Program: Napoli

NAPOLI

B

BALLET 2018/2019

Stephanie Chen Gundorph som Teresina og Jón Axel Fransson som Gennaro.

Tak til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Napoli

NAPOLI

August Bournonvilles Napoli er en af hjørnestenene i Den Kongelige Ballet.

Som balletbørn har vi alle stået og vinket på broen i tredje akt, og derefter er vi så avanceret i hierarkiet. Først kommer man ned fra broen og bliver fiskerbarn eller deslige, og når man er vokset ud af det kostume, bliver man folkemængde, og hvis man er rigtig heldig, får man så lov til at danse pas de six eller tarantel for ikke at tale om, at man måske kan ende i hovedrollen som Teresina eller Gennaro. Man kan ikke være danser på Det Kongelige Teater, uden at Napoli kommer til at farve ens måde at danse på, og enhver kongelig danser har helt fra begyndelsen og helt til slutningen af sin karriere et forhold til den ballet.

fortælle, og som gør os tilskuere nysgerrige. På samme måde har vi forsøgt at skære ind til benet og har bestræbt os på, at alle figurer i balletten har en relation til historien og til hinanden.

Men selv om vi har ladet Napoli foregå i en anden tid og har valgt at se den med lidt nye øjne, har det været meget vigtigt for os at være tro mod fortællingen om kærlighed. Vi har valgt at nedtone den religiøse dimension til fordel for kærlighedshistorien, og det er ikke kun kærligheden mellem to mennesker, men også kærligheden til naturen, som heldigvis stadig spiller en stor rolle i vores samtid. Teresina og Gennaro gennemlever i de tre akter forelskelse, lidenskab og til sidst den store kærlighed, for de har nemlig troen på, at de kan få hinanden. Selv i den barske virkelighed, i vores fortravlede, forfængelige og forudsigelige hverdag, kan der godt ske mirakler, for kærligheden overvinder alt.

Tør man så overhovedet pille ved denne sakrosankte perle? Det er vigtigt, at man har respekt for traditionen, men man må også godt forholde sig til den, fabulere lidt over den og digte videre på den. Det har vi tilladt os at gøre i denne version, og vi ser ikke disse greb som en skråsikker forbedring af Bournonvilles værk, men snarere som en kærlighedserklæring til originalen og en hyldest til den gamle mesters rummelighed.

Nikolaj Hübbe Balletmester

Vi har valgt at flytte handlingen frem til 1950’erne og har ikke mindst ladet os inspirere af Federico Fellinis tidlige film, hvor det rå og fattige byliv portrætteHolly Jean Dorger som Teresina og Ryan Tomash som Golfo. res på så mesterlig vis. Fellini havde en formidabel evne til at mætte lærredet med karakterer, der alle har noget at 1

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Napoli – eller Fiskeren og hans brud Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville Musik: Edvard Helsted, H.S. Paulli og H.C. Lumbye samt Louise Alenius Scenografi og kostumer: Maja Ravn Lysdesign: Mikki Kunttu Dramaturgisk gendigtning: Camilla Hübbe Iscenesættelse: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe assisteret af Anne Marie Vessel Schlüter og Claire Still Instruktørassistent, børn: Ann Kolvig Dirigent: David Levi Orkester: Det Kongelige Kapel Najadernes stemmer i anden akt: Louise Alenius

Førsteopførelse: Den 29. marts 1842 på Det Kongelige Teater Premiere i denne opsætning: Den 10. november 2009 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene Repremiere: Den 3. november 2018 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

2

NAPOLI

Astrid Elbo i pas de six.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Holly Jean Dorger som Teresina, Jonathan Chmelensky som Gennaro og Viktoria Falck-Schmidt som pilgrimmen med corps de ballet.

NAPOLI

AU G U ST BOU RNONVILLE

divertissementer. Blandt hans værker er følgende stadig i repertoiret: Sylfiden fra 1836, Napoli fra 1842, Konservatoriet eller Et avisfrieri fra 1849, Kermessen i Brügge fra 1851, Et folkesagn fra 1854, Abdallah fra 1855 (genopsat i rekonstruktion i 1986), La Ventana fra 1856, Blomsterfesten i Genzano fra 1858 (hvorfra nu kun pas de deux’en danses), Fjernt fra Danmark fra 1860, Thrymskviden fra 1868 (genopsat i rekonstruktion i 1990), Livjægerne på Amager fra 1871 og Fra Sibirien til Moskva fra 1876 (hvorfra nu kun jockeydansen opføres). Temaet i en stor del af hans balletter er de farlige kræfter i tilværelsen, og et andet centralt motiv er konflikten mellem drøm og virkelighed.

Alle hans værker, på nær Sylfiden, er præget af harmoni og livsglæde og har en lykkelig udgang.

Bournonville videreførte den franske balletteknik og stil, som han oplevede i sine ungdomsår i Paris på konservatoriet. Det skulle være dans med ynde og elegance. Han formåede at placere mandsdanseren centralt i en tid, hvor det ellers var ballerinaen, der fik den største opmærksomhed, men nok så vigtigt lagde han også stor vægt på det mimiske udtryk. Bournonville satte sit eget præg på stilen og skabte en danseæstetik med ubesværet gratie som øverste mål – med rundede arme, levende ansigt, bevægelig overkrop og hurtige fødder. Men først og fremmest en virtuos dans, hvor sværheden er camoufleret af en smilende lethed. lk

August Bournonville, 1805-79, er grundlæggeren af den danske ballettradition. Han var 1800-tallets største romantiske koreograf og mandlige danser, og med sin stil og sit repertoire skabte han den tradition, som har gjort Den Kongelige Ballet internationalt berømt.

Bournonville blev født i København og fik sin uddannelse hos faderen Antoine Bournonville og Vincenzo Galeotti. I 1813 havde han sin debut som en af Regnar Lodbrogs sønner i Galeottis ballet Lagertha. Fra 1820 til 1823 var han medlem af Den Kongelige Ballet, og i 1824 rejste han til Paris for at studere hos Auguste Vestris, som han havde mødt fire år tidligere på en rejse med sin far til den franske hovedstad. Bournonville blev danser ved Pariseroperaen, men i 1830 valgte han som 25-årig at tage imod et tilbud om at blive balletmester ved Den Kongelige Ballet i København. Her fungerede han med enkelte pauser fra 1830 til 1877; fra 1855 til 1856 var han balletmester ved operaen i Wien og fra 1861 til 1864 ved operaen i Stockholm.

Han skabte i denne næsten 50 år lange periode på Det Kongelige Teater omkring 50 handlingsballetter – romantiske balletter, historiske balletter, vaudevilleballetter, folkelivsballetter, 5

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

HAN D LI N G Første akt Der er festligt folkeliv og aftenstemning på havnepladsen ved stranden Santa Lucia i Napoli, hvor fiskerne ventes hjem. Her bor enken Veronica, hvis smukke datter Teresina ombejles af makaronihandleren Giacomo og limonadehandleren Peppo. Men Teresina vil ikke svigte sin kæreste, den fattige fisker Gennaro, der er ude på havet.

Han kommer i land med sin fangst og vil forære en forbipasserende pilgrim

nogle af sine fisk, men hun takker uselvisk nej til tilbuddet. Også Teresina vil give hende et sølvhjerte, men vandrersken beder i stedet Teresina hænge det om halsen på sin elskede Gennaro.

Giovanina, Teresinas veninde, flirter med Gennaro, og straks vækkes Teresinas jalousi. Da den unge fisker forærer Teresina en guldring, forsones de. Veronica genner sin datter hjem, men Teresina sniger sig ud igen for at spille guitar med Gennaro. Synet af de unge elskende forbitrer Peppo og Giacomo, og de forsøger at vende stemningen på havnen mod parret.

Det ender dog med, at de selv bliver til

Holly Jean Dorger som Teresina, Jonathan Chmelensky som Gennaro, Benjamin Buza som Peppo, Nicolai Hansen som Giacomo og Mette Bødtcher som Carla med corps de ballet.

NAPOLI

grin. Teresina og Gennaro danser sammen. Teresina, som nu gerne vil være helt alene med sin elskede, opfordrer ham til at sejle ud i bugten, men Gennaro vægrer sig. Han kan mærke, at et uvejr er på vej. Hun insisterer, og til sidst får hun sin vilje.

Næppe er de sejlet, før et voldsomt uvejr bryder løs. Båden kæntrer. Gennaro redder sig i land, men Teresina vender ikke tilbage. Fiskeren fortæller sanseløs af fortvivlelse, at hun er omkommet i orkanen. Veronica forbander ham, og alle vender sig imod ham.

Kun pilgrimmen, der nu kommer forbi, husker Teresinas og Gennaros godhed.

Hun minder Gennaro om sølvhjertet om hans hals og opfordrer ham til at sejle ud på Golfen for at lede efter sin Teresina.

sølvhjertet og danser deres kærlighedsdans. Golfo forsøger at tilintetgøre Gennaro, men den unge fiskers kærlighed er så stærk, at selv døden må bøje sig. Langsomt viger Golfo tilbage, da Gennaro spiller deres kærlighedsserenade på guitaren og får Teresina til at vælge livet igen.

Tredje akt Ved valfartsstedet Monte Virgine uden for Napoli er havnens beboere samlet for at sørge over den druknede Teresina. Veronica hulker, folk er fortvivlede. Teresina og Gennaro dukker op og overrasker dem. Der er sket et mirakel: Teresina lever. Veronica må bøje sig for de unges kærlighed, og præsten vier dem.

Alle forenes i en glædesfest, hvor den neapolitanske ungdom folder sig ud i en række traditionelle danse, der hylder årets cyklus og kulminerer i tarantellen og den jublende finale.

Anden akt Teresina er drevet ind i den blå grotte.

Hun daler langsomt mod bunden og ender i Golfos rige. Hans nysgerrighed vækkes ved synet af den skønne Teresina. Da hun vågner, er hun omgivet af najader. Gennem en rituel dans forvandler Golfo også hende til najade, og hun glemmer alt om sin fortid. Golfo skal til at kysse hende ind i døden, da Gennaro dykker ned i grotten og finder Teresinas guitar.

Han søger desperat mellem najaderne efter sin elskede.

Endelig finder han Teresina, men hun husker ham ikke. For at vække hendes erindring giver han hende 7

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Jonathan Chmelensky som Gennaro.

NAPOLI

Holly Jean Dorger som Teresina og Ryan Tomash som Golfo.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

BALLETTEN NAPOLI

Mange kunstnere sværmede i disse år for Italien og samledes i kunstnerkolonier, hvor de dyrkede antikkens storhed, som de søgte at bringe ind i samtidens kunst. Stærkt opildnet af vennen Bertel Thorvaldsen rejste Bournonville således mod syd, væk fra de hjemlige trakasserier.

Her indlogerede han sig en måned ved Santa Lucia-kajen i Napoli, og hans indtryk af folkelivet og det gnistrende, italienske temperament blev året efter omsat i balletten Napoli. ”Fra mit vindue kunne jeg i en time samle flere grupperinger, end jeg i ti balletter kunne forbruge,” fortæller han begejstret i sine erindringer.

I Napoli møder vi det unge par Teresina og Gennaro, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. De er på grund af social ulighed og omverdenens smålighed blevet bragt i en situation, som de ikke selv kan klare sig ud af, men ved hjælp af deres store kærlighed til hinanden og den kristne tro kan de besejre de mørke magter og vende klogere tilbage til et fælles, lykkeligt liv, der uden tvivl vil vare til deres dages ende. Første og tredje akts myldrende og muntre folkeliv konfronteres med anden akts dæmoniske og samtidig tillokkende blå grotte, men som i alle gode eventyr ender det godt: Lyset sejrer over mørket, det gode sejrer over det onde, og kærligheden sejrer over døden.

Napoli er ikke blot et af Bournonvilles hovedværker, men også blandt de væsentligste værker i hele den

I 1841 måtte balletmester August Bournonville tage ufrivillig orlov fra Det Kongelige Teater efter en skandale, hvor han en aften under opførelsen af balletten Toreadoren, som han selv dansede hovedrollen i, havde overtrådt etiketten og talt direkte til majestæten fra scenen. Den temperamentsfulde Bournonville var ophidset over publikums fløjten og hyssen, en chikane, der – stærkt forenklet – bundede i, at man var utilfreds med, at den meget populære danserinde Lucile Grahn havde forladt teatret efter uoverensstemmelser med balletmesteren. Bournonville afbrød derfor forestillingen og spurgte Christian VIII, hvad kongen nu befalede, at han skulle gøre, hvortil han svarede: ”Blive ved.” En sådan henvendelse blev betragtet som majestætsfornærmelse, og politiet blev samme aften sat på sagen. Det endte alt sammen med, at Bournonville fik husarrest og tvungen rejsepermission i seks måneder uden gage. ”Bort måtte jeg; min hele åndelige eksistens var forstyrret, min opfindelse udtørret, min fantasi fæstet på et eneste punkt: min forurettelse,” skrev Bournonville senere, og Italien blev målet for hans landflygtighed.

Det italienske folkeliv var et yndet motiv i romantikken, ikke mindst hos nogle af den danske guldalders hovedpersoner, malerne Constantin Hansen, Christen Købke og Wilhelm Marstrand.

10

NAPOLI

Constantin Hansen: Scene på molo’en ved Neapel, 1838-39. Statens Museum for Kunst.

internationale balletlitteratur. Balletten rummer træk fra folkeeventyret, samtidig med at den afspejler romantikkens og koreografens tilværelsesopfattelse.

Glæden er koreografens budskab, og balletten er et strålende eksempel på den positive, danske romantik.

Koreografisk har Bournonville ladet sig inspirere af såvel den hjemlige som den fremmede dansestil, idet han har sat den klassiske trindans i eksempelvis pas de six’en over for den italienske nationaldans, tarantellen. Ligeledes gør han i denne ballet med de mange markante bifigurer i høj grad brug af mimens kunst, såvel det komiske som det tragiske udtryk.

Premieren på Napoli fandt sted på Det Kongelige Teater den 29. marts 1842, på dato et år efter den dag, hvor August Bournonville havde forladt Danmark i unåde. Balletten blev en stor succes, og Bournonville skrev begejstret: ”Aldrig har noget arbejde gjort en

så glimrende lykke. Tyve forestillinger i to måneder med propfuldt hus, og inden tre år var forbi 49 forestillinger, altid med stort tilløb og stormende bifald. […] Den lille handling var kun et bånd i den flettede krans; at knuden var stram nok til at vedligeholde interessen, beviste udfaldet; det er sjældent, at man træffer således sømmet lige på hovedet. Det blev de danskes yndlingsballet.”

Napoli er lige siden premieren forblevet en af danskernes yndlingsballetter, og den har været opført næsten 900 gange, overleveret gennem generationer fra danser til danser. Balletten har siden premieren undergået skiftende ændringer, forkortelser og tilføjelser, dog mest markant med denne opsætning fra 2009, hvor anden akt fremstår med ny koreografi af Sorella Englund og Nikolaj Hübbe og ny musik af Louise Alenius. lk 11

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

I NAPO LI

række færgebåde bedækkede strandbredden, og de forskellige temperamenter ytrede sig blandt søfolkene, thi medens den ene, smøgende sin lerpibe, kun svarede folk med øjnene, nakken og tommelfingeren, var hos andre lysten til at tjene penge så stor, at de voldsomste disputer opstod, med sådanne brøl, at det gav ekko i bjergene; men et slagsmål har jeg aldrig oplevet. Midt iblandt disse bevægede hobe spadserede munke af alle ordener, to og to, med fysiognomier, der oftere var venlig-imbecile end asketisk-strenge; man viste dem ingen synderlig opmærksomhed, hvorimod det frapperede mig at se velklædte herrer gensidig kysse hinanden på hånden.

Jeg svømmede hver morgen i havbugten, min marinaro eller færgemand hed Gennaro, og når han var fraværende, holdt jeg mig til

Jeg valgte min bopæl på Largo di Santa Lucia, Neapels Gammelstrand, med en vandbredde af tre fjerdingmil over til Portici og Vesuv. Fra mit vindue kunne jeg i en time samle flere grupperinger, end jeg i ti balletter kunne forbruge. Ved surbrønden flokkedes herrer og damer, og hæse kællinger med groteske gebærder præsenterede det svovlholdige vand. Kirketrappen var opfyldt af siddende og liggende lazaroner, pragtfulde i deres pjalter, heroiske i deres nøgenhed; børn sværmede om som myg, kvinder spandt på hånden og ammede de spæde, unge piger sang, dansede og snakkede med så livlige miner, at man hvert øjeblik troede, at de skulle fare i hårene på hverandre. En uoverskuelig 12

NAPOLI

hans broder Rafaello; jeg var deres padrone, de syntes at holde af mig, var lystige og godmodige mennesker, og deres hele vittighed drejede sig altid om maccaroni. Neapolitanerne er store svømmere og fornemmelig dykkere; ofte når jeg havde siddet flere minutter i båden, uden at mærke den ringeste bevægelse på vandoverfladen, dukkede pludselig et par blåbrune mennesker op fra dybet med hænderne fulde af frutti di mare, østers og havsnegle, som de havde ligget og samlet på bunden, og som ved solnedgangen bliver bragt i land og falbudt på Santa Lucia. Her begyndte ved aften og nat scener, der ikke gav dagens efter i afveksling og liv. Fiskerboderne dannede et illumineret Vauxhall; pøbelen lejrede sig om de forskellige bål, der brændte for maccaroni, majs og kastanier; borgerne nød deres aftensmad ved

kajen, hvor dækkede borde med trearmede lamper indbød til forfriskning, og de fornemme kørte i lange rækker i denne corso, der lå på den lige vej fra Toledo-gaden til Riviera di Chiaja, og ligesom de hist holdt stille for at spise is, standsede de her for at regalere sig med østers, der på store bakker præsenteredes dem op i kaleschen. Dertil den mystiske Golf, der i et nu kunne blive så oprørt, at bølgerne piskede op mod husene. Vesuv, der altid lavede maccaroni og stundom leverede dem i sådan overflødighed, at det dundrede under fødderne i Neapels gader; og endelig tre stærke kasteller, hvis gabende ildsvælg bevogtede folkets lystighed, rede til, dersom den skulle udarte, at spy død og ødelæggelse ned blandt de brogede masser.

Uddrag af August Bournonvilles Mit teaterliv, første gang udgivet 1848.

13

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

I D E N B LÅ G ROTTE

sollyset ned igennem vandet, under klippen og ind i hulen, der oplyses som en glaspokal med et blåt skær, som den låner af havets ejendommelige farve. Der gives to meninger om denne for os så mærkelige blåhed, der langt overgår vort sunds og vore indsøers farve, endog da, når vor himmel er komplet italiensk.

Nogle mener, at det er luftfarvens påvirkning, andre at det er vandets bestanddele, nemlig de samme atomer, der forårsager morilden; thi ligesom Nordsøens bølger altid spiller i det grønne, uden hensyn til skyernes farve, således vedbliver vandet i Middelhavets bugter at vise sig blåt endog ved den mest overtrukne himmel. Jeg kunne ikke andet end hælde til den sidste mening, især da jeg så mit lommetørklæde og mine

Endnu står tilbage at nævne mit besøg i den blå grotte på øen Capri: Vejret var guddommeligt, og havets dønninger så svage, at vi uden fare kunne vove os ind ad den snævre, lave åbning til hulen. Jeg havde inviteret to neapolitanske solodansere med, Salvo og d’Arco, for hvem dette sted var lige så fremmed, som Rosenborg er det for mange københavnere; vi overnattede i byen Capri og besøgte ved morgengry Tibers klippeborg. En bark førte os til øens nordlige pynt, hvor grotten findes.

Forskellen mellem denne grotte og de hundrede andre, der findes på disse klippekyster, består i, at den ydre væg ikke når til havbunden; altså trænger

14

NAPOLI

hænder antage et blåt skær, blot ved at dyppes et par tommer ned i vandet; og nu endelig i grotten, hvorover ingen blå luft hvælver sig, og hvor de blændende hvide solstråler ville kunne give bølgerne deres oprindelige farveløshed, fremstod det blå med en kraft, der grænsede til det fosforiske. Det er et ganske højtideligt øjeblik, når man rejser sig op af den liggende stilling i det lille fartøj, hvormed man besejler grotten: den første følelse, der griber en, er glemsel af alt andet.

Havet og dybet beskæftiger en ganske, og har man lært at svømme, kan man ikke modstå lysten til at springe ud; man skinner i vandet som svovlflamme, og hvert stænk er en gnist. Hvælvingen forekom mig så høj som Christiansborg Slots ridehus og den indvendige størrelse som

Slotskirken. På et eneste sted er der en art terra piena, en uhyre pille synes at bære loftet, og bag ved den går en vej opad ind i fjeldet; den skal have ført videre frem, måske til tyrannens palads, men den er sammenstyrtet ved jordskælv, og nu kan indbildningskraften have frit spil gennem de århundreder, grotten har stået glemt og ukendt, indtil to schweizere i året 1826 fandt den ved at bade sig der i nærheden. Hvilket krystalspejl i stenens skarpe kanter! hvilket ekko! og hvor mystisk er ikke den stemning, der pludselig bortfjerner tanken om alt det, der udenfor i det bevægede verdensliv har glædet eller – krænket en!

Uddrag af August Bournonvilles Mit teaterliv, første gang udgivet 1848.

15

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Stephanie Chen Gundorph som Teresina, Louise Midjord som Veronica og Jรณn Axel Fransson som Gennaro med corps de ballet.

Oliver Starpov som Pascarillo, Nicolai Hansen som Giacomo og Benjamin Buza som Peppo med corps de ballet.

NAPOLI

Jonathan Chmelensky som Gennaro med corps de ballet.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Da August Bournonville skabte Napoli i 1842, var det til musik af ikke færre end fire forskellige komponister. I første akts livlige Napoli var det H.S. Paulli (1810-91) og Edvard Helsted (1816-1900), der stod for musikken. I anden akts blå grotte tog Niels W. Gade (1817-90) over, og i tredje akt vendte Paulli og Helsted tilbage med ikke mindst den berømte pas de six og den fejende tarantel, godt suppleret af H.C. Lumbye (1810-74) i den store finale.

I Sorella Englunds og Nikolaj Hübbes version af Napoli fra 2009 er det stadig den originale musik af Paulli, Helsted og Lumbye, der benyttes – dog i første akt tilføjet en nocturne af den norske komponist Ole Bull og i tredje akt med passager fra Paullis glemte ballet Den hvide rose. Gades musik til anden akt er derimod skiftet ud med helt ny musik af den danske komponist Louise Alenius (født 1978). Her fortæller hun om tilblivelsen af sin symfoni Golfo:

disse modsætninger i en samlet lyd, som står i klar kontrast til første og tredje akt.

For når vi bevæger os ned i Golfos dødsrige, som her også repræsenterer vores erotiske drifter, er man nødt til at mærke en radikal kontrast. Gades oprindelige musik til anden akt var romantisk og let dansant, og stilistisk mindede den på mange måder om musikken til første og tredje akt. Jeg kunne naturligvis godt have valgt at bruge nogle musikalske citater fra Gade, men jeg ville hellere skrive et helt nyt symfonisk værk. Min musik skulle være tættere forbundet med Golfos farlige og forførende side; den skulle være langsommere, tungere og mere melankolsk og samtidig have en filmisk lyd, som knytter sig til forestillingens overordnede inspiration fra Federico Fellini og 1950’ernes Italien.

Jeg ønskede ikke kun at levere et stykke færdigt partiturmusik, som koreograferne skulle skabe trinene ud fra, men derimod at trin og musik skulle smelte fuldstændig sammen. Mens jeg skrev musikken, var jeg således i tæt dialog med koreograferne og scenografen, så vi kunne præge og inspirere hinanden, og under arbejdet hjalp det mig meget at skabe min egen koreografi inde i hovedet.

Golfo opføres af Det Kongelige Kapel, min egen hviskestemme og nogle få elektroniske elementer. Udover at jeg har tilføjet slagtøj og en tuba, som kun spiller i anden akt, er det den oprindelige besætning, jeg bruger.”

“Der var brug for en markant gentænkning, da jeg fik til opgave at skabe ny musik til anden akt af Napoli. Den foregår i underverdenen og underbevidstheden, hvor den lyse, jordiske Teresina er fortryllet af havguden Golfo og hans forførende, mørke kræfter, og det er her, ballettens egentlige drama udspiller sig.

Musikken skal derfor både drive en dramatisk udvikling frem, men også skildre Teresinas skønhed og skrøbelighed over for Golfos faretruende dødserotik.

Opgaven har derfor været at forene

18

NAPOLI

Jรณn Axel Fransson som Gennaro med corps de ballet.

Stephanie Chen Gundorph som Teresina med corps de ballet.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Holly Jean Dorger som Teresina.

NAPOLI

flytte handlingen frem til 1950’erne, til efterkrigstidens industrialisering, et Fellini-inspireret univers, som er nyt i forhold til Bournonville, men stadig et stykke fra vores samtid.

Rent scenografisk ser jeg de tre akter som henholdsvis jord, vand og luft. Første akt foregår nede i lyden, i jordhøjde. Her har jeg forsøgt at fremstille et mættet billede af denne sammensatte by, hvor man kan møde såvel den fine mand med Borsalinoen som luderen på flisen. Befolkningen er trods stor fattigdom velholdte og stolte, så selv om pigerne ikke har råd til fine, hvide sokker i deres nypudsede sko, har de smukke frisurer, små tørklæder og pæne håndtasker. I anden akt kommer vi under vandet, ned i ursuppen, og her er kostumerne så meget som muligt krop og morild. Golfo er uhyggelig og samtidig dragende, farlig, men også tiltrækkende, som et Dracula-kys, og najaderne er nærmest slørhaler, et koralrev af søanemoner omkring den store, tunge fisk. I tredje akt ender vi oppe i Monte Virgines luftige lag, hvor miraklet er sket, og solens stråler bryder frem. Der er fred og lys, og befolkningen har taget deres allerfineste tøj på.

Når jeg læser Bournonvilles beskrivelse af Napoli, føler jeg virkelig, at jeg har været der – at jeg er blevet taget med på en lille rejse til denne fascinerende fiskerby og hjem igen – og jeg håber, at publikum her vil få den samme oplevelse.”

Teatermaler på Det Kongelige Teaters malersal under arbejdet på Napoli i efteråret 2009. Foto: Ask Bengtson.

“At få lov til at skabe scenografien til Napoli og dermed være med til at give et bud på denne berømte ballet er en gave, men også en stor udfordring.

Skal man stadig lade den foregå på August Bournonvilles tid, når man nu har mulighed for at forny den? Læser man Bournonvilles stemningsfulde erindringer fra byen Napoli, kan man lugte hvidløget, høre børnenes råben og se hele dette spraglede leben af plattenslagere, ludere og lommetyve, og denne stemning har jo nærmest ikke ændret sig i de sidste godt 150 år. Husene, der står i Napoli i dag, stod der også dengang, og befolkningen har levet og lever stadig med Vesuv og faren for vulkanudbrud som omdrejningspunkt. Vi har valgt at

Maja Ravn, scenograf 21

Optagelsesprøver til Det Kongelige Teaters Balletskole Hvert år afholdes der optagelsesprøver over hele landet.

Det Kongelige Teaters Balletskole på Kongens Nytorv har også afdelinger i Holstebro og Odense. Derudover har Balletskolen talentcentre i Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

O P TA G E L S E S P R Ø V E R 2 0 19

Odense: Lørdag den 12. januar København: Søndag den 24. marts Holstebro: Fredag den 26. april Aalborg og Aarhus: Lørdag den 27. april Esbjerg: Søndag den 28. april Det er noget helt specielt at være balletbarn og være en del af hverdagen og magien på et stort teater. På Det Kongelige Teaters Balletskole undervises eleverne både i boglige fag og i ballet. Ud over skolegang og træning medvirker eleverne i forestillinger på teatret og får mulighed for at se de store værker på teatrets scener. At blive balletdanser er en uddannelse fyldt med oplevelser og muligheder.

Y D E R LI G E R E I N F O R M AT I O N O G T I L M E L D I N G : KG L BA L L E T S KO L E . D K

D E N KO N G E LI G E BA LLE T 2018/2019

D E N KO N G E LI G E BALLET 2018/2019

Balletmester Nikolaj Hübbe Solodansere Caroline Baldwin J’aime Crandall Holly Jean Dorger Kizzy Matiakis Ida Praetorius Amy Watson Jonathan Chmelensky Gregory Dean Marcin Kupiñski Andreas Kaas Solister Astrid Elbo Wilma Giglio Lena-Maria Gruber Ji Min Hong Christina Michanek Alexandra Lo Sardo Silvia Selvini Alexander Bozinoff Jón Axel Fransson Nicolai Hansen

Korpsdansere Helga Bach-Mortensen Ditte Baltzer Caroline Betancourt Lydia Bevan Benedicte Boier Alisha Brach Isabella Rose Carroll Elisabeth Dam Joscelyn Dolson Heather Dunn Viktoria Falck-Schmidt Kaledora Fontana Giordana Gallo Stephanie Chen Gundorph Hilary Guswiler Camilla Ruelykke Holst Emma Håkansson Sarah Olivia Klitgaard Birgitta Lawrence Marina Minoiu Elenora Morris Alba Nadal Emilie Palsgaard Emma Riis-Kofoed Eukene Sagues Stephanie Sahlgren Tara Schaufuss Carling Talcott-Steenstra Anna Westerholm Esther Lee Wilkinson

Karakterdansere Mette Bødtcher Morten Eggert Poul-Erik Hesselkilde

23

Benjamin Buza James Clark Nathan Compiano Eliabe D’Abadia Damir Emric Finn Fransen MacLean Hopper Matteo di Loreto Guilherme de Menezes Vitor de Menezes Emerson Moose Meirambek Nazargozhayev Tobias Praetorius Liam Redhead Samuel Rees Julien Roman Mattia Santini Eric da Silva Oliver Starpov Bryant Steenstra Ryan Tomash Samuel Zaldivar 3. års aspiranter Victoria Bell Amelia Tobin Ludwig af Rosenborg

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R

HOVEDSPONSORER

SPONSORER

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

St or e

M A D A M E B U T T E R F LY

Sc en er

En podcast af Det Kongelige Teater og Audi Danmark

Podcastserien Store Scener er korte introduktioner til udvalgte forestillinger, præsenteret af teatrets kunstnere.

Så selvom du ikke kan nå ind at se dem alle, kan du følge med, imens du er på farten.

Find serien på kglteater.dk eller på din foretrukne podcastplatform.

1

Spær kort, åben kort, spær kort, åben kort Hvis du pludselig bliver i tvivl om, hvor dit kort er, kan du nemt og hurtigt spærre det i Danske Banks mobilbank. Når kortet er spærret, har du ro på til at lede.

Og finder du det senere i vasketøjskurven eller på kommoden – ja, så åbner du det bare igen.

danskebank.dk/merenemt

Painting the world stronger From bridges and boats to power stations and buildings like the Royal Danish Opera House, our coatings can be found around the globe, helping make our world safer, stronger, more beautiful and longer lasting.

It’s why we exist and why we’re the partner of choice for customers in the protective, marine, decorative, yacht and container markets in over 80 countries worldwide.

See how we can make your business stronger at hempel.com

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

DET KONGELIGE TEATER

TEKNIK/PRODUKTION

PRODUKTIONSANSVARLIGE

Teaterchef: Kasper Holten Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og bygningsdirektør: Marie Munk Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: John Fulljames Skuespilchef: Morten Kirkskov Chef, kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Dorthe Paulli Kommunikationschef: Magnus Restofte Administrationschef balletten: Søren Normann Hansen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Administrationschef, kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Niels E. Bjerrum HR og Jura: Marianne Thorsen Kostumechef: Sophie Secher Kroner Chef, scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Adm. scenechef: Rasmus Clausen

Hovedleverandør af scenografisk produktion: Engelbrecht Construction Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Michael Franch Lyd, lys og video: Tommy Larsen Leder for scenografisk produktion: Sanne Brodersen Lager- og logistikchef: Lars Møller Rasmussen Rekvisitafdeling: Mikkel Theut Herreskræddere: Magnus Tougaard Dameskræddere og Tekstilværksted: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Statist- og påklæderafdeling: Ralf Friedrichsen

Belysningsmester: Thomas Bek Jensen Produktionsmand scene: Stephan Matthiesen Produktionsmand lys: Astrid Heisel Signalører: Jon Meinild Per Reersøe Lyd og video: Jakob Bo Nystrup Rasmus Balch Snedker: Johannes Brandt Møbler: Palle Dahl Henriksen Rekvisitør: Marlene Busk Herreskrædder: Lillian Petersen Dameskræddere: Kristina Funder Buch Maja Hørberg Bente Kristensen Modist: Helene Holst Echwald Tekstilværksted: Laura Leth Meilvang Maskør og paryk: Tina Tøttrup Jensen Kostumeteknikere: Søren Johannessen Michael Hovaldt Parykværksted: Anni Kristiansen Peter Friman

PRODUKTIONSLEDELSE Producent: Jens Lange Produktionsleder: Frederik Andreas Kondrup Scenemester: Vagn Jensen Kostumier: Annette Nørgaard Forestillingsledere: Michelle Steen Nielsen Ole Just

Ansatte i administrationen, salgsog kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater Grafisk animation er skabt af Anton Liep, Peppe Tannemyr/Lennart Wåhlin DigiGobos®, Lars Brok, Sylvester Holm, Morten Balling, Claus Dohn og Jakob Bo Nystrup Steingrimur Rohloff har været konsulent på Louise Alenius’ partitur til Golfo Programredaktion og tekst: Lise Kaiser Forestillingsbilleder: Henrik Stenberg Tryk: Rosendahls Schultz Grafisk

Forside og bagside: Holly Jean Dorger som Teresina og Jonathan Chmelensky som Gennaro.

November 2018

28

Holly Jean Dorger som Teresina og Ryan Tomash som Golfo.

GAM LE SCENE