Visir # 78

N r .

7 8

m a r t s

2 0 1 7

Redaktion Jeppe Lauridsen Emilie Winther Jensen Mette Grandahl Nana Nikoline Boller Mia Oliviarius Nielsen Ida Marie Christensen Anne Katrine Bessmann For– og bagsidelayout Adresse Emilie Winther Jensen Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er onsdag d. 19. april 2017 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden fredag d. 7. april Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

4

Leder Ta’ med til karneval

5 6

Oplæg til næste nummer: Magi! Visir har brug for dig!

7 8 9 12

Tema: Karneval Karnevalstømmermænd, Mads Urenfeldt Bækgaard Disko, Cecilie Kjærgaard Fuck den fjerde væg, Nana Nikoline Boller El Jardín, Caroline Borring Laursen

32

Artikler Fakkeloptog gennem byen, Emilie Winther Jensen

36

Redaktionen anbefaler: Events til Aarhus Kulturhovedstad 2017

38 42 46

Skønlitteratur HER, Liv Blomster Psychomachia, Nana Nikoline Boller Hot Air Balloon, Caroline Borring Laursen

49 52

Arkivguld VISIR#48: Assymetrisk drejer natten, Bjarne Windahl Pedersen VISIR#63: Hvorfor grine? Kathrine Eg Mølhave

Visir # 78

26 28

Anmeldelser Et giftigt ægetskab, pt II, Nana Nikoline Boller ”Oh babe, you make my heart quake”, Sarah Daugaard Moonligt er mere end en vigtig film, Jeppe Lauridsen En drøm om stjernerne, Nana Nikoline Boller Klassiker, Emilie Sørine Ullerup Danske R&B-gruppe Phlake sørger for en groovy og hed aften på Train, Sarah Daugaard Death from above, Nana Nikoline Boller Anbefalinger af nye album og singler fra 2017, Sarah Daugaard

13 16 18 20 22 24

3

Leder

Ta’ med til Karneval Når vi på redaktionen har brainstormet ordet ’karneval’, der er temaet for VISIR #78, så er der to traditioner, der klart vægter mest: Aalborg Karneval og sambaoptoget i Rio de Janeiro. Selvom ingen på redaktionen af VISIR nogensinde har deltaget i Aalborg Karneval, så kan vi sagtens forestille os det lange optog af letpåklædte unge piger, scoreklare fyre med mokai-ånde og morgendagens moralske tømmermænd. Vi kan også sagtens drømme os helt til Sydamerika og forestille os de svedige sam-barytmer, det imponerende optog og brasilianske kvinder i prangende kos-tumer. Ud fra de (syndige) associationer ordet medbringer os, så skulle man ikke tro, at karnevallet faktisk er en religiøs tradition, der stammer fra en knap så kommerciel tid som vores. Karnevallet strakte sig over nogle dage, hvor folket for en kort stund kunne optage de hedenske traditioner igen, da kirken frygtede, at det ville være dumt at undertrykke de folkelige festtraditioner fuldstændigt. Folket fik altså for en kort stund lov til at vende rundt på de sociale hierarkier, mens seksualiteten og latterkulturen trækkes frem i lyset.

Visir # 78

I dette nummer af VISIR har vi fokus på den undertrykte vildskab i mennesket og den befriende sindstilstand, man kun finder under karnevallet. Vi har hele tre digte, der kommer med hver deres bud

4

på løsrivelsen, samt en anmeldelse af Århus Teaters opsætning af Erasmus Montanus, der er en hyldest til den karnevaleske latterkultur. Vi har også været i arkivet og fundet både en artikel om latter og en novelle, der omhandler en taxichaufførs omtågede nætter på arbejde. Udover dette bringer VISIR #78 en artikel om åbningen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad med en tilhørende oversigt over de begivenheder, vi på redaktionen anbefaler, at man tager til. Vi har i dette nummer et hav af anmeldelser af både bøger, film, teaterstykker, koncerter og CD’er, som både vi og vores læsere har oplevet. Magasinet indeholder også spændende skønlitteratur i form af både digte og noveller, der vil få dig til at både grine og gyse! Der er altså ingen grund til, at du ikke skal bladre om på næste side og nyde dette nummer af VISIR! Rigtig god læselyst!

Oplæg til næste nummer

MAGI Tænk på noget magisk: Chokolade. Elsa fra Frozen. Orlando Bloom i et elverkostume. Tryllestave og enhjørninger. Ved du noget sjovt, interessant, forbløffende eller teknisk om eventyr, eller har du en ekstraordinær indsigt i et fantasy univers? Eller en fuldkommen ordinær passion for en bestemt karakter? Eller er du selv en hobby-troldmand, der laver korttrick indtil dit publikum dåner? Så skriv til VISIR! Har du oplevet noget overnaturligt eller uforklarligt? Eller har du oplevet noget, som meget nemt kan forklares, men alligevel føles som out of this world? Så skriv til VISIR! Tror du på nisser, engle eller hobbitter? Har du en teori om noget, der kun kan forklares med inddragelsen af magiske elementer? Har du knækket koden til at lære at se spøgelser? Kan du stadig huske introsangen til Winx Club? (Det kan vi på redaktionen…). Eller vil du hellere beskæftige dig med Alternativets grønne parti-fe? SÅ SKRIV NU BARE TIL VISIR! Vi vil gerne høre om noget andet magisk end Harry Potter – men han er nok svær at komme udenom. Kasernitterne har gang på gang vist deres store engagement – host, besættelse – i netop denne troldmand. Men der findes faktisk også andre: Merlin, Gandalf, Jafar, Houdini. Og hekse selvfølgelig; på VISIR modtager vi hjertens gerne digte, artikler, essays og analyser af alle magiske skabninger uanset skabningens køn, race, religion og seksuelle overbevisning. Med andre ord så vil næste udgave af VISIR være overdrysset af stjernestøv, gennemsyret af magiske eliksirer og fuldstændig spundet ind i magiens forbløffende verden. Hvis nu du sidder og tænker: ”Hillemænd, hvor er jeg bare ikke interesseret i magi. Til gengæld har jeg en masse på hjerte, når det kommer til regneark.” Eller programmering. Eller noget helt tredje… Så skriver du også bare til VISIR!

Visir # 78

Send dit bidrag til kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er senest d. 19. april 2017. God fornøjelse!

5

Karneval

Reklame

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir # 78

Eller kontakt redaktør: Jeppe Lauridsen på jeppelauridsenn@gmail.com eller Emilie Winther Jesen på emiliewinther06@gmail.com

6

Digt

Karneval

Karnevalstømmermænd Af Mads Urenfeldt Bækgaard, musikvidenskab

Et bord så fuldt af tomme krus, det vidner om min glædesrus. En rus der ej vil vige fra min inderlige svie. Som hvepsestik der blev til sår, jeg levede mine værste år. Jeg lærte i min angst og smerte, at mit liv blev sort af sverte. En tåb’lig tår den tog min tid, nu lærer jeg af flid. Jeg var en tungnem tosse, der tømte tønder trygt med ethanol.

Visir # 78

Nu er jeg blot et menneske, der nyder morgendagens sol.

7

Karneval

Digt

Disko

Visir # 78

Af Cecilie Kjærgaard, litteraturhistorie

De bevæger sig ind og ud, rødt blåt gult blåt Lyskegler, der kigger De iagttager, spotter de liderlige og de desperate og hende, der presser blod ud af drengehjerter med magre fingre og negle malet røde Blåt gult grønt rødt rødt rødt De roterer og drejer, vender sig vilkårligt i loftet som menneskerne herinde bevæger sig som et råddent organ svulmer og svinder ånder og skider De leder og leder De leder alle sammen Efter noget at grine af eller den eneste ene og de brækker sig af grin men ved ikke hvorfor og i morgen husker de ingenting Rødt grønt grønt og musikken dundrer bag trommehinderne og lover i nat i nat i nat, hvad da? Spidse paraplyer i kolde glas tilbyder en smutvej til et lille gemmested væk fra karakterbøger og brudte løfter og dengang for 100 år siden hvor mor og far aldrig var hjemme og regnvåde fodboldkampe og skrigene i gaderne, som lydbølger gennem årerne der giver gåsehud i nakken og nu blink blink blink de røde drejer ikke længere kun 100.000 hvide blink som 100.000 lynnedslag der rammer ned i mængden og organet bevæger sig i slowmotion og pludselig kan vi se hvordan huden klatter i ansigtet hvordan det sorte løber under øjet hvordan de alle sammen leder

8

Heldigvis kommer de røde, grønne, de blå tilbage og vi finder sammen og bliver væk fra hinanden af de små lysende skærme klistret fast i vores håndflader Og nogen går og leder efter deres venner men de er forsvundet ind i nattens sorte mund og kommer først frem igen, fordøjet og færdig med dunkende frontallapper og en skyldfølelse der bruser gennem blodårerne og får leddene i fingrene til at gøre ondt, i morgenlyset der skyder smerter ind i øjenkrogen Blåt, blåt grønt luften er tyk af udmattelse af røg og ensomhed keglerne spotter og drejer Rødt, gult grønt Den eneste ene kommer måske også i aften eller også sidder han og venter på dig derhjemme i en stue med skæve brædder eller han har forklædt sig i nat han har den forkerte jakke på og du genkender ham ikke Min eneste ene er her også i nat men han er maskeret som en bumset fyr med en skæv næse og det tænder jeg altså slet ikke på

Anmeldelse

Karneval

Fuck den fjerde væg Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Karneval handler i sidste ende om kaos; om omvæltningen på alt, hvad vi kender til, og nysgerrigheden ved at se, hvad der sker, når man vender alting på hovedet. Det handler om at kunne tillade sig ting, man normalt ikke ville gøre og feste på en måde, så man ikke behøver tænke på konsekvenserne. Når kaos bliver sluppet løs, er det orden, som er til grin. Det er lige præcis den grænse, Lollike går linedans på i sin nytolkning af Erasmus Montanus, som har en nytolkning og en scenografi, der virkelig gør kur til kaos. Det interessante, når vi kigger på denne

opsætning, er vores definition af ordet ’orden’. Landsbyboerne har en bestemt form for orden, og Erasmus, efter at han er kommet hjem fra sine studier, har en idé om ordens-begrebet, der er komplet modsat deres – og også ekstremt nedladende overfor deres. Som i den originale tekst er der ikke én karakter, som slipper for at blive gjort til nar på den ene eller den anden måde, men Lollike fører den videre og ender med at gøre nar af hele idéen om teater i en smukt fremstillet scene, der ender med Erasmus’ totale ødelæggelse af kulisserne. Her er det selvfølgelig med et glimt

9

Visir # 78

Foto Aarhus Teater

Karneval

Visir # 78

i øjet og en dobbelttydighed, som fletter sig perfekt ind med originalens temaer. Landsbyboerne og Erasmus bliver gjort grin med, men de har stadig hver deres øjeblikke af sympati, og måske er de endda så sympatiske, fordi deres påståelighed og forskellige former for idioti er noget, vi kan relatere til; har vi ikke alle, en eller anden gang i livet, været overbevist om, at vi ikke kunne blive klogere? Har vi ikke alle været så overbevist om vores egne værdier, at vi nægtede at høre på, hvad andre sagde? andre sagde? Det er det samme, der sker for teateret, da Lollike får Erasmus til at bryde den fjerde væg, tale direkte til publikum, udpege at kulisserne er af pap, og derved både gøre hånt om illusionen samtidig med, at han påpeger det samspil, den har med landsbyboernes uvidenhed (og, ironisk nok, også hans egen uvidenhed). Publikum får dog sin hævn til sidst og bliver derved en del af stykket – i ægte Karnevals-stil er der vendt op og ned på ’rig og fattig’, eller i dette tilfælde, på skuespillere og publikum samt på realitet og fortælling. Vi ved selvfølgelig godt allerede, at kulisserne ikke er rigtige huse, men første gang Erasmus går amok (på en stakkels gris og derefter nogle høns), er det publikum, han taler til efter sit sammenbrud. ”Det er pap,” udbryder han, mens han kigger vredt ud på de leende teatergængere, og derved viser han os

10

Anmeldelse

den samme utålmodighed, som han viser hele teaterstykket generelt. Når man tænker på hans ego, er det en morsom genistreg, at denne Erasmus så tydeligt hader tanken om dette stykke, hader denne pap-by og dens endimensionelle landsbyboere – og dog er det et stykke, hvor det hele handler om ham - en ting, man skulle tro, han ville elske. Det ville han sikkert også, hvis han rent faktisk besad den selvbevidsthed, som han praler af at have. Jeg tror ikke, Lollike decideret har haft karneval og karnevals-kultur i hovedet, da han skrev dette, og jeg tror snarere, der er en dybdegående samfundsdebat og kritik, som han nok hellere ville have, at jeg fokuserer på i denne tekst. Meget af teksten er blevet omskrevet, og slutningen er helt ny, og det er meget bestemte diskurser – som i sig selv er brede – som Lollike her får fremført halvt i skjul bag en gammel tekst, som de fleste af os kender næsten udenad. Og så vil jeg alligevel smide karneval på bordet og sige, at det fra starten har været et politisk begreb brugt til at dysse ned på samfundsspændinger; én nat med spas og gøgl, hvor følelser kan få udløb, og din overmand er din tjener, så du ikke senere hen starter et oprør og vælter kongen af pinden. Det er dette udløb, som til sidst koger over i Erasmus, og får ham til at falde helt i spåner – bogstavelig talt, da han gradvist mister tøjet,

Anmeldelse

Karneval

originalen. Erasmus har måske nok ret (til tider), og vi kan måske sympatisere med hans frustration og fremgangsmåde (til tider), men han er samtidig dybt arrogant og utålelig og vil hellere tvinge sin viden ned i halsen på andre end rent faktisk få dem til at forstå det. Det handler ikke om formidling, det handler om elitisme – en elitisme som landsbyboerne også har, når de nægter at gå på kompromis med deres traditionelle (og kristne) værdier. Og karneval? Karneval er det kaos, som Erasmus selv skaber ved at komme hjem og forvente at blive tilbedt, og det kaos, som han derefter er fanget i – for landsbyboerne var det ikke tid til karneval, og for Erasmus er karneval nu noget, der er langt under ham. Kaos hersker fuldkomment til sidst, og det var en fornøjelse at se på. Især den røde dinosaur.

Så vidt som der er en dyb kritik af det indspiste ’bondesamfund’, af traditionelle værdier og holdninger som noget der skal trykkes hårdt til brystet lige meget hvad, så er der også den stereotypiske skildring af en akademiker, som vi kender det fra

Holberg & Lollike Erasmus Montanus Aarhus Teater 10. februar-5. marts 2017 Billetpris: 50-350 kr.

Visir # 78

makeuppen, og også den fine paryk, der ellers skal vise hans lærde stand. Men for Erasmus er det slet ikke sjovt, for han glemmer, i den intellektuelle kamps hede, at landsbyboerne er dem, som karnevallet handlede om før i tiden; det er dem, som skulle få lov til at svælge i kaosset, få lov til ikke at gøre som deres ’overmænd’, de adelige, siger. Erasmus – Rasmus, som er hans rigtige navn – kommer selvfølgelig fra landsbyen selv og er derved ikke decideret adelig, men når man ser på Erasmus’ familie, deres tøj og væremåde og derefter på ham selv, er dette skel stadig til stede. Erasmus er nu en del af overklassen, og selvom man kan forstå hans frustration overfor ufaglærte, som nægter at lytte, er skylden lige så meget på ham selv, i og med at han allerede fra starten kommer hjem med den nye forståelse af sig selv om, at han nu er sin familie overlegen.

11

Karneval

El jardín

Af Caroline Borring Laursen, litteraturhistorie

No hablo español No hablo nada lengua Vivo en mi cabeza propia Y allí los todos se mueven en círculos En mi cabeza crece muchas cosas Crece aceitunas, limones, aguacates Crece pensamientos, crece ideas Mi cabeza es un jardín y mis palabras son las semillas Las palabras crea sentido Las palabras crea paz Las palabras me dan vida Y doy vida a las palabras No hablo nada lengua No hablo, no bailo, no vivo Soy sólo yo y mis pensamientos Soy sólo yo y mis palabras Pero soy una niña del mundo Soy una niña de la vida Quiero sembrar ideas en mis semejantes Quiero plantar aceitunas, limones, aguacates

Visir # 78

Quizá no hablo español Quizá vivo en mi cabeza propia Pero soy una niña del mundo Y el mundo es la tierra donde planto mis palabras

12

Digt

Anmeldelse

Karneval

Et giftigt ægteskab pt. II Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Det, der nu er med teater, og specielt med teater som blev skrevet for så lang tid siden, er, at du kan læse eller se det en million gange, og oplevelsen vil altid være anderledes. Første gang jeg læste den, var jeg frustreret – jeg manglede min hævn, min ’rene’ slutning. Anden gang, da jeg vidste, hvad der ville komme, var jeg fascineret, opslugt. Stadig forfærdet, men på den måde som al god litteratur, i hvilken som helst form, helst skal gøre dig. Forfærdet. Foragtelig. Lykkelig. Det er punkter på en akse, som ligger meget tæt på hinanden, og Medea viser dette i stor stil. Da jeg læste den nye oversættelse til dansk, var det med nye øjne og en ny fryd; sproget var rent, enkelt, de få ændringer var der gjort rede for bagerst i bogen – jeg følte mig ikke snydt for de ting, som var blevet taget ud, eller pga. den måde en oversættelse altid, altid vil ændre i en tekst. Bogen var fantastisk. At se det som teater var bedre. Jeg havde som sådan ikke forventet andet; Medea er et teaterstykke, og at se det på en scene er det, der er meningen. Men det er også et teaterstykke med år på bagen og skrevet til et publikum radikalt

anderledes fra os, til et samfund med en helt anden idé om hvad der skulle ske på en sådan scene. At vi så alligevel vælger at opføre dette stykke igen og igen siger mere om den menneskelige tilstand, end det gør om stykkets kvalitet. Det lader til, at nøjagtig ligesom de gamle grækere så higer vi stadig efter følelser af modvilje, af sorg, af hævngerrighed. Vi går igen og igen ind for at se fortællingen om en morder, selv når vi ved, at hun slipper fra det, selv når vi ved, at vi kommer til at sidde tilbage med en følelse af frustration over den uløste konflikt, over en nådesløs hævn, som ikke bliver straffet. Og måske også frustration over den sympati, vi meget nemt kan få med stykkets titelperson. Aarhus Teater har formået at stable en fængende optræden på benene; scenen er fyldt med vand, og de fleste af skuespillerne har gummistøvler på. Hvad der startede som distraherende (nyhed: det larmer helt vildt, når folk vader igennem bare et par centimeter vand) blev hurtigt til et ekstremt fængende virkemiddel. Vi starter med at se Medea, som ligger og flyder i vandet, er næsten et med dette element. Og jo længere ind i stykket vi kommer, jo mere bliver det klart, at vandet er den gift, som flyder igennem hendes årer, imens hævnen tager fat i hende. Alle, som træder ind på scenen for at tale med Medea, er nødt til at træde ned i hendes søle, i den gift hun har fyldt sit kammer med. Dette bliver tydeliggjort, da kong Aegeus kommer ind

13

Visir # 78

I sidste udgave af Visir (#77, Hysteri) skrev jeg om den nye oversættelse af Euripides Medea – derfor var det da meget oplagt at skrive om Aarhus Teaters nye opførsel af selv samme stykke, ikke?

Anmeldelse

Visir # 78

Karneval

og mærkbart tøver, inden han træder ned i vandet for at komme hen til Medea. Og selvfølgelig den egentlige gift, hun bruger til at slå ihjel med, kommer fra vandet; Medeas ofre bliver direkte dræbt af symbolet på hendes hævn. Symbolet bliver et våben i sig selv – symbolet kan dræbe.

moralsk forsvarlig end sin kære mand, men befinder sig på nøjagtigt det samme selviske plan. Det er også vandet fra denne kande, hun bruger til at forgifte deres børn – det er altså en blanding af både Jason og Medeas fejltrin, egoisme og hævnlyst, som i sidste ende ødelægger deres familie.

Ikke kun vandet er mærkbart ved scenografien. Alle scener finder sted i Jason og Medeas hus, et sted der først er blevet raseret igennem af Medea i sin vrede og sorg. Stole ligger og flyder, roser er blevet smidt i vandet, og først da Jason kommer ind, bliver der ryddet op – af ham selv, vel og mærke, et job han højst sandsynligt ikke gør normalt (hvad har man slaver til?), men som virker både som en undskyldning til Medea (om end en meget tam én af slagsen) og et desperat forsøg på at få orden i tingene igen. Jeg gjorde det for vores børns skyld, siger han det sted i stykket, der måske bedst har vist hans egoisme og mangel på forståelse for Medeas situation. Ifølge gamle græske skikke og love kan børnene ikke nyde godt af deres fars nye royale status, og det er hyklerisk nu at komme og påstå, at han vil det bedste for den familie, han har forladt. Hyklerisk og egoistisk – ord man også kan bruge om Medea. Og da hun kommer frem til sin endelige hævnplan, samler hun de sidste blomster op og stiller dem i vasen ved siden af Jasons. Et tydeligt tegn på, at hun ved at gøre dette ikke er mere

Mette Døssing og Jacob Madsen Kvols får begge eksemplificeret Medea og Jasons egoisme og sorg i deres optræden. Kvols fik mig for første gang til at se Jason som en sympatisk karakter og ikke kun som en del af Medeas hævn, mens Døssing fra første øjeblik, hun springer op af vandet, er umulig at tage øjnene fra.

14

Deres kemi sammen på scenen fik mig til at holde vejret, og det faktum, at vi ved, hvordan det ender, gjorde det kun bedre. Jeg sad personligt og håbede på, at Medea ville komme på bedre tanker, at Jason ville komme med en ordentlig undskyldning, velvidende at det aldrig ville ske. Skaden er sket, og selv da Medea tøver over sin sidste hævngerning, er det klart at tyde ud fra Døssings kropssprog, hendes kjole sølet ind i vandet og lyden af hendes stemme, at det allerede er for sent. Da hun forlader scenen for at gå ud og dræbe sine egne børn, er det klart for alle, at den Medea, der engang har eksisteret, den Medea som var elskende hustru og mor, er lige så død som børnene. Så snart Døssing træder ind på scenen igen, livløs søn i

Euripides Medea Aarhus Teater

Anmeldelse

favnen, bevæger hun sig mekanisk med et fokus, der er umenneskeligt. Og da hun til sidst giver et lille smil, hendes planer fuldført, løber det koldt ned ad ryggen på én. Døssing, det ville være en ære at møde dig, men hvis du nogensinde smiler til mig på den måde, ville jeg nok løbe langt væk.

Karneval

Det er næsten uundgåeligt for mig at tage ind og se Medea på Aarhus Teater igen, og jeg vil altid være glad for, at min første oplevelse med et så elsket stykke var med denne blændende kvinde i hovedrollen og med en scenografi, der ramte lige i hjertet.

Visir # 78

Foto: Århus Teater

15

Anmeldelse

Karneval

”Oh babe, you make my heart quake” Af Sarah Daugaard. litteraturhistorie

Mads Langer vrikker sig til klapsalver i Musikhuset d. 22.02.2017 6/6 stjerner “En udsolgt intimkoncert med Mads Langer i Musikhusets Store Sal” er en i sig selv modsigende sætning. Meget vel er den Store Sal i Musikhuset nok nemmere at spille op, end Jyske Bank Boksen i Herning bliver for singersongwriter Ed Sheeran til April, men den “intime” oplevelse blev altså stadig delt med nok mere end 1.000 andre danskere. Der er dog lagt vægt på at det er en intimkoncert, for udover at publikum sidder ned, så er scenen sat op som et fotografi inde i Mads Langers egen stue. Der står en mikrofon midt på scenen, omringet af et klaver og tre guitarer, som alt sammen er lyst op i baggrunden af fem studie-lys, som altså kunne symbolisere at det netop er som et billede af hans skrivestue, hvilket Langer også selv bekræfter i en af sine talepauser.

Visir # 78

Det er netop ideen med hele turnéen, at man skal føle sig hjemme, og at sangene skal opleves i deres rå, alternative form, hvor han også påpeger, at sangene derfor ikke kommer til at lyde ens hver aften. Det er med andre ord improvisation på yderst højt niveau. En sjælevandring gennem en ufejlbarlig vokal Til trods for den indrømmelse at han faktisk aldrig har lært at spille guitar igennem undervisning, så er der altså ingen svinger i valsen ift. hverken vokal

16

eller rytmik. Salen giver en god lyd, og selv da den 33-årige danske kunstner til allersidst vælger at stille sig på scenekanten, og synge og spille helt akustisk, og altså ikke gennem højtalere og forstærkere, kan hele salen høre ham, og det giver en helt unik oplevelse. Et andet særligt ømt øjeblik, er da han vælger at spille Leonard Cohens Chelsea Hotel. Såvel som så mange andre, har Mads Langer som kunstner selvfølgelig også følt sig ramt, af de mange kunstnere som er gået bort i 2016, og vælger altså at ære Leonard Cohen lige denne her aften, og det gør han igen uden svinger i valsen. Det kan ofte være risikabelt det der med, at ære en afdød kunstner. Går det skidt giver det meget hurtigt en følelse af respektløshed, (se Burhan Gs Prince cover), modsat når det går godt, (se Bruno Mars’ Prince cover til The Grammys), men Langer slipper altså ubesværet fra det. Vrik med hoften og humor skaber en løftet stemning Mads Langer er nok, (bestemt), mest kendt for hans mere stille og sjælsøgende sange, men han formår alligevel at skabe kontraster i publikums humør gennem koncerten. Man sidder ét øjeblik med en tåre i øjet, det næste kan man ikke stoppe med at smile, og kommer til at grine højt. Hvor end modsigende og ulogisk det lyder, så fungerer det altså for ham.

Langer kommer fra et sted udenfor Skive, og trods at han har været jorden rundt, og taler kærligt om at skrive i bl.a. New York, så fornemmer man altså at hans jyske baggrund giver en form for jordforbindelse, og dermed også en ligesindet connection til sit publikum. Det er højst sandsynligt dette element, der gør ham det muligt at ramme igennem med sin humor, der mange gange får salen til at bryde ud i grin. Han er ærlig, løssluppen, og taler ofte tilfældigt og uden tanke, (til trods for sin fars advarsler). Historierne varierer fra akavede spillejobs, til at skulle forklare sin nieces betydningen bag hit-singlen 3AM. (Hint; forklar bare børnene i familien, at det er en fange-leg for voksne som oftest finder sted om natten, og at man først skal tænke på sådan noget når man er sådan cirka 28). Desuden sætter han sig i publikums sted, for ofte glemmer man at musikere jo også selv har idoler, og tager ud og hører andres koncerter. I hvert fald forstår han det akavede i at vide, hvornår man som publikum skal klappe eller ej. Her finder han den simple løsning, at når han vrikker med hofterne, så er det nok et godt tidspunkt at klappe, hvilket dog er en aftale han også selv indrømmer bliver lidt for sjov at udnytte. 1. & 2. set Faren ved at dele en koncert op i to dele, ligger blandt andet i at holde publikum i gang, men bestemt også sig selv. Og hvis man nogensinde skulle kede sig under de ca. 2 timer den samlede koncert varede, ville det da nok også være under det 2. set, hvor en længere monolog

Karneval sætter en pause på det hele. Dog er det min egen oplevelse, og min anmeldelse, og derfor mener jeg ikke, at han skal miste “point” for dette. Der er flere jokes, og som sagt, monolog, i 2. set, men det skaber også en kontrast, og jeg tror faktisk det havde været skuffende, hvis der derimod ikke havde været forskelle at finde mellem akterne. Til sidst kan jeg fortælle, at han stille og roligt (siden Toppen Af Poppen, hvor han deromkring også skrev Overgir' Mig Langsomt til Sanne Salomonsen), er ved at arbejde på et dansk album. Dog er han en populær herre, og udover at han har lavet musikken til Susanne Biers “Efter Brylluppet” som musical til kulturbyen 2017 sammen med Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy), så er han altså åbenbart også ønsket til at arbejde i USA. Så hvornår diverse udkommer fra hans egen side er ikke til at vide. Specielt i det, er at det ikke er sikkert, at han i USA skal skrive til sig selv, da han roughly allerede har skrevet omkring 700 sange, hvoraf mange af dem bekendt ikke er skrevet til singersongwriteren selv. Mads Langer er desuden nomineret 5 gange til Gaffa-prisen, bl.a. for hans album Reckless Twin fra sidste år; showet finder sted i Marts. Og hvis man ikke kan nå ham på hans nuværende tourné, som startede med 4 udsolgte shows i DRs koncerthus, så er han også at finde på Smukfest til sommer.

Mads Langer Musikhuset-Store Sal 22. februar 2017 Billetpris:

Visir # 78

Anmeldelse

17

Karneval

Anmeldelse

Moonlight er mere end en vigtig film Af Jeppe Lauridsen, litteraturhistorie

Da filmen Moonlight nåede det danske lærred, blev den godt modtaget af anmelderne. BT gav den seks stjerner, mens Filmland P1 og Politiken gav den fem. De amerikanske anmeldere var endnu mere euforiske: 49 ud af 50 anmeldere fra anerkendte aviser gav den en positiv anmeldelse. Anmelderen fra NY Times kaldte den ”an urgent social document, a hard look at American reality and a poem written in light, music and vivid human faces”; Boston Globe kaldte den “a cultural watershed”. Fælles for anmeldelserne er betoningen af Moonlights vigtighed som et politisk dokument. Den bryder med stereotyper om homoseksualitet, sort kultur i USA, stofmisbrug og vold, og er derfor et oplagt indlæg i LGBQT- og racismedebatten. Meget paradigmatisk (og lidt voldsom) er Kim Skottes overskrift i sin anmeldelse for Politiken: ”Fem hjerter: Sort bøssedrama er flot, velspillet og afsindigt vigtigt”. Der synes at være en fælles konsensus om Moonlights politiske og kulturelle vigtighed, men hvad med dens filmiske kvaliteter?

Visir # 78

For Moonlights sejrsgang er også (og forhåbentlig primært) et resultat af, at det er en god film. Man vinder ikke en Oscar for bedste film ved udelukkende at være politisk korrekt, og det er heller ikke tilfældet her: især lyd, cinematografi og skuespil er med til at gøre Moonlight til en god film. Og det fortjener italesættelse. Lyd Uventet er vist ordet. Klassisk musik til et sort, usikkert og kriminelt miljø i en af Miamis forstæder. Violinen og pianoet

18

harmonerer i filmens bedste soundtrack, ”Little’s Theme”, med sine dvælende og introspektive toner som bringer seeren ind i sjælen på Chiron (filmens hovedperson, der i første akt går under navnet Little). Og når man i anden akt ser Chiron gennemgå en radikal udvikling fra usikker, introspektiv, spinkel og hoæmoseksuel til det nærmest aseksuelle, defensive og muskuløse væsen Black i tredje akt, kan man stadig høre genklangen fra ”Little’s Theme” og det tavse, kærlige barn. Skuespil Én hovedperson, tre skuespillere (Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes): det virker som et umuligt projekt, men det lykkedes. Moonlight er en film om forvandling, men bestemt også om en konstant essens eller sjæl, og den formår de tre skuespillere, der portrætterer Chiron, at indfange på forbløffende vis. Instruktøren Barry Jenkins har udtalt i interviews, at for ham er øjnene et vindue ind til sjælen, og at det var dette sårbare og afvæbnende blik, han søgte i castingen til filmen. Man forstår formentlig først dette, når man ser Moonlight: I tredje akt bærer Chiron sin ekstremt muskuløse krop som et panser, men øjnene afslører, at Little stadig gemmer sig inde bag musklerne. Det er meget tydeligt, og det kræver et enormt talent at skildre det. Også Mahershala Ali og Naomi Harris fortjener stor ros for deres medrivende og hjerteskærende portrætter af to modvilligt forbundne karakterer i Chirons liv: en erstatningsfar, der også er drug dealer, og en stofmisbrugende mor.

Cinematografi Man forstår, når man har set filmen, hvorfor anmelderen fra NY Times kalder Moonlight et digt skrevet i lys. Filmen bygger på Tarell McCraneys teater-stykke ”In Moonlight Black Boys Look Blue”, og netop undersøgelsen af den sorte huds farverigdom i forskelligt lys er essentielt for filmens cinematografi: Huden skinner blå, gylden eller mørk i Moonlight. Det er især tydeligt i Chirons første og eneste seksuelle oplevelse i filmen, som foregår under månens skær, hvor de to unge mænd bliver blå-lilla i skæret på stranden – et godt eksempel på den ekspressionistiske stil, der kan fremmane karakterernes sjæl. Et andet eksempel er begyndelsens kamerabevægelser, hvor man først introduceres til Mahershala Alis karakter Juan med bløde, panorerende bevægelser. Herefter klippes til Chiron, der jages af skolekammerater i en sekvens filmet med et rystende, håndholdt kamera. Med simpelt filmsprog skildres Chiron og Juans forskellige situationer: Juan er kulturelt indoktrineret, har overskud og status, og er dermed en del af det sorte, kriminelle miljø i Miami. Chiron, derimod, forsøger desperat at

Karneval

undgå den samme skæbne, skræmt og på flugt. Dette er blot et udpluk af den tekniske flair, som Moonlight demonstrerer, og som er så vigtig at fremhæve. For selvom filmen er vigtig i en politisk og kulturel sammenhæng, og selvom det er værd at bifalde den for sit mod og sin relevans, så er den intet uden sin form. Og det er vigtigt at huske, især i en tid hvor nytteværdien af kunst ofte bliver målestokken for dens kvalitet. Der er ingen tvivl om, at Moonlight skildrer og diskuterer vigtige problematikker i vores samfund, men genistregen findes primært i udførelsen. Det er et velspillet, smukt filmet kunstværk med en fænomenal lydside. Og det er værd at understrege.

Barry Jenkins Moonlight 2016 Oscar-vinder af Best Motion Picture of the Year, Best Performance by Actor in a Supporting Role, Best Adapted Screenplay

Visir # 78

Anmeldelse

19

Karneval

Anmeldelse

En drøm om stjernerne Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

Hidden Figures kom på de flestes radar, da den sidste år udkom som film. Vi er ikke amerikanere, så derfor virker en bog om så specifik en del af Amerikas historie ikke så relevant, som så meget andet, mere nærliggende ville gøre. Bøger når ikke altid ud over grænserne, de har ikke den samme markedsføring, som Hollywood så ofte nyder godt af. En bog som denne falder under manges radar, bliver gemt væk og glemt.

Visir # 78

Det virker ikke lige så relevant, men det er det. Jeg tror der er en tilbøjelighed til at glemme, at Amerika bygger på et europæisk grundlag. Er det et grundlag som er næsten uigenkendeligt for mange af os i dag? Absolut. Vores nationer, vores verdensdele, har ikke udviklet sig parallelt med hinanden. Og når jeg ser på Amerika i dag tænker jeg gudskelov for det. Jeg har ellers normalt ikke travlt med at lovprise gud for noget som helst, men det politiske kaos som hersker i ’verdens storebror’ lige nu, er som taget ud af et personligt mareridt, og den indflydelse det har på Europa, de strømninger som finder vej helt til Danmark, kan nemt gøre én bange. Det er lige præcis derfor, at en bog som Hidden Figures er så relevant, så vigtig, lige nu. Lad os lave en håndsoprækning: hvor mange ved, at under Anden Verdenskrig bestod de menneskelige computere, som fly-ingeniørerne brugte til de udregninger de ikke selv havde kapacitet til, hovedsageligt af kvinder? Og hvor mange ved, at en hel afdeling af disse var sorte kvinder? Jeg havde ingen anelse. Med al

20

den viden vi får om krigen i folkeskolen, på gymnasiet, så vidste jeg stadig intet om dette. Når jeg som yngre har higet efter kvindelige rollemodeller fra historien, kvinder som har eksisteret, og som har gjort, hvad de mente var rigtigt, på trods af de forhindringer der stod dem i vejen, når jeg har slugt historiske tekster og plaget bibliotekarerne, så er jeg ikke stødt på dette. Det er ikke for at sige at bøger om disse kvinder ikke findes derude: selvfølgelig gør de det. Jeg ledte nok i de forkerte steder – jeg søgte ikke bredt nok. Men af alle de mærkværdige, fantastiske kvinder som kom frem, som blev åbenbaret for mig, var dette mig stadig utilgængeligt. Noget jeg ikke engang havde hørt om (ikke engang i form af en forbipasserende kommentar). Noget – nogen – som jeg ikke havde drømt om eksisterede. Og det er fandme ærgerligt: allerede fra første side af Hidden Figures får man tegnet et billede af uligheden og den evige kamp, som er baggrunden for dette værk. Som er baggrunden for de historiske instanser, som udfolder sig på de efterfølgende sider. Forfatteren, Margot Lee Shetterly, er vokset op i et miljø, der har åbnet hendes øjne for disse ’hidden figures’, de kvinder som var en uundværlig del af sejrene under krigen, og senere skulle blive instrumentale i at sende folk op mellem stjernerne. Shetterly kommer ind på mange af de sorte kvinders liv, og står ikke tilbage for at fokusere lige så meget på deres privatliv, som på deres professionelle ger-

ninger. Shetterly vil ikke bare skrive om matematiske udregninger, og hvordan de blev lavet, og at det lige tilfældigvis var amerikanske kvinder som sad og slyngede tal rundt i hovedet dagen lang. Nej, Shetterly er fast besluttet på at vise disse kvinder i al deres kvindelighed, i al deres menneskelighed, i alle deres valg og sorger. Det er ikke et dybdegående psykologisk indblik vi får i deres liv, men vi får nok til at vide, hvor hård deres kamp har været, for at nå en brøkdel af det ansvar, den prestige og den løn, som (oftest hvide) mænd har kunne få, så længe de har været villig til at række ud efter den. Der tegner sig et billede af standhaftige, stærke mennesker, som er fast besluttet på at gøre deres arbejde, og gøre det ordentligt, af ingen anden grund end at de elsker det, og finder det vigtigt. Der er noget utrolig bevægende og befriende ved at læse om dette, og det på trods af at dette er Shetterlys første bog, og sproget er en smule kluntet. Info-dump er et godt ord at bruge om de lange sætninger, med alt lige fra historiske fakta til anskuelser om personernes handlingsmotiver. Shetterly skriver ikke som en historiker, men dog heller ikke som en skønlitterat, og teksten falder derved ned i en gråzone, som kan være lidt svær at se sig vej igennem. Der er mange oplysninger og historiske fakta, og mange navne slynges rundt, en del som nok er nemmere for en med mere indsigt i amerikansk historie at kunne huske. Bogen bar også tydelige præg af, at så meget af historien ikke blev fortalt. Shetterly har været nødt til at skære hændelser, og endda mange oplagte personer væk, for at dette ikke skulle blive en bog som kunne tæske

Karneval

både Les Miserables og Ulysses i boglængdens skolegård. Der er øjeblikke, hvor vi får en længere introduktion af endnu en inspirerende arbejder, hvorefter vi næsten ikke støder på hende igen. Det er en skam, at der ikke er plads til dem alle, men dog forståeligt, når man tænker på hvor mange ufortalte historier, der rent faktisk er. Men selvom at de lange sætninger og den strøm af intens information der konstant blev videregivet fik mine øjne, og mit hoved, til at svømme, så er dette stadig en bog jeg varmt vil anbefale til alle som har bare den mindste interesse i historie, i aerodynamik, i rumfart, i matematik – eller i alle disse ting. Shetterly formår, uden at gøre hver sætning til en kiste af overvældende dramatik, at vise hvor hårdt det har været for disse kvinder at holde fast i deres kærlighed til deres fag, og hvor vigtige de har været: hvordan sådan en ting som geni, også indenfor et mandsdomineret fag som matematik, er en betegnelse som kan pålægges en meget mere alsidig kreds, end hvad vi har fået lært. Hvis I gør én ting i 2017, så giv jer tid til at sætte jer med denne bog, eller tag ind for at se filmen (en oplevelse jeg stadig har til gode). Katherine G. Johnson, Dorothy Vaughan, Mary Jackson, og så mange andre af de sorte (og hvide) kvinder som optræder i denne fortælling, fortjener at få deres historie hørt. De er mine nye helte.

Visir # 78

Anmeldelse

Margot Lee Shetterly Hidden Figures Udgivet af HarperCollins Nordic 1. februar 2017 368 sider Pris: 199,95 kr

21

Karneval

Anmeldelse

Klassiker

Af Emilie Sørine Ullerup, litteraturhistorie

Agota Kristoff har skrevet tankevækkende trilogi om krig, konsekvenser og konflikten mellem sandhed og løgn. Vi skal læse Agota Kristof. Vi skal nyde hendes nøgterne beskrivende, skræmmende direkte, men fængslende sprog. Sammen med hende skal vi skue krigens brutalitet og den menneskelige afsumpethed, som krigstilstanden medfører. Vi skal lære om, hvordan de beslutninger, vi træffer i løbet af livet, kan vise sig at være fatale fejltagelser, som vi først virkelig fatter omfanget af, når vi står over for de uforanderlige følger af disse beslutninger. Vi skal lære om sandhed, og vi skal lære om løgn og litteratur.

Visir # 78

Agota Kristofs trilogi, Det store stilehæfte (1986, Beviset (1989) og Den tredje løgn (1992), handler om tvillingeparret Lucas og Claus. Vi møder tvillingerne første gang, da de ankommer til deres bedstemors hus på landet under en unavngivet krig i et unavngivet land, fordi de ikke længere er i sikkerhed i den gennembombede ”store by”. Lucas og Claus slipper dog ikke for krigen hos deres bedstemor - hun bliver en slags personifikation af krigen, og tvillingerne må lære at begå sig i denne ubarmhjertige verden. Claus og Lukas lever i en nærmest symbiotisk tilstand. Måden, hvorpå de flyder sammen, tydeliggøres både i de to karakterers anagrammatiske navne og i Kristofs iøjenfaldende brug af vi-fortæller i trilogiens første bind. Vi-fortælleren fortsætter imidlertidigt ikke i de næste dele af trilogien. Agota Kristof prøver sin genre af: Beviset skrives med tredjepersonsfortæller, og i Den tredje løgn ser vi endnu et skift,

22

denne gang til en jeg-fortæller. Det er ikke kun her, at vi ser en forfatter, der prøver af hvad litteraturen kan. Der foregår gennem trilogien også en række overvejelser om, hvad det skrevne sprog formår; hvordan sproget er usikkert og hvordan sproget er begrænset - at der findes ting, som vi ingen ord har til at beskrive, og hvordan det kan være umuligt at nedskrive sandheden, hvilket fører til, at vi må ty til løgnen. Da jeg læste Det store stilehæfte for flere år tilbage, rørte den mig virkelig - og oplevelsen var ikke mindre særlig, da jeg i denne omgang genlæste første del af trilogien. Det er virkelig en fantastisk roman. Denne gang gav jeg mig imidlertidigt også i kast med de to resterende dele af trilogien, og dette har givet mig en hel ny opfattelse af trilogiens første bind. Jeg var egentlig meget tilfreds med den første dels meget åbne slutning og de overvejelser, som romanen i sig selv førte til. Det store stilehæfte er efter min mening trilogiens stærkeste, mest rammende del - og hvis man er presset på tid, vil jeg anbefale, at dette første binds godt 100 sider prioriteres, og så må de resterende to dele ligge og vente på hylden. Hvis man imidlertidigt har mere tid til rådighed, eller hvis listen over sommerferielæsningen er begyndt at tage form., så må man give sig i kast med hele trilogien - for det er uden tvivl en fornøjelse at læse Kristoff. Særligt sproget, som Agota Kristof benytter sig af, er fængslende. Det er bru-

talt, det er voldsomt og vulgært - men alligevel rummer det en art af skønhed i sin nøgternhed. Hendes direkte beskrivelser af den verden, som tvillingerne oplever, har bl.a, ført til, at Det store stilehæfte er blevet beskyldt for pornografi af franske forældre til Agota Kristof-læsende skolebørn. Men fortællingens voldsomhed har sit tydelige formål - at fremstille krigen og den medfølgende mangel på moral og næstekærlighed på mest direkte vis, uden patos og fabuleren.

Karneval

Det er ikke uden grund, at Agota Kristofs trilogi er blevet en del af Rosinantes klassikerserie. Hendes fremstilling af krigen og hendes litterære kunnen er absolut anbefalelsværdig.

Agota Kristof Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn Oversat af Nina Lautrup-Larsen Udgivet af Rosinante&Co 372 sider Pris: 199,95 kr.

Visir # 78

Anmeldelse

23

Karneval

Anmeldelse

Danske R&B-gruppe Phlake sørger for en groovy og hed aften på Train Af Sarah Daugaard, Litteraturhistorie

4/6 Stjerner Phlake var i efteråret landet rundt med deres debutplade Slush Hours, som de udgav så sent som i sommers. Spillestederne meldte så hurtigt udsolgt at de to drenge Mads Bo og Jonathan Elkær, som står bag projektet, nu har valgt at drage afsted igen i foråret. 2016 har været et kæmpe år for gruppen, hvor først deres single Pregnant og dernæst Angel Zoo slog igennem, og toppede de danske hitlister. Bandet var også at finde på flere af de danske festivaler over sommeren, og har hurtigt måtte vende sig til at være med på den store scene. De har nemlig også været nomineret til de helt store danske musikpriser, som bl.a. hovedprisen til DMA, hvor de var nomineret hele syv gange. Phlake har altså ramt et bredt dansk publikum i første hug.

Visir # 78

Gruppen har den 17. februar spillet på et udsolgt Train i Aarhus’ egen Toldbodgade, hvor jeg har været så heldig, at blive beriget med en aften i selskab med deres musikalske sammenkog. Groovy, swung og en ærlig vokal En ting der for mig personligt gør Phlake til et super fedt projekt, er det groove de formår at basere mange af deres numre på. Hvis man lytter til introen på deres album kaldet Costa Rica, vil man hurtigt fange hvad jeg mener. Og grooven, eller rytmen, formår de altså også at bringe

24

med til live opførelsen, hvor netop dette kortere nummer brillerer i toppen, sammen med et nummer som Dress Off. Meget stod jeg og de venner, der tilfældigvis også var inde og høre det, i hvert fald ikke stille, dog til modsætning fra det meste af det udsolgte Train, hvor menneskemængden var repræsenteret af alle aldersgrupper, og altså en mængde der hovedsageligt var den type koncertgængere, der står stille under seancen, til trods for de hede tekster i disko-kugle og neonlysets skær. Ikke alle numre fungerede dog lige godt live, og det er heller ikke alle sangene der vokalt bliver udført lige godt, hvor nogle rammer lige i skabet, og andre mindre godt. En vokal der altså er der, og virkelig rammer, men også til tider sættes under pres, måske også ud fra at det hele stadig er meget nyt. Der blev desuden spillet flere nye, endnu ikke udgivede numre, hvoraf det ene var så overproduceret, at det helt sikkert ikke føltes egnet til live bandets opsætning, hvor igen, de mere stille og groovy sange finder sig bedre tilpas. Det virkede altså som om, at man meget gerne ville præsentere et nyt nummer, som jeg forestiller mig dog er langt bedre egnet i andet format end live. Måske manglen ligger i, netop at sætte sangen op på en ny måde til koncerter, som man ofte gør, for at det fungerer bedst med et live band.

Ligeledes fungerede et nummer som Moldovia mindre godt live, da det også er en sang med rigtig meget vægt på diverse effekter, og mindre på de klassiske liveinstrumenter, hvilket er enormt ærgerligt, i det at det er en af de sange, der ellers er mest gang i. Bandet sluttede af med Angel Zoo, ikke overraskende, som det er deres næststørste hit, og dette sad også lige i skabet. Efter den traditionelle af-scenentilbage-til-ekstranummer seance, vendte drengene tilbage med to ekstra numre, hvoraf det ene ar i form at spille Pregnant igen. Det kunne man let kritisere dem for, men det er altså utvivlsomt deres største hit, og en sang der sikrer at de sltter koncerten af på toppen. Desuden er det heller ikke fordi, der var mange, hvis overhovedet nogle, sange tilbage fra deres ene album at spille. Et stadigt stigende initiativ Det virkede dog også som om, at det er det samme set-up de har spillet med, siden de begyndte i sommers, og der var heller ikke mange pauser i form af direkte kontakt til publikum. De var der, men bestemt undertrykt, i forhold til hvor meget mange andre kunstnere vælger at udnytte direkte samtale med deres publikum. Som det ofte sker, annoncerede de dog at de ville være at finde i deres merch-bod efterfølgende, hvor der altså ville være mulighed for den ellers måske manglende samtale, hvis altså

Karneval

man er den type koncertgænger, der sætter pris på dette element. Som altid er Train som spillested fremragende, i forhold til udsyn til scenen, og det er en passende mængde mennesker der er plads til, og som bliver lukket ind. Desuden er det en meget fed følelse at stå på gæstelisten, så jeg kan helt klart anbefale at skrive til Visir, hvis der er en koncert eller andet man gerne vil til, og fortælle om sin oplevelse af det hele! Alt i alt, en god, rutineret koncert, med lidt frustrerende småfejl, som gjorde at de aldrig rigtigt nåede de højder, som man føler de bestemt har mulighed for. Der mangler endnu en form for naturlig improvisation, men ned af bakke tror jeg bestemt heller ikke, at det kommer til at gå for gruppen, som igen i år er at finde på diverse festivaler. Så tak til Visir, tak til Train, og tak til Phlake for at have oplevet nogle fantastiske hits og rytmer live, som gjorde det til en god aften med swung i.

Phlake Train 17. februar 2017 Billetpris:

Visir # 78

Anmeldelse

25

Karneval

Anmeldelse

Death from above Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

barn har mange navne, og under WWII hed de først 80th Pursuit Group (Interceptor) og derefter 80th Fighter Group. I tegneserien, af historisk af dem selv, blev de dog kaldet Burma Banshees; fra 1942 hjalp de med at holde forsyningsruter til og fra Kina åbne, men mest af alt beskyttede de the Hump, et øgenavn givet til den østlige ende af Himalaya-bjergene, som var en af disse ruter.

Visir # 78

Angel Wings 1: Burma Banshees åbner i sort/hvid med en uhyggelig fortælling om den irske banshee, en myte om kvindelige ånder med rædselsfulde skrig, som render rundt og stjæler børn fra deres hjem. Historien er fangende, tegningerne smukke – og på næste side bliver vi hevet ud af den igen, og overført til den egentlige historie. The 80th Flying Training Wing (80 FTW) er i dag udstationeret i Texas, en del af det amerikanske flyvevåben. Men kært

26

Angel Wings fokuserer på en kvindelig pilot under krigen (en WASP), og det er da også kun første bind som har Burma Banshees i titlen. Vi følger Angela, som er blevet sendt ud for at fragte en vigtig last afsted for de Allierede. I selskab med en Banshee pilot bliver hun dog skudt ned af japanske tropper (en kamp i luften som kommer til udtryk på både smuk og drabelig vis i de flotte illustrationer) over the Hump, og må nødlande på Banshee-basen. Her har hun sit døje med de mandlige soldater, som ikke er imponerede ved idéen om en kvindelig pilot. Første bind af Angel Wings er, i sand tegneserie-stil, lidt for kort til at man kan sige meget om plottet. Som udgangspunkt er Angela dog en velskrevet hovedperson, og et spændende indblik i en del af krigs-historien som vi ikke ofte går i dybden med; kvindernes

Anmeldelse

Karneval

rolle, ikke derhjemme, men på frontlinjen. Første bind lægger også op til en dybere psykologi i spil, og et mere kompliceret plot, end det vi først får serveret her. Samtidig er det en krigshistorie – et blik på en tid som både var ligetil, og dybt kompliceret for mange. Det hjælper at tegningerne er så dynamiske, og en ren fryd for øjet; en grovere eller mere karikatur-lignende stil, er altid et sats når man skal fremstille virkelig hændelser, specielt noget så blodigt som WWII. De rene linjer og realistiske opstillinger, gør både de mere uværdige øjeblikke til at holde ud, samt giver en ekstra vægt til de seriøse momenter – som nævnt ovenover, er specielt kampene flyene imellem så godt lavet, at det sugede mig lige så meget ind som en action-scene på en TV skærm kan gøre. Dog virker noget af tegnestilen

også en smule generisk – jeg havde til tider svært ved at skelne mellem karakterer, da mange af dem lignede hinanden, havde de samme fælles træk og ansigts-former; det rev mig til tider ud af historien, at jeg var nødt til at tage et par sekunder for at re-orientere mig over hvem det nu var som talte. Farverne virker også til tider lidt matte, men det er muligt det er min egen præference for noget lidt mere farvestrålende. Uden tvivl vil jeg dog anbefale Angel Wings 1: Burma Banshees, især til interesserede i krigshistorie, og nok også til dem, som nyder at læse tegneserier med en ren og enkel, men meget flot stil – og desuden gerne vil følge karakterer som, på trods af den todimensionelle side, er utrolig lette at relatere til.

Visir # 78

Yann & Romain Hugault Burma Banshees Oversat af Ole Steen Hansen Udgivet af Cobolt 48 sider Pris: 198 kr.

27

Anmeldelse

Karneval

Anbefalinger af nye album og singler fra 2017 Af Sarah Daugaard, litteraturhistorie

Big Sean: I Decided

Album udgivet. 3. februar Genre: Hip-hop/rap Medvirkende: Jeremih, Eminem, TWENTY88, the-dream, Migos, the Flint Chozen Choir & Starrah

SAVEUS: Will Somebody Save Us

Visir # 78

EP udgivet: 20. januar Genre: Sin helt egen form for dystopisk elektro-pop Live: SAVEUS er på Darnmarks-tourné, spiller på Train d. 20. april, og også til NorthSide i juni, samt Smukfest til august.

28

Anmeldelse

Karneval

Calvin Harris: Slide Single udgivet: 24. februar Genre: Pop/DJ Medvirkende: Frank Ocean & Migos Live: Frank Ocean spiller i 책r p책 NorthSide.

Soleima: Cracks samt Breathe ft. Hoodboi

Visir # 78

Singler udgivet: 6. januar & 24. februar Genre: Pop Live: Soleima er en dansk, upcoming sangerinde, som bl.a. spiller p책 SPOT Festival i 책r.

29

Karneval

Anmeldelse

DJ Khaled: Shining

Single udgivet: 14. februar Genre: Hip-hop/rap Medvirkende: BeyoncĂŠ & Jay-Z

Chinah: Even Love

Visir # 78

Single udgivet: 27. januar Genre: Pop Live: Chinah spiller pĂĽ Vox

30

Anmeldelse

Karneval

The Rumour Said Fire: Television Personalities

Single udgivet: 3. februar Genre: Rock/indie Live: det danske band spiller live bl.a. til SPOT-festival i Aarhus

Album udgivet: 13. februar Genre: Alternative/indie Live: The XX har lige været i Danmark og er fortsat på tourné i Europa, og spiller på en række europæiske festivaler til sommer.

31

Visir # 78

The XX: I See You

A r t i ke l

Karneval

Fakkeloptog gennem byen Af Emilie Winther Jensen litteraturhistorie

Dette år bliver et nyt og spændende kapitel for Århus’ historie, da byen er blevet valgt til at være europæisk kulturhovedstad i 2017. Den storslåede åbning for kulturåret fandt sted d. 21. januar, og den bød på et lysende optog, et kæmpe kor samt et imponerende fyrværkerishow. Vi har alle set det store digitale ur ved indgangen til parkeringskælderen på Dokk1, og vi har sikkert også alle undret os over, hvad i alverden uret det sidste år har talt ned til. Hvad sker der om 185 dage? Er det virkelig så vildt? Ja, vi bliver officielt europæisk kulturhovedstad, det har vi forstået. Men hvad indebærer det? Bliver vi pludselig på magisk vis en kæmpe kulturmetropol, som i et års tid bombarderes med turister for derefter at gå i glemmebogen med et kæmpe overtræk på kontoen? Eller får vi lov til at vise verden, hvor fantastisk en by Århus er? Der har nærmest været en foregribende følelse over den omtalte dato, der markerer den officielle åbning af Århus som europæisk kulturhovedstad, og den 21. januar fik vi da endelig svar på de spørgsmål, som displayet har fået os til at stille.

Visir # 78

Allerede i starten af januar begyndte byen lige så stille at summe med forvent-

32

ning og rygter om, hvad der ville komme til at ske til åbningen. Store farvestrålende bannere blev ophængt overalt i byen prydet med bogstaver, der lovede os et brag af en fest på dagen. Højtalere blev testet midt om dagen, sådan at man kunne risikere at blive vækket fra sin middagslur af lyden af et buldrende herrekor eller et psykedelisk sirenekor. Alle snakkede om det, men ingen vidste præcist, hvad der ville komme til at ske. Snart blev der delt flyers ud, som inviterede hele Århus og omegn til at komme til åbningen, der var arrangeret af ingen ringere end den britiske instruktør, Nigel Jamieson, som også skabte åbningsceremonien ved de olympiske lege i Sydney i 2000. Der var altså lagt op til en storslået åbningsceremoni, der lod til at ville opfylde alle de forventninger, det digitale display på Dokk1 havde fået plantet i århusianerne.

Personligt var jeg selv blevet så nysgerrig over al hypen omkring kulturåret, at jeg meldte mig som frivillig sammen med et par medstuderende. Dette gav mig mulig -hed for at være med i det lysende optog, der gik gennem hele Århus midtby med kæmpemæssige lysende både, der sejlede afsted på et hav af mindre både til minde om de danske vikinger. Vi mødtes på Godsbanen, hvor vi fik udleveret de både, som vi skulle bære gennem byen. De små både var designet og tegnet af børn, der skulle visualisere deres egne drømme og ønsker for fremtiden. Dette resulterede i et meget morsomt virvar af forskellige både, der både var prydet med de obligatoriske tegninger af regnbuer, solstråler og peace-symboler, men også de mere alternative tegninger, der bl.a. indeholdt navne på instagramprofiler med tilhørende opfordringer til at

Karneval

følge vedkommende, ord som ”#420 WIZ KALIFA” samt tegninger af pokeballs og dollar-tegn. Da tropperne var samlet og stillet i semilige rækker, blev vi dirigeret til Frederiks Allé, hvor man for alvor kunne mærke forventningerne sitre i luften. Man var efterhånden blevet sammenkædet med sine medoptogsdeltagere, og det blev diskuteret heftigt, hvad der mon ville ske. Ingen var helt klar over, hvordan optoget skulle foregå, men vi kunne mærke, at det ville blive stort. Pludselig blev vi afbrudt af et kæmpe rødt lysglimt over Bruuns Galleri med et efterfølgende brag, der fik alle til at lette et par centimeter fra asfalten. Samtidig kunne man se de forreste både begynde at bevæge sig, mens vores egne små både pludselig begyndte at blinke. Nu var vi i gang.

Visir # 78

A r t i ke l

33

Karneval

Det var for vildt. Vi blev ført med strømmen af lysende både gennem byen i et raskt tempo og ramte Rådhuspladsen i akkurat det øjeblik, hvor det førnævnte herrekor begyndte at brøle som samerne, mens det vildeste lysshow udspillede sig i takt med musikken. Hele tiden fulgte musikken med processionen af både, mens vores lys blinkede i takt med det, der blev spillet og sunget. Vi endte til sidst nede ved Dokk1, hvor et gigantisk kor bød os velkomne med sang og lys.

Visir # 78

Det var endelig her, at man fik forklaringen på, hvorfor nedtællingsdisplayet var opstillet nede ved biblioteket. Det var tydeligvis hernede, at hele ceremonien skulle afsluttes og ligeledes hernede, at den største menneskeskare var samlet 70.000 mennesker. Så mange var troppet op til at se åbningen af kulturhovedstaden, der udspillede sin sidste

34

A r t i ke l

akt nede ved havnen. Optoget endte ude på én af molerne, hvor vi havde udsigt til det storslåede lysshow på biblioteket, danserne ude på en kran og de billeder, der blev projiceret op på fire industrielle bygninger. Herude på molen var vi ekskluderet fra alle tilskuerne, og vi fik ret hurtigt startet vores egen fest med dans og sang. Det var også lige foran os, at en kran pludselig løftede den ikke særligt famøse DJ Static op i luften, hvor han fyrede et lettere malplaceret musikmix af, der nok havde været mere værdsat på dansegulvet inde på den nærmeste Crazy Daisy. Men dette underlige valg af kunstner blev hurtigt glemt, da projektionen på industribygningerne begyndte at tælle ned fra 10, mens et buldrende fyrværkerishow overdøvede lydene fra DJ Statics mixerpult.

A r t i ke l

Nedtællingen nåede målet og viste ”AARHUS 2017” med kæmpebogstaver, mens det sidste fyrværkeribatteri blev affyret og markerede den officielle åbning med et brag så stort, at det kunne høres i alle forstæderne til Århus.

Karneval

som et meget lovende program for både litteratur, drama, musik og kunst. På næste side har vi lavet en oversigt over nogle af de begivenheder, som redaktionen på VISIR vil anbefale, at man tjekker ud.

Visir # 78

Åbningen af Århus som europæisk kulturhovedstad var en helt fantastisk oplevelse at deltage i, og det lagde bestemt op til et spændende år med mange forskellige begivenheder og udstillinger. Vi har i redaktionen kigget på de forskellige events, og det virker alt i alt

35

Kalender

Karneval

Redaktionen anbefaler: Events til Aarhus Kulturhovedstad 2017 Asger Jorn og Edward Munch udstilling på Museum Jorn i Silkeborg

15/3-18/3:

Aarhus Stories

8/4-30/7:

The Garden: The Past, The Present & The Future

25/4-26/11:

Rejsen, en filmisk særudstilling på Moesgaard Museum

27/4 - 29/4:

Tree of Codes

4/5 - 7/5:

SPOT festival

18/5 - 21/5:

VILD MED ORD litteraturfestival

25/5 – 1/7:

Røde Orm, teaterstykke på Moesgaard Museum

9/6 - 11/6:

Northside

15/7 - 22/7:

Aarhus Jazz Festival

Visir # 78

11/2-28/5:

36

Karneval

Visir # 78

Kalender

37

Karneval

Novelle

HER

Af Liv Blomster, litteraturhistorie

I’m not sure what to do. She’s everywhere, like a grey shadow in the corner of the street, hiding behind the filled trash cans, lurking in the dim light from the streetlight. I can feel her. She’s tracking down every step I make, writing down every word I say in her white notebook. I know that she is smiling at me every minute of her time, smiling because she got me right where she wants. And yet, the only one to blame is myself. I was the one who contacted her. I saw her sitting there, in the bar, all by herself. She was wearing a light blue dress with lilies around the neck and laces at the bottom. I clearly remember what she looked like, the first time I saw her. Sitting there, like an old man mourning the loss of his money, drinking every last drop of rum in the glass, seriously considering to lick the glass clean if it would keep him drunk enough for one more hour. She sat looking down in her glass, sighing, her back crouched over the bar. Oh yes, I remember her very clearly. Her feet were crossed over each other, as the barstool was too tall for her feet to reach the step. Her posture elegant, yet out of balance. I instantly knew that she was trouble, I knew that I wanted – no – needed to talk to her.

Visir # 78

And now I wish I never had. I wish that I never felt the temptation to feel her eyes resting on my face, never felt the need to hear her voice. If only I had kept to myself, I wouldn’t be here now. And where am I? Well right now, I’m standing on my doorstep, considering taking the final step out into the street. The only thing keeping me from it is the thought of her following my every step. But I have to, I’m out of milk and toothpaste. I have postponed it for as long as possible, but I have to go outside some time – it’s not like she’s not watching me when I’m inside anyway. I look up. The sky is grey and it’s going to rain. If I hurry… Yes, I step out from the door, without my jacket. Just as she did. Or so she said. That night. I had walked up to her, ordering a gin and tonic and instantly regretting that I didn’t choose something more cool, like whiskey on the rocks or something James Bond would choose. I was ridiculously aware that my hands were sweaty and my hair was tangled. I concentrated on not looking directly at her, waiting for the perfect moment to reveal myself. Giving her a sidelong glance, I saw see her playing with a penny on the bar, making it spin on the worn wood. The playful sound was making it hard for me not to turn my head and smile, but not yet. I would know when it was my moment - I would turn elegantly and give her my most brilliant smile, crooked and charming. However, my moment never came. Soon she stopped the penny on the table with a harsh gesture and turned to me. Still looking out in front of me, I started to see the blurred vision of her face by my side. I could feel her breath on my cheek, smell the cigarettes and mints. And then; her voice. Creamy and low she asked me for a lighter, flashing the cigarette in front of me. I reached into my pocket, and even though I stopped smoking years ago, I somehow still found a lighter. She thanked me and reached in with the cigarette on her lips. For a moment, I didn’t believe that my hands could light it as they were shaking, but they did and I even managed to smile at her.

38

Novelle

Karneval

Her face. Slim and torn apart. Her cheeks blushed by the hits of angry men. Her lips cracked from the cold of standing in the street after he locked her out of the apartment. I instantly felt a need to hold her, to let her cry out in my arms, but it was her eyes, that stopped me. The mixture of green and grey, like an explosion of different nuances, all captured in her eyes, closed around the pupil. Her eyelashes almost touched her cheeks when she blinked, giving me a feeling of being trapped with her in her eyes. And yet; they kept me from holding her as I saw a terrifying thing lurking in the back of the colors. Like a creature from the underworld, it creeped behind the pupil; waiting for the perfect moment to kill. However, the thing that frightened me the most was the short glimpse of someone I used to know. She told me she forgot her jacket, and I gave her mine instead. I really don’t know why, as it was snowing outside and I needed to walk home. She thanked me and blew smoke in my face. The smell of cigarettes woke something in me and I sighed - it was a smell from forgotten memories, a smell of freedom and the pain that followed it. A smell of old friends and sorrows. When I returned from my own mind, I met her eyes and smiled. Her lips held the cigarette like a kiss and I envied it the pleasure. There was just something about her, something oddly familiar yet strange and terrifying. And she knew.

In the bar, she flicked her hair in front of me, capturing me in its red curls. She asked me about my name, and even though I told her, I’m sure she already knew; somehow. She smiled and finished her cigarette, blowing the last smoke into my face. She leaned forward, exposing her breast to me. Her perfume hit me like a cloud of wonder. It smelled like a dark night in the city, a mixture of spices and spring flowers. I looked at her, a little confused, why haven’t she gone outside yet? Her face came closer. She stopped at my right ear and whispered six small words. I sat still, feeling the instant pain of a shot in the stomach. I couldn’t breathe and my blood turned to ice. In her eyes, I saw my own face, stumbled, confused and scared. She flicked her hair again and stood up, her smile stiff and secret. She looked at me, not my face but my body, and I felt exposed. Like a child, I stayed in my seat with my drink in front of me and a feeling of having been beaten. She left the bar, turning in an elegant dance, her light blue dress

39

Visir # 78

I’m taking the right turn down the street to the store, when I see her. Standing in the corner of the store entrance, smiling and with the monster in her eyes. My jacket is around her waist and her hand is playing with her hair. I stop, feeling my heart in my throat. How did she find the store? I have already moved to different cities twice and this city has at least 200 stores. I back away, slowly, as if a fast move would make her jump to my throat. I count my steps, when I reach twenty I run. I run past the cars on the street, exposing myself to quite a lot of angry comments from different people. I don’t care, if she gets to me I’m done. I close my eyes and feel the ground under my feet. It’s the only believable thing in this moment. The only thing keeping me from failing. The whistling sound of my feet hitting the ground keeps me moving and suddenly I’m standing on a bridge.

Karneval

Novelle

suddenly alive, the lilies dancing on the blue and her white shoes leaving cold steps on the ground. I walk over to the edge, holding on to the blank metal in front of me. Why here? I look back at where I came from, she’s not there. A sigh of relief goes through my entire body. I feel overwhelmed, so tired and angry. Why is she doing this to me? Why is she following me? Even that I could live with, but why is it getting worse every day? Why did she have to write letters, too? Letters saying the same six words, over and over again. I had torn the first five letters I got, but it seemed as if she watched me doing it, and the time passing between the letters only got shorter by each torn piece of paper. My neighbors have seen me cry in the hallway when I got the same letter for the twelfth time. No address, no name and no stamp, just the same six words- repeating itself like a bad joke. I look down on the water under the bridge. It seems deep and cold. Rocks laying in the black water, not even fish can live in that. And thenThe sound of steps from both sides. I look up and to my right. She’s not there and I feel relieved again - I can’t continue this way. A hand touches my shoulder, and I don’t even have to look - it’s her. I start to cry, silently and painful, it feels as if my entire body is rebelling and I crouch to the ground. She hushes me and lets her fingers slide down my back. She walks around me; I can easily hear the clicking of her shoes hitting the ground. It starts to rain. The cold drops tickle my back and I gain enough strength to raise my head and look at her. She’s squatting in front of me, tilting her head looking at me. Her cheeks are still bruised and her lips are bleeding from the cold. She hushes me and suddenly I see why she seemed so familiar. It rushes over me like a flood, leaving no survivors. The pain in my stomach comes back and I hold my breath in order to stop time. She stops hushing me, and holds me tight, merging together with me, leaving us one. I shake and cry as the words leave my lips and float into the empty air, leaving me alone on the bridge.

Visir # 78

Why did Alice follow the rabbit?

40

Karneval

Visir # 78

Reklame

41

Karneval

Novelle

Psychomachia

Visir # 78

Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

”Jeg arbejder mest med unge lige nu, unge med problemer.” ”Spændende.” Han nikker. ”Ja, eller, det var det. Det er blevet hårdt for tiden. Jeg havde én inde, en ung pige. Hendes mor havde prøvet at drukne hende, da hun kun var en seks-syv år gammel. Det er skørt, er det ikke?” Hun nikker. ”Det er det, jo. Hvordan har hendes mor det i dag?” ”Hun kommer ind og ud af klinikker. Går fra at være helt normal til helt hysterisk, men hun er vist kommet over det punkt, hvor hun prøver at dræbe folk.” Han rækker ned under bordet, hiver en karton frem. ”Cigaret?” ”Jeg tror ikke, man må ryge herinde.” Han tænder den alligevel, ignorerer hende fuldstændig. ”Men det var så mig. Hvad med dig? Hvad laver du?” ”Jeg er imellem jobs.” ”Kontanthjælp?” Hun læner sig fremad, over bordet, ved siden af vinglassene, hans tomme, hendes stadig fuldt. ”Nej. Imellem jobs. Jeg finder snart et nyt.” ”Hvad lavede du så før?” Han rynker brynene, kan ikke følge med længere, men han tør ikke spørge. Han er bange for at lyde dum. Hun kunne fortælle ham, at det skib er sejlet. Hun smiler, viser alle sine tænder. ”Jeg var tjener. Og inden det var jeg piccoline. Og så var jeg… hmm, kaptajn på et skib.” Nu ler han. ”Det lyder meget sandt. Hvor sejlede du hen?” ”Hvor lasten skulle. Vi transporterede køer engang, men der kom sygdom, og vi var nødt til at slå halvdelen ihjel. Ikke rart. Har du nogensinde prøvet at slå et dyr ihjel? Med en bolt for panden?” Han trækker ud i kraven. Han har det ikke behageligt lige nu. ”Nej, det har jeg ikke.” ”Jeg ramte ikke ved siden af én eneste gang.” Fire gange havde hun gjort det, så havde de andre taget over, selvom hun gerne ville være blevet ved tjansen. Men der havde været andre ting at se til, kedelige ting. Kaptajn på et skib. Hun skubber tallerkenen, halvfuld, hen mod midten af bordet. ”Men da jeg var lille, ville jeg være astronaut.” Hans øjne lyser – de er kommet til et territorie, han er mere bekendt med, et der er mere sikkert. Trygt. ”Jeg ville være jægerpilot.” ”Hvad stoppede dig?” ”Militæret var ikke for mig.” Han ryster på hovedet, hans øjne er langt væk. Hans øjne er meget fine, tænker hun, meget klare. ”Jeg vil hellere hjælpe folk end skyde på dem.” Han smiler stort til hende. Hun tænker på, hvor mange kvinder han har fået med hjem for den replik. ”Dine forældre havde det fint med det?” ”Min mor i hvert fald. Jeg taler ikke med min far længere.” Hans øjne er langt væk, næsten våde. Selvfølgelig taler han ikke med sin far. Eller også gør han, men det er ikke det, han fortæller kvinder som hende.

42

Karneval

Hun smiler, uden at vise tænder denne gang. ”Det er synd når sådan noget sker. Jeg håber I en dag kan finde ud af det sammen, men for at være ærlig, så har man ikke brug for en far.” ”Nej, det har man vel ikke. Hvad med dine forældre?” Han kommer til at blæse røg i hendes ansigt. Han undskylder ikke. Hendes smil stivner. ”Mine forældre er begge døde.” ”Nej, det er da forfærdeligt. Det er jeg ked af.” ”Det er ikke din skyld,” siger hun, skødesløst, rækker ud efter vinglasset, men drikker stadig ikke af det. ”Det er min. De begik begge selvmord. Jeg var nok ti år gammel.” Den dag, hun fandt dem, er grå og utydelig. Et vindue dækket af rimfrost. Hun lover altid sig selv, at denne gang vil hun ikke tale om det, men det kommer ud alligevel. Som luft, som blod når der er blevet skåret hul gennem huden. Hun kan ikke stoppe med at nævne det, lige så lidt som hun kan gå tilbage i tiden, og stoppe dem fra at hænge sig selv. Han er en smule bleg. ”Det er… wow. Det er hårde sager.” Det er ikke den værste reaktion, hun har fået. ”Undskyld, var det lidt for tungt? Jeg ved godt, vi knap nok kender hinanden, men altså, jeg føler at jeg kan snakke med dig. Om alt.” Han skubber brystet lidt frem, retter sig op, ser så mandig og stolt ud som han overhovedet kan, og hun begynder næsten at grine, for det hele er fuldstændig ubevidst. Det gør det sjovere. ”Det kan du, det skal du vide. Du kan fortælle mig hvad som helst.” Han rækker ud, for at ligge sin hånd over hendes, men hun trækker sig tilbage. Vinen skvulper, ryger næsten over kanten. ”Så vil jeg fortælle dig, at det der nok ikke er en god idé.” ”Hvad mener du?” Hans hånd bliver ved med at hænge i luften mellem dem. ”Der hviler en forbandelse over mig,” siger hun med et smil, og vinglasset holdt skødesløst mellem sine fingre. Hun siger det nedgørende, gør det sjovt. Hun er dybt alvorlig, men det ses kun i hendes øjne, og det er ikke dér han kigger. ”Alle der rører ved mig, de dør.” Han ler; det lyder falskt. Han er nervøs igen, ubehageligt tilpas, og han er ikke vant til, at kvinder får ham til at føle sådan. Det er også i orden; alting har sin første gang. ”Det passer vel ikke. Hvad får dig til at tro det?” Hun stiller vinen fra sig. ”Jeg har handsker på, når jeg giver hånd. Jeg har altid lange ærmer, lange bukser. Tørklæde. Det er et helvede om sommeren, men alternativet, nå ja, det er vel, at jeg er den sidste person tilbage på Jorden.” Han ler igen. Han har virkelig svært ved at tage hende seriøst. ”Kan du bevise denne påstand?” ”Du kan få mit ord for det. Folk der rør ved mig, de går hjem, og så fylder de badekarret og synker til bunds. De finder deres længste bælterem, eller et godt solidt reb. Min gamle tandlæge, hun hoppede ud fra en bro. Min plejebror slugte piller, almindelige smertestillende, ikke?” ”Der skal meget til, før man dør af det. Man slår bare maven og leveren i stykker.” Hvad ved du om det, tænkte hun. Hun viste det ikke. Han var gået i gang med cigaret

43

Visir # 78

Novelle

Visir # 78

Karneval

Novelle

nummer to. ”Det var heller ikke mængden, der slog ham ihjel, det var den pille, der satte sig fast i halsen på ham. Han var blå i hovedet, da min plejemor fandt ham.” Han havde ligget på gulvet i to timer. Der havde været gulvvarme, og hun havde skruet helt op for det, for hun frøs så nemt. Liget havde været lunt, da de havde fundet det. Han ser ud som om, at han skal til at rejse sig fra bordet og løbe væk. Hånden der holder cigaretten mod læberne ryster ligefrem. Hun spiler øjnene op. De er våde nu. ”Det er voldsomt det her, ikke? Men… men jeg ville advare dig. Hvis du ikke vil ses mere, så kan jeg godt forstå det. Jeg er vant til det nu, og du skal ikke føle dig forpligtet til noget. Det er tungt at danse med.” Hun kigger ned, skubber vinglasset frem og tilbage. ”Måske er det mig, der skal ind på de klinikker. Synes du, jeg er helt hysterisk?” ”Nej.” Han skynder sig at sige det. ”Nej, nej, slet ikke… hør her, med alle de ting, der er sket, dem du fortæller om, så kan jeg godt se, hvorfor du går og tror sådan noget. Men det kan ikke passe, det kan det jo ikke. Ting som det findes slet ikke.” Der er kommet et nyt udtryk på hans ansigt, et udtryk af omsorg og barmhjertighed. Han har aldrig mindet hende mere om en hundehvalp. ”Du er ikke forbandet. Og jeg kan bevise det.” Hun har hørt de ord flere gange, end hun har tal på. ”Hvordan?” Han rækker ud, hurtigere end hun kan blinke, og hans fingre rører ved hendes, så kommer resten af hånden, lukker sig om hendes, et blidt, men fast tryk. ”Jeg har ingen planer om at tage livet af mig,” siger han. Hans hånd er varm, den er et chok efter så lang tid uden fysisk kontakt, uden hud mod hud. Hendes læbe bæver en lille smule. ”Se så. Du kan sagtens blive rørt. Faktisk… faktisk så vil jeg gerne.” Han læner sig længere fremover, over bordet, det er så lille, deres knæ støder sammen. Hans ansigt er meget tæt på hendes. Han lugter af det mad, han har spist, cremet sovs og lunt kød. Hans læber er blødere end hans hånd. Senere, meget senere, da hun er vågnet om natten, og gået ud af hans seng, står i hans bruser; da tænker hun på sin mor og far, og på hans far, på om det mon er rigtigt, at de ikke snakker sammen, er uvenner. Hun tænker på, om hans far vil være oprevet over hans død, når han hører om det, eller om en del af ham vil være lettet, for nu er presset for at tale sammen væk. Han kan hellige sig til at være i sorg, til at sukke og græde over, at de aldrig blev gode venner igen. Deres sidste ord til hinanden vil have været i vrede, og hans søn bliver en martyr, den der i sidste ende fik ret, den der vandt kampen. Den der lo sidst. Hun tænker på, hvad de blev uvenner over, om hans far var ligesom hendes, om dét var grunden. Vandet skolder hendes hud, og hun skynder sig at skrue ned for det, vil ikke smelte følelsen af hans hud mod hendes væk, ikke allerede. Det er en god følelse, hun har savnet den, men nu fortryder hun det, hun blev revet alt for let med. Hun finder et håndklæde, tager tøj på. Hun har ikke tørret håret, og ryggen på hendes bluse er gennemblødt, da hun træder ind i det tomme soveværelse. Der er ikke en eneste del af hendes sind, der er overrasket, da hun går videre ud i køkkenet og ser, at spisebordet er blevet rykket. Få centimeter fra dets overflade, hænger han. Han svajer stadig let. Hendes hår er stadig ikke tørt, da politiet kommer, og det har dryppet et fint spor fra badeværelset, til soveværelset, til køkkenet. Gangen er våd nok til, at man kan glide,

44

Novelle

Karneval

Visir # 78

men hendes tæer er bare, og politiet har for travlt til at være klodsede, til at falde. De hiver ham ned, rebet knækker mens de prøver, og han ramler ned på gulvet med et ordentligt skrald. Senere, meget senere, vil de sige, at halsen var blevet brækket af rebet, men at faldet havde brækket hans kraveben også. Han havde ikke været i live til at føle det, men det havde gjort det sværere at finde dødsårsagen. De havde beroliget hende, sagt at han ikke havde følt nogen smerte. Det var sket med det samme, sket hurtigt. Gjort godt. Han måtte havde overvejet det længe, for knuden var bundet perfekt, rebet var tykt, selvom at det havde knækket. Han har haft det liggende længe. Har planlagt det hele. Det er senere, meget senere, da hun får alle disse oplysninger, over telefonen, den sidste gang de ringer til hende om ham. Sagen er lukket og slukket. Selvmord. Hun slukker telefonen. Tænder vandet til et karbad. Var det på et badeværelse, den mor havde prøvet at drukne sin datter? Vandet er næsten kogende, for varmt. Hun synker ned til bunds. Det varme vand bider i vablerne på hendes hænder.

45

Karneval

Hot Air Balloon

Af Caroline Borring Laursen, litteraturhistorie

I spotted a hot air balloon At least that’s what I think it was Up above the world it roamed Nowhere near the rest of us To see the world from that distance Imagine what it must be like Some would probably lose their minds While others would find paradise Forgetting time, forgetting space Forgetting obligations Ignoring what the people think Not seeking validation The circus passed through town today All elephants and white horses What if I ran away with them? Surpassing all other choices I could be a circus girl Wearing feathers in my hair Cross the tightrope, tame the lions Before moving on to everywhere Everywhere Anywhere Nowhere at all As above So below

Visir # 78

All eventually fall I spotted a hot air balloon Or maybe my eyes deceived my mind Maybe it was just a cloud Leaving the rest of us behind.

46

Digt

Karneval

Visir # 78

Annonce

47

Visir # 78

Karneval

48

Reklame

Arkivguld

Karneval

Assymetrisk drejer natten Af Bjarne Windahl Pedersen, VISIR #48, maj 2008, ”Røg”

Frem for alt husker jeg, hvordan byen forandrede sig for mig. Hvordan den under de lysende bogstaver, og igennem forrudens glas, først rigtigt blev eksisterende. Oftest havde jeg ikke det store at se til. Natten drejede roligt, og i de tomme gader skød bygningerne alt lys af sig, henlå i afventende mørke. Jeg affandt mig hurtigt med disse nætters sløve tomgang, det jeg tjente i weekenden var rigeligt til at bære mig igennem hverdagens studier: en rutine mere træt end arbejdet, men med udsigten til en bedre position end bag rattet i en taxi som den, endnu, afgørende forskel. Desuden fandtes der også andre nætter. Hvor hvert et hjørne blev besat, hver en lyskegle kun eksisterende for de silhuetter, der konstant skred ind og ud af dens skarpe konturer. Nætter hvor byen blev osmotisk under månen, og de trivielle facader blottede sig. Det var netop på sådan en aften, at jeg første gang mødte la Gata.

Jeg samlede mig og tog et sidste dybt sug, før jeg gav hende et kort nik og slukkede cigaretten. Modsat sædvane tog hun ikke plads på bagsædet, men forrest ved min side. Uden at unde mig et blik, gav hun en adresse fra sig, og vi satte i gang. Først senere, da jeg rakte frem for at slukke tagets lys, følte jeg atter hende øjne og desuden en hånd på min. ”Kan det være tændt, mens vi kører?” Hendes øjne hvilede i mine, hånden trak sig rolig tilbage, også jeg fjernede min og samtykkede stiltiende. Igennem forrudens glas rejste protesterne sig mod den vogn, der ignorerede dem, og ved min side strålede la Gata indforstået. For mig var det som at beskue en verden, jeg ikke længere selv optrådte i. Hvilken rute tog vi, hvor lang tid varede turen? Jeg blev først mig selv igen, idet hun trådte ud af bilen, vendte sig foroverbøjet halvt tilbage og fikserede atter mine øjne i hendes. ”Hvis du vil det, kommer du til at køre for mig igen.” Hendes sorte smilehuller og dørens hjerteskærende smæk, mere husker jeg ikke fra denne, min første nat med la Gata.

49

Visir # 78

I en pause fra ræset var jeg trukket ind til siden for at tage en cigaret, aftenens første. Dengang udgjorde den første smøg et ritual for mig, en ceremoni jeg stadig ynder at iscenesætte. Langsomt lader jeg røgen fylde kabinen, og igennem den fortættede luft betragter jeg tilbagelænet himlen – denne nat så jeg, hvordan skyerne lagde sig som et ligtæppe over byen. Måske har jeg blundet, det husker man aldrig, men da det bankede på ruden, glødede det endnu fra mine fingre. Jeg satte filteret mellem læberne og rakte ind over passagersædet for at rulle vinduet ned. Straks begyndte røgen at forlade kabinen, og igennem dette flygtige spor så jeg hende: Først som en optrævlet profil, men da skar hendes næse, så de mørke øjne sig igennem røgen, og endelig en mund, der undskyldende bad mig, om jeg ville køre for hende denne aften. (Det står mig nu klart, at splittelsen allerede var til stede her. Som havde hendes stemmes høflighed og den metonymiske entré hendes hoved havde gjort over vinduestærsklen, forårsaget en midlertidig kortslutning af mine sanser.)

Karneval

Arkivguld

Hendes ord blev hurtigt virkelighed. Jeg så hende ofte dengang og altid efter samme mønster. I vidt forskellige dele af byen kunne jeg være holdt ind til siden, kunne netop have begyndt min pause i røgen og så ville den være der: lyden af hendes knoer mod ruden, ekkoet fra en sagte tampen på min skæbnes tromme. Lydløst indtog hun forsædet, jeg slukkede cigaretten og tændte vognens taglys. Altid mod en ny adresse, aldrig mod et hjem. Selvom jeg gjorde mine tanker dengang, undlod jeg at kommentere noget over for la Gata. Fra det øjeblik hun fandt mig, holdt natten op med at dreje, hendes tavse selskab på forsædet og vognens lysende bogstaver blev de eneste flammer, jeg kunne finde varme i. Som kompensation for nætternes fylde begyndte jeg at sove de følgende dage igennem. Først når solen svandt, ville søvnen forlade mig, og snart var jeg faldet fra studierne for at hellige mig nattens ritualer. Jeg holdte mig ikke længere til weekenderne, men fandt mig selv arbejdende alle ugens nætter, nogle gange insisterende på dagvagter, blot for at undgå leden ved at forlade vognen, ved ta gøre døgnets øjeblikke så ens som muligt, forekom tiden mig nemmere at udholde.

Visir # 78

I selvbebrejdelse husker jeg den sidste nat. Hvor spørgsmålene tog magten, og jeg i dum iver forbrød mig mod vores ordløse overenskomst. Min egen, i tankerne gennemøvede, præsentation var tåbelig, men jeg var besluttet på at få hendes navn. Hun reagerede ikke straks, men efter en tud svarede hun. La Gata. Jeg tog straks navnet til mig. Dels havde jeg ventet et dække, og samtidig syntes det passende at indramme hendes ansigt, hvis mørke øjne og skarpt balancerede skygger lå langt fra de piger, jeg ellers havde haft omgang med igennem natarbejdet. ”Og dit kendte jeg allerede,” fulgte hun nu op i et indadvendt grin, formentlig rettet mod den hemmelighed, hun synes at bære på. Uden at give mig videre chance fjernede hun sit blik og spejdede atter ud af sideruden, episoden tog jeg snarere som en advarsel end en afvisning. Hvorfor hun i sin tid valgte mig ud, hvordan hun nat efter nat fandt frem til mig, hvorledes hun syntes at få natten til at holde op med at dreje? For mig selv sværgede jeg at glemme disse spørgsmål, at jeg aldrig skulle bede om mere end destinationer, og dette løfte har jeg holdt. Måske derfor havde jeg det i starten svært med hendes fravær. Jeg tvang mig selv til gentagne pauser, men det forekom mig, at hendes dom end ikke tillod mig den dømtes mulighed for anke. Min bane var ridset af la Gates klør, og såret nægtede at hele. Jeg begyndte at flyde ud, vidste ikke længere perioder ad gangen ikke, hvad jeg foretog mig. Værre end nogensinde før drejede natten mine grænser. En aften, kort efter la Gata var holdt op med at komme til mig, holdte jeg for rødt lys, da jeg i bakspejlet så en anden taxi rulle op bag mig. Pludselig ude af mig selv sprang jeg ud og hen til bilen, flåede døren op og hev den ældre chauffør ud på vejen. Først da jeg forstod, at lyset fra hans vognskilt skyldtes manglende passager, kunne jeg slippe mit greb i hm. Han rejste sig tøvende, kiggede længe på mig, før han skridtede baglæns mod sin bil og forlod mig i det tomme kryds. Da havde jeg, i hans tålmodige øjne, set mig selv og dansende i mit eget

50

Arkivguld

Karneval

Visir # 78

blik genkendt la Gatas mørke silhuet. Med ét forstod jeg min situation: At jeg fortsat skal trække disse lange linier af asymmetrisk lys gennem byen. At jeg den fantastiske nat, hvor jeg med et uovervejet nik havde givet hende mit ja, var trådt ind i det hjul, der nu spinder ved energien fra enhver af mine bevægelser, enhver af mine tanker. Således indtil mit sidste, hvorefter jeg forestiller mig, at hun igen vil vise sig. Atter vil la Gata manifestere sig på et passagersæde i natten, atter vil hjulet, endnu inden det er gået i stå, begynde at spinde med fornyet kraft. I fortættet form er dette min historie. I dag genkender jeg den kun som galskabens rablende tale. For mig selv gentager jeg, at den kun udspiller sig under nattens tomgang. At la Gata blot er en af utallige piger, at hendes nætter ikke har andet forrykt over sig end min egen besættelse. Også i dag har jeg fortalt mig selv alt dette og mere til. Det er længe siden, jeg sidst kørte for hende. Det påvirker mig ikke længere, og jeg har svært ved at forstå, hvordan jeg kunne ende, hvor jeg var. Jeg holder parkeret halvt ind over fortovet, af gammel vane har jeg på forhånd tændt taglyset. Røgen omkring mig gør det efterhånden svært at se, hvad jeg skriver. Min pakke nærmer sig punktet, hvor jeg køre efter flere. Der er ingen himmel bag ruden, umuligt at øjne noget her, men nu lyden af hæles slag mod asfalten udenfor! Sædet gynger pludselig som en rulletrappe ude af drift, som en nat holdte op med at dreje. Fra ruden kalder det endelig, jeg læner mig ind over passagersædet for at rulle vinduet ned, og nu begynder røgen sin flugt.

51

Arkivguld

Karneval

Hvorfor grine? Af Kathrine Eg Mølhave, VISIR #63, maj 2013, ”Humor”

”Latter adskille sig fra en anden spontan morskabsreaktion, smil, ved at være ledsaget af karakteristiske stødvise lyde, der fremkommer ved krampelignende sammentrækninger af mellemgulvet. Hyppigt sker det samtidigt med at munden åbnes på vid gab, så tænderne blottes og øjnene bliver til smalle sprækker. Mundvigene trækker sig udad og i særligt kraftige tilfælde løber øjnene samtidigt i vand. Der findes dog også m in d r e v o ld s o mme og min d r e anstrengende former for latter udbrud.” Vi kender typen. Den gamle mand, der sidder med armene over kors, og hvis mundvi ge ser ud til at være groet fast i en nedadrettet bue. Den snobbede pige til festen, der stirrer overlegent rundt i lokalet, og hvis mundvige er som hugget i marmor i en hånlig grimasse, der bestemt ikke kan karakteriseres som et smil. Typen der smiler overbærende, når alle andre griner. Jeps, vi kender typen, og det er ikke just dem, der står øverst på listen over folk, vi har lyst til at invitere, når der skal holdes fest.

Visir # 78

Går man ind på latterevents.dk kan man få meget information om latteren, og de skriver bl.a. at et gennemsnitligt menneske griner under 20 gange om dagen, mens børn griner over hundrede gange om dagen. Bliver man virkelig bare kedeligere og kedeligere jo ældre man er? Man kan ikke tvinge humor ned over hovedet på folk, og man kan ikke altid ændre på, hvad folk synes er sjovt. Men nogle gange handler det om at lære at give slip på sig selv og lade sig ride med på bølgen. Det er altid bedre at have det

52

for sjovt end for trist. Lever man alligevel i en grå verden, hvor intet forekommer et grin værdigt, så burde man måske alligevel prøve at løsne de krampende kæber lidt op og forsøge sig med at frigive noget luft stødvist gennem stemmebåndene i sammenhæng med et smil. For latter er ikke bare ”godt for sjælen” som man siger, nej latter kan være godt for meget andet. Undersøgelser viser, at latter både styrker dit immunforsvar, giver større lungekapacitet, motionerer dine organer, løser stress, mindsker nervøsitet og angst, lindrer smerte og forbedrer din indlæringsevne samt hjælper med at styrke dit blodomløb og kan dermed forebygge hjerteanfald. Det er alle sammen ganske gode grunde til at grine noget mere. Desuden øger latter dit velvære, tillader dig at se livet fra andre perspektiver, skaber sammenhold mellem mennesker og forbedrer dit udseende. Et smilende ansigt er alt andet lige smukkere end et surt. Er du et af de mennesker, der sidder i hjørnet og er muggen, og er du et af de mennesker, der egentlig gerne ville grine lidt mere, men ikke helt ved, hvordan du skal komme i gang, så læs med her. Det første du skal gøre, er at tage dig selv mindre seriøst. Lær at grine af dig selv og dine egn e fejl, for på den måde kan du skamme dig mindre over dine fejltrin, og du kan lære mere af dem. Det gælder for alle svære situationer. Hvis du prøver at grine af dem, kan du distancere dig, se det fra en anden vinkel og lære noget.

Arkivguld

Derudover behøver du ikke være ulykkelig, hver gang noget går galt, for alt har det med at løse sig til sidst, så hvorfor ikke få det bedste ud af det? Hvis du har svært ved at løfte dig selv op på niveauet, hvor du kan grine af de hårde tider, kan det være en god ide at omgive dig med åbne, sjove mennesker, og med ting der gør dig glade. Lav små påmindelser om de skønne ting i livet til dig selv. Det kan være et godt feriebillede, et citat eller en grim souvenir, du købte på den der frygtelige regnfulde ferie til Grand Canaria for fem år siden. Den ferie, som egentlig var ret

Karneval

sjov. Vælg et sjovt baggrundsbillede på din telefon, eller et billede af folk du elsker på din computer. En måde at få flere grin i dit liv er ved at være spontan. Vær åben overfor nye og overraskende ting og vær ikke så defensiv. Slip tøjlerne lidt og lad dig rive med, man får tit de sjoveste stunder, når man åbner op for det uventede. Humor er nemt at bringe ind i din hverdag, og det bringer kun gode ting med sig, så der er ingen undskyldning længere.

Visir # 78

Latter smitter, så lad os starte en epidemi!

53

Reklame

Karneval

Kaserne Caféen udvider personalestaben og har brug for dig!

Vi mangler hænder til vores hyggelige caféfællesskab! Kom og vær en uundværlig figur på den gamle Kaserne og vær samtidig med til at holde hjulene kørende i vores livsnødvendige kantine. Lige nu har vi dejligt travlt og selvom Kaserne Caféen stadig bliver mere populær, har vi stadig tid til at hygge os og forkæle hinanden rigtig meget. Fordi Kaserne Caféen I/S er både ejet og drevet af studerende, kan du få lov til at sætte dit helt særlige præg på stedet. Vi tilbyder fx.:  Gratis kaffe, te eller varm kakao til hver en tid! Hvadenten du har en vagt eller ej  Fleksibilitet i arbejdstid hvis studiet kræver det  Stort og bredt netværk blandt studerende  Mulighed for at udvikle caféen og lave events på stedet samt holde caféen åben uden for normal åbningstid, hvis man ønsker det  Store personalerabatter på varer i caféen  Værdifuld udtalelse til CV'et  Specialøl og sodavand på caféens regning til HVERT personalemøde So whats not to like? Kontakt os på Kasernecafe@gmail.com eller mobil 29621880 (Mads Bækgaard) og spred rigtig gerne ordet... Der er plads til alle, der har lyst til at bidrage til, at vi fortsat har vores hyggelige kantine på kasernen!

Visir # 78

Bedste hilsner Kaserne Caféen, åbent alle hverdage fra 08.00-13.30

54

Karneval

Visir # 78

Annonce

55

56

Visir # 78