Kontakt redaktionen for at anmode om anmeldereksemplarer/billetter m.m.
OMSLAG
Lene Lysdahl Wacherhausen
REDAKTION
Agnes Kleberg Andersen
Anton Engelbrecht Nielsen
Bjørn Thomas Nielsen
Daniel Nightingale
Elina Willum Boldt
Emilie J. Nielsen
Fenja B. Lund
Gustav Haarløv
Iben Dresler-Ziersen
Isabell Holm Christensen
Johannes M. Thorsen
Lauge Sigurdur Jensen
Maja Linderoth
Noa Sofe Jensen
Pernille Lind Andersen
Ronja Victoria
Sebastian Bols
Sebastian Højen
Sofe Bech Kristensen
LAYOUT
Celie Sølvssøe
Lene Lysdahl Wacherhausen
bidrag
VISIR modtager gerne indlæg og bidrag inden og uden for tema og kan skafe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger.
Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com
VISIR trykkes i 200 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.
Nogle af bladets illustrationer er udarbejdet med AI
Velkommen, kære læser!
Visir virker måske som et helt normalt blad, men det er i virkeligheden et stykke universitetshistorie, du står med. Bladet har eksisteret på kasernen siden 1993, hvor den første gruppe studerende gik sammen og bragte Visir til verden. Og det er vi meget glade for!
Alt du ser i bladet er skabt af studerende på kasernen – forfattere, kunstnere, anmeldere, redaktører og grafkere – der har arbejdet sammen på tværs af studier og årgange.
Uden hinanden er vi ingenting; snefnug i en vintervind, osv. Ligger du inde med en tekst, et kunstværk på en pdf-fl, eller noget helt tredje, så led ikke meget længere end Visirs åbne arme. Også du kan blive en del af Visirs historie! Skriv til os på mail eller fnd os på sociale medier. Rigtig god læselyst!
Indholdsfortegnelse
5 Tema: Overgange
7 Visir anbefaler
8 Visir anbefaler ikke
11 Martsdigt - Digt
12 Gennemblødte vægge - Lyrik
13 Einar - Novelle
23 Rim - Digt
26 Stener - Visuelt bidrag
27 DER ER EN BOMBE I MIN BIL - Digt
29 Chinamaxxing - Digt
31 Please Leave the Building Immediatly - Visuelt bidrag
32 u.t - Visuelt bidrag
34 En pilgrimsrejse mod Grundtvigs støv og ånd - Artikel
39 Mig som havdyr - Prosa
40 Skorpefri - Prosa
42 Udfugt - Digt
42 Et dyr - Digt
44 Livets svære overgange - Prosa & Digte
43 Frem og Tilbage - Digt
50 overgangovergangovergang - Visuelt bidrag
51 Noget om mit barndomshjem - Lyrik
53 de døde synger ikke - Lyrik
55 en hyldest/et skriftemål - Lyrik
57 Flugten fra kassehjemmet - Kortprosa
61 Den sidste nat - Digt
63 Sommerdag - Novelle
66 Intet kommer fra Intet - Digt
67 Class of 99’ - 10 af de bedste flm og album fra 1999 - Artikel
86 Mellem Linjerne - Visuelt bidrag
87 Alt i evig forandring - Digt
89 Felt cute, might get a breakdown later - Digt
91 arkiv for det ufærdige - Lyrik
93 bobcat/copycat - Lyrik
95 Hjemkomst - Lyrisk prosa
100 Glas i Gouache - Værkbeskrivelse
103 tre digte med overgangs-tema - Digtsuite
107 Djævleslim - Novelle
115 post danmark - Digt
116 katarsis - Digt
118 Digte - Digtsuite
127 Rude - Formdigt
129 Årstider - Digt
133 Fra drøm til virkelighed - Digt
135 Dag nat nat dag - Visuelt bidrag
137 Efterår - Essay
144 Udenfor tema
145 Anmeldelse af Neva - Anmeldelse
149 Kære - Digt
151 Maja - Digt
152 Emma - Digt
153 MØDET MED EXORCISTEN - Tekstuddrag til teateridé Alt til ende
157 Hvad er stormfuld kærlighed? Tre versioner af Wuthering HeightsAnalyse / anmeldelse
163 malurt - Digt
164 himmelhund - Digt
165 mangrove - Digt
167 Anmeldelse af 1000xRESIST - Anmeldelse
171 Tema for VISIR #100
Overgange i vente…
Hej søde læser, og tak for at samle dette blad op. Det betyder over-mange-gange mere for os end du aner. Lidt søgt? Jeg beklager intet. Dette er på mange måder en udgivelse i overgangenes tegn. Hvis man er tilbagevendende læser, vil man måske lægge mærke til, at afsnittene ‘Studieliv’ og ‘Kultur & Kritik’ er blevet nedlagt til fordel for at kunne samle hele bladet under ‘Tema’ og ‘Udenfor tema’. Over de sidste udgivelser har vi set rigtig mange have lyst til at skrive inden for temaet, og de resulterende bidrag har spændt over en bred vifte af genrer. I stedet for at dele disse op, har vi valgt at samle dem således, at man får en varieret oplevelse, mens man bladrer gennem siderne.
Klart skal det fortsat være, at man ikke er forpligtet til at skrive inden for temaet. Måske har man en idé som ikke har noget med temaet at gøre, eller måske har man ikke lyst til at få læst et bestemt tema ind i noget man har lavet. Derfor har vi også et afsnit til disse bidrag. Tusind tak til alle bidragsydere for at låne os jeres kreativitet, så vi endnu engang har kunnet lave et drøngodt blad!
Læser man videre, kan man blandt andet se frem til et væld af poetiske indslag, hvor kærlighed og afsavn møder spiritualitet og nye forestillinger om os selv. Med afsæt i de rum vi befnder os i og den verden, vi kigger ud på, ser vi på de skiftende årstider og på lys, der bliver til mørke. Med tak til dem, der har skrevet længere prosa, digtsuiter og noveller, er der også mange bidrag, hvor man kan fordybe sig i nye, sælsomme litterære universer.
Jeg kan også lide at tænke, at man bliver klogere af at læse Visir, og denne udgivelse er ingen undtagelse. Denne gang kan du blandt andet høste indsigt i Grundtvigs liv og virke, et par emotionelle spiltitler samt nyere fortolkninger af romanklassikeren Wuthering Heights. Derudover tilbyder vi også en oversigt over 1999’s musik- og flmkultur fra øverste skufe.
Til sidst er vi også glade for igen at kunne udsmykke bladet med fere smukke visuelle bidrag. Det er tydeligt, at der er lagt kærlighed i håndværket.
Tusind tak for at læse med og rigtig god læselyst!
// Markus Geisler, ansvarshavende chefredaktør
Visir anbefaler:
Tage hjem til sine forældre og blive forkælet
At blive frivillig til Kasernefestival
Teltpladsen ved Kalø Slotsruin
At starte en dvd samling
Rydde op i sin vinylsamling (det er ok at give slip på de plader, du ikke lytter til<3)
At blive tutor
Solcreme
Charli XCX’s Wuthering Heights Album
At kigge på fugle i Uniparken
Mørklægningsgardiner
At vaske sin drikkedunk oftere
At sanke
At skrive breve til dine venner
At søge boligstøtte, det kan betale sig
At starte forfra
Købe hyacinter
Gå mere i biografen
At skrive til dem først
At stole på mærkelige fornemmelser i kroppen
At forsvinde fra en fest uden at sige farvel
Visir anbefaler ikke:
Ghosting
At fytte ind i et hjemsøgt hus
At glemme at checke ind med rejsekort-appen
Våd mad i håndvasken
Lugtende ost i et dele-køleskab
At købe en sofa i Tyskland og bruge 3 uger på at fragte den til Aarhus
AI-genererede sange på Spotify
Body-tequila på din underviser
Larmende naboer
At være en larmende nabo
Wuthering Heights flmen
Skægkræ
At lade passet udløbe lige inden en tur til England
At glemme aftensmaden inden fredagsbar
En skærmtid over 3 timer (du skal læse Visir)
At starte beef med underviser lige inden eksamen
Krummer i sengen
At sende breve med DAO
At Google sine symptomer kl. 03
At forklare alt
Af Sine Sørensen, Æstetik og Kultur
Martsdigt
Af Pernille Lind Andersen, Litteraturhistorie
Det er marts og det jeg er gjort af har vist sig at falde sammen
man har fundet et hulrum bag mit bryst der bare udvider sig og der kommer verden ind
den ser sig selv og rødmer
det har vist sig at være et vanvittigt projekt sådan at holde sammen på sig selv
(der er gratis blink til alle der vover at kigge min vej)
det er marts og jeg er BREAKING
Gennemblødte vægge
Af Emilie J. Nielsen, Lingvistik
Minderne siver ud af tapetet, danner en sø og drukner mig imellem de fre vægge.
Lykkelige stunder, ulykkelige dage, nærdødsoplevelser og nærlivsoplevelser.
Hvor meget fylder et menneskeliv?
Vinduerne springer, og de sidste fem år fyder ned gennem gaden.
Mennesker trasker igennem dem; undgår de mærkværdige pytter, træder i dem ved et uheld eller tramper bevidst i dem.
Jeg nærmer mig forsigtigt de knuste vinduer; en udvej, en mulighed, men rammen er fyldt med skarpt glas. Jeg kan komme til at skære mig og forbløde, hvis jeg prøver at fygte.
Jeg bor på anden sal; der er langt ned. Jeg kan brække begge ben, og min skrøbelige rygrad vil knække midt over.
De fre vægge er så velkendte. Jeg har stirret på hver af dem, til jeg kan deres detaljer udenad; de små pletter, der mangler maling, den del af listen, jeg altid glemmer at støvsuge, og de steder, hvor tapetet overlapper. Men når jeg kigger på væggene nu, lækker de. Rummet er ved at blive fyldt på ny. Mit tøj er allerede helt gennemblødt, og du ville kunne vride mit ansigt. Jeg kæmper imod vandet, jeg synker til bunds, panikangst for at blive grebet af strømmen.
Væggene begynder at suge næring til sig; de begynder at vokse, og højden hæver vinduerne. Min udvej er ved at blive stjålet. Jeg har siddet fast i denne lejlighed i alt for lang tid, og når jeg ikke hen til vinduerne nu, kommer jeg aldrig ud. Mine bevægelser er langsomme og klodsede, jeg er tynget ned, men det skal være nu.
Et sidste stort åndedræt, og mine fødder slipper stille gulvet.
Einar
Af Lauge Sigurdur Jensen, informationsvidenskab, kreativ & professionel skrivning
Også døren var anderledes end de andre. Ja, den var tungere, tænkte Einar, mens han nærmede sig skolen med endnu et fremmed klasselokale. Længe stod han under regnen, før han trådte ind på skolen. Han tænkte, at hvert et nyt klasseværelse, han var kommet til, var så forskelligt fra de andre, at det sommetider var som om, at intet i det nye klasselokale føltes genkendeligt.
Det tænkte han og tænkte så, at nu var det tredje gang på to år, han havde skiftet skole, så derfor vidste han lidt om det at skifte skole. Han var vel næsten vant til det. Nej, han var vant til det. Selv om noget ændrer sig, kan man vænne sig til, tænkte Einar, idet han gik gennem den mørke garderobe, som lugtede surt og vådt. Og så gik han forbi gymnastiksalen med det lysende gule trægulv og fritidsordningen med borde, der stod spredt, som om nogen havde hældt dem ud i rummet af en pose, rodet og sjusket, syntes Einar, da han gik videre ned forbi de andre klasselokaler og de yngre elever, der legede på gulvet i fællesrummet, før han endelig stod foran døren til det nye klasselokale. Han så på dørhåndtaget. Nu var han dér, og hvad var det, han følte? Følte han ikke, at han helst ville hjem? Jo, det gjorde han. Men det var han så vant til at føle, tænkte han og tog i håndtaget.
I klassen sad Einar så med hovedet hvilende i hænderne og sagde til sig selv, at dette godt nok var fremmed. Fremmed som sædvanlig. Og når noget var fremmed, tænkte han, at alting kunne ske. Døren til det nye klasselokale kunne pludselig blive åbnet og rektoren med det sølvfarvede, næsten krystalagtige hår, og hun ville stikke hovedet ind og bede ham
følge med hende op på kontoret, fordi mor nu igen havde besluttet, at heller ikke denne skole kunne fnde ud af at behandle ham efter hans behov, som mor plejede at sige. Eller også kunne skolens brandalarm gå i gang, tænkte han, ja, og så kunne han slippe for at sidde i det nye klasselokale og være ny. Ja måske kunne han endda selv fnde ud af, hvordan man satte alarmen i gang! Det var den slags, han sad og tænkte, mens han hvilede hovedet i hænderne, og tankerne løb af sted med ham. Af og til kiggede han rundt i det nye klasselokale. Fremmede børn sad og så på ham på skift. Uden at dreje hovedet lod de langsomt deres store øjne ligesom trille i deres øjenhuler hen til, hvor han sad, på forreste række oppe ved døren. Han mærkede deres blikke i nakken, nærmest stikkende. Og han kunne fnde på at vende sig om i lokalet og møde dem, og sky som fugle faksede de væk fra ham og fandt hver især et vilkårligt sted i lokalet at stirre på.
Første time var matematik, og det undrede Einar, at klassen kunne være så stille, inden klokken overhovedet var ringet ind. Men lærerinden var her allerede, og alle sad ranke som statuer og sagde ikke en pind. Udenfor var det blæst godt op, og regn perlede på ruden, nye kom til og gamle forsvandt, før de havde nået at tage form. Det var vanskeligt at se ud gennem ruden, men der var heller ikke noget at se, tænkte Einar, for det var tidligt og derfor stadig mørkt.
Lærerinden vendte sig mod klassen.
- Godmorgen, sagde hun, smilende.
- Godmorgen, svarede de muntert. Enkelte smilede pænt tilbage, sparkede huller i luften med benene, der endnu ikke var lange nok til at nå ned til jorden. Noget var uroligt, selvom alle sad så pænt og stille, tænkte han og begyndte så selv at sparke huller i luften.
- Jeg kan se, I har opdaget det, sagde lærerinden og så på ham, stadig med et stort smil der bredte sig fra øre til øre og skubbede kinderne opad, så øjnene blev smalle streger i hendes rynkede ansigt.
- Vi har fået en ny dreng i klassen i dag. Einar, vil du ikke være Einar
mærkede straks ansigtet rødme. Det var ikke usædvanligt. Selvom han havde prøvet det før, blussede hans kinder stadig op, når der blev talt til ham foran andre.
Einar nikkede forsigtigt og drejede stolen halvvejs om, men ligesom uden at overkroppen fulgte med.
- Jeg hedder Einar, jeg er ni-og-et-halvt år gammel, og jeg bor med min mor, som er frisør. Og min far, han bor et andet sted, og han er landmand og har en traktor, og jeg vil også være landmand, når jeg bliver stor.
- Ja, landmand ja, sagde lærerinden og nikkede. Ikke overraskende stadig med et stort smil. Einar var begyndt at synes, det var et irriterende smil.
Han nikkede, drejede hurtigt stolen tilbage og trak sig tæt ind til bordet. Alle sad to og to ved bordene, bortset fra Einar, ja og en anden dreng, der sad i hjørnet af klassen, tegnede uophørligt uden at se op fra tegningen. Drengen var placeret ind mod væggen, så man kun kunne se ryggen på den spinkle krop bag stoleryggen, der næsten dækkede for ham.
Han mærkede blikkene igen. Det føltes som nålene ved lægen. Små niv i nakken. Gid de ville forsvinde.
Blikkene sagde: hvorfor kom du her? Og hvad med din egen skole? Men det var ikke usædvanligt, at de sagde således.
- Hvilken slags landmand skal du være? spurgte lærerinden. Hun havde sat sig på sit kateder foran tavlen. Det plejer lærere at gøre, når de vil tale sødt til eleverne, tænkte Einar.
- Bare landmand.
- Jo jo, og er det med kvæg eller grise? Eller med store marker med korn?
- Marker ja. Så kan jeg køre traktor og måske også mejetærsker. Har du set sådan en?
- Ja, sådan en har jeg set, sagde lærerinden.
- For min mand er mekaniker, og har skruet på mange mejetærskere. Og så foldede hun sine hænder på lårene, og mens Einar sparkede huller i luften, tænkte han, at nu var der ikke mere at sige om den sag. Men lærerinden må have tænkt noget andet, for nu spurgte hun:
- Er det så en John Deere, denne traktor? Og sådan et spørgsmål havde
en voksen aldrig stillet ham før. Det virkede altid som om, de var interesseret, men de vidste ingenting om landmænd, og så var de ikke rigtig interesseret.
Men nu!
- Ja, sagde Einar, prøvede at skjule sin overraskelse, – en stor, grøn John Deere, ja. Det er det ja, sagde han. For første gang så han lærerinden i øjnene. Hun lignede en heks, tænkte han. Det kortklippede bleggrå, næsten hvide hår, den sorte nederdel og øjnene, der var optegnet med en sort tusch. Fingrene var knoglede og skrøbelige som afbrækkede kviste, mens den spidse næse krogede for enden som et næb.
Men midt i det skrappe og uhyggelige udtryk gemte sig et par rare blå øjne. Næsten som om det blå forsøgte at trænge sig ud gennem den grå hud og give ham en slags omfavnelse. Ja, der var noget over øjnene. Og nu så han lige ind i dem, og de lige ind i ham.
Han fk en mærkelig følelse og slog straks blikket væk. I stedet så han ned på sit bord. Lod pegefngeren glide uroligt hen over bordpladen, armen som en vinduesvisker der holder ruden ren. Der lå hans penalhus, en blyant og et viskelæder, som han havde fundet frem og til sidst et navneskilt med store bogstaver: E I N A R, sådan som han var blevet bedt om at skrive af rektoren med sølvhåret, da han var her med mor forleden dag.
Nu tænkte han på mor. At han savnede, når hendes blide fngre rørte ham blidt i nakken, og at han mest af alt helst ville være fri for at sidde her.
Skyerne udenfor var mørke, næsten sorte og hang bugnende lavt, ligesom de var tynget af vandet. Regnen piskede mod ruden, og når den ramte glasset, lød det næsten som om, den sukkede. Ét langt suk. Vandet løb ned ad ruden, og trak lange streger efter sig som bække, der gjorde ruden rifet. Det fk husene udenfor til at ligne, de var under vand. Alting var gråt som støv, og derfor sukkede regnen, tænkte Einar.
Men der var noget beroligende over regnens suk. Det lød som om, nogen forsøgte at lulle ham i søvn med en lavt summende godnatsang. Regnen var som mor ved sengekanten, der nynnede det mørke væk. Han hørte
næsten mor synge for ham, men i samme øjeblik slog den rare tanke over i noget andet. At nogen sukkede af ham, var i øvrigt noget, han efterhånden var vant til. Ja, han forbandt næsten det at være voksen med det at sukke. De voksne sukkede igen og igen. Sukkede som regnen over ingenting overhovedet.
Oppe ved tavlen stod lærerinden krumrygget og skrev en masse tal på tavlen. Hun snakkede hele tiden, mens hun skrev, og Einar forstod ikke noget som helst. Han kunne godt læse tallene, han var jo ikke helt dum, men når hun snakkede, og det gik så hurtigt, begyndte det at knibe for ham. Af og til vendte hun sig om, og gav ordet til en af eleverne, der pænt havde rakt hånden op, og som anvisning til at eleven kunne svare, stivnede hendes ansigt i et smil, som han ikke vidste, om egentlig var velment.
Var det fordi hun syntes, eleven var fink og kær? Eller var det snarere et smil, der ville skjule skufelsen, fordi svaret var forkert? Det vidste han ikke før lærerinden tøede op og begyndte at tale igen.
Men det var som om, tiden var gået i stå.
Der skete intet, og lærerinden viskede tallene ud igen og igen og skrev så nogle nye – eller var det de samme?
De samme tal?
Det kunne ikke passe.
Einar koncentrerede sig kort bare for at være sikker på, at det ikke var de samme tal, hun skrev. Han satte sig op i stolen, som han nær var gledet ned af i kedsomhed og greb om blyanten og knugede hårdt om den. Så så han op på tavlen og lærerinden, og så at hun viskede ud og begyndte at skrive igen.
Jo.
Det var de samme tal. Hun skrev de samme tal som før! Hun gjorde det igen og igen. Og hver gang vendte hun sig mod klassen og stillede, ja, de samme spørgsmål, smilede og skrev så. Og de andre elever svarede bare.
Bare sådan uden videre. Fattede de det ikke? tænkte Einar. Og han vendte sig om mod klassen, der sad som forstenede og mekanisk førte hånden op, den ene efter den anden og talte så, når de fk ordet.
Det løb koldt ned ad ryggen på ham. Skulle han sige noget?
Nej, nu var der ingen grund til at blive til grin allerede. Ikke sige noget. Alt var nyt og alligevel det samme. Men det her, det var nyt.
Einar så rundt i klasselokalet. Så ting, han ikke havde set før, men alligevel genkendte. Så på efterårsplancherne på væggen: brune og mørkegrønne med børnestavning; ujævne bogstaver og udklip af orange og okkerfarvede blade, enkelte æbler var også klistret på. Oppe under loftet hang alle alfabetets bogstaver som en guirlande, og et billede af et dyr eller en ting, der startede med det pågældende bogstav. K for kanin, G for gulerod. Ved siden af tavlen hang alle klassens navne i blå og røde bogstaver, alt efter om det var en pige eller en dreng, samt et lille tal og en måned. Det var deres fødselsdag. Små fag hang der også.
Einar så på fødselsdagstallene.
Han så på dem, mens de forsvandt.
Han kunne ikke tro det!
Måtte læne sig frem på stolen, så det gav et højlydt knirk, hvilket lærerinden tilsyneladende var ligeglad med. Men tallene! De smeltede. Før var de skarpe og lige og runde streger, ettaller og nuller og femmere og tiere, ja alle tallene. Men nu var de smeltet. Krøllede sig sammen til sneglehuse. Lå og lignede regnorme i en stor rodebunke, og han kunne ikke kende et tal fra et andet, sådan som de lå og snoede sig som slanger mellem hinanden.
Og han lod hurtigt blikket løbe videre til plancherne. De var også ulæselige nu! Ikke til at forstå, hvad de handlede om, eller hvorfor de var. Selv alfabetet oppe under loftet kunne man ikke længere forstå.
Nu måtte han sige noget til de andre, og han tænkte at gøre det, når lærerinden holdt pause i sin talestrøm, ja så kunne han sige det. Og han lyttede efter, hvad hun sagde, noget han ikke havde gjort før. Forsigtigt, som at snige sig ind på nogen, lytte ord efter ord for at fnde frem til, hvornår hun holdt pause.
Men han syntes, at hun gentog sig selv. Ikke bare stemmen var ens, men også ordene var de samme: Blablabla, sådan lød det. Hvorfor sagde
hun det? tænkte han. Og er det mig, der hører forkert? tænkte han også.
Og han lyttede igen, men nej, stadig samme nonsens kom ud af hendes mund, og det var hendes ord, for munden bevægede sig samtidig med at lydene opstod i klassen: Blablabla, og så!
Hun blev afbrudt af et råb:
- Stop!
Det var ham, der havde råbt det.
Det var et udbrud, der var kommet fra et sted, han ikke vidste, hvor var.
Der blev stille.
- Hvorfor siger du noget, vi ikke kan forstå? sagde han.
Så mærkede han nålene igen.
Lærerinden smilede og svarede ham så. Men stadigvæk det samme volapyk.
- Jeg forstår det ikke, svarede han og måtte koncentrere sig for ikke at begynde at græde. Han mærkede gråden, og hvordan den trykkede inde bag øjnene og næseborene som en ballon, der blev pustet op.
Nogle af de andre børn hviskede bag ham, men han kunne tydeligt høre, at de ikke hviskede nogle ord, kun lyde. Det lød bare som vinden og faldt i et med regnens suk.
Han vendte sig med det samme, så dem i øjnene. Deres blikke veg bort.
- Jeg kan godt høre jer og jeres pladder! sagde han bestemt.
Og så var der én, der fnes.
Hvem var det?
Lærerinden henvendte sig med et par lyde til denne ene, men også hele klassen samtidig.
Nu kiggede hun igen på ham, ligesom medlidende. Som om hun havde ondt af ham, og hun åbnede munden, skulle til at sige noget.
Men han afbrød:
- Jeg forstår ikke, hvad I siger! I siger ikke noget, og det er ikke sjovt længere! råbte han og begyndte så at tude, ukontrolleret.
Gråden kom så uventet som en regnbyge med små ustyrlige hikst, her og der, og det var ikke til at stoppe, når det først var gået i gang. Og de andre
lo og lo, og latteren voksede sig højere og højere, som om de stod og lo direkte ind i hans ører, og det begyndte at suse og hyle og var ikke længere en latter, og de mørke skyer tromlede ind i lokalet og lagde sig over hans øjenlåg og gjorde hele hans verden så mørk, at den forsvandt.
Da styrtede han ud af klasselokalet uden at se sig tilbage.
Han løb så hurtigt, han kunne, ned gennem gangene. Forbi de andre klasselokaler, forbi gymnastiksalen og forbi fritidsordningen med bordene og endelig løb han gennem den mørke garderobe og ud ad døren.
Så stod han der, midt i skolegården, alene. Det regnede stadig. Til venstre var et stort halvtag, der skrånede mod bygningen, så det dannede et v, hvor vandet kunne samle sig. Og mens han stod alene i regnen, lyttede han efter den susen og hylen, han havde hørt.
Her var helt stille.
Bortset fra regnen, der nu faldt mere roligt over hele skolegården. Men ingen susen og hylen. Kun suk fra regnen, men denne gang også fra ham selv som fra en voksen.
Her og der lå store vandpytter som spejle og spejlede den askegrå himmel. Men dråberne knuste spejlene og fk himlen, som de gengav, til at bølge som et hav.
Men kulden fra regnen var underligt rar, tænkte han, mens han stod alene i skolegården i sjappende strømpesokker og t-shirt og mærkede, hvordan tøjet straks blev gennemblødt. Det kolde, våde stof klæbede sig til huden, og han følte, hvordan regndråberne ramte ham blidt i nakken som mors fngre, der nænsomt kildede ham for så at løbe ned over ryggen som små åer. Han fk gåsehud af åerne langs rygsøjlen og tænkte straks på de åer, der løb mellem markerne, hvor far havde vist ham, hvordan man pløjede med traktor. Han tænkte på det smukke i at forvandle den gulblege stubmark til et stort, sort felt i landskabet, og på hvordan mågerne i hundredvis fokkedes efter traktoren, som hvide drager på liner efter maskinen, når de pløjede. Han tænkte, at måger var det hvideste, han kunne komme i tanke om. Han tænkte og tænkte så, at han nær havde glemt både regnen og skolegården. Og dér i regnen, som han nær havde
glemt, frøs han ikke. Heller ikke selvom tøjet var gennemblødt, selvom regndråberne lagde sig som glinsende perler på de nøgne underarme og på panden og fk ham til at ryste, så frøs han ikke.
Han mærkede en særlig forbindelse til regnen, som om han smeltede sammen med den – at han blev opløst og fydende. Han følte sig som en skål, hvor alt i verden kunne falde ned i.
- Einar! lød det pludselig bag ham. Og med ét stod han på hinkebanen og skælvede af kulde.
– Kom ind Einar. Du bliver kold, og så bliver du syg, sagde stemmen bag ham. Den tilhørte lærerinden.
Men i dette øjeblik følte han, at han blev alt andet end syg.
Rim
Af Anton Engelbrecht Nielsen, Musikvidenskab
Jeg hader rim
det er derfor jeg altid bevæger mig under dugpunktet mit liv er allerede en deposition konstant tryk ingen mellemstadier det er det der gør livet muligt krystalhjerter og hydrogenspejle viser min sande form jeg er en natsværmer i kraftig vibration
Jeg hader fast form
det er derfor jeg fyder på den øverste-ydre kant af alting fyder langs Gudenåen følger dig til enden
Jeg er en hellig gral fyldt til randen
Jeg hader sprog semiotik er idiotik glossolalia på dåse jeg forstår det ikke det er så ligetil
Jeg hader struktur jeg er ikke dyrkbar
bliver drænet af dagen krummer tæer porno er kedeligt en formalitet vil formere mig med folket overtage medierne blive semipermeabel og smelte sammen med dig
spinder en kokon slår mig selv itu.
Stener
Af Laura Vorre, Æstetik og Kultur
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
Af Anton Engelbrecht Nielsen, Musikvidenskab
Jeg står på en ødemark
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
blodsukkeret lavt
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
med isvand og mobilen lige ved hånden
ny veninde har skrevet noget om noget musik jeg har anbefalet
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
på universitetet til forelæsning
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
I letbanens langsomme fremskydning
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
I solens sidste vinterstråler
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
I kysset fra en fremmed nat på diskotek
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
Beruset celleforandring
Vand til knæene
udsolgte billetter bladenes orangebrune fald
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
Det satans smil panodil
Tæt på midnat langt fra søvn
DER ER EN BOMBE I MIN BIL
Af Anton Engelbrecht Nielsen, Musikvidenskab Chinamaxxing
I slangens år vil alt der er falsk, udløbet eller udgroet; forsvinde
Forbered dig
Shedding is the medicine
Rid på ildhesten
Rid bølgen Or die trying
Please Leave the Building Immediately
En pilgrimsrejse mod Grundtvigs støv og ånd
Af Laura Sofe Vedel, Lingvistik (tilvalg i Kreativ og Professionel Skrivning)
Som universitetsstuderende har du måske mere tilfælles med N. F. S. Grundtvig, end du lige går og tror. Grundtvigs livsflosof er for mig en stor inspirationskilde til at holde fast i glæden ved livsoplysning samtidig med at skulle spæne afsted i præstationsræset på universitetet med samfundets uundgåelige hamsterhjul, der vinker i horisonten. Mon han kan inspirere dig til at fnde ro i hastværket for at lære?
Præst, digter, skolemand, flosof, historiker, flolog og politiker. Denne fornemme opremsning er det første, der kommer frem, når man laver en internetsøgning på, hvem Nikolai Frederik Severin Grundtvig var. Jeg vil vove at påstå, at du, kære læser, allerede har stiftet bekendtskab med ham. Du har sandsynligvis mødt Grundtvig i en foredragssal, hvis din livsvej skulle gå igennem et efterskole- eller højskoleophold; hvis du har siddet til en prædiken i kirken, hvor præsten refererer tilbage til den salme, der lige er blevet sunget; ja, endda hvis du er typen, der bliver foran fjernsynet, efter du er sprunget ind i det nye år og lægger et halvt øre til, at Det Danske Pigekor synger ‘Vær
velkommen, Herrens år’. Grundtvig lever på mange måder videre i vores sprog.
Som selverklæret friskoletosse, der har fået en solid dosis Grundtvig ind med modermælken, må jeg erkende, at Grundtvig også lever videre i mit sprog. Da jeg var nyudklækket og skoletræt student, konfronterede jeg mig selv med et af hans citater: ”Folk der lærer for at leve, har anderledes Hast-Værk end Folk der lever for at lære”. Dette blev skelsætningen, der fk mig til at indse, hvordan mit hastværk i gymnasiet havde slukket for min læringsgejst. Det førte til en pilgrimsrejse mod det mørke Sjælland i håbet om at forstå mennesket bag stemmen, jeg hele livet havde hørt
ekkoet af, men aldrig taget til mig.
Præsten i Vartov
Det første stop på pilgrimsfærden var dog ikke det første på Grundtvigs lange livsvej, snarere var det hans sidste. Det var hér, at Grundtvig gjorde sin endelige og længste gerning som præst fra 1839 til 1872, året han gik bort. Kirken ved Vartov kunne i dag betragtes som en oase i hjertet af København med Rådhuspladsen og det dunkende kulturliv lige i baghaven. Murene omkring skærmede for livets støj udefra, så jeg kunne ikke undgå at bemærke springvandets forsigtige rislen inde i gården. Ligesom Grundtvig, har Vartov mange funktioner: Bygningen rummer i dag en børnehave, et bibliotek, et konferencecenter, et kollegie, og det er også her, at Grundtvigsk Forum holder til.
Efter jeg havde stået i noget tid og betragtet formiddagssolen, der kastede pailletter af lys på brostenene gennem træernes kroner, blev jeg mødt af en excentrisk, ældre herre, Thorstein Balle, som er tidligere seniorforsker ved Center for Grundtvig-Forskning. Jeg havde efterspurgt, om han ville fortælle mig om Grundtvig som menneske med alle de skæve sider, som kun de vildeste Grundtvig-nørder ville kende til. Han gik derfor lige til sagen med at fortælle mig om Center for Grundtvig-Forskning.
Siden 2010 har de arbejdet på at
digitalisere alle Grundtvigs værker. Thorstein Balle kunne ikke holde smilet tilbage, da han fortalte, at der i starten blot var fem ansatte til at digitalisere Grundtvigs skrifter, og efter to års fuldtidsarbejde estimerede de, at det ville tage dem cirka 100 år at blive færdige. Der blev derfor ansat fere, og nu er de omtrent 25 til opgaven og planlægger at være færdige inden 2030. Grundtvig skrev nemlig absurd meget i sin levetid – der er blevet fundet cirka 1.000 enkelttekster, der tilsammen består af mere end 37.000 sider, som han havde skrevet over en periode på 68 år. Thorstein Balle og jeg blev enige om, at Grundtvig var rablende vanvittig på den bedst tænkelige måde. Vi bevægede os ind i kirken, med skæve fiser og spidsbuevinduer, der strækker sig fra gulv til loft, der på halvvejen blev afbrudt af en balkon med plads til fere kirkebænke. Rummet var meget lyst og varmt, hvilket skabte en skarp kontrast til de mørkegrønne bænke og det tunge alter. Her tilføjede Thorstein Balle følgende til scenen, der udspillede sig for øjnene af mig: - ”Grundtvig blev så kendt i sit virke som præst i Vartov, at folk udefra strømmede til og måtte hænge ind ad vinduerne og stå som sild i en tønde på den meget smalle gang mellem bænkerækkerne.”
Det, som gjorde Grundtvigs præstegerning til noget helt særligt og kontroversielt, var, at han men-
te, at kristendommen kom før Biblen. Grundtvig var kritisk over for kirken som det teoretiske system: Kirken var ikke en læsekreds, men et åndeligt fællesskab, hvor præst og menighed var ligemænd – en tanke, der også spejler sig i hans skolesyn. Dette var et voldsomt opgør med borgerskabets kirkeideal og samtidens præstestand. Grundtvig var en mand af temperament og havde en evig skabertrang til at gøre op med systemer, han havde set sig sur på. Hans temperament er et gennemgående tema i hans øvrige gøremål i livet, som Thorstein Balle også berettede om. Jeg tog hans stemme med videre som fortæller til resten af min pilgrimsfærd.
Skandalesucces og skrivetrang
Mit næste stop på turen var Rønnebæksholm, herregården der tilhørte Grundtvigs anden kone, Marie Toft. Herregården ligger i Næstved, omtrent en times kørsel mod syd fra København. Her boede Grundtvig og Marie Toft i sommerhalvåret, mens Grundtvig arbejdede i Vartov og udnyttede de mange timers pendling til at gruble over det, han senere skulle skrive, når han endelig kunne komme ud til landets ro og idyl.
Udover den pragtfulde hovedbygning i kirkelig dragt med hvide sten og røde tagfiser og en stor blomsterhave taget lige ud af
et eventyr, var der selvfølgelig Venligheden, en pavillon som Marie fk bygget til Grundtvig, så han havde et arbejdsværelse, når han gik i sit skrivehi. Thorstein Balle fulgte i den forbindelse op på, hvordan det overhovedet lykkedes Grundtvig at skrive de 37.000 normalsider. Der gik nemlig rygter om, at Grundtvig ikke kunne styre sin skrivetrang og kunne sidde og skrive i fere dage uden søvn i sin hule. Her tilføjede Thorstein Balle med et spøgefuldt blik:
- ”Grundtvig sad efter sigende med sine fødder i isvand for at holde sig vågen.”
Men det var ikke blot salmer og tekster Grundtvig skrev, som man kan fnde i Højskolesangbogen den dag i dag. Han skrev politiske taler, prædikener til sit præstevirke, essays om sine skolevisioner, og kon-
troversielle pamfetter. Her er det særligt sidstnævnte, som vidner om, hvordan hans skrivetrang førte til konfikter.
I 1826 blev Grundtvig nemlig sagsøgt af teologiprofessoren, Henrik Nicolai Clausen, for injurier, hvilket medførte livsvarig censur. Det betød, at alt Grundtvig skrev, skulle godkendes af politiet, før det kunne udgives. Det var Grundtvig svært utilfreds med, så han nedlagde sit embede som præst samme år i protest. Denne fejde bundede i, at Grundtvig havde fået til opgave at anmelde Clausens værk Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning (1825) inden bogen skulle udgives. I stedet skrev Grundtvig en pamfet Kirkens Gienmæle (1825), hvor han kaldte Clausen for en kætter.
Grundtvig anså det som en embedsforpligtelse at forsvare kirken for Clausens ord, der i Grundtvigs øjne gjorde Biblen til en ”afgud”, hvilket stod i stor opposition til Grundtvigs førnævnte kirkebillede, hvor mennesket skulle komme før ordet fra Bogen. Den livsvarige censur varede dog kun 11 år, fordi lovgivningen om trykkefriheden havde ændret sig. Men Thorstein Balle tilføjede, at de havde postuleret på kontoret, at ophævelsen af censuren sandsynligvis også var fordi, at politiet var trætte af at skulle gennemlæse alt det, som Grundtvig skrev. Efter censuren blev ophævet, genoptog Grundtvig sit virke
som præst. Censuren ændrede ikke ved trangen – kun ved besværet, og han skrev fortsat på livet løs samtidig med sin præstegerning. Da jeg stod foran Venligheden og kiggede ind i Grundtvigs skrivehule, kunne jeg ikke lade være med at tænke, han havde en livsstil som en superhelt: præst om dagen, forfatter om natten. Han var en pokkers stædig superhelt.
Den skoletrætte Grundtvig fnder vej
Turens sidste stop var Udby Kirke. Jeg måtte bukke mig en anelse, da jeg trådte ind i det lavloftede våbenhus, og der var ingen stikkontakt at fnde. Det var en smule lysere inde i selve kirken, da eftermiddagssolen kastede orange spotlys gennem gitterruderne, som afslørede støvpartikler, der rejste langsomt gennem kirkerummet. Det var hér, at Grundtvig voksede op og havde sit første møde med læring og kristendommen.
Grundtvigs far havde sit præsteembede i byen, og det lå i kortene, at Grundtvig skulle blive en lærd mand, så han en skønne dag kunne overtage sin fars embede. Det betød, at Grundtvig i en alder af 9 år blev sendt i lære hos en præst i Jylland for at blive klar til Aarhus Katedralskole, og så direkte videre til Københavns Universitet, hvor han blev teologisk kandidat i 1803. Ifølge Thorstein Balle hadede Grundtvig den såkaldte sorte
skole med dens udenadslære og manglende autonomi, for alt han ville var at skrive – han havde en forfatter gemt i maven, siden han var barn. Og selvom Thorstein Balle havde udlagt fere gange, hvordan Grundtvig med krydsede arme nægtede at bakke op om ting, han var imod, gik Grundtvig alligevel den vej, han havde fået besked på. Men som der allerede blev etableret i starten af portrættet, kender vi Grundtvig som meget mere end blot præst den dag i dag. Grundtvig voksede ud af de grønne og røde kalkmalerier i loftet i Udby Kirke og formåede at udleve sin livsdrøm samtidig med sin livspligt.
Som jeg stod og observerede mørket sænke sig i den lille, støvede kirke, tænkte jeg over, hvordan man kunne betragte Grundtvigs
frustration over at skulle igennem den præstelige trædemølle som en slags katalysator for hans skabertrang: Han var med til at revolutionere den danske kirketradition, skabe en ny skolebevægelse, ja, endda sætte tydelige spor i Grundloven. Grundtvigs liv rummer en næsten urimelig spændvidde af ambitioner, men netop derfor står han også som et eksempel på, at man sagtens kan opnå de ting i livet, der er betydningsfulde for en, samtidig med man skal tage sin tur i hamsterhjulet.
I kirkens stilhed mindede jeg mig selv om citatet, der havde ført mig ud på denne rejse: ”Folk der lærer for at leve, har anderledes Hast-Værk end Folk der lever for at lære”. Jeg klippede et kors i svedbåndet på min studenterhue som et symbol på, at glæden ved livsoplysning skulle fnde mig igen.
Mig som havdyr
Af Sebastian Bols, Æstetik og kultur
Blæksprutter er syrede, imponerende væsener – klogere end det meste af havet, kan have fere farver end der er ord for og har fere arme end mig.
• Jeg bliver nok aldrig en blæksprutte, uanset hvor mange arme og farver jeg tager på.
Fisk er stærke socialt – de kan have venner i tusindvis, de beskytter hinanden, lever mere symbiotisk med andre end jeg kan.
• Uanset hvor meget jeg gerne ville være med i hulen, er jeg ikke en fsk
Hajer er målrettede – de kan lugte blod, vide hvornår de skal slå til, er resolutte, når det gælder og fortryder intet, aldrig, gør ikke noget arbejde halvt.
• Jeg har for svært ved at vælge til at være en koldblodet killer.
Ville nok gå sulten i seng. Men jeg er heller ikke enspænder. Jeg føler mig ikke som en haj til noget som helst.
Vandmænd, til gengæld, fyder bare afsted – nogle gange i grupper, nogle gange for sig selv. De er jovist underlagt havets store strømme, men kan i roligt vand ændre retning.
• Måske vil jeg gerne være en vandmand. En vandmand, der svømmer uden helt at vide hvorhen, men fnt tilfreds med både høje bølgeskvulp og regnvejrsdage. Jeg vil gerne blive klogere på dem, og mig selv – ikke ved at svømme søgende ud i det blå, men tillade mig selv at blive ledt af strømmen. Og have en
Skorpefri
Af Iben Dresler-Ziersen, Kunsthistorie
Far Rock fyder gennem rummet. Der dufter af kardemomme. Vasketøjet i IKEA-posen er rent. Hun står over vasken. Spiser brødets skorpe fra bagepapiret. Det nøgne brød står ved siden af. På tørrestativet hænger fre trøjer. Det har ikke været en hvid vask. Det er den eneste farve som ikke er repræsenteret på stativet eller i IKEA-posen. Hun har en hvid t-shirt på. Bare ben. Boxershorts. Vasken er tom, bortset fra nogle sporadiske brødkrummer.
Hun trækker et stykke bagepapir ud af munden. Smider resterne af skorpepapiret ud. Der er ingen som er døde af at spise lidt bagepapir. Men måske hun ikke skal spise hele arket. Det nøgne brød venter på at blive skåret. Det frustrerer hende ikke, at brødet ikke ville have skorpen med af papiret. Hun griner af sig selv. Ser sig selv udefra. Det må se morsomt ud, den måde hun står bøjet over vasken på. Hun skal vænne sig til, at der ikke kommer nogen og opdager hende. Vænne sig til at være helt alene. Hun kan godt lide at bo alene. Men det er tider som dette, hvor hun virkelig mærker, at hun er alene.
Hun venter med at pakke brødet ind. Det skal lige køle af. I stedet går hun over for at hænge det resterende vasketøj op. Hun hader at have vasketøj hængende. Hele den lille lejlighed bliver fugtig. Hun åbner vinduet på klem i håb om, at det kan rense luften. Finder et par bukser. De bløde stribede, hun tørrede i tørretumbleren sammen med håndklæderne. En gammel sweater, hun ikke vil ses i, i ofentligheden. Men som hun holder kært. Den dufter ikke længere af hjem. Men den føles stadig som hjem, og det er nok. Den fremmede luft fra det åbne vindue er kold. Foråret er
ikke helt kommet endnu.
Hun skuler til computeren, efter at have hængt alt tøjet op. Hun skal læse 80 sider til mandag. De kan ikke vente længere. Men først en skive brød. Skorpen var ikke nok til at fylde hende. Det var papiret heller ikke. Hun skærer forsigtigt af det lune brød. Finder smør og det sidste stykke pålægschokolade. Knækker det i to. Så er der også til senere. Hun tænder for elkedlen og fnder en kop frem. Den med små snirkler hun har fået af hendes veninde. – Hun næsten stjal den. Efter at have snakket om, hvor fot den var. Hvordan hun også ville have en sådan kop, så den kunne minde hende om veninden. Gav hendes veninde den som frafyttergave. – Dampen fra kedlen snor sig i dens møde med luften. Hun stirrer ind i de gennemsigtige dampe. Overvejer hvordan det må være at være damp. Damp har ikke et hjem. Damp er bare. Bring Me To Life, Evanescence bringer hende ud af trancen. Hælder instant kafe op i koppen. Havremælk. Vand. Hun savner duften af friskkværnet kafe i hendes mors køkken. Den rigtige duft af kafe. Ikke den lidt klistrede duft som Nescafé har. Savner at snakke om alt og intet mens hendes mor laver kafe. At skære brød der stadig har sin skorpe. At fytte reklamerne fra bordet, så de kan sidde der. Lade som om dagen ikke går mens de snakker. Det er ikke fordi, de dage ikke kommer igen. I de lange ferier kan hun tage hjem. Lege hjemmeboende barn igen. Men det er viden om, at hun ikke længere er hjemmeboende. Eller barn. Hun er udeboende ung. Voksen. Ungvoksen. Voksenung.
I aften vil hun lave pasta og spise det, direkte fra gryden.
Udfugt
Jeg kan så godt lide at gå ned til stranden. Når jeg først mærker den hårdføre vind i mit ansigt og ser havet foran mig, bemærker jeg altid, at der også kommer en tid efter. Det hele går over igen, og der er mindst ti stemmer, som synger i kor, når det salte vand omfavner min fodsål.
Et dyr
Himlen er klar.
Jorden er bar.
En kø af mennesker langs elmaster. Begge rækker fortsætter så langt øjet kan se i begge retninger, hvorefter de smelter sammen med himlen og jorden. Mennesket foran mig tager et enkelt skridt fremad, og jeg følger hurtigt efter. Derefter følger den bagved hurtigt i hælene på mig. En krage lander på kablet skråt over os. Blikket fanger mit. Sorte, blanke øjne ser igennem mine, og jeg stirrer forundret tilbage. Efter at have betragtet mig, basker den sig op i luften og fyver væk.
Livets svære overgange
Af Nina Johannson, Litteraturhistorie
Hvad skal der ske med mig efter uni? Det tør jeg ikke tænke på. Det gør mig helt nervøs, når jeg tænker på det, og egentlig ked af det, for så er tiden pludselig gået. Har jeg så nået alt det jeg skulle?
Jeg har altid haft det svært ved overgange. Jeg har det faktisk virkelig svært med overgange. Sådan har jeg haft det, lige siden jeg var barn. Jeg har fået at vide af mine forældre, at jeg har haft svært ved at sove, hvis der skulle ske nogle nye overgange i skolen. Her i mit ungdoms-snart-voksendoms-liv har overgangene ikke været, at skulle omstille sig til nye omgivelser, men nærmere de mennesker i min omgangskreds der pludselig ændrede retning, eller at vi skulle hver vores vej.
Jo, jeg har da kunne mærke, at jeg er blevet ramt af de samme følelser, når jeg har skulle have en ny underviser, eller når mit fag skulle omhandle nye ting. Jeg synes, at jeg efterhånden læner mig mere i en retning, hvor jeg også synes at ændringer er spændende. Jeg tror det kommer sig af, at jeg i mit sabbatår skulle lave nye ting alene, hvor det gjaldt om at kunne indfnde sig med at møde nye mennesker, som senere forsvandt. Det er jo egentlig et af vilkårene, når man skal lære nye steder og mennesker at kende, at det starter som noget ukendt, som efterhånden bliver til vante vaner og rutiner. Jeg ved efterhånden, at de venner eller familie jeg har ikke lige forsvinder, selvom distancen bare er blevet lidt længere imellem os. Nu er der heldigvis mulighed for at kontakte folk via Facebook eller Instagram eller sågar Snapchat, der popper op på skærmen, hvis man lige mangler et venligt genkendeligt ansigt. Vi har aldrig været så tætte, selvom vi er så langt væk fra hinanden, ved bare et enkelt klik.
Det er sjovt, at hver gang jeg kommer til at savne folk i min omgangskreds, om det så er venner eller familie, kigger jeg på billeder og videoer af dem. Det er nok en måde at holde fast i den tæthed, vi ikke har lige nu, men forbinder os, for så mindes jeg om det jeg savner ved dem.
Når jeg tager hjem til min familie og venner, kan jeg mærke overgangene fra mit hjem i Århus til mit barndomshjem, og hvor meget jeg egentlig er to forskellige personer. Jeg er den studerende i Århus som shiner og er selvstændig og laver mange projekter, men derhjemme er jeg ikke den person. Her vender jeg tilbage til personen, som jeg egentlig prøvede at vokse fra. Det er nok egentlig forklaringen på overgangen fra barn til voksen i denne oplevelse. Den faste og trygge ramme man havde da man var barn, som man læner sig ind i, når man kommer hjem og maden er serveret. Man kender lugtene og lydene, og glemmer hvor hårdt det var at sige farvel til det efter et par dage. Men i løbet af noget tid kommer man til at tænke, og længes, efter egne rutiner og glæder ved at komme tilbage igen til det nye kendte.
Det er to verdener, der smelter sammen i hovedet på en. Det er som om, at jeg tænker på dem, når jeg er her, savner dem, når jeg er væk igen - og omvendt. Jeg tror det spiller ind i, at jeg nok tager sorgerne lidt på forskud ved tanken om ikke at miste det, jeg allerede har (Det er nok efterhånden blevet et lidt gennemgående tema i de ting jeg skriver). Når jeg skal tilbage til Århus, kommer jeg til at savne det familiære og ønsker, at de var lidt tættere på end bare en 4-timers togtur.
Jeg husker nu, at jeg havde de samme tanker, da jeg skulle tilbage til min efterskole efter et hjemmebesøg, og ikke mindst da jeg stoppede på efterskolen. Den samme sætning kommer igen; ´hvad skal der nu ske med mig´. Så det kommer nok aldrig til at falde mig naturligt. Det tror jeg ikke, men måske er det også meget normalt, at det føles sådan?
Jeg har det nok lidt ligesom Billy Joel (som jeg sidder og hører imens jeg skriver), der i sine sange længes efter noget nyt eller noget, der har været. Der er en dejlig genkendelighed, når en sangtekst indkapsler, hvad man ikke selv kan sætte ord på. En fortæller, der skal forlige sig med, at tingene har ændret sig, men at det nok skal gå. Han synger om savnet til mennesker, kærligheden til New York og ikke mindst livet som ung, og skulle fnde sit ståsted i tilværelsen.
Ligesom alle os i vores 20’ere, eller blot os der tager en uddannelse, ved ikke hvad der kommer til at ske med os. Det er spændende og skræmmende ikke at vide, hvad der skal blive af os, når vi går videre til noget nyt. Måske er det bare et spørgsmål om, at lære at hvile i livets overgange.
Jeg håber ikke, at jeg er den eneste der har det sådan, for jeg tænker da, at alle til en vis grad har det sådan - selv om nogle er bedre til at skjule det.
Jeg kan stadig blive ramt af en følelse af frustration, tristhed og vrede, når ting ændrer sig, eller når noget afsluttes. Det er nok et tegn på, at jeg har haft en overgang i mit liv, hvor jeg har skulle tage stilling til en ny tilværelse. Det kan være, at jeg skal læse dette skriv, når jeg føler mig fortabt i de samme følelser, for jeg ved, at jeg har prøvet det før. Jeg vil, som de andre gange, komme igennem de svære tider, og vide at jeg godt kan, selvom det kræver en overgang til noget nyt.
Når jeg savner dig kigger jeg på videoer og billeder af dig
Måske er det bare en melankolsk krop
Hvis jeg siger det til dig i mine tanker virker det (måske) mere virkeligt
Men det kommer ikke til at ske
For det fndes ikke
Ligemeget hvor mange gange jeg prøver at skabe scenarier oppe i mit hoved
Så fndes det ikke
Min idé om dig fndes ikke
Du fndes ikke
Mit hjerte banker
Jeg tror jeg elsker dig
Men du ser mig ikke
Verden er ikke lavet til os der går langsomt
Verden kører for hurtigt fremad
Du er så sød når du bliver fuld
Dine matte øjne og det beduggede smil
Jeg er glad for du ser mig i mængden og vil danse
Frem og Tilbage
Af Agnes Kleberg, Æstetik og kultur
Pakke op pakke ned pakke ud
En uge med far venter forud
Pakke hen pakke frem pakke væk
Nogle fugle forbliver på træk
Far har de lige uger og mor de andre
Sikke et liv en skilsmisse forandrer
En syv-syv ordning det’ til at forstå
Dog et liv de feste gern’ vil undgå
Er ens forældre så saglige som mine
Så er det kun fytningen der’ en hovedpine
Jeg veksler mellem huse og hjem
Men mit liv er egentlig meget bekvemt
Jeg pakkede ikke bedre med årenes gang
Taskerne hobede sig stadig op i vores opgang
Men nu bor jeg selv og kan ikke klage
Åh ja, dengang gik det frem og tilbage
overgangovergangovergang
Af Agnes Kleberg, Æstetik og Kultur
Noget om mit barndomshjem
Af Noa Sofe Jensen,
Litteraturvidenskab
Min far er tømrer.
I mit barndomshjem er han i gang med at putte ny fuge i garagens murstensvæg. Processen er simpel. Med fugefræseren kradser han den porøse mørtel ud. En lodret bevægelse nedefra og op.
Nedefra og op.
Det er en larmende proces og larmen bliver stille indtil han stopper og vi husker den igen og myggene på mit soveværelse larmer og i larmen er der ingen plads men så; de nætter du ikke kunne sove og du vendte og drejede dig og nev mig i ryggen for at jeg skulle vågne og vi gik ud på vejen og der var så stille, så stille og vi kunne høre en knitren fra elmasterne langs grusstien og insekterne summe omkring os.
I natten fndes en sprække for omsorg.
Med haveslangen skyller min far murstensvæggen rent for puds. Der løber en stråle af gråt vand fra væggen ned på gruset ned på fortovet ned langs vejen ned i kloakken. Jeg ved ikke hvad der sker herfra. Hvad er det der sker?
Jeg slog seksogtyve masker op til et tørklæde og overrakte dig arbejdet.
Der er noget med garn sagde du, det langsomme og det bløde, der må være en større mening at fnde i det sagde du. Dine fngre blev røde af at du holdt så stramt fast i pindene og dine læber spidsede til hver gang du nåede til vrangmaskerne. Jeg forstod aldrig helt hvad du mente.
Med fugeskeen påfører min far ny mørtel, han går efter de lodrette studsfuger først. Glatter dem ud, banker resterne ned i bøtten igen, så de vandrette. Han siger at det er omsorgsfuldt at tillade kroppen at arbejde i simple overgange; at bukke sig ned, samle noget op og påføre det.
Nedefra og op.
Jeg gjorde klar til et brød, opløste gær i vand, olivenolie, salt, vendte mel i. Du var så opslugt af de små bobler ved hævningen og at strække og folde. Jeg kaldte dig for smukke og du kaldte mig for søde og vi troede at vi brød kønsnormer ved at du var den smukke og jeg var den søde og vi grinte lidt af det og spiste brødet med smør og honning og jeg tænkte det var en sprække, måske var det også det, måske har jeg bare glemt det, måske er jeg blevet klogere, det kan vel være lige meget.
Det kan vel være lige meget.
Min far er tømrer.
Hans murstensvæg er blevet fot og stabil. Han lader hænderne glide henover den, banker lidt på den og smiler. Han siger han sover godt efter sådan en dag. Han siger det er det samme som at løbe en tur eller at ae en kat, han siger at kroppen får ro.
Vi gik ture i skoven omkring huset. Hen til de gode svampespots, hen til fuglereden for at kigge og putte vores fngre ind i en barksprække. Jeg tænker tit på dig, når jeg står stille, det korte øjeblik inden døren til en bus åbner og jeg bare står og venter.
de døde synger ikke
Af Isabell Holm Christensen,
Litteraturhistorie
de døde synger ikke
(kapellet er mørkt. ingen nåde her. kun krop)
det er vigtigt at bære rødt når mørket falder på rødt, som det kød jeg sluger rødt, som mit månedlige blod, der ikke beder om tilgivelse, som en god pige
dette holdt op med at være et Guds hus for længe siden, lille pige
Gud forlod dette sted men vi er her stadig
så hvad ved du om straf, pige? tror du, du kan gøre mod mig hvad der ikke allerede er gjort
igen igen igen — de kaldte det tugt de kaldte det renselse de kaldte det kærlighed jeg kalder det for vold de tog de pressede de åbnede mig som jord — ‘men jorden husker’ er præcis hvad de havde glemt
jeg er ustrafelig — ikke fordi jeg er ren men fordi jeg allerede har brændt — og kom ud af det levende
oferengel og beskidt luder og sulten krop og vred mund
jeg bar deres hænder i mit kød jeg bar deres ord i min hals jeg bar deres Gud i min tavshed
og nu står jeg i mørket som vidne som krop der nægter som stemme der vender tilbage
de døde synger ikke men jeg gør —
en hyldest/et skriftemål
Af Isabell Holm Christensen,
Litteraturhistorie
kapellet er halvmørkt, vokslysene brænder lavt. luften bærer en svag duft af røg, støv og noget levet
mine hænder bærer blæk
mine læber bærer ord, som jeg ikke altid har kunnet sige
jeg træder frem — ikke som den jeg var — men som den der blev tilbage
der var en tid, hvor sproget forlod mig — gispende, på knæ dagene der lå tungt som døgnfuer jeg bar mine tanker som sten i munden
jeg talte ikke — jeg bar stilheden i lungerne og jeg tænkte: når jeg en dag lærer, at trække vejret, så vil jeg kunne tale
så jeg satte mig ved papiret, som ved alteret
så på mig selv se på mig selv igen
jeg skriver nu, som man trækker vejret efter vand
fader hør mig — se på mig som krop, ikke som stemme — det er nemmere at forholde sig til objektet — i mørke — der hvor ordet fødes
moderkage, ikke lys, ikke frelse, en glød i kødet — og jeg mærkede: noget ældre end mig selv, der trak vejret i mig — noget uden navn
så jeg talte, ikke højt, men sandt
og jorden svarede ikke
og himlen svarede ikke men åndedrættet fortsatte
og jeg vil blive ved med at skrive her —
i mørke, i jord, i ånde
for jeg er støv der taler kød der husker et skjult træ af årer
må jeg skrive som kroppen føder —
i mørke, i smerte, i åbning
kapellet er varmt
jeg knæler, hvor jeg engang blev båret
må mørke nære uden at kvæle
lad det være et sted der slipper og trækker vejret igen
og i dette fælles mørke føles ikke tomhed men rum amen.
Flugten fra kassehjemmet
Af Emilie J. Nielsen, Lingvistik
Når verden griber om min hals, griber jeg ud efter vandet. Der er ikke langt til stranden herfra, og det er alligevel en hel anden verden. Jeg bor i mit lille kassehjem i en bygning med hundrede andre kassehjem, der huser mennesker, jeg ikke kender. Udenfor vores kassehjemsbygning er der fere andre kassehjemsbygninger; høje, så man næsten ikke kan se himlen; høje, så jeg ikke kan se solopgangen, og jeg kun kan se solnedgangen som en refeksion i mine genboers vinduer.
Udenfor er der også et fortov, og fortsætter du hen ad det, kommer du til et stort kryds. Dette er et såkaldt tonsekryds; der er rødt for fodgængere i urimelig lang tid, og grønt i så kort tid, at man er nødt til at tonse afsted for ikke at blive fanget på øen i midten. Men når du er ovre på den anden side, er der næsten ikke fere høje kassehjemsbygninger, men til gengæld en masse villaveje. Jeg kender heller ikke nogen, der bor her.
Fortsæt lige ud og lige ud igen i rundkørslen. Fortovet fortsætter ned af en bakke, men tager du fodgængerfeltet og drejer til venstre, kommer du ind til et lille græs- og skovområde. Det tager længere tid at gå her, end det gør at følge fortovet, og der er en stor træfgur af en mand, der altid forskrækker mig, men det er alligevel altid denne rute, jeg foretrækker. Der er frugttræer, bænke, en stor græsplæne, og et lille, tættere begroet areal med træer, der huser en masse stier og en lille hytte. Det er som om, at så snart jeg kommer hertil, til denne lillebitte bid af natur, begynder verdens greb om min hals allerede at løsne sig. Jeg kan se havet herfra; både, der sejler over bølgerne, med en mere og mere gylden himmel som baggrund. I stedet for at være bange, er jeg nysgerrig her; undersøger de æbler, der hænger på grenene og prikker til dem, der ligger og rådner i græsset.
Finder et træ, som er hult, og føler en overvældende fristelse til at stikke min arm derind, men ender bare med at lyse med en lommelygte og stille mig på tæer, så jeg kan kigge ind; der er helt tomt. Skimter noget mærkeligt på en stor sten, og går tæt nok på til at konkludere, at det er et par efterladte børnesko. Træder ind i skovområdet og ånder ind for at se, om jeg kan spore den overvældende lugt af ramsløg, der hærger området i maj, men som slet ikke er til at fnde nu. Tager billeder af svampe i skovbunden, så jeg kan google om de er giftige, når jeg kommer hjem. Det føles helt som om, jeg leger igen. På den anden side af græsområdet kommer fortovet tilbage, og jeg krydser endnu en vej, men det er ikke et tonsekryds, for det er ikke engang et kryds. Fortovet drejer, og her kommer der et letbanespor med bomme, som man skal krydse for at komme ind i strandparken. Bommene er åbne, som arme i vejret der hujer på min ankomst, som krydser jeg en målstreg. Der er mærker i græsset, der vidner om mange menneskers skridt i samme retning. Bølgerne bruser, så jeg ikke kan høre vejen bag mig. Kigger du til højre, kan du se Aarhus havn i det fjerne; industrielt, støjende og beskidt. Kigger du til venstre, kan du se hvordan stranden fortsætter, går fra sten til sand. Jeg vælger at gå til venstre. Det gør jeg hver gang. Der er ekstremt højvandet i aften. En række af store sten, der normalt agerer gærde, er nu blevet til sti, og jeg balancerer over dem iført loafers og en lang nederdel, en termokop med te i den ene hånd og min mobil i den anden. Jeg glider, men fnder balancen igen, en sten rokker og bevæger sig under min fod, men der sker ikke noget, og jeg fortsætter. Ved stengærdets ende starter sandstranden. Jeg er der næsten, da en kvinde dukker op og tydeligvis skal i den retning, jeg kommer fra. Hun ser overrasket ud, både over at se mig komme traskende i en form for uelegant parkour, og over at vandet er så tæt på, at hun er nødt til at gøre det samme. Jeg griner til hende; et øjeblik hvor to mennesker begge gør noget lidt fjollet, men hvor vi gør det desto mindre; lidt farligt, glat, koldt, hvorfor er du på stranden en aften i september? Hun går forbi mig, og jeg lander på det bløde sand.
Her står en bænk, som jeg sad på med en veninde i sommers og drak kaffe, og nu sætter jeg mig alene i efteråret og drikker te. En dame iført lange bukser, dunjakke og klipklapper går forbi mig med et æble i hånden. Hun smiler til mig og tager første bid af æblet, som den første fod rammer sandet. Der er så højvandet, at nogle af strandens badebroer næsten er helt væk. I foråret gik jeg en tur ude i vandet, hvor der var så lavvandet, at jeg kunne gå forbi de ender af badebroerne, der stikker ud i vandet. Nu kan man ikke nå de ender, der stikker ind mod landet, uden at få våde fødder.
Ved bænken står et par efterladte voksensko, og jeg følger deres eksempel. Ikke ved at efterlade mine sko, men ved at tage dem af. Jeg smider også mine strømper, nu jeg er i gang. Vandet er meget koldt, og det er forfriskende. Luften er klar som aldrig før, helt automatisk ånder jeg så dybt ind, som jeg kan, jeg mærker hvor levende alt er; hører skræppende fugle, lugter saltvandet, føler bølgerne lege imellem mine ben, og hvordan sandet forsvinder under mine fødder. Hvis jeg døde, lige her og nu i dette øjeblik, så ville det faktisk være helt okay. Et eller andet hurtigt, så dette er de sidste sensationer, jeg har. Det ville være en levende form for død.
Jeg går langs vandkanten på vandets side og efterlader fodspor i sandet, som bølgerne visker ud. Tilbage imod stengærdet med synet vendt mod havnen. Tilbage til stenstranden. Som mine fødder forlader stenene, vinker og smiler jeg til vandet. Den kolde vind blæser direkte igennem min striksweater, kanten af min nederdel er blevet våd og gør ondt, når den slår imod mine ben, jeg kan ikke mærke mine tæer efter deres tur i september havet, der er intet lys hernede og næsten for mørkt til, at jeg kan se de sidste mennesker på stranden og den eneste tanke der fylder mit sind er; hvorfor er jeg ikke her hele tiden?
Letbanens bomme er lukkede, da jeg skal krydse sporet, som arme over kors. De åbner for mig, efter vognen er kørt forbi, og jeg går hjemad. Ved skovområdet kan jeg vælge at følge stien med lys eller den uden lys. Jeg vælger den mørke sti for spændingens skyld. Det viser sig at være lige meget; jeg er stadig så fri, at jeg glemmer at følge stien. Som mine ben fører mig hjemad, kommer jeg tilbage til verden; til de høje, frkantede kassehjemsbygninger, til biler, til til-salg og til-leje skilte, til lugten af affald fra containere. De andre mennesker, der går på fortovet, forskrækker mig med deres tilstedeværelse.
Den sidste nat
Af Emilie J. Nielsen, Lingvistik
Det er den sidste nat.
I morgen står solen op bag disse vinduer, og her vil aldrig blive mørkt igen.
Verden bliver efterladt, gennemstegt af solen, et evigt oplyst akvarie.
De visne, lidende planter vil endelig dø og blive til støv, og aldrig igen skal jeg træde på en tør blomst i disse gader.
Solen går ned over et nyt hav i morgen, og når først den er væk, kan regnen få lov til at vise sig.
Jeg vil ikke være bange for de nye vandpytter, jeg møder om morgenen, jeg vil ikke frygte våde sokker.
Et farvel er også en form for hilsen.
Sommerdag
Af Gustav Haarløv, Litteraturhistorie
Med et ryk sætter bussen i gang, lige idet jeg sætter mig ned på et blåligt mønstret sæde ud til midtergangen. Jeg er stadig lidt i tvivl om denne her idé. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige, når jeg ser hende, eller hvordan det kommer til at blive. Det var måske ikke så smart at lave en forhastet aftale om at ses i dag, men det bliver jeg jo næsten nødt til. Hvis ikke det skulle være i dag, må det blive efter jeg kommer hjem fra Mexico om en måneds tid, og der kan alt have ændret sig. Det er simpelthen for længe at vente lige nu. Vi har befundet os i gråzonen mellem venner og mere-end-venner i en evighed. Endelig er 9. klasse slut, og selvom det på mange måder er vemodigt, er det den perfekte mulighed for os to til at bryde fri og få lidt plads at bevæge os på. Den perfekte mulighed for at se, om vi fnder hinanden. Det håber jeg, at vi gør, men måske er det også fnt hvis ikke. Vi skal alligevel gå på forskellige gymnasier og møde nye mennesker, så det er ikke sikkert at vi overhovedet ville kunne ses så ofte. Jeg ved ikke noget med sikkerhed lige nu.
Jeg får øje på hende ud ad vinduet, lidt inden vi holder ind på busstoppestedet. Hun ser meget sommerlig ud; denim-nederdel og hvid T-shirt. Hendes løse mørkebrune hår blæser blødt ind over hendes ansigt, hvor det møder to øjne af den samme dybe farve. Da jeg stiger ud af bussen, kan jeg hurtigt mærke solens stråler varme min hud. Jeg smiler da vores øjne mødes. Hun smiler igen. Jeg giver hende et kram, hvorefter fere overfadiske høfigheder bliver udvekslet, imens vi begynder at gå ned langs fortovet. Forstadsgaderne er helt tomme. Varme og vindstille, det er næsten som om tiden selv står stille i dag. Der er ikke en sjæl i sigte, ikke engang da vi passerer Meny, hvor der ellers plejer at være pensionister på vej ind og ud her omkring middagstid. Kun nogle få ænder og ællinger giver lyd fra sig nede
i dammen. Ænderne, og så vores to stemmer, der i en dans bevæger sig rundt om hinanden, rundt om luften imellem os.
Vi beslutter os for at gå tværs over den grønne og gule rapsmark på en lille grussti, der skærer igennem. Tankerne kører rundt. Da jeg kom her, var det for at fnde ud af, om jeg elsker hende eller ej. Hvis der ikke er nogle store følelser, der giver sig til kende, er det okay, så er jeg bare blevet klogere. Det er i hvert fald det jeg fortæller mig selv. De lange græsstrå langs stien pufer blidt hinanden frem og tilbage, ofre for en legende brise. Fuglenes kvidren og vores talestrøm veksler stille ind og ud af min bevidsthed, imens jeg blot nyder de idylliske omgivelser. Nyder hende. Hun ser så sød ud i dag, ligesom hun plejer. Jeg rødmer lidt, da vores øjne mødes, håber ikke at hun lagde mærke til det. Vi når frem til en gammel træbænk på kanten af marken og sætter os. ”Er du spændt på at starte i gymnasiet?” spørger hun. Jeg tøver et lille sekund for længe. ”Ja, jeg tror det bliver mega fedt” svarer jeg. ”Hvad med dig?”. Hun glæder sig også, og virker slet ikke bekymret. Lidt efter lidt smitter hendes bekymringsløshed af på mig. Tumulten lægger sig, sommerfuglene forsvinder og samtalen kører derudad med den sædvanlige indforståede jargon. En solsort kommer hoppende mod os lidt nede fra stien, inspicerer os, og fyver væk med et chok, da vi begge to bryder ud i latter over en gammel joke, der vender tilbage til overfaden – dengang hun i frokostpausen snublede på vej op til vores klasselærer Ibens bord, og spildte sine pastarester ud over hendes MacBook. Resten af skoleåret italesatte Iben det mindst en gang om ugen, mindede med et glimt i øjet hele klassen om, at de bare kunne komme op til hende i et stille tempo, hvis de ville tale om noget, for hun løb ingen vegne.
Det var i 8. klasse. Det føles som længe siden, ja, det er det vel også. Nu kan jeg mærke det defnitivt; vi er to gode venner, sådan er det, og sådan skal det være. Jeg vidste allerede før jeg kom, at det var en mulighed, og det føles helt rigtigt nu. Vi behøver ikke at kaste os ud i nogle uvisheder.
Sikke en lettelse.
Solen står stadig højt på himlen, da vi beslutter os for at vandre ned mod busstoppestedet igen. Busserne går hvert kvarter, så vi behøver kun at vente et par minutter før der holder én. Vi tager afsked med et tæt kram, og hun siger, at jeg må have det godt og passe på mig selv i Mexico. Jeg siger, at jeg håber hun får en solrig sommer herhjemme. Det er med ro i maven, at jeg stiger ombord på den helt tomme bus og sætter mig ved en vinduesplads ud mod busstoppestedet. Motorens sagte brummen får hele min krop til at vibrere en lille smule, da jeg sidder der. Jeg vender mig mod vinduet og kan se, at hun står der endnu og vinker til mig, da bussens dør lukker i. Jeg vinker tilbage, og så går hun. Da jeg vender mig fremad i sædet igen, er der noget, der bevæger sig i mig.
Med et ryk sætter bussen i gang, efterfulgt af et splitsekund, der føles som en time. Rykket er som en hård lussing, et chok der breder sig i hele kroppen. Hvad har jeg gang i? Jeg elsker hende jo. Jeg har hele tiden elsket hende. Men nu er det for sent. Bussen kører.
Class of 99’ 10 af de bedste flm og album fra 1999
Af Christian Holm & Daniel Nightingale, Æstetik og Kultur
Nioghalvfems blev året hvor the millennium bug stod for døren, hvilket skabte den reelle frygt for, at fyene ville falde fra himlen og verdensøkonomien ville falde sammen. Samtidigt var det et år præget af Tony Soprano, Bill Clinton, Napster, Eminem og South Park. 99 markerede det sidste årti uden smart- phonen og sociale medier, der har skabt fremmedgørelse såvel som forbindelse. Cyberspace var relativt uudforsket, men måske var vi i virkeligheden alle styret af det som i The Matrix, og måske begyndte forbrugerkulturen at hænge ud af halsen på én som i Fight Club. Måske dagdrømte man om at blive den næste Britney Spears eller at fnde kærligheden i Londons Hugh Grant, eller måske brugte man sin
tid på at skælde ud på George Lucas på Star Wars message- boards. Årtusindeskiftet er en overgangsperiode, der på samme tid føles nær og fjern, og måske 1999 er overgangsåret over dem alle i nyere tid. Det var i hvert fald et usandsynligt godt flm- og musik-år.
Derfor, har vi lavet denne lækre listicle med 10 af de bedste flm og album fra året, hvor vi både har klassikere og mere skjulte perler med – alle indslag har det til fælles, at de er tidløse, men samtidig indkapsler den tid, de er udgivet i. Vi har udvalgt fem flm og album hver, og der bør være noget til hver smag, og ellers kan man vove at udvide sin smagshorisont. Det er jo også passende, at det lige er VISIR nr. 99, vi har lavet den til.
10 af de bedste album fra 1999
BUILT TO SPILL -
KEEP IT LIKE A SECRET
Med en lys vokal, der leder tankerne på Neil Young, skråler Doug Martsch om usikkerheder og nostalgi. Med pladen fås inkarneret indierock med alt dets angsty tekster og catchy guitar.
Martsch startede som guitarist i bandet Treepeople, hvis minimale oeuvre bærer tydeligt præg af Martschs kærlighed til The Smiths. Det skulle tage Built to Spill fre LP’er før de med Keep It Like a Secret opnåede kritisk anerkendelse, og pladen er bestemt anerkendelsesværdig. ‘Carry the Zero’ er en indie-slasker, der forener skarp sangskrivning med skønt akkord-høvleri, og er gruppens langt mest kendte, uden at blive en ‘Radiohead Creep’ for dem.
Allerede fra albummets begyndelse ledes vi på ‘The Plan’ ind i det ængstelige støjunivers, der udvides
med grædende guitarer på ‘Center of the Universe’.
Det er klart at høre indfydelsen fra Dinosaur Jr., der fk deres gennemslagskraft på den alternative rockscene i det forløbne årti. En mindre poleret inspirationskilde er Modest Mouse, der med The Lonesome Crowded West gav os en blandet pose bolcher af indie-goodness, og senere indlemmede idol og The Smith-guitarist Johnny Marr i lineuppet. Den fælles indfydelse med Pavement er dog klar. Terror Twilight fra samme år har meget af den samme balancerede produktion på guitaren med en fremtrædende vokal — dog i en mere slacker-rocket indpakning.
Mod slutningen af Keep It Like a Secret, får vi på nummeret ‘Else’ lov at høre et mere tilbagelænet indie-nummer, hvis eksistentialistiske tekster rammes ind af en stram basgang. Built to Spill har med pladen her skabt en indie-klassiker, der har inspireret nordwest-bands som The Shins og Car Seat Headrest.
THE CHEMICAL BROTHERSSURRENDER
På denne genreblandende plade møder den britiske alternative- og housescene samtidens fremadstormende techno.
‘Music:Response’ indleder os i duoens verden, der, ifølge dem, giver ”what you need”.
Dette er bl.a. valget af New Orders
Bernard Sumner på vokalen i ‘Out Of Control’, et valg, der lovpriser den britiske dansescene. Den tætte samarbejdspartner Bobby Gillespie fra Primal Scream er med på backingvokaler, hvis indfydelse særligt høres i den hyppige brug af samples og insisterende rytmer.
På ‘Let Forever Be’, indhylles Noel Gallaghers ikoniske vokal i reverse-reverb, og Madchester-klange.
På ‘Asleep From Day’ har Surrender følelserne uden på tøjet, anført af Mazzy Star-forsangeren Hope Sandoval, som akkompagneres af blidt klokkespil, strygere og e-piano, der skaber et opbrud i pladen, uden at virke malplaceret.
Rave-rytmer bringer nummeret til et klimaks, men da det virker ovre, synker vi ned i Sandovals indie-univers på ny, som gør nummeret helt perfekt på repeat. ‘Hey Boy Hey Girl’ er af god grund blevet et af duoens største numre. Det samplede vokal-hook er umuligt at glemme, og hvorfor ikke overgive sig, når der overbevisende råbes ”there we go”. Nummeret er det perfekte eksempel på genren Big Beat, en
løs genre kategoriseret af tunge breakbeats og synthesizer-melodier, som kunstnere The Prodigy og Groove Armada blandt andre er blevet beskrevet som værende en del af. Pladen slutter med ‘Dream On’, der gentager et simpelt vokalhook af Mercury Rev forsanger Jonathan Donahue.
Nummeret er noget mere akustisk end eksempelvis ‘Hey Boy…’, med en psykedelisk lyd der leder tankerne på The Flaming Lips. Fra start til slut, demonstrerer duoen på Surrender en spændvidde, der rækker ud over det traditionelt elektroniske.
TRAVIS - THE MAN WHO
På Travis’ andet album The Man Who gik de væk fra de bagudskuende grunge-guitarer på debutalbummet Good Feeling (1997), der sonisk trak tråde til Radioheads The Bends fra to år tidligere. Men netop som Radiohead tog afsked fra kærlighedssangene og omfavnede dommedagen, udpenslede Travis
på pladen her deres længsel med ørefængende tekster og melodiske guitarakkompagnementer. Med en lyd der læner sig langt op ad The Verves banebrydende Urban Hymns, viser skotske Travis, at de både kan lave sjælere som ‘Luv’ og skrålere som ‘Turn’. ‘Driftwood’ er en uhyggeligt relevant påmindelse om potentialet vi smider væk i dovenskab og doomscrolling, og er et af pladens stærkeste numre. Bandets indfydelse kan tydeligt høres på Coldplays debutplade Parachutes hvis akustiske lethed drager paralleller til ‘The Last Laugh Of The Laughter’ og pladens hjerteknuste tematikker. Den tragikomiske popslasker ‘Why Does It Always Rain On Me?’ er gået i historiebogen som et af bandets mest populære, der i 1999 fk regnen til at falde over den ellers skyfrie Glastonbury Festival.
FIONA APPLE - WHEN THE PAWN…
Tydeligt inspireret af ikoner som Billie Holiday og Joni Mitchell, udgav Fiona Apple i 1999 denne
skønne opfølger på hendes jazz/ alternative album Tidal fra 1996. I en videreudvikling af Mitchells længsel og følelse, skruer Apple på denne plade op for følelsernes vold, og udtrykker på numre som ‘The Way Things Are’ og ‘Paper Bag’ sin utilfredshed i dårlige forhold. Både stemnings- og lydmæssigt giver LP’en mange associationer til den undertrykkede vrede på den britiske samtidsmusiker PJ Harveys, Stories from the City, Stories from the Sea fra 2000, og et par år senere kan Apples indfydelse høres i en mere lavmælt udgave på Norah Jones’ jazzede singer-songwriter-musik. I nyere tid kan indfydelsen høres hos moderne Americana-artister som Angel Olsen, Cat Power, Aldous Harding, Lana Del Rey og Ethel Cain, i deres tematiske fokus på angst, dysterhed og køn. Mens When The Pawn… anerkendes som Apples hovedværk, er hendes seneste plade Fetch The Bolt Cutters fra 2020 et spændende værk, der eksempelvis på titelnummeret omfavner det talte ord i større grad, såvel som Apples gøende hund, der ses på det klippeklisterede albumcover. Generelt hersker der tydelige billeder i Apples tekst, eksempelvis beskriver hun længslen efter partneren øjne som ”With the focus I gave to my birthday candles I’ve wished on the lidded blue fames under your brow”, et univers, der drager tankerne på de poetiske tekstuniverser hos Joanna New-
som og Stina Nordenstamm. Fiona Apple viser os på When The Pawn… at når man lægger virkelige følelser i sit værk, vil det overleve i årtier.
FOUR TET - DIALOGUE
Markerer Kieran Hebdens første soloudgivelse som Four Tet, der startede sideløbende med hans involvering i det minimalistiske postrock band Fridge, som Hebden startede med sine nære skolekammerater. Selv om Dialogue hovedsageligt vil kunne klassifceres som et elektronisk album, bærer pladen tydelige præg af Four Tets jazzinspirationer, fra John Coltranes blæsere og Sun Ras atmosfære, til Steve Reichs meditative minimalisme. De bassede trommeslag på pladen trækker tråde til de tranceagtige kompositioner skabt af trommeslager Steve Reid, hvem Hebden senere har lavet pladen The Exchange Session Vol. 1 sammen med. Pladen bærer klart præg af fusionsjazzen der ligger forud, som blandes med den hurtigt avancerende computerteknologi. Et
eksempel er ‘The Butterfy Efect’, hvis samplede trommer er forhastede til en umenneskelig grad, noget samtids- kunstnerne Autechre og Aphex Twin især praktiserede i deres glitchy produktioner. Dialogue drager klare paralleller til lyden af Four Tets fæller fra det tidligere
Plastic People spillested i London, hvor særligt udvekslingen med den elektroniske avan- gardist, Floating Points, kan høres i musikkens genreblandende elektronika. Lytter man til Untrue af London-kunstner Burial, vil man høre bitcrushede beats, der tydeligt er kommet ud af denne elektroniske London-scene, og i nyere tid er periodens elektroniske blip-blop lyde presente i musik af Fred Again…, hvem Four Tet hyppigt samarbejder med, senest på albummet USB.
MOS DEF – BLACK ON BOTH SIDES
På introen ‘Fear Not Of Man’ fra det pragteksemplariske 90’er østkyst-hip-hop album Black on Both Sides, annoncerer Mos Def (som i
dag hedder Yasiin Bey): ’’21st century is comin’’. Et udråb, der ved første lytning kan afæses forskelligt: er han optimistisk eller varslende? Efter en gennemlytning af albummet åbenbarer fremtiden sig, noget han generelt mediterer over på albummet. På ‘UMI Says’, der bærer præg af Mos muslimske tro, håber Mos på større frihed for sorte mennesker i fremtiden. Sjælfuldt og upoleret crooner han over upbeat- jazzmusik uden at tabe fodfæste, selvom han ikke ligefrem har et register som Marvin Gaye. Brooklyn og Mathematics, viser Mos frem som den raptekniske schweizerkniv, han er, gennem versenes komplicerede rim og skiftende fows - egenskaber, som han havde optrænet i årevis som berygtet freestyler i undergrundscyphers i The Big Apple. Nummeret ‘Brooklyn’ tager musikken tilbage til gadeplan, hvor rapperen hylder sin hjemstavn i en stream of consciousness over tre forskellige beats. Stilistisk, er den gæve brooklynit af den gamle skole i hip-hop, hvor tekster og teknik er i højsædet, og hvor Billboard placeringer ikke er alfa-omega. Men hans gode øre for beats og hans særegne intoneringer af sin levering, resulterer dog ofte i numre med ørehængende kvaliteter (som Kendrick Lamar også er god til), selvom han hælder til at tilsidesætte konventionelle hit-skabende ingredienser. Tag bare ‘Ms. Fat Booty’ – et nummer, der ikke
rigtigt har et refræn, og hvis vers hænger sammen som én lang beretning. Her er det nummerets choppede Aretha Franklin sample og hans underholdende levering, der gør at den alligevel kan sidde fast i hovedet på én i dagevis. Hans ungdommelige charme på nummeret minder én om rimsmedens unge alder ved udgivelsen, som man helt kan glemme i al hans gammelklogskab og politiske bevidsthed – det giver god mening, at han blev set som den næste Nas.
AMERICAN FOOTBALL -
AMERICAN FOOTBALL
American Footballs selvtitulerede debutplade er en milepæl i de mange bølger af emo-rock, der er kommet i kølvandet på den. Længe før udtrykket emo blev ækvivalent med piercinger, eyeliner og Fall Out Boy, gik gruppen forrest i en bølge betegnet som midwest- emo. Ved pladens udgivelsen, var det ikke den succes, som bandet kunne have håbet på. Først år senere fk de en revival, som gav dem en udbredt anerkendelse som et skelsættende
pejlemærke - selvom de i undergrunden har sat sit præg på bands, hvor fere har sendt dem kærlige nik gennem bandnavne som Chinese Foot- ball og Modern Baseball. American Football gik melodisk til værks på deres første LP med komplicerede time- signatures, og minimalistiske tekster om hjertesorg, som på nummeret ’For Sure’, der kun består af fre linjer og skærer ind til benet i teksten. Åbneren
’Never Meant’ anses ofte som kronjuvelen på albummet. Fra sekundet nummeret starter, mødes man af en tryllebindende og svævende guitarrif. Det skal vise sig at være et stemningssættende anslag, der åbner op for en bittersød atmosfære, som lyder langt væk af forstadsfrustrationer og ungdomsængstelighed. Albummet er ret helstøbt og har ikke meget overskydende fedt på sin velsekvenserede trackliste, der runder en spilletid på blot 40 minutter.
PAVEMENT – TERROR TWILIGHT
De gakkede slacker-rock-konger fra forstads-Californien, Pavement, vendte tilbage i sommeren 1999 med deres femte og sidste LP, “Terror Twilight”. Pavement blev grundlagt af en håndfuld musik- nørdende univenner. Bandet spredte ringe i vandet i undergrundsscenen i Californien, hvor de skilte sig ud som et subversivt guitarband med en postironisk eksistentialisme. Fælles for deres udgivelser er, at de plukker inspiration fra forskellige hjørner af rockmusikken - Sonic Youth var et evigt fyrtårn for dem, mens forsanger Stephen Malkmus’ afslappede levering læner sig op ad Lou Reed på numre fra “Terror Twilight” som den luftige og bittersøde ’Major Leagues’. Gruppen er med tiden blevet banner- førere for en subgenre, der begyndte at fylde mere i musiklandskabet efter opblomstringen af bands som Built to Spill. De fk aldrig helt det store mainstream-gennembrud som andre samtidige upcoming amerikanske rock- grupper, men for fans med gatekeeping- tendenser, er det jo ikke en dårlig ting. Takket være TikTok, er de dog blevet et af mange musiknavne, der før er gået under radaren for mange, men som nu har nået nye stratosfærer af popularitet. Det er der også blevet kapitaliseret på med genforeningsturneer, og sidste års udgivelse af den biografske flm “Pavements”, der matcher bandets lege- syghed med dens eksperimenteren-
de vekselvirkning mellem at være dokumen- tarisk og fktiv. “Terror Twilight” var dog en svanesang, der stadig deler vandene, og som ikke nødvendigvis falder i god jord hos typer, der læser “Pitchfork”, som var det hellige skrifter. Onde tunger anklager det for at være for pop-appellerende, og tracklisten er da også indiskutabelt mættet med ørehængere, men deres evne til at skrive konceptuelle sange er ikke rustet, målt op mod forudgående udgivelser, og albummet ældes yndefuldt. ‘Spit On A Stranger’ slår tonen an som en basker, som man lige genhører, før man kaster sig over ‘Folk Jam’, og herfra kan man overgive sig til den solevarme melankoli, der stråler ud af albummet.
THE ROOTS – THINGS FALL APART
90’erne bliver af gode grunde ofte omtalt som det bedste årti i hiphop. Genrens kommercialisering var godt undervejs, mens andre så andet end dollartegn for sig i deres
visioner for musikkens potentiale, herunder hip-hop gruppen The Roots, som fgurerede et sted mellem det mainstream og undergrunden meget lig andre fæller fra Soulquarians kollektivet i slut-90’erne. Her var tale om et fydende line-up af sangere, rappere, producere og instrumentalister med ideologiske fællestræk, herunder en gennemsyrende afrocentrisme, hvor de gennem musik hyldede sort kulturarv med egne takes på r&b, soul, jazz og hip-hop. Genretræk sammensvejses harmonisk i udgivelser som The Roots’ “Things Fall Apart”. Produktion på pladen implementerer jazz-elementer via sample-troldmanden J. Dilla og gennem liveinstrumentation fra bandmedlemmer som den navnkundige trommeslager, Questlove. Det, at gruppen havde instrumentalister som førnævnte Quest og keyboardisten Scott Storch med i ensemblet, må man formode har gjort det mere tilgængeligt at pifte numre op med funkyness og jazzet groovyness. På numre som ’Ain’t Sayin’ Nothin’ New’ sammensmelter de to tilgange til produktion i en grad, der gør det besværligt at granske, hvad der er samplet, og hvad der ikke er. På mic’en spytter in-house MC’er som den gudsbenådede lyriker Black Thought og den undervurderede punchline- maskine Malik B skiftevis laviner af poetiske ordspil, som på den WuTang- agtige ’Step Into The Relm’.
Fornemmelsen af et kollektiv, hvor folk hopper ind og ud af studiesessioner, er mærkbar i de mange gæsteoptrædener fra Soulquarianskollegaer som Common, Mos Def og Erykah Badu, der får lov at fylde på albummet med deres særskilte kompetencer, der fugter med The Roots’ relativt fundamentalistiske tilgange til traditionelle sorte musikgenrer.
DEATH IN VEGAS - THE CONTINO SESSIONS
The Contino Sessions kan beskrives som en mosaik af lydtrends fra 90’erne, hvis rejser gennem genrer som trip-hop, industrial, britpop og electronica umiskendeligt fæstner det i sin tid, men det er et interessant jordfund fra denne periode. Death in Vegas var også et navn der dukkede op i efterdønningerne af navne som Massive Attack og My Bloody Valentine, hvis kant og psykadeliske lydbilleder emuleres på åbningnum- meret ’Dirge’, der er helt fri for tekster. Det
efterfølgende track ’Soul Auctioneer’, er et blandt få numre med tekst - som her næsten mumlende og skabet performes af Primal Scream’s Bobby Gillespie over et trip-hop groove, der eskalerer i et glitchende elektronisk klimaks. ’Death Threat’ samler op, hvor det forudgående nummer slap, med en stærkt forvrænget guitar tilsat i smeltediglen af lydindtryk. Nummeret kendetegner gruppens sans for lydhåndværk og evne til at kreere sangstrukturer med form og udvikling, hvor de små særheder i lydtæpperne accentueres ved det generelle fravær af vokalister. ’Lever Street’ ligger i midten af pladen som en mere afdæmpet overgang til pladens mere muntre side, der titter frem på ’Aladdin’s Story’, hvor man begynder at føle, at man nærmer sig enden på et cinematisk epos. Man kunne da også snildt have set for sig, at de i et andet liv på linje med Nine Inch Nails’ Trent Reznor og Atticus Ross kunne have lavet et succesfuldt karriereskifte som flmkomponister.
THE INSIDER (MICHAEL MANN)
Formidling og fordøjelse af samfunds- skandaler var fundamentalt anderledes i 90’erne. Dukkeførerne bag disse processer skildres med den dokumen- tariske sensibilitet og idiosynkratiske coolness, man forbinder med stilmesteren Michael Mann, i Mann’s flm The Insider. Ildsjælen Lowell Bergmann (Al Pacino) er en undersøgende journalist fra landets mest sete nyhedsprogram 60 Minutes, som får nys om whistlebloweren Jefrey Wigand (Russell Crowe), der hidtil har været ansat hos en af big tobaccos største konglomerater. Beslutningstagere i mediehuset CBS og fyrstelige masto- donter fra
tobaksindustrien undertrykker og isolerer Bergman i hans kamp om at få Wigands historie ud til de 60 millioner seere, der tuner ind til en ugentlig ajourføring om samfundsproblematikker. Bergmans kamp bliver derigennem ført i den frie presse- og medieetikkens navn. Som nutidig seer kigger man tilbage i en mere monokulturel tid, hvor der var en større tiltro til den fjerde statsmagt, men afgørende er det også, at flmen betoner fygtigheden i kontroverser i en højt medialiseret verden set fra en under- søgende journalists perspektiv. Når det gælder stjernerne på plakaten, var Crowe en fremspirende hovedrolleindehaver i ‘99 og oplagt som makker til Pacino i flmens kammerspil. Pacino var på dette tidspunkt i sin karrieres efterår. Her fk Mann det bedste arbejde ud af ham i dette kapitel af hans karriere ved at skrive ham karakterer, der påkalder og fremhæver hans læderagtige-ansigt, troværdige streetsmarts og magnetisme. The Insider kvalifcerer sig til at blive refereret til med clichéfrasen They don’t make ‘em like this anymore – ved at være en prestigiøs paranoia-thriller med en fortællestil, der, uden at skefodre seeren, nøjsomt opbygger karakterrelationer og frem- driver plottet.
AUDITION (TAKASHI MIIKE)
Setuppet i den makabre japanske flm Audition, er som taget fra en high-concept rom-com.
Enkemanden Aoyama bliver overbevist om, at han mangler en kvinde i sit liv. Derfor udnytter han sin rolle som producent i flm- og tv-branchen til at arrangere en audition, der, på overfaden, skal være til en flm, men som i virkeligheden kuraterer kandidater til at blive Aoyamas næste udkårne. Blandt kvinderne til castingen, skiller den unge Asami sig ud med personlig bagage og med karaktertræk, der falder i Aoyamas smag. Herfra svinger flmen ud i det surrealistiske, og kigger sig sidenhen ikke tilbage. Den bruger alle interaktioner mellem karakterer til at undersøge dyna-
mikker og magtpositioner mellem køn, hvor Asami fgurerer som en bøddel, der strafer mænd for deres selvtilfredsstillende motivationer. Instruktør Takashi Miikes flm er ret særegne med deres ofte grænsesøgende sleaziness - se bare flmen Dead or Alive, også fra 1999. Audition skiller sig ud i hans output, ved at have en transparent agenda om at opnå en universel kunstnerisk legitimiterbarhed. Den føles som et projekt om at introducere art- house-flmverdenen for J-horror bølgen. Men hvor Dead or Alive virker som en ide, der kom som følge af en coke-binge med dens hyper-klippende montager med glimt af nøgenhed, stofer og vold, fremstår Audition som en flm fra en mere sober kunstner, der, langt hen ad vejen, arbejder efter læresætningen ‘’less is more’’ med en mission om, at flmen langsomt skal krybe sig ind under huden på én. De kunstneriske ambitioner er øjensynlige i den tekniske gestaltning, hvor kameraføringen er dvælende og kontemplerende, og hvor farvesammen- sætningerne fører tankerne hen mod kritiker-darlingen Wong Kar-wais flm.
EYES WIDE SHUT (STANLEY KUBRICK)
Eyes Wide Shut skulle vise sig at blive det sidste indslag på flmguden Stanley Kubricks CV som instruktør. Den har siden sin præproduktion været myteomspundet, hvilket kan føres tilbage til mediehistorierne omkring produk- tionen af flmen – fra castingen af årtiets ultimative Hollywood-power-couple Tom Cruise og Nicole Kidman (og ikke mindst parallellerne mellem disses medlemskab i Scientology og flmens handling om en kult for samfundseliten), til de umenneskeligt mange takes af scener og brutalt lange optagelsesdage - for slet ikke at nævne Kubricks systematiske forsøg på at nedbryde sine skuespillere psykisk. En setkultur, der næppe var gået i 2026, men
som stemmer overens med instruktørens perfektions-søgende modus operandi. Der er, foruden Scientology-paralleller, latente meta-lag i flmen - ser man den i 2026, er det umuligt ikke at tænke på Epstein - og online conspiracy-typer er da også overbeviste, om at Kubricks død i virkeligheden var en likvidering som straf for at løfte sløret for magtmekanismer i hemmelige netværk for den øverste samfundselite. Men, hvis man henstiller sin sølvpapirshat, har flmen i sig selv en uovertrufen sans for at fortrylle én med dens urovækkende aura. Dens glødende billeder brænder sig fast på ens nethinde, og det konstant antydende plot bliver løbende krydret med øjeblikke, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Filmen følger den unge læge Bill Hartford, der får sneget foden ind i cirkler i det øverste samfundslag i New York. Seksualitet og monogami åbenbarer sig som centrale temaer i løbet af flmen gennem prøvelser i Hartfords ægteskab til Kidman’s karakter Alice, hvor de tos skuespil til tider virker bizart og subtilt satirisk, hvilket bidrager til flmens enigmatiske stil.
AMERICAN MOVIE (CHRIS SMITH)
American Movie er en perle af en dokumentar, som taler ind i samme DIY flmskaberånd, der prægede 90’erne og muliggjorde fremkomsten af indie- heltene Kevin Smith og Richard Linklater med deres lavtbudgetterede projekter Clerks og Slacker, der inspirerede aspirerende flmskabere verden over. Chris Smiths dokumentar zoomer ind på en lille fække i udkanten af Milwaukee, hvor Mark Borchardt har bopæl. Han drømmer om at lave det næste indie- gyserhit, men møder begrænsninger ved hvert skridt i forfølgelsen af sin drøm. Løbende bliver man præsenteret for Marks omgangskreds - et persongalleri af joviale originaler med tykke accenter og tør humor, der
foran kameraet er gode til at bevare et smil på læben på trods af de mange skavanker, som de hver især har at kæmpe med. Gennem en rå cinema-verité agtig stil, stifter man bekendtskab med tragiske skæbner, der dog inspirerer og smitter med deres livsmod og humor. Den laver en autentisk og jordnær skildring af et USA, hvor samfundet har tabt et helt område af mennesker på gulvet og reduceret deres amerikanske drømme til et smalt håb om at få gevinst på lottokuponer. Mark skiller sig ud i lokalsamfundet med sin skaberånd, passion og viljestyrke, og gennem ham, udarbejder flmen et argument for kraften i disse karaktertræk, selvom han også selv døjer med at falde ned i depressive huller, hvor han kaster håndklædet i ringen. Dokumentaren er på overfaden lille af skala, men sætter lys på store emner, og har ikke udsigt til at miste sin relevans.
OFFICE SPACE (MIKE JUDGE)
Satirikeren Mike Judge blev en toneangivende popkulturel skikkelse, efter søsætningen af det animerede fænomen Beavis and Butthead. Men hans første spilleflm Ofce Space, der fk den danske titel Kontorrotterne, tappede endnu dybere ind i tidsånden omkring årtusindeskiftet. Filmen udstiller karikaturisk kontorkultur som værende sjæle- ædende. Peter (Ron Livingston) og kollegaerne Samir og Michael udfører letargisk deres opgaver på arbejdspladsen Initech, der for længst har slukket livsgnisten i dem. Peter vender omsider op og ned på sin passive omgang i livet, efter han er vidne til en uventet tragedie under en terapisession.
Pludselig, transformeres han til at være frimodig og apatisk, hvilket sætter ham i stand til at bryde isen over for den søde tjenerinde Joanna (Jennifer Aniston) og til at slå klingerne sammen med sine venner i et oprør mod deres forhadte chef. Filmen er en mager 90 minutter-lang nihilistisk enddog katarsisk satire. Den bygger på et knivskarpt manus, som består af en lind strøm ikoniske scener og replikker, hvilket har givet den en stedsegrøn kulturel gennemslagskraft. Så længe kontorkultur præges af æstetisk monotoni, slavisk arkudfyldning, vage mellemlederstillinger og hawaiiskjorte- fredag, vil Ofce Space bevare sin aktualitet. Mange læsere vil allerede have et nært bekendtskab med flmen og har måske slidt deres DVD-kopi af flmen op som følge af genafspilninger af den, mens andre vil have sendt GIFs fra flmen, uden overhovedet at kende til den.
BEING JOHN MALKOVICH (SPIKE JONZE)
Denne feberdrøm instrueret af Spike Jonze var instrumentel i at skyde det surrealistiske samarbejde med Charlie Kaufmann ud i mainstreamen. Vi følger den utilfredse dukkefører Craig, spillet af John Cusack, der ansættes hos den mystiske ringbindsarkivar Dr. Lester på etage 7,5, som er over hundrede år gammel. Craig bliver besat af sin kollega Maxine, spillet af Catherine Keener, som ikke gengælder interessen for manden, der vel at mærke allerede er gift med den neurotiske Lotte, spillet af Cameron Diaz. En dag fnder Craig en portal, der transporterer ham ind i hjernen på den virkelige skuespiller John Malkovich, der her spiller sig selv. Dette
bliver starten på et forretningssamarbejde med Maxine, men da Lotte en dag prøver kroppen ud, vækkes Lottes kønsdimorf sideløbende med tiltrækningen til Maxine, og ægte- parret er nu begge forelsket i hende. Dette udløser kampe mellem parret, der lever mere i Malkovich’ verden end deres egen. Da John Malkovich opdager portalen, ryger han ind i en verden fyldt med ham selv, hvilket er grundlaget for den karakteristiske flmplakat.
Filmen kommenterer på halvfemsernes tabloide kendiskultur, der glorifcerede det kendte liv, og kom midt i en tid, hvor der var en reel frygt for at verden ville gå under. Alle karaktererne i flmen er ikke bange for at bruge andre for deres egen økonomiske vinding, hvilket taler ind i de materialistiske tendenser set eksempelvis i Fight Club fra samme år, og ligesom i Magnolia, også fra 1999, søger karakter- erne forbindelse og formål. Filmen er en forsmag på den fejlbarlige hybris, vi ser i eksempelvis Synecdoche, New York (2008) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2003).
HUMAN TRAFFIC (JUSTIN KERRIGAN)
En ofte overset skat fra halvfemserne er Justin Kerrigans Human Trafc, hvori vi følger de fem venner Jip, Lulu, Koop, Nina and Mof, der slipper løs efter en kedelig uge med ufaglært arbejde og arbejdsløshed. Når fyraftenen indfnder sig, står den på jungle og piller, så du kan lægge rottehullet på hylden, indtil hele molevitten starter forfra om mandagen. Filmen drager lovligt mange paralleller til Trainspotting fra 1996, i dens sur- realistiske sekvenser og Danny Boyles hurtige klippestil, og den Skotske flm bliver med et smil på læben eksplicit nævnt i dialogen. Filmens eksistentialistiske undertoner er ikke lige så slående, hvilket i stedet giver
plads til underholdende mundævl mellem hoved- personerne.
Et gennemgribende tema er ungdommens usikkerheder, der ses manifesteres i forelskelse, sex og jalousi. Filmen udtrykker den ultimative følelse af at leve for den næstkommende weekend, at drive rundt i sine post-bachelor-tyvere, vel- vidende om, at det ikke varer evigt, men være i det mens man har muligheden.
Til tider skruer flmen lige lovligt op for gakketheden, men alligevel formår flmen i den grad at trække på smilebåndet, selv når det bliver fjollet. Eksempelvis kommer unge junglelyttere vitterligt glidende ind i pladebutikken hvor Koop arbejder, og begynder efterfølgende at fække foor med deres ravemoves da pladen sættes på. Om det er et udtryk for autentisk halvfemser-hverdag ved jeg ikke, men flmen inkarnerer følelsen af at være nostalgisk efter en tid man ikke selv har levet i. Mod flmens slutning, drejer flmen over i London-romcom, hvilket vil tilfredsstille de læsere der skulle begræde fraværet af Notting Hill på listen her.
MAGNOLIA
(PAUL THOMAS ANDERSON)
Med de godt ni forskellige hovedkarakterer, er Magnolia et kæmpe- mæssigt værk, der med sin multiplot- opbygning, formår at binde borgere på Magnolia Boulevard, L.A. sammen på kryds og tværs. Filmen lægger særlig vægt på livets tilfældigheder, der på et splitsekund kan ændre vores liv på godt og ondt. Magnolia henviser til blomsten, hvis blade spirer ligesom relationerne i flmen, og navnet er samtidigt et nik til det magiske land magonia, hvor ting falder ned fra himlen uden forklaring. Filmen er kraftigt inspireret af Robert Altmans Short Cuts fra 1993, i hvilken borgere fra LA bindes sammen af
tilfældige tragedier, der opvarter nye relationer, og i lyset af udgivelsen af Pulp Fiction i 1994, repræsenterer Magnolia halvfemsernes brud på en lineær historiefortælling. Desuden bryder flmen den fjerde væg, et eksempel værende den hjerteknusende scene, hvor flmens karakterer fuldkomment synkront synger med på Aimee Manns ‘’Wise Up’’ sang; en understregelse af deres paradoksale emo- tionelle fravær, men verdslige forbundethed. En af disse karakterer er den Andrew Tate-agtige Frank, der armerer sig med toksisk maskulinitet i fugten fra sin egen fortid. Tom Cruise er langt fra rollen som jagerpilot, agent eller scientolog, og udviser både kejtethed såvel som sårbarhed. John C. Reilly og Melora Walters spiller det usandsynlige par Jim og Claudia, der mødes i deres indbyrdes ulykkelighed. Magnolia er en tre timers undersøgelse af den menneskelige oplevelse; at sidde fast i nuet, uvidende om, at det kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet.
BUT I’M A CHEELEADER (JAMIE BABBITT)
Set i lyset af flmens dystre tematik omkring omvendingslejre, formår Jamie Babbits But I’m A Cheerleader, at fremmane grin og positive budskaber om at stå ved sig selv, uanset hegemonien om ”det rigtige”. Vi følger Megan, en syttenårig cheerleader, der, grundet hendes forældres forbehold omkring hendes seksualitet, sendes til True Directions, en omvendingscamp foran- lediget af den knotne Mary og den campe Mike spillet af Ru Paul, der hævder ”engang at have været en homoseksuel”. Årsagen til Megans ophold skal fndes i hendes ophæng af en kvinde i sit taskeskab og de vegetariske kostvaner, som forældrene afskyr.
På True Directions møder Megan andre queerpersoner, som hun lærer at kende og spejler sig i. Selvom hun først møder modstand med den kolde Graham, ender parret med at blive sat sammen, og - surprise- er de selvfølgelig vilde med hinanden. Selv om flmen kan siges at ende lykkeligt, er der altid fokus på, at de vil blive slået af hånden for deres kærlighed, hvilket var og er en realitet for mange i lignende situationer.
Filmens set design er poppet, med kontrastfyldte pastelfarver, der satirisk signalerer lejerens insisteren på det kønnede. Selvom flmen er over fem- ogtyve år gammel, har dens budskaber klaret sig særdeles godt set med nutidens briller. Karakteren Jan går i butch tøj og har overskæg, og misforstås af den øvrige lejr som værende homoseksuel. Mange fans skyder i dag Jan til at være transmaskulin, og generelt præsenterer flmen mange måder at være queer på. Megan elsker cheerleading og det feminine, mens Graham foretrækker et mere androgynt look, og blandt fyrene varierer graden af campyness; et skridt væk fra den stereotype portrættering af den homoseksuelle mand i flm. Dagen i dag er But I’m
A Cheerleader en solid ungdomsflm, der satirisk behandler et tungt og dystert emne gennem romance og humor.
RATCATCHER
(LYNNE RAMSAY)
Denne socialrealistiske tour de force af en flm viser Skotland på sit grummeste. Bogstaveligt talt. Et centralt punkt i flmen er den grumsede kanal, der løber tæt ved det nedslidte boligområde, hvor vores centrale karakterer bor. Vi introduceres til Ryan Quinn, der på tragisk vis drukner i vandet under leg med vennen James Gillespie, flmens egentlige hovedperson, fremfor Ryan, som først antaget. Episoden følger James gennem flmen, og selvom man tænker James som ondsindet, udviser han gennem flmen langt mere omsorg end de øvrige drenge i området. Særligt opbygges venskabet med den ældre
Kelly, hvem bøllerne fere gange gennem flmen udnytter. Alt dette foregår i det rotte- infesterede skraldlandskab, der var Glasgow under den tretten uger lange strejke blandt servicemedarbejderne i 1973. Der er dog lyspunkter gennem flmen. Filmen benytter tragikomiske special efects, der bringer smil på læben, eksempler værende en kælemus der sendes til månen, og en isvafel hvis jordbærsovs illustrerer et blodigt slags- mål. Dette sagt er Ratcatcher næppe for sjov. Den er herre barsk, og trækker associationer til Mike Leigh og Ken Loach i dens hudløst ærlige historiefortælling og upolerede billeder, du ikke ser i Holly- wood. Slutningen gemmer jeg, men den vil give stof til eftertanke mange dage efter.
Mellem Linjerne
Af Fenja B. Lund, Litteraturhistorie
Alt i evig forandring
Af Gry Kristensen, Litteraturhistorie
I.
De rejser over haverne
Uden kort og kompas –
Eneste ledestjerne er hjemmelavet
Ved et lille mirakel ender de her
År efter år
Nationalfugl og nabogås
Og nu er vinteren ringet ind
På en frostfrodig mark mellem Als og Hadsund
II.
Der er intet levende derude
III.
Hun går ikke ud når det blæser
Frygt for at ørerne falder af måske
Der er intet at fange –
Der er intet levende derude
Så hvorfor –
prøve
IV.
Et barn er født –
Og vi skal jo kalde det et eller andet.
– vinden fnder ind
Intet rum er sikkert –
Man slår hul i overfaden
Dypper issen et øjeblik
Inden vandet endnu en gang fortrylles
Og holder fast i det,
Det nu engang har fået
Foræret
Et vinterbarn er født –
V.
D-vitamindrevet desperation
Inviterer ilden indenfor
– vi skaber dårligt indeklima –
VI.
Her fndes roser – klatrer mod himlen.
Stadig blodrøde – midt i midvinter
Suger energi og vand
Fra fastfrosset jord
Suger livet ud af regnorme – de stakler
VII.
Mikroskopiske muldvarpeskud
– kan aldrig vide – hvem titter ud
En krokus eller
En orm.
Vil bare lige høre
Er det noget værd
At blive født
I dag ?
VIII.
Efter den korteste dag på året vender lyset tilbage –himmelgemmestedet
Ingen har fundet det Før tid – vender først tilbage hvis det selv har lyst
IX.
Varmen er tilbage
Ingen fmbulvinter
Ligesom sidste år
Men jeg husker dårligt –vi lærer aldrig –
Felt cute, might get a breakdown later
Af Ronja Victoria, Æstetik og Kultur
eftergivende livløs fortrolig
jeg sætter pris på et nærmest upåvirket liv, men jeg længes efter mere kold og afklaret af nødvendighed jeg vil gerne føle, at jeg ikke er et problem du giver mig lyst til at ryge for at du skal se, hvordan jeg også kan se ud jeg satte pris på at se dig græde det fk mig til at føle mig speciel, at du åbnede dit hjerte for mig
når jeg græder, kigger du på mig med tomme øjne tomme øjne, når jeg har brug for, at du ser mig du lader mig aldrig være vred
Hvert år, når efteråret kommer, bliver jeg mindet om, at måneder er gået, uden at jeg har opdaget det. Hver dag er en dag mere uden dig. Jeg glemmer langsomt ting, jeg ikke ønsker at glemme. Som hvordan din stemme lød. Min smerte er ikke smuk mere.
arkiv for det ufærdige
Af Isabell Holm Christensen, Litteraturhistorie
jeg vågner med følelsen af, at noget i mig er færdig med at være her
ikke en død — noget udtjent
som en mælketand, der har siddet fast for længe — og nu giver smerter i kæben, hver gang jeg trækker vejret for dybt
min krop har lært mine gamle vaner udenad den spænder, før jeg selv opdager frygten den krymper, før nogen overhovedet rører mig
men i dag er der noget, der knager under huden —
det starter som varme bag ribbenene en langsom, næsten øm bevægelse — som om noget vender sig indeni mig og leder efter udgang
en bjørn der er færdig med sit vinterhi og længes efter friskt kød
jeg lægger mig på gulvet af min hule, fordi det er det eneste sted, jeg kan være hel, uden at skulle forklare mig selv —
— gulvet, jorden, tager imod alt: blod, sved, tårer og
gamle navne
jeg siver ud af mig selv og ind i rummet —
at starte på en frisk er at bilde sig selv ind, at man kan skrubbe historien af kroppen, som gammel sæbe, selvom den stadig sidder dybt i porerne, i arrene, i den måde skuldrene hæver sig et halvt sekund for tidligt, og det er dumt, ja, dumt på den måde hvor man køber nye planter, i håb om at de kan lære én at blive her, men også dejligt, fordi der midt i den selvbedragende gestus opstår et øjeblik af fugtig, varm mulighed, hvor kroppen — trods alt — læner sig fremad, smager på stilheden og opdager at ingen kræver forklaringer længere, at det er tilladt at være klodset, grim, langsom. at man kan begære ro så voldsomt, som man før begærede fugt —
bobcat/copycat
Af Isabell Holm Christensen, Litteraturhistorie
eksistentiel mærkelighed — the body doesn’t lie, people do — ikke fare, ikke sorg — mere som om virkeligheden kort mister sin selvfølgelighed en liminal passage psyken der ser på sig selv udefra verden — let forskudt, som om noget havde rykket den en anelse væk fra sin sædvanlige akse
copycat bobcat gentagelse uden oprindelse det ordløse, instinktive spørgsmålet om det oprindelige noget dybt i mig som ikke taler, om autenticitet men ved
måske kom det som en drøm til mig i bevægelse måske fordi virkeligheden for tiden føles for tynd, næsten undervægtig gennemsigtig næsten til at se igennem — udspændt, som en gris i slagtehallen holdt fast mellem krop og rum — spændt ud i en form, der næsten ikke kan bære sig selv en hængning — hverken i frit fald eller i hvile
mine bevægelser føles oversatte, som om jeg lever dem gennem et andet sprog — lost in translation
bevidstheden er en skråning jeg står på lige tæt nok til, at jeg kan ane strukturen bag den måske er det her overgangene bor — et loddent dyr, der viser tænder i erkendelse en viden, der kredser på grænsen, venter holder vagt en tung pels, mørk af jord og nat en bedemand, der ikke har sluppet sit greb — en hånd mellem to verdener
pas på du ikke brænder nallerne min ven døden koster penge i dag
Hjemkomst
Af Emilie J. Nielsen, Lingvistik
Det er ikke et hjem, det er bare en bygning. Bygget i 60’erne, gule mursten; to carporte, to badeværelser, fre soveværelser, et gæsteværelse og et kontor med plads til tre computere, værksted, drivhus; kostede mine forældre 300.000 danske kroner i det Herrens år 1988. De havde allerede boet der i tolv år, da jeg tilsluttede mig husholdningen. Der er gået otte år siden min mor solgte det, efter skilsmissen. Det føles forkert nu, tomt og uden møbler, og uden os i årevis. Det overrasker mig lidt, for det har egentlig aldrig føltes rigtigt. Der var måske engang, hvor det var et hjem, men det var dengang. Jeg var for lille til at vide bedre; da et hjem var et sted og ikke en følelse. Dengang jeg troede mine forældre var ligesom alle andre, og dengang jeg
bildte de andre børn i børnehaven ind, at billedet af
Damarkskortet faktisk var et billede af verdenskortet, for så stort er Danmark ikke
spurgte min mor, om vores landsby var Danmark, og om Viborg var Tyskland, fordi verden var for stor til, at jeg kunne begribe det
prøvede at snyde en pædagog til at tro, at jeg var blevet stukket af en hveps, så jeg ville få to sukkerknalder; én til stikket og én til munden, eller to til munden i mit tilfælde, og hun så på min uskadte arm og mine tårefri øjne og gav mig en rosin
spurgte min mor, hvorfor verden var så dårligt et sted og sagde, at jeg ville blive præsident over hele verden, så jeg kunne gøre den god, og min mor forklarede mig, hvad en diktator var
så en høne blive halshugget i børnehaven, og de andre børn løb rundt efter dens hovedløse krop, imens jeg løb indenfor og gemte mig
konkluderede, at jeg ville være eneboer og bo i en hule i et bjerg og ikke deltage i samfundet, hvilket min mor var ret utilfreds med, og der er ingen bjerge i Danmark syntes én time var lang tid. Det er mange, mange timer siden nu, og huset skal rives ned. Det føles næsten lidt terapeutisk. Huset, og gravemaskinen med et vigtigt job at udføre, befnder sig på den anden side af vejen, og udsigten er god her fra det modsatte fortov. Gravkoen holder i indkørslen, mærkelig gigantisk ved siden af en bygning i ét plan. Bag mig ligger stien til fodboldbanen, så legepladsen og skoven, hvor der boede ulve, da vi også boede her. Jeg drømmer tit om den skov, og i drømmene bor ulvene der stadig. Det regner i dag, men kun lidt; dråberne sætter sig i mit hår uden at gennemvæde det, og de lander på mit ansigt så blidt, at det næsten føles som sne. Bladene rasler af træerne, så naturen kan blive genfødt på ny. Her bliver jeg frigjort. Det var angstprovokerende at stå af bussen på det ene af de to stop, byen byder på, jeg var skrækslagen for at løbe ind i folk, jeg kender, og folk, jeg ikke kender: Hey, du er Nielsens yngste, er du ikke? Jo, hvem er du? Det undgik jeg heldigvis; det eneste, der kan få byens beboere ud i regnvejr, er en fodboldkamp. Jeg ved heller ikke, hvor mange jeg kender her længere. Det er fem år siden, jeg var her sidst, da min farfar blev begravet. Dengang var det nogle år siden, jeg havde set familien, og jeg har da heller ikke set dem siden farfar blev sat i jorden. Engang troede jeg han var den bedste mand i verden, og så blev jeg ældre og opdagede blandt andet, at han var racist.
Gravemaskinen ruller tættere på, og føreren smadrer grabben ind i siden af muren; jeg forventede halvt at mærke det gibbe i den ene side af mine ribben, men huset og jeg er ikke længere forbundne nok til, at jeg kan mærke dets smerte. På den anden side af muren lå der et gæsteværelse
og et badeværelse, dengang vi boede her. Min mor fandt engang et frben derinde. Inden det blev til et badeværelse, var det min ældste søsters babyværelse, mener jeg.
Måske jeg skulle have spurgt mine søstre, om de ville med til denne afskedsceremoni, men jeg ved ikke, om de ville have det på samme måde som jeg; det føles som noget, der burde være en privat oplevelse. De har jo tydeligvis ikke haft det på samme måde som jeg, for ingen af dem er her. Enten er informationen ikke nået ud til dem, eller også er de ligeglade, eller også er det noget andet; huset her er ikke uden minder, og jeg forstår godt, hvis de ikke har lyst til at huske. Vi kunne ellers have stået her, hånd i hånd i hånd, vi kunne have gjort det til en fest, taget festivalstole med og drukket vin. Der var engang, de dansede vals med mig midt på vejen, fordi der aldrig kom biler
lærte mig at stå på rulleskøjter og skateboard på parkeringspladsen ved siden af vores hus
cyklede ruten på ti kilometer med mor, far og mig, indtil det en dag kun var min far og jeg, der gjorde det
gik fra dør til dør til fastelavn hos vores naboer, som alle kendte vores navne
blev for gamle til at lege, og når jeg bad dem om at lege med mig, legede de at alle mine dukker druknede
var bedste venner. Det er de ikke længere, og nu står jeg her alene, ingen vin eller stole eller selskab, og ser støvet stige op og forsvinde hurtigt imellem regndråberne. Jeg holder vejret; vil jeg have partikler af dette
hus i mine lunger? Vil jeg gemme på dets destruktion i min krop? Der fndes garanteret allerede dele af dette hus i mig, og jeg vil da egentlig hellere bevare dets ødelæggelse end dets minde. Jeg tror aldrig, jeg har set noget mere fredfyldt end synet af de gule mursten, der falder ind over hinanden med alle deres grimme, vrængende ansigter. I dannede aldrig rigtig rammen om mit hjem, mit hjem er inde i mig, hjem er
at mine vægge er dækket af malerier, jeg selv har malet
min mor
når jeg tager toget til Aarhus og kan se stationen komme tættere på
en invitation
min seng dækket af bløde dyner og bløde solstråler
når jeg sender et brev
når jeg får et brev tilbage noget, der skabes af øjeblikke, der ikke bygges af sten. Der var øjeblikke af hjem i dig, det kan jeg ikke benægte, lille gule hus. Huset svarer mig ikke. Huset er stedet, hvor
jeg var syg
mit hoved blev holdt under vand
jeg blev omfavnet af min mor
jeg lavede kastanjemænd
vi havde tolv katte fordelt på mange år
jeg sov for meget
jeg gik ud foran en bil uden at blive ramt
jeg var bange for hunde
vi fk en hund
min ene søster fyttede ud, da hun var sytten, og jeg var tolv
jeg tændte for vandhanen i køkkenet, så min mor ikke kunne høre mig spise slik inden aftensmaden
jeg så James Bond flm med min far om søndagen
jeg voksede op, og måske ikke så meget mere end det. Snart er det ikke engang et hus. Lige nu kan intet røre mig; de rungende lyde af mursten, der smadres, og mure, der bryder sammen, er den smukkeste melodi, jeg længe har hørt. Giver du slip på mig nu? Giver jeg slip på dig nu?
Glas i Gouache
Af Helena Cassøe Fig, Æstetik og Kultur
Værkbeskrivelse
Da jeg scrollede min kamerarulle med overgange i tankerne, gik det op for mig, at jeg har taget utroligt mange billeder igennem døre og vinduer, både åbne og lukkede (i så fald, transparente). Jeg funderede over, hvorvidt det var dovenskab - Den dvaske kunstner gad ikke at gå udenfor - eller om det var et bevidst valg. Jeg tror, det er forskelligt fra billede til billede, men uanset årsagen er resultatet en meget mere spændende komposition. Selve motivet er fnt, og forhindringen er fn, men når forhindringen skaber en overgang mellem kamera og motiv, går det hele op i en højere enhed (hvis jeg selv skal sige det). Så jeg har med gouache malet fre af de billeder, jeg synes formår at gøre dette bedst.
Af Helena Cassøe Fig, Æstetik og Kultur
tre digte med overgangs-tema
Af Sofe Bech Kristensen, Nordisk sprog & litteratur
luften over fjorden
man trak både himlen & helvede ud af mig men så stod jeg jo tilbage med intet nu er min krop et hylster for en hvilken som helst guddom der tør hviske mig i øret
magien er stadig hos mig cifrene og amuletterne tegnene i himlen i jorden engle ser på mig når mindst jeg tænker på dem
fra synet og lyset og luften over fjorden blæste et pust ind over engene med ordene her er hele livet sådan ser det ud noget af det er gået resten er igen jeg er xx nej xx nej xx nej xx nej fere år gammel end jeg tror og hver gang jeg ser fskehejren svæve over byen i al sin
palæontologiske usandsynlighed påkalder jeg mig tallenes urkraft og lukker øjnene villigt i troen på at de åbner igen i morgen
jævndøgn
livet snurrer i alt
ti år i koma og jeg snublede over døden på vej ud ad døren
solen spinder månen op honningbier summer over dødsbo skaber sødme som sjælene sværmer mit kadaver og jeg er vokset fra hinanden snart kalder luftalarmerne over mit legeme og der er endnu lang vej til evigheden
behandlingsnotat
derud ville jeg gå og gå væk og vækkes og vægres jeg sov, jeg sov i år, jeg sov på gulve, på mure, på glas, på skår, jeg sov indhyllet i hår, Maria, i hud, Jesus, i huller, i huler, hukommelsers halve mørke, det gik væk når jeg sov så jeg gik væk og sov, i starten troede jeg på alt, så troede jeg på intet, jeg tænkte jeg troede på treenighed og tricykliner og trylleri, jeg tænkte jeg forsvandt, forsvandt derhen alle kunne se, alle øjne så som små og sorte, stille strålende sov jeg i muren, muret inde jeg talte og talte tikkende tal, tal på tællere, tal på tilskud, tapetserede salonen med sjæl, min sjæl i pillerne, pillerne, tællerne, cifrene, fælderne, blodet på bordet og bordet med brødet, piller for alt og hvad som helst for, tapetet krakelerede og sjælen dermed, CPR-nummeret syntes mig en dispenser for millioner konkoktioner af mineralsammensætninger, englene sang, hør vinden i træerne langs vejen ved haven, min sjæl mit sjal, på sygehuset havde jeg puls og prøver og piller og parese patologiske kvaler og kvalmer og kvalifkationer til psykosomatik og socialpædagogik man glemte alt om mig men fandt mig i journalerne, jeg lå og sov mellem brædderne og skandalerne, årene vendtes og vækkedes og vandt, i årerne bankede et jeg, jeg er, jeg er, jeg er for foden af mine pinsler var der en dør, jeg går og går væk og med hånden går den op.
Djævleslim
Af Fenja B. Lund, Litteraturhistorie
“Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du altid kommer til tiden?” Spurgte Petra mumlende og med ryggen til, mens vandet fossede ud af vandhanen. Hendes ærmer blev gennemblødt i et forsøg på at få det stride vand ned i to store, ikke helt rene glas. Da hun så på det klæbende bomuld, kunne Agnete ikke lade være med at mindes fornemmelsen af hendes egne våde hænder første gang, hun havde været i Petras køkken. Det voldsomme vandtryk havde overrasket hende, og hun havde bidt sig selv i tungen for ikke at give et hvin fra sig. I stedet havde en forundret latter boblet op i hende, for hvorfor var hendes egen køkkenvask så uduelig, når nu Petra trods alt bare boede én etage under hende?
Petra lod dog ikke til at bemærke sine ærmers tilstand og satte de faretruende fulde glas fra sig næsten i en trance. Maden stod allerede på det grimme køkkenbord, der engang havde været rødt, men nu kun havde skæl-lignende spor af maling tilbage.
“Nej, jeg tænker mest over, hvorfor andre kommer for sent,” Agnete lo. Hendes øjne svævede køligt over den altid smilende mund som to stykker granit, der var sat ind i de ellers så venskabelige ansigtsfolder. Agnete lod sit blik glide kritisk over Petra, først rullende langsomt og så med hop som smutsten. Hun havde engang troet, at Petra var ussel. Og ussel var hun vel stadigvæk, men ikke på den dejlige uskyldige måde, som når man lukker en regnvåd kat ind og lader den varme sig i sit skød, selv om den er snavset og grim.
Sådan havde Agnete vel også mødt Petra; lige akkurat sådan en regnvejrsaften hvor man føler sig så veltilpas og sikker indenfor, mens det siler ned udenfor vinduet. Agnete havde siddet og studeret regnen, mens hun ventede på, at sin karrysovs skulle koge færdig. Og ude i byens miasme af farver — gjort sløret af kondensationen — havde hun set sin stakkels lille underbo forsøge at komme ind i bygningen. Petra havde
bakset med sin nøgle til hovedindgangen, som der havde en tendens til at gå i baglås i tide og utide, og Agnete havde tænkt, at hun ville være en god nabo den aften. Så hun havde låst op og budt den gennemblødte Petra på aftensmad. Og Petra havde selvfølgelig været taknemmelig og havde sagt tak så mange gange, at det var begyndt at gå Agnete på nerverne. Petra havde endda forsøgt at gøre et godt førstehåndsindtryk, på trods af at hun så herrens ud. Og Agnete måtte vel også tilstå, at Petra var charmerende nok den aften. Så siden Agnete havde på fornemmelsen, at Petra var så sølle, som hun så ud, tilbød hun, at de kunne have noget hyggeligt fællesspisning hver måned — det var sådan noget gode naboer jo gjorde.
Det var også gået så godt. Petra var underlig, underholdende og en fantastisk afveksling fra Agnetes omgangskreds. Veninder fra vinklubben og hendes kollegaer fra banken kunne næsten ikke sammenlignes.
Ikke fordi Agnete kedede sig, hun havde det jo godt. Hun havde udsigt til avancementer og ferier og et liv fyldt med bekymringer så små, at hun ikke engang selv ville tænke over dem. Nogle gange blev hun spurgt af underdirektøren i banken eller sin frisør eller sine veninder, hvordan hun havde så godt overskud. Og Agnete måtte svare, at hun simpelthen kendte sig selv: hun forstod fuldkommen, hvor hendes grænser gik, og hvad hun ville have. Derfor kunne hun urokkeligt gå igennem livet og give plads til de små ting. Som at være en god nabo for eksempel.
Petra forstod ingenting om sig selv, det var jo tydeligt. Hun var lunefuld, smådum og godtroende, og det var netop det, der gjorde hende så sjov at besøge — dog kun én gang om måneden, tak. For Petra havde sine faser og dyrkede hver af dem intensivt, alt sammen i en umættelig søgen efter svar. Hvilken slags svar vidste Agnete ikke.
Eksempelvis første gang de havde spist aftensmad sammen, hvor Agnete serverede koteletter i karry. Der havde Petra omhyggeligt sorteret hver strimmel rød peberfrugt fra, og kiggede indgående på koteletten før hun tog en bid. Når Agnete spurgte om hun var kræsen, havde Petra svaret, at hun ikke spiste røde sager lige nu, for hun ville forsøge at minimere sin næste menstruation. Agnete havde været så overrasket, at hun blot
kunne nikke dumt og måtte duppe mundvigene med en serviet, så hun kunne fnise uden Petra så det.
Dét havde også været det mindste af Petras særheder. Næste måned var rødt intet problem, og hun drak glas efter glas af rødvin — en ringe slags i øvrigt med en vintage på blot ét år. Petra var derefter blevet så bedugget, at hun tilstod, at hun var i gang med at bygge et lille alter i sit klædeskab, som der skulle hylde de mænd, hun helst ville have børn med. Agnete var nær blevet kvalt i sin egen tår rødvin, men var alligevel blevet revet med og fået set alteret. Vinen fk hendes latter til at runge i hendes brystkasse, mens Petra beskrev, hvad hvert barn skulle hedde.
Næste gang Agnete spurgte til alteret — ikke direkte, men med en halv henkastet kommentar — var Petra blevet noget så forlegen. Hun forklarede, at det bare havde været en joke, og at hun i øvrigt ikke havde planer om at få børn. Da Agnete mistroisk havde kigget i klædeskabet før hun gik, var hun blevet mødt af et tomrum. Hverken tøj eller billeder af frugtbare mænd i nogle af krogene. Dette havde fået Agnete til først at rynke på panden, der var trods alt en forskel på at blive underholdt og blive holdt for nar — og ingen holdt Agnete for nar. Men snart kunne hun jo se, at det bare var et af Petras påfund, som hun nu fortrød at have vist frem. Erkendelsen ramte først Agnete efter besøget, og hun måtte jo sukke lettet op som grinet, der altid sidder i struben, eller gråden, der altid er bag øjnene. Godt hun kunne fremme noget selvbevidsthed i den underlige skabning.
“Det synes jeg ellers, du skulle gøre,” sagde Petra og tog sig et par velkogte kartofer fra gryden, men ignorerede quichen.
“Hvad er der at tænke over? Er det ikke bare høfigt at dukke op til tiden?” Spurgte Agnete og gned en smule fedt af sit glas.
“Hm.”
Petra famlede efter saltkværnen, mens hun begyndte at hakke i kartoferne. Hendes runde ansigt havde forstenet sig i en sur mine: en evindelig nedad trækning omkring munden som om tyngdekraften virkede på hendes humør. Petra vidste det sikkert — at dette var Agnetes sidste
besøg. Ellers fornam hun det.
“Du har jo ikke engang smagt på dem endnu,” sagde Agnete og afbrød Petras ivrige saltning af kartoferne. Petra stoppede efter nogen tids eftertanke — saltkværnens langsomme, knagende rotation ledsagede hendes overvejelser. Der lå nu et tyndt lag af saltkrystaller på de dampende kartofer, som pulversne på et hustag en novembermorgen. Eller som vejsalt på et smattet fortov. Kartoferne var allerede begyndt at svede.
“Du bruger altid for lidt salt.” Konstaterede Petra, hendes øjne fulgte en dråbe vand der gled ned af kartoferne, og Agnete kunne ikke lade være med også at skæve til de stakkels grøntsager.
Agnete tog sig en bid af quichen, den var god. Velsmagende og uden den klamme konsistens, som en quiche kunne have, hvis enkelthederne ikke var i orden. Agnete serverede altid god mad for sine gæster, men nu hvor hun egentlig var Petras gæst, så havde Agnete besluttet sig for, at hun ikke behøves at imponere med måltidet. Hun ville i stedet danne et fundament af hverdagsmad, der måske kunne berolige den ellers så fyvske kvinde. Måske endda give hende en smag for det.
“Hvad har du så gang i her for tiden?” Agnete smilede til Petra, der var begyndt at drikke fra sit glas med store grådige slurke, mens hun kastede fygtige blikke til sin kartofel-salt-pøl.
“Ikke noget særligt,” mumlede hun, mens hun tilsyneladende målte, hvor meget vand hun havde tilbage i glasset med tommelfngeren. Det gik til neglen. Agnete havde næsten lyst til at kommentere, men besluttede sig for at godte sig for sig selv. Det var sjovest at blive overrasket af Petra — og Agnete følte en glædelig kuldegysning, der løb hen over huden, før den satte sig ubehageligt i brystet. Måske ville det ikke være et skufende sidste besøg. Måske ville Petra være god og omskiftelig.
“Er du så færdig med astrologien?” spurgte Agnete med et fnis. Selvfølgelig vidste Agnete at Petra var færdig med astrologien, der havde jo stået en kasse ude på gaden med alle hendes dimser og horoskop-blade i to uger. Og gudskelov for det! Petra var begyndt at minde Agnete om en kollega, der havde en tatovering af et eller andet stjernetegn og en irrite-
rende krybende mine. Nej, astrologi var simpelthen for gængs for sådan en særling som Petra. For typisk, for udbredt, for sædvanligt.
Eller måske passede det perfekt. Det var jo det, Agnete var bange for.
“Ja, det var egentlig bare noget jeg havde brug for at undersøge…” Petra slog igen blikket ned mod sin tallerken. Der var noget usagt i det ord. Undersøge. Agnete kunne næsten føle, hvordan sådan et ord lå på tungen. Det mindede hende om dengang en mand — ganske venlig, ganske betænksom, men også usmagelig — havde inviteret hende til sin whiskyklub. Gyseligt sted, hvor de brugte lang tid på at lugte og snakke, men sjældent fk drukket. Så Agnete havde siddet der hele aftenen, næsen fuld af røg og med en sitrende utilfredshed imellem tænderne. Hun havde aldrig ordentligt fundet ud af, hvad det nu var for noget, alle var så begejstrede over.
“Hvad har du så fundet ud af?”
“Hvad?”
“Fik du lært noget nyt fra astrologien? Noget fra alle dine planeter og stjerner?” Agnete synes ellers det var et godt spørgsmål, men Petra sad bare og måbede uforstående. “Åh, glem det. Jeg tænkte bare, du måske ville føre interessen videre til noget lignende. Alkymi for eksempel, nu hvor vi talte så meget om elementerne sidst.” Agnete grinte falsk.
“Hm.” Det var som om Petra pludselig vågnede. Mundens nedadvendte bue bævrede, og øjnene gled væk fra kartoferne og vandglasset. Først så hun søgende rundt i sin egen lejlighed — som en nyudklækket kylling, der ikke kunne kende sin egen skal. Agnete troede først, hun var kommet til at forvirre Petra, hvilket virkelig ville være ubelejligt. Ikke at Petra var andet end forvirret, men det ville være et ringere besøg, hvis Agnete var kommet til at presse for meget på den snert af selvbevidsthed Petra måtte have.
“Jeg er sulten,” udbrudte Petra og rettede sig op. Hun mødte Agnetes kølige blik med sit runde ansigts vælde, mens hendes tjavsede, grimme hår for en gangs skyld faldt væk fra hendes øjne.
”Jamen, så spis da noget!” Agnete grinede lettet. Der var de blågrå øjne, ikke svømmende eller vaklende, men med selvsikker i sit vanvid.
“Nej, du forstår det ikke, Agnete. Jeg er sulten og jeg sidder i sulten.”
“Er du gået på slankekur nu!”
“Der er nogen, der ikke bliver mæt så let.”
“Så spis da noget fber, det er nok dér, hunden ligger begravet.”
Køkkenbordet gav et hvin fra sig, og quichen skred mod kanten, da Petra rejste sig. Petras stol faldt bagover i den pludselige bevægelse og gav et sølle ka-klunk fra sig — en uimponerende og opgivende lyd fra et billigt Ikea møbel, som aldrig ville kunne bestræbe sig på at lave nok støj i sådan en her scene. Nej, stolen måtte erkende, at den ikke havde nok vægt til nogensinde at kunne støtte et vredt udbrud fra sin herre. Den ville aldrig give et brag fra sig, når den blev væltet. Og selvom køkkenet havde gjort sit bedste, gjort oprør og raslede, så var Petras lille stunt uden den store skade. Agnete var ikke engang blevet forskrækket.
“Den talemåde brugte du ikke før du mødte mig.” Petra forsøgte at tårne over Agnete.
“Erm— Hva’ for noget?” Agnete reddede quichen fra bordkantens afgrund. “Den med hunden? Det må jeg da have gjort.”
“Nej. Du sagde, at du aldrig havde hørt så makabert en måde at sige det på.”
”Nåh, så det sagde jeg?” Agnetes smil var begyndt at stivne, hun var ikke sikker på, hvad det her skulle betyde. Men var det ikke godt? Var det ikke det, hun ville have?
Var det ikke bedre end for en uge siden?
Solskinsvejr, skyfrit, smukt. Et stikkende lys fra forårssolen og lidt sved på panden mens hun gik op ad trapperne sammen med underdirektøren. De skulle spise frokost på Agnetes yndlingscafé, hun skulle lægge ud, hun skulle spørge til underdirektørens kone og hans fok af friserede unger. Hun skulle grine på de rigtige tidspunkter. Hun skulle ignorere underdirektørens spidse kommentarer. Dér, ved bordet ved siden af; Pe-
tra. Dér med det tjavsede hår sat op i en næsten fn knold, med sin hals beklædt med en gylden tusindfryds-halskæde og et lille, læbestift smil; Petra. Dér med et almindeligt gøremål, med en almindelig hilsen, med en jakke, der minder om en vendekåbe; Petra. Hun siger: Hej, er det dig, Agnete. Jeg smiler. Jeg smiler og giver hende et kram. Hun lugter af min balsam. Han siger: Goddag. Jeg siger: det er min underbo. Hun siger: Ja, vi ser ikke hinanden så tit, sikke et sjovt sammentræf. De hilser, jeg introducerer. Hej Agnete, farvel Agnete.
“Er du mere makaber nu, Agnete?” spurgte Petra. Grimme, usle, ynkelige, mærkelige Petra der var nedenunder. Altid nedenunder.
Agnete grinede, men det lød mere som tænder, der raslede.
“Så du er altså ikke på slankekur,” konstaterede Agnete. “Og nej, jeg tror, jeg er lige som, jeg altid har været. Du får mig til at tænke på døde hunde.”
Petra sukkede dybt, rejste stolen op og bemærkede sine våde ærmer. Hun fnyste, og Agnete prøvede at spise en kartofel. Petra begyndte så at klappe sig omkring på sin person, hver en lomme eller hemmeligt sted blev undersøgt, indtil hun fandt en lille plasticpose fyldt med en heftig portion gulligt, hvidt pulver.
“Er det—”
“Lad være med at være så hysterisk, det er bare majsstivelse.” Sagde hun imens hun satte sig tungt på den billige stol og hældte alt pulveret i sit halvtomme vandglas.
“Ej, Petra, hvad er nu det?” Spurgte Agnete med en vis væmmelse. En vis fryd.
“Djævleslim.”
Petra fandt en ske frem og begyndte at røre i den klamme væske. Eller var det en væske? Dét, der før var vand og majsstivelse, blev til en hvid ting som lignede kalk, sæd eller måske camferine. Stiv og stridig mødte slimen skeen, men blev snart blød og føjelig, når den var uberørt. Agnete havde pludselig lyst til at kaste op.
“Fy for helvede! Det er simpelthen for ulækkert, og så ved spise-
bordet!” Udbrød hun med et hvin.
“Det her er mit eget hjem, Agnete.”
“Hah! Ja, et hjem hvor du holder folk for nar og spiller klovn.” Agnete var begyndt at rejse sig. Hun havde mistet appetiten og rystede også for meget til at holde gafen. “Eller er det kun med mig, at du vil være så sær?!”
Petra stirrede på hende, et roligt blik som virkede som en syl i Agnetes øje. Skulle hun alligevel blive?
“Er det?” Agnete spurgte sagte, pludselig meget svedent.
Ordene havde næsten ikke forladt hendes mund, havde næsten ikke fået lov til at hænge pirrende i luften, før Petra tog sit glas og hældte slimen i sig. Agnete skulle lige til at brække sig — af grin måske — da Petra lod til at skylle munden med den sære substans, samlede det om tungen og spyttede.
Djævleslimen landede på Agnetes underlæbe og hun var fanget mellem at ville skrige og hoste. For slimen ville ikke makke ret, ville være to ting på en gang.
“Skrid. Find ud af om du vil drikke eller tygge, din idiot.” Sagde Petra.
post danmark
af Sebastian Højen, Æstetik & Kultur
ud bakke nu
skynd dig il
til mail boks
sodoma og gomorra så frem mod os vi skal hen
til mail bots
skynd dig ild
ud bakke nu
ind bakke nu
kør for helvede
bil i tomgang
gør nu noget vi så os tilbage mod sodoma og gomorra os i modgang
kør fra helvede
ind bakke nu
katarsis
af Sebastian Højen, Æstetik & Kultur
var vi blot
ikke her og der
var vi blot et brak-atom et sted i æteren et sted i år
hundrede
årh
hundrede procent i det sammen i det urantomme
håber du ved jeg
håber
Af Laura Vorre, Æstetik & Kultur
Digte
Af Lauge Sigurdur Jensen, Informationsvidenskab, Kreativ & professionel skrivning
Natploven
Det er en stille aften, men jeg ved at natten er tøjret til syv spand heste.
Snart vil de pløje himlen for alle fremmedlegemer og stjernelegioner og vende op og ned på mørket.
Natploven. Ujævne træk.
Jeg hvisker forsigtigt – ingen kan høre mig –ud over mig selv at de skal lade mig være i fred, at de ikke skal rive mig over brakmarkens ensomme stepper, dem som overvåges af en fok grålige måger, der hænger som drager på liner efter ploven og dykker selvmorderisk ned i plovfuren.
Hernede ligger stjernerne, himlens salt, begravet.
Under dække af muld og sne skal intet spire. Her til aften, hvor det endnu er stille
vokser kornet sjældent op i himlen men skyder i stedet bort og peger i de forkerte retninger som nålen på et kompas i en karrusel.
Men om lidt skal det værke og knirke, når spandet forvandler jorden til natlig sort.
Hvidhed mod hvidhed
Lægger mig i sengen
som den lyddæmpende sne der er faldet uden for ruden på hver eneste gren.
Der er ingen vind når jeg trækker vejret roligt og lader de dæmpede lyde løbe gennem håret og derfra ud i de yderste, sitrende led der så langsomt giver slip på deres tag.
Dagen vugger solen i fald med dens krumme himmel der nu, bugnende som om den var mæt, spænder stjernerne ud.
Og så –et sted fra mørket former sig konturerne af en krage.
Den bærer natten med sig. De sorte vinger er mørklagte marker der bølger gennem landskabet med hvert et vingeslag.
Og en bevægelse bryder billedet:
Er det månens nænsomme skær der holder mig vågen gennem det skrånende vindue der læner sig mod mørket og modtager sneens isnende ånde?
Er det hårene i min nakke der rejser sig som krigere der vågner idet krigshornet lyder ud over slagmarken?
Nej, det er grenen, den snebærende hvor alt for et øjeblik siden lå hvidt og tavst og kragen slår nu kløerne om den svajende gren, og folder lyset ind under vingerne.
Alt andet står stille.
Snekrystallerne med al deres lysende uskyldighed falder ned fra det hvide træ.
Vågen lytter jeg efter den dumpe lyd af hvidhed mod hvidhed.
Morgen – Middag – Aften
#1
Den frostklare morgen er svimlende lys.
Den høres som en vind i det inderste øre og falder ind og ud af balance i synets kæntrede stævn.
Hen over himmel svæver en solsort, udfolder sine sorte sejl, de er
som skygger i øjet.
Det ser ud som om frosten har givet isninger i iris og forhindrer dagen den klarhed jeg kan genkende den på.
Og dagen var som en glasklokke man havde sunket
ned over mit hoved.
Jeg hamrede mod glasklokken, ti slag der satte
små skår i glasset
hvor lyset splintredes og skar huller i synet som syle.
Og huden er bleg som landskabet der er dækket af sne.
Det ene ude, det andet inde.
Jeg taler om marken der slog sine folder der hvor vinden greb fat.
Udstrakt, udfoldet hvidhed.
Det klareste lys var også det mørkeste lige så snart jeg indså at det ikke var tiltænkt mig.
Men aftenens vugge hælder kræfterne ud af kroppen.
Gårdene ligger kastet i landskabet, kun syet sammen af vejen der bryder buerne. De tænder lys i stuerne så jorden igen kan gå i et med himmelbuens stjerner.
De sidste kræfter spænder i huden over mit ansigt:
øjnene vendes væk fra stuerne, en susen høres i øret som en natsværmer der vil bryde ud af mit hoved.
Tænder mit lys.
Lampen slår hul i mørket. Ånde mod mit vindue sætter sig på det kolde lærred som funklende bælgformede dråber.
Stjernerne er faldet fra mine øjenlåg.
Rude
Af Johannes Møberg Thorsen, Litteraturhistorie
BARN
ET BARN ET
SLIP ET BARN ET SLIPS
OG SLIP ET BARN ET SLIPS OG
HUSK OG SLIP ET BARN ET SLIPS OG HUS
NYN HUSK OG SLIP ET BARN ET SLIPS OG HUS NYT
GRÆS NYN HUSK OG SLIP ET BARN ET SLIPS OG HUS NYT RÆS
TØRT GRÆS NYN HUSK OG SLIP ET BARN ET SLIPS OG HUS NYT RÆS KØRT
SLÅR TØRT GRÆS NYN HUSK OG SLIP ET BARN EN TID OG NU TYST TRÆT ØRT ÅR
MØRT TRÆ LYST UD OG I EN GRAV EN TID OG NU TYST TRÆT ØRT
TRÆ LYST UD OG I EN GRAV EN TID OG NU TYST TRÆT
LYST UD OG I EN GRAV EN TID OG NU TYST
UD OG I EN GRAV EN TID OG NU
OG I EN GRAV EN TID OG
I EN GRAV EN TID
EN GRAV EN
GRAV
EN GRAV EN
TID EN GRAV EN I
OG TID EN GRAV EN I OG NU OG TID EN GRAV EN I OG UD
TYST NU OG TID EN GRAV EN I OG UD LYST
TRÆT TYST NU OG TID EN GRAV EN I OG UD LYST TRÆ
ØRT TRÆT TYST NU OG TID EN GRAV EN I OG UD LYST TRÆ MØRT
ÅR ØRT TRÆT TYST NU OG TID EN GRAV ET SLIP OG HUSK NYN GRÆS TØRT SLÅR
KØRT RÆS NYT HUS OG SLIPS ET BARN ET SLIP OG HUSK NYN GRÆS TØRT
RÆS NYT HUS OG SLIPS ET BARN ET SLIP OG HUSK NYN GRÆS
NYT HUS OG SLIPS ET BARN ET SLIP OG HUSK NYN
HUS OG SLIPS ET BARN ET SLIP OG HUSK
OG SLIPS ET BARN ET SLIP OG
SLIPS ET BARN ET SLIP
ET BARN ET BARN
Årstider Af Maja Linderoth, Litteraturhistorie
Foråret folder sig ud overalt omkring hende.
Hun er ny i verden.
Det er bare at gå ud i den.
Det er her, hun vokser op, med de røde roser og planterne, der snor sig sammen med hendes hår i de fneste fetninger. Årene går med selvfølgelighed, og der begynder at vokse hår ud under armene.
Hun kravler igen, som et kryb gennem dagen i kramper.
En sommerfuglelarve bevæger sig uendeligt langsomt hen over vejen, for at komme hen til engen, hvor de røde valmuer står og vejer i vinden.
De nikker som ansigter. Vi har set dig. Kom. Hun forpupper.
I mørket opløses hun
og omdannes.
Kroppen smelter i stilheden.
Kroppen er langt mere krop.
Hun kender den næsten ikke, selvom den stadig er hendes.
Er det overhovedet det samme væsen, der fyver ud, op mod den blå lysende himmel?
Sommeren er smuk og forvirret.
Det er hænder i hår. Hænder i hænder.
Hænder om lår, lænd.
Det er duften af en andens sved smeltet sammen med hendes egen. Stjernerne glitrer og føles tæt på.
Det er her, hun drikker øl i en park og møjsommeligt fetter sit hår sammen med en andens.
I efteråret falder bladene og lander for hendes fødder. Verden er den samme og en anden.
Mørket har rykket sig tættere sammen,
tættere på.
Hun lider.
Hun skal selvfølgelig være kunstner.
Hun tegner bladenes fald.
De røde, sammenkrøllede skikkelser, der vrider sig og visner på skovens bund.
Havbunden kalder på hende.
Hun har af og til næsten lyst til at være endnu en kvinde, der går ud i havet
– dets kulde, dets omfavnelse, så blå –for ikke at komme ind igen.
Hun lægger sig på stranden, og ser ud på bølgerne.
Da vinteren kommer
fryser den alt til.
Drømmen om havet er hvid.
Fuglene lander forsigtigt på isen og ser ind mod stranden.
Bidende koldt.
Blå fngre.
Det er ikke isen, der knækker.
Det er hende.
Knoglerne er gamle og knirker, da hun endelig rejser sig op og kan overgive sig til verden igen.
Snefnuggene falder
og minder hende om stjerner, som smelter i hendes hår.
Glitrende blå.
Sollyset, der refekteres tilbage fra isen overalt, inden den smelter, og drypper, og lader foråret rejse sig på ny.
De tog fejl.
Smerten er ikke nødvendigvis den dybeste følelse.
Hun går ud i glæden, helt til horisonten, hvor himlen er glødende, orange og rød, og falder på sine knæ, som et barn, leende.
Fra drøm til virkelighed
Af Katrine Duus Mortensen, Musikvidenskab
for når jeg vågner er det en ny dag
men jeg ville ønske denne dag kunne vare ved
jeg ønsker ikke at afslutte denne dag
jeg ved hvad der venter i morgen
og i morgen vil jeg ikke se i øjnene
lad dette øjeblik vare bare lidt endnu
lad det vare et døgn endnu
lad det vare en måned endnu
lad det vare et år endnu
lad det vare til at for evigt føles rigtigt
jeg er ikke klar til at slippe denne dag for i morgen banker virkeligheden på
og jeg ønsker at leve i drømmen
jeg trives i drømmen
lad mig dog bare blive i drømmen
drømmen føles så rigtig
men virkeligheden er en anden
så lad mig ikke afslutte denne dag for lige nu varer drømmen ved
og jeg er ikke klar til at vågne
Dag nat nat dag
Efterår Af Anton Engelbrecht Nielsen, Musikvidenskab
I aften er endnu en septemberaften. Jeg sidder og venter på at gå i seng. Regnen hamrer ind mod ruden. Voldsomt. Alarmerende. Hypnotisk. Jeg keder mig, men jeg er ikke træt endnu. I hvert fald ikke træt nok til at sove. Så jeg sidder bare i venteposition. Venter på nattoget.
Jeg kan hverken se eller mærke regnen, men jeg ved, at den er der. Jeg kan høre den. Sanse den. Den rensende, ødelæggende regn.
Lyden af regn får mig til at falde til ro. Våd støj. Konstant lyd, der bomber mine sanser og sætter en stopper for de mange inputs i min hjerne. Jeg kan pludselig tænke klart. Eller helt stoppe med at tænke. Men ikke nok til, at jeg kan sove.
Der er lummert indenfor. En smule september-tungt. De små tændte lys er med til at minde os om, at vi er omringet af mørke. Omringet af noget uforklarligt. Noget mystisk – i ordets oprindelige betydning. Et mørke jeg glæder mig til at krybe ind i. Forsvinde ind i. Stoppe med at eksistere eller i hvert fald være bevidst om, at jeg eksisterer, bare et par timer. Eller hvor lang tid det nu bliver denne gang.
Regnen banker på vinduet, som om den gerne vil ind. Men vi har ikke plads til fere. Kører stram udlændingepolitik. I et småt land. Med små sko. I en lille lejlighed.
Og dér forvandles den til hagl. Pistolskud næsten. Som om mine tanker om krig og fugt forvandler den. Som om regnen kan høre mine tanker og reagerer på dem. Ligesom da regnen pludselig stoppede, da jeg satte mig ned for at skrive om den. Som om den kunne fornemme, at den blev iagttaget. Et vildt dyr klar til fugt.
Regnen forsvandt, men gaden er stadig våd. Ruderne og asfalten er bulet efter de hårde slag. Regnen forsvandt, og mine tanker kommer myldrende tilbage. Der er alt for stille nu, og jeg er ikke klar til at gå i seng.
Da jeg kom hjem var vejret lidt kedeligt. Lidt småborgerligt. Perfekt til den rødvin jeg havde været ude at købe tidligere. En rødvin, der faktisk var hele grunden til, at jeg i det hele taget kom udenfor. Perleløg, smør og rødvin til den vildtgryde jeg skulle lave, som for at manifestere det kommende efterår. En rituel handling.
Jeg har sat Kristian Leth på i baggrunden, som for at skabe en stemning ud af det ingenting jeg føler. Som om det gør en forskel for vildtgryden. Jeg leger alkymist. Forvandler ånd til materiale og materiale til ånd. ”As above, so below. As below, so above”. Stilstand. Småbrise. Ikke helt sommer. Ikke helt efterår. Et grænsefelt. En liminal fase. Der hvor noget nyt kan opstå og hvor alting forandres. Hvis man altså tror på den slags. Det gør Kristian Leth.
Det er som om vejret kan høre mine tanker. Det er som om der er noget i rummet med mig. Selvom jeg ikke kan mærke vejret, sådan fysisk, er det som om det er her i rummet med mig. Det er som om det alligevel rammer noget i mig. En melankoli. En følelse af, at jeg ikke er klar til, at sommeren er forbi. Og jeg hader, at jeg er så letpåvirkelig. For det er jo egentlig lige meget, men jeg har brug for lys.
Gud så, at lyset var godt, men hvad med mørket? Hvad med alt det der gør, at lyset faktisk får en betydning? Er det ikke også godt? Jeg har brug for lys. Og jeg kan mærke, at mørket begynder at trænge ind på mig. Sådan er det hvert år, men behøver det at være sådan?
Pludselig kom det. Midt i en YouTube-video, som jeg straks måtte sætte på pause. Regn og hagl, som vi ikke har haft det i mange måneder. Hamrende. Buldrende. Direkte ind på ruden. Jeg blev bange for at vandet på en eller anden måde ville trænge ind, selvom alle døre og vinduer var
lukket. Fordi naturkræfterne netop har den kraft. Den voldsomhed. Gennemtrænger alt, der står i dens vej.
Det tordner højlydt, som da Minds of 99 lukkede Northside af med fyrværkeri, og jeg var ved at gå i panik, fordi jeg troede det var nu det skete. At russerne var kommet. Eller måske væsner fra det ydre rum. Tiden, der gik i stå. Lysglimt på himlen, der lyste hele min dagligstue op. Hive fundamentet væk under mig. Klar til at tage mig væk fra den virkelighed, jeg kender.
Jeg elsker, når vejret er voldsomt. Der sker ligesom noget. Et break fra hverdagen. Jeg elsker følelsen af, at verden er ved at gå under. At noget nyt er på vej. At noget er ved at gå galt.
Eller at noget gik galt, og det her er strafen. Syndfoden. Atombomben. Godzilla. En tsunami, der vasker det hele bort. Som et fodaftryk i sandet på stranden.
Jeg måtte skynde mig hen og skrive om det. Som om vejret insisterede på, at jeg skulle. Som om vejrets vilje, blev min vilje. Som om vi smeltede sammen.
Solen er lun. Luften kold. Men solen formår at bryde igennem kulden. En slåskamp mellem to modsætninger. Luke mod Vader. Hjerne mod krop.
Liv og død, som mødes på min bare hud.
Jeg kommer til at savne lyset. Kan mærke at den slipper mine hænder meget snart. At jeg nu skal gemme mig ved stearinlys. Lyskæder i stuen. Arkitektlampen ved skrivebordet. Så mørket ikke fnder mig. Slår sine lange klør i mig. Voldtager mit humør. Som det gør hvert efterår. Som det gør år efter år. Forfør mig efterår.
Fagforening og a-kasse
Bliv medlem af DM & MA for 0 kr. det første år
Meld dig ind i dag og tjek fagforening og a-kasse af på din to-do-liste. Det er der mange gode grunde til. Her er et par af dem:
Et unikt forsikringstilbud til 139,- mdr.
...inkl. online psykologhjælp, cykeldækning og elektronikforsikring
Professionel hjælp til din kontrakt og praktikaftale ...så du får lov til mere end bare at brygge kaffe
En fordelagtig studiekonto ...med attraktive renter og gratis mastercard
Mere end 700 kurser og arrangementer om året ...der hjælper dig i gang med den næste eksamensopgave
Et medlemskab hos DM (fagforening) er gratis det første år og herefter 20 kr./mdr. i resten af din studietid. MA (a-kasse) er gratis i 5 år af din studietid, så længe du er under 30 år. dm.dk/uni
UD EN FOR TE MA
Anmeldelse af Neva
Af Markus Geisler, Æstetik & Kultur
Neva er et 2D puzzle-platformspil fra 2024, som er udsprunget af det spanske Nomada Studios og er opfølgeren til deres emotionelle debut GRIS fra 2018. Som sin forgænger udmærker Neva sig med sin skarpe og genkendelige visuelle stil, utrolige baggrunde og toner af Berlinist, der får idyllen og melankolien til at gå op i en højere enhed. Af nye tilføjelser i Neva ses et simpelt men robust kampsystem, der bidrager med lidt ekstra intensitet og udfordring, mens du bevæger dig igennem spillets fantastiske landskaber.
Du spiller som Alba i selskab med ulven Neva, og sammen rejser I gennem en broget verden for at opspore roden til en ond kraft, der får livet og døden i naturen til at opføre sig anderledes, end den plejer… Mere ønsker jeg ikke at afsløre, da jeg synes, at der er en skøn overraskelsesfaktor i måden, naturen
Billede: Devolver Digital (min beskæring)
er i opbrud på. Flere af naturens beboere – både venlige og fjendtlige – henter i øvrigt inspiration fra Studio Ghibli og særligt Prinsesse Mononoke’s univers, hvilket i høj grad bidrog til min begejstring for spillet.
Gameplayet består primært af en
kle og kreative platformsekvenser med puzzle-elementer, så man må bruge list for at komme igennem udfordringerne. Disse er brudt op af kampsekvenser, scenisk vandring gennem landskaberne og punktuelle bosskampe. Som en der havde set frem til at nyde Neva som en slående audiovisuel oplevelse, var sværhedsgraden veltilpasset. Spillet var let nok til, at der var et godt fow, men der var stadig tilfredsstillende øjeblikke, hvor mine evner blev udfordret i både platforming og kamp. Jeg var dog overrasket over, at selve puzzle-platformelementerne ikke fyldte mere, ligesom de gjorde i GRIS, men kunne godt værdsætte den vægt, der i stedet blev lagt på de kontemplative gåture gennem landskaberne.
Kamp-delen af spillet er dog et område, jeg har ambivalente følelser omkring. Kernen i kampsystemet er i sig selv solid – du har et sværd at slå med, og du kan rulle væk fra eller gennem angreb for at undgå skade. Udover det har du tre liv, og du regenerer noget af dit liv, når du slår på fjender, så kampene fø-
les meget dynamiske, fordi du kan kæmpe dig tilbage fra en dårlig situation.
Når du kommer ud for kamp, er det typisk i indelukkede arenaer, hvor du først kan komme videre, når du har besejret alle fjender. Disse arenakampe er skarpt tunet i længde og sværdhedsgrad, men jeg synes, der er lidt for mange. Fjendevariationen er fn, og udformningen af visse arenaer rekontekstualiserer kampene på interessante måder, men jeg føler stadig, at kampsystemet er for simpelt og ikke udvikler sig nok i forhold til, hvor meget man kæmper i spillet.
Tager man et kig på bosserne, er de i høj grad spektakulære, men desværre fandt jeg den sidste en smule undervældende, da den var meget ensformig i sit angrebsmønster. Det er en skam, for bossen har ellers et vidunderligt design og føles enormt truende, hvilket man mærker fere gange igennem spillet. Kamp-delen af spillet er på ingen måde dårlig, men for mig havde det ikke gjort noget, hvis nogle af arenaerne var taget ud til fordel for
fere platformsekvenser.
Kigger man på historien, står forholdet mellem Alba og Neva centralt og er et hjertevarmt og bærende element i spillet. I løbet af spillet kommer man over fre kapitler gennem de fre årstider, og som forløbet udvikler sig, således gør relationen mellem Alba og Neva. I sommerkapitlet er Neva unge og har brug for, at du hjælper hende gennem banen og befrier hende fra fjendernes kløer, så du skal have hende in mente, når du løser platformgåderne.
Når efteråret til gengæld runder, er Neva blevet større og kan klare sig selv og er fere gange med til at redde dig ud af farlige situationer ved konkret at kunne bruges i kamp.
Afhængighedsforholdet ændrer sig mellem dem, hvilket refekteres i banedesignet, og jeg synes måden, gameplay understøtter historien, både er tilfredsstillende og poetisk.
Jeg føler også for at fremhæve, at der er en dedikeret knap til at kæle med Neva, hvilket jeg gjorde stor brug af gennem hele min spilletid.
Konkluderende vil jeg sige, at Neva er et fremragende spil. Den audiovisuelle præsentation er i top, og spillet er fyldt med slående billedkompositioner, som du får rig mulighed for at nyde. Historien er fyldt med mystik og rørende øjeblikke mellem Alba og Neva, og det er ikke udelukket, at man vil blive emotionel undervejs.
I hjertet er spillet en kompetent puzzle-platformer, og der er et godt fow igennem det hele. Det tilføjede element af kamp giver anledning til nogle intense øjeblikke og storslåede bosskampe, men fylder måske for meget i det samlede billede. Dog tager det ikke meget fra spillet, som ender med at være en uendelig smuk og stemningsfuld platformer om familie, natur og livets gang.
Fra mig bliver det i høj grad en anbefaling til både nye og erfarne spillere, og hvis kamp- eller platforming-elementerne virker afskrækkende, er der en “story-mode” i spillet, hvor man ikke skal bekymre sig om at dø og skulle starte forfra. Med det sagt, var det alt for mig. Tusind tak for at se med.
Kære Af Bjørn Thomas Nielsen, Litteraturhistorie
Kære hav af norden du kendte mig som barn som barn kendte jeg dig vind og majestætiske bølger skrig mens dine børn løber på små ben over min mors fødder og min søsters fødder og mine fødder dit vand har varmet mine hænder og frosset mine ben din brusende natur har taget mig fra min fars skulder og båret mig ud men af dig kommer der liv såvel som død og du giver mig tilbage som jeg ønsker jeg kunne give dig noget tilbage
Kære barn af landet
så lille en del af mig du har mødt alligevel er alt jeg er i alt af mig og det mig du mødte i dit land er det mig der bruser over hele verden jeg tager ligesom dig børn af landet som tager og tager som bønfalder mig og beder til mig og gør mig til gud når solen røre mig mit liv dør ligesom dit
og den krig vi har med hinanden er lige så stor som den kærlighed du føler når mine krabber rører dine fødder lad dig give som jeg har givet dig tilbage til livet
Maja
Af Bjørn Thomas Nielsen, Litteraturhistorie
Du beder mig tænke
På noget som er smukt
Jeg borer røde albuer ned i bordet
Plukker til nerverne i mit bryst
Men som jeg forsøger at rulle mine øjne
Tilbage i hovedet
Og se bagsiden af mit hvide skelet
Glimter jeg et strå af dit lyse hår
Du prædiker om gud som er kærlighed
og om kærlighed som er alt
Vender spejle mod væggen
og drikker rosenvand
Hvis der er noget som er smukt
Er det håbet du bærer i dine hænder
Så vi sipper vin og regnvand
Vasker hinandens fødder med mudder
Når du lægger dig på dine knæ og dine hænder
Og tror på en verden som er større end os
Så knækker jeg min ryg midt over
Lægger øret til jorden ved siden af dit
Emma
Af Bjørn Thomas Nielsen, Litteraturhistorie
Du løber ringe om dig selv og taler på dobbelt hastighed
Mens mine læber limer sig sammen med Nutella og østrogen
Du tager en fl til dine tænder sliber dem skarpe som en hunds
Desperation kryber sig ind i mine knogler og mit skind
Du fortæller om sult og kærlighed mens væmmelse vokser som stemmebånd i min hals
Vi bygger huse ud af afmagt og tilbyder hinanden en seng
MØDET MED EXORCISTEN Tekstuddrag til teateridé
Alt til ende
Af Nina Johannson, Litteraturhistorie
Kristi går hen til Alma og lægger en hånd på hendes skulder. Alma ligger på gulvet og hiver efter vejret. Hun delvist hvisker og råber.
ALMA
De kommer!
KRISTI
Hvem kommer?
En pludselig vrede kommer fra Alma.
ALMA
De kalder på mig. De vil tage mig og få mig i stykker.
KRISTI
Alma, hvem kommer? Du skal stoppe med det der - se på mig!
Alma rejser sig pludselig op og kigger med fråde ud af munden på Kristi, der står og kigger forskrækket på Alma.
Alma er i en trancelignende tilstand.
ALMA
Vil du have noget?
Hvis du spiser den, dør du.
Du vil lige så stille mærke, hvordan det løber ned i halsen på dig.
Og pludselig ligger du på gulvet. Helt hjælpeløs.
Kan du mærke det?
KRISTI Mmmmm.
ALMA
Mmmm hvis jeg lige tager fat her.
Alma tager fat om Kristis ansigt og krop med en seksuel undertone. Uha, det kunne du godt lide? For du vil jo gerne.
KRISTI
Alma... ALMA
For du dør af det, så er det den risiko, du vil tage?
Jeg kan gøre sådan her!
Alma tager to fngre mod hagen som en pistol og virker truende. Kristi tager fat i Alma for at ruske hende ud af trancen.
KRISTI
Alma, stop! Kig på mig! Der er ikke nogen - jeg er ikke en af dem.
ALMA
Jeg vil dø for dig.
Jeg er syg for dig.
Jeg vil have dig - for mig selv.
Ingen andre skal have dig.
I dit sidste åndedrag, imens du ligger og ber´ om nåde.
Jeg vil have at du kun siger det til mig. Selv når du trækker vejret for sidste gang –at du siger “jeg elsker dig”. For du er kun min - ingen andres.
Alma tager fat i Kristi og tvinger hende til at lægge sig i hendes skød.
Og jeg vil vogte over dig som et lille lam, der savner sin mor - et lille såret lam. Og du vil ligge og forbløde i mine arme og du vil være min for evigt. For jeg er ikke bange. Du skal ikke have medlidenhed med mig. Jeg vil skabe noget smukt.
Alma laver pludselig opebbende “orgasmiske” lyde.
I den sjette time står jeg omme bag den dør og er klar.
(råbende) Du skal se mig. Du skal høre mig.
Alma falder ud af tranchen. Hun falder i Kristis arme. Kristi kigger forskrækket på Alma. Alma kommer sig lige så stille og begynder at græde.
ALMA (fort.)
Årh Kristi. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - de er der hele tiden - de taler til mig. De forlanger, at det er mig, der er den udvalgte. Det kan jeg ikke, Kristi!
KRISTI
Shhh - det er slut. Der er ikke nogen Alma. Det er kun mig. Jeg passer på dig.
Scene slut.
af Elina Willum, Litteraturhistorie
Kærlighed er nok næsten umulig at indkapsle og defnere, den kan føles på mange måder og opleves ofte anderledes fra forelskelse til forelskelse og forhold til forhold. Alligevel går vi nok alle med en idé om, hvad kærlighed er, hvordan den burde se ud, og hvordan vi ønsker den skal føles. Den er en universel længsel, som vi alle har tilfælles. I Emily Brontës roman Wuthering Heights fra 1847, møder vi en kærlighed, der ikke er idealiseret, kærlig eller romantisk i den forstand, de feste nok drømmer om. Alligevel bliver fortællingen taget op igen og igen, nyfortolket og gendiskuteret, det nyeste bud på en flmatisering, er flmen Wuthering Heights fra 2026. I forbindelse med udgivelsen af flmen er Kate Bushs sang Wuthering Heights fra 1978, blevet genopdaget af folk, inklusiv mig selv, der ikke var født da sangen hittede. Da jeg overvejede at skrive denne anmeldelse, hørte jeg konstant Kates lyse næsten banshee-agtige stemme i mit hoved, og opdagede hvordan sangen formår at hjemsøge, lige så meget som Cathy gør i romanen. Derfor vil jeg inddrage sangen i min anmeldelse og analyse, og se på hvordan Emily Brontës værk kommer til udtryk i flmen og i sangen med udgangspunkt i bogen.
”Out on the wily, windy moors / We’d roll and fall in green / You had a temper like my jealousy / Too hot, too greedy” Sådan starter Kate Bush sit hit Wuthering Heights det samme sted, som Emily Brontë starter sin roman over 100 år forinden. Titlen på sangen efterlader ingen tvivl om, hvem Bush synger om, og som lytter transporteres vi direkte ind i Brontës univers på den blæsende hede, der startede med legende børn i det stormfulde højland. Romanen foregår på to planer, fortællingens tid, der starter da manden Lockwood lejer nabohuset til Wuthering Heights, Thrushcross Grange. Her møder han Nelly, der har arbejdet som tjenestepige for de personer, Lockwood nu fortæller historien om. Nelly tager også dermed tilbage i den fortalte tid, da den unge og ustyrlige Catherine Earnshaw og broren Hindley Earnshaws far bringer hittebarnet Heathclif med hjem. Catherine og Heathclif udvikler et stærkt bånd, og Catherine tager ejerskab over den udstødte dreng, der må kæmpe for
sin plads og accept. Titlen på romanen afspejler det miljø vi befnder os i, der i høj grad også refekterer børnenes temperament og, til tider, ulidelige karakterer.
Relation mellem de to børn, der vokser op sammen, slår gnister, men udvikler sig aldrig til andet. Da Heathclif overhører Catherine sige, at det vil fornedre hende at gifte sig med ham, rejser han fra hjemmet. Dette er et øjeblik flmen tager op som et vendepunkt i historien, da det medfører at Catherine gifter sig med nabohusets søn, Edgar Linton, en sød og rolig dreng, der står i kontrast til Heathclif. Filmen insinuerer dog, at bruddet mellem dem bunder i en misforståelse. Da Heathclif vender tilbage efter fere års forsvinden, nu med en uforklarlig formue, bliver misforståelsen, ligesom i bogen, forklaringen på, hvorfor karaktererne ikke giftede sig dengang. I flmen fører det til en afære mellem karaktererne, der for en stund får hinanden, og en årsagsforklaring på, hvorfor kærligheden ikke sejrer, som flmen søger. I den originale fortælling er der intet håb for at trådene kan redes ud, og den lykkelige slutning er ikke formålet med fortællingen.
Filmen udtrykker en forestilling om, at kærligheden skal legitimeres for at være rigtig, at en misforståelse er grunden til, at det ikke ender godt.
Den kærlighed, bogen udtrykker, forklarer ikke sig selv og er ikke en lykkelig fortælling. Det er i formidlingen af motiverne bag kærligheden, at flmen tager en forkert drejning. Heathclif og Catherine får aldrig hinanden, i hvert fald ikke i livet, og deres altudslettende kærlighed og traumer bliver ført videre til næste generation. Her møder vi Catherine og Lintons datter, Catherine, Heathclif og Isabella Lintons søn, Linton, samt Hindleys, Catherines bror, søn Hareton. Efterkommerne, hvis fortælling fylder halvdelen af romanen, afslutter historien og de mange års ufred. Filmen stopper før vi møder den næste generation, endnu et interessant valg, der gør at vi ikke mærker rødderne der infltrerer alt på den blæsende hede i Yorkshire.
Romanen er et enestående værk, der indkapsler den storslåede, komplicerede og ulykkelige kærlighed mellem Heathclif og Catherine. Filmens valg om ikke at gøre forholdet mellem dem platonisk, og at de gentager, mange gange, at de elsker hinanden, understreger netop en fremstilling, der ikke ligger sig op ad bogen. Det er en romantiseret udgave, hvor karakterens laster, fejl og brist står i skyggen af den vilde, og til tider overgjorte, scenograf, de smukke og kendte skuespillere samt det store fokus på sex. Hele ideen om at Heathclif og Catherine kunne have fået hinanden, hvis omstændighederne havde været anderledes, står i komplet modsætning til Brontës roman. Her er kærligheden langt fra sødmefuld og seksuel. Den er kold og voldelig og altudslettende, og udspiller sig ikke i hed sex i en karet og slet ikke med Isabella Linton der underkaster sig Heathclif med en hemmelig bdsm fetich.
Nu vil jeg bevæge mig videre til en anden kunstnerisk adaption af romanen, nemlig Kate Bushs sang, som jeg mener indkapsler essensen af Brontës roman. Jeg vil inddrage den første musikvideo Bush udgav i forbindelse med sangen, eftersom billedsiden, på trods af dens simplicitet, understøtter Bushs kreative fortolkning. I videoens begyndelse toner Kate Bush frem på skærmen. Hun er iklædt en hvid kjole, og har løst krøllet hår i et mørkt rum, med et klart hvidt lys der skinner på hende. Hun bliver som en reinkarnation af den bedårende Catherine, som hun kunne have set ud, da hun i indledningen af bogen vækker den rædselsslagne Lockwood ved at banke på vinduet, da han overnatter i hendes barndomshjem. En gotisk intro til romanen, der sætter det overnaturlige og spøgelsesmotivet ind i historien. I de følgende 3.45 minutter af musikvideoen, ser vi Kate Bush der danser en form for ballet der fyder sammen med hendes lyse stemme og giver et indtryk af, at vi ser på en overnaturlig, foruroligende og kærlig fortolkning af Catherines spøgelse. Ud fra denne fortolkning vil jeg analysere sangen, med Bush som manifestationen af genfærdet til den afdøde Catherine.
Hvis vi kigger nærmere på sangteksten, ser vi hvordan forholdet til Heathclif beskrives fra Catherines perspektiv i form af Kate Bush. Et godt sted at starte, ville være det sted, hvor selve tonen i sangen ændrer sig, da Kate Bush gør sin stemme mørkere og dyster og synger ”I hated you”. I romanen hader Catherine også Heathclif, men når det er sagt synger Bush i næste åndedrag ”I loved you, too”. Det tvetydige forhold, der rummer både kærlighed og had, hvor den ene ikke udelukker den anden, og forholdet og muligheden for at tingene kunne have været anderledes, er en misforstået utopi i flmadaptionen.
Lad os tage et dyk længere ned i spøgelsestematikken. Som før nævnt starter romanen med Catherine der banker på vinduet til sit værelse, dette efterligner Kate Bush ligeledes i sin dans, hvor hun putter hænderne foran sig som en mimer med et spøgelses vægtløshed. Mens hun laver denne bevægelse, kommer omkvædet ”Heathclif, it’s me, I’m Cathy / I’ve come home, I’m so cold / Let me in your window”. Bush skaber et billede af den kolde Catherine der prøver at komme ind ad vinduet. Foreningen mellem Catherine og Heathclif får muligvis alligevel sin forløsning. I romanen får vi beskrevet et makabert og nekroflt øjeblik, da Heathclif tager op til Catherines grav og åbner kisten. Han bestikker graveren, til at begrave ham ved siden af hende, i stedet for hendes mand, og lade kisterne stå åbne, så deres jordiske rester kan blande sig, og endelig forene dem i døden. Da Bush synger ”How could you leave me”, er det som at høre Catherines ekko, der lider under Heathclifs fravær, både da han forlader hende i livet, og i efterlivet. Brontë skriver i sin roman, som er en af de ikoniske linjer, der også klarede den ind i flmen ”he is more myself than i am. Whatever our souls are made of his and mine are the same”. Et sjælebånd, som Bush tager med ind i sangen. Man kan derfor refektere over om den næste linje, da hun synger ”When I needed to possess you?”, skal forstås i lyset af livet eller døden.
Afslutningsvis vil jeg sætte fokus på det modstridende i Catherine og Heathclifs kærlighedsrelation. Catherine bliver beskrevet som en utæmmelig karakter i Brontës roman, med en udødelig kærlighed til Heathclif. Dette ses i Bushs tekst, da hun synger ”I’m coming back love, cruel Heathclif / My one dream, my only master”. Igen ser vi hvordan kærlighed og had er blandet sammen. Ordvalget, da hun beskriver Heathclif som hendes ”master”, er interessant. Selvom romanen er skrevet i 1847, er Catherine en karakter der på mange måder er forud for sin tid. Catherine er som kvinde dog stadig afhængig af en mand til at forsørge sig. Det ambivalente i, at en utæmmelig og forkælet karakter som Catherine, der får alt hvad hun peger på, skal underkaste sig og være afhængig af en mand, skaber en uoverensstemmelse. Kate Bushs ord får mig til at tænke på, om det skal tolkes som et brud på Catherines karakter, eller som en undskyldning for at gifte sig med Linton. Bushs fortolkning forklares muligvis i den følgende linje ”Too long I roam in the night / I’m coming back to his side to put it right / I’m coming home to wuthering, (…) Heights”. Catherine vender altså hjem i efterlivet, for at blive forenet med Heathclif. Det samme kan tolkes i romanen, da en dreng ser to spøgelser på heden, Heathclif og Catherine, i døden er de forenet mens livet skilte dem. Musikvideoen slutter med en guitar solo, mens Bush forvandles til en silhuet, en skygge i det gyldne lys, som sender os ud med en foruroligende og ulmende stemning.
malurt
af Sebastian Højen, Æstetik & Kultur
absint i øjeæble lækage i vandrør tog meget ind drak hjernen ud til jeg fandt den i vandkanten forstenet som havde den altid været under tektoniske plader vugger mig taktfuldt indbildsk ind i søvnen væk fra simulation dissociation association
himmelhund
af Sebastian Højen, Æstetik & Kultur
hvordan kunne vi
undslippe natur og være i det
rive bånd af træer
aldrig fundet
blev bånd
blev vi
køtere
kamuferet bag stofer
af akryl og manerer
puttet i papkasser
stillet ved internater
mañana mañana
all dogs go to heaven
sprayet med akryl
på bænken i parken
det gav en utilgivelig ro
mangrove af Sebastian Højen, Æstetik & Kultur
stadigvæk
borer der sig blytunge rødder
ind til benet
ind i benet
du står på
halvfjerds procent af jorden
er dækket af vand
halvfjerds procent af mennesket
er dækket af vand
derfor borer mangroven
sig i dig i mig
kald det ængstelig
kald det ubehag
kald det hvad du vil
det kommer fra jord gaia kosmos
fra mangroven
du sagde det selv
kært barn har mange navne
hvor mange har du?
Anmeldelse af 1000xRESIST
Af Markus Geisler, Æstetik & Kultur
Du befnder dig et sted du ikke har set før. Eller har du? Væggene består af krydsfettede stålbjælker og samler sig i en enorm kuppel med hvidt lys skinnende fra oven. Lyset refekteres i den krusede vandfade, der dækker gulvet. I midten af rummet står lygtepæle og lyser ned på mennesker, du ikke kender.
Men det vil du komme til.
Du ser nu en, der ligner dig selv, men i dette tilfælde ligner personen nok mest mig. “Du er lige nu i gang med at læse en anmeldelse af 1000xRESIST,” siger jeg til dig. Du ser lidt forvirret ud, og jeg forstår. “Lad mig tage dig med til begyndelsen...”
tionel modstand. Meget passende i forhold til titlen. Historien så ud til at efterlade et stort indtryk på andre, så selvom spillet forsvandt fra min radar, lå det stadig et sted i mit baghoved og ventede.
Billede: Sunset Visitor
Historien begynder
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente mig af spillet
1000xRESIST. Jeg havde hørt om det, da det kom ud i 2024, og at det skulle være noget af en narrativ perle. Noget med multigenera-
Du har allerede oplevet starten på spillet. På en måde. Det er en af den slags historier, der starter meget kryptisk, men som langsomt giver mere mening, som man kommer ind i den. Det tager dog ikke mere end de første par kapitler.
Du spiller som Watcher i en fjern fremtid dybt under jorden. Din verden hedder ‘The Orchard’ og regeres af en gudefgur kaldet ALLMOTHER. Engang var ALLMOTHER en skolepige ved navn Iris, der var fyttet til Canada fra Hong Kong med sin mor og far, og sammen prøvede familien at tilpasse sig deres nye tilværelse.
Alt kompliceres dog af en dødelig pandemi, hvor det uforklarligt viser sig, at Iris er immun overfor sygdommen. Dette katalyserer en række kloningseksperimenter for at fnde en løsning. At dømme efter spillets ‘nutid’ klarede menneskeheden den ikke. Men Iris og hendes kloner gjorde.
Og så er der rumvæsner. Pandemien var deres værk.
Watcher og hendes ‘søstre’ er alle efterkommere af Iris, men så meget som de alle ligner hinanden, er de lige så forskellige. Watcher er forsigtigt anlagt og meget lydig og pligtopfyldende, mens hendes veninde, Fixer, lever mere på kanten af reglerne, på jagt efter noget nyt.
Man har ikke længere navne, men er i stedet kendetegnet ved den funktion, som man opfylder. Watcher har til opgave at observere og opleve ALLMOTHERS minder, hvorigennem hun og vi bliver
vidne til en historie med intriger, forræderi, venskab og – selvfølgelig – modstand.
Som du nok kan fornemme, er der mange bolde i luften i 1000xRESISTs historie. Trods dette fandt jeg det ikke så overvældende at komme ind i spillet, som jeg kunne have frygtet. Historien er god til gradvist at give dig eksposition for de bagvedliggende begivenheder samtidig med, at den snævrer ind og stiller skarpt på de små fortællinger.
Særligt blev jeg grebet i kapitel 1, når man gennem simulerede minder oplever Iris’ venskab med pigen Jiao, hvor Iris langt fra opleves som en nådig og hellig fgur. Kapitlet efterlod mig med en knugende summen i maven.
Ret tidligt i min gennemspilning blev jeg mindet om bogen This Is How You Lose the Time War. Spillet præsenterer dig for en vild sci-f-verden med en kompliceret baggrundshistorie på et sprog, der tangerer det lyriske og kryptiske, men i kernen er historien meget menneskelig. Centralt står Watchers rejse som karakter, og hvordan hendes antagelser om ALLMOTHER bliver udfordret, samt hvad der fandt sted inden for Iris’ families fre vægge. Jeg er vild med dette greb.
Spillet leger med dine forventninger og antagelser, og til tider kollapser virkeligheden om sig selv i et spind af simulationer, hvilket kan være lige dele spændende og forvirrende, men jeg synes spillet er god til at holde fast i tråden, så man aldrig bliver helt væk.
Jeg skulle lige overbevises i starten, men jeg faldt hurtigt pladask for spillets historie.
Et spil 1000x ud i fremtiden
Det kommer næppe som en overraskelse for dig, hvis jeg fortæller, at historien er det bærende element i 1000xRESIST. Men der er jo også bygget et spil rundt omkring den.
Narrativet udfolder sig især gennem dialog med andre karakterer, hvor du af og til får præsenteret forskellige svarmuligheder – et typisk træk for narrative spil. Disse dialogvalg fungerer dog mere som en mulighed for spillerudtrykkelse snarere end en måde at påvirke historiens gang. Det fungerede godt for en som mig, der ikke havde lyst til at misse noget spændende, hvis jeg traf et dårligt valg.
Dette betyder også at spillet i højere grad kan lege med sin måde det præsenterer dialogvalgene på, hvilket for mig resulterer i en meget unik og efektfuldt form for historiefortælling.
I narrative spil er stemmeskuespil en gave, og det er det også her. Hurtigt bemærkede jeg dog, at der var noget, der føltes underligt. Leveringerne er overvejende lavmælte og en anelse stive uden de største følelsesmæssige udsving. Om det var meningen eller ej, syntes jeg dog det bidrog efektivt til spillets futuristiske setting og uncanny undertoner. Det er trods alt kloner, der snakker sammen, hvem ved hvor langt ude i fremtiden.
Til tider falder stemmeskuespillet igennem, men der er også mange elskværdige stemmer, og man kan helt klart mærke, at der er lagt kærlighed i håndværket.
Karakterernes udtryk og animation er på mange måder ligesom stemmeskuespillet: stift i kanten, men meget efektfuldt. Spillets områder er ligeledes rå i deres udtryk, men hvad spillet ikke har i teknisk overlegenhed, har det i vilde karakterdesigns og slående visuelle motiver. På dette punkt fremstår spillet enormt overskudsagtigt.
Med begrænsede midler formår spillet at skabe en fremmed og dragende atmosfære med stor tak til sine skæve dialogvalg, indtagende karakterer og et overlegent billedsprog. På et konceptuelt plan er jeg dybt betaget af 1000xRESIST og er ligeledes ellevild med den historie, som spillet fortæller, og måden det
bliver gjort på.
Da spillet heller ikke kræver særlige spillemæssige kundskaber, er det derfor også meget nemt for mig at anbefale til folk, der ikke plejer at spille computerspil. Hvis historien i 1000xRESIST på nogen måder tiltaler dig, vil jeg klart sige, at det er et forsøg værd.
På en eller anden måde ender vi tilbage, hvor vi startede. Du har læst en lang anmeldelse og er kommet ud på den anden side med nye bekendtskaber. “Tak skal du have,” siger jeg til dig. Du kigger rundt på dine venner og fjender, der står under lygtepælene. Du ved ikke hvordan endnu, men deres skæbne afhænger af dig. Hvad gør du nu?
Tema for VISIR #100: NOSTALGI
Tak for at tage turen igennem en masse overgange med os – det sætter vi pris på!
Næste gang er der en meget speciel udgivelse i vente… Vi skal nemlig bevidne Visirs hundrede udgivelse! Sådan en milepæl har man ikke lyst til at gå glip af.
Efter fælles brainstorm og afstemning er temaet landet på nostalgi.
Under markeringer ved større begivenheder er det oplagt, udover at se fremad, også at skue tilbage og mindes de gode forgangne tider.
Livet rummer både nydelse og smerte, og begge disse tager sig forskelligt ud gennem nostalgiens prisme. Nostalgi er glæden for det, der har været, og sorgen for det, der ikke længere er.
Har du noget på hjerte inden for teamet, så send det meget gerne i vores retning. Det kan være en tekst, en illustration eller noget helt tredje. Alt der kan trykkes i et blad er kærkomment. Hvis du har noget, du gerne vil have med i den næste udgivelse, men som ikke passer under temaet, så bare rolig – vi tager med glæde imod det!
Læs med her, hvis du ønsker at bidrage:
Bidrag sendes til kasernebladetvisir@gmail.com.
Tekstlige bidrag sendes som redigerbare dokumenter (word eller docs).
Grafske bidrag sendes i PDF-format.
Inkluder venligst dit navn og studie i det bidrag du indsender (ved grafiske bidrag kan det bare være i mailen).
Dokumentets titel må meget gerne være det samme som bidragets.
