Issuu

N r .

7 7

d e c e m b e r

2 0 1 6

Redaktion Mette Grandahl Anna Rosenkrands Uldall Ida Marie Christensen Jeanette Sigtenborg Rasmussen Jakob Hansen Jeppe Lauridsen Rikke Christensen Emilie Winther Jensen Nana Nikoline Boller Adresse Mia Oliviarius Nielsen Visir Sidsel Finderup Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Forsidelayout kasernebladetvisir@gmail.com

Emilie Winther Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 1. marts 2017 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden 1. februar.

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Hyseriens mange ansigter

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Oplæg til næste nummer Karneval

9 12 14 15 16 18 20 25 26 30 34 36 40

Tema: Hysteri Hverdagsbrok, Ida Marie Christensen Mandehørmens dunst spreder sig, Anna Rosenkrands Uldall Udpluk af hverdagens vigtigste forudsætninger, Mads Urenfeldt Bækgaard Vores sted, Marie Cathrine Ettrup Hynde-hysteri i højsædet, Emilie Winther Jensen Arkivguld, Visir#34: En kamp i sig selv, Niels Jeppe Jensen Den anden side Kampen om de fulde studerende, René Tronsgaard Rasmussen & Niels Jakob Søe Loft Det foregår ikke altid i kælderen, Jeppe Theiss Kristensen Anmeldelser Et giftigt ægteskab, Nana Nikoline Boller Mellem menneske og monster, Jakob Hansen Krismelankoli på norsk, Nete Bækgaard Hermansen Anbefaling: Frank Oceans Blonde, Jeppe Lauridsen Smagsløgene efterspørger julestemning på flaske, Marie Skipper & Sarah Daugaard Rose Hansen

44 50 52

Skønlitteratur Silkevejen, Nana Nikoline Boller , Mau Lindow Søvnløs, Cecilie Kjærsgaard

Billedserie Varme drømme i vinterkulden, Mia Olivarius Nielsen

Visir # 77

Leder

Hysteriens mange ansigter Når noget ikke udspiller sig som du havde forventet. Når din søster får et større stykke kage end dig selv. Når bussen kører forbi dig selvom du står synligt ved busstoppestedet. Hvordan reagerer du så? Kaster du dig ned mod asfalten skrigende i arrigskab? Belemrer du din kæreste med beretningen over aftensmaden? Eller skriver du måske et læserbrev til Jyllandsposten? Hysteri har mange ansigter, og det er netop denne problemstilling, som Visirredaktionen har ønsket at tage op i Visir#77. Historisk set er det hysteriske især blevet sat i forbindelse med kvindeligheden, hvor kvinder indtil 1920’erne kunne blive diagnosticeret som værende hysterisk. Hysteri var således en psykisk lidelse. Faktisk var hysteri aktuelt allerede 400 f.Kr., hvor hysteri ifølge datidens lærde vismænd blev udløst af, at kvindens livmoder løsrev sig og bevægede sig rundt i kroppen. Livmoderens rejse gjorde at det kvindelige hormon blev spredt, hvorefter kvinden blev hysterisk.

Visir # 77

Nutidens definition på ordet har bevæget sig fra at betegne en psykisk lidelse til at blive brugt mere generelt. Nu kan du være hysterisk uden at have en livmoder. Du kan endda blive hysterisk over hvad som helst; børns brug af iPads (de burde lege udenfor!), studerende på humaniora (de får jo ikke et arbejde bagefter!) og dine (og især andres!) spisevaner. Dette nummer af Visir forsøger at rumme det hysteriskes mange forskelligartede

ansigter. Både det anspændte, arrige ansigt, der virkelig ikke gider at stå model til dette mere (!!), men også det resignerede ansigt, der på afstand betragter og beskriver det hysteriske. Således indeholder Visir#77 blandt andet en anmeldelse der fremfor at fokusere på teaterstykket Falkiren fra Bilbao på Aarhus Teater, i stedet skildrer mødrenes hysteriske anfald, da der ikke var siddepuder nok til alle børnene. Herudover kan du læse forskellige essays, både af nyere og ældre dato, der beskriver problemstillinger, der bevæger sig inden for det hysteriske. Blandt disse essay kan du i dette nummers arkivguld læse om hovedpinerne, der opstod i Kasernens EDB-rum – et essay der første gang blev trykt i Visir #34 fra 2004. Den anden side er ligeledes repræsenteret i Visir#77. Med den anden side forstås helt geografisk set bygningerne på den anden side af Langelandsgade. På den naturvidenskabelige fakultet findes det studenterdrevne magasin Mads Føk, og vi har, i et forsøg på at mindske afstanden mellem vores to fakulteter, bragt en reportage og et essay fra deres arkiv. Udover de hysteriske anfald og beskrivelserne af dem, kan du også blandt andet dykke ned i anmeldelser af en aktuel, norsk digtsamling og en nyoversættelse af Euripides’ Medea. Til slut i bladet kan du drømme dig væk fra vinterkulden med en billedserie bestående af skønne fotografier fra Thailand.

Leder

Hvis du efter endt læsning mod al forventning ikke har fået nok hysteri, kan du altid sende Visir et (vredt!) læserbrev. For måske nåede du ikke at få et nummer af Visir#77! Eller måske er der en af skribenterne, der tager grueligt

fejl! Vi er alle i besiddelse af et hysterisk ansigt, der til tider kigger frem – og det er okay! God læselyst!

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Anna Rosenkrands Uldall på email: anna.rosenkrands@gmail.com

Visir # 77

Hysteri

Anbefaling

Redaktionen anbefaler Pebernødder Julehygge Fantastic Beasts and Where to Find them Julekalender Martin Brygmann’s julemusik Lågekalender med rom! Dungeons & Dragons Cafeen ’Charlies’ Kaffe Drikke øl i Studenterhuset (juleøl?) Vinterbadning Tegneserien ’Rat Queens’ Julelysene på Strøget At hælde nyt vand på kedlen, inden du koger det – der kan være edderkopper Pyrus At lave hjemmelavede julegaver At styrke dine norske kompetencer ved at se SKAM på NRK i stedet for DR3

Visir # 77

As se ’Black Sails’ (s4 ude nu!)

Anbefaling

Hysteri

Redaktionen anbefaler ikke

At pudse højlydt næse under forelæsning Is på vejene At se ’the Walking Dead’ lige inden du skal sove At gå i Ikea her til juletiden (du dør) Donald Trump At køre uden cykelhjelm! At du skærer din grapefrugt over på det forkerte led. At vente til 20-23/12 med at købe julegaver At bruge hele juleferien på at sove – brug kun 80%. Der er risengrød, der skal spises At drikke saftevand om natten: der kan være myrer i, og du kan ikke se dem At græde over eksamen, husk julehygge At starte på slankekur i december – vær realistisk og vent til januar! At du tømmer hele din chokoladejulekalender før tid (med mindre du bliver deprimeret over ek-samen) At du ikke går i modsat retning af alle andre, når du handler i Søstrene Grene, medmindre du har et dødsønske. Kold kaffe

Visir # 77

Oplæg til næste nummer

Karneval I næste nummer af VISIR påklædes den indre skribent med påfuglefjer og et udfordrende kostume. Iklædt maske viser den sit sande jeg, og inspireret af alt fra kristne ritualer til fuldskab i Aalborg, er der lagt i ovnen til nogle hede skriverier. Tænk groteske, seksuelle, hedonistiske kroppe; tænk satire og brud på det fine selskabs normer; tænk Rio de Janeiro, samba og sex. Karnevalet kalder, og I er alle inviteret. Før i tiden var karneval en kristen tradition – en forløber til den dydige faste – der bestod af parader, masker, fråseri og fest på markedspladsen. Her nivelleredes alle samfundshierarkier, her var man for en kort stund hverken bonde eller adelig – man var en krop, forenet med andre kroppe, der grinede og gryntede, spiste og drak, spyttede og sværgede. Traditionen lever videre i dag – eller gør den? I middelalderen tog man ikke selfies, eller gik i nedringede bi-kostumer. Og ingen associerer vel Aalborg karneval med en kristen højtid? Der er bestemt plads til fortolkning i dette nummer af VISIR; plads til at vise din indre, maskeklædte skribent frem. Så slå dig ned ved skrivepulten: drik en øl, bøvs, band og sværg til den lyse morgen, og send dit bidrag ind til VISIR. Det kan være en fed fuck-finger til de etablerede normer, såvel som en mere konservativ anmeldelse eller noget helt tredje. Alt modtages med kyshånd. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er den 1. marts 2017

Visir # 77

Skål, og god skrivelyst!

Essay

Hysteri

Hverdagsbrok

Af Ida Marie Christensen, litteraturhistorie

Normalt bryder jeg mig ikke særlig meget om at brokke mig og da slet ikke at tale grimt om andre. Alligevel så tager jeg ofte mig selv i at bande og svovle for mig selv, når blot jeg taber mine handsker (igen), imens jeg famler med cykelnøglerne og tingene falder ud af min skoletaske. ”Åh, for helvede da også!” kan jeg pludselig udbryde i stedet for blot at sige et leende ”pyt”, som jeg så ofte forsøger at gøre. For hvorfra kommer denne vrede? Hvorfor har jeg et sådant behov for at udtrykke den? Skal der virkelig ikke mere til for at bringe mig op i det røde felt for en kort stund? Selvfølgelig er det da træls at tabe sine ting (især når man lige har samlet dem op efter at have tabt dem første gang), men er det virkelig værd at hisse sig sådan op over?

Min pointe er ikke at få formuleret en mindre moralprædiken, for i så fald kommer jeg nok til at lyde en anelse hyklerisk, da det jo selvfølgelig ikke er mig, den er gal med – men alle andre. Og især én særlig herre kan tage størstedelen af æren for mit hysteri for tiden. Hvis jeg skal være ærlig, så siger politik mig ikke særlig meget, med mindre det vedrører mig personligt – og da slet ikke amerikansk politik. Men alligevel skete der noget inden i mig henover natten, hvor afgørelsen i valgkampen faldt. Jeg skulle til jobsamtale dagen efter, så jeg var gået tidligt i seng, men jeg kunne ikke sove og vågnede i stedet adskillige gange i løbet af natten for blot at tjekke op på valgkampen, der endnu ikke var afgjort. Dagen derpå vågnede jeg træt og tvær uden at have lukket et øje, hvortil jeg fandt ud af, at Trump havde vundet titlen som Amerikas præsident. Jeg fik det fysisk dårligt. Fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at resten af dagen ville blive smittet af denne uheldige og tragikomiske nyhed, og jeg blev hurtigt fastlåst på, at det ville blive en rigtig dårlig dag.

Visir # 77

For ikke så længe siden oplevede jeg på cykel det at blive råbt ad af en bagfrakommende cyklist for at tage mere end to sekunder om at trække ind efter en overhaling, selvom jeg havde orienteret mig bagud forinden: ”Så træk dog ind til siden, for satan!” Det gav et sug i maven, og jeg følte med det samme, at jeg havde gjort noget forkert. Min første tanke var herefter, om det virkelig kan passe, at man kan have så travlt? Der må være sket noget forfærdeligt, siden han skulle skynde sig sådan forbi. Min næste tanke var dertil en smule anderledes, for det slog mig, at det nok ikke var tilfældet. Han var nok bare endnu en af de mange travle trafikanter i myldretiden, der bare ville hjem til sin

familie. Havde han været bilist, havde han nok blot dyttet af mig og givet mig fingeren. Men er det virkelig en ønskværdig hverdag? At have så travlt at man ikke kan tænke længere end til sin egen næsetip?

Hysteri

Afsted på cyklen det gik; op ad bakke i modvind, regn og slud uafbrudt i små tredive minutter for så at vende hjemad efter en kort samtale på ti minutter; våd, klam og kold, med et opkald om afslag i vente nogle timer senere. Jeg fik ikke læst så meget, som jeg havde planlagt at gøre den dag. (Men jeg kan dertil sige, at American Psycho ikke var så sjov at læse efter resultatet af valgkampen…) For jeg synes sgu, det er tarveligt. Jeg synes, det er forbandet ærgerligt, at en sådan lille, forkælet møgunge kan få sin vilje på den måde, blot fordi han er den der råber højest. Han er nøjagtig ligesom de ”seje” børn i børnehaven og folkeskolen, der måtte alt for sine forældre og fik alt, hvad de pegede på. Han er den type, der aldrig har fået et nej, men som i stedet for har fået stukket søde sager i kæften, så han ville holde op med at hyle og tigge.

Visir # 77

Jeg synes, det er ærgerligt, at det er den slags mennesker, der skal have så megen fremgang i livet uden at røre en finger. Pludselig drejer politik og magt sig ikke længere om innovative løsninger og interesse for menneskers bedste, men i stedet om at have flest penge og det fedeste ”legetøj”. Men som sagt er det ikke min hensigt at komme med en lang moralprædiken, selvom det godt kunne lyde sådan. Okay, det er måske en løgn, men jeg skal forsøge at sætte en dæmper på det. (Og så

Essay

alligevel, når nu jeg er i gang – temaet er vel hysteri??) Jeg er bare lidt forvirret, og jeg går tit og tænker på, om det virkelig er det, det amerikanske folk har ønsket sig. Forandring, ja, men ligefrem en levende og højtråbende tidskapsel med toupé, der ønsker at rejse tilbage til dengang, hvor USA var stor, og kvinder, sorte og andet lignende godtfolk intet havde at skulle have sagt? Jeg ved godt, at man skal tage alt hvad man hører og ser i medierne med et gran salt, for det er kun en brøkdel af sandheden der ryger ud til den almindelige, dødelige borger. Men alligevel har jeg virkelig svært ved at tro på, at det er det, de gerne vil tilbage til. For i så fald; hvad blev der af den amerikanske drøm? Drømmen om frihed – muligheden til at starte forfra, leve og opbygge det liv man vil fra bunden uanset baggrund og herkomst. Det er det, der i min verden kendetegner Amerika, ”the land of opportunities”, og ikke et land af kaos omringet af en stor mur, der truer og forskelsbehandler sine borgere. (Det er set før, så find på noget nyt…) Reaktionerne fra modstandere efter valgresultatet var da også voldsomme, og det viste ganske tydeligt, at det bestemt ikke er alle, der er lige enige med Trump og hans overraskende mange tilhængere. Og med mediefilteret in mente, så er der naturligvis håb om, at han næppe får

Essay

kørt alle sine mange ”gode ideer” igennem systemet, for hvor ville det være ærgerligt at se et frit land blive pakket ind i had, raceadskillelse og gamle kønsdebatter, som vi troede, vi havde glemt. Min pointe med at hive Trump ind i mit mindre raserianfald er netop at understrege, hvor nemt det er at skyde skylden på andre. For selvfølgelig er alle muslimer terrorister, selvfølgelig er alle homoseksuelle unaturlige og farlige, og kvinder er naturligvis overhovedet ikke skabt til at tænke selv! Selvfølgelig skal der da bygges en mur, for alle ved jo, at hvis man ikke kan se problemet, så er der ingen der ved, at der overhovedet er et problem! Selvfølgelig var Trump skyld i, at jeg ikke fik jobbet, og at det regnede, blæste ad helvedes til i modvind, og at bakkerne lige den dag var meget mere stejle, end de plejer at være. Og selvfølgelig var jeg jo skyld i, at cyklisten, der overhalede

Hysteri

mig, kom to sekunder senere hjem, end han plejer, så maden nåede at blive kold. (Eller hvad han nu kunne finde på at brokke sig over…) Nu endte det vist ud i en mindre moralprædiken alligevel, men jeg påtager mig gerne den sure rolle som Tante Kedelig, der gør et forsøg på at formane folk om at være glade og gode medmennesker, for hvor har jeg altså bare svært ved at forstå, hvorfor vi skal have så forbandet travlt og være så sure hele tiden. I stedet bør vi være åbne, rummelige, og lade være med at fordømme og give skylden videre på andre. I stedet bør vi læse nyhederne, sætte os ind i tingene og gøre et forsøg på at forstå det, vi ikke forstår, før vi beslutter os for at bygge en mur i et forsøg på at skaffe problemerne af vejen. I stedet for at skælde ud over tabte handsker bør vi samle dem op med et smil og et ”pyt”.

Visir # 77

Hysteri

A r t i ke l

Mandehørmens dunst spreder sig Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Foto: Carsten Mol/DR

Visir # 77

En glad og storsmilende Gunnar. Det er sådan, vi husker ham. Inden det gik galt. Jeg skriver dette indlæg for at bevare billedet af en mand med en skøn umiddelbar, et skævt blik og en fantastisk charme. Inden det blegner for evigt. Det første indtryk jeg som trofast seer af programserien Den store bagedyst (2016) fik af Gunnar var, at han, udover at være Danmarks Radios bud på en repræsentativ homoseksuel, kunne finde ud af at bage! At han var kreativ, at han udfordrede kagekunstens normer til fulde! Jeg fik ligeledes indtrykket af, at netop denne kreativitet var billiget af dommerparret, Mette Blomsterberg og Jan Friits-Mikkelsen. Aldrig havde jeg troet, at det skulle komme så vidt, at han blev sendt hjem på baggrund af en misforståelse! Aldrig havde jeg troet det.

Alt gik glimrende for den københavnske togfører. Lige indtil deltagerne i episode 4 blev bedt om at bage en kage, der kunne indgå i en polterabend. Temaet blev eksplicit fremsagt som værende ’mandehørm’. Men temaet blev dog defineret på en ensidig og indskrænket facon: Ifølge Den store bagedyst udgøres ’mandehørm’ af begreber som ’maskulinitet’, ’grovhed’, og ’det rustikke’. Abstrakte begreber der traditionelt set er svære at afgrænse. Og det er her hysteriet kommer ind i billedet. For hvordan kan den licensfinansierede, publicserviceforpligtede kanal Danmarks Radio tillade sig at bestemme, hvad mænd laver når de hygger sig? Gunnar røg ud i denne episode. Der var ikke plads til den feminine mands fortolkning af, hvad mandehørm er. Hans polterabendkage lignede ifølge dommerne

A r t i ke l

en dåbskage. I så fald er det en temmelig fræk og upassende dåbskage; Gunnars bud på lækkerier til en mandelig polterabend er nemlig pyntet med en sexscene. Da Gunnar blev spurgt af værten i Den store bagedyst, Timm Vladimir, hvad der gjorde hans kage mandig, svarede han prompte: ”Jeg er en mand. Derfor er min kage mandig”. Men Gunnars kage var ikke ’hørmet’ nok for dommerne. Den var lyserød. Den havde en sart smag. Gunnars maskulinitet blev ikke godkendt. Jeg kan sagtens forstå hvorfor, folk raser på nettet. Alle mennesker er partikulære, alle mennesker har forskellige måder at forstå abstrakte begreber på. Temaet

Hysteri

’mandehørm’ med ’maskulinitet’ som undertema er ikke en undtagelse. Vi lever i et samfund, hvor flere og flere får øjnene op for, at det definitive køn ikke findes. En mand er en mand i kraft af sin fysiologi. Men dette betyder ikke, at han ønsker at bage en stinkende, rustik kage til sin polterabend! Danmarks Radio, repræsenteret ved Mette Blomsterberg og Jan FriitsMikkelsen, rettede dog op på deres fejl – at sende Gunnar hjem på baggrund af en alternativ fortolkning af et ikke-entydigt kagetema – ved at lade en anden homoseksuel, Sune Demant, vinde kagekonkurrencen.

Visir # 77

Foto: DR

Hysteri

Opråb

Udpluk af hverdagens vigtigste forudsætninger Af Mads Urenfeldt Bækgaard, musikvidenskab (emeritus) Jeg sværger til groft og genstridigt toiletpapir i stedet for ultrablødt som iturives mellem hænderne inden arbejdet er fuldført, ad. Jeg vil altid have adgang til skummetmælk og finvalsede havregryn til morgenmad, alle ugens dage, helst. Jeg bryder mig ikke synderligt om personer som konstaterer ting ved samtidig at stille et spørgsmål: Se min kjole, er den ikke fin? Nøj sådan én er godt nok dyr, synes du ikke også det? Aaaaargh! Jeg gider ikke drikke dårlig rødvin. Jeg har ingen opvaskemaskine og vasker helst op i vasken, når jeg ved at vandet er omkring 25-30 grader varmt, da opvaskemiddel har potentiel bedst virkning ved varmepåvirkning. Hvis vi får en opvaskemaskine sammen ser jeg gerne at alle ting skylles af, inden det ryger i den. Jeg støvsuger hellere sjældnere, hvor jeg så til gengæld endevender hele hytten og kan finde på at vaske gulv med hånd og klud. Børste tænder med åben mund foran et spejl? Nej vel? Kan vi blive enige om at vi ikke skal krumme uden for den tallerken, vi har fået til formålet? Samt at mad og krummer aldrig hører til i sengen! Hvis vi skal cykle sammen i trafikken skal du cykle ordentligt, ikke for tæt på mig og bestemt ikke overhale indenom!

Visir # 77

Slutteligt; KOM TIL TIDEN – eller 4 minutter før.

Repor tage

Hysteri

Vores Sted

Af Marie Cathrine Ettrup, musikvidenskab

Flere af de brune værtshuse må i dag lukke til stor ærgrelse for stamgæster og bartendere. En af grundene er, at unge i dag foretrækker hippe kaffebarer ved åen frem for de brune værtshuse på de mindre befærdede veje. Århus: Klokken er lidt i et om eftermiddagen. Bartender Line Friborg Volsmann gør klar til at åbne værtshuset Vores Sted. Thomas Helmig spiller på anlægget og her lugter af røg, som det hører sig til på værtshuse som dette. Døren går op, og Lone kommer ind. ”Er der ikke åbent?” siger hun. ”Jo. Jeg er bare lidt langsom i dag,” svarer Line med et smil, mens hun tager stolene ned fra bordene. Lone sætter sig ved den brune træbar, og Line er der straks med en X-mas og et askebæger. Snakken går livligt og venskabeligt mellem de to, mens Lone tænder en smøg. Vores Sted er ejet af Kenn Nissen. Det har ligget på Nørregade i Århus C siden 1973 og har både gratis wi-fi, poolbord, fjernsyn, blinkende spillemaskiner og et tilbud på et Århus-sæt (Ceres Top og Arnbitter, red.) til 35 kroner. Men gæsterne er begyndt at svigte, og Kenn Nissen ser sig nødsaget til at lukke værtshuset til sommer. ”Det er generationen,” siger Lone, og Line forklarer:

Værtshuset tilhører gruppen af brune værtshuse. Ifølge Karen skal det forstås som den slags ølsteder, hvor baren er i brunt træ, hvor der er en tyk sky af røg, og hvor der lugter lidt af tis på herretoilettet. ”Os, der kommer her på de brune værtshuse, kommer her for det sociale,” uddyber Karen. For det handler om at hygge sig. At få en sludder med de andre og måske et spil terning. ”De unge i dag vil have gang i den,” forklarer Karen. De vil hellere på disco. Eller på kaffebar, hvis de skal hygge sig med deres venner, mener hun. ”Kaffe og croissanter. Hvad fanden er det for et liv?” Line mener, at beliggenheden også betyder noget for, hvorfor de unge studerende svigter. ”Det er ikke et in-sted hernede længere.” Klokken er to. En mand i halvtredserne kommer ind ad døren. ”Hej Morten,” lyder det fra både Line og Karen. Morten tænder hjemmevant fjernsynet og sætter sig på sin plads ved baren. Line knapper straks en grøn Tuborg op og sætter et askebæger mere frem. Der er fodbold i fjernsynet. Morten tænder en smøg. Denne reportage er oprindeligt skrevet i februar 2016, og værtshuset Vores Sted er sidenhen lukket.

Visir # 77

”De unge kommer her torsdag og fredag og drikker en øl og tager et spil pool, før de tager videre i byen.” I hverdagen kommer der sjældent unge mennesker forbi, og stamgæsterne er ved at falde fra. Mange er flyttet i de sidste år og har derfor fundet et nyt værtshus tættere på deres hjem. Klokken er halv to. ”Nå, jeg må hellere tage ud og handle ind for Karsten. Han går jo ikke så godt efter operationen,” siger Lone.

”Det er vores familie hernede, ikk?” ”Her kender man alle. Vi passer på hinanden,” istemmer Line. Karen kommer ind ad døren. Hun sætter sig ved baren. ”Ej, det er nok Mortens plads. Han kommer nok snart.” Hun skifter stol, får en citrusvand og tænder en smøg, mens snakken går med Line om en fælles bekendt.

Essay

Hysteri

Hynde-hysteri i højsædet Af Emilie Winther Jensen, litteraturhistorie

Dette kunne have været en anmeldelse af Århus Teaters store juleproduktion for hele familien, Fakiren fra Bilbao. Anmeldelsen ville have omhandlet den fantastiske scenografi: et gotisk slot placeret på en kæmpe drejeplatform. Den ville have kommenteret på, hvordan de to skuespillerelever, Luise Skov og Mads Reuther, leverede en fantastisk portrættering af et ungt tvillingepar blandt det erfarne skuespillerensemble. Anmeldelsen ville have komplimenteret den eventyrlige musik, der gjorde Bjarne Reuters børnefortælling til et magisk univers på Store Scene. Dette kunne have været en anmeldelse. Men det er det ikke.

Visir # 77

For når jeg tænker tilbage på den ellers geniale opsætning af komediegyseren for børn, så er det første, der springer frem i min hukommelse ikke den halvskaldede bedemand Mooney eller den flirtende kleptoman Stella. Jeg tænker ikke engang på de mange nissehuebeklædte børn blandt publikum, der med julelys i øjnene grinte højlydt af alle de platte jokes og forvirret spurgte deres forældre, "hvad griner I af", da det blev proklameret af to fulde kvinder på scenen, at restaurantens eneste vin var 'ad libitum'. Det er ikke børnene, der springer frem i min hukommelse, det er forældrene. Århus Teater sælger Fakiren på Bilbao på stykkets status som en familieforestilling, og det var da også hovedsagligt familier på dagstur, der fyldte rækkerne foran scenen. Børn, storesøskende, forældre, bedsteforældre, onkler, tanter - alle udstyret med poser af brændte mandler købt fra den nærmeste bod. Jeg vil skyde på, at børnene ud-

gjorde cirka en fjerdedel af publikum, hvilket nogenlunde stemte overens med mængden af børnevenlige jokes fra scenen. Hvad der derimod ikke stemte overens med mængden af børn, var mængden af puder. Mange forældre havde været hurtige at snuppe billetterne på de forreste rækker eller på én af de to balkoner. De knap så hurtige blev forvist til gulvsæderne længere nede i salen, hvor de mindste børn knap kunne se over hovederne på de høje fædre, der sad sporadisk placeret i de forreste rækker. Århus Teater havde selvfølgelig taget hensyn til dette, og ved hver indgang til salen var der anbragt velourklædte sofapuder, som børnene kunne sidde på for at få et bedre udsyn til udskejelserne på scenen. De børn, der sad længst væk fra scenen, fik puder at sidde på, og dette kunne let have været enden på problemet. Men der gik selvfølgelig ikke længe, før forældrene på de forreste rækker fik nys om, at nogle af de andre børn havde fået puder! Hvordan i alverden kunne teatret dele puder ud til andre børn og ikke tilbyde deres børn en pude? Selvom lille Sofie på tredje række sagtens kunne se scenen, så kunne hun jo altid se bedre siddende på en pude! Da rygtet om puderne havde spredt sig som løbeild begyndte de snydte forældre at rejse sig op i protest på de forreste rækker, mens de med store armfægter gestikulerede til de ansatte på teatret, at deres børn altså manglede puder. De søde ansatte prøvede venligt at forklare de hysteriske mødre, at puderne var tiltænkt de mindste børn samt de

Essay

bagerst placerede børn. Det eneste mødrene hørte var dog, at andre børn end deres egne havde fået specialbehandling. Heldigvis fandt personalet nogle ekstra semi-støvede puder nede i kælderen, som tydeligvis ikke havde set lyset i årevis, men som denne familieforestilling krævede. Scenariet udviklede sig dernæst til den reneste auktion, hvor puderne gik til højstbydende. Budene rangerede fra "mit barn er mindre end dit barn" til "der sidder nogle større drenge nede bagved med puder, de puder kunne Sofie godt bruge". Jeg var så heldig at have fået en plads ved siden af én af de mere hysteriske mødre, hvis 10-årige datter ikke havde fået skænket en pude, da (1) rækken foran os var tom og (2) hun var altså 10 år. Denne hysteriske hønemor fik mig virkelig op i det røde felt, fordi hun ødelagde hele teateroplevelsen. Hvad der skulle have været en hyggelig familieforestilling udviklede sig nærmest til en offerceremoni i stil med Shirley Jacksons The Lottery. Og mens Sofies mor stod og skabte sig, sad lille Sofie og sank mere og mere ned i sit sæde, mens hendes kinder matchede farven på hendes nissehue.

Hysteri

Jeg synes simpelthen, det er så ærgerligt, at en teaterforestilling kan blive ødelagt af curlinggenerationens hysteriske hønemødre, der kun tænker på, hvad de synes, at deres børn skal have. Min sidemakker spurgte på intet tidspunkt lille Sofie, om hun kunne tænke sig en pude. Det bestemte moderen for hende. I et meget modent øjeblik tog jeg mig selv i at håbe på, at Sofie ikke ville få en pude. Ikke fordi jeg havde noget i mod den lille pige, men fordi hendes mor ikke skulle vinde kampen med hendes hynde-hysteri. Men selvfølgelig fik hun en pude. Dette kunne have været en anmeldelse. Men det blev det ikke. Hvis dette havde været en anmeldelse, så havde jeg helt sikkert anbefalet alle og enhver at tage i teatret og se Fakiren fra Bilbao. Anmeldelsen havde nok også rådet folk til at tage deres egne puder med for at gøre oplevelsen bedre.

Visir # 77

Hysteri

Arkivguld

En kamp i sig selv

Visir # 77

Af Niels Jeppe Jensen fra Visir #34, december 2004

Denne klumme er et eksperiment. Med fare for at sætte indre ro og fattethed over styr satte skribenten sig bag en computer i de kasernestuderendes computerrum.

Indskudt kommentar: Pointen synes bevidst; nabocomputeren er netop gået ned for anden gang på en time, siger de to kvindelige studerende ved den. At printe ud fra nettet er åbenbart at forlange for meget.

Man må lære ved sit eksempel. Formålet med denne klumme er hverken hemmeligt eller subtilt, men åbenlyst og ærligt: Kasernens computerfaciliteter for studerende er elendige, og der bør gøres noget herved. Jeg undgår helst at komme i Kasernens computerrum, men da dette skal afspejle virkeligheden og ikke ses som et mavesurt opstød, bruger jeg mig selv som kanin. Kald det bare et event. Jeg er sikker på, at de fleste af jer kan genkende det billede, som denne klumme tegner. I hvert fald hvis du er studerende. Skulle du være VIP, TAP eller måske oven i købet afdelings – eller institutleder, har jeg på fornemmelsen, at du aldrig har sat dine ben i disse computerrum, for ellers var der vel allerede grebet ind.

Tilbage til tråden: En ledig computer plejer ellers at være et dårligt tegn; et tegn på at der er tale om en helt håbløs computer, der enten genstarter i ring, larmer infernalsk eller, hvis man er heldig, tager fem minutter om at starte op.

Nuvel, jeg sidder bag min elektroniske ven, der på kabinettet er mærket med et tital. Jeg plejer at komme pænt overens med dens facefæller, og indtil videre går det da nogenlunde med nr. 10; det forekommer mig, at jeg har været heldig med mit computervalg. Tja, valg er måske så meget sagt, for egentlig tog jeg bare den eneste computer der var ledig. Selv hvis man kommer på et tidspunkt hvor resten af Kasernen ligger nok så øde hen, kan man ofte finde personer i computerrummene; er det mon fordi, det tager så lang tid at overstå sit ærinde, eller fordi man kun kan regne med at halvdelen – på en god dag – af maskinparken er funktionel?

Ups, jeg har først lige fået gemt nu. Fra nu af skal jeg huske at gøre det hvert andet minut for ikke at friste skæbnen. Jeg ville gerne gemme på min medbragte ISB-disk, men maskinernes styresystem, Windows ’98, er for gammelt og understøtter ikke teknologien. Hvis man kun bruger Word og sidder mindre end en halv meter fra skærmen er skærmopløsningen på 800x600 pixels og det lave antal farver ikke direkte generende. Man er vel en lille handyman, men det lykkedes mig ikke at ordne musen, der næsten kan bevæge sig horisontalt – tak genvejstaster. Computeren gik nu for tredje gang ned for nabo-pigerne, der resolut rebooter den og forsvinder. Jeg rykker Ctrl+s. Lad nu den egentlige test begynde. Den fire år gamle udgave af Word gav ikke problemer på den seks år gamle Windows, så længe den kørte alene, men hvordan går det, når jeg også skal læse min webmail, tjekke First Class, printe ud og surfe?

Arkivguld

Ctrl+s Hold da op en tidsrøver. Skribenten kan nu mærke, at der er røre i den indre ro og vælger at holde computerpause for at finde den igen. OG SÅ SKER DET! DET GÅR NED. Siden min USB-disk ikke virker, må jeg gemme klummen på First Class, hvis jeg senere vil bruge den uden for Humanioras net, og pludselig er musen det eneste der næsten virker. Reflektorisk trykker jeg Ctrl+Alt+Delete, hvor jeg kan konstatere, at det kun er First Class der ikke svarer. Nu haster det for alvor med at holde computerpause. Efter en god lang pause sidder skribenten nu ved nr. 10’s tvillingebror nr. 3, der har uhyrligt svært ved at åbne en pdf -fil – ja ja, men det er jo heller ikke særligt hyppigt anvendt – eller er det? Til gengæld virker musen.

Hysteri

dårligt studiemiljø er en af de væsentligste fak-torer til frafaldet. Jeg påstår ikke, at bedre computere kan løse hele problemet, men det er selvindlysende at bedre faciliteter vil fjerne et irritationsmoment for studerende, der følger fag, hvor brug af eksempelvis First Class er hyppig. Lad dette være en udfordring til instituttets ledelse: Prøv, som mange studerende gør hver dag, at udføre den daglige computerrutine i Kasernens computerrum. Jeg er hverken ude på at spolere godt humør eller gode nerver og tager ikke noget ansvar; jeg advarer imod, at I opholder jer der mere end en time. Det kan man trods alt kun byde en studerende. ”Programmet udførte en ulovlig handling og lukkes,” står der, da jeg lukker Word.

Visir # 77

Misforstå mig endelig ikke. Jeg ønsker ikke, at man helt lader ære med at bruge IKT i undervisningen og til kommunikation på universitetet. Jeg er ivrig tilhænger af, at man bruger den og tilslut -ter mig universitetets visioner herom. Gyldne ord er imidlertid ikke nok; det kræver hardware og software af acceptabel hastighed og stabilitet – også for dem, der ikke har computer og Internet derhjemme. Jeg ved skam godt at det er trange tider for Det Humanistiske Fakultet, og at det er lavvandet i pengekassen. Den økonomiske lussing skyldes, at vi som studerende på fakultetet udsætter vores eksamener eller helt lader være med at tag dem, hvorved fakultetet mister indtægter. Det er en almindelig og, efter min mening, rigtig opfattelse, at

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

Hysteri

Kampen om de fulde studerende Af René Tronsgaard Rasmussen & Niels Jakob Søe Loft Visir bringer i dette nummer en artikel fra Mads Føk, der er et blad for de studerende ved mat-fys-faggruppen på Aarhus Universitet – skrevet af studerende til studerende. Mads Føk indeholder alt fra tegneserier til datingannoncer og anmeldelser af kunsten rundt omkring på Aarhus Universitet. Bladet trykkes fire gange årligt, og det bliver uddelt på bl.a. matematik, fysik og datalogi/IT. Hvis man ikke befinder sig disse steder til daglig, kan bladet også læses elektronisk på www.madsfoek.dk/udgivelser Denne artikel udkom i Mads Føk årgang 42, nr. 1 og da den derfor har et par år på bagen kunne man godt stille spørgsmålstegn ved den relvans. Da artiklen dog passer ind i temaet Hysteri har vi valgt at inddrage

den i bladet.

I den seneste tid har en gruppe restauratører sammen med lokalpolitikere og Aarhus Stiftstidende luftet deres frustration over de studerendes fredagsbarer på Aarhus Universitet. Restauratørerne føler sig presset af fredagsbarerne, som de mener har udviklet sig til ”nogle af de største udskænkningssteder i byen med åbningstider det meste af ugen.” Byrådsmedlem Lars Boye Mathiesen fra Liberal Alliance kalder det direkte konkurrenceforvridende. Samtidigt har universitetsledelsen indført nye, fælles regler for fredagsbarer, hvor det forlyder, at byens erhvervsliv har taget særdeles aktivt del i udformningen.

Visir # 77

Mads Føk har besøgt en af universitetets naboer siden 1964, Vennelyst Bodega, for at få en snak med indehaveren Lars Wagtmann. Lars er forfatter til det læserbrev, der satte debatten i gang – og så er han bestyrelsesmedlem i ”Restauratørforeningen af 1881”, som længe har haft et horn i siden på fredagsbarerne. Det er første gang, Mads Føks udsendte skribenter oplever det lille værtshus indefra, men der er pænt og indbydende, og så snart vi nævner vores ærinde bliver der gæstfrit stillet to kolde Carlsberg foran os på bardisken. En håndfuld stamgæster holder nysgerrigt øje med os, mens Lars går i gang med at fortælle. ”Det er ikke mere end 8 dage siden, så kørte jeg forbi heroppe på Ringgaden. Så hang der et kæmpe banner oppe på universitetsbygningerne: ’Danmarks Største Fredagsbar’.”Lars sænker sine

øjenbryn helt ned under brillekanten i en skeptisk grimasse. ”Altså det er jo for det første offentlige bygninger, de er i. Jeg ved ikke om de betaler husleje, men det kunne jeg ikke forestille mig at de gjorde. For det andet, så ved jeg ikke om de er momsregistreret. Har de bevilling? Vi andre er underlagt en hel masse restriktioner, som vi skal betale til. Vi skal betale Coda-Gramex, affaldssystemer og fanden og hans pumpestok inden for det offentlige. Vi har nogle rimeligt store huslejer, og vi har personale, som skal være registreret. Vi betaler overenskomstmæssig løn, feriepenge og den slags ting, hvor man i fredagsbarerne... ja nogen siger jo så at det er frivillig arbejdskraft, og det er det måske også et stykke hen ad vejen nogle steder. Men jeg tror ikke på, at det er frivillig arbejdskraft hele vejen igennem.”

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

Anmeldelse

8 om aftenen. Og så må de unge altså gå ud i byen.” Tror du så de kommer herned? ”Ja, jeg tror da ikke de går hjem og sætter sig og keder sig.”

Lars finder den aktuelle udgave af ”Velkommen til Aarhus”-magasinet for nye studerende frem fra en skuffe under bardisken.

Lars slår i bordet med et glimt i øjet for at vise, hvor hurtigt politiet ville lukke hans værtshus. Vennelyst Bodega har åbent til klokken et om natten, i weekenden, og da Lars søgte om lov til at holde åbent til klokken to, fik han afslag fra Bevillingsnævnet. ”Det er fordi du er for fed, Lars,” råber en storsmilende kvinde fra bordet bag os, efterfulgt af en hjertelig latter blandt de andre stamgæster. Lars ryster på hovedet og henviser til nogle paragraffer i bevillingsloven, som han ikke har fået sat sig helt ind i endnu. Det er tydeligt, at stamgæsterne ikke kun kommer for at drikke øl. Lars og hans bodega udgør et socialt knudepunkt. Lars synes, det er lidt uretfærdigt, at han ikke må holde længere åbent, for i de snart 10 år, han har drevet værtshuset, har der aldrig været ballade og ikke én eneste klage fra naboerne.

Visir # 77

”Man siger, at fredagsbarerne ikke er kommercielle. Pengene bliver kanaliseret tilbage til de studerende, og man har kun åbent nogle få timer om ugen. Men så finder man sådan et blad her: ’Klubben er Handelshøjskolens legendariske bar, hvor studerende for alvor kan slå sig løs efter en hård uge. Klubben er kendt som stedet, hvor der festes igennem – helst til den lyse morgen.’ Altså det harmonerer jo ikke helt med det, der står i læserbrevene.” Mads Føks udsendte tager et nærmere kig på bladet fra Aarhus City Forening, hvor der er et lignende opslag om StudenterBaren i kælderen ved Stakladen. De to barer har vundet aoa.dk's priser for byens henholdsvis bedste fredagsbar og bedste ølsortiment. Imens fortsætter Lars ufortrødent. Han er for alvor ved at have talt sig varm nu. ”Hvis ikke det her er kommercielt, så ved jeg ikke hvad der er kommercielt. Og det er dét, vi opponerer imod. Fredagsbarerne skal begrænses til at være noget der ligner kl. 2-3 om eftermiddagen til kl.

”Ud af 41 fredagsbarer var der kun 14, der havde bevillinger. Jeg synes både politi og bevillingsmyndigheder er nogle vatpikke. De burde bare tage ud og sige, så lukker vi det her sted. Hvis jeg står hernede én dag uden bevilling, så er vi lukket på stedet. Så kommer de ikke og siger, ”ved du hvad, det skal du altså lige have bragt i orden”. Nej, de lukker os med det samme.”

Hysteri

”Og så bliver man jo endnu mere harm, når man kan læse, at fredagsbarerne får bevillinger til klokken to. Vi yder jo trods alt noget til samfundet – det gør de ikke. Vi genererer en eller anden indtægt til samfundet i form af moms, og vi skaber arbejdspladser og den slags.”

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

mennesker herned,” siger Lars, og under -streger, at stamgæsterne også sætter pris på de unges selskab. Og så er vi tilbage ved fredagsbarerne. ”Det er jo klart, at der er en bagatelgrænse. Det skal jo ikke være sådan, at der ikke er noget, der kan lade sig gøre.

Der opstår en kortvarig, pinlig tavshed. Mads Føks udsendte kaster et blik udunder de mørkerøde markiser og ser bilerne suse forbi i eftermiddagssolen på Nørrebrogade. Der er efterhånden kun nogle få stamgæster tilbage i baren, og røgen fra en cigaret breder sig forsigtigt ud i lokalet. Det er på tide at skifte emne. Niels Jakob spørger, om Lars har nogle gode spil i baren, eksempelvis raflebægre.

Visir # 77

”Ja, der er mange, der rafler. Du kan jo godt se, at det er et lille sted, så vi har ikke bordfodbold og billard og sådan noget. I dagtimerne har jeg et rimeligt voksent publikum, hvor de fleste er fra 40 år og op efter. Fredag og lørdag har vi en del flere unge mennesker og giver den også løs med musikken. Dem, der er her nu, gider ikke, at det banker ud af højtalerne.” En gang imellem er der live-musik på programmet, og sidste år lagde baren hus til en oktoberfest med lederhosen, Heidi-kostumer og tysk hornorkester. Oftest, når der er sær-arrangementer, er det dog noget stamgæsterne arrangerer. De har dannet en forening med ugentligt kontingent og en bestyrelse. Til oktober skal de en weekend til Esbjerg og Fanø – og så holder baren lukket. ”Men jeg vil hellere end gerne have unge

Det er de store steder, jeg er ude efter – ikke de 14 mand, der sidder oppe på et eller andet sted og får sig 2-3 øl fredag eftermiddag. Når så baren lukker kl. 6-78 stykker, så går de ned i byen for at få et par stykker mere. Det er jo dér vi skal hen. Selvfølgelig kan vi ikke sidde på det hele. Der er jo også sportsklubber, hvor de deler en kasse bajere efter kampen. Det skal der jo være plads til.” ”Det er det kommercielle i det, der irriterer mig. Hvis det er kommercielt, såmå de indordne sig under de samme regler som os andre.” Men hvis de store steder efterlever de samme regler som jer, så er det vel i orden? ”Men gør de det?” spørger Lars uden at virke overbevist. Han skeler mod reklamen for ’Klubben’ i bladet, som

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

stadig ligger åbent på bardisken Studenterlauget: Kritikken har intet på sig Da Mads Føk forelægger kritikken for Studenterlaugets Bar Manager, Jasper Falk Outzen, kan vi høre ham ryste på hovedet i den anden ende af telefonen. Han understreger, at Klubben, som er Handelshøjskolens fredagsbar, bliver drevet i overensstemmelse med alle reglerne omkring løn, økonomi, alkoholbevillig osv., og at de driver bar under ”nøjagtig samme vilkår som alle andre.” Han mener, at kritikken om konkurrence -forvridning kommer fra byens værtshuse, fordi de har personlig økonomisk gevinst ved at få flere kunder. ”Der er ikke nogen fredagsbarer, der tjener penge til nogen personer. Alle fredagsbarer på uni, og der er lige meget om det er på Handelshøjskolen, Nobelparken eller hvor pokker det nu er, så tjener de penge med det formål at gavne de studerende yderligere. Der er jo ikke nogen, der tjener penge på noget som helst.”

hverdage mellem kl. 11 og 17 er der cafe, hvor de studerende kan få et frirum fra studierne. Han mener, at det ville gå ud over studiemiljøet, hvis Klubben ikke var det. ”Så mangler der jo noget. Folk er jo glade for at være her og bruger Klubben som deres frirum i dagstimerne.” Jasper Falk Outzen stiller sig tvivlende overfor påstanden om, at byens barer vil få flere kunder, hvis man indskrænkede fredagsbarernes åbningstider yderligere. ”Folk vil nok søge et andet sted hen. Der er også mange, der bare vil gå ned i Føtex og købe en flaske billig hvidvin og sætte sig hjem. Jeg tror ikke nødvendigvis byen vil få mere ud af det.” Mads Føk mener: Det er på tide at få ryddet misforståelserne af bordet Der skulle kun en lille smule opsøgende journalistik til at vise, at debatten om fredagsbarer er præget af alvorlige misforståelser. Restauratørerne baserer deres anklager på rygter og antagelser, og når de raser mod fredagsbarerne er det åbenbart underforstået de store spillere som Klubben og StudenterBaren, de taler om. Dem, der i medierne fremstår som fredagsbarernes hårdeste modstandere, med bl.a. Lars Wagtmann i spidsen er, når det kommer til stykket, kun modstandere af de store kommercielt drevne barer. De små steder, hvor en gruppe studerende i fællesskab kan drikke nogle øl og have socialt samvær – altså hvad vi normalt vil forbinde med en fredagsbar – går helt fri. Kritikken preller naturligt af på de få

Visir # 77

Vi konfronterer Jasper med citatet fra ”Velkommen til Aarhus”-magasinet, som afviser, at det er noget, de har skrevet. ” ’Fest til den lyse morgen’ – det kan vi jo ikke, vi lukker kl. 02,” siger han, og påpeger, at sådan ville de aldrig selv have beskrevet Klubben. Ifølge ham er en fredagsbar ”et sted, de studerende har mulighed for at få et break fra studiet om fredagen og få samvær med deres klassekammerater.” Om byens barer kan udfylde den rolle er uvist. Desuden nævner Jasper Falk Outzen, at Klubben er meget mere end en fredagsbar. På

Hysteri

Visir # 77

professionelt drevne barer, som for længst har sørget for at have alt på det rene. Det er i stedet de helt små barer, drevet af frivillige, som føler sig truffet af kritikken. De forsvarer sig med, at kritikken er ude af proportioner; at de aldrig nogensinde har eller vil udgøre en konkurrent til byens natklubber og værtshuse; at strenge regler, ekstraudgifter og bureaukrati truer med at lukke og slukke for studiemiljøet på deres fag. Men restauratørerne talte jo til de store barer, og de må derfor fejlagtigt tro, at svaret kommer fra en sådan; at de ramte plet med deres kritik, og at barerne forsøger at gemme sig bag falske påstande om frivillighed og lav omsætning. De ser store bannere med ”Danmarks Største Fredagsbar” og ved vitterligt ikke, at der slet ikke er tale om en reel fredagsbar, men snarere om en mindre festival én gang om året. Problemet er i sin enkelthed, at restauratører og universitetsstuderende begge bruger ordet 'fredagsbar', men tænker på forskellige ting.

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

Alt imens går universitetsledelsen i selvsving og fyrer en bredside af mod samtlige fredagsbarer på universitetet. For man skal da ihvertfald ikke risikere at have noget i klemme hos byens erhvervsliv. I sidste ende er alle tabere – lige fra de studerende til restauratørerne, som i virkeligheden lever højt på, at tusindvis af unge mennesker samles fredag eftermiddag over en øl og i mange tilfælde fortsætter ned i byen efterfølgende. Mads Føk mener, at der bør gøres noget for at få ryddet misforståelserne af bordet. Man kan invitere restauratørerne indenfor bag de gule mure for at vise dem, hvordan en typisk fredagsbar ser ud. Og universitetsledelsen og fredagsbarerne må indse, at kritikken fra byen ikke går på de små fredagsbarer, men kun de store kommercielle. Det kan ikke ende godt, hvis vi bliver ved med at tale forbi hinanden.

Den anden side: Essay

Hysteri

Det foregår ikke altid i kælderen Af Jeppe Theiss Kristensen

Visir bringer i dette nummer en artikel fra Mads Føk, der er et blad for de studerende ved mat-fys-faggruppen på Aarhus Universitet – skrevet af studerende til studerende. Mads Føk indeholder alt fra tegneserier til datingannoncer og anmeldelser af kunsten rundt omkring på Aarhus Universitet. Bladet trykkes fire gange årligt, og det bliver uddelt på bl.a. matematik, fysik og datalogi/IT. Hvis man ikke befinder sig disse steder til daglig, kan bladet også læses elektronisk på www.madsfoek.dk/udgivelser

Jeg taler ikke altid åbenlyst om mine fritidsinteresser, men jeg vil virkelig gerne fortælle om noget, der fylder mine tanker i øjeblikket. Der er nok en del af jer, som finder min interesse underlig, og det er faktisk lidt ærgerligt. Det er dog delvist derfor, jeg gerne vil fortælle om det. Inden jeg rigtig kom i gang med det, så gjaldt det om at finde en ligesindet gruppe. Første gang skete faktisk lidt tilfældigt. Det var dog ikke rigtig nogen succes, fordi alle var uerfarne og umodne, så folk var ikke gode til at tænke på hinanden og lade andre komme til. Der var heller ikke rigtig så megen eksperimenteren, så alt i alt var det en ret vanilla oplevelse, så at sige. Også selv om min bror var med til det. Efter jeg kom til Århus, blev det nemmere at finde en mere moden gruppe. En af mine studiekammerater havde endda en fast gruppe allerede, som jeg kunne være med i. Fællesskaberne omkring min hobby er typisk ret åbne, og de tager gerne imod frisk kød, så jeg hoppede direkte ind i det.

Jeg har heldigvis fundet en ny gruppe. Eller rettere, jeg har været med til at starte en ny en op, hvor jeg kender folk godt i forvejen, og hvor vi er på bølgelængde med hinanden. Gruppen består af seks fyre (mig inkluderet) og én pige, hvilket vel nok er et meget typisk forhold. Alt andet lige er det ellers meget godt at have en blandet gruppe, fordi det giver en bedre dynamik. I øjeblikket er det mig, som styrer aktiviteterne, men det har tidligere været pigen i gruppen, som var i centrum. Det passer os dog begge fint, at vi kan skifte roller med hinanden, så hun kan deltage på den måde, hun også gerne vil en gang imellem. Lidt variation gør trods alt, at man ikke bliver fuldstændig udkørt. Apropos snakken om roller, så har vi alle også vores egne tilbøjeligheder. For eksempel har jeg rollespillet en præst på det sidste, hvilket jeg virkelig nød. De andre var dog ikke de største tilhængere. Andre gange har jeg spillet en mere underdanig rolle. De andres roller passer ind i det hele, så når jeg for eksempel spillede underdanig, så har pigens rolle været som min master/mistress. Det var perfekt, som hånd i handske. Når alt dette så er sagt, så er vores samkomster meget mere end bare at gøre ting sammen. Jeg tror, at der er mange,

Visir # 77

Gruppen var godt blandet og bestod af bl.a. en dørmand. Det var oftest ham, som styrede slagets gang, og det var da også sjovt i starten. Efterhånden blev det dog mere og mere tydeligt for mig, at vi andre bare var statister i hans fantasi. Det ødelagde det for mig, for vi andre har jo også lyster og fantasier, vi gerne ville

udleve. Jeg endte derfor med at stoppe med at komme i den gruppe.

Hysteri

der har den idé, at vi sidder i kælderen og savler over vores fantasier sammen, men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Når vi mødes, så laver vi mad sammen, snakker om dagligdagen, fortæller om nye, spændende ting og så videre. Altså ganske normale ting. Vi finder bare en kæmpe glæde i vores hobby sammen.

Visir # 77

Jeg ser vores hobby på lige fod med alle andre hobbyer. Den er stimulerende, og man får virkelig meget igen, både socialt og mentalt. Du får pirret din kreativitet

D e n a n d e n s i d e : Re p o r t a g e

og det er kun fantasien, som sætter grænser. Ganske normale mennesker kan være med til det, hvis man har brug for et afbræk i hverdagen. Hobbyen begrænser sig ikke kun til én bestemt type person, så alle og enhver kan være med når som helst, hvor som helst. Eller sagt på en anden måde: Dungeons and Dragons behøver ikke altid at foregå i kælderen.

Anmeldelse

Hysteri

Et giftigt ægteskab Af Nana Nikoline Boller

Denne nye oversættelse, skrevet af Marcel Lysgaard Lech, er præget af en lige så stor forelskelse i stykket som den jeg selv sidder inde med. Der er brugt tid på overvejelserne om hvilke versioner af hvilke ord der skal tages med, og hvilke passager af stykket der helt skal undlades. Jeg kan huske første gang jeg læste Medea. 19 år, snart færdig med gymnasiet, og mere end klar til at komme videre. Stykket, skrevet af Euripides i dengang-der-endnu-ikke-var-huller-iozonlaget-og-ikke-engang-din-bedstefarvar-født (det er ca. 410 fvt., i store træk), var en del af de mange kon-kurrencer der i Antikkens Grækenland blev afholdt til festivaler; stykker blev opført, og ét af dem blev så kåret som vinder.

Men måske ikke lige når man allerede er gift. Det er her hævnen kommer på bane, og Medea går fra kærlighed til had, fra hengivenhed til afsky. Hun beslutter sig for at myrde dem alle: Jason, prinsessen, Kreon – og i sidste ende også deres sønner. Hendes hævn er fuldendt da hun opnår dette og lader Jason tilbage i live uden kone, uden børn, uden noget af det han havde, eller noget af det han havde håbet at opnå med sit nye ægteskab. Medea ender i stykket med at slippe fri uden at nogen dårlig karma rammer hende og straffer hende for mordet på så mange. Det ville ikke være en tragedie, hvis ikke nogen stod tilbage til at

Visir # 77

Medea var ikke det stykke der vandt, men det betyder så langt fra at det ikke er et interessant værk. Hvor gammel sagde vi jeg var? 19 år, og ikke helt vild i varmen efter at lægge Iliaden fra mig og fokusere på noget langt mindre episk. Det varede indtil vi fik læst det første uddrag, printet ud med en printer der, tre dage senere, gjorde sit sidste suk i en sky af tørt blæk og en svag lugt af brændt plastik. Så vidt jeg kan huske, fik den kort røgalarmen til at gå i gang, men det er meget sandsynligt at det var noget jeg forestillede mig i længsel efter at undslippe min biologi-time. Det var en passende baggrundshændelse til den del af stykket jeg var nået til, nemlig dér hvor prinsessen, efter at være blevet forgiftet, bryder ud i flammer og dør. For så snart vi havde læst det første uddrag af Medea, smuttede jeg ned på biblioteket for at låne hele lortet, opsat på at læse om kvinden der, for alt i verden, ville have sin hævn.

For de heldige – eller uheldige – sjæle der aldrig har haft Oldtidskundskab i gymnasiet eller af andre grunde ikke har læst eller hørt om Medea, så lad mig opsummere kort: Medea giftede sig med helten Jason (ikke ham med hockeymasken, men ham med båden og guldskinnet) og forrådte sin egen familie for hans skyld. Dette inkluderede at dræbe sin egen bror, hvilket ikke engang er velset i moderne tid, men var måske set på med endnu mildere øjne i Antikken. Medea gjorde det af kærlighed, og af kærlighed gav hun Jason to sønner, og af kærlighed fulgte hun ham til et fremmed land, hvor Jason giftede sig med Kreons datter, for Kreon var konge, og det er altid godt at have en prinsesse som hustru.

Hysteri

græmme sig over alle de forfærdelige ting der er sket, og, som så mange andre før dem, er det Medea og Jason der er de eneste overlevende. De er også de skyldige, og derved dem der får mindst ud af at overleve disse hændelser. Medea er uden tvivl skyld i barnemord (på sine egne børn, endda) og i mordet på prinsessen og kongen, men ingen af tragediens hændelser ville være sket hvis ikke Jason havde været selvisk nok til at vende Medea ryggen. De er begge skyldige, og derfor får de begge den hårdeste straf: De får lov til at leve videre, fuldt bevidste om hvad de har gjort.

Visir # 77

Denne nye oversættelse, skrevet af Marcel Lysgaard Lech, er præget af en lige så stor forelskelse i stykket som den jeg selv sidder inde med. Der er brugt tid på overvejelserne om hvilke versioner af hvilke ord der skal tages med, og hvilke passager af stykket der helt skal undlades. Som en ekstra bonus er de fjernede passager bagerst i bogen sammen med resten af noterne, og Lech inkluderer en forklaring om hvorfor disse vers er blevet taget ud. Noterne i sig selv er godt ekstra-materiale, både for gamle og nye læsere af Medea, og da de er sat ind efter stykket, tager de ikke fra selve læsningen og rytmen i versene. Et register over navne og steder som optræ-der eller bliver nævnt i stykket er også at finde i bogen, hvilket gjorde min vandrende opmærksomhed ekstremt lykkelig.

Anmeldelse

På den sidste side af bogen finder man indholdsfortegnelsen, en ting jeg aldrig har set før (den plejer da at være først i bøgerne, ikke? Eller er jeg gået glip af noget) og som først gjorde mig komplet paf. Muligvis er det gjort for ikke at ødelægge ’rytmen’ i læsningen stykket fra ende til anden, og når bogen ikke er tykkere, gør det ikke så meget. Det forstyrrede i hvert fald ikke min læsning mere end at jeg stadig blev suget ind på første side og transporteret tilbage til en tid, hvor min største bekymring var kommende bumser og at leje en bus til studenterkørsel. Nå ja, og bestå mine eksaminer, noget jeg gruede for dagligt; dog var tanken om at jeg skulle trække Oldtidskundskab ikke nær så overvældende, efter jeg havde læst Medea. Og hvis jeg kunne have læst denne version i 2010, ville jeg nok have tvunget dem til at lade mig gå op og snakke om værket i en tyve minutter. I stedet har jeg fået lov til at skrive denne anmeldelse, og jeg kan kun afslutte den med dette: Medea er et velskrevet, og her veloversat, stykke fra Antikken, og hvis du nogensinde får, eller allerede har, lyst til at dykke ned i de gamle litterære bølger, så kan dette værk, og især denne ud -gave, varmt anbefales herfra.

Anmeldelse

Hysteri

Visir # 77

Euripides Medea OversĂŚtter: Marcel Lysgaard Lech Hans Reizels UdgivelsesĂĽr: 2016 100 sider 180 kr.

Anmeldelse

Hysteri

Mellem menneske og monster Af Jakob Hansen, litteraturhistorie

Efter videospillet Witcher 3: The Wild Hunt tog samtlige priser i 2015, er Gyldendal hoppet på guldkareten og udgiver nu hele serien om monster-jægeren Geralt, startende med novelle-samlingen Det sidste ønske. For også at tiltrække læsere, der ikke nødvendigvis foretrækker joysticks fremfor bøger, lover bagsideteksten både intriger a la Game of Thrones og fantastiske finurligheder som i Harry Potter – en forstålig markeds-føring, som dog på ingen måde yder teksten fuld ære. Der er kort sagt tale om voksen fantasy.

Visir # 77

Witcheren: Det sidste ønske er første bind ud af syv om den professionelle monsterdræber Geralt fra Rivia, men frygt ej! Der er tale om en selvstændig novellesamling, hvis bro til de senere bind udgøres af en fragmenteret og noget ujævn rammefortælling kaldet ”Fornuftens stem -me”. Man behøver derfor ikke se sig tvunget til at læse de kommende bind, men man kunne godt få lyst hertil, da sam-lingens seks noveller både er velskrevne og tankevækkende. I det hele taget er der noget forfriskende over en tilbagevenden til genrelitteraturens oprindelige format i dagens fantasylandskab, hvor alt under en trilogi efterhånden må beskrives som kortform. Dengang – tilbage i de glade 20’ere – blev det meste genrelitteratur, herunder også fantasyhistorier, trykt i de såkaldte pulpmagasiner. Opkaldt efter den billige træmasse, som også indgik i produktionen af toiletpapir, kan det ikke undre, at magasinerne ofte indeholdt mere lort end reel litteratur. Og dog havde de simple historier kvaliteter, som en del moderne litteratur (både af den finkulturelle og populære slags) ofte mangler: et klart flydende sprog, solide plots og til tider tankevækkende pointer. En af de mest populære pulpforfattere var Robert E. Howard (1906-36), som

stod bag historierne om Conan the Barbarian og anses som grundlæggeren af Sword and Sorcery sub-genren. At Witchers forfatter, polske Andrzej Sapkowski (1948-), har fundet inspiration i disse fortællinger, mærkes tydeligt i samlingens første novelle, blot kaldet ”Witcheren”, der, ligesom de øvrige fortæl -linger, også er tilsat en pæn dosis østeuropæisk socialrealisme. En ukendt mand, klædt i en mørk kappe, ankommer til byen Vizima, trækkende sin tungt sadlede hest. Han træder ind i en beskidt kro og tiltrækker sig straks opmærksomhed fra de lokale drukmåse. De overdynger ham med racistiske kommentarer, chikanen bliver fysisk, og kaos bryder ud. Inden længe svømmer drankerne i en sø af blod, og den fremmede bliver ført væk af det tilkaldte vagtkorps. Det er svært at gøre åbningspassagen retfærdighed i et resume. Den er fremragende skrevet, hvilket til dels bunder i den eksterne fokalisering. Fremfor at beskrive slåskampen i detaljer, præsenteres kun løsrevne effekter; sværdet der glimter i det dystre mørke, et blodsprøjt, kroværtens opkast. Med lette penselstrøg skabes stilsikre effekter, som en mere tykmalet prosa utvivlsomt ville have ødelagt. Måske er det opvæksten i planøkonomiens varemangel, eller måske er der blot tale om stilistisk sensibilitet –

Anmeldelse

desværre ofte en mangelvare i fantasy, hvor der nogle gange bliver smurt så tykt på, at man skulle tro, der var tale om et uobserveret barn med en dåse Nutella. Den fremmede bliver ført til byfogeden og introduceres nu som Geralt fra Rivia, af profession witcher. En witcher er sådan en, man hyrer, når alle andre muligheder er udtømte. Som skadedyrsbekæmpere med en lejrmoders grundighed, er det deres opgave at rydde landet for monstre – for en pris, vel at mærke. I denne omgang står der 3000 guldmønter på højkant, hvis Geralt kan hjælpe byen af med en hærgende striga; et monster fra den polske folklore, som strækker sig ”fire alen høj”, har munden fyldt med ”sylespidse tænder lige fra det ene øre til det andet” og er udstyret med ”kløer som en vildkat.” Sagen kompliceres yderligere af, at der er tale om et royalt monster; en prinsesse, fjorten somre gammel og konsumeret i blodskam, mellem landets konge Foltest og dennes søster.

Enkelte af novellerne har et humoristisk

præg og fortælles i et lettere ironisk tonefald, der måske tåler en sammenligning med Harry Potter. Som når Geralt, efter at have modtaget et hårdt slag i maveregionen, konstaterer at: ”Selvom det føltes sådan, havde han faktisk ikke noget hul i maven som han kunne se væggen igennem.” Denne form for godmodig humor virker dog en anelse malplaceret, da værkets sjoveste momenter opstår i misforholdet mellem gakkede indslag og den neutrale fortællerstemme, eller i den velskrevne dialog, især mellem Geralt og hans ven, troubadouren Dande -lion. Og leder man med lys og lygte efter flere lighedspunkter, så er Sapkowskis univers også magisk, men her kommer overnaturlige evner altid med en høj pris. Således er både hekse, troldmænd, og witchere sterile, da magi selv er en nærmest monstrøs mutation, som uvægerligt fører ned langs en af naturens mange blindgyder. Samlingens stærkeste novelle, ”Det mindste onde”, sætter witcherens moralske dilemmaer på spidsen. Her møder Geralt en gammel bekendt, troldmanden Stregebor, som har forskanset sig i et velbefæstet tårn. Stregebor er på flugt fra en hævngerrig prinsesse, som blev født under ”den sorte sols forbandelse”, og derfor er fordrevet fra hoffet, da man mente at forbandelsen ville gøre hende afsindig og blodtørstig. Siden levede hun et liv som omstrejfende forbryder og var bl.a. leder af en berygtet bande bestående af syv dæmoniske dværge. Stregebor beder Geralt om at myrde hende, da hun ganske rigtigt har vist at være et monster, men witcheren mener, at den såkaldte forbandelse snarere er en selvopfyldende profeti – en anelse der

Visir # 77

Monstre er typisk produktet af transgressioner, f.eks. en overtrædelse af en guddommelig lov eller et tabu, og særligt har de gode vækstbetingelser når to verdensanskuelser krydser klinger. I ”Et spørgsmål om prisen” sidder Geralt til bords ved en kongelig banket. Den unge prinsesse skal giftes bort, og potentielle bejlere er inviteret fra nær og fjern. Men et gammelt løfte fra en afdød konge fører til en brydekamp mellem skæbnen og den majestætiske vilje, og endnu engang viser det sig, at man ikke nødvendigvis skal skue monsteret på eventuel utilsigtet hårvækst.

Hysteri

Anmeldelse

Hysteri

bekræftes, da han hører prinsessens side af sagen. Konfrontationen virker uundgåelig, og spørgsmålet er nu blot, hvem der i virkeligheden er ”det mindste onde”? Og det er måske her at Det Sidste Ønske er allerbedst og samtidigt mest relevant. Når distinktionen mellem monster og

menneske udviskes, og det viser sig, at der ikke klart kan skelnes herimellem. For hvorfor eksister monstre overhovedet? Jeg giver witcheren de sidste ord: ”Folk kan godt lide at opfinde uhyrer og uhyrligheder, sagde Geralt. Så virker de selv mindre uhyrlige […] Så bliver de lidt lettere om hjertet. Og får nemmere ved at leve.”

Visir # 77

Andrzej Sapkowski Witcheren—det sidste ønske Oversætter: Rune Brandt Larsen Gyldendal Udgivet 05.10.16 361 sider 199,95 kr

Annonce

Hysteri

Visir # 77

Hysteri

Anmeldelse

Krismelankoli på norsk Af Nete Bækgaard Hermansen, litteraturhistorie

Døden og andre tiggere udstråler lige dele skrøbelighed og styrke, og prosaen er flere steder overlegent smuk og rørende. Der hviler en tung melankoli over hele teksten, men melankolien brydes hele tiden af en forurettethed og et tydeligt ønske om at råbe publikum op og sætte fokus på et problem, som både var ak-tuelt for hundrede år siden, og i dén grad også er aktuelt nu.

Visir # 77

Måske er jeg lidt for farvet af min store entusiasme for SKAM og min dertilhørende begejstring ved stort set alt, som er norsk. Men der er altså bare et eller andet særligt over det norske sprog, og dette aspekt er med til at gøre Anne Helene Guddals digtsamling Døden og andre tiggere til en endnu bedre læseoplevelse, end den ellers ville have været. Dermed ikke sagt at sproget alene er grunden til, at jeg nød hver side af værket, for det er det på ingen måde. Tværtimod er sproget blot med til at understrege Guddals subtile, melankolske billeder af døden og krigens lidelser set igennem hverdagslivets øjne. Hvert digt er kort, sjældent meget længere end ti strofer og ofte færre, og det skaber en intensitet som er utrolig klædelig. Samtidig bliver man som læser præsenteret for kraftfulde, men lettilgængelige sproglige beskrivelser, hvilket er et ret forfriskende træk inden for moderne poesi. Det ses for eksempel, når Guddal skriver: ”Jeg ber om at bli invadert/ for at kunne tro på krigen./ Jeg frykter freden mer./ Freden slår med myke never,/ slik et barn blir slått/ av velmenende forældre”. Når umuligheden af at forstå krigens rædsler, på grund af det faktum at man befinder sig midt i en fredstilstand, sammenlignes med den skade, som strenge forældre påfører

deres barn i den tro, at de hjælper det, bliver et meget obskurt emne pludselig tydeliggjort for os. Og det er denne tendens, som er gennemgående i Døden og andre tiggere. Man bliver hurtigt klar over, at værket ikke kun – som titlen antyder – tematiserer døden men også i dén grad krigen og dens følgevirkninger, både førhen og nu. Digtene vrimler med referencer til tidligere tiders koncentrationslejre og menneskelige lidelser under verdenskrigene men også til den nuværende flygtningesituation og al den menneskelige lidelse, som denne bringer med sig. Men hele tiden stilles disse begivenheder som for det vestlige menneske, der lever i sus og dus og uden krigens sorte sky over hovedet, med det nutidige, hverdagslige Norge, som forfatteren selv befinder sig i: ”Hvis jeg ser en som sulter/ rumler det i magen/ Sterkere end medlidenheden/ er glæden over å ikke være den andre”. Med strofer som disse italesætter Guddal den tendens, som nok plager de fleste af os; hvor meget vi end forsøger at føle empati og medlidenhed med dem, som har det værre end os, så overskygges denne følelse ofte af en lettelse over, at vi i hvert fald ikke er lige så dårligt stillet. På den måde bliver det umuligt for os at forstå krigen, dette vidt fremmede element, og de døde og flygtende bliver til en form for spøgelser i vores hverdag. Spøgelser, som duk-

Anmeldelse

ker op i digtene og langsomt, men sikkert manifesterer sig og gør sig tydelige. Døden og andre tiggere udstråler lige dele skrøbelighed og styrke, og prosaen er flere steder overlegent smuk og rørende. Der hviler en tung melankoli over hele teksten, men melankolien brydes hele tiden af en forurettethed og et tydeligt

Hysteri

ønske om at råbe publikum op og sætte fokus på et problem, som både var aktuelt for hundrede år siden, og i dén grad også er aktuelt nu. Derfor bliver digtene aldrig for tunge, og man har svært ved at lægge bogen fra sig. Når man endelig gør, har man samtidig fået noget at tænke over.

Anne Helene Guddal Døden og andre tiggere Kolon Forlag Udgivet 2016 80 sider 249 norske kroner

Visir # 77

Anbefaling

Hysteri

Anbefaling: Frank Oceans Blonde Af Jeppe Lauridsen, litteraturhistorie

Hvordan går man til denne utraditionelle udgivelse, denne forvirring og flertydighed? Og hvad er det helt præcist, Ocean prøver at udtrykke i Blonde, der må siges at være

Visir # 77

kunstnerens mest selv-stændige og personlige udgivelse til dags dato? “I got two versions. I got twooo versions…” Det sidste års tid har hysteriet omkring den forventede udgivelse af Frank Oceans andet studieproducerede album været øredøvende, og det hele startede, da dette citat blev lagt op på Oceans egen Tumblr-profil, hvor han også poserede på et billede med det kommende album Boys Don’t Cry. Flere gange blev den længe-ventede udgivelse udskudt, men endelig skete der noget i august, da Def Jam (Oceans pladeselskab) udgav det 45 minutter lange, visuelle album Endless. Forvirret må være en mild betegnelse for de fans, der ventede på Boys Don’t Cry, idet en helt uventet titel nu blev lanceret, og at denne indeholdt intet mindre end fragmenteret, avantgarde soul ledsaget af en video, hvori Ocean bygger en spiraltrappe af træ. Vildere blev det dagen efter – den 20. august 2016 – hvor det pladeselskabsuafhængige album Blonde, genstand for denne artikel, udkom sammen med et magasin. Hertil var forvirringen også at mærke, for på pladeomslaget er den uven -tede titel endda stavet uden ’e’ (Blond) i modsætning til Apple Musics udgave, der staver det ”Blonde”. Der var tilmed forskel på det fysiske og det digitale albums tracklister. Hysteriet blev for alvor til forvirring over denne perplekse og flertydige udgivelse, som mere end noget andet ligner en rodet og spontant sammensat kollektion af forhastede tanker mixet med simple instrumenter, opkald og interviews. Hvordan går man til denne utraditionelle udgivelse, denne forvirring og

flertydighed? Og hvad er det helt præcist, Ocean prøver at udtrykke i Blonde, der må siges at være kunstnerens mest selvstændige og personlige udgivelse til dags dato? “I got two versions. I got twooo versions…” er da også det indledende udsagn på albummets første sang Nikes. Eller hvad? Også her spiller tvetydigheden den opmærksomme lytter et puds, for det er kun i musikvideoen, at Ocean ytrer denne i sig selv ambivalente linje. Man kan allerede her mærke Oceans lyst til at bryde med det entydige, hvilket også udtrykkes klart i det efterfølgende vers, det første på Blonde. I verset besynges nogle ”bitches”, der vil have de rigtige Nike-sko, dernæst Carmello (en basketballspiller i NBA), og til sidst ingen ringere end Shakespeares Othello. Et besynderligt sammen-surium der finder et fælles fodfæste i et hedonistisk og kapitalistisk samtidsbillede af stoffer, racisme og kendte mennesker: ”Said she need a ring like Carmello / Must be on that white like Othello”. Det hvide, som Othello er på, har her en dobbeltbetydning: som en forklaring på kvindens krav om en ring må hun være på kokain (”on that white”), men også som en reference til Desdemona, den hvide kvinde som Othello er gift med i Shakespeares raceorienterede stykke. Denne form for dualitet eller flertydighed er en klar tendens på Blonde, hvis radikale brud på rammerne om en ny udgivelse – fra udgivelsesprocessen til promoveringen til

Anbefaling

formen – indikerer, at Ocean her har sat sig for at dekonstruere musikalske såvel som samfundsmæssige normer.

og opstillingen af disse paradoksale modsætninger (”in hell there’s heaven”) bekræfter Oceans dekonstruktive mål. Måske er de binære oppositioner, man bruger hver dag ugunstige; måske er adskillelsen af himmel/ helvede, mand/ kvinde, høj/ lav, dag/ nat og sort/ hvid ikke brugbar; måske findes himmelen virkelig i helvede, hvor paradoksalt det end lyder. Måske kan mænd have kvindelige træk og vice versa. Denne modvilje for enhver form for entydighed er også tydelig med inklusionen af sangen Be Yourself. Sangen har form af en voice-mail fra mor, der uddeler råd om livet til en søn på college: Don't try to be someone else/ Be yourself and know that that's good enough/ Be yourself/ Be secure with yourself/ Rely and trust upon your own decisions/ On your own beliefs/ You understand the things that I've taught you/ Not to drink alcohol, not to use drugs(…) Dette følges op af Solo, der begynder med en beskrivelse af det lyriske jegs stofmisbrug, koldsved og masturbation. Måske er det svært at følge mors entydige råd. “I got two versions. I got twooo versions…” Nu er det efterhånden svært ikke at nævne Frank Oceans personlige omstændigheder, der om nogen har formet Blonde’s dekonstruktive optik. Som en sort, biseksuel mand i USA må Ocean have levet og lidt under de binære opposi -tioners magt – mand/kvinde og sort/

Visir # 77

“I got two versions. I got twooo versions…” Lad os vende tilbage til citatet, der virker sigende for Blonde. Det indikerer en dobbelthed i albummet, som heller ikke er til at undgå. Frank Ocean er utrolig glad for homonymer (to eller flere ord, der staves og/eller lyder ens, men har forskellig betydning), som det genkommende ord ”solo”, der også kan lyde som ”so low”. På to af Blondes sange figurerer ”solo” som titel (Solo og Solo (Reprise)), og ordet får adskillige betydninger: På Solo alene tager det form af ensomhed, masturbation, et knytnæveslag og en joint, foruden det sproglige spil på at være ”so low”, der binder an til et tema om depression og stofmisbrug (det modsatte af ”low” er ”high”) og ønsket om tilfredsstillelse af himmelske proportioner. Sangens omkvæd illustrerer fint, hvordan ordspillet forbindes med disse temaer: “It's hell on Earth and the city's on fire / Inhale, inhale there's heaven/ There's a bull and a matador dueling in the sky/ Inhale, inhale there's heaven” Foruden de åbenlyse binære oppositioner ”heaven/ hell” og ”high/ low”, kan man finde endnu et homonym i ordet ”inhale”, der ligeså vel kan betyde ”in hell”. Hvis man også lytter til sangen, bliver det tydeligt, at Ocean undlader en entydig udtalelse af ordet eller ordene. Også i formen af albummet kommer dualismen til udtryk: i Nights, en sang der handler om sløringen af dag og nat, skifter tonen halvvejs igennem, og det gør den, idet albummet har nået en spilletid af tredive ud af tres minutter. Brugen af modsætninger og homonymer

Hysteri

Visir # 77

hvid er stadig blandt de mest dominerende modsætninger i USA's kultur. Køn og seksualitet er generelt et stort tema i hans oeuvre, men på Blonde er det mere subtilt til stede som i den dobbelte albumtitel. Ordet ”blonde” er nemlig det eneste engelske adjektiv, der både har et maskulint og feminint køn, og derfor varierer afhængigt af konteks-ten – ”blond man”/ ”blonde woman”. Dette spiller naturligvis ind i albummets modvilje for entydighed og Oceans egen biseksualitet. Også temaet om race – en åbenlys dualitet mellem sort og hvid, som særligt kommer til syne i nutidige racekonflikter i USA – er håndteret meget subtilt. 17årige Trayvon Martin, en sort amerikaner der blev skudt i Florida på vej hjem fra en tankstation med slik og sodavand i hænderne, bliver rørende nævnt i Nikes, og Andre 3000 rapper kort om ’police brutality’ i Solo (Reprise). Men at stille spørgsmålstegn ved manglen af disse

Anbefaling

temaer i Blonde er at misforstå Oceans mål. I et forsøg på at overkomme konflikter om race eller seksualitet, forsøger kunstneren at reformere et musik-medie, der ofte har bidraget til konflikten ved at vælge side: sort eller hvid, mand eller kvinde, demokrat eller republikaner. Ocean inkorporerer begge sider af sagen – i sin kunst såvel som i sin seksualitet – og formår dermed at dekonstruere binari -teten. Det medfører et album som Blonde, forvirrende og forrygende, der formår at træde ud over entydighedens tærskel og ud i dette himmelske helvede på jord.

Anbefaling

Hysteri

Frank Ocean Blonde Abbey Road Studios Udgivet 20.08.16 60 minuter og 8 sekunder Spotify, Apple Music & Tidal

Visir # 77

Hysteri

Anmeldelse

Smagsløgene eftespørger julestemning på flaske Af Marie Skipper og Sarah Daugaard Rose Hansen, litteraturhistorie Frygt ej længere, kære medstuderende! Smagsløgene er etablerede, og vi har svarene på alle livets store spørgsmål. I denne udgave et af de vigtigste spørgsmål overhovedet: hvilken juleøl kan du trygt bestille i studenterhuset? Julen er ankommet, eller den første sne er i hvert fald faldet, og vi har udnyttet denne favorable situation til at drikke nogle gode juleøl i vores alle sammens studenterhus - det var så lidt! Vi har gjort os erfaringerne, taget en for holdet, så du og andre studerende kan nyde en god øl uden all the fuss. For er der noget vi forstår os på, så er det forholdet mellem studerende og god øl, plus betydningen af dette ideelle og nødvendige venskab vi tvivler stærkt på at den ene kan overleve uden den anden. Vi har haft fornøjelsen af 5

Visir # 77

forskellige øl, der alle gjorde et indtryk. God læselyst!

Anmeldelse

Hysteri

Albani Blålys 3/6 Synes du også det har været et dårlig tub'år, så ska’ Albani på bordet. Denne danske, klassiske juleøl ligger sig på op af Tuborgs julebryg, til gengæld sødere, friskere og kraftigere med sine 7%. Den neutrale flaskes gyldne, aromatiske dråber danner nærmest ingen skum, men lander i munden let fyldig og næsten vinøs. En uforudset besk eftersmag tynger dig dog lige så længe som julefrokostens tømmermænd. Uden smag af faktiske jule-aromaer er den alligevel en genkendelig lys juleøl. 30 kr.

Visir # 77

Fuller’s Old Winter Ale 5/6 Forestil dig, du sidder ved en blussende kamin i den overpyntede julestue, mens sneen stille daler ude foran vinduet. Din bedste ven har just bortryddet de sidste fnug fra håret. Du åbner to winter warmers. Et tyndt skumdække flyder stille på den 5,3% mørke væske. En duft af vinterhygge breder sig og leger med næsehårene. Du tvivler på om nogen brænder rasp på i køkkenet. Du tager den første slurk; meget fyldig, kraftig, hvert fald mere humle end normalt i de engelske klassikere. Er det en bismag af brændt karamel? Uha, nu det er lidt besk – hvilken eftersmag. Men hov, beskheden aftager, og slurk for slurk vokser nydelsen. En varme spreder sig i din mund, men på en frisk måde. Slurk for slurk kinddanser den sig lige ind i julehjertet. 49kr (psst.. aldeles god pris)

Hysteri

Corsendonk Christmas Ale 2/6 Som sand i timeglasset snegler det lysebrune skum sig væk, mens den nougatnuancerende væske bryder op til overfladen. Den børnevenlige forklædning som mest af alt minder os om skide børnechampagne gemmer på en mild belgisk 8,5% øl - ikke meget mandighed at finde her. Duftene går til den; ja, den er nærmest syntetisk, unaturlig, meget symbolsk. Det stinker af frugt og krydderier. Det vi ligger mest mærke til ved den er anis – det karak-teristiske hint af lakrids for belgiske juleøl – der boltrer sig iden oversøde væs-ke. For os er det et fupnummer. Det må du forstå. Smagen lever ikke op til duften; det er som at blive narret, forført, men ikke på den gode facon. Aaahj, det kan sgu vi ik’ li’. Til gengæld er eftersmagen ikke besk, og den forsvinder hurtigt som en tyveknægt på flugt. Overskrift på anmeldelse: det virker ikke.

Visir # 77

39kr Schneider Aveninus Eisbock 4/6 En øl, der styrker din manhood. Dette er deutsche Qualität af bedste klasse. Traditionel, tysk vinterøl med øget koncentration af alkohol grundet sin frosne opvækst. Kraftig og fængslende."Lugter den af mark?". Et lag af lyst skum tildæk -ker de 12%, dersagtens kan smages. Fyldig mundfølelse efterfuldt af stærk eftersmag. Den skal nydes og værdsættes eventuelt under jagttrofæerne. Tag en stor slurk, mærk hvordan slurken langsomt glider gennem halsen og udløser ophedet varme i din krop samt rødmer dine kinder. En stærk, men håndgribelig øl, der sikrer dig forløsning og tilfredsstillelse. 59kr

Anmeldelse

Hysteri

Mikkeller Ris a la M’ale 4/6 Ris á l'amande som øl - greie! Denne innovative lyse øl med det rødlige skær fra det danske mikrobryggeri Mikkeller er et drittkol alternativ til de mainstream juleøl. Den er en genre for sig selv, mens den hylder en velkendt klassiker. Duften af kirsebær er på ige fra starten, og det hvide skum lægger sig som sne i begyndelsen af december. Brygget med salt, ris og kirsebær er man ikke i tvivl om, hvor slæden er på vej hen, hvilket intensiveres af de specielle noter af vanilje og mandelekstrakt og sågar laktose - uden tvivl øllen med mest smag af dansk jul. Så er du craycray med ris á 'amande, er denne friske, syrlige, 8% sodavands-like væske lige så lækker og chillax som den senestkøbte vinyl på pladespilleren. Den vil gøre sig pænt gløgget på instagram og likes vil rulle ind; den er stilet og ikke at finde på hver gadehjørne, man skal vide, hvor man finder den (ex. Studenterhuset!). Tip: smag den med en ven, da det er en ”enten eller øl” i vores øjne; you either love it like Kanye loves Kanye or you hate it og giver den videre til amigoen. Nemt! 74kr

Herfra er der kun at ønske jer alle en glædelig jul samt et festligt nytår! På snarligt gensyn og et ømt farvel, kh smagsløgene

Visir # 77

Ærligt talt mangler vi stadig at smage på yderligere 65 juleøl fra studenterhusets sortiment og har derfor afveget fra at skænke nogle af disse læskende safter topkarakterer – dem må du selv jagte. De flinke, erfarne folk (shout out til Steen) bag baren er klar på en sludder for en sladder og kan guide dig med råd og personlige favoritter gennem junglen af forførende drikke. Under alle omstændigheder, anbefaler vi varmt enten en hyggelig, intim eftermiddag blandt gutter og gutinder, en procentfyldt flugt fra eksamenslæsningen eller en stille filosoferende stund over hvorfor ingen Jørgen Leth gifs eksisterer i den demoraliserende verden? Vi har hvert fald i sinde at vende tilbage efter mere.

Hysteri

Novelle

Silkevejen

Af Nana Nikoline Boller, litteraturhistorie

”Mira? Har du læst det her?” Der var ingen gæster i museet på dette tidspunkt, så det var nemt nok for John at sidde med fødderne slynget op på recep-tionistens bord og læse avis. Mira var godt nok direktørens datter, men hun sagde ikke noget til det, så længe der ikke var travlt. Hun var sød – både indeni og udenpå. Hendes ansigt var rundt og fint, hendes øjne mørke som natten. Han havde siddet i en brandert engang og prøvet at komponere et digt til hendes øjne, men han havde brændt de overskriblede papirer, så snart han var blevet ædru. Det havde været for pinligt. Læst hvad?” Hun havde travlt med kartoteket og hørte ikke rigtigt efter. Det gjorde ham pinlig berørt, for han gjorde sit bedste for at lytte til hvert et ord, hun sagde, i håb om at høre et kompliment eller at få et smil, når han kom med en god observation eller udtrykte en mening, han vidste, hun ville kunne lide. Men Mira havde ikke tid til at lytte til ham nu. Han smækkede med siderne af avisen for at holde dem oppe men også i håb om at få hendes opmærksomhed med den smældende lyd. ”Der er en, der er blevet myrdet kun tre gader herfra. En kvinde som endnu ikke er identificeret.” ”Virkelig?” Mira lød næsten, som om hun kedede sig, men da han kiggede på hende, havde hun vendt sig om, og der var en fure mellem hendes øjne, bekymret men stadig sød at se på. Han havde lyst til at række ud og røre ved hendes hud der, mærke furen mod sine fingerspidser. ”Hvordan skete det?” ”Undskyld hvad?” Han havde glemt at høre efter. ”Hvordan blev hun myrdet? Kvinden? Var der nogen, der stak hende ned?” Han kunne godt huske det, men noget fik ham alligevel til at kigge på artiklen i avisen igen. ”Hun blev kvalt,” sagde han. ”Med en form for snor.” ”Det lyder ikke rart.”

Visir # 77

”Nej.” Han slikkede sine læber, øjnene fæstnet på billedet af gaden hvor det var sket. Liget kunne ikke ses, men han kunne forestille sig det. Han tænkte over hvilken slags snor, der mon var blevet brugt. Et reb eller måske var det silke – silke var stærkt, var det ikke? De havde haft en udstilling om Silkeruten fra Kina på museet for nogle måneder tilbage, og Mira havde haft et silketørklæde på hver dag, et der var hvidt og guld og rødt og sort. Det havde fået hendes øjne til at skinne. Han lagde avisen fra sig havde pludselig ikke lyst til at læse mere. I stedet kiggede han på Mira, på hendes runde hofter og den fine talje. Hun havde ikke noget tørklæde på i dag, selvom vinden udenfor var bidsk. I stedet var hendes hals til fuld skue for alle, huden blød som dun og med et rundt modermærke halvskjult af skyggen fra hendes hage. Det var en sød hage, det havde han tit tænkt på: lille og fin, en smule spids, men det gjorde den bare endnu mere charmerende. Han havde ofte kigget på statuerne af de gamle græske gudinder og tænkt, at det kunne være Mira, der var afbildet der som Venus eller Diana.

Novelle

Hysteri

”Du,” sagde han med mere mod, end han følte. Hans hænder føltes svedige. ”Måske skulle jeg følge dig hjem senere? Det føles ikke rigtig sikkert at gå alene, gør det?” Hun tøvede, og han var bange for, at hun ville sige nej. Men så smilede hun til ham, ømt og smukt, så han kunne se hendes perlehvide tænder. ”Det lyder som en god idé.” Hans hænder rystede, da han tog sin jakke på senere. Der havde kun været to gæster på museet i aften, og de havde lukket og slukket tidligt. Der havde været et forvrænget udtryk omkring Miras mund og en skælven omkring hendes læber, da hun prøvede at skjule det. Det var hende, der var nødt til at ringe til direktøren i slutningen af måneden og gøre regnskab. Hende der skulle forklare sin egen far, at det gik ned af bakke med den forretning, han havde slidt og slæbt for at bygge op. ”Det skal nok gå,” sagde John til hende, og hun gav ham endnu et smil, så aftenen føltes alt andet end spildt. Hun havde taget en sort, tung jakke på, en smule ru at røre ved, da hun lod sin arm løbe igennem hans. På vej hjem til hende passerede de gaden, hvor mordet var sket, og Miras skridt blev en smule hurtigere, så hun næsten trak ham efter sig. Han ville gerne blive, se sig om – den morbide nysgerrighed vandt næsten, men Mira var bange, og han ville gerne se galant ud i hendes øjne. En mand der gik rundt og hoverede, hvor andre var døde, var ikke ligefrem prinsen på den hvide hest. De nåede til hendes fordør alt for hurtigt. Nøglen gled ud af hendes hænder, da hun hev den op af tasken, men han nåede ikke at samle den op, før hun havde gjort det. Han forestillede sig, at de begge havde bukket sig ned, deres hænder mod hinanden, da de begge havde rakt efter nøglen. Den raslede i låsen, da hun fik døren op, og hun undskyldte, at hun havde holdt ham fra hans seng. ”Jeg tager bare en taxa.” Han boede langt væk herfra og havde tit tænkt på, at han ville have et nyt sted, et sted tættere på Mira. Han havde spurgt hende om hjælp med at finde noget i området, men hun var ikke selv begejstret for bygningerne her, og naboerne gik hende på nerverne. Hvis ikke det var fordi, museet var så tæt på, så var hun nok flyttet. Og nu var der også sket et mord i nærheden – det gav ham en klump i halsen at tænke på, at hun boede der helt alene, mens en morder var på spil. Skulle han have spurgt, om hun ville med hjem til ham? Hun havde ikke set hans lejlighed før, skønt han havde været i hendes til en lille komsammen for museets medarbejdere. Det havde været lige efter den udstilling, den med Silkeruten, og hun havde rendt rundt med tørklædet flyvende efter sig som en kappe. De havde fået alt for meget at drikke. Hendes øjne havde strålet som stjerner.

Visir # 77

Næste dag var også sløv. En børnehaveklasse kom forbi, men en af ungerne kastede op på gulvet, og da pedellen aldrig var mødt op, var det John, der måtte gøre rent. Mira havde spurgt ham så pænt og undskyldt mange gange, så han prøvede ikke at lade sig gå på af lugten og synet af det. Det var ovre hurtig nok, og hun sagde ikke noget til, at han satte sig ved bordet igen og læste avis bagefter. Det var først, da han højlydt bandede, at hun kom over og bad ham om at dæmpe sig.

Hysteri

Novelle

”Det er sket igen!” Han pegede ivrigt på siden, prøvede at lyde interesseret og harm, og ikke bange. ”En mand er blevet myrdet og liget slæbt hen til skraldespandene på hjørnet.” Han rørte næsten ufrivilligt ved billedet på siden. Det viste sneen, der var faldet i går og de blodige spor, der var blevet trukket igennem det, men det var kun for at vække opsigt: billedet var manipuleret. Manden var blevet kvalt ligesom det første offer. Det havde ikke efterladt noget blod, det vidste John. Mira nåede ikke at sige noget, før telefonen ringede. Hun var ligbleg, mens hun snakkede med dem i den anden ende, nikkede og sagde nej og ja og nej, han mødte aldrig op i dag. Vi så ham i går. Hun sank, hendes fine hals fik røde pletter. Nej, nej, hende har jeg ikke hørt fra siden. Hun lavede vores udstilling, ja. Nej, jeg bookede hende ikke, men han sidder lige her. Vi kan komme med det samme. Det var politiet, fortalte Mira, så snart hun havde lagt på. Hun måtte råbe over skulderen, for hun var allerede på vej over til garderoben efter sin jakke. John sprang ud af stolen for at følge efter. Avisen faldt ned på jorden og spredte sig i fem dele, men han havde ikke tid til at rydde op nu. Det var ikke vigtigt. Deres pedel havde været en mand ved navn Håkon, og for et par måneder siden havde en lektor ved universitetet hjulpet dem med en udstilling om smykker i antikken. Kamilla, det havde været hendes navn, og nu lå hun ved siden af Håkon, hendes øjne lukkede, hendes pande bleg og blank som et spejl. Det skarpe lys fik Håkons blodårer til at se neon-blå ud, men Kamillas havde et grønligt skær. John vidste ikke, om det var normalt. Sådan havde de ikke set ud før, heller ikke sidste gang han så dem. Han fulgte Mira hjem igen den aften igennem sneen, der stadig dalede. Hun pressede sig selv tættere på ham, og skuttede af kulden, men da han spurgte efter hendes tørklæde, rynkede hun brynene og sagde, at hun ikke havde set det siden efter udstillingen, siden… ja, det måtte have været den fest, kunne han huske den? Og John rynkede også brynene, og lod som om, det tog et øjeblik, før det kom til ham, selvom han kunne huske den aften så tydeligt, som var det sket i går. Hun havde været så smuk at se på den aften.

Visir # 77

Ved hendes hoveddør vendte hun sig om, og gav ham et langt knus. Hun stod på trappen, et trin over ham, så hans ansigt blev presset mod jakken imellem hendes skulder og hendes hals, og hun duftede af sneen, de havde gået i og parfume og museet, hvor de arbejdede. Nogle gange forestillede han sig, at de skulle dø sammen, lige der i museet og deres lig ville blive balsameret og sat i sarkofager, og de ville blive udstillet side om side, så fremtiden kunne se på dem og undre sig over, hvad de havde lavet, hvordan de havde levet, om de havde elsket og festet og opført sig, som man gjorde i fremtiden. Det var først, da han sad i taxaen halvvejs hjemme, at han huskede en dag for to uger siden, da han havde set enden af hendes tørklæde hænge ud over kanten på hendes

Novelle

Hysteri

taske. Hun havde haft det med på museet, men hun havde ikke taget det på. Måske var det faldet ud af tasken, og hun havde glemt det der. Næste morgen var der en lang kø foran deres indgang, og det myldrede ind med mennesker, sådan så John knap nok nåede at holde pause og i hvert fald ikke fik set på avisen. Deres billetdame var helt rød i hovedet af anstrengelse, og Mira havde sorte rander under øjnene, som om hun ikke havde lukket et øje hele natten. Men hun smilede så stort, at John glemte alt om lig og døde bekendte, og selvom han var træt, og der var alt for mange mennesker og børn, der vrængede ansigt af udstillingerne, så var han lykkeligere, end han længe havde været. Mira lo og dansede, da gæsterne var gået, og hun talte kassen op, og da hun var færdig, løb hun hen og slog armene om halsen på ham og kyssede ham på kinden. I sin lykkes rus gik han længe rundt og ledte efter tørklædet i depotrummet, i hjørnerne af garderoben og inde i det lille køkken, der lugtede af kaffe og lim. Han ville overraske hende, gøre hende endnu mere glad, end hun allerede var, gøre hende glad på grund af noget, han havde gjort. ”John? Vi skal til at hjem, kommer du?” Tørklædet var ingen steder at se, og han gav modløst op. Han slog det hen, for Mira var glad og tænkte slet ikke på det. Døden fra i går kunne ikke røre dem nu, selvom John ikke kunne lade være med at tænke, at deres succes var kommet ovenpå to menneskers liv. Mira nævnte det ikke, og han ville heller ikke snakke om det, ikke længere. Så længe hun var glad, så var alt i orden. ”Skal jeg ikke tage din taske?” spurgte han, for det var vel sådan man gjorde, når man ville imponere, når man ville vise, at man var til rådighed selv for den mindste ting. Men Miras arm gav slip på ham, og hun veg tilbage, hendes smil så frossent som isen på vejene. ”Nej nej,” sagde hun. ”Nej, det er fint. Jeg vil hellere selv bære den.” Hun stoppede midt på fortovet og kiggede op på ham. Hendes ansigt var gemt i skygger. ”Jeg har dårlig samvittighed,” sagde hun. ”Din sidste bus går nu – du behøver ikke følge mig hjem.” ”Men…” Han kunne da ikke bare lade hende gå hjem alene. ”John, det er fint, ikke? Jeg vil gerne gå selv.” Det kunne han på ingen måde tillade. Om han så skulle forfølge hende hele vejen hjem, så ville han gøre det. Han var sikker på, at hvis han lod hende ud af syne nu her midt om natten, så ville hun blive det næste offer. Hvordan kunne hun tro sig selv sikker? Det var alt for farligt, og hvis han mistede hende, så vidste han ikke, hvad han skulle gøre.

Visir # 77

”Mira, det…”

Hysteri

Novelle

”Se.” Hun pegede bag ham, og han vendte sig rundt og så en politibil parkere lige på hjørnet mellem dem og starten på den gade, hvor hun boede. ”De snakkede om at komme forbi senere. Jeg skal tale med dem om nogle ting. Det er nok bedst, du ikke er her.” Hun blev stram i ansigtet, da hun sagde det sidste, og hun kiggede på ham på en måde, han aldrig havde set før. Han faldt næsten om, da det gik op for ham, at hun var bange, bange for ham fordi… fordi… ”Mira…” ”Vi ses i morgen, ikke?” Hun ventede ikke på svar, men stod op på tæerne, hendes små, fine tæer, og kyssede ham på kinden. Han forestillede sig, at han kunne mærke aftrykket, hendes læbestift efterlod, og han var bange for at røre ved sin kind på hele turen hjem, i tilfælde af at han skulle tvære det ud ved en fejl. Hans hjerte dundrede i brystet, og han sov ikke hele natten, men vandrede rastløs rundt, som en ånd der fløj gennem mørket. Det betød ikke noget, hvad hun næsten havde sagt, hvad han havde troet, hun tænkte om ham. Hun havde kysset ham, og han havde aldrig været lykkeligere. Resten af ugen var lige så travl. Gæsterne strømmede til, og han blev spurgt om de døde igen og igen, indtil han tog sig selv i at beskrive mordstederne med grufulde detaljer, som havde han selv været der. Han kunne male billeder med ord, kunne forklare præcis, hvordan Kamilla havde ligget, det ene ben bøjet under det andet, hendes arme spredt ud fra sig som en korsfæstet. Håkon havde været noget lidt andet – han var blevet slæbt, kroppen havde ikke fået lov at få fred, før han var så tæt på museet som muligt, uden at alle naboerne så det før om morgenen. Han var blevet efterladt i en bunke af døde lemmer, og hans hals havde været blå, den havde gået indad, der hvor snoren eller rebet, eller hvad det nu var, havde presset på. Det var først, da han så Mira, der stod i indgangen til køkkenet og betragtede ham, at han følte skammen vælde op i sig. Hun havde det udtryk i øjnene igen, som var hun bange. Han brugte resten af den dag på at overbevise sig selv om, at han ikke havde set det, at hun ikke rigtig var bange for ham. Hvordan kunne hun også være det? Han ville aldrig gøre hende noget ondt. Ikke hende.

Visir # 77

Weekenden kom alt for hurtigt, og de lukkede museet sammen, bare de to. Mira var lige så udmattet som ham, men glæden hang ved hende. Hun lignede en solstråle, selv i det sorte tøj hun havde haft på tidligere i formiddags til begravelsen. Det havde været Håkons – Kamillas familie havde ikke inviteret dem til hendes. Mira havde virket både vred og lettet over det. ”Du,” sagde hun, på den der måde hun havde, et så enkelt ord der fik hele hans opmærksomhed ved bare at komme ud af hendes mund. ”Skulle vi ikke tage hjem til dig? Jeg har vist aldrig set din lejlighed.” Hans hjerte snublede over sig selv. ”Lad mig hente din taske.” Hun smilede så tænderne skinnede. ”Nej, det klarer jeg selv.”

Novelle

Hysteri

Den var ikke meget værd hans lejlighed, men han havde i det mindste ryddet en smule op. Mira kiggede rundt, mens han fandt vin, og hans hænder rystede kun en lille smule, mens han skænkede op i de to glas, noget af det eneste fine og dyre han havde i sit hjem. Han havde aldrig brugt dem: han havde altid vidst, at han først ville gøre det, når Mira kom på besøg. Han holdt dem stille i sine hænder, da han gik ind i stuen, og så hende bøjet over sin taske i færd med at lukke den. Hun vendte sig rundt, det lange hår faldt over hendes skulder som bølger. Hun smilede stadig, virkede afslappet nu, mere afslappet end han havde set hende i månedsvis. ”Hej, du,” sagde hun, og tog vinen, og tog også et kys. Han vågnede næste morgen til et rabalder mod døren og et råb om at få lukket op. Han troede, at det var Mira, der havde låst sig ude, for den side af sengen, der skulle have været fuld af hende, var helt tom. Puden var kold, men lagenet var stadig varmt. Han lod sin hånd glide hen over det, indtil der blev banket hårdt på døren igen, og en stemme, der slet ikke var Miras, råbte hans navn. ”Åh,” sagde han, allerede inden han kom i tøjet og fik lukket helt op. ”Vi har en ransagningskendelse,” sagde politiet, så snart han fik lukket halvt op, og de brast ind, så håndtaget fløj ud af hånden på ham, og han måtte springe til side for ikke at blive ramt af brede skuldre i uniform. De endevendte lejligheden, tog glassene – de fine, dyre glas, som Mira havde holdt om med små, fine fingre – og vendte puderne, åbnede alle skuffer, indtil en af dem hev noget frem under sofaen, noget hvidt og guld og rødt og sort. ”Muligt mordvåben,” sagde den, der stod med tørklædet, som svajede let i vinden, der kom ind fra den åbne dør. ”Arrester ham.”

Visir # 77

Hysteri

Digt

Af Mau Lindow, litteraturhistorie

Cooking is alchemy, cooking is all about developing flavor. Today, you have to make a dish with a perfect veal jus. 1. “I am happy with your sauce, it has nice flavor Your children will be very proud of you,” he says “Thank you, thank you All that emotion, all of the drama during the cook was really worth it,” she says 2. “Walking up to the judges I am starting to doubt what I have done It’s just ravioli with a runny sauce,” she says “The problem for me is: I can’t taste the sauce This could possibly be in the bottom three”, he says 3. “I am really nervous I know that this is a sauce challenge and my sauce is not that good Hello, I’ve made herb crusted lamb rack with a veal jus,” she says “Oh my goodness it’s thick There is only a teaspoon You take your eye off the pan for a few seconds and that’s what happens,” he says 4. “Fillet of beef with potato purée, carrots and mushrooms,” she says “It’s honest, it’s true The whiskey in the sauce, the mash, the beef What you’ve achieved is quite classical which is very beautiful,” he says 5. “Spiced duck breast with sweet potatoes and a raspberry-veal jus,” she says “The flavor, just hands down, it’s the nicest sauce I have tasted today Don’t look so worried – can’t you see we all enjoy it? You’ve arrived at the competition,” he says

Visir # 77

6. “You got so much going on, on that plate You need to edit what you do What you’ve showed us is that you’ve worked very hard, you love experimenting, but you have to stop yourself from overcomplicating things,” he says

Digt

Hysteri

7. “I am feeling anxious because I had the advantage today and I think they’re expecting a lot,” she says “What have you done that isn’t quite right?” he asks “The quail – I think it’s a bit overcooked, I just really felt the pressure today,” she replies, crying “That sauce is almost too strong, it dominates everything else on the plate. You allowed pressure to get to you, and that’s such a shame,” he says Number two, three and seven, please step forward. You three will go into the elimination challenge tomorrow Number one, four and five, please step forward. You three have cooked the best dishes today Congratulations

Visir # 77

Hysteri

Digt

Søvnløs

Visir # 77

Af Cecilie Kjærsgaard, litteraturhistorie

Det lugter lidt jordslået og vådt Og jeg stavrer forbi underbukser og striktrøjer på skelettet Indhyller mig i hvide dyner og duften af dig David Beckham Intimately Yours Med hundrede biografture og hundrede restaurantbesøg efter sig Men også for hundrede år siden på et snævert værelse et sted langt herfra og jeg lukker øjnene Og så begynder det du ånder tungt og mumler, mens mine øjne ruller rundt inde bag øjenlågene som en enarmet tyveknægt ruller, rundt og rundt ding ding ding og jeg vender mig rundt flytter din arm du er for fanden på min side skubber din søvnvægt, din varme Men øjnene kører stadig og jeg sætter mig op og tager dem ud af deres huler det er ikke til at holde ud trækker de slimede tråde efter øjnene i lange lyserøde bløde silkesnore som jeg prøver at gøre til et fint halssmykke og jo, jeg husker godt dengang i sjette klasse, da Sandra fra parallelklassen rev bukserne ned på mig foran ham der nu kommer sammen med én fra medicin og de har vist nok en hund der hedder Bob jeg går i endnu en akrobatisk stilling da tæerne krummer sig, hele skinnebenet krummer sig for nu kommer billederne på én lang stribe da jeg startede bilalarmen ved busstoppestedet jeg prøvede at synge til et guldbryllup og den vittighed i det sommerhus der bare slet ikke var sjov Og mine lemmer forvandler sig til benene på en grøn knæler idet den smyger sig frem på en gren et sted i regnskoven efter et bytte i én lang pinlig sammentrækning men det er ikke nok for der er aborter og militær værnepligt og hvad synes jeg egentlig om Amnesty og jeg slynger øjeæblerne over hovedet rundt og rundt i loftet Ufatteligt du ikke vågner jeg får lyst til at krænge dit øre ud over dit hoved som en stor svamp der omkranser den venstre hjernehalvdel og kigge ind og råbe hallo

Digt

Hysteri

hvad med klimakrisen får vi 2045 at se og jeg giver op nu for flammerne slikker sig indenunder huden ved min hjerne og ordene billederne tankerne kommer væltende marcherende ind så jeg står op uden at vække dig og skriver om øjne jeg slår ud på panden som spejlæg mens du ligger med en krusning på de sprukne læber og du er langt væk i grønne enge med den hund I havde da du var barn Max eller Oswald hvad fanden var det nu den hed og du er glad for du kaster bold Max/Oswald/Tarzan er for længst død som hvalp for din onkel skød den med et jagtgevær en dag du ikke var hjemme det kan også være du løber i grønne enge med en kælling du så på Pornhub jeg håber på det med hunden

Visir # 77

Hysteri

Billedserie

Varme drĂ¸mme i vinterkulden

Visir # 77

Af Mia Olivarius Nielsen, litteraturhistorie

Billedeserie

Hysteri

Visir # 77

Hysteri

Billedserie

Hysteri

Visir # 77