Issuu

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

7 0

S t u d e n t e r b l a d

F e b r u a r

2 0 1 5

Redaktion Kirstine Sø Dieckmann Mathilde Ravn Melvang Mette Grandahl Jakob Gaardbo Nielsen Jeanette Sigtenborg Rasmussen Cecilie Martensen Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Mie Bøggild Anna Rosenkrands Uldall Anne Katrine Bessmann Adresse Miriam Yamil Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Forsidelayout Find os på Facebook: Kasernebladet Visir

Kristian Kjærsgaard Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 22. april 2015 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge eksemplarer/billetter m.m. inden 1. april

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Det, der skræmmer, og det, der bringer os sammen

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Kasernelivet

7 9 12

Tema: Uhygge Ulysses holder øje med dig, Jeanette Sigtenborg Rasmussen Det dunker, Jeanette Sigtenborg Rasmussen Tegneserie: Eksamensperioden, Lea Grosen Jørgensen

14 16 19 21 26 28 30 34 37

Anmeldelser Glimmer drysset på formørket sind, Marie Hjørnet Nielsen Engang i det tidlige, Hans Lind NarreGULD, Mette Grandahl Uudholdeligt hvide måger, Sandra Cecilie Quist Lund Tendenser i dansk prosa 1990-2010, Karoline Schwartz Hvingelby Skriv til børn og unge, Jeanette Sigtenborg Rasmussen Friheden genbesøgt, Jakob Gaardbo Nielsen En kiste til Hedda, Mathilde Ravn Melvang Et moderne gennembrud og et endnu mere moderne forfald, Miriam Yamil

40 41

Skønlitteratur Digt: GAME OVER, Elisabeth Hjortshøj Thostrup Kortprosa: Den fremmede, Stine Liberty Svenningsen

Artikler ”Han kilder mig i øret!”, Lea Grosen Jørgensen

Essays Da motivationen forsvandt og karaktererne faldt, Stine Liberty Svenningsen

Arkivguld The Curse of Winnie the Poof, Ole Nyegaard

Visir # 70

Leder

Det, der skræmmer, og det, der bringer os sammen En ekstremt tåget lørdag formiddag satte de ideelle rammer for at redaktionen på VISIR endnu engang graver sig ned i Hovedbygningens dunkle kælder for at sammensætte det blad, du nu sidder med i hænderne. Og skribenterne til denne udgave har i den grad ladet sig inspirere af, hvad der skræmmer dem - et emne, der udtrykkes med panisk tone og ængstelige artikler. Det er også en uhyggelig verden vi lever i. Både med terror, som nu er blevet en del af danskernes nære virkelighed, og mere basale ting som eksamensangst, som trods dens almindelighed, kan føles som det mest kvælende og uoverkommelige i en studerendes tilværelse. I bladet her kan du læse hvordan både en læseproces og et bachelorprojekt kan skræmme livet af ellers velfungerende studerende. Den klamme, krybende, klaus trofobiske følelse af frygt og angst er noget der gennem digtning og fortælling sættes ord på. Som eksempel bliver vi konfronteret med tanker og let genkendelige frustrationer i Stine Liberty Svenningens fortælling Den Fremmede og Jeannette Sigtenborg Rasmussens digt "DET DUNKER".

Visir #70

Men det klamme kommer også til udtryk i denne måneds arkivguld. Vi har fundet en artikel fra Visir #29 fra oktober 2003 hvori Ole Nyegaard formår at gøre plyssede bjørn og de velkendte (og elskede) karakterer fra Andeby til homoerotiske beretninger om undertrykt seksualitet. Man får efter endt læsning et skræmmende nyt indblik i børnefiktionens univers.

Verden er dog (heldigvis) ikke kun skræmmende og forfærdelig. Som et eksempel på noget, der søder livet, er gratis ting - og hermed tænkes der anmeldereksemplarer og -billetter. I dette nummer er der exceptionelt mange, der har udnyttet netop denne mulighed, og derfor har du, kære læser, mulighed for her at lære hvad der er god - og temmelig dårlig læsning. Der er blevet anmeldt alt lige fra antologier, romaner, digtsamlinger til teaterstykker. Denne mulighed er fantastisk, når man som fattig studerende har et brændende hjerte for læsning og kulturelle oplevelser. Så vi vil fra redaktionens side på det stærkeste opfordre til, at I bliver ved! Og midt i denne uhyggelige verden, formåede vi på Visir også at skabe hyggelige rammer om vores nyligt opståede skriveworkshop. En mørk og stormfuld februaraften mødtes en lille flok i Kasernecafeen, tændte nogle stearinlys og varmede os på kaffen mens vi udvekslede både ideer og anekdoter fra kasernelivet. Vi synes selv, at dette arrangement var så hyggeligt og vellykket, at vi med sikkerhed vil gentage det i fremtiden. Så hold øje med facebooksiden. Nu slippes du løs i denne uhyggelige udgave af Visir. Vi håber du nyder læsningen og kan finde inspiration til selv at ville bidrage til denne fantastiske fællesæstetiske platform for tanker, viden og kunstneriske udfoldelse. God læselyst!

Leder

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Jakob Gaardbo Nielsen på email: jakobgn@hotmail.com

Visir # 70

Oplæg til næste nummer

Kasernelivet Langelandsgade 139. Hvad sker der egentlig mellem de statelige røde bygninger? Vi ved, de kigger misundeligt ovre fra den anden side af gaden i de gule klodser – selvom de aldrig vil indrømme det. Hvem læser dramaturgi? Hvad laver de ovre på æstetik og kultur? Er alle litteraturstuderende sådan nogle i sorte rullekraver? Spiller de god musik inde bag de låste døre hos musikvidenskab? Spiller de overhovedet musik? Hvorfor er der så mange rødhårede på kunsthistorie? Er du også fascineret af kasernelivets mange facetter? Er du måske tilvalgsstuderende og mystificeret over tingenes tilstand her på Kasernen? Så indbyder vi dig i næste nummer af Visir til at skrive eller tegne dine indtryk, frustrationer og glæder fra livet som studerende på et af de æstetiske fag. Måske er du blevet inspireret af undervisningen eller dine medkasernitter til at anmelde en digtsamling, et teaterstykke, en kunstudstilling eller et nyt musikalbum. Det er muligheden for at fortælle om dit bedste fund på Kasernebiblioteket, skrive om din passion for dit fag - eller nogle andres fag - og dele nogle ægte (eller uægte!) war stories fra det virkelige liv på æstetikkens højborg her i Aarhus. Hvis du hellere vil skrive om noget andet, vil vi på Visir naturligvis også gerne have det. Som altid tager vi med kyshånd mod alt fra eksamensopgaver, der har kostet blod, sved og æstetiske tårer, til tegneserier og klummer.

Visir #70

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 22. april 2015

Essay

Uhygge

Ulysses holder øje med dig! Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Mit hjerte sidder konstant i halsen på mig. Mit tic ved øjet går helt amok. Lejligheden ligner efterhånden en krigszone. Jeg gemmer mig i min hjemmelavede bunker - håber at Ulysses ikke finder mig. Jeg prøver at gøre mig så usynlig som muligt, at dæmpe min vejrtrækning og ikke lave en hurtig bevægelse. Jeg er halvvejs igennem bogen, men den sidste måned har budt på utallige udfordringer, som jeg aldrig havde forestillet mig. Udfordringer, som snart skulle vise sig at blive min største frygt. Jeg gik ikke ind til det udvidende og uforberedt. Jeg har hørt rygter, at Ulysses ikke er et nemt projekt, men at man er lykkelig, når man kommer om på den anden side. At man bliver en del af en uovervindelig skare, men at det samtidig ikke er alle, der klarer den. Nogle opgiver i processen, taber kampen. I starten satte jeg mig for, at det ikke blev mig, men nu, hvor jeg har vendt side 400, er min vilje ved at ebbe ud. Jeg burde være lykkelig over at være nået så langt, men hvad har jeg ikke måtte opgive for at komme så vidt, og hvor meget skal jeg opgive for at nå over på den anden side? Det er efterhånden bare blevet et mål at gennemføre bogen – ikke nødvendigvis at forstå handlingen. Min eneste trøst i dette helvede er, at ingen forventer, at jeg forstår det hele.

Dagene gik, sider blev vendt. Af og til kørte mine øjne bare over bogstaverne på papiret uden nogen form for forståelse af det læste. Min frustration voksede side for side. Søvnbesværet begyndte at indfinde sig sammen med mit voksende temperament efter de første 2 uger. Ingen skulle komme for tæt på, hvis de havde deres liv kært. Da jeg endelig kom tilbage til Århus, troede jeg, at tingene ville vende sig til det bedre, men jeg tog fejl. Aldrig har jeg taget så grusomt fejl i mit liv. Det var først nu, at helvede skulle vise sig at begynde. Jeg begyndte at få paranoia. Kiggede mig konstant over skulderen på udkig efter den. Jeg vidste, at den var der – et sted i mørket, på udkig efter sit bytte. Ulysses venter bare på at slå til, når jeg er mindst opmærksom. Jeg kan føle det. Ulysses forfølger mig over alt. Jeg kan ikke ryste den af mig. Jeg kan ikke sove, spise eller foretage mig noget socialt uden, at den ånder mig i nakken. Jeg kan ligefrem høre, at den hvisker til mig i mørket om natten, så koldsveden løber ned ad ryggen på mig. Jeg har isoleret

Visir # 70

Det gik fint den første uge. Jeg var taget hjem til de gamle på ferie for at begynde på bogen, taget væk fra fristelser som hovedrengøring og opvask. Ved godt mod påbegyndte jeg min læsning. I et kort

øjeblik var jeg da også fortrøstningsfuld. Jeg havde jo købt bogen på dansk, så hvor svært kunne det være? Jeg kom også over de første 2 sider, men de fortrøstningsfulde tanker var hurtigt forduftet. Efter de første par sider sad jeg tilbage med en vis frustration. Allerede fra start af skal man holde tungen lige i munden.

Uhygge

Visir #70

mig i min lejlighed og tager ikke telefonen mere, når nogle bekymrede veninder ringer. Jeg har opgivet al kontakt med omverdenen. Selv min kæreste kunne ikke klare presset. Han kunne ikke klare de stikkende vågende øjne eller den sagte pusten i nakken. Han har forladt

Essay

krigszonen med mig på den ene side og Ulysses på den anden. Den er blevet mit værste mareridt. Der er kun én vej ud. Jeg må bide tænderne sammen og overkomme min frygt!

Digt

Uhygge

DET DUNKER

Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Det dunker… Jeg kan høre mit hjerte slå. Jeg kan mærke det helt op i tindingen. Blodet, der dunker… Mit hjerte hamrer hurtigere og hurtigere. Jeg gisper efter vejret, Men det føles som tusinde knivstik. Det gennemborer mit bryst. De små stød af luft kommer ind ad min mund, Men siver ligeså hurtigt ud igen. Mit bryst føles punkteret på en måde. Hult. Jeg ligger ned. Jorden er kold. Den føles hård Beton. Der er ingen vind. Kun klam fugtig luft, Som mine lunger ikke vil tage imod. Noget vådt løber ned ad min kind. Først troede jeg, at det regnede, men jeg er indenfor… Et sted. Det våde løber ned i min mund. Det smager af salt… Og metal. Jeg græder. Det er tykkere end tårer.. Jeg prøver at vende hovedet, Rejse mig op, Men det er nyttesløst. Min krop reagerer ikke. Den er træt. Jeg kan faktisk ikke mærke den. Den er livsløs for mig. Jeg kan kun mærket blodet, der dunker.

Visir # 70

Min krop er træt, Mine arme er tunge, Mine ben – Jeg kan ikke mærke dem! Hvad er der sket? Jeg vil bare sove…

Uhygge

Min krop har brug for hvile. Jeg kan ikke mærke jorden mere, Og mit hjerte har sænket farten.

Visir #70

Jeg må være døset hen. En stemme råber til mig. Det lyder som et ekko. Stemmen lyder vred – ked af det? Jeg kan ikke høre, hvad den siger. Stemmen drukner i blodets brusen. Det eneste, jeg kan mærker, er blodet i tindingen. Det dunker…

Digt

Annonce

Uhygge

en aperitif ved mørkets frembrud vil skumringens brus og bobler fyldes i høje glas. ¨ lange kæder af lys vil sno sig langs velourbeklædte bjælker og kaste de maskerede skygger op på væggene. korsetopstrammede kvinder vil klikke med laksko i en balstyrig maskeradedans med kamfriserede mænd. med ansigternes ekstase lagt i skjul bag farvede masker, vil kun øjnene afsløre ilterheden.

Miraklerne indtræffer til litteraturhistories kommende maskebal fredag d. 6. marts.

Visir # 70

Visir #70

Uhygge

Te g n e s e r i e

Uhygge

Visir # 70

Af Lea Grosen JĂ¸rgensen, litteraturhistorie

Uhygge

Anmeldelse

Glimmer drysset på formørket sind Af Marie Hjørnet Nielsen, litteraturhistorie

Celestine handler om det vanskelige ved at løsrive sig fra fortiden, der stadig kaster skygger ind i nutiden. Det er en solformørkelse med en billedrigdom, der rummer det groteske og underfundige, og jeg lappede ordene i mig som en udmarvet kat. Det meste af tiden befandt jeg mig ved en imaginær mose, da jeg læste Celestine. Selvom ingen af romanens opholdssteder er ved en mose, så er der alligevel noget moseagtigt over stemningen. Vi befinder os på en jysk kostskole, og vi hører om fortællerens oplevelser som underviser; om ensomheden, om en indre (og uforklarlig?) vrede, om at skulle forlige sig med sin skæbne. Om distancen til eleverne, om melankolien, der vækkes af den konstante påmindelse om, at man er et andet sted i livet end dem, om ædenerverne, der får jeget til at fylde sig, og om ubehagelige barndomsminder, der insisterer på at blive husket.

Visir #70

Med det moseagtige mener jeg den stemning, der omgærder romanens univers. Den særlige mystik, der er forbundet med skumringen, når mosekonen brygger, tusmørket, det klæbrige, ildelugtende og insektsværmende. Det på en gang dragende og foruroligende ved mosens grumsede dyb, der måske gemmer på et lig. Det smukke ved det stillestående mosevand og insektpigernes dans i morgendisen. Et sted, der fremkalder min mose-fornemmelse, er da fortælleren udtrykker bekymring for, at eleverne skal overtage biblioteket skolens eneste tilflugtssted; ”jeg blev mere og mere bekymret for, at en af disse vedholdende kliker skulle overtage

biblioteket og sidde om bordet med te og stearinlys, fnisende som små bobler i et moseligs mundvige, næste gang jeg trådte derind.”

Noget andet, der er med til at give en effekt af mosemystik er spøgelset Celestines nærvær. Historien går på, at Celestine Mariann de Beyonne Gyldenstierne, en ung adelsfrøken, forelskede sig i den forkerte og måtte bøde med sit liv. Hun blev muret inde i slottets tykke mure og fandt aldrig hvile. Det siges, at hun spøger, og romanens fortæller føler sig draget mod hende. Celestine er fanget mellem liv og død og må leve for evigt i sin hvileløse tilstand: ”Man sagde, sure thing, du kan blive her for evigt og leve for evigt som den dis, der altid rejser sig fra engen, når døgnet skifter fra koldt til varmt”. Hun bliver et symbol på den uforsonlige fortid, og på alle de mennesker, der har rejst gennem ens liv og som stadig spøger i erindringen. Jeg kan bedst beskrive Ravns roman ved i tankerne at fremmane en skulptur af en kvindekrop, der set forfra er frugtsommelig og bagfra et skelet. Skulpturen favner liv-død-dualiteten, og på samme måde er det modsætninger, der skaber ”jegets” indre spændinger og den sproglige intensitet. I romanens univers er det væmmelige en del af det skønne, og massekulturen en integreret del af billedsproget. Som for eksempel her:

Anmeldelse

”Haven blinker med sit store sorte øje tomt ud mod universet: en våd broche fra Disney sjov. Hvad er det man siger? Syrenen blomstrer som en fader, der slår sin datter. Hendes område, under enhver ting, pumpet fuld.”

Vildest er netop de steder, hvor de fortættede billeder overrasker og syrer ud. Til tider blev jeg næsten irriteret over fortællerens sortsyn og bitterhed, men der er også noget befriende over en stemme, der er så ”menneskelig” i sin fejlbarlighed. Der er meget mørke i Celestine, men det er ikke et uudholdeligt mørke, billedsproget er som glimmer, tivolikrymmel strøget på chokoladekagens mørke skorpe, eller som jegfortælleren selv siger det: ”Jeg bærer et mørke, og dette mørke er fyldt med nachos og oliven.” Når mosetilstanden

Uhygge

tynger, lyser de sproglige ildfluer op i form af underfundige og glimtende billeder. For eksempel smilede jeg af begejstring over veloplagte sætninger som: ”Well, mit øje er fyldt med øl og regn, når Kim og jeg går fra hinanden.” Eller: ”Jeg går bare rundt som et blodkar og udfylder min funktion som en penis i sit hylster.” Celestine er absolut en af de bedste bøger jeg har læst på det seneste, og jeg vil gerne slutte af med en af mine yndlingspassager, som jeg synes er særligt funklende; ”Jeg var på mange måder mig selv og et menneske, forudsigelig, et levende menneske, der lå på en briks i en lade med lidt tjære i lungerne, holdt i live af seks liter blod, nogle meter tarme, en sjat gin og mit slutty, slutty hjerte.”

Olga Ravn Celestine 168 sider 199,95 Gyldendal

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

Engang i det tidlige En anmeldelse, forløbende Af Hans Lind, litteraturhistorie

Vi spiser morgenmad. Jeg snakker om Tove Jansson, mumitroldene, seksualiteten og krigene,

hendes

forældre,

illustratoren

Signe

Hammarsten

Viktor

Jansson,

billedhuggeren. Jeg har læst de første kapitler af Billedhuggerens datter, den er biografisk og forestillende, huskende. den 8. februar 2015

Visir #70

Jeg tager toget fra Århus til København, du er med et fly fra Buenos Aires, vi nærmer os hinanden. Jeg skal læse og anmelde to bøger, Sommerbogen og Billedhuggerens datter. De er af samme format, to små pastelfarvede paperbacks, som en slags serie. Jeg begynder på Sommerbogen, om den lille Sophia og hendes farmor. Farmorens gebis er blevet væk, de leder sammen. Jeg læser uopmærksomt og løsrevet, skriver af: ”Lad mig, sagde Sophia. Du kan jo ikke stå på benene. Flyt dig lige lidt. Hun dykkede ned under havens blomstrende tag og krøb ind mellem de grønne stammer. Hernede var der skønt og forbudt, blød sort muld, og dér lå gebisset, hvidt og lyserødt, en hel mundfuld gamle tænder. Jeg har det! råbte barnet og rejste sig. Sæt det ind.” Sophias mor er død, faren arbejder og sover. Sommerbogen er et arkiv over Sophias og farmorens oplevelser og betragtninger i et sommerhus på en lille, finsk ø i Östra Nyland. Øen er en tilstand, sommeren er en cyklisk, uafgørlig størrelse, et rum, som sætter det tidslige format på pause. Sommeren er ikke slut, eller også er den fortsat begyndende, men Sophia bliver ældre, det gør farmoren også, det gør sommeren også. Barnet bliver ældre, snart voksent,

og det kan meget vel være bedstemorens sidste sommer. Det er metaforen, Sophia og farmoren, det lille barn og den gamle kvinde, vuggen og graven. Midsommeren er æstetikken, en genkommende tekstur af lysende mørke og skumrende lys, natten lyser. Der er en spøgelsesskov på øen, farmoren indretter den med hvide knogler, og hun sidder i mosset og snitter, indretter spøgelsesskoven med mærkelige dyrs silhuetter. ”En morgen fandt Sophia et fejlfrit kranium af et stort dyr, hun fandt det helt selv. Farmoren mente, at det var et sælkranium. De gemte det i en kurv og ventede, til det blev aften. Det var en solnedgang med lutter røde farver, lyset strømmede ind over øen overalt, så selv jorden blev farvet rød. De lagde kraniet i spøgelsesskoven, og der lå det og lyste med alle sine tænder.” Et memento mori i mosset. Tag det væk! skriger Sophia. den 9. februar 2015 Det er tidligt. Sophia har fået et postkort fra Venedig. Forgyldte paladser, gadelarmen, Piazza San Marco, de sorte gondoler glider ind i øens virkelighed. Hun og farmoren bygger et Venedig af træpløkker, små flade sten, bark, og hun vil høre farmoren fortælle om kanalerne, fascineret af dyndet og det sorte, bløde slam. Hun er betaget af skovbunden og mulden, forrådnelsen, men selve døden

Anmeldelse

gør hende vred. Hun anerkender den slags natur, som indgår umærkeligt i livets kredsløb, den natur, livet på øen bygger på; den stille, synkende død og det på ny voksende. Sophia elsker stormen, øboerne sejler ud og bjærger drivtømmeret og vraggodset. I Venedig er der guldtallerkener og porcelæn i dyndet, de sorte myrer går frem og tilbage over kanalernes broer. Sover du? Jeg kysser dine bryster, dine øjne. Du vågner, ånder. Vi spiser morgenmad. Jeg snakker om Tove Jansson, mumitroldene, seksualiteten og krigene, hendes forældre, illustratoren Signe Hammarsten og Viktor Jansson, billedhuggeren. Jeg har læst de første kapitler af Billedhuggerens datter, den er biografisk og forestillende, huskende. Billedhuggeren holder selskaber, sviregilder, kæmpede i den finske borgerkrig, det er moren, Signe, som forsørger familien, der er ikke mange penge i skulpturarbejdet. Som i Sommerbogen konstitueres et barnligt mikrokosmos, ikke naivt, men åbent, det er eftertænksomt og tilgængeligt. Det er en bog til minde om barndommen, til minde om minderne, den har mange sæsoner, og hver sæson er et kapitel, som overlapper det næste, flettes. En sommer kommer tidligt, den er næsten et forår, derfor er den en foræring, står der, alt må regnes anderledes. En sølvklump i kulbunken, et tidligt efterår. Isen synger og ånder, personer mødes, huskes. Det er en god

Uhygge

bog, siger jeg, det er, som om man husker, hvordan det er at huske. At man indhentes af en barndom. den 15. februar 2015 Billedhuggerens datter vokser op med kunsten, legen, fantasien, naturen. Hun vokser op med stormen, og som i Sommerbogen er stormen en givende kraft, man ror ud og bjærger drivtømmeret, vraggodset. Man tager på svampejagt i skove, billedhuggeren organiserer svampene, lægger de smukkeste svampe øverst i kurven. Barnet kender naturen, hun ved, hvordan man tegner en rigtig skov. ”I en rigtig malet skov har alting nogenlunde samme farve, mosset, stammerne og granernes grene, alt er mildt og alvorligt, midt imellem gråt og brunt og grønt, men kun ganske lidt grønt.” ”For at en skov skal blive tilstrækkeligt stor, tager man ikke trætoppene med og ingen himmel. Kun ranke, meget tykke stammer, som stiger lige lodret op. Jorden er bløde bugtninger, længere og længere bort, mindre og mindre, indtil skoven er endeløs.” Det er en mumiskov, siger du. Jeg siger, at det er den samme skov som i Sommerbogen, den samme mos, som trædes på, den samme storm, det er, som om somrene kender hinanden. Jeg fortæller dig om Janssons motto, labora et amara. Arbejd og elsk, i den rækkefølge. Vi elsker og arbejder, siger du, trabajamos y amamos, i den rækkefølge.

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

Visir #70

Tove Jansson Sommerbogen OversĂŚtter: Agnete Dorph Stjernfelt 176 sider 149,95 kr. (vejl.) Gyldendal

Tove Jansson Billedhuggerens datter OversĂŚtter: Agnete Dorph Stjernfelt 144 sider 149,95 kr. (vejl.) Gyldendal

Anmeldelse

Uhygge

NarreGULD

Den bitre erkendelse af, at nogle ting desværre er spild af tid Af Mette Grandahl, litteraturhistorie

Selvom GULD skraber i overfladen af interessante emner som vor generations narcissisme, behov for selviscenesættelse og materialisme, gribes der ikke fat i noget nyt og banebrydende. Det lykkes kun at gøre opmærksom på disse sager som eventuelt problematiske, men der er hverken spor af accept af denne tilstand eller behov for et opgør. Forlagets fortale: "Victor Boy Lindholm er Kronstorks nye GULDDRENG. GULD er en fest i det hvide sprog på overfladen af alt det, der skinner i vores smil. GULD er skammen over globaliseringen, de sorte tåre, der følger med turistens blik. GULD er sølv og turkis." De forventninger denne vage præsentation skaber, bliver med sikkerhed fulgt til dørs i læsningen af Boy Lindholms ligegyldige samling af digtlignende brudstykker af tekst. Der svælges rundt i overfladisk kærlighed til alt, hvad der skinner - lige fra guldkæderne om halsen til solens genskin i sandet og sveddråberne på den veltrænede krop. I digtene bliver vi præsenteret for et på mange måder uinteressant og uinteresseret jeg, som ét sted kaldes Victor, men senere identificeres som et iPhone-kameraøje. Dette jeg nyder både det københavnske natteliv og findes også som turist på solbeskinnede strande. Jegets liv består hovedsaligt af fester, men når livets uoverkommelighed indimellem viser sig, ligger det enten poserende på stranden eller i sengen og veksler lidende mellem fornøjelsen af egen skønhed og smerten ved hele

verdens uretfærdigheder. Det er dog glæden over – eller besættelsen af - det smukke og luksuriøse, der vejer tungest: "Jeg trækker vejet via minerne i congo / alt det unikke i respiratoren / der minder mig om guldkæderne / om smykkerne i min seng / mine solbriller her til morgen". Trods en bevidsthed om smerte, og man kan til nød spore et hint af skam, synes jeget alligevel at vende fokus tilbage på egen materialisme. Gennem digtene fornemmes soundtracket af Nellys bløde rapmusik, som forstærkes af billeder af denne gulddreng iført blingbling og diamanter. Musikken, samt den verden, den repræsenterer, er med til at forstærke jegets fascination af eget spejlbillede: "ser ingenting fordi / nelly spiller højt / jeg går ud i gangen / og foran spejlet føler jeg mig som man of the year / jeg skåler til spejlet". Det opleves umiddelbart som en verdensopfattelse lig den vi ser i værker fra Fitzgeralds glamourøse jazztid, hvor det handler om fest, fornøjelse, eufori og værdsættelsen af det fysisk smukke. Men modsat de amerikanske klassikere når GULD dog aldrig dybere end det – GULD omfavner budskabet om at verdenen accepterer, fremmaner, måske endda

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

værdsætter fascinationen og tilbedelsen af alt, hvad der forskønner, slører og forgylder virkeligheden. I samlingen bliver man dog præsenteret for bevidstheden om en eksisterende kontrast til den højtidlige selvfedme: anerkendelsen af, at den "hvide", europæiske, privilegerede livsstil kun er mulig på bekostning af andres elendighed - som eksempel herpå fokuseres der på guldet i den livsnødvendige iPhone: "når jeg synger ud over havet / her ved skumringstid / om det guld der bor i min iPhone / trukket op af minerne / med små trætte træningsøvede hænder". Selvom GULD skraber i overfladen af interessante emner som vor generations narcissisme, behov for selviscenesættelse

og materialisme, gribes der ikke fat i noget nyt og banebrydende. Det lykkes kun at gøre opmærksom på disse sager som eventuelt problematiske, men der er hverken spor af accept af denne tilstand eller behov for et opgør. Ligegyldigheden præger alle 87 sider, og som læser føler man virkelig at læsningen har været oplevelsesløs. GULD kan derfor siges at være et produkt af det samfund og verdenssyn, den præsenterer, da samlingen i sig selv både form- og indholdsmæssigt er overfladisk og forfængelig. Men den formår ikke at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Det eneste man kan tage med sig fra GULD er, at tiden virkelig er kort og at det ikke er værd at spilde den på ligegyldighed.

Visir #70

Victor Boy Lindhomd GULD 87 sider 149 kr Forlaget Kronstork

Anmeldelse

Uhygge

Uudholdeligt hvide måger Noter om begærets orient, at gå til grunde og blive reddet af sit værk Af Sandra Cecilie Quist Lund, litteraturhistorie

Duras’ sprog er mørkt og apokalyptisk men formerer samtidig sig selv med den største naturlighed. Duras’ første ord begærer hendes det andet ord, der begærer det tredje ord osv. Hestens død genererer morens død, sproget genererer sig selv og begæret genererer døden. Noget går til grunde og i denne undergang sanses verden helt. To franske forfattere og navnesøstre, Marguerite Duras og Marguerite Yourcenar, er for nylig oversat til dansk med Dæmning mod Stillehavet fra 1950 og Orientalske noveller fra 1938. Værker der finder sted i den bogstavelige orient og bevidsthedens orient. Duras og Yourcenar forbinder sjælens, det fabelagtiges og koloniens orient.

Marguerite Yourcenar, belgisk født, fransksproget forfatter og første kvindelige medlem af det Franske Akademi, boede det meste af sit voksne liv i USA på Mount Desert Island i Maine, isoleret fra omgivelserne, hvor hun skrev. Her boede Marguerite Yourcenar:

Duras voksede op i fransk Indokina og skrev sine romaner og manuskripter i Frankrig i sit hus, Neauphle le Charteau. Hun beskriver huset indgående i sine bøger At skrive og Det materielle liv. Her boede Marguerite Duras:

Dæmning mod Stillehavet er Marguerite Duras’ første roman om livet i Indokina. Et sted hun vender tilbage til. Motiverne gentages i Duras’ univers. De begynder her i Dæmning mod Stillehavet. Romanen handler om moren, der i forsøg på at rede sin jord og bekæmpe det bundkorrupte kolonistyre bygger en dæmning mod Stillehavet. En lille udmagret kvinde mod et ocean, hvor begæret bruser.

Visir # 70

Uhygge

Kolonien, Indokina, er civilisationens udkant. Der ryges opium, smugles og prostitueres. Kolonien bliver for Duras vanviddets, begærets og desperationens sted. Duras mente, at hun med denne roman havde skrevet om sin mors værdighed, men moren var af anden mening: ”Du kunne i det mindste have ventet, til jeg var død”, var hendes ord. Dæmning mod Stillehavet medførte af Duras mistede kontakten til sin mor. Dæmning mod Stillehavet handler også om overlevelse i fattigdom og desperation. Mudderet. I mudderet under hytterne på sletten begraves de døde børn hver dag.

Visir #70

”Disse børn var som regnen, som frugterne, som oversvømmelserne. De kom hvert år, med samme regelmæssighed som højvandet, eller, om man vil, som høsten og blomstringen. Hver kvinde på sletten fik sit barn hvert år, så længe hun var ung nok til at blive begæret af sin mand. I tørkeperioderne, når arbejdet i rismarkerne tog af, tænkte mændene mere på kærligheden, og det var helt naturligt, at kvinderne blev taget på denne årstid. Og de følgende måneder voksede maverne. Foruden dem, der allerede var kommet ud, var altså dem i kvindernes maver. Dette fortsatte regelmæssigt med planternes rytme, som om hver kvindes mave gennem en lang og dyb indånding hvert år svulmede op med et barn, kastede det tilbage for derefter at trække vejret igen til endnu et. (..) For der døde så mange, at mudderet på sletten indeholdt mange flere døde børn, end der havde været børn med tid til at synge på ryggen af bøflerne. Der døde så mange, at man ikke

Anmeldelse

begræd dem, og allerede længe havde man ikke lavet noget gravsted til dem. (…) Børnene vendte simpelthen tilbage til jorden, som de vilde mangotræer på højderne, som de små aber ved flodens udmunding.”

Børnene kommer af mudderet, fugtigheden, regnen, oversvømmelser med samme naturlige lethed som et åndedrag. Stillehavet stiger og salter jorden. Ingenting vil gro. En mor. Broren. Datteren, Suzanne. Tabet. Skovene omkring dem, broren jager foruden tigeren og panteren denne vadefugl som de spiser hver aften med ris. Den rige kineser giver Suzanne en grammofon i bytte for at se hende nøgen. De vil alle have sex med Suzanne. Alle på sletten. De ejer ingen skam. Duras mestrer det skamløse begær. ’I er uanstændige mennesker’, bliver det fortalt familien. De griner. Selv i sorgen griner de. Broren vil væk fra bungalowen, og Suzanne venter, mens begæret ulmer i hende. Kærligheden som begær efter broren. Snart vil hun bare tages af verden, overgive sig til naturen. Morens kamp mod naturen, vanvid og hestens langsomme død. Hesten spiser ikke. Moren spiser ikke. Moren bærer ikke andet med sig end dette maniske håb om en dæmning mod Stillehavet. Hos Duras opleves et helt særligt begær, så hensynsløst og brutalt. Fattigdommen og naturen så hensynsløs og brutal. ”Det var på den måde, i det øjeblik, hun tænkte på at åbne og lade sig se af verden, at verden prostituerede hende. Med hånden

Anmeldelse

på dørklinken standsede hun sin bevægelse. (…) Han var et uheld, denne hr. Jo, et uheld som dæmningerne, hesten der døde, det var ikke nogens fejl, bare et uheld.”

Song. Se trekanten. Blikket. Han ser på ham, der ser på hende, der ser på … ingenting. Han begærer ham, der begærer hende, der begærer ingenting. De har det så varmt i orienten. Marguerite Yourcenar som Marguerite Duras har en enestående evne til, her iscenesat i orienten, at sanse verden i sin

Uhygge

skrift. I Yourcenars Orientalske noveller skildres sansningen af verden i eventyrlige fabler, nogle med forlæg i for eksempel middelalderlige ballader fra Balkan andre helt uden forlæg, alle udlagt af Yourcenars raffinerede blik. For Yourcenar som for Duras er orienten et sted langt uden for civilisationen. Hos Yourcenar er det tidløst og mytisk. De fleste noveller finder sted uden for tiden eller i fjerne tiders dynastier, der for os vestlige læsere lige så godt kunne være mytiske. Èn fortælling fra Orientalske noveller, ”Hvordan Wang-Fô blev reddet”, handler om en gammel maler og hans assistent. De rejser rundt i et gammelt Kina og omsætter virkelighedens motiver til sublime værker af overjordisk skønhed. Kejseren, i sorg over at malerierne ikke lever op til virkeligheden, vil brænde malerens øjne ud og skære hans hænder af. I denne grusomhed sammensmeltes værkets og malerens rum. Han går ind i sit værk. ”Wang-Fô var færdig med at male rullen, og den blev liggende på det lave bord. En båd optog hele forgrunden. Den fjernede sig langsomt efterladende en smal kølstribe, som lukkede sig over det ubevægelige hav. Snart kunne man ikke længere se ansigtet på de to mænd i båden. Men man anede stadig Lings røde sjal, og Wang-Fôs skæg flagrede i vinden”.

At gå ind i sit værk. At gå ind i sproget. At gå til grunde og blive reddet i sit værk.

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

At drikke dødens mælk. I en anden novelle, ”Dødens mælk”, indemures en kvinde i et tårn, håret stikker ud, bevæger sig i vinden. Overtroen fortæller, at et byggeri kun holder, hvis det bæres af en kvindes skelet. Kvinden har for nylig født et barn, som man lader hende amme gennem to huller i bygningens mur. Hendes bryster fulde af mælk stikker ud af de to huller, og her ammer hun sit barn i to år med dødens mælk. Med tiden smuldrer brystet bort, til sidst tårnet, skelettet.

bliver elsket for en anden, end hun er. Blikket spiller en vigtig rolle for Yourcenar og for Duras. Hos Yourcenar opløser blikket, hvad det ser. Genjis blik ser ingenting, mens elskerinden ikke ser, at hun derfor kun ses for dén, hun udgiver for. Wang-Fôs blik går over sine breder, hvad det ser og opløses i selve dets billede. Hos Duras tager blikket alt, hvad det begærer. Et gennemtrængende penetrerende blik, der vil have alt, det ser. Mælken og Stillehavet flyder over. Blikket og denne fugtige liderlighed.

Orienten optræder som et sted for den ultimative sansning. Det ultimative begær. Yourcenar fortæller også eventyret om Prins Genji. Prinsens anden kone, Murasaki, prinsesse viol dør, og han trækker sig tilbage i en hytte på et fjernt bjerg. Her bliver han et genfærd med dårligere og dårligere syn, til sidst blind. En gammel elskerinde, damen-fralandsbyen-med-blomsterne-som-falder, kan ikke slippe ham og opsøger ham vidende, at han nu er blevet blind og ikke vil kunne genkende hende og afvise hende.

Fra ”Dødens mælk”:

Visir #70

Han ser ikke sin elsker, og Damen-fralandsbyen-med-blomsterne-som-falder

”Restaurantens terrasse vendte besynderligt nok ud mod Adriaterhavet, som lod sig se her midt i byen på det sted, hvor man mindst havde ventet det, og uden at dette blå perspektiv havde noget andet formål end at føje endnu en farve til det brogede billede af Markedspladsen. Det stank fra en bunke fiskeaffald, som nogle næsten uudholdeligt hvide måger var ved at rense ud i”.

Mågerne er uudholdeligt hvide.

Anmeldelse

Marguerite Duras DĂŚmning mod Stillehavet 344 sider 279,95 kr Forlaget Vandkunsten

Uhygge

Marguerite Yourcenar Orientalske noveller 163 sider 249 kr Den Franske BogcafĂŠs Forlag

Visir # 70

Uhygge

Anmeldelse

Tendenser i dansk prosa 1990-2010 Af Karoline Schwartz Hvingelby, litteraturhistorie

Erik Svendsen har forsøgt sig med at skrive en litteraturhistorie over de seneste 20 års danske prosa, med det sagte mål at se på litteraturen og ud fra den sige noget om samfundsmæssige forhold. Spørgsmålet er, om Svendsen formår at komme længere, end blot at analysere udvalgte forfatterskaber og deres værker.

Kampe om virkeligheden er en minilitteraturhistorie i dansk prosa fra år 1990-2010. Igennem seks kapitler tager Erik Svendsen fat i tendenser, som præsenteres i den rækkefølge de opstod i. Med start i 90’ernes minimalisme, over Sonnergaards realisme, blind kærlig-hed, (selv)biografisme, hjemstavns-digtning og litterær eksistens-forskning, får man som læser et kort overblik over, hvad der har fyldt i litteraturen og det danske samfund de sidste 20 år. Erik Svendsen, der er lektor i litteratur og medier på RUC, har taget nogle klare valg, og dermed fravalg, i forfatningen af sin litteraturhistorie. For det første har han valgt, at fokusere på prosatekster og ikke skrive om lyrik, hvad der begrundes med, at han ønsker at arbejde med tekster, hvor sproget refererer ”direkte” til samfunds-mæssige forhold. Man kunne nu hævde, at der med fremkomsten af digtere som Theis Ørntoft og Yahya Hassan er et opbrud i lyrikken, hvad Svendsen også er klar over og gør opmærksom på.

Visir #70

Derudover har Svendsen også valgt, at lave en omvending af den ”klassiske” måde at skrive litteratur-historie på. I min tidligere læsning af litteraturhistorier, stødte jeg oftest på en

form, hvor forfatteren belyser tidens ø ko no mi , po l i ti k , ske l sætte n de begivenheder etc., og ud fra det sættes der punktnedslag ved forskellige værker og forfatterskaber. Erik Svendsen laver en omvending af dette, han dykker først og fremmest ned i en række udvalgte prosatekster, der er udgivet i perioden og bruger dem til at sige noget om, hvad der rører sig i Danmark på tidspunktet, mest i en samfundsmæssig kontekst. I min læsning af bogen slog det mig flere gange, at bogen er meget nyttig og siger noget om de omtalte 20 år, men kun hvis man også beskæftiger sig med de værker, han beskæftiger sig med. Eksempelvis kapitlet om realisme. Overskriften lyder som følger: ”Den sidste ’rigtige arbejdsmand’ og andre groteske forekomster. Realisme hos Bent Vinn Nielsen og Jan Sonnergaard.” Som det udtrykkes, kommer teksten til at dreje sig om særligt Jan Sonner-gaards novellesamling Radiator og også Bent Vinn Nielsens tekster. Dermed kommer bogen til tider til at minde mere om forfatterportrætter, vel og mærke grundige af slagsen med stort fokus på det tekstnære, men kapitlet kommer ikke til at udtrykke meget andet om realismen i slut 90’erne.

Anmeldelse

Noget andet der slog mig var, hvordan Svendsen i høj grad inddrager kunsthistorie, særligt i sin afgrænsning og definition af, hvad Minimal art er for en størrelse. Denne definition benytter han til at afkræfte, at man kan betegne Helle Helles forfatterskab som minimalistisk. Men Svendsen afkræfter dette ud fra nogle kriterier, der er sat af kunsthistoriske greb, som litteratur ikke kan efterligne. Blandt andet skriver han, at i Minimal Art, skal de rene ting komme til deres ret, og ”det nøgternt formelle, det industrielle, anonyme, ikkesubjektive udtryk er idealet”. Det er nogle krav, der er svære at stille litteraturen. Man forestiller sig den litterære Minimal Art, som en tekst hvor betonblokke beskrives, men uden nogen fokalisering… I mini-malisme-kapitlets rekapitulering opremser Svendsen Per Krogh Hansens indkredsning af, hvad litterær minimalisme er og det føles som

Uhygge

spild, at Svendsen har brugt så mange kræfter på at beskrive en kunsthistorisk tendens (som han i og for sig kunne påvise ved hjælp af illustrationer og fotografier), når kravene til denne minimalisme, ikke er den samme som til litterær minimalisme. Det skal siges, at i kapitlet om performativ biografisme, biografisme og selvbiografisme rammer Svendsen nogle pointer, og i netop dette kapitel får man fornemmelsen af, at han benytter forfatterskaber som en hjælp til at sige noget bredt om tendensen og tiden. Det er dog ærgerligt, at det kun er her, hans projekt lykkes. Bogen kan anbefales, hvis man skal arbejde med nogle af de forfatter-skaber, som Svendsen også bear -bejder, men hvis det ikke er tilfældet, kan man godt nøjes med Gyldendals litteraturhistorier.

Erik Svendsen Kampe om virkeligheden 350 sider 249,95 kr Forlaget Samfundslitteratur

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

Skriv til børn og unge Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Hvordan kommer du i gang med at skrive en bog? Hvad skal en god historie bestå af? Hvordan holder du spændingen? Hvad får dialoger til at lyde naturlige? Hvad skal du gøre, hvis du går i stå? Denne skriveguide indeholder svarene på, hvordan man skriver bøger til børn og unge. Går du rundt med en forfatter i maven? Drømmer du om at skrive bøger til børn og unge, men er gået i stå i processen, eller vil ideen ikke lade sig udforme på papir? Flere kender til frustrationen ved en skriveproces, som bare ikke går som smurt. Man vil gerne lære og gro, men selv hvis man ikke var en fattig studerende, så er det dyrt at få professionelt hjælp, om det er i form af skrivekurser, korrekturlæsning eller manuskriptvurdering.

Visir #70

Professionel hjælp kan være berig-ende, hvis man vil slippe sine surt-optjente penge, men hvis man er ny i faget og stadig har huller i sin skrivestil, så kan Charlotte Lerches bog Sådan skriver du gode bøger til børn og unge være en stor hjælp og et godt sted at starte. Sådan skriver du gode bøger til børn og unge er en håndbog i, hvordan man skriver skønlitteratur til børn og unge. Det er en skriveguide i, hvad der er vigtigt at være bevidst om, når man sidder begravet i papir, og ens hoved dunker af udmattelse og halvfærdige sætninger. Bogen berører emner som at skrive levende dialoger, hvordan man sammensætter et spændende plot, og hvordan man skriver til en bestemt målgruppe, men samtidig gør den også læseren opmærksom på faldgrupper.

Faldgrupper som man for alt i verden bør undgå. Bogen giver gode råd til, hvordan man benytter sig af sansning, rydder ud i klichéerne og ikke mindst, hvad forfatteren kalder, show it, dont tell it. Bogen kommer kort sagt omkring emner, som man når man læser den tænker, at det jo siger sig selv. Og det gør det! Bogen rummer råd, som man sagtens kan se det fornuftige i, men som man måske ikke konstant er bevidst om. Skriveguiden kan muligvis ikke give samme udbytte som et skrivekursus eller en manuskriptbedømmelse, men den kan være en god start, både når man er i skriveprocessen, men også hvis man ønsker at optimere sit færdige manuskript og måske komme lidt tættere på drømmen eller skrive mere levende og fængende. Uanset hvad ens svagheder er, om det er at skrive over eller under sin målgruppe, problemer med dialog-erne, eller at hovedpersonen mangler det ekstra, som får manuskriptet til at gå op i en højere enhed, så er denne tynde lille bog et godt redskab og ikke mindst en del billigere i forhold til skrivekurser. Skriveguiden er et godt sted at starte, når man er ved at lære at skrive til børn og unge eller har brug for råd eller ideer til, hvordan man kommer videre.

Anmeldelse

Uhygge

Charlotte Lerche Sådan skriver du gode bøger til børn og unge 106 sider 129 kr Forlaget Linje H

Visir # 70

Anmeldelse

Uhygge

Friheden genbesøgt Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie

Ny norsk antologi over den politiske friheds hovedtekster er et tiltrængt livspust til den skandinaviske politiske offentlighed, der har glemt sine rødder i demokratisk republikanisme. Det fælles bedstes kanon optegnes i et nyorienteret historisk blik med velkendte hovednavne som Cicero, Machiavelli, Locke, Kant, Rousseau og Thomas Paine, men også en skandinavisk forgrening med Brandes, Ibsen, Wergeland, Strindberg og Bjørnson som interessante og oversete stemmer i den nordiske politiske filosofi.

Visir #70

Frihed fra vilkårlig magt Begrebet om politisk frihed har en lang historie og har på tværs af forskellige historiske situationer altid vist sig at være både filosofisk omstridt og mange gange købt med blodig valuta. Revolutionerne i USA og Frankrig i sidste halvdel af det attende århundrede står som de nok vigtigste eksempler på genuine forsøg på at aktualisere det republikanske frihedsbegreb – nemlig friheden fra vilkårlig magt – i den politisk -historiske virkelighed, i begge tilfælde som kulminationen på voldsomme politiske, økonomiske og ideologiske stridsperioder. De revolutionære etablerede sig som monarkiets og imperiernes antitese, idet et guddommeligt legitimeret, enevældigt samfundshierarki forkastedes til fordel for oplysningstidens abstrakte idealer om frihed og lighed. Kongen blev erstattet med nye forestillinger, ord, som blev grebet og fyldt med betydning. Den samme overordnede bevægelse blev også udtalt i Skandinavien, hvor især Norge i uafhængighedsstriden med Danmark gjorde sig bemærket med en ny grundlov, der, inspireret af de franske og amerikanske, også gjorde republikansk tankegods til

grundlaget for magtens sted. I nyere tid har man vænnet sig til at forstå dette og især den amerikanske revolution som liberalismens endelige historiske manifestation, men i de senere årtier er man blevet mere opmærksom på, at denne historie ikke kan fortælles uden det republikanske frihedsbegreb, som har en langt længere genealogi. Mens liberalismen i grove træk forstår individets frie egeninteresse som et samfundsgode, idet den enkeltes jagt på velstand og lykke akkumulativt højner samfundets, forstår republikanismen individets frihed ikke som fravær af begrænsninger, men netop som selvlovgivende og ansvarsfuld hævdelse af den almene viljes lovsætninger. JeanJacques Rousseau fremhævede i 1754, at mennesker, i det øjeblik de indgår i et samfund, ophører med at være individer og i stedet bliver borgere (citoyens), hvis frihed netop beror på en kollektiv legemliggørelse af samfundsmagten, og ikke – som i den liberalistiske tradition – et ideal for individets ret til velstand og ejendom. Dette princip om en kollektivt forankret frihed er republikanismens vigtigste politiske budskab, og det gøres

Anmeldelse

til det tematiske centrum i genstanden for indeværende anmeldelse: Det norske forlag Res Publicas nye antologi: Politisk frihet.

Uhygge

Den sidste tekst i antologien, den engelske Cambridge-idehistoriker Quentin Skinners ”Frihet som fravær av vilkårlig makt” fra 2009, fungerer som et

Republikanisme fra historien til hverdagen Frihedens politiske modsætning er tyranniet: ”Konge- og fyrstedømmenes

Visir # 70

Fremragende indramning Antologien, som blandt andet er en fejring af 200-årsdagen for Norges grundlov, indledes med en grundig indføring i det republikanske frihedsbegrebs grundlæggende teoremer, og de forskellige teksters tematiske omdrejningspunkt i ideen om frihed introduceres med et præcist overblik over begrebets historie. Samtidig laver redaktørerne, idehistoriker Håvard Friis Nilsen og professor i kulturhistorie m.m. på Universitetet i Oslo Helge Jordheim, oplagte perspektiveringer til det moderne samfunds forståelse af frihedsbegrebet. Friheden er i dag blevet ”en slags merkevare, som mange i det politiske ordskifte ønsker ”eierskab” til, både på høyre og venstre fløy”, og derfor hersker der på bundlinjen stor uvidenhed om hvordan begrebet er rodfæstet, hvad dets betydning er og har været, og ikke mindst hvordan det skal aktualiseres i et samfund. Dette problem forsøger Politisk frihet at kaste nyt lys over ved at præsentere kerneteksterne fra den politiske friheds idehistorie for dermed at vise, at de revolutionære grundlovsfædre og filosoffer trak på en langt ældre frihedstradition end den, vi i dag er tilbøjelige til at kalde liberalistisk.

slags efterskrift, der opridser genopdagelsen af det republikanske frihedsbegreb og uddyber med større teoretisk autoritet, hvorfor frihed ikke kun krænkes ved aktiv indblanding fra andre, men ved den blotte tilstedeværelse af potentialet for vilkårlig magtudøvelse. Skinners vigtigste eksempel er – ligesom flere af de andre tænkere – slaveri. En slave der til fulde tilfredsstiller sin herres vilje vil formentlig kunne leve i relativ komfort og handlefrihed, men ikke desto mindre er tilstedeværelsen af potentialet for, at herren vilkårligt beslutter sig for ikke længere at være tilfreds, nok til at slaven er ufri: ”Individer som er underlagt en herres makt, kan ikke betegnes som frie uansett hvor godt og rettferdig de enn måtte bli behandlet”. Dette leder Skinner til den foruroligende konklusion, at ”det er fullt mulig å være en slave uten å vite om det.”. I det øjeblik slaven – eller den almindelige person – bliver sig bevidst, at hans handlefrihed og lykke er afhængig af en herres vilje, vil han – uanset hvor favorabel hans situation måtte være – begynde at indpasse sin adfærd således, at herren tilfredsstilles mest muligt. Det er ikke en tilstand af frihed, tværtimod: ”[…]det som faktisk gjør dem ufrie er det enkle faktum at de er underlagt vilkårlig makt. Det er dette som fører til at de er prisgitt andres nåde, og det er dette som fratar dem deres status som frie personer og gjør dem til slaver.”

Uhygge

Visir #70

rangorden og adelsvesen sprer maktnettverk og hemmelige strukturer man ikke kan vite omfanget av, og dette skaper mulighet for vilkårlig makt og frykt for den.”. I samfund, hvor magtstrukturerne er uigennemskuelige, kan borgeren aldrig vide og har ikke altid myndighed til at vide, hvilken magt staten pludselig kan udøve over ham, og i en sådan situation er frihed umulig. Frihed beror altså på borgerens myndighed, selvstændighed og uafhængighed – ”frihetens treenighet”. Republikanismen indebærer ”et ideal om en mest mulig fri offentlighet, der staten er åben for borgerne, og en stat der borgerne har tillit til at det er i deres egen interesse å ta aktivt del i fellesskabet.” Derudover kendetegnes en fri borger ved at kunne skelne mellem ”egeninteressen og fellesinteressen”, og deri ligger et væsentligt skel mellem liberalisme og republikanisme: ”der liberalistene ser individuell frihet i motsetning til staten, ser republikaneren staten som forutsetning for indidvidets frihet.” En oplyst og gennemskuelig stat bestående af ansvarsfulde borgere er altså det republikanske ideal og en forudsætning for politisk frihed. Men det republikanske frihedsbegreb har, som redaktørerne påpeger, også relevans i dagligdagen eksempelvis i forhold til mobning: ”Dette fenomenet, som er en alvorlig plage for mange barn og voksne, er et kjerneeksempel på vilkårlig makt. Den som bliver mobbet lever i en konstant uro, fordi han ikke vet om noe kommer til å skje i dag.”. Det er en tilstand af ufrihed, som det liberale frihedsbegreb ifølge redaktørerne ikke kan ”fange opp”.

Anmeldelse

Et andet vigtigt eksempel, som er repræsenteret med uddrag fra Mary Wollstonecraft, John Stuart Mill og Simone de Beauvoir, er kvinderettighedsproblemet.Kvindebevægelsens emancipatoriske programmatik sigter netop efter en frigørelse fra mandens vilkårlige magt i (eller uden for) ægteskabet. Disse aspekter af frihedsbegrebet er eksempler på, at principielle overvejelser om frihed og borgerskab aldrig må automatiseres, men at de i stedet altid skal være i forgrunden i vores tænkning og handling: ”Denne måten å tegne opp det historiskpolitiske kartet på kan gjøre at vi plutselig får øye på nye rom av mangel på frihet i vårt eget samfunn.” De nordiske tænkere Den grundige indledning er afgjort en styrke for antologien, og den rammesætter den lange historiske debat om politisk frihed på en måde, der gør det overraskende nemt at orientere sig i de 34 forfattere, filosoffer og debattører, der er samlet i den. Politisk frihet formår at samle et meget omfattende materiale i små uddrag, der er let spiselige og veloversatte. Bogens godt 450 sider kan dermed, som Nilsen og Jordheim også gør opmærksom på, tænkes som et lynkursus eller opslagsværk – en rolle, bogen spiller med overbevisning, selvom man af og til kunne ønske sig færre tekster, der så kunne være lidt længere. For eksempel savner man et uddrag fra Thomas Paines vigtigste hovedværk, nemlig The Rights of Man fra 1791, som var en af de vigtigste forsvarstaler for Den Franske Revolutions republikanske idegrundlag. Ikke desto mindre udgør samlingen en både oplysende og øjenåbnende læsning.

Anmeldelse

Uhygge

Det nok mest interessante ved antologien er imidlertid dens norske særpræg. Kerneteksterne fra den europæiske politiske filosofi er en oplagt kontekst at indplacere tænkere som præsten og politikeren Nicolai Wergeland, præsten Hans Jacob Grøgaard, digteren Henrik Wergeland m.fl. i, fordi arven fra Voltaire, Rousseau, Kant, Paine osv., er overraskende åbenlys, og fordi alle disse spillede en fremtrædende rolle i Norges kamp for uafhængighed, kulminerende med Eidsvoll-forfatningen i 1814. Ligesom i det attende og nittende århundredes store revolutioner drejede det sig også her først om en emancipation fra den vilkårlige magts ufrihed og dernæst en forankring af friheden i den almene vilje. Også teksterne fra forfattere, kritikere og kunstnere er særligt interessante, fordi de netop viser frihedsbegrebets rækkevidde. Kunsten og den politiske offentlighed hænger meget nøje sammen, og det fremgår således af teksterne fra Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen, svenske Strindberg og danske Georg Brandes, at frihedsbegrebet er noget, der kæver opmærksomhed fra hele den politiske offentlighed.

spørge, hvorfor det er vigtigt at kende frihedens væsen, når vi – i hvert fald på disse kanter – lever i hvad vi er glade for at kalde ”frie og demokratiske samfund”, men hvordan står det egentlig til med forholdet mellem frihed og vilkårlig magt? Måske er det enogtyvende århundredes udøvere af vil-kårlig magt ikke tyranner eller ter-rorister, men fastlåst konsumerisme, løbsk kapitalisme og ulighed? Der er mange elementer – både i hverdagen og på den politiske arena – der fastlåser os i handlingsmønstre, hvor vi med vilje indpasser vores adfærd for at minimere påvirkningen af en vilkårlig magtud-øvelse, hvis næste handling vi ikke kan forudse. Om vi principielt er frie eller ufrie skal ikke besvares her, men Politisk frihet er en glimrende måde at informere den slags overvejelser i en tid, hvor frihed på lige fod med IPads og Mokai er blevet en vare på et marked, der ikke altid fylder begrebet med den betydning, det fortjener. At forstå hvorfor det er et problem, kræver en kritisk tænkning over hvad politisk frihed er, og her er denne antologi et godt sted at starte.

Det fælles bedste Fælles for alle tekstuddragene i Politisk frihet er en opmærksomhed på, at det fælles bedste ikke er en akkumulation af lykkelige individer, men en almenviljes legemliggørende selvlov-givning og på, at frihedens ultimative endeligt er særinteresser og vilkårlig magt. Man kan

Visir # 70

Håvård Friis Nilsen og Helge Jordheim (red.) Politisk frihet 474 sider 429 Nkr Res Publica

Uhygge

Anmeldelse

En kiste til Hedda Af Mathilde Ravn Melvang, litteraturhistorie

Fra venstre: Bue Wandahl som Eilert Løvborg og Marie Louise Wille som Hedda Tesman. Foto: Rasmus Baaner

Visir #70

Vi, Miriam og Mathilde, havde glædet os ugen op til lørdag d. 7. februar, hvor vi skulle se Hedda Gabler på Aarhus Teater. Stor blev skuffelsen derfor, da vi nåede ind i foyeren på Aarhus Teater og kunne konstatere, at forestillingen var aflyst på grund af sygdom. Heldigvis fik vi billetter til mandagen efter, hvor vi igen drog med bussen fra Tilst. Om morgenen havde vi haft en ret passioneret diskussion om karakteren Hedda Gabler og hendes handlinger hen over havregrøden, så vi var spændte på at se den serbiske instruktør Anja Sušas fortolkning af Ibsens klassiker. Der var så meget at sige, da vi kom hjem, at vi besluttede os for at føje en kommentar til anmeldelsen og dele skrivearbejdet op. Man kan, efter endt læsning af anmeldelsen, fortsætte til Miriams kommentar, hvis man har fået appetit på mere Hedda Gabler.

Det første, man lægger mærke til, når man sætter sig til rette i sit bløde plyssæde foran Scala-scenen, er scenografiens dominerende objekt – det retangulære bord, der strækker sig over hele scenens længde, dækket af en

kridhvid dug med gyldne svaner trykt på midten. Helga Bumschs scenografi er enkel, grænsende til minimalistisk: Forrest er det hvide bord, og bagerst er scenen hævet til en slags ’scene på scenen’, der er omkranset af metal-

Anmeldelse

Uhygge

rammer med noget uigennemsigtigt plast. Scenografien bliver først levende, da skuespillerne begynder at kravle ud fra under bordet, hvor de har siddet og ventet, men så giver den til gengæld rig mulighed for at de kan folde sig ud. Statelige Inge Sofie Skovbo er første skuespiller på scenen som Juliane Tesman, hvis nevø Jørgen Tesman, spillet af Jacob Madsen Kvols, netop er kommet hjem fra bryllupsrejse med sin nye hustru, Hedda Tesman (Marie Louise Wille), den tidligere Hedda Gabler, den smukke, vilde og ombejlede generaldatter. Juliane kaster om sig med vrøvlerussiske fraser, som hun bruger til at skælde den underdanige unge tjenestepige (Sicilia Gadborg Høegh) ud med. Ind i mellem forvandles det volapyk -russiske til metareferencer til Stanislavskij og et væld af Tjekhovs karakterer; Masja, Nina og så videre. Allerede her, i teaterreferencerne og i dugens svanemotiv, der til forveksling ligner loftet på teatrets ’Store Scene’ eller måske, med lidt god fantasi, Ibsens Vildanden, fornemmer man, at Anja Suša har ønsket at give sin opsætning en betydningsladet modernisering.

rundt i scenografien som et vildt dyr. Det bliver meget hurtigt klart, at hun ikke vil tæmmes og slet ikke af Tesman, som hun med vilje taler forbi og håner. ’Tante Julle’ ser gerne, at Hedda er gravid, og i denne opsætning bliver der mere end hintet til, at hun faktisk, til sin store skræk og afsky, er det. Efterhånden kravler hele persongalleriet ud under dugen, og det er også der, de forsvinder hen, når deres karakterer ’forlader scenen’. Det spiller både ret vittigt og elegant på at ’feje noget ind under gulvtæppet’ (i dette tilfælde dugen) og på det lange bords lighed med en enorm kiste. Bordet gemmer således både på hemmeligheder og død, men er også springbrættet for skuespillernes samtaler og fysiske udfoldelser på kryds og tværs. Gennem stykket møder vi Niels Ellegaard som dommer Brack, husvennen, der som dominerende alfahan skiftevis truer og

Visir # 70

Tante Juliane smækker tre porcelænsting, blandt andet en svane, op på bordet, og hundser videre med tjenestepigen, da Jørgen Tesman kravler ud under dugen, og træt men lykkelig fortæller om sin brud, med en egen version af ’hellig, hellig, hellig er Herren’: ”Dejlig, dejlig, dejlig er Hedda”. Jacob Madsen Kvols’ Tesman er en smule utroværdig og mekanisk i begyndelsen, men virker mere overbevisende efterhånden, som han får spillet sig varm. Tesman er i den grad under tøflen på Hedda, der kort tid senere kryber ud under dugen og i det hele taget kravler

Fra venstre: Marie Louise Wille som Hedda Tesman, Jacob Madsen Kvols som Jørgen Tesman og Mette Døssing som Thea Elvsted. Foto: Rasmus Baaner. Beskæring: VISIR

Uhygge

Visir #70

manipulerer de andre karakterer, og Mette Døssing, der portrætterer den hysteriske, men velmenende, Thea Elvsted med stor sans for karakterens dobbelthed som både komisk og tragisk figur. Thea kommer ind i dramaet sammen med skyggen fra Heddas vilde fortid i form af Eilert Løvborg (Bue Wandahl), en tørlagt alkoholikerakademiker, der har stor succes med sit første store historiske værk og netop er ved at færdiggøre sit næste. Det foregår med Theas hjælp, og nu har hun forladt sit ulykkelige ægteskab for at gøre projektet færdig. Det er næsten ubærligt for Hedda, der, fuld af jalousi, irritation og kedsomhed, manipulerer dem alle fra toppen af langbordet, hvor hun skiftevis vifter med sin fars automatvåben og hånleende gennemser en række besynderligt photoshoppede billeder, der skal forestille at stamme fra hendes bryllupsrejse til Østen. Løvborg starter med at trone for bordenden og lever tydeligvis højt på sin nye succes, men Heddas lokkende provokationer får ham hurtigt på afveje. Sammen med de to andre mænd ender han på en vild druktur, hvor de, efter en forvirrende omgang karaoke, ender med at gruppevoldtage den stumme tjenestepige. Sicilia Gadborg Høegh spiller pigens lydløse desperation og ydmygelse overbevisende, og hendes tidligere repetitive pudsen og poleren på usynlige støvfnug i scenografien forvandler sig til en uhyggelig forudsigelse, da hun med samme klud tørrer blodet af sig efter overfaldet. Rækken af på hinanden følgende ’u-Ibsenske’ scener med photoshop, karaoke og voldtægt står dog alligevel lidt for sig selv. De stritter som nogle halvgennemførte eksperimenter, der er uelegant eksplicitte, hvor Ibsen er sigende implicit.

Anmeldelse

Ofte fungerer moderniseringen dog rigtig godt. Både scenografi og kostumedesign spiller decideret med i forestillingen som levende elementer i den symbolverden, der er Anja Sušas Hedda Gabler. Hedda og Løvborg er begge mærkede af sorte tatoveringer på armene, måske en slags fælles dødsmærke eller et levn fra deres løsslupne ungdom sammen? Tesmans lettere androgyne look står i kontrast til Hedda, der er i sorte officerstøvler, bukser, hvid undertrøje og skjorte. Dommer Brack er samfundets syn på maskuline kvinder, da han blidt tvinger hende fra støvlerne over i et par glitrende højhælede sko. De fleste i publikum vil tro, de kender slutningen, men de får en overraskelse. Et sidste antiklimaks, den ultimative bekræftelse af, at den storhed, Hedda leder efter, ikke findes i den verden, hun lever i. Den relativt åbne slutning fungerer – den giver sin beskuer præcis den bismag af skuffelse, som livet synes at have budt Hedda Gabler. Den lader os identificere os med hende og hendes bitre uforsonlige handlinger og bliver på den måde, trods stedvist klodsede forsøg på moderniseringer, alligevel en hyldest til en af teaterhistoriens mest spændende og komplekse kvindeskikkelser. Aarhus Teater har kreeret en forestilling, der absolut er værd at se – mindst én gang!

Hedda Gabler Spiller på Aarhus Teater til 28.02.15 Frit efter Henrik Ibsen Instruktion: Anja Suša

Kommentar

Uhygge

Et moderne gennembrud og et endnu mere moderne forfald Af Miriam Yamil, litteraturhistorie

Fra venstre: Inge Sofie Skovbo som Juliane Tesman, Sicilia Gadborg Høegh som tjenestepigen Berte, Mette Døssing som Thea Elvsted, Niels Ellegaard som dommer Brack og Jacob Madsen Kvols som Jørgen Tesman. Foto: Rasmus Baaner

meg", siger hun i Ibsens originale manuskript. For Hedda er meningen med tilværelsen: at kede sig ihjel, og hun har hverken kontrol over sit eget eller andres liv. Den rene afmagt. Men hvordan sætter man et sådant stykke op på Aarhus Teater anno 2015? Kønsdebatten kører stadig i dag – bevares – men kvinder har for længst fået muligheden for at bestemme over deres eget liv, og mænd behøver heller ikke længere udfylde rollen som altdominerende patriark. For mig at se er historien om Hedda Gabler ikke kun historien om en kvinde, der ikke kan finde sig til rette i den rolle, samfundet har givet hende, men ligeledes om en mand, Jørgen Tesman, der heller ikke kan udfylde sin ideelle rolle

Visir # 70

Mange kender nok dramatikeren Henrik Ibsen allerede fra gymnasietiden og dansktimerne med "det moderne gennembrud" og dets efterhånden slidte definition: at sætte problemer under debat. Men det gjorde Ibsen så sandelig også, satte problemer under debat, i en tid hvor kønsrollerne stadig var faste, hvor kvinderne skulle giftes, og manden gøre karriere og være overhoved, og Ibsens stykke, Hedda Gabler, er heller ingen undtagelse. Hedda er blevet gift med kunsthistorikeren Jørgen Tesman, der ser frem til at modtage en professorstilling på Universitetet. Hedda var engang den eftertragtede ’frk. Gabler’, men føler sig nu indespærret i den alt for borgerlige og pæne tilværelse som frue i eget hus: "Mangen gang synes jeg at jeg bare har anlegg til en eneste ting i verden. (...) Til å kjede livet av

Uhygge

som succesfuld akademiker og mand til den eftertragtede Hedda Gabler. Tesman er i bund og grund en tør fagmand ("[...] og fagmennesker er slett ikke morsomme å reise sammen med." som Hedda formulerer det for dommer Brack). Han taler om at ville skrive en bog, men kommer aldrig rigtig i gang, og evig og altid støtter han sig til sin tantes formaninger som en lille dreng der ikke er blevet voksen: "Men, herre gud, - så fikk jo tante Julle rett allikevel!". Tesman er på sin vis lige så hjælpeløs som sin kone og lige så fanget i sin rolle som manden i huset. Han er en mand med en karriere, han er i fare for at miste, og et hus, der er for dyrt til, at han kan betale det.

Marie Louise Wille som Hedda. Foto: Rasmus Baaner. Beskæring: VISIR.

Visir #70

Den infantile fremstilling af mændene går igen i Aarhus Teaters opsætning af stykket, men tages her til et helt nyt

Kommentar

niveau. I den nye opsætning er Tesman ikke bare naiv og mændene ikke bare uansvarlige, de er gjort decideret ulækre, vulgære og frygteligt ynkelige, og det kan selvfølgelig have noget at gøre med opsætningens valg om at vise disse ting meget eksplicit, men det fjerner samtidig al sympati med figurerne, hvilket bliver tydeligt i scenen, hvor stykkets tre mandlige karakterer er på en vild druktur og voldsomt gruppevoldtager husets unge rengøringskone. Manden er blevet et ulækkert og usympatisk monster. Jeg har intet problem med, at man viser menneskets grimme og ulækre sider, men problemet opstår når den ene side (i dette tilfælde mændene) bliver karikeret som ulækre og onde, mens den anden side (her altså kvinderne) fremstilles som de magtesløse ofre – og det i en moderniseret opsætning i året 2015, hvor Ibsens "herreselskab" er blevet skiftet ud med en sanseløs druktur og råbende karaokesang. For mig at se taber alle i Ibsens Hedda Gabler. Hedda ender med i sin magtesløse situation at skyde sig selv , og Tesman bliver på en eller anden måde ved med at leve i en naiv forestilling om sin kone som en skrøbelig fin dame, der skal vartes op. Alle taber, da de i grunden ikke har mulighed for at bryde ud af deres roller, og dramaet ender med et selvmord, et desperat forsøg på at undslippe sit fængsel. Alle er lige magtesløse. I den nye opsætning sidder man dog til slut med en afsky over for mændene og et spørgsmålstegn over for kvinderne.

Kommentar

Hvis det alligevel er en moderne opsætning af et gammelt stykke, hvorfor gør kvinderne så ikke oprør? Hvis de alligevel drikker shots i stedet for punch og tager på hooligan-lignende druktur i stedet for til "herreselskab", hvorfor så denne anakronisme med dominerende, uansvarlige mænd, og hjælpeløse, fastlåste

Uhygge

kvinder? På bordet i den moderne nyfortolkning står der Royal Copenhagen porcelæn og tjenestepigen fra det oprindelige stykke er skiftet ud med en rengøringsdame. Referencerne er nutidige, men karakterernes træk ’gammeldags’ – eller er de? Jeg håber det så inderligt.

Visir # 70

Uhygge

Skønlitteratur

GAME OVER

Af Elisabeth Hjortshøj Thostrup, æstetik og kultur

Jeg kan din ansigtsmimik til fingerspidserne selv når du er omklamret af din hud og vi mødes i digitale haver mine øjne er af krystal her jeg tror på alle og enhver holder øje med mit webcam med en kosmisk sensibilitet du er den planet alle signaler peger på et koordinatsystem du former med dine hænder bløde hænder barnehænder kvindehænder jeg er blot et skærmbillede du ser for dig på Skype pixels i cyberspace der smiler og vinker En passager på rumskibet i Alien 1 mærker klaustrofobien du kender ingen grænser jeg kender ingen virkeligheder der er mere naturlige

Visir #70

alle de katte der spiller keyboard i rummet al den troskab et filter af scanningsjuice flere cookies tak signalerne vil ingen ende tage jeg er blot din seneste opdatering som 2.o plottet i Interstellar falmer i sammenligning med dine koordinater der flyder ud over min pixelerede forståelse fremtiden er ikke nutiden er ikke fortiden vi er blot begyndelsen ikke andet end dit antropocæne

sideprojekt ikke andet end et led i fødekæden Tidsflosklerne vil ingen ende tage så vi tager en tur mere fortsætter ind i nye intelligenser man kan ikke kalde dig kunstig når du findes Er dit subjekt et problem når du skal have den smøg eller mere mælk flyder ud i dine blodbaner det er vel ikke nødvendigt hvis der findes en nyere version en bedre verden jeg holder af falmede fotografier som jeg holder af din Instagram du er så smuk som en skål yoghurt på et bord og snefnug der forbliver smukkest i lav opløsning på Youtube jeg kender til døden som en del af min menneskelige profil jeg kender til hulelignelsen som jeg kender til måden man sidder med kniv og gaffel min partikulære bevidsthed er en berlinmur for forståelsen af dit virtuelle rige delt i Øst og Vest som et sanseligt skyggebillede mod cyborgen fra Terminator jeg tror jeg taber stjernekrigen engang i fremtiden jeg tror du simulerer en sejer der svarer til game over

Skønlitteratur

Uhygge

Den fremmede

Af Stine Liberty Svenningsen, litteraturhistorie

Da han sagde, at han havde tanker om at begå selvmord, hørte jeg ham ikke. Musikken rasede i mine ører, jeg havde skruet højt op, og jeg ænsede hverken omverdenen eller mine medpassagerer. Ingen i toget gider alligevel snakke med hinanden, hverken hjemme i Danmark eller her i Norge. I de nordiske lande holder man sig for sig selv, og ingen lukkes ind. Det passer mig fint. Så da manden erklærede sit livs snarlige ende, vendte jeg mig ind mod vinduet, væk fra ham, og kiggede ud på den hvide snø, der nok snart ville tø, og så ville der komme frost igen, så vejene ville blive glatte af spejlblank is i en evig og dødssyg spiral af sne-varme-tø-is-sne. Men da manden insisterede på at ville tale med mig, måtte jeg jo vende blikket fremad, tage musikken ud af øret (kun det venstre, det der vendte væk fra vinduet). Han ville snakke. Som om han havde noget vigtigt at sige. Og da han gentog sin sætning fra tidligere, som jeg så villigt havde ignoreret, blev jeg først forlegen. Jeg har tenkt å begå selvmord. Hvad skal man sige til sådan noget pis? Idiot. Og så blev jeg vred. Hvem var han til at sætte mig i sådan en position, til at kræve af mig ikke blot et svar, men et dybfølt og medmenneskeligt ét af slagsen? Kjempe-idiot. Jeg kiggede manden i øjnene. Hvilken farve de havde, har jeg glemt. Han var snusket klædt, brunlige nuancer. Jeg svarede: Je parle pas le norvégien og satsede på hans dårlige sprogkundskaber. Jackpot: forvirret ansigtsudtryk. Puttede atter musikken i venstre øre. Hoppede af et stop for tidligt. Efterlod ham i togkupéen.

Visir # 70

Essay

Uhygge

”Han kilder mig i øret!”

Skurkens underliggørelse og undergang i Disneys Robin Hood – en kønskritisk læsning Af Lea Grosen Jørgensen, litteraturhistorie

Visir #70

Siden 1908 har filmmediet produceret talrige adaptioner af folklorelegenden om den lovløse bueskytte, som stjæler fra de rige og giver til de fattige. Walt Disney bidrog i 1973 til denne filmliste med et pseudo-middelalderligt England, der i tegnefilmens ånd befolkes af diverse dyreskikkelser, såsom bebrillede skildpadder og badmintonspillende klukhøner. Denne antropomorfisering kombineret med fængslende sange og håndtegnet animation har sidenhen sikret Robin Hood en plads blandt Disneys klassikere, hvor filmen som den 21. i rækken kommer med en fri og humoristisk fortolkning af den engelske legende. Som så mange andre af Disneys klassikere er en mindeværdig skurk en fast bestanddel i filmen, og i Robin Hoods tilfælde er det løven prins John, som indtager rollen. Forkælet og grusom som han er, udmagrer han befolkningen med skatter for til sidst at blive straffet af sin bror og retmæssige konge, Richard Løvehjerte, der kommer hjem fra korstoget og får England på fode igen. Så vidt er Disney tro mod den klassiske fortælling, men vælger man at betragte historien fra skurkens perspektiv, åbner filmen op for en langt mere nuanceret udlægning af eventyret om Robin Hood, hvor samfundsgivne normer om køn undertrykker et enkelt individ. Dette individ er ingen ringere end prins John, der på trods af at besidde kroppen og midlerne til at underliggøre kønsrollerne på tragisk vis bukker under for selvsamme i sin bestræbelse på at etablere og efterleve, hvad han opfatter som en maskulin identitet. Ligesom de fleste

tegnefilmsskurke fejler han til sidst, og han deler denne skæbne med den potentielle kønskritik, som filmen ellers fremsætter. Underliggørelse: afvigerens krop John lægger krop til den kønslige problemstilling allerede i sin første scene: Under en samtale med slangen og rådgiveren sir Hiss i den kongelige karet får seeren indblik i Johns forhold til Richard, som John grundet arverækkefølgen står i skyggen af. Moren har eftersigende altid favoriseret Richard, og med ham i Det hellige land sætter John sig for at træde i sin brors sted og komme sin andenrangering til livs ved blandt andet at iføre sig kongekronen: - Sig mig, hvad er det næste stop, kære sir Hiss? - Lad mig se... åh, joh! Ja, det næste stop er Nottingham, sir. - Ah, den rigeste by af dem alle. Notting hahaha-ham. (kronen glider ned over hans hoved) - Åh! Den passer fint, sir, næsten kongelig. Den klæder virkelig Deres hoved, sir – mesterligt, nobelt, ridderligt! - Ikke overdrive, Hiss. (spidser ørene, så kronen passer) Så. Nu tror jeg, den sidder. Ikke? (hæver stemmen) Denne krone giver mig en følelse af magt. MAGT! Tilgiv mig en grusom latter – hahaha – magt... hm. (Reitherman 2006: 00:06:40:) Scenen fungerer først og fremmest som en præsentation af skurken og hans håndlanger. Den viser imidlertid også

Essay

Johns afvigelse fra det maskuline, hvilket skal ses i henhold til det kropsmæssige modsætningsforhold mellem ham og Richard: Hvoraf sidstnævnte er bredskuldret og har en fuldvoksen manke, er John tynd og besidder androgyne træk ved hverken at have en manke eller være i stand til at passe Richards kappe. Tværtimod fremhæver tøjet Johns kontrast til sin ældre bror, og dette pointeres for alvor, da også kronen viser sig at være for stor til ham. Som John selv udtrykker det, er kronen magtsymbolet, men det er tilmed også et maskulint symbol – et fallossymbol, om man vil – som udgør den højeste instans inden for det patriarkalske feudalsamfund. I dette samfund agerer Richard med sin krop som et maskulint overhoved og alt hvad det med Hiss’ ord indebærer af nobilitet og ridderlighed. Da

Uhygge

John kalder disse ord for en overdrivelse, modsætter han sig således et kønsideal, som han heller ikke kan efterleve på fysisk vis. Med sin modstand tager John det første skridt mod en underliggørelse af samfundets kønsroller, og derved kan han påpege deres konstruktion. Med Judith Butlers ord får han rollen som en diviant, en afviger, hvis evne består i at synliggøre kønnets kulturelle betingelse og fremprovokere en opløsning mellem det ”naturlige” mandlige og kvindelige (Leitch 2010: 2536-2537). Hiss er en stor hjælp for John i hans kamp mod denne kønsopdeling. Som slange har han mulighed for at antage forskellige skikkelser – blandt andet viser han sig nyttig som spion under en bueskytteturnering ved hjælp af en pink ballon, der sammen med hans propel af

Visir # 70

Billede 1: Hiss som helikopter og samtidig prins Johns underbevidsthed

Uhygge

en hale omdanner hans krop til en helikopter (se billede 1). Hans evne til at skifte ham (meget apropos) gør ham til en uformelig, abstrakt instans, der med god vilje kan portrættere Johns underbevidsthed: Han sover for enden af prinsens seng, og i flere scener ”kilder han John i øret” med sin lange tunge. Antager man, at Hiss er underbevidsthedens stemme, er han således en rådgiver i bedste forstand – han forsøger nemlig at bringe John i kontakt med sit sande jeg, et kønsløst jeg, der via sin afgivelse har mulighed for at gennemskue samfundets konstruerede kønsroller. Undergang: Johns selvforskyldte tragedie På trods af prins Johns androgyne krop og kønsløse underbevidsthed formår han ikke at iværksætte sit opgør mod det patriarkalske og polariserede samfund. Ligesom de resterende karakterer i filmen higer han efter at etablere en identitet, hvilket kræver en accept af kønsopdelingen og herunder den maskuline suverænitet. Richard står som et symbol for denne, og det samme gør Robin Hood, der på lige fod med kongen besidder handlekraft og nævenyttighed – begge egenskaber, som samfundet forbinder med det at ”være en mand.” Både Robin og Richard hyldes af folket, der alle er ude af stand til at gennemskue de kulturelle kræfter, som lægger til grund for kønnenes kendetegn og adskillelse.

Visir #70

John formår ganske vist at se igennem denne konstruktion i første omgang, men

Essay

fordi han er en afviger, er han dømt til udstødelse. Han er ”unaturlig,” idet han ikke kan passe kronen og derved det kongelige embede – selve hovedsædet for maskulin identitet. Konsekvensen er, at han må se sig narret af Robin Hood til skue for hele den engelske befolkning, som kun har latter tilovers for prinsen, der ønsker at være konge – tag bare sangen The Phony King of England (på dansk: Kong Fup af England), som Lille John, broder Tuck og en stor del af Nottinghams indbyggere fremfører i Sherwoodskoven. Johns egentlige undergang består imidlertid ikke i folkets hån, men i ønsket om at efterleve det mandlige, da han konstant higer efter at træde i Richards sted og besidde en fasttømret kønsrolle. Som noget afgørende afstår han fra at lytte til Hiss (sin underbevidsthed), hvem han desuden straffer både verbalt og korporligt: Han spærrer ham inde i en kurv, slår ham, binder ham til en knude og ledsager disse voldsudøvelser med ordene ”skøre/mistænksomme/dumme slange.” Idet han giver Hiss sådanne tilnavne, vælger han at opfatte sin egen afvigelse som noget ”unaturligt,” og dermed tilslutter han sig samfundets konstruerede kønsopdeling, skønt den er selve kilden til hans underkuelse. I stil med tragedien vildledes prins John af samfundets såvel som sin egen desillusion, hvilket udgør hele handlingen i Robin Hood: I håbet om at opnå folkets accept påtager han sig kongemagten, men dette tiltag resulterer ikke desto mindre i yderligere ydmygelse, fordi han ikke lever op til de maskuline

Essay

standarter, som blandt andet Richard og Robin Hood har dikteret. Som straf frarøves han sin rigdom, endda sit tøj og til sidst selve det kongelige embede ved Richards hjemkomst. Med andre ord bilder John sig ind, at han er en mand udstyret med mandlige træk og magt (fallos), men grundet sin kønsmæssige afvigelse er han utilstrækkelig som maskulint ikon. Han ender som en

Uhygge

simpel fængselsansat i filmens sidste scene, symbolsk kastreret og underlagt samfundets normer, som han ikke formåede at opponere imod på trods af Hiss’ hjælp. Billede 2: Karetscenen, som både illustrerer Johns underliggørelse af kønnene, men også vidner om hans begær efter tronen og derved en maskulin identitet.

Litteraturliste Leitch, Vincent B. (red.) et al., 2010: The Norton Anthology of Theory and Criticism, New York: W. W. Norton & Company Reithermann, Wolfgang (instruktør og animator), 2006/1973: Robin Hood: specialudgave, DVD, Walt Disney Studios Home Entertainment Billede 1: https://www.facebook.com/DisneyRobinHood/photos/ pb.186290091393919.-2207520000.1423251140./597632943592963/? type=3&theater (09.02.2015) Billede 2: https://www.facebook.com/DisneyRobinHood/photos/ pb.186290091393919.-2207520000.1423251141./464074226948836/? type=3&theater (09.02.2015)

Visir # 70

Essay

Uhygge

Da motivationen forsvandt — og karakterne faldt Eller: Hvordan man rejser sig efter et forfejlet bachelorprojekt Af Stine Liberty Svenningsen, litteraturhistorie

Jeg indrømmer det gerne: Jeg er en ambitiøs studerende. Jeg vil gerne have gode karakterer, jeg engagerer mig i mange ting på studiet, og jeg nyder at vide, at jeg får noget ud af min studietid, samtidig med at jeg arbejder hårdt. Men dette tredje år på min bachelor, hvor jeg nu er nået til sjette og sidste semester, har været hårdt. Min motivation er som nærmest sunket i jorden i et hul så dybt, at jeg ingen konturer eller livstegn kan se. Der er kun mørke, mørke og atter mørke. Og jeg befinder mig lige nu i mørkets land, i hvert fald i vinterperioden. Mit postnummer siger 0445 Oslo, hvor jeg er på udveksling dette semester. En fantastisk oplevelse, trods det kolde og barske vejr med enorme snedriver i vejkanten og sneplove, der kører dag og nat. Måden, jeg blev sendt af sted til Oslo på, var langt fra behagelig. Det var dog ikke den gyngende færge eller det faktum, at jeg tudbrølende måtte sige farvel til min kæreste, som havde kørt mig herop, men snarere hvad der skete, dagen før jeg tog afsked med det danske.

Visir #70

Min manglende motivation havde nemlig haft sin effekt på mine karakterer. Når man ikke studerer så hårdt, som man burde, er resultatet følgelig knap så godt. Jeg har ellers altid været en studerende med et vist drive og et higende ønske om at lære mere om litteratur og det skrevne ord, som jeg fra barns ben af har haft en stor passion for. Men den passion er på en eller anden vis formindsket, måske endda forsvundet helt. Eller den er i hvert fald godt begravet under bunker af

eksamenspres og alt for høje forventninger – både fra mig selv og fra omverdenen: ”Jeg får altid gode karakterer,” (det vil sige 7-, 10- og 12-taller), sagde jeg til mig selv som forsikring om, at alt nok skulle gå godt, mens andre udtrykte, at ”det da selvfølgelig ville blive et godt resultat” og dermed understregede deres tro på, at en topkarakter var i vente. Men sådan skulle det ikke gå. Mit femte semester gik nemlig ad helvedes til, for at sige det rent ud. For første gang i mit liv fik jeg de to dårligste karakterer over dumpegrænsen, først i mit tilvalg med et 4-tal og så et grufuldt 02 i mit bachelorprojekt. Mit bachelorprojekt, for pokker! Havde min motivation for at fortsætte med at studere på kandidaten lige efter bacheloren før været lav, ramte den nu bunden med et hård bump. Smak!, sagde det, da min motivation faldt til jorden. Jeg var grædefærdig. Jeg havde ikke troet, at det kunne være så slemt, som det åbenbart var, og jeg drømte mig til, at min underviser havde glemt at sætte et lille 1-tal foran 2-tallet. Men det var forgæves ønsketænkning (selvom jeg endda i dette øjeblik tager mig selv i at fantasere om det). Min fjollede indbildning og mine tårer blev efterhånden erstattet af tiltroen til, at jeg virkelig måtte have gjort noget fundamentalt forkert for at kunne få den laveste karakter. Og der er nok noget om snakken, for min fornemmelse var ikke bundsolid, da jeg afleverede opgaven tilbage i midten af december. Jeg kan give op til flere åbenlyse undskyldninger

Essay

for min dårlige karakter: Jeg havde valgt et sværere emne end forventet; jeg kom ikke så godt ind i stoffet, som jeg ville; jeg skulle samtidig med at skrive min bachelor også forberede mig til en mundtlig eksamen i mit tilvalg; jeg skulle planlægge og indstille mig til et snarligt liv længere nordpå... Undskyldninger er der nok af. Og ingen af dem er nok den egentlige grund – eller måske er det dem alle på én gang og flere til. Men i stedet for at fundere over de mange ting, der var bidragende til den lave karakter, har jeg fundet ud af, at det handler om at acceptere tingenes tilstand og hverken undskylde dem eller forgæves ønske at ændre dem. Jeg har nu lært at omfavne

Uhygge

mine dårlige karakterer, for selvom de trækker mit gennemsnit ned, er det en livslektie lært. Så – kære læser! – lad mig stå som ærkeeksemplet på, at også de, der ”normalt” får gode karakterer, kan fejle. Og når du ser mig gå rundt på Kasernens skønne, grønne områder, når jeg engang til sommer forlader dette nu sneklædte land og vender hjem til Århus – så hils på mig med et venligt og overbærende smil, velvidende at jeg er menneskelig. ”Errare humanum est.” Sådan lyder det vist.

Visir # 70

Arkivguld

Uhygge

The Curse of Winnie the Poof Den latente erotiks suspekte tilstedeværelse i børnefiktionen Af Ole Nyegaard, litteraturhistorie Fra Visir #29, oktober 2003: ”Dyr” Det er hårdt at have børn. Man bliver let bekymret. Her tænker jeg ikke på Århus Kommunes budgetnedskæringer på skoler og børnehaver – de er ellers slemme nok. Og den omsiggribende kommercialisering har stået på i så mange årtier, at jeg end ikke fortrækker en mine, når min datter vil have den nye CD fra MGP. Nej, jeg tænker på den litteratur og anden kunst, som man tankeløst udsætter børn for. Det er snart på tide [at] en eller anden ser på den skadelige indflydelse, fiktive dyr har på børns følsomme sjæle. Jeg mener ikke drager, enhjørninger eller dræberhvaler. Og meget kan man sige om kulturradikale og socialister. Men er de bare halvt så farlige, som det fordærv visse bamser påfører børn? Jeg tænker selvfølgelig på Peter Plys, der under dække af at være en uskyldig tøjbamse deltager i alskens seksuelle udskejelser sammen med bl.a. en gris, en kanin, et æsel, og ikke mindst en lille dreng, der ifølge tegningerne har tydelige androgyne træk. En enkelt lille analyse må være nok til at belyse dette tilfælde på fordærvelig børnelitteratur.

Visir #70

Bamsen skubber på Peter Plys er ude at gå tur: Well, he was humming this hum to himself, and walking gaily along, wondering what everybody else was doing, and what it felt like being somebody else, when suddenly he came to a sandy bank, and in the bank was a large hole. “Aha!”, said Pooh. (Rum-tum-tiddle-um-tum.)

“If I know anything about anything that hole means Rabbit”, he said, and Rabbit means Company,” he said, “and Company means Food and Listening-to-Me-humming and such like. Rum-tum-tum-tiddle-um” (28-29).

Læg vel mærke til bamsens logik. Hullet betyder kanin, kanin betyder selskab, og selskab betyder mad, og at kaninen lytter til hans sang – and such like! Man spørger uværgeligt sig selv, hvad dette ”så’n noget” mon referer[er] til. Her tales i kode. Hvert tegn står for noget andet, hul betyder kanin, som så igen står for noget tredje og så videre. I tilfælde af at læseren ikke har fattet det, så understreges det med remsen ”Rum-tum-tum-tiddleum”, som altså, ifølge logikken i det forudgående, må betyde noget andet. Resultatet af denne kodelogik, bliver således, at hele fortællingen må være en kode. Ved hjælp af bjørnens enkle tankerækker sender Milne et signal til sine læsere, og ikke mindst deres tilhørere, altså børnene, om eksistensen af en kode, som teksten er skrevet i – de russiske formalister kaldte dette at blotte sine greb. Her gøres det klart, hvordan teksten er konstrueret, og vi opfordres som læsere til at afkode teksten. Resultatet er skræmmende, hvis man læser videre med den nu etablerede kodelogik in mente. Den foretagsomme bamse vil nu i kontakt med kaninen: So he bent down, put his head into the hole, and called out: “Is anybody at home?” There was a sudden scuffling noise from inside the hole, and then silence.

Arkivguld

“What I said was, is anybody at home?” called out Pooh very loudly. “No!” said a voice; and then added “You needn’t shout so loud. I heard you quite well the first time.” (29)

Den mistænkelige plysbjørn finder et hul og bøjer sig ned. Hullet er altså lavere liggende – skarpsindige freudianere vil allerede nu ane, hvorhen denne analyse sigter. Han stikker sit hoved i hullet. Den efterfølgende samtale mellem bamse og kanin demonstrerer, at her hersker en paradoksal logik: hvis man er hjemme, svarer man, benægtende. Eller omvendt: den, der ikke er der, svarer nej! Man kan derudfra konkludere, at scenen udspiller sig i en zone, hvor værdierne omvendes: plus bliver til minus og minus til plus. Hvilket har konsekvenser for det efterfølgende: bjørnens samtale med kaninen giver os nemlig en nøgle til dechifrering af koden. Under sit besøg i kaninens hule hengiver bamsen sig til umådeholden indtagelse af honning og tørmælk. Da han vil forlade kaninen igen, sidder han uhjælpeligt fast. Han er simpelthen blevet for fed af at feste sammen med kaninen. Og da kaninen derfor ikke kan komme ud, må han gå ud af bagdøren. Men ud fra det omvendte fortegns logik, må det selvfølgelig være bagdøren, som Plys sidder fast i. Inden man ytrer indvendinger om overfortolkning eller seksuel fiksering, vil jeg gøre opmærksom på, hvordan bamsen kommer ind til kaninen: ”So Pooh pushed and pushed and pushed his way

Uhygge

through the hole, and at last he got in” (29). Beskrivelsen af, hvordan han bøjer sig ned og stikker sit hoved ind i hullet, sammen med denne gentagne skubben (en åbenlys coital bevægelse!), gør det hinsides al tvivl klart: at bamsen og kaninen i virkeligheden hengiver sig til seksuelle udskejelser; at her kort og godt er tale om et analt samleje, hvorunder den ellers så hyggelige legetøjsbamse bliver så ophidset, og det åbenbart i en meget fysisk forstand, at han efterfølgende sidder fast i den snævre åbning. Efter at have penetreret dette hul, spørger kaninen bamsen: ”… ‘Honey or condensed milk with your bread?’ He was so excited that he said, ‘Both’, and then, so as not to seem too greedy, he added “But don’t bother about the bread, please.” (29, min kursivering).

Visir # 70

Kendere af Højsangens kapitel 4 og 5 vil selvfølgelig vide, at mælk og honning ikke bare som i Mosebøgerne har med det forjættede land at gøre, men at disse fluider er ladede med erotiske konnotationer. Det beskrevne måltid er egentlig en allegori over et samleje mellem to tøjdyr af hankøn. Men man bør også bemærke, at bamsen har en skyldbevidsthed overfor sin egen erotiske grådighed og derfor frabeder sig brødet. Hvad brødet helt klart symboliserer i denne sammenhæng står lidt uklart – et fækalt symbol? Men den overordnede homoerotiske symbolik virker ubestridelig: Peter Plys er reelt en fortælling om skabsbøsser, hvis udprægede skyldfølelser får dem til at fantasere om en uskyldsren verden af tøjdyr og små androgyne drenge, men den seksuelle trang

Uhygge

er for stærk og bliver til erotiske koder i disse fantasiers symbolik, hvor unævnelige kropsvæsker bliver til mælk og honning, og et anus bliver til en alt for snæver hoveddør.

Visir #70

Andeby som bøsseutopi Hvis det så bare drejede sig om Peter Plys. Han er jo blot et tøjdyr. Men har nogen lavet en seriøs undersøgelse af andre fiktive dyrs seksuelle vaner? Tag for eksempel Andeby. Et lille fiktivt univers, hvor forskellige dyreracer lever i fredelig sameksistens. Om end Bjørnebanden, Sorte Per og et par enkelte andre gør, hvad de kan for at sætte rav i den, om ikke andet så for at fortællingen kan fortsætte, og Anders And & Co. kan udkomme. Specielt opsigtsvækkende i dette univers er det totale fravær af den seksuelle drift. Anders Ands kurmageri til Andersine, hans kappestrid med Fætter Højben om hendes gunst, kan næppe betegnes som udslag af seksualitet. Anders Ands kamp for Andersine ligger på linje med hans karrieremæssige forløb: Anders And skifter job i tide og utide, han har sjældent et job længere end seks sider af gangen. Udover at dette konstituerer Anders And som en moderne Sisyfos, en eksistentiel helt, hvis stræben ikke har andet formål end blot det at stræbe, så er jobbets og kurmageriets egentlige formål [den] plotmæssig[e] fremdrift at være katalysator for nye katastrofer i A. Ands om-tumlede tilværelse. Og igen: sikre at det næste nummer af bladet kan udkomme. Mere suspekt bliver det, når man ser på de familiemæssige relationer. Hvorfor bor Rip, Rap og Rup hos deres onkel; hvor er

Arkivguld

deres mor, og hvem er egentlig far til disse ællinger? Hvis Anders And og Højben er fætre, på hvilken side er de fætre, på moderens eller faderens, og hvor er de henne? Det ”Andeby’ske” univers forekommer totalt renset for enhver direkte familierelation, her findes for det meste kun fætre og onkler. Altså et tegn på en udbredt fornægtelse af familiens grundlæggende libidinøse karakter. Her er man ikke avlet af nogen, men alle familierelationer er forskudt fra familiens nucleus, hvorved den seksuelle handling for det første forties, og for det andet finder udtryk i forhold, der ikke har slægtens videreførsel som formål. Ser man på de forskellige dyrs adfærd, bliver det om muligt yderligere alarmerende. Bjørnebanden – er de brødre? Her har vi igen, ligesom i Peter Plys, et maskulint fællesskab, som, så vidt vides, ikke bestemmes af familien, men af deres fælles aktiviteter, som i dette tilfælde foregår i et fetichistisk fællesskab omkring forbrydelsen. Igen: bemærk bandens forkærlighed for tunneler, gravearbejde, store køretøjer, som på subtil vis indskriver bandens bedrifter i en homosymbolsk kontekst. End ikke den ældre Onkel Joakim fremstår som pletfri. Onkel Joakims besættelse af penge tyder på, at han aldrig helt kom igennem det anale stadie i sin udvikling, hans spareiver indikerer en patologisk grad af anal retention. Hans angst for Hexia de Tricks, kan tolkes ikke blot som banal kastrationsangst, men også som effekten af et uforløst ødipuskompleks, en faderbinding med tilhørende meterfobi. Hans adfærd over for sin

Arkivguld

nevø præges tilmed af så udtalte sadistiske tilbøjeligheder, et hidsigt herre og slave forhold, at man må spørge, om ikke (ligesom i Bjørnebandens tilfælde) andet end familierelationen binder dem sammen. På et overordnet plan dristes man til at formode, om ikke den fortrængte – og i disse fiktive universer ofte homoseksuelle – seksualitet også ligger til grund for Andebys utallige onkelforhold. Byen fungerer efter principper af græsk forbillede, der i dag fornægtes i den vestlige kultur. Ved nærmere eftersyn viser Andeby sig som et homoseksualiteten[s] og pædofiliens utopi. Den psykologisk vakte læser, må frygte

for Rip, Rap og Rups skæbne i et univers så domineret af den undertrykte og derfor patologiske seksualitet.

Uhygge

tiviteter. Det, som må alarmere enhver moderne voksen læser, er den selvfølgelighed, hvormed man fornægter den seksuelle karakter af de indbyrdes personlige forhold. Det fremstilles som normalt at hengive sig til hæmningsløse seksuelle aktiviteter, som bjørnens forhold til Jakob eller Andens forhold til nevøerne (og man må spørge: om ikke Anders And gør sine nevøer til ofre for den pædofili, han selv har været udsat for fra sin egen ”onkel”?). Men samtidig med at disse seksuelle forhold naturliggøres, omskrives de og indsættes i et æsopisk univers, hvor løgnen og fornægtelsen af det, der foregår lige under næsen (eller eventuelt lidt længere nede) på én, gøres til normen. Man aner et komplot. En samfundsnedbrydende femkolonneaktivitet, der har til formål at gøre fremtidens europæere til sjælsforkvaklede seksualitetsfornægtere. Jeg tror ikke, den amerikanske præsident helt klart har set, hvilke områder ondskabens akse gennemskærer. Eller om ikke Mickey Mouse og Fedtmule (endnu et maskulint makkerpar med suspekt uafklarede familieforhold) på lang sigt kan være lige så farlige som Osama Bin Laden og Saddam Hussein. Måske han skulle overveje, om der findes masseødelæggelsesvåben i Hundredemeterskoven, i Andeby eller på ønskeøen. Og om ikke et forebyggende nukleart angreb ville være på sin plads.

Ondskabens akse Men misforstå mig ikke. Jeg klandrer ikke disse fiktive dyr deres seksuelle ak-

Visir # 70

Uhygge

Arkivguld

Bibliografi

Visir #70

Foucault, Michel: The Great Bear Of Sodom. Trans. Richard Tracy. New York: Uranus Publishing, 1969. Eco, Umberto: Sometimes a Cigar is Just a Cigar!: The Semiotics of Freudian Reading. Trans. Otis Driftwood. Chicago: Al & Co., 1200. Freud, Sigmund: Ich will nicht, ich muss! Berlin: Lang, 1930. Kristeva, Julia: Honeybun: The Function of Abject in Childrenâ€™s Literature. Trans. Katharina Hepburn. Princeton UP, 1996. Lacan, Jacques-Marie E: Duck Soup: A Challenge to the Psychoanalytic Establishment. Trans. Jean Gabin. New York: W.W. Norton, 1990. Milne, A.A.: Winnie the Pooh: The Complete Collection of Stories, Poems and Limericks. With Illustrations by A. V. Beardsley. London: Methuen 1995. Vastbinder, Rainer Marie: Winnie the Pooh in the Closet: A Homoerotic Reading of Childrens Fiction. Trans. Mahatma Fields. Athen: Pan, 2002.

Annonce

Uhygge

FredagsFORUM er et initiativ, der drives i et samarbejde mellem studenterforeningerne omkring Nordisk og Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Konceptet er en fredagsbar med fagligt indhold, hvis primære fokus er vidensdeling mellem de studerende. FredagsFORUM vil derfor ofte præsentere en række oplægsholdere blandt de studerende selv, men kan også invitere gæstetalere fra de to institutter. De hyggelige rammer sørger KOMMAbar for! Alle interesserede oplægsholdere kan henvende sig til en af foreningerne på: littuna.redaktion@gmail.com kakojeg@gmail.com

Datoer for F15 Fredag d. 20/3 Fredag d. 17/4 Se også vores Facebook-side for flere informationer: https://www.facebook.com/pages/Fredagsforum/1506912779591964?fref=ts

Visir # 70

Annonce

Uhygge

Vi samler kunsten og spreder kulturen MOBIL er en frivillig studenterdrevet forening Fra de kunsthistoriske lokaler på Kasernen arrangerer vi foredrag med både store og små navne inden for kunst og kultur

Vi har kun ét princip: fri entré til alle arrangementer

Vores tidligere arrangementer spænder bredt: Tværæstetisk foredrag om Kants aktualitet i dag v/professor Jacob Wamberg og lektor Jørn Erslev Andersen Oplæg af Martin Bigum, Lilibeth Cuenca, Katja Bjørn, Trine Ross, Papfar m.fl. Musikfestivalen 7-9-13

Får vi også besøg af dig i 2015?

'Like' os på Facebook og hold dig opdateret om, hvornår vores næste begivenhed finder sted:

Visir #70

bit.ly/MOBIL