Issuu

N r .

8 0

O k t o b e r

2 0 1 7

Redaktion Jeppe Lauridsen Emilie Winther Jensen Nana Nikoline Boller Mia Oliviarius Nielsen Ida Marie Christensen Katrine Møller Jensen Emilie Winther Jesen Caroline Borring Laursen Lamija Filipovic Simone Sjørvad Hansen Nanna Bach Henriksen Laura Vilsgaard Kejser

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir For– og bagsidelayout kasernebladetvisir@gmail.com

Emilie Winther Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er d. 22. november Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge eksemplarer/billetter m.m. inden

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Din rejse gennem Visir Nr. 80

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Oplæg til næste nummer Norden

9 10 11 12 14 16 24 26 27 30

32 39

Tema: Rejsen Christina - Mads Urenfeldt Bækgaard Barcelona: Sangria i flere liter, spanske mænd til hver side og politiske konflikter - Lamija Filipovic Rejsebudget på SU - Louciana Kold Busquístar - Caroline Borring Laursen Uden titel - Malte Frøslev Samson - Nana Nikoline Boller Rejs(ning)er - Martin Seaton Hinkeleg - Jeppe Lauridsen Anmeldelser Røde Baron: Skudt Ned af Egen Stil - Jens-Jakob Kristiansen Om Den Frie vilje: forsøg eller fremlæggelse af synspunkter vedrørende den frie vilje - Nana Nikoline Boller Andet Rapport fra årets Spotfestivalsfront 2017 - Denni Ian Skrievaften med Visir

Arkivguld VISIR#64: Billeder af den nordspanske pilgrimsvandring: El Camino de Santiago de Compostela - Jakob Munk

Visir # 80

Leder

Din rejse gennem Visir Nr. 80 Goddag. Jeg er lederen af VISIR #80: Rejsen, og jeg skal være din guide til bladet i dag. Du står på tærsklen til en berigende læsning, der vil føre dig vidt omkring, fra byrummet i Barcelona til skyerne med Den Røde Baron. Jeg vil ikke tvinge dig ned ad en bestemt sti eller forsøge at påvirke din holdning til rejsens indhold, men derimod invitere dig til at vælge din egen personlige rute gennem bladet.

til at strække halsen, sænke tempoet og nyde udsigten.

Stien er lagt åben for dig, og hvordan du vælger at bevæge dig ad sidernes tekstspor, er helt op til dig. Jeg er her blot for at låse op for læsningen. Gå nu, vælg din rejse gennem bladet, og vend tilbage med nye indsigter.

God læselyst! Du kan traske direkte til anmeldelserne og beundre Gyldendals nye udgivelse eller mere skeptisk iagttage en tegneseries død. Denne sti tager dig også forbi en hinkerude af Julio Cortázar, som måske medfører en kritisk refleksion over din egen rejse og de valg, du har truffet på vejen. Hvis disse destinationer ikke har mættet din appetit, kan du tage med Denni og bandet Kellermensch på et trav akkompagneret af Spot Festivals musikalske tempo.

Visir # 80

Men den primære attraktion, hvis du spørger mig, er nu engang første sektion i bladet, den om Rejsen. Her kan du iagttage digte, noveller og fotografier af spirende kasernitter, som bestemt vil få dig

Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktører: Jeppe Lauridsen & Emilie Winther Jensen jeppelauridsenn@gmailcom emiliewinther06@gmail.com

Visir # 80

Rejsen

Anbefaling

Redaktionen anbefaler Visir anbefaler: At rejse på egen hånd

At anskaffe “Turen går til: Bøgernes Verden” som inspiration til næste rejse At huske sit pas Lokale madoplevelser At lægge sin mobil fra sig, selvom man nu kan bruge data i hele EU At se mere af Danmark At fordybe sig i den lokale kultur At se ting med egne øjne og ikke gennem en kameralinse

At tage en masse bøger med

Visir # 80

At komme i god til til lufthavnen

Anbefaling

Rejsen

Redaktionen anbefaler ikke

Visir anbefaler ikke: At glemme sit pas

Turistfælder Sokker i rejsesandalerne At blive solskoldet At blive taget i tolden At smugle ulovlige ting med i bagagen At fornærme de lokale At flyve med RyanAir At spise rå græntsager i Asien At komme i ALT for god til lufthavnen

Visir # 80

Rejsen

Oplæg til næste nummer

NORDEN

”The North remembers.” Selvom dette citat egentlig refererer til norden i det fiktive land, Westeros, så kan man som skandinaver næsten ikke undgå at rette sig op og skyde brystet en anelse frem, når et medlem af Stark-familien siger de berømte ord – vi er stolte af at være fra norden. Om det er en stolthed, der stammer helt tilbage fra vikingernes tid, det ved vi her på redaktionen ikke, men selv George R. R. Martin og HBO har forstået vores nationale stolthed i sin fremstilling af Jon Snow, der nægter at bukke sig. Vi har da også en del ting at være stolte af: stilrent møbeldesign, spirende musiktalenter, smukke skove, sort humor, skummende øl, skønne forfattere og ikke mindst SKAM <3 Til næste nummer af VISIR opfordrer vi jer til at søge tilbage til de nordiske rødder og tænke over, hvad I forbinder med norden. Tag jeres nærmeste med ind og se EDDA på Århus Teater, diskuter Noora og Williams forhold over en iskold Tuborg, start en strikkeklub, drag afsted til vikingetræf, besøg Moesgård Museum og lad dig inspirere!

Tag din inspiration med indenfor i ly for nordens kulde, tænd nogle stearinlys, hop i din mest vamsede hjemmestrikkede sweater og find blyanten, penslen, kameraet, computeren eller noget helt femte frem – og skab et mesterværk til VISIR!

Visir # 80

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er d. 22. november 2017

Digt

Rejsen

Christina Af Mads Urenfeldt Bækgaard, Musikvidenskab

Som første gang jeg så dig, jeg undres at du fandtes, det var som i Loch Ness, det føltes som det brændtes! Et fabeldyr fra top til fod, du er af paillet og blod, og skønt vi ofte ønsker på, at tiden går af lave, så husk jeg mejsler minder, der gør vort kendskab til en gave. Så beige, bordeaux og blå, jeg mærker noget slå, en farverig palet, det er kun én facet! En spænding som skal smedjes der i kroppens hjertekar, er det der gør os mere end til blot et yndigt par! Forunderlig fortælledyst, vor enighed gir’ lyst, og skønt vi ofte ønsker på, at tiden går af lave, så husk jeg mejsler minder, der gør vort kendskab til en gave. Så vildt og elegant, dit hår mig tryllebandt, dit smil og åbne arme, er det der gir’ mig varme! Som stjernehimlen lyste op, der hvor jeg klemte om din krop, smed jeg myldertanker bort, mit stresshormon fik stop! I film vi hører hjemme, nu er det dig jeg ik’ vil glemme, og skønt vi ofte ønsker på, at tiden går af lave, så husk jeg mejsler minder, der gør vort kendskab til en gave.

Visir # 80

Erindring

Rejsen

Barcelona: Sangria i flere liter, spanske mænd til hver side og politiske konflikter Af Lamija Filipovic, retorik Det var i august 2017, da min veninde og jeg rejste til Barcelona. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter det tragiske angreb på Barcelonas centrale gade La Rambla. Medierne spyttede titler ud som ”Varevogn torpederer fodgængere på La Rambla i Barcelona – 13 dræbte – mindst 50 sårede”. Men det stoppede os ikke! Hvad tænkte vi på?! Den 21. august stod vi i Barcelonas lufthavn. Solen stod højt over vores hoveder og fulgte ivrigt efter os hele dagen. Temperaturen var over de 30 grader, og solen havde skræmt vinden væk. Forestil jer to skandinaviske kvinder uden solcreme i et overophedet land. Make-uppen havde lagt sig under øjnene, og vi kom frem til vores hotel i midtbyen. Aircondition blev tændt, og vi fik lagt os i sengen og pustede ud. Endelig!

Visir # 80

Citeret på asfalt: menneskehed Den første dag var ret udmattende, men alt ændrede sig, da vi kom frem til hotellet. Da klokken slog 18, var vi klar på at tage ud og opleve den smukke spanske kultur i fulde drag. Vi havde 5 minutters gåtur til La Rambla, hvor vi i første omgang kiggede os rundt omkring. Der var et hav af politifolk, som holdt øje med omgivelserne. Min veninde og jeg snakkede om, hvor trygge vi egentlig var, på trods af omstændighederne. Vi gik forbi stedet, hvor varevognen havde påkørt flere mennesker, og vores tanker gik til de døde, sårede og deres pårørende. Der var billeder, blomster, bamser, dukker, lys, lanterner og skilte med citater om menneskeheden. Mørket var faldet på, og lanternerne lyste vores ansigter op. De pårørende var tilstede, hvor de sad på hug og græd. Deres gråd var stor. En stilhed overtog resten af aftenen.

Falske navne og et kulturchok Vi fortsatte dagene efter med at opleve den kulturelle side af Barcelona, hvor vi gik i byens smalle gader. Vi mødte to briter på La Rambla, hvor vi med det samme tænkte: hvor blev ”Enrique-erne” af? Men falske navne og telefonnumre blev sagt og givet indenfor de første 5 minutter. Det blev til et godt grin fra vores side af. Nuvel, senere på aftenen spiste vi i sidegaderne, hvor vi fik talt endnu mere om kulturen. Vi havde lagt mærke til, at man enten var rig eller fattig i Barcelona. Der var masser af unge, som udøvede kunst på gaderne for pengenes skyld. Det fik os til at tænke på, hvor mange muligheder vi har i Danmark, og hvor taknemmelige vi skal være. Ofte så hører vi hinanden sige: ”jeg har ikke nok penge” eller ”ej, en af mine bøger koster 400 kr.” eller ”vi får for lidt i SU”. Jeg tror, at vi alle har stået i en situation, hvor vi har været egoistiske og tænkt på materialistiske og i princippet unødvendige genstande…. MEN vi bundede et shot og skålede med champagne, ironisk nok. Senere den samme aften vente vi tilbage til vores hotel, hvor vi sad på hotellets rooftop bar. Her drak vi sangria, mens vi fortsatte snakken om de kulturelle forskelle. Oplevelsen Det var en kæmpe oplevelse at rejse til Barcelona. Jeg så over 20 seværdigheder i løbet af få dage, hvor jeg fik indsigt i og lov til at opleve den spanske kultur.

Illustration

Rejsen

Rejsebudget pĂĽ SU Af Louciana Kold, litteraturhistorie

Visir # 80

Rejsen

Busquístar Af Caroline Borring Laursen, litteraturhistorie

Der var en varde på vandrestien Og vandrestien førte ud i ingenting Man kunne kigge og kigge og kigge Indtil himlen og horisonten mødtes Og viskede hinanden ud Derfor kunne man kun se den kolde blå i den varme sol Under ens fødder var der sten Trekantede sten Firkantede sten Mangekantede sten Runde sten Flade sten Glatte sten Ru sten Sand ”Ingenting” viste sig at være en bro Den stejle sti krøb ned til i bunden af dalen Hvis man så sig tilbage kunne man mærke det tabte åndedræt Der var blevet slidt ud af ens lunger Da man besluttede sig for at forlade den stille landsby På toppen af bjerget Hvis man så henover broen kunne man mærke det tabte åndedræt Der ville blive slidt ud af ens lunger Når man besluttede sig for at fortsætte Til toppen af bjerget På den modsatte side af dalen

Visir # 80

En ko stirrede ud i luften og viftede til fluerne med halen Den dyssende varme havde udmattet græsset på koens skråning Det var brunt og knasede når koen tog et skridt eller to Bjælder klingede længere nede ad stien Måske var der flere køer? Måske var der får? Koen blev hvor den var

Digt

Rejsen

Der løb en flod under den flade bro På denne tid af året en fast strøm af køligt vand Der tilføjede sin klang Til bjældernes I den ellers dramatisk lydtomme bjergdal En kvinde stod ved flodbredden Hun var der og hun var der ikke Gik i et med det omkringliggende landskab Som om hun havde stået der hele sit liv Som om hun bare hørte til Sammen med de tørre spanske planter og træer Varden blev hvor den var På den stejle vandresti En lille sten på en større sten på en større sten I solen Som om den havde stået der i al evighed Hverken berørt af vejr eller dyr eller mennesker En indgroet del af landskabet Som hører til Uden at høre til En varde på en vandresti

Visir # 80

Rejsen

Digt

Af Malte Frøslev, litteraturhistorie

En svensk skovsø, den ser indbydende ud, men er pisse kold en pige ude i den giver sig selv et knus for at holde varmen.

Om aftenen: lave mad over bål. Jeg samler tørre grene og kviste inde i skoven, du arrangerer dem efter størrelse rundt om bålpladsen, så de er klar til optændingen, de mindste på størrelse med en tandstik, de største på størrelse med en arm en nødvendig organisering En linnésk søvn Teltdugen er kun en tynd hinde. I det mørke stykke imellem træstammerne, en natsværmer. Stik en fod ned i søen. Træk skoven ned over dit tynde tøj som en ulden sweater, denne flotte rustning. Blanke biller i en vatforet tændstikæske. Du brænder en tændstik ud i et hug. Så er den sømand reddet. På en mur ved Varberg Havn står der: ’nu har havet endelig lagt sig, nu er det færdigt’. Vi køber en sandwich hver og spiser den. Servietterne blæser hen over kajen og videre ud i vandet. Bag et vindue: et hjem med brugskunst og morgenfruer arrangeret i vaser på forskellige frie flader, fyrfadslysestager i et sirligt mønster, en glascitron ligger i en glasskål. Nede ved et sejlskib taler nogle danske kvinder med nogle svenske mænd – det punkt i samtalen med én, hvis sprog man ik forstår hundrede procent, hvor man trods barrieren ved, at nu skal man grine. Det vi ser her, min kære, er forståelsens bevægelser ud over et vanskeligt terræn, en skov af master.

Visir # 80

(Det er klart, at den her havn hverken er din eller min.)

Digt

Rejsen

Det regner, ude ved drivhuset er en stær fløjet ind i glasset, den nederste del af næbbet er knækket, en time senere ligger der en ny, død stær, den er lidt mindre. Katten vil ik æde dem, men den stirrer på de våde fugle, ih hvor den dog stirrer. Engang fandt du på at transskribere filmundertekster som digte: når en sætning er så lang, at underteksten fortsætter ind i et nyt citat i den der tekstbjælke i bunden af fjernsynet – der skal bruddet ligge; eller når den samme tekstbjælke indeholder to citater, der er sagt med lang tids mellemrum – der skal et brud indføres. Det er en måde at oversætte et medie til et andet, sagde du. Du er mest fascineret af de hvide bjælker, du konstruerer en bygning af dem, du forestiller dig en arkitektur. Engang var vi i Skandinaviens største indkøbscenter, hvor du fistrede rundt som en pil i gangene, jeg blev hele tiden væk, det er alligevel muligt at føle sig ensom i Skandinaviens største indkøbscenter, sådan er mit discounthumør. En af mine drømme er at være alene i et supermarked, at kunne gå rundt i de mennesketomme gange, nøje observerende ethvert prisskilt, mens mine hænder bliver større efterhånden – stikke mine fingre ind igennem varernes plastikemballage som en underlig Pinocchio.

Visir # 80

Rejsen

Novelle

Samson Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Jeg gik igennem sneen med et mål for øje. Ellers ville jeg ikke have klaret det; jeg ville have givet op. Vejen var lang, og jeg var træt, luften var kold, og jeg havde ikke sovet om natten. Det var svært at falde i søvn, når det var så koldt, og mit tøj var ikke varmt nok, jeg havde ikke taget nok lag på. Det føltes som århundreder, siden jeg sidst havde kunne mærke mine tæer.

Denne rejse ville aldrig have faldet mig ind, hvis der ikke var gået et år, siden han var taget afsted. Min bror. Min Samson. Det var, hvad folk i landsbyen altid sagde, når os unge forsvandt; vent et år, og se, og så kommer de nok tilbage. Så havde de været ude og prøve lykken, de havde oplevet hvad de skulle. De var blevet voksne. Giv det et år, og sørg ikke. Vent til året er gået, og hvis de stadig ikke er tilbage, så er tiden til tårer kommet. Tårer var kommet, fra mig og fra min søster, og fra min mor og min far. Men da tårerne holdt op, var de klar til at tænke på andre ting, til at vende tilbage til det daglige liv. Der var, trods alt, ikke meget der havde ændret sig. Han havde allerede været væk i et år nu. Men jeg var ikke klar. Jeg savnede ham, jeg græd stadig. Noget havde boret sig ind i mit hjerte, småt men sylespidst, og jeg vidste, at jeg ikke kunne trække det ud, før jeg havde fundet ud af, hvad der var sket med min bror. Min Samson. Det var ikke noget, man gjorde. Hvis folk ikke kom tilbage, så var de døde, og den sag var slut. Intet kom efter døden, men vi var stadig i live, og det var de levende, vi skulle bekymre os om. Hvis han ikke var død, men havde fundet lykken et andet sted, uden at lade os det vide, så betød det, at den dreng, vi kendte, ikke længere eksisterede; han havde omskabt sig selv fra bunden, og vi skulle stadig sørge over, hvad vi havde tabt. Og så skulle vi komme videre. Døden for folk i min landsby, havde aldrig været så vigtig en ting. Det var livet, vi skulle bekymre os om.

Visir # 80

Døden betyder meget lidt for dem, som dør – det er os, der er ladt tilbage, som skal bære dens tyngde, som skal bede i håbet om, at vi er stærke nok til at løfte denne byrde. Jeg følte, at jeg havde båret på den i oceaner af tid, og den var kun blevet tungere, som et bjerg der stødt og langsomt vokser op, op, op. Mine fødder stødte på jord under sneen, og det gav mig mere sikker grund, mens jeg langsomt begav mig fremad. Døden var for de levende. Jeg havde fundet hans spor selv, for ingen i landsbyen ville hjælpe mig. Fodaftryk var for længst blevet taget fra mig af tid og vejr, men jeg fandt en rund sten, som hviskede om min bror, min Samson, og hvordan han havde gået forbi den i nattens mulm og mørke; jeg fandt en kvist, krøllet sammen og efterladt, og dens spids pegede i samme retning. Jeg fandt, halvt opslugt af jord, det skelet en edderkop havde kastet fra sig, et tomt hylster blødt som silke. Jeg gned den mod kinden, og hørte min bror, min Samson, hoste, kold og syg i et landskab bygget af vinter. Jeg vidste, hvor jeg skulle tage hen for at finde ham, og jeg begravede skelettet som tak for hjælpen. Grave var ikke noget, vi havde i min landsby, for grave var plads til de døde, og det var kun de levende, vi bekymrede os om. Men jeg gjorde det alligevel, kluntet og usikkert, som man nu gør ting,

Novelle

Rejsen

man aldrig har prøvet før og frygter, selvom man ikke vil indrømme sin frygt. Efter det var gjort, begyndte jeg at gå, mine skridt sikre. Jeg havde selv været ude for at finde mad til os, da vores egen vinter blev hård, men jeg havde ikke turde træde over grænsen og gå ind dér, hvor man ikke burde. Men han havde gjort det, drevet af eventyrlyst eller begær eller desperation. Måske bare nysgerrighed; det var, for det meste, nysgerrighed, der førte til de andre ting. Og måske var det også nysgerrighed, der fik mig til at begynde min vandring for at finde ham. Men mest af alt var det en længsel efter at savne smerte igen, i stedet for at holde den i mit hjerte, som var den min kære-ste ven. Spids, spids som en syl sad sorgen i mit hjerte, og lige meget hvor hårdt jeg trak, kunne jeg ikke få den ud. Jeg var nødt til at finde ham, jeg var nødt til at vide, hvad der var sket med min bror, min Samson. Det var for enden af den lange, snedækkede vej, at hendes hus lå. Hun havde levet i lang tid. Jeg var opkaldt efter hende. Folk fra landsbyen før og efter mig var blevet opkaldt efter hende. Det var gjort af ærefrygt; for én, som havde levet så længe, var én, der fik meget bekymring til at vokse i landsbybeboernes hjerter. Hendes hus var rødt og brunt, og dækket af tæpper af silke. De holdt kulden ude og varmen inde, men de tiltrak også edderkopperne, som fandt sæde i deres folder, som kunne kravle hen over det uden risiko for at falde. Deres mylder fik næsten tæpperne til at virke levende; jeg havde aldrig set så mange på én gang. Edderkopper kom for det meste ikke til vores landsby, for de havde silke og varme her. Det var ikke unaturligt at finde en eller to blandt vores huse, men de var for det meste små, alt for små til at man kunne høre deres lyse stemmer. Min mor havde fortalt mig gang på gang, at de små var bedst at diskutere filosofi med, for man kunne ikke høre, hvad de sagde, og det var nok bedst. De store skulle man lære at danse – alle de ben. Alle de bevægelser. De trak sig væk fra mig, da jeg kom til døren, som var de bange for en fra landsbyen, en så langt mindre betydelig og ikke halvt så klog som de. Men måske vidste de også, at jeg ikke burde være her, at jeg burde bekymre mig om de levende og ikke de døde, og at dette ikke var mit hjem, men hendes, kun hendes. Bare fordi jeg havde hendes navn, betød det ikke, at jeg kunne gøre mig friheder. Jeg bankede på, men bevægelsen fik det til at rive i mit hjerte, og jeg foldede mig sammen, faldt næsten ned på den brune måtte, hun havde lagt ud. Det var sådan, jeg stod, da hun åbnede døren og så ned på mig, med tårer i øjnene og smerte, der brændte igennem hele min krop. ”Vi tager ikke imod almisser,” sagde hun. Hun talte som et almindeligt menneske, som var hun fra landsbyen, ligesom mig. Det var næsten værre end den stemme af torden, af lynild, af farver og kold, kold vind, som jeg havde forventet at høre.

Visir # 80

Jeg fik rettet mig op; mine tårer var frosset fast til mine kinder. ”Det er ikke det, jeg er her for,” sagde jeg. ”Jeg leder efter nogen. Han forsvandt for et år siden; han gik denne vej.”

Rejsen

Novelle

”Kom indenfor.” Jeg kunne høre edderkopperne kravle tilbage hen mod døren, mens jeg trådte ind, og hun lukkede i efter mig. Hendes hus var brunt og rødt indenfor, silketæpper på gulvet, døde planter på væggene. Et træ var plantet i et af hjørnerne, og nåede helt op til under loftet, men bladene var gule, døde. Der lå sakse på bordene, på stole, hun havde sakse overalt. Imens jeg stod og kiggede, gik hun over og samlede en af dem op, og tog fat i en af de visne, tørre roser, klippede hovedet af den. Hun kom over til mig med den, og lagde den i min håndflade. ”Andet kan jeg ikke give dig.” Mine læber bævede, men jeg ville ikke græde igen, ikke nu. Det var stadig koldt inde i hendes hjem, og jeg forstod ikke, hvordan hun kunne holde det ud, for hendes tøj så ikke varmere ud end mit. Hun havde en rød og brun kjole på, og den gik i ét med hendes hår, som var langt og brunt og rødt, og nåede ned til gulvet, det hang frit, helt frit, som var det den eneste kappe, hun havde brug for her i vinterkulden. Hendes øjne var meget store, hendes læber var blege. Rosen talte ikke til mig. Jeg tippede den over i min anden hånd, for jeg var venstrehåndet ligesom min bror, min Samson, og jeg var pinligt bevidst om den måde, hendes øjne fulgte bevægelsen. Det var som om, at jeg gav til kende, hvor udmattet jeg var, at jeg indrømmede, hvor svært jeg kunne have ved at lytte. Det var ikke blevet bedre af den sult, jeg havde følt, den sult som havde tugtet os alle under vinteren. Det blev gjort langt, langt værre af den lille sylespids i mit hjerte. ”Jeg kan ikke,” sagde jeg, og gav hende rosen tilbage. Hun så forundret ud. ”Kan du ikke bare sige til mig om du så ham? Jeg ved at han gik denne vej, han må være kom-met forbi dit hus. Han havde gyldent hår…” ”Din bror ligner dig meget.” Hun tog rosen, forsigtigt, men den krympede sig alligevel imellem hendes fingre. ”Han var her, og han spurgte efter mad. Jeg sagde til ham det samme som jeg sagde til dig, men han ville ikke lytte. Så jeg viste ham, hvor maden kunne findes.” ”Vil du vise mig det?”

Visir # 80

”Ja, selvfølgelig. Måske finder du ham dér.” Hun lagde asken fra rosen på bordet, forsigtigt for at det ikke skulle blive spredt, for at det ikke skulle falde på gulvet. Jeg tænkte på, om vi skulle begrave det, men det var tid til at gå.

Edderkopperne fulgte efter os ned af vejen, og selvom jeg ikke kunne se dem, kunne jeg høre dem. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det skelet, jeg havde fundet, var så alene, når de altid tog afsted i flok. Edderkopper var ikke ligesom mennesker, de kunne ikke holde ud at være alene. Det gjorde mig trist at tænke på, at den ene edderkop måske døde alene. Men den havde bare skiftet sit ydre for det indre – måske var den kommet hjem. Jeg

Novelle

Rejsen

spidsede øre, prøvede at høre om jeg genkendte en stemme iblandt dem. Måske var min ven der stadig. Men de hviskede for lavt, og der var for mange stemmer på én gang, så jeg gav op. De spandt silke bag os mens vi gik, og da vi slog lejr for natten, hentede hun lange tæpper vi kunne rulle os sammen i. For første gang siden jeg havde forladt landsbyen, følte jeg mig varm igen. ”Han er død, er han ikke?” spurgte jeg hende. Jeg havde ønsket at spørge hende hele dagen, men jeg havde ikke turde. Død var ikke et ord, man skulle sige for tit. Tre gange kunne være for meget. Fire, og du fristede skæbne. Femte gang var ikke en udtalelse, det var et kald. ”Din bror er død, ja. Jeg tog ham med ned af vejen, men ikke tilbage til landsbyen. Han insisterede på at finde mad først. Jeg tog ham hen til løvernes dal, hvor der er mad i overflod, og hvor man ikke behøver at jagte det selv. Man behøver kun at være snedig, og tage fra løven, når den har spist op, for en løve jager for meget til at gabe over det hele. Du kigger på mig nu, og tænker ådselæder, men det er jeg ikke. Mine venner, de spiser de døde. Men jeg har aldrig gjort det.”

I mørket så hendes læber endnu blegere ud. ”Dine venner?” ”De har fulgt os hele dagen; du må have set dem.” ”Taler du tit med edderkopperne?” ”De spinder for mig.” Jeg lagde mig ned på siden og faldt i søvn. I landsbyen drømmer vi ikke; kun de døde drømmer. Men den nat drømte jeg, at jeg blev båret på ryggen af en edderkop på størrelse med et muldyr, og den talte til mig med en stemme spundet af stjerner. Jeg havde mødt den før. Jeg havde talt med den før. Bag os lå lange tråde af måneskin, og jeg vidste, at lige meget hvor langt væk den førte mig, så kunne jeg følge trådene hjem. De var bedre end nogen sti, bedre end noget kort.

”Du skal ikke stole på hende,” sagde edderkoppen til mig, mens dens mange ben arbejdede på at få os fremad, længere hen af vejen. ”Det ved jeg godt.” Jeg vidste at hun var farlig. Det vidste vi alle; til tider havde jeg tænkt, at vores forældre opkaldte os efter hende, fordi de håbede, at vi også ville være en smule farlige. Man hører ikke ofte om farlige mennesker, som sulter ihjel. ”Hun spiser dem ikke som ådsler. Hun spiser dem levende.”

Visir # 80

”Det tænker jeg, hun gør, ja.” Hun var ligesom min bror, min Samson. Han sagde ting uden at sige dem, og forventede at jeg ikke forstod meningen, selvom jeg havde kendt ham længere, end han havde kendt mig. Hele hans liv, havde jeg kendt ham. Måske var det derfor han havde søgt efter hende, fordi de var ligesindede, fordi han håbede, at hun ikke ville være lige så farlig for ham, når de nu kunne tænke ens.

Rejsen

Novelle

Min bror, min Samson, havde altid været lidt af et fjols. ”Alle de sakse, dem bruger hun til at klippe benene af os, når vi prøver at flygte. Så kan vi ikke tage andre steder hen; vi er magtesløse.” ”Det er I allerede med ben,” sagde jeg, og edderkoppen kom med et vredt udbrud under mig, den stoppede så brat, at jeg næsten røg af. ”I er jo bange for hende,” forklarede jeg forsonende. ”Bange nok til at gøre lige hvad hun vil, i frygt for at hun skal tage noget fra jer. Hvis I ikke var bange, så ville hun ikke have nogen magt.” ”Så enkelt er det ikke.” ”Frygt er meget enkel,” sagde jeg, mens edderkoppen begyndte at gå igen, mens den bar mig videre igennem min drøm. ”Jeg har været bange for at sulte, bange for at se andre sulte, jeg har været bange for at leve uden dem, jeg kender. Jeg har været bange for at falde, og jeg har været bange for edderkopper.” ”Intet af det er så slemt, som at være bange for hende.” ”Jeg har også været bange for hende,” sagde jeg. ”Frygt er enkel. Sorg er værre.”

”Jeg kunne trække den splint ud,” tilbød edderkoppen, godmodigt, velvilligt; klar til at hjælpe. Det gjorde mig varm ved tanken om, at det ikke var et tilbud af frygt, men et tilbud af venskabelighed. ”Vi er gode til sådan noget. Vi arbejder med det hele dagen.” Det var fristende, men jeg vidste, at det var en dårlig idé – de fleste af de idéer, jeg fik i drømme, var dårlige, ikke fordi de var forkerte på den, eller fordi de var ondt anlagt, men fordi ingen realitet eksisterer i drømme. Hvis du har drømt noget, er det bedst at glemme det igen. Drømme er ikke for de levende, kun for de døde. Det var derfor, jeg aldrig havde fortalt nogen, at jeg drømte. ”Hvis du trækker den ud nu,” sagde jeg. ”Så bløder jeg, indtil der ikke er mere blod i kroppen på mig.” ”Det ville være en bedre død end den, hun giver dig,” sagde edderkoppen. Jeg vågnede med langt brunt og rødt hår i mit ansigt, og hendes smilende læber. ”Vi skal videre,” sagde hun. Hun var badet rosa i solopgangens skær. Hun hjalp mig med at folde tæpperne sammen, inden vi gik videre, hen mod løvernes dal. Jeg spurgte til min bror, min Samson, igen, mens vi gik.

Visir # 80

”Han var meget modig,” fortalte hun mig. ”Han sloges med løverne med bare næver; men ak, det er ikke måden at få byttet fra en løve. Den er et rovdyr over os mennesker. Det havde været bedre, hvis din bror havde kendt mere til frygt, for så ville han aldrig have gjort noget så tåbeligt. Men det var modigt, meget modigt. Løven flænsede hans bryst og trak hjertet ud, og den spiste det råt. Det var stadig varmt, hans hjerte.” ”Han har altid været hurtig til at løbe.” Hurtigere end mig; han kunne løbe fra alle og enhver, og han havde aldrig tabt et slagsmål, for så snart de havde fat i ham, havde fået overhånd, så smuttede han ud af deres greb og løb og løb, indtil de opgav jagten.

Novelle

Rejsen

Hendes blege læber så blegere ud under solen. ”Ikke hurtig nok.” Vi kom til løvernes dal sent på eftermiddagen. Jeg havde en mistanke om, at hun havde taget en omvej, at vi var gået i cirkler et stykke tid. Hun ville gøre mig træt, og jeg følte mig også træt. Mit hjerte dunkede i smerte, trak sig sammen og åndede med en skælvende stemme. ”Var det den her vej du gik med ham?” Hun nikkede, og pegede fremad; hendes lange, tynde arm rejste sig fra hårets folder. Jeg havde ikke lagt mærke til hendes arme før nu, så meget af hendes krop var skjult af det brune og røde hår. Hun var opslugt af det. ”Se,” sagde hun, og jeg kiggede, hvor hun pegede. En afgrund lå foran os, men før afgrunden var der græs grønnere, end jeg havde set det før, så højt som jeg var, frisk og frodigt. Der var en summen i luften, som druknede lyden af edderkopperne bag os, og der var ingen sne at finde foran mig, den grønne verden strakte sig frem og frem og frem, ud i det uendelige. Indtil afgrunden kom. Af nysgerrighed gik jeg hen til kanten og så ned. Den var dyb, men adskillige meter fra toppen var der en tyk tåge, så jeg kunne ikke se, hvor langt ned den fortsatte, om man overhovedet kunne se bunden. Klipper ragede ud fra dens vægge, store nok til at bygge huse på, men for langt nede til at det ville være sikkert. Jeg trådte væk fra kanten igen. Der var gået hul på mit hjerte, af frygt for at falde ned. For at dø. ”Kom. Løven som dræbte din bror er her stadig.” Hun viste mig, hvordan man sneg sig gennem græsset, hvordan man bevægede sig så lydløst, som man kunne. Edderkopperne blev tilbage på kanten af dalen, og jeg følte mig voldsomt alene uden dem bag mig. Jeg tænkte på min drøm, på hvordan vi havde prøvet at hjælpe hinanden. Jeg havde ikke følt mig så bange, for jeg var ikke den eneste, som skulle udholde hende. I græsset var det kun os to. Os og løverne. Glimt af guld var alt, hvad vi så. De bevægede sig hurtigere end mine øjne kunne fatte, men det var lige så fascinerende, som det var frygtsomt. En sten und-er min fod peb af skræk, og mine fingerspidser lagde sig imod en tjørnekvist, som skælvede i takt med mit hjerte. Der var stille omkring os, og så så jeg den, lige foran mig. En hunløve med store øjne, brun bark fra det egetræ de gamle i landsbyen plejede at hænge sig fra, et tæppe af rødgyldent pels. Jeg havde aldrig følt mig så alene, og jeg frøs fast til stedet, imens hendes varme ånde faldt ind på mit ansigt, lugten af varmt, levende kød og tusindvis af somre, for vinteren havde aldrig kunne røre hende.

På kanten stoppede jeg, fanget. Jeg vendte mig om, men nåede kun at få et kort glimt af hende, for jeg havde igen kun to øjne, menneskelige og svage, og så var hun over mig,

Visir # 80

Jeg rejste mig op og løb gennem græsset, så langt væk fra hende som jeg kunne komme. I det øjeblik ville min bror, min Samson, havde været uendelig stolt af mig, for jeg løb hurtigere, end han nogensinde havde formået. Sylespidsen i mit hjerte borede sig dybere ind, og mit åndedræt var tungt, men frygten gav mig otte ben og tusind øjne, og jeg kunne se hende sakke bagud, mens jeg nærmede mig afgrunden.

Rejsen

Novelle

hendes fingre borede sig ind i kødet på mine overarme, hendes brune og røde hår faldt ind i mine øjne, så jeg ingenting kunne se. Min fod skred, min hæl mødte tom luft, og jeg vaklede bagud. Jeg var sikker på, at jeg ville falde, men langt dernede kunne hun ikke bruge mig til noget. Hun rev mig hårdt i armene for at få mig væk fra kanten, men med den bevægelse fløj hendes hår væk fra mit ansigt, og jeg kunne se igen. Jeg brugte det momentum, hun havde skabt til at svinge os rundt, så hun stod mellem mig og kanten, og så skubbede jeg med al den magt, jeg kunne mønstre. Et sekund efter gik det op for mig, hvad jeg gjorde, at jeg var i gang med at kaste et andet menneske ned, hvor hun ville falde for evigt, og jeg greb ud efter hende igen, for at redde hende. Men jeg fik kun fat i håret, tæt på hendes hovedbund, og det rev sig løs imellem mine fingre. Hun faldt med et skrig, og jeg stod tilbage med en klump af rødbrunt guld i min favn. Et suk fra dybet fik mig til at smide håret fra mig, og jeg kiggede ud over kanten. Hun var landet på en af klipperne, hendes store øjne stirrede op på mig; de var sløret af smerte, men jeg vidste, at hun så mig. ”Hjælp,” bad hun, hendes blege læber skælvede over ordet. ”Hjælp mig, åh, hjælp mig.” ”Jeg skal nok hjælpe,” lovede jeg. ”Men jeg er nødt til at finde noget reb.” ”De har reb,” sagde hun, raspede hun, for smerten gjorde det svært for hende at tale. Det kendte jeg alt til. Ord, havde været for tunge til mig i over et år. ”De spinder reb. Sig, de skal give dig det. Sig, at jeg har sagt, at de skal.” Smerten i mit hjerte borede sig dybere ind, hullet blev større. ”Undskyld,” sagde jeg. ”Jeg fangede ikke det sidste?” ”Sig til dem…” Hun var nødt til at stoppe for at trække vejret, dybt, rallende. Det var en forfærdelig lyd. ”Sig til dem, at de skal… reb. De skal spinde.” ”Jeg ved ikke, om jeg kan få dem til at spinde.” ”Sig til dem at…” Hun var ved at miste utålmodigheden; hun snappede efter vejret, og så, med sin sidste styrke, talte hun igen. ”Sig til dem, at jeg har sagt, at de skal gøre alt, hvad du siger!”

Visir # 80

Jeg vendte mig om. De stod parat, række efter række af langhårede skabninger, som bandt silke og mistede deres ben, fordi de vovede at holde et hvil. Deres øjne glitrede i lyset fra den nedgående sol, og jeg kunne se ud af hver eneste af dem, kunne se mig selv stå der, over klippen og over tågen. Mine hænder rystede, for jeg var stadig træt. For træt, tænkte jeg, til at hale nogen op af afgrunden lige nu. ”I skal gøre alt, hvad jeg siger,” sagde jeg til dem, til de mange fra min virkelighed, og til dén ene fra min drøm. ”Så jeg siger, at I er frie, og I kan gøre, hvad I vil.” Edderkopper behøver ikke reb for at kravle ned af stejle klipper. De bevægede sig i en klynge, i en lige linje, som et tykt reb uden fører. Jeg blev ikke for at se dem nå klippen

Novelle

Rejsen

dernede, og jeg så dem ikke sværme over hende, men jeg hørte hende skrige i et sekund, før dette blev nægtet hende. Jeg forestillede mig hendes mund, hendes blege læber, og vidste, at de ville blive gennemsigtige, ville forsvinde helt nu hvor intet blod, hendes eget eller andres, eksisterede under hendes hud. Jeg var træt, og jeg ville gerne hjem, men inden jeg gjorde det, tog jeg hånden til mit bryst og fandt enden på den sylespids, der havde boret sig ind. Det var svært at få fat på den, men jeg klemte den mellem to fingre, og så trak jeg. Det tog et par forsøg, og dobbelt så meget smerte, men så gav den efter, og jeg trak og trak og trak, en linje af blod og hjerte-galde som forlod min krop, sammen med det lange, sorte hår, blødt som silke, der havde fundet vej derind igennem det mindste hul, og lavet sit hjem i mit indre. Jeg troede, at den ville knække, men med et suk fik jeg den spidse ende revet ud, og jeg lod det lange, lange hårstrå falde til jorden, imens jeg klemte sammen over hullet til mit hjerte med begge hænder, for at stoppe blødningen. Jeg vidste ikke, om jeg kunne holde det lukket længe nok til at komme hjem, men det gjorde ikke så meget. De fleste unge fra landsbyen forlod den på et tidspunkt, og det var ikke dem alle, der kom hjem igen.

Visir # 80

Rejsen

Novelle

Rejs(ning)er Af Martin Seaton, musikvidenskab

Jeg sidder i toget. Tankerne flyver forbi hurtigere end landskabet udenfor, et landskab halvt skjult i nattens halve mørke. Jeg er halvt til stede. Resten af mig er hos den mand, jeg lige har forladt, en halv mand – halvt forelskelse og halvt ejendomsret, og ejendommen er mig. I dette øjeblik sympatiserer jeg helt og holdent med de kvinder, der hader mænd. Når en af dem på den måde ødelægger én – lurer én til sig med løfter og søde ord, med søde smil, med en lækker krop, men efter et par måneders god sex og dybe samtaler tager Amors pil, knækker den, og med en grotesk kærlighedserklæring bruger de spidse stumper til at sømme éns hænder fast på korset, for derefter aldrig at forlade hukommelsen, uanset hvor langt man løber – hvordan kan man så forventes at føle andet end frygt og had? Jeg sidder her alene, uforstyrret af resten af menneskeheden, i en stillekupé, der for en gangs skyld faktisk er helt stille bortset fra lyden af toget, der suser gennem luften som et venligt projektil. Ingen, der højlydt taster på en computer eller en gammel telefon. Ingen, der bladrer højlydt i en bog af Sartre, som de har købt fordi de gerne vil virke kulturelt begavede, men af hvilken de intet forstår. Ingen børn, hvis forældre uforklarligt har bragt dem ind i et område, hvor man skal være stille, men har glemt at opdrage dem først, så børnene løber rundt, skriger og slår hinanden, og bliver irettesat af forældrene med den mest højlydte hvisken, et menneske kan præstere. Jeg har fred indtil Fredericia. Her stiger en ung mand på toget og stiler arrogant mod sædet skråt overfor mig. Eller, måske er han ikke arrogant, måske minder hans positur bare en smule om min eks, den mand, som jeg på den ene side helst vil have inde i mig og på den anden side helst så død. Uden at ane mit indre oprør spørger han med en accent, der placerer ham som sønderjyde: ”Hvor skal du hen?” Jeg lægger hovedet lidt på skrå og forsøger uden ord at kommunikere, at vi er i en stillekupé, og at han skal holde sin kæft. Han opfatter intet, kigger bare afventende på mig. Der er intet andet for end at svare. ”Århus,” fortæller jeg modstræbende. Jeg kunne nok have løjet, men hvis han skal længere end Århus ville det hurtigt være blevet akavet. ”Samme her!” siger han fornøjet. Åh, gud. ”Cool,” siger jeg og tager mobiltelefonen frem. I min periferi ser jeg ham synke lidt sammen. Jeg rynker på næsen. Stillekupé, kammerat.

Visir # 80

Han holder sig på måtten indtil Vejle. Her læner han sig henover bordet og kigger ned på min telefon, hvor jeg i øjeblikket scroller igennem min ekstensive favoritliste på Grindr. Jeg stirrer ondskabsfuldt på ham, og han ser forskrækket ud. ”Grindr? Er det ikke den der Tinder for afvigere?” Dybt suk. Jeg lægger telefonen i lommen, ranker ryggen og gør mig klar til at resten af turen skal føles som en evighed. Et kvarter senere er vi dybt forankret i en diskussion om bibelen. Hans vinkel er, at moseloven stadig gælder. Min vinkel er, at han skulle prøve at læse bibelen. ”Du går imod Guds vilje,” siger han. ”Hvorfor ville han skabe os til at gå imod sin vilje?” spørger jeg. ”Os? Det er sgu da kun dig, der er afviger!” Okay. Det var lidt for defensivt. Der er vist noget mere på spil her end bare religion.

Novelle

Rejsen

Vi ruller ind på Horsens station i oprør. Vi er gået videre fra bibelen og diskuterer nu begrebet ”naturlighed”. Konduktøren kommer forbi og minder os om, at vi er i stillekupé. Jeg pointerer, at vi er de eneste i kupéen. Hun trækker på skuldrene og trasker videre til næste vogn. Min nye ven fortæller mig, at Gud foragter alt det unaturlige – altså, make-up, elektronisk musik og analsex – og jeg minder ham om, at han kører i tog, at han har voks i håret, og at hans hættetrøje utvivlsomt indeholder polyester. Den skal han lige tænke lidt over. Ved Skanderborg er han begyndt at blive tydeligt frustreret. Han taler højere og højere, hans hænder griber så hårdt om bordet, at knoerne er hvide, og han er begyndt at ryste lidt på stemmen. Han bruger ordet afviger i cirka hver anden sætning nu, og øjnene lyner. Jeg tænker for mig selv, at vi er på vej til et gennembrud. Så er vi pludselig ankommet. På Århus Hovedbanegård står vi begge af toget. Jeg begynder at gå op imod rulletrapperne, mens han trodsigt stormer den anden vej. Jeg ryster stille på hovedet og begræder hans skæbne. ”Hey!” råber han så lidt halvkvalt, og jeg stopper, vender mig om, gør mig umage for ikke at smile. Han er ikke nået mere end tyve meter væk, og han står og tripper fra den ene fod til den anden. Jeg går langsomt hen imod ham. ”Hvad så?” Han åbner munden for at sige et eller andet, men ombestemmer sig og ryster på hovedet. Hænderne er knyttede. Øjnene flakker. Idét jeg når hen til ham får vi øjenkontakt, og han spjætter. ”Er du okay?” spørger jeg. Han tvinger sig selv til at holde øjenkontakten i et par sekunder. Jeg løfter den ene mundvig, og han slår blikket ned. ”Hvad har du gjort ved mig?” spørger han spagfærdigt. Jeg lægger en hånd på hans kind, og han kigger op med tårer i øjnene. ”Det er okay,” siger jeg med et smil og lægger armene omkring ham idét han begynder at hulke. Hjemme i min etværelseslejlighed giver jeg ham den forløsning, som han har manglet det meste af sit liv. Han græder både før, under og efter, og da det bliver morgen vil han ikke slippe grebet om min hånd. På den ene side er det smukt. På den anden side skal jeg på arbejde. Jeg kysser ham på halsen og hvisker, at verden venter på ham. Det kræver lidt mere overtalelse, men efter en gang morgensex står han og vinker nede fra gaden. Jeg vinker tilbage, og han går hjemad. Færdig med sit livs første store rejse. Netop begyndt en rejse, der er så meget større. Jeg trækker gardinet for. Bunder min kaffe. Smutter på arbejde.

Vi er flere, der græder.

Visir # 80

Inde bagerst i hovedet slås de nu om min opmærksomhed. Den selvsikre storbymand med sine pæne ord og rædsomme handlinger imod den selvbedragende landsbydreng med sine grimme ord og smukke forvandling.

Rejsen

Anmeldelse

Hinkeleg Af Jeppe Lauridsen, litteraturhistorie

Jeg læste Julio Cortázars Hinkeleg (1963) på en rejse til Madrid, i storbyens hede trafik, i metroen, parkerne og på caféerne, blandt de få spansktalende, der endnu var ikke var løbet fra varmen og mod kysten. Rejsen viste sig at være en passende metafor for mit første møde med Cortázar, fordi bogen ligesom byen tilbød flere veje gennem det strukturerede kaos.

80 Visir ## 80 Visir

Læseren indbydes til at vælge én af to muligheder: enten at læse bogen lineært fra kapitel 1 til 56, helt almindeligt fra start til slut, eller at hinke sig gennem ved hjælp af de såkaldte ”undværlige kapitler” 57 til 155, så man alternerer eller springer frem og tilbage mellem den lineære vej og de små, åbenbart overflødige kapitler. Jeg lod det lade sommerferiehumør præge mit valg, og jeg begav mig ud på en lineær rejse gennem det latinamerikanske hovedværk. Det gik dog hurtigt op for mig, at denne noget konventionelle rejse, som jeg formodede ville føre mig trygt i havn på første læsning, var alt andet end dækkende. Romanens første del er benævnt med den paradoksale titel ”Fra den anden side”, og beskriver to elskendes særprægede og adskilte vandringer gennem Paris, i håbet om at støde ind i hinanden, ”overbevist om, at et tilfældigt møde var det mindst tilfældige i vores liv, og at folk, der træffer præcise aftaler, også bruger linjeret papir, når de skriver til hinanden, og trykker tandpastatuben tom helt fra bunden”. Jeg følte mig ramt af ovenstående passage, da jeg nu engang havde valgt den konventionelle vandring gennem romanens hovedgade, uden hensyn til Cortázars glæde for det tilfældige. Rejsen gennem bogen fortsatte i

dette toneleje af tilfældigheder og tomhed, konstant kredsende om et centrum, der var svært at få øje på. Komplekse spørgsmål sivede ud af siderne, og kastede et sært lys over Madrid, scenen for min læsning. Hvis alle valg også medførte et fravalg, og intet var rent, uskyldigt eller komplet, hvad sagde min valgte rejse da om mig? Findes den dækkende læsning af bogen eller byen overhovedet, eller er jeg dømt til altid at hinke mod et felt der hedder Paradis, og som fordufter og fremtræder i samme nu? Tilfældighederne hersker i Hinkeleg, og ingen rejse gennem bogens mange bøger kan indfange essensen og nå ind til det centrum, som romanens hovedperson, Oliveira, længes sådan efter. Jeg funderede over dette forhold, mens jeg formålsløst bevægede mig rundt i Madrids labyrintiske gader og slog en tilfældig streg gennem den by, jeg ville kende som min.

Julio Cortázar Hinkeleg Oversat af Rigmor Kappel Schmidt Skjødt Forlag 759 Sider 348 kr.

Anmeldelse

Rejsen

Røde Baron - Skudt Ned af Egen Stil Af Jens-Jakob Kristiansen, litteraturhistorie

Tegneserien: Den Røde Baron 2: Tordenskyller af Blod, af Pierre Veys og Carlos Puerta, handler om Manfred von Richthofen - endnu ikke døbt ”Den Røde Baron” - der træner sig til at blive pilot og oplever sine første luftkampe. Uheldigvis skurrer både tegnestilen og sideopsætningen mod læserens øjne, hvilket ender ud i at den ellers kedelige historie bliver endnu mere kedelig og uudholdelig at læse. Det mest slående ved Den Røde Baron 2 er tegnestilen og sideopsætningen. Sådan er det almindeligvis for tegneserier, men hvor de fleste tegneseriers stil og opsætning ikke kommer i vejen for fortællingen, er Den Røde Baron 2’s billeder og sideopsætning så iøjnefaldende at man ikke undgår at lægge mærke til det. Uheldigvis arbejder dette imod tegneserien, og med et halvkedeligt narrativ bliver det tegneseriens død.

Uheldigvis fungerer dette filmiske eksperiment med tegneserieformatet ikke specielt godt. Et sted hvor det dog kommer til gode er Manfreds træningsmontage. De pludselige skift mellem lokationer og handlinger giver et indtryk af, at Manfred bruger lang tid og megen energi på træningen, der til sidst lykkedes, netop som man kender træningsmontager fra kungfu film. Sceneskiftet med champagneglasset er et skurende eksempel på, hvorfor Veys og Puerta fejler i deres stileksperiment. Dette sceneskift er efterhånden en trope i krigsfilm, eller film med lignende subjekter og scener, og derfor kunne jeg nærmest høre lyden af festligheder, da jeg så champagneglasset. Dette gjorde desværre kun, at jeg blev hevet ud af historien og gjort opmærksom på at dette netop ikke er en film, men en serie af billeder uden bevægelse og lyd. Man hol-der op med at se hæftet som en tegne-serie og begynder at se det som en ikke-film. I et forsøg på at være filmisk opnår Den Røde Baron 2 blot at gøre opmærk-som på sine svagheder som tegneserie i stedet for film. Tegnestilen tilføjer en unaturlig stivhed til alle billederne, som giver følelsen af at det er en samling screenshots eller et

Visir # 80 Visir # 80

Da jeg første gang bladrede igennem hæftet, slog det mig hurtigt at noget var galt. Igennem hele hæftet var der en følelse af, at hver ramme var en del af et overdetaljeret storyboard for en film. Jeg tror dette er et bevidst valg fra tegneseriens skabere, men det er et dårligt et af slagsen. Effekten opnås ved landskabs -billeder, der næsten er helt uden ramme og fylder næsten ud over kanten af siden, som til tider bliver overlappet af mindre billeder, der indrammer enkelte figurer. Dette giver følelsen af at se en film, hvor man først panorerer over et landskab for derefter at skifte til agerende karakterer. Andre steder sker der klare sceneskift, hvor den ene ramme nærmest kolliderer med den anden i forhold til indholdet, i

et forsøg på at skabe et filmisk ”cold cut.” Det bedste eksempel er to sider, der afbilleder et slag hvor Manfred skyder et andet fly ned. Det sidste billede på den højre side er et zoom-ind på et champagneglas. Kampen er vundet og det skal fejres.

Rejsen

storyboard. Ved første øjekast lagde jeg ikke mærke til at noget var galt. Efter et par sider begyndte jeg at føle et ubehag ved stilen, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. I samme øjeblik passerede min kammerat og sagde: ”Hold kæft hvor er det grimt. Hang on. Jeg kender sgu det Photoshop filter! Det er jo bare billeder!” Dér var problemet. Om tegnestilen oprigtigt bare er billeder smidt igennem Photoshops ”oil brush” filter - der får et fotografi til at se malet ud - eller om det er billeder, som tegneren så har malet over kan jeg ikke sige. Men jeg er nødt til at være enig med min kammerat. Hold kæft hvor er det grimt.

Visir # 80

Problemet grunder i, at man som læser ikke kan lade være med at lægge mærke til, at noget ser helt forkert ud. Billederne ligner hverken fotorealistiske malerier eller reelle fotografier. I stedet ser man blot på det grimme afkom, som både er stilforladt og samtidig ligner, at nogen har udtværet et fotografi. At det er grimt er naturligvis ikke det største problem ved dette stilvalg. Det største problem, den førnævnte stivhed i billederne, er et afkom af, at tegneren ingen stilistisk frihed har kunnet tage. Ansigtsudtryk og kropsgestik forbliver den naturlige gestik som set på billedet og dette er problematisk. En tegning er nødt til at karikere gestik, netop som en sceneskuespiller også er nødt til, for at læseren skal kunne forstå, hvad der sker. Når personen i billedet er frossen, så er alment kropssprog pludselig umu-ligt og resultatet ser unaturligt ud. Dette sker

Anmeldelse

specielt når dialog så også indblan-des, hvor det er muligt at se netop hvor alvorlige følelserne er; tidligt i hæftet snakker Manfred f.eks. ophidset om, hvordan hans pilot næsten fik dem dræbt. Der bliver det absurd at se et kropssprog, der mest af alt tilhører en mannequindukke. Nu vil jeg ikke kede dig med absolut alle grunde til, hvorfor du ikke skal læse Den Røde Baron 2. Du er nok enten overbevist eller tro fan af tegneserien.

Anmeldelse

Blot en hurtig kommentar på selve handlingsforløbet: Som en 2’er i en serie (hvoraf jeg ikke har læst den første), så er den måske undskyldt for at have manglende incitament til at læse det tredje og sidste nummer i serien; men den står stadig skidt på egne ben. Handlingen er tam, med et par enkelte kampscener og en historie, der fortæller hvordan Manfred von Richthofen gik fra kavaleriet til at være ene pilot og skytte. Man når dog aldrig så langt som til at se hans legendariske, røde fly, og intet andet i historien agerer cliffhanger. Man har sågar ikke lyst til at læse mere om Manfred, da han er en usympatisk og arrogant person med mangel på humor. Dialogen igennem historien er uinteressant, med en enkelt sjov bemærkning vel at mærke ikke fra Manfred. Kun de mest fanatiske fans af den legendariske Røde Baron kunne have interesse for tegneserien og selv de ville blive skuffet af ordene printet på bagsiden, der lover at tegneserien er ”frit inspireret af […]” manden og ikke en nogenlunde historisk korrekt repræsentation af Manfred von Richthofens rejse til at blive Den Røde Baron.

Rejsen

Alt i alt er Den Røde Baron 2 en kedelig oprindelseshistorie om Manfred von Richthofen, med en stil, der får karaktererne til at virke unaturlige og et forsøg på at være filmisk, som ender med at minde læseren bittert om, at denne historie nok havde været bedre fortalt som film.

Tekst: Pierre Veys Tegning: Carlos Puerta Den Røde Baron 2 - Tordenskyller af Blod Oversat af Ole Steen Hansen Cobolt Udgivet 29.06.17 48 sider 198,00 kr.

Visir # 80

Rejsen

Anmeldelse

Om Den Frie vilje - forsøg eller fremlæggelse af synspunkter vedrørende den frie vilje Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Visir # 80

Gyldendal plejer at være en sikker vinder - om det er helt nyt materiale eller genudgivelser af de gode gamle klassikere, og de gør det såmænd igen med Erasmus af Rotterdams Om den frie vilje, her oversat til dansk af Villy Sørensen og Chr. Gorm Tortzen (der har det sejeste navn nogensinde, men det er desværre ikke det denne anmeldelse skal handle om). Som udgangspunkt er det en god oversættelse med et fint og let tilgængeligt sprog. Til tider måske lidt for let tilgængeligt, især på den første side når Erasmus’ forældres forhold bliver beskrevet som en, citat; ”klassisk lovestory”, citat slut. Jeg indrømmer, jeg begyndte at fnise. Det er nok ikke den reaktion, Erasmus havde håbet på, man havde til hans bog, men jeg forestiller mig, at Martin Luther ville have været godt tilfreds med min lille latter. For denne udgave af Den frie vilje giver os et introducerende indblik i den bitch-fight, der foregik imellem disse to herrer, og det er endnu et aspekt af bogen, der er ret underholdende (i hvert fald for mig, og jeg er rimelig sikker på at jeg har brug for flere venner og/eller en ny hobby). Af en eller anden grund er hele denne fejde (som bogen gennemgående kommer tilbage til, både i efterskrifter og i fodnoter, der gør det klart, hvornår Erasmus lige har en sidekommentar, der henviser til Luther) endnu sjovere for mig i lyset af, hvor meget Erasmus prøvede at holde sig ude for politik.

En personlig fejde er måske ikke politisk som sådan, men lige med Luther kan det næsten ikke være andet end bare lidt politisk betonet. Jeg regner med, at Erasmus skulle have det ud på en eller anden måde, når han nu ellers ville holde sig fra det store billede. Måske det bedste er, at de havde potentiale for at være enige, men i sidste ende afveg for meget fra hinanden. Hvor er den ”klassisk lovestory” om disse to herrer, hva’? Hollywood, get on that. Men jeg kommer væk fra hvad jeg egentlig ville, hvilket var at sige, at Gyldendal endnu engang har klaret sig helt fint og har lavet en oversættelse, der er nok så god og også gør det let for filthy casuals som mig at læse seriøse teologer skrive om ting, de ved langt mere om end mig (heriblandt moral, hvilket min fuldskab den anden fredag er en indikator for min ekspertise på dette område. Yderligere undersøgelse foretages næste weekend). Sidst men ikke mindst skal nævnes navne-registeret bagerst i bogen, hvilket uden tvivl reddede mit liv under læsningen. Mange tak!

Anmeldelse

Rejsen

Erasmus af Rotterdam Om den frie vilje Oversat af Villy SĂ¸rens & Chr. Gorm Tortzen Gyldendal 176 Sider 249,95 kr.

Visir # 80

Rejsen

Repor tage

Rapport fra årets Spotfestivalsfront 2017 Af Denni Ian, Litteraturhistorie

Jeg forsøgte at holde mig fra de skeptiske briller med forudindtagne glas på årets Spotfestival 2017 og tog rundt for at se, hvad de knapt etablerede, de hypede, de undergrundsdyrkede og opkommende bands på den overvejende danske musikscene havde at byde på, og jeg kunne ved festivalens afslutning konkludere, at musikken var, som musikken nu engang er, når artisterne er mange; af stærkt variabel kvalitet.

Visir # 80

Spot består af et tætpakket og intenst musikprogram, der giver mulighed for at udforske, hvad der bevæger sig frem på den danske musikscene. Man kan jo hertil så undre sig over, hvad et band som Savage Rose med 50 år bag sig laver på en festival som denne. Når man i et forsøg på at holde hjertet åbent, mens man gransker festivalens bud på morgendagens artister, hvilke i år bestod af en kvalmende mængde overproduceret elektronisk pop tilegnet flødesegmentet og Kählervase–indehaverne. Med de impotente lydbilleder af autotunede vokaler og trommerytmer erstattet af knipselyde, så kunne man nemt overveje, om ny dansk musik overhovedet har større ambitioner end at kunne få gymnasieelever i læderjakker til at danse. Svaret blev overraskede nok, ja. I den kunstneriskløse rabarberkompot af artister var der trods alt meget talent, og det virker til, at den danske musikscene efter 00’ernes musiske sammenbrud og kunstneriske tørke endelig har genfundet noget integritet. På listen over bands, der gjorde Spot til en bemærkelsesværdig musikoplevelse, kan der blandt andre nævnes First Hate, der med deres mørke 80’er-vibes formåede at gøre moderne

elektronika til noget mere interessant end et 30 minutters ureflekteret monotont lydhelvede og bringe noget seriøsitet tilbage til de elektroniske musikgenrer, hvilket er savnet. Det intense band Marching Church, med den karismatiske Iceage-frontmand Elias Bender Rønnenfelt, fremførte også en omgang stærk og tiltrængt ukonventionel eksperimenterende postrock – for Gud ved at rocken i dette bonderige ikke har udviklet sig i mere end 25 år. Så tak! Alt i alt fornemmes der at være en bevidsthed om en æstetisk diskurs i dansk musik i dag. Hvilket der herfra trøstes med.

De danske mørkemænd i spotlyset Hvad gør en god liveoplevelse? Svaret er en banal betragtning – nemlig det ekstraordinære. Findes dette element ikke live, kan man lige så godt blive hjemme og lytte til sit anlæg. Blandt de 27 koncerter jeg overværede på årets Spot, står koncerten med det tilbagevendte noir-rockband Kellermensch alene og udenfor kategori. Det er ikke uden grund, at de ved flere lejligheder er blevet kaldt Denmarks bedste liveband. Koncerten med Kellermensch var en halv times intenst og balanceret kaos, der hele tiden var ved at tippe over i et fatalt resultat, men som dog konstant holdte sig i perfekt ubalance. Da bandets karakteristiske frontmand, Sebastian Wolff, slap sin uhæmmede energi løs, der til tider kan minde om en spirituel eksorcisme, og kastede sig ud over scenen for at vælte op langs stolerækkerne i musikhusets store sal, viste Kellermenschs performance i det spora-

Repor tage

diske blitzlys med opbakning fra strygerensemblet Who Killed Bambi sig at være intet mindre end – som altid – ekstraordinær. Hvilket også hurtigt fik den fyldte sal til at rejse sig fra deres siddepladser for ikke at sætte sig igen under koncerten. Kellermensch viste endnu en gang, at de er et band med en klar vision for, i hvilken retning en koncertoplevelse skal tages; til kanten og gerne udover. De afsluttede som smuk og kaotisk musisk demonstration, der næppe blev overgået på dette års Spotfestival. Konklusion: fucking fantastisk!

Rejsen

ke var helt tilfældigt, at det lige var den, der passede så fantastisk til at komme ud som det første (men jeg vil give dig ret i, at det gjorde den). Og den blev også hurtigt grebet af pressen. Jeg tror, det var Roskilde, der skrev det som de første i deres pressemeddelelse, og det synes jeg egentligt, den passede godt til. Ja, det virker jo nærmest symbolsk, at det er det første, man hører fra jer.

Nu er det jo Sebastian, som har skrevet teksten og som skriver de fleste af teksterne. Jeg vil egentligt sige, at det nok ik-

”Bad Sign” er jo som nævnt åbningsnummeret på jeres nye plade og en ny sang fra jeres hånd, men det er jo alt sammen

Tvivl og frustration i en eksperimenterende form Det er efterhånden 8 år siden, at Kellermensch udgav deres anmelderroste debutalbum, og de er nu endelig tilbage på musikscenen med det opfølgende album, Goliath. Inden koncerten på årets Spotfestival tog jeg en snak med Kellermensch-trommeslageren Anders Trans om den svære toer, bandets fremtidsplaner og kunsten at tilgå musik.

Visir # 80

I er pladeaktuelle med jeres andet album, Goliath, som har været mange år undervejs. I slår mig ikke som et band, der umiddelbart gør tingene tilfældigt. Så når man hører den første single, ”Bad Sign”, efter så mange års stilhed, der åbner med verset ”out of the darkness something has to grow”, er det så med en bestemt hensigt, og i så fald, hvilket mørke er det, Goliath udspringer fra?

Det vil jeg ikke sige. Jeg tror, det var lidt mere held, at tekstens åbningsvers passede så godt sammen med det, at det også var den første single fra albummet. Men det var jo selvfølgelig ikke tilfældigt, at det lige var dét nummer, der kom ud først. Vi syntes ligesom, at den sang præsenterede albummet ret godt. Og sangen har jo også betydet det for os, at den åbnede albummet op. Vi havde en del besvær med tekstskrivningen, og der hjalp ”Bad Sign”. Det var ligesom den, der fik det hele i gang igen, da den tekst var færdig. Jeg ved ikke, om man skal kalde det en skriveblokade, men det var det lidt. Teksterne har været med til at hæmme processen med det nye album en del. Det var færdiggørelsen af ”Bad Sign”, der fik det hele til at kører igen, efter at det var gået i stå. For det var gået meget i stå for os. Men det betød også, at albummet fik en rød tråd og begyndte at få et vist niveau, som vi kunne være bekendt at vise. Så på den måde gik udgivelsen af den første single sammen med starten af teksten op i en højere enhed.

Rejsen

nyt materiale på Goliath. Jeg husker en koncert, jeg så med jer tilbage i 2011, hvor I blandt andet spillede ”Mediocre Man” og ”Remainder”, og det er jo ved at være et par år siden. Begge sange er at finde på det nye album. Hvordan har det været at arbejde med det samme materiale i så lang tid? Jeg tænker, at det må have været svært at opretholde begejstringen for dem. Ja, det vil jeg sige, at det var. Jeg tror, at sådan en som ”Remainder” var meget, meget tæt på at ryge i svinget. Der var også mange år, hvor Sebastian sang den uden tekst, hvor han egentligt bare mumlede – og det er han egentligt ret god til. Det kunne sagtens lyde, som om han sang, men han sang ikke rigtigt noget. Til sidst betød det meget for mig at få den sang færdig. Specielt fordi vi havde arbejdet med den i så lang tid. Men jeg tror, Sebastian var ved at opgive den. Og så begyndte Christian og jeg så at skrive lidt og sende det til ham. Men Sebastian var ikke helt tilfreds med det, vi skrev, men vi blev lidt ved alligevel. Til sidst fik han så lidt idé gennem det til at færdiggøre sangen. ”Remainder” er også en af de sange, hvor flere af os tekstmæssigt har arbejdet sammen, og den var også med til at forbinde Christian på pladen. Den var meget vigtigt for mig, fordi den også bidrog til den røde tråd, og så var jeg meget glad for versene. Så jeg syntes, det ville være synd, hvis den røg.

Visir # 80

Det lyder til at den har været igennem en del omskrivninger? Den skulle faktisk have været med på vores første ep. For der var den allerede

Repor tage

klar, men der tænkte vi, at vi ville gemme den til den næste plade. Både fordi teksten ikke helt var færdig, men også på grund af at den måske ville passe lidt bedre ind til dét. Den var meget i øst og vest, da vi skrev på den under Narcissus ep’en. Ja, og så kom den jo så med på den nye plade, men det var tæt på, at det ikke kom med. Hvilken en var det mere? Det var ”Mediocre Man” Den tror jeg aldrig, vi har været i tvivl om skulle med på pladen. Jeg er både glad for teksten og for melodien. Og så det at den er bygget op omkring en blues-sang. Jeg tror måske, at det er en af vores mere vulgære sange. Den deler lidt vandene. Jeg tror, der er nogen som synes, at den er lige lidt for fællessangagtig. Jeg synes lidt, jeg kunne fornemme det med de anmeldelser, vi fik. Der var det den, der delte vandene. Det er ellers en personlig favorit hos mig. Jeg kan også rigtig godt lide den. Men altså, nu har du jo også været en del af Kellermensch-universet i mange år. Det er nok lidt noget andet for dem, som måske først har opdaget os med det nye album. Den er både blevet sammenlignet med DAD og andre, og er lidt blevet puttet over i den retning. DAD er gode, men det var ikke lige den vej, vi havde tænkt os, lad mig sige det sådan. Med henblik på arbejdsprocessen med Goliath. Hvordan har den proces været? Jeg har svært ved at forestille mig, at det har været en lige intens proces hele tiden, når det har varet over så mange år.

Repor tage

Det har det bestemt heller ikke. Der var på et tidspunkt, hvor flere i bandet begyndte at trække sig, fordi det var så langsom en proces med at færdiggøre albummet. Der var nogle, som nok ikke helt troede på det mere. Og vores samarbejdspartnere troede bestemt heller ikke på det. Og i den forbindelse mistede vi også Universel i Tyskland. Måske både på grund af den langsommelige proces, men måske også fordi de ikke syntes, at sangene var gode nok. Og vores managere, de kunne sgu heller ikke se sig selv i det mere. Jeg har ikke snakket med dem om det, men det har helt sikkert også haft noget med det at gøre. Har der i den mellemliggende tid været en seriøs tvivl om, hvorvidt Kellermensch stadig var et band?

Jeg ved, at I gør en dyd ud af ikke at manipulere med jeres lyd med diverse studieteknikker, når I indspiller. Jeg hørte engang, at da I skulle indspille trommerne på jeres debutplade, flyttede I trommesættet ud af studiet og ud i gangen på grund af akustikken. Hvilket jo har været med til at give det meget rå lydbillede, der er på jeres første plade. Har I haft den samme tilgang og autentiske retning ved indspilningsprocessen af det nye album? Det var i bund og grund på samme måde ved, at vi også gerne ville have meget naturlig akustik på trommerne. På debuten tænkte jeg, at der næsten ikke var andre muligheder. Vi havde noget meget billigere grej, så vi havde faktisk ikke så mange muligheder. Close-micing på trommerne holdt ikke rigtigt. Vi flyttede faktisk op i en koncertsal på et spillested i Esbjerg for at indspille Narcissus ep’en, fordi vi havde svært ved rummet i vores øvelokale. Men koncertsalen var også et meget aggressivt rum. Og på det nye al-bum flyttede vi så tilbage i et lidt mindre rum. Vi havde fået en del penge fra Tysk-land, som vi brugte til at købe et studie og noget bedre udstyr, men vi brugte en del tid på at flytte rundt i studiets for-skellige rum for at finde den rigtige stør-relse til indspilningen. Jeg vil sige, at vi har arbejdet en del anderledes på det seneste album end på debuten, men må-den at arbejde med rummets akustik slap vi ikke helt. På for eksempel ”Bad Sign” er der jo fuldt skrald på akustik-ken. Vi vil gerne have, at det er et rigtigt trommesæt, man kan høre, og at det ikke bare er erstattet af digitale trommer. Selv-om det også kan lyde fint.

Visir # 80

Jeg tror egentligt. Nu er flere af os jo bedste venner. Så jeg tror inderst inde aldrig, at det har været tanken at lægge det på hylden. Det ville være mystisk for os. Vi er jo venner og nærmest også familie jo. Den tanke har jeg ikke haft, men selvfølgelig har nogle af os haft den tanke, om der har været nogle, som har været ved at miste lysten på grund af, at det tog så lang tid. Men Kellermensch har ikke været tæt på at gå i opløsning. Og igen. Efter ”Bad Sign” begyndte folk ligesom at være aktive om bandet igen. Men inden mødtes Sebastian og jeg ofte og kæmpede med det. Men da ”Bad Sign” og især ”Remainder” var ved at være færdige, så kunne vi begynde at se en ende på det – og det er jo selvfølgelig lidt fjollet med en sang, som er så gammel. Men altså, vi droppede mange sange, fordi de stadig manglede tekst.

Rejsen

Goliath virker på mange måder som et meget mere fokuseret og poleret album end det første. Kan det have noget at gøre med, at der på jeres debut som Kellermensch er materiale at finde, fra dengang I havde bandet Brudevalsen? Det tror jeg faktisk, du har meget ret i. Jeg tror også, at vi flirtede lidt mere med metallen, eller vi flirtede i hvert fald med den på en anden måde. Jeg tror, debuten var mere til metalscenen, som vi følte, den havde brug for på det tidspunkt. Og det har vi ikke gjort så meget på den seneste plade. Vi ville gerne have haft flere sange med Christian, men vi havde virkelig svært ved at få det til at lykkes. ”Moth” syntes vi havde en særlig punket energi, som også lydmæssigt fungerede. Men på de andre numre vi havde, var det sgu lidt svært. Så det var ikke så bevidst, men mere naturligt.

Visir # 80

Kan man sige, at Goliath er et renere Kellermensch, der har vokset sig væk fra jeres rødder i Brudevalsen? Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg tror meget, det har noget med alder at gøre. Der er jo gået mange år, så vi er jo også blevet ældre. Jeg har personligt altid godt kunne lide singer-songwriter-stilen. Så det kunne jeg gode lide, at vi fik flettet lidt ind i det nye materiale. Sebastian havde også lavet andet musik i de mellemliggende år, som var mere ovre i den nye plade, så jeg vil sige, at den næsten var uundgåelig, hvis man tænker på vores fortid. Den er lidt mere en blanding, hvor debuten mere var Kellermenschs gamle band.

Repor tage

I forhold til jeres tekstunivers. På Goliath er der et ret tydeligt narrativ, som gør teksterne meget prosaiske i modsætning til på jeres første plade, hvor lyrikken befandt sig på et mere abstrakt plan. Har det været en bevidst ændring af kursen for jeres tekstunivers? Det vil jeg give dig ret i. Vi var meget bevidste om at få en tydelig fortæller ind i teksterne og gøre det lidt mere personligt. På debuten vidste man sgu ikke helt, hvad det handlede om nogle gange. Det vidste vi andre i hvert fald knap nok. Der var måske nogle undtagelser, som også var med til at forme teksterne i den retning, hvor det fungerede ret godt at få en fortæller ind i det. I ”30 Silver Coins” og ”The Day You Walked” begynder der at være den der mere fortællende stemme og også en mere simpel skrevet tekst. Så de mange bibelske referencer, der er i jeres tekster, har ikke et personligt udgangspunkt, eller spiller religion en rolle for jer? Ja, det er egentligt lidt sjovt. Sebastian er ikke troende, men han synes at fortællingerne i Biblen er utroligt velskrevne. Så det er mere fortællingen i det, der er interessant. Men som sagt, så er det meget Sebastian, der har med teksterne at gøre, så præcis hvor personligt han forholder sig til dem, kan jeg ikke sige. Der er ikke et 1:1 forhold mellem ham og teksterne, men selvfølgelig så berører teksterne jo bestemte tanker og følelser, og de skal jo komme et sted fra. Når I spiller live, medbringer I ofte musikere udenfor det korpus som er Kellermensch. Bliver det aldrig uoverskueligt for

Repor tage

jer, når I til tider skal koordinere med et 10-12-mandsorkester, som I ikke er vant til at spille med?

Det er det måske for dem, vi spiller med. Vi får ikke altid øvet med dem, som vi tager med på scenen. Vi spiller egentligt bare, som vi plejer, og så har de jo højst sandsynligt aflyttet pladen og fundet på noget til det. I dag kommer der jo et femmands strygeorkester med på scenen, og de har kun øvet en enkelt gang med Sebastian, men de har ikke prøvet at spille med os andre endnu. Så det kan jo bære eller briste, og det er også lidt det, vi søger, når vi er på scenen. Men jeg tænker, at vi nok skal kunne bære den nogenlunde selv. Savner I nogensinde bare at være Kellermensch uden sessionmusikere?

Så der er allerede tanker om en ny plade? Ja, der er masser af tanker, i særdeleshed om at der ikke skal gå lige så lang tid. Det er ligesom den fare, vi frygter. Så jeg tænker, at når vi får noget tid efter sommeren, når Spot og Roskilde Festival er ovre, så skal vi til at i gang med at skrive på en ny plade. Vi har sgu haft pause nok. Jeres navn er jo som bekendt titlen på en roman af den russisk forfatter, Dostoyevsky, og I har ved udgivelsen af jeres debut givet udtryk for, at I er inspirerede af kunst og litteratur. Føler I stadig, at jeres musik har en tilknytning til litteraturen på samme måde på jeres nye album? Det var vi i hvert fald på det tidspunkt, hvor vi dannede bandet. Vi havde en del forslag til bandnavnet, der alle var baseret på titler fra store litterære værker. Der er jo vildt mange fede bogtitler at finde hos gamle forfattere og filosoffer. Bland andet Ensom Blandt Mennesker. Den kunne vi jo næsten grine af, så trist og godt rammende var det. Men det blev jo så Kellermensch. Der var også noget specielt for os ved det navn. Vi kunne dengang godt, og det tror jeg i øvrigt, at der er mange bands, der kan, føle os lidt udenfor. Og på en eller anden måde så ramte Kældermennesket noget i os, som var de små, der forsøgte et eller andet. Men det med at være hovmodig, som jeg vil sige, at han også er, den synes jeg ikke, vi har.

Visir # 80

Altså, i form af at vi jo er indspillet med strygere og således, så er det jo lidt federe også at have det med live. På mange måder synes jeg, at det kunne være fedt at prøve at indspille, hvor det bare er os selv. Det er ret svært at sige noget om på nuværende tidspunkt, men jeg kunne godt tænke mig at eksperi-mentere med, hvordan vi ville lyde, hvis vi ikke skulle have den store lyd med fra strygerne. Men det er først, når vi kom-mer i gang med at arbejde med nyt ma-teriale, at vi ligesom finder ud af, hvilken retning det skal tage. Med Goliath kom det hele meget naturligt. Den trak os i en retning, vi ikke selv havde styr på, og det kunne jeg godt forestille mig også sker med det næste album. Der er nogle til-fældigheder i, hvad der kan lykkes, og hvad der kan fungere.

Rejsen

Men nu har I jo gennem årene fået utroligt gode anmeldelser, jeres udgivelser er blevet taget imod med kyshånd, og I er flere gange blevet kaldet Danmarks bedste liveband. Føler I stadig, at I har behov for at skulle bevise noget? Ja, det synes jeg bestemt, vi har. Specielt også nu, hvor der er gået så lang tid. Så på en eller anden måde skal vi også bevise overfor os selv, at vi stadig har det i os. Men hvis vi lige skal afslutte Kældermennesket. Der var også et vist pres ved at tage navn efter en roman af en af verdens største forfattere. Der var mange, der ville pille os lidt ned, fordi vi gik over i den boldgade. Indenfor litteraturen er det jo Mozart.

Visir # 80

Her til sidst. I har jo fået et hav af genrebetegnelser puttet på jeres musik. Art-rock og noir-rock bare for at nævne nogle stykker. Tager I pressens forsøg på at definerer jeres musik på jer, når I skriver?

Repor tage

Den er svær, for vi har godt nok fået mange betegnelser. Men nej, det vigtigste for os er prøve at spille Kellermenschmusik. På den her plade har vi egentligt rykket os, så vi næsten kan gøre, hvad vi vil på den nye plade. Det næste kunne være et stille album eller en punktet eller en heavy metalplade. Jeg synes, at Goliath har været med til at bryde de der definitioner af os som band. Med debut-en var vi mere trængt op i en krog i metalgenren, men det synes jeg, vi har nedbrudt nu.

Annonce

Rejsen

Visir # 80

Rejsen

Arkivguld

Billeder af den nordspanske pilgrimsvandring El Camino de Santiago de Compostela Af Jakob Munk, litteraturhistorie, fra Visir #64, september 2013

Visir # 80

Strækning St. Jean Pied de Port – Roncesvalles Jeg satte mig på hug mens solen skinnede klart og gyldent i mine øjne. De lange, velduftende græsstrå slangede sig elegant op imod mit ligblege ansigt, der hang slapt i den 40 grader varme juliluft. - Monsieur! You forgot your banana! Min mave trak sig sammen og samledes i et enkelt lille punkt, der ganske langsomt voksede. Hele mit system imploderede, den guddommelige orden blev brudt og erstattet af et odiøst kaos. Jeg formåede kun lige akkurat at frembringe et ganske sagte: - Thank you… Ordene føltes som gift i mit bryst, min vejrtrækning stivnede og min mave stillede sig i angrebsposition. - Don’t you want your banana, monsieur? Endelig. Som en syndflod strømmede det ud af min mund, mens mine arme støttede sig til det bløde græs. Bag mig hørte jeg manden mumle lidt chokeret i et fejlslagent forsøg på at være diskret, mens jeg for et øjeblik løftede blikket mod det ophøjede udsyn over Pyrenæerne, hvor morgentågen stadig svævede mystisk mellem de majestætiske bjerge, der end ikke i de oldgræske gudestatuer fandt sin lige i storhed og heroisme. Vejen sneg sig beskedent men målrettet op ad skråningen, indtil den nåede det punkt, hvor jeg nu lå på alle fire som et døende dyr. Jeg bøjede hovedet forover og brækkede mig igen. Under den lille hvide presenning bag mig kunne jeg høre købmanden med bananerne blive lettere forlegen, hvad der vel ikke var så uforståeligt. Efter nogle minutter rejste jeg mig og gik op og tog imod bananen. - You okay sir? Spurgte han mig med tydelig fransk accent i et toneleje, der afslørede en barnagtig naivitet i hans stemme. - Alright thank you, it was probably just the heat. Jeg satte mig tilbage lidt væk fra den gennemsigtige pøl af bræk uden så meget som en tanke i hovedet. Smerten i min mave havde optaget al min opmærksomhed, og når nu den var væk, var der intet tilbage. Jeg var bare taknemmelig for, at der ikke var andre til stede, som jeg kunne føle mig ynkelig overfor. Jeg takkede manden og bød ham farvel, men han insisterede på at give mig et stempel. - This is your last french stamp, monsieur, important! Men store, stirrende øjne og løftede øjenbryn tog han imod mit pilgrimspas og hamrede stemplet ned med en selvtilfredshed, som var det en sport for ham. Han havde sin charme, som jeg gerne ville have rost ham for, hvis ikke jeg havde følt mig så udslået. Nu var jeg ikke i stand til andet end at forme noget, der med lidt god vilje kunne ligne et smil. Mesetaen: den spanske højslette (cirka 150 km af den type som beskrevet her) Lyden af mine fodtrin. Trip trap. 40 grader celsius. Ingen skygge. Trip trap. Et skilt siger 425 km til Santiago de Compostela. Himlen er barndomsblå. Jeg kigger til højre og ser slette. Jeg kigger til venstre og ser mere slette. Jeg lytter til mine trin. En lastbil passerer forbi. Dopplereffekten. Jeg kigger ned på mine fødder. De går. Jeg kigger på min skygge. Den bevæger sig. Jeg løfter blikket og ser at jeg ikke kommer nogen vegne. Fød-

Arkivguld

Rejsen

dernes dødsdans. Trip trap. Eller i vals trip trap trap trip trap trap. Kun er enkelttakten trip trip trip trip trip trip ikke en mulighed, to er bundgrænsen, der er jo trods alt to fødder. Jeg tager en tår vand. Mine flasker er tomme. Jeg ser tilbage. Ingen pilgrimme. Jeg ser frem. Mere ingen pilgrimme. Himlen spejler sig i asfalten, et krybdyr krydser min vej. Elmastkrucifikser omgiver mig. Mit kors rasler mod brystrammen. Jeg er tørstig. Ikke mere vand.

Visir # 80

Rejsen

Annonce

Rejsen

Visir # 80