KONGELIG SOMMERBALLET
GRATIS ADGANG


![]()


SØNDAG 7. JUNI KL. 19
Ofelia Plads, København
MANDAG 8. JUNI KL. 19
Klosterlunden, Ringsted
TIRSDAG 9. JUNI KL. 19 Torvet, Nyborg
ONSDAG 10. JUNI KL. 19 Augustenborg Slotspark
FREDAG 12. JUNI KL. 19
Amfiscenen Værket, Randers
LØRDAG 13. JUNI KL. 16 Kabbel Hovedgård, Lemvig
SØNDAG 14. JUNI KL. 16
Rebild Bakker, Skørping
TIRSDAG 16. JUNI KL. 19
Resenlund, Skive
ONSDAG 17. JUNI KL. 19 SMK Thy, Doverodde
TORSDAG 18. JUNI KL. 19
Musikhusparken, Aarhus
FREDAG 19. JUNI KL. 19 Vedbæk Syd Strand
LØRDAG 20. JUNI KL. 16
Rosengårdshaven, Stege
Det Kongelige Teater på Kongens
Nytorv midt i København er hjemsted for Den Kongelige Ballet, men som de fleste andre holder vi også meget af at komme ud i verden og møde nye mennesker og se nye steder. Og nu er det heldigvis igen blevet den tid på året, hvor vores lille, hyggelige dansekaravane drager ud i det smukke, danske sommerland. Det er skønt at danse for et publikum, der allerede har ladet sig fascinere af kunstarten, men det er en lige så stor glæde at komme ud til folk, der for første gang stifter bekendtskab med balletten, og som måske endda gennem dette møde oplever, at denne lille appetitvækker kan blive begyndelsen på et smukt venskab.
På dette års Kongelig sommerballet – i øvrigt den tyvende af slagsen – gæster vi tolv udvalgte steder i Danmark, deriblandt to helt nye destinationer på landkortet, nemlig Doverodde og Vedbæk. Sidste år var vejrguderne ikke enige i, at vi skulle danse i Nyborg, Randers og Stege, så vi håber, at de er os mildere stemt, når vi i år prøver igen. Forhåbentlig bliver det også til et gensyn på Ofelia Plads i København, i Ringsted, Augustenborg, Lemvig, Skørping, Skive og Aarhus.
Programmet i år er sammensat af ti forskellige værker, der tilsammen viser ballettens alsidighed, og som rent tidsmæssigt spænder helt tilbage fra 1841 og frem til for et øjeblik siden – fra nogle af August Bournonvilles mest berømte divertissementer over fire af ballethistoriens største klassikere – Giselle , Nøddeknækkeren , Askepot og Den døende svane – samt to af Balanchines forrygende pas de deux’er frem til showdans til Sinatra-musik og et splinternyt værk skabt af en af vores egne dansere.
I den kommende sæson er der et væld af balletter – gamle som nye – at opleve i repertoiret på Det Kongelige Teater i København, og vi håber, at dagens program kan give lyst til at se endnu mere. Tak, fordi vi måtte komme forbi, rigtig god fornøjelse og på dansende gensyn.
Amy
Watson
Balletchef
Den Kongelige Ballet
Pas de deux fra APOLLON
Solo fra ASKEPOT
Pas de deux fra GISELLE
Pas de deux fra RUBINER
Pas de deux fra COME FLY AWAY
Pas de deux fra NØDDEKNÆKKEREN
Pas de six og tarantel fra NAPOLI

– Apollon og Terpsichore
pas de deux
Koreografi: George Balanchine
Musik: Igor Stravinsky
Kostumer:
Karinska
Dansere:
Holly Dorger og Phillip Katsnelson
Apollon er et af George Balanchines mest berømte værker. Den er fra 1928, men på trods af sine næsten 100 år er den stadig helt moderne i sit udtryk. Apollon er den græske gud for musik og digtning, og i balletten danser tre af hans muser for ham: først Kalliope, som repræsenterer poesien, dernæst Polyhymnia, muse for mimen, og til sidst Terpsichore, der er dansen. Naturligvis er det Terpsichore, som vinder hans hjerte.
Apollon var den første ballet, Balanchine lavede med Stravinsky, og han kaldte den et vendepunkt i sit liv. Balanchine betragtes ofte som ballerinaens ypperste koreograf, men netop med Apollon formåede han at skabe et værk, som langt de fleste klassiske mandsdansere stadig i dag drømmer om at få lov til at danse.

Askepot, 2019 – prinsens solo
Koreografi:
Gregory Dean
Musik:
Sergej Prokofjev
Kostume:
Jon Morrell
Danser: Jonathan Chmelensky
Askepot er kendt og elsket af ethvert barn, og i denne ballet-udgave er der skruet helt op for romantikken. Fortællingen om den fattige pige med det gode hjerte har alt, hvad et rigtigt eventyr skal rumme – glæder og sorger, de godes triumf over de onde, og de elskende, der må gå så grueligt meget igennem, før det kan ende lykkeligt. Og dertil det udødelige persongalleri: en særdeles ond stedmor og to meget intrigante stedsøstre, men til alt held også en magisk gudmor, en skare af blide feer og en yderst charmerende prins.
Det er tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet Gregory Dean, der har sat trin til den livsbekræftende historie om, hvordan kærlighed, håb og et åbent sind kan besejre selv det sorteste mørke.

– bonde pas de deux
Koreografi:
Jean Coralli og Jules Perrot
Musik:
Adolphe Adam
Kostumer: Mia Stensgaard
Dansere: Grace Curry / Beatriz Domingues og Sylvester Jønson
Giselle fra 1841 er en højdramatisk fortælling om uskyld, kærlighed og svigt. Giselle er splittet mellem to mænd – skovfogeden Hilarion, der tilbeder hende, og den unge hertug Albrecht, som hun er dybt forelsket i. Men Albrecht har ikke fortalt, at han allerede er forlovet med en anden, og da hun finder ud af det, mister hun forstanden og dør. Dramaet er dog kun lige begyndt, for Giselle bliver en farlig nymfe, og de to mænds møde med hende i det hinsides må ende galt.
Giselle ændrede med ét slag dansens historie; modsat tidens andre balletter mødte man nu en titelrolle, som man bedre kunne identificere sig med, og publikum strømmede til for at give sig hen til en verden af mystik og erotik.

Gitte Lindstrøm og Gudrun Bojesen i Jockey-dans, 2005.
Koreografi:
August Bournonville
Musik:
C.C. Møller
Kostumer:
Jens-Jacob Worsaae
Dansere:
Philip Duclos og Meirambek Nazargozhayev
Det lille divertissement Jockey-dans stammer fra August Bournonvilles sidste store ballet Fra Sibirien til Moskov . Selve balletten har ikke været i repertoiret i mange år, men den muntre pas de deux med de to ryttere, der prøver at overgå hinanden, har overlevet som et festligt indslag ved gallaforestillinger og lignende. Grunden til, at vi stadig kender Jockey-dans i dag, er, at kongelig hoffotograf Peter Elfelt i 1905 filmede den, i øvrigt med Danmarks første filmkamera, og ud fra denne optagelse har det været muligt at rekonstruere den lille dans til glæde for senere generationer.
Jockey-dans blev oprindeligt danset af to mænd, men siden er også ballerinaer trukket i ridetøjet. I denne version danses den af to mandlige solister fra Den Kongelige Ballet.

Rubiner, 1967
– pas de deux
Koreografi:
George Balanchine
Musik: Igor Stravinsky
Kostumer:
Karinska
Dansere:
Eukene Sagues og
Tobias Praetorius
Rubiner er midterstykket i George Balanchines store, abstrakte helaftensballet Juveler . Den er koreograferet til Igor Stravinskys pulserende og synkoperede musik, og det er et neoklassisk værk, der viser, hvordan de to mestre og venner Balanchine og Stravinsky var uovertrufne, når de slog sig sammen. Balanchine matcher Stravinskys rytmiske finesser med strittende og vittige trin i en knivskarp, atletisk koreografi, der på samme tid er energisk og humoristisk.
Flere har kaldt Rubiner for Balanchines hyldest til sit nye elskede hjemland Amerika og til mellemkrigstidens jazzalder med dens sorgløse spontanitet. Det er på én gang skødesløst og energisk – som at gå ned ad en af New Yorks brede, prangende boulevarder.

Koreografi:
Fiona Lee
Musik:
Sigur Rós: Untitled #6 ( E-Bow )
Kostumer:
GANNI
Konsulenter:
Gregory Dean
og Astrid Øye
Dansere:
Holly Dorger
og Andreas Kaas
Vandspejl er en helt ny duet, skabt som en hyldest til havnebyen København i anledning af 10-årsjubilæet for Ofelia Plads. Koreograf Fiona Lee, som er danser i Den Kongelige Ballet, har ladet sig inspirere af vandet, der omslutter Danmarks hovedstad, og af de skiftende vejrforhold, som hvert år præger Sommerballettens møde med publikum landet rundt.
Balletten skildrer mødet mellem en fortravlet byboer og et magisk væsen, der dukker frem fra vandet ved molen og afmonterer kvindens forsvarsværker, så hun til slut kan tage verden ind med et åbent hjerte. Lee ønsker, at publikum vil lade sig inspirere til at åbne sanserne og flyde med på en rejse ind i det overnaturlige. Hvem ved, hvad der skjuler sig under havets vandspejl?

Koreografi:
Mikhail Fokin
Musik:
Camille Saint-Saëns
Kostume:
Annette Nørgaard
Danser:
Tomoka Kawazoe
Mikhael Fokins Den døende Svane er indbegrebet af vores billede af den ultraklassiske ballerina. Den store, russiske stjernedanserinde Anna Pavlova bad selv Fokin om at skabe et værk til sig, og hun gjorde det til en af de mest berømte soloer i ballethistorien. Den lille ballet blev med det samme en stor succes, ikke mindst på grund af Pavlovas særlige evne til at leve sig ind i rollen. En samtidig kilde fortæller, at når hun dansede, blev hun simpelthen til en svane.
Vi følger de sidste minutter i en såret svanes liv. Den vingeskudte fugl flakser og skælver, før den til sidst lægger sig ned for at dø. Det handler om livets skrøbelighed, og om hvordan vi lidenskabeligt forsøger at holde fast i livet og undgå døden.

Koreografi:
Twyla Tharp
Musik:
Josef Joe Myrow
og Mack Gordon:
You Make Me Feel So Young, sunget af Frank Sinatra
Kostumer:
Norma Kamali
Dansere:
Eukene Sagues
og Mattia Santini
Come Fly Away er en dansende hyldest til Frank Sinatra – sangeren med den fløjlsbløde stemme, der blev indbegrebet af cool elegance. Han havde en eminent sans for at formidle de dybe følelser tilsat en lige tilpas mængde croon, og her næsten 30 år efter hans død formår han stadig at begejstre nye generationer.
Den Kongelige Ballet har skiftet tåspidsskoene ud med høje stiletter, og til tonerne af Sinatras musik drager de på natklub ladet med swingende jazz, energi og erotik. Scenen er sat på en bar, hvor vi i løbet af en enkelt aften følger fire par, der sammen oplever kærlighedens glæder og sorger, bliver forelskede og skilles, begejstres over det første møde og skuffes over det ubarmhjertige brud.

Nøddeknækkeren, 1954
– Sukkerfeen og hendes
kavaler pas de deux
Koreografi:
George Balanchine
Musik:
Pjotr Tjajkovskij
Kostumer:
Anthony Ward
Dansere:
Emma Riis-Kofoed og Andreas Kaas
Nøddeknækkeren er en af ballethistoriens allerstørste klassikere. Marie får en nøddeknækker i julegave af sin gudfar Drosselmeier, og da klokken slår 12 midnat, fører den hende ud på en fantastisk rejse, hvor hun kommer fra den stemningsfulde julefest hos familien Stahlbaum til det eventyrlige slaraffenland, befolket af blandt andre Sukkerfeen og hendes kavaler, som vi møder her. Balletten er fyldt med trylleri og magi, og i tilgift får man Tjajkovskijs enestående musik, som man aldrig nogensinde bliver træt af at lytte til.
George Balanchines version fra 1954 er med sin festlige og elegante koreografi både en munter ballet for børn, men samtidig en mulighed for de voksne for at drømme sig tilbage til barndommens forventningsglæde og sorgløshed.

1842
– pas de six og tarantel
Koreografi:
August Bournonville
Musik:
Edvard Helsted
og H.S. Paulli
Kostumer:
Maja Ravn
Dansere:
Ditte Baltzer, Grace Curry, Beatriz Domingues,Holly Dorger, Tomoka Kawazoe, Eukene Sagues, Jonathan Chmelensky, Philip Duclos, Sylvester Jønson, Phillip Katsnelson, Andreas Kaas, Meirambek Nazargozhayev, Tobias Praetorius og Mattia Santini
August Bournonvilles Napoli er en kronjuvel i den danske ballethistorie. Vi møder det unge par Teresina og Gennaro, der må overvinde mange forhindringer både til lands og til vands, før de til sidst kan få hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. Deres forelskelse kan besejre selv de største vanskeligheder og værste fristelser, og i bedste guldalderstil sejrer lyset over mørket, det gode over det onde og kærligheden over døden. Napoli er et strålende eksempel på den positive, danske romantik, hvor glæden er i højsædet, og i den festlige tredjeakt med pas de six’en og den italienske nationaldans, tarantellen, bliver giftermålet mellem det unge par fejret, og Bournonvilles unikke koreografiske stil og smittende danseglæde får frit løb.

I Den Kongelige Ballet elsker vi at komme ud i landet. Men hvis du synes, vi er gode under åben himmel, så skulle du se os under lysekronen på Gamle Scene. Her starter den nye sæson allerede i august, og den er også i år fyldt med store klassikere, unge håb, Bournonville-arv og dragende historier, som de kun kan fortælles gennem trin og mimik. Køb billet til udvalgte forestillinger allerede nu på kglteater.dk







Ditte Baltzer
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2015 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2018 blev hun korpsdanser.
Grace Curry
Uddannet på A&A Ballet i Chicago og American Ballet Theatre Jacqueline Kennedy Onassis School i New York. Blev i 2022 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet.
Beatriz Domingues
Uddannet på John Cranko Schule i Stuttgart. Danser ved den estiske nationalballet i Tallinn fra 2022 til 2024. Blev i 2024 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet.
Holly Dorger
Uddannet på School of American Ballet i New York. Blev i 2008 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, i 2013 blev hun udnævnt til solist og i 2016 til solodanser.
Tomoka Kawazoe
Uddannet på Vaganova Balletakademi i Sankt Petersborg. Danser ved Tulsa Ballet i Oklahoma fra 2015 til 2019 og Bayerisches Staatsballett i München fra 2019 til 2021. Blev i 2021 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet.
Emma Riis-Kofoed
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2014 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2017 blev hun korpsdanser. I 2020 blev hun udnævnt til solist og i 2022 til solodanser.
Eukene Sagues
Uddannet på VM Ballet Studio i Toulouse. Danser ved Ballet du Capitole de Toulouse fra 2013 til 2017. Blev i 2017 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, og i 2023 blev hun udnævnt til solist.



Jonathan Chmelensky
Uddannet på Conservatoire national supérieur de danse de Paris og Ballet Nacional de Cuba i Havana. Blev i 2007 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, i 2013 blev han udnævnt til solist og i 2018 til solodanser.
Philip Duclos
Uddannet på School of American Ballet i New York. Blev i 2022 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, og i 2025 blev han udnævnt til solist.
Sylvester Jønson
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2020 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2023 blev han korpsdanser.





Phillip Katsnelson
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2020 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2023 blev han korpsdanser.
Andreas Kaas
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2009 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, og i 2012 blev han korpsdanser. I 2016 blev han udnævnt til solist og i 2018 til solodanser.
Meirambek Nazargozhayev
Uddannet på Almaty Choreographic School i Kazakhstan. Danser ved den russiske statsballet i Moskva fra 2014 til 2015 og Theater Kiel fra 2015 til 2017. Blev i 2017 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet, og i 2025 blev han udnævnt til solist.
Tobias Praetorius
Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2012 ansat som aspirant ved Den Kongelige Ballet, i 2014 blev han korpsdanser, og i 2020 blev han udnævnt til solist.
Mattia Santini
Uddannet på balletskolen på Teatro alla Scala i Milano, San Francisco Ballet School og American Ballet Theatre Studio Company i New York. Blev i 2017 ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet.
DET KONGELIGE TEATER
SIGER TAK TIL
Ringsted:
Ringsted Kommune
Oplev Ringsted
Nyborg:
Kulturregion Fyn
Nyborg Kommune
Nyborg Kulturskole
Augustenborg:
Sønderborg Kommune
Randers:
Værket
Randers Teaterforening
Randers Eventsekretariat
Lemvig:
Bolværk-Limfjords frivillige
Kabbel Hovedgård
Fondene
Lemvig-Thyborøn Handel og Turist
Lemvig Kommune
Skørping:
Rebild Kommune
RebildPorten
Rebildselskabet
Skive:
Skive Almene Kultur og Festival Fond
Skive Kommune
Doverodde:
Kulturforeningen Tysted
Sparekassen Thy
Dansk Anodiserings Industri
Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond
Thisted Forsikring
Thisted Kommune
Aarhus: Musikhuset Aarhus
Vedbæk:
VMK Vedbæk Motorbåds Klub Rudersdal Kommune
Vedbæk Havn
Restaurant Thorvald
Provianten
GSV Materieludlejning
Stege : Vordingborg Kommune
Teaterchef:
Kasper Holten
Balletchef:
Amy Watson
Administrationschef balletten:
Dorthe Gude
Producent:
Susanne Ørskov
Forestillingsledere:
Michelle Steen Nielsen
Bryant Steenstra
Tonemester:
Jakob Bo Nystrup
Kostumetekniker:
Søren Johannessen
Pianist: Kelly Lenahan
Chef turné og gæstespil:
Annette Berner
Projektleder turné:
Iben Dragsbæk Kauffmann
Forestillingens balletter er iscenesat af Jared Angle, James Clark, Rose Gad, Fiona Lee, Claire Still, Alexander Stæger, Anna Trevien og Amy Watson
Uddrag af Apollon og Rubiner opføres med tilladelse fra © The George Balanchine Trust
Vandspejl er blevet til i et samarbejde mellem Foreningen Ofelia Plads og KOREORAMA og er støttet af Augustinus Fonden
Programredaktion og tekst:
Lise Kaiser
Fotografer:
David Amzallag ( side 6 ) , Mark Philip ( side 8 ) , Costin Radu ( side 3, 7 og 9 ) , Natascha Thiara Rydvald ( danserportrætter ) , Henrik Stenberg ( side 4, 11 og 12 ) og Camilla Winther ( forside, side 5, 10 og danserportrætter)
Tryk:
Stibo Complete Forside: Stephanie Chen Gundorph.
Juni 2026
SÆRLIG SAMARBEJDSPARTNER
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney
Møllers Fond til almene Formaal
Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde - OJD
Den Danske Forskningsfond
Augustinus Fonden
Realdania
Nordea-fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond 15. Juni Fonden
LEGO Foundation
Det Obelske Familiefond
Hempel Fonden
Salling Fondene
SPONSORER
Scandinavian Tobacco Group A/S
Schneider Electric Danmark A/S
Fondation Juchum
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Hoffmann & Husmans Fond
Beckett-Fonden
Toyota-Fonden
Sportgoodsfonden
Svar på vores spørgsmål, og vind to
Hver sommer møder Det Kongelige Teater tusindvis af publikummer fra forskellige dele af landet. Vi vil gerne vide mere om din oplevelse med Kongelig sommerballet, og vi har derfor et par spørgsmål, som vi håber, at du vil svare på.Det tager 5 - 10 minutter.
Din besvarelse hjælper os med at gøre oplevelser med Det Kongelige Teater endnu bedre. Hvis du deltager, kan du vinde to billetter til en valgfri forestilling i sæson 26/27. Læs mere, når du scanner QR-koden og svarer på spørgsmålene.


