Med fra dag ét

– om at være plejefamilie for en drægtig kat: Da coronakrisen satte ind, føltes det oplagt at prøve udfordringen i at være plejefamilie for en drægtig mormis.

Af Nicoline Kjærsgaard Møller

I omkring to år har Kattens Værn i Aalborg hvervet plejefamilier til at tage sig af drægtige hunkatte, som kan føde i hjemmet i stedet for på internatet. Det er altså stadig et relativt nyt fænomen i organisationen. Oplevelsen for plejefamilien er meget anderledes, end hvis katten allerede har født sine killinger, når den kommer i pleje. Ligeledes er det et stort ansvar at assistere ved fødslen. Alligevel var livslange katteejer Heidi Johansen ikke i tvivl, da hun fik muligheden for at tage den drægtige hunkat Aura i pleje, selv om hun aldrig har haft helt små killinger før.

Den uventede overraskelse Inde i det hyggelige kontor under skrivebordet står

Kontoret er blevet til ”terapiværelset”, hvor Aura kan få al den ro, hun behøver. Tv. plejemor Heidi Johansen.

Heidi Johansen er glad for, at hun og familien fik mulighed for at lære Aura at kende, inden hun skulle føde. »Man får et helt andet forhold til katten, og det gør, at man bedre kan hjælpe den til at føle sig tryg i de nye omgivelser.«

fødekassen. Når man kommer tæt på, kan man se, at ”pelsklumpen” i kassens hjørne faktisk er de tre søskende Tiger, Tumle og Tulle, der ligger vinklet ind i hinanden i dyb killingesøvn.

Killingerne er kun to uger gamle og åbnede for første gang deres øjne for blot tre dage siden. Mormis Aura, der ikke er meget mere end en ungkat selv, nyder opmærksomheden, mens killingerne sover. Hun ligger spindende på det bløde, uldne tæppe i sofaen og ælter en usynlig kagedej, mens Heidi blidt stryger hende over ryggen. »Hun er den mest kælne kat, jeg nogensinde har mødt,« siger Heidi.

Der var ingen tydelige tegn på, at Aura skulle føde, men en morgen kom hun ikke Heidi i møde, som hun plejer, når morgenmaden bliver serveret. »Hun lå i reolen og sitrede lidt med benene, og lige pludselig så jeg, at – GUD – der var jo tre små killinger, som diede fra hendes mave,« fortæller Heidi. Det var helt tydeligt, at det var et par timer siden, at de var kommet ud, for de var rene og tørre. Heidi tilføjer: »Men set i bakspejlet var hun meget opsøgende og kælen, inden killingerne kom.«

Fødsel i trygge rammer Heidi synes, at det har været en stor fordel, at familien har haft mulighed for at lære Aura at kende, før killingerne kom til verden. »Man får et helt andet forhold til katten, og det gør, at man bedre kan hjælpe den til at føle sig tryg i de nye omgivelser,« siger Heidi.

Noget af det, som Heidi har lagt vægt på, er at forklare sine drenge, at det faktisk er missemor, der er vigtig at være opmærksom på. Hun skal have et roligt lokale, hun skal være mæt, og hun skal føle sig tryg og tilpas. Killingerne skal nok klare sig, for de får en supermor, som er naturligt kodet til at tage sig af dem. »Jeg brugte vanvittigt lang tid på at læse om kattefødsler og var i gang med at lave et ”præparations-kit”,« forklarer Heidi. Men som vi allerede ved, klarede Aura fødslen helt selv, og Heidi nåede aldrig at gøre brug af sine mange forberedelser. »Aura valgte dog at føde i en reol, så det eneste, vi

gjorde, var at bære kattefamilien over i den fødekasse, vi havde gjort klar,« fortæller hun.

Et familieprojekt Når den drægtige hunkat kommer i pleje, er det stadig Kattens Værn, der ejer katten og beslutter, om kattefamilien er adoptionsegnet, og især i begyndelsen kan der være mange uvisheder for plejefamilien. I sørgelige tilfælde kan killingerne blive syge og i værste tilfælde dø. Risiciene var noget, som Heidi som forælder var nødt til at bringe i tale over for sine drenge på otte og ti år. »Vi lagde det lidt op til drengene, for de skulle have en følelse af, at de var med til at tage beslutningen om, hvorvidt vi skulle være plejefamilie eller ej,« påpeger Heidi og fortsætter: »Når de føler, at det er dem, der har sagt ja til projektet, er de også meget mere klar på det, hvis noget går galt.«

Drengene sagde selvfølgelig ”ja” til projektet og har været fuldt ud involveret i det på lige fod med de voksne i familien. »Vi tænkte det lidt som et eventyr. Hvis det ikke gik, så havde vi også den erfaring, og det er jo en proces, hvor man lærer af det hele.«

I efteråret døde familiens 18 år gamle Norske Skovkat, og planen var at få to nye killinger. Da hun var yngre, var Heidi i praktik på Kattens Værn, og hun har siden dengang altid tænkt, at hun ville have sine nye katte fra internatet. Alligevel ændrede planen sig en lille smule. Sidste år så hun nemlig et Facebook-opslag om, at Kattens Værn manglede plejefamilier.

Et familieprojekt: Familiens to drenge blev omhyggeligt taget med på råd fra starten og var forberedt på, projektet både kunne gå godt – og skidt.

»Da Corona ramte i foråret, og jeg blev hjemsendt fra arbejde, var det oplagt at kaste os ud i det projekt,« siger Heidi.

En helt unik oplevelse Som plejefamilie for Kattens Værn kan man altid henvende sig ved mindste tvivlsspørgsmål, eller hvis katten skulle blive syg. Netop dét sætter Heidi stor pris på, og det har gjort hende helt tryg ved at påtage sig opgaven at hjælpe en drægtig kat gennem fødslen. Ydermere sørger Kattens Værn for alle omkostninger til foder, grus, udstyr og lignende.

Heidis børn har lært rigtig meget gennem processen; de har fået masser af ny viden om katte og pattedyr generelt, men de har også lært om empati, respekt for liv og samvær med dyr.

Heidi kigger rundt i kontoret, som gennem de sidste fire uger har huset den lille kattefamilie. »Vi kalder det ”terapiværelset”,« griner Heidi. »Det har været en enormt positiv sideeffekt, at man har kunnet gå herind, når man kommer hjem fra arbejde eller skole. Så kommer pulsen helt ned.«

En barnedrøm er gået i opfyldelse. Heidi har nemlig altid haft ønsket om at opleve de helt små kattekillinger. »Det er simpelthen så fascinerende at være med fra dag ét – og især hvis man har planer om at adoptere, for normalt får man først en killing, når den er tolv uger gammel.«

Hun indrømmer, at hun nok ikke kan lade være med at adoptere to af killingerne, hvis de er egnet til adoption. Faktisk har hun overvejet at adoptere hele kattefamilien, da hun føler sig meget knyttet til Aura. Heidi griner: »Jeg forstår godt, hvorfor nogle vælger at fortsætte som plejefamilie kuld efter kuld. Man bliver jo helt killingeskruk.« n

En morgen kom Aura ikke Heidi i møde. Hun var nedkommet i løbet af natten og havde valgt sin liggeplads i en reol som barselsseng. Mor og killinger blev flyttet over i en papkasse, som familien havde forberedt til den lille, nye familie.