Akt 16

DET KONGELIGE TEATERS MAGASIN JANUAR — MARTS 2014

RASMUS BJERG, BENEDIKTE HANSEN OG

JESPER ASHOLT

FORTÆLLER OM DE DYSTRE ROLLER, OG HVORDAN MAN OVERLEVER DEM. kglteater.dk

2 JANUAR – MARTS

INDHOLD 4

INTERVIEW: RASMUS BJERG

— jo værre rollen er, jo gladere er han for at spille den

10

INTERVIEW: STEFFEN AARFING

— scenografen, der helst vil bygge ødelæggelse

FORESTILLINGER: JANUAR — MARTS

DET ER GRATIS!

KVINDERNES DØD

14

19

20

— dans tango, gå på rundvisning, hør blokfløjte og alverdens koncerter

— hvorfor går det så ofte galt for scenekunstens kvinder?

DET KONGELIGE TEATERS MAGASIN

ADRESSE Det Kongelige Teater August Bournonvilles Passage 2-8 DK – 1017 København K KONTAKT akt@kglteater.dk REDAKTØR Camilla Høy ANSVARSHAVENDE Eva Hein GRAFISK DESIGN Tina Vestergaard Pedersen REDAKTION Christian Bækholm Louise Pedersen Camilla Høy Eva Hein Dorte Kryger Berit Hessing Jonas Breum

BIDRAGSYDER Danni Travn Nila Parly COVERFOTO Christian Als FOTO Christian Als Martin Mydtskov Rønne Natascha Thiara Rydvald Per Morten Abrahamsen Robert Workman Costin Radu

DET KONGELIGE TEATERS HOVEDSPONSORER: Annie og Otto johs. Detlefs' fonde OJD Bikubenfonden Nykredit Hempel A/S Augustinusfonden Det Obelske familiefond HOVEDSPONSOR FOR DEN KONGELIGE OPERA: Den danske forskningsfond ØVRIGE SPONSORER OG FORESTILLINGSSPONSORER Hempel Fonden Montana Scandinavian Tobacco Group H. Lundbeck A/S Rosendahls Schultz-grafik Rosendahl Danske Bank Knud og Dagny Gad Andresens fond Østjysk vinforsyning Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks fond

MEDIESPONSOR Clear channel KOMPAGNI B Etablering og fortsat udvikling støttes af Bikubenfonden. Kompagniets Generelle virke støttes ligeledes af Knud Højgaards fond CORPUS er Økonomisk støttet af American Friends of the Royal Danish Ballet EVENTMINISTERIETS produktioner er muliggjort med støtte fra Bikubenfonden

Artikler og nyheder fra Akt må gerne gengives af andre medier.

Det skal anføres, at kilden er Det Kongelige Teaters magasin Akt. Det Kongelige Teater tager forbehold for trykfejl, ændringer i repertoire,prisændringer m.v.

JANUAR – MARTS

mørke, sb., -t, symboliserer bl.a. det onde, synd, sorg, ulykke, undergang, angst, nat, død, kaos, det ukendte, uvidenhed.

Mørket er natten med dens fortabelse, dødsangst, og morgenlyset er udfrielsen.

Men mørket og natten kan også tolkes som det nødvendige kaos, man må gå igennem for at nå ny erkendelse, eller den “død”, man må gennemgå for at kunne ’genopstå’.

Citat: Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi (forkortet af red.)

Graver man dybt nok, har vi alle mørket i os. I dette nummer kan du læse om, hvordan skuespillerne Benedikte Hansen, Rasmus Bjerg og Jesper Asholt finder sig selv igen, efter at have spillet dystre roller.

Om scenograf Steffen Aarfing, der hellere bygger forfald end palæer. Og om destruktive kvinder, der går under på scenen i kærlighedens navn.

3

“Jeg vil fandeme hellere spille skurk, end jeg vil spille helt�

INTERVIEW: RASMUS BJERG

5

INTET VILLE VÆRE FOR MØRKT ELLER DESTRUKTIVT FOR MIG Tekst Danni Travn Foto Christian Als

Når Rasmus Bjerg går på scenen som Ole Jastrau i Hærværk, trækker han på en livslang fascination for skæve eksistenser. Og intet er for mørkt. Men han har lært at lægge det fra sig, når han skal hjem til kødgryderne.

Skæve eksistenser og mennesker, der falder uden for normen, er noget jeg har haft blik for, siden jeg var dreng. Jeg voksede op i et lille landsbysamfund, hvor der selvfølgelig var nogle tosser. Og der oplevede jeg fra sidelinjen, hvordan min far elskede at tale med de typer. Han var sådan en, som inviterede skærslipperen med hjem, så jeg har oplevet en strøm af mennesker fra samfundets skyggeside – det er aldrig noget, jeg er blevet skærmet af for.

Tilbage i gymnasiet lavede jeg En gal mands dagbog til dramaeksamen. Den handler om, ja en gal mand, som sidder i sit kælderværelse og bliver mere og mere rasende på det omkringliggende samfund. På den måde minder den meget om Kældermennesket, som jeg spillede for nyligt på Det Kongelige Teater. Men dengang i gymnasiet kastede jeg mig så helt og fuldt ind i det, at jeg nærmest smeltede sammen med den her gale mand. Det var virkelig interessant at mærke nogle destruktive og spændende sider af mig selv. Jeg er lidt af en pleaser og vil gerne være venner med alle, og derfor var det angstprovokerende at træde ind i mørket. Jeg blev sær. Jeg havde hørt om method acting og troede ligesom, at man skulle være 110 procent karakteren. Så jeg ville ikke omgås andre og lukkede mig inde. Det blev lidt en besættelse. Det var en god erfaring at gøre, for derfra vidste jeg, at en ting er at tage en rolle på sig, men man skal også slippe den igen. Og det skete heldigvis af sig selv, da det blev sommerferie. Jeg fik i øvrigt 13 for den forestilling.

Min helt store udfordring var Kældermennesket, hvor jeg ene mand skulle orkestrere Dostojevskijs store, dybe karakterskildring.

Jeg sætter altid min lid til min mavefornem-

melse, og til hvordan kan jeg relatere til karakterens følelser i mit eget liv – for så kan publikum også relatere til det. Der var det en gave at sparre med instruktøren Rune David Grue, som kunne lægge en litterær og intellektuel overbygning på. Rune er virkelig grundig og analyserende, hvor jeg er mere emotionel. Kældermennesket er en figur, som føler sig misforstået, som føler, han sidder med sandheden, mens resten af verden tager fejl.

Han føler sig trådt på. Vi forsøgte at nå derhen, hvor rummet ville forsvinde, og publikum trak vejret med mig. Det var meget intenst, og ikke to aftener var ens.

Frygten var selvfølgelig, at folk kom ind for at se ham den runde, joviale jyske tosse, men publikum købte det. Så rent kunstnerisk var Kældermennesket en sejr, fordi jeg tidligere havde lavet så meget komedie. Her fik jeg lov til at vise en helt anden side af mig selv som skuespiller, og jeg fik lov til at tage en tungere tekst på mig. Jeg er glad er at kunne have det spænd i mit virke. Det gør mig dygtigere i begge lejre, og jeg undgår at stivne i en parodi af mig selv.

Jeg har aldrig været god til den lille mand eller den stille eksistens, for jeg trækker mit eget pludrende sind ind i det. Faktisk ville det være en større udfordring for mig at spille en jævn mand end at spille mørkemand, men jeg ville kede mig ihjel. Jeg vil fandeme hellere spille skurk, end jeg vil spille helt. Jeg vil hellere ud og afsøge hjørnerne. På skuespillerskolen spillede vi nogle uddrag fra Richard III. Han rummer en dyb ondskab, fordi han er blevet sparket som en hund og set ned på, så han viser nogle vilde udsving i menneskets psykologi. Intet ville være for mørkt eller destruktivt for mig. Der er ikke nogen temaer,

jeg ikke ville tage på mig. Jeg er jo skuespiller.

Det ligger i jobbeskrivelsen: Man skal sige, hvad der står. Jo værre, jo bedre. Der, hvor det brænder, er der, hvor det er spændende.

Ole Jastraus nedtur er egentlig ikke så kompliceret eller dyster i mine øjne. Det skyldes, at jeg synes, den ligger skræmmende tæt på noget, vi kan relatere til. Det at få nok. Det at være midt i livet og have brug for at kaste det hele over bord, fordi man er kørt fast i en trummerum. I hans tilfælde har han et prestigefyldt job, en sød kone og søn. Han tager bare sit liv op til revision. Så kan man sige: Er det rigtigt, at han skal drikke sig ihjel? Det ved jeg ikke. Men det er en åben slutning, som jeg læser den. Og det, at han handler, gør ham til en helt.

Jeg er meget usentimental i forhold til mit arbejde. Når jeg er på Det Kongelige Teater, er jeg Jastrau, men jeg har ingen problemer med at slippe det igen, når jeg forlader teatret.

Derhjemme venter min kone, fire børn og kødgryderne. Det kan lyde som om, jeg snobber nedad, men det handler om, at det fungerer ret ukompliceret for mig. I gamle dage var der en helt anden tradition, og det er muligt, at der stadig dukker nogle kæmpe stjerner op på teatret, som er unikke, men det kan også være dem, der ikke har andet indhold i livet.

De ofre har jeg ikke lyst til at give, for der er fin balance i mit liv, som det er.

Rasmus Bjerg (f. 1976) er uddannet ved Statens Teaterskole i 2000 og har medvirket i adskillige film og skuespil. Deriblandt Den stundesløse (2003), Forbrydelse og straf (2010) og Kældermennesket (2012) på Det Kongelige Teater.

Medvirker i Hærværk fra 24. januar – 8. april i rollen som Ole Jastrau.

“Jeg har en dyb stemme, jeg er lang; jeg er ikke nogen lille sød pige”

INTERVIEW: BENEDIKTE HANSEN

7

MØRKET BOR I MIG Tekst Danni Travn Foto Christian Als

Benedikte Hansen har karrieren igennem søgt ind i destruktive kvindesind.

Roller som Elektra og Lady Macbeth falder hende naturligt, for hun kender selv til at snige sig langs grænsen mellem lys og mørke.

Mørket har været en følgesvend i hele mit liv. Både mit private liv og i mit liv på scenen. Hvis der findes arketyper i teatret, har jeg altid spillet den mørke. Den selvdestruktive, den passionerede. Den, der kommer til at ødelægge det for sig selv og sine omgivelser, fordi hun er så søgende, at det bliver destruktivt, og hun ender med at overskride sine egne og andres grænser. Årsagen til, at jeg ofte har spillet den rolle er, at jeg ikke har så langt ind til mørket. Det bor i mig. Og så har det også noget med udstråling at gøre. Jeg har en dyb stemme, jeg er lang; jeg er ikke nogen lille sød pige.

En af de voldsomste roller har nok været Elektra i skuespillet Sorg klæder Elektra på Det Kongelige Teater. Hun har så altfortærende et faderkompleks, at hun nærmest er forelsket i ham, og hun ser sin mor som alt det onde i verden. Hun var grum. Når jeg har spillet Shakespeare-roller som Lady Macbeth, bliver det tit så meget for meget, at der opstår en katarsis. Du kommer så langt ud i suppedasen af følelser af, at det kan føles som en renselse. Elektra derimod er så fuldstændig formørket, at hun aldrig kommer gennem nogen renselse. Hendes passion er kedelig og introvært; den er ikke spektakulær. Elektra ender med at lukke sig inde. Den slutning glemmer jeg aldrig. Der er et husfaktotum, som hun beder om at sætte skodder for vinduerne og smide blomsterne ud. Og så sætter hun sig bare til at visne. Nogle gange var vi skuespillere næsten nødt til at drikke os fulde efter forestillingen for overhovedet at holde tanken ud.

Men det var en stakket frist, for det var ikke så godt at spille fire en halv timers had med tømmermænd.

Ofte tænker jeg på, hvorfor nogle unge mennesker skærer i sig selv. Spørger man dem hvorfor, siger de gerne: ’Jamen, det er fordi, jeg ikke føler noget’. Og jeg tror, at misbrug af narko og alkohol er, fordi man ikke kan mærke livet. Man kan ikke holde tanken ud om, at der bare er den daglige trummerum. I 1993 spillede jeg Gudrun i Kjartan og Gudrun af Oehlenschläger, og det betød virkelig meget for mig. For Gudrun er netop et meget lidenskabeligt menneske, som ikke kan klare virkeligheden. Hun drømmer om, at virkeligheden er mere fantastisk, end den er, og for at kunne mærke sig selv elsker hun så meget, at hun kommer til at slå alt omkring sig ihjel. Og den slags roller forplanter sig og bliver små dele af mig selv. I virkeligheden har jeg også selv mærket, hvordan det at være forelsket fører til komplet sindssyge.

Hærværks tema, om at Ole Jastrau beslutter sig for at gå i hundene, er fantastisk. Det siger mig noget. Det er noget, jeg altid flirter med, for det er en løsning. Du kan jo faktisk bare sætte dig ned og let it all hang out. Mange gør det gradvist, men i Hærværk er det en intellektuel beslutning, fordi han føler sig fanget i borgerskabets normer. Han vil ud i kaos.

En af de indiske guder, Shiva, er gud for både skabelse og ødelæggelse, og det, synes jeg, er helt fantastisk. Det er noget, jeg kan forstå.

For at skabe og ødelægge er så nært forbundet, og det er det måske især for kunstnere.

Og Jastrau sidder midt i det paradoks. Derfor er Hærværk en grundsten for min generation og de, der er lidt ældre. Det er en roman, jeg har kunnet citere fra, siden jeg var helt ung: Jeg længes efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Det er en dyrkelse af det kompromisløse, og for min generation har det haft nogle tunge ofre i form af tidlig død. Nogle

har kunnet styre det, og andre har ikke. Så er spørgsmålet, hvem er os, som var de heldige … Det bliver spændende, om vi i stykket kan hylde opløsningen og vanviddet, mens vi ser, hvor rystende opløsning og vanvid egentlig er. Jeg kender den balanceakt fra mig selv, og Lars Norén ramte det på kornet med titlen Kaos er nabo til gud. Når jeg er aller sortest, står jeg altid ved en korsvej: Skal jeg gå i kirke, eller skal jeg gå på værtshus?

Stedet i mig selv, hvor jeg føler, jeg står med mit livs sidste chance. Det skal jeg finde i Hærværk. Jeg spiller Fru Kryger, som er et offer for sin tid. Hun er gift og på den måde en borgerlig institution uden mulighed for at sætte sig selv igennem. Hun er sin mands kone; husk, vi er i slutningen af 1920’erne. I Jastrau øjner hun en mulighed, en sidste mulighed, for et andet liv, og hun forelsker sig i ham. Hun er fascineret af depravationen. Alt det forbudte, hun har længtes efter. Hvis hun skal skabe et paradigmeskifte, skal hun vinde Jastrau, det ved hun, ellers er det tilbage på pinden med kjole og perlekæde.

Selvfølgelig har jeg haft lyst til at spille noget lyst. Lige nu spiller jeg med i Fanny & Alexander, hvor jeg er en modbydelig lille husfaktotum, som forråder børnene for et øjebliks anerkendelse af biskoppen. Når jeg står i kulissen, kan jeg godt tænke: Nej, det kunne nu også være rart at være en del af den lyse familie, som danser om juletræet.

Benedikte Hansen (f. 1958) har været ansat på Det Kongelige Teater siden 1990 og har medvirket i mere end 40 forestillinger. Derudover har hun medvirket i tv-serier som Borgen, Rejseholdet og Forbrydelsen. Medvirker i Hærværk fra 24. januar – 8. april i rollen som Fru Kryger

“Har du ikke en robust psyke, kan linen knække, og så finder du måske aldrig tilbage til den, du var”

INTERVIEW: JESPER ASHOLT

9

JEG DRØMMER OM AT SPILLE EN MAFIABOSS Tekst Danni Travn Foto Christian Als

Både på film og teater har Jesper Asholt taget nogle af de mest modbydelige roller på sig – blandt andet har han i flere omgange spillet pædofil.

For ham er det en foruroligende opdagelsesrejse, for set indefra er intet menneske ondt.

Erkendelsen af, at der er andre sider af menneskesindet end det lyse, fik jeg med Lars Norén på skuespillerskolen. Jeg var sådan en glad dreng fra Jylland, som havde fundet ud af, at jeg var god til børneteater og dilletant, og jeg troede min force var i det muntre. Samtidig søgte jeg også ind på skolen, fordi jeg fornemmede, at der måtte være mere end det.

Ved optagelsesprøven spillede jeg en sekvens fra Arthur Millers En sælgers død. Jeg spillede sønnen, som afslører sin fars livshemmelighed. Sønnen tager en åben konfrontation med sin far. Stiller ham til regnskab for det, han har påduttet familien. Hvad fanden bilder du dig ind!? Det var helt vildt inspirerende for mig. Jeg er vokset op i en meget konfliktsky familie, så for mig var det som at kigge ind i et rum, jeg normalt ikke fik lov at komme ind.

Uanset hvor ondt det ser ud udefra, skal du forsvare det menneske, du spiller. Ikke for at frikende ham, men for at komme ind til kernen af, hvorfor han gør, som han gør. For jeg har det sådan, at der ikke er nogen mennesker, der selv synes, de er onde. Jeg tror ikke, Breivik selv synes, han er ond. Uanset hvor ondt et menneske er set udefra, ser tingene anderledes ud indefra. Den rejse, det er at finde ind til et ondt menneske, er et detektivarbejde. Det er noget af det mest spændende. Da jeg spillede mælkemanden i Kunsten at græde i kor, fandt jeg en nøglescene, hvor hans mor også er til stede. Man kan se, hvordan han angler efter morens anerkendelse, men hun fejer ham bare af. Det svigt, moren har udsat ham for gennem hans opvækst, udmønter sig i, at han synes verden skylder ham kærlighed. Han begår en slags medlidenhedsterror over for sin egen familie. Han har brug for så meget kærlighed, at han begår seksuel-

le overgreb mod sine børn. Jeg bevægede mig rundt i mælkemanden i ni uger, og det var anstrengende, fordi humørsvingningerne er så voldsomme. Oven i blev der begået indbrud, hvor jeg boede under optagelserne, og det sled simpelthen bunden ud af mit karosseri.

Den hårdeste rolle har været Olle i Noréns Drengen i skyggen på Odense Teater. Olle er en fyr, som sidder i spjældet, og forestillingen er bygget op om monologer, hvor han og de andre medvirkende fortæller, hvad de har gjort.

Olle havde bedøvet børn, misbrugt dem seksuelt og slået nogle af dem ihjel. Og hans monologer handlede om glæden, han havde følt ved det. Hvordan det pirrede ham. Jeg kan ikke lære så lange tekster uden at have billeder og film kørende inde i mit hoved, som støtter op om ordene. Det betød, at jeg skulle bytte rundt på nogle brikker i mit hoved. På en og samme tid skulle jeg tænke på ting, der gjorde mig opstemt, mens jeg havde billeder kørende, som gjorde mig i stand til at huske hans ord. Det var eddermanme kringlet arbejde.

Jeg forsøgte at lægge stykket ud foran mig, så det bare lå praktisk som et partitur. Som nogle skinner jeg kunne glide ud ad. Og når jeg så skulle lave det, måtte jeg trække proppen ud og være der. Når jeg havde sagt en sætning, vidste jeg, at så skulle jeg gå over til den sætning, og når jeg var færdig, lukkede jeg døren bag mig. Bang. Med Olle måtte jeg holde mig så godt jeg kunne på afstand af ham.

ke, og så finder du måske aldrig tilbage til den, du var. For det er klart, at du lærer nogle ting om dig selv om og mennesket i det hele taget. For at have balance og for at komme op til overfladen blander jeg tit det mørke med det lyse. Mellem Kunsten at græde i kor og min rolle som Olle optrådte jeg i Tivoli med en teaterkoncert med Four Jacks-sange. Og jeg spillede Mens vi venter på Godot, som virkelig heller ikke er munter, lige inden vi indspillede Far til Fire. Det er en god idé at veksle.

Min rolle i Hærværk, Ole Jastraus svoger Adolf, er ikke ond. Men han fylder meget i sig selv og tager ingen hensyn til Jastrau. Han går bare ind og tromler alle andre og svarer på sine egne spørgsmål: Og svoger, goddag, goddag hvordan står det til? Alt ved det gamle, ikke sandt? Det tænkte jeg nok. Ingen grund til at beklage sig. Det er en gave som skuespiller at få sådan en tjans. Man har bolden, og så dribler man selv færdig, hamrer den i mål, og så går man ud. Det er faktisk ret fantastisk.

Jeg drømmer om at spille en mafiaboss, som fuldstændig mangler empati. For empatien fylder rigtig meget i mit liv. Jeg er meget lydhør over for, hvad der sker omkring mig, men at spille en, som er helt døv, ville være interessant. Så længe det ikke er et freakshow, er der ikke en rolle, som er for mørk til mig.

Jesper Asholt (f. 1960) er uddannet fra Aarhus Teater i 1991 og har medvirket i et hav af skuespil,

Jeg betragter det ligesom huledykning at søge ind i menneskets mørkeste afkroge. Du har alt dit grej med dig, og du har din tynde line, som kan hjælpe dig tilbage, og du har kun din lille lygte, som oplyser nye rum for dig. Men har du ikke en robust psyke, kan linen knæk-

tv-serier og film. Deriblandt Mifunes sidste sang (1999), Blinkende lygter (2000), Far til fire – gi’r aldrig op (2005), Kunsten at græde i kor (2007), Ledsaget udgang (2007) og Hvidsten gruppen (2012).

Medvirker i Hærværk fra 24. januar – 8. april i rollen som Adolf, Johannes bror.

10

INTERVIEW: STEFFEN AARFING

MANDEN, DER BYGGER ØDELÆGGELSE Tekst Danni Travn

To aktuelle forestillinger på Det Kongelige Teater har forfaldet i centrum – skuespillet Hærværk og genopsætningen af operaen Le Grand Macabre.

Begge har den skrækvisionselskende Steffen Aarfing som scenograf.

Men ved Le Grand Macabres oprindelige premiere lignede dommedags-visionen pludselig virkeligheden, for tæppet gik to uger efter terrorangrebet på World Trade Center.

D

et er eftermiddag i København og morgen i New York. Dagen er 11. september 2001, og mens amerikanerne er på vej på arbejde, er danskerne allerede i gang. Eksempelvis på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorv, hvor de forbereder sig på opsætningen af György Ligetis Le Grand Macabre. En grotesk, rablende og yderst sanselig opera om verdens undergang, der – selv om den på det her tidspunkt er 25 år gammel, stadig betragtes som nyskabende.

På scenen står de kulisser, som scenografen Steffen Aarfing har designet. Aarfing har i en årrække arbejdet sammen med forestillingens iscenesætter Kasper Holten. Og ofte har Holten forsøgt at lokke scenografen til at skabe noget, som minder om tegneserier, men Aarfing har strittet imod. Jeg er bange for, det bare bliver kulisser, lyder hans hidtidige svar til Holten. Men til Le Grand Macabre har han knækket koden – og han tænker: Holten har bedt om tegneserie så længe. Nu skal han sgu få det.

Med inspiration fra både belgiske og japanske tegneserier og ved hjælp af tynde plader får Aarfing kreeret et tredimensionelt univers på scenen, hvor væltede og hullede skyskrabere spiller en central rolle. Fordi katastrofen læner sig op af noget så naivt som tegneserier, får den en absurd effekt.

Rundt om på teatret har adskillige medarbej-

dere konstant udsigt til Aarfings dommedagsvision, fordi der via monitorer bliver transmitteret fra scenen. Og som klokken passerer 15.00 dansk tid, smelter monitorernes billeder nærmest sammen med de billeder, der ruller over alverdens tv-skærme uden for teatrets mure. Aarfing fanger godt på sin radar, at der er sket noget, men er optaget af arbejde. Først på teatret og siden på sin tegnestue. ”Om aftenen var Kasper Holten og jeg til møde sammen om Ringen, og først der tændte vi så for tv’et. Vi kunne med det samme se, at det kunne have konsekvenser for vores forestilling. Vi så den globale katastrofe som en besynderlig og helt utilsigtet parallel til det, vi var ved at iscenesætte. Men vi overvejede ikke at trække forestillingen. Det var absolut, hvad vi ikke skulle gøre, for det ville være at sætte os foran tragedien og føle os vigtigere.

Men det berørte os meget, og det gjorde det endnu mere, da vi to dage senere skulle holde prøver i scenografien. Alle, især sangerne, bekymrede sig for, om det kunne opfattes som en satire over katastrofen,” fortæller Steffen Aarfing i dag.

Helt ekstraordinært gik Kasper Holten ind foran tæppet til premieren to uger senere og uddybede tankerne bag forestillingen for at afkoble mistanken om, at teatret udnyttede terrorangrebet. Og alle kunne ånde lettet op, da både publikum og anmeldere bifaldt op-

sætningen. ”Angrebet gav naturligvis forestillingen en uventet drejning. Men mit indtryk er, at det snarere blev en form for trøst i sin form end et billede på, hvor galt det hele kan gå,” siger Aarfing.

Skrækvisionen interesserer alle Oplevelsen fra september 2001 har langt fra gjort Steffen Aarfing mere forsigtig i sit scenografiske udtryk. ”Folk, der har arbejder med billeder, har altid været tiltrukket af forfaldet. Man har jo Vanitas-motivet (Særlig fremstilling inden for billedkunsten, der henviser til livets forfængelighed red.), som man har malet siden renæssancen, og som blev en modsætning til det traditionelle gudebillede. Og man har malet rådden frugt i årevis. For mig er det lidt som at fortælle spøgelseshistorier for børn.

Der er et dejligt gys i det. En sød fascination.

Det er pirrende for fantasien at arbejde med, hvordan vores verden kan forfalde. Jeg tror, skrækvisionen interesserer os helt naturligt.

Vi drømmer om den om natten og vågner op badet i sved, fordi noget, vi elsker, gik i stykker,” mener Steffen Aarfing.

Med skuespillet Hærværk har Aarfing på ny fået lov til at folde sig ud på den bane. Men uproblematisk har det ikke været. For det første rummer stykket hele 35 scener, og for

det andet foregår handlingen i København i 1920’erne. Sidstnævnte gør, mener Aarfing, at man let kunne forfalde til naturalisme, fordi det er en verden, vi kender og let kan afkode. Aarfings løsning på de mange scener har været at vride den traditionelle drejescene på en ny måde, så skuespillerne kommer til at passere gennem en endeløs række af rum, mens han for at undgå naturalismen lader kulisserne blive til hule skaller, efterhånden som handlingen skrider frem. ”På en sjov måde har jeg nærmest modarbejdet forfaldet. For for at falde skal man opbygge noget, man kan slå i stykker. Og vi har brugt en del krudt på at give Jastrau en god faldhøjde at dratte ned fra. For at vise det borgerlige Danmark som noget, han får lyst til at flygte fra, har vi forsøgt at skabe den urovækkende idyl, som blandt andre David Lynch er mester i. Vi har forsøgt at spidde det velfriserede normsamfund, han lever i. Det gør, at vi hepper på, at han tager sig en tår. Og ved at lade rummene slå i stykker, ser vi tingene med Jastraus øjne, som branderten udvikler sig. Vi ser den decimerede verden, han befinder sig i. På den måde tager vi hele rejsen med fra den borgerlige velfærd til det rene druk og opløsning,” forklarer Aarfing.

Tegneserierne er blevet hængende hos scenografen som en inspirationskilde, fordi de er så ekspressive. Og så har han i en helt an-

den boldgade været inspireret af billedkunstnere og installationskunstnere, der har arbejdet med den europæiske histories storhed og fald. ”Som scenograf beskæftiger du dig hele tiden med alle de kollektive billeder, vi alle sammen deler, og du kan nemt trykke på nogle knapper, hvor du hurtigt vækker nog-

“For mig er det mere interessant at bygge forfald end at bygge et stort palæ” le følelser hos modtageren. Jeg tror eksempelvis, at vi som europæere slæber vi rundt på en bevidsthed om, at dannelsesbegrebet engang gik foran den rå materialisme og politik,” siger Steffen Aarfing og konstaterer: ”Så for mig er det bare mere interessant at bygge forfald end at bygge et stort palæ. Det er også derfor, jeg synes, det er sjovere at være scenograf end arkitekt.”

Steffen Aarfing har skabt scenografien til Le Grand Macabre, der har repremiere i Operaen 2. marts, og til Hærværk, der har urpremiere i Skuespilhuset 24. januar.

Tom KrisTense

skuesp

24. januar

ÅreTs n

se mere på k

rasmus Bjerg · miKael BirKKjær · nicolaj KoperniKus · lars ranThe · BenediKTe hansen · mo

ens KlassiKer

pilhuset

r — 8. april

nedTur

kglteater.dk

orTen suurBalle · jesper asholT · asBjørn Krogh nissen · anne BirgiTTe lind · lars KnuTzon

SKUESPIL BALLET OPERA K ONCERT

JAN 2014

Gruppe 8, 23. jan.– 8.mar., Skuespilhuset.

FORESTILLINGER • JANUAR

15

OPERA

SKUESPIL, BESØG AF DET OLSKE ORKESTER

SKUESPIL

RUSALKA

DENGANG VI BLEV VÆK

AF TOM KRISTENSEN, DRAMATISERET AF RUNE DAVID GRUE

OPERAEN, TAKKELLOFTET 22. — 26. JAN. PRIS: 100 KR./BØRN 50 KR.

SKUESPILHUSET, STORE SCENE 24. JAN. — 8. APR. 2014 PRIS: 95 — 475 KR.

★★★★★ – Jyllands-Posten ★★★★★ – Berlingske

★★★★★★ – Børneteateravisen ♥♥♥♥♥ – Politiken

Eventyropera baseret på H. C. Andersens fortælling om den lille havfrue, der ofrer alt for den mand, hun elsker. Oplev Ylva Kihlberg i titelrollen som havfruen.

Anmelderrost børneforestilling om skilsmisser og voksensvigt.

Som en sejlende hyldest til København følger vi Jastraus besøg på byens barer i takt med, at han mister kone, barn og job. Jastraus historie er en af dansk litteraturs største nedture, fuld af støvet 30’er dekadence, tredjedagstømmermænd og længsel efter pludselig død.

Den Danske Forskningsfond er hovedsponsor for Den Kongelige Opera

SKUESPIL

ˇ ÁK AF DVOR

OPERAEN, STORE SCENE 25. NOV. 2013 — 29. JAN. 2014 PRIS: 125 — 795 KR.

Montana er eksklusiv forestillingssponsor for Hærværk

GRUPPE 8 AF LINE KNUTZON

SKUESPIL, DET RØDE RUM

SONETTER FRIT EFTER SHAKESPEARES KÆRLIGHEDSDIGTE SKUESPILHUSET, DET RØDE RUM 9. — 25. JAN. 2014 PRIS: 195 KR.

Succesforestillingen om forelskelse fra den uskyldige, nærmest selvforelskede tilstand til de destruktive og sorte følelser, der indfinder sig, når forelskelsen forvandles fra længsel til jalousi og bedrag.

SKUESPILHUSET, LILLE SCENE 23. JAN. — 7. MAR. 2014 PRIS: 195 KR.

Tre mennesker opsætter en stand i en gudsforladt messehal, og mens uventede problemer af mere praktisk karakter opstår, går bølgerne højt om blandt andet dødbringende rifter, retten til fravalg og en nødlanding i Dubai på grund af overfyldte lokummer.

Oplev Birthe Neumann, Laus Høybye og Olaf Johannessen i en intens og intim forestilling iscenesat af Emmet Feigenberg i Mia Stensgaards scenografi.

BALLET, BESØG AF MARIINSKIJ BALLET

FOKINE-PROGRAM AF MICHEL FOKINE GAMLE SCENE 17. — 19. JAN. 2014 PRIS: 95 — 695 KR.

En blandet aften med tre eventyrlige værker af den store russiske koreograf Michel Fokine. Oplev Ildfuglen, Schéhérazade og Chopiniana, der byder på kærlighed, erotik, melankoli, drama, det gode, det onde og det grusomme. Danset af et af verdens bedste balletkompagnier.

HÆRVÆRK

KONCERT

KONCERT MED OPERAAKADEMIET GAMLE SCENE 24. OG 26. JAN 2014, KL. 19.30 PRIS: 195 KR.

Operaakademiets studerende folder deres talent ud i store operaroller, når de sammen med Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Symfoniorkester præsenterer uddrag fra en lang række af de mest berømte operaer. Koncerten dirigeres af Christian Badea.

OPERA

DEN FLYVENDE HOLLÆNDER AF WAGNER OPERAEN, STORE SCENE 26. JAN. — 28. FEB. 2014 PRIS: 125 — 895 KR.

Wagners opera om den kærlighedshungrende spøgelseskaptajn, der træder ind i Sentas virkelighed med katastrofale følger. Oplev Johan Reuter og John Lundgren i titelrollen som Hollænderen og Wagnersopranerne Iréne Theorin, Ann Petersen og Manuela Uhl i rollen som Senta.

Co-produktion med English National Opera.

Nykredit er eksklusiv forestillingssponsor for Den flyvende hollænder.

Den Danske Forskningsfond er hovedsponsor for Den Kongelige Opera

BALLET

NAPOLI AF AUGUST BOURNONVILLE GAMLE SCENE 31. JAN. — 18. MAR. 2014 PRIS: 95 ­— 695 KR.

♥♥♥♥♥– Politiken Den fortættede historie om forelskelse, lidenskab og det gnistrende, italienske temperament. Vi møder det unge, forelskede par Teresina og Gennaro, der må gå grueligt meget igennem, før de kan leve lykkeligt.

Tak til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Napoli

SKUESPIL BALLET OPERA K ONCERT

FEB

2014

BALLET

DANS2GO

GAMLE SCENE 6. — 15. FEB. 2014 PRIS: 200 KR.

★★★★★ – Berlingske Kræs for danseelskere og et oplagt sted at begynde. Tre værker på én aften. Smukt, svært, dystert, morsomt og vildt.

SYMFONIKONCERT

ROMANTIK & MODERNISME OPERAEN, STORE SCENE 7. FEB. 2014 KL. 19.30 PRIS: 95 — 495 KR.

Dirigent: Olari Elts Solist: Christian Tetzlaff Det Kongelige Kapel Sæsonens tredje symfonikoncert kredser om musikdramatikken; koncerten begynder i operaens verden og slutter i ballettens. På programmet står: Beethoven: Leonore-ouverture nr. 3 og Violinkoncert samt Stravinskijs Petrusjka.

SKUESPIL, DET RØDE RUM

METAMORFOSER – FRIT EFTER OVIDS FORTÆLLINGER SKUESPILHUSET, DET RØDE RUM 7. FEB. — 29. MAR. 2014 PRIS: 195 KR.

Forbudte lyster, hævn og brutalitet kæmper om pladsen i denne grotesk-humoristiske skildring af forsmåelse, forfængelighed og ugengældt kærlighed. Iscenesat af Elisa Kragerup.

Følg Det Kongelige Teater på Facebook.com/kglteater Dans2Go, 6.–15. feb. på Gamle Scene

FORESTILLINGER • MARTS

SKUESPIL

WOYZECK AF GEORG BUCHNER SKUESPILHUSET, STORE SCENE 21. FEB. — 21. MAJ 2014 PRIS: 95 — 475 KR.

Den menige soldat, Franz Woyzeck, prøver at forsørge sit barn og dets mor, Marie. Han sælger sin krop til tvivlsomme, medicinske forsøg, men efterhånden bliver han mere og mere til grin. Til sidst går det galt.

BALLET

MANON AF KENNETH MACMILLAN GAMLE SCENE 22. FEB. — 12. MAR. 2014 PRIS: 95 — 695 KR.

”Der er fuldt knald på passionerne i Kenneth MacMillans højdramatiske helaftensballet” Weekendavisen Den dramatiske historie om den smukke, letsindige Manon, der falder for studenten Des Grieux. Men hendes begær efter den rigdom og tryghed, hun kan opnå hos velhavende mænd, får hende til at lokke ham i fordærv med løgn, bedrag og mord til følge.

En times introduktion til Manon.

GAMLE SCENE 10. FEB . 2014 KL . 20

Gratis adgang med reservation via kglteater.dk.

BALLET

HÜBBERIET – PROGRAM 1 TEMA: TERAPI GAMLE SCENE 28. FEB. 2014 PRIS: 200 KR.

Hübberiet er et uhøjtideligt og anderledes koncept, hvor snak, debat og dans blandes sammen på Gamle Scene. Hver aften har sit eget unikke tema, der endevendes af inspirerende gæster og tilsattes seværdige uddrag fra Den Kongelige Ballets repertoire.

Vært: Nikolaj Hübbe Program opdateres løbende på kglteater.dk

SKUESPIL BALLET OPERA K ONCERT

MAR

2014

Porgy og Bess, 22. mar. – 10. maj i Operaen

17

18

FORESTILLINGER • MARTS

OPERA

SKUESPIL, BESØG AF VOLKSBÜHNE, BERLIN

BALLET

LE GRAND MACABRE

DIE (S)PANISCHE FLIEGE

HÜBBERIET – PROGRAM 3

AF LIGETI

SKUESPILHUSET, STORE SCENE 8. — 9. MAR. 2014 PRIS: 95 — 395 KR.

OPERAEN, STORE SCENE 2. — 28. MAR. 2014 PRIS: 95 — 695 KR.

”Død-godt.” ★★★★★★ – B.T. ”Mageløst.” ★★★★★★ – Ekstra-Bladet

Absurd, overraskende og overvældende morsom er kodeordene, når Volksbühne fra Berlin gæster Det Kongelige Teater med en revitalisering af en gammel Arnold og Bach-farce.

Ligetis surrealistiske og humoristiske fortælling om verdens undergang er tilbage i Kasper Holtens anmelderroste iscenesættelse med chefdirigent Michael Boder i spidsen for det fascinerende lydunivers.

KAMMERKONCERT

Få en times introduktion til Le Grand Macabre ved operadramaturg Nila Parly.

OPERAEN, TAKKELLOFTET 24. FEBRUAR KL. 18

Gratis adgang med reservation via kglteater.dk.

BALLET

HÜBBERIET – PROGRAM 2

TEMA: CENSUR GAMLE SCENE 28. MAR. 2014 PRIS: 200 KR.

Hübberiet er et uhøjtideligt og anderledes koncept, hvor snak, debat og dans blandes sammen på Gamle Scene.

Vært: Nikolaj Hübbe Program opdateres løbende på kglteater.dk

DEN KOLDE KRIG I MUSIKKEN #4 OPERAEN, TAKKELLOFTETS FOYER 9. MAR. 2014 KL. 15 PRIS: 150 KR.

Den kolde krigs stormagter udgør fundamentet for Det Kongelige Kapels kammerkoncertserie i denne sæson.

På programmet står Steve Reichs Malletkvartet, Samuel Barbers Strygekvartet, Philip Glass’ Messingsekstet, Viktor Ewalds Messingkvintet nr. 2 og André Previns Four Outings for Brass Quintet.

TEMA: KVINDER GAMLE SCENE 7. MAR. 2014 PRIS: 200 KR.

Hübberiet er et uhøjtideligt og anderledes koncept, hvor snak, debat og dans blandes sammen på Gamle Scene.

Vært: Nikolaj Hübbe Program opdateres løbende på kglteater.dk

SYMFONIKONCERT

BEETHOVEN & BRAHMS2 OPERAEN, STORE SCENE 7. MAR. 2014 KL. 19.30 PRIS: 95 — 495 KR.

Beethoven var tynget af sin tiltagende døvhed, og Brahms var kendt for det dystre og monumentale. Ikke desto mindre er det lys, lethed, idyl og ungdommeligt vovemod, der kendetegner begge komponisters Symfoni nr. 2.

Marek Janowski står i spidsen for Det Kongelige Kapel.

OPERA

PORGY OG BESS AF GEORGE GERSHWIN OPERAEN, STORE SCENE 22. MAR. — 10. MAJ 2014 PRIS: 95 — 595 KR.

George Gershwins amerikanske ’folkeopera’, som han kaldte den, udspiller sig i 1920’erne blandt sorte amerikanere i den fiktive by Catfish Row i Charleston, South Carolina. Porgy og Bess er på en gang klassisk, jazzet, sofistikeret og folkelig. Den swingende opera, der er fast ingrediens på Broadway, handler om den handicappede Porgy, der forsøger at redde Bess ud af kløerne på hendes voldelige elsker, Crown og drug-dealeren Sportin’ Life, alt imens han selv forelsker sig hovedkulds i hende.

Få en times introduktion til Porgy og Bess ved operadramaturg Nila Parly.

OPERAEN, TAKKELLOFTET 17. MARTS KL. 18

Gratis adgang med reservation via kglteater.dk.

EVENTMINISTERIET I SKUESPILHUSET Eventministeriet er Det Kongelige Teaters pop-up-teater. Intet er for småt, og større er bedre, når Eventministeriet sætter lyn-forestillinger op i de scenografier, der er til stede, fyrer op for en koncert eller laver årets fastelavnsfest for ungerne. Hold dig opdateret på kglteater.dk, så du ikke går glip af ministeriets næste, syrede påfund.

JANUAR – MARTS 2014

DET ER GRATIS! Kom ind på Det Kongelige Teater og se, prøv og hør. Vi giver dig et udpluk af gratisarrangementerne her.

Se de opdaterede programmer, få mere info og hold øje med nye arrangementer på kglteater. dk/gratis

JAZZ-BRUNCH 2. MAR. KL. 11.30

Nyd en Bojesen-brunch til lyden af god jazz.

Medvirkende: Niels Jørgen Steen, klaver, Hugo Rasmussen, bas, Christina Von Bülow, sax, Janus Tempelton, trommer, AK Lauritzen, vokal, Jacob Fischer, guitar

INTRODUKTIONER Få en kort, gratis introduktion til aftenens forestilling i både Operaen (1. sal i foyeren 30 min. før forestillingens start) og på Gamle Scene (balkonfoyeren 45 min. før).

SPANSKE SANGE 16. MAR. KL. 13

Andrea Pellegrini synger Manuel de Falla: 7 Canciones populares Españolas.

Medvirkende: Andrea Pellegrini, mezzosopran og Leif Greibe, klaver.

OPERAENS FOYER

SANGE OM HAVET 25. JAN. KL. 17.30

Mezzosopranen Josefine Andersson synger sange om havet af Haydn, Stenhammar, de Frumerie og Nystroem. Akkompagneres af Anne-Marie Lipsonen på klaver.

PLIGTEN KALDER 26. JAN KL. 13.00

Oplev smagsprøver fra Pligten Kalders nye album, der udkommer til februar.

Medvirkende: Johan Olsen, vokal, Torben Steno, orgel og klaver, Kristine Algot, violin og Søren Mikkelsen, kontrabas.

MICHAEL KRISTENSEN SYNGER SONDHEIM 22. MAR. KL. 17.30

Tenoren Michael Kristensen gentager sin succesfulde Sondheim-koncert fra sidste sæson. Akkompagneret af Carol Conrad på klaver.

HORNKONCERT 29. MAR. KL. 17.30

Hør Wagners Siegfried-fantasi arrangeret for 8 horn Kerry Turners og Farwell to de Red Castle. Medvirkende: Medlemmer af Det Kongelige Kapel

GAMLE SCENE

8. FEB. KL. 18

FOYERKONCERTER I BALKONFOYEREN

OPERA HIGHLIGHTS 21. FEB. KL. 18

Hør berømte højdepunkter fra operaens verden med den unge sopran Signe Sneh Schreiber. Medvirkende: Signe Sneh Schreiber, sopran, og LeifGreibe, klaver.

VÆRKER FOR STRYGERKVARTET

10. JAN. OG 1. FEB. KL. 20 OG 7. FEBRUAR KL. 18

Koncerter med alt fra klassisk til jazz og blokfløjte-heavy. Den 10. januar er det popmusikeren Jan Rørdam med band, der giver koncert. Den 1. februar byder Fagot-kvartetten på charmerende ragtime, og den 7. februar er det jazz-funk bandet Life Smiles, der er på besøg.

28. FEB. KL. 18

Program følger Medvirkende: Medlemmer af Det Kongelige Kapel

KUNSTRUNDVISNINGER 19. JAN., 23. FEB. OG 15. MAR. KL. 11-14

Kunsthistoriker Ole Nørlyng er bogstavlig talt et omvandrende leksikon i kunst og en eminent historiefortæller. Gå med, når han deler ud af sin enorme viden på små minirundvisninger i Gamle Scenes forhus.

Det kræver pladsbillet for at være med – bestil på kglteater.dk

MILONGA I BALKONFOYEREN 25. JAN., 22. MAR., 26. APR. OG 17. MAJ KL. 19 – 23

Der er igen åben Milonga, hvor alle med hang til tango og dans er meget velkommen – fra nybegyndere til hærdede tangodansere.

DANSESALONER I BALKONFOYEREN 26.JAN. OG 2., 9. OG 16. FEB. KL. 16-17.30

Dans de mørke eftermiddage væk. Prøv kræfter med den lidenskabelige tango under kyndig vejledning af tangodanserne Henrik Uldall og Camilla Fjeldhaug.

Det kræver pladsbillet for at være med – bestil på kglteater.dk

BAG SCENEN: KOMPONIST LOUISE ALENIUS 31. JAN. KL. 18

Mød komponisten bag den nye musik til balletten Napoli.

BRUNCH’N’BALLET

ARILD KVARTETTEN Program følger

19

POETRYSLAM I BALKONFOYEREN

GAMLE SCENE 8. FEB. KL. 10–11.30

Start lørdagen med at se på Den Kongelige Ballet, når danserne er rykket fra træningssalen til Gamle Scene for at lave sin daglige morgentræning ved barren. Publikum er velkommen til at medbringe kaffe og croissanter i salen. Instruktør: Balletmester Nikolaj Hübbe

SPØGELSESJAGT 8.- 16. FEB. KL. 12 –16

En historisk opdagelsesleg for hele familien.

Løs gåder om den grå dame og lær mere om Det Kongelige Teater og historien om Gamle Scene.

11. JAN., 14. FEB. OG 21. MAR KL. 20

Peter Dyreborg samler igen tidens bedste poeter og byder op til battle.

ÅBEN PRØVE PÅ GAMLE SCENE: BALLETSKOLEN 8. MARTS KL. 15

Overvær en åben prøve på Balletskolens årlige opvisningsforestilling, hvor elever fra alle årgange er med.

20 BAGGRUND

ÅH, LAD MIG DØ Tekst ph.d. Nila Parly

Druknet. Dræbt. Død af sorg.

Scenekunstens kvinder møder ofte en dyster skæbne.

Især i Operaen.

K

vinder går ofte under på scenen. De myrdes eller bliver henrettet, dør af sygdom eller i en ulykke, nogle dør af sorg, mange begår selvmord, og nogle få dør af noget så livsbekræftende som det at synge eller danse. I opera er antallet af kvinder, der dør, markant højere end i ballet og skuespil, og mange af operaheltinderne trygler ligefrem om denne skæbne: ’O, lasciatemi morir’ (åh, lad mig dø) er en af de mest almindelige fraser i operaer. Kvinderne synger den som regel, når de føler sig svigtet af deres elskede.

Og de mandlige komponister, der har opfundet dem, lytter gerne til deres klagende kvindefigurs hede ønske om selvopofrelse. Kvinderne får dog først lov til at dø, når de har rørt publikum til tårer gennem deres sang, gerne stående helt alene på scenen syngende en arie fyldt med melodisk skønhed, stille melankoli og tragisk sødme.

Men feminister har siden 1970’erne påpeget, at alle disse operakvinders undergang ikke uden videre bør accepteres, bare fordi det er stor kunst; for deres skæbne påvirker publikum i dag til at opfatte kvinder som naturlige ofre i et mandsdomineret samfund. Vi identificerer os med disse martyrer og forføres til at gå musikalsk til grunde sammen med dem, og når den trøstende og opløftende dur-akkord sætter ind umiddelbart efter deres død, ved operaens slutning, føles deres tilintetgørel-

se som en lettelse, som det, vi hele tiden har stræbt imod.

Seksuelt grænseoverskridende Langt størstedelen af de selvdestruktive kvinder er opfundet af mandlige komponister og tekstforfattere i 1800-tallet, hvor kvinder langsomt, men sikkert, fjernede tæppet under patriarkatet i hele Europa. Historisk, politisk og samfundsmæssigt var der altså al mulig grund til, at mandlige kunstnere fremstillede kvinder som svage og eftergivende elskende, der kendte deres plads. Men kvindeangsten gjorde sig også gældende på det personlige, intime plan, hvilket resulterede i, at kvinder, der opførte sig seksuelt grænseoverskridende i løbet af en opera, som f.eks.

Verdis Gilda, Bizets Carmen eller Richard Strauss’ Salome, måtte slås korporligt ihjel for åbent tæppe for at genoprette ro og orden.

Verdi, Puccini og Wagner har også en del sceniske kvindeliv på samvittigheden. Mange af deres heltinder har imidlertid ikke tålmodighed til at vente på at blive myrdet af eksempelvis en jaloux elsker, så de dør helt af sig selv af tuberkulose, som det sker for Violetta i Verdis La traviata og Mimi i Puccinis La bohème, eller efter en svær fødsel, som Sieglinde i Wagners Valkyrien eller simpelthen af kærlighedslængsel, som Elisabeth, Elsa og Isolde. Men de allerfleste sceniske kvinde-

dødsfald er selvmord. Således også Wagners tidlige heltinde Senta fra Den flyvende hollænder. Da hendes elskede spøgelseskaptajn til sidst sejler fra hende, fordi han tror, at hun elsker en anden, kaster hun sig ud fra en klippe og ned i havet, og gennem denne selvopofrelse forløser hun både spøgelseskaptajnen og sig selv, og de stiger til himmels sammen under berusende sfæriske klange. For nu har kvinden bevist, at hun i bogstaveligste forstand er tro til døden.

Dør på stribe De mange kvindeofringer i operaer har dog også en anden historisk årsag. Allerede ved operaens fødsel omkring 1600 var man inspireret af de antikke dramaers poetik og plot, og hver gang man siden har reformeret operagenren har det været med udgangspunkt i de græske tragedier. Således dør kvinderne hos Aischylos, Sofokles og Euripides på stribe, for at publikum kan opleve den forløsende katarsis, der er hensigten med tragedien.

Agamemnon ofrer sin egen datter, Ifigenia, til guderne, for at hans flåde kan få medvind mod Troja. Hans børn, Elektra og Orestes slår i et andet drama deres mor ihjel. Medea slår af jalousi en korintisk prinsesse ihjel med et forgiftet klæde, og Iokaste og Antigone hænger sig begge efter at have indset og påtaget sig deres skæbne.

Shakespeare har lidt færre kvindeofringer på samvittigheden, men dem, han har, er bearbejdet til både opera og ballet, f.eks. Ofelia og Lady Macbeth, der begge bliver sindssyge og dør, Desdemona, som kvæles af sin jaloux ægtemand, og Julie, der begår selvmord med sin elskede Romeos dolk. Balletten har desuden som genre specialiseret sig i forføreriske alfer og lignende fjerlette skabninger, og Bournonvilles Sylfiden ender, ganske som Medeas kvindeoffer, med at blive forgiftet af et klædningsstykke. Den luksusafhængige, erotiske Manon, der også eksisterer som operaheltinde, dør på en simpel landevej, og i Flemming Flindts Enetime kvæles balleteleven af sin sadistiske lærer.•

Sådan dør kvinderne på scenen Mord:

Sygdom:

✝✝ Desdemona kvæles af sin jaloux mand (Shakespeares Othello) ✝✝ Carmen dolkes ihjel af sin jaloux kæreste (Bizets Carmen) ✝✝ Lulu dolkes ihjel af Jack the Ripper (Wedekinds og Alban Bergs Lulu) ✝✝ Korints prinsesse og Sylfiden dør af giften i et stykke tekstil, som en krænket kvinde har sendt dem (Euripides’ Medea og Bournonvilles Sylfiden) ✝✝ En danseelev kvæles af sin begærlige danselærer (Flemming Flindts Enetime)

✝✝ Kameliadamen/Violetta og Mimi dør af tuberkulose (Dumas d.y.’s og Neumeiers Kameliadamen og Verdis La traviata samt Puccinis La bohème) ✝✝ Sieglinde og Mélisande dør efter en fødsel (Wagners Nibelungens ring og Debussys Pelléas og Mélisande) ✝✝ Giselle, Lucia og Lady Macbeth og Margarethe dør som følge af sindssyge (Jean Corellis m.fl.’s Giselle, Donizettis Lucia di Lammermoor, Shakespeares og Verdis Macbeth samt Goethes og Gounods Faust)

Henrettelse: ✝✝ Salome knuses under soldaterskjolde (Richard Strauss’ Salome) ✝✝ En hel nonneorden halshugges under den franske revolution (Poulencs Karmelitterindernes samtaler)

Selvmord: ✝✝ Ofelia og Senta drukner sig pga. kærlighedssvigt (Shakespeares Hamlet og Wagners Den flyvende hollænder) ✝✝ Julie dolker sig, da hun opdager, at hendes mand har begået selvmord (Shakespeares, Gounods og Prokofjevs Romeo og Julie) ✝✝ Den 14-årige Hedvig og den voksne Hedda Gabler skyder sig selv, fordi de er i dyb konflikt med mandssamfundet omkring dem (Ibsens Vildanden og Hedda Gabler) ✝✝ Aida vælger kvælningsdøden i en tempelkælder med sin dødsdømte elskede (Verdis Aida) ✝✝ Tosca springer i døden fra Engelsborg, da hun ellers ville være blevet henrettet (Puccinis Tosca) ✝✝ Brünnhilde og Norma lader sig brænde ihjel på et bål med deres elskede (Bellinis Norma og Wagners Nibelungens ring) ✝✝ Cho-Cho-San begår harakiri, fordi hun er blevet svigtet af sin amerikanske mand (Puccinis Madame Butterfly) ✝✝ Lucretia dolker sig af skam over at være blevet voldtaget (Brittens Lucretia)

Ulykke: ✝✝ Nattens dronning dør ved et jordskælv (Mozarts Tryllefløjten) ✝✝ Euridice dør af et slangebid, genoplives af sin mand, men dør, fordi han bryder forbuddet og ser på hende (Monteverdis Orfeus) ✝✝ Manon dør af tørst i ørkenen (Puccinis Manon Lescaut) og af udmattelse i MacMillans Manon ✝✝ Gilda dolkes i en sæk af sin far, der tror han har slået hendes mandlige krænker ihjel (Verdis Rigoletto)

Af sorg: ✝✝ Isolde dør af kærlighed til sin afdøde elskede (Wagners Tristan og Isolde) ✝✝ Elisabeth og Elsa dør af sorg over tabet af deres elskede (Wagners Tannhäsuser og Lohengrin)

Af at danse: ✝✝ Elektra dør af sin egen glædesdans efter hævnmordet på hendes mor og stedfar (Richard Strauss’ Elektra)

Af at synge: ✝✝ Antonia dør ved, at skurken Mirakel narrer den syge kvinde til at synge (Offenbachs Hoffmanns eventyr)

Mæt af dage: ✝✝ Kundry synker død om ved Parsifals gralsafdækkelse, forløst efter en lang række uønskede liv (Wagners Parsifal)

22

Lige nu: Her kan du opleve flere af de tragiske kvindeskæbner Voldelig elsker George Gershwins swingende Porgy og Bess, der er fast ingrediens på Broadway, udspiller sig i 1920’erne blandt fattige, sorte amerikanere i den fiktive by Catfish Row i Charleston, South Carolina. Her er narko, mord og vold en del af den hårde hverdag.

Bess er kæreste med den voldelige Crown. Hun er en outsider i byen, hvor beboerne ser ned på hende. Og hun er et nemt offer for byens faste narkohandler Sportin’ Life. Den handicappede Porgy forsøger at redde Bess ud af kløerne på hendes voldelige elsker og Sportin’ Life, alt imens han selv forelsker sig hovedkulds i hende. Bess forelsker sig også i Porgy, men Sportin’ Life trænger sig på med den fristende kokain, og kærligheden udfordres til det yderste.

En outsiders tragedie En af operaverdenens tragiske og opofrende kvindeskikkelser er Senta i Wagners opera Den flyvende hollænder. Ved at kaste sig i havet ofrer hun sit eget liv for at løse hollænderen fra hans forbandelse.

Sådan er fortællingen fra Wagners hånd i hans første, store succes om den flyvende hollænder, der er dømt til at sejle hvileløst på verdenshavene, indtil en kvinde er ham tro til døden. Instruktøren Jonathan Kent, der står bag iscenesættelsen i Operaen har valgt at flytte fokus fra hovedpersonen og give en forklaring på Sentas selvmord. Han fortæller: ”Vi har gjort Senta til hovedperson i stedet for hollænderen. Vi sætter fokus på Sentas ubærlige dilemma mellem virkelighed og fantasi.

Hun skaber den tragiske hollænder i sin fantasi for at kompensere for sin fars svigt og følelsen af isolation. Den illusoriske hollænder bliver en flugt fra det barske, ulidelige liv, der omgiver hende. I sidste ende bliver det uholdbart; det opdigtede liv kan ikke holde hende oppe og virkeligheden kræver en frygtelig pris. Senta er billedet på en outsiders tragedie.”

OPERA GERSHWIN: PORGY OG BESS OPERAEN, STORE SCENE 22. MARTS – 10. MAJ 2014

OPERA WAGNER: DEN FLYVENDE HOLLÆNDER OPERAEN, STORE SCENE 26. JANUAR – 28. FEBRUAR 2014

Svigt med døden til følge Balletten Manon er den dramatiske historie om den smukke, letsindige Manon, der falder for studenten Des Grieux. Men hendes begær efter den rigdom og tryghed, hun kan opnå hos velhavende mænd, får hende til at lokke ham i fordærv med løgn, bedrag og mord til følge.

Hun vælger grådigt penge frem for kærligheden, og uden at afsløre for meget så kan det godt afsløres, at der ikke er en happy ending i sigte for Manon.

Det storslåede, russiske balleteventyr La Bayadère er én lang lidende kærlighedsfortælling. I centrum står tempeldanserinden Nikija, der forelsker sig i Sir William, der egentlig skal giftes med Lady Emma.

Sir William lover Nikija kærlighed og troskab, men som så mange andre gange i historiefortællingerne, så løber han fra sit løfte og vil alligevel gifte sig med Lady Emma, som det forventes af ham. Den korte version af konsekvensen af Sir Williams svigt er, at Nikija knuses, forgiftes og vælger døden frem for modgiften, da Sir William fornægter hende.

BALLET MANON GAMLE SCENE 22. FEBRUAR – 12. MARTS 2014

BALLET LA BAYADÈRE GAMLE SCENE 4. APRIL – 14. MAJ 2014

Amoralske fristelser

Hvor mange ydmygelser kan et menneske tage, før han sparker igen?

Den menige soldat, Franz Woyzeck, prøver efter bedste evne at forsørge sit barn og dets mor, Marie. Han sælger endda sin krop til tvivlsomme, medicinske forsøg, men efterhånden som han lader sig udnytte, bliver han mere og mere til grin. Til sidst går det galt.

I hundrede år har Georg Büchners Woyzeck bevaret sin status som et af teaterhistoriens hovedværker, et tidløst drama, som med sin ekspressionistiske poesi giver os et kig ned i menneskesjælens afgrund.

Med Søren Sætter-Lassen i titelrollen som Woyzeck fortsætter instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller deres frugtbare samarbejde fra Richard III (2009–10).

I Woyzeck vil Staffan Valdemar Holm igen søge ind til komikken og understrege det groteske i tragedien.

SKUESPILHUSET, STORE SCENE 21. FEBRUAR – 21. MAJ 2014

Et godt køkken er også en kunst Fuldend teateroplevelsen i Det Kongelige Teaters restauranter og caféer, hvor I kan nyde alt fra et velskænket glas vin til fire-retters middag eller champagnebrunch.

Restaurant Ofelia Skuespilhuset

Restaurant Bojesen Operaen

Se mere og bestil bord på kglteater.dk

Café August B Gamle Scene