Issuu

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

6 9

S t u d e n t e r b l a d

D e c e m b e r

2 0 1 4

Redaktion Jakob Gaardbo Nielsen Jeanette Sigtenborg Rasmussen Kirstine Sø Dieckmann Mette Grandahl Daniel Ferraz Stine Liberty Cecilie Martensen Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Mie Bøggild

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Forsidelayout Find os på Facebook: Kasernebladet Visir

Kristian Kjærsgaard Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 18. februar 2015 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden 1. februar

anmelder-

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Visir i kælderen...

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Uhygge

Visirhistorier En opfordring til overdimensionering, Peter Ole Pedersen

9 12 14

Tema: Frihed At bygge broer over vand, Hanne Bjerre Lassen Interview: ”Jeg kan kun sige kunsthistorie”, Hans Jørgen Frederiksen Tegning: Den frie ridder Don Quijote, Kristian Kjærsgaard

16 19 22

Anmeldelser Melankoli i sart pastel, Cecilie Martensen Rasmussen Jussi Adler-Olsen gør det igen, Jeanette Sigtenborg Rasmussen Det dér ingen vil sige hvad er, Kirstine Sø Dieckmann

26 29 30

Essays Mit hus, Margrethe Kruse Ellegaard Angsten for at vælge selv, Hanne Bjerre Lassen I bachelorens frihedsindskrænkende helvede, Stine Liberty

31 33

Debat Et seriøst indsprak, Hanne Bjerre Lassen Tabish Khair: tale til demonstrationen d. 19-11-2014

35 36 38 40

Digte LÆNGE EFTER ALLE REVOLUTIONER, Elisabeth Hjortshøj Thostrup To digte, Jacob Meyer Hald Alle de kvinder, Anne Katrine Bagai OM FODNOTER1, Sidsel Boysen Dahl

Novelle Sløring, Daniel Ferraz

Arkivguld Slagtekvægets skæbne, Peter Ole Pedersen

Visir # 69

Leder

Visir i kælderen... At rykke et træ op med rødder medfører normalt at træet langsomt omkommer, med mindre man genplanter staklen i frugtbar jord inden den får set sig om efter Manden med leen. Efter sommerferien slog Visir særligt dybe rødder i form af en rekordstor redaktion, og dermed et ualmindeligt fyldt redaktionslokale, og havde dermed efterhånden metastaseret sig endnu stærkere i kasernens studenterhus’ nordvestlige boudouir. Derfor kunne man beskylde administrationen for at have oprykket Visirtræet med rødder, da det i oktober bekendtgjordes, at vi skulle omlægge domicil til hovedbygningen pga. ombygningen af studenterhuset. Ved at indlogere kasernens eget blad, som har været dens faglige og ufaglige bannerfører siden begyndelsen af 00’erne, i den monumentale og skudhulsbeklædte hovedbygnings mørke kælder, har man imidlertid indbygget Visir som et vel gemt men særdeles virksomt strukturelt princip i den gamle militærbases faglige æsteticering. Og det er vi glade for! Vi logerer nu med et par andre tidsskrifter i hovedbygningens kælder, under hele det æstetiske fakultets samlede masse i etagerne ovenover, i en underligt freudiansk allegori over fagdisciplinernes psykologi: Kære Kaserne, vi er dit ubevidste, og vi styrer dine tanker uden at du er klar over det. Med andre ord er vi slemt tilfredse med de nye praktiske og symbolske rammer for vores blad.

Visir #69

Så nok har vores rødder flyttet sig små 20 meter, men til en ligeså frugtbar jord fyldt med letkøbte metaforer og andet godt. Selvom vi er rykket under jorden, er vores frihed altså slet ikke

indskrænket, hvilket står klart frem i det blad, du nu sidder med i hænderne. I en verden hvor det er alt for nemt at få fingrene i dimensioneringsmakinen, eller miste et ben på den universitære politiks minefelt, hvor det historiske frihedsbegreb fremstår som fornuftens sidste bastion, er det netop aktuelt at holde frihedsdebatten i live. Det gør vi med Visir #69. Men først skal vores fortid have sin taletid. Som I ved har Visir været mange ting gennem årene, og redaktionen har talt mange bemærkelsesværdige figurer, og den pulje tæller flere, der nu er undervisere på kasernens fag. Peter Ole Pedersen fra kunsthistorie har sendt os en anekdote fra sin egen tid på bladets redaktion, som vi har valgt at supplere med et genoptryk af hans Francis Baconanalyse fra Visir #29 i 2003. Læs hvorfor det er vigtigt at overdimensionere sit studieliv, og hvordan kødets korsfæstelse er billedkunsten vedrørende. Dernæst følger en refleksion over den tyske fo l ke sj æl s le ml æste lse i Berlinmurens tvedeling af et måske allerede splittet folk, begået af litteraturhistories Hanne Bjerre Lassen, der i øvrigt senere i bladet giver et slående nøjagtigt allegorisk gennemløb af bachelorvejledningens tre faser. Som et nyt og forhåbentligt fast segment i bladet er Visir begyndt at spøge i hovedbygningens korridorer. Her tager vi en underviser til fange og befaler ham/hende at svare på en række spørgsmål om det aktuelle tema, og slipper ham/hende ikke løs før han/ hun har svaret tilfredsstillende. Til pilot-udgaven af denne gidseltagning har Visir talt med lektor i kunsthistorie Hans Jørgen Frederiksen, som

Leder

forklarer hvad frihed er for ham, og hvorfor den måske ikke er så absolut, som man er tilbøjelig til at ønske. Derudover har vi dedikeret et afsnit af bladet til debat, med afsæt i Tabish Khairs tale til ”Et andet universitets” demonstration på AU d. 19. oktober. Visir forholder sig naturligvis absolut neutral til problematikken, men ønsker ikke desto mindre at sætte rammerne for en debat om emnet. Debatten fortsætter i næste nummer, så gå gerne polemisk til angreb på debattørerne i dette nummer.

Derefter kan man ellers fornøje sig med læsning af kunsthistories Margrethe Kruse Ellegaards æstetiske læsning af sit eget hus, en række forskellige spændende digte, og Daniel Ferraz novelle, dedikeret til Jorge Luis Borges, med berømt illustration. Nyd læsningen og bliv selv inspireret til at skrive, forfatte, tegne, debattere og tænke. Velkommen til de studerendes planet!

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen. Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernes fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktør: Jakob Gaardbo Nielsen på email: jakobgn@hotmail.com

Visir # 69

Oplæg til næste nummer

Uhygge Uhyggen spreder sig i disse kolde, mørke, fugtige måneder over Universitetet. Lad den klamme fornemmelse af en fremmed, slimet hånd i nakken inspirere dig til at skrive et indlæg til Visir. Lad frygten for edderkopper, slanger, zombier eller opgaveskrivning og eksamensaflevering præge stemningen i din næste novelle, essay eller anmeldelse. Hvis du har set en forfærdelig film, hørt noget forfærdeligt musik eller set et artefakt, der har fået gruens vamle tåge til at lægge sig over dit sind, så nedfæld det på papir og bidrag til at skabe en uhyggelig atmosfære på Kasernen. Frygt er en del af menneskets natur, og selvom det er ubehageligt, så er vi alligevel dragede af alt det, der skræmmer os. Vi er både fascinerede og frastødte af det ukendte, det ulækre og det farlige, så hvorfor ikke give efter og lade det inspirere? Næste nummer vil stå i skrækkens og frygtens navn. Om det så er monstre i fiktion eller virkeligheden, tanken om døden, uendeligheden eller noget helt tredje, der fylder dig med angst, så er det nu, du kan se det i øjnene. Endelig har du mulighed for at undersøge, hvad der findes under sengen, hvad der gemmer sig i skabet eller det, der sniger sig efter dig i tusmørket. Du skal dog ikke lade dig skræmme helt væk af dette tema, for som altid hos Visir modtager vi hjertens gerne alt, hvad du kunne finde på at skrive - også uden for tema. Hvis du føler, at den eksamensopgave, du afleverer her til januar eller den tegning, der har ligget og samlet støv, fortjener andres beundring, er Visir stedet, hvor det kan lade sig gøre. Skræm os eller lad være, alt er velkomment!

Visir #69

Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er 18. februar 2015

Visirhistorie r

Frihed

En opfordring til overdimensionering Af Peter Ole Pedersen, kunsthistoriker, kurator og ekstern lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation

Lige for tiden får vi humanister tudet ørene fulde af påståelig og forvrøvlet bragesnak om vores verdensfjernhed og generelle irrelevans for samfundet. Det virker til, at der har indfundet sig en besynderlig og ubegrundet offentlig konsensus om, at for eftertiden bliver der kun brug for en lille, udvalgt skare af dannede og engagerede fagpersoner med en specialiseret kulturviden. Det højtuddannede videnssamfund, der ellers har været selve målet for Danmarks fremtid, skal nu med negativt fortegn dimensioneres. Fremtidens behov for kritiske og historisk bevidste unge mennesker, der er uddannet inden for kunstvidenskaberne slås op i (delvist fejlbehæftede) tal og regnes ud. Desværre har man så åbenbart sendt de skarpeste statistikere på særligt forlænget sommerferie og valgt at abonnere på en kollektiv glemsel om, hvilke skæbner der tilfaldt læger og ingeniører, da man for nogle år tilbage forsøgte sig med lignende kalkulerede justeringer af deres uddannelser.

Den gradvise, realpolitiske virkeliggørelse af sådanne våde, teknokratiske drømme, der udelukkende sætter stigende livskvalitet og samfundsudvikling lig med økonomisk vækst, kan snildt producere utilsigtede, nostalgiske effekter. Man kan som universitetsunderviser finde sig selv siddende halvapatisk på sit kontor, imens man tænker tilbage på sin studietid og forsøger at retfærdiggøre alle de besynderlige og usammenhængende projekter, man deltog i, og som har været med til at forme både ens faglighed og personlighed. Selv var jeg i praktik på en feministisk kunstfestival, drev catering (af den slags hvor man bliver betalt i jydedollars), grundlagde et livsstilsmagasin om europæisk politik (sexet!), rejste ekstensivt i Mellem- og Sydamerika - og så skrev jeg artikler for Visir. Det sidste engagement var uden tvivl noget af det sværeste og mest udfordrende. Jeg er ikke en person, det umiddelbart falder naturligt at forfatte veloplagte og skarpe tekster, så det var en prøvelse at sætte sig til tasterne foran det tomme Word-dokument (nej, der var

Visir # 69

Humanisten er selvfølgelig en noget mere udefinerbar størrelse, der ikke på samme direkte måde har en samfundsfunktionel berettigelse, men når broerne er bygget og blodtrykket tjekket, handler livet jo også om så meget mere end infrastruktur og stresssymptomer. Eksempelvis drejer det sig om en dybere indsigt i smalle emner, som senere viser sig at skabe det nødvendige udsyn. Det er oftest gennem særinteressen at kommunikation og udvikling skabes, en kendsgerning, som måske har det med at blive overset,

netop fordi den er så indlysende. Det er i hvert fald yderst sjældent, jeg har været vidne til, at diskussioner om skattepligtig indkomst eller omlægningen af private boliglån har fungeret som idégenerende katalysator på arbejdspladsen eller saftigt samtaleemne, der tog kegler hjem ved den seneste festlige lejlighed – også selvom vi lige nu oplever en regering, der gerne vil have det øverst på dagsordenen.

Frihed

ikke tale om blæk og nyskærfet pergament!) og overvinde min skriveblokade. Samtidig var jeg så bevidst om, at dette rent faktisk endte med at blive læst af mine medstuderende og måske endda undervisere, eller helt tilfældige folk, der faldt over et eksemplar af Visir. Skriverierne blev til artikler om alt fra Francis Bacon til firser-TV og fransk horrorfilm. Sidstnævnte tekst husker jeg som særlig højpandet og lettere studentikos, men det er jo netop pointen med at begynde på noget kreativt - at man kan tillade sig de blinde punkter, som følger med og gradvist lære af sine fejltagelser.

Visir #69

Hvordan er det så endt efter mit engagement i Kasernebladet og disse øvrige studieerfaringer? Jeg er ikke betonfeminist og kan næsten ikke et ord spansk, til gengæld er jeg ret skrap til at lave mad, betydeligt bedre til at formulere mig skriftligt, og så bilder jeg mig også ind, at jeg har en anelse dybere

Visirhistorier

indsigt i kunst, samfund og politik. Min pointe er, at størrelsesforholdene har det med at skride, når man foretager sig noget, der griber en. Hvor meget skal det fylde i ens liv? Hvordan får man det til at passe med de pligter, som tilværelsen også består af? Og hvad bliver udbyttet egentlig, af det man foretager sig? Alt dette kan måles og vejes fuldstændig lige så lidt som en samlet positiv effekt af humanistisk forskning og formidling kan udregnes. I stedet handler sådanne udfordringer om, at man reflekterer over, hvad det er for et samfund, man gerne vil leve i og være med til at udvikle, og nå ja, at man så også bliver klogere på feminisme og fransk horrorfilm. Så skriv, tag initiativ og sig gerne ja tak til at medvirke i andres projekter – det er en naturlig del af at være på et universitet, og jeg har aldrig mødt en færdiguddannet studerende, som har fortrudt sin overdimensionering.

Essay

Frihed

At bygge broer over vand Om de kollektive ar på den tyske folkesjæl Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie

andre livserfaringer? Hvor meget mærkede de overhovedet til kontrollen? Forestillingen om et kontrolleret liv under konstant observation var lige så umulig for vesttyskerne, som den er for os i dag. Christina fortæller, at hendes billede af Østtyskland egentlig var meget nuanceret og altid havde fremstået som ”noget andet” i hendes bevidsthed, snarere end ”noget dårligt”.

Selvom Muren i dag ikke eksisterer som fysisk manifestation, så er den i høj grad stadig en mental konstruktion i den tyske mentalitet. En ting er, at den har medført socioøkonomiske forskelle mellem Øst -og Vesttyskland, og stadigt i dag i høj grad afføder politiske problemstillinger. En helt anden ting er de eftervirkninger en total kløvning af et land og en befolkning får på længere sigt. Jeg er født i 1992 i Aarhus. Jeg har aldrig oplevet Berlinermuren. Min gode veninde Christina Allendorf er født i 1991 og opvokset i Menden, Nordrhein Westfalen, Vesttyskland. Hun har heller aldrig oplevet Berlinermuren, men derfor står den alligevel ganske tydeligt i hendes bevidsthed. Alt, hvad hun ved om Muren og om tiden under den, stammer fra undervisningen i skolen, dokumentarfilm og fra beretninger fra de mennesker omkring hende, der selv oplevede Muren. Christinas forældre voksede op i Vesttyskland og gjorde sig dengang mange tanker om, hvad der egentlig var på den anden side. Den utopiske forestilling mange østtyskere havde om Vesten, havde en ligeså dystopisk tvilling i de forestillinger, Vesttyskerne gjorde sig om Østtyskland. Hvordan var det derovre? Hvordan føltes det at være spærret inde? Havde de

Dette billede ændrede sig dog drastisk, da hun begyndte at møde mennesker, der havde oplevet det østtyske styre på egen krop. I sær én mand ændrede hendes opfattelse fuldstændigt. Han var 16 år gammel, da han sammen med en kammerat besluttede sig for at svømme over Donau. Han blev skudt to gange i ryggen, men svømmede alligevel, delvist lammet, ind i friheden. For ham, som for mange andre østtyskere, er rejsen blevet et frirum. Når man har levet indespærret og frihedsberøvet en stor del af livet, opstår behovet for at rejse og se verden ganske naturligt hos mennesket, og det gjorde det også hos ham. Følelsen af ikke at være fri er den, man oftest møder beskrevet, når man hører og læser personlige beretninger fra det delte Tyskland. Følelsen af ikke at kunne rejse hvorhen du vil, sige og skrive hvad du vil. Følelsen af uendelig begrænsning og umådelig afmagt. Disse følelser lever i den tyske folkementalitet, fordi de lever i de mennesker, der oplevede dem. De lever, fordi der berettes om dem. De lever, fordi de skal holdes i live og aldrig må glemmes. Christina har, som så mange andre unge tyskere, bygget sit eget billede af Muren. Billedet er en mange-facetteret

Visir # 69

Der er nogle begivenheder, vi aldrig nogensinde glemmer. For min generation bliver det formentligt billedet af tvillingetårnene i New York, der styrter mod jorden. For mine forældres generation er det Murens fald. Det er 25 år siden. Alligevel er Berlinermuren et allestedsnærværende fænomen, der stadig skærer sig igennem hele Tyskland og i sær igennem Berlin.

Frihed

collage af fakta og historie, personlige beretninger og følelser, film og skønlitteratur, og collagen er så tilstedeværende hos hende, at det er svært for hende at forstå, at det kun er 25 år siden, muren faldt. Den collage, hun har skabt, vedbliver dog med at fremstå som det, hun selv kalder det store ubekendte. Det er noget, hun aldrig helt vil kunne forstå, fordi hun ikke selv har oplevet det, men som samtidigt fylder hende med en diffus form for angst. Diffus fordi hun aldrig nogensinde vil kunne begribe, hvordan det føles, når et land er delt i to, og når en del af befolkningen er fuldstændigt afskåret fra resten af omverdenen. Og angst for, at en sådan ting ville kunne ske igen. Samtidigt er hun dybt taknemmelig over at være vokset op i en tid, hvor fokuseringen på det enkelte individ på den ene side er indskrænkende, imens den på den anden side tilbyder uendeligt mange muligheder. Mest af alt sætter hun pris på friheden, fordi hun ved, at den ikke skal tages for givet. Fordi hun ved, at den ikke er alle forundt. Fordi hun ved, at den har kostet nære venner ar på både krop og sjæl. Og fordi hun kender dens værdi igennem den collage, hun selv har skabt. En collage, som er nærværende hos alle tyskere – både for dem, der selv oplevede Muren og for dem, der kun har oplevet den igennem andres beretninger.

Visir #69

Collagen kan sammenlignes med et turistbesøg på East Side Gallery, hvor

Essay

rester af Berlinermuren i dag er udstillet. Det bør være klart for alle, at disse historiske fragmenter ikke blot repræsenterer en historisk begivenhed – malingen på muren repræsenterer enkelte skæbner, der i sammensætning med andre, skaber historien om Muren og dens fald. Den kunst, Berlinermuren i dag udstilles som, er de collager, tyskerne bærer med sig. De ar, de der blev beskudt af grænseposterne bærer på kroppen, bærer tyskerne på sjælen. Det er begivenheden, der aldrig glemmes. Det er begivenheden, der aldrig går over i historiebøgerne og bliver støvet og glemt, fordi den eksisterer i en fælles, tysk folkementalitet. Det er som at bygge broer over vand. Du står på den ene side af floden, og ser over mod bredden på den anden side. Vandet er koldt og klart, og du kan se, hvordan din egen skikkelse og skikkelserne omkring dig spejles i det. Kun som konturer, men stadig med en skarphed der gør, at du ikke kan ignorere tilstedeværelsen af dem. Selvom du står længe der på bredden og ser mod den anden side, så ændrer konturerne sig ikke, men ganske langsomt vokser en bro frem for øjnene af dig. Centimeter for centimeter vokser den, og du indser, at du med tiden vil kunne krydse floden uden at skulle en tur i baljen. Med tiden vil du kunne bevæge dig over på den anden side, men din nyfundne frihed til trods, vil floden altid være der og afspejle din og andres skikkelser, og konturerne vil altid være manifesterede et sted i din underbevidsthed.

Essay

Frihed

Visir # 69

Frihed

Inter view

”Jeg kan kun sige kunsthistorie” Interview om frihed med Hans Jørgen Frederiksen, lektor i kunsthistorie Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, Kirstine Sø Dieckmann og Mette Grandahl, litteraturhistorie

Hvad betyder frihed for dig? Jeg vil sige, at rent definitionsmæssigt så holder jeg mig helt traditionelt til erkendelsen af, at der grundlæggende findes to slags frihed. Man plejer at kalde det den positive og den negative frihed, forstået som friheden til noget man gerne vil, og friheden fra noget man ikke vil være underlagt. Og man skal holde sig for øje, at de to typer af frihed ikke altid synes at kunne gå op i en højere enhed. Hvad så med kunstnerisk frihed, hvad betyder det? Hvis vi der taler om den negative frihed forstået som friheden fra noget, så betyder det så vidt muligt ”nul censur”, at der nærmest per definition i kunstnerisk sammenhæng ikke udefra udøves forhåndscensur. Men hvis vi taler om den positive frihed, så tror jeg straks, at meningerne kan blive langt mere delte, især fordi der er meget divergerende opfattelser af, hvad kunst overhovedet er for noget. Hvis jeg skal svare personligt på det, så er kunstnerisk frihed, altså den positive frihed, den størst tænkelige ufrihed, og det håber jeg, ikke lyder alt for kryptisk.

Visir #69

Hvis du har frihed til at oprette et fag, eller noget at undervise i, hvad skulle det så være? Jeg kan kun sige kunsthistorie. Det er simpelthen det, jeg gør, og det jeg gerne ville, og det er det, jeg bliver ved med så længe, jeg gider. Så det er det meget tørre svar. Hvad var frihed for dig, da du var studerende? Den var meget udstrakt! Det har I nok hørt før, når I har snakket med folk på min alder. Jeg kan også godt blive lidt sentimental, når jeg tænker på det, fordi

det var jo sindssygt forkælet. Der var fri adgang til studierne, hvis man havde en studentereksamen, det var frit, frit, frit. Det betyder ikke, at man ikke skulle bestille noget, men der var udstrakt frihed til at strikke studiet sammen, som man følte trang til. Så det var på mange måder meget, meget positivt. På den negative side vil jeg sige, at det jo også en gang i mellem for mange var forbundet med agorafobi, altså skrækken for det tomme rum. Agorafobi, det var en følelse jeg godt en gang i mellem kunne have, fordi ”hvad skulle det føre til?”, ”hvor er jeg egentlig på vej hen?”, og ”var der nogen der kunne bruge det?” Der er I måske i nogen grad havnet i den modsatte grøft. Hvordan udøver du frihed i din hverdag? Der vil jeg sige, hvis vi ikke snakker om det specifikt faglige, så synes jeg, man er nødt til at tage højde for det paradoks, som er involveret i frihed, altså at den enes frihed kan være den andens begrænsning. Her mener jeg, at jeg forsøger at forholde mig til frihed som idealet om at give plads for andre og et håb om, at de vil give plads for mig. Er der noget du synes folk bør have mere frihed til? I den tid og den del af verden vi lever i, føler jeg ikke et behov for at få frihed til at gøre mere, end man kan gøre nu. Men jeg synes, der er et udtalt behov for mere frihed til at sige, hvad man mener uden at blive skudt en hel masse i og for sig irrelevante dagsordner i skoene. Så jeg efterlyser mere frihed til at have en personlig mening og ikke bare turde, men også kunne stå ved den i sine omgivelser.

Inter view

Nu snakkede du også lidt om dengang du gik på universitet, at friheden var meget bred, hvad med i dag, er det for snævert? Nej, jeg synes, at da jeg gik på universitetet, da var friheden udstrakt på den måde, at der ikke var nogen, der interesserede sig for, om man gik op til sin eksamen et halvt år før eller siden. På den måde var det meget, meget frit. Det oplevede man så som frihed, men den havde jo også sine grænser. Den frihed, som gjorde, at vi følte, at vi kunne være hvem, vi ville være, den havde måske ikke så mærkeligt, men alligevel beklageligvis, det resultat, at vi mere eller mindre alle sammen blev anderledes på den samme måde. I må selv have gjort jer den tanke, at man synes, man var så pokkers nyskabende og speciel, men i vid udstrækning var det jo rigtig mange der var det på samme måde. Så er spørgsmålet hvor meget frihed er der så i det? Det er også derfor jeg siger, at hvis friheden skal være reel, så skal den jo i aller højeste grad involvere det at give plads, altså tolerance, ikke blot i relation til en bestemt måde at se tingene på, som det let havner i, men mere sådan ontologisk, om man så må sige.

på det, den svenske kunstner for eksempel, som mener, at han har frihed til at udstille sine billeder, lige meget hvor racistiske eller nedgørende overfor etniske eller religiøse minoriteter, de måtte være. Der skal man virkelig holde tungen lige i munden, det er et område, hvor man ikke helt skal opgive tanken om, at der faktisk er noget man må og ikke må. Jeg synes ikke grænsen går ved rent fysisk vold. Jeg synes det er et ejendommeligt samfund, der udelukkende betragter fysisk vold som vold – der findes også andre former for vold. Så det er sådan lidt, at man har sin frihed, men man skal også bruge den fornuftigt? Ja, man siger gerne frihed under ansvar, det er vel den måde man skal sige det på stadigvæk. Hvis du kunne iføre dig hvad som helst en dag, altså havde total frihed til at tage det på du havde lyst til at gå rundt i, hvad skulle det så være? Det har jeg simpelthen ingen ide om! Der er jeg simpelthen decideret røvkedelig ved at sige, at jeg går i det jeg har lyst til, og lige meget om man måtte hvad som helst, så ville jeg stadigvæk gøre det. Har du lyst til at komme med en afsluttende kommentar, det må være lige hvad du har lyst til? Med det vi har snakket om her, er det jeg har prøvet at sige sindssygt traditionelt: Kend dig selv! Men jeg vil sige, at alfa og omega i denne betydning er: kend dine potentialer og dine begrænsninger. Tænk dig om og stå ved det, du synes.

Visir # 69

Er der noget, som folk måske skulle have mindre frihed til? Hvis jeg siger, at der er nogle områder, hvor man skal have mindre frihed, så har det selvfølgelig alt at gøre med, at den enes frihed kan blive den andens begrænsning. Derfor er der også lovbestemte begrænsninger af friheden. Det har ofte noget at gøre med vold af den ene eller den anden slags. Vi kan sige, der kommer jo aktuelle eksempler frem

Frihed

Te g n i n g

Visir #69

Frihed

Den frie ridder Don Quijote, af Kristian KjĂŚrsgaard, filosofi og litteraturhistorie

Te g n i n g

Frihed

Visir # 69

Anmeldelse

Frihed

Melankoli i sart pastel Af Cecilie Martensen Rasmussen, litteraturhistorie

Hvert enkelt menneske har sin egen farve, der ligger omkring kroppens kontur som et svagt lysskær. Når man har accepteret, at man skal dø, kan man se disse farver. Sådan lyder myten i Haruki Murakamis nye roman Den farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsår.

Visir #69

Tiden læger ikke alle sår Tsukuru Tazaki har oplevet det mest fantastiske, der kan ske for et menneske – og det værste. I gymnasietiden er Tsukuru en del af en tæt knyttet gruppe på fem venner, tre drenge og to piger. Gruppen er i perfekt harmoni, uadskillelige og bruger al tid sammen, men en dag forandres alt radikalt, da de fire venner på brutal vis udstøder Tsukuru fra gruppen. Afvisningen påvirker Tsukuru i så høj grad, at han i det følgende halve år ikke tænker på andet end at dø. ”Det var som at stå på et skibsdæk midt om natten og så pludselig blive kastet alene ud i havet,” forklarer Tsukuru til sin veninde, da han efter seksten år opsøger hende og forsøger at sætte ord på følelsen, der ramte ham dengang. Tsukuru er seksten år efter udstødelsen draget på en form for pilgrimsfærd rundt til sine fire gamle venner, som han ikke har set siden. Rejsen har til formål at rense ham for oplevelsen, dét at blive afvist af sine nærmeste, da han lige siden ikke været i stand til at åbne sig fuldt for et andet menneske i frygt for at miste igen. For selvom det lykkes Tsukuru at svømme gennem det mørke vand og i land, har han aldrig rystet det af sig. Da han forelsker sig i den fantastiske og farverige Sara, giver hun ham det ultimatum, at han må opsøge fortiden og få en forklaring på vennernes pludselige

afvisning, for hvis ikke Tsukuru forliger sig med fortiden, kan han ikke få en fremtid med Sara. Sin egen værste kritiker Lige fra starten af gruppens venskab har Tsukuru følt sig en lille smule udenfor. De fire andre har det fællestræk, at de alle har farver i deres navne. Drengene kaldes Aka og Ao, som betyder rød og blå, og pigerne Shiro og Kuro er henholdsvis hvid og sort. Selvom Tsukuru godt ved, at navnet som sådan ikke har noget med éns personlighed at gøre, nager det ham stadig, og han føler sig farveløs og kedelig i sammenligning med sine farverige venner, der alle har en særlig og spændende personlighed. Men Tsukuru er slet ikke farveløs. Ser han sig selv i spejlet, ser han en kedelig, tom person, men for andre er han en flot mand, målrettet og med en cool attitude. Desuden har han en helt særlig passion for togstationer, der gør ham alt andet end almindelig. Tsukuru har aldrig følt sig nok værd til at være en del af den farvestrålende pentagon, men på sin pilgrimsfærd bliver det klart for ham, at gruppen ikke kunne fungere uden det femte medlem. At udstøde Tsukuru var som at fjerne en af de bærende bjælker under en bro. På japansk betyder navnet Tsukuru ”at bygge”, og således lever Tsukuru op til sit navn, både i profession, hvor han bygger togstationer, og socialt, i gruppen, og senere, da han

Anmeldelse

skal genlære evnen for at bygge et forhold op med Sara. Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår er således en roman, der omhandler almenmenneskelige fænomener som kærlighed og venskab. Fortællingen indeholder ligeledes en filosoferen over, hvordan personlighed og identitet skabes og forstås – af andre og af én selv. Mindre generelt, men ikke mindre dybt, skildrer Murakami depressionens facetter. Ordret nævnes ”depression” ikke, men derimod mørket og magtesløsheden, der som en ond ånd, for at bruge Murakamis magiske term, forfølger den udsatte. ”Der er ting her i livet, der er så komplicerede, at de vanskeligt lader sig forklare på nogen sprog,” kommer det i en aforisme fra en rejseguide, som Tsukuru møder på sin rejse i Finland. Det lader til at alle i Finland taler i aforismer. I hvert fald får Tsukuru et par stykker med på vejen på sin rejse i landet, men det er muligvis også den eneste måde, hvorpå det komplicerede ved livet kan gøres enkelt. Følelser kan svært forklares med ord. Murakamis sprog er hverken kompliceret eller vanskeligt, men på enkel vis giver han et billede af depressionens indre væsen.

følelser hos Tsukuru, men danner også rammen for hans liv. En konstant rodløshed præger Tsukuru, der ikke rigtig føler sig hjemme noget sted. Ofte søger han tilflugt på diverse togstationer, hvor han kan slappe af i mange timer ved blot at studere togene, der kommer og går, folk, der passerer, stiger ind og ud af toget. Pilgrimsfærden er en vej ud af rodløsheden igennem selverkendelse, hvor Tsukuru må lære, at også han bærer farver. For at holde os til aforismerne, må han føle sig hjemme i sig selv, før han kan føle sig hjemme i verden. Ingen Murakami uden mystik Det er klart et af Murakamis mindre mystiske romaner, vi har med at gøre, men også her er der mere mellem himmel og jord end først antaget. Eller er der? En sen aften fortæller universitetsvennen Haida en historie. Fortællingen indeholder både myten om, at hvert menneske har sin helt egen farve, en mand, der spiller Les Mal du Pays på fortryllende vis og en pose indeholdende noget uvist, men af meget stor værdi for ejermanden. Med Haidas historie åbnes der op for muligheden for en anden verden, en verden, hvor underbevidstheden og virkeligheden spiller sammen. Tsukuru gør sig selv tanker om sammenhængen mellem myte, drøm og virkelighed – og det samme gør læseren. For der kan vel ikke bare være tale om underlige sammentræf igennem hele romanen? Og hvis der er en sammenhæng, forklarer det på sin vis de meget realistiske, seksuelle drømme Tsukuru har haft om veninden Shiro, der dog også bare kan være udtryk for fortrængt

Visir # 69

Igennem romanen genhøres Les Mal du Pays af komponisten Lizst som en form for titelmelodi. Oversat til dansk betyder titlen ”hjemve,” og melodien stammer meget sigende fra Années de Pèlerinage, ”Pilgrimsår”. I gymnasietiden spiller veninden Shiro (hvid) ofte denne melodi, og senere hen spiller Tsukurus nære og eneste ven i universitetstiden, Haida, den for ham. Melodien vækker særlige

Frihed

Anmeldelse

Frihed

ungdommelig seksualitet, der på ren psykoanalytisk vis udspiller sig i drømmenes underbevidsthed. Men forklarer det også, hvorfor Tsukuru egentlig blev udstødt? Der er nogle ting, der er så komplicerede, at det lettest lader sig forklare med magi. Den farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsår minder på mange måder om Murakamis tidligere Norwegian Wood. Til tider kunne vi endda foranlediges til at tro, at hovedpersonen er den samme eller en form for fiktiv tvilling. Den triste, ensomme og indelukkede universitetsstuderende prøver at åbne op for andre mennesker, og kærligheden til den psykisk ustabile kvinde påvirker ham resten af hans liv. I begge romaner er det minder fra næsten tyve år tilbage, der hjemsøger den nu omkring 40-årige mand. Således er Den farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsår en klassisk Murakami. Melankoli, kærlighed til klassisk musik, meditationen i sport (Tsukuru bruger svømning til at stikke af fra omverdenen), k æ r l i g h e de n til en

uopnåelig kvinde og ét for plottet altid underliggende metafysisk plan, hvor hverken romanens figurer eller læseren kan vide sig helt sikker på, hvad der er virkelighed og hvad der er drømmesyn. Det er en hverken farveløs eller farvestrålende roman, hverken fantastisk eller kedelig, men nærmere et billede af en mands liv malet med en sart pastel, et billede på ensomhed, depression og hvordan man formår at redde livet i tide, før man falmer bort. Vild med Murakami? … Det er vi i hvert fald på Visir, og har derfor også i den seneste tid anmeldt flere af Murakamis værker. I seneste Visir (#68) kan du bl.a. læse Jakob Gaardbo Nielsens anmeldelse af én af Murakamis tidlige romaner, der netop er blevet oversat til dansk: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985). Visir kan nu læses online, så hvis du ikke selv har nået at få fingre i et eksemplar af papir, kan du i stedet begrave næsen imellem tastatur og skærm: http://issuu.com/ kasernebladetvisir

Visir #69

Haruki Murakami Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår 302 sider 299 kr Klim

Anmeldelse

Frihed

Jussi Adler-Olsen gør det igen Af Jeanette Sigtenborg Rasmussen, litteraturhistorie

Et nyt bind i Afdeling Q-serien er kommet og den skuffer bestemt ikke. Der er som altid humoristiske indslag, sort ironi og fatale konsekvenser efter menneskers valg. Det starter med en sag, men snart bliver man klar over, at der er langt flere mord og personer involveret end først antaget.

Den grænseløse er sjette bind i serien om Carl Mørck og hans team i afdeling Q befundne i politigårdens kælder. Ligesom i de andre bøger ses der skævt til Carl og hans team på trods af deres opklaring af flere sager, og i denne bog er det ikke meget anderledes. En politimand på Bornholm kontakter afdeling Q, idet han igennem sytten år forgæves og fortvivlet har arbejdet på en uopklaret sag om ung højskolepige, der blev kørt ihjel af en flugtbilist, men ligesom hans kolleger affejer Carl sagen, for hvem gider til Bornholm, når man kan tage en lur med benene på skrivebordet i stedet? Men da politimanden skyder sig selv i hovedet foran sine kolleger, tages sagen op igen af afdeling Q’s umage team. Persongalleriet er som bekendt igen Carl Mørck med sine spydige kommentarer og sorte ironi. Han styrer afdelingen og følges af Assad med hans humor, årvågenhed og hans sprogblomster, som absolut giver serien et forfriskende pust, og hvor man som læser altid sidder med et smil på læben, når han udfolder sig i det danske sprog. Ligeledes er Rosa også en af de primære personer på holdet, og nok den eneste i serien med en mere skæv personlighed end Carl selv. Hun styrer mere eller mindre slagets gang i sin ivrer efter at

finde ud af, hvad der hændte den unge højskolepige. Parallelfortællinger og sandt detektivopklaringsarbejde Som altid er bøger i denne serie inddelt i flere fortællinger, der løber parallelt med hinanden. Vi følger som altid Carl og co. i deres opklaringsarbejde, men samtidig hører vi også om en pige fra Jamaica, som lever i London, men drømmer om et andet og bedre liv. Imens opklaringsarbejdet af højskolepigen finder sted, forblindes pigen fra Jamaica af en mand kaldet Atu, som leder en religiøs sekt med hovedland i Öland. Atu har noget af et kvindetække, om han selv er klar over det eller ej, og dette har fatale følger for ikke blot pigen fra Jamaica. At handlingen i bogen er tvedelt, er ikke noget nyt, men et tvist er dog i dette tilfælde, at Carl, Assad og Rosas del er et sandt opklaringsarbejde, mens handlingen om Atu og hans sekt er bygget op som en thriller, hvor inputsene fra og om Atus højre hånd giver et godt afbræk i opklaringsarbejdet og gør læseren opmærksom på baggrunden af flere ulykker end Carl, Assad og Rosa er klar over. Selv om delene med Atus højre hånd ind imellem kan virke lidt langsommelige, er de med til at opbygge en spænding i

Visir # 69

Frihed

Visir #69

romanen, som delen med afdeling Q ikke ville kunne gøre ved at stå for sig selv. Der er en del til forskel fra de andre bøger i serien, idet afdeling Q’s del af romanen viser et solidt politiarbejde, hvor man som læser både oplever det frustrerende i processen, og det frustrerende er der nok af, når man følger en karakter som Carl Mørck, men også de forløsninger, der er, når de opklarer en del af mysteriet. Carl, Assad og Rosas politiarbejde viser hårdt arbejde og integritet, hvor der ikke er nogen løsninger, der tilfældigvis dumper ned fra himlen. Det er sand krimi, hvor de ligeledes bliver assisteret af Gordon, plantet af drabschefen for at udspionere på Carl, og Carls tidligere makker Hardy, som blev lam efter et angreb, som endnu ikke er opklaret, men som stadig spøger i seriens bøger. Kvinde, som når kvinde er værst Dette nye bidrag til Afdeling Q-serien viser kvinder, når de er værst. Fortællingen handler om manipulation, uvidenhed og om følelsen af at skulle beskytte sit eget for enhver pris. Den handler om personer, der tager, hvad de tror, de er berettiget til, men samtidig også om de fatale følger deraf. Den handler om magt over andres liv. Men hvem er den grænseløse? Er det en mands grænseløse kærlighed til en ung kvinde, er det den grænseløse jalousi, der tærer en op eller er det en politimands grænseløse jagt på retfærdighed, men hvor denne måske ikke kan klare sandheden, når det kommer til stykket? Det er vel op til læseren at bestemme. Denne krimi er yderst velskrevet, dialogerne og sproget er levende og flyder

Anmeldelse

frit. De alternative miljøer er beskrevet på en deltaljeret og spændende måde, men samtidig ses de igennem Carls øjne, som farver indtrykkene af dem med sin manglende optimisme. Det er altid underholdende at læse en ny Afdeling Qbog, og ligesom i de andre bøger snydes læseren ikke for Assads kamelsammenligninger, Roses entusiasme eller Carl Mørcks evige sorte ironi. Spændingen fortsætter altså på bedste vis i sjette bind af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie. Selvom man igennem bogen tænker, at man har løst gåden, kommer der til sidst et tvist, som viser, at man ikke altid kan regne med det åbenlyse. Sjette bind i serien viser, at Jussi Adler-Olsen langt fra er færdig med afdeling Q. Efter 5 bøger skulle man tro, at ideen snart var udtømt, især da den sidste bog måske forekom lidt langtrukken, men den sjette bog i rækken lever virkelig op til ens forventninger. Der er knap så meget politik involveret, der er spænding og Carl besvimer kun kort i denne bog, hvorefter han atter er klar til at løse mysteriet og fange skurken. Der er stadig mange løse ender, som spørgsmålet om hvem der gjorde Hardy til en grøntsag, hvordan forholdet imellem Carl og hele familien udvikler sig efter nyheden om Carls medvirken til farbrorens død, hvorfor Rosa i sidste del af bogen tror, at hun er søsteren Vicky, og ikke mindst hvem Assad virkelig er? De mange spørgsmål ønskes at forløses, og man må sige, at der er nok materiale til næste bog, hvor nogle af disse spørgsmål forhåbentligt besvares, hvis ikke man som læser skal dø af nysgerrighed først.

Anmeldelse

Frihed

Jussi Adler-Olsen Den grĂŚnselĂ¸se 540 sider 300 kr Politikens Forlag

Visir # 69

Anmeldelse

Frihed

Det dér ingen vil sige hvad er Af Kirstine Sø Dieckmann, litteraturhistorie

Så efterlades alt flæskende er en enkelt mands forsøg på at bryde en tavshed, der har hersket alt for længe. Ud af en kaotisk stemmestrøm opstår et nyt billede af Irakkrigen, et billede af desperation, meningstab og rammende sårbarhed.

Visir #69

Mikkel Brixvolds debut er en stærk digtsamling, som jeg mener, der bør være flere af. Krig er et emne, vi aldrig får nok af, og med medier som tv og film har vores interesse for civiliseret vold og ødelæggelse ikke lagt sig, tværtimod. Det er et onde, menneskeheden altid har måttet se i øjnene og reagere på, men hvad sker der, når det ændrer karakter? Hvad sker der med soldaten, med mennesket, når krig pludselig er en moralsk gråzone, og nødvendigheden og meningen er svær at få øje på? Skrevet ud fra egne erfaringer som elitesoldat i Irak forsøger Brixvold, for det meste med succes, at sætte ord på, hvad det vil sige at være soldat i en krig, der ikke er en krig – og det at komme hjem igen. Når sproget er utilstrækkeligt Brixbold veksler mellem emner og små og store bogstaver, ord i versaler, pludselige linjebrud og nye ordkonstellationer. Det er frustrerende at læse, og ofte må man gå tilbage og starte forfra, fordi man mister overblikket. Det giver en hektisk og forvirrende stemning med formmæssige spidsfindigheder, der ved første øjekast kan virke meningsløse, men langt fra er det. Digtenes fremtoning og form er et direkte billede på jeg’ets indre i de øjeblikke, der er beskrevet. De digte, der beskriver øjeblikke fra Irak, er kaotiske, forvirrende og eksperimentelle i

højere grad end dem, der omhandler hans barndom eller livet efter hans hjemkomst. Digtenes udformning afspejler de sindsstemninger, der er i spil hos jeg’et, og som vi gennem vores læsning nærmest selv kan mærke. For den frustration og ligegyldighed man kan sidde med som læser, fordi man simpelthen ikke forstår, hvor Brixvold vil hen, eller hvad præcis han har gang i med sproget, er, vil jeg tro, designet præcis til at fremkalde de følelser hos os. Sproget skal genfindes og bruges på ny for at kunne indfange det, denne nye form for krig indebærer for de soldater, der skal kæmpe den. Brixvold vender vores forestillinger om krig på hovedet og nægter at give os det, vi gerne vil have krig – og skildringer af krig – skal være. Det er ikke tapperhed, ære eller heroiske gerninger, man mødes med som læser, og selvom han ikke ligger fingre imellem, er det ikke vold og død, der beskrives. Det er i stedet den emotionelle tilstand af ligegyldighed og meningsløshed, der er tilstede hos ham. Det er dobbeltheden af at være udsendt i en krig, ingen helt vil kendes ved eller tale om, men hvor man stadig må agere som soldat i alt det, ordet indebærer. Det er alt det, vi ikke har lyst til at forholde os til, men ikke længere bør se bort fra.

Anmeldelse

Hverdag i undtagelsestilstand Kontrasten mellem hverdagen og krigen er i fokus i flere af digtene. Ikke kun hverdagen som vi kender den fra det civile liv, men også den hverdag, der naturligt opstår for de udsendte. Det er en hverdag, der er fyldt med kontraster, som her: ”stod der på/ sedlen på/ tavlen der mest mindede om noget fra dagli/ brugsen hvis altså ikke lige det var for/ geografien og det ruin/ skudte palads vi kiggede på”. Der skabes en hverdag omringet af vidnesbyrd om den krig, de befinder sig i, og hvor døden ikke kan skubbes i baggrunden. At vænne sig til denne kontrast er muligvis nødvendig for at holde sig mentalt stabil, men den ændrer også på ideen om, hvad en hverdag er og bør være. Langsomt vænner man sig til at spille Ultimate Frisbee med frygten i baglommen og døden lige om hjørnet, men hvordan vænner man sig af med det, når man kommer hjem igen?

det, det medfører, eller har lyst til at vedkende, at en del af ansvaret ligger herhjemme hos politikerne, der ikke selv må kæmpe, men som trods alt var med til at beslutte, at det var en kamp, Danmark skulle deltage i. Krigsturisme Dobbeltsidigheden af krigen er også gennemgående til at få øje på i flere af digtene, specielt forholdet til døden. At en soldat må opbygge en hvis ligegyldighed over for døden er en tragisk konsekvens af deres job, men der står også, hvordan lokalbefolkningen, da de er vidne til dødsfald, ”filmer så også/ døden kan komme på YouTube skingert/ råbende fra håndholdte/ dogme porte fra helvede” eller da en mand sidder med en pistol for en lille piges tinding, og de tøver ved deres egne geværer, fordi de ved, hvordan det vil se ud i medierne, hvis de rammer pigen. Døden er allestedsværende, den kan ikke undslippes, og man ved ikke om man overhovedet er heldig nok til at nå tilbage til Danmark i live, men samtidig er den ikke en prioritet og kan betragtes adskilt, fordi den er konstant. Ikke blot for dem som lever det som den irakiske civilbefolkning og de udsendte, men også for os hjemme i stuerne. Det har massemedierne sørget for med en konstant strøm af vold og døde i film og på tv. ”kan man kalde det krigsturisme” skriver Brixvold og samler to termer, der nok næppe ville knyttes i dagligtale til et udtryk, der er en alarmerende rammende beskrivelse. Den svingende mediedækning af vores indsats i både Irak og Afghanistan er måske et tegn på, at vi

Visir # 69

Specielt i digtene, der omhandler hverdagen, når han er tilbage i civil, rammer mig som læser, fordi en del af den bravado og jernhård facade, der gennemtrænger digtene omkring Irak, glider væk, og efterlader jeg’et pludseligt sårbart. Her begynder man også at forstå, hvorfor et værk som dette er så vigtigt, som det er. For uden et sprog, der kan udtrykke de usædvanlige oplevelser, man får som soldat, så ender man med at skulle bære dem alene, mens omverdenen kigger uforstående tilbage – og i visse tilfælde bebrejder dem. Det giver ingen mening at sende mænd og kvinder i krig, hvis ikke vi tør tage op til debat alt

Frihed

Anmeldelse

Frihed

godt nok gider engagere os, men kun når det er interessant. Det er en form for krigsturisme; vi vil gerne være med, men kun når det er belejligt og helst ikke hele tiden. For vold tiltrækker. Det har det altid gjort, og det vil det altid gøre. Krig sælger, fordi det er lovlig vold og civiliseret ødelæggelse, der kommer af et ønske om at beskytte idealer, om så det er frihed, demokrati eller sikkerhed. Det er den romantiske idé om, hvad krig og kamp er, vi gerne vil have. Men hvor legal denne vold end er, hvis den ikke tjener et dybere formål, så bliver den grotesk og meningsløs. Soldaten kan være nødsaget til at opbygge et skjold af ligegyldighed for at kunne kapere hverdagen som udsendt. Det er

dette billede af at være i krig og være soldat, som Brixvold har skrevet om, og han gør det med styrke, ærlighed og et pisse godt øje for sproget. For Brixvold er det ikke et politisk budskab, han vil ud med. Hans digtsamling er et udtryk for, at så længe krig er en tilstand, menneskeheden kan befinde sig i, så er vi nødt til at have et sprog for det. Der er oplevelser, soldater aldrig lægger fra sig, men som kan deles og forstås og fortjener at blive taget alvorligt. Ikke gemt væk, fordi vi ikke kan retfærdiggøre dem som samfund. Krig er en realitet, og debatten om krig bør også være en realitet, hvor vi ikke romantiserer, hvad disse unge mennesker udsættes for, men i stedet ser det i øjnene.

Visir #69

Mikkel Brixvold Så efterlades alt flæskende 64 sider 199,95 Lindhardt og Ringhof

Annonce: MOBIL

Frihed

Vi samler kunsten og spreder kulturen MOBIL er en frivillig studenterdrevet forening Fra de kunsthistoriske lokaler på Kasernen arrangerer vi foredrag med både store og små navne inden for kunst og kultur

Vi har kun ét princip: fri entré til alle arrangementer

Vores tidligere arrangementer spænder bredt: Tværæstetisk foredrag om Kants aktualitet i dag v/professor Jacob Wamberg og lektor Jørn Erslev Andersen Oplæg af Martin Bigum, Lilibeth Cuenca, Katja Bjørn, Trine Ross, Papfar m.fl. Musikfestivalen 7-9-13

Får vi også besøg af dig i 2015?

'Like' os på Facebook og hold dig opdateret om, hvornår vores næste begivenhed finder sted: bit.ly/MOBIL

Visir # 69

Frihed

Essay

Mit hus

Af Margrethe Kruse Ellegaard, kunsthistorie

Indledning Genstanden for dette essay om materialitet, æstetik og teknologi er mit hus. Man kan hævde, at et hus ikke er det, man normalt betegner som en genstand, men i denne sammenhæng ser jeg huset som en teknologisk frembringelse med æstetisk værdi og i høj grad forbundet med begrebet materialitet. Jeg har valgt at bruge en sanselig og til tider synæstetisk vinkel på emnet. Symbiose og lys Edderkopperne bor i mit hus. De hænger mest i stukken under loftet, hvor der er varmt og fredeligt. Herfra arbejder de uhindret løs på det fintmønstrede væv, som fanger hjælpeløse hvepse, myg og fluer. Byttedyrenes kroppe spindes hurtigt og effektivt ind og injiceres nådesløst med lammende gift, inden de fortæres. Der udspiller sig et for menneskeører stumt drama, og insekternes liv i mit hus er en selvstændig organisme, som ville udfolde sig i et uendeligt kredsløb, hvis ikke det lige var for støvsugeren og mig. Her går vi symbiotisk rundt og suger larmende løs på nettene og edderkopperne, som forsvinder ned i røret uden at vide, hvem der er deres bøddel. Og hvem er egentlig bødlen, når man tænker på, at røret i det mindste det meste af sommeren er en forlængelse af min højre arm? Menneske-maskinen er på spil, ansporet af lyset, som afslører forekomsterne, og lyset bliver dermed en indirekte årsag til krybets død.

Visir #69

Materialitet På sommermorgener sker det, når jeg går ud i garagen for at hente min cykel, at

jeg i den mørke åbning støder ind i et spindelvæv. Ofte med en stor edderkop, der før hang med hovedet nedad, men som nu sidder fortumlet i mit hår. Dens klæbrige mesterværk er gået i stykker og skal nu nærmest skrabes af mit ansigt. Nu er det pludselig mig, der vender hovedet nedad, mens jeg børster løs for fuld kraft for at blive edderkop-ogspindelvæv-fri. Dén form for materialitet, dyrets udladninger, naturens poetiske fælder, fanger og fascinerer mig. Mine børn gyser af væmmelse, men det rører ikke mig, når det klæbrige spind rører mig. Huset hedder Sneglehuset, og ikke uden grund: det har også en magnetisk tiltrækningskraft på de snegle, som forcerer lavendlerne, kravler op af mure og trappestene eller hen til kattens madskål, efterladende sig et slimspor i bedste Art Nouveau-stil. Hvem har overtaget huset, hvem er egentlig de virkelige ejere af det? Atmosfære og lys Lysets spil i rummene styrer atmosfæren som en dirigents taktstok. Karnappens ujævne vinduesglas kaster langstrakte sæbeboblelignende lyspletter ind mod matte vægge, og om natten holder gadelamperne vagt om haven og huset. Ude fra mørket stråler lyset fra vinduerne, og entréens varme favntag tager imod gæsterne og leder dem videre ind i husets oplyste indre. Om dagen former sollyset rummene og genstandene. Det afslører på hammershøisk vis støvkorn i luften foran hvidmalede paneler og døre, tegner skygger under borde og stole, trænger gennem det grønne glas i køkkendøren og forsvinder bag bøgerne i reolerne.

Essay

Lyset former menneskene i huset, deres humør og giver gaver i form af inspiration. Huset giver meget til den, der ser. Kakkelovnens hvide runding kærtegner øjet, dens varme indre sender stråler af velvære i kroppene på gæsterne i spise-stuen. Lyset skaber former, og de visuelle beboere behøver ikke sige ret meget i de rum; det er nok at sidde og se.

fællesskab, komponeret af de mange velkendte lyde. Hverdagens fænomener Kroppen kender køkkenet. Hver bevægelse er en del af et inkorporeret mønster, en koreografi, som er skabt af køkkenets indretning. Her er gryderne. Hånden ved, hvordan man løfter den tunge kobbergryde ned fra dens krog. Dørslaget kræver kun et snuptag. Fødderne ved, hvor mange skridt de skal gå mellem vask og komfur. Hænderne kender drejet på vandhanen, grebenes form på lågerne og hvor mange kræfter de skal lægge i hvert tag. Køkkenlydene er den musik, som er med til at skabe retternes tilberedning: gaskomfurets tikkende tændsats, køleskabsdørens gummilisteklisterlyd, når den åbnes, opvaskemaskinens bløde, søvndyssende brummen, ovnens dumpe bump fortæller, at den har nået den ønskede temperatur og er klar. Ovnlågens skrig og varmluftblæserens arbejdsomme snurren. Og den sultskærpende duft kommer til. Koreografien er forudsætningen for det appetitvækkende resultat. Musikken og dansen i køkkenet er hverdagens tryllenummer. Med ovn og komfur som assistenter forvandles forskelligartede fødevarer til retter, mens auberginens mørkviolette skind komplementært fremhæver de knaldorange appelsiners noprede hud, den sure gær forsvinder i håndvarmt vand og hvidløgets knasende papirtynde hylster pilles af og overlader de nøgne hvide fed til høvlens skær, som nådesløst rasper det til små flager af duft og smag.

Visir # 69

Musikken Trappen i huset snor sig på konkylievis og leder én til første sal. De slidte trin kærtegner bestigerens bare fødder, mens knirket er det musikalske svar på kroppens hvil på trinnet et kort øjeblik før næste afsæt. Trappen er venlig og lyder lovende for det, der er i vente: en repos og en lang gang med mange døre, alle med forskellige lyde. Hver især har sin egen personlighed, og selv i mørke ved man hvilken dør, der åbnes eller lukkes. Til højre åbner det store soveværelse sig ud mod altanen, som løfter en ud i en anden dimension. Herfra kan man lytte til trætoppenes bevægelser om dagen, og se stjernerne og måne-skiftet om natten. Nattens lyde er godstog, der kører forbi på den ned-gravede banestrækning, og flyene i færd med at foretage indflyvning. Sengevarmens blødhed og togets hvinende bremser sniger rejselængslen ind i sindet og blander sig til drømme om vuggende sovevogne ned gennem Europa. Regn mod træernes blade i haven er den smukkeste lyd. Torden, storm, sne, sol, hagl og heftig regn holdes udenfor af det store tag. Huset beskytter mod vejrets tyranniske insisteren og skaber distance til verdens larm og ufred, mens det samtidig fører sine beboere sammen i et

Frihed

Fr i h e d

Visir #69

Historien Husets arkæologi afslører dets livsforløb. Det er lagene, der fortæller det. Gennem mere end hundrede år har rummene tilpasset sig og omsluttet beboernes forskellige behov. Da huset blev mit, begyndte jeg at pille lag af det. Som en rejse ned gennem tiden så jeg, hvilke materialer det var blevet tilføjet. Tapetlagene. Celotexpladerne. Plagierede palisanderpaneler. De tre lag gulvtæpper i gangen. Og nye dukkede op: Syv ildsteder og tre skorstene, mange flere døre end nu, indbyggede skabe, skunke, krinkelkroge og zinkspir. Huset blev frit, det kunne atter ånde og åbne sig mod alle tingene, som flyttede ind i det og skulle systematiseres, struktureres, udstilles eller gemmes af vejen.

Essay

Afrunding Huset har selv fortalt sin historie. Man kan lytte til den eller lade være. Den fortæller om aktivitet og væren, om tiden der går forbi huset og kaster noget af sig inde i det. Jeg tænker, at hvis jeg lægger mig til hvile i det og forvandles til en genstand, spindes jeg sikkert ind i edderkoppernes fine tråde, optages af huset, af planterne som vil vokse ind gennem vinduerne og op gennem gulvbrædderne, sno sig rundt om mig, trække mig med ned i kælderen og videre mod dybet og jeg selv bliver jord, et fundament som nogen kan bygge videre på engang.

Essay

Fr i h e d

Angsten for at vælge selv En guidet tour gennem bachelorvejledningen

Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie

Det føles lidt som den hånd præsten lagde på dit hoved, da han velsignede dig, efter du havde bekræftet din dåb. Følelsen af, at du godt vidste, at du havde sagt ja til et eller andet, som du ikke rigtigt kendte betydningen eller omfanget af. Som du måske på nogle niveauer var ligeglad med, men som du på andre niveauer godt vidste, du ville blive nødt til at forholde dig til på et tidspunkt. Og selvom det tidspunkt ikke nødvendigvist var lige nu, så kunne du stadig mærke præstens tunge hånd på dit hoved, længe efter han havde fjernet den.

Nu er det rødt. Ikke sådan fuldstændigt rødt, men stadigt mere end bare plettet rødt. Når du breder det ud, efter al saften er løbet igennem, ser du et næsten batikmønstret klæde, der i nærmest psykedelisk stil forvirrer dit blik. Jo længere tid, du stirrer på det, desto flere former og figurer kan du se. Og det er her, du bliver forvirret, for du ved jo godt, at det du i virkeligheden stirrer på, er et klæde, der engang var hvidt, men nu er farvet rødt af rabarbersaft.

Sådan føles første bachelorvejledningsrunde.

Anden responsworkshop føles som at have sex med en, du virkeligt ikke kan lide. En du har lyst til at slå hårdt i ansigtet med en sko. Og du tænker: Hvad laver jeg? Hvorfor fanden gør jeg det her? Men du gør det. Måske for at flytte grænsen for, hvor meget du kan væmmes over dig selv. Måske for at se, hvor den øvre grænse for selvdestruktiv adfærd går. Måske fordi du var liderlig og glemte alt andet. Du bliver set på af øjne, der kun betragter dig som midlertidig underholdning. Du bliver kysset af læber, der lige har sagt ordene ”fucking kælling”. Du taler til lukkede ører og himmelvendte øjne. Du kan mærke præstens tunge hånd mod din skalp.

Anden vejledningsrunde føles som at si rabarbersaft. Du har kogt rabarber, sukker, vand og nonoxal sammen i en stor gryde. Duften af mormor og sommerhus fylder hele køkkenet, men du kan stadig ikke helt fornemme, hvordan saften vil smage, når den er iskold og nydes i blændende solskin. For at få en klar saft uden rababarrester sier du den igennem et klæde. Et hvidt klæde. Det er en langsom proces, der farver alting rødt. En proces, der kommer til at medføre, at det hvide klæde aldrig bliver hvidt igen.

Det er sådan første responsworkshop føles.

Og så er du alene.

Visir # 69

Frihed

Essay

I bachelorens frihedsindskrænkende helvede Af Stine Liberty Svenningsen, litteraturhistorie

Det er utroligt, som jeg sidder her og skriver, at jeg overhovedet har fundet tid til at nedfælde mine tanker. Jeg er nemlig ved at træde ind i sidste fase af bachelorprojektets mørke og flammende helvede, der er uden sidestykke til, hvad jeg som studerende før har stået over for. Forvent derfor ikke sirlig poesi eller rendyrket prosa, men i stedet hakkende sætningskonstruktioner og usammenhængende logik. Beklager, men jeg lider officielt af ”BA-hjerne”. Som universitetsstuderende er jeg naturligvis ikke ubekendt med hårdt arbejde, stressede dage (og aftener) og masser af tedrikkeri (gisp! hun er ikke kaffedrikker! hvordan overlever hun!). Og jeg ved, at livet som studerende (og ”voksenlivet” senere hen) fremover kun byder på endnu mere arbejde, mere stress og flere kander te, end jeg tør forestille mig. Dette ændrer dog ikke på dét faktum, at bachelorprojektet er det hidtil største, jeg har begivet mig ud i.

Visir #69

Jeg forundres virkelig over, hvordan jeg den næste måneds tid (eller rent faktisk kun uger snart) mon skal klare den over på den anden side og ind i frihedens klare lys. For det er præcis sådan, jeg føler, det forholder sig: at bachelorprojektet indskrænker min frihed. Ikke bare fagligt, hvor mine tanker konstant kredser om projektet og summer irriterende voldsomt i mit hoved, men

også socialt og rent personligt: Jeg bliver simpelthen et dårligere menneske af at skrive bachelorprojekt (undervejs i forløbet, forhåbentlig ikke bagefter). Og det er jeg ærligt talt led og ked af. Bachelorprojektet er en ond spiral af manglende motivation, dårlig samvittighed og overspringshandlinger, så jeg i stedet for at skrive på min opgave skyder tankerne væk og for en stund simulerer den frihed, der på det groveste er blevet taget fra mig – eller rent faktisk er noget, jeg selv har valgt at undvære, men i en grad jeg nok ikke var forberedt på. I det store og hele er bachelorprojektet selvfølgelig hverken jordens undergang eller (nødvendigvis) dét, der i fremtiden sikrer mig drømme-jobbet, men det fremstår lige nu som et fængsel med stenhårde, solide vægge, hvor jeg sidder i min lillebitte énmandscelle, mens jeg skuer ud gennem minimale glughuller på alle de frie mennesker, der bevæger sig rundt i verden udenfor. Jeg vinker, men ingen hilser igen. Hvis du har været igennem bachelorprojektet og er kommet levende ud på den anden side, så du igen kan ånde lettet op efter fængslets trange kår, så har du mine hjerteligste lykønskninger. Hvis du til gengæld endnu ikke er kommet til dette stadie i dit studie, saluterer jeg dig og har intet andet at sige end: ”Velkommen til helvede.” Og nyd turen!

Debat

Frihed

Et seriøst indspark ...og et los i nosserne på den revolutionære retorik Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie

Her den anden dag blev jeg inviteret til en begivenhed på Facebook. Denne hændelse er der for så vidt ikke noget nyskabende i. Jeg modtager hver eneste dag adskillige invitationer til alt fra loppemarkeder, digtoplæsninger, teaterfestivaller, julefrokoster og så videre, men titlen på denne begivenhed fangede min opmærksomhed: ”Et andet universitet”.

Jeg har valgt et studie, jeg elsker. Jeg knokler min røv i laser hver eneste dag for at leve op til studieordninger og eksamenskrav. Jeg lytter, læser, lærer, samarbejder, udvikler, videreudvikler, tænker, tænker, tænker. Jeg bliver klogere hver eneste dag. Jeg bliver dygtigere hver eneste dag. Jeg bliver mere kompetent og bedre klædt på til at møde den verden, der lige nu siger: ”Vi kan ikke bruge dig til noget.” Prøv at råb den verden op. Prøv at bloker den. Prøv at saboter den. Prøv at afvise den. Jeg vil ønske dig held og lykke. Hvis der er en erkendelse, jeg har gjort mig på Aarhus Universitet, så er det, at mængden af læsestof altid intensiveres i alle fag samtidigt, og at du formentligt først får din eksamenskarakter i det øjeblik, du har opgivet. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Blokering? Sabotage? Pointen er, at vi kan råbe og skrige og te os fuldstændigt lige så vanvittigt, som vi overhovedet har lyst til. Vi bliver ikke taget seriøst, før vi begynder at tage os selv seriøst. Er nedskæringer på samtlige æstetiske uddannelser ikke noget, vi bør tage alvorligt? Bør vi ikke behandle netop det emne med stor respekt og saglighed?

Visir # 69

I disse tider, hvor tiltag som fremdriftsreformen og dimensioneringsplanen er over os, og hvor buzzwords som innovation, omstillingsparathed og oplevelsesøkonomi flyver rundt i luften sammen med den allestedsnærværende påstand om de æstetiske fags ”uddannelse til arbejdsløshed”, lignede ordene ”Et andet universitet” i mine øjne endeligt et seriøst indspark i en debat, hvor de studerendes stemme og kvalificerede løsningsforslag i høj grad overhøres. Derfor blev jeg også umådeligt skuffet, da undertitlen på begivenheden proklamerede en blokade på Aarhus Universitet. Er det virkeligt den løsning, vi som studerende, der er truede på vores uddannelsers fremtid, griber til? Er det virkeligt sådan, vi vil fremstå i medierne? Forestil dig ganske kort, at en journalist undersøger baggrunden for den eventuelle blokade og læser følgende udmelding i begivenhedens beskrivelse: ”Regeringen har klart vist, at de ikke er interesserede i dialog, og vores eneste mulighed for modstand er sabotage.” Det, synes jeg, er pinligt. Sabotage? Er det virkelig en retorik, vi vil være bekendt? Vil vi virkelig sætte os selv i samme kategori, som aktivisterne fra Ungdomshuset, der om nogen formåede

at få skabt et negativt mediebillede af sig selv. Vil vi virkelig fremstå som en flok utidssvarende pseudo-’68-ere, der ”blokerer under paroler” og indgår i ”solidariske interessefællesskaber”? Er det det billede, vi gerne vil tegne af os selv? Er det virkelig den retorik, vi vil tage i brug i forsvaret af vores fremtid? Er vi ikke bedre end det? For hvis vi ikke er, så fortjener vi at blive dimensioneret fuldstændigt ned under gulvbrædderne.

Fr i h e d

Visir #69

Og er det ikke lige præcist det, vi lærer på universitetet? At behandle en problemstilling. At betragte den fra forskellige vinkler. At sætte perspektiv på problematikkerne. At sammenligne den med andre lignede problemstillinger. At sætte dem ind i en kontekst. At vurdere en problematiks relevans. Er det ikke nu, vi skal vise, hvad det egentlig er, vi kan? For lige nu siger verden: ”Vi kan ikke bruge jer til noget” og vores svar er noget, der desværre ligner: ”TIL BARRIKADERNE! REVOLUTIONEN KOMMER!” Kan vi være det bekendt over for os selv og overfor vores uddannelse?

Debat

Jeg tror, der ligger et vigtigt budskab gemt i Facebook-begivenhedens titel ”Et andet universitet”, for der sker ændringer – og det er der ikke nødvendigvist noget galt med. Men det er os, de studerende, der har et ansvar for, at de ændringer, der foretages, ikke medfører, at de æstetiske uddannelser tabes. Vi har lige nu den bedste mulighed overhovedet for at vise, hvad vi faktisk duer til. Så arranger en happening. Skriv et læserbrev eller et debatindlæg. Engager dig. Få folk i tale. Diskuter. Tag det som en opfordring, men lad nu være med at pakke det ind i utidssvarende revolutionær retorik. Tak.

Debat

Frihed

Tabish Khair: tale til demonstrationen d. 19-11-2014 REDAKTIONELT FORORD: I det følgende foreligger lektor i engelsk Tabish Khairs tale fra ”Et andet universitet”s demonstration på Aarhus Universitet d. 19-11-2014. Det skal fra begyndelsen gøres klart, at hverken ”Et andet universitet” eller Khairs synspunkter afspejler redaktionens holdninger eller standpunkt i debatten om universitær politik, som er et emne vi forholder os absolut neutralt til. Vi har valgt at trykke talen i Visir som en opfordring til fremtidig debat, og ikke mindst så studerende, der ikke var til stede ved demonstrationen, kan få mulighed for at læse den.

I could start with my sheer astonishment over the under-remarked fact that today, all over the world, the very politicians who plough in billions to bail out banks and corporations that mis-invested and lost your parents’ savings, these very politicians cannot find a few thousands to enable you to study the subjects of your choice. But I will not talk facts or politics today. Instead, I will tell you why I am here with you.

But if you ask me as an associate professor, where do you belong, I would give you an answer that is similar and different at the same time. Do I belong here as a teacher, or as a researcher, or as a student myself, for no thinking person ever ceases to be a student? Do I belong here as an academic or a writer or a citizen, or a proto-citizen as I do not have a Danish passport? Evidently, I cannot choose between these and other designations; they are all regions where I dwell and have dwelled. But there is one difference, and the difference arises if you put the above question to me in a different manner, if you ask me, for instance: to what do you, as an associate professor, owe allegiance? My answer would be: I owe my primary allegiance to my field or fields of knowledge. No market statistics, no corporate structure, no political injunction, no administrative compunction, no, not even pedagogic pressures can change that. My first allegiance is to my fields of

Visir # 69

Sometimes I am asked: where do you belong? In places like Denmark, this is supposed to be a difficult question to answer. People like me, who seem out of place in Denmark, and even more so in Aarhus, and entirely so in Hjortshøj where I actually live, are supposed to be torn between nations and places, cultures and languages. Unfortunately, I – and many more like me – have never felt torn. The notion of an identity-conflict is something imposed by others on people like me, and these others are usually people who feel conflict on encountering us! I have always felt that I belong both here and there – not just in India, UK and Denmark, but even in the small Indian town I come from and the small vil-

lage outside Aarhus where I live now. I do not have to choose between them. There is no reason to do so.

Debat

Fr i h e d

knowledge. It is this I have committed myself to; it is this I want to be judged by; it is this I intend to hand over to the next generation. Knowledge, and a desire for knowledge, which inevitably involves questioning and re-questioning. Critical thinking. It cannot be reduced to an account sheet or a handy tool. It should not be reduced to an account sheet or a handy tool.

Visir #69

Some people might turn to me and say: well you teach English Literature, there is some need for it, after all it is a global language, we need it to get jobs and make money. What about smaller subjects? Why retain them? There are many answers to this inane question, but I will give only two of them. 1. People who put this question have no idea what knowledge is. Knowledge is not a tool or an account sheet; it is a mesh, with every point relating to more points than we can ever imagine. In this, it is like life. You erase one insignificant point, and you lose out in a hundred places elsewhere: you have got it coming. Answer 2 is even more obvious: who is to decide the insignificance of a branch of knowledge? On what grounds? Are jobs or salaries – easy economic convenience – the criteria? When did they become the criteria? – Søren Kirkegaard, Karen Blixen, Niels Bohr were not doing a job, when they did what they did. No plumber, no carpenter, no teacher, no writer, no nuclear physicist, no one who has done anything good, ever did it simply as a job for a salary! And moreover, need I say it, if convenience is the criteria, surely there is no difference between eradicating so-called small subjects or eco-

nomically-weak areas, and getting rid of the diseased or the handicapped or … The list is long. We have been through it before, in other terms. So we need to speak up, not just for our subjects but for knowledge, for what made universities what they almost are when, in the 18th century, the first modern universities arose. As Johann Gottlieb Fichte, one of the earliest thinkers to discuss the modern university put it in 1807, the university exists not to pass on information but to teach the exercise of critical judgement, without which information cannot be evaluated in any case. Critical judgement comes with knowledge, and vice versa. What this means is that we need to protect the small subjects first, and for exactly the reason given to us in those famous lines by Pastor Niemoller: First they came for the Jews and I did not speak out because I was not a Jew. Then they came for the Communists and I did not speak out because I was not a Communist. Then they came for the trade unionists and I did not speak out because I was not a trade unionist. Then they came for me and there was no one left to speak out for me. Speak up now. Speak loudly. Make sure you are heard. Speak up not just for your subjects but also for other subjects. Tabish Khair

Digte

Fr i h e d

LÆNGE EFTER ALLE REVOLUTIONER En dialog om frihed i to akter Af Elisabeth Hjortshøj Thostrup, æstetik og kultur

ASTA: ”Måske skal du spørge dig selv hvilken frihed du vil have? for frihed findes ikke! dit væsen er determineret ved verdens fødsel måske skal du tænke på forslidte floskler som memento mori og carpe diem måske skal du undre dig over om dit liv er frit i en rolig vuggevise et stilleben af tavshed kan du mærke friheden uden at få lyst til at skære i håndfladerne? kan du mærke friheden uden at finde det dybere vand? måske skal du bare acceptere at frihed i dig findes i det tempo støvet i solens lys rammer køkkenbordet med og at frihed for dig er at vælge vejen ligeud” ALLISON R: ”Måske har jeg allerede spurgt mig selv hvad frihed betyder for mig måske bliver jeg bare ved med at spørge i håbet på at der findes et andet svar på bunden af al den frihed jeg ser kun et Matrixparadox "If you take the blue pill…" en balancegang på den ene side at være frigjort: fra steder fra mennesker fra handlinger ikke lade nogen diktere mine drømme ikke lade kærlighed og ansvar holde mig fast på den anden side bliver frihed så adresseret meningsløshed intet net at bære om den nøgne krop det svære i at blive ved med at gå”

Visir # 69

Frihed

To digte Af Jacob Meyer Hald, litteraturhistorie

Under stjernehimlen: Under stjernehimlen Var jeg levende, Mine øjne rejste gennem Universets kaffemørke, Mens jeg levede af Perledug fra græsset. Jeg lå i skoven, Havde brændt mine sko Og det ikke-liv jeg havde levet For at leve i ingentingheden Og stirre essensen i ansigtet Tvinge den ned i sin udelelighed.

Visir #69

Jeg forlod metropolet Med dens kaffe-latte-DNA, Min kvalme over selvrealiseringen Fyldte mit space med brun tæthed Så jeg ikke kunne ånde i luften. Og mit tøj vejede et ton på min hud Og min krop et ton på min sjæl, luften var tyk af metropol, af asociale medier og den blegfede modefascisme. Jeg ønskede at skrige gennem vinduet: ”JEG KNALDER MINE BRØDRER! ”, Og hænge min pik i husansigtets øjenhul, Så dens organiske urmægtighed Ville flænse storbyjunglens sarte plastichud. Så jeg pakkede mig ned i en kuffert Og sendte mig selv til skoven. Jeg brændte mit tøj, Min IPhone Og ethvert tegn på by. Min krop var fri, Dens nøgenhed bevægede sig langt ind i skoven Indtil mine atomer Fusionerede med skovens Og vi blev en del af hinanden. Jeg byggede en rede ved skovsøen, Det organiske spejl Kopierede skovens relief Og nattehimlens stjernemasser. Hver nat lå jeg på ryggen, Udforskede det bløde, vuggende lyshav, Og jeg skreg så min hjerne boblede I eufori over erobringen af mig selv, og himmelvakuummet absorberede

Digte

Frihed

Selvskabt selv: Gaden er grå Jeg er tilknappet Tilstrammet Tilstrækkelig utilpas I mit stramme tøj Der er lavet af rustfrit stål Og flyvinger. Vi skal være strømlinede, Aerodynamiske, Perfekte, ufejlbarlige produkter Og jeg vil være nøgen, Jeg vil rive rustfrit stål I stumper og stykker Danse midt på gaden og råbe Jeg er et menneske. Og jeg vil klaske mit køn Op i fjæset på gamle damer Og skrige Jeg er et menneske. Og jeg vil æde og hore med min søster, Hade og elske alle dyr og mennesker Fordi jeg kan. Acceptere ikke Anerkender ikke Jeres moral – jeres selvudnævnte selv Jeg skaber selv mit selv.

Visir # 69

Frihed

Digte

Alle de kvinder Af Anne Katrine Bagai, litteraturhistorie

denne kvinde er jeg ikke! denne kvinde snor sig denne kvinde den kvinde er i døren i vinduet på biblioteket den kvinde sukker sover aldrig tager aldrig sin telefon den kvinde er nøgen er påklædt siger aldrig ja den kvinde er i vinduet i døren den kvinde taler med sine kraveben og ånder for hurtigt

Visir #69

til alle de kvinder til hårdtpoleret blank marmor mormorarme fingre der tager fat og stædigt hækler kvæler garnet rundt i mønstre kære polaroidfoto i digital problemer med børnepengene til de døde problemer med selvbiografien og reflekteringen knib og lad som om du er hjemme koldt blå magasin spice din mad kontroller dit stofskifte den lille sorte bermudatrekanten full brazillian hardcore rockmama work it on work denne kvinde med skjorten der står henslængt op af en mur klikklik facebookapps ja eller nej måske du kontakter mig i et svagt øjeblik her øjenlåg der blafrer det søde liv creme ned gennem halsen sure opstød med klatter vilkårligt placeret på arme og ben nu til pige på sorthvid hej pige på sorthvid du poster sange som my body is a cage du tager billeder af dig selv ovenfra du spørger mig hvordan jeg har det du kalder mig søde denne kvinde er jeg ikke ikke du ryger smøger i garagen og bliver kvalt i noget tomhed måske den kvinde er på badeværelset hun hoster dit sexliv det gennemsnitlige køn lebbernes trøstefond silverspoon experience halvkvalt ristede mandler som søndagssnack pilatesbold yogaro græsk yoghurt 2% fedt løbeapps gåapps musikapps mind the gap denne kvinde er jeg ikke tantra hård blød skumgummi mellem tænderne melankoli i et forstadsvindue kaninerne er så stille men man kan høre dem trække vejret i deres bure man kan høre pisset falde til jorden hver dag klokken 12 præcis klokken 12 manden tisser i hækken med samme stråle som et oprør i kulden husk din biopsi at panodiler er gift

Digte

Fr i h e d

husk din tid du har bestilt den tid vil du høre historien om den stærke? her er den bedste historie: et menneske falder og rejser sig og så kommer kronhjortene så bliver himmelen mørkelilla og alt i en tæt guldtåge på jorden et menneske falder og finder sig selv på bunden og har nu fået en tatovering af sine børns navne på håndleddet et menneske falder og falder i igen og kramper sammen og bliver reddet af et stærkt menneske med tatoveringer på håndleddet nu fremstående som blankpolerede tænder og en kortklippet naturkatastrofe men den historie eksisterer ikke kvinde knepper før nogen andre knepper sig selv i døren knepper sig selv i spejlet knepper med øjnene sluger og tager det ind og siger denne kvinde er jeg ikke den kvinde er på grusstier er i saunaer er i fritluftsaktiviteten den kvinde er en fordom den kvinde er stærk den kvinde har sine børns navne indgraveret i huden indgraveret i livmoderen indgraveret i arret på maven det kejsersnit der skulle forsone hende med alderen hun siger hun har fundet fred til alle de kvinder hun er //////////////// hun sætter foundation i vilkårlige klatter rundt i ansigtet og smører det ud hendes ansigt ophævet hendes hud rød foundationen hvid det bliver lyserødt sådan kan man lave en jævning du jævner farven på dit eget ansigt hun tager eyelineren frem og præciserer over det lukkede øjenlåg ud og ind porerne i huden er cirkler hun maler sine øjne mascaraen klatter ned på kinden det jævne bliver gråligt det mest grå lyserød verden har set hun sukker og finder vatpinden frem nulrer med ryk det sorte af tilføjer mere jævner retoucher læbestiften duppes af i mundvigen så tager hun et selfie

Visir # 69

Frihed

OM FODNOTER1 Af Sidsel Boysen Dahl, litteraturhistorie

Du er som en fodnote der henviser til en tekst jeg slår op i og finder nye ruter hvor endnu en fodnote vokser i vækst Og fodnotens fodnotes dobbelte kvoter forstyrrer min søvn og forbitrer min fred men da jeg er stædig og ærekær vil jeg før eller siden finde det sted dine grummest obskure kragetæer møder føddernes sirlige anekdoter

Visir #69

1Stilistisk greb, som fordobler afstand mellem afsender og modtager.

Digte

Novelle

Frihed

Sløring

Hyldest til J.L.B. Af Daniel Ferraz, Kunsthistorie

Visir # 69

Jeg husker en følelse, som kun kan beskrives ved det at samle en encyklopædi op, fordi man synes, at verden er for meget. Man forsøger, at få afdækket ting og sager, steder og folk, men bliver kun bevidst om en uoverskuelig kompleksitet. Og i stedet for den klarhed, som man forventede, står man tilbage med fornemmelsen af, at alt er blevet

Fr i h e d

Novelle

beskrevet og målt til den mindste detalje. Men man er ikke nået nærmere en tilfredsstillende orden. 1

Visir #69

De afholdte mødet i slutningen af Juli. Fast besluttede på at få gjort noget, fagfolk, videnskabsmænd, en bestandig flok af forskellige nationaliteter og manerer. Det havde taget få dage at få det første på skrift, fx betegnelser af ord vi kendte, men hvor betydningen kunne siges at have mistet noget af sin essens, en vigtig del af mødet, en selvvalgt skare, som kaldte sig for et udvalg, tog sig af dette. De ville lave en revideret beskrivelse af begrebet “sløring”. Dette blev skrevet på baggrund af noget en ældre, blind, men utrolig respekteret, biblioteksmand og gammelt bestyrelsesmedlem havde udtalt i en pause. Og dette vil vi forsøge at holde fast i. Denne mand havde brugt sit liv i bøgerne. Skærmet sig i biblioteker og fortid, hvilket til tider havde fået ham i konflikt med virkeligheden. Den havde ikke været nok for ham. Mange af de ting, vi kendte fra vores liv, havde han for længst undersøgt gyldigheden i, og var kendt for at tage forskellige kendsgerninger til revision til disse møder. Det havde for to uger siden vist sig umuligt for ham at beskrive den mærkværdige følelse for sin kone; han ville træde ind i stuen, møblerne hvor de plejede at være, bøgerne som de plejede at være rangeret, men pludselig med en følelse af glemsel. Ja, mine herrer, glemsel. Men ikke blot en glemsel, hvor han efter en rum tid ville kunne definere det præcise glemte, ved bare stædigt at fokusere på genkaldelsen af omstændighederne for den mistede erindring, men hvor det glemte var en “følelse”, som umuligt ville kunne huskes igen, da det af den årsag ikke ville være noget “glemt” mere, men ville transformere sig til det mere håndgribeligt “huskede”. Og denne mand havde set meget... Nogle rynkede på brynene. Til tider ville den ældre spørge om vej i disse lokaler, disse han kendte så godt, fægte med armene og se fuldkommen fortvivlet og formørket ud på gange, som han kunne siges at være den i forsamlingen, der kendte bedst. De havde specielt noteret sig hans dårlige syn, idet han gang på gang ville gå forbi spejle, som hang på gangene, uden trang til at kommentere på disse. Mange havde en dyb respekt for denne mand, ønskede ivrigt at lære af ham, høre hans historier, de ting han havde set. Være som ham. Andre mente, han var svigagtig. Et flertal gik dog sammen og besluttede sig for at få det afdækket, det skulle defineres, og det kunne ikke gå hurtigt nok. De havde jo privilegier, de var førende. De var foran de andre. De havde fået tildelt friheden til at ændre på verden efter deres egen fornuft.

Novelle

Fr i h e d

Sløring. Hvordan og hvornår opstår denne? En følelse af noget iboende, et minde, en drøm, en fornemmelse, men som sløres og fortrænges. Det vil altid være drømmerens syn på mindets fremkaldte billeder, som definerer mindets grad af sløring. Mindet vil altid være mindet om en genstand, en person, et sted eller en historie. Denne historie er gennem sløringen i en anden form, som en klump is siver mellem fingrene som flygtigt vand. Dette er minde-formen af disse historier, som sker for os. Hvis mindet er af en person, er det personens form som følelse, inden denne person skifter form til noget, som aldrig har været, eller den form, som defineres som objektets form af noget andet, også kaldet en persons transformerede form. Nogle gode eksempler kan være, når en tidlig elsker bliver en fader, til en gud, en dæmon, som en fremmed bliver til en hovedperson, en helt i minderne, som redningen, der aldrig kom, en gud - men jo som blot var en fremmed uden historie. Som en person man møder som det, de er, ændres til et minde, ændres til en sløret erindring, for til sidst at forsvinde eller ændres til noget helt andet. Det skal dog siges, at denne nye beskrivelse af sløring ikke overdøver eller overgår den ældre, men sidestilles. Det er ikke i dette udvalgs intention at fjerne dele af sproget, men at skabe flertydig værdi, hvor noget kan betyde flere ting, på samme tid, i forskellige grupper, og hvor betydningen af et ord i en tekst efter en rum tid kan variere og skifte. Målet er at skabe diverse betydninger til hvert ord i vores sprog, så enhver historie er ubegrænset i sig selv, og kan skifte retning, betydning - eftersom vi skaber vores virkelighed gennem disse historier, og alle ønsker en vis form for indflydelse. Hun ruller med ordene på tungen. Smiler. Enkelte ord fra dengang, hvordan talte hun dengang? Hvordan var det nu... Hun ligger i sin seng og forsøger med enkelte sætninger at fortælle om rejsen, denne slørede, hvordan var denne sløring kommet, hvornår? Hun undrer sig. Hun forsøgte at redegøre for sløringen for sig selv. Dens natur. Med ord. Den måtte kunne siges at være fuldkommen i oktober... det får os tilbage til august, hvor resterne stadig var konsistente nok til at hun kunne genkalde enkelte billeder. Men dette er ikke i vores interesse. Billeder ville være utroværdige... nej, hele hendes forsøg havde været at genskabe følelsen, i løbet af de næste par måneder, lige i tide til efteråret og dettes tætte og ensomme aftener, slørede vinduer. Og den umulige opgave at overføre billeder til ord, følelse til ord, ord til sætninger, tanker og til sidst billeder, forståelse, en følelse til følelse, et ord til et nyt ord, ordets følelse, et støn, en duft, et minde? Og sådan nåede hun, faktisk momenter før hun faldt i søvn en lys eftermiddag i oktober, lige på det tidspunkt hvor man er mest sensitiv for de slørede minder, at genskabe en tråd af følelsen fra rejsen. Selvom dette kan siges at bære præg af store mængder forvirring, er det dog ikke desto mindre det sidste genkaldte før den absolutte

Visir # 69

Fr i h e d

Novelle

glemsel. For sløringen er allerede væk idet, at den fuldstændige glemsel indtræffer. Levetiden kort. Følelsen af at vågne når som helst i en lejlighed, der havde sin egen duft. Den diskante rumklang af lyde og hverdage i baggården og fornemmelsen af vådt marmor fra skulpturen. Fornemmelsen man havde af hinandens smag fra søvnen, uvisheden om vejret udenfor, den slags morgener hvor man tager søvnen og sengen med sig ned i stuen, en varm pande mod læberne, fra den samme seng. Så et hvælv af hustage som uldne tæpper, over, under, omkring sig og dansende med dagens første cigaretrøg og luften under byen, som jagtede gråspurve og utydelige råb og trafik i den duggede himmel. Resten af dagen i ledtog med disse sanser, med dem på gaden nedenfor hvor dele af fugten fra marmor blev slæbt med og hvirvlede op i passerende skikkelser, som havde en morgen selv i frakker, og med temperamentet og humøret, som styrtede forbi eller sad fast i et hjørne hvor de talte, snublede, fortalte eller grinte, og før mere kunne vise sig, tilbage til søvnen og den omkringliggende lejlighed og en køligere krop mod brystet til forskellige indslag og film på et fremmed sprog, hver dag disse lyde og dette sprog, denne slags menneske, som talte på denne måde, de måtte alle kende hinanden, have historier, som de havde fortalt eller ville fortælle og kende, for hinanden, ikke for os, for vi havde søvnen, som var vores, og som vi slæbte med os mellem marmor og boulevarder og åbne pladser med pladsernes indbyggere, os og dem, hver vores by, hver vores minder, hver vores gader. Mindet forsvandt som var det en af disse benævnte beboers historier som aldrig blev fortalt for os, uvidenheden som skød spurvene ned, og lod et tomrum stå som et halvt spørgsmål på et sprog, de ikke kendte. Hun havde følt det som en hån til at starte med, indforståede historier, som ikke sluttede, og til sidst vandt ligegyldigheden, et enkelt stik af vemod, og så ville mindet være forsvundet. Ingen sorg blev efterladt, for det betød intet mere. Ingen rester, ingen søvn, ingen afsked. Kun lyden af ord, fjerne. Kun et tåget vindue. Kun et klamrende nu. Sådan blev hun født ind i sit liv, og sådan blev byen brændt ned i sin søvn, uden røg, uden flammer og dødfødt fra en kold krop af nutid.

Visir #69

2 Det golde lokale ville til tider springe frem i lysende diskussion, synke hen, blusse op, rytmisk men uden takt, nogle ville holde taler, til tider ville der være en uendelig stilhed, og brudt af små opråb, udstød. Revolution! Hvor blev sangene af? Hvem styrer denne forsamling, hvem styrer ordet? Lokalet ville gennemsyres af anekdoter, fortællinger, og så stilhed. Uden at vide hvornår en tale begyndte, sluttede, var i gang, hvor mange taler, og hvem, der holdte dem. Anmærkninger, målsætninger, udvalg. Sange, kritik, og enkelte pauser. Hele rummet syntes at lyde af disse fortællinger og fragmenterede udsagn, endeløse, omsluttende, fraværende eller belærende eller spørgende, hvornår begyndte historierne og hvornår sluttede talerne, sangene, citater, parafraser, støn, host og undren.

Novelle

Fr i h e d

Visir # 69

Og hvorledes har vi frihed til selv at forsvinde. Dette var blevet prøvet, men havde vist sig umuligt at gøre sig klog på. Interessant at nævne er Meinhardt, og alle de ting han havde mistet. Man kan næsten vove at påstå at dette “mistede” drev ham til hans omfattende forfattervirke. Han blev til det sidste besat af denne underlige form for frihed, tingenes forunderlige forsvinden. Det er imponerende som frihed kan styrte et menneske, gøre dem forvirrede, lykkelige eller fortvivlede. Det vidste vi dog alle. Måske han ikke skulle have rørt dette. Der er enighed. Ja, mange mener stadig at denne interesse var grundlaget for hans undergang. Interessen var startet, da han meget tilfældigt, og næsten på umulig vis, havde mødt en meget ung kvinde, et barn, som ville mene at have været forsvundet. Han havde talt kort med hende, men efter deres møde havde han ikke set hende igen. Han undersøgte sagen, mennesker som forsøger at gå i sig selv. De gjorde det ved hjælp af ritualer og metoder. Formidlet som en form for undervisning i diverse former for menneskelig sløring og måske som resultat af dette: fuldkommen immanent forsvinden. Der havde været forskellige årsager til dette fænomen. Blandt andet en speciel følelse, som var blevet udbredt blandt mange i den tid: følelsen af fremmedhed af forskellig type og styrke, at have søgt og ikke fundet, som i opbygningen af en forventning om sit livs "udfald", som om dette "udfald" måtte være en form for essens. En naiv følelse, dog ikke desto mindre velkendt og yderst udbredt. Denne følelse var hos mange rationelle underkendt og til dels glemt, siden gudsbeviser efter gudsbeviser faldt til jorden, og den uomgængelige sandhed stod klart for alle, at der ingen essens var før eksistensen. Nogle godtog ikke denne sandhed, og det var disse sjæle af speciel skørhed og afmagt, som nægtede eller ikke vidste, hvordan de skulle skærme sig mod disse knusende kendsgerninger i deres ufortalte og grålige liv. De var forskellige alle sammen, men havde enkelte ligheder; Skærpet høresans, men ofte beskrivende verden som skabt og gjort af hvid støj, som i hvid støj af syner og lugte også, med skærpet syn og lugtesans, projekteret ud i denne støj og dette kaos, som selvfølgelig kun sådan knusende og klam fordi de selv skabte den, i dette billede, måske af dem selv, måske som de så dem værende og altid forblive. Sårbare sådan i deres ubrugelige kvaliteter og talenter og derfor søgende og trætte. Disse var de hyppigste i køerne til informationsmøderne, til træningen, og hvem ved, hvis annonceringen af disse møder havde foregået offentligt og tilgængeligt for hvem som helst, hvor mange flere af disse knækkede sortseere, der omgiver os i stjålne lejligheder og supermarkeder, der havde fyldt lokalerne med deres næsten evigt tvivlende tilstedeværelse, og ventet på adgang til Forsvindingens Kunst. Det var uvist hvor mange af disse kandidater, der havde været igennem disse ceremonier og lukkede møder, og i så fald hvor mange, der havde forsøgt sig eller formået at opfylde dette ønske om at forlade deres sted i verden. Flere gange var det blevet forsøgt at tælle disse mennesker for at kunne klargøre træningens effektivitet, men målet var sløret som kandidaterne selv, da disse på gaderne og i lejlighederne

Fr i h e d

Novelle

havde en svag form får "væren", og derfor var umulige at tælle. Det blev konkluderet, som det fremstår i utallige noter om emnet, at dette fænomen var effektivt og måske farligt, idet disse skygger var mulige at mærke overalt, bag væggene i lejligheder og rækkehuse, i lokalerne på skolerne, som ikke blev brugt den aften, blot udenfor grænsen til vores synsfelt på gaden, og i bussernes sæder i de usynlige vinkler og i fly man ikke vidste afgik fra en vilkårlig lufthavn, mod en hvilken som helst destination som ikke er os bekendt - disse folk, skygger, ja, DISSE, er til stede overalt, men utællelige. For når opmærksomheden rettes mod dem, når de noteres af os, ses og derfor tælles, ja, så må de jo siges ikke at have været del af det de søgte, og ikke fremme i Kunsten at Forsvinde.

Visir #69

Så måske ville det interessere dem at høre om kvinden med vinterjakken. Anledning til meget undren. Kvinden, som ikke uden et vist besvær, ville ende med at sløres for derefter helt at forsvinde. Ser de, hun havde mistet sit arbejde, måske sin familie, livslysten, sin lejlighed, måske sin opsparing. Det står ikke helt klart hvad, men hun ville nu forsvinde fra verden. Svajende ved fortovet i støvregnen, armene klemt mod vinterjakkens tykke stof, kan De se det for Dem, enkelte totter af farveløst hår stikker ud fra huen. Hun står klamrende til en sidste cigaret, dødt blik, sådan tøvende, sniger et blik ned af en regnvåd gade, venter, sætter sig. Rejser sig. Bussen ankommer og destinationen nærmer sig. Hun stiger af, ser rundt på pladsen, brosten, finder indgangen, mørkegrøn dør, sætter sig ved bordet. Hun bruger de første minutter af ventetiden på at få skubbet jakken af, huen af, hænderne bliver varme og kun få sorte fnug fra jakken tilbage. Hver dag samme tøvende position foran en bus, mod dette mødested, samme vinterjakke og samme ventetid. Et spejlbillede af hende i det fedtede bord uden linjer i ansigtet, men skælvende felter af hud og skygge. En fremmed havde fortalt hende om disse mænd, som lærte en person at forsvinde, mellem værtshuse, i busser og på ukendte gader. Hun havde kontaktet dem. Ringet til deres hovednummer. De havde lovet hende et møde. Det ville være på et værtshus. Intet tidspunkt, ingen dato. Hun mente selv, at hun var passende kandidat. Hun ville fortælle dem om spejlbillederne. Om når hun talte sine tanker. Om når hun målte sin krop. Sine ben. Duggen mellem tæerne. De husker måske enkelte dele af historien. Om kvinden, hendes stædige og rytmiske venten, hendes konstante tøven. Men kender De resten? Kender De omstændighederne? Jeg ser det som min pligt at gøre Dem opmærksom på disse omstændigheder. Det ligger jo i denne organisations natur at byde kandidaterne denne kedsommelige rutine, for at undersøge dem, gøre dem klar til prøven og styrke dem i Kunsten. Mange mener, at dette var overflødigt, at forsvindingen lå i forløbet, altså den konkrete træning, men deres grundlag havde været den umiddelbare forsvinden i søgningen, at disse kandidater faktisk lærte en god lektie i Kunsten, ved blot at lade

Novelle

Frihed

Visir # 69

dem vente, rutinerne, bussen, bordet bagerst i baren, at tælle de sorte fnug, støvpartiklerne på kinderne i klaser, folderne i tøjet mod huden. Det ville jo vise sig, at de forskellige passagerer i bussen efter langvarige ture på arbejde i ledtog med denne kvinde ville have glemt alt om hende, hvis de overhovedet i første omgang havde noteret sig hendes egentlige tilstedeværelse. Bartenderen havde ikke kunnet genkalde sig mindet om en kvinde i sort vinterjakke ved det bagerste bord, og de to søskende, som gik forbi busstoppestedet på vej til skole, hver dag, samme tid som kvinden ville vente på bussen, ville have glemt hende i løbet af enkelte timer. Så spørgsmålet hænger ved, er dette ikke allerede en forsvinding i sig selv? Man kan roligt sige at viljen er der, kvinden ønsker mere end noget andet at blive glemt nu. Men kunsten ville være at bryde med disse rutiner, forskellige busser hver dag, et liv hvor man fjernede mulighederne for at et barn ville lægge mærke til hende i bussen, spørge hende om hjælp til sine lektier, fordi barnet mente, at kunne få gavn af hendes tilstedeværelse på disse sæder, dag efter dag. At bartenderen blev glad for at høre om kvindens fortid, at kvinden gik hen og tog del i disse menneskers liv, dette var en mulig fare for projektet, og det ville kontakten fortælle hende, efter tre slurke af den varme kaffe, klædt i tøj som alle ville klæde sig i, med en stemme som kunne siges at have en klang af ligegyldighed, som en ansat i en virksomhed, sælger på torvet eller som i et spørgsmål på gaden, hvad er klokken, hvordan finder jeg vejen til posthuset. Ja, med denne næsten gennemsigtige tilstedeværelse, siddende overfor kvinden, ville han redegøre for det næste stadie af træningen, som skulle kunne kvalificere hende til den første prøve. For det første skulle hun bryde med disse rytmiske vaner, hver dag en ny destination, hver nat en ny bus. Hun måtte bare ikke udvise spontanitet og frihed, hun skulle så at sige tage en ny bus, men give udtryk for at hun ville sidde i den samme dagen efter, og dagen før. Det var vigtigt at udtrykke dette rutineprægede liv med den velbevarede hemmelighed om, at hver dag var nye destinationer, men uden mål. Sådan ville hun forsvinde. Et barn huskede hende kort, gad vide om damen, som går forbi min skole, mod den store mørkegrønne dør til værtshuset, gad vide om hun stopper eller går forbi baren. Efter at hun stoppede med at gå ind af døren, ville barnet spørge sig selv, om hun var blevet syg, forhindret, om hendes hus var brændt ned, om hun var faldet på vejen eller om hun var omkommet i et trafikuheld. Måske var hun blevet kidnappet, måske rejst, og efter et par dage med disse spørgsmål, ville barnet have glemt kvindens forsvinden, rette sin opmærksomhed mod grønthandlerens råben, lærerens bøjninger i engelsk eller tysk, tegningerne på bordet eller de hvide rids på den grønne tavle. En anden mand ville nærme sig værtshuset, gå ind af døren, men dagen efter ville han være et nyt sted, og på den måde ville barnet ikke vente ham mere, og sådan ville det fortsætte, ind og ud af den mørkegrønne dør, og kvinden sløret af glemsel. Første led af træningen var gennemført. Prøven faldt et par uger efter, og gik ud på, at kvinden skulle redegøre for den sidste uges aktiviteter, busafgange og gadenavne. Hun huskede kun enkelte, og det fik hende videre. Resultatet viste, at kvinden havde

Fr i h e d

Novelle

opnået en form for indifferens overfor aktiviteterne, og det var alt, hvad de havde brug for at vide, at hun selv ville glemme sit liv. Næste led. Et brev hun modtog en aften, på bænken i en park. Destinationer og datoer, tidspunkter og busnumre. Her havde de fundet frem til forskellige steder, venteværelser, opgange og gyder, på tidspunkter hvor muligheden for at tilfældige personer ville passere forbi, var minimal. Således ville hun eliminere risikoen for at børn og ældre mennesker, som så tit stillede spørgsmål og forsøgte at skabe kontakt til anonyme fremmede, ville henvende sig til hende. De herrer husker vel ikke hendes fascination af den kommende opgave. En kreativ opgave, havde hun tænkt, intelligent metode, det skulle nok komme til at virke. Hun udstødte et fascineret “wauw”, og selvom ingen var i nærheden til at høre det, slugte hun lyden og skjulte sig i jakkens for. Om hvad det tredje led i træningen går ud på, er os ubevidst. Hun, og utallige andre, formåede at forsvinde så effektivt fra vores bevidstheder, at nærmere undersøgelser ville være umulige. Der fandtes ingen vidner til disse menneskers rutiner og vaner, for de ville forsøge sig med nye ruter og veje hver dag. De ville skjule de spontane rutiner i rutinens tunge udtryk, gøre sig ubemærkede sådan. Skjule karakteristiske træk ved dem selv, klæde sig i tøj som forsvandt i mængden, skubbe det strittende hår ind i huen, for ikke at gøre sig bemærket med dette specielle udtryk, usoignerede eller pletfrie, hverken smukke eller forkastelige, fuldkommen balancerede i de forskellige stilretninger indenfor moden, hverken for meget eller for lidt. Deres nætter ville de bruge i disse steder, som den nat ikke var i brug af andre, som stod skrevet på de forskellige lister de modtog, som guidede dem rundt i byens blinde vinkler, glemte områder og stillestående mellemrum. Så de kan se hvordan disse mennesker kan være umulige at gøre sig klog på. Hvorvidt kvinden fortsatte med at ryge, iklæde sig den tunge vinterjakke, eller svaje mellem fortov og busstoppested på den karakteristiske måde, var umuligt at vide. For huskede man en vinterjakke, huskede man et dødt blik ventende ved gaden, ville det blive glemt i et mylder af skygger, der tager hver deres vej, til hver af deres forskellige hemmelige destinationer. 3

Visir #69

Uroen stiger til mødet. Deltagerne skriger som var de aber sat i bure, stablet som klodser. Der var noget helt galt, ingen kunne komme til enighed. Blandt de største problemer stod spørgsmålene, rungende som brøl mellem lokalets tynde vægge, hvad gør vi dog her, hvorfor skal vi diskutere disse ting, og hvor skal det lede os hen. Jeg havde ikke selv et svar på disse spørgsmål, men forstod godt hvad de enkelte mente med deres tvivl. Dog var det til stadighed det bedste af de mange møder, vi havde haft. Men til hvilken nytte og med hvilket formål. Vi vil nu bevæge os mod en farligere del af emnet. Et felt, som ikke mange havde haft mulighederne for at undersøge, hvad end de ville, eller kendte til dette problem,

Novelle

Fr i h e d

Visir # 69

som herskede, et problem, som i sin natur ville ophøre med at være et problem, siden konkrete hændelser ikke var, i virkelighedens egne termer, mulige. Kun én havde gjort det til sin pligt at undersøge dette emne. Nogle havde hørt om Meinhardt. Andre huskede ham ikke. Jeg var måske forsvundet ud på gangene, jeg husker det ikke helt, men jeg gik rundt i mine egne tanker, og forsøgte at huske hvem der første gang havde fortalt mig om denne Meinhardt. Jeg glemmer, hvilken dør jeg kom ud af. Jeg tænker på Meinhardt. Hvad husker jeg om ham. Intet ansigtet kommer frem i min erindring, men jeg husker at have set det. Han var blevet nævnt utallige gange i min studietid. Hemmelighedsfuld, storartet, glemt. Jeg husker at have læst om hans undersøgelser af den forsvundne vase dengang. Hans arbejde med tings forsvinden, altså konkrete ting, som om de aldrig havde været, en sten, et bord, en kop. Nogle mente, at dette fænomen grænsede til en form for okkult naturvidenskab, med rødder tilbage til et sydamerikansk skovfolk og deres myter. Ja, jeg husker, at disse barbarer befandt sig, som diverse andre håbløse befolkninger, i junglen. Kulturens grufulde marginer. De var centreret i den ubønhørlige natur og var aldrig blevet opdaget af omverdenen. Hvilket problematiserede formidling af vores viden om deres guder, dæmoner og ceremonier. Ja, så meget at disse historier fra disse befolkninger hvilede på mundtlige fremstillinger, baseret på intuition og fornemmelse, idéer og abstraktioner. Men tilbage til det egentlige emne: Meinhardt og hans undersøgelse af tingenes forsvinden. Det var ikke ting man ville savne, idet tingene ville være forsvundet for altid. Det var ikke genstande, folk kendte, for de ville skifte form. Ja, problemet lå i disse tings natur, at de jo forsvandt, og var derfor svære at gøre sig klog på. Meinhardt havde interesseret sig for dette, og blev hurtigt meget fanget af den forsvundne vase. Den siges at være fra en lille landsby i nærheden af et formidabelt bjerg, ofte kaldt Mt. Orbis eller Tertius. Det første, som havde fyldt en stor del af de lokale med forundring, var kendsgerningen om, at denne genstand i løbet af enkelte uger havde ændret form til et kar, nærmere bestemt et barokt saltkar. Interessant var det, at dette kar ville henlede beskuerens opmærksomhed til en forsvunden tid, men som ikke var fra det område. Senere ville genstanden spalte sig til flere af disse kar, pludselig en villa i samme stiltype, og før forsvindingsmomentet; en hel by. En metropol. Denne by lå på et stort fladt areal med lige boulevarder som stak betragterens blik tværs igennem hjertet, store pladser og smukke bygninger i sten og vådt marmor. Et solidt marked og en mangfoldig kultur. Bjerget havde forvandlet sig til et rådhus, en bro og et museum, skovene til lejligheder og floden havde spaltet sig til boulevarder, som forgrenede sig i et netværk af veje og gader, pladser og stier. Denne by blev glemt, og sammen med den både de sanselige beskrivelser og senere selve mindet om beboerne, arbejderne, fabriksejerne, kunstnerne og sproget. Ja, det lå i disse tings natur at forsvinde. Selve vasens væsen bød til forsvinding i dens skabelse. Minderne om metropolen og dens beboere, som udsprang fra en simpel klump

Fr i h e d

Novelle

af ler, blev forvandlet til et gabende men usynligt intet. Mindet om dette intet blev også gennemhullet af ligegyldighed, og til sidst fuldkomment væk. Som de videnskabsmænd, antropologer, filantroper og filosoffer fra udlandet, som var knyttet til denne by, og undersøgelsen af fænomenet, også forsvandt, idet vi glemte alt om ikke bare deres arbejde, men også deres private liv og individuelle tankevirksomheder og eksistentielle formåen. Tilbage stod Meinhardt. Som den eneste, som stadig huskede vasen og den forsvundne by. Måske havde Meinhardt holdt fast på disse ting, fordi de mindede ham om alt det, han selv havde mistet. Han havde mistet sin første kone, sin far, en lejlighed han boede i som ung, nogle bøger han havde læst som barn, en ven. Og han var begyndt at glemme dem. Minderne blev slørede med tiden, og måske ville disse ting også forsvinde helt? Han oplevede efter sigende en slående melankoli ved hans egne tings forsvinden og den tomhed, som det omgav. For han vidste, at noget skrækkeligt ville ske, når disse ting blev glemt. De ville ændre sig fra minder til aldrig at have været. Nej, at forblive et minde i al evighed ville gøre det mistede til, det ville i mindet kunne leve og være, og skabe længsel. Denne længsel var en genstands præmis for at have en betydning. Ellers var den jo ligegyldig. Nej, et bortsluppent minde var ikke på vej nogle steder hen, og flygtede ikke fra noget, da der aldrig havde været en kilde til dette minde, ingen ler, ingen erindring. Han forestillede sig et tomt værelse, han ville bevæge sig rundt i og kigge rundt i. Ikke efter de ting han havde mistet, men i en form for ikke-værende sorg, et værelse han stadig ville stille sig i om natten, skjule øjnene og ansigtet og vente. Kalde, sige lyde, mumle. Selvom han for længst på dette tidspunkt ville have glemt mindet om disse ting, han havde mistet. Over en barsk vinter havde han i sin hytte i skoven besluttet sig for noget. Han ønskede at være hos dem. Måske selv glemmes. For at befinde sig samme sted som dem, i en forestilling om fortiden, tilstede som historien i en filmrulle, som ikke vises på et lærred men samler støv i et hjørne af biografens kælder, et glemt menneske. Han vidste det nu. Det skulle ske.

Visir #69

En dør klapper. Taleren lader et blankt stykke afrevet papir falde mod gulvet. Nogle hvisker. Hvad skete der? Taleren sætter sig. Nogle rejser sig og forlader rummet, andre drikker deres te, vand, skriver noter. Herren med stokken, de hvileløse blanke øjne skudt ud i rummets atmosfære, blinde, søgende, stille. Har han fået afklaring? Han ser ud som den eneste person i rummet, som forstår sin position, lytter, klager ikke, venter måske. Det er tydeligt at se, at der hersker tvivl i rummet. Manden mærker deres nervøse fremtoning, hvad skal der ske, hvad er der sket, og hvorfor er de mødt op til dette møde? Enkelte sender den blinde nogle skjulte blikke, spørgende blikke, fordi de måske troede at han vidste mere end dem. Men der var intet svar. Jeg føler selv en form for ro, når jeg ser på

Novelle

Fr i h e d

denne herre. Som om hans udtrykte velvilje og intelligens giver mig en midlertidig og overkommelig følelse af mening. Jeg taler kort med en deltager, et bestyrelsesmedlem. Han forsøger at skjule sin forvirring i stolte ord, ja, mon ikke vi er kommet ind i dette emne, ja, mon ikke vi snart kommer til bunds i disse problemer. Han sætter sig og kigger ud i rummet. Lader sine fingre folde sig om den tomme kop. Smiler let fortvivlet. Vi havde diskuteret disse mennesker, som forsvandt. Men hvad med dem, der savner at glemme? Som ikke vil huske? Som minder kan fjernes, kan kilden til disse også fjernes. Altså det, som man ihærdigt forsøger at glemme. Den slags mennesker findes nemlig også. Jeg tænker på kvinden i skoven, og hendes forsøg på at glemme sin syge far. Skove var gode steder at gøre dette, specielt om vinteren, den golde og hensynsløse kulde. Ja, skove ville virke truende og omklamrende, sorte fingre af frost, hunde mange mil væk, en syg vind om alle træerne. Sådan stod hytten, i midten af vejret og i hjertet af den engang så smukke og frodige skov. Det var som om, at naturen måtte dræbes en gang om året for derfor at leve op igen om foråret, en evig og konstant, næsten voldelig forgængelighed. Det stod anderledes til med hytterne. De måtte overkomme vinteren, som de altid gjorde, og bære disse frosne kampe med sig, gennem alle årene og stadig stående, majestætiske og urokkelige, golde og tunge. Forskellige mænd var kommet og gået, til dels for at efterlade blot et lille minde, men som blæste væk i disse dage af hendes liv. De havde aldrig sat sig, ikke som hendes far. Stolt, smilende og ubalanceret, vanvittig, omsorgsfuld, historisk, smuk og sund. Indtil canceren. Utrøsteligheden, døden og minderne. Hun havde kæmpet længe med at fjerne mindet om sin far, mere præcist den sidste far hun havde haft. Den far, som havde mistet sine kræfter og sin energi, som ville kalde klagende på hende om natten, den far, der havde ønsket at bo i den lille hytte før sin død. Hun ville mindes den stærke far. Ikke tynde ben, opkast og hyttens lugt, glemte kampe. To år efter faderens død ville mindet ikke slippe hende. Så der var intet andet at gøre. Hun flyttede sine gamle ting ind i hytten, tog hunden med, som havde været hos dem i de sidste uger, tøjet hun havde brugt, gjorde rent, gjorde klar, lavede kaffe, låste hunden inde på værelset og røg en cigaret på terrassen, gik en tur, tænkte på sin far, spiste de kiks, hun havde taget med, vendte tilbage til hytten, stod foran den i nogle minutter, smed en cigaret ind i stuen og så hvordan benzinen blev antændt og indhyllede trævæggene, gardinerne og taget i kraftige flammer. Det tog ikke lang tid før træet gav efter og braste sammen, hunden stoppede med at hyle, og minderne blev forvandlet til en ruin af røg og kul, som blev kastet rundt af den syge vind. Et par hundrede meter væk fra det, der engang havde været hendes hjem i en kort periode af hendes liv, stoppede asken med at svæve om hende. Den lagde sig tæt i

Visir # 69

Fr i h e d

Novelle

skovens dyb, og sådan forsvandt langsomt mindet om hendes sidste far. Hjemme i byen dansede de i de gamle fotografier rundt, udland og stuer, haver og foran kirker og boulevarder, museer med malerier og kantede templer og vaser med ornamenter, stuk, bøger, smil og et kys. Hendes første og sidste mand, stolt, lykkelig. Efter enkelte uger ville hytten være glemt og sygdommen indhyllet i tåge og sløret og til sidst helt forsvundet.

Visir #69

Stilheden er overdøvende. Et enkelt host et sted, et par skridt. Det er som om, nogle akkurat i det moment havde forladt lokalet, skreget. Nogle kigger søgende rundt, andre står med blikket rettet imod bordet. Ingen tør tage ordet. En pinlig tavshed, som fylder alt i rummet, alle. De forskellige deltagere finder hver deres bil, og kører hver deres vej hjem. De havde intet erkendt, intet nyt lært, og snart ville de helt have glemt dette møde, og hvorfor de var mødt op. Nogle ville huske historien om Meinhardt og alt det, der blev sagt om denne besynderlige person. Men i hverdagens travlhed ville erindringen om hans bedrifter langsomt sløres for dem og til sidst forsvinde helt. Han ville være en af tusinder ligegyldige personer, som ingen rigtig havde kendt eller hørt om. Og nu var de taget hjem. Mange af deltagerne ville sågar glemme det meste fra deres eget liv. Erindringen føltes måske for nogle som en evig kamp, men som intet formål tjente. Nogle ville vandre rundt i deres stuer og undre sig over diverse ting, de kunne huske at have gjort eller tænkt, mennesker de havde mødt, og andre ville igen forsøge at huske noget de havde glemt, fortrængt og derfor, måske, mistet. Det var uden tvivl en følelse af tomhed der prægede de fleste af de deltagende til mødet. Og denne tog de med sig. Hvad havde det hele gået ud på og hvorfor så mange spørgsmål. Tilbage er en flok uden navn og historie. Ingen huskede det nu. Hvem var de. Hvad havde han mistet. Hvor havde de levet, hvor var hun blevet voksen, hvor skulle de hen, hvad var det han havde mistet... var det mennesker, genstande eller en idé? Men der herskede ingen tvivl mere; han havde fået hvad han ville have. Han var, som denne glemte ting fra sin fortid, blevet fuldkommen glemt selv, som tankerne, minderne, som menneskene, som selve vasen. Han havde måske nået at bygge en hytte, hvor han havde hængt billeder af tingene op, så han ikke ville miste dem, men til sidst glemt hvad disse billeder havde forestillet. Andre havde brændt hytterne, lydene og lugten. Den ældre blinde herre tænker sit. Tomme lokaler spreder sig buldrende lydløst om hans spinkle og ranke krop. Hagen hævet. Et sted i hans tanker gemmer sig stadig denne mand. Og utallige andre folk. Han undrer sig. For han huskede dem, ja. De havde set deres. Han rejser sig og går med stokken foran sig. Nynner. Går i en klar retning ud mod døren med et potteskår legende mellem fingrene i de store lommer.

Ideer?

Fr i h e d

Visir # 69

Arkivguld

Fr i h e d

Slagtekvægets skæbne

Kristendommens kødelige forvandlinger i Francis Bacons billedkunst Af Peter Ole Pedersen, kunsthistorie, ekstern lektor Fra Visir #29, oktober 2003: ”Dyr”

Visir #69

Francis Bacon malede kvæg, der havde været under slagtekniven. I hans billeder ses disse kadavere ofte placeret i den lidet eftertragtede rolle som vikar for den afsjælede Kristus på korset. Det ville dog være en forhastet antagelse, at denne eksplicitte fremvisning af dødt kød står i forargelsens eller gudsbespottelsens tjeneste. Her synes i stedet at være tale om billedets fortolkning af bibelteksten. Korsfæstelsesscenen er vel sagtens det billede, der står klarest i vor vestlige bevidsthed. Ud af Bacons mange billeder med netop dette motiv er ”Tre studier til en korsfæstelse” fra 1962 et godt eksempel på, hvordan han nærmer sig motivet fra en anden vinkel end Bibelens fortælling. Dette triptykon tilsidesætter den kristne symbolik og på maleriets vilkår fremvises ubarmhjertigt kødets væsen, dets lidelse og fysiske ydmygelser. To forskellige religiøse billedmaterialer ligger tydeligt som forlæg til Bacons maleri. For det første Giovanni Cimabues fremstilling af korsfæstelsen fra 1272-74, der af Bacon er blevet kaldt ”A worm crawling down the cross”, altså korsfæstelsen anskueliggjort som den endelige nedbrydning af kroppen. Dernæst altertavletriptykonet generelt, en billedform, der traditionelt forbindes med den religiøse fortælling. Hos Bacon er der dog en uvilje mod billedets illustrative underkastelse under et narrativt forløb. Den eneste ændring, man kan ane, er kødets voldelige forandring fra venstre billede gennem midten til den endelige omvendte korsfæstelse på det højre. Dette sceneri kan spores i mange af Bacons tredelte værker fra 60’erne og op igennem 70’erne, og

skulle efter hans eget udsagn have sit udgangspunkt i en fremvisning af ekstreme seksuelle styrkeforhold. Det er ingen hemmelighed, at Bacons egen seksuelle orientering var mod sadomasochismen. Hans maleriers genskabelse af den korporlige afstraffelse i soveværelset, kædes igennem den voldelige handling sammen med korsfæstelsens eksplicitte fysiske ydmygelser. Det seksuelle sceneri finder da også traditionelt sted i en seng, og denne sengs placering i maleriet er tilsyneladende på en scene, hvor de kopulerende udstilles og sættes til skue – ligesom den korsfæstede. Resultatet af denne korsfæstelse er hos Bacon ligeså håndgribeligt som slagtekvæg i en køleboks. Tyngdekraften tager sin effekt, og den døde krop tvinges mod jorden, ingen opstandelse tværs igennem den blokerende tværbjælke, blot kødets uafvendelige gravitation mod jorden. Denne kontante fremstilling af kroppens skrøbelighed og fatale vilkår kæder Bacons korsfæstelsesmotiv sammen med et andet tidligere og vigtigt billede i hans produktion, der tager udgangspunkt i en religiøs fremstilling, nemlig ”Studie efter Velázques’ portræt af Pave Innocens X” fra 1953. I dette billede synes hidsige vertikale penselsstrøg at håndhæve samme tyngdelov, der tvang den korsfæstede krop mod jorden. Francis Bacons pave troner ikke længere som Velázques’ både religiøse og verdslige magthaver, men falder derimod skrigende og kønsløs igennem tomrummet – famlende rundt i det moderne livs uvished. Et andet billedmæssigt træk kæder pavemotivet sammen med korsfæstelses-sceneriet.

Arkivguld

Fr i h e d

Velázques’ pave er adskilt og ophøjet fra den verdslige verden ved hjælp af tunge silkedraperinger. Disse erstattes hos Bacon af ugennemsigtige mørklægningsgardiner, eller et decideret ikke-eksisterende rum, der fremhæver det vigtige: figurationen, kødet. Alt unødvendigt er skåret væk, og billedet tilfører fortællingen noget, som fortællingen ikke selv har. Billedet samler i rummet, hvad fortællingen spreder ud i tid. Idet det samler, hvad fortællingen spreder, må det sortere noget fra. Denne frasortering er et af de første distinktive træk, man lægger mærke til i Bacons univers. Altså produktion igennem reduktion, det at billedet samler sig om det væsentlige, som netop billedet kan vise.

Igennem denne reduktion står vi så tilbage med den døde dyrekrop. Et stykke aflivet udstillet slagtekvæg, der måske aldrig i levende live har været bevidst om andet, end at det skulle dø. Bibelen har i hvert fald aldrig tilskrevet dette væsen nogen sjæl, og maleriet giver os blot et blik ind i kødets stumme væren. Litteratur: Michael Peppiat: Anatomy of an Enigma, Weidenfeld and Nicolson, 1996 Carter Ratcliff: Francis Bacon, an Exhibition, 1998 John Russel: Francis Bacon, Thames and Hudson, 1993 David Sylvester: Interviews with Francis

Visir # 69

Three studies for a crucifixion, 1962 (198*145cm), Guggenheim Museum, New York