 0 9 -1 4 / 1 2 2 0 1 6

Pe Ka t e M re r C Si ad n-L hri M m o s R i s e s to Ra ari n B øm M ffe Si sm e D en er yn rse P e c i l i u s a l s n e B ro s t e n M te a G F r g a b j e l i n r Ta ari r P ad ue ard rg -Ta ni Li mm a R lau bo rga la o g r ar N i Ø ssi bo g d ob s n g rg el t

Ø To dip af d u s El ra o is m g a a A K r e r nt ag i e igo er t – ne up is : ce n

es

at

D E T KO N G E L I G E T E AT E R SVA N E S Ø E N

SÆSON 2016/2017

HOVEDSPONSORER

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SPONSORER

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

BALLET 2016/2017

Svanesøen / Hübberiet / Giselle / Fabelmageren / Alice i eventyrland / Dans2Go / Giant Steps / Ballet de luxe / Juveler / Farlige forbindelser / Snedronningen / Vals

K Ø B B I L L E T T E R P Å K G LT E AT E R . D K

Forældrekøb Er det en god ide?

Når børnene flytter hjemmefra, kan det være en god idé at hjælpe dem på vej. Og her er forældrekøb en god mulighed.

Vil du vide mere om forældrekøb, så kontakt Danske Bank på 70 123 456, hvor du kan få personlig betjening alle dage – døgnet rundt.

danskebank.dk/forældrekøb

Painting the world stronger From bridges and boats to power stations and buildings like the Royal Danish Opera House, our coatings can be found around the globe, helping make our world safer, stronger, more beautiful and longer lasting.

It’s why we exist and why we’re the partner of choice for customers in the protective, marine, decorative, yacht and container markets in over 80 countries worldwide.

See how we can make your business stronger at hempel.com

Det Kongelige Teater

Teknik / produktion:

Produktionsansvarlige

Teaterchef: Morten Hesseldahl Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og bygningsdirektør: Marianne Petersen Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: Sven Müller Skuespilchef: Morten Kirkskov Chef, Kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Dorthe Paulli Kommunikationschef: Magnus Restofte Administrationschef balletten: Marianne Bennetzen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Administrationschef, Kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Niels E. Bjerrum HR og Jura: Marianne Thorsen Kostumechef: Tine Sander Adm. scenechef: Kim Lennert Hansen

Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Rasmus Clausen Lyd, lys og video: Tommy Larsen Leder for scenografisk produktion: Sanne Brodersen Lager- og logistikchef: Lars Møller Rasmussen Rekvisitafdeling: Mikkel Theut Herreskræddere: Magnus Tougaard Dameskræddere: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Kostumeteknik: Sophie Secher Kroner Maskør- og parykafdeling: Abelone Tholstrup Stein Statist- og påklæderafdeling: Ralf Friedrichsen

Belysningsmester: Anders Poll Produktionsmænd scene: Mikael Hansen og Klaus Rogild Produktionsmænd lys: Jacob Højly Hansen og Lars Schjørring Pedersen Signalør: Per Reersø Tonemestre: Anna Bassan, Martin Reinwald, Sebastian Eskildsen og Thomas Lørup Andersen Møbler: Thomas Kolding Herreskræddere: Mette Hoy Sørensen og Inger Bojsen Dameskræddere: Anne Aasted, Bente Kristensen, Bente Kirk og Christina Surlykke Rasmussen Modist: Mathias August Borg Tekstilværksted: Mikala Gandrup Maskør og paryk: Cecilia Nordgren Kostumeteknikere: Lars André Jensen og Søren Johannessen

Produktionsledelse Producent: Susanne Ørskov Scenemester: Hans Jørgen Larsen Kostumier: Annette Nørgaard Forestillingsledere: Ole Just og Thomas Mieth

Ansatte i administrationen, salgsog kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater Programredaktion og tekst: Lise Kaiser Forestillingsfoto: Costin Radu Tryk: Rosendahls Schultz Grafisk September 2016

Programmet indlæst på lydbånd for læse-handicappede kan bestilles på 86 96 63 21, Fonden for Aktive Blinde

Bagside: Kizzy Matiakis som Odette og Gregory Dean som Siegfried.

52

J’aime Crandall som Odette.

Tak til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Svanesøen 53

O P E R AEN S TO R E S C E N E

54