Light - Bach dances - Program

LIGHT

— Bach dances

OPERA 2020/2021

Tak til St Mary's Hospice, Birmingham Kirsten Søndergaard, direktør for Landsforeningen Liv&Død Ole Hartling, tidligere formand for Etisk råd Maj-Britt Guldin, psykolog og sorgforsker v. Aarhus Universitetshospital Christian Juul Busch, hospitalspræst på Rigshospitalet

CO - PRO D U C E R

Samarbejdet med Concerto Copenhagen er muligt takket være en donation fra Augustinus Fonden SAMAR B EJ DS PARTN E R

Operaen er opført og foræret til Nationen af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i 2004.

LIGHT – BACH DANCES

PREMIERE

LIGHT – Bach dances Musik af Johann Sebastian Bach Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen Co-iscenesættelse: Hofesh Shechter & John Fulljames Koreografi: Hofesh Shechter Scenografi og kostumedesign: Tom Scutt Lysdesign: Paule Constable

"Es ist vollbracht", Johannespassionen, BWV 245 "Seligster Erquickungstag", BWV 70/10 "Was Gott tut, das ist wohlgetan", BWV 75/7 "Was die Welt in sich hält", BWV 64/5 "Herr, so du willt", BWV 73/4 "Es ist genug", BWV 60/5 Fuga i Es-Dur fra Das wohltemperierte Klavier II, BWV 876/2 "Verlass, o Mensch, die Wollust", BWV 20/9 "Ich elender Mensch", BWV 48/1 "Schlummert ein ihr matten Augen", BWV 82/3 "Ach, wie flüchtig", BWV 26/1 "Es ist genug", BWV 60/5 (Reprise) Air, Orkestersuite nr. 3, BWV 1068 "Tief gebückt und voller Reue", BWV 199/5 "Wachet, betet, seid bereit", BWV 70/1 Sinfonia, BWV 1045

Tak til Anne Skjelbo, Barry Gladwin, Denise Bates, Jean Fawcett, Johanne Dal-Lewkovitch, Mogens Krabek, Nathan Johnson, Vicky Bartlett Forestilling i én akt uden pause.

Varighed ca. 1 time og 25 minutter.

Forestilling med musik af Johann Sebastian Bach og indspillede vidnesbyrd.

Dansk oversættelse af vidnesbyrd af Ida Elling Magnus.

Bachs kantater er oversat af Knud Svendsen og tilrettet af Ida Elling Magnus.

"Verlass, o Mensch, die Wollust" synges på dansk og er oversat af Leif Greibe.

1

2

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

M E DVI R KE N D E

CO N C E RTO CO PE N HAG E N

Mary Bevan, sopran Carina Tybjerg Madsen, sopran Chisa Tanigaki, sopran Mia Bergström, alt Kristin Mulders, alt Gerald Geerink, tenor Zahid Siddiqui, tenor Jakob Bloch Jespersen, bas Yannis François, bas

Koncertmester: Fredrik From

H O F E S H S H E C H T E R C O M PA N Y

Adam Khazhmuradov Chieh-Hann Chang Chien-Ming Chang Emma Farnell-Watson Evelyn Hart Jared Brown Jill Goh Su-Jen Niek Wagenaar Rachel Fallon Robinson Cassarino Rosalia Panepinto

Violin I Jesenka Balic Zunic Karin Samuelsson Arsema Asghodom Violin II Hannah Tibell Gabriel Bania Jens Solgaard Stefanie Barner-Madsen Bratsch Antina Hugosson Rastko Roknic Cello Judith-Maria Blomsterberg Hanna Loftsdottir Kontrabas Megan Adie Fløjte Jennifer Dill Obo Antoine Torunczyk Lars Henriksson Fagot Jane Gower Horn Emmanuel Frankenberg Trompet Robert Farley Cembalo Marcus Mohlin Orgel Lars Ulrik Mortensen

LIGHT – BACH DANCES

3

4

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Lars Ulrik Mortensen, Hofesh Shechter og John Fulljames har arbejdet på at virkeliggøre forestillingen Light – Bach dances i fire år.

LIGHT – BACH DANCES

Velkommen til LIGHT – Bach Dances Gennem de seneste måneder, hvor kulturlivet har været lukket ned, har vi været smerteligt opmærksomme på, hvor vigtigt kulturen er for et rigt og givende liv. Kultur giver os mulighed for at betragte os selv og hinanden, at reflektere over tilværelsen, hvordan vi ønsker at leve. Kultur er også den måde vi i fællesskab tænker om livets afslutning på, og om døden, hvilket i særdeleshed gælder for opera. Døden er på mange måder operaens idée fixe, med kærlighed/livet som dens evige modsætning.

Projektet er udsprunget af mange samtaler gennem de sidste fire år.

Samtaler med dirigenten Lars Ulrik Mortensen om hans livslange passion for Bach. Eftersom Bach ikke var en teaterkomponist, har hans musik aldrig været en del af et samarbejde med Det Kongelige Teater, på trods af at Bachs centrale tema – død og udfrielse fra livet til en form for evighed – til stadighed præsenteres på operascenen.

Der var samtaler med instruktør og koreograf Hofesh Shechter om den følelsesmæssige præcision og intensitet i Bachs musik og om, hvordan musikkens abstrakte kvaliteter gør musikken ideel til et dansesamarbejde. Derefter havde jeg ekstra underholdende samtaler med Lars Ulrik og Hofesh, igennem hvilke den ene kunstner opildnede den anden til at blive mere frisk, sprudlende og modig. Der var samtaler med Tom Scutt og Paule Constable, begge ekstraordinære visuelle

5

kunstnere, om udfordringen og muligheden for at lave et show, der udtænkes og udforskes organisk snarere end at være forudbestemt hvert skridt på vejen. Der var samtaler med Det Kongelige Teater om at gøre noget, vi ikke havde gjort før.

Derefter har Hofesh og jeg det sidste år haft det privilegium at have samtaler med enkeltpersoner, der har delt deres perspektiv på livet med os; Mogens, Nathan, Jean, Vicky, Denise, Barry, Anne, Johanne. Vi hører deres stemmer i forestillingen og håber, at vi lever op til den ekstraordinære tillid, de har vist os. Vi er dem taknemmelige for at give os alle et indblik i en tilstand, som vi alle deler, men som de ser tydeligere end vi gør.

Det seneste år har været tungt for Danmark og verden; vi ser fremad med større bevidsthed om livets skrøbelighed og er mere fast besluttede end nogensinde om at leve livet fuldt ud. Det har været en glæde at skabe denne forestilling, og det er et privilegium at dele den med jer.

Der skal lyde en stor tak til FEDORA, der har uddelt forestillingen FEDORA - VAN CLEEF & ARPELS Prize for Ballet 2020 samt til Augustinus Fonden, der muliggør samarbejdet med Concerto Copenhagen.

John Fulljames Operachef

6

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Bachs tekster

Humor og livserfaring

Hver uge komponerede Bach en ny kantate til søndagsgudstjenesten ved Leipzigs to hovedkirker. Det var solokantater for en enkelt stemme med såkaldt generalbas, ofte opbygget som i operaens verden med recitativer og arier, eller koralkantater med flere vers over salmetekster. Bachs større værker har dramatisk operaagtig-opbygning med fordelte roller. Af Bachs to overleverede passioner Johannes- og Matthæuspassionen, var Johannespassionen længe usikker mht. tekstforfatteren, og spekulationer gik på, om Bach selv havde en finger med i spillet?

Den nyeste forskning viser, at en Bachelev og teologistuderende, den senere præst i Nürnberg, Christoph Birkmann lagde sidste hånd på teksten. Christian Friedrich Henrici med pseudonymet Picander (Matthæuspassionen) var tilbagevendende tekstforfatter, ligesom Salomon Franck, (“Seligster Erquickungstag”). "Ich elender Mensch" bygger på Paulus’ brev til romerne kapitel 7, vers 24, digteren er ubekendt. "Tief gebückt" stammer fra hofbibliotekaren Georg Christian Lehms’ kantatesamling, "Gottgefälliges Kirchen-Opffer", Darmstadt, 1711. Første opførelse var 12. august 1714, og værket er den eneste Bach-autograf, der findes i Danmark.

“Noget af det mest overraskende var nok den humor, der lå i vidneudsagnene. Den inspirerede danserne til at føle, at det var okay, også at behandle emnet på en munter måde.

Vidneudsagnene gav sammen med Bachs musik en overdådighed af information, der i koreografien udtrykkes som en mangfoldighed af livserfaringer i komplekse strømme af energi.”

Koregraf og instruktør Hofesh Shechter fortæller om processen med at indsamle vidneudsagn, og hvad disse betyder for forestillingen side 9.

LIGHT – BACH DANCES

LIGHT – lys og lindring

Ikke alt kan kontrolleres

Siden LIGHT- Bach dances opstod som idé i det kunstneriske holds hjerner og hjerter, er opdaterede statistikker over corona-smittede, incidenstal, indlagte på hospital, indlagte på intensivafdelinger, indlagte i respirator samt dagens dødstal herhjemme og i udlandet blevet daglige indslag på apps, hjemmesider og i medierne. “Det paradoksale ved Bach-forestillingen er, at den rammer ned i noget, vi ikke havde planlagt. Ingen tænkte over pandemier, da vi undfangede ideen. Det gør projektet så utroligt bevægende. Forestillingen må meget gerne få en relevans, der rækker langt ud over det, vi vidste, da vi undfangede ideen. Det er blevet mere aktuelt, end vi kunne forudse,” fortæller Lars Ulrik Mortensen om den aktuelle situation. Forestillingen skal ikke nødvendigvis give svar, men snarere stille de rigtige spørgsmål, og til det er musikken genial, mener dirigenten. Læs interviewet Musik og transcendens på side 12.

“Coronaen har været en øjenåbner på den måde, at vi ikke kan styre alt. At vi er dødelige, og at der kan komme en udefrakommende faktor, som vi ikke kan kontrollere og ej heller forklare.”

I interviewet side 19 fortæller direktøren for LIV&DØD, om danskernes forhold til døden i 2021.

7

"Sov

nu ind, I matte øjne, fald kun blidt og saligt i ...

Her er kun elendighed.

Men der skal jeg skue fred og stille ro."

Citat fra Schlummert ein

8

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

LIGHT – BACH DANCES

9

Et øjeblik af håb N I L A P A R LY I N T E R V I E W E R K O R E O G R A F E N H O F E S H S H E C H T E R

Hvordan blev de forskellige vidneudsagn, som I bruger i forestillingen, indsamlet?

John Fulljames og jeg selv gennemførte de første to interviews sammen i Operahuset i København for at finde fælles fodslag i forhold til hvilken type spørgsmål, vi skulle stille. Derefter delte vi dem op imellem os. Efter at corona-restriktionerne trådte i kraft, kunne vi ikke længere møde folk face to face, så vi sendte optagelsesudstyret til folk, som så selv satte det op, og derefter talte vi med dem over Zoom.

Og selv om det ikke var planen fra begyndelsen, viste det sig at være en fordel, for når man skal dele en meget personlig historie med andre, føler man sig ofte bedre tilpas i sine egne hjemlige omgivelser, hvor man bare skal tale til en computerskærm.

Vi hørte mange forskelligartede fortællinger om, hvordan de greb deres viden om sygdommen an, og det faktum at de skulle herfra på et bestemt tidspunkt. Hver person havde sin enestående situation, sin diagnose, forskellig fra alle de andres. De havde alle fået at vide, at de havde fra et par uger til højst et år at leve i, og den viden udfordrer naturligvis en persons tro og følelsesmæssige modstandskraft.

Der var f.eks. en af de interviewede, der ikke var i stand til at lytte til musik, efter at han fik at vide, at han var terminal. Han kunne især ikke lytte til Bachs musik. Det var for stærkt. Han kunne simpelthen ikke holde mentalt sammen på sig selv under lytningen.

Det er interessant, at han netop nævnte Bach, som vi bruger i forestillingen. Der er noget særligt dybt og transcenderende ved hans musik. Men den er også fuld af liv.

Var der noget, der overraskede jer?

Jeg havde haft et stereotypt billede af, hvordan det var at være terminal. Det blev der rykket ved på en ret chokerende måde, for der var mange blandt de interviewede, der var unge og virkede sunde. Flere af dem fortsatte f.eks. med at arbejde og være en del af livet, så forestillingen om, at de ville blive lænket til sengen og dø, det er ikke nødvendigvis sådan, det er. Og det fik mig til at indse, at når man går på gaden, og du går forbi folk, så kender du virkelig ikke deres livshistorie.

Det andet jeg lærte var, at idet de så døden i øjnene, vågnede de op til livet. Når man står direkte over for døden, lægger man mærke til detaljerne, de simple ting i livet: “Sid ned, rejs dig, spis, hold fast ved andre mennesker”.

10

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Det er det, der sker, når man har en så alvorlig sygdom. Der er intet tilbage, bortset fra én ting, som ikke kan tages bort: nemlig livsgnisten. Det er alt, de har at holde sig til. Der er noget meget stærkt ved det. Det overraskende for mig var så, at uanset hvor komplekse og svære samtalerne kunne være, så fik de gjort mig opmærksom på øjeblikkets kraft, de fik vækket mig, så jeg lærte at sætte pris på de helt enkle ting i livet.

Hvilket ansvar har du, når du arbejder med sådan et materiale?

Vi havde i alt ca. 16 timers samtale med vidneudsagnene, hvilket naturligvis skulle redigeres. Og vi var bevidste om, at der påhvilede os et meget tungt ansvar i forhold til udvælgelsen af præcis, hvad vi skulle lade andre høre af det, vi hørte. Man kan ændre meget alene ved sit fokus. Så det er vigtigt, at man holder fast i ærligheden, samtidig med at man konstruerer et kunstværk, et stykke poesi, et sted, hvor de medvirkende kunstnere og publikum sammen kan gennemleve følelser, der relaterer til den måde, hvorpå vi forholder os til døden.

Man skal vælge ud i forhold til, hvad der er stærkest og mest meningsfuldt og brugbart for publikum, skære ned og ned, sætte det i den rigtige rækkefølge og i den rette kontekst, så der er et flow.

Og så skal man give plads, så de interviewede kan give noget af sig selv.

De var meget generøse med de tanker, de delte med os. Nogle syntes ikke, at de befandt sig i en unik situation, for vi skal jo alle dø, men forskellen er jo, at de har en deadline, der

nås meget snart. Vi tror alle, at vores død ligger et eller andet sted ude i fremtiden. Vi lægger planer. Disse mennesker kan ikke lægge planer for fremtiden. Deres liv foregår her og nu.

Hvad betyder det, at det er de interviewedes egne stemmer, vi hører under forestillingen?

Det betyder rigtig meget. Vi havde i begyndelsen tænkt os, at det skulle være skuespillere, der læste vidneudsagnene op i forestillingen. Men jeg er meget glad for, at det endte med at være vidnerne selv på optagelsen. Det er anderledes råt og ærligt. De prøver ikke at overbevise os om noget som helst, det er bare dem. Det er et stykke af virkeligheden, der er sat på scenen. Og man kan høre noget i deres stemmer, der rækker ud over deres historie. Det er energien i deres livshistorie. Man kan mærke, når det de siger er vigtigt, når de giver op, når de kæmper, når de accepterer. Alle de energier er sammenfattet i deres stemmer. Det er utroligt smukt. Jeg synes næsten, at stemmen er vigtigere end det, der bliver sagt.

Vi ser i løbet af forestillingen på noget, der er uhåndgribeligt “smoky”, noget skræmmende, noget der kan tage alting fra os, men samtidig skal resultatet af det være, at vi bliver bevidstgjorte om, at livet er en fantastisk oplevelse. Forestillingen skal give os den livsgnist. Den skal være en fejring af livet. Oven på coronaen er det, vi har brug for, et øjeblik af håb.

LIGHT – BACH DANCES

11

12

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Musik og transcendens AF MARIANN SEJER

Bach i Operaen? Dirigenten Lars Ulrik Mortensen beretter om, hvorfor netop Bachs musik er så velegnet som musikdramatisk omdrejningspunkt i forestillingen LIGHT. Det, der kunne lyde som en modsigelse, er måske snarere det modsatte. Ifølge dirigenten rammer Bachs musik netop alskens sjælelige tilstande og kan i ordets oprindelige betydning faktisk transcendere.

Barokorkestret Concerto Copenhagens samarbejde med Det Kongelige Teater begyndte for 25 år siden.

Concerto Copenhagen eller CoCo, som orkestret kaldes i folkemunde, har medvirket i mange forestillinger på Gamle Scene, bl.a. Mozarts Figaros bryllup, Händels Tidens og visdommens triumf og sidste sæson Monteverdis Orfeus, der anses for musikhistoriens allerførste opera. Selvom Bach er født ca. 40 år efter Monteverdis død, blev det ikke en del af Johann Sebastians musikalske livsværk at komponere en opera eller lignende, der kunne anses for musikdramatisk værk eller var tænkt for scenen. Bachs ’scene’ var kirken og den gejstlige verden. Det var primært her, Bachs musik

udfoldede sig, mens han levede, mens det i vores tid er vanskeligt at forestille sig en klassisk musikverden uden Bachs omfattende musikalske arv. ”Det symfoniske digt” Bach aldrig skrev Lars Ulrik Mortensen og John Fulljames var enige om, at netop Bachs musik, der ligger Mortensens hjerte så nær, og som han – også som virtuos cembalist – tilmed er internationalt anerkendt og berømt for at fortolke, er gennemsyret af dramatik, og netop kunne anvendes som musikdramatisk omdrejningspunkt. Udvalget af Bachs musik blev lidt efter lidt til det, instruktøren og dirigenten kalder “det symfoniske digt Bach aldrig skrev”. Eller kunne man spørge “den opera, Bach aldrig skrev”?

Ifølge dirigenten findes der næppe en menneskelig sjæletilstand – eller for den sags skyld alle mulige følelsesmæssige og psykologiske tilstande – der ikke på et eller andet tidspunkt i Bachs produktion finder et dækkende udtryk.

“Musikken er så suggestiv, den tegner alle mulige karakterer, følelser og affekter. Og i en lang række tilfælde følelser af en type, som i virkeligheden

LIGHT – BACH DANCES

går ud over eller transcenderer den rent konkrete sammenhæng. Det gælder særligt for Bachs ikke-verdslige, kirkelige musik. Foruden de store passioner Matthæuspassionen, Johannespassionen samt Juleoratoriet, Påskeoratoriet og h-mol messen er der overleveret mere end 200 kirkekantater, der er skrevet til opførelse på forskellige tidspunkter af kirkeåret. Den musik er så eminent egnet til at blive anvendt i en dramatisk sammenhæng, til at være en del af et dramatisk udtryk, som i forestillingen her,” fortæller Lars Ulrik Mortensen*. “Musikken kan i forestillingen dels være drivkraften eller motor i en dramatisk situation. Musikken kan også ledsage, uddybe eller belyse en dramatisk situation, som i forvejen eksisterer.” Musikken kan både agere og reagere, mener dirigenten adspurgt om værkernes kompleksitet og spændvidde, trods 300 år på nodepapiret.

Ifølge Mortensen er hierarkiet i forestillingen ikke, at musikken akkompagnerer dansen, men musikken udløser snarere dansen eller omvendt. Dansen får måske noget musikalsk til at ske. De to elementer, det kropslige og det lydlige, belyser hinanden. Desuden indgår det talte ord oveni, vidneudsagn fra interviewpersoner, er det tredje element, der udgør en symbiose i forestillingen, så udtrykket bliver så stærkt som overhovedet muligt, og som tilsammen kan kaldes en dramatisk meditation.

Uendelige fortolkningsmuligheder At foretage et udvalg fra Bachs enorme produktion fordrer en form for logisk sammenhæng og et flow, der

13

skal føles organisk, selvom musikken i LIGHT – Bach dances består af et udvalg af enkelte satser. “Én af grundene til, at Bachs musik står mit hjerte så nær, er netop, at den foreslår og antyder alle mulige poetiske og dramatiske sammenhænge og udtryk. Det er klart, at det gælder al musik, men det gælder i høj grad for Bach. En arie har ikke kun én fortolkningsmulighed – et tempo er ikke absolut, en karakter er ikke absolut, hele farvespillet, måden man formulerer, måden man iscenesætter musikken på er i høj grad afhængig af den sammenhæng, musikken indgår i på et givent tidspunkt. Fx en hurtig arie med hurtige nodeværdier og koloraturer hos sangere og i instrumenterne, skal den være aggressiv, let eller elegant, måske mystisk? Hvordan skal karakteren være? Sammenhængen afgør det også, og ikke bare den generelle indsigt i musikken. Når man har beskæftiget sig med opera gennem lang tid, ved man, at en vis fleksibilitet er nødvendig. Først i det dramatiske og arrangementsmæssige arbejde med musikken kan det besluttes, hvordan musikken skal lyde, det kan ikke besluttes abstrakt,” uddyber Mortensen om musik til drama, og i særdeleshed måske musik, der netop ikke er skabt til et bestemt drama, som det gør sig gældende i dette tilfælde.

Farverigt og spontant “Den musikhistoriske nytænkning har de seneste 50 år givet barokmusik en anden status, hvor barokken betragtes og lyttes til med en større dybde,” mener dirigenten. I dag opføres barokken på dens egne præmisser, en

14

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

udvikling Concerto Copenhagen har været en del af. Concerto Copenhagen spiller ikke med moderne fløjter, oboer eller trompeter, men med instrumenter, som i vid udstrækning ser ud og lyder som på Bachs egen tid.

“Når Concerto Copenhagen spiller såvel Bach som Mozart, tager ensemblet også udgangspunkt i tidens instrumenter og dermed den lyd og det farvespil, som musikken oprindeligt er skrevet til. Og vi forsøger at spille musikken med de konventioner og stilistiske forhold, som var gældende, da musikken blev skrevet. De adskiller sig i næsten alle tilfælde temmeligt afgørende fra den typiske spillestil, vi kender fra det 20. og 21. århundrede. Vi spiller med mindre vibrato, med mindre egalitet, vi prøver at ’lade som om’, selv om det er lidt illusorisk - vi prøver at se, hvad der sker med musikken, når vi anvender disse principper. Hvad sker der, når vi tager et orkester/ensemble af en størrelse, som Bach ville have genkendt? Hvad sker der så med musikken? Instrumenterne lyder ikke bare anderledes individuelt, men blander også anderledes. Denne praksis har fået fjernet et lag, ligesom når man restaurerer et maleri, der er støvet, fedtet og farverne falmet. Vi har renset det, og nu kommer vi tilbage til de farver maleren – eller her komponisten – ønskede sig. Langt mere friskt, farverigt, uforudsigeligt og spontant end 300 år af tidens tand har farvet den – og sjovt nok langt mere moderne. Man anvender de gamle spilleteknikker og de gamle instrumenter for at få musikken til at lyde ny. Det er kun tilsyneladende et paradoks.”

Dødsbegrebet på Bachs tid og nu “Forestillingen tematiserer død. Hvilken rolle spiller døden i et menneskeliv? Hvad betyder det faktum, at fødsel og død er det eneste garanterede element i dette liv? Alt andet i mellem kan diskuteres og kan mennesket selv modificere eller have indflydelse på.

Jeg har selv i løbet af det sidste år mistet mine forældre på 93 og 96 år. Jeg troede, jeg var forberedt på det. Men jeg må da indrømme, at det har haft en helt anderledes effekt på mig end noget, jeg intellektuelt hidtil på forhånd har kunnet forholde mig til. Jeg har måttet behandle det på en helt anden måde, end jeg troede. Vi forholder os generelt til døden på en mere distanceret måde, end når den så indtræffer.

Tag mennesket på Bachs tid: Johann Sebastian fik, fra han var 23 til 57 år gammel, 20 børn med to hustruer. 10 af børnene døde, størstedelen endog før de blev fem år. Det er indiskutabelt, at man langt oftere blev konfronteret med dødsbegrebet i tidligere tider end i dag, levealderen var mærkbart kortere, og det, at ens nærmeste havde en langt smallere levebane end i dag, må have gjort noget ved tænkemåden. Og jeg tror ikke, at sorgen over tabet var mindre dengang.”** * Koreografen John Neumeier har skabt balletter til musikken fra hhv. Juleoratoriet og Matthæuspassionen. ** sammenligningen gælder udelukkende ift. Bachs hjemland Tyskland og Danmark.

LIGHT – BACH DANCES

”Barokmusikken

er enormt kompleks.

Men i mange tilfælde er barokmusikken let at forstå, den er mere direkte, mere rå, der er ikke så mange lag, som kan komme i vejen for muligheden for at reagere spontant på det, man hører, ser og spiller. Der er mange musikalske og følelsesmæssige parametre; det er ikke så komplekst på overfladen. Den giver mulighed for flere individuelle fortolkninger, hvilket er en styrke.”

L A R S U L R I K M O R T E N S E N

15

16

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

LIGHT – BACH DANCES

17

18

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

LIGHT – BACH DANCES

19

Alle mennesker dør, men ikke alle lever.

AF MARIANN SEJER

Det oversatte citat af William Wallace læste direktør for Landsforeningen Liv&Død Kirsten Søndergaard på en gravsten på en kirkegård på Østerbro.

Hendes erfaring er, at hvis vi forholder os til, at vi skal dø en dag og overvejer, hvad der er vigtigt for os, giver det en vis frihed, mens vi lever.

Der er stadig mennesker, der siger, hvis jeg dør, og ikke når jeg dør. Kirsten Søndergaard tolker retorikken som et tegn på, at vi stadig ikke har meget lyst til at forholde os til, at vi skal dø. For hundrede år siden var døden oftere en del af hverdagslivet. Ønskede en person kremering i stedet for jordbegravelse, skulle vedkommende være medlem af en ligbrændingsforening. Nogle meldte deres børn ind i ligbrændingsforeningen, så snart de blev født. I midten af 1900-tallet institutionaliseredes døden ved at flytte ud på sygehusene, hvor kun de allernærmeste kunne være til stede og

sige farvel. Det medførte ifølge Kirsten Søndergaard en ’dødsforskrækket’ kultur: Kvinderne var rykket ind på arbejdsmarkedet, generationerne boede ikke længere sammen, og der var ikke længere nogen i hjemmet til at tage sig af de syge, gamle og døende.

“Der skal selvfølgelig være en vis kontekst omkring det at tale om døden, ” siger Kirsten Søndergaard. “Har man selv lige været til begravelse, kan situationen bruges til at tale om, at vi skal dø på et tidspunkt. Det er naturligvis mere sandsynligt, at mennesker på 80 eller 90 år dør. Savnet kan ingen tage fra os, og sorgen er naturligvis en anden, end hvis et ungt menneske dør… I dag vil vi også gerne fikse al sygdom, men alle kan desværre ikke reddes, det må vi acceptere. Især med pludselig opstået sygdom eller tragiske ulykker søger vi forklaringer og klarhed for at overskue meningsløsheden. Vi ønsker løsninger på, ’hvordan kan jeg leve videre med det, der

20

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

nu er sket’? Mange efterladte finder måder at få den afdøde til at leve videre i deres liv på. Når man har mistet, har man behov for at finde ligestillede, der har erfaring med, at livet går videre. Og at man kan lære at leve med et tab, der kan virke totalt uoverskueligt i nuet… Her giver det meget mening at høre andres historier,” fortæller Kirsten Søndergaard og henviser til Landsforeningen Liv&Døds podcastserie ’Jeg plejede at tro på for evigt’.

Her fortæller mennesker i alle aldre om deres oplevelser med døden, og hvordan de er kommet videre med livet trods savn og sorg. Selvom vi i dag stadig ikke er bedre til at forberede os på det uafvendelige, så mener Kirsten Søndergaard, at vi er blevet lidt bedre til at mindes afdøde som den person, de var før, de blev syge og døde. “Vi er blevet bedre til at fejre det liv, der har været. Når man bliver 80 - 90 år, er det også okay, at man dør.” Selvom døden ikke er en velkommen gæst, kan den dog ende med at blive betragtet som en lettelse måske en befrielse for smerter, mener Kirsten Søndergaard, for der er ikke noget værre end at se ens nærmeste lide.

Forhold dig til døden – og lev livet stærkere “Fokusér på det, du kan kontrollere, succes er at gøre det rigtige, selvdisciplin gør dig fri, døden er din ven og det hele handler ikke om dig” er de fem principper i Niels Overgaards bog Det hele handler ikke om dig, som Kirsten Søndergaard finder interessant. Vi konfronteres dagligt med døden i medierne, men det er døden på afstand. Det kan give frihed at

forholde sig til, at vi en dag ikke er her længere, så vi kan leve efter principper, der virkelig betyder noget for os. “Det sker, at mennesker efter en dødelig diagnose prioriterer anderledes i livet.

De lever mere bevidst og får det allerbedste ud af det liv, de nu har tilbage,” har Kirsten Søndergaard erfaret.

Døden som isoleret fænomen kan være svær at forholde sig til, fordi sorg og savn uvilkårligt hænger sammen med døden. Ifølge Kirsten Søndergaard kan det at lade den afdøde leve videre i erindringen, og dermed betragte døden som noget, der ikke er endeligt, være en hjælp for de efterladte. Et ordsprog siger, “Man dør to gange. Den anden død er at blive glemt”. Derfor er der ifølge Kirsten Søndergaard god grund til fx omkring højtider at mindes, fortælle anekdoter og efterhånden som tiden går fortælle mere nuancerede historier om ens afdøde. Det betyder, at den afdøde rent faktisk lever videre i minderne.

LIGHT – BACH DANCES

MIN SIDSTE VILJE Ligesom tyveri- og brandforsikringer, som man håber, man aldrig får brug for, så kan man udfylde formularen ’Min sidste vilje’, der ligger på hjemmesiden hos Landsforeningen Liv&Død og hos de fleste bedemandsfirmaer.

Formularen kan udfyldes med ønsker til, hvad der skal ske, når vi dør. Vil afdøde kremeres eller jordbegraves?

Hvad skal der synges? Ingen pårørende har lyst til at gå mod afdødes vilje, og det giver frihed at få styr på afslutningen på livet, ligesom vi gerne vil have styr på alt andet i tilværelsen. Samtidigt er det også blevet mere almindeligt, at det sidste farvel er mere individuelt og fortæller specielt om afdøde. Det kan være en særlig musik, der bliver sunget eller spillet, måske et brev fra den afdøde til de efterladte, der bliver læst op, og taler fra familie og venner, så det bliver en meget personlig afsked.

Det er heller ikke ualmindeligt, at afdøde personer, der har haft en dødelig diagnose, selv beslutter, hvad der skal stå i deres dødsannonce.

21

22

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

LIGHT – BACH DANCES

Hofesh Shechter Company Hofesh Shechter Company blev grundlagt i 2008 som et grænsebrydende dansekompagni med et ekstraordinært korps af dansere i verdensklasse i centrum. Kompagniet producerer exceptionelle forestillinger skabt af kompagniets kunstneriske chef, den internationalt højt estimerede instruktør og koreograf Hofesh Shechter. Kompagniet har base i UK, Brighton Dome og optræder på store scener og festivaler over hele verden.

Hofesh Shechter samarbejder med flere førende teatre om sceniske forestillinger og filmproduktioner herunder bl.a. en revival af Hofesh Shechters iscenesættelse af Glucks Orfeus og Eurydike på La Scala, Milano (2018) iscenesat i samarbejde med John Fulljames; East Wall (2018) på Tower of London i partnerskab med East London Dance, Historic Royal Palaces og LIFT; kortfilmene Hofesh Shechters Clowns (2018) vist på BBC 2 og POLITICAL MOTHER: The Final Cut (2021); og naturligvis LIGHT – Bach Dances (2021) der har modtaget FEDORA – VAN CLEEF & ARPELS Prize for Ballet 2020, med støtte til research og udvikling fra Cockayne - Grants for the Arts and The London Community Foundation. Forestillingen er produceret i samarbejde med Den Kongelige Opera.

Hofesh Shechter Company støttes af Arts Council England og BNP Paribas Foundation. www.hofesh.co.uk

23

24

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

FEDORA er en non profit-organisation som er dedikeret til at pleje fornyelsen af opera og dans ved at tilskynde talent gennem at bane vejen for fremtiden inden for disse kunstarter.

Gennem konkurrence om Fedora-prisen understøttes projekter, der påvirker og ændrer opfattelsen af opera og dans og som fremmer internationalt samarbejde, kreativitet, social integration og interkulturel dialog så vel som digital fornyelse på og bag scenen.

I 2020 modtog LIGHT – Bach dances FEDORA - VAN CLEEF & ARPELS Prize for Ballet.

“The Jury of the FEDORA - VAN CLEEF & ARPELS Prize for Ballet 2020 chose the project of Hofesh Shechter and Royal Danish Theatre, based on Bach, but treating the historic Bach in a contemporary way. It is an integrated project with singers, dancers, and the wonderful Danish baroque Orchestra and the Jury believed in the huge talent of Hofesh Shechter.”

Nicholas Payne, Director of Opera Europa and Chair of the Jury of the FEDORA - VAN CLEEF & ARPELS Prize for Ballet 2020

LIGHT – BACH DANCES

25

30 ÅRS JUBILÆUM

CONCERTO COPENHAGEN & LARS ULRIK MORTENSEN

DEN SORTE DIAMANT

KØBENHAVN 2021 BACH! ORKESTERSUITER MED NY ELEGANCE DEN SORTE DIAMANT

29/5

VIVALDI-DUELLER DEN SORTE DIAMANT

21/9

CONCERTO COPENHAGEN 3.0!

30 ÅRS JUBILÆUMSKONCERT DEN SORTE DIAMANT

27/11

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R

HOVEDSPONSORER

SPONSORER

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

PRODUKTION Producent: Tjill Dreyer Anne Sophie Fogedby Produktionsleder: Per Uffelmann Scenemester: Hans Jørgen Larsen Kostumier: Søren Larsen Forestillingsleder: Berit Wolsted Jones Assisterende dirigent: Thomas Bagwell Repetitør: Ian Ryan Instruktørassistent: Johan Klint Sandberg Belysningsmester: Sune Munk Schou Produktionsmand scene: Rolf Poret Produktionsmand lys: Martin Høier Jorge Manuel Cebolinho Tonemester: Anna Bassan Videoteknik: Martin Reinwald Signalør: Jon Meinild Tekstafvikling: Lars Ridder Tapetserer: Hanne Frydenlund Eva Frederiksen Møbler: Thomas Kolding Herreskrædder: Daniel Hertz Dameskrædder: Anne Auker Tekstilværksted: Laura Leth Meilvang Kostumeteknik: Lene Rostrup Susanne Nygaard Maskør og paryk: Peter Friman Parykværksted: Anni Kristiansen Sceneteknik: Hold F Forestillingsleder, talentplads: Marie-Louise Petersen Fotograf: Camilla Winther Prøvesalsteknik: Jes Bigom Operakoordinator: Henriette Holm Sandbye Jakob Esposito Operakoordinatorassistent: Karen Beatrice Jensen

Koradministrator: Lene Halvor Petersen Musikarkiv: Ulla Aasted Due Carol Conrad Vicekapelchef: Adam Stadnicki Kapeladministrator: Jens Juul Kapelsekretær: Anne Hauger Strategisk planlægger: Rikke Mortensen Specialkonsulent økonomi: Anna Freese Chefsekretær: Annett Fogh Programredaktør: Mariann Sejer Ressourcechef: Piet Bossant Husinstruktør: Line Kromann Head of Casting: Franziska Maria Kaiser Studienleiter: Orsi Fajger Husdirigent: Robert Houssart CO N C E RTO CO P E N H AG E N Produktion: Benedicte B. Balslev Kirsten B. Larsen Frode Andersen Kommunikation og PR: Kirstine S. Hansen Daniel Porcelli Orkesterchef: Nikolaj de Fine Licht H O F E S H S H E C H T E R C O M PA N Y Executive Producer: Colette Hansford Head of Operations: Becky Ruffell Head of Production and Touring: Adam Hooper Head of Development: Claire Lee Executive Assistant: Melanie Clark Tour Manager: Eva Brady Producer – Creation and Projects: Jackie Newbould Associate Artistic Director: Bruno Guillore Rehearsal director (LIGHT): Chien-Ming Chang D E T K O N G E L I G E T E AT E R Teaterchef: Kasper Holten Balletmester: Nikolaj Hübbe

Operachef: John Fulljames Skuespilchef: Morten Kirkskov Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og personaledirektør: Marie Munk Kommunikationsdirektør: Magnus Restofte Udviklingsdirektør: Dorthe Paulli Administrationschef Balletten: Søren Normann Hansen Administrationschef Operaen: Carina Johansson Administrationschef Skuespillet: Carsten Møller Chef for HR og Jura: Marianne Thorsen Adm. scenechef: Rasmus Clausen Kostumechef: Sophie Secher Kroner Chef, scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Kapelchef: Jesper Rosenkilde Marketingchef: Jacob Rosendal Chef for Strategisk planlægning og analyse: Anna Reinhard Danchell Chef for Salg & Kundeservice: Stefan Yong Gildhoff It-chef: Martin Thaarup Larsen TEKNIK/PRODUKTION Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Michael Franch Scenechef Gamle scene: Brian Nielsen Leder for scenografisk produktion: Sanne Brodersen Leder af lager- og logistik: Ewa Maria Buus Lyd og Video: Mikkel Behrend Rekvisitafdelingen: Mikkel Theut Leder af skræddersalen og tekstil: Torbjørn Bergstrøm Maskør– og paryk: Nina Brødegaard Resch Hatteværksted: Pernille Rode Kostumeteknikken: Ausa Marie Thorvardarson Statist- og påklæderafdelingen: Ralf Friedrichsen Tryk: Rosendahls a/s

Del din teateroplevelse Hjælp os med at få endnu flere i teatret.

Del dine store teaterøjeblikke på de sociale medier og inspirer dine venner, veninder, din svigermor og alle andre til en tur i Det Kongelige Teater. Brug meget gerne:

# kglteater

GAM LE SCENE

SKUESPILHUSET

OPE RAEN