Issuu

VISIR #72 Nye begyndelser

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

7 2

S t u d e n t e r b l a d

O k t o b e r

2 0 1 5

Redaktion Mette Grandahl Mathilde Ravn Melvang Karoline Schwarz Hvingelby Anna Rosenkrands Uldall Anne Katrine Bessmann Miriam Yamil Maria Lundehave Jeanette Sigtenborg Rasmussen Kirstine Sø Dieckmann Rikke Christensen Adresse Emilie Winther Jensen Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Forsidelayout Frank Rombouts Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 18. november 2015 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden 1. november

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder ”New is always better!”

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Oprør!

7 8 9 10 14 16

Tema: Nye begyndelser Illustration, Line C. R. Møller Digt: Du, angst, Mads Urenfeldt Bækgaard Digt: Aarhuset er min bolig, Mads Urenfeldt Bækgaard Voxpop: Nye ansigter, Mathilde Ravn Melvang og Karoline Schwartz Hvingelby Artikler Gladiators Litterære Stævne, Jeanette Sigtenborg Rasmussen og Kirstine Sø Dieckmann Knækkede campingstole, morgenmakrel og smukke solnedgange, Mathilde Ravn Melvang

Essay Prioritäten einer Erasmusstudentin, Hanne Bjerre Lassen

Digt Det står tomt, Anne Katrine Bagai

26 28 30 32 36 38 41 43 45 47 50

Anmeldelser Den ultimative nye begyndelse, Anna Rosenkrands Uldall Dyr og faldne kvinder, Karoline Schwartz Hvingelby Ypperstepræstinden fra det indre rum, Mathilde Ravn Melvang Pengenes idéhistorie, Jakob Gaardbo Nielsen SommerSommer, Karoline Schwartz Hvingelby ”Jeg taler om en krig uden kroppe”, Mathilde Ravn Melvang Kraftdyr og kræft, Jeanette Sigtenborg Rasmussen Sorg og ballonfart, Hans Lind noget der er mere end et handicap, Mathilde Ravn Melvang Revolutionen i soveværelset, Mikkel Mørk og Miriam Yamil SORT MÆLK—ET ARKIV, Hans Lind og Sandra Cecilie Quist Lund

Arkivguld Et ophold i Paris set i bakspejlet, Mischa Sloth Carlsen

Visir # 72

Leder

”New is always better!” Citatet, som HIMYM-karakteren Barney Stinson kalder for den ultimative leveregel, er præcis, hvad der har præget VISIR i denne omgang. Alt omkring os i øjeblikket synes nyt, spændende og skræmmende; nyt se´mester, nye undervisere, nye studiekammerater og måske endda et helt nyt studie. Alt dette bidrager til følelsen af ”at miste fodfæstet”, som vi citerede Søren Kierkegaard for i sidste udgave. Og det er netop en kombination af disse to følelser, der kombineres: en længsel efter det nye og forbedrede sammenblandet men en (forhåbentlig midlertidig) frygt for det ukendte. Vi på VISIR har givet jer, kære kasernitter, plads til at udtrykke denne ambivalens i denne Kasernens fælles, frie legeplads. Man kunne måske hævde at Barney Stinson-levereglen passer meget lidt til de studier, vi praktiserer her på stedet: vi dykker ned i gammel kunst, musik og litteratur, hengiver os til gamle teoretikere, lytter tryllebundet til vores gamle undervisere og, som tidligere påvist i VISIR, nyder vores gamle omgivelser i form af kasernebygningerne og hvad der hertil hører. Men når det er sagt, kan vi alligevel ikke lade vær med at behandle, erfare og skrive om alt dette på nye måder. Ny inspiration, ny kunst og nye bekendtskaber påvirker os alle sammen. Og det gælder i høj grad for vores skribenter! I denne udgave af VISIR kan du læse poesi, der behandler temaet ”nye begyndelser”. Du kan se det skildret i

form af illustrationer. Du kan læse en god bunke anmeldelser af alt det nye, som rører sig på den litteære scene og de skrå bræder her i Smilets By. Eksempelvis kan du læse en anmeldelse af Strindbergs klassiske mesterstykke Frk. Julie fra 1888 i meget moderne omgivelser på Aarhus Teater – og hvordan denne nye opsætning bidrager med noget nyt til stykket. I en anmeldelse af Rolf Sparre Johanssons nye digtsamling kan man læse om hvordan denne behandler en af de store overgange, man står overfor, når man bliver forælder. Nye studerende fortæller om, hvordan de har oplevet deres studiestart på Kasernen, og en garvet Kaserne-studerende beretter om sit udlandsophold på Goethe Universität. Vi har ligeså fundet en udlandsberretning fra et af de første Visirmagasiner, der kan læses som dette nummers arkiv-guld. Mangfoldigheden af dette nummers bidrag illustrerer, at nye begyndelser har mange forskellige former, og at fodfæstet mistes af en forventet omvæltning – som en studiestart – såvel som uventede begivenheder: En digtsamling med overraskende elementer, et teaterstykke der giver lyst til mere eller et udlandsophold med uforudsete episoder. Ambivalensen mellem stræben efter det nye og en evig venden tilbage til det gamle kommer konkret til udtryk i dette nummers arkiv -guld: Selvom den studerende (fra 1996!) befinder sig midt i det fascinerende og fængslende Paris, vil der altid være en længsel efter det gamle – det kendte.

Leder

Vi kender alle at have hjemvé. Ønsket om at blive taget i hånden en gang i mellem. Derfor er Kasernen – vores hjem! – den perfekte ramme for at prøve nye ting af. Skønt Barney Stinson-levereglen siger, at ”nyt altid er bedre”, er det vigtigt at have et fast greb i det gamle samtidigt. Kasernen, bygget i mursten, har overlevet bombardementer og flere tusinde

studerende – så selvom dens beboere oplever nye begyndelser både på og uden for dens geografiske placering, vil den altid bestå! Den giver os alle mulighed for at flyve ud i det nye – uden helt at miste fodfæstet. Rigtig god læselyst!

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Mette Grandahl på email: mettegrandahl@gmail.com

Visir # 72

Oplæg til næste nummer

Oprør! Kan du mærke det? Måske er det de sitrende frekvenser i luften hos musikvidenskab. Måske er det de hemmelige tegn, der sendes fra dramaturgi til kunsthistorie. Måske er det de efterladte enigma-kodede breve fra litteraturhistorie til æstetik og kultur. Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men et faktum står helt klart: Det er tid til oprør! Nye begyndelser kræver nye tanker og idéer, og den mest effektive måde at trænge igennem til autoriteterne på? Oprør! Et oprør er en proces, der rettes mod urimelige og utålelige sociale forhold. Det lykkedes for franskmændene og det lykkedes for The Beatles. Så hvorfor ikke også for dig? Går du og er utilfreds med en uretfærdig kommentar, du fik på en genial aflevering, så fortvivl ikke! Tag hævn og få din opgave udgivet, så dine forelæsere kan se, præcis hvor forkert deres bedømmelse var! Er du ny på studiet, så udnyt dine frustrationer til at danne alliancer med dine medstuderende og del jeres tanker! Vive la révolution! En revolution bliver først mulig, når tilstrækkeligt mange mennesker mener, at den er mulig, og dette kan opnås, ved at nogen med tilstrækkelig meget magt siger, at den er mulig. Vi på VISIR siger, at den er mulig! Da vi helst vil undgå væbnet konflikt og optøjer her på Kasernen, synes vi, at du skal gribe fat i dine studiekammerater, skrive jeres frustrationer ned, tegne jeres plakater og sende jeres opsang til VISIR! Hvis du hellere vil skrive om noget andet, vil vi på Visir naturligvis også gerne have det. Som altid tager vi med kyshånd mod alt fra eksamensopgaver, der har kostet blod, sved og æstetiske tårer, til tegneserier og klummer. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 18. november 2015

Illustration

Nye begyndelser

Ny begyndelse! Af Line C. R. MĂ¸ller, litteraturhistorie

Visir # 72

Nye begyndelser

Du, angst

Af Mads Urenfeldt Bækgaard, musikvidenskab

Få dog denne pine til at gå som jeg ikke magter at forstå I trængselstider i mit sind den stress den gør mig blind SLIP MIG FRI SLÅ MIG NED GØR DOG ALT DET SOM DU VIL Men hvor en tidlig afsked letter der hvor sindet tar’ mig til vil jeg dog lære at forstå al den indsigt Jeg kan få Jorden tæmmes af mit trav og endorfiner gør mig fri Så jeg ej min sved på panden ville glæden gå forbi Et par cykelhjul der snurrer rundt lidt lig’som i min mave Tar’ mig ind helt ind til der hvor livet er en gave

Digt

Nye begyndelser

Aarhuset er min bolig Af Mads Urenfeldt Bækgaard, musikvidenskab

Solens magt i smilets by er så forstandig så forgyldt En glæde ved at sanke selv sit ramsløgsidéal; det findes der blandt skovens træer i duftens milde som er frejdigt selvforskyldt Jeg vederkvæges når jeg dølger mig i Danmarks glade by Fra heden er jeg kommen og i staden blev jeg født på ny Her tælles mange tanker som der rager højt mod sky For der er plads i denne stad, der byder bakker op til dans Fra Moesgaards brede vider til Vor Frue og Sankt Hans Aarhuset er min bolig der hvor skønhed hviler trolig!

Visir # 72

Vo x p o p

Nye begyndelser

Nye ansigter Af Mathilde Ravn Melvang og Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie

Torsdag den 1. oktober gik Visirs udsendte en runde på Kasernen for at spørge nye studerende, hvordan deres sturdiestart har været.

Andreas Musikvidenskab

Hvad har du lavet inden du begyndte på musikvidenskab? Jeg læste faktisk spansk ovre i Nobel. Men det var ikke noget for mig, jeg droppede ud hen mod slutningen af andet semester. Og så skiftede du over til musik. Hvorfor lige musik? Jamen, jeg har altid været musiker, jeg har spillet musik i halvdelen af mit liv. Det har altid været en stor del af mit liv, men jeg har været bange for at gøre min hobby til min hverdag og miste interessen. Men nu har jeg fundet ud af, at det er dumt. Ja. Hvordan synes du det har været på musik indtil nu så? Når man går på universitetet handler det meget om, at man skal tage initiativ selv og selv sørge for at følge med. Det kan godt være en svær omvæltning, når man er lidt af en slackertype. Samtidig er det også bare pissefedt, for det er alle sammen ting der interesserer mig. Hvad har været det bedste øjeblik siden studiestart? Vi har et fag der hedder Rotation, det hører under Arrangement- og instrumentforståelse. Der har vi et nummer, som vi øver op hver for sig, som vi så spiller i samspil, hvor vi bytter instrumenter efter hver gang, vi har spillet det igennem. Det er klart det fedeste, det er pissesjovt. Hvad synes du om at læse på Kasernen? Det er lækkert. Det er helt anderledes end Nobel, det er så meget mere levende.

Vo x p o p

Nye begyndelser

Rasmus, Helena, Kristine og Elida Litteraturhistorie

Visir # 72

Hvad har I lavet, inden I startede på studiet? Kristine og Helena har gået på gymnasiet og haft nogle sabbatår. Rasmus har læst HF og bagefter læst lidt tysk for at få lov til at være med. Elida har taget en I.B, læst spansk på universitetet og arbejdet som au pair. Hvordan er det at læse på kasernen? Kristine: Det er sådan et hyggeligt område, synes vi. Det er meget sådan lokalt på en eller anden måde. Helena: Det er hyggeligt, man ser en masse folk man kender, sine tutorer for eksempel. Hvad har været det bedste øjeblik? Rasmus: Det var nok, da vi mødtes vores tutorer. Får vi stadig point [henvendt til intervieweren, som også var tutor]? Rusugen som helhed, det har været meget cool. Elida: Man tænker jo meget over, om man har valgt det rette studie, og det går efterhånden op for en, at man virkelig bare nyder at læse. Hvad er det bedste ved det fag I læser? Rasmus: Jeg er ret vild med, at jeg på studiet bliver sat til at læse meget forskellig litteratur, så jeg ikke bare sidder med de genrer, som jeg ellers finder på at læse derhjemme, så jeg bliver intellektuelt udfordret.

Vo x p o p

Nye begyndelser

Anders, Nadia og Winnie Dramaturgi

Hvad har i lavet inden I startede på studiet Nadia og Anders har efter gymnasiet haft to sabbatår, Winnie havde et sabbatår Så I har været ude og rejse og sådan noget? Nadia og Winnie: Ja, der er blevet rejst en del. Hvad synes I om, at læse her på kasernen? Winnie: Jeg synes, det er sindssygt hyggeligt. Der er en fællesskabsfølelse. Nadia: Aktiviteterne generelt, baren, arrangementer som er hyggelige. Anders: Enig Hvad har været det bedste øjeblik? Winnie: I dag har været helt vildt fed. Vi har lige haft værkanalyse forelæsning og det var sådan wooooow. Det var så fedt. Jeres første forelæsning? Winnie: Ja, sådan første rigtige forelæsning. I dag var sådan, ”damn, jeg har valgt rigtigt”. Værket, vi læser,, er ”Frk. Julie” [af August Strindberg, red.] Anders kommenterer, at han er helt enig med alt, hvad de andre siger. Hvad er det bedste ved det fag I læser? De kommenterer alle, at det er ret svært at svare på, da det først er nu, de for alvor kommer i gang. Anders: Det er meget bredt. Nadia: Det er nogle spændende fag, vi har, jeg er helt vild med værkanalyse. Man kan virkelig dykke ned og fordybe sig.

Reklame

Nye begyndelser

En dag på redaktionen... Hvad ved vi om: Lige børn, er ikke skæve børn, høje børn, lave børn, børn af samme højde, børn af ulig højde ≠ lige børn, børnehave, havefest, far, mor og børn, Rødhætte......... Alle børnene var lige høje, undtagen Bøje, han var dværg. Leger, eventyr, Ringenes Herre, prinsesse, klæde ud, dametøj, Caitlyn Jenner, Bubber, Snurre Snups Søndagsklub, Vera.... Alle børnene legede reklame, undtagen Dame, hun legede mand. Hest, heste, cowboy, rideskole, ridepisk, piskeris, risengrød, ride-ride-ranke, Pippi Langstrømpes hest, ”Den hvide Hest”, Sommer i Tyrol...... Alle børnene havde en hest, undtagen Pest, han havde kolera.

HJÆLP! Årets tema – ”Lige børn leger hest” - er virkelig løbet løbsk (høhø) for vores brainstorm på manusskriptafdelingen. Vi har brug for jeres hjælp til at få stablet et godt manuskript på benene. Om du har et toptunet færdigt indslag klart eller bare en god idé til en joke, situation eller et emne, så send det ind til os på manus@kasernerevy.dk. Så skynd dig til tasterne og send os dit/dine bidrag! Jo flere, des bedre.

Deadline er søndag d. 18/10 2015 kl. 12.

De hjerteligste desperate hilsner, Signe Nygaard Pedersen og Katrine Svane Bech, Manuskriptansvarlige

Visir # 72

P.S. Indsendelser behøver ikke at have noget med årets tema at gøre. Overhovedet!

Nye begyndelser

Ar tikel

Gladiators Litterære Stævne Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen og Kirstine Sø Dieckmann

Hav skrive- og tegneredskaber parat, så du næste sommer kan deltage i Forlaget Gladiators næste Litterære Stævne. Sommerkursus i et sprudlende kunstnerisk miljø! Krabbesholm Højskole lagde første gang i sommeren 2015 hus til Forlaget Gladiators Litterære Stævne for alle litteraturinteresserede fra hele landet. Kursister, redaktører, forfattere udgivet på Gladiator og praktikanter mødtes i en uge i grønne omgivelser i Skive et stenkast fra vandet og omgivet af skov. På stævnet var det muligt at vælge mellem 3 forskellige slags kurser: skrivelinjen, læselinjen og tegnelinjen. Hver linje udfordrede kursisterne på deres egen måde. Tegnelinjens projekt var, at hver enkelte skulle lave deres egen tegneserie, som sammen med de andres til sidst skulle udstilles og udgøre et tegneseriehæfte, som alle fik med hjem. Skrive- og læselinjen blev slået sammen i forskellige hold, hvor der livligt blev diskuteret allerede kanoniseret litteratur og kursisternes egne blomstrende fortællinger i 5 stive timer hver dag. Oprindeligt var alle tre linjer adskilte, men da ugen gik i gang, viste det sig, at læse-og skrivelinjen var blevet slået sammen. Hvor læserne før skulle have arbejdet med forskellige allerede publicerede tekster, så skulle de nu læse tekster af de andre kursister fra skrivelinjen. Det var faktisk, som en der var med på læselinjen, en meget bedre oplevelse. Med en tekst som er helt frisk, som ikke er bearbejdet i ligeså høj grad som en allerede udgivet tekst, er der meget større frihed til at tage fat på den

uden at være låst fast i en bestemt måde at læse på. Det var en øvelse i at gå helt tæt på teksten, helt ned på sætnings- og ordniveau for at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. For forfatteren til teksten handlede det om at sidde stille og lytte på de andres kritik på ens tekst uden selv at byde ind med noget. Det var en grænseoverskridende oplevelse for begge parter, både at skulle høre andre tale om ens tekst helt frit, og for læserne om at tale om en tekst, mens forfatteren var til stede. De forfattere og redaktører, vi havde med på de forskellige hold, var gode til at holde fokus på den enkelte tekst, at åbne den op og samtidigt give plads til, at vi andre også kunne byde ind. Det var et blomstrende miljø, hver gruppe fik skabt sig igennem ugen, hvor alle eftermiddage gik med diskussion, tegning og læsning. Gladiator havde dermed lagt et hårdt program for ugen, hvor vi, kursisterne, hver dag fulgte et skema med morgensnak, en eftermiddag med kursus og diskussion af medbragte tekster og tegneundervisning og aftensnak. Selve stævnet lagde op til, at kursisterne blev udfordret, idet de fleste fik kritik på egne ting eller var med til at give kritik på andres sammen med forlagets redaktion eller allerede udgivne forfattere. Aftensnak og morgensnak bød på mange forskellige emner i løbet af ugen lige fra et passioneret oplæg om Emily Dickinson til oplæsning af diverse forfatteres nye

A r t i ke l

skriveprojekter blandt andet Josefine Klougarts og Jakob Skyggebjergs, men også oplæg af Amalie Smith og en heftig diskussion mellem Theis Ørntoft og Niels Frank. Hele ugen igennem fik man altså kendskab til en bunke aktuelle danske forfattere, hvilket var en stor oplevelse. Hver dag hele ugen var fyldt godt ud med mange nye indtryk, mennesker og ikke mindst al den personlige vejledning, man fik med sig. Udover at følge programmet blev der dog også tid til hyggelæsning i sommersolen, øl om aftenen med de andre kursister og folkene fra Gladiator og ikke mindst en ekskursion til Fur

Nye begyndelser

midt på ugen ledsaget af den lokale digter Knud Sørensen. Stævnet mundede til sidst ud i en fremvisning af tegneholdets projekt, oplæsning fra nogle af kursisterne og fest som afslutning på ugen. Efter denne opslidende, men helt klart gavnlige uge kan vi i hvert fald mærke, at vi er blevet bedre læsere og skrivere af at have været med, derudover har vi mødt en masse søde mennesker og læst en masse forskellige tekster, også af en art vi ikke er vant til.

Visir # 72

Ar tikel

Nye begyndelser

Knækkede campingstole, morgenmakrel og smukke solnedgange - mit første møde med Roskilde Festival Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie Da jeg sidst i juli måned denne sommer for første gang slæbte en kæmpe backpackerrygsæk med ind over grænsen til Danmarks største festival, ved jeg ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg kan huske, at jeg egentlig ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg egentlig gad med, og at jeg var træt efter en intens eksamensperiode. Det var vist nok også en vigtig del af det endelige argument for at tage afsted, at jeg så i det mindste kunne forstå, hvad folk

referede til, når de snakkede om ’fester i C’ eller om fordele og ulemper ved at ligge i ’ØST’ og ’VEST’. Jeg følte mig ret kedelig med min manglende lyst til at ligge i tæt druk og mudder i en uge, men blev beroliget af flere af mine mere Roskilde-erfarne venner – sådan havde de det også altid, men det skulle nok gå væk, så snart jeg kom ind på festivalpladsen og fik slået telt og campingstol op.

Et skærsildstoilet (”tryk for skylD”) og et øjebliksbillede fra en sen nattefest. FOTO: Mathilde Ravn Melvang

A r t i ke l

Efter den første nat under en meget tynd teltdug i L havde jeg dog stadig mine tvivl. L ligger ret centralt i forhold til festivalpladsen, og er kendt for at være et festområde – dog med en noget lavere gennemsnitsalder end det forjættede land – C. Da det småregnede i opvarmningsdagene, og nætterne var dominerede af de omkringliggende gymnasiecamps’ teknobattles (hvem spiller den højeste bas kl. 6 om morgenen?), kom jeg ikke rigtig til at føle mig mindre som en gammel sur nabo. Det viste sig dog ret hurtigt, at en makrelmad om morgenen har en nærmest magisk effekt på nul søvn. Og da jeg vænnede mig til at gå rundt i en slags døs, hvor kroppen kun blev holdt kørende af øl, spartanske, uregelmæssige og mærkelige måltider og ren viljestyrke, indtraf ”Roskildeeffekten”. Roskilde-effekten kan nok ikke som sådan forklares, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Det har noget at gøre med at være i en form for undtagelsestilstand, hvor man er lykkelig for papirstynde

Nye begyndelser

pavilloner og knækkende campingstole. Det har noget at gøre med at være vanvittigt træt, sulten og beskidt. Og det har noget at gøre med at være ’pænt fuld’ eller tømmermandsramt mere eller mindre konstant. Men når solen så skinner, man danser med sine venner i C, eller man er endt til koncert med et obskurt band, der spiller helt fantastisk – ja, så betyder alt det andet ikke rigtig noget. Ens krop synes pludselig, at kunne blive ved for evigt, nattekulden hjælper bare med at køle en ned efter dans, og alle mennesker virker søde og åbne (gisp, i Danmark?!). Der hersker en behagelig stemning af ugidelighed – ingen bevæger sig nogen steder før kl. 12 med mindre de skal arbejde (som frivillige) – og gode vibes fra stort set alle, man møder. Især hos det yngre publikum har ugideligheden dog en lidt uheldig tendens til at glide over i en arrogant attitude i forhold til at holde en ok standard på festivalpladsen, hvor man også generelt er lidt for vant til, at frivillige rydder op efter en.

Visir # 72

Udsigt over campingområdet VEST gennem lette skyer. FOTO: Mathilde Ravn Melvang

Ar tikel

Da jeg så tumlede rundt i solskinnet og urinstøvet, lidt som Alice i Eventyrland, fandt jeg efterhånden ud af, at Roskilde også er noget, man skal lære. At finde de hemmelige steder, at undersøge de happenings og events, der er, at nå de upcoming bands på Rising-scenen og at spotte de bedste fester. Gode koncerter var der da også tonsvis af – for mit vedkommende var den danske singersongwriter O’hara og Broken Twin nogle af de positive overraskelser på de små scener, mens blandt andet Die Antwoord og Florence and the Machine leverede virkelig gode oplevelser på Orange Scene. At solen skinnede det meste af tiden var en gave, uden tvivl. De første par dages triste støvregn var en forsmag på, hvordan en hel festival i regn ville have været – og jeg er glad for, at jeg slap for at opleve det (de iskolde gratis-bade ville

Nye begyndelser

heller ikke have været det samme i regn og kulde). Festivallen leverede mange mindeværdige øjeblikke: i solnedgangen med med jordbær og hvidvin på nogle ukrudtsbefængte bakker, hvor jeg har ladet mig fortælle, der før var en grusgrav. Under en kæmpe blå himmel, omgivet af lykkelige koncertgængere, skrålende med på Florence and the Machine’s sang How Big How Blue How Beautiful. Og siddende i en kreds af slappe campingstole og spille tilfældige kortspil med klistrede spillekort i timevis, mens solen bager. Fornemmelsen af det første iskolde bad i fire dage og en paptallerken med hvad der føles som den bedste portion spaghetti med kødsovs i verdenshistorien. Det er som om, alting sanses lidt stærkere, når kroppen er presset til det yderste på den måde.

Et solnedgangsselfie på det nyåbnede område med græs og bakker (hvor der før var grusgrav). FOTO: Mathilde Ravn Melvang

Jeg vil huske min første Roskildefestival som en lang søvnløs nats fest, der både nåede euforiske højder og ynkelige lavpunkter. Mest af alt er jeg glad for, at jeg har været der, og at jeg nu, i hvert fald en lille smule, kan sætte mig ind i,

hvad folk egentlig mener, når de hashtagger #orangefeeling. Det er bestemt ikke utænkeligt, at jeg står der igen næste år med mit telt, min sovepose og en radbrækket campingstol.

Relame

Nye begyndelser

Visir # 72

Essay

Nye begyndelser

Prioritäten einer Erasmusstudentin Beretning fra et (måske) afsporet udlandsophold Af Hanne Bjerre Lassen, Germanistik, Goethe Universität, Frankfurt am Main

Det er ikke altid nemt at være Erasmusstuderende. Der er mange ting, der skal balanceres. Hvor meget tid skal man for eksempel bruge på arrangementer arrangeret af det internationale studiecenter i forhold til de arrangementer, der udbydes af universitetet? Hvor mange timer skal man tilbringe på biblioteket, før man har optjent retten til at vende opmærksomheden imod den tyske ølkultur? Hvor mange stærke verber skal man bøje, før det er okay at bruge kræfter på at erhverve sig et fuldt udviklet og funktionsdygtigt Deutschslang? (”Junge! Willst du mich verarschen?!”) Det er en kunst at finde denne balance, og den tipper så nemt! Disse hverdagens små dilemmaer (solskin og Schofferhöfer eller læsesalen og Georg Trakl?) kom ikke som den store overraskelse – de er trods alt evigt tilbagevendende og ikke kun eksisterende for Erasmusstuderende. Der, hvor dilemmaet opstår, er, når du pludseligt får muligheden for at deltage i arrangementer, der har høj aktualitet for din uddannelse, men som samtidigt medfører, at du må nedprioritere de ordinære seminarer og forelæsninger. Arrangementer, som finder sted hver tirsdag fra kl. 18-20, efter du allerede har deltaget i seminaret ’Lyrik und Lyriktheorie seit 1945’ fra kl. 8-10, har siddet på biblioteket og knoklet med alt fra Goethe over Adorno til Stefan George og Elke Erb fra kl. 10-16 og derefter går til en forelæsning sammen med 300 andre studerende under titlen ’Ungleichzeitigkeiten. Literatur und Kulturgeschichte 1900-1913’. Arrange-

menter, som kun finder sted én gang om året. Arrangementer, som dateres tilbage til 1959/60, og som blandt andet har været gæstet af forelæsere som Ingeborg Bachmann, Heinrich Böll, Peter Rühmkorf, Ernst Jandl, Günter Grass, Durs Grünbein og Michael Lenz. Arrangementer, som du formentligt kun får mulighed for at deltage i én gang i dit liv. Når sådanne arrangementer dukker op, så fryder du dig over, at du brugte tiden på at lære Deutsch-Slang og siger: ”Scheiß drauf! Die morgigen Seminar kann mich am Arsch lecken…” og satser på, at du rammer den rigtige U-Bahn, så du er hjemme inden kl. 22. Sådan et arrangement sidder jeg til i dette øjeblik. Die Frankfurter Poetik Vorlesungen, der i år afholdes af den tyske forfatter Clemens Meyer under overskriften ”Der Untergang der Äkschn GmbH”. Og egentlig er det fjollet, for i morgen kl. 8 har jeg et seminar om Paratekster i 1800 -tallet og burde genlæse ”Die Leiden des jungen Werther” og ”Die Lebensansichten einen Kater Murs” (for det nåede jeg selvfølgelig ikke i weekenden, hvor balancen igen tippede, og jeg lod mig overtale til at udføre feltstudier i tysk ungdomskultur i Alt Sachsenhausen, som bedst af alt kan beskrives som Skolegade i 10. potens), men jeg sidder her alligevel. Mest af alt er det fjollet, fordi jeg allerede efter første forelæsning indså, at jeg sprogligt ikke er klædt på til at følge de associationsrækker, Herr Meyer med stor entusiasme udfolder hver tirsdag fra 18-20. Men jeg sidder her. Lige så stille på bagerste række. Og nyder at være en del af en institution. En

Essay

tradition. En atmosfære. En lille bitte del af et arrangement, som jeg vil kunne google, når jeg bliver gammel (hvis Google da stadig eksisterer til den tid) og læse om på Wikipedia (se foregående parentes). Jeg lader mig begejstre – også selvom kl. er 18.56, og jeg har været på campus siden 7.45 i morges og kun har sovet 2 timer, fordi jeg brugte hele natten på at læse ”Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge” af Rilke, igen fordi jeg brugte hele sidste uge på Lesungen med unge lyrikere fra hele Tyskland, Podiumsdiskussioner om nye muligheder for lyrikformidling og samtaler mellem kvindelige forfattere om, hvorvidt der findes en form for feminin æstetik eller

Nye begyndelser

kvindelig måde at skrive på til Frankfurter Lyriktage. ”Hast du einen Dachschaden, Alter?!”, for der må tydeligvis være noget i vejen med min prioriteringssans, når jeg uge efter uge rammer mandag og tænker: ”Ach du Schande – nicht wieder!”, men jo ”wieder!”. Og jeg nægter at gøre det anderledes. Et udlandssemester handler om at suge så meget til sig som overhovedet muligt. For mig har det betydet, at jeg nok aldrig bliver ”Kellner des Monats” i Goethe Universität, Frankfurt am Main’s øjne, samt at mit noget nær for bandeord-rensede skoletysk aldrig nogensinde bliver det samme igen. Er det det værd? ”Ja Mann! Es ist das krasste, geilste Scheiß, das ich jemals erlebt hab’!”

Visir # 72

Nye begyndelser

Det står tomt

Af Anne Katrine Bagai, litteraturhistorie

det står tomt i i bedene på pladsen bygningerne har gabt sig selv halvt i hjel taget ryger nu skal vi slæbe stenene med savnes der evidens? det står tomt på havet i båden som stadig gynger lystigt mens hvide kroppe snart skal klædes på igen af alger og af tang det står tomt i øjnene på det barn du kunne have født er der kun en spalteplads et ekko det står tomt i lejligheden ingen sidder der ingen stirrer på tv’ets flimren ingen vrider sine hænder jorden smuldrer jorden sprækker puds og snavs rigger til skal vi tage det med der trækkes i

Digt

Nye begyndelser

land og undskyldes det står tomt gennem labyrinter af søer og vand drukner vi på flugt fra hinanden løber vi fra land til land kan det kaldes for en verden grænserne falder højspændte overskrifter elmaster falder vi falder skal vi tage faldet med og vise det? savnes der evidens? dine børn kun væbnede med vabler voksende i støvet skridt efter skridt bliver det dig der skal bo i et korthus af aske bliver det

Visir # 72

Nye begyndelser

os der skal bo i en højborg af død vrider vi os mens vi venter og kan det kaldes en verden når vi ikke kan tage de hænder der griber ud når man ikke tør redde de kroppe i vandet der falder og synker til bunds nu smuldrer mennesket mellem fingrene på mennesket nu vender mennesket blikket bort skal vi tage det med ?

Digt

Reklame

Nye begyndelser

Har du udtĂŚnkt noget fantastisk i dag? -send dine ideer og meninger til Visir!

kasernebladetvisir@gmail.com senest d. 18/11-2015

Har du skabt noget fantastisk i dag? - send din sang, collage, hjertensbarn til Visir kasernebladetvisir@gmail.com senest d. 18/11-2015

Visir # 72

Nye begyndelser

Anmeldelse

Den ultimative nye begyndelse Af Anna Rosenkrands Uldall, litteraturhistorie

Der kan være små, nye begyndelser og store, nye begyndelser. Hvis jeg begynder at træne i morgen, vil jeg komme i bedre form – en lille, ny begyndelse er sat i værk. Måske leder den til, at jeg møder en mørkhåret trommeslager i fitnesscenteret, og at vi starter et band sammen. Pointen er, at vi ikke ved, hvad den nye begyndelse vil bringe med sig i det videre handlingsforløb, der kaldes livet. I Rolf Sparre Johanssons debutdigtsamling Søvn, er digterjeget lige blevet far (hvilket forfatteren også selv er). Digtsamlingen skildrer jegets oplevelser med denne nye begyndelse: den manglende søvn, aggressionerne der følger deraf, og hvilke tanker digterjeget gør sig om sit nye ansvar. Digtsamlingen falder i to dele, hvor første del er en nøgtern, journalagtig beskrivelse af digterjegets hverdag sammen med datteren Vera og moren Malou. Jeget er fuldkommen styret af, hvor Vera er, hvad hun laver – om hun græder eller sover. Denne styring ses i de begyndende vers i mange af digtene: ”vera sover”, ”vera er vågen”, ”vera står klynkende i sin seng”, ”jeg har lige vasket veras hænder”, ”eftermiddag, vera sover”. Digterjeget er fanget i en evighedsfigur, hvor Vera tages på armen, der bliver sunget Postmand Per, hun lægges, hun græder. Af denne uendelige repetition udspringer digterjegets aggressioner som mantraer gennem første del: ”hvisker hold nu kæft, hold nu/ fucking kæft tager tæppet/ over hovedet, hold nu fucking, fucking kæft.//” Den manglende søvn driver digterjeget til yderpunktet og magtesløsheden afløser aggressionerne:

hun vågner da jeg går gennem gangen med hende/ jeg slår en flad hånd ind i væggen, hun siger/ hov og begynder at græde, malou kommer ud/ fra værelset og siger hvad sker der?/ jeg giver hende vera og siger jeg kan ikke mere/ og går ind i stuen// Den nøgterne og journalagtige første del giver et indtryk af en nybagt far, der forsøger at få det hele til at hænge sammen – netop ved at skrive alt ned. I anden deler skrider journalen ud til fordel for én lang tankestrøm, præget af forskydninger og digressioner. Digterjegets manglende søvn gør sproget upræcist og gentagende. Der fortælles stammende om en episode, hvor jeget holder med sin cykel midt på en fodgængerovergang og derfor bliver irettesat af en gammel mand: han/ han står i hvert fald så tæt på at jeg føler han/ går ind i min privat/ privatsfære// han ligesom/ han han// det er lidt grænseoverskridende/ og så// han siger// siger han sådan et eller andet/ i retning af// eller eller/ ret ordret/ siger han:/ ”du ved godt du står på fortovet ik?”//

Anmeldelse

Nye begyndelser

Digterjeget er påvirket af episoden og føler en magtesløshed overfor den gamle mand. Magtesløsheden jeget før følte i det lukkede rum – lejligheden sammen med Vera og Malou, har nu fundet sin plads i resten af jegets omgivelser. Vreden og nervøsiteten indfinder sig ligeledes senere i anden del: Jeget er nervøs for sit og Malous ufødte barn. Scanningen gik fint, men alligevel er uroen til stede. Den konstante nervøsitet

kommer til syne i linjeskiftene, der fremviser et tøvende og ikke-selvsikkert jeg. Alle nye begyndelser, store som små, er forbundet med en vis mængde nervøsitet. Rolf Sparre Johansson beskriver indgående og realistisk den uro, der er forbundet med den ultimative nye begyndelse: At sætte et barn i verden.

Rolf Sparre Johansson Søvn Forlaget Kronstork 80 sider

Visir # 72

139,00 kr.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Dyr og faldne kvinder

- anmeldelse af Århus Teaters opsætning ”Frøken Julie – et naturalistisk sørgespil” af August Strindberg Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie Nogle gange bliver man lidt nervøs, når man skal ind og se en moderne opsætning af en gammel klassiker. Det gør jeg i hvert fald. Nogle ting skal bevares og nogle ting skal udfordres, og denne opsætning af Frøken Julie har ramt balancegangen perfekt. At placere karaktererne i et køkken med glasvægge, så et lag af glas adskiller publikum og skuespillere, var et rigtig godt valg. Scenograf Alex Lowdes projekt har virket, og det klaustrofobiske kommer til udtryk, når man ser personerne pace rundt bag glas, hvor de er skåret af fra alt, hvad der foregår uden for køkkenets fire (glas)vægge. Fra publikums synsvinkel virker hele scenografien også gennemsigtig - man kan se ind til noget, man egentlig ikke burde være i stand til at se ind til. Denne følelse står i kontrast til karakterernes position; når de kigger mod glasset, møder de deres eget spejlbillede. Man får automatisk associationer til de herbarier eller de plastikkasser, man havde med på udflugt i natur/teknik-timerne, hvor man samlede insekter ind for at udføre eksperimenter. Skuespillerne står stærkt. Sara Hjort Ditlevsen viser Frøken Julies gradvise opløsning - særligt hendes fysiske fremtoning gør udviklingen livagtig. Jesper Døssing, som herskabstjeneren Jean, er kynisk i sin vekslen mellem at være en charmerende beskytter til at være destruktiv og ondskabsfuld. Og særligt Mette Døssing som kokkepigen Kristin er imponerende, hun er hård og nøgtern.

At skuespillerne overhovedet kan levere en overbevisende præsentation, reflekteres altid tilbage på forfatteren af et stykke, i dette tilfælde August Strindberg. Det giver ingen mening overhovedet at forny noget, hvis ikke det var godt til at starte med. Så stor cadeau til dig, Strindberg (jeg tror ikke, at Strindberg er én, der mangler ros og anerkendelse, men han skal nu ikke forbigås). Men det er også kærkomment, at instruktør Polly Findlay har besluttet sig for at ændre den oprindelige tekst. I forordet til stykket skriver Strindberg, at det er Frøken Julies liberale opvækst og moderens tro på ligestilling, der ligger til grund for hendes undergang. Frøken Julie er, hvad Strindberg betegner som "halvmenneske", og hun ofrer sig til sidst - hendes sidste handling er noget, der må ske for at orden kan genoprettes. Langt stærkere står Findlays fortolkning, hvor det er frøkenens oplevelse af umenneskeliggørelse og objektivisering, der driver hende imod en sidste brutal handling. Hvor denne handling opleves som en nødvendighed i Strindbergs tekst, opleves den som tragisk og brutal på Århus Teater. Dermed markerer Findlay stykket som et "upstairs-downstairs" sørgespil, men

Anmeldelse

Nye begyndelser

hvor spørgsmålet om klasse og stand møder det spil, som foregik (og foregår) imellem kønnene. Der spilles på intersektionaliteten imellem undertrykkelsessystemerne, og det gøres klart, hvordan intet er lavere og mere usselt end en kvinde, der nægter at blive

behandlet som objekt. Dette er uanset, om man har en titel som grevinde eller andre forhold, og som Jean siger til frøkenen: "Har du set en pige af min stand byde sig til på den måde? Den slags har jeg kun set hos dyr og faldne kvinder!"

August Strindberg Frk. Julie Aarhus Teater 4. september—3. oktober 2015

Visir # 72

Anmeldelse

Nye begyndelser

Ypperstepræstinden fra det indre rum Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Signe Gjessings skrift danser ubesværet og overskudsagtigt på en tynd line fra mikrokosmos til (universalt) makrokosmos i Blaffende rum nænnende alt. Digtsamlingen forvandler det mindste til det største og bringer omvendt de store ubegribelige ting helt tæt på os i sammenblandingen med Gjessings poetiske hverdagsbilleder.

Signe Gjessing debuterede i 2014 med Ud i det u-løse og leverer med Blaffende rum nænnende alt endnu et bud på en distinkt stemme. Hun skriver nærmest superpoetisk, overmættet i sine billeder og udsyret i sine associationer, for eksempel i nedenstående, hvor konkreter og abstrakter blandes med en særlig Gjessingsk logik: ”Neglebånd bundet om tiden/som gave,//der åbnes/i sekundet – denne din knitren skal jeg lytte til, din værensknitren med ”bånd og papir” – // Vil du have/en salat af sind og luft, spørger jeg åndsfraværende mørket og skubber den over i det. Du//knitrer med væren. Jeg prøver at sove, sover på den ene side, så på den anden, så på den ene;/kindkys”

At være i stand til at levere den form for overlæsset poetisk billedregn så overbevisende, som Signe Gjessing gør, er i sig selv imponerende. Værket kan læses hurtigt – cirka 30 sider i billedbogsformat – men indbyder snarere til fortæring i små bidder, nærmest som slik. Helhedsindtrykket er netop også en slags slikbutikskosmos, hvor hele universet ligger og venter i små fine æsker og skuffer, der venter på at blive åbnet og pakket ud. Det store verdensrum bliver også det nære rum, som i citatet, hvor der dykkes helt ned i det intime kærlighedsforhold, men uden at Gjessing nogensinde mister forbindelsen til de store begreber som ’væren’, ’sind’ og ’tiden’. I Blaffende rum nænnende alt ligger en på én gang en beruset og berusende

Anmeldelse

Nye begyndelser

begejstring for den verden, Gjessing befinder sig i, hvor alt det, der normalt er udenfor rækkevidde, pludselig synes sansbart og tilgængeligt som i sætningen ”universet er kildent”. Mere simpelt og finere kan det næsten ikke skrives. Der er en enorm lækkerhed i Gjessing skrift, og der er ingen tvivl om, at det er en smagssag, hvor meget man vil lade sig begejstre af det. Det er svært at tilegne

digtsamlingen et entydigt tema eller en retning, men læsningen af den giver et indtryk af en nysgerrighed, som gør det muligt for forfatter (og læser) at forbinde det uforbindelige, så der opstår en følelse af universel nærhed. ”Jeg står her og pakker mine slutninger tæt rundt om universet som en lille dyne. (Slutning, se: det er slut)”

Signe Gjessing Blaffende rum nænnende alt Gyldendal 32 sider 150,00 kr.

Visir # 72

Anmeldelse

Nye begyndelser

Pengenes idéhistorie Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie

samling

refleksioner

over

penge,

økonomi og

politik

et prisværdigt

formidlingsprojekt, der trækker guld, mønter, sedler, kapital, marked, arv og andre økonomiske nøglebegreber ud af lommerne på de neoliberale ”vismænd”, og genfortæller deres virkningshistorie i en underholdende anekdotisk form. I en økonomisk virkelighed styret af velfærdsblind vækstretorik, er det på høje tid at tænke på, tale om og diskutere i både private og offentlige fora, hvad penge egentlig er for noget.

Pengene og livet: historier om marked og moral er skrevet af fire forskere, der alle er tilknyttet Idehistorie på Aarhus Universitet. Det betyder ikke, at bogen er pakket til bristepunktet med obskur ekspertise, uendelige fodnoter eller kapitellange litteraturlister. Forfatterne gør det til en pointe, at pengenes historie skal belyses fra et videnskabeligt forsvarligt, men væsensmæssigt formidlende perspektiv, der har til formål at gøre pengene til et fænomen, som alle kan tale med om, og - ikke mindst - spørge kritisk ind til. Vi taler om penge hver dag, på den ene eller den anden måde, men ofte fra et grundlæggende ukritisk perspektiv. Vi ved f.eks., at vores private pengebeholdning stammer fra kilder såsom arbejde, gaver, SU eller honorarer, men vi spørger sjældent os selv, hvad deres såkaldte ’værdi’ egentlig beror på, hvorfor vi kan fylde kurven med alt fra mælk til dvd’er og derefter betale for dem med en messingmønt, et stykke tyndt papir eller en pinkode; ting, der absolut ingen nytteværdi har, udover at vi alle sammen er enige om, at de netop er værdifulde, eller overfører noget værdifuldt til sælgeren. Vi tænker ikke over, hvor denne værdi egentlig befinder sig,

hvad den består i, og hvad der legitimerer vores tillid til den. Penge er som koncept og instrument blevet så automatiseret, at de færreste af os kan forklare hvordan de, og økonomien i det hele taget, faktisk virker. Det er økonomernes og – endnu værre – politikernes ansvar, siger vi. Men penge er ”ikke mere automatiske og selvfølgelige, end at de tidligere har været anderledes.”, siger bogens forfattere unisont i deres forord, inden de forpligter sig på at fortælle om ”de økonomiske ideers historie” med ”sjove, skæve og gode fortællinger” som prismer. Og det er ganske rigtigt en meget underholdende bog, de har begået. Både vittig, velovervejet og lærerig, men også underligt uforpligtende. Det kommer vi tilbage til. Bogen er organiseret i syv afsnit med overskrifter såsom ”Økonomisk kultur”, ”Økonomisk tænkning”, ”Økonomisk moral” eller ”Økonomiske personer”. Hver af disse afsnit indeholder seks til ni korte kapitler, der stiller skarpt på en konkret begivenhed, en bestemt økonom, et begreb eller en iøjnefaldende anekdote. Kapiteloverskrifter såsom ”kartoflens politiske økonomi”, ”hvad koster en

Anmeldelse

inger, som vi håber i sidste ende vil give afkast i vores eget livs entreprenørskab. Et af bogens kapitler kalder denne nye selvforståelse for ”investeringsjeget”, nemlig det menneske, ”der dels ser sine økonomiske forhold underlagt et omskifteligt globalt finansmarked og samtidig underlægges krav om personlig forudsigelighed og fremtidsbemestring.” Den offentlige retorik om kreativitet og innovation har i denne optik til formål at fremme en forestilling om individet som en ”énmandsvirksomhed”, hvis eneste formål er, ja, du gættede det, vækst. Dette neoliberale individ oplæres igennem et uddannelses- og erhvervssystem, der har til formål at lære det ”at betragte sig selv, som en bankmand eller økonom betragter kapital – nemlig som en cirkulations-, ekspansions- og produktivitetsenhed.” Dette er kun én af de måder, hvorpå den neoliberale økonomiske tænkning har invaderet områder, den tidligere har været forment adgang til, såsom individuel selvforståelse, familieforhold og sociale relationer. Resultatet er ”et samfund, hvor alle agerer, som om de har kapital (om de så har eller ej), som om de faktisk er kapital.” I en interessant sidebemærkning er disse ord nærmest direkte løftet fra noget, den franske forfatter Honoré de Balzac i sin roman fra 1835, Le Père Goriot, sagde – ikke uden en vis mængde forsyn – om sin samtid. Forfatterne til Pengene og livet trækker da også, udover politisk og økonomisk idehistorie, i rigt omfang på litterære skildringer af den økonomiske

Visir # 72

hest?” eller ”natpotter af guld” lover herefter overraskende og underholdende læsning om den økonomiske videnskabs tærskelhistorier – de historier, der blev glemt i periferien, da vor tids politikere besluttede sig for at krone det problematiske og ofte helt grundlæggende misforståede begreb om ”vækst” til den offentlige debats fornemste dagsordenspunkt. Vækst er vigtigt, jovist, men det er ikke så simpelt, at mere vækst er lig med et bedre samfund. Vores vækstfetish er ikke desto mindre interessant, fordi den afslører en afgørende forskydning i vores forståelse af den politiske, sociale og økonomiske virkelighed, nemlig, at ”økonomisk tænkning”, dvs. Kvantificering, kalkulering, modeller og andre neoliberalistiske dogmer, er i gang med at gennemsyre den måde, vi konceptualiserer og skaber den sociale forestilling om markedet og virke-ligheden. Vi er ikke længere kun mennesker, arbejdere, kapitalejere, skoleelever eller studerende. Vi er ”human capital”, ”human resources”, ikke forstået som varegjorte objekter, men som økonomiske aktører, hvis definerende formål er at ”investere” i sig selv, markedsføre sig selv, innovere sig selv; vi er omvandrende reklamer for os selv, som de entreprenante iværksættere, vi alle sammen helst skal være. Endnu vigtigere ofrer vi ikke længere vores arbejdskraft på en arbejdsplads for dermed at bidrage til virksomhedens, og i sidste ende samfundets, det fælles bedstes, fremgang; nej, vi skal selv have noget ud af det: kompetencer, erfaring, færdigheder, iværksætterånd. Virksomheder og arbejdspladser er midlertidige invester-

Nye begyndelser

tænknings forskellige historiske manifestationer. Frankensteins monster, Robinson Crusoe og andre velkendte litterære karakterer og verdener afslører, at også litteraturen i sin tid var en medskaber af den sociale og politiske koncipering af penge og økonomi. Litteraturen har gennem historien analyseret, forklaret og formidlet økonomiske problemstillinger på en reflekteret og intelligent måde, og selv i den økonomiske disciplin begynder man da også at åbne øjnene for dens lærdomme. Den franske økonom, Thomas Piketty, som i de sidste par år næsten er blevet et husholdningsnavn, bruger f.eks. adskillige kapitler af sin bog, Kapitalen i det 21. århundrede, på at analysere Le Père Goriot, Pride and Prejudice og Mansfield Park med overraskende bravur. Han er ikke en overbevisende tekstlæser, men han fremhæver uomgængelige og centrale sammenhænge mellem litterær mimesis og økonomisk ulighed på en måde, det økonomiske fagområde kunne lære meget af. Under alle omstændigheder er hans bog, der under julesalget i 2014 prydede butikkernes udstillingsvinduer ved siden af Jussi Adler-Olsen og de andre kendinge, et symptom på, at interessen for penge og økonomi er voksende – en udvikling, som Pengene og livet både legemliggør og artikulerer. Bogen engagerer også de mere filosofiske aspekter af pengefænomenet, f.eks.

Anmeldelse

spørgsmålet om intrinsisk eller ekstrinsisk værdi. Stammer en mønts værdi f.eks. fra et bestemt antal gram rent guld, eller snarere fra regeringens eller kongens segl på dens for- og bagside? Og hvilke problemer gav denne debat anledning til, da mønter og sedler i højere grad begyndte at erstatte de lokale markeders uformelle kreditbaserede handel? Derudover kommer forfatterne også meget vel omkring de moralske og politiske overvejelser, der er implicitte og ofte oversete i den lokale, såvel som den globale økonomi. Det drejer sig om alt fra frihandel med kadavere under medicinvidenskabens fremkomst eller den overraskende nyudvikling i det amerikanske uddannelsessystem, der foreslår at give elever i folkeskolen og high-school kontant betaling som en belønning for at læse romaner(!). Særligt iøjnefaldende er kapitlet, ”Da virksomhederne fik menneskerettigheder”, der viser, hvordan virksomheder er gået fra at være handels - og erhvervsbestemte enheder til at være deciderede personer, i hvert fald når man nærlæser deres juridiske status i særligt den amerikanske lovgivning. Med Pengene og livet er der altså tale om en indsigtsfuld og kritisk udlægning af de økonomiske fænomener, vi til daglig tager for givet. Pengene, markedet og økonomien trækkes ud af det obskure mørke, i hvilket den globale finansverden i de seneste par årtier har skjult det, og præsenteres i underholdende og lærerige

Anmeldelse

nye vinklinger. På trods af de dygtige betragtninger mellem siderne, bedrager bogens format i min optik dog dens indhold. Den anonymiserede anekdotiske form (selvom bogen har fire forfattere, gøres det ikke klart hvem der har skrevet hvilke kapitler) og selvom de humoristiske kapiteloverskrifter er gode redskaber til at gøre bogen indbydende, har det omkostninger i forhold til overskuelighed og argumentativ sammenhæng. Selvom den åbenlyst stiller sig kritisk over for neoliberalismens hegemoni, udfoldes der ikke et overgribende argument imod den. Snarere syr bogen et kludetæppe af kuriøse indblik sammen til noget, der i sidste ende måske er mere coffee-table-book end videnskab, og når kapitlerne nu alligevel er skrevet med forskellige toner, rytmer og autoritet alt efter forfatter, kunne man efter min mening ligeså godt have givet dens forfatter et navn. Men det er, sammen med en af og til lidt mangelfuld korrekturlæsning, kun en

Nye begyndelser

mindre irritationsfaktor, og på den anden side arbejder de korte kapitler fint sammen med den ukronologiske komposition: Man kan, som forfatterne også opfordrer til, helt droppe at læse den fra cover til cover og simpelthen tage et kapitel af og til, mens kaffen brygger. Efter min mening fortjener den imidlertid at blive læst helt igennem. I sin helhed er Pengene og livet nemlig særdeles anbefalelsesværdig læsning, der giver enhver interesseret læser et lettilgængeligt og forståeligt vokabular til at forstå den økonomiske virkelighed, der er blevet så uoverskuelig. Den fortæller os ikke, om skattelettelser er en god ting eller ej, men bidrager til en øget forståelse for den økonomiske tænknings konsekvenser. Den brillerer, når den bramfrit afmonterer de økonomiske selvfølgeligheder og viser, at de i sidste ende er konstruktioner, fantasmer, der har en aflæselig historisk genealogi.

Mikkel Thorup, Jakob BekThomsen, Stefan Gaarsmand Jacobsen & Christian Olaf Christiansen Pengene og livet: historier om marked og moral Informations Forlag 288 sider 199,95kr

Visir # 72

Nye begyndelser

Anmeldelse

SommerSommer - anmeldelse af Emma Emma, debutroman af Ida Holmegaard Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie

"Men de løse skjorter, de brune ben, de er ikke til at tage fejl af. Vi er indmeldt i sommeren. Det er næsten en uniform." Da jeg læste Emma Emma, Ida Holmegaards debutroman, var sommerferien ved at være ovre. Jeg forestiller mig, at det er hensigten at teksten skal læses da, med minderne om sommeren og hvad der hører den til frisk i erindring.

Jeg ved ikke, hvordan læseoplevelsen havde været i midten af februar måned. Om det havde været en følelse af nostalgi eller en følelse af forkælethed, der vil forgrene sig. Men det klæder bogen at have den længde den har. Man kan ikke være i den boble, som sommeren er, i for lang tid. Romanen handler om Agnes der får besøg af sin gode veninde Emma. Emma har rejsefeber, og har været i London for at studere arkitektur de seneste par år. Agnes er fascineret af Emma og hendes historier, og da hun efterhånden forelsker sig i Emma, vokser et stille håb om, at Emma bliver i København efter sommeren slutter. Men Emma vil og kan ikke ignorere sin wanderlust og sommeren får efterhånden sin ende. Det ville være en oplagt læsning at se Emma som en allegori for sommeren; Agnes kæmper til hverdag med at finde ud af, hvad hun vil med sit liv og hvorvidt hun skal blive på sit studie. Emma dukker op og et lunt og lykkeligt helle fra hverdagen opstår. Det er en oplagt læsning men også en

lidt kedelig en. Det interessante i bogen er den ægte, nærmest umærkbare udvikling i forholdet mellem Agnes og Emma, og Holmegaards beskrivelse af sommeren, der fuldstændig rammer plet. Sommeren for Agnes og Emma er dovne varme dage, hvor det næsten er for hedt til at finde ud af, hvad man skal stille op med sig selv. Det er ladheden som kommer som følge af varmen. Den ambivalente følelse ved, at sommeren er uendeligt lang men alligevel aldrig helt lang nok. Cykelture til stranden, biografture, hvis eneste formål er at sidde under en aircondition. At fortælle historier og anekdoter som man har hørt så mange gange før og alligevel bliver man aldrig træt af dem. At handle i Netto, indlevere pant så man kan købe noget koldt. Lytte til radioen eller se DR dokumentar om Alzheimer's patienter, mens man drikker en iskold cola. Det er Holmegaards beskrivelse af de små ting, der får bogen til at stå stærkt.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Ida Holmegaard Emma Emma Forlaget Gladiator 115 sider 200 kr.

Visir # 72

Anmeldelse

Nye begyndelser

”Jeg taler om en krig uden kroppe” Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Lørdag d. 30. maj dansede Den Kongelige Ballets ’lillesøster’, det eksperimenterende kompagni Corpus, sin næstsidste aften ud af tre på Aarhus Teater med ’krigsballetten’ I Føling. Jeg har tidligere set forestillingen på Det Kongelige Teater, men for mig er I Føling en forestilling, der sagtens tåler gensyn, så jeg havde slæbt min veninde med ind for at se den. Balletten er skabt af Corpus’ kunstneriske ledere Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, der begge er dansere og koreografer, i samarbejde med dramatikeren Christian Lollike, der i programmet skriver, at han deltager i projektet, fordi han har ”[...]lyst til at udfordre balletten med temaet Afghanistan-krigen og undersøge, om og hvordan ballet kan give krigen et sprog

og formidle en erfaring”. Lollike er blandt andet kendt for sin formidling af Anders Breiviks idéer i forestillingen Manifest 2083 og fornylig den udsyrede og forvrængede eventyrforestilling All my dreams come true. Han er en provocateur, en enfant terrible, hvis møde med den ellers formelle og skønhedsbesatte ballettradition får det bedste frem i begge verdener.

Foto: Thomas Radil

Anmeldelse

Forestillingen er som nævnt kreeret til Corpus, men danserne fungerer snarere som stemningsunderbyggende end som det, der driver forestillingen. Dansen bliver den visuelle, lyriske kontrast til det rå, nøgterne soldaterunivers, der skabes af de tre afghanistanveteraner Henrik Møller Morgen, Jesper Nøddelund og Martin Aaholm. Soldaterne står i første halvdel af forestillingen på skift frem og taler om deres krig. I pauserne mellem monologerne danses der og vises filmklip på de tre enorme lærreder, der dominerer scenografien. Oftest er scenen helt nøgen, når soldaterne taler, så deres ord er i fokus. Ingen lyd og ingen distraktioner, hvilket både er en gave og en forbandelse. Soldaterne har hver især nogle gode tekster, men deres talenter for at stå på scenen og fremføre dem er, forståeligt nok, af varierende grad. Hvis man kan overbevise sig selv om, at den amatør-

Nye begyndelser

agtige fremførsel netop er et udtryk for autencitet, glemmer man dog hurtigt at lægge mærke til det, og der er ingen tvivl om, at de har fortjent de stående bifald efter hver forestilling. Egentlig går soldaternes uvanthed med at være på scenen godt i spænd med balletdanserne, der også taler (!) og således også er bragt ud af deres comfortzone. Først til allersidst forstår man, hvorfor danserne skal tale, da to danseres idealkroppe, en mand og en kvindes, træder frem som silhouetter af urmennesker, mens de fremsiger en messende, uhyggeligt dystopisk monolog om bioteknologisk krig ’uden grænser’. Her kommer Lollikes provokerende side til sin ret i forestillingen, ligesom den gør det i en gribende dansesekvens, hvor danserne først lader deres trænede kroppe forlænge og støtte de to invalide krigsveteraners og senere danser med groteskt påsatte proteser; et ekstra ben i maven, en forlænget arm og så videre.

Visir # 72 Mest gribende var I Føling, når dansernes kropslige perfektion fungerede i sam- og modspil til soldaternes psykiske og fysiske men. Foto: Christian Radil. Beskæring: VISIR

Anmeldelse

Nye begyndelser

Denne abstrakte sekvens leverer uden tvivl forestillingens visuelt stærkeste billeder. Min veninde, som er danser, udtrykte et stærkt ønske om, at forestillingen havde haft langt flere af den slags scener og færre af de rigeligt forklarende dansescener, hvor danserne explicit ’skyder’, ’marcherer’ eller bliver ’skudt ned’. På den anden side er der heller ikke tvivl om, at det er en scene, der deler vandene hos publikum. Hvor alle kan begejstres over soldaternes mod, ærlighed og gribende fortællinger, er Lollikes udsyrede øjeblikke en prøvelse, både for nogle af de faste balletgæster og

for de, der er draget af en historie fra ’virkelighedens krig’, men måske ikke er vant til at få deres historier serveret på teatermanér. Dermed er forestillingen perfekt tempereret til et bredt dansk publikum. De færreste vil føle sig dybt chokerede, og de fleste vil føle sig rørte, udfordrede på deres holdning til krig og forhåbelig inspirerede til at gå i teatret igen. Både i balletten og for at se Lollikes stykker. Selv følte jeg mig mindst lige så underholdt og rørt anden gang – forestillingens mange indtryk tåler sagtens gensyn.

Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson & Tim Matiakis I Føling Aarhus Teater 28.-29. maj 2015

Anmeldelse

Nye begyndelser

Kraftdyr og kræft

Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

I Sara Roepstorffs debutroman ”Min far er en tiger” skildres to år med sorg, håb og accept af en fars kræftsygdom. Det er ikke blot en fortælling om en fars kamp, men om en hel familie, som bindes tættere sammen. Det er en fortælling om en families sorg skrevet i et smukt sprog.

Roepstorff er overraskende ærlig i sin debutroman, hvor hun skildrer, hvordan en fars kræftsygdom påvirker en hel familie. Hun beskriver sin oplevelse helt ned til mindste detalje; lige fra, at forældrene fortæller deres tre voksne børn om sygdommen og videre igennem hele sygdomsforløbet frem til den sidste tid på hospice. Romanen er henvendt til Roepstorffs kæreste Jonathan og skrives i nutid, hvilket skaber en læsersituation, hvor man følger forfatterens sorg, fortvivlelse, vrede og håb på nært hold. 154 sider er ikke meget plads til en skildring af to års kamp og flere følelses- og stemningsvendinger, men det er nok for Roepstorff til at vise læseren sin oplevelse og ikke mindst sin store kærlighed til både sin mor og far. Hendes kærlighed og tro på faren kommer allerede til udtryk i romanens titel, hvor tigeren er farens kraftdyr. Sorg indhyllet i smukke ord Romanen efterlader læseren med en overflod af følelser. Følelserne kommer først og fremmest af de mange sansninger og iagttagelser, hvorved Roepstorff beskriver, hvordan tingene ændrer sig mellem familiens medlemmer, og hvordan farens helbred ændrer sig i løbet af årene. På en fin, men samtidig

barsk måde (fordi man kender slutningen), beskrives der lyspunkter midt i familiens helvede med farens stamcelletransplantation. At faren oplever en forbedring i sin tilstand vender igen op og ned på jegfortællerens verden, idet hun konstaterer, at det ikke længere er muligt at leve ud fra samme perspektiv. Hun er forbundet til sin far og mærkes af hans glæde, sorg eller frygt. Lyspunkterne varer dog desværre ikke ved, hvilket igen vender verdenen på hovedet for familien, og de tilbringer den sidste tid sammen på et hospice. Romanen beskriver ikke kun sorgen minutiøst, den vægter også hvert et ord og beskriver hændelserne med en smuk lyrisk finhed, som på en måde står i kontrast til den barske virkelighed, romanen skildrer. Læseren berøres ikke kun af farens sygdom, men også at det valgte sprog, Roepstorff benytter og som til allersidst når et lyrisk register, hvor farens død og forårets slutning kædes sammen. Der lægges ikke skjul på en eneste del af processen, heller ikke selv om to år er kortet ned til halvanden hundrede sider. Sygdommen er det altoverskyggende, og den følger jegfortælleren på hver eneste side og i hvert øjeblik. Min første reaktion som læser var: det er meget

Visir # 72

Anmeldelse

Nye begyndelser

kræft! Men på den måde beskriver romanen også, hvordan det er at være pårørende til én med så aggressiv en kræftsygdom - hvordan sygdommen overtager ens tanker, hvordan man får en hverdag til at hænge sammen og fungere på trods af frygten, og ikke mindst hvordan flere dele af ens liv fortsætter, selv om en del er sat på pause for en stund.

Roepstorff har en nøgtern tilgang til stoffet, alt imens hun viser vigtige nuancer og stemninger. Stemninger, der skifter på et øjeblik. Igennem romanen sidder man med en medfølelse for jegfortællerens sorg og en knude i maven over det uundgåelige. Ved romanens afslutning og farens død forløses knuden og sættes fri af sproget.

Sara Roepstorff Min far er en tiger Forlaget Gladiator 2015 154 sider 230 kr.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Sorg og ballonfart Af Hans Lind, litteraturhistorie

Vejen op, vejen ned er en ukunstlet fortælling om at briste og bære; tre stykker tekst, der bærer det bristede med sig gennem ballonf artens historie og ind i sorgen.

Højt at flyve, dybt at falde, siger et godt, gammelt mundheld som bekendt, og det beskriver meget godt, hvad de tre essays i Julian Barnes’ nye bog Vejen op, vejen ned handler om. Det handler om ballonfart, og det handler om kærligheden. Det handler om at stige til vejrs. Og om at falde ned igen. To ting sættes sammen, dét er temaet, som går igennem de tre essays og udgør afsættet for både ballonfartsanekdoter og en smertelig skildring af forfatterens sorg efter sin kones død: ”Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen. Og så er verden forandret. Det bliver ikke nødvendigvis bemærket, når det sker, men det er lige meget. Verden er ikke desto mindre forandret.” Sådan begynder bogens første essay. Og sådan her begynder det næste: ”Man sætter to ting sammen, som ikke før har været sat sammen, og sommetider virker det, sommetider ikke.” Med et sprog, der holder sig elegant nede på jorden, fortælles historien om fotografen Nadar, der fotograferer himlen oppe fra luftballonen, og affæren mellem skuespillerinden Sarah Bernhardt og luftrejsende Fred Burnaby. Hændelserne er veldokumenterede, årstal og datoer. Scenerne er deltaljerede og fangende. Man har følelsen af at suse rundt i den gode litteraturs højere luftlag.

Fortællingerne rækker ind i hinanden, personer og tematikker går igen i samlingens to første tredjedele. Nadar har fotograferet både himlen og Sarah Be rnhardt. Fre d Bu rnaby, en ballonfartsentusiast flyver i en rød-og-gul -stribet ballon, han bliver forelsket i skuespillerinden. En kærlighed, der mislykkes og af en grund ikke hænger sammen. Sommetider virker det, sommetider ikke. Og så falder man. Ballonfart og kærlighed, det er altså næsten det samme: ”Hvorfor stræber vi konstant efter kærlighed? Fordi kærlighed er det punkt, hvor sandhed og magi mødes. Sandhed som i fotografiet, magi som i ballonfarten.” Det er også den pointe, som lægger op til det tredje og sidste essay, hvor Barnes beskriver tiden efter konens død. Her forstår man, at de to foregående essays mest af alt tjener som et allegorisk afsæt for bogens egentlige emne: sorgarbejdet. Selvom de foregående essays egentlig udgør to meget velskrevne og gribende dokumenter om den tidlige ballonfarts menneskelige skæbner, er det alligevel en smule kedeligt, at allegorien er så tydelig, og at ballonfartsberetningerne sådan fore -kommer blot at være en dans om sorgens varme (eller kolde) grød.

Visir # 72

”Man sætter to mennesker sammen, som ikke før har været sat sammen.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Sommetider minder det om første forsøg på at sammenkoble en brintballon med en varmluftballon: Foretrækker man at styrte ned og brænde eller at brænde og styrte ned? Men sommetider fungerer det, og der skabes noget nyt; verden er forandret. På et tidspunkt før eller siden og af den ene eller den anden grund bliver én af dem taget bort. Og det, som tages bort, er større end summen af det, der var der før. Det er ikke nødvendigvis matematisk muligt, men følelsesmæssigt er det sandt.” I det sidste essay, når Barnes (endelig) frem til sagens kerne: sorgen. Her udfoldes i samme jordnære stil en bevægende og sandfærdig beretning om at blive ladt tilbage med et uoverskueligt tab. Barnes topper med sine betragtninger af sorgens indflydelse på de dagligdags ting, hverdagens sorgarbejde. Særligt beskrivelserne af, hvor-

dan venner og bekendte takler situationen, er rammende. Han holder sig fra den fragmenterede skrivestil, der ellers så tit præger den slags sorgarbe jde r, he r tænke r je g på sorgklassikere som Sorgens dagbog af Roland Barthes, Noget Sort af Jacques Roubaud og Anne Carsons monumentale bogværk Nox. Og det er måske dér, tekstens smerte sidder: i at genopleve tabet og de følelser i sammenhængende prosa. Jo, det er fremragende læsning, og det er tydeligt, at Barnes er en veletableret forfatter, der kan sit kram. Det er bare en skam, at den banale højt-atflyve-dybt-at-falde-kliche er blevet skåret så grundigt ud i pap, at den står i vejen for læseoplevelsen. Ballonfartsfortællingerne fortjener at være mere end tilløb til noget andet, og det ville klæde sorgen at stå lidt alene.

Julian Barnes Vejen op, vejen ned Tiderne skifter 128 sider 225 kr.

Anmeldelse

Nye begyndelser

noget der også er mere end et handicap Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

I Caspar Erics langdigt NIKE blander observante hverdagsanekdoter sig med popkulturelle Nike-slogans, sangtekster, filmreferencer og hård statistik i et potpourri, der på én gang er et bittersødt farvelbrev til en ekskæreste og en undersøgelse af forfatterjeg’ets eget handicap (han er født med cerebral parese) og omverdenens forhold til den handicappede krop. NIKE indledes med tre stærke symboler, der alle har deres at sige om værket og dets tematikker. Det første er dedikationen ”til viktoria og alle universets viktoriaer”, der dels refererer til langdigtets udgangspunkt i det forliste kærligshedsforhold og dels gør opmærksom på det almengyldige i Caspar Erics skrift og poetiske undersøgelser. Symbol nummer to er ”Portræt af kunstneren som ung cyborg”, et fotografi af en spæd Caspar Eric (må man formode) i en kuvøse, der peger på ’handicapsporet’, der løber gennem alle digtets billeder og anekdoter, samt på forfatterens insisteren på at behandle dette ’handicappede’ på sin helt egen måde. Det sidste symbol er et The Cure-citat, der emo-agtigt handler om drenge, der skal prøve at skjule deres tårer, fordi ”boys don’t cry”. Citatet kan på én gang ses som Caspar Erics vrængen af sin egen sentimentalitet og samtidig som en erkendelse af, at den ikke er til at komme uden om.

”[...]det kan være en form/for hævn at lade kroppen/gå i hundene/selvom det er fucking/forkælet at kunne/dø en langsom død/og ikke være Mark som/jeg lå på stue 12 med/der kun kunne/spille playstation/med et joystick i munden hvilket/jeg indimellem tænkte på/når min pik var mellem dine læber[...]” På få vers forbindes handicap, sex og død, samt forfatterjeg’ets skyldfølelse over optagelsen af eget krop og eget handicap, når det alligevel tillader ham at leve et normalt liv. Casper Erics nøgterne fortællerstil giver en tydelighed og troværdighed til situationsbeskrivelserne, og hans blik for det absurde lukker masser af humor ind i NIKE. Som når han taler om at slide sin krop op på byture og falde ned i en kloak foran McDonalds. Det er på én gang åndssvagt

Visir # 72

Sentimentaliteten og modet til at insistere på det følelsesladede bliver på forunderlig vis NIKE’s store styrke. Sprogets enkelhed giver plads til forfatterjeg’ets indignation og giver samtidig læseren plads til at finde sig selv i jeg’ets verden. Man sættes således ind i både

den handicappedes følelse af hele tiden at være eller blive set som ’skæv’ eller en afviger i forhold til det ’normale’, og genkender jeg’ets ambivalens i forhold til ekskæresten og forelskelsen i hende. Det er stærke billeder, der komplimenterer hinanden i Caspar Erics associationsrækker, som for eksempel når han i glimt husker den meget syge dreng, Mark, som han lå på hospitalet med:

Anmeldelse

Nye begyndelser

og et billede på en ultimativ fysisk nedtur, der intet har med handicappet at gøre – lort og junkfood på én gang. Gennem hele langdigtet stiller forfatterjeg’et en masse spørgsmål og problemstiller op – Caspar Eric udtaler selv i pressemeddelelsen, at han ønsker, at værket skal lægge op til debat – men jeg’ets egen ærlige ambivalens giver befriende mulighed for, at læseren selv kan tolke og svare, som hun/han ønsker. Er en handicappets situation for eksempel i virkeligheden universel? Blikkene på en kvindes krop i Mellemøsten og blikkene på en handicappet krop hjemme i Danmark sammenlignes. Jeg’et kan ikke rigtig finde ud af, om det ønsker

mere sympati eller mindre opmærksomhed til handicappet fra omverdenen, og den tvivl er essentiel for læseoplevelsen, da nogle af langdigtets politiske udsigelser ellers ville læne sig mod det overmoraliserende. Jeg vil lade Caspar Eric få det sidste ord i den afsluttende salut til ekskæresten og omverdenen generelt: ”[...]det er sådan jeg har det/her i de 11. timer/jeg er ligeglad med at sørge/for at ting ikke går/mere i stykker det er/alle tings skæbne anyway/som min handicappede krop/har haft et løfte om/ fra starten/at jeg har brug for dig/også på trods af/at det gør ondt[...]”

Caspar Eric NIKE Gyldendel 104 sider 175 kr.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Revolutionen i soveværelset Af Mikkel Mørk og Miriam Yamil, litteraturhistorie

Aarhus Teater fortolker John Lennon i en minimalistisk og symbolsk opsætning, med et hold af kendte danske sangere og skuespillere. Iscenesættelsen er velovervejet, men sangene har mistet noget af deres gennemtrængende kraft. Lennon – manden og drømmeren ”Imagine there’s no heaven, it’s easy if you try. No hell below us, above us only sky. Imagine all the people, living for today…” Sådan lyder teksten til en af Lennons mest kendte sange, Imagine. En sang der hylder fantasien og den positive tro på en bedre verden. Det er en hyldest til drømmeren, ikke kun drømmeren John Lennon, men drømmeren i os alle. Der er noget umiddelbart over John Lennons tekster, han lægger en drømmeverden foran os, så klar og levende som havde vi selv drømt den.

Der er ingen egentlig historie, og derfor er det ikke skuespillet, men de musikalske fortolkninger af de kendte værker som er i centrum. Men hvad kendetegner en god fortolkning af et værk generelt? Hvad er et godt ”cover”?

Teateret og musikken Teaterkoncerten som genre er kendetegnet ved ikke at have nogen overordnet historie, men består i stedet af enkelte fragmenterede dele, som skal ses som enkeltstående fortolkninger af sangene.

Musikalsk set var teaterkoncerten et broget billede af både vellykkede og mindre vellykkede udførte numre. Der var en oplevelse af at nogle af de medvirkende i stykket først og fremmest var skuespillere og i mindre grad

Visir # 72

Vi er taget til premieren på teaterkoncerten ”Imagine” på Aarhus Teater. Det er den 28. august, og teatret spiller for fulde huse. Lyset i den gamle teatersal slukkes, og scenelyset tændes. Det er svært ikke at forestille sig hvordan hver eneste tilskuer sidder med sit eget billede og forestilling om musikeren og geniet Lennon, og med en spændt, omend ængstelig forventning til, hvordan teatret har fortolket mesterens værker.

Efter vores mening handler et godt cover om at finde sangens oprindelige muligheder. At se sangens oprindelige muligheder er at tage udgangspunkt i sangen som den er, og se på de skjulte potentialer som den originale sang ikke formåede at udtrykke. ”Originalen” kan man sige, er en form for ”første fortolkning”, som i dens udformning skjuler andre måder sangen også kunne have været på. For at sige det på en anden måde - Lennons sange er skrevet i en bestemt genre og tid. Denne genre og den historiske tid udelukker de alternative måder sangen kunne have været på. Teaterkoncerten Imagine fortolker eksempelvis Jealous guy i en elektronisk version. Fordi teknikken ikke var udviklet endnu var dette ikke muligt på Lennons tid. Mulighederne ser anderledes ud i år 2015.

Nye begyndelser

musikere. Det er ærgerligt at der på denne måde har været større fokus på det teatralske end den musikalske kvalitet, da det i høj grad er musikken der er det bærende i teaterkoncerten. Til tider virkede den store variation af genre også påtaget. Det var som om man for enhver pris skulle have alle mulige forskellige genre med – fra elektronisk til country og alt der imellem. Den førnævnte pris man betaler for disse genremæssige skift er selve det gode musiknummer som dog stadig kan anes under de indimellem lidt søgte musikalske fortolkninger. Lennon i soveværelset Fortolkningerne af Lennons sange har et gennemgående politisk tema, og dette er da også begrundet af sange som ”Working Class Hero” og ”Give Peace a Chance”. Teaterkoncerten ”Imagine” viser Lennons politiske drømmevision gennem scenografien. På scenen næsten svæver et stort hvidt ”lagen” som buer op ad i den ene ende, og som skuespillerne kan kravle op og ned ad. Denne enkle scenografi i hvid, tager sig næsten ud som en madras, en seng, som sangerne bevæger sig rundt på. Her er deres udgangspunkt for ”imagination”; fantasien og drømmene om en bedre fremtid starter i soveværelset, eller rettere: i sengen. Dette understreges også af kostumerne som består af sammensatte puder og vat-lignende stof. Alt i alt er der skabt et drømmeagtigt rum hvorfra Lennons ikoniske tekster kan høres. Man kan spørge sig selv om hvorvidt Lennons revolution er en smule naiv. Kan vi bare forestille os den fremtid vi

Anmeldelse

ønsker? Alligevel er der en tyngde bag Lennons budskab og scenografien i ”Imagine” hænger godt sammen med hele Lennons kunstprojekt. Med sit livs kærlighed, Yoko Ono, lavede Lennon også et stunt hvor parret inviterede pressen indenfor i soveværelse under det kendte mantra: ”make love not war”. Det er netop dette, der er det vellykkede ved teaterkoncerten ”Imagine”. Man har ladet John Lennon transcenderer ind i det store soveværelse, som er opstillet på Aarhus teater, og her udspiller teaterkoncerten sig i en collage af billeder og stemninger, med fokus på Lennons forskelligartede, og alligevel sammenhængende, sangunivers. Den røde tråd er kærligheden og de politiske budskaber, men sangene indtager forskellige stemninger, lys og koreografi på scenen. Er Lennon kun politisk? John Lennons værker bør dog ikke kun fortolkes i en snæver politisk forstand selvom det er nemmest at oversætte dem på netop den måde. Værkerne har et dybereliggende eksistentielt niveau nemlig de grundlæggende spørgsmål om selve tilværelsen. Spørgsmålet om hvad meningen er med det hele. Det faktum at vi ikke ved, hvorfor vi er her, og hvordan vi skal leve, men at vi samtidig altid allerede er i gang med at leve vores liv. Denne teaterkoncerts fortolkning af Lennons tekster (hvilket man også tydeligt kan læse ud fra det tilhørende program) vidner om en klar drejning af teksterne til et mere snævert politisk henseende. De når aldrig rigtig ind i det, som er det særlige

Anmeldelse

Nye begyndelser

grundtræk og kendetegn ved Lennons sange. Nemlig undren og drømmene. Der er en forskel mellem det at blive i drømmene og det at vågne op. En del af Lennons univers var givetvis også det at vågne op, forstået som den politiske vækkelse som beskrevet tidligere. Som han synger i sangen watching the wheels: ”[…] there is no problem… only solutions!”. Men mere primært end aktivisten Lennon er dog drømmeren. Det at drømme er at forstå mulighederne for, hvordan tingene kunne være. Som vi kender det fra drømmene er mange ting anderledes end de er i ”virkelighedens verden” (hvad det så end betyder!). Det at drømme er at kunne forstå at tingene også kunne have været anderledes – at vi måske ikke lever i en ren materiel verden, som kun består af fysiske ting, men at der er andre muligheder på den anden

side, hvor kun drømmene kan føre os hen. Vi er to mennesker, en mand og en kvinde, der har været i teatret og se forestillingen ”Imagine”, og vi har både fælles og delte meninger om teaterkoncerten. Den store John Lennon fan sukker over at se de ikoniske sange omformuleret i diverse genrer og teatralske udformninger. Den teaterinteresserede derimod, ser med nysgerrighed på de visuelle og sceniske symboler. Teaterkoncerten ”Imagine” mangler musikalsk finesse, men er en visuel og underholdende aften i selskab med sangene fra ét af musikhistoriens største ikoner.

John Lennon IMAGINE Aarhus Teater 28. august –3. oktober 2015

Visir # 72

Nye begyndelser

SORT MÆLK—ET ARKIV Af Hans Lind og Sandra Cecilie Quist Lund, litteraturhistorie (noter er i form af slutnoter)

13 stemmer i Sprachgitter1: 1.

Stemmer, ridset ind den grønne overflade

Stemmer fra nældevejen

Stemmer, natgennemvoksede

Stemmer, som får dit hjerte til at vige tilbage ind i din mors hjerte

Stemmer, gutturale, i gruset, hvor også det uendelige graver

Jakobsstemme

Stemmer, i arkens indre

Ingen stemme

Kommer du nu, flydende lys?

10.

Kommer du, flydende lys?

11.

Kom, flydende lys.

12.

Ingens stemme, igen

13.

Korene, dengang, salmerne

2 mundfulde tavshed i ”Sproggitter”: 1.

Hjertegrå

Hjertegrå2

(Sand) og sne: 1.

INGEN SANDKUNST MERE, ingen sandbog,3 ingen mestre.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Intet tilraflet. Hvor mange stumme? Sytten.

Dit spørgsmål – dit svar. Din sang, hvad ved den?

Dybt i sneen, ybtine, y-i-e.4

2. ”Snefald, stadig tættere, duefarvet, som i går, Snefald, som om du stadig sov.”

3. ”Der: en følelse, blæst hertil af isvinden5, som gør sin due-, sin snefarvede flagdug fast.”

Visir # 72

Nye begyndelser

4. SNEPART, stejlet, til det sidste, i opvinden, foran de for altid afvinduede hytter: fladdrømme slår smut over den riflede is; hug ordskyggerne ud, de måler rundt om krogen i det dybe vand. 5. DU KAN trygt traktere mig med sne: hver gang jeg skulder mod skulder gik med morbærtræet gennem sommeren, skreg dets spædeste blad. 6. HVIDE, hvide, hvide 1 hånd: EN HÅND

Bordet, af timetræ, med

Anmeldelse

Nye begyndelser

risretten og vinen. Der ties, spises, drikkes.

En hånd6, som jeg kyssede, lyser for mundene.

Krop7

Krokus og vækst: 1. Skød, skød op.8 2. Græs. Græs, skrevet itu. 3. krokus 4. DER VAR JORD I DEM, og de gravede. 5. forbi den hvide cypres 6. PÅ REGNVÅDE SPOR Gud: 1. De gravede og hørte intet mere; deres dag, deres nat. Og de priste ikke Gud, 2. SALME9 3. Med griflen sjælelys, støvtråden himmeløde kronen råd af purporordet, som vi sang over, åh over tornen.

Visir # 72

Nye begyndelser

Kollegaer: 1. deres minde om flydende Hölderlintårne, mågeomsusede. Tråde10: 1. TRÅDSOLE11 Væske: 1. Skummede den anden kilde,12 2. gennem denne skakt må du komme – du kommer. I sædsindet stjerner havet ud af dig, inderst inde, for altid. Øjne og dråber 1. BLIV BLIND allerede i dag: 2. SORTE, som erindringsårene, graver øjnene efter dig i det af hjertetænder lysbidte kronland, som forbliver vores seng: 3. en dråbe13 4. Øjenvippeild, lys forude Øjne og dråber 2 1. Klodestor tåren ved siden af dig, 2. SKIFERØJEDE 3. DU VAR min død: dig kunne jeg holde, mens alt faldt fra mig.14 4.

SJÆLEBLIND, bag asken

NÆR, I AORTABUEN, i lysblodet: lysordet.

Anmeldelse

2 kærligheder 1. HVOR JEG GLEMTE mig i dig, blev du tanke, noget bruser gennem os begge: det første af verdens sidste vinger, på mig vokser huden til over den uvejrsagtige mund, du kommer ikke til dig. 2. SOM DU dør ud inden i mig: endnu i åndedrættets sidste nedslidte knude stikker du med en splint af liv.

Nye begyndelser

Slutnoter 1Stemmerne er asymmetriske ligesom vejtrækningerne, åndedrættet, er det. Imellem stemmerne trækker tavsheden vejret. Det er rytmen. En vejrtrækning er f.eks.: ”(hjerte-)”. 2”Fliserne.

På dem, / tæt ved hinanden, begge de / hjertegrå pytter: / to / mundfulde tavshed.” 3”Vad

är der för en bok som skrivs här? Har den någon förbindelse med sandens bok? Jeg tror att det är viktigt med elementens gradvisa förskjutning i Celans författerskap, från sand till snö. Celan skriver en posthumt publicerad samling med namnet Schneepart, vilket kan översättas Snöpartitur. En snöbok, alltså, i stället sandbok. Snön är lika mycket som sanden förknippad med de döda, men den har ända helt andre konnotationer. Keine Sandkunst mehr: i stället snökonst, bara vokaler kvar, vilka för övrigt inte har någon plats i det hebreiska språket. Kvar skulle i stort sett bara tystnaden finnas, en kontraktionens konst.” (Olsson) 4Celan

Visir # 72

pendler mellem forløsende mystik og nihilisme i sine digte, mens det mystiske hos Nelly Sachs bliver en vej ud af smerten og et hjem. Dét må være den afgørende forskel mellem de to eksildigtere. Elementerne sand og sne optræder hos dem begge. De kan afspejle denne forskel mellem dem. Den søgende tager sand, jord, i munden, hun indtager ’døden’ i gnostisk forståelse. ’Opstandelsen fortsætter’ hos Sachs. Døden er sandet, lidelseshistorien og massedøden.

Anmeldelse

Nye begyndelser

Munden kan læses som en urne, i hvilken bogstaverne lider martyrdøden for at genopstå i det nye sprog. Sandets rolle i Celans digtning er mere kompliceret. Han tager i dette digt fra Atemwende afstand til sandet og bevæger sig mod sneen (Olsson): KEINE SANDKUNST MEHR, keine Sandbuch, keine Meister. Nichts erwürfelt. Wieviel Stumme? Siebenzehn. Deine Frage – deine Antwort. Dein Gesang, was weiss er? Tiefimschnee, Iefimnee, I – i – e. Her findes ingen forløsning i sproget. Her finder en absolut opløsning sted, en reduktion af sproget til vokalerne ’i’ og ’e’. 5”Når

erne.”

isfuglen dykker / svirrer sekund-

6De

finder ordet med hånden fordi de er blinde: ”Vi var hænder, vi øste mørket tomt, vi fandt ordet, som kom op fra sommeren: blomst.” 7De

anatomiske billeder ses bl.a. i titlen ”Atemwende”, åndedrætsvending; hvor vender åndedrættet sig hen? Ind i eller ud af kroppen? Åndedrættets poetik. Kroppen bliver et sprog i sig selv. Sorg-

ens anatomi i form af motiver som sår, tårer, øjne, mund, hænder. Sprogmystikken. 8”Kom

mod os, kom igennem, lappede usynligt, lappede den sidste membran, og verden, en tusindkrystal, skød op, skød op.” 9”Lovet

være du, Ingen. For din skyld vil vi blomstre. Dig i møde.” (10Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige noget om tråde. Man kan hive i tråde. Tråde kan binde ét sammen med noget andet. Tråde binder sig sammen med sig selv, og også andet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige noget om forbindelser ting imellem. Sammenfletninger. Hænder. [Sæt noget om hænder ind her]. Tråde kan være metaforiske, de kan også være konkrete, taktile, savltråde, ægløsninger, væskende, som sæd og snot. Tråde respekterer ikke vores hinder.) 11TRÅDSOLE

over det gråsorte øde. En træhøj tanke slår lystonen an: der er endnu sange at synge hinsides menneskene. 12Men

i dig, fra

Anmeldelse

Nye begyndelser

fødslen, skummede den anden kilde, på den sorte stråle erindringen klatrede du op i dagen 13Se

Askeglorie. Det bobler op.

14Tåren,

dråben, som en gennemgående faldsæstetik: det falder fra hinanden i dråbeform.

Paul Celan Sort mælk Rosinante 214 sider 300 kr.

Visir # 72

Arkivguld

Nye begyndelser

Et ophold i Paris set i bakspejlet Af Mischa Sloth Carlsen, litteraturhistorie Fra VISIR Magazine 1996

En søndag kort efter nytår satte jeg mig ind i Euro-Lines bussen med det ”originale” valg af Paris som mål for et ERASMUS-ophold. Det regnede på bedste danske manér, og min nye Samsonite-kuffert var gået i baglås. Alt var som det skulle være under dette startskud. Foruden det, at jeg i flere sammenhænge på studiet havde beskæftiget mig med franske problematikker og ønskede at gå i dybden med disse, var motivationen for min færd også to andre ret banale sider af samme sag. På denne ene side var jeg drevet af den rejsendes spontanitet og lyst til at blive konfronteret med det uforudsete. Og på den anden side håbede jeg at kunne få indfriet et par års dagdrømme om et studieophold i litteraturens mekka, for såvidt det kunne føje en medbragt studieordnings spillerum. Kvæstet efter en strabadiøs nat på de europæiske motorveje, ankom jeg til sansebombardementernes metropol i netop de minutter, da Mittérand gik bort. Jeg flyttede ind på italienske hus i ”la Cité Internationale Universitaire de Paris” – en international kollegieby, der ligger otte minutter syd for Luxembourghaven med metro. Da det er svært at komme til at bo bland franskmænd og derved at få den optimale sproglige udfordring på hjemmefronten, var jeg mere end tilfreds med, at direktøren for det danske hus havde skaffet mig ind på det italienske. Heldigvis var italienerne lige så habile i det franske som de havde besvær med det engelske, så der var ingen vej uden om at få talt fransk i enhver situation. Desuden fik jeg også et

muntert indblik i italiensk kaos, såsom den morgen hvor der lå en skriftlig reprimande til mig for en fest, en anden havde holdt! Handlede det derimod om hjemvé efter en smule Århus i ”ghettoen”, behøvede jeg blot at krydse vejen for at finde de fem andre pilgrimme fra litteraturhistories daværende tredje årgang på det danske og norske hus. I det hele taget var det svært at undgå at møde århusianske og københavnske litterater, idéhistorikere og filosoffer, da vi alle valfartede til mere eller mindre de samme forelæsninger. De fleste af os var officielt tilknyttet et af byens respektive universiteter, men alle benyttede vi os også af den mere anarkistiske deltagelsesform som ”auditeurs libres”. Officielt var jeg tilknyttet Paris VII – Université Denis Diderot, der er særligt berømt for banebrydende forskning i fysik, kemi og andre naturvidenskaber! Dette universitet – i folkemunde: Jussieu – er en stor, grim og asbestfuld betonklods, der i ”skønhed” minder om en mellemting mellem en fabrik med kornsiloer som udsmykning og ti gange KUA. Med sit enorme tårn i midten knejser det bombastisk over Seinens Rive Gauche i nærheden af Place de la Bastille. Det får mig til at tænke på en episode. En professor, Georges Benrekassa, havde meddelt, at han ville lægge en ekstratime påskemandag på grund af de mange ferier, der havde opslugt hans timer. Da jeg ikke lige havde tænkt på, at franskmænd kan have humor, og på at meddelelsen var blevet givet den første april, mødte jeg naturligvis op, men mødte ikke et øje.

Arkivguld

Dog stod der en idealistisk graffitimaler, hvis resultat af et forskønnende ”kunstværk” i realiteten langt overstreg omgivelsernes charme. At Jussieu paradoksalt nok også formår at komme med bidrag til den førende litteraturforskning, er dog svært at benægt. På institut for Sciences des Textes et Documents findes der ikke desto mindre en vis Julia Kristeva, der sammen med Georges Benrekassa leder doktorantuddannelserne og dermed præger stedets forskning. Vi var en lille delegation af danskere, der sammen fulgte Madame Kristevas forløb. I en årrække har hun undervist i Proust omkring À la Recherche... og semiologien. Kristeva forstår at gøre massiv forskning tilgængelig med en klart formidlende stil, så fremmede studerende ikke har problemer med at følge med rent sprogligt. Vi gik derfra med en fornemmelse af at have fået fornyet indsigt og anvendelige noter ud af seancen. Madame Kristeva er en af de personligheder, der forstår at ”arrivere”, så man ikke er i tvivl om, at hun er V.I.P.! Flere gange har hendes mobiltelefon ringet midt i et studenteroplæg, så hun lige har måttet fiske den op af tasken og gå udenfor døren for at klare karrierens mange gøremål. På den anden side er danskerne ikke autoritetstro nok til at lade være med at trække på smilebåndet og finde den rabelaiske, indre lattermaskine frem, når denne ellers velholdte madame stiller op i pink blazer eller sølvgrå, ikkeintentionelt cyberspaceagtig spadseredragt.

Nye begyndelser

På universitetet Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales (E.H.E.S.S.) kan den danske litterat få udfordret eller afmystificeret sit forhold til et par års dekonstruktivistisk skoling. Her forelæser Jacques Derrida for et fuldt auditorium hovedsageligt af udlændinge, hvoraf danskerne forrige studieår udgjorde en ganske stor procentdel med sine godt ti mere eller mindre faste deltagere. En hær af diktafoner omringede ”guruen” på det store kateder, når han forelæste over begrebet ansvarlighed i et etisk og politisk-filosofisk perspektiv. Seminaret forsøgte at indkredse ansvarligheden i forhold til spørgsmålet om gæstfriheden og den fremmede. Ganske vist trak Derrida på essentielle filosofiske kilder til sit perspektiv, og han brugte da også antikke tragedier som eksempel til underbyggelse af sine teser. Dog skal jeg ikke tøve for længe med at sige, at Derridas vinkel for tiden henvender sig til andre sammenhænge end lige netop de litterære. ...En dag i marts skete der et ”epokalt nybrud” på det ”ekstrateksuelle” plan! Tilstedeværelsesprotokollen blev ved med at vende tilbage til det samme sted. Pludselig udbrød Monsieur Derrida kolerisk: ”Ubegribeligt!! Det er første gang i mine 35 år som underviser, at jeg er nødt til at blive vred! ...Jamen, man giver da bare protokollen til sidemanden og ikke frem eller tilbage – simpelthen!” Jeg hørte om folk, der var taget til Bologna i håbet om at kunne følge Umberto Eco, men havde måttet erfare, at han var bortrejst. Til gengæld over-

Visir # 72

Nye begyndelser

raskede han os med et tremånedersseminar på Ecole Normale Supérieure, som jeg ikke kunne stå imod. Seminaret omhandlede læserens rolle i tekstteorien ud fra værket, Sylvie, af Nerval og hans egen Lector in Fabula. Ecos forelæsningsstil er – som hans romaner! – en intim blanding mellem den italienske, flirtende retorisk og storslået encyklopædisme. I al fald fik vi gerne berørt ikke så få kapitler af kunsthistorien i løbet af en totimers-forelæsning, som dengang han skulle illustrere forskellen mellem det franske en revanche (=derimod) og det tilsvarende, italienske invece og deraf udlede forskellens betydning for den italienske oversættelse! Måske skyldes det alt sammen, at han trækker vejret gennem ”Phillip Morris Ultra Light”?! Sidste men ikke mindst fik jeg også muligheden for at overvære Michel Serres’ sidste undervisningssemester og hans afskedsforelæsning på Paris I – Sorbonnes historiestudium, der blev en stor mediebegivenhed. Om man er enig i hans standpunkt eller ej, så har jeg dog sjældent oplevet en person, der i en så medrevet grad kunne visualisere eller blive ét med sit stof som Michel Serres. Forhåbentlig er han ikke gået alt for meget på pension! I øvrigt lod det til, at Serres havde en særlig forkærlighed til Århus... Hjemme igen efter otte måneder dernede er jeg ikke i tvivl om, at valfarten til Paris har indfriet mine dagdrømme, så jeg ret enfoldigt kan sige, at det var ”merveilleux”! Jeg fik skrevet en Aopgave og en essayistik-opgave hjemtil

Arkivguld

samt taget mine C-forløb. Idag kan jeg imidlertid godt ærgre mig over, at jeg skulle bruge tid på at tænke ”hjemad”. I stedet vil jeg ønske, jeg dengang havde brudt med kutymen blandt århusianske litteraturhistorikere i Paris, sprunget ud i det med sportsånd og gået til eksamen dernede. Foruden fagene på de forskellige universiteter fik jeg taget et kursus i skriftlig fremstilling på Sorbonne, som kostede en formue og krævede alt for meget forberedelsestid, men idag sætter jeg pris på anstrengelserne. Socialt var det også et meget givende ophold, hvor jeg fik indblik i den franske såvel som andre kulturer. Men det gav mig også konkret stof til eftertanke, der svarede til tidligere tiders formodninger. Generelt er studiemiljøet utroligt stressende for franskmændene og de udlændinge, som er indskrevet på lige fod med dem. Eksempelvis havde en dansk pige, der tog en Maitriseuddannelse (fjerdeårs-diplom) i økonomi, seksogtyve eksaminer på et år; hun klarede det dog med bravour! Stillede man efter april spørgsmålet ”hvordan har du det?”, der som bekendt er en almindelig fransk hilsegestus, var folks svar som regel: ”Jeg arbejder meget”. I eksamenstiden ”har man det” bare ikke – i langt højere grad end herhjemme! Hensigten med det franske uddannelsessystem synes på mange punkter at være at ville udviske den studerendes individualitet og subjektivitet og derigennem forme medier til magtapparatets udøvelse. Det kan derfor ofte få én til at undre sig over det paradoks, at Frankrig har haft så central betydning for hu-

Arkivguld

manismens udvikling! Måske er det netop derfor!? Den franske studerende kan virkelig overkomme utrolig meget arbejde, for de skoles i effektivitet på hver deres felt. Når jeg kritiserer det franske system for at være formorienteret, er jeg ved samme lejlighed tilbøjelig til at mene, at vores er for indholdsorienteret. Jeg tænker naturligvis mest på det fag, som jeg har forudsætninger for at mene noget om, altså litteraturstudiet. Hvor deres er for stringent, er vores for anarkistisk. Hvor de lærer de analytiske redskaber at

Nye begyndelser

kende til hudløshed uden at måtte sige deres mening før sent i uddannelsen, er vores system tilbøjeligt til at springe nogle trin over og kræve genialitet på et for vaklende, halvmetodisk og spekulativt fundament. Hvor de franske studerende synes at blive berøvet for deres sunde fornuft, stoler vores system i for høj grad på de frisatte individers evne til selv at finde frem til et fælles sprog. Hvis man lagde de to systemer sammen og dividerede med to, ville man sandsynligvis nå frem til den ideelle løsning...

Visir # 72

Visir er de studerendes planet med atmosfære, men begrænset tyngdekraft. Bladet er afhængig af de studerendes engagement og lyst til at skrive. Visir varetager de studerendes interesser og stræber efter at inddrage så mange studerende som muligt på alle de æstetiske fag – som skribenter, redaktører og læsere. I Visir er ordet frit. Der er ingen krav om fagbegrænsning eller akademisk jargon. Alle bidrag er meget velkomne, uafhængigt af emne, stil eller genre. Vi tager imod digte og noveller såvel som faglige artikler, essays og anmeldelser. Engagementet er det vigtigste kriterium. Visir har som mål at fremme det sociale miljø på Kasernen samt mindske afstande både mellem studerende og undervisere og mellem studerende indbyrdes. Visir vil motivere de studerende, ikke kun til at skrive, men også til at tage del i det studiemiljø, der omgiver dem.