Program: La Traviata

LA T R AV I ATA af Giuseppe Verdi

OPERA 2019/2020

Tak til 15. Juni Fonden for deres støtte til internationale gÌstesolister i Den Kongelige Opera.

L A T R AV I ATA

La Traviata

af Giuseppe Verdi

Musikalsk ledelse: Richard Farnes / Robert Houssart Iscenesættelse: David Radok ved Natascha Metherell Scenograf: Lars-Åke Thessman Kostumedesign: Ann-Mari Anttila Lysdesign: Hans-Åke Sjöquist Koreografi: Håkan Mayer ved Lina Räftegård Libretto af Francesco Maria Piave efter Alexandre Dumas den yngres skuespil Kameliadamen.

Uropført på Teatro La Fenice i Venedig 6. marts 1853.

Repremieren 18. januar 2020 er opførelse nr. 321 på Det Kongelige Teater.

La Traviata synges på italiensk med danske overtekster af Wenzel de Neergaard.

Første akt

30 min

Pause

25 min

Anden akt, Scene 1 og 2

60 min

Pause

20 min

Tredje akt

30 min

Der er et kort sceneskift i anden akt.

Samlet spilletid: Ca. 2 timer og 45 minutter Kyungil Ko, Henrike Henken, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

La Traviata er en co-produktion med GöteborgsOperan.

OPERAEN er opført og foræret til Nationen af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal i 2004

1

2

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

M EDVIRKENDE Violetta Valéry: Gisela Stille / Francesca Dotto Alfredo Germont: Francesco Castoro / Matteo Lippi Giorgio Germont: David Kempster Flora Bervoix: Kari Dahl Nielsen / Henrike Henken* Annina: Hanne Fischer / Hedvig Haugerud* / Johanne Bock Gastone de l´étoirières: Jacob Andersen* Baron Douphol: Simon Duus Marquis d’Obigny: Kyungil Ko / Morten Lassenius Kramp Dr. Grenvil: Morten Staugaard / Tae Jeong Hwang Giuseppe: Peter Arnoldsson / Peter Steen Andersen Et bud: Ole Jegindø Norup / Lasse Christian Bach Floras gæst: Dong Huy Kim / Martin Christopher Briody *Operaakademiet Statister: Helle Kristiansen, Mette Kosack, Olga Regitze Høgh, Martina Engraf, Inga Hjaltalin Ingvarsdottir

D ET KO N GE LIGE O PE R AKO R Korsyngemester: Denis Segond D ET KO N GE LIGE K APE L Koncertmester: Mikkel Futtrup

Gisela Stille, Kari Dahl Nielsen, Medlemmer fra Det Kongelige Operakor

L A T R AV I ATA

3

4

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

L A T R AV I ATA

5

Kære publikum, Velkommen til La Traviata og til Den Kongelige Operas forårssæson.

Giuseppe Verdis La Traviata er i dag en af de mest populære operaer, men værket gik ikke rent hjem hos publikum efter premieren. Det var der flere årsager til, blandt andet fordi Verdi ikke fik lov at iscenesætte operaen som en samtidsopera, det var for pågående, og handlingen blev flyttet 100 år tilbage. Heldigvis har operaen taget revanche siden! For Verdis opera har noget at tilbyde til alle hjerter - både vores faste abonnenters og helt nye gæsters.

En ung kvindes ensomme død i en lejlighed på Boulevard de la Madeleine i Paris i januar 1847 kan forekomme meget langt væk fra i dag. Den unge kvinde Marie Duplessis’ hjerteskærende triste skæbne blev kort efter hendes død gengivet i den kun 24-årige Alexandre Dumas’ nøgleroman Kameliadamen, om forfatterens selvoplevede 11 måneder med Paris’ måske mest fashionable kurtisane.

Skuespillet fra 1848 baseret på romanen inspirerede Verdi til blot 6 år efter Maries død at komponere sin opera La Traviata. Handlingen var aktuel i modsætning til tidligere Verdi operaer, der præsenterede historiske-, bibelskeeller oldtidsscenarier, og det er i høj grad heltinden Violettas opera.

Den gribende, almenmenneskelige historie om kvinden, der af sit gode hjerte opgiver sit livs ægte kærlighed for derefter at dø af en uhelbredelig sygdom, kan foregå i alle historiske perioder og berører stadig et stort publikum. Verdis vidunderlige musik er ren forkælelse for ører og hjerte, og La Traviata byder både på storslåede koroptrin og vidunderlige solistiske øjeblikke. Vi følger personernes konflikter, når de kæmper med at forene egoistiske interesser med både moral og forestillingen om deres plads i samfundet. Den Kongelige Operas opsætning er en klassisk, tidløs version af fortællingen om kærlighedens trange kår i en kold og kynisk verden.

I forårssæsonen kan du møde andre stærke heltinder, nogle helt fra oldtiden og andre fra fremtiden. Måske en fremtid endda ikke så langt herfra?

Ariadne i Strauss’ opera Ariadne på Naxos, Ilia i Mozarts Idomeneo og Offred i Ruders' The Handmaid’s Tale er alle kvinder, der kæmper for kærligheden og som er villige til at gå i døden for den.

God fornøjelse og på genhør i 2020, John Fulljames operachef

6

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Omkring La Traviata

La Traviata før og nu Den britiske instruktør Natascha Metherell instruerer genopsætningen af David Radoks La Traviata og fortæller, at historien er sat i en moderne verden, som vi kender og forstår, men tidløst, så det kan være i 00’erne, i 10’erne eller nu. ”I vores iscenesættelse undersøges forholdet mellem Violetta som kurtisane og den, der betaler hende som en holdt kvinde – men et tema er også at undersøge et samfund, hvor mennesker bruger penge som et middel til at få magt.

Både til at have magt og til at tilrane sig magt.”

Der er altid noget at være opmærksom på, når man flytter en historie fra midten af 1800-tallet til i dag. Violetta dør af tuberkulose, hvilket ikke er almindeligt i dag. ”Derfor gør vi ikke så meget ud af, hvad Violetta faktisk dør af,” fortæller Natascha og fortæller videre, at i dag ændrer tingene sig hurtigt, så en genopsætning kræver altid redigeringer og tilpasninger siden sidst. Det er små justeringer, der gør, at en opsætning følger med tiden. Visse kostumer skal fornys, og opdateres, så publikum får en nutidig fornemmelse. Hvor nogle af

herrerne i koret tidligere havde fuld smoking, bærer de fx nu en t-shirt under smokingen. ”Radok har skabt en moderne, meget kold og pengegrisk verden, og jeg har selvfølgelig set på, hvad der er sket siden premieren i 2005-06,” fortæller Metherell. Instruktøren har tænkt følgerne af MeToobevægelsen ind i det aktuelle La Traviata-univers for at give scenerne et mere nutidigt og troværdigt udtryk, idet bevægelsen har ændret vores perspektiv på samfundet. Ved premieren udstrålede mændene på scenen magt og rigdom, og kvinderne stræbte efter social opstigning. ”David Radoks idé med at Violetta omgås en ufølsom, kold social gruppe, hvor penge taler og bestemmer, holder vi fast i, blot nu med mere lighed mellem kønnene. Det betyder, at nogle af kvinderne i historien også giver indtryk af magt og dominans.”

Kurtisane med høj status Ifølge Metherell var kurtisaner historisk set meget dannede kvinder, der ofte var gift til anden side, men som qua deres forhold til en meget mere betydningsfuld mand kunne hjælpe deres egne mænd op ad den sociale rangstige. Så ifølge instruktøren har det altid handlet om social mobilitet og aldrig om prostitution.

Selvom ordet kurtisane ikke bruges længere, så eksisterer fænomenet den dag i dag. Prominente mænd, der både har en hustru og familie og samtidig en etableret elskerinde ved siden af ses stadig fx i det franske samfund, hvor La Traviata foregår.

Selvom historien om Violetta er fra

L A T R AV I ATA

midten af 1800-tallet, påpeger Metherell, at der verden over stadig er mennesker af begge køn, der tiltrækkes af penge og den magt, der ofte følger med. I en kynisk verden styret af magt og penge kan man imidlertid føle sig tvunget til at vedligeholde et image, andre mener og tror er ægte, og på en måde være fanget i et kunstigt billede af, hvem man egentlig er. ”Violetta ønsker at frigøre sig fra dette fastlåste billede og gøre noget, der er ærligt og virkeligt gennem sin kærlighedsaffære med Alfredo, der ingen penge har. Violetta ønsker egentlig bare at blive elsket og elske tilbage,” mener Metherell.

Hvem var Kameliadamen?

I Dumas’ roman hedder kurtisanen Marguerite Gautier, hos Verdi hedder hun Violetta Valéry, men virkelighedens Kameliadame hed Rose Alphonsine Plessis og var født i landsbyen Nonant i Normandiet 15. januar 1824.

En barndomsven, journalisten Romain Vienne skrev 40 år efter hendes alt for tidlige død, en biografi Sandheden om Kameliadamen. Her fortæller Vienne blandt andet, at Rose Alphonsine som barn for penge blev udlånt af sin far til en gammel mand i en naboby, og at folk i landsbyen efter hændelsen havde fundet hende omvandrende på engene blødende og skrækslagen. Senere blev hun under navnet Marie Duplessis kendt som Paris’ måske smukkeste kurtisane, i hvert fald ifølge forfatteren Alexandre Dumas d. Yngre, der var sammen med hende i knapt et år.

7

Om Verdi og Violetta "Hvad er livet andet end død?" skrev Verdi til sin ven digteren og oversætteren Andrea Maffei. Rigoletto, Trubaduren og La Traviata fra perioden 1851–1853 har alle en slutning med død til fælles. I årene forinden havde Verdis eget liv været fuld af tab, han havde mistet sin hustru og to børn.

Men før døden indtræffer i La Traviata flyder operaen over med smukke melodier og et udtryksfuldt orkesterpartitur. Den festlige drikkevise Brindisi for kor og tenor hører til et af de mest kendte numre fra operaen. Verdi tildelte sin kvindelige hovedperson en stjernerolle, men stillede virtuose krav til rollen. Det ikoniske parti, Violetta, begynder i første akt med at fastslå i "Sempre libera" at hun altid vil have sin frihed. Denne arie fordrer en såkaldt "leggiero" sopranstemme, og det er skrevet om Violetta, at rollen kræver tre slags sopraner – "leggiero" i første akt, en lyrisk sopran i anden akt og en dramatisk sopran i tredje.

Fra Pretty Woman til Moulin Rouge I 80’er filmen Pretty Woman med Julia Roberts og Richard Gere, tager den velhavende forretningsmand sin escort-pige med til hendes første opera, som på meta-vis er La Traviata.

I Baz Luhrmanns film-musical med Nicole Kidman i hovedrollen som kurtisanen Satine er plottet kraftigt inspireret af La Traviata.

8

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Jacob Andersen; Gisela Stille, Francesco Castoro, medlemmer af Det Kongelige Operakor

L A T R AV I ATA

9

10

HANDLINGEN

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Første akt En salon i Violetta Valérys hjem Der er stort selskab hos den smukke Violetta Valéry, der holdes under luksuriøse forhold af sin elsker, Baron Douphol. Grev Gastone de Létorières ankommer og præsenterer sin ven, Alfredo Germont, der ifølge Grev Gastone er en beundrer af Violetta, og som under hendes seneste sygeleje spurgte til hendes befindende hver dag. Samtalen ophidser Baron Douphol, som ikke viste Violetta særlig interesse under hendes sygdom, og han nægter at udbringe en skål på grevens opfordring. I stedet udbringer Alfredo skålen, hvori han hylder skønhedens nydelse og kærlighedens berusende kraft.

Da selskabet er på vej til de tilstødende saloner for at danse, bliver Violetta svimmel. Alfredo bliver tilbage og tilstår, at han har elsket hende længe. Violetta afviser hans kærlighed, men tilbyder ham venskab. Festen slutter. Violetta føler sig dybt berørt af Alfredos kærlighedserklæring og kommer i tvivl om, hvorvidt hun skal følge sit hjerte.

Anden akt Scene 1: Uden for Paris Kærligheden har sejret. Alfredo og Violetta bor nu sammen uden for Paris. Annina, Violettas assistent og fortrolige, fortæller Alfredo, at Violetta sælger sine ejendele i Paris for at betale sin gæld. Alfredo indser med skam, hvilke ofre Violetta har bragt for at leve sammen med ham. Han tager

L A T R AV I ATA

straks til Paris for at skaffe penge til at opretholde deres levevis.

Imens modtager Violetta en invitation fra veninden Flora, men hun har ikke lyst til fest. Uventet modtager hun besøg af Alfredos far, Giorgio Germont, der frygter, at Alfredo er ved at ruinere sig selv på grund af hende.

Violetta kan dog bevise, at den finansielle sandhed er lige det modsatte.

Germont beder Violetta om at bryde med Alfredo, da deres forbindelse bringer Alfredos søsters forestående giftermål i fare. Den unge piges ægteskab er vigtigere end Violettas og Alfredos forhold, der ifølge Germont alligevel vil høre op, når Violettas skønhed viger for alderen, og kedsomheden sætter ind. Violetta overtales til at opgive Alfredo og ikke indvie ham i deres samtale.

Violetta er ved at skrive et afskedsbrev til Alfredo, da han vender tilbage.

Under påskud af, at hun vil lade far og søn tale alene sammen, drager hun til Paris, og lader et bud bringe hendes afskedsbrev til Alfredo. Alfredo opsluges af sorg og raseri over Violettas afvisning og afslår faderens bøn om at vende tilbage til familien. Han finder Floras invitation og tager derhen fuld af hævnlyst.

Scene 2: Flora Bervoix’ salon Samme aften ankommer Alfredo, netop som gæsterne har sat sig til spillebordene. Violetta kommer ind ledsaget af Baron Douphol. Alfredo sidder i held, for, som han forklarer, den, der har uheld i kærlighed, har

11

held i spil. Baronen bliver rasende over Alfredos uforskammethed.

Da selskabet går til middag, bliver Violetta tilbage for at overtale Alfredo til at forlade festen. Violetta er bundet af sit tavshedsløfte til Germont og erklærer, at hun elsker baronen. Den jaloux Alfredo kalder gæsterne ind i stuen og kaster alle de vundne penge for Violettas fødder. Hendes underhold er tilbagebetalt. Germont ankommer og tilslutter sig selskabets bebrejdelser af Alfredos opførsel. Alfredo indser, at følelserne er løbet af med ham. Han er sønderknust.

Tredje akt Violettas hjem Violetta ligger i sit værelse dødeligt syg og ruineret. Doktor Grenvil fortæller Annina, at Violetta kun har få timer tilbage. Karnevallets gadefest høres gennem vinduerne, og Violetta giver Annina besked på at dele Violettas sidste penge ud til de fattige.

Violetta genlæser et brev fra Germont: Alfredo er rejst til udlandet.

Germont har fortalt ham om Violettas offer, og Alfredo vil skynde sig tilbage for at få hendes tilgivelse, men Violetta er bange for, at det er for sent.

12

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Verdis samtidsopera I 1850’erne var operaer noget, der skulle foregå i historiske omgivelser med behørig afstand til nutiden. Det ville Verdi ændre radikalt med en opera, hvis hovedperson døde kun seks år før premieren.

AF HENRIK ENGELBRECHT

L A T R AV I ATA

Historien om Verdis La Traviata begynder og slutter i operaen. Den begynder en aften i Pariseroperaen i 1844, hvor den 20-årige Alexandre Dumas får øje på den smukkeste pige, han nogensinde har set. Hun sidder i en fornem loge ved siden af en 80-årig russisk greve. Pigen hedder Marie Duplessis; en berømt og berygtet professionel dame, som lever i ekstrem luksus på rige mænds regning.

Alexandre Dumas kan ikke hamle økonomisk op med den jævnaldrende Marie Duplessis’ øvrige elskere, men de forelsker sig i hinanden, og Duplessis forsøger at lægge de gamle vaner på hylden. Men et år senere har Dumas en gæld på astronomiske 30.000 franc, og i august 1845 forstår han, at han aldrig vil kunne forsørge Duplessis. Han skriver et afskedsbrev til hende:

13

Farvel altså! Du ejer mit hjerte i al for høj grad til ikke at forstå anledningen til mit brev og har al for megen forstand til ikke at ville tilgive mig.

Tusind kærlighedsfulde hilsner.

Mindre end to år senere er Marie Duplessis død af lungetuberkulose, forladt af sine rige elskere, da hun de sidste måneder af sit liv har været for afkræftet til at yde dem fysisk valuta for deres investeringer. Hendes få ejendele bliver solgt på auktion inden Dumas når hjem fra en lang udlandsrejse.

30. august, midnat

Hjemme i Paris skriver han den roman, som skal gøre Marie udødelig. Titlen bliver Kameliadamen, og bogen er historien om deres kærlighed, men som den gode historiefortæller Dumas er, lægger han selvfølgelig meget til: Hans egen far er f.eks. i virkeligheden på ingen måde moralsk stødt over sønnens forhold til en prostitueret, for han holder sig ikke selv tilbage, når det gælder storforbrug af kvinder.

Kære Marie, Jeg er hverken tilstrækkelig rig til at kunne elske dig på den måde, som jeg ville ønske - eller tilstrækkelig fattig til at blive elsket af dig på den måde, som du ville ønske. Lad os derfor begge glemme; du et navn, som sikkert er dig så godt som ligegyldigt, og jeg en lykke, som ikke længere er min at vælge. Det er meningsløst at forsøge at udtrykke hvor ulykkelig jeg er, eftersom du allerede ved hvor højt jeg elsker dig.

Romanen får titusindvis af læsere over hele Europa til at gribe efter lommetørklæderne, og endnu mere succes får Dumas med teaterudgaven i 1848 i Paris. Blandt publikum er komponisten Giuseppe Verdi, der straks får idéen til en ny og anderledes opera; en opera, som skal bryde konventionen om, at en dramatisk opera helst skal være bygget over et bibelskeller historisk emne og foregå i en fjern fortid. Her skal publikum opleve nutidsmennesker med nutidsdilemmaer.

14

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Nytårsdag 1853 skriver Verdi til en ven i Napoli: Jeg skriver en opera til Venedig, som sandsynligvis får titlen La Traviata.

En opera for vor egen tid. Andre komponister ville ikke vove det på grund af kostumerne, tidsperioden og tusind andre idiotiske forbehold.

Det er uhørt, at Verdi kræver sangerne iført tøj fra samtiden, og i sidste ende bliver han underkendt. Myndighederne i Venedig tør ikke chokere publikum ved at vise hverdagsrealisme på scenen, og inden premieren må Verdi modstræbende acceptere at flytte historien til 1700-tallets Frankrig i stedet for 1850’ernes.

Librettoen i La Traviata følger nogenlunde Dumas’ egen dramatisering af romanen, men næsten alle navnene er ændret: Marguerite Gautier bliver til Violetta Valéry - Armand Duval til Alfredo Germont, og veninden Prudence til Flora Bervoix. Den eneste, som får lov til at beholde sit navn, er en af de helt små roller – Alfredo og Violettas ven, Gastone.

Verdi arbejder intensivt med operaen i samme periode, hvor han er optaget af både kompositionen og prøvearbejdet på Trubaduren – og La Traviata har premiere på La Feniceteatret i Venedig 6. marts 1853 kun et par måneder efter forgængeren. Men La Traviata bliver ikke den succes, Verdi håbede på. Fanny Salvini-Donatello, der synger titelpartiet, er – ifølge Verdi selv – en af grundene. Publikum er nemlig ved at falde om af grin, da den overordentligt omfangsrige sopran i

sidste akt skulle forestille at dø af svindsot – men heller ikke resten af besætningen er optimal. Verdi trækker sin nye opera tilbage, men glemmer den ikke. I marts 1854 skriver han til en af sine venner: Efter et helt år har jeg med koldt vand i blodet gennemgået min stakkels La Traviata, og det er min overbevisning, at den slet ikke er så djævelsk dårlig, som man vil gøre den til. Tredje akt er klart bedre end resten af operaen. Første akt er svagest; duetten og finalen af anden akt kunne være mere effektiv.

Verdi reviderer operaen, og 6. maj 1854 har La Traviata premiere i en ny produktion med en langt bedre rollebesætning, og endelig indkasserer Verdi den endegyldige succes.

Det er stadig ikke den samme opera, som Verdi forestillede sig i 1853, og det tager lang tid før man tør begynde at tage hans vision om et ægte samtidsdrama alvorligt. I årene omkring 1900 begynder man langsomt at spille operaen med scenografi og kostumer, som Verdi oprindeligt havde ønsket, men da er kostumer fra midten af 1800-tallet jo også blevet historiske.

Desuden er der mange operasangere, som langt op i det 20. århundrede insisterer på at optræde i deres egne medbragte kostumer i deres glansroller, og for 60-70 år siden var det slet ikke ualmindeligt at opleve en Violetta i den seneste parisermode sammen med en Alfredo i et Ludvig 14.- kostume i samme forestilling.

L A T R AV I ATA

La Traviata bliver hurtigt en fast del af operarepertoiret overalt i verden, og den er måske Verdis allermest populære og oftest opførte opera gennem tiden. Den kommer naturligvis også hurtigt “hjem" til pariseroperaen, hvor hele historien begyndte den aften i 1844. Dengang kunne Alexandre Dumas og Marie Duplessis sikkert også have oplevet en opera, der handlede om menneskers følelsesmæssige dilemmaer, hvis de to altså havde haft øjne for andet end hinanden. Men så havde vi andre næppe set La Traviata i aften.

Henrik Engelbrecht er tidligere musikchef i Tivoli og operadramaturg ved Det Kongelige Teater og forfatter til flere anmelderroste bøger om opera.

Jacob Andersen, Morten Staugaard, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

15

16

Francesco Castoro, Gisela Stille

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

L A T R AV I ATA

Afskedsbrevet Når du læser dette er jeg en anden mands elskerinde. Alt er slut mellem os.

Tag hjem til din far, min kære, og til din søster, en uskyldig ung kvinde, som ikke kender til dine kvaler, og som vil hjælpe dig med at glemme de lidelser, som en falden kvinde … har påført dig.

Du havde godhed nok til at elske hende en stund, og det er dig, hun skylder de eneste lykkelige stunder i det liv, hun ikke håber vil vare længe endnu.

Fra skuespillet Kameliadamen

17

18

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Francesco Castoro, David Kempster

Tae Jeong Hwang, Francesco Castoro, Gisela Stille, Hanne Fischer

L A T R AV I ATA

Simon Duus, Kari Dahl Nielsen, Gisela Stille, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

Gisela Stille, Hedvig Haugerud

19

20

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Jacob Andersen, Morten Staugaard, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

L A T R AV I ATA

21

22

SYNOPSIS

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

First act A salon at the residence of Violetta Valéry A grand social gathering is held at the home of the ravishingly beautiful Violetta Valéry. She is luxuriously kept by her lover, Baron Douphol. Count Gastone de Létorières arrives and introduces his friend, Alfredo Germont, who, according to Count Gastone, is one of her admirers and who during her recent illness had inquired to her health daily. The conversation angers Baron Douphol, who had not shown Violetta nearly as much interest during her illness and he declines the count’s call for a toast.

Instead, Alfredo gives the toast, praising the ecstasy of love.

The guests gather in the salon to dance. Violetta feels faint and Alfredo stays with her and declares his love, which Violetta declines while offering him her friendship instead. As the party ends, Violetta feels deeply touched by Alfredo’s declaration of love and considers whether to follow the whims of passion.

Second act Scene 1: The seaside outside Paris Love is victorious. Alfredo and Violetta now live together outside Paris.

Annina, Violetta’s assistant and confidante, tells Alfredo that Violetta has just auctioned all her belongings in Paris to pay the couple’s debts.

Alfredo shamefully realises what Violetta has had to sacrifice and

L A T R AV I ATA

immediately departs for Paris to raise some money.

In the meantime, Violetta receives an invitation from her friend, Flora, but is in no mood for a party. She is unexpectedly visited by Alfredo’s father, Giorgio Germont who fears that Alfredo is ruining himself for her.

Violetta, however, is able to prove that the opposite is the case.

Germont asks Violetta to break with Alfredo since their liaison is endangering the upcoming wedding of Alfredo’s sister. The marriage of this young woman is far more important than Violetta and Alfredo’s relationship, which, according to Germont, is bound to end when Violetta’s beauty fades.

Germont persuades Violetta to give up Alfredo and not reveal their conversation.

Alfredo returns just as Violetta is writing her farewell letter. Under the pretext of wanting to leave father and son to talk, she leaves for Paris. Alfredo receives Violetta’s farewell letter.

Consumed by sorrow and rage, he declines his father’s plea to return to the family and leaves to seek revenge at Flora’s evening party.

Scene 2: Flora Bervoix’ salon Alfredo arrives the same evening just as the guests are taking their seats at the card tables. Violetta arrives accompanied by Baron Douphol.

Alfredo is in luck. For, as he says, “He who is unlucky in love is lucky at

23

cards". The baron is infuriated and challenges Alfredo to a game, which Alfredo wins.

When the guests go to dine, Violetta stays in order to persuade Alfredo to leave the party. Bound by her oath of silence to Germont, Violetta declares that she loves the baron. Enraged with jealousy, Alfredo calls to the guests urging them to return to the living room upon which he throws his money at Violetta’s feet. The cost of her keeping has been covered.

Germont arrives and joins the company in reproaching Alfredo for his cruelty. As the baron challenges him to a fight, Alfredo realises that his feelings have gotten the better of him.

Third act Violetta’s residence Violetta lies in the last stages of her illness. Her wealth has gone. Dr. Grenvil tells Annina that it is only a matter of hours. Carnival revelers are heard through the windows and Violetta instructs Annina to distribute her last money to the poor. She re-reads a letter from Germont: Alfredo has travelled abroad and Germont has personally told him of Violetta’s sacrifice. Alfredo returns to plead for her forgiveness, but Violetta is afraid that all is too late.

24

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Verdi's contemporary opera In the 1850s most operas were set in historic or mythical times; an operatic convention, which Verdi wanted to change with an opera about a woman who died only six years before she was immortalized on stage.

BY H EN R I K EN G ELB R ECHT

L A T R AV I ATA

The tale of how Verdi’s La Taviata became an operatic success begins and ends at the Paris Opera: One evening in 1844, Alexandre Dumas (the younger) went to the opera. Here he saw the most beautiful girl he had ever seen, sitting in a luxurious box in the company of an 80-year old Russian count. The girl’s name was Marie Duplessis; a famous and infamous “professional lady", who lived a life of luxury, paid for by wealthy benefactors.

Alexandre Dumas was in no way able to compete financially with Marie Duplessis’ wealthy lovers, but the two fell in love and Duplessis tried to quit her old habits in order to start a life with Dumas. She did not quite succeed, however, and just one year later, Dumas had accumulated debts of 30.000 francs.

In August of 1845, Dumas realized that he could never support Duplessis and wrote her a farewell letter:

August 30, midnight My dear Marie, I am neither rich enough to love you, as I should wish, nor poor enough to be loved, as you would like. Let us both forget – you a name which must mean very little to you, and I, a happiness which has become impossible for me to bear. There is

25

no point in telling how miserable I am, for you already know how much I love you. Farewell, then. You are not so heartless that you will not understand the reason for my letter, and you are too clear-headed not to forgive me.

A thousand memories. A.D. Less than two years later, Marie Duplessis died of tuberculosis, abandoned by her wealthy lovers, as she had, during the last months of her life, been too frail to reimburse them physically for their investments. Her few belongings were auctioned off before Dumas could return home after a journey abroad.

Back in Paris, Dumas began writing the novel, which would immortalize Marie Duplessis. He called it The Lady of the Camellias, and it told the story of his love for Marie with a few dramatic additions: In real life, Dumas’ father had no problem with his son’s relationship with a prostitute, as he himself was known to enjoy the company of such women as often as possible.

Dumas’ novel soon brought tears to the eyes of readers all over Europe and it reached new heights when Dumas presented it as a theatrical play in Paris in 1848. In the audience was the composer Giuseppe Verdi, who was immediately inspired to turn the story into a new and very different opera: An opera, which would break the convention that a dramatic opera had to portray a Biblical or historical

26

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

subject set in a distant past. An opera, which would tell a story of real people facing real dilemmas and on New Year’s Day 1853 Verdi wrote to a friend in Naples: For Venice, I am doing La Dame aux Camélias which will probably be called ‘La Traviata’. A subject for our own age! Another composer would not have done it because of the costumes, the period and a thousand other silly scruples.

Verdi’s demand that his performers wear contemporary clothing was unheard of at the time, and in the end he had to give in: The Venetian authorities did not dare expose the public to such blatant social realism as Verdi proposed, and he agreed to move the story from the 1850s to the 1700s.

Verdi’s libretto for La Traviata stays very true to Dumas’ play, but almost all of the names were changed: Marguerite Gautier became Violetta Valéry, Armand Duval became Alfredo Germont and Marguerite’s friend Prudence became Flora Bervoix. Only Gastone, the friend of both Alfredo and Violetta, kept his name.

Verdi worked on La Traviata while he was composing and rehearsing Il trovatore, and La Traviata reached the stage in Venice on March 6 1853, only a few months after the premiere of Il Trovatore. However, La Traviata was not the success, Verdi had hoped.

According to Verdi, Fanny SalviniDonatello, who sang the title role of

Violetta, was partly to blame, for the sight of this voluptuous singer, dying of consumption had the audience laughing openly. Verdi retracted the opera, but in March 1854, he wrote to one of his friends: After having let a year pass, I have gone through my pour La Traviata with cold blood and I am convinced that it is not as devilishly bad, as others will have it. The third act is clearly better than the rest of the opera. The first act is the weakest and the duet and finale of the second act could be more efficient.

Verdi revised the entire opera and on May 6 1854 La Traviata premiered in a new version and with a new cast, this time at Venice’s Teatro San Benedetto, where Verdi was finally applauded for his new success.

The La Traviata of 1854, however, was still not the contemporary opera that Verdi had envisioned and it was still some time before the world took his thoughts of a contemporary dramatic opera seriously. Finally around 1900 La Traviata began being performed in the contemporary set- and costume designs that Verdi had envisioned, but of course by then the fashions of the 1850s had become historical costumes in their own right. Furthermore, there were singers who well into the 20th century insisted on performing in their own personal costumes, and just 60-70 years ago it was still possible to experience a Violetta in the latest Paris fashion, while her Alfredo was dressed in a Louis XIV outfit.

L A T R AV I ATA

La Traviata quickly became a staple in the repertoire all over the world and it is perhaps Verdi’s most popular and most performed opera through the years. It also quickly returned “home" to the Paris Opera, where it all began on that fateful evening in 1844. Then as in La Traviata, Alexandre Dumas and Marie Duplessis might have seen an opera about the emotional dilemmas faced by two lovers – that is, if they had eyes for anything but each other.

Henrik Engelbrecht has written several acclaimed books about opera and has previously worked as both musical director at Tivoli and dramaturgist at the Royal Danish Opera.

David Kempster, Gisela Stille, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

27

28

Gisela Stille, Francesco Castoro

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

L A T R AV I ATA

The letter of goodbye By the time you read this letter, I shall be the mistress of another man. All is over between us.

Go back to your father, my friend, and to your sister, and there, by the side of a pure young girl, ignorant of all our miseries, you will soon forget what you would have suffered through this lost creature ‌ whom you have loved for an instant, and who owes to you the only happy moments of a life which, she hopes, will not be very long now.

From the play The Lady of the Camellias

29

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R

HOVEDSPONSORER

SPONSORER

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

David v Kauffmann

Painting the world stronger From bridges and boats to power stations and buildings like the Royal Danish Opera House, our coatings can be found around the globe, helping make our world safer, stronger, more beautiful and longer lasting.

It’s why we exist and why we’re the partner

hempel.com

of choice for customers in the protective, marine, decorative, yacht and container markets in over 80 countries worldwide.

See how we can make your business stronger at hempel.com

PRODUKTION Producent: Stig Debois Tjill Dreyer Produktionsleder: Johannes Brandt Scenemester: Peter Jepsen Forestillingsleder: Martin Korshagen Instruktørassistent: Christina Hildebrandt Belysningsmester: Jacob Bjerregaard Produktionsmand scene: Jan Pedersen Kim Thornbull Thomsen Produktionsmand lys: Kim Willy Christiansen Jan Nielsen Signalør: Theis Lyng Reinvang Tekstafvikler: Kathrine Stenseth Viltoft Lars Ridder Tonemester: Martin Reinwal Tak til Anna Bassan Repetitører: Nick Fletcher Thomas Bagwell Sceneteknik: D-E-F Kostumier: Berit Præstegaard Maler: Ask Bengtson Møbler: Thomas Kolding Rekvisitør: Marlene Busk Herreskrædder: Magnus Tougaard Ninette Gry Johansson Dameskrædder: Anne Auker Lone Wiemann Nyby Modist: Katrin Cecilia Jacobsen Tekstilværksted: Katja Bie Maskør og paryk: Carina Rommerdahl Kostumetekniker: Susanne Nygaard Lene Rostrup Parykværksted: Peter Friman Anni Kristiansen Fotograf: Miklos Szabo Prøvesalsteknik: Jes Bigom

Operakoordinator: Morten Danvad Henriette Holm Sandbye Koradministrator: Lene Halvor Petersen Musikarkiv: Ulla Aasted Due Kapeladministrator: Jens Juul Kapelsekretær: Anne Hauger Strategisk planlægger: Rikke Mortensen Special konsulent økonomi: Anna Freese Chefsekretær: Annett Fogh Programredaktør: Mariann Sejer Ressourcechef: Piet Bossant Husinstruktør: Line Kromann Head of Casting: Franziska Maria Kaiser Studienleiter: Orsi Fajger / Nick Fletcher (interim) støtte Fonden for deres

Marketingchef: Jacob Rosendal Chef for Strategisk planlægning og analyse: Anna Reinhard Danchell Chef for Salg & Kundeservice: Stefan Yong Gildhoff It-chef: Martin Thaarup Larsen

TEKNIK /PRODUKTION

Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Michael Franch Scenechef Gl. scene: Brian Nielsen Leder for scenografisk produktion: Sanne Brodersen Teknisk projektchef: Lars Møller Rasmussen Lyd og Video: Mikkel Behrend Rekvisitafdelingen: Mikkel Theut Herreskrædderne: 15. Juni til internationale Magnus Tougaard gæstesolister i Den Kongelige Opera.

Dameskrædderne og Tekstilværksted: Mette Kibsgaard D E T KO N G E L I G E T E AT E R Maskør– og paryk: Nina Brødegaard Resch Teaterchef: Hatteværksted: Kasper Holten Pernille Rode Balletmester: Kostumeteknikken: Nikolaj Hübbe Ausa Marie Thorvardarson Operachef: Statist- og påklæderafdelingen: John Fulljames Ralf Friedrichsen Skuespilchef: Tryk: Morten Kirkskov Rosendahls – print - design – media Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Læs mere om Det Kongelige Kapel Økonomi- og personaledirektør: og Det Kongelige Operakor på Marie Munk kglteater.dk Kommunikationsdirektør: Magnus Restofte Udviklingsdirektør: Dorthe Paulli Administrationschef Balletten: Søren Normann Hansen Administrationschef Operaen: Malene Truelsen Administrationschef Skuespillet: Carsten Møller Chef for HR og Jura: Marianne Thorsen Adm. scenechef: Rasmus Clausen Kostumechef: Sophie Secher Kroner Chef, scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Kapelchef: Adam Stadnicki (interim)

Kyungil Ko, Henrike Henken, Medlemmer af Det Kongelige Operakor

Del din teateroplevelse Hjælp os med at få endnu flere i teatret.

Del dine store teaterøjeblikke på de sociale medier og inspirer dine venner, veninder, din svigermor og alle andre til en tur i Det Kongelige Teater. Brug meget gerne:

# kglteater

GAM LE SCENE

SKUESPILHUSET

OPE RAEN