Kasernebladet Visir #73 by Kasernebladet VISIR

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

7 3

S t u d e n t e r b l a d

N o v e m b e r

2 0 1 5

Redaktion Mette Grandahl Mathilde Ravn Melvang Karoline Schwarz Hvingelby Anna Rosenkrands Uldall Anne Katrine Bessmann Maria Lundehave Jeanette Sigtenborg Rasmussen Kirstine Sø Dieckmann Rikke Christensen Emilie Winther Jensen Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Forside

Emilie Winther Jensen Deadlines Bagside Deadline for indlæg til næste nummer er Denni Ian 24. februar 2016 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden 1. februar

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com

VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder ”Words are loaded pistols”

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Den sjette sans

7 8 10 12 13 17

Tema: Oprør! Illustration, Meri Alexandra Raita Anna Qi#1 Strik en kage, Karoline Schwartz Hvingelby Illustration, Miriam Yamil Fanfiction, et litterært oprør, Jacob Meyer Hald Billedserie: Fuck læsesalene, Mathilde Ravn Melvang

Artikler Kønsroller hos Shakespeare og Justin Timberlake, Miriam Yamil

28 30 34

Reportager En weekend i bøgernes tegn, Jeanette Sigtenborg Fremtiden er her nu!, Anna Rosenkrands Uldall og Rikke Christensen Anna Qi#2

36 37

Digte november, Anna Brynskov LIFE OF A POET, Ditte Hessellund Kappel

38 40 42 44 46 50 52 55

Anmeldelser Daddyissues på syretrip, Mathilde Ravn Melvang Den højeste mand imponerer og medriver, Kirstine Sø Dieckmann I de mørkeste afkroge af et pigesind, Marie Nielsen Den sidste turist - en Lulu Ziegler-kabaret i 2015, Cecilie Klok Dupont Sex, vold og marxisme, Esben Staugaard De forunderlige fortællinger, Anna Rosenkrands Uldall Den skinbarlige virkelighed?, Mette Grandahl Anna Qi#3

56 58

Arkivguld Korte huskeregler for anmeldere: HUH!, Lars Bukdahl På tværs af læsevenligheden, Roar Gaardsøe og Kasper Kaufmann

Visir # 73

Leder

”Words are loaded pistols” Indimellem er det som om, der er højere magter på spil, når vi i redaktionen på Visir sidder og planlægger, hvordan fremtiden skal se ud. Det viser sig f.eks., at denne udgave af Visir udkommer samme måned som Mockingjay Pt. 2 har premiere. Tilfældighed? Muligvis, men begge dele har én ting til fælles: Oprør. Oprøreret på Visir, som mange af jer på større eller mindre vis har biddraget til, har involveret en smule mindre vold, færre pile og dødsfald og et lidt mindre dramatisk soundtrack, men det har dog fundet sted. Det er ikke mængden af blod, der skal afgøre om et oprør er et oprør, for mulighederne er mangfoldige, og oprøret har gennem historien taget mange forskellige former. Et af de bedst kendte eksempler er den Franske Revolution, der endte med et par royale hoveder i en kurv, eller slaveoprøret på Haiti, hvor imperialismen mærkede sin egen dødelighed. Man kan selvfølgelig forledes til at tænke, at oprør hører fortiden til, men det er nærmere noget, der aldrig er stoppet. Mere nutidige eksempler kan være et fra 2010, hvor Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien og startede et oprør, der snart bredte sig til resten af den arabiske verden, og i 2014 blev Michael Brown skudt af den hvide politibetjent Darren Wilson i Ferguson, hvilket resulterede i civile uroligheder og international opmærksomhed. Den slags oprør er hvad, vi forbinder med ordet, det er hvad, vi forventer at få at se, når vi sætter os til rette med popcorn og Mockingjay Pt. 2 toner frem på skærmen. Men oprør kan også have en mere diskret og personlig karakter. Vi har alle rebelfaser, hvor vi gør oprør

mod vores forældre, mod samfundet, mod os selv eller andre, hvor vi nægter at gøre, hvad andre forventer af os. Et oprør kan til tider finde sted i sproget, hvor nye ord dannes på trods af konventioner eller måske præcis for at trodse konventionerne. Det er dog ikke forbeholdt sproget, men alle områder, hvor der er regler, kan regler brydes og gøres op med. Det er sådan nye kunstformer, nye musikgenrer, nye måder at lave film på, dukker op. Her i bladet er oprøret nok i højere grad sprogligt (det er trods alt på skrift), men som JeanPaul Sartre har sagt: ”Words are loaded pistols”, så man skal passe på, hvem man retter dem mod. I dette nummer af Visir er ordenes skarpe, oprørske knivsæg blevet rettet mod bl.a. grammatikken. Vi har fundet lidt arkivguld frem, og i denne omgang står det på både en opsang overfor det akademiske sprog og dets regler og en huskeseddel til de af jer derude, der sidder med en lille anmelder i maven (om så den er blevet udlevet eller ej). Der er også skrevet et par ord om et af de helt nye og hippe fænomener i verden lige nu; nemlig fanfiction og hvordan den skubber og puster til grænserne for hvad blandt andet litteratur er, kan og bør være (som en moderne James Joyce, der smider Ulysses i hovedet på den literære elite og ser dem løbe rundt i forvirring). Det er dog ikke blot litteraturen, der omfavnes af fanfiction, nej, ingen former for fandom kan vide sig sikre, om så det er musik, drama, tv eller film, alle står for skud, intet er sikkert.

Leder

Derudover har vi også, til vores og jeres store fornøjelse, en illustration og en billedserie med, så i har lidt godt at kigge på. Der er, som altid, en mængde inspirerende anmeldelser af en koncert med The Tallest Man On Earth (der slet ikke er så høj, hvilket vel også er en slags oprør), bøger, blandt andet en anmeldelse af en socialistisk børnebog – det bør ingen gå glip af, og en teaterforestilling, der blander det moderne og det forgangne. Vi har også to reportager fra Danmarks største litteraturevent; bogforum, samt en fra Århus’ største bogevent; Vild med Ord. I den skønlitterære genre har vi to digte, der udforsker November og det at være i live og være poet – en krise flere af os nok har stået i. Der kan fin-

des et opgør med Danmarks kæledægge: Den Store Bagedyst, men frygt ej, der bliver præsenteret et ganske glimrende alternativ til de af jer, der ikke kan give slip og for dem af jer, der altid har gået og undret jer over, hvor alle artiklerne om Shakespeare og popmusik blev af, så kan vi nu præsentere Othello og Justin Timberlake i smuk forening. Sidst, men langt fra mindst, vi håber I vil tage varmt imod vores nyeste redaktionsmedlem, Anna Qi, der har mere end et par ting at skulle have sagt. Rigtig god læsning! Redaktionen.

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir # 73

Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@gmail.com

Oplæg til næste nummer

Den sjette sans Lad os bare være ærlige – ”I see dead people” og Bruce Willis er det eneste, du kan tænke på lige nu. Men det er bestemt heller ikke det værste udgangspunkt! Vi får hele tiden et væld af sanseindtryk kastet i hovedet, men måske – måske ligger der noget mere og ulmer inde i os, som fra tid til anden dukker op, og efterlader os med en følelse af: ”Huh, der kan man bare se”. En fornemmelse, der syntes at have opfanget noget lidt udover det sædvanlige. Et prikken i nakken af noget åndeligt og intuitivt. Det kan også være den sjette sans for dig, er noget der ligger helt uden for Bruce Willis associationerne: Såsom rytmesans eller måske en mærkværdig forældresans, der altid kan mærke hvor børnene befinder sig. Som Gandalf, der kan føle Frodo på hans vej til Mordor, eller tvillinger der kan føle hinanden på hver sin side af kloden. Hvad er disse følelser? Hvordan sætter vi ord på dem? Det der ligger ud over intellektet - det der ikke umiddelbart kan forklares og formuleres, men vi kan gøre et bravt forsøg! Hvis din sjette sans er i dvale for tiden, og du i stedet har lyst til at skrive om noget andet, så tøv endelig ikke med alligevel at sende det ind til VISIR. Som altid tager vi med kyshånd mod alt fra eksamensopgaver, der har kostet blod, sved og æstetiske tårer, til tegneserier og klummer. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 24. februar 2016

Illustration

OprĂ¸r

OprĂ¸r!

Af Meri Alexandra Raita, musikvidenskab

Visir # 73

Oprør

Kommentar

Anna Qi#1: Oprør mod Visirs faste rammer!

Anna Qi, studerende på Kasernen, er Visir#73’s faste, men midlertidige, interne kommentator. Indholdet i Kasernebladet Visir er, ifølge Qi, blevet for forudsigeligt: ”Et oprør er hvad der skal til, et oprør mod Visirs faste rammer!”, udtaler hun selv. Videre siger hun: ”Visir var, engang i tidernes morgen (før 2003 red.), insitututbladet for litteraturhistorie – men det er det ikke længere! Kasernebladet Visir tilhører nu os alle (!), og Kasernens mangfoldighed burde afspejles i dette, vores alles, blad! De fleste medlemmer af Visirs faste redaktion går på litteraturhistorie, og det er en velkendt kendsgerning, at meget af indholdet i Visir produceres af netop denne redaktion. Skal én uddannelse virkelig repræsentere os alle? Jeg vil have et mangfoldigt indhold i Visir! Jeg vil have mere kunst, mere skævhed i Visir! Jeg vil have frihed!” I, kære læsere, kan følge Qis udskejlserer her i Visir#73, men husk: Qi gør ikke oprør mod redaktionen eller mod Kasernebladet Visir - hendes oprør er rettet mod bladets indhold. Endvidere taler hun ikke på redaktionens vegne. Oprøreren Anna Qi er en selvstændig person og redaktionen kan ikke blive holdt ansvarlig for hendes udtalelser.

Blåbog: Anna Qi Studerende på Kasernen Kunstner Korrekturlæser og kommentator hos Visir Bosat i Hovedbygningens kælder

Kommentar

OprĂ¸r

Visir # 73

Oprør

A r t i ke l

Strik en kage Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie

Den Store Bagedyst – et overflødighedshorn af marengs og mousser, fondant og temperering af chokolade. Få har kunnet undgå DR’s populære programserie. Og jeg vil nu vove mig på dybt vand og sige: Jeg synes, det er et latterligt program. Man producerer en overflod af kager, som knap er spist af TV-holdet, før det næste afsnit filmes. Bagedysten handler ikke om lækre kager, men flotte kager og lækkert snit. Man skal høre på Mette Blomsterbergs ”Den er dejlig luftig, jeg bliver bare glad i min mund!”. Og hvis man ikke har fået kvalme af de lyderøde macarons og Blomsterbergs sproglige finurligheder, ja, så får man det nok af gråden. Den gode stemning i teltet er så skrøbelig, og det eneste der skal til, for at det hele vender, er en tabt rabarberkompot. Nana fra sæson 1 fortæller med grådfyldte øjne, at det at bage jordbærtærter er en rutsjebanetur uden lige. Jøsses. Lyspunktet for mig var, da en deltager så fint formulerede det: ”Jamen min umiddelbare reaktion er: Årh, hvor er det ordinært det du står og laver!” Jeg bor sammen med 14 unge mennesker, der ikke kan snakke om andet i de 8 uger, programserien strækker sig over. Men jeg har mit eget lille oprør i gære. Jeg har nemlig fundet et program, der er bygget op omkring det samme format, men det er bare så meget mere meningsfyldt. Jeg taler selvfølgelig om TV SYDs Den Store Strikkedyst. Meget lig bagedysten er det en konkurrence blandt en række amatører, ikke kageamatører, men strikkeamatører. På Gram Slot sidder de og skal ”kæmpe med pind og garn om at blive regionens bedste strikkeamatør.” Jeg har indtil nu kun set det første afsnit, og jeg er hooked.

Værten, Koushi Radhakrishnan, slår Timm Vladimir med flere armlængder, han har nemlig i kraft af tidligere at have deltaget i konkurrencen, den empati, som Vladimir af og til mangler. Radhakrishnan er en charmerende og folkelig vært, der med sin gule, hjemmestrikkede butterfly, er alt det, dansk tv har manglet. Dommerne er professionelle og skarpe, begge iført strikværk – Christel Seyfarth i en mønstret cardigan, Vithard Villumsen i en stribet poncho. De er begge retfærdige dommere, der komplementerer hinanden: hvor Vithard virker blød er Christel hård. Ligesom med bagedysten kaster speakeren, værten, dommerne og deltagerne om sig med metaforer og sproglige spidsfindigheder. Jeg vil indrømme, at man bliver lidt træt af at høre om harmoniske sokker, glødende strikkepinde eller Vithards beskrivelse af udfordringer ved den første opgave babysokken: ”Sokken er ikke bare et rør, der skal jo være et knæk, en hæl. Og så skal den selvfølgelig lukke til i enden så tæerne ikke stikker ud.” Tak for info. Men der er også overraskende historier blandt gæsterne. Cathrin, der strikker en lyserød, såkaldt ”piget” sok, forklarer det med, at ”altså hjemme hos mig, der er jeg den eneste pige. Altså der er en mand (…) og 4 drenge, som godt nok ikke bor hjemme længere, men som kommer af og til. Og de er meget store.” Derfor har hun valgt lyserødt garn. Det lyder en kende plat måske. Men faktum er, at har nogen af dem lavet noget lort, så trævler de bare garnet op, og begynder forfra. Sådan er det jo aldrig

Ar tikel

i Den Store Bagedyst. Folk græder over napoleonshatte i det program. Jeg græder over de mængder marcipan, som bare går til spilde. Har I lagt mærke til, kære bagedyst-fans, at når de skal skære en kagebund ud i en eller anden latterlig form, så går der vildt meget kage til spilde?! Jeg synes, det er frygteligt.

Oprør

vil blive strikket strap-ons og ”bikerhåndtasker”. Mængden af dikkedarer og strikkede finurligheder er overvældende, men det bliver ikke for pussenusset, før det udbrydes i strikkekampens hede: ”Jeg har ingen strategi, det er bare om at strikke de fucking retmasker.”

Jeg opfordrer derfor til, at man tager sig tid til at snuse til strikkedysten. Jeg har selv snydt lidt foran, og ved, at der både

Visir # 73

OprĂ¸r

OprĂ¸r! Af Miriam Yamil, litteraturhistorie

Te g n i n g

Ar tikel

Oprør

Fanfiction, et litterært oprør Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Ved at skrive fanfiction løsriver fans det narrative univers fra kulturprodukternes bånd, og dermed også markedsinteresserne: de gør det til fælleseje. Denne løsrivelse gør det muligt for fans at skrive videre på deres yndlingskarakterer, lave utilfredsstillende handlingsforløb om og sågar blande narrative universer med hinanden. Jeg blev rigtig fascineret af fanfiction på 2. semester, hvor jeg havde faget Ny Litteratur. Før det havde jeg hørt om det, men havde ikke givet det nogle seriøse tanker. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at fænomenet var meget mere komplekst og omfattende, end jeg havde troet. Derfor skrev jeg også eksamensopgave om fanfiction i Ny Litteratur og planlægger at gøre det samme dette semester i HUMfaget Celebrity and Fandom Studies. Fanfiction er, kort fortalt, den fanpraksis, hvor fans tager karakterer og andre elementer fra de narrative universer, de elsker, og skriver nye historier med dem. Med narrativt univers mener jeg det univers, hvori et narrativ eller fortælling finder sted, f.eks. "Harry Potter Universet" eller "Star Wars Universet". Fanfiction er ofte blevet udskældt og bliver ofte stemplet som en underlig, marginaliseret og mystisk fantendens. Jeg kan dog ikke lade være med at spørge mig selv: Hvorfor? Hvor stammer den fremmedgørelse fra? Derfor har jeg skrevet dette korte essay, hvor jeg vil forsøge at forklare og teoretisere over de spørgsmål.

Univers og produkt smelter sammen Efterhånden som flere og flere mennesker fik adgang til kulturprodukter som bøger, og senere hen film, tv-serier etc., opstod der en stadig stigende efterspørgsel og dermed et marked for narrative universer. Dermed blev disse narrative universer gjort til varer på markedet og derfor også underlagt markedsinteresser for pengeindtjening. Skaberne af de narrative universer (forfatterne, filmskaberne osv.) måtte nu begynde at se sig selv, ikke som kunstnere, men i stigende grad som producenter af en vare. Det betød, at kulturproducenterne måtte sørge for, at ingen anden kunne bruge hans/hendes karakterer eller plot. Producenterne af de narrative universer måtte altså, for at tjene penge, kræve ejerskabet af selvsamme narrative universer. Som et resultat opstod en stigende grad af "copyright" og "intellectual property", og med det retten til, at en person eller firma ejer det univers der er blevet produceret.  For at kunne sælge det narrative univers må producenten producere nogle kulturprodukter (bøger, film, tv-serier etc.)

Visir # 73

Svaret på spørgsmålet kan man finde, hvis man spørger mig, i det marxistiske ideologibegreb. Ideologi er ifølge Marx "falsk bevidsthed", en opfattelse, som vi tror, er fuldstændig universel og indiskutabel, men som i virkeligheden er den herskende klasses tanker og skal underbygge deres ret til at herske.  Hele pro-

blematikken omkring fanfiction kan koges ned til en ideologisk konflikt om, hvem der ejer det narrative univers. For at komme til bunds i det må jeg først svare på et andet spørgsmål der presser sig på: Hvordan kan man eje et narrativt univers?

Oprør

hvorigennem forbrugere har adgang til det narrative univers. Producenten sælger det narrative univers til forbrugeren igennem kulturproduktet. Forbrugeren oplever det narrative univers igennem kulturproduktet, og dermed sker der det, at kulturproduktet og det narrative univers så at sige "smelter samme". Der opstår den opfattelse hos forbrugerne, at det narrative univers starter og stopper med kulturproduktet, at det synes begrænset, indrammet, defineret af hvad forbrugeren kan se eller læse i produktet – at universet ikke kan overskride produktets "grænser". Denne opfattelse er generelt accepteret blandt forbrugerne og er med til ideologisk at konstituere producenternes ejerskab over det narrative univers. Det er faktisk på grund af denne sammensmeltning af univers og produkt, at producenten overhoved kan tjene penge på det narrative univers. Ved at opfatte det narrative univers som bundet af produktet gøres det utænkeligt for forbrugeren at adskille dem fra hinanden. Derved gøres kulturproduktet til det eneste accepterede medie, hvorigennem det narrative univers kan opleves, hvorfor forbrugeren bliver ved med at købe eller forbruge produktet. Det har som resultat, at kulturproducenten tjener penge, og at den ideologiske accept af hans/hendes ejerskab udbredes. Dette sker, selvom kulturproduktet og universet i virkeligheden er helt forskellige. Kulturproduktet er den rent producerede vare, der sælges til forbrugeren. Det narrative univers er derimod noget meget større end produktet. Kulturproduktet er kun det medie, den kilde hvor forbrugeren kan få midlertidig adgang til det

A r t i ke l

narrative univers. Universet er til gengæld metafysisk og overskrider kulturproduktet, men er bundet til det på markedet. De oprørske fans Med fans forholder det sig anderledes. De ser/læser kulturproduktet og forelsker sig i det narrative univers, de bliver præsenteret for. Nogle fans kan dog ikke bare nøjes med at forbruge produktet, men vil have mere af det narrative univers, end markedet kan sælge dem igennem kulturprodukter. Derfor begynder de at skrive fanfiction, og det er her, det begynder at blive rigtig spændende. Ved at skrive fanfiction løsriver fans det narrative univers fra kulturprodukternes bånd, og dermed også markedsinteresserne: de gør det til fælleseje. Denne løsrivelse gør det muligt for fans at skrive videre på deres yndlingskarakterer, lave utilfredsstillende handlingsforløb om og sågar blande narrative universer med hinanden. Fans kan udforske det narrative univers’ tænkelige og utænkelige afkroge uafhængigt af kulturprodukterne og markedet. De narrative universer kan ikke udfoldes og udforskes fuldt ud på markedet, fordi ikke alle afkroge af universet er profitabelt, men det problem findes ikke med fanfiction. Anne Jamison forklarer på side 23 i sin bog Fic: why fanfiction is taking over the world fra 2013 hvordan "Driven by an engagement with commercial culture but free from that culture’s market constraints, fanfiction can experiment with the popular". Fanfiction er frigjort fra markedets begrænsninger, og derfor kan fantasien få frit spil. På den måde kan man sige, at fanfiction genskaber en

Ar tikel

afart af den før-kapitalistiske folkekulturelle fortælletradition, hvor fortællinger ikke var nogens ejendom, men en del af en fælles kultur. Forfatteren af Beo -wulf brugte f.eks. fællesgermanske og skandinaviske myter og fortællinger til sit heltedigt. Chrétien de Troyes brugte de gamle engelske myter om Kong Arthur, da han skrev sin ridderroman Lancelot de la Charette. Det er først ved kapitalismens indtog og udvikling i de sidste århundreder, man har talt om intellectual property og copyrights og det udelukkende på grund af et marked, der har gjort narrative universer til en vare.

sin bog Understanding Fandom: an introduction to the study of media fan culture fra 2013 citerer Mark Duffet vicepræsidenten for Lucasfilms’ marketingafdeling, Jim Ward, for at sige: "We love our fans. We want them to have fun. But if in fact someone is using our characters to create a story unto itself, that’s not in the spirit of what we think fandom is about. Fandom is about celebrating the story the way it is". Fans skal hylde og fejre historien, eller det narrative univers, som det er blevet produceret, ikke erobre det for dem selv. Ejerskabet af universet og retten til at bestemme, hvordan det skal forstås og nydes, er noget kulturproducenten har eneret på. Denne opfattelse er den dominerende i vores kapitalistiske samfund, og derfor er den generelle holdning, ikke bare blandt kulturproducenterne selv, men også den generelle holdning til fanfiction, fremmedgørende og marginaliserende.  En fræk sidebemærkning Dog kan det ikke gøres helt så enkelt op, som jeg lige har beskrevet det. Mange forfattere og kulturproducenter anser nemlig ikke fanfiction som noget udelukkende dårligt, men tværtimod som en stor ros og anerkendelse fra deres fans side. Kulturproducenterne accepterer i mange tilfælde fanfiction, og man skal huske på, at kulturproducenterne også i deres produkter forsøger at tilfredsstille de krav, fans kommer med. Mange kulturproducenter startede også selv ud som fans og fanfic-forfattere. Jeg kan specifikt nævne manuskriptforfatteren til den engelske tv-serie Doctor Who Stev-

Visir # 73

Ved skrivningen af fanfiction brydes kulturproducenternes intellektuelle monopol. Det er en proces, som medieforskeren John Fiske kalder ”excorporation”, altså at fans tager kontrollen væk fra kulturindustrien. Lige præcis derfor kan man også forklare, hvorfor der eksisterer så meget fanfiction derude. På samme måde som Marx forklarede, hvordan kapitalismen muliggjorde en enorm produktivitet ved sin ophævelse af monopoler og stavnsbånd, muliggør frigørelsen, eller the excorporation, af de narrative universer og bruddet med producentmonopolerne en enorm kreativ produktivitet i de forskellige fandoms. Derfor er det ikke svært at forstå, at kulturproducenter ser med kritiske øjne på fanfiction. Opfattelsen af, at det narrative univers overskrider, transcenderer kulturprodukterne går for radikalt imod producenternes markedsinteresser. Fanfiction udfordrer den fasttømrede opfattelse af, at universet er bundet af kulturproduktet, og dermed bryder det med den ideologiske accept af, hvem der ejer det narrative univers. På side 71 i

Oprør

en Moffat, der som barn var fan af serien og nu er en af dens medproducenter. Forholdet mellem kulturproducenter og fans/fanfic-forfattere er altså ikke nødvendigvis dårligt. Dette relativt venlige forhold eksisterer dog kun, fordi fanfiction er et nonkommercielt fænomen. Fanfiction skrives meget sjældent med henblik på at tjene penge, men er derimod overvejende amatørarbejde. Fænomenet befinder sig i udkanten, men stadig indenfor, kapitalismens "comfort zone", så længe det fortsætter med at være non-kommercielt. Dog, i det øjeblik fanfic -forfattere begynder at tage penge for deres værker, vil de definitivt overskride kapitalismens interesser. Dermed bliver fænomenet en reel økonomisk trussel, og det vil ret radikalt manifestere sig i form af retsforfølgelser fra kulturproducenternes side.  På mange punkter giver det altså mening, som jeg lægger op til i mit essays titel, at kalde fanfiction for et litterært oprør. Det vil selvfølgelig være forkert at kalde fanfiction for et marxistisk projekt, for det er det slet ikke. Fanfic-forfatterne er heller ikke rasende revolutionære, der vil bryde med det kapitalistiske marked. De er heller ikke bevidste om sig selv som kontra-kapitalistiske aktører. Deres oprør består i, at de er dedikerede fans, der elsker deres fandoms så meget, at de ikke vil lade sig be-

A r t i ke l

grænse af, hvad kulturproducenterne producerer eller ikke producerer. Det er heller ikke mit formål at dæmonisere kulturindustrien, for de handler kun som de gør, fordi de er nødt til det for at overleve som industri. Det er heller ikke mit formål at gøre fanfiction politisk, men kun at gøre det tydeligt, at fænomenet bevæger sig i en gråzone i udkanten af kapitalismens "comfort zone," og at det er derfor, fanfiction er så debatteret et fænomen, som det er. Citerede værker: Duffet, Mark: Understanding Fandom: an introduction to the study of media fandom, Bloomsbury Publishing Plc, New York, 2013 Jamison, Anne: Fic: Why Fanfiction Is Taking Over the World, Smart Pop, Dallas, 2013

Billedserie

Oprør

Fuck læsesalene! - Hvordan ser det ud, når studerende smider bøgerne fra sig og træder ud i den virkelige verden for en stund? Billedreportage fra London i solskin, kollegieværelser i Århus og tropefester på Trøjborg. Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Visir # 73

OprĂ¸r

Billedserie

OprĂ¸r

Visir # 73

OprĂ¸r

Billedserie

OprĂ¸r

Visir # 73

OprĂ¸r

Billedserie

OprĂ¸r

Visir # 73

OprĂ¸r

Billedserie

Ar tikel

Oprør

Kønsroller hos Shakespeare og Justin Timberlake En kritisk analyse af Justin Timberlakes kærlighedssang: ”Mirrors” Af Miriam Yamil, litteraturhistorie

3. semester er ved at gå på held, og jeg er efterhånden ved at vende mig til universitetslivet, og ikke mindst mit højtærede fag: Litteraturhistorie (med stort L). Men efterhånden som man langsomt bemestrer sit håndværk, træder bivirkningerne også i kraft – arbejdsskaderne om man så må sige. Kan man nogensinde læse en tekst igen uden at komme til den konklusion, at alt bare er SPROG? Er det muligt bare at læse for fornøjelsens skyld, uden at hjernen begynder at søge skjulte meninger og paralleller i en hvilken som helst sammensætning af ord. Svaret er ét stort og rungende NEJ. Det er så grunden til, at det er nået så vidt som til, at jeg ikke længere kan nyde en simpel popsang uden at stille kritiske spørgsmål. Den internationale betegnelse for ”Litteraturhistorie” er ”Comparative Literature”, og jeg vil derfor i det følgende yde faget den ære, at lave en komparativ analyse mellem Shakespeares Othello og en Justin Timberlake popsang. Det er dog her nødvendigt med en lille ”trigger-warning”, og jeg vil derfor kort stoppe op og advare læseren: hvis du nogensinde har intentioner om at danse ubekymret til ”Mirrors” igen, skal du IKKE læse videre. Hvad jeg i det følgende er nødt til at skrive bliver ikke let – har vi ikke alle lidt været Justin-fans uden helt at ville det? Lad os først tage et kig på det noget så berømte Shakespeare stykke: Othello. Her har vi en hovedperson (Othello) som er general i hæren og en velanset mand,

der har vundet krige for staten Venedig og derfor har tjent både hæder og ære. Han vælger i starten af stykket at gifte sig med kvinden Desdemona, som er datter af den indflydelsesrige senator ved navn Brabantio (dette uden senatorens samtykke, og der er i starten af stykket meget dårlig stemning, men Othello får sin vilje, og beholder Desdemona, der er smuk og meget yngre end han selv). Så her har vi indledningen til et værk om jalousi og hævn, men det er ikke blodtørsten, der her er i fokus, men forholdet mellem mand og kvinde og deres plads i samfundet. Jeg vil for de følgende siders tekst advare imod stærkt feministiske undertoner, men somme tider er der ting der bare må frem i lyset. Lad os tage et nærmere kig på hvad der får Othello til at elske sin brud: ”She loved me for the dangers I had passed/And I loved her that she did pity them” (1.3.168-69) Othello elsker simpelthen Desdemona, fordi hun udviser medfølelse over for hans ulykkelige fortid og beundrer hans bedrifter (Othello er fra nordafrika, blev taget fra sine forældre, solgt som slave, ender med at komme ud af slaveriet og arbejde sig op i systemet til at blive general for Venedigs hær). Sagt med andre ord: Othello elsker Desdemona, fordi hun bekræfter ham i at være en mand, der overkommer alle forhindringer og ikke bukker under for modgang. Desdemona er den, der fuldender Ohellos historie om sig selv, og dermed fuldender hans identitet. Dette er i sig

Visir # 73

Oprør

selv en meget perfekt måde at illustrere hvordan forholdet mellem mand og kvinde opfattes i resten af Othello. Det er Desdemonas kammerpige, der kommer med de afgørende ord: ”But I do think it is their husbands’ faults/If wives do fall. Say that they slack their duties/ And pour our tresures into foreign laps; (…)/Then let them use us well: else let them know, /The ills we do, their ills instruct us so.” (4.3.85-102) Hvad Emilia her pointerer er, at fordi en kvinde er underlagt sin mands ordrer, så er de “dårligdomme” som hun gør, altid et resultat af mandens instruktioner – kvinden er en forlængelse af mandens vilje. Eller som man også kan formulere det: kvinden er et spejlbillede af manden. Lille spejl på væggen dér, hvem er kvinden, som manden ser? Og med disse magiske ord vil vi springe et par hundrede år frem i tiden, nærmere bestemt til år 2013 og udgivelsen af Justin Timberlakes berømte single ”Mirrors”. Og lad mig gå lige til kernen og udstille omkvædet, der som bekendt funktion som den evindelige repetition af en sangs hovedbudskab: ”It's like you're my mirror (oh oh) My mirror staring back at me I couldn't get any bigger (oh oh) With anyone else beside of me”

A r t i ke l

Tja, det ser ikke ud til at budskabet har ændret sig særlig meget siden renæssancens Shakespeare. Timberlake synger: ” It's like you're my mirror (oh oh)/My mirror staring back at me”. For det første ser han sig selv, når han ser på sin elskede. For det andet bekræfter hun ham, hvilket får ham selv til at virke større (”I couldn’t get any bigger”). Ligesom i Othello gælder det for ”Mirrors”, at kvinden er et spejlbillede af manden, og her har vi også linket mellem de to: spejlet. Et noget slidt litterært billede – i know – men ikke desto mindre er det med spejlet, som det er med andre objekter, der gentages i en uendelighed gennem litteraturhistorien: de bliver symboler. Så hvilket symbol har vi at gøre med her? Forholdet mellem Othello og Desdemona er et forhold hvor kvinden, gennem hendes status som senatorens datter, bekræfter Othellos identitet, og kan, på linje med de slag Othello har ført, føjes til hans bunke af ”erobret land”. Han elsker hende, fordi hun bekræfter hans historie om sig selv som en rigtig ”mand” og krigshelt. Kvinden er i Shakespeares Othello en forlængelse af mandens vilje (for det meste) og en del af hans ejendom. Hun er hans spejlbillede og er den flade refleksion af manden. Det samme gør sig gældende for Justin Timberlake. Ja, han synger til sidst ”you are, you are the love of my life”, men denne sit livs kærlighed er degraderet til et spejlbillede af ham selv. Et spejlbillede, der får ham selv til at virke større (”I couldn’t get any bigger”). Når Othello siger: ”She loved me for the dangers I had passed/And I loved

Ar tikel

her that she did pity them” (1.3.168-69), tager Timberlake det skridtet videre. I strofe fem synger han: “You reflect me, I love that about you/And if I could, I would look at us all the time”. Som Othello elsker Desdemona for at bekræfte hans farefulde bedrifter, elsker “Timberlake” sin udkårne, fordi hun reflekterer ham selv. Ih guder, hvilken kærlighed! Men som om det ikke var nok, så kan han heller ikke få øjnene af denne refleksion af sig selv (”I would look at us all the time”). Dette er spejlsymbolikken i sin negative konsekvens: forfængelighed. Timberlake (eller ”jeg-et”) bliver i ”Mirrors” fortryllet af sin egen refleksion, og her har vi Narcissus-myten om igen: den smukke Narcissus får øje på sit eget spejlbillede i søen, han bliver forelsket i sig selv og ender med at drukne i sin egen selvforblændelse.

Oprør

ikke lang, da han efter hændelsen straks kaster sig over sang og drengebørn. Se, her har vi kunstnerens forelskelse i sig selv! Om Timberlake er den nye Orfeus? Næppe – men én ting kan denne analyse slå fast: Der er en foruroligende lighed mellem kønsrollerne i Shakespeares Othello og Justin Timberlakes ”Mirrors”, og samtidig en dybt underliggende narcissisme der – lige som Orfeus myten – er forklædt som en kærlighedssang.

Og hvad er så min konklusion på dette? At Justin Timberlakes ”Mirrors” er én lang sang om selvforelskelse? Tja, motivet er ikke enestående, og kan ses helt tilbage til Shakespeares Othello, men også længere tilbage, for hvad med myten om den musikalske og digteriske Orfeus? Som historien fremstilles hos Ovid, så er Orfeus lettere narcissistisk, da han er på vej tilbage fra dødsriget med sin brud Eurydike. Han har fået strenge formaninger fra Hades om ikke at se sig tilbage, men kan alligevel ikke dy sig til sidst, og uden tanke for Eurydikes fremtidige liv vender han sig om – for egen nydelses skyld, og Eurydike kastes for evigt tilbage i dødsriget. Hans sørgeperiode bliver heller

Visir # 73

Oprør

Reportage

En weekend i bøgernes tegn Af Jeanette Sigtenborg, litteraturhistorie

Bogforum er en årlig begivenhed i Bella Center, København. I år blev det afholdt fra den 6.-8. november med mere end 1400 programpunkter, så der var noget for enhver smag for de mange bogelskere, der strømmede til. Klokken er 5:20 i Århus, da vækkeuret ringer. Det er fredag den 6. november. Det er i dag, bogforum starter. Der er helt stille på cykelturen fra Åbyhøj til Århus rutebilsstation bortset fra enkelte biler på vejene og en enkelt jogger, der har modstået de bløde dyner og i stedet bevæget sig ud i det friske morgenvejr. Snart starter den 3-timers lange bustur til København. Selv om bogforum kun lige er ved at slå dørene op klokken 10, er der alligevel en stor menneskemængde, der venter på at få scannet deres billetter. Det er fredag og dermed også børnenes dag og faglig fredag, så flere af dagens besøgende er der på skoleudflugt. De første, der får lov til at komme ind, er journalister og dem på standene, men idet dørene bliver slået op for besøgende, så myldrer det ind.

Bogforum er startet! Standene er sat op i det store Bella Center, diverse spisesteder er allerede klar til at smøre et utal af sandwicher, mens ivrige mennesker myldrer rundt i den store hal for at finde diverse forlags stande og pladser til de allerførste arrangementer. Det summer af liv og bogglæde, som man går rundt i blandt andre bogelskere og kigger på de flotte bøger, der er linet op, hvor end man kigger hen. Programmet i år bød på mange spændende oplæg, debatter, gode råd for skriveentusiaster, oplæsninger fra forfattere, billigere bøger, overrækning af priser blandt andet årets debutantpris, som i år gik til Morten Pape med den selvbiografiske roman Planen, samt en del aktivitet på madscenen.

Årets debutantprismodtager, Morten Pape, interviewes af Jannik Lund på Hvid Scene.

Repor tage

Mette Finderup (bl.a. forfatter til serien Sværdets mester), Sanne Munk Jensen (forfatter til bl.a. Dig og mig ved daggry, hun ses ikke på billedet) og Kim Kupz Aakeson (aktuel med pragtfuldt, pragtfuldt fra 2015) i dialog om at skrive for unge. Her diskuterer de bl.a. deres egne oplevelser med at skrive for en yngre målgruppe, forventninger fra læserne og ikke mindst betydningen af begrebet Young-adult fiction.

Forfatterne fra YA-serien Nattens Hus, P.C. & Kristin Cast var forbi for at møde fans og signere bøger på Tellerup stand. De var nogle af de udenlandske forfattere på programmet i år.

Udover samtaler og debatter var det også muligt at møde de forskellige forlag, høre diverse forfattere læse op og måske få en snak med en af sine yndlingsforfattere. Nok var det hårdt at gå rundt i så mange stive timer, men tiden går overraskende hurtig, når man befinder sig i sådan en god stemning, hvor man kan lade sig opsluge af alle de fortællinger, der omgiver en.

Visir # 73

Billederne er kun et udtryk for få af de samtaler og begivenheder, der i år fandt sted på bogforum, men samtidig siger de noget om, hvor bredt programpunkterne spredte sig i år. Bogforum rakte både udover Danmarks grænser, idet de bød velkommen til flere udenlandske forfattere, ligesom at der var plads til at diskutere både det nye Young-adult fiction begreb og holde seminar om for eksempel iPad ‘ens betydning i børns liv ved Stine Liv Johansen, som er lektor, ph.d., Arts her ved Århus universitet.

Oprør

Repor tage

Fremtiden er her nu!

Af Rikke Christensen og Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Litteraturfestivalen Vild med Ord løb af stablen i weekenden den 23. til den 25. oktober men denne gang skete der noget ganske særligt. Denne gang var VISIR til stede, og det gik ikke stille for sig! Ordene fløj om ørerne på Anna Rosenkrands og Rikke Christensen, lige fra de trådte ind på Dokk1 tidligt lørdag morgen.

Pressefotografi, Vild med Ord Hvad forventede vi? Ingen af os havde nogensinde været til festivalen før, så vi var som blanke tavler, klar til at blive skrevet på. Fremtid stod som det dominerende tema på programmet, så vi iførte os vores moonboots, og beredte os på at træde ind i litteraturens uendelige univers. På programmet stod blandt andet stjerner som Svend Åge Madsen, Jens Blendstrup, Stine Pilgaard & Politikens tegner Maren Uthaug. Som noget nyt i år blev Vild med Ord afholdt på Dokk1 i stedet for dets sædvanlige plads i Ridehuset. Rummeligheden var det første, der slog os, da vi gik ind af svingdøren. Faktisk i så høj grad, at vi knapt vidste, hvor vi

skulle begynde. Men der var nok at tage fat på: forlagsstandene på Rampen, børneafdelingen hvor selv de mindste fandt glæde i litteraturen - som kasteskyts - og endelig de to sale, hvor festivalen havde sit epicenter. Det var i store sal, vi valgte at begynde: med Svend Erik Larsens introduktion til årets tema. Han talte om fremtid som GENtid, altså fremtid som en evig gentagelse. “I er jeres evighed. Gå hjem og læs nogle flere bøger, for litteraturens fremtid fejler ikke noget.”

Repor tage

Oprør

En udtalelse der satte tonen for resten af festivalen, hvor det blev tydeligt, at litteraturen den dag på Dokk1 levede i bedste velgående. I alle former - for til Vild med Ord blev verdenshistoriens første levende e-bog udgivet. Sådan lød det fra Maren Uthaugs redaktører Sune de Souza og Maria Hagsten. I en præsentation af e-bogen Den lyse side fik vi mulighed for at vidne en live-tegning med Uthaug.

Alene ved et lille bord, akkompagneret af klassisk musik, sad hun med pen og papir og tegnede. Det der kom frem på en storskærm, var en livshistorie - måske Uthaugs egen? Det var en intim og overraskende underholdende oplevelse, hvor man virkelig blev draget ind i historien. Selv sammenligner hun sin nye udgivelse med malerierne på Hogwarts: “Det er ligesom i Harry Potter billederne er levende!”

Pressefotografi, Vild med Ord

Visir # 73

Pressefotografi, Vild med Ord

Oprør

Repor tage

Pressefotografi, Vild med Ord Det tætpakkede program gjorde det svært at nå alt, og man måtte hakke en hæl og klippe en tå her og der. Stine Pilgaards popularitet resulterede i, at vi blev sendt væk ved indgangen til Lille sal - lokalet var allerede proppet med ivrige festivalgængere og øvrige ordglade. Solen gik ned over den hvide bygning på havnen. Hvad mon morgendagen ville bringe?

var nødvendigt. Sygdommen var dog ikke til at mærke på den aldrende mand. Det er almindeligt kendt, at mange af forfatterens værker kredser om fremtiden, og denne søndag beskrev han dem selv som tankeeksperimenter. Eksperimenter hvor forfatteren er opfinderen og læseren er nødt til at lege med. De bøger man bliver optaget af, bidrager til ens erkendelse og erfaring.

Aarhus-stjernen, Svend Åge Madsen, lagde hårdt ud søndag morgen. Forud for interviewet med Henrik Skov Nielsen, fortalte Svend, at han havde været forbi Stjerneapoteket en time forinden. Oktobersygen havde ramt ham og doping

“En af grundene til at jeg holder så meget af romanen er, at den presser én til at tænke sig lidt om!”

Repor tage

Oprør

Med denne afsluttende bemærkning forlod Svend Åge Madsen scenen under bragende bifald. Scenen stod dog ikke tom længe, for snart blev den indtaget af den altid veloplagte Jens Blendstrup, der aldrig ankommer til et arrangement uden en ulejlighedstekst. I en metasamtale mellem sig selv og en imaginær bibliotekar performede Blendstrup sin forældede spådom om fremtiden, hvor Aarhus Å er blevet genåbnet, Moesgaard h ar fåe t g ræs på tag e t og hovedbiblioteket er blevet til et monstrum på havnen. Med sin spådom ville Blendstrup gøre én ting klart: fremtiden er her nu! Store sal var fyldt

op under Blendstrups besøg, og der blev ikke holdt tilbage med grin. Opløftede forlod vi dette hvide havnemonstrum og lagde weekendens mikrokosmos af ord bag os. Selvom madkøen måske var lang, og caféen var udgået for “bolle med ost”, gjorde de mange litteraturglade mennesker og Dokk1’s atmosfære weekenden til noget ganske særligt. Nok ved vi ikke med sikkerhed, hvad fremtiden vil bringe os i litteraturen, men én ting er sikker - den vil heldigvis bringe os Vild med Ord igen i 2016. Og det er en fremtid, der er værd at vente på.

Visir # 73

Pressefotografi, Vild med Ord

Oprør

Anna Qi#2 Visir-litteraterne har gjort oprør, de vil ikke længere, de vil ændre på tingene. Det kan man læse i dette Visir-blad. Litteraternes version af oprør er en sort/ hvid billedserie af litteraterne selv fra nogle tilfældige fredagsbarer. ”Fuck læsesalene,” hedder den. Som om vi ikke alle sammen ved, kære tredje semester litteraturhistorie, at I bruger Visir-bladet som jeres personlige Instagram-profil. Og selvfølgelig er jeres fritid i sort/hvid, I er jo altid så ”autentiske.” Og apropos sort/hvid. Jeg var til slaverikonference på litteraturhistorie i oktober, en konference der havde til formål at ”diskutere litteraturens behandling af slaveriet og dets temaer.” Jeg omformulerer: 70 hvide mennesker bruger to dage på at tale om, hvor ”nedern” det må have været at være slave. Banebrydende sager, ikke sandt? Hey, jeg siger lige noget her. Ordet ”mulat” kommer af portugisisk, og betyder ”muldyr.” Tillykke taber-kolonialister, I har garanteret rykket ved nogle ting i jeres skarpsindige analyse af, at det nok ikke er sjovt, ikke at ligne jer selv. Måske I skulle stoppe jer selv, og lave et nyt sprog, så I ikke kalder folk for muldyr midt i jeres godheds-flashing? Måske jeres oprør skulle være, at I bare stopper jer selv og klapper i.

Kommentar

Reklame

Oprør

Humanister i Erhvervslivet søger nye bestyrelsesmedlemmer Vi er en nystartet forening med hjerter fuld af ambitioner og hoveder fuld af ideer - men ikke nok hænder til at føre det hele ud i livet! Om dig Er du er idemaskine med kreativitet og gåpåmod? Den, der sidder og lytter og til sidst fletter det hele sammen? Den kritiske, som sætter rammerne, når det kører af spor? Eller noget helt fjerde? Perfekt! Vi søger dig, der... synes, at din faglighed har masser at byde på er i tvivl på, hvad du kan med din faglighed, men gerne vil springe ud i det og afprøve det har lyst til at give din studiekammerater et indblik i det kæmpe bidrag, en humanist kan skabe i erhvervslivet har mod og lyst til at være med til at skabe en levedygtig forening med direkte kontakt til de studerende Dine opgaver Projektledelse - Få ansvar og vær med fra start til slut, når en et projekt planlægges og udføres - herunder konceptudvikling, PR arbejde, eventmanagement og samarbejdsrelationer med universitet, virksomheder og organisationer Intern kommunikation og evaluering - Hjerteblodet i en godt smurt forening er en god intern kommunikation og en stadig kritisk blik såvel som opsøgende arbejde, så det hele kører rundt Studenterinddragelse - Hvilke behov og ønsker har de forskellige fagligheder på Arts Rekruttering - Find og inddrag deltagere til vores projekter, men også frivillige til at arbejde på forskellige projekter Kommunikation - Sociale medier, kommunikation med vores samarbejdspartnere og planlæg kommunikation så den rammer den rigtig målgruppe

Hvis du vil vide mere om os, så kontakt os på enten mail (studernede.hie@gmail.com), mobil (61349711) eller klik ind på vores Facebookside (Humanister i Erhvervslivet).

Visir # 73

… alt andet du gerne vil bliver mere skarp på - vores mål er også at dygtiggøre dig!

Oprør

november

Af Anna Brynskov, litteraturhistorie

Lister: 1. kvindelige musikere 2. unimennesker Tekst: Kønsneutral opvækst (debat) Tegning: bryster Film: støj Tekst 2: sprækker (kritik) Tekst 3: koncept (digt) Fotografi: André, kærlighed, følelse, lys Tekst 4: Genrer og anvendelighed (kritik)

Digt

Oprør

LIFE OF A POET

Af Ditte Hessellund Kappel, æstetik og kultur

There’s a devil inside and it won’t let me be it’s keeping me from being me it tears me apart, and won’t set me free to gather the pieces of me Im inside my head and outside my head quite confused and quite upset and sometimes I’d rather be the devil instead or someone I have never met I wonder how to define plain – ‘cause I don’t think I am I’m thinking too much and it makes me insane, to stop I don’t think I can And I keep trying to make better words cause nothing’s ever good enough but it stops my flow and actually that hurts cause this is my way to love Who could decide what’s good enough am I my thoughts to obey? Why would I do so; why draw that line if I’m crossing it anyway?

Visir # 73

Oprør

Anmeldelse

Daddy issues på syretrip Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Det kan være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at skabe sin egen identitet uden at være bundet og hængt op på alt det, ens forældre har givet (eller ikke givet) en med i opvæksten. Bjørn Rasmussen skriver i sin første digtsamling Ming, om sit forhold til sin afdøde far, om det at have svært ved at blive voksen, og om det at føle sig fremmed i en angstfyldt og utryg verden. Bjørn Rasmussens nye digtsamling Ming er en iøjenfaldende bog. Forsiden er en bizar collage af en legetøjs -dinosaur, en symaskine, en plamage af guld og diverse andet; fragmenter af en barndom, der ikke vil holde op med at bestemme hvilket menneske, det voksne barn skal være. Titlen er efter sigende en forkortelse af ’Flemming’, navnet på Ras -mussens afdøde far, der også synes at være omdrejningspunktet for samlingen. For Rasmussens fortællerjeg har et mildest talt ambivalent forhold til sin far, der skiftevis er centrum for bittersøde barndomsminder og objekt for jeg’ets ofte perfide og vrede opstød. I det hele taget virker Bjørn Rasmussens skrift drevet af en mere eller mindre konstant aggressivitet, hvilket kan gøre det anstrengende at læse ham i længere tid af gangen (denne anmelder måtte i hvert fald ’indtage’ Ming i mindre bidder). Til gengæld er hans store styrke, at hans lyriske tone er spækket med en hård selvironi og grotesk humor, der kan fungere som støddæmper på vreden og smerten:

”far er du der/jeg har nogle spørgsmål/er jeg jesus/er jeg stygge henrietteklausul/ hvad har du givet mig/et kamera en fiskestang/en plade pernillechokolade/ en golfkølle at stikke ned i halsen/KAN DU GODT LIDE AT VÆRE TYK/fuck dig far/i selve pikken/smerter det ikke/ endnu” Således bruges altså både komplet fjollede udtryk som ’pernillechokolade’ og ’henrietteklausul’, hvis essens man dog som læser ikke er i tvivl om: de står for noget kedeligt og middelmådigt. Der er de klichéagtige retoriske spørgsmål til faderfiguren, som besvares med overraskende konkreter ’et kamera en fiskestang’. Og der er den stærke, rene vrede, der kommer til udtryk i den inderlige usikkerhed, som minderne om faren stadig fremkalder i fortællerjeg’et. Her handler det om at være tyk, et tilbagevendende tema, andre steder hand -ler det om at være bøsse (fortællerjeg’et skal giftes med sin mand) eller om angsten, der er forbundet med tanken om selv at blive far en dag. Farens indflydelse forfølger jeg’et som et

Anmeldelse

Oprør

spøgelse, der helt bogstaveligt driver ham til vanvid (han indlægges på psykiatrisk afdeling), men som han samtidig ikke kan undvære. Det forløsende øjeblik i digtsamlingen, der i øvrigt har en forholdsvis letgennemskuelig ’konkret’ handling, virker umiddelbart til at være den længe ventede bryllupsdag, hvor jeg’et skyller sin medicin ud i toilettet og er lykkelig for en dag. Men (måske) mere realistisk slutter Ming med en smertefuld erkendelse af, at sommeren snart er forbi, og at jeg’et aldrig helt vil kunne slippe ud af sine psykiske problemer. Der er kommer dog alligevel et smukt, forløsende hjertesmerte-øjeblik til sidst, hvor fortællerjeg’et bekender sin kærlighed til sin problematiske far: ”åh lille far/skal jeg skrive det med tusch i dit ansigt/jeg elsker dig/nu begynder det at regne/jeg går ind nu/jeg stiller mig ovre ved emhæt og læser op” Dette afsluttende citat viser fint, hvor smukt og enkelt Rasmussen kan skrive, når han vil. Han mister ikke sin vrede, den er bare mindre højlydt og in your face, hvilket klæder værket, der ofte løber af sporet på sit eget vilde trip. Der er først her, i stilheden (efter stormen, om man vil), man som læser virkelig føler sig draget af jeg’ets person og historie – det er først her, jeg’et virker ægte og inderligt.

Bjørn Rasmussen Ming Gyldendal 96 sider 149.95 kr.

Visir # 73

Oprør

Anmeldelse

Den højeste mand imponerer og medriver Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

The Tallest Man On Earth dækker over singer/songwriter Kristian Matsson og indimellem, som da han gæstede VoxHall d. 10/10, også et band. Jeg var til koncerten i VoxHall med to veninder, og hvis man kan lide hans musik, når man sidder og hører den for sig selv, så er han endnu mere imponerende live. Vi ankom til VoxHall 20.15, ca 45 minutter før koncerten – i hvert fald på papiret – skulle begynde. Det var tids nok til at finde en plads næsten helt oppe foran, hente en øl, udveksle lidt smalltalk med hinanden og dem ved siden af os. En sidemand spurgte, hvor vi først havde hørt The Tallest Man On Earth, et spørgsmål jeg på daværende tidspunkt ikke havde et svar på, men som jeg senere er kommet i tanke om. Det var da jeg var på højskole, og sangen ”King of Spain” var på en playliste, der altid blev sat på, når der var brunch om søndagen. Den var bemærkelsesværdig, fordi det for det første er en fremragende sang, og for det andet så gav teksten, når man bare fangede en sætning hist og her, på ingen måde mening. Det frustrerede mig til et punkt, hvor jeg var nødt til at google teksten. Det er i øvrigt en af Kristian Matssons styrker. Han skriver tekster, der ikke umiddelbart er så letforståelige, men som sammen med hans musik fremmaner følelser og udtryk, der instinktivt forstås. Jeg er stor fan af lyrik, og hans sange minder mest af alt om digte, digte sat til helt fantastisk musik. 2 år efter højskole stod jeg så der i VoxHall og ventede på, at manden selv skulle gå på scenen. Før vi fik Matsson at se, så varmede Phil Cook op. Cook var for mig og mine to veninder et ukendt navn, men før han var færdig med at spille sit set, stod vi

vist alle med et mindre musikalsk crush. På trods af at være eneste mand på scenen fyldte han let hele rummet med sin energi og entusiasme. Når han spillede, fulgte hele kroppen med, og flere gange var jeg bekymret for, om han ville falde ned fra stolen, han rykkede rundt på med sin guitar. Musikken var i samme genre som The Tallest Man On Earth og fungerede som perfekt opvarmning til selve koncerten. Da han sagde farvel og tak, var humøret højt, og jeg stod med en følelse af, at det let kunne have været koncerten, vi var kommet for at se. Desværre forsvandt humøret en smule, mens vi stod og ventede på, at Kristian Matsson og bandet skulle gå på. Blandt andet gik der måske en smule længere, end vi var parat til at vente. Heldigvis – og det er varemærket for en god koncert – så gik der nærmest ingen tid fra The Tallest Man On Earth gik på scenen med den første sang, til at alle irritationer og frustrationer flød bort og lod sig erstatte af varme, glæde og masser af energi. Matsson havde i dagens anledning et band med sig på scenen, hvilket jeg synes var et plus. Det gav lidt ekstra power, specielt på et så lille sted som VoxHall. De gange Matsson stod alene på scenen med kun sin guitar og sin stemme, blev det til gengæld mere intimt, men ikke mindre energisk. Han

Anmeldelse

har et energiniveau, der overgår min forstand, og i de næsten halvanden-to timer, der blev spillet, stoppede han nærmest ikke med at bevæge sig. Nu må i bære over med mig et øjeblik, for jeg forstår mig meget lidt på den tekniske del af musik, men jeg er ret sikker på, at Matsson har evner på en guitar, der ikke er helt almindelige. I hvert fald, på trods af at han stod ene mand på scenen, så gav han indtrykket af, at der var flere end ham selv. Der er ingen tvivl om, at Matsson med lethed kunne have båret hele koncerten selv, og det ville have været mindst lige så fantastisk, men bandet gjorde musikken lidt mere alsidig og en del lettere at danse til. Bandmedlemmerne udfyldte også ma nge forskellige roller, til en enkelt sang eller to var Phil Cook skam også inde på scenen for at spille klaver, og under en af de sidste sange forlod de alle deres instrumenter og var kor i stedet. Det var en koncert, der sjældent stod stille, og når den gjorde, når Matsson spillede alene med mere dæmpede sange, så var det, som om tiden helt gik i stå. Både Matsson og bandet kunne favne det energiske og til tider nærmest bombastiske sammen med det mere rolige og emotionelle.

og heldigvis forsvandt de da også hen mod slutningen af koncerten, men det var stadig ubehageligt at være tilstede i. I stedet for at koncentrere sig fuldt ud om musikken var halvdelen af min hjerne bekymret for, hvornår de mon ville råbe noget igen. Matsson og band spillede uden problemer videre, men der blev sendt et par vrede og forvirrede blikke i retningen af de fulde råb, før de forsvandt. Da vi gik fra koncerten, var det dog ikke det minde, der blev tilbage. Musikken var for fantastisk til, at negative følelser kunne sidde fast i længere tid. Der blev spillet både kendte og mindre kendte sange, sange vi kunne synge med på, danse til, eller blot stå og forsvinde lidt ind i. Selv når jeg blot sidder herhjemme og lytter til The Tallest Man On Earth, er det musik, det er let at lade sig opsluge af, musik man kan falde ind i og glemme sig selv i. Jeg tror, de fleste er lidt bekymrede for, hvorvidt en kunstner nu også kan leve op til sig selv, når man ser dem live, og jeg stod da også med den slags bekymringer. Specielt fordi den ene veninde, jeg havde med, havde set ham på Roskilde Festival og sagt, at det ikke var verdens bedste oplevelse. Det viste sig, at mine bekymringer var grundløse. The Tallest Man On Earth, med band eller alene, er en fantastisk oplevelse. Jeg har tænkt mig at være med, hvis han kommer til Danmark igen, fulde, irriterende fyre inklusiv, hvis ikke det kan være anderledes (men dog helst uden). Voxhall The Tallest Man on Earth 10.10.15

Visir # 73

VoxHall var samtidigt lige præcis småt, men stort nok til at kunne rumme begge dele. Desværre, og det er, hvad der kan ske, når man befinder sig i et semioffentligt rum, så blev stemningen til tider ødelagt af et par fulde gutter, der stod og råbte, sang højlydt med på sange, de tydeligvis ikke kunne, eller talte alt for højt til hinanden, mens der blev spillet på scenen. Det var uforskammet og respektløst for rummet –

Oprør

Anmeldelse

I de mørkeste afkroge af et pigesind Af Marie Nielsen, skrivekunstakademiet i Bergen, tidligere litteraturhistorie

Mørkt Forår (1969) er et af hovedværkerne i Unica Zürns forfatterskab. Den tyskfødte surrealist har fået ganske lidt opmærksomhed herhjemme med Heksetekster, som det eneste oversatte værk, men nu foreligger Mørkt Forår for første gang på dansk. Den danske udgave mimer med sit lyserøde omslag bogens pigede univers, og Olga Ravn giver i efterordet danske læsere en fin og personlig indføring i Zürns liv og forfatterskab. Mørkt Forår er en beretning om den hemmelighedsfulde alders voldsomme og næsten ubærlige følelser. Læseren inviteres ind i pigeværelset og kigger den tolvårige protagonist over skulderen, når hun gemmer hemmelige og betydningsfulde ting (som et fotografi af svømmelæreren for eksempel) for sine forældre: ”Bag et billede på væggen laver hun et snit i tapetet og skubber fotografiet derind. Men hvem ved, om man ikke også finder det dér. Vanskeligheden ved at gemme fotografiet, så det ikke kan findes gør hende angst [..] Hun putter fotografiet i munden, tygger det grundigt og sluger det. Hun har forenet sig med ham.” Mørkt forår er en fortælling om en opvækst i mellemkrigstiden, om et barns længsel efter sin fraværende far, der vender hjem efter krigen, mager og alvorlig. Det er en fortælling om identitet, den første voldsomme forelskelse og om de næsten uudholdelige erotiske fantasier. Der findes et mørke i barnet,

en glubsk seksuel appetit og en dragning mod det destruktive og masochistiske, som forstærkes af hendes ensomhed og møde med virkelighedens skuffelser. ”Hendes natlige given sig hen til den dunkle kreds af mænd omkring hendes seng er ophidsende og pirrende nok til at fortrænge den sølle virkelighed, som nu udstrømmer fra hendes bror.” Den danske udgave mimer med sit lyserøde omslag fortællingens pigede univers, samtidig vækker vindueskrydset og de nøgne træer på forsiden anelser om noget dunkelt og foruroligende. Vinduet er et centralt motiv i fortællingen, der associeres til forholdet mellem mand og kvinde, hvor vindueskrydsets form ”får hende til at tænke på mand og kvinde: den lodrette er manden, den vandrette linje er kvinden.” Vinduet bliver også et billede på forestillingsevnens begrænsninger. Protagonisten erfarer, hvordan fantasien

Anmeldelse

Oprør

ikke kan overskride den fysiske verdens barrierer. I en scene lyser solen ind gennem vinduet og danner brede bjælker på gulvet: ”hun forsøger at komme op på sådan en solbjælke for at klatre til himmels [.. ]og hun falder ned fra sin gennemsigtige solbjælke og lander på næsen.” Det gennemgående vinduesmotiv kan læses som et udtryk for hendes længsel efter at bryde ud af kønnets gitre, værelsets tremmer og virkelighedens mure. En eneste kritisk bemærkning, jeg kan komme i tanke om, er i forhold til Hans Bellmers tegninger, der er brugt som illustrationer. Det er hverken fordi de stjæler fokus eller virker malplacerede, da både motiv og stemning fint går i dialog med teksten, alligevel kommer de til at virke unødvendige på grund af Zürns billed-mættede sprog, der har så meget kvalitet i sig, at ordene sagtens kan stå og lyse.

Unica Zürn Mørkt Forår Sidste Århundrede 82 sider 150 kr.

Visir # 73

Oprør

Anmeldelse

Den sidste turist - en Lulu Ziegler-kabaret i 2015 Af Cecilie Klok Dupont, æstetik og kultur

Med Bodil Jørgensen på plakaten var århusianerne ivrige efter at komme på Svalegangen, og forestillingen meldte dermed udsolgt allerede i juni måned. Dette resulterede i en 0.række, som skribenten fik æren af at være på, da Bodil indtog scenen. Kabareten tager udgangspunkt i histoien om den berømte Lulu Ziegler, der var visesangerinde i 1930’erne. I denne fortolkning af visesangerinden, forsøger Bodil Jørgensen af give os et billede af Lulus melankolske sange sat ind i en ny virkelighed. Hun bringer Lulu, som hun omtaler ”hende der var her tidligere”, ind i København i 2015. Scenen bliver sat ved at beskrive de typer mennesker, som hun ser i bybilledet i København i vores nutid. Ud over denne type beskrivelser, bliver der også henvist til forskellige nutidige berømtheder, hvor blandt andre Leonardo DiCaprio bliver nævnt. Scenen er sat til en vaskeægte kabaret som i Lulu Zieglers tid. Manden bag klaveret får sig en lur, imens han venter på divaen. Der står en enkelt stol på scenen, og på bagtæppet hænger der et koøje, hvor man kan ane vandet på den anden side. En fjerboa hænger henslængt på stumtjeneren i hjørnet, og ind træder selveste Bodil Jørgensen i al sin pragt. Responsen fra publikum er umiddelbar, da divaen begynder at tale med sin rustne og genkendelige stemme, imens hun med sin karakteristiske humor får varmet publikum op til en historie. Hun bringer publikum tilbage til kabaret, som det var på Lulu Zieglers tid, med en uhøjtidelig og velkommende tone, der får publikum til at mærke, at hun er nærværende i dette intime rum.

Imens hun fortæller historien, kommer hun omkring et repertoire af viser, som kun den ældre generation kan genkende. Der bliver skrålet højt med, og Bodil opfordrer til at man ikke skal holde sig tilbage, hvis det er en man kender. Der fortælles om gamle flammer, mennesker der aldrig møder hinanden som bor ved siden af hinanden i storbyen, forelskelse der falmer. ”Det sku være så godt” råber hun, da hun endnu engang fortæller om kærlighedens op og nedture, og publikum genkender straks melodien. Dette er en af de mere kendte viser i løbet af forestillingen, da den både er brugt af Kim Larsen og som slagssange til diverse strejker landet over. Hele tiden bliver publikum inddraget i forestillingen, og i et lille intimt rum med 100 mennesker kan man høre alle de stemmer, der synger med. Da stykket nærmer sig sin slutning bliver stemningen melankolsk, og Bodil synger visen om sit hjertes cafe, om den store kærlighed der forsvandt. Under denne sang kan man høre ekkoet efter hver sætning hun synger, det runger af ensomhed i salen. Efter denne kærlighed gifter hun sig dog og flytter til Meningsløseville på røvvej. Solbriller hun har gemt i tasken bliver taget på, som en maske der skjuler hendes sande jeg ude i forstaden. På de stille villaveje ender hun med at skrige ud til publikum – ”hvor dejligt det kunne være at være MODERNE”.

Anmeldelse

Oprør

Stemningen forbliver bedrøvet og der kommer først tempo på igen, da genkendelige toner fra Paris kan høres fra klaveret, og hun synger en velkendt sang om at elske byen og al dens kærlighed. En kabaretsang fyldt med rytme og glæde og hun finder endelig glæden i stedet for den melankolske stemning, der dog er karakteristisk for den intime kabaret. Som afslutning bliver ”Den sidste turist i Europa” sunget. Her kan man mærke nutiden igen med en video der viser ild og ødelæggelse. Hun breder armene ud, så hendes kjole bliver et

lærred, hvorpå filmen vises. Der står hun som Jesus på korset og synger om krig og Europa, der skal ud af ilden. Vi er nu tilbage i det nye Europa, og vores Lulu er blevet en del af det. Man kan mærke Bodils engagement i stykket, og hun har lagt hjerte og sjæl i hver sang hun har sunget. En stor teatralsk personlighed, der skildrer en anden stor teatralsk personlighed og så bliver det ikke bedre. Stykket er skrevet af Bodil Jørgensen selv med instruktion af Thomas Bendixen.

Teater Svalegangen Den Sidste Turist 8.-12. sept. i Århus Turnerer i hele landet i 2015

Visir # 73

Foto: Brita Fogsgaard

Oprør

Anmeldelse

Sex, vold og marxisme Af Esben Staugaard, æstetik og kultur og litteraturhistorie

Lad mig begynde med at citere den første sætning i bogens forord: ”Den socialistiske børnebog handler – som titlen siger det – om denne særlige litteratur, der havde sin udbredelse i 1970´ernes Danmark.” Og det er lige præcis det den gør, bogen. Derfor er det i sagens natur også et faglitterært værk, vi har med at gøre. Dog er det ét, som i sin formidling, sørger for at engagere læseren i denne litteraturhistoriske afkrog. Bogens forside: en naivistisk tegning af en skoleklasse, (med 'hammer og sejl' hængende i bunden af lokalet), der smilende sidder og lytter til læreren, med Karl Marx' ansigt, naturalistiske tegnet, der troner over bygningen, så hans krusede skæg næsten kilder børnene i hovedbunden, foregriber, lidt selvironisk, højrefløjens kritik af hele det socialistiske præg inden for kulturen, tilegnet børn, som et indoktrineringsprojekt. Sproget er generelt lidt essayistisk og forholder sig undervejs kommenterende til sit materiale, dog uden, på nogen måde, at blive udpræget agiterende. Et godt, endog subtilt, eksempel på denne iboende kommentar er de parenteserede udråbstegn: ”(!)” som optræder efter et par konstaterende udsagn, i et enkelt af kapitlerne. Med sine blot 130 sider, har bogen en længde som en speciale-afhandling, og er tilmed også opbygget løst efter de tre taksonomiske niveauer. Efter en række redegørende kapitler i begyndelsen, tager hvert kapitel form af en analyse af en udvalgt forfatters virke, inden for genren ”den socialistiske børnebog”, med nærmere analyse af et eller to konkrete værker. Meta-kommentarer på fremgangsmåden, samt diskuterende be-

mærkninger og refleksioner angående bøgernes reception i offentligheden, er indlagt undervejs. Slutteligt konkluderes der i afsnittet ”Afslutning”. Grundene til at læse en bog som denne kan være mange, og med sin grundige litteraturliste, gør bogen sig da også brugbar, som kilde inden for sit emne, men for mit eget vedkommende, der aldrig før har beskæftiget mig med børnelitteratur, har bogen størst interesse som et interessant indblik i et stykke Danmarkshistorie, og ikke mindst litteraturhistorie, nemlig 1970'erne og denne tids politiske, kulturelle og pædagogiske diskurs. Forfatteren til bogen var selv en del af den socialistiske diskurs i børnelitteraturen, både som kritiker, redaktør og børnebogsforfatter. Dette gør han også selv opmærksom på tidligt i bogen, foruden i det forfatterportræt, der er på omslaget. Dette betyder, at der i bogen er givet plads til en del anekdotiske refleksioner og insider viden, som for mig bidrager til dens underholdningsværdi. Efter-kritikken af 70'ernes socialistiske diskurs har, i nutidens mere borgerlige konsensus, givet anledninger til mangt og meget ris og ros af den tids idéer og projekter (se fx bare DR's dokumentarserie ”De Røde Lejesvende”, der var sat op som en række forhørssessioner af fortidens ”kommunistiske agenter”). Derfor beror ethvert udsagn om et så politiske tynget emne meget på hvilken etos man tillægger forfatteren. I dag er en populær stemme fx ”den omvendte socialist”. (Det var den i hvert fald i 00'erne. Man kan argumentere for, at den i dag er blevet erstattet af ”den omvendte muslim”).

Anmeldelse

Stemmen, der i medierne går til bekendelse og fortæller om fortidens synder og hvordan den marxistiske ideologi forblændede ham og fik ham til at sige og mene de frygteligste ting. For mit vedkommende er denne socialistiske ideologiske kryben til korset, lige så trættende at høre på, som en betonkommunistisk partisoldat, der ihærdigt forsvarer Sovjetunionen under Stalin. (Sidstnævnte er dog mindre relevant, da forfatteren allerede dengang var maoist, og tog afstand fra sovjet, men resultatet af ideologisk ensporethed ville for så vidt være det samme).

anekdotisk udlægning af et seminar, som fik stor indflydelse som formålserklæring for udviklingen af socialistisk børnelitteratur. Beretningen indeholder bl.a. konflikten mellem en gruppe deltagere, deriblandt Weinreich selv, der under seminaret valgte at tage en tur til stranden og bade i det varme sommervejr, hvilket udløste et møgfald fra en gruppe dogmatiske marxister fra Odense, som mente at det var højst useriøst og usolidarisk. Vi får her også et uddrag fra en festsang, skrevet til seminarets afslutningsfest. Til at beskrive denne dogmatiske fløj, får vi også et uddrag fra Weinreichs erindringsbog Umage fra 2004, hvor der står: ”[...] professor Jørgen Døør, der erklerede sig som repræsentant for Odense Kommunisterne, forkortet OK – 'og vi er ok', som han med dyb alvor sagde [...]”. Forfatterens personlige investering og sporadiske polemik gør dette kapitel til et af de mere morsomme, der på et formidlingsmæssigt plan også giver et fint indblik i datidens højt-uddannede venstrefløj, dens akademiske jargon samt obskure partiforkortelser og underfraktioner. Det skal nævnes at alle bogens afsnit er ganske korte, og kun strækker sig over et par sider, hvilket gør at den, trods sin svingende underholdningsværdi, (jeg tillader mig her at bruge ”underholdningsværdi” som bedøm-melseskriterie for et faglitterært værk), er ganske letlæst og ingen steder lader læseren køre fast i et bestemt afsnit. Alt i alt er bogen altså ganske anbefalelsesværdig, hvis man interesserer

Visir # 73

I dette henseende undgår Torben Weinreich behændigt begge grøfter og taler som, det man måske kunne kalde, ”den reflekterede socialist”, der med den blanding af nostalgi og bagklogskab, der må være en del af et hvert biografisk tilbageblik, optegner det udsnit af 1970'ernes politiske og kulturelle landskab, som han selv tog del i. Bogens to formål: som faglitterær artikel og som biografisk fortælling, udmøntes i dens to ekstremer i nogle af de første kapitler. Det ene er kapitlet ”Børnelitteraturen”, der mere end noget andet i bogen, bringer en saglig og kvantitativ opgørelse af børnelitteraturens udbredelse som selvstædig genre. Dette sker heldigvis kortfattet. Dog er en side, der består af årstal, oplagstal og en opgørelse af udviklingen af bibliotekernes beholdning af børnelitteratur, lidt tørt stof for den, ikke så boghistorisk interesserede, læser. Det andet er ”Kolding-seminaret”, der præsenterer en ret personligt præget og

Oprør

sig, bare en smule, for børn, litteratur, børnelitteratur, socialisme, 1970'erne, Danmark, eller optimalt: Dansk, socialistisk børnelitteratur i 1970'erne! Det tidslige fokus begrundes med at dette årti måske var det eneste, hvori der blev produceret decideret 'socialistisk' børnelitteratur i Danmark. Denne anmeldelses overskrift forholder sig til det, som i bogen beskrives, som den 'provokative' strømning, der i 70'erne herskede side om side med den mere konkret politiske. Dette kommer bl.a. til udtryk i en form for poetik, som Weinreich selv formulerede i en brevveksling med en kollega, der kom til at udgøre rammebetingelserne for en børnebogskonkurrence, udskrevet af Borgens Forlag: ”Vi må lave science-fiktion, katastrofelitteratur […] der skal også være om mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk ekspressionisme/futurisme for børn).” Børnebogen Connie og bolighajen anvender, i den anledning, en bevidst dobbeltstrategi, hvor tør marxistisk skoling bliver solgt med masser af sex i romanens andre afsnit. Bogens forfatter omtaler selv de seksuelle afsnit som ”et lokkemiddel”. På samme måde må herværende forfatter, erklærer sig skyldig i, at bruge en overskrift, der skal fungere som et lokkemiddel, til en, efterhånden ret omfangsrig(!), boganmeldelse. Foruden en række yderst voldelige socialrealistiske romaner og stærkt allegoriske fantasyromaner, hører man i bogen også om den syrede, allegoriske billedbog Latipak, (kapital, stavet bagfra), samt den lakoniske børnebog Musen Malle, om en mus ved navn Malle, der i bogens begyndelse blive kørt ihjel af en

Anmeldelse

bil, hvorefter den bliver spist af smådyr og udgør gødning for vejgrøftens planteliv... Weinreich kommenterer undervejs kritisk på den socialistiske børnebogs ret stramme format, idet den altid skal have konflikten mellem arbejde og kapital, som dens grundlæggende problematik, og derudover gerne skal have en skolende funktion. Noget af højrefløjens kritik af disse børnebøger medtages også i bogen. Både den saglige og velargumenterede anmelder for Jyllands-Posten, Ellen Buttenschøn, samt mere fabulerende og opkørte kommentarer fra den mystiske organisation Familieværnet, hvis retorik kan minde om nutidens kommentarspor på Ekstra Bladets Nationen!. I afslutningskapitlet stilles spørgsmålet om hvorvidt socialismen findes i børnelitteraturen i dag, som besvares med et åbent nej og ja. Datidens marxister argumenterede for deres ideologiske skoling med, at al kunst og litteratur, per definition altid er politisk. I dag er vi fri for åbenlyst marxistiske børnebøger, og diskursen i børneunderholdningen foregiver at være politisk ”neutral”. Til gengæld så har vi tv-julekalendere som Mikkel og guldkortet, fra 2008(!), der handler om en dreng, som får et hævekort, hvorfra han kan hæve uendeligt mange penge. Han kommer dog til at bruge det for ansvarsløst, hvilket får markedet til at gå i stykker, således at der i København udbryder en tilstand af ”anarki”, som klart afbilledes ved at folk går i sorte hættetrøjer, kaster sten mod forældrenes vinduer og står omkring brændende olietønder.

Anmeldelse

OprĂ¸r

Torben Weinreich Den socialistiske bĂ¸rnebog Roskilde universitetsforlag 130 sider 229 kr.

Visir # 73

Oprør

Anmeldelse

De forunderlige fortællinger - anmeldelse af Mænd uden kvinder, novellesamling af Haruki Murakami Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Okay! Jeg indrømmer det! Som så mange andre er jeg blevet forblæst af Murakami-vinden fra østen. I min kalender står, fremfor fødselsdagsdatoer på bekendte og mødetidspunkter, nedskrevet, hvilken dato Murakamis nyeste værk udkommer. Og begejstringen udeblev da heller ikke, da jeg fandt ud af, at der udkom endnu en novellesamling fra hans hånd. Mænd uden kvinder, oversat fra japansk af Mette Holm, rummer 7 noveller, der alle behandler temaer som venskab, identitetsdannelse, forelskelse samt begær. Venskab, og især mangel på samme, spiller en stor rolle gennem samlingen, da samtlige hovedpersoner (udelukkende Murakamis karakteristiske mænd) på den ene eller den anden måde er løsrevet fra verden – de skiller sig ud fra fællesskabet, eller er ikke en del af det. Konkrete, letforståelige og ikke mindst realistiske (!) handlingsforløb er dominerende i novellesamlingens indledende noveller. Men så! Som forventet – som et lysglimt på nattehimlen under en meteorregn – træder Murakamis forunderlige, surrealistiske univers frem. Først eksisterer surrealismen kun som en drøm: i novellen ”Yesterday” fortæller kvinden Erika om en gentagende drøm, hun har: ”Jeg har tit den samme drøm. Aki og jeg er ude at sejle på et skib. Et stort krydstogtskib. Vi sidder alene sammen i en lille kahyt, det er midt om natten, og vi kan se fuldmånen gennem koøjet. Månen er lavet af klar, gennemsigtig is, og den nederste halvdel er nedsænket i havet. ’Det ligner månen, men i virkeligheden er den lavet af is og er kun cirka tyve centimeter tyk,’ fortæller Aki

mig. ’Når det bliver morgen, og solen står op, smelter den, så det gælder om at nyde den nu.’ Den drøm har jeg haft mange gange.” (s. 62) Snart tager drømmen over. Drømmens uvirkelighed bliver til den surrealistiske virkelighed. Progressionen i det uforklarlige, det forunderlige gennem novellesamlingen, kulminerer i den afsluttende novelle ”Da Samsa blev forelsket”. Novellen foregår i Kafkas Prag – Murakamis Gregor Samsa vågner dog ikke, som i Kafkas novelle ”Forvandlingen”, op som et menneske i en billes krop – nej, en bille vågner op som et menneske i Gregor Samsas krop. Identitetsdannelsen går nu i gang: for hvordan er man bille i en menneskekrop? Denne søgning efter identitet er et vigtigt emne i Mænd uden kvinder, hvor karakterne spiller skuespil: vil være en anden, end den de er, hvor karakterne (og forfatteren selv!) skruer fiktive fortællinger sammen. Personerne i novellesamlingen er alle afhængige, nogle af dem besatte, af fortællingernes forunderlighed – de fortællinger, de selv er en del af og som læseren (jeg!) nu også er en del af. ”Strømmen af fortællinger ville blive afbrudt, og mange af de mærkelige og forunderlige historier, der skulle have været fortalt, ville forsvinde uden at blive fortalt.” (s. 133)

Anmeldelse

OprĂ¸r

Visir # 73

Haruki Murakami MĂŚnd uden kvinder Klim 210 sider 299.95 kr.

Oprør

Anmeldelse

Den skinbarlige virkelighed? - anmeldelse af Hesteæderne - trilogien, digte af Thomas Boberg Af Mette Grandahl, litteraturhistorie

Thomas Bobergs triologi Hesteæderne trækker læseren med ind i et univers, hvor revolutionen ulmer, hvor paranoiaen kontrollerer, hvor korruptionen hersker. Tillid, menneskelighed, kærlighed og heste er alle mangelvarer, og resulterer

jeg,

der

tydeligt

beruset

forsøger

formulere

nogle

sammenhængende tanker. Sammenhængen er varieret, men stemningen er gennemført. Allerede ved forsiden trækkes man ind i en verden, der er dyster. Man befindes sig i en storby, men alt er i forfald, både det materielle og de menneskelige egenskaber. En hovedressource er heste, men disse er en ekstrem mangel – og de, der er tilbage dræbes og ædes på brutal vis. Det hele er ret ulækkert, voldeligt og beskidt, og man kan nærmest mærke stanken af råd på sin hud. Samfundet styres af en korrupt konsul og hans sønner, som vist også er indblandet i narkohandel. Der hersker et magthierarki, som med hård og uretfærdig hånd kontrollerer sine indbyggere gennem spionage og endeløse forbud. Overalt ses bedrageri, udnyttelse, løgne, brutalitet, korruption og forræderi. Der handles med våben som var det dagligdagsvarer. Det er dog sjældent, at nogen ytrer sin utilfredshed, da der på grund af manglende forsamlingsfrihed ingen venskaber eksisterer, ingen samhørighed. Der er dog én nævenyttig indbygger, der ”ruster sig til kampen/ved at forfatte læserbreve./Han er ateist./Han

sværter religionerne,/krænker,/alligevel er han bange for spøgelser.” Og spøgelserne skal man med god grund frygte, for i skyggerne gemmer der sig ubehagelige typer. Skæbnen, eksempelvis. Skæbnen er en upålidelig fætter: ”Skæbnen/kan finde på at sige, nu kommer jeg,/og alle venter den med en form for ærbødighed,/ja, nogle af de fastende ligefrem med længsel,/men den er en joker, den skæbne,/den lusker omkring iført kutte og maske.” Det, der styrer jeget er de kropslige behov: sult, tørst og lyst. Lysten er efter naboens datter, der, trods sit incestuøse forhold til sin far, ”lignede en fest for to.” Dette begær er så stærkt og kontrollerende, at det forfølger jeget ”helt ind i mørkets store cafébiograf.” Hun besætter hans sind. Han formår dog aldrig at handle efter det. Det fantastiske ved skildringen af dette besynderlige og uvirkelige samfund, er dets lighed og virkelighed. Samfundskritikken er overdrevet og til tider morbid, men den har en evne til at ramme plet. Digtene fremtvinger refleksion, grin og væmmelse på én og

Anmeldelse

samme tid. Det føles som en forvrængning af et genkendeligt samfund, som synliggør en ellers gemt eller glemt bagside. Eksempelvis møder vi i Hesteæderne ”patrioterne”, som taler en meget bekendt sag. De vil af med alle ”tilflytterne”. De mener, at det er ”tilflytterne”, der opbruger resourcerne og er skyld i den nærtliggende undergang. En diskurs – godt nok overdrevet – der dog minder uhyggeligt meget om en, vi oplever i dag. Man bliver stillet over for en foragt for overforbrug, overvægt, spild og usundhed. Man får forklaret den globale opvarmnings frygtelige udfald. Der udtrykkes en afsky ved det unaturlige, og der tegnes væmmelige billeder af resultatet, når noget unaturligt som kloning bliver normalt. Vi er i en verden af selvoptagethed, med spørgsmålet: Hvor blev det medmenneskelige af? ”Hjælpsomhed var en teltlejr i Mongoliet. Næstekærlighed en kinesisk mobiltelefonfabrik i Congo; og fra Rusland blæste den ny dille af afstumpethed ind over de nordiske hesteæderes provinser.”

Et slør, der nok skyldes den beruselse, der præger digtene. Rusen opleves som et eksistensvilkår – præmissen for overlevelse er en forskydning af virkeligheden, en forskydning, som trods, eller netop igennem, den manglende kontrol virker meditativ. Det er uundværligt, men også ustyrligt: ”Flere årsager til alkoholisme:/Åbner du lågen for et får,/kommer hele flokken væltende.” Trods de forvirrende fuldeberetninger, trænger en masse ting nærmest skrigene igennem digtene. Refleksioner over ting som religion, krig, sikkerhed og livet fører for det meste til en følelse af falskhed og ligegyldighed. Man er lige på kanten til at have opgivet, da der dog trænger en snært af håb igennem. Et håb, der både synes nostalgisk og urealistisk og til tider pessimistisk men realistisk. Gennem dette lille glimt af håb bliver der åbnet for tanker om livet som noget, der ikke kun nødvendigvis er på vej mod undergang. Livet er en gave, som er nu, lige NU. Og med den indsigt banes vejen til erkendelsen af, at der i en verden gennemsyret af korruption og forfald alligevel kan være noget værd at holde fast ved. Dette er dog ikke en erkendelse, der opnås pludseligt og endeligt, men som fragmentariske brudstykker af klarsyn – korte øjeblik af ædruelighed. Det brudte og knuste understreges i formen af digtene. De består hovedsagligt af sætninger, der knækkes midt i betydningen. Man oplever gang på gang at når sætningen slås itu, slås tanken og

Visir # 73

Gennem hele trilogien mærker man revolutionen ulme, men den har en utrolig antiklimatisk gang. Det ender ud i et spørgsmål om fortrydelse. Var det overhovedet kampen og dødsfaldene værd? Er det et nederlag på trods af sejren? Det er svært at sige. Det hele synes ekstremt sløret.

Oprør

Anmeldelse

dermed meningen også itu. Man bliver i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert – hvad hænger sammen? Hænger noget overhovedet sammen? Også en nervøsitet trænger igennem. Rytmen i flere af digtene nærmest fremtvinger et enten forpustet eller tilbageholdt åndedræt. Eller man fornemmer en skrækslagen hjerte-banken, en følelse af rysten og pulseren. Nogle prosalignende dele ind i mellem medbringer næsten et løfte om snarlig sammenhæng. En forventning, der aldrig helt mødes. Man sidder som læser tilbage med en igangsat undren og refleksion over eget samfund. Hvad er sandt og falsk? Det er ikke til at sige… ”Med det kommende bind 3 lukker han sin sorte skrøne i et korrektiv af den verden fuld af løgn, korruption og falske beskrivelser, han i et manisk overdrev selv producerede på sin søvnløse neurosefabrik. […] således kommer han til besindelse som den der vågner af en sindssyg drøm og endelig forstår at han hele det liv han levede og skrev var uden relation til den virkelige og sande skinbarlige v i r k e l i g h e d.

Thomas Boberg Hesteæderne— trilogien Gyldendal 256 sider 249.95

Kommentar

Oprør

Anna Qi#3 Surprise surprise. En række litterater har skrevet anmeldelser af de nyeste, danske, ”hoity-toity” digtsamlinger. De fylder deres bogreoler med anmeldereksemplarer bare for at få en god baggrund til deres ligegyldige ”Jeg-er-en-kreativ-og-belæst-sjæl(og-ja-deter-bevidst-at-jeg-betegner-mig-selv-somSjæl)” selfies på Tumblr. De vil så gerne have de bøger, men har kun fesne, åh-så-dybe ord at betale for bøgerne med, og så skriver de en eller anden latterlig anmeldelse, det er deres valuta. Jeg synes de skal betale med rigtige penge, få sig et job. Jeg har hørt, at de søger i Kiwi ved Vesterbro Torv. Så kan de se, om de virkelig vil have den bog, eller om de hellere vil investere i endnu en rullekrave i en særlig nuance af sort. Så er der måske også mere plads til, at de studerende fra retorik, kunsthistorikerne, musikvidenskaberne, dramaturgerne, ÆK’erne, kan få et ord indført i det ”fællesæstetiske blad,” som Visir hævder at være...

Visir # 73

Oprør

Arkivguld

Korte huskeregler for anmeldere: HUH! Af Lars Bukdahl fra Visir#17

1. En anmelder er en falden engel og en fandens karl! 2. En anmelder er et bibliotek i en krop med øjne på stilke!! 3. En anmelder er en meget stor, en meget, meget stor idiot!!! 4. En anmelder er et æggehoved, der holder sig hårdkogt med sin drøm om den skalle, der går helt i kage!!!! 5. En anmelder er umådelig ind- og udbildsk!!!!! 6. En anmeldese er en bevinget Læsehast!!!!!! 7. En anmeldelse er et slag på tasken: BUMP eller BANG eller rrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrunge. . ..!!!!!!! 8. En anmeldese er et vindue ind i tungen!!!!!!!! 9. En anmeldese er en kunstnerisk meta-tekstualitet med tilforordnet specifikt litterært objekt, på hvilket den er forpligtet, med lup og sol, på liv og død!!!!!!!!! 10. En anmeldese er en mærket tening, Kubiks og Suppe- og Stof- og Mallarmés!!!!!!!!!!

Reklame

OprĂ¸r

Visir # 73

Oprør

Arkivguld

På tværs af læsevenligheden At nøjes med tre sætninger. Af Roar Gaardsøe og Kasper Kaufmann fra Visir#30

stort begyndelsesbogstav og tegnsætning er en evig kilde til irritation blandt andet fordi der findes forbavsende få mennesker som er i stand til at sætte kommaer korrekt for slet ikke at tale om skråstreger udråbstegn tankestreger dollartegn spørgsmålstegn koloner semikoloner og parenteser og det har vi valgt at tage konsekvensen af i følgende artikel omhandlende anskueligheden af tekster skrevet på tværs af læsevenligheden der skulle give en ide om pseudointellektualismens indtog på universitetsstudierne i særdeleshed på de æstetiske fag og lad det straks være udtrykt at undertegnede i stor udstrækning tilslutter os denne bevægelse der som en evigt spirende blomst sniger sin tilstedeværelse ud i alle krinkelkroge af den del af den kulturelle verden der består af tegn hvor der ydermere ikke skal herske nogen tvivl om at vi i skrivende stund sender en venlig tanke til rifbjerg og alle andre som har forsøgt at hæve litteratur og kunsthistoriekonception til et aldeles elitært og for de ikke indviede uforståeligt plan som især gør sig gældende ved glimrende undervisere som jens peter lund nielsen der taler om begreber som ernæringskatastrofemetaforproblematikken som også teologerne har bragt andre gode ord fra denne tradition der eksempelvis kunne være nikænokonstantino politanisme på bane det vil sige ord som i sin blotte tilstedeværelse og manglende uddybning er en sand fryd for den pseudointellektuelle bevægelse som i særdeleshed finder sit grundlag hos forfattere som j joyce tænk bare på

finnegan s wake hvor forfatteren har afsnit på halvtreds sider uden punktum stort begyndelsesbogstav og tegnsætni ng sproble met kan skabe en komplikation hvor man kan føle sig forpligtiget til at forsøge at komme lidt ned under huden på den måde at anskue og formidle tekst på da man nogle gange ofte i sene stunder over en bog eller et tidsskrift såre undrer sig over netop dette og i et sådant forsøg har undertegnede konstrueret ordet kvantitetssovsbegrebet som vi mener nogenlunde dækker over de aspekter som vi i dagligdagen fylder vores mund og hjerne med specielt i undervisningslokalet og ved læsepulten men sandelig også her på dette udmærkede blad der jo heldigvis kun henvender sig til den smalle skare af unge århusianske æstetiske intellektuelle som magter at tilegne sig budskabet i en tekst som denne der givetvis kunne antages at have haft sin oprindelse ved det æstetiske institut hvis det da ellers havde eksisteret i den historiske epoke hvor de intellektuelle udskilte sig fra det brogede korpus af menneskelige eksistenser der ikke nødvendigvis fordrer en traditionel brug og forståelse af tegnsætning som betydningsgivende element i en tekstuel fremstilling men ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i den fremstillingsform der betegnes stream of consciousness jævnfør førnævnte joyce der i tråd med øvrige pseudointellektuelle ikke ynder stilistiske virkemidler som komma eller punktum længe leve indskudte sætninger (!)

Reklame

OprĂ¸r

Visir # 73