Issuu

N r .

7 5

A p r i l

2 0 1 6

Redaktion Mette Grandahl Mathilde Ravn Melvang Anna Rosenkrands Uldall Maria Lundehave Jeanette Sigtenborg Rasmussen Jeppe Lauridsen Rikke Christensen Emilie Winther Jensen Anne Katrine Bessmann Adresse Kirstine Sø Dieckmann Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Forsidelayout Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Emilie Winther kasernebladetvisir@gmail.com Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 28. november 2016 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden 1. september Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Lad dig forføre!

Visir har brug for dig!

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Oplæg til næste nummer Fremtiden!

9 10 12 16 22 26 28

Tema: Begær Illustration, Ditte Hessellund Kappel Scoreformlen, Elham Amiri, Frederik Stick og Markus Mosbech Tomt dådyrblik og lolitadrømme, Mathilde Ravn Melvang Desire and pure facking låvestuff, Anne Katrine Bagai Vagina Remastered, Esben Staugaard Vandets strømninger, Anna Rosenkrands Uldall ”På Kasernen uddanner de sig til dagpenge”, Ida Ravn Homilius

38 40 42 45 51 54

Anmeldelser Fornuft og Følelse: Jane Austen bliver til komedie og minimalisme, Kirstine Sø Dieckmann Moderskab er en sygdom, der skal overstås, Karoline Schwartz Hvingelby En italesættelse af italesættelsen, Anna Rosenkrands Uldall At være fange i sin egen frygtelige, forvirrende forelskelse, Mette Grandahl Kingsman: The (Not So) Secret Sexism, Kirstine Sø Dieckmann En glitrende overflade, en bundløs dybde, Katrine Winther Tiden, farverne og pigerne, der var hunde, Mathilde Ravn Melvang

Skønlitteratur Safari, Simone Due

Annonce: Marxistisk kulturkritik: Vil du være med?, Jacob Meyer Hald

Billedserie hexeri, Mathilde Ravn Melvang

64 65

Arkivguld Luderen, Christina Faaborg Jensen Klip klip, Jess Neje Nippelen

Visir # 75

Leder

Lad dig forføre! I en solrig april-weekend mødtes VISIRholdet i Hovedbygningens mørke katakomber, og skruede helt op for varmen. Temaet for VISIR #75 er ”Begær”, og en lille advarsel er vist på sin plads, kære læser: Magasinet, du nu holder i dine allerede svedige håndflader, er fyldt til bristepunktet med begær. Begær efter den rigtige person, eller noget helt udefinerbart; begær efter hed sex eller dyb kærlighed. Det tager mange forskellige former, men besætter ethvert individ, som en lille gotisk skygge, der kaster sig i rationalitetens ophøjede lys. For hvad end du vil det eller ej, er det let at genkende: Dine følelser pirres, du forsøger måske et øjeblik at undslippe det uundgåelige, men før du ved af det, skriger din krop efter tilfredsstillelse, og du bukker under for en følelse, ingen vilje kan kontrollere.

Visir # 75

Det kan også være svært at skelne én lidenskab fra en anden, og måske smelter det hele bare sammen - måske er det sket i dette blad. Er dét objekt, du begærer, egentlig bare en undskyldning for at slippe din vilde lidenskab løs på en uskyldig verden? Hvad end du hung-rer efter, er det måske blot et tegn på en kronisk tørst, en tilstand som du aldrig helt kan tilfredsstille. Vores bidragsydere og skribenter har sluppet deres indre monster løs, og vi på redaktionen har forsøgt at vise alle skyggesider af dette fæle bæst: Vi har intime digte, hede

noveller og frække scoreformler, beskrivelser af små, svedige bryster, en golddigger-koefficient og vilde sex-scener med Fanny – alt i håbet om at tilfreds-stille dit begær. Hvis du ikke har fået nok af dét, kan du også kaste dig over vores anmeldelser, som i denne udgave dækker alt fra Sylvia Plaths mesterværk Glasklokken til den, ifølge anmelderen, sexistiske og stereotypiske actionfilm Kingsman: The Secret Service. VISIR #75 indeholder derudover en artikel om Lana del Rays begærsretorik, en billedserie om ”hexeri”, redaktionens anbefalinger og reklamer for spændende arrangementer på Kasernen. Kort sagt, så kan du, kære læser, uden tvivl få tilfredsstillet ethvert begær, du måtte have, i denne hede jubilæumsudgave af VISIR. Det eneste, det kræver, er at du bladrer om på næste side, og begiver dig ind i en verden af lidenskab. Rigtig god læselyst!

Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@gmail.com

Visir # 75

Begær

Anbefaling

Redaktionen anbefaler Gå en tur i skoven, den er pæn for tiden. Fejr Shakespeares 400-års dødsdag, han var en stor ordekvilibrist, et enestående geni i litteratur– og teaterhistorien, og som litteraturforskeren Harold Bloom siger: ”There is no God but God, and his name is William Shakespeare”. Man kan eventuelt kombinere de to ting og tage A Midsummer Night’s Dream med i skoven. Vi anbefaler, at man ser den nye Junglebogen, Vi havde ingen forventninger, men den var faktisk flot lavet. Et tip kunne også være at tage til Kasernebaren og KURS’ efterfest til kapsejladsen, der kommer liveband (Suspenders), og det bliver godt. Vi vil gerne anbefale, at man smører kæden på sin cykel regelmæssigt. Gerne en gang om ugen, når vejret er så ustadigt, som det er for tiden. Vi kan anbefale brie med honning, det smager virkelig godt. Læs Visir! Vi har nu overlevet 75 numre, og det er værd at fejre. Hele redaktionen læser Proust for tiden. Vi anbefaler Proust til et tidspunkt, hvor du har tid nok. Som i sommerferien. Eller nu, hvis du mod forventning har det rimelig afslappet med eksamen. På sporet af den tabte tid er virkelig en tidsrøver, men den er også god. Rigtig god endda, selvom man umiddelbart godt kan være skeptisk anlagt, når man hører, at det er 4000 sider om en astmatisk mors-drengs tilværelse i den franske overklasse.

Visir # 75

Vi anbefaler SPOT-festival!

Anbefaling

Begær

Redaktionen anbefaler ikke

At man stjæler elkedlen fra De Studerendes Hus uden at levere den tilbage igen. Dårlig, dårlig stil (vi foreslår en slags ’frit lejde’-situation, hvor tyven får mulighed for at tilbagelevere kedlen indenfor et begrænset tidsrum uden repressalier... Ellers kommer redaktionen efter dig!). Vi anbefaler ikke, at man svinger for skarpt på cyklen (så vælter man) (et af redaktionens medlemmer er meget optaget af cykler for tiden). Man bør ikke åbne sit vindue, når overboen holder fest. Man risikerer at ens lejlighed lugter af bodega i flere uger efter – uden at man selv har haft glæde af festen. Øv. At man tøjlesløst og ivrigt vifter med armene, når folk omkring en har øl i hænderne (hint: fredagsbar). Det kan kun ende dårligt. Koriander. At man stjæler fra andres fryser på kollegiet (hvem har taget min regnbueis??). Man bør virkelig IKKE ikke ikke komme i gæld til statsbiblioteket. Det er en ond spiral: hvis først du skylder dem penge, går der ikke længe inden inkasso kommer efter dig.

Visir # 75

Oplæg til næste nummer

FREMTIDEN! Fremtiden er mildest talt et vidt begreb! Det kan rumme både kæmpestore emner, men samtidig er fremtiden også en lille ting, et liv som det ser ud i morgen, når man måske snart er færdig på universitet, og dermed begynder på en helt ny og spændende personlig fremtid! Fremtiden kan være alt fra et postapokalyptisk Mad Max samfund til litteraturens potentielle fremtid som ebøger, eller måske hvem der bliver det næste store navn inden for musikken – det er begyndelsen på noget nyt, men også slutningen på noget andet! Så find pennen eller tegnegrejet frem, hvis du fx sidder og gemmer på en ide eller er frustreret over, hvad fremtiden kommer til at bringe for lige netop dig. Hvis det til gengæld kribler i fingrene, og du gerne vil skrive en novelle om zoombier eller andre overnaturlige væsner, der erobrer verdenen, så modtager vi også gerne det. Men! Hvis du mere er YOLO, Carpe Diem-typen, der lever i nuet og ikke bekymrer sig så meget om de kommende dage eller år, så er du mere end velkommen til at skrive noget andet. Om det er prosa, anmeldelser, tegninger eller andre kreative påfund, så tøv ikke med at sende det ind til VISIR.

Visir # 75

Send dit bidrag til: kasernebladet@gmail.com Deadline er d. 28. september 2016

Illustration

BegĂŚr

Visir # 75

Af Ditte Hessellund Kappel, ĂŚstetik og kultur

Begær

Den anden side: Mads Føk

Scoreformlen

Af Elham Amiri, Frederik Stick og Markus Mosbech, Mads Føk

Visir bringer i dette nummer en artikel fra Mads Føk, der er et blad for de studerende ved mat-fys-faggruppen på Aarhus Universitet – skrevet af studerende til studerende. Mads Føk indeholder alt fra tegneserier til datingannoncer og anmeldelser af kunsten rundt omkring på Aarhus Universitet. Bladet trykkes fire gange årligt, og det bliver uddelt på bl.a. matematik, fysik og datalogi/IT. Hvis man ikke befinder sig disse steder til daglig, kan bladet også læses elektronisk på www.madsfoek.dk/udgivelser Du kender sikkert situationen. Du står på en bar i byen, omgivet af flere kvinder end du har set hele ugen, og du vil så gerne score dem, men du ved simpelthen ikke hvordan. Mads Føk gennemgår her en formel der kan hjælpe dig i denne svære situation.

Visir # 75

Scoreformlen er tiltænkt den forvirrede studerende, der ønsker sig et værktøj til at udregne sine chancer for at score en dame. Denne formel er den umiddelbart mest rudimentære version af Scoreformlen i og med at den ikke medtager tidsparametre eller position. Ligeledes tager denne formel heller ikke højde for relativistiske effekter.

: Scorekoefficient : Maskulinitet : Attraktivitet : Kemi : Penge : Golddigger-koefficient : Krop : Erhverv : Social status

Scoreformlen kom til verden en forvirret eftermiddag af to førsteårsfysikere i en tåger i Matlab, og sidenhen er den blevet rettet til og revideret. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det der med at score piger kan være svært, når man kommer fra Science and Technology. En ting vi dog er gode til, er at putte ting ned i formler og anvende dem. Så hvorfor ikke se om man kunne beskrive en scoring matematisk?

Parametrene afhænger af den enkelte pige og mand. Når formlen er udfyldt, har man et udtryk for, hvor stor en sandsynlighed man har for at score pigen. Ser resultatet lidt for skidt ud, kan man overveje om man vil ændre lidt på nogle af parametrene, og dermed få en bedre chance for at få noget, f.eks. ved at finde en pige med lavere standarder eller begynde at læse medicin.

hvor

Pengeleddet fastsættes ud fra hvor mange penge du har. Hvis du har råd til at købe drinks i byen er du en 1’er, hvis du er Bill Gates er du en 10’er. Fattige mennesker er i minus, både på kontoen og i byen. Pengeleddet ganges så sammen med Golddigger-koefficienten, som

De faktorer, der indgår i formlen er

Den anden side: Mads Føk

er hvor meget mellem 0 og 100 procent, damen går op i dine penge. Da disse to faktorer udgør et uafhængigt led i Scoreformlen, kan man allerede se her, at Bill Gates faktisk ikke behøver at gøre mere end at være rig for at opnå kys og sex fra damer med en tilpas høj Golddigger-koefficient. Din attraktivitet afhænger af faktorerne Krop, Erhverv og Social Status. Kropsparameteren kan præciseres vha. de underordnede parametre: symmetri i ansigt, store øjne, hofte/talje proportioner, duft og hygiejne, som skal ganges sammen. At erhverv kan sætte skub i tingene, kommer nok heller ikke bag på nogen. Vi har alle prøvet at være i byen og så snart det bliver nævnt at man er fra science, kan man hurtigt se håbet dø i hendes øjne. Omvendt får man allerede en lille stådreng, når man hører, at hun læser til sygeplejerske. Arbejdsløshed kan være en dealbreaker, med mindre du er den lykkelige indehaver af en Eurojackpot. Derfor skal man som filosofistuderende måske bare gå hjem og tænke over sit liv. Hvis alt kokser, kan du trække på din høje sociale status, hvis du har sådan én. Erfaringer viser, at damerne automatisk bliver tiltrukket af succes, så står du der og kampsveder over, at hun ikke virker alt for interesseret, skal du bare trække din seneste godkendte aflevering frem (eller dine 100% i sci2u)!

Begær

ne man tænke, at det måske kunne være nice at have flere personligheder, men det viser sig, at kvinder foretrækker kvalitet over kvantitet i denne sammenhæng. Formlen har gennem empiriske undersøgelser vist, at den også kan anvendes for kvinder, der ønsker at imponere mænd. Den mest relevante forskel her er, at pengeleddet bliver til patteleddet, som består af damens bryststørrelse og mandens brystkoefficent, som altid er 1. Til slut kan vi nævne en anden scoreteori, der nærer stor anerkendelse i visse cirkler, den såkaldte soulmateteori. Ifølge denne teori kan du kun score den eneste ene, men til gengæld kan du altid score din udkårne. Dette beskrives ved hjælp af Diracs deltafunktion.

Hvor Ssm er din sandsynlighed for at score ifølge soulmateteorien, p er den person du gerne vil score og sm er din soulmate. Held og lykke med scoringer fra Mads Føk!

fremtidige

Kemien mellem jer er udgjort af jeres humor/charme, personligheder og feromonerne I hver især udskiller. Her kun-

Visir # 75

A r t i ke l

Begær

Tomt dådyrblik og lolitadrømme Om Lana Del Reys begærsretorik og Sad Girl-æstetik Af Mathilde Ravn Melvang

Visir # 75

Screencap fra “Born to Die”-videoen Lana del Reys image er bygget op på så mange klicheer, at det nærmest i sig selv skaber mystik. Det er lige før, hun slet ikke behøver myten om den rige pige, der finder sig selv på bunden af samfundet og aldrig helt kan vænne sig til endelig at have fået det spotlight, hun altid har drømt om. Inden hun slog igennem som Lana del Rey, nåede hun at hedde både ’Lizzy Grant’, ’May Jailor’, ’Sparkle Jump Rope Queen’ og Lana del ’Ray’. Det burde være paradoksalt, at det var det mest pompøse og kikset stereotype navn af dem alle, der fulgte hende ind i berømmelsen, men på en eller anden måde passer det godt ind i resten af fortællingen om Lana. På samme måde som diskussionen om, hvor vidt hele hendes persona er gennemkunstig og konstru-

eret er døet ud i takt med diskussionen om hendes store læbers ægthed. Det er ikke så vigtigt, om hun er en snu mediedomptør eller ej. Det er bare vigtigt, at det virker. Og det gør det. På trods af, at hendes albums stadig kredser om de samme tematikker, som i begyndelsen, har især den forrige udgivelse Ultraviolence hentet stjerner hjem fra anmeldere over hele verden. Det skyldes måske især den musikalske fornyelse, som den nyeste udgivelse Honeymoon, så til gengæld synes at mangle. Lana dyrker stadig de samme personaer: Lolita’en, den fortabte ’sad girl’, ’fars pige’, den rige pige, den vilde pige – og vigtigst af dem alle (i denne skribents optik): nostalgikeren. For et af hendes store virkemid-

A r t i ke l

Begær

ler er nemlig tilbageblikket; de længelsesfulde glimt af ’times past’, som vi nogle gange kan få af at genopleve tidligere tiders musik, mode, kunst eller film. Fortiden forherliges i stort set alle afskygninger i Lanas selvbetitlede ’sadcore’genre. Det være sig i musikvideoerne, der ofte (især i starten) gav udtryk af at være amatørklippede hjemmevideoer, filmet med rystet, håndholdt kamera og mixet med klip fra gamle film og klip af Lana, der synger. Eller det være sig i tøjstilen, der veksler mellem tresser-stil med minikjoler og højt hår eller voluminøse halvtredserrober. Lana sælger sin musik på begær og drømmen om det uopnåelige som stort set alle andre populære musikere i dag. Men hos hende er begge dele

rodfæstede i fortiden, i kønsroller, kvindeidealer, traditioner og æstetikker, som vi har lagt bag os i det senmoderne samfund. Hvem kan gøre det cool og sexet at være housewife? Det kan Lana – i videoen til National Anthem, hvor hun som en Jackie Kennedy-kopi snor sig op ad rapperen ASAP Rocky, der agerer sort JFK. Samme video starter med et klip af Lana, der reinacter Marilyn Monroes fødselsdagssang til selvsamme ’Mr. President’. Både Marilyn OG Jackie O.; allerede her er scenen sat for sad girl-Lana – for man kan ikke både være elskerinden og hustruen på samme tid, uden at det skaber nogle problemer. I Lanas del Reys tekstunivers er ikke kun satire over, men også sympati for både golddiggeren og

Visir # 75

Screencap fra den tidlige hjemmeklippede ”Born to Die”-video

Begær

Visir # 75

trofækonen; ”Money is the anthem/of succes/so before we go out/what’s your adress?” (del Rey, 2010: “National Anthem”), den ’anden kvinde’ og en Lolita, der absolut ikke er et offer; ”No more skipping rope, skipping heart beats with the boys downtown/Just you and me feeling the heat even when the sun goes down” (del Rey, 2010: “Lolita”). Faktisk virker det som om Lanas Lolita har annekteret Nabokovs Humberts ord ”Light of my life, fire of my loins/be a good baby, do what I want” (del Rey, 2010: “Off To The Races”). Ofte virker nostalgien også som et middel til at dykke ind i en gammeldags nationalfølelse, der dyrker et Amerika med åbne vidder, frihed og Gud som eneste herre, for eksempel i sange som ”Ride” og ”American”. Eller, om man vil, med Gud som den ultimative ’daddy’-skikkelse i et univers, hvor stor kærlighed er idealet og synd er en uundgåelig tilstand, men hvor der ingen skam eller undskyldning er – sympatien ligger som nævnt hos synderen. Et interessant greb i denne fortidsdyrkelse er brugen af intertekstualitet. Som nævnt henter Lana meget af sin begærsretorik hos blandt andet Vladimir Nabokov, forfatteren til Lolita, der ofte citeres direkte. Det er også her hun finder fascinationen af det komplekse begærsobjekt: fremprovokerer lille Dolores Haze (/Lolita) bevidst Humbert Humberts begær, eller er det bare noget, han fejllæser/ønskedrømmer i hendes dådyrblik og tidligt udviklede krop? Det tvetydige i forholdet bliver dog sekundært hos Lanas fortællerjeg, der nyder det problematiske og syndige i sin rolle som under-

Skønlitteratur

danig ’little starlet’ i en relation til ’my old man’, der ofte er omgærdet af mystik, kriminel eller gift med en anden kvinde. På samme måde namedropper og citerer hun i et væk store navne fra tidligere tiders kunst og kultur: Elvis, James Dean, Walt Whitman; referencerne rodes sammen uden nødvendigvis at have andet til fælles end at være målene for Lanas længsel efter frihed, kærlighed og et ’lev stærkt, dø ung’-ideal. Som i ”Body Electric”, hvor titlen er en reference til en linje i et Walt Whitman-digt, og teksten blandt andet lyder ”Elvis is my daddy, Marilyn’s my mother,/Jesus is my bestest friend./We don’t need nobody/'Cause we got each other,/Or at least I pretend.” (del Rey, 2012, “Body Electric”). Lana del Rey væver altså fortiden ind i sit eget narrativ, og er tilsyneladende fuldt bevidst om, at det er ’pretend’. Der er ingen kritisk stillingtagen til, om det nødvendigvis var så meget bedre i gamle dage, tvært i mod virker det, som om hun dyrker fortidens smerte, ensomhed og hårde sider lige så inderligt som de positive. Der forbliver altså en melankoli i dyrkelsen af gamle tider og idealer, en bevidsthed om at det trods alt aldrig kan blive som ’i gamle dage’. Dobbeltheden mellem det reelle nu og det ideelle før går også igen i orkestreringen af sangene, hvor heftige strygere ofte kombineres med hip hop-lignende beats eller tunge guitarmelodier. Lytterne er i nuet med Lana, men dyrker og fantaserer samtidig om et før, der er en konstruktion af begær, nostalgi, eskapisme og en ekstrem friheds-

Begær

trang, som ikke kan rummes af den snærende nutid. Hendes persona spiller på en følelse af ikke at passe ind i den moderne verdens grimme, forhastede og uromantiske realiteter. Så når hun på ”Blue Jeans” synger til en James Deanlookalike, at hun “[…]told you I ’wanted more’/That's not what I had in mind/I just want it like before/We were dancing all night/Then they took you away/Stole you out of my life/You just need to remember” (del Rey, 2010, ”Blue Jeans”), kunne hun lige så godt tale om en fortid, der ligger langt længere tilbage, tilbage til

A r t i ke l

den rigtige James Dean, tilbage til en tid, hun aldrig har oplevet, og derfor kan digte for sine tilhørere – et alternativ til virkeligheden, et sted, hvor alting er mere ægte, føles stærkere, friere og smukkere: ”I just want it like before [...] you just need to remember”. Og måske er det netop den følelse, hendes fans dyrker, når de, både bikertyper og små piger med blomsterkranse, kaster røde roser op til hende på scenen, synger med hende, græder af bevægelse med hende og hjælper hende med at holde illusionen i live.

Screencaps fra ”Tropico”, der er en kortfilm med tre af sangene fra Paradise EP’en.

Visir # 75

Begær

Digte

DESIRE AND PURE FACKING LÅVESTUFF Af Anne Katrine Bagai, litteraturhistorie

lille ønske et genskind en hånd en hulning hvor ingen kan kravle ind er det for meget at bede om er det for meget et liv eller en rystelse der ikke tager pusten fra mig sætter musklerne i anarki mine arme er så trætte af at løfte vandet maden gryderne børnene dig og din krops hvileløse er det for meget en ro der giver genklang alle de gange vi kørte ud i skoven de bregner der vippede i yderkanten grønt fyrværkeri summende insekter i frekvens med bilernes udstødning vores lukkede øjenlåg ved havet er det for meget at bede om

Visir # 75

ikke at være andet end det

Digte

Begær

lille menneske hvad er det vulgære jeg ved du frygter mig jeg ønsker at løbe jeg ønsker hendes lethed hun ønsker min tyngde hun ønsker at stå stille hun er forelsket i tanken om at være lige netop det billede dú kan fastholde og granske til uigenkendelighed åbenbare sig over at hun kan lukke dig op i mørke og hey er du blevet en levende joke en skulptur af noget organisk der er så så tørt at blodet er stoppet med at strømme? men det er her det går op for mig;

Visir # 75

at du kun kan forelske dig i et billede et billede og et billede er dødt

Begær

lille kærlighedssang koret af stemmer kaffe smøgerne han ryger indenfor de tørre pletter maling et crucifix og jesus kristus den varme der gennemstrømmer rummet skammen der ligger sig i plamager af sved rundt om vores små bryster der ikke er sprunget ud frygten for at synge falsk spiserøret sammentræk frygten for at blive opdaget trangen til at svine på kaklerne tage ballerinaer af min gang ud i mosen synke i finde kalvekranier finde menneskeknogler de er som lullaby de glider lige så stille fra bakkerne væk fra deres oprindelige pladser for at sove i sumpens dyne os os og slyngplanterne vi vokser vildt

Visir # 75

jeg kigger efter dig her jeg længes efter dig her med begge ben begravet --

Digte

Begær

lille lykke de står som plantager og venter på at skyde op af jorden med knyttede babynæver i strakt arm altid klar angel husker du kysset med trappen du faldt baglæns med smøgen i hånden og håret klemt ind under rullebåndet helt filtret baglæns ind i dig selv udstødende små sporadiske hvallyde husker du vi fandt din vielsesring år senere på bunden af hallen?

den mavepine idé om et rent ansigt i trængte hjørner fyldt med pis og aske dit natteansigt i nivea intentionen om at være en sort sten uden huller luftløs blank som

Visir # 75

et nylakeret fartøj på vej altid i umulige retninger og kan vi køre nu?

Begær

vesterhavet skyller ind over os som et tungt åndedræt i et iltfattigt rum med gardinerne tæt rullet for som en smal mund i et stort gråt ansigt vi blafrer mod hinanden i vindjakker eller står på meter høje etager klitter og råber krigen i gang vi kunne aldrig gå fordi fløjdørene bandt fordi vi ikke var andet end underudviklede fostre hvirvelløse i vores forestilling om hinanden som en enhed en slags all in one spice nu har vi ikke flere bygninger at slippe ud af eller flere selvgående trapper ikke flere opgange kun arvæv og hud

lille menneske

Visir # 75

vi rækker ud og ønsker her i det mælkehvide vi venter på hinandens systemer klikker med tungen afventer signaler

Digte

Begær

hvis du ikke kan sige det med blomster så fax det for helvede jeg har ikke tid til at elske noget langt væk ikke tid til at elske noget for tæt på hallo! så lad os dog være i skide prædikanter hvad ved i om at være jaloux til døden jer skiller og hvad ved i om kærlighed til der ikke er mere mælk åh ih hurra alle vores birthe kjær agtige tårer spildt på det samme alle vores præpubertære orgasmer spildt på det samme alle vores film noir forventninger spildt på det samme skal vi ikke være en tsunami af pure facking desire og drukne os i hinanden og aldrig sige undskylde og heller ikke for i går

Visir # 75

Begær

Novelle

Vagina Remastered Af Esben Staugaard, tilvalg i litteraturhistorie

Første gang jeg havde sex med Fanny, mærkede jeg, at jeg slet ikke mødte nogen modstand, selvom jeg var trængt helt op i hende. Opdagelsen undrede mig nu alligevel lidt, eftersom at jeg fra naturens side er blevet udstyre med en penis, der er væsentligt større en gennemsnittet. Der er simpelthen altid noget til overs. Jeg tænker af og til på det som om at de inderste par centimeter af skaftet stadig er uberørt. Mødomsmillimeterne. Jomfrubæltet, om man vil. Men denne gang var jeg altså helt oppe i en kvinde, uden at møde modstand. Ingen livmoderhalsåbning. Intet. Kun vores hofter, til at stoppe bevægelsen indad. Jeg nød at jeg endeligt ikke behøvede at være påpasselig, og hun kunne endda ride mig uden problemer. Dagene efter ringede hun og spurgte om vi skulle mødes igen, og det udviklede sig hurtigt til en tilbagevendende begivenhed. I begyndelsen var jeg bare lykkelig over at jeg havde fundet en sexpartner, som jeg fysiologisk passende sammen med. Jeg går ud fra at hun havde det på samme måde. Efter nogen tid begyndte det dog at gå mig på. Den før så jomfruelige rod, var altid helt begravet i hende og jeg var ikke længere i stand til at se min pik. Jeg kunne selvfølgelig bare trække mig ud igen og så var den der stadig, men lige i de øjeblikke af akten hvor den var inde, var den samtidig også væk, og der var kun en smule hår at se. Jeg kunne se ned ad mig selv og synes at jeg lignede en kønsløs mannequindukke. Jeg blev også i tvivl om hvorvidt jeg var i stand til at tilfredsstille hende. Jeg følte mig for første gang kønsmæssigt utilstrækkelig, og begyndte at øve mig helt manisk på oralsex osv. når nu min kæmpepenis ikke længere var nok til at imponere.

Visir # 75

En aften, da vi lå og pettede, besluttede jeg mig for at snige en finger mere ind, end jeg plejede at bruge. Det gik problemfrit. Så én mere. Hun reagerede ikke synderligt, mede lagde sig lidt til rette med hofterne, som om hun tålmodig ventede på mit projekts videre udvikling. Jeg trak kortvarigt hånden ud, foldede tommelfingeren med ind og dannede et næb. Mind hånd gled atter ind, forbi det afgørende punkt hvor mine knoer mødte hendes kønsben, og længere ind, indtil læberne omgav mit smalle håndled. Herfra gik det let. Nærmest for let. Snart lå jeg med helle underarmen oppe i Fanny og kunne se min biceps spænde mod hendes klitoris. Jeg har set kvinder fiste hinanden på internettet, og ved at når først hele hånden er inde skal der meget lidt bevægelse til at skabe den ønskede sensation. Men det var ikke fisting det her. Det var allerede noget helt andet. Enhver, kan med lidt god vilje, eksperimentere med vaginal fisting, har en veninde engang forsikret mig, da vi var ved at tabe både næse og mund over endnu en af hendes bramfrit fortalte weekend-eskapader. Vi kunne ikke vende om nu, Fanny og jeg. Hendes ansigt var ikke engang i nærheden af det bedende udtryk, som de andre kvinder plejede at udvise, når min størrelse overraskede dem, på trods af at de havde set hvad de gik ind til. Det var snarer en anelse uimponeret og ulmende, som om jeg først nu, for alvor, havde fanget hendes erotiske interesse. Hendes øjne var fulde af en tilbagelænet forventning,

Novelle

Begær

som når man sidder i biografen og lærredet stadig viser logoer fra produktionsselskaberne. Der var stadig plads foran min fingerspidser. Så jeg rykkede tilbage i sengen, strakte armen ud, og med stadigt strakt arm rykkede jeg fremad, møvende, i små ryk ad gangen. Jeg kunne ikke tro det. Centimeter efter centimeter af rum, der åbnede sig foran mig. Det eneste der bekræftede mig i at dette faktisk var virkeligt, var bulen i Fannys mave, der bevægede sig, som Alien-ormen i Ridley Scotts film fra 1979, sekunderne før den byder ud gennem brystkassen.. Snart lå jeg med Fanny helt op til skulderen. Min hånd måtte befinde sig omkring hendes bryst nu. Fanny var ikke andet en én lang skede! Tanken skræmte mig og jeg krøb tilbage og trak, min nu tilfedtede arm, ud igen. Men legen var ikke slut her, den var nærmere nået et point of no return. For alle, der har sprunget hovedspring i svømmehallen, og ved hvordan vandoverfladen bedst bør brydes, for at nå helt ned på bunden, vil det være klart hvad der nu skulle ske. Fanny havde måske altid vidst, hvad der skulle ske. Hvad der måtte ske. I hvert fald virkede hun ikke mere nervøs end jeg var, for den fortsatte operation. Jeg foldede hænderne over mit hoved, lagde armene helt ind til ørerne og begynde atter at møve mig fremad. Den øgede volumen i bredten voldte ingen problemer omkring skedeåbningen, hvis slimede indgang var elastisk, blød og medgørlig som aldrig før. Som en python der har samlet spyt i munden ved synet af det døende antilopekid foran sig. Fanny var endelig begyndt at stønne. Ikke som når vi normalt var sammen, men dybt og helhjertet, som om dette var hvad hun havde ventet på i årevis. Da jeg var i til albuerne, benyttede jeg den sidste chance, jeg havde, for at hæve mit hoved og se op på hende. Vi åndede begge ud, så vores lunger tømtes. Hun så ned på mig, med et blik, der kunne gennemhulle en pansret kampvogn. Og så nikkede hun. Nu skulle hun satme ha'! Jeg tog en dyb indånding, skubbede hovedet ned mellem mine albuer og lod mig glide ind. Ind, ind, ind. Snart efter jeg var inde med hovedet forstummede Fannys lyde totalt, og der blev tyst, mørkt og fugtigt omkring mig. Jeg møvede mig længere frem og opdagede, at Fannys skede delte sig i tre.

Jeg kunne nu trække min første mundfuld luft gennem Fannys mund, og se verden gennem hendes grønne øjne.

Visir # 75

Jeg måtte være oppe omkring kravebenet. Det lykkes mig, med en skruende bevægelse fra hoften, at få mig drejet om på ryggen. De næste øjeblikke var klaustrofobiske og fulde af forvirring, som når man trækker en stram trøje forkert på og ikke kan finde halsåbningen. Det lykkes mig at føre armene ud i hver sin retning og ud hendes, men halsen voldte en del problemer for mit hoved at komme igennem, hvilket førte til nogle skrækkelige sekunder, hvor jeg var overbevist om at jeg skulle dø i hende. Til sidst lykkedes det dog, og med et stort svup kom jeg igennem.

Begær

Novelle

Til at begynde med var lyset i soveværelset blændende og gjorde ondt i hovedet, men hendes pupiller trak sig snart ind og jeg kunne atter se. Hendes hænder tog imod mine fingrer, som et par silkebløde, tætsiddende handsker. Jeg satte mig op i denne nyvundne krop og så ned ad mig selv. Der var et sidste problem. Vi havde fire ben, og to af dem, dem der var mine egne, var holdt tæt sammen og kunne ikke bevæges meget. Ved hjælp af en overmådelig kraftanstrengelse fra min side, og en overnaturlig, men ikke længere overraskende, elasticitet fra hendes, lykkes det at få foldet knæene op under mig og stukket mine ben ud i hendes, der stadig lå spredte. Det var et frygteligt besvær at få tæerne ud i de rigtige tåkusser, og jeg måtte sætte mig op og rette hoserne til med mine fingre. Efter at have fået fyldt Fanny helt og aldeles ud, lagde jeg mig udmattet og selvtilfreds ned på puden. Nogle minutter senere tørrede Fanny ud og hendes hud begyndte at stramme noget så grusomt. Efter nogen tid forsøgte jeg at bevæge mig ud på badeværelset. Fannys, nu tørre, skedevægge var som limet fast til min hud og rev nu og da i hårene på min krop, når jeg forsøgte af bevæge mig. Med en serie vaklende og akavede bevægelser, tumlede jeg ud på badeværelset, støttede mig til dørkarmen, hvorefter jeg fik samlet mod til at gå hen til spejlet. Det var et rædsomt syn, der mødte mig. Fannys ellers så smukke skikkelse, som jeg havde indtaget, var pludselig grotesk stor og forvreden. Mellem hendes ben hang min pik ud mellem læberne, som tungen på en tandløs kat. Jeg udstødte et forskrækket gisp, hvilket blot forøgede min rædsel, da stemmen, der kom ud, var min egen. Mens jeg stod der, foran spejlet, begyndte hendes tænder samtidigt at falde ud. Ikke én efter én, det skete ret meget på én gang. Frem fra gummerne skød mit eget tandsæt, som et sæt voksentænder, der på et røntgenbilleder ligger oppe i kraniet og venter på at skubbe mælketænderne ud.

Visir # 75

Således nærmede Julen sig. Tanken om at skulle føde mig selv syntes komplet uoverskuelig. For slet ikke at tale om akavetheden ved at skulle se min partner i øjnene bagefter. Jeg levede som eremit i Fanny i næsten to uger. Forlod nærmest aldrig hendes lejlighed, med undtagelse af den ene gang, hvor jeg blev nød til at gå ud og købe ind. Jeg trak et par af hendes træningsbukser på og min vinterjakke, som hang ude i gangen, og gik ned i den nærmeste kiosk. Folk kiggede, men ikke så meget, som jeg havde frygtet. Jeg lignede vel bare en lidt opspilet version af den kvinde, jeg havde taget bo i. I løbet af ugen måtte jeg afvise af alle opkald på hende mobiltelefon, men jeg prøvede alligevel at besvare sms'er, så hendes omgangskreds ikke blev for bekymrede. Det var på sin vis en oplevelse, de dage, selvom jeg ikke foretog mig det helt store. En af de første ting der gik op for mig var, at det eneste som ikke bare var en ydre del af mig selv, var Fannys bryster, som faktisk syntes at have en reel substans, og ikke var hul som resten. Dem kunne jeg ikke trænge ind i. En anden ting var at alting smagte anderledes. Jeg kunne opfange helt nye indtryk gennem hendes smagsløg. Illutionen om den næsten umærkelige symbiotiske forbindelse blev tog brud, de par gange hvor Fanny blev en smule seksuelt ophidset, ganske uafhængigt af min egen krop, hvilket altid betød at hele min mund fyldtes af smagen af skedesekret fra de vaginalvægge, som indersiden af hendes tunge var gjort af.

Novelle

Begær

Fordelen ved disse overvældende episoder var, at jeg kunne bevæge mig lidt mere frit i hende og rette hylsteret til, der hvor det var kommet til at sidde skævt. Tiden kom hvor jeg skulle fødes for anden gang. Jeg tror at Fanny hjalp til. Måske er det mere passende at sige at jeg blev afstødt af hendes krop, som et fremmedlegeme, som immunsytemet har registreret og langsomt arbejdet på at komme af med. Endelig kom den nat, hvor min krop blev skubbet ud af hendes. Lag tid efter lå jeg sammenkrøbet på sengen, indsmurt i blod og de verse andre væsker og græd. Græd noget så gudsjammerligt. Et ukendt antal timer senere rejste jeg mig op, tørede øjnene, så ind i Fannys øjne, så ind i mine, og gav et kys på panden. Jeg så mig selv forlade soveværelset. Hørte hvordan jeg klædte mig på i entreen. Så var min krop gået. Tilbage lå Fannys krop. En smule udhulet og slatten i begyndelsen, men den blev hurtigt sig selv igen. Det tog mig ikke så forfærdeligt lang tid at vænne mig til den Der var komme nogle strækmærker, som sveg en del i begyndelsen, men det holdt hurtigt op. Jeg kunne nu besvare de mange opkald.

Visir # 75

Begær

Novelle

Vandets strømninger Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Jeg er i skoven. Det er regnen, der har bragt mig herud. Jeg forsøger at blive ét med naturen, det er noget, jeg har lært af dig. Man skulle blive mere rolig af det, sagde du. Jeg går ned ad stien. Alt ser nyt ud. Jeg betragter træerne, som stod de på et kunstmuseum. Det skilt, der stod foran hoveddøren: ”Udstillingen vil kun være tilgængelig i en begrænset periode”. Vi gik ned ad gangene. Malerierne var til for dig. Jeg påpegede, at lyset faldt på en sjov måde. Du trak mig videre. I foyeren stod der en sofa. Betrækket var af rødt fløjl, og det formede sig efter vores baller. Bag en skranke stod en kvinde og så på os. Senere betalte jeg for kaffen. - Hvordan er den? spurgte du. - Fin nok. Hvordan er din? - Lidt kedelig måske. Himlen var stjerneløs. Jeg kan lokalisere Karlsvognen med lukkede øjne, så det var ikke noget problem. Du havde en kort sommerkjole på, men sagde, at du ikke frøs, da jeg lagde en arm omkring dine skuldre. Dine ben var også nøgne dengang i april. Jeg kunne mærke de små, spidse hår mod mine håndflader. Solen stod op og intet skete. Vi gik hjem. Det regnede, ligesom første gang du skulle møde mine forældre. Der var skinke og kogte grønsager. Spisebordet var længere end normalt. Det gav plads til en borddekoration. Den virkede fremmed i stuen. - Hvad laver du så? spurgte de. - Lige nu arbejder jeg bare lidt. - Nå okay. - Men jeg vil gerne læse medicin. Bagefter viste jeg dig haven. Græsset var nyslået, og et æbletræ stod uden frugt. Vi gik om på den anden side af hegnet, hvor der var flere træer. Vi begyndte at løbe ind og ud mellem dem. Du gemte dig bag en busk. Du havde lagt dig på maven, men jeg fandt dig. Jeg flyttede et par grankogler, så der var plads ved siden af dig. Du spyttede jord og plantemateriale ud af munden og rykkede bagud. Du lå tæt op af mig. Jeg lagde en arm under dit hoved. Den anden tæt ved dine bryster. Dit hår gled hen over mit ansigt, da du vendte dig og så på mig.

Visir # 75

Jeg går videre ned af stien. En sten har fundet vej ind i mine støvler. Jeg ryster foden. Den har sat sig fast ved vristen. Mosset giver efter, da jeg sætter mig ned. Jeg tager fat omkring støvlen. Strømpen ryger med, da jeg river til. Et øjeblik holder jeg min fod et par centimeter over skovbunden, men sætter den så ned. Mine tæer synker ned i mosset, som dengang vi var på vej mod havet. Vi gik ud til knæene, og vores kroppe fulgte vandets strømninger. Den ene bølge gik over i den næste. Skum lå tilbage i vandoverfladen efter hvert nedslag. Tæerne sank ned i sandet, og aftrykkene var der stadig, da vi gik tilbage. Det var også dengang, jeg viste dig den gamle bunker. Den lå i

Novelle

Begær

klitterne som en del af landskabet. Der voksede græs ud af revner i betonen. Du sagde, at det nok var meningen. At den var bedre camoufleret på den måde. - Her er ret mørkt, sagde du. - Ja. - Er du bange for mørke? - Nej. Er du? - Måske lidt. Ikke så meget. Jeg tog din hånd og kørte min tommelfinger frem og tilbage over håndryggen. Senere inviterede jeg dig ud at spise. Jeg havde ikke bestilt bord. Vi gik rundt i byen, alle steder var fyldte. Snefnug smeltede og gjorde dit hår mørkere. Du fortalte om din første anatomiforelæsning. Jeg fortalte ikke om noget. Asfalten var glat, og du trak mig med ned, da du faldt. Vi smilte til hinanden. Du sagde undskyld. Pizzeriaet på hjørnet var stadig åbent. Din våde kjole satte sig fast i barstolen, da du satte dig op. Gennem vinduet så vi en mand samle flasker. Hans sorte hue var trukket ned over øjenbrynene. Jeg tørrede tomatsovs af din kind, inden vi gik ud. Jeg sidder på skovbunden. Der er oversvømmelser. Efter lang tids observation opdager jeg et mylder af arter. De træder frem én efter én som stjerner på en nattehimmel. På samme måde betragter jeg nu en regnorm. Den vrider sig under min berøring, men jeg flytter ikke fingeren. Jorden bevæger sig. Jeg tager en håndfuld op og sorterer kviste og småsten fra. Jeg lader resten glide ned i min lomme. Endnu en håndfuld. Huller vokser frem under mig. Jeg forsøger at dække dem ved at køre min fod frem og tilbage. De forsvinder ikke.

Visir # 75

Begær

Opråb

”På Kasernen uddanner de sig til dagpenge” Af Ida Ravn Homilius, dramaturgi

Som studerende på Kasernen kender du sikkert til tanken: Hvad skal jeg egentlig med det her studie? Hvor er jeg på vej hen? Uddanner jeg mig til dagpenge? Er der noget, jeg kan gøre i løbet af min studietid for at få et job, når jeg er færdig? Jo, det gør du! Og det er dig, jeg snakker til. Dig, på et af de kreative fag. Dig, som har valgt at følge dit hjerte i uddannelsesjunglen, men som lige så stille begynder at tvivle på, om det at følge sit hjerte nu var så god en ide til at starte med… Dig! Lad os starte med mig: Jeg begyndte i 2012 på litteraturhistorie – et studie jeg havde set meget frem til at begynde på. ”Her må være en masse kreative sjæle ligesom mig”, tænkte jeg - det er jo trods alt Kasernen! I RUS-ugen væltede det ind med tilbud om fælles faglige aktiviteter – ret uoverskueligt, når man også lige skal lære, hvad det vil sige at gå på universitetet og have så meget fritid, som jo i virkeligheden ikke rigtigt er fritid… Efter et år fik jeg dog lidt mere ro på og var, som mange af mine medstuderende, begyndt at tænke på at gå forfattervejen, når jeg engang var færdig. Oven i det skulle jeg også tage stilling til tilvalg – hvad går i grunden godt i spænd med litteraturhistorie? Det var her – i foråret 2014 jeg blev opmærksom på dramaturgi – et fag som indtil da havde været lidt af et mysterium for mig – selvom vi jo er naboer her på Kasernen. Pludselig fik jeg en ide om, at jeg selvfølgelig skulle være manuskriptforfatter. Efter at have gået med disse tanker i et par måneder kom muligheden: KaserneRevyen 2015 søgte ansvarsposter. Jeg søgte stort set dem alle. Jeg ville være helt sikker på at komme med! Derfor var det også en lidt speciel samtale, jeg kom til med den daværende bestyrelse. Jeg blev venligt modtaget af mennesker, som slet ikke kendte mig. Mennesker, som alle var en del af et fællesskab, jeg som litteraturhistoriestuderende var lidt bange for at træde ind i. Var det nu egentlig for alle, som de lovede? Hvad hvis alle havde en fast gruppe, og der ikke var plads til mig? Men de tanker måtte jeg lægge til side for et øjeblik. Efter en god snak om hvordan KaserneRevyen er strikket sammen, og hvad det vil sige at være medvirkende, fik jeg posten som manuskriptansvarlig. Jeg følte mig på én gang perfekt til posten og på meget dybt vand. Det var både spændende og angstprovokerende – men skal det ikke føles sådan, når man tager et godt og vigtigt skridt i sit liv?!

Visir # 75

Jeg fik fra starten et stort ansvar; nemlig at søge tekster til manuskriptet, som jeg havde ansvaret for skulle blive færdigt til tiden. Desuden blev jeg inviteret med til det første møde for alle de andre ansvarsposter, og jeg blev modtaget helt på lige fod med de andre – også selvom de fleste kom fra dramaturgi eller musikvidenskab. Det var en fantastisk følelse at blive lukket ind i et nyt kreativt fællesskab, hvor netop min faglighed var relevant – noget, jeg ikke havde opdaget, var en mulighed på litteraturhistorie. Efterhånden som semesteret gik, voksede jeg med opgaven og begyndte at nyde den kreative frihed, der lå i at kunne udforme skelettet til en forestilling, som få måneder

Opråb

Begær

senere ville blive levendegjort. Det var først i denne proces, jeg for alvor opdagede, hvordan alle vores fagligheder på Kasernen kan smelte sammen og skabe noget helt unikt. En helt ny verden foldede sig ud for mig, og en vifte af nye og spændende indgangsvinkler til fremtidige jobs åbnede sig op – jeg fik endda lov til at agere dramaturg året efter på KaserneRevyen 2016. Det korte af det lange er, at jeg trods social og faglig usikkerhed tog en chance, som viste sig at være afgørende for, hvem jeg er som person i dag, og hvor jeg er på vej hen i min karriere. Så for at vende tilbage til dig, kære læser: Går du med de samme tanker som jeg gjorde? Er du usikker på fremtiden? Så tag springet! Kun ved at prøve dine grænser af og ved at udfordre din kreativitet kan du mætte den skabertrang, som sidder gemt inde i maven på dig. Tænk i nye baner – hvor er du på vej hen? Kan du ikke svare på det spørgsmål, så kan jeg kun anbefale dig at afprøve en ansvarspost i KaserneRevyen. Dine endnu uudforskede talenter vil komme bag på dig. Gå ud og modbevis alle påstandene om, at vi på Kasernen uddanner os til arbejdsløshed. Du er sejere, end du selv tror!

Visir # 75

BegĂŚr

Annonce

Reklame

Nye begyndelser

Har du skabt noget fantastisk i dag? - send din sang, collage, hjertensbarn til Visir kasernebladetvisir@gmail.com senest d. 28/09-2016

Har du udtĂŚnkt noget fantastisk i dag? -send dine ideer og meninger til Visir!

kasernebladetvisir@gmail.com senest d. 28/09-2016

Visir # 75

Anmeldelse

Begær

Fornuft og Følelse: Jane Austen bliver til komedie og minimalisme Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie D. 21 april var premieren på Fornuft og Følelse på Århus Teater. Det er en fortolkning af Jane Austens klassiske roman af samme navn, som rammer plet i sin fremstilling af søstrene Elinor og Marianne Dashwood, men desværre ikke i så meget andet.

Visir # 75

Foto: Rumle Skafte For dem som er bekendte med Fornuft og Følelse, som enten har læst bogen eller set den filmatiseret eller som miniserie, så er det ikke en nyhed, at det er en historie, der handler ligeså meget om søskendekærlighed, som den handler om romantisk kærlighed. Forholdet mellem Elinor Dashwood, den ældre fornuftige søster i Dashwood familien, og den

yngre, lidenskabelige Marianne Dashwood, er centrum for fortællingen – hvis ikke de to fungerer sammen, hvis ikke vi køber deres venskab og deres kærlighed til hinanden, så falder hele fortællingen til jorden. Heldigvis er det en af de ting, der fungerer allerbedst i Århus Teaters opsætning af Fornuft og Følelse. Sofia Nolsøe som Elinor og Cecilie Stenspil

Anmeldelse

som Marianne rammer plet med deres skuespil, og scenerne mellem de to er klart dem, der står klarest og skarpest hele stykket igennem. Der er ingen tvivl om, at de hver især kæmper med kærligheden og med den andens meget anderledes tilgang til kærligheden; Marianne kan ikke skjule sin lykke og sin kærlighed til stykkets bad boy James Willoughby og føler heller ikke hun bør gøre det, mens Elinor udviser langt højere kontrol, selvom vi alligevel får fornemmelsen at den ofte er lige ved at knække. Det er flot spillet og stykkets største tematikker træder klart til udtryk her, uden at give slip på den kompleksitet, der ligger i dem. For hverken Elinor eller Marianne er styret udelukkende af fornuft eller følelse, og det er balancen af de to, der skal læres, før stykket kan få sin lykkelige slutning. Ideen med at lade den tredje og yngste søster, Margaret, være fortæller for stykket var en god detalje, der fungerede rigtig godt og gav stykket en fin ramme.

han John) er stykkets romantiske skurk, og dem, som er bekendte med historien, vil forvente en forførende, attraktiv og charmerende mand, som tager Marianne med storm – og potentialet for forførerisk charlatan er til stede hos skuespilleren Simon Krogh Stenspil, men det kommer aldrig frem. Jeg ved ikke, hvem der har taget beslutningen om at gøre Willoughby til en komisk spradebasse, men det er hvad han er blevet gjort til. Der er intet af den erotiske, mørke charme, som man kan forvente af en karakter af hans type – snarere farer han rundt på scenen, står på hænder, laver tryllekunstner og opfører sig som en klovn. Han er blevet stykkets comic relief – en rolle han indimellem deler med Oberst Brandon. Oberst Brandon er en ældre (han er 35, det var gammelt på Jane Austens tid, hvis man ikke var gift), rig, alvorlig herre, som forelsker sig øjeblikkeligt i Marianne. Han er en karakter, det er svært at komme ind på, men hans galante charme og respekt er ikke til at tage fejl af. Eller sådan burde han blive spillet. Det er ikke fordi Jacob Madsen Kvols ikke spiller rollen som Oberst Brandon godt, problemet er, at den rolle han har fået ikke minder det mindste om den karakter Oberst Brandon bør være. Brandon spilles i stykket som om han var 20 år og aldrig havde set en kvinde før, han er akavet på den teenage-agtige måde, og bliver ligesom Willoughby tildelt nogle praktiske gags, som publikum kan grine af, men som ødelægger karakteren. Først i anden akt kommer den stille klippe,

Visir # 75

Jesper Dupont leverer også en overbevisende præstation som Edward Ferrars, og den umulige, men uundgåelige kærlighed, der vokser mellem ham og Elinor, er den af de tre kærlighedsaffærer, der fungerer allerbedst. De to formår at spille med følelser uden på tøjet samtidigt med, at de giver en følelse af, at alt gemmes væk; at dét, de gerne vil sige, ikke kan siges. Desværre behandler stykket de to andre mandlige hovedpersoner uretfærdigt. James Willoughby (i bogen hedder

Begær

Anmeldelse

Begær

som Brandon reelt set burde have været hele tiden, til syne. Mariannes forelskelse i nogen af de to er ikke særlig troværdig.

Visir # 75

Komikken, der pludselig er dukket op i de to karakterer, er en del af stykkets primære problem. Jane Austen er ikke kedelig, men hun skriver heller ikke komedie, og overdrivelsen af de satiriske elementer, så de bliver til ren komik, er noget stykket gør igen og igen. Det er muligvis sjovt at se på, men det giver et

forkert indtryk af Austen og Fornuft og Følelse. Det virker til, at instruktøren har haft problemer med, at bogen har mørke elementer, og i et forsøg på at minde os om, at det jo er en romantisk og let fortælling, så har han inddraget for megen fjollet komik. Det er en fejl. For kærlighed hos Austen er ikke en joke, og satiren er bl.a. en påmindelse om faren ved at vælge forkert i kærligheden (som Marianne næsten gør med Willoughby). Men når karaktererne, der skal give os

Foto: Rumle Skafte

Anmeldelse

den påmindelse, er reduceret til comic relief, så er det svært at tage det alvorligt. Anders Baggesen og Birgitte Raabjerg spillede fremragende som Sir John Middleton og Mrs. Jennings, karakterer, der er ment som irriterende og latterlige, men i sidste ende er sympatiske. Her fungerer komikken til gengæld godt, fordi den passer til karaktererne og hjælper til at forstærke den kontrast, de udgør til Dashwood familien. Kostumerne var til gengæld fantastiske og lyste op på en scene, hvor resten af scenografien efterlod noget tilbage at ønske. Scenen var det meste af stykket igennem helt tom, og rekvisitter, der skulle bruges, som stole, borde, senge osv., blev båret ind og ud. Indimellem blev der projiceret billeder på væggene, og det gjorde straks scenen meget mere levende og gav fornemmelsen af, at man blev transporteret til en anden verden, det kunne de sagtens have gjort mere brug af. Den sparsomme sceneopsætning gav også mulighed for nogle flotte øjeblikke på scenen, hvor bl.a. karakterens skygger stod frem i stedet for karakteren selv, men alligevel føltes det ikke som det rigtige valg. Når den tomme scene blev udnyttet ordentligt så var det fabelagtigt, men når projiceringerne forsvandt, sad vi blot tilbage med en tom væg, ikke den bedste baggrund for et Jane Austen stykke. Farverige kostumer på en helt hvid

Begær

eller sort baggrund gav stykket en følelseskulde, som ikke passede sig til en lykkelig, romantisk fortælling. Det virkede snarere som et stykke realisme, hvor man tilfældigvis havde udstyret skuespillerne med forkerte kostumer, og den tomme scene stod især i kontrast til de komiske elementer, så det blev svært at fastholde hvilken vision, personerne bag fortolkningen af bogen har haft. Skal Jane Austen være mere minimalistisk og gritty? Eller skal hun reduceres til komik? Èn ting, der uden tvivl fungerede, var musikken. En pianist og en cellist spillede hele stykket igennem underlægningsmusik, og det var den mest vidunderlige genistreg. For det alene er stykket næsten værd at opleve. Det gav varme til en ellers tom og kold sceneopsætning, og gav de alvorlige eller muntre scener ekstra vægt eller liv. Jane Austen er kompleks og satirisk, og hun tager emner som kærlighed, familie og venskab alvorligt, men uden at lade det dystre overtage hendes fortællinger, der emmer af en lethed og en glæde, som ikke helt er til stede i dette stykke. I sidste ende er det ikke en specielt god fortolkning af Fornuft og Følelse, og kun Elinor og Marianne (gudskelov) virker til virkelig at være forstået af manuskriptforfatteren og instruktøren. Hvis man kan se bort fra det, så er det en nogenlunde fornuftig teaterproduktion, som

Visir # 75

Anmeldelse

Begær

underholder i de tre timer inkl. pause, den varer, men der er ingen nye indsigter eller forståelser af Austens klassiker at finde, faktisk er den reduceret til at være

mere simpel end Austen fortjener. Ikke stykket for en Jane Austen fan, men for den almindelige teatergænger er det en fin om end lidt for komisk produktion.

Foto: Rumle Skafte Jane Austen

Visir # 75

Fornuft og Følelse Aarhus Teater 21. april—28. maj 2016 50-270 kr. 2 timer og 45 minutter

Reklame

BegĂŚr

Signe Gjessing Blaffende rum nĂŚnnende alt Gyldendal 32 sider 150,00 kr.

Visir # 75

Begær

Anmeldelse

Moderskab er en sygdom, der skal overstås Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie

"Først brød jeg mig ikke meget om slutningen, men så sov jeg på det, og nu er jeg kommet overens med den. Naturligvis må det gå, som det går, i Maja Lucas fine, frysende fortælling om et moderskabs endeligt. Tillad mig dog et tøvende håb på alles vegne." Sådan skrev Klaus Rothstein i sin anmeldelse af Maja Lucas' Mor. En historie om blodet i Weekendavisen den 26. februar 2016. Jeg har tidligere læst Maja Lucas, hendes sprog er stærkt, men efter min smag har der manglet et fokus i hendes bøger. Derfor blev jeg glad, da jeg læste et interview om hendes nye bog, en bog som handler moderskabet uden lykke, et enormt tabubelagt emne. Og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at rulle med øjnene, da jeg læste Rothsteins anmeldelse. Det er ren fantasi fra hans side, at der

Visir # 75

findes et tøvende håb i romanen. Moren, faren og pigen, de eneste personerne man møder i bogen, er alle unavngivne. Bogen starter ved pigens fødsel og kredser ellers omkring morens manglende kærlighed til sit barn. Hun føler sig ikke knyttet til pigen, fødselsscenen er ikke romantiseret, og det skorter ikke på afføring, smerte og udmattelse. Efter fødslen er tingene ikke blevet, som de skal, moren føler ingen moderlig kærlighed eller hengivenhed til pigen: "Pigen føles som en sygdom, der skal overstås." Moren kæmper med at rumme det barn, hun selv har sat i verden. Hun står i stærk kontrast til faren, det falder ham naturligt at passe og pleje pigens behov. Selvom det bliver en redning for moren, at faren kan tage sig af deres datter, er det også en kilde til jalousi; faren har ingen af de samme problemer som hende, han gør, som man skal gøre som forælder, og han bliver et billede på morens utilstrækkelighed overfor datteren. Man kan ikke lade være med at tænke, at morens afsky overfor pigen også er koblet på hendes afsky overfor sig selv. Pludse-

lig er kvinden ikke andet end en malkeko, en organisme der pumper mælk ud af sit væskende bryst for at holde pigen i live. Den kropslige autonomi er forsvundet. Det er ulækkert og fremmedgørende for kvinden, og man forstår hendes afsky overfor den menneskelige natur. Det udvikler sig til jalousi rettet mod faren og hans mulighed for at bevare sin kropslige (og kønslige) identitet, samtidig med at han indtager rollen som forælder. "Mor" handler om en kvindes gradvise opløsning. Maja Lucas' nøgterne og præcise sprog kan ikke efterlade nogen tvivl om, at det ikke er nogen romantisk fortælling om at være mor, og det bliver det heller aldrig. Det er også derfor, jeg står så uforstående overfor Klaus Rothsteins behov for, at den skal indgyde håb: romanen styrke ligger netop i, at den ærligt, nøgternt og kynisk bearbejder tabuet: at der ikke automatisk er lykke forbundet med at få et barn. Hvis moren til sidst fandt glæde i moderrollen, så ville romanen miste sin berettigelse.

Anmeldelse

Maja Lucas' lille roman om den "umoderlige" mor er ikke enestående; Kirsten Thorup er netop udkommet med en bog omkring et problematisk mor-datter forhold fortalt fra moderens perspektiv. Hanne Højgaard Viemoses bog "Mado" skildrer en rodløs kvinde der efterlader sin nyfødte søn i Korea. Kristina Nya Glaffeys vildt morsomme "Mor og Busser" beskriver også en familie med en utilpasset mor (Busser). Det er det befriende ved at læse de her romaner. De er fri for forestillingen om, at når man bliver mor, bliver man automatisk til en mere moderlig og omsorgsfuld version af sig selv. Man er sig selv, plus barn. Det er et chok, og jeget i "Mor" håber, at det er noget der vil fortage sig, som en fødselsdepression. Men det gør det ikke. Mere end moren elsker pigen, mere savner hun at være sit gamle jeg, at være barnløs og selvstændig. Og netop derfor kan "Mor" ikke ende, som Klaus Rothstein vil have den til. Han

Begær

vil have en "fin" fortælling, en der (omend naivt, det indrømmer han selv) varsler en ny begyndelse for moren og det er fuldstændig absurd, bogen taget i betragtning. Den indgyder ikke et tøvende håb, den er ikke opbyggelig, og heldigvis for det. Det er så vanvittigt befriende at læse noget mere nuanceret omkring moderrollen. Maja Lucas' skildring af moderrollen er ikke fin. Det kan den være. Men den kan også være så meget andet. Skuffende, ulækker, frastødende og voldsom. Hvis Klaus Rothstein absolut vil have sin opbyggelige moderrolle, så kunne han tænde for noget Danmarks Radio, jeg er sikker på, at de skildrer den opbyggelige mor. Hvis man hellere vil være fri, så skal man læse "Mor. En historie om blodet"

Rothstheins anmeldelse kan findes på hans blog www.rothstein.dk Mor. En historie om blodet Maja Lucas C&K forlag 140 sider 229 kr.

Visir # 75

Anmeldelse

Begær

En italesættelse af italesættelsen Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

At bearbejde sorg, eller som et minimum erkende og acceptere at den findes, står øverst på to do-listen, når en god ven, en mor eller et kæledyr dør. Men der er mange forskellige måder at håndtere sin sorg eller mangel på samme på, hvilket der bliver kastet lys over i Lone Aburas’ nyeste roman Det kommer til at ske. Hovedpersonen, Henry, mister ganske kort inde i romanen sin mor – hun drukner sig i søen ved siden af Brugsen. Til begravelsen græder Henry ikke, og det frustrerer ham: ”Hvad var jeg for en søn, der ikke var i stand til at græde ved tanken om min egen mors død?”. Passiviteten afspejler romanens titel: Det kommer til at ske. En lang række (større eller mindre) begivenheder finder sted gennem bogens udvikling, men de fleste sker uden Henrys indblanding. Morens selvmord, familieændringer og flytninger er stort set uafhængige af Henry selv. Men det er alle begivenheder, der i høj grad påvirker ham.

Visir # 75

Lone Aburas behandler i sin roman et emne, der kan være svært at italesætte. Gennem Henry får læseren et indblik i en ung (14 år gammel er karakteren Henry) teenagedrengs følelser. Følelserne, og især beskrivelsen af manglen på følelser, er meget autentiske, og Henrys tanker omkring sin egen sorg er skrevet i et sprog, der er realistisk for en ung dreng. De mange hverdagsberetninger fra Henrys daglige gang på skolen er ligeledes med til at skabe en autentisk fornemmelse af Henrys sorg: ”Jeg havde stadig ikke grædt. Der havde ellers været flere oplagte muligheder. For

eksempel den dag, hvor jeg havde glemt at sætte min stol på plads efter sidste time, og en vikar, der afløste vores matematiklærer, sarkastisk spurgte, om jeg regnede med, at min mor ville komme og gøre det for mig. Klassen havde aldrig været så stille som i de sekunder efter. Folk stivnede, og jeg kunne mærke deres øjne på mig. Som om de forventede et mindre sammenbrud. Men jeg måtte skuffe dem og vadede i stedet roligt tilbage til min plads, hvor jeg satte stolen op. Jeg havde det stort set, som jeg plejede.” Hele klassen forventer en reaktion fra Henry, der er passiv: Ting sker omkring og ting kommer til at ske, ting som han ikke selv er herre over. Men mod slutningen af romanen åbner Henry op for strømmen af ord, og begynder aktiv at tale om sin sorg til en terapi-session med Psykologiske Karen. Og netop det at italesætte sorg, og især gennem et litterært sprog, viser sig da også som et overhængende tema for romanen: Henry udgiver selv en roman, der omhandler det, som står i den roman vi som læsere er ved at være færdige med. Med det metafiktive niveau italesætter Aburas, hvordan en bearbejdning af sorg netop sker gennem en italesættelse af denne sorg.

Anmeldelse

BegĂŚr

Lone Aburas Det kommer til at ske Gyldendal 169 sider 199,95kr

Visir # 75

Begær

Anmeldelse

At være fange i sin egen frygtelige, forvirrende forelskelse Af Mette Grandahl, litteraturhistorie

Vemod er nøgleordet i Abdellah Taïas bog Arabisk Vemod, som udkom på dansk i 2016. Hele bogen emmer af en udpræget sentimental længsel – en længsel efter kærlighed, efter genkendelse og efter livet. Temaer som kærlighed og begær bliver udtrykt med en stille stemme – men med stærke ord – og gennem bogen oplever vi både disse følelser når de er bedst, og i særdeleshed når de er værst. At dø er at leve Allerede fra første linje er stemningen sat i Arabisk Vemod: ”Jeg var i mit andet liv. Jeg havde lige mødt døden. Jeg var taget af sted. Og så kommet tilbage.” Det handler om at være menneske med alt, hvad det indebærer: At vokse op, udvikle sig, falde og rejse sig igen. Vi støder igen og igen på tanken om, at man som menneske gentagne gange vil opleve at dø og blive genfødt: ”jeg kom tilbage. Lidt efter lidt. Jeg trak vejret. Men jeg havde ikke glemt noget fra mit andet liv.”

Visir # 75

Trods de mange dødsfald er der altid ”noget”, der består, noget, der udgør det menneske, besjæler den krop, som oplever disse forandringer – hvad dette ”noget” er, er op til læseren at vurdere. Er det en sjæl, en personlighed, minderne, en essens eller kombinationer på kryds og tværs? Vi møder i Arabisk Vemod en Abdellah i løb, på flugt. Vejen gennem livet føles som en konstant og til tider hektisk bevægelse, og der er forhindringer og fald på vejen. Trods udfordringer og tilbageslag må man holde sig i gang. Men Abdellah har i den grad noget at flygte fra. Som barn i Marokko blev den

unge fortæller (eller forfatter, da Taïa siger, at han altid skriver om sig selv) udsat for forskellige fysiske, seksuelle og psykologiske overgreb. Barndommen er i erindringen en ambivalent størrelse, da den er forbundet med meget skønhed, nydelse og kærlighed, men også med uretfærdigt meget mørke. Allerede dengang var flugten svaret på frustrationen, flugten fra én virkelighed til en anden: ”Hun [Suad Hosni] er virkelig. I min virkelighed. Jeg kan ikke vente med at træde ind i mit andet liv, mit fantasiliv, mit rigtige liv, få kontakt til dette liv, hvor jeg kan søge efter min ukendte sjæl.” Den sammenblandede virkelighed Fantasi og virkelighed sammenblandes, indtil virkeligheden er en flydende størrelse, der kun subjektivt giver mening. Det synes, at være en slags forsvarsmekanisme at blande de elementer fra virkeligheden, som er til at holde ud, med en fantasi, og dermed skabe en tilværelse, som er unik, fantastisk og magisk. Det er i denne magiske virkelighed, at der er plads til paradokserne og de ambivalente følelser: religionen med de to ansigter, angrebsmændene, som han både hader og begærer, frygten og nysgerrigheden, maskuliniteten og femininiteten – barndommen og voksenlivet på én og samme tid.

Anmeldelse

Og netop denne vekslende bevægelse mel -lem barndom og voksenliv er gennemgående i bogen: ”Barndommen havde endnu ikke forladt mig. Den vil i øvrigt aldrig forlade mig.” Ikke bare er barndommen noget, Abdellah som voksen tænker tilbage på og reflekterer over, men selve strukturen tydeliggør denne måde at anskue subjektet på. Læseren bliver kastet frem og tilbage mellem tiderne, mellem den unge og den ældre Abdellahs bevidstheder, indtil de smelter sammen til én. Abdellah er på en gang både ung og gammel, han er en paradoksal helhed. Kærligheden Kærligheden fremstilles som en mangesidet følelse: der er kærlighed til familien, forelskelsen i en romantisk idé om skuespillerinder, begæret efter voldtægtsmændene, den totalt omfattende kærlighed til en elsker. Meget forskellige følelser, meget forskellige oplevelser, meget forskellige objekter – men alligevel er det lidt det samme uanset omstændighederne. Kærlighed er kærlighed; den er menneskelig, den er almindelig og magisk, den er maskulin og feminin, og den er let og ekstrem.

ve, er nu årsag til en ekstrem fremmedgørelse fra ham selv. Endnu en (identitets)død: ”Jeg så et ansigt, der ikke var mit, en krop der ikke var min, langt fra det billede, jeg havde i hovedet, langt fra den indre Abdellah.” Han er ikke blevet genkendt af sin omverden, og har nu mistet evnen til at genkende sig selv. Behovet for at blive set, er ikke blevet mødt, og behovet for at genkende sig selv overtager. Men der er ikke overensstemmelse mellem personen og kroppen, og derfor bliver anoreksien midlet til at opnå selvgenkendelsen. At blive genkendt ”Han løftede blikket, smilede, og så blev jeg forelsket, lige på stedet, øjeblikkeligt. Det er det, man kalder at blive ramt af lynet. Jeg kalder det for genkendelse. De elskendes mektoub.” (arabisk betegnelse for’ skæbnen’) Genkendelse og forelskelse er uadskillelige. Intimiteten ligger i oplevelsen af ikke at være alene, at være sammen i en ensom verden. At blive set, mødt og forstået medbringer en helt ubeskrivelig lykke, som kun kan sammenlignes med forelskelsen. Det er en beruselse og en galskab. Og den er nødvendig: ”Endnu en ende, ægte frelse mig, lade mig se

gang måtte jeg finde en levog synlig person, der kunne røre ved mig. Én jeg kunne af. Blive båret af.”

Det er et menneskeligt behov at føle sig set. Især når man har svært ved at se sig selv og føler, at man er ved at forsvinde

Visir # 75

Og så er kærligheden årsagen til almenmenneskelige problemer og frustrationer. I kølvandet på Abdellahs kærlighed kommer det uudtømmelige begær, den uudholdelige jalousi og den dybe sorg. Det er på mange måder en angstfyldt oplevelse. Og angsten er både psykisk og kropslig, så fortælleren oplever både depression og en spiseforstyrrelse som resultat af et kuldsejlet forhold. Omvendingen af, hvad der tidligere gjorde ham i stand til at le-

Begær

Anmeldelse

Begær

ned i angstens mørke spiral. I Arabisk Vemod formår Abdellah Taïa på smuk vis at få sin læser til netop at føle sig set, genkendt og accepteret. Temaerne kærlighed, begær, erindring og en paradoksal tilværelse behandles på en måde, som man kan relatere til. Og genkendelsen går begge veje, da man virkelig ser mennesket bag ordene. Det er en enkel og elegant roman, som trods sin skønhed er stærk og vedkommende. Det er en for-

tælling, der relaterer til noget i den frustrerede og smertefulde del af mennesket, og forsøger at tydeligøre, at vi ikke er alene om selv de mest ensomme følelser. Frelsen fra angsten, fra smerten, er at blive set – i Arabisk Vemod både ser vi både det pinte menneske, som taler til os, og vi bliver set og accepteret helt uden betingelser.

Visir # 75

Abdellah Taïa Arabisk Vemod Forlaget Arvids 123 sider 155,00kr

Anmeldelse

Begær

Kingsman: The (Not So) Secret Sexism Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

Kingsman er en film fyldt med åbenlys, diskret og provokerende sexisme, som i et forsøg på at gøre ridderlighed og gentlemen moderne rammer helt ved siden af og kaster sig ind i de selvsamme stereotyper den forsøger at parodiere. Denne her artikel spoiler alting, men så behøver du i det mindste ikke selv at se filmen. Jeg tog en frisk forårsdag sidste år i biografen for at se Kingsman: The Secret Service. Jeg var svagt optimistisk omkring den, men jeg endte med at forlade biografen midt i den sidste scene. Hver gang filmen kommer op i en samtale, og jeg giver udtryk for min foragt, så er min samtalepartner stort set aldrig enig. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, man kan se den og bagefter tænke, at man har set en god film.

det verden, han finder tilbage til en celle, han har besøgt tidligere, hvor den svenske prinsesse Tilde holdes fanget. Hun ser ham løbe forbi og beder ham lukke hende ud, det vil han gerne… hvis hun vil give ham et kys. Hun tilbyder ikke bare at give ham et kys, men analsex hvis han formår at redde verden.

Hvis man googler Kingsman og sexism, så dukker der en række artikler op (nogle i forsvar, nogle i anklage) om filmen, primært er kritikken centreret om en af de allersidste scener. Det ér en provokerende scene og den ér rædsomt sexistisk. Den finder sted kort efter Eggsy har red-

Her vil jeg kort gøre opmærksom på, at Kingsmen agenterne er gentlemen (det kalder de sig selv hele vejen igennem), og hele ideen om dem er bygget op om en gammel form for ridderlighed (derfor navnene efter Kong Arthurs riddere). De går i jakkesæt og opfører sig, som de me-

Visir # 75

Kingsman er en film om hemmelige agenter kaldet Kingsmen og ja, det er en slags secret service. I starten af filmen dør en af deres agenter, Lancelot, hvilket åbner en plads for en ny agent. Forskellige kandidater håndplukkes, hovedpersonen Gary ’Eggsy’ Unwin i blandt dem, og de konkurrerer om at vinde Lancelots plads. Alt i mens forsøger skurken Valentine at overtage verden. Præmisset er overdrevet, men fint nok, filmen har nogle generisk sjove øjeblikke, som virker som de skal, men den indeholder desværre også scener, som meget af publikum har problemer med – mig selv inklusiv.

Tilde blev tidligere i filmen taget til fange af Valentine, men eftersom hun nægtede at samarbejde og spydigt lod ham vide, hun ingen interesse havde i at være en del af hans plan, lukkede han hende inde i den celle, Eggsy finder hende i. Det øjeblik, hvor Tilde fortæller Valentine at hun ikke er interesseret i at hjælpe ham, var fantastisk, et super fedt øjeblik fordi hun fik lov at udvise moralsk karakter og sige den ultimative bad guy imod. Til gengæld er det mindre fantastisk, når hun kort efter virker til at være en helt anden karakter, en karakter der accepterer, at en mand beder hende om et kys for at lukke hende ud og tilbyder ham analsex, hvis han redder verden. De to versioner af Tilde hænger ikke sammen.

Begær

ner, gentlemen skal opføre sig. Og det er jo topmålet af at være en gentleman at udnytte en kvinde i fangeskab for seksuelle ydelser (nej, det er det ikke, det var sarkasme). Scenen er derfor ikke bare nedladende overfor kvinder, den går imod alt det, filmen er bygget op omkring. En fin artikel fra The Geek Initiative opsamler meget godt, hvad der er så problematisk ved scenen. Navnlig at den fratager både Tilde og Eggsy den karakter, de er blevet tildelt. Tilde går fra at være en kvinde, der kan sige fra, og som på ingen måde virkede som typen, der ville lade en mand udnytte hendes fangeskab til at få sex. Eggsy har gennem hele filmen behandlet kvinder ordentligt, indtil det her øjeblik, hvor han reduceres til intet mindre end et chauvinistisk creep, der har det helt fint med at udnytte kvinder i fangeskab. If you’re offended just lighten up, bro Matthew Vaughn (instruktør og co-writer) har selv kommenteret på kritikken:

Visir # 75

”The innuendo is pretty strong and always comes from the men. I just thought it would be great to turn it on its head by having the woman say it. I actually think it’s empowering. Some bloody feminists are accusing me of being a misogynist. I’m like, ‘It couldn’t be further from the truth.’ It’s a celebration of women and the woman being empowered in a weird way in my mind, which will cause a big argument again I’m sure. It’s meant to be tongue-in-cheek and crazy. […] I was surprised when people are saying to me, ‘I loved the movie. I think it’s great, but I was offended by that.’ I said,

Anmeldelse

‘Really? That’s more offensive than exploding hads, massacres in church, swearing, people being cut in half?’ I was like, come on. It’s just a joke. It’s not even graphic […] For the 20 percent who were offended by it, there are 80 percent who are rolling around laughing so hard. Those 20 percent of people just need to lighten up a little bit. It’s about pushing boundaries and having a bit of fun. It’s not meant to be offensive, and it’s definitely not misogynist or any attack on women. That’s for sure.” Hans kommentar gør ikke sagen meget bedre. Det kan meget vel være, han ikke bevidst forsøgte at være sexistisk, men derfor kan det stadig godt være lykkedes ham at være det – og det lykkedes ham. At hele scenen var ment som en joke, gør den ikke mindre sexistisk, og at inkludere en sexistisk joke, man kunne have udeladt, gør det bare værre. At tilbyde en tilfældig mand analsex for at redde verden er ikke ’empowering’, heller ikke fordi du giver hende lov til at tilbyde det. Det kunne være empowering i den rigtige kontekst, men det er ikke den kontekst, Vaughn har skabt. For sagen er, at Eggsy sagde det først: han var den første til at spørge, om hun ikke ville give ham et kys for at lukke hende ud. Han bad om belønningen for at gøre det rigtige, før hun overhovedet tilbød – at hun tilbyder bagefter gør ikke scenen mindre sexistisk. At Vaughn forsøger at bortforklare det med, at det ’bare’ er en joke, at han ikke tager de 20% af publikummet alvorligt, der blev forargede eller følte sig krænkede af scenen, er i sig selv provokerende.

Anmeldelse

Parodi på James Bond? Nice try! Sammenligningen med James Bond er også mere kompliceret end som så. Hele filmen er selvfølgelig et forsøg på en parodi på James Bond. Jeg siger forsøg, fordi jeg ikke mener det lykkes, filmen tager sig selv alt for alvorligt til at være en parodi, og fordi en parodi ofte kræver man forholder sig kritisk eller ironisk til sit kildemateriale. Austin Powers er en parodi – Kingsman er ikke. Selvom det er ganske rigtigt, at Bond ofte ender i seng med en kvinde i slutningen af filmen, så er denne kvinde aldrig en tilfældig person, han har støvet op på fjendens base. Hun er for det meste en karakter, der har fulgt ham i længere tid, og som på en eller anden måde hjælper ham i sin jagt på at tilintetgøre fjenden. Med den logik burde Eggsy være endt op med Roxy. Vaughn forsvarer sig også med, at det ikke engang er grafisk. Det kommer an på, hvem man spørger, godt nok er det eneste man ser et klip af Tildes røv, men det er til gengæld en meget åbenlys objektivisering af hendes krop.

Begær

ence how ridiculous the idea of sex-as-agold-star is, intentionally exaggerated and even a little jarring. It shouldn't be so difficult to distinguish between supporting an idea and making fun of it to show a lack of support.” Problemet er, at den ikke gør grin med det, at for 20% af dem, der så den i test screenings, var det provokerende og ubehageligt at se. At overdrive en trope er ikke automatisk at gøre grin med den, det er faktisk ikke engang at forholde sig kritisk til den. Selv for dem, der ser scenen som et forsøg på bevidst at overdrive for at latterliggøre en trope, der problematisk, så er scenen stadig sexistisk. Den er

Visir # 75

Scenen med Tilde og analsex er et perfekt eksempel på tropen ”kvinden/sex som belønning for at redde verden/gøre det rigtige”. En trope James Bond franchisen har gjort brug af utallige gange (dog er det blevet bedre siden Daniel Craig tog over, hvilket i denne sammenhæng er mere trist, for så er Kingsman pludselig blevet en værre repræsentation af kvinder end den film, den antageligt forsøger at parodiere for selv samme problem), og som man ser på film igen og igen og igen. Jeg ville ønske, vi kunne komme videre. Moviepilot siger i en artikel om filmen at: “It's actually working to show the audi-

Begær

ikke kritisk nok på noget niveau til at bevæge sig ud over sin sexisme. Hvis du provokerer 20% (sandsynligvis mere) af dit publikum, så er risikoen, at du har opnået det modsatte af, hvad din pointe var – og hvis du er nødt til at forklare den pointe (og din forklaring involverer at bede dine kritikere om at ”lighten up”), så har du et problem. Denne scene er ikke Kingsmans eneste forseelse, men det er den, den er blevet kritiseret mest for, hvis man graver lidt. Mit problem startede længe før denne sidste, latterlige, sexistiske scene. Det største problem er et, der er en smule sværere at få øje på, nemlig Roxy.

Visir # 75

Roxy og den diskrete sexisme Roxy ender faktisk som den udvalgte til at blive den nye Kingsman, hun er den eneste der består alle testene. Eggsy selv formår ikke at bestå den sidste test, som er at skyde den hund, han blev tildelt tidligere i filmen (pistolen er ikke rigtigt ladt, så hunden dør ikke). Pointen med øvelsen er selvfølgelig at vise, de kan være koldblodige, når de står over for deres mål, at de kan handle rationelt i stedet for ud fra deres følelser. Eggsy består ikke, han kan ikke skyde hunden, og det er meningen, vi skal have sympati med ham for det, forstå at det var det rigtige valg at træffe, selvom det gør ham til en ret dårlig agent. Problemet opstår, da verden skal reddes, for Eggsy er ikke en agent, men som hovedperson i filmen er han alligevel nødt til at være helten, der redder det hele. Det betyder at han sendes af sted for at stoppe Valentine – ansigt til ansigt – mens Roxy sendes op for at… stoppe en satellit. En handling, som 2 minutter efter det lykkes for hende, gøres ligegyldig. Eggsy, manden der ikke bestod agentprøven, sendes af sted for at gøre det reelle agent arbejde. Manden, som ikke kunne skyde sin hund, sendes af sted for at myrde fjenden. Det giver ingen men-

Anmeldelse

ing. Han belønnes med agentarbejde, selvom han var dårligere egnet som agent. Hvorfor? Fordi han er helten. Selvom hans rolle sidst i filmen egentlig burde være Roxys, så får han den. Det er fordi, han er hovedpersonen, ja, men det bliver også et udtryk for, at han som mand er bedre egnet til den slags arbejde. Det kan man ikke undgå. Hvis du specifikt fratager kvinden det job, hun har gjort sig fortjent til, som hun var bedre egnet til, og giver det til en mand? Det er ikke et heldigt signal, specielt ikke fordi der i filmen ellers ikke er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved hendes evner som agent pga. hendes køn. Der er absolut ingen grund til, at hun skulle gives en opgave det, alt taget i betragtning, havde givet mere mening at give til Eggsy, og endnu mindre grund til, at den opgave få minutter efter udførelsen skulle gøres ligegyldig. Så kan hun ellers bare stå der resten af filmen og ikke lave andet. Jeg håbede, hun ville dukke op under den sidste kamp, hvor Eggsy var oppe mod Gazelle (en fænomenal kvindelig karakter jeg, overraskende, ikke har noget negativt at sige om, filmen respekterede hende). Gazelle var årsagen til Lancelots død i starten af filmen; hun er dødbringende. Så at Eggsy formår at vinde over hende uden hjælp – med kun et par måneders træning – var overraskende. Det var oplagt at lade Roxy dukke op og hjælpe ham, men han fik hele spotlightet for sig selv. Derudover kan det nævnes, at den eneste som får en belønning (i form af sex) for at redde verden er Eggsy; Roxy får ingenting. Så meget for ligestilling. Filmens største triumf var, at Roxy fik lov at overtage pladsen som den nye Lancelot, en triumf den kort efter fuldstændigt udsletter ved at nægte hende den rolle, hun har gjort sig fortjent til. Jeg forstår, at selvfølgelig skal Eggsy være helten, selvfølgelig skal han redde dagen, men det behøver ikke være på bekostning af Roxy.

Anmeldelse

Begær

Når kvinder dør Af mindre beklagelser, der dog er værd at nævne, er, at der blandt de originale rekrutter faktisk var en anden kvinde, Amelia – hvorfor der kun er to kvinder iblandt dem, kan man selv tænke lidt over. Hun dør den første aften (det viser sig, hun ikke dør rigtigt, hun var aldrig en rigtig kandidat, men var en Kingsman medarbejder. Hendes død er iscenesat for at lære de tilbageværende kandidater vigtigheden af at hjælpe hinanden). Det rejser spørgsmålet om, hvorfor det lige præcis er den eneste anden kvinde, der ”ofres”, hvorfor ikke en af de mandlige karakterer? Er det baseret på ideen om, at vi reagerer voldsommere på at en kvinde dør end en mand? Er det fordi, hun står sammen med Eggsy og Roxy mod de andre kandidater, der er nogle rige douchebags, og i længden ville stå i vejen for Eggsy og Roxys venskab? Lige meget hvad forklaringen er, så er det ikke helt heldigt at inkludere kun to kvinder og efter 10 minutter myrde den ene. Eggsys mor kunne også være behandlet bedre. Efter hendes mands død falder hendes liv fra hinanden, og hun går ind i et voldeligt forhold med en anden mand – for en kvinde, der mister sin mand, er det jo den eneste udvej. Jeg vil give Kingsman, at det er en realistisk reaktion på sorg, men det er også en lidt uheldig fremstilling. Specielt da Eggsy dukker op til sidst, redder moren fra sin voldelige kæreste og tilbyder hende et nyt liv – her forstår vi det var hele ideen med morens ’forfald’: ikke realisme, men at give Eggsy

endnu en kvinde at redde til sidst. Hun kan ikke redde sig selv, men skal bruge en mand. I en film, der er bygget på tanken om gentleman-opførsel og ridderlighed, så er det måske klart, han skal bruge en kvinde at redde. Men det er til gengæld ikke en specielt moderne tanke, og hele problemet med ridderligheden er netop det: den er forældet. Du kan ikke lave en film baseret på ideer om ridderlighed uden at ændre på dem, så de passer ind i en moderne kontekst. Det lykkes næsten ved at inkludere Roxy og lade Eggsy behandle hende som en ligestillet (selvom filmen ikke gør det), men selv det ødelægger den for sig selv. Jeg hader Kingsman, mest af alt fordi den har formået at gemme sin ellers ret åbenlyse sexisme bag humor og ideen om, at det jo bare er ”tongue-in-cheek”, og at hvis vi er forargede eller provokerede over dens kvindesyn, så er det os, der er problemet, på ingen måde filmen, vi har bare brug for at ”lighten up a little”. Det største problem med Kingsman er, at den ikke tager afstand fra stereotyper, men i stedet overdriver dem. Desværre er overdrivelse ikke det samme som at forholde sig kritisk til dem, hvilket medfører, at Kingsman, en fortælling om moderne ridderlighed, skriver sig ind i sexistiske stereotyper i stedet for at skrive sig ud af dem. Jeg har aldrig fortrudt så bittert at have brugt penge på en film før.

Kingsman: The Secret Service 20th Century Fox

Visir # 75

Action, komedie Premiere 26. februar 2015 2 timer og 9 minutter

Visir # 75

BegĂŚr

Annonce

Anmeldelse

Begær

En glitrende overflade, en bundløs dybde Af Katrine Winther, æstetik og kultur

Med en indlevelse og poetisk kraf t sætter ‘Glasklokken’ sig f ast. I 1963 udkommer romanen af Sylvia Plath for første gang. Nu, 53 år senere, revitaliseres værket på ny og fremstår stadig højaktuel, klar og f angende. Smedene bag den danske oversættelse er ingen ringere end Olga Ravn og Mette Moestrup. Med oversættelsen lever de ikke blot op til deres eget navn, men også til bogens status som klassiker. Det er ikke uberettiget, at værket netop betegnes som et mesterværk. Fortællingen om den unge Esther Greenwood skrives fra et genkendeligt sted. Havde det ikke været for romanens rammer i 50'ernes USA, så kunne hun sagtens ha-ve tilhørt en dansk udviklingspresset ungdom. Storbyens kontraster Esther er i New York på et praktikophold som gæsteredaktør hos et modemagasin. Her oplever hun det dekadente storbyliv i kontrast til opvæksten i Boston. Mellem overdådige middagsselskaber, store fester og imponerende gaver viser sig dog også det moderne livs pompøse overfladiskhed. Alt, Esther begærer, virker pludselig tomt og hyklerisk. Drømmen om at blive forfatter svinder ind, og hun står usikkert overfor voksenlivet. Hun kan ikke slippe følelsen af at være i en glasklokke, hvor ilten langsomt fortæres. Herinde trykker andres og egne forventninger.

I stedet for at føle og leve analyserer hun tilværelsen som de bøger, hun elsker at

En underliggende gru Glasklokken er en roman, der virkelig formår at tryllebinde sin læser. Som en anden killjoy-feminist ødelægger Sylvia Plath den gode stemning med fryd. Du trækkes så langsomt ind i sygdommen, at du først opdager det, idet den har slugt dig. Tekstens tragiske indhold løftes af dens morbide humor og formår at føre dig grinende frem for grædende til slutningen. Vejen er ikke lang, for hver side er i høj grad en page-turner. Sylvia lader dig gang på gang mangle den sidste snert viden, så du rovdrives gennem bogen for at få dine spørgsmål besvaret. Denne åbenhed er iboende i hver eneste sætning, der gemmer på en enorm kompleksitet. Du må standhaftigt holde igen for at få øje på alle detaljerne. Men selvom sætningerne har meget at byde på, er de ikke tunge. Derimod er de legende enkle, som når Esther beskriver sin

Visir # 75

Fra sin imaginære klokke observerer Esther køligt verden omkring sig. En total indifferens er gennemgående og rettet mod både omverdenen og hende selv.

skrive. Det fremstår næsten, som om hun prøver at skrive sit eget liv. Og det går jo selvfølgelig ikke. Da Esther får afslag på sin drøm om et sommerskrivekursus på college, knækker tråden, og hun finder sig selv i en eksistentiel intethed. Et mislykket selvmordsforsøg fører hende til et psykiatrisk hospital, hvorfra hendes kamp ud af klokken begynder.

Begær

drink som våd og deprimerende, malende smukke og ironisk skarpe. Et virvar af billeder Det elegante og levende sprog tillader dig en indsigt i Esthers tanker, håb og mørke. Det fører dig i bevægelse helt tæt på og lader dig mærke følelser i værket og i dig selv. Følelser som fortrolighed og ømhed som da Esther siger: “Jeg følte mig dum og flov og fuld ad knuste drømme”, men også stædig og kraft. Som læser ser vi ikke blot Esthers verden, men også Esther som ydre karakter og en mangel på overensstemmelse mellem hendes tanker, ageren og omverdenen. De mange grusomheder, som hun selv er uanfægtet af, de mange små eksplosioner af vold, der gemmer sig under overfladen. Meget siges ikke direkte, men forstås alligevel, og det vigtige siver op i sætningerne.

Visir # 75

Glasklokken er et virvar af billeder, der ikke danner en egentlig kronologi, men en brudt helhed. Forstærkende elementer som kontraster og parallelhistorier løber som en rød tråd gennem hele romanen.

Anmeldelse

Værket er ikke blot en ungpigeroman, men byder på et væld af temaer lige fra kønsroller og samfundsnormer til kærlighed og depression. Romanen kan både betegnes som en politisk roman, en kunstner-roman og en autofiktion. Den sidste betegnelse skyldes, at det er svært ikke at læse Sylvia Plath ind i værket, idet hendes liv udfolder sig næsten lig Esthers. Jeg synes dog, at det er synd kun at se værket som autofiktion, idet det biografiske element ofte kan negligere den litterære kvalitet. Hvad Olga Ravn og Mette Moestrup formår med deres oversættelse er at få den til at pege frem i tiden og ind i nuet. Det samfund, Glasklokken udspiller sig i, er ikke langt fra vores samfund i dag, der opfordrer til frihed, men forhindrer en i at nå den. Der rummer normer, som gør folk syge i forsøget på at leve op til dem. Af samme grund er værket hamrende vigtigt og ikke til at ryste af sig. Det er en stemme fra de marginaliserede. At det er en klassiker, som ikke fortjener at blive glemt, er der ingen tvivl om.

Anmeldelse

BegĂŚr

Visir # 75

Sylvia Plath Glasklokken Oversat af Mette Moestrup og Olga Ravn Gyldendal 279 sider 249,95kr

Begær

Anmeldelse

Tiden, farverne og pigerne, der var hunde Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Den mexicanske forfatter Elena Garro skrev vidunderligt skæve og magiske tekster, blandt andet novellesamlingen Farvernes uge, der udkom i 1964, tre år før Gabriel Garcia Marquez’ berømte mesterværk indenfor den magiske realisme, romanen 100 års ensomhed. Nu foreligger novellesamlingen på dansk, udgivet af Skjødt Forlag, og Visirs anmelder har med fornøjelse og (til tider) vidt opspærrede øjne læst de 13 noveller.

Visir # 75

Hvis man har en ide om noveller, som noget, der er Helle Helle’sk minimalistisk og nedbarberet, sprogligt sparsomt, kan man godt få et lille chok i mødet med mexicanske Elena Garros sprudlende raritetskabinet af en novellesamling. Farvernes uge indeholder alt fra en mystisk mand, der har et særpræget seksuelt forhold til (no shit) alle ugens dage, til to små piger, Eva og Leli, der kan være alt, hvad deres fantasi tillader – fra hunde og græske sagnhelte til en mexicansk general. Den får ikke for lidt i de 13 noveller; der er kærlighed, henrettelser, fortidens og nutidens spøgelser hjemsøger de forskellige hovedpersoner, tiden personificeres og identiteter queeres. Så hvis man let overvældes og foretrækker sin litteratur nøgtern, ren og minimalistisk som indretningen i et skandinavisk boligblad, er det nok ikke lige Farvernes uge, man skal have fat i. Hvis man til gengæld gerne vil udfordres, undres og betages af et farverigt univers, der stiller flere spørgsmål, end det giver svar, er man kommet til det rigtige sted. Hovedpersonerne i samlingen er meget forskellige, men har det fællestræk, at de fleste af dem på en eller anden måde er utilregnelige. De hallucinerer, lyver, lever lidt i en anden verden eller er børn, som førnævnte piger, søstrene Leli og Eva, der figurerer i flere af novellerne, deriblandt

titelnovellen ”Farvernes Uge”. Her har de to en helt anden opfattelse af tidens gang og ugedagenes rækkefølge end deres omgivelser: der kan sagtens komme fire fredage i træk, eller en tirsdag efter en lørdag. Hver dag har særlige kendetegn, en særlig følelse eller stemning. Den alternative tidsforståelse strækkes ud og får lov til at fylde hele novellens univers, da pigerne opsøger den mystiske don Flor, der skal styre ugens dage. Han er alene, men viser dem rundt i dagenes værelser: ”-Du går ingen steder. Du bliver mellem disse dage. –Hvaffor nogle? spurgte Eva forskrækket. –Disse her. Her er vi i dagenes centrum. Hans ord drak eftermiddagens vand, og der opstod en knastør stilhed[...] [...] –Der er ikke længere nogen dage ... Hvor er de henne? spurgte Eva -Ugen er taget på marked i Teloloapan. Her er kun dagenes centrum tilbage, svarede don Flor og kiggede på dem med sine glasagtige øjne, der lugtede af spiritus.” Uddraget er symptomatisk for Garros legende, nærmest barnlige logik, både i sproget og universerne. Sproget bliver

Anmeldelse

Begær

konkret, en fysisk størrelse, hvor metaforer ikke bare er noget, vi leger, men noget, der har stor betydning for den sansbare virkelighed. Ugen kan tage på marked, og ord kan dræne eftermiddagen for væde. Det giver både anledning til at reflektere over den måde, vi bruger sproget på til hverdag, over den magt, et ord kan have og ikke mindst over store, metafysiske størrelser som ’tiden’, der pludselig bliver trukket ned på jorden og prikket ret uhøjtideligt til. Det barnlige skinner især igennem, når de talende stemmer er Eva og Lelis, men det under-

søgende, nysgerrige og underfulde gennemsyrer hele samlingen, også de mere alvorlige noveller, der blandt andet tager ensomhed, svigt, længsel og skam op. Der er vild seksualitet og smertefuld kærlighed i Farvernes uge, og frem for alt er der gode og tankevækkende historier, fortalt i et smukt sprog i Ane-Grethe Østergaards danske oversættelse.

Visir # 75

Elena Garro Farvernes Uge Novellesamling Oversat af Camilla Skjødt Skjødt Forlag 260 sider 198 kr

Begær

Novelle

Safari Af Simone Due, litteraturhistorie

Guiden kaster et afgnavet kyllingeben ud over kanten, make tiger come, siger han. Vi kaster også afgnavede kyllingeben ud over kanten, drikker øl, skrædderstilling. Finder kortspil frem, det nye kamasutra sæt fra Chitwan. Vi larmer for meget, guiden siger, at vi larmer for meget, tigeren kommer kun, hvis vi er stille. Den kan lugte kødet, den var her i går. If you be quiet, tiger come. Toby og Ann skændes. Vi er for vestlige, tigeren gider ikke spilde sin energi på at blive betragtet af os, umodne og ufokuserede. Brædderne knirker. Ris, øl, varm vind. Jeg kravler op i det lille vagttårn. Tårnet er mørkt og privat. Jeg kigger ud over silhuetter af trækroner, solen er væk. En koncentreret, flad sol nede på jorden leder efter tigere, lygten pletter mit syn. Jeg kravler hen over trækronerne, går fra blad til blad, luftig og uægte som et lys. Leder efter en tiger, som leder efter kød, efter mig. Ikke mig som lys, men mig som muskler og fedt, pulserende, saftig, varm. Men jeg betragter dens katteøjne uden mit blod, har efterladt det i en krop i et træhus, betragter skulderbladene fra en gren, de langsomt bevægende, bløde, glidende, rokkende skulderblade, som en mand i en kvinde. Kærtegnende, lokkende bevægelser. Ophidsende, som tigeren ophidses af min puls. En hånd henter mig tilbage til min krop. Hans skuldre er bare, pelsfrie. De andre er gået i seng. Hans skulderblade, når han læner sig ind over mig. Hans slørede øjne. Jeg skubber ham ned af stigen, trækker ham forbi værelserne, ned af trapperne, nederste etage, en terrasse i mørket. Jeg mærker en stolpe i ryggen, løsriver mig fra munden og ser øjnene, skarpe, de holder mig fast indtil jeg løftes op, mine ben i et fast tag om hans liv, jeg mister tid, tøj. En krop, blod derinde et sted, han smider mig på sengen, mærker ham tung og hård, splinter i min ryg, tager ham til mig, i min mund, tager ejerskab, splinter, mister kontrol, tag den fra mig, tag mig.

Visir # 75

Guiden banker forstyrret på vinduet, kigger ind, tør ikke kigge. Fascineret guide, fordømmende, vestlig ungdom, ingen forstand, afholdenhed. Uduelige. Guiden banker på ruden igen, prøver på ikke at se vores nøgenhed, banker, we must go now, kigger ind, væk. Jeg kysser Tobys skulder. Han smiler og hiver min krop til sig, fugtig i varmen, fugtige læber. Jeg drømte, at han var en tiger.

Annonce

Begær

Marxistisk kulturkritik: Vil du være med? Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Den kultur vi lever i vil til enhver tid bære præg af de materialistiske produktionsforhold, af klassekamp og af de dominerende ideologier i samfundet. Det er den marxistiske kulturkritikers opgave at afsløre disse ideologiske undertoner i kulturen, at forklare hvordan kulturen afspejler samfundet udenfor, og hvordan kulturen kan bruges som et aktivt middel til forandring eller fastholdelse af status quo. Vi, som æstetiske studerende, har alle forudsætninger for at tage denne opgave på os, for at bruge vores fagekspertise og vores passion for litteratur, musik, kunst og drama til analyse af det moderne kapitalistiske forbrugersamfunds kultur. Det handler bare om at tage den. Der er uendelige spørgsmål, der kan undersøges: Hvordan har den økonomiske krise påvirket vores moderne kulturliv? Hvilke muligheder og konsekvenser ligger der i internettet og den stadig friere adgang til kunst og kultur? Er reality-tv et middel til at distrahere folk fra deres sociale tilstand? Kan kunst bruges til politisk vækkelse af masserne eller er det for elitært? Hvordan skal vi forholde os til fankultur? Hvordan ser moderne politisk teater ud, og virker det? Er moderne kunst politisk bevidst, og hvis ja, hvordan? Kan vi overhovedet gøre en forskel gennem kunst og kultur? Jeg håber, at en marxistisk kulturkritisk gruppe kan oprettes her på kasernen. En gruppe af studerende på tværs af fag og årgange, hvor vi i fællesskab kan skrive artikler, essays og anmeldelser med baggrund i den marxistiske ideologikritik. Hvis du er studerende på kasernen, og hvis du er socialist eller bare er interesseret, så er du meget velkommen til at kontakte mig på jacobmeyerhald@gmail.com, og så kan vi sammen arbejde videre.

Visir # 75

BegĂŚr

hexeri

Visir # 75

Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Billedserie

BegĂŚr

Visir # 75

BegĂŚr

Billedserie

BegĂŚr

Visir # 75

BegĂŚr

Billedserie

BegĂŚr

Visir # 75

Begær

Arkivguld

Luderen

Af Christina Faaborg Jensen fra Visir #40, maj 2006

Jeg giver mig endnu en gang hen til den dionysiske trang. Den dionysiske ekstase og begæret. De kalder mig en luder? Måske har de ret. De jævne metodiske plagiater af et folk, der lever deres dag med fast føde og det nyeste tøj. De hader mig nogle gange. De siger det ikke altid ligeud, men hvisker det i krogene rundt om mig. Jeg foragter deres småborgerlighed, deres kedelige trang til at være bedrevidende på et meget tyndt grundlag. De læser deres meninger i Søndagsavisens klummer. De nikker til hinanden over morgenbordets sprøde rundstykker, mens de deklamerer deres holdninger til krigen og terroren, men blande sig vil de ikke. De er ikke til fortidens Vietnamdemonstrationer eller til at vælte mure som den i Berlin. De kan lide grænsen mellem godt og ondt, og de æder tragediernes ulykke, så ganske som de æder deres lunede morgenbrød. Jeg derimod tager stilling og lader mig ikke kue. Måske lever jeg efter mit id, men jeg har styrken til at se udover den almene fordømmelse af urgamle drifter. Jeg ligger i hans seng, mærker kærtegene på min krop, som i sekundet fornemmes følelsesladede, men som hurtigt går over i den så kendte, men dog alligevel alternerende rytme som i en sang uden noder, spillet efter gehør. Han puster stille i mit øre, mens jeg søger efter klimaks inden han når sit.

Visir # 75

Hvorfor jeg bliver ved med dette, denne leg med ilden, der skaber det dårlige rygte? Denne søgen efter at finde den ultimative lykke badet i lyset af andres had? Jeg har intet givet svar. Intet åbenlyst motiv andet end, at Dionysos ham selv har taget plads i min sjæl.

Arkivguld

Begær

Klip klip

Af Jess Neje Nippelen fra Visir #30, december 2003

Professor og intelligensforsker Helmuth Nyborg foreslår, at man belønner mindre begavede for ikke at formere sig. Jeg foreslår, at det er helt anderledes typer, vi skal have sorteret fra. Prosadigt af Jess Neje Nippelen Dem der taler lidt for højt sammen under filmen i biografen Folk over 30 der lytter til Safri Duo Personer der vælger at stå stille i alt for snævre passager Rygere der for ikke selv at få røg i øjnene forpester deres sidemænd Ringetonekomponister Folk der overskrider ens intimsfære Dem der knitrer med 80 dB-larmende slikposer i teatersale Ham der sveder til koncerter Dem med svage håndtryk Næsesnydere Indendørssolbrillebærere Ikke-knivbærende finner, ædru svenskere og spendable skotter Kvinder fra Mars og mænd fra Venus Ministre der foregiver at have stor viden om kultur og historie Skrankepaver Computerstemmeindtalerne efter frk. Klokken Dem med fedtet hår Ham der fyrede Flemming Leth Fjerkræ – og fiskespisende der kalder sig vegetarer Nummerologer Personer der er fuldere end festen Folk med hentehår Dem der skriver under anagram Den intolerante Ikke mindst dem der skriver lister og dem der fokuserer på det negative Alle andre: formér jer!

Visir # 75