Personer, steder og ting Af Duncan Macmillan Den prisbelønnede, britiske dramatiker og instruktør Duncan Macmillan (f. 1980) har påpeget, at teater helt reelt kan udløse et lykkehormon, oxytocin. Det er også det hormon, der frigøres, når man deltager i gruppeterapi. »Det er det at sidde og lytte og blive lyttet til i et rum fuldt af mennesker, som folk får så meget ud af«, ræsonnerer han. Macmillans dramatik kredser bestandigt om, hvordan vi lever i vor tid. I sine stykker har han undersøgt så forskellige problemstillinger som klimaforandringer (i stykket 2071), forældreskab (i Ilt/Lungs), depression (i Every Brilliant Thing) og nu misbrug og afhængighed i sit seneste stykke Personer, steder og ting fra 2015. »Teater er, når det er bedst, en intervention«, har Macmillan udtalt. Det er en indgriben i livet. Da hovedpersonen Emma i Personer, steder og ting konfronteres med sit misbrug, bliver hun i den grad udsat for en indgriben i sit liv. Hun tvinges fra rollen som Nina i Tjekhovs Mågen til patient på et behandlingscenter.
100% fortalt ud fra Emmas POV oplever vi hendes hallucinatoriske virkelighed i forsøget på at komme ud af misbruget og i kampen for at finde en mening med tilværelsen – uden stimulanser. Hendes skuespillertalent tjener her som en yderst rammende metafor for, hvor svært det er at være menneske. Emma er individualist i en moderne verden. En verden der ikke er meningsløs, men hvor der bare ikke er nogen fikseret mening længere. Derfor er det op til dig selv at lykkes, og det indebærer masser af risici for på samme tid at mislykkes katastrofalt. Macmillan sætter i sine stykker spørgsmålstegn ved folks ageren; men han agiterer aldrig for en bestemt løsning. Hvorfor man bliver afhængig, er nemlig forbundet med et utal af ubesvarede spørgsmål, og at give et entydigt svar er utvivlsomt, som Emma fastslår, »en kæmpestor forsimpling af kompleksiteten ved det at være et fucking menneske«.