F æ l l e s æ s t e t i s k N r.
6 6
S t u d e n t e r b l a d
F e b r u a r
2 0 1 4
Redaktion Jakob Gaardbo Nielsen Stine Liberty Cecilie Martensen Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Mie Bøggild Hans Lind
For– og bagsidelayout Jakob Gaardbo Nielsen Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 30. april 2014. Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden 1. april.
Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og anmeldelser af bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com. VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.
Indhold
4
Leder Velkommen til Visir-by!
5
Visir har brug for dig!
6
Oplæg til næste nummer Natur
7 9 22 27 30 36 38
Tema: Byen ARKIVGULD: Metropolens genkomst i tysk litteratur, Rene Steffensen Petersborgtekstens stilistik og epistemologi, Jakob Gaardbo Nielsen Skjoldhøjsyndromet, Lea Grosen Jørgensen Betragtninger over naturen, Jacob Munk Limfjordens sorte blod, Jakob Gaardbo Nielsen Trafikulykker, Hjørnet Et himmelråbende uvidenskabeligt postulat…, Øjvind Fritjof Arnfred
42 43 46
Anmeldelser Den flovt gode smag af jeg-digte, Hans Lind Adgang forbudt for angste mænd, Jakob Gaardbo Nielsen Halling mod den danske offentlighed, Christian Rebsdorf Snæland
48
Striber Elendige striber, Sigrid Rasch
50
Essay ”O Herre, Herre, hold mig fast!”, Jacob Munk
53 55 56 57 58 59 60 62
Skønlitteratur Forskellige farver, Katja Norup Petersen Se Aabenraa og Styrtom, Esben Staugaard Byens mangfoldighed, Toke Laursen Digt, Toke Laursen Alle taler om det, Jacob Munk jeg stirrer ud i mørket, Stine Liberty Svenningsen Miraklet, Amor Leise To digte, Hjørnet
64 66
Horoskoper, Sigrid Rasch Klumme: Mennesker i glasbure, Therese Løbner
Visir # 66
3
Leder
Velkommen til Visir-by! Temaet for Visir #66 er Byen. Byen er et sted, et rum, en tidslighed og en erfaring. Vi befinder os alle sammen i den og forholder os til dens heterogenitet, paradoksalitet, monumentalitet og ejendommelighed. Byen er alt fra Skørping til Paris, men også en bestemt måde at tænke, sanse og forestille sig. Vi er alle i byen, og byen er i os. Derfor er det vigtigt at tale om den. Det har vi i Visirs redaktion opfordret til, og det glæder os at bringe de mange begavede og forskelligartede indslag, både faglige og ikke-faglige, som vores skribenter og læsere har bidraget med. Resultatet af skribenternes vældige produktivitet er nemlig intet mindre end sensationelt: Visir er for første gang i mange(!) år nået op på knap 70 sider, og de er alle sammen fyldt til bristepunktet med intelligente og kreative fremstillinger, analyser og essays, samt med spændende kortprosa og lyrik.
Visir #66
Traditionen tro - og fortsat i tråd med redaktionens løbende selvransagelse har et kig i de støvede arkiver endnu en gang givet pote, denne gang i form af Rene Steffensens artikel om metropolens betydning for tysk litteratur før og efter krigen. Visirs arkiv er en veritabel guldgrube, og vi har allerede tændt pandelamperne og leder efter et temarelateret genoptryk til næste udgave.
4
Derudover er vi stolte af at bringe en længere eksamensopgave om Skt. Petersborgs unikke litteraturhistorie. Visir er et oplagt medie, hvis man er træt af at kaste sine geniale opgaver ned i backup-harddiskens ensrettede afgrunde. I denne forbindelse lyder der altså en opfordring til at følge trop og trykke jeres eksamensopgaver på Visirs lidt mindre kritiske papir; her er der ingen censur, og karakterer får man ikke - måske bare en god oplevelse (og en øl). Dernæst kan man boltre sig i en patologisk udlægning af ”Skjoldhøj syndromet”, en tilstand tidligere og nuværende beboere på Skjoldhøjkollegiet nok er bekendte med; en essayistisk analyse af ensomhed som fænomen i byen kontra på landet (med udgangspunkt i Jehovas Vidner og katte); og (uden for temaet) en analyse af angstmotiver i Den Danske Salmebog. Slutteligt kan man ellers hygge sig med den traditionelt brede vifte af anmeldelser, essays og digte plus det løse. Velkommen tilbage til det nye Visirs frie bystat, hvor tyngdekraften stadig er begrænset, og hvor lysten til at skrive, lære og læse vokser ligeså højt til himmels som kirkespirene. God læselyst! Redaktionen
V i s ø g e r. . .
Visir har brug for dig! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager gerne både dybdegående journalistiske reportager fra slagmarken i Århus C., universitetsopgaver eller skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu kanaliserer ned til dine ferme fingre eller computertasterne. Alt bydes velkommen! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktører: Jakob Gaardbo Nielsen på jakobgn@hotmail.com Stine Liberty Svenningsen på stine.liberty@gmail.com
Visir # 66
5
Oplæg
Natur Visir har i dette nummer vandret rundt i byens betonfyldte, osende og voldsomt belyste gader med trafikkens allestedsnærværende larm og støj. Men hvad med alt det, der omkranser byen: frodige marker, spæde forårsblomster i vejkanten og solskin for oven? Næste nummer af VISIR byder dig at skrive om netop emner som disse i temaet NATUR. Og her taler vi ikke blot om den skønne natur, der omgiver os, fugle der kvidrer, og den milde blæst ved Vestkysten – næh, vi snakker også om menneskets natur (og her bestemmer du selv om du bekender dig til oplysningsfilosoffernes metafysiske naturopfattelse eller romantikernes essentialistiske natur), hvordan vi er som væsener samt hvem vi gerne vil være, og hvem vi rent faktisk er; mennesker i naturen. Naturen både skaber og destruerer, giver og tager, og vi står i kraft af dens rolle som Moder Natur i gæld til dens livgivende kvaliteter, men ængstes også over dens mægtige kræfter, når vi ser naturkatastrofer ramme verden over. Vi står sammen om naturen på en global skala, men finder den også på mikroniveau i vores haver, i byparker og i den lille vintergæk eller erantis, der titter frem fra den snart opvarmede jord. Naturen er i os og omkring os, og den kan overvælde med en sådan styrke, at man ikke føler, man kan finde noget smukkere. Naturen manifesterer sig på sådanne tidspunkter i os selv, og vi mærker dens essens i vores væsen og indre, tør vi sige, sjæl. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com
Visir #66
Deadline er d. 30. april 2014
6
Arkivguld
Byen
Metropolens genkomst i tysk litteratur Af Rene Steffensen, litteraturhistorie Fra Visir #43, marts 2007: ”Storby”
Berlin vil i disse dage gerne fremstå som en metropol og gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at leve op til identiteten som en indflydelsesrig verdensby. Der bygges stadig på livet løs; det ene spektakulære projekt efter det andet færdiggøres, og de sidste 10-15 års byggeaktivitet inviterer mange til at sammenligne Berlins nuværende situation med situationen i 20’erne, hvor Berlin utvivlsomt var en verdensby i New Yorks vægtklasse. I 20’erne var Berlin en af verdens største byer, vigtigste industricentre og havde en enorm indflydelse på modernistisk kultur indenfor stort set alle kunstretninger. Alfred Döblins Berlin – Alexanderplatz fra 1929 indfanger Berlins kimære, monstrøse storbyvæsen, der udviser alle den tidlige modernismes karakteristiske træk; massernes hærgen, tingsliggørelsen af mennesket, flygtighed og angreb på sanserne. Det er arketypen på en metropolroman, og udover at være et af de fremmeste eksempler på den tidlige modernismes urbane problemer, udmærker den sig også ved at være et af de få tyske eksempler herpå. Det 20. århundredes tyske historie har nemlig ikke været gunstig overfor metropolen. Kort tid efter udgivelsen af Döblins roman kommer nazisterne til magten, og deres interesse for byen og metropolens væsen begrænser sig til et had til og en foragt for byen som ”dekadent” og ”degenereret”, som tydeligst udmøntede sig i den nazistiske hofarkitekt Albert Speers forsøg på at smadre de tyske byer indefra.
Efter krigen eksisterede metropolen i tysk litteratur kun i form af sit fravær, ruinbyen, hvilket 40’ernes og 50’ernes omfattende Trümmer-literatur (ruinlitteratur) vidner om. I kølvandet på Anden Verdenskrig var tematikken ikke længere det urbane rum, som man eksempelvis så det hos Döblin, men Øst-Vest konflikten, den delte by, nationen, de menneskelige og politiske grænser som dominerede litteraturen. Storbyens rolle var begrænset til at være skueplads for ideologiske konflikter i litteraturen. Det er først ved murens fald og genforeningen, at metropolen igen, i form af Berlin, flytter ind i litteraturens lys. Naturligvis er fokus på byen af en anden karakter end hos Döblin. Det urbane rum er stadig omdrejningspunktet, men nu med de problemer som en postmoderne by stiller og ikke de traditionelle byproblematikker som modernismen interesserede sig for. Larm, lys, travlhed og liv, som var konstant til stede i Döblins Berlin, er rykket ud af den nye Berliner-
7
Visir # 66
Efter krigen og nationalsocialismens forsvinden havde metropollitteraturen af
åbenlyse årsager ikke en særlig fremtrædende rolle. Pga. de allieredes bombetogter eksisterede der simpelthen ikke længere større byer i Tyskland, og fokus lå på helt andre områder end de urbane problemer, og manifesterede sig i en form for fortrængning af og tavshed om, hvad der skete i de bombeplagede byer. Forfatteren W.G. Sebald har eksempelvis tematiseret dette i sin kontroversielle Luftkrieg und Literatur (Sebald, Luftkrieg…Fischer Verlag, p. 37).
Byen
Visir #66
litteratur, for det første fordi mennesket i dag har vænnet sig til mange af de traditionelle modernitetesproblemer, og ikke længere er i konflikt med dem, men også fordi Berlin ser væsentligt anderledes ud i dag, end for 70-80 år siden. Det er en helt anden by.
Arkivguld
indringsområdet, som dominerer litteraturen.
Man kan sige, at Berlin er blevet en roligere, lysere og mindre metropolagtig by, hvilket Anden Verdenskrig og den efterfølgende deling af såvel landet som Berlin har stor andel i. Der bor færre mennesker i Berlin i dag end for 80 år siden. Dengang var byen en af verdens tættest befolkede og bebyggede byer og var kendetegnet ved en enorm industri. I dag er industrien stort set forsvundet fra Berlin og til trods for regeringens bestræbelser på at trække investorer og forretningshovedkvarterer til byen, står tusinder af nybyggede kontorer tomme. Forretninger flytter fra den fattige hovedstad, som er langt fra tidligere tiders dynamiske vækst og liv, og arbejdsløsheden er en af de højeste i Tyskland.
Berlin er oplagt som litterært erindringsrum efter genforeningen. Byen er i sig selv en materiel palimpsest, hvor det ene historiske lag er skrevet oven i det andet. Man tvinges som besøgende i byen til konstant at foretage læsninger i byens struktur og arkitektur, netop fordi man indenfor et lille område konfronteres med Tysklands belastede, nyere fortid. Et vue ud over byen kan nemt bestå af tidsmæssigt nærtliggende, men politisk og kulturelt fjerntliggende arkitektoniske kollisioner, hvor kejsertidens bygninger ligger side om side med højmodernistiske bebyggelser, nazistisk-totalitære kolossalbyggerier, socialistiske monumenter og postmoderne glashuse. Alle disse erindringer, som byen rummer, synes først virkelig at komme op til overfladen efter genforeningen, hvor alle ideologiske uoverensstemmelser forsvandt, og man skulle forsøge at bygge to af den kolde krig adskilte byer sammen.
Det er da heller ikke Berlin som metropol, der optager ny tysk litteratur. Byen er i Tyskland relevant i litteraturen primært som skueplads for to konflikter; identitetskonflikten, hvor byen er laboratorium for seksuelle eksperimenter, spil med identiteter og individets rolle i populærkulturen (eks. v. Tanja Dückers, Monika Maron, Peter Schneider, Uwe Timm, Kathrin Röggla). Og byen som led i en erindringsproces, der er nødvendig i et land, hvor det 20. århundrede rummer så mange uhyrligheder, konflikter, fortrængninger og omvæltninger (Günter Grass, Maron, Dückers, Durs Grünbein, Hans-Ulrich Treichel, Schneider etc.). Det ene område er ofte indfanget i det andet, men i de senere år er det især er-
Berlins status som metropol i litteraturen i dag synes mest at eksistere i fortiden. Byens palimpsestiske karakter trækker en fortidig forbindelse frem, hver gang man i arkitekturen retter blikket mod noget nyt, og den tyske storbyroman har ikke længere den tidlige modernismes fremadskuende blik. Det er fortiden som rumsterer i Berlin i dag, også selvom man hektisk prøver at bygge sig fri. Den tyske storbyroman af i dag foregår i et urbant erindringsrum og lader sig vanskeligt skille herfra, så længe byen fungerer som palimpsest. Først ved et mirakelslag, der befrier Tyskland for dets kompromitterende, fortidige last, kan storbyen igen alene stå som problemfelt i tysk litteratur.
8
A r t i ke l
Byen
Petersborgtekstens stilistik og epistemologi Om myte og tropologi i ”Petersborgteksten” - Nikolai Gogol og Andrej Belyj Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie
menter, samt diskutere hvordan Belyjs intertekstuelle genforhandling af Gogols virkemidler er en komplettering af Skt. Petersborgs mytologi i en slags stabiliseret ”petersborgsk” tropologi fra et moderne perspektiv. Slutteligt, med afsæt i Julia Kristevas intertekstualitetsbegreb, vil jeg diskutere Petersborgteksten som et afgrænset litteraturhistorisk paradigme og vurdere, om de litterære slægtsbånd mellem forfatterne retfærdiggør at betragte byens differentierede litteraturhistorie som én organisk bytekst. Skævvreden modernitet – Det spektrale Skt. Petersborg: En stor del af Skt. Petersborgs mytologi stammer fra dens grundlæggelseshistorie. Den blev bygget på rekordtid på bestilling af Peter den Store og skulle i højere grad end det ”gamle” imperiums traditionsrige og årtusindgamle Moskva gøre vestlig tænkning, byplanlægning og sekulær administration til normen i det nye Rusland. Byen blev bygget i sten på et prekært fundament af kun lige netop bemestrede elementer: den finske bugt og Neva-flodens mudrede udløb (Berman, 1982: 178). Rygter og mundtlige overleveringer i arbejderklassen fortæller, hvordan hundredetusindvis af arbejdere gik til og forvandlede byens mudrede fundament til en gigantisk gravplads, mens byen voksede til et aristokratisk palads ovenpå underklassens dødsdømte arbejdskraft; og selvom folkloren ganske givet er stærkt overdrevet (Buckler, 2005: 126), forbliver dens mytologi præsent og relevant som leitmotif i litteraturen. Den mudrede Neva løber ofte over sine bredder, mens bølgerne fra bugten også skyller ind over den lavtliggende by. De store
9
Visir # 66
Skt. Petersborg er en by med sin egen afgrænsede litteraturhistorie. Den monumentale tsarby, grundlagt af Peter den Store i 1703, er en hypergeometrisk og radikalt ”intentionel” metropol, der med sin iøjnefaldende grundlæggelseshistorie og –mytologi hurtigt blev et symbol på en skævvreden og spektral modernitet, præget af store sociale kontraster og vanskelige epistemologiske problemstillinger. Byens unikke litteraturhistorie har, meget passende, fået titlen ”Petersborgteksten”, fordi dens forfattere i sjælden grad gør byens struktur og fænomenologi til genstand for litterær, politisk, filosofisk og social analyse. Byens væsentligste forfattere behandler alle i større eller mindre grad byen som en paradoksal fantasmagori: en åndende, korporlig luftspejling, hvori statuer, gader og broer vækkes til live og jagter borgerne gennem de rektilineære prospekter: Fra Alexander Pusjkins ”The Bronze Horseman” over Nikolai Gogols St. Petersborg noveller til Andrej Belyjs konglomeratoriske Petersburg optræder byen som en fremmedgørende kulis, men også som karakter på lige fod med de fattige kontorassistenter, de revolutionære intellektuelle og de verdensfjerne senatorer; mennesker, for hvem byen er et fragmenterende og disharmonisk paradoks. For at vise hvordan Skt. Petersborg på tværs af litteraturhistoriske perioder behandles med beslægtede figurer og egenskaber, vil jeg samlæse Gogols ”Næsen” og ”Kappen” med Belyjs Petersburg med henblik på at spore, hvordan begge forfattere bruger beslægtede figurative greb (metonymi, synekdoke og metafor) til at iscenesætte byen som et tåget spekter, en sjæl, og mennesket som reciprokt afsjælede frag-
Byen
oversvømmelser er solidt mytologiseret i litteraturen, fordi de demaskerer Skt. Petersborg som det kunstige og arrogante projekt, som det bag de gule og hvide marmorfacader er (Berman, 1982: 182). De fattige skylles væk, mens aristokratiet sidder oversvømmelserne over i deres palæer. Pusjkins ”The Bronze Horseman”, som handler om stormfloden i 1824, er på flere måder hjørnestenen for dette hjørne af Petersborgmytologien. Det korte narrative digt stiller skarpt på byens surrealisme og kontraster, beskriver elementernes hævn over den bekæmpelse og kultivering af naturen, som Skt. Petersborg skulle have legemliggjort, og afbilder diskrepansen mellem elementernes kaos og marmorens kosmos: Nevá now sports a granite face; / bridges are strung across her waters […] her isles have vanished without trace (Pusjkin, 1833: 39)
Visir #66
De figurative kontrastillinger mellem Nevaens nye ”ansigt” og de kun kunstigt bekæmpede elementer præsenterer Skt. Petersborg som en arrogant forbrydelse mod naturen, hvad den rystede Tsar Alexander også indser: ”[…]A Tsar is no commander / against God’s elements” (Pusjkin, 1833: 44). Skt. Petersborg er i hele sin historie på denne måde ved at ”sprænge i sømmene”, og truslen fra mini-apokalypserne bliver til et topos i byens litteraturhistorie. Pusjkin er ligeledes en tidlig eksponent for den særligt ”petersborgske” tendens til at antropomorfisere byen, Nevaen, bygningerne og især bronzestatuen
10
A r t i ke l
af Peter den Store (Johnston, 1983: xi). Han introducerer den klassiske petersborgske helt, den elendige kontorist Evgeny, som ”[…] has employment in some bureau[…]” (Pusjkin, 1833: 42), og som er skabelonen for flere af Gogols, Dostojevskijs og Belyjs karakterer. Med ”The Bronze Horseman” lægger han fundamentet for den litterære myte om Skt. Petersborg, hvor både gader, bygninger, broer og statuer altid potentielt er levende, og hvor tågen over Nevaen aldrig letter. Den ”Petersborgske” retorik – Nevskij Prospekt og synekdoken: Denne myte om Skt. Petersborg er præsent i størstedelen af byens litteraturhistorie. Et af de mytologiske og litterære ”hot-spots” er den brede boulevard, Nevskij Prospekt, der ofte repræsenteres som Skt. Petersborgs store folkelige arena, hvor sociale klasser rystes sammen og blandes. Nevskij er et ekspositorisk og eklektisk ”megastrøg”, hvor butiksfacader, museer, monumenter og katedraler flankerer den bredt sammensatte folkemængde, der promenerer langs butikkernes facader (Buckler, 2005: 82f). Nevskij er blevet et kernesymbol i Petersborgteksten. Fra Pusjkin, Gogol over Dostojevskij til Belyj oplever karaktererne Nevskij Prospekt som en overvældende flod af fragmenterede mennesker fra alle range og klasser, der strømmer til boulevarden fra sidegadernes kummerlige slummiljøer. Nevskijs tempo og menneskemylder er voldsomt, og for kontorist såvel som senator har det været en overvældende oplevelse at blive ”skyllet med” af boulevardens menneskestrømme
A r t i ke l
delelement til en deraf metonymisk afledt helhed, men fordi den privilegerer amputerede dele frem for sjælelig essens (som er metaforisk), sættes fragmentet ofte i så stærk relief, at opmærksomheden på delen overstiger opmærksomheden på helheden (Kittang, 1995: 97). Det er ofte netop dette, der sker, når Petersborgforfatterne retter deres blik mod Nevskij Prospekt. Tempoet på Nevskij sprænger, i subjekternes perception, al sjælelig helhed i stykker, således at det er moustacher, næser og bowlerhatte; sproglige figurer, ikke mennesker, der går på gaden. I mylderet er der ikke tid til at opfatte andet end fragmenter, hvilket har katastrofale konsekvenser for forestillinger om identitet og sjælelig helhed. Synekdoken er på denne måde et vigtigt virkemiddel til repræsentationen af det petersborgske mareridt: den er på samme tid ødelæggende for udtrykket af sjælelig enhed hos mennesket og en socialpolitisk refraktion over rangsystemets beklædningskoder. Den synekdokiske form er også symptomatisk på en slags Gogolsk epistemologi, der, i hvert fald i nogen grad, kan siges at anticipere modernismens bevægelse væk fra realismens ordnede ontologi, til mere dissonerende epistemologiske brudflader, hvor bevidstheden og dens samspil med andre bevidstheder sættes i fokus igennem synsvinkelforhold, hvori eksterne objekter filtreres selektivt og skævvredet igennem en subjektiv ”prisme” (Lodge, 1976: 481). Den aktive epistemologiske transformation og genskabelse af verden i det subjektive sind er typisk for modernister og symbolister som Belyj, men banebrydende hos den tidligere Gogol. Der kan altså trækkes
11
Visir # 66
(Berman, 1982: 194f). Nevskij er også interessant, fordi besjælingen af byen ofte her netop virker omvendt tilbage på menneskene, således at disse bliver ”afsjælet”: I en by af så voldsom størrelse og vækst som Skt. Petersborg, synes perceptionen ude af stand til at følge med i tempoet, så i stedet for hele mennesker og personer, ser karaktererne blot fragmenter af dem; den sjælelige essens bortfalder til fordel for skuldre, bowlerhatte, frakker, overskæg og galocher (Berman, 1982: 197). Dette foregår i et sprog, som Gogol i hvert fald til dels pionerer, og som Belyj senere videreudvikler. ”Der findes intet i verden som Nevskij Prospekt” (Gogol, 1835: 9), proklamerer Gogol i ”Nevskij Prospekt”, hvori han beskriver dagens forløb på boulevarden; hvordan der på forskellige tidspunkter figurerer forskellige klasser på gaden, og hvordan især de travleste timer omkring eftermiddagen bærer præg af metropolens overvældende tempo: ”Intet andet sted i verden finder man sådanne moustacher som på denne tid på Nevskij […]” (Gogol, 1835: 11). Når gaden er travlest, er det ikke mennesker, men beklædningsgenstande , du fte , ”bæve r skindskraver”, ”bedårende øjne” og ”forføreriske små sko”, der promenerer langs Nevskij Prospekt. Denne synekdokiske fragmentation af mennesket er den modsatte bevægelse af den metaforiske antropomorfisering af byens elementer, som Pusjkin anvender, og er et af de mest centrale figurative greb hos Gogol og Belyj, og som gør mennesket til brudstykker i stedet for personer. I klassisk figurativ teori forestilles synekdoken at overføre betydningen gnidningsfrit fra et
Byen
Byen
klare litterære og filosofiske linjer fra Gogol til Belyj, både i form af kredsløbet om Skt. Petersborgs kernemytologi og i form af mere direkte intertekstuelle forhandlinger.
Visir #66
”Kappen” og ”Næsen” – Kontoristens mareridt og synekdokens vold: Nikolaj Gogol (1809-1852) anvender – forud for sin tid – disse figurative og perspektiviske greb i flere af sine St. Petersborg noveller. Han introducerer en radikalt subjektiv perception i sine karakterer, som ofte kæmper med at stabilisere Skt. Petersborgs overvældende væsen og menneskevrimmel. Samtidig er de satiriske fortællinger en skarp kritik af Skt. Petersborgs sociale struktur, absurde rangsystem og en afbildning af den kolossale ”kontor-klasse” af befolkningen, som lever fattigt og kummerligt, og som må løbe på arbejde for ikke at fryse ihjel. Selvom Gogols prosa er funderet i den realistiske tradition, som bl.a. Dostojevskij og Tolstoj blev de vældigste eksponenter for, præges hans fortællinger i høj grad af selvbevidst figurativt sprog og epistemologiske brudflader som, i hvert fald fra et litteraturhistorisk perspektiv, retfærdiggør at kalde ham forud for sin tid. I ”Kappen” fra 1842 fortælles der om den fattige og pligtopfyldende kopist Akakij Akakijevitj, som efter mange års slid er nødsaget til at anskaffe sig en ny frakke, som hurtigt forandrer hans liv: ”[…] for det første var den dejlig varm, for det andet tog den sig prægtigt ud.” (Gogol, 1842: 158). Pludseligt lægger hans kolleger mærke til ham, og han griber enhver
12
A r t i ke l
lejlighed til at promenere i Skt. Petersborgs gader med sin nye frakke, i hvert fald indtil den bliver stjålet. Novellen dramatiserer Skt. Petersborgs stive rangsystem og udstiller ironisk dets absurditet: så længe han har en slidt frakke, er han ingenting, men i det øjeblik Akakij ”tager sig bedre ud”, bliver han øjeblikkeligt inkluderet i det bedre borgerskab. Hans personlighed forandrer sig, og han spankulerer langs butiksfacaderne som en flanør; en ”letbenethed”, der ellers oftest sås hos unge velhavende og officerer: Akakij Akakijevitj vandrede afsted i ret en løftet stemning og begyndte endog […] at forfølge en eller anden dame, der strøg forbi ham med lynets fart […]. Han tog sig nu i det og slog over i sin sædvanlige satte gangart, helt forundret over, at han […] havde kunnet præstere en sådan letbenethed. (Gogol, 1842: 162)
Ligesom Pusjkins Evgeny, arbejder Akakij Akakijevitj i ”et eller andet” departement, og synes ganske berøvet for interesseværdige aspekter, indtil han ”opgraderer” sin facade og stiger i Skt. Petersborgs grader. Han bliver derefter endnu en af de sprogliggjorte beklædningsgenstande (fragmenter) der flyder som en strøm langs Nevskij Prospekt, men han bliver også en legemliggørelse af den moderne tendens til at aflæse mennesker som omvandrende tekster: overflader, facader, udgjort af beklædning, som tekst for et her fraværende essentielt indre. I Akakijs og Gogols virkelighed er man, kort sagt, hvad man har på – og ikke mere end det. Denne synekdokiske fortællemåde og
A r t i ke l
skæg” (Gogol, 1842: 178). I ”Næsen” fra 1836 når den synekdokiske fragmentering af mennesket nye højder, således at den her foregår helt eksplicit og allegorisk dramatiseret: Den uheldige barber Ivan Jakovlevitj fremdrager forundret en ”glinsende hvid” næse fra sit morgenbrød, og beslutter sig rundtosset for at smide den i Nevaen, alt imens en kollegieassessor Kovaljov med rædsel opdager, at samme næse er undsluppet fra hans hoved og har fundet en ny ejermand, som ”[…]mindst måtte være statsråd.” (Gogol, 1936: 63). Kovaljovs næse befinder sig nu på et ansigt af betydeligt højere rang, hvilket i det russiske samfund alvorligt vanskeliggør social interaktion. I Kazankatedralen opsøger han næsen og dens nye ejermand: ”Endelig fik han øje på ham. Næsen havde skjult sig bag den høje krave og syntes hensunket i from bøn.” (Gogol, 1836: 63). Skellet mellem næsen og dens ejermand er helt bortvisket, således at der ikke befinder sig en reel identitet bagved den. Dermed gestaltes en allegori over synekdokens konsekvenser for sjælelig enhed og essens, når Kovaljov bestyrtet jager det fragment af hans krop, der mangler, for at han atter kan blive et helt menneske. Efter et fejlslagent forsøg på at annoncere næsens fravær i en avis, ekspliciterer han selv det problematiske forhold fra del til helhed, når han forklarer, at det jo her drejer sig ”[…]om min egen næse, kort sagt om min egen person” (Gogol, 1836: 63, egen kursivering). For Kovaljov er den manglende næse så katastrofal for hans personlighed – forståeligt nok – at det ikke blot er fragmentet, delen, men
13
Visir # 66
perception optræder flere steder eksplicit i narrationen i ”Kappen”. Eksempelvis ser Akakijs skrædder, efter tilfredsstillende færdiggørelse af kappen, ikke Akakij, men blot frakken gå bort på fortovet: ”[…] stående på gaden stirrede han længe efter kappen som fjernede sig” (Gogol, 1842: 158). Ligeledes forsegles Akakijs tragiske skæbne af ”[…]en gruppe skæggede mænd[…]”, mens ”[…]En mørk tåge sænkede sig over hans blik[…]” Gogol, 1842: 163). I den karakteristiske petersborgske tåge, er det ikke mennesker, men løsrevne skæg og knytnæver – synekdoker – der angriber Akakij, og for skrædderen er det ikke personen Akakij Akakijevitj, men hans perceptuelt løsrevne frakke, der går sin vej. Som social og individuel signifiant, forestilles og opleves beklædningsgenstanden som en mikrokosmisk repræsentation af det personlige indre, som imidlertid lider så meget under den metonymiske segmentering, at det i sidste ende bortviskes. Således rasende over sin nu manglende identitet, dør Akakij af sorg, for derefter at spøge på Skt. Petersborgs gader og berøve de pænere fodgængere deres frakker: ”Og det var kapper af alle slags: med katteskind og bæver, vatterede kapper, vaskebjørns-, ræve-, og bjørneskindspelse, […] al slags skind, som folk havde fundet på at beskytte deres eget skind i.” (Gogol, 1842: 173). I spøgelsesform bliver Akakij selv den tekstuelle identitetsødelægger, som skæggene og næverne først repræsenterede, og hans spøgelse fusionerer i sidste ende også med synekdokerne, når han pludselig er ”[…] udstyret med et umanerligt stort over-
Byen
Byen
hele hans identitet, hans sjælelige helhed, der på mystisk vis er forsvundet. Begge disse noveller er iscenesættelser af Skt. Petersborgs ejendommeligt tågede mytelandskab, men er ligeledes ”medskyldige” i konstruktionen af det særlige petersborgske mareridt, som reducerer mennesker til frakker og som atomiserer menneskelig sjælelig helhed. Gogol bevæger sig på et realistisk fundament, som han mætter med absurditeter og satire, således at værkerne genremæssigt forskyder sig mod en position, der nærmer sig den modernistiske erfaring, fordi deres stil og sprog anticiperer modernismens figurative og epistemologiske greb, som først i Andrej Belyjs Petersburg for alvor sættes i forgrunden.
Visir #66
Andrej Belyjs Petersburg – Metonymi, metafor, bombe: Andrej Belyjs (1880-1934) Petersburg (1916) er en konglomeration af hele den litterære kanon fra Skt. Petersborg, en genforhandling af dens kernefortællinger i en indviklet og virtuos form, mens romanen ligeledes fremstiller sin egen udgave af den spektrale by, som her ikke blot er en fremmedgørende kulis, men en åndende, spøgelsesagtig karakter på lige fod med de menneskelige. Romanen fortæller et politisk melodrama, hvori den unge Nikolai Apollonovich Ableukhov i sin feberhede vrede har indvilliget i at dræbe sin far, senator Apollon Apollonovich Ableukhov med en skjult bombe på vegne af en revolutionær undergrundsbevægelse; men da han i sidste øjeblik fortryder, er bomben væk: den sprænger i Apollons kontor, men ingen kommer til skade, og Skt. Petersborg fortsætter sin
14
A r t i ke l
spektrale spøgen. Forbindelsen til Gogol er i særdeleshed præsent i romanen. Belyjs Skt. Petersborg er ligeså tågeindfattet, og de synekdokiske fragmenter vandrer også her ned ad gaderne i helt eksplicitte allusioner til Gogols fortællinger: ”Concentrated did the faces move there […] Noses flowed past in large numbers: aquiline, duck-like, cockerel-like, greenish, white:” (Bely, 2011: 19). Petersburg er så mættet med metonymier og synekdoker, at den petersborgske fremmedgørelse på en made gøres total; der er ingen sjælelig enhed hos menneskene udover hos de mest centrale karakterer, og Skt. Petersborg bliver selv den store ”afsjæler”: ”Petersburg, Petersburg! Falling like fog, you have pursued me, too, with idle cerebral play: you are a cruel-hearted tormentor; you are an unquiet ghost” (Bely, 2011: 290). Byen beskrives programmatisk som et matematisk punkt, mere end en by; den eksisterer på kort, og i dens indbyggeres perception, men har ingen rumlig udstrækning: ”[…]there is no Petersburg. It only seems to exist (Bely, 2011: 4). Det fantasmagoriske ”klima” forstærkes af synekdoke-figuren, som anvendes ligeså flittigt som hos Gogol: Narrativet skydes endda først for alvor i gang, idet Apollon Apollonovich pludselig får øjenkontakt med ”[…]a pair of furious eyes[…]” (Bely, 2011: 24), en synekdoke, hvis ”ejermand” er Alexander Ivanovich Dudkin, en revolutionær raznochinets (fattig, revolutionær intellektuel), hvis øjne stirrer på ham med hele Skt. Petersborgs underklasses revolutionære potentiale: ”[…]the senator saw in the stranger’s eyes – that same immensity of
A r t i ke l
chaos from which by the nature of things the foggy, many-chimneyed distance and Vasily Island surveyed the senator’s house” (Bely, 2011: 25). På denne måde skriver Belyj sig tydeligt ind i Gogols kapitler i Petersborgteksten, approprierer hans figurative retorik og beflitter sig herefter med en omfattende genforhandling af nogle af hans motiver i en ”sprængt” fortælling. Belyjs fortælling er nemlig metonymisk på flere niveauer. Petersburg er en næsten katalogisk dramatisering af metonymiens splintrende og fragmenterende effekt både i sproget, beskrivelserne og plotstrukturen. I flere sekvenser på Nevskij Prospekt synes menneskestrømmens vældige tempo at sprænge almindelig kohærens i stykker, således at sætninger kappes over, samtidig med at ildevarslende meninger alligevel synes at samle sig fra stumperne: ‘Do you know?’ came from somewhere to the right and expired in the accumulating rumble. And then to the surface again came: ‘They’re going to…’ ‘What?’ ‘Throw…’ There was a whispering from the rear. […] ’Who at?’ ’Who, who,’ came an echoed whisper from afar; and then the dark suit spoke. ’Abl…oody wish you’d try to splash me with a…cid…just you try…’ […] ’They’re going to?...’ ’Throw…’ ’At Abl…’ (Bely, 2011: 27)
blot i form af moustacher, frakker og næser, men sætninger i fri flugt, finder disse fragmenter tilsyneladende tilfældigt vej til Alexander Dudkins perception, men heri synes de at være indskrevet (”mellem linjerne”) med antydninger af det revolutionære bombeplot mod senator Ableukhov: noget vil blive ”kastet” mod Ableukhov, og det vil blive ”blodigt” (”Abl…oody”). Sekvensen er eksemplarisk på Belyjs rytmisk hakkende prosa, Nevskijs splintrede menneskemasser og ligeledes for romanens komplekse metonymiske sprog, hvor sætningerne (i hvert fald på Nevskij) ikke synes at kunne få fodfæste, før de afbrydes af ”…” eller indryk; dette foregår parallelt med karakterernes bombarderede perceptioner, som på Nevskij også på denne måde har det med at løbe løbsk. Udover på denne måde at gå videre med de Gogolske metonymier både på sætnings- og strukturniveau, samler Belyj dem også til komplekse metaforsæt, som gøres til grundlag for subjekternes perceptuelle prismer. Nevskij Prospekt er ikke blot en gade med højt tempo, men selve hjertebanen i den unikke indflydelse og ødelæggelse, som Skt. Petersborg udsætter sine borgere for: ”There were no people on Nevsky Prospect; but a creeping, wailing myriapod was there […]” (Bely, 2011: 349). De individuelle mennesker på Nevskij bliver til et kravlende tusindben fra Dudkins synsvinkel, og det vældige insekt metaforiseres yderligere til ”[…]a sentence that flew into infinity[…]”, et underligt vandrende mylder af løsrevne sætninger og betydninger: ”[…]a multivariety of words that have been torn loose from the sense that gave them birth: bowler hats, feathers, service
15
Visir # 66
Fra Nevskijs bølgende masse, nu ikke
Byen
Byen
Visir #66
caps[…]” (Bely, 2011: 350). Denne bevægelse fra metonymi til metafor og tilbage til metonymi er eksemplarisk for Dudkins synsvinkel, hvor hans revolutionære tilbøjeligheder og indfletningen i plottet mod Ableukhov bliver projiceret fra hans sind (igennem hans prisme), ud på virkeligheden udenfor, således at denne struktureres efter hans indre: derfor bliver de løsrevne legems- og beklædningsdele (synekdokerne) metaforiseret til et tusindben af menneskekroppe, der som en menneskelig Neva kæmper med sit granitfængsel: tsarstyret: ”[…]the Neva roared and struggled between its massive walls of granite.” (Bely, 2011: 350). På denne måde anvender Belyj en subjektivt prismatisk synsvinkel, hvor subjekterne hver især sanser byen på en måde, som nøje er struktureret efter deres indre. Derfor adskiller Dudkins eksplosive og ”skolopendriske” Nevskij sig kraftigt fra Apollon Apollonovichs geometriske og matematiske Nevskij, der ligeledes er en perceptuel projicering, nu blot af en forkærlighed for geometriske former: ”Planned regularity and symmetry calmed the senator’s nerves[…] Most of all did he love the rectiliniear prospect” (Bely, 2011: 16), selvom det er den samme objektive virkelighed, de ser på. Disse epistemologiske brudflader er et resultat af den parallelle bevægelse mellem karakterernes synsvinkler og perceptioner, samt af sprogliggørelsen af byen; byen eksisterer kun i form af enten metaforer eller metonymier, alt efter om man befinder sig i Dudkins, Apollons eller Nikolajs perception, der hver især legemliggør sin egen metonymisk struktu-
16
A r t i ke l
rerede prisme, som altså er den eneste – og fortsat utilstrækkelige – adgang til den objektive verden. Romanens omdrejningspunkt er, påfaldende nok, en metafor: Bomben, som Nikolaj uforvarende aktiverer, er en slags allegorisk metafor over metonymiens atomiserende funktion; den er hele tiden forskudt, er aldrig hvad den synes at være, og den symboliserer ligeledes den revolutionære opstand, som i romanens fortalte tid (1905) ulmede i Skt. Petersborgs underklasser. Den legemliggør byens atomiserende effekt på sanseapparatet, sprogets dionysiske undergang, metonymiens angreb på dets helhed, og den har de samme katastrofale konsekvenser for menneskets sjælelige helhed, som Gogols noveller først præsenterede. Bomben fungerer tekstuelt som metafor, men dramatiserer sprogets metonymiske stringens. Romanens subjektivt og metonymisk funderede epistemologi deler således karakteristika med de øvrige store modernistiske romaner, hvor det totale verdensbillede ofte fremstår som en konglomeration af karakterernes epistemologiske brudflader; den objektive virkelighed transformeres, fortolkes og opleves forskelligt i de forskellige perceptuelle prismer (McHale, 2001: 146). Belyj går imidlertid videre og lader den subjektive virkelighed blive skaber af en pseudoobjektiv virkelighed i karakterernes ”idle cerebral play”. Apollon Apollonovich er det vigtigste eksempel på denne omvendte realisme, hvor det eneste ”virkeligt virkelige” er perceptionens aktivitet: når han ser Dudkins vrede øjne (i sig selv en sproglig figur) i Nevskijs vrimmel, skaber
A r t i ke l
han ham: Once his brain has come into contact with the mysterious stranger, that stranger exists, really does exist: he will not disappear from the Petersburg prospects while a senator with such thoughts exists, because thought, too, exists. (Bely, 2011: 67).
Denne sproglige skabelsesakt er central for Belyjs sprogteori, som privilegerer det kunstneriske sprog (eks. figurativt sprog) som den eneste egentlige erkendelse, i modsætning til det automatiserede og fremmedgjorte sprog, som i Petersburg repræsenteres af imperiets og Apollons tomme sprog i den sydende cirkulærproduktion i embedsapparatet (Nyegaard, 2005: 27ff). Derimod synes den eneste mulige erkendelse at være den omtalte metonymiske projicering af den indre virkelighed ud på den objektive virkeligheds lærred, som når Apollon Apollonovichs forkærlighed for firkanter præger hans billede af Skt. Petersborg, eller når den revolutionære Dudkin oplever den som sprængte kroppe, væltende ned ad Nevskij i en flod af ødelagt sprog, sprængt i stykker af bombens og byens ”eksplosioner”. Subjekterne kan altså aldrig overskride deres egen perception, hvad fortælleren også forklarer: […]beyond the Neva, in that other-worldly, green distance there – the ghosts of islands and houses arose, seducing with the vain hope that world is reality and that it is not a howling limitlessness that drives the pale smoke of the clouds into the Petersburg streets. (Bely, 2011: 66).
spektral som den er, er den vedligeholdte illusion om ontologisk harmoni, det svagelige håb om noget sansbart transcendentalt værende, der kan undslippe sprogets og erkendelsens metonymiske vold, og som kun flygtigt kan glimtes gennem tågen, men som aldrig opnås og forstås på tværs af subjekternes perceptioner. Tilbage står Skt. Petersborg som den tågede og uberegnelige sum-total af alle de epistemologiske brudflader, af alle de kæmpende perceptioners metonymiske segmentering af den objektive (og epistemologisk utilgængelige) virkelighed, som transformeres igennem de subjektive prismer. Belyjs Skt. Petersborg er på denne måde en videreudvikling af det tågede og fremmedgørende bybillede, som Gogol tegner i sine St. Petersborg noveller, såvel som en appropriering af Pusjkins mytologiske landskab; byen er nu ikke blot levende, fremmedgørende og tåget, men irreversibelt sprogliggjort og ødelæggende, fordi erkendelsen også er sproglig. Belyjs roman er altså også en slags kulmination af hele Petersborgtekstens tropologi og symbolik; simultant metaforisk sammenkædende og metonymisk atomiserende er Belyjs ”bytekst” en allegori over sprogets og erkendelsens illusioner, som ikke engang en velplaceret bombe kan ryste. Petersborgtekstens tropologi og intertekstualitet: Det er klart, at Petersborgteksten ikke udgøres udelukkende af Gogol, Belyj og de øvrige globalt anerkendte forfattere, men af en sammensat og differentieret helhed, som tæller mange forskellige for-
17
Visir # 66
Den petersborgske tåge, sprogliggjort og
Byen
Byen
Visir #66
fatterskaber. Ikke desto mindre er Skt. Petersborgs korte litteraturhistorie som vist relativt intrinsisk og afgrænset, fordi den i så høj grad beskæftiger sig med sin hjembys væsen, indbyggere og grundlæggelsesmytologi. Formålet med den tropologisk-ledemotiviske læsning af Gogol og Belyj med udgangspunkt i den af Pusjkin grundlagte litterære myte ovenfor, er at blotlægge den stærke tendens i Petersborgteksten til metonymisk og synekdokisk formsprog; en figur og en sproglig selvbevidsthed, der anvendes i så høj grad, at det bliver et relevant ledemotiv, som kan spores på kryds og tværs i Petersborgteksten. Som vist er metonymien og dens synekdokiske afledning i første omgang en satirisk udstilling af Skt. Petersborgs rigide sociale struktur, men Nikolaj Gogols synekdoker lægger yderligere og derudover fokus på det særlige petersborgske tempo, og den dertil knyttede fremmedgørelse. Redskabet hertil er den ødelæggelse af sjælelig helhed hos karaktererne, som Akakij Akakijevitj i ”Kappen” oplever når han mister sin frakke, og som kollegieassessor Kovaljov erfarer, mens han jagter sin undslupne næse i Skt. Petersborgs gader. Det er metonymiens vold mod sjælens og sprogets kohærens, som Gogol pionerer ved tragikomisk at iscenesætte, hvordan fragmentation og dissonans er uomgængelige konsekvenser af metonymiens og synekdokens kontiguitetsform, og at dette er et vilkår for det moderne liv, både sprogligt, epistemologisk og socialt. Hans tekster problematiserer forestillinger om objektiv virkelighed ved at indskrive epistemologiske brudflader imellem karakterenes per-
18
A r t i ke l
spektiver, som hver især kun har begrænset adgang til den objektive virkelighed. Denne kan kun opleves igennem subjekternes perceptuelle filtre, som i Skt. Petersborg hele tiden kæmper med at gøre virkeligheden forståelig igennem synekdokisk fragmentering. Med disse virkemidler anticiperer Gogol den senere modernistiske litteraturs figurative behandling af lignende bymiljøer. Bybeskrivelserne i ”Nevskij Prospekt” og den metonymiske praksis i ”Kappen” og ”Næsen” virker programmatiske for en hel række af metropolbaserede hovedværker fra James Joyces (1882-1941) Ulysses og Dubliners til Dziga Vertovs (1896-1954) avantgarde-dokumentarisme (Berman, 1982: 198), hvor opmærksomheden på forholdet mellem metafor og metonymi ligeledes står i forgrunden (Lodge, 1976: 486). Vigtigst i denne forbindelse er dog, naturligvis, hvordan Andrej Belyj i et mere moderne Skt. Petersborg beskriver byen med en række af de samme virkemidler, som han både affirmerer og manipulerer. Hos Belyj anvendes metonymien i mindre grad som en fremmedgørende kuriositet, og i højere grad som et strukturerende princip for romanens form, sprog og struktur, når han metaforiserer dem og anvender dem som grundlag for sprogliggørelsen af byen. Selvom romanen i traditionel forstand er metonymisk struktureret, i modsætning til poesiens metaforiske funktionalitet, fungerer Petersburg på en hybridisering af de to former, hvor sprogets grammatiske sekvensering (Roman Jakobsons horisontale kombinationsakse) nedprioriteres til fordel for de iøjnefaldende metaforiske substitutioner
A r t i ke l
maler de et slående sammenligneligt billede af Skt. Petersborg, både som myte, sprogliggjort bylandskab og aktiv fremmedgører; det er et komplekst litteraturhistorisk rum, som på tværs af to århundreder vedligeholdes af byens grundlæggelsesmytologi, dens helt ekstreme vækst og dens deraf affødte skævvredne modernitet. Litteraturen fra Skt. Petersborg er på denne måde sin egen palimpsest, sit eget paradigme, hvor læsning af et værk således altid må forudsætte orientering i de øvrige værker. Af denne grund er ledemotiviske, komparative litteraturhistoriske læsninger relevante, fordi værker som Gogols og Belyjs tekster aldrig blot er sig selv, men aktivt kommunikerende intertekster, der bedst læses i forlængelse af deres konstitutive kernemyter og dennes formsprog. ”Petersborgpalimpsesten” er derfor et interessant – og særligt tydeligt – eksempel på hvordan tekster aldrig står alene, fordi de vokser frem af allerede eksisterende kulturelle diskurser (Friis, 2012: 144). Julia Kristeva (f. 1941) gør, med udgangspunkt i Mikhail Bakhtins (18951975) teori om ”det litterære ord” som en dialogisk krydsning af tekstuelle og kulturelle overflader, opmærksom på denne uomgængelige intertekstuelle kommunikation, som er et vilkår for alle litterære teksttyper og –former: The word as minimal textual unit turns out to occupy the status of mediator, linking structural models to cultural (historical) environments, as well as that of regulator, controlling mutations from diachrony to synchrony, i.e., to literary structure. (Kristeva, 1966: 37, originale kursiveringer)
For Kristeva og Bakhtin er litterære tek-
19
Visir # 66
(Jakobsons selektionsakse). Romanen driver altså sit sprog og sin funktionalitet imod sprogets metaforiske pol, fra hvilken den per definition er fjerntliggende (Logde, 1976: 486). I Petersburg er byen simpelthen tekst, fordi subjekternes perception fungerer vha. sproglige figurer (eks. Apollon og metafor, Dudkin og metonymi). Denne sprogliggørelse af byen deler karakteristika med Belyjs egen sprogteori, der privilegerer sproget som den ”primære erkendelse”. I hans essay, ”The Magic of Words”, argumenterer han for, at “[if] words did not exist, then neither would the world itself” (Bely, 1909: 93), hvilket udover at stå i klar arv til nietzscheansk epistemologi og udover at være en foregribelse af Viktor Sjklovskijs formalisme (Cassedy, 1985: 15f), synes at være direkte beskrivende for karakterernes sprogliggjorte perception. I Petersburg er de subjektive vinkler absolutte, sprogligt funderede og uoverstigelige, og modernitetens tempo fragmenterer ikke blot perceptionen, som hos Gogol, men forviser i det hele taget forestillinger om objektiv, ikkesprogliggjort virkelighed til ”den anden side af Nevaen”. Petersborgteksten er i disse krydsfelter et unikt intertekstuelt rum, hvor forfatterne på tværs af perioderne genforhandler motiver, narrativer og mytologi i en kompleks intertekstuel kommunikation. Forbindelsen mellem Gogol og Belyj er blot en af mange mulige sammenkædninger af forfattere, værker og emner i Petersborgteksten, men den er særligt interessant fordi de benævnte værker opstår i meget forskellige litteraturhistoriske perioder, adskilt af knapt et århundrede. På trods af den historiske afstand
Byen
Byen
ster således ”altid allerede” intertekster (Friis, 2012: 145), og i Petersborgteksten er dette i særligt synlig grad tilfældet, når forfatterne skriver deres værker ovenpå (og –i) hinanden – ovenpå Skt. Petersborgs egen mytologiske ”tekst”. Resultatet er en særligt stabil, intrinsisk og afgrænset lokal litteraturhistorie, som på trods af sin relative ungdom fremstår som særligt rig, fordi det for mange af teksterne synes at gælde, at hvert enkelt ord, sætning og – i særdeleshed – de tværgående sproglige figurer, på samme tid er konstituerende for et individuelt værk og intertekstuelt kommunikerende med en helhed af litterær, kulturel og mytologisk diskurs: Petersborgteksten.
Visir #66
”Beyond Petersburg”: Den petersborgske tropologi er altså også dens unikke epistemologi og ligeledes et vigtigt intertekstuelt ledemotiv. Alexander Pusjkins ”Bronzerytteren” grundlægger den litterære myte om det spektrale og besjælede Skt. Petersborg, mens Nikolaj Gogol pionerer den synekdokiske figur som en hjørnesten i det petersborgske mareridt, hvor byen har mere sjæl end menneskene. Med den højnede anvendelse af synekdoke og metonymi foregriber Gogol en række virkemidler, der først for alvor blev approprieret af den modernistiske bevægelse, knap hundrede år senere: Andrej Belyjs Petersburg deler i høj grad karakteristika med Gogols fortællinger og stil, og er ligeså uløseligt forbundet til Skt. Petersborgs unikke diskurs. Romanen går i direkte intertekstuel dialog med Gogol og genforhandler hans synekdokiske form til en mere kompleks sameksistens mellem samtidigt metafori-
20
A r t i ke l
ske og metonymiske former, hvilket yderligere fremstår som en forlængelse af Belyjs egen sprogteori. Belyjs bytekst er et sprogliggjort fængsel, hvis tremmer subjekterne med deres epistemologiske krumspring og revolutionære tragedier nok kan rasle, men aldrig bryde igennem. Skt. Petersborg er altså allerede fra begyndelsen en radikalt moderne by, som i kraft af sin unikke historie og mytologi er primet til modernistisk stilistik og perception – en by, der lever, og hvis litteratur fortsat er i ligeså levende live som den selv. På denne måde er Petersborgteksten også en unik, selvopretholdende litteraturhistorisk diskurs, hvori en differentieret helhed af litteratur beskæftiger sig med Skt. Petersborg og dens myter i en så høj grad, at en ”Petersborgtekst” kun dårligt kan læses som sig selv, men i stedet bør læses som dele af et vedligeholdt intertekstuelt forhandlingsrum, hvor ordene både er i forbindelse med sit eget værk, og – endnu vigtigere – den diskurs af mytologi og – som vist – tropologi, der udgør Petersborgtekstens kernefortællinger, -virkemidler og formsprog. På denne måde vedligeholder Petersborglitteraturen sig selv, fra Pusjkin over Gogol til Belyj (og videre), netop på grund af den stærke intertekstuelle udveksling af troper og figurer, sprog, myter og fortællinger. Derfor kan den flyvske fortæller i Petersburg arrogant meddele læseren af disse og andre Petersborgtekster, at: “Beyond Petersburg there is – nothing.” (Bely, 2011: 19).
A r t i ke l
Bibliografi: Bely, Andrei (2011): Petersburg (D. McDuff overs.), Penguin Books, London (efter den første romanudgivelse i 1916) Bely, Andrey (1909): ”The Magic of Words” in: Cassedy, Steven (red., overs.) (1985): Selected Essays of Andrey Bely, s. 93-110, University of California Press, Berkely. Belyj, Andrej (1988): Petersborg (N. Brunse overs.), Forlaget Vindrose, Narayana Press, Gylling (efter Belyjs reviderede 1928-udgave). Berman, Marshall (1982): All That Is Solid Melts Into Air – The Experience Of Modernity, Simon and Schuster, New York. Buckler, Julie A. (2005): Mapping St. Petersburg – Imperial Text and Cityshape, Princeton University Press, New Jersey. Cassedy, Steven (red., overs.)(1985): Selected Essays of Andrey Bely, s. 93-110, University of California Press, Berkely. Elsworth, J.D (1983): Andrei Bely – A Critical Study of the Novels, Cambridge University Press, Cambridge. Friis, Elisabeth (2012): “Intertekstualitet” in: Kjældgaard, red. (2012): Litteratur Introduktion til teori og analyse, s. 143155, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus.
Gogol, Nikolaj (1836): ”Næsen” in: Sarauw, Georg (overs.)(1970): St. Petersborg noveller – N. Gogol, s. 57-84, Borgens Forlag, Skjern. Gogol, Nikolaj (1842): ”Kappen” in: Sarauw, Georg (overs.)(1970): St. Petersborg noveller – N. Gogol, s. 141-178, Borgens Forlag, Skjern. Johnston, Charles (overs.)(1983): Narrative Poems by Alexander Pushkin & Mikhail Lermontov, Random House, New York. Kittang, Atle, red (1995): Lyriske strukturer – innføring i diktanalyse, Universitetsforlaget, Oslo. Kristeva, Julia (1966): ”Word, Dialogue and Novel” in: Moi, Toril, red (1986): The Kristeva Reader, s. 34-61, Basil Blackwell, Oxford. Lodge, David (1976): ”The Language of Modernist Fiction: Metaphor and Metonymy” in: Bradbury & McFarlane, red (1976): Modernism – A Guide to European Literature 1890-1930, s. 481-496, Penguin Books, London. McHale, Brian (2001): Constructing Postmodernism, Routledge, London. Nyegaard, Ole (2005): “Den forbilledlige særling” in: Brix, Loa (2005): Sjælens ingeniører – Russisk litteratur fra det 20. århundrede, s. 19-38, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus. Pusjkin, Alexander (1833): “The Bronze Horseman” in: Johnston, Charles (overs.) (1983): Narrative Poems by Alexander
21
Visir # 66
Gogol, Nikolaj (1835): “Nevskij Prospekt” in: Sarauw, Georg (overs.)(1970): St. Petersborg noveller – N. Gogol, s. 9-34, Borgens Forlag, Skjern.
Byen
A r t i ke l
Byen
Skjoldhøjsyndromet Af Lea Grosen Jørgensen, litteraturhistorie
Visir #66
Med 259 lejligheder og 588 opgangsværelser huser Skjoldhøjkollegiet godt 1000 beboere og bærer titlen som Jyllands største kollegium. Siden indvielsen i 1973 har det haft rollen som det første selvstændige hjem for de mange tilflyttere og samtidig været en del af deres introduktion til det århusianske studieliv. Kollegiet er beliggende i det berygtede Brabrand med postnummeret 8220 og med Hasle Bakker og Gellerupparken som nærmeste naboer, og foruden dets arkitekttegnede design og grønne områder har det også dannet baggrund for en række af Danmarks semikendisser. TV-2 skulle efter sigende have holdt deres første koncert på fredagsbaren, og den karismatiske Peter Ingemann fra DR har selv været en ægte Skjoldhøjbeboer og ikke været bleg for at inddrage kollegiet i en af sine mange Hammerslagudsendelser. En entusiastisk Peter Ingemann, en rimelig husleje og en lovende præsentation på kollegiets hjemmeside tegner et billede af en idyllisk studielandsby, hvor sammenhold og mangfoldighed går hånd i hånd. Her kan man få en hyggelig snak over frysepizzaernes køleboks i den lokale Brugs eller deltage i det brede udvalg af fællesaktiviteter, såsom den årlige sommerfest, rollespilsklubben og fodboldholdet, F.C. Skjoldhøgene. Er man forælder, kan man tilmed få passet sine børn i den børnehave og vuggestue, som er tilknyttet kollegiet. Dette er blot et uddrag af de mange goder, som Skjoldhøjkollegiet tilbyder, og der skal sikkert være mange studerende – både nu og i fremtiden – hvor navnet Skjoldhøj frembringer nostalgi og skønne minder. Men
22
der er også de studerende, der oplever en mørkere side af kollegiet. De mærkes med en afsondrethed over for deres kollegiekammerater, og selv efter at have forladt kollegiet jages de af et minde om klam beton og utryghed. Disse lidelser er i nogens tilfælde uhelbredelige og kan være tegn på den posttraumatiske sygdom, der betegnes som Skjoldhøjsyndromet. Skjoldhøjsyndromet udvikles gradvist under opholdet, men viser sig som regel først hos den sygdomsramte, så snart vedkommende flytter fra kollegiet. Hvad enten man er beboer eller ekskollegianer på Skjoldhøj, findes der dog midler til at fastslå, hvorvidt man lider af Skjoldhøjsyndromet eller ej. Der er en rig mængde af symptomer, men for overskuelighedens skyld skelnes der mellem fem forskellige. Er du en af dem, der har eller har haft Skjoldhøjkollegiet tæt ind på livet, så kan disse fem symptomers karakteristika forhåbentligt afgøre, om du er diagnosticeret med Skjoldhøjsyndromet eller er på vej til at udvikle lidelsen. Symptom I: Rengøring Som så mange andre kollegier opererer Skjoldhøj med en rengøringsordning for opgangsværelserne. Ordningen er ganske enkel: hver sjette uge har man til opgave at gøre enten fællesstuen eller køkkenet rent efter en tjekliste, som man kan finde inde på kollegiets hjemmeside. Foruden vejledning er der også en prisliste tilknyttet, som angiver, hvad man skal betale, hvis arbejdet ikke er udført ordentligt, og et rengøringsfirma skal gøre det for en. Efterlever man ingen af punkterne på listen, kan beløbet nærme sig 1000 kr.,
A r t i ke l
du kan ikke lade være med at mistænke ham for at være en af de medskyldige for køkkenets nuværende tilstand, hvilket har resulteret i din regning. På et tidspunkt skæver han til dig og siger: ”It’s shit. Two weeks ago I had to pay 500 plus rent.” “Yeah it sucks,” svarer du. ”And they check with flashlights, you know. This morning I saw him looking into the oven with a flash light and after that he did the same thing with the floor. Every corner and under the fridge.” Det er ikke første gang, du har hørt om inspektionen, men fordi du aldrig har set varmemesteren, forekommer han som et spøgelse. Et spøgelse af en stasibetjent, som nådesløst straffer dig, hvis bare ét enkelt støvfnug er landet på gulvet. Du hader ikke rengøringsordningen, for idéen er fair, og nogen skal jo gøre rent. Men med tiden opdager du, at køkkenet kun er rent en eller to dage i ugen omkring varmemesterens tjek, og resten af tiden ligner det et bombet lokum, som du opholder dig i mindst muligt. Hvad værre er, at du får et bittert forhold til dine kollegiekammerater, for hvem fanden er det, der gang på gang ikke rydder op efter sig? Rengøringen bliver på trods af sin demokratiske idé et ugentligt tvangsritual, som skaber dårlig stemning og fjendtlig mistanke mellem alle beboerne på opgangen. Når rengøringstjansen tilfalder dig igen, gentager du proceduren med besættelse for at slippe for endnu en regning. Selv efter du har forladt kollegiet, har rengøringen af især køkkenet udviklet sig til et strengt ordensreglement, hvor du skrubber og renser, så snart der
23
Visir # 66
hvilket lægges oven i den næste måneds husleje. Med en sådan regel og med en SU-indkomst alene bliver rengøringsarbejdet en skæbnesvanger pligt for de fleste beboere, da varmemesterens inspektion tirsdag morgen kan afgøre månedsøkonomien. Som beboer på Skjoldhøj ser du ofte dig selv støvsuge og rengøre ovne samt bageplader omkring midnatstid om mandagen for at være sikker på, at de resterende fra opgangen er færdige med deres aftensmåltid. Du renser afløbet for spaghettirester og må pille og skylle opvaskebørsten, som en eller anden har puttet ned i den kaffegrumsfyldte vask. Du bliver hurtigt træt, ikke fordi arbejdet er specielt hårdt, men fordi du bruger al din energi på at rette din vrede mod de mennesker, du deler køkken med. Mennesker, som du sjældent ser, men som vælger at lade deres opvask stå fyldt med madrester og svine viskestykkerne til, som du ellers vaskede i morges. Du vasker det grå linoleumsgulv som det sidste, og da du endelig kan gå i seng med god samvittighed, beder du til, at ingen fra opgangen roder i morgen tidlig inden inspektionen. Næste morgen dukker du søvndrukken op i køkkenet og opdager varmemesterens seddel på bordet, hvor du sporer fire markeringer: Din rengøring af den ene ovn var ikke tilstrækkelig, det samme gælder gulvet, affaldsposen er fyldt, og vasken er stoppet med rester af mælk og havregryn. I alt 401 kr. Mens du gennemgår listen, kommer en udvekslingsstuderende ind og låser sit skab op, hvorefter vedkommende smører sig en mad. I har ikke hilst på hinanden, men
Byen
Byen
er kommet få pletter eller krummer på køkkenbordene. Du gør rent på manisk vis, som om din økonomi stadig afhang af det. Visse dage tager du dig selv i at forestille dig varmemesteren spadsere ned ad dit køkken som en lektor Blomme med tunge skridt, en lommelygte i den ene hånd og tjeklisten i den anden. Hvis du har det sådan, lider du af Skjoldhøjsyndromet.
Visir #66
Symptom II: Fremmedgørelse De mange billeder og beskrivelser af Skjoldhøjkollegiet lover om et fællesskab på opgangene, hvor tolv mennesker deles om køkkenet og i nogle afdelinger også om badet. Er du nytilflytter, har kollegiets hjemmeside måske gjort dig optimistisk, og så snart du flytter ind, gør du dit bedste for at komme i kontakt med dine naboer. I mange tilfælde mødes du imidlertid af akavet stilhed, når I står og tilbereder hver jeres mad i køkkenet, og skønt du påfører dig selv et imødekommende smil og godt humør, gør det dig nedtrykt at bo sammen med mennesker, hvor kommunikation indbyrdes er så godt som ikkeeksisterende. Resultatet er, at du efter få uger bliver – ligesom størstedelen af dine medkollegianere – indelukket og reserveret, og det er på trods af, at I bor dør om dør. Væggene er tynde på Skjoldhøj. Du kan høre musik, samtaler og fodtrin fra de andres værelser samt nys, host og opkast fra badeværelserne, når de er syge eller har tømmermænd. Privatlivet er blotlagt, og man skulle tro, at det ville bringe jer tættere sammen eller i det mindste skabe et eller andet form for bånd. I lever trods alt på lige mange kvadratmeter, deles om det
24
A r t i ke l
samme køkken og må lægge øre til hinandens mest intime øjeblikke. Men nej. I forbliver fremmede for hinanden, og den følelse er du fra den første dag ude af stand til at ryste af dig. Når du går uden for din dør, er du i et offentligt rum, som ikke er dit og aldrig bliver det. Dine kollegiekammerater er tavse skabninger, som dagligt passerer hinanden på gangene og i fællesstuen men hverken hilser eller får øjenkontakt. Og iblandt dem går du. Du er og forbliver fremmedgjort på kollegiet, der skal forestille at være dit hjem. Som en eftervirkning får du svært ved at føle dig hjemme, uanset hvor du befinder dig. Du får en ambivalent følelse over for det at være alene, idet du hele tiden har på fornemmelsen, at der er nogen inde ved siden af. Hvis du har det sådan, lider du af Skjoldhøjsyndromet. Symptom III: Tyveri Udover værelset og fællesarealerne har enhver kollegianer også et pulterkammer til rådighed. Hvad angår cykelparkering kan dette være enten foran selve opgangens hoveddør eller i et af de ulåste skure, som befinder sig lige ved siden af. Skønt en stor del af beboerne benytter sig af 4A’eren, vil man efter en hurtig gåtur på stierne opdage, at cyklen er det foretrukne transportmiddel. De står parkerede på række uden for hver opgang eller i skurene, der er så fyldte, at deres skydedøre knap nok kan lukkes. Det kan svare sig at låse sin cykel, om den så står i skuret eller ej, da kollegiet ofte udsættes for tyveri, og det gælder ikke kun cyklerne. Også den lokale Brugs, som ligger i hjertet af kollegiet, er gentagne
A r t i ke l
gange offer for indbrud, og det samme kan også overgå den enkelte kollegianer, hvis vedkommende for eksempel lufter ud på sit værelse og forlader det i blot få minutter med vinduerne åbne. Har du oplevet dette eller hørt det fra din nabo, blandes din indre fremmedgørelse med en stærk utryghed, som sænker sig over dig, hver gang du træder ind på kollegiets grund. I et forsøg på at føle dig bedre tilpas anskaffer du dig en hængelås til dit pulterkammer, skønt du måske ikke har særlig meget af værdi derinde. Tryghedsfølelsen opløses senere, da du efter få uger begiver dig ned i depotet og ser døren til dit pulterkammer brudt op; træet er splintret, dine ting er forsvundet, og hængelåsen hænger nytteløst for øjnene af dig. Disse oplevelser gør dig paranoid, hvad enten du parkerer din cykel eller lufter ud på kollegiet. Du ender med at låse din cykel inde i rummet under trappen, og dit vindue er forsvarligt lukket og låst, hvis du forlader dit værelse i bare fem minutter. I værste tilfælde viser det sig, at du også er paranoid uden for kollegiet: du insisterer på at få låst din cykel inde i kælderrum, selv om det er bøvlet for dem, du besøger, og du dobbelttjekker, hver gang du låser din dør eller cykel, så det udadtil ligner, at du har tvangstanker. Hvis du har det sådan, lider du af Skjoldhøjsyndromet.
ler de omkringliggende veje. Selv hvis du sætter musik på og anstrenger dig for at læse, trænger larmen ind på dit værelse. Til sidst foretrækker du næsten at høre på den høje bas fra overboen end at skulle være indlagt til de mange tunede knallerter, der tilsammen lyder som flere hundrede vuvuzelaer, hvis summen og hvinen driver dig til vanvid. Efter et par måneders ophold har du vænnet dig så meget til lyden, at du hører den, når du skal sove, og der ellers er forholdsvist stille på kollegiet. I trafikken er du fjendtlig stemt, hvis bare du ser en knallert, uanset om den er tunet eller ej. Du gør, hvad du kan for at påskønne stilheden, men lydene hjemsøger dig, så du om natten fejlagtigt tror, at et hav af knallerter kører rundt på parkeringspladsen uden for dit vindue, selv om der ikke er en vågen sjæl i miles omkreds. Hvis du har det sådan, lider du af Skjoldhøjsyndromet. Symptom V: Beton Ved ankomsten til Skjoldhøjkollegiet møder man en betonlandsby, hvor de skrå tage og hvide mure med tiden er blevet slemt medtagede. Grundet de mange kollegieværelser og lejligheder, fremstår kollegiet som en ensartet labyrint, hvor der i midten af det hele er en græsplæne med en legeplads i den ene ende og Brugsen samt varmemesterkontoret i den anden. På trods af indsigelser er kollegiet ikke blevet renoveret, og den beskidte overflade af beton minder dig om det snavsede loft på dit værelse eller det koksgrå gulvtæppe, der er tyndslidt og altid er fyldt med hår og støv, selv om du støvsuger jævnligt og med omhu.
25
Visir # 66
Symptom IV: Støj Siden Skjoldhøjkollegiet er beliggende i et industrikvarter med en omkransende, bred parkeringsplads, er det et ideelt sted for unge, der skal prøvekøre deres tunede knallerter. På daglig basis må du derfor lægge øre til hvinende motorer, der farer op og ned af parkeringspladsen el-
Byen
Byen
Visir #66
Hvis du har eget badeværelse, kender du også til den grå maling, det lille spejl over vasken og manglen på lys og luft derinde. Det er sammen med det klamme gulvtæppe og grå loft det første, du ser om morgenen, hvilket forstærker den ubehagelige fornemmelse, som du tynges af på hele kollegiet. Når du skal hen til vaskerummet eller ud med skraldet, kvæles du af betongavlene, der selv ved højlys dag rummer det samme mørke, som du kender fra dit eget kollegieværelse. Jo mere du opholder dig på Skjoldhøj, jo mere føler du, at der lægges et slør over dine øjne, så alt, hvad du ser, fremstår beskidt og dunkelt. Intet kan vaskes
26
A r t i ke l
rent, og intet sollys kan få dig til at se klart. Lige så langsomt isoleres du og indlemmes i kollegiet, så du til sidst går i ét med den livløse beton. Dette fængsel er dit hjem. Og som ethvert andet hjem gør det krav på dig, om du så forlader det efter tre måneder eller tre år. En del af dig vil altid huske Skjoldhøj, så når du næste gang ser et betonbyggeri eller et skilt pegende mod Skjoldhøjparken eller Skjoldhøjhallen vil huske lydene, lugtene og atmosfæren fra kollegiet, og du er fanget, utryg og fremmedgjort igen. Hvis du har det sådan, lider du i høj grad af Skjoldhøjsyndromet.
Essay
Byen
Betragtninger over naturen Af Jacob Munk, litteraturhistorie
Det begyndte med duften af tang og lyden af bølgerne, der skød usynligt op gennem nattemørket til det nåede kysten, hvor jeg gik i retning af syd med bugten på min venstre side og marselisborgskov på min højre. Det begyndte med omgivelse. Jeg var alene på en ny måde, en mere fredfyldt og mindre bekymret alene-væren, som jeg ikke havde følt længe. Jeg var mig selv for første gang i årevis, fordi jeg ikke længere var et jeg der søgte et mig, men et rum der havde fundet sit her. Jeg lod blikket hvile over den åbne nattehimmel og var med bølgerne, som de søgte ind mod land, og for så vidt var jeg der slet ikke. Først ved at skrive dette finder jeg sin plads i scenariet, men dette kun som kompromis. Som Wordsworth siger det: ”It lies far hidden from the reach of words”. Og alligevel er jeg hovmodig nok til at nedskrive dette i håb om at erindringen vil være i stand til at udfylde det tomrum, som jeg med min antydning her efterlader. ”for there’s not a man / That lives who hath not had his godlike hours” (The Prelude 1805 Book III v. 185 & 191-192).
Først og fremmest forstod jeg nu, at jeg havde bygget min forståelse på nogle falske forudsætninger, herunder forståelsen selv. Men det var ikke en negativ åbenbaring. Min største opdagelse på denne tur var derimod, at vi i alt hvad vi foretager os er underlagt naturen. Naturen er ikke bare scenen, hvorpå mennesket opfører sit teater. Naturen er ikke kun vores omgivelse men også vores ophav. Naturen og sansningen Der er to måder at beskæftige sig med naturen på. Den ene er subjektiv og orienteret mod menneskets oplevelse af naturen – herunder f.eks. store dele af den romantiske poesi. Den anden er naturvidenskaben, hvor der tilstræbes en objektiv, systematisk og usanset naturskildring. Den ene er eksistentiel, den anden essentialistisk, og alligevel er de begge centrale for den moderne tænkning om subjektets forhold til verden. ”Modernitet” kan mere eller mindre forstås som den grundlæggende opfattelse af, at disse to ontologiske dimensioner står i modsætning til hinanden og ikke kan forenes. Og jeg kan ikke genforene, hvad der fører krig imod sig selv – men det kan naturen. Sansningen er naturens væren i os. Da jeg lyttede til vandets brusen var jeg derude over bugten, men snart var det busserne mod nord der tiltrak sig min opmærksomhed, snart mine sko mod asfalten. Mit blik var med fuglene, der bevæ-
27
Visir # 66
På min vandring langs vandet kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt alt hvad jeg plejede at vide. Jeg havde glemt hvem jeg var, hvorfra jeg kom og hvad jeg ville. Men dette handler ikke om mig. Det handler om hende, der gav mig svarene tilbage, da hun kaldte på mig ude fra vandet. Mørket skjulte hendes synlighed for mig, men hendes sang kunne jeg tydeligt høre. Så jeg fulgte uden at vide hvor jeg ville ende. Hun forførte mig og klædte mig af til jeg ikke længere kunne
kende mig selv. Jeg forsvandt men hun forblev, og dermed åbnede hun mine øjne.
Byen
gede sig i retning af Mindeparken, men kunne ligeså let hvile over nattens dybe sort med dens endeløse vidder. Sansningen er afstandsløs, men vi glemmer det så let pga. den metonymiske fælde; at forveksle synet med øjnene, hørelsen med ørene. Mine øjne er krop, min krop er mine ører, de er begge ét legeme i objektverden. Synet derimod er allestedsnærværende, kun tilbageholdt af horisontlinjen mod syd, der aldrig har set smukkere ud end denne tirsdag aften. Sansende bevæger vi os frit omkring i grænseløse landskaber af væren. At legemet hvorfra sansningen udgår, er rumligt afgrænset, gør at vi let tænker sansningen selv som en placerbar genstand, men dette er ikke tilfældet.
Visir #66
Hvad betyder det? Det betyder at den efter-kantiske epistemologiske krise måske er mindre kritisk end man skulle tro. Der skelnes her ikke mellem sansning og forståelse, og argumentet lyder, at fordi forståelsen altid fortolker verden fra menneskets eget perspektiv, vil vi aldrig kunne få den rene verdensoplevelse. Det er rigtigt for så vidt det kun handler om forståelse, den rationelle afstandstagen til verden (for fornuft er at træde ud af verden og blive til intet, det er et ontologisk selvmord), men i sansningen er det omvendt. Her er det verden, der udleverer sig til os, gør sig til vores omgivelse hele vejen fra asfalten på strandvejen under mine fødder over Aarhus Bugt, gennem mindeparken over mågernes skingre kor og mod den stjernefri vinterhimmel, der minder os om at også evigheden er vort ophav. Sansningen er ikke et modtagende organ i menneskets hjerne (her er kun
28
Essay
betingelsen for sansningen at finde – ligeså vel som hjernen kun er betingelsen for bevidstheden og ikke bevidstheden selv), sansningen er den allestedsnærværende oplevelse af subjektet fra verdens perspektiv, og dermed er det egentlig ikke os der sanser verden, men hende der sanser os. Stemmen Hun kaldte mig til sig og bønfaldt mig om at dele mørket med hende, og i min angst trådte jeg ud i vandet til det nåede mig til anklerne og prøvede at følge hendes rytmer. ”Hvem var den første til at føde?” spurgte jeg, fordi kulden begyndte at trænge sig på—men hun svarede ikke, blot bad hun mig om at gå videre, og jeg kunne ikke stå hendes skønhed imod. ”Se dig omkring” beordrede hun ”og sig mig om dette er din præstation?”. Jeg vidste at det rigtige svar var slet ikke at svare, og lod i stedet verden sætte ord på mig. Og da fødte hun mig, og jeg vidste at jeg var Adam, fanget øst for Eden men endnu udleveret til det samme kosmos Aristoteles rørte med blikkets evighed. Jeg var ikke i naturen, naturen var i mig. Sansende var jeg genforenet med verdensånden, den tabte elsker, og jeg vidste at jeg intet havde at frygte: hendes lys var mit lys, mit mørke hendes mørke. Nogen vil glæde sig til at indvende, at denne tanke er blevet installeret i os af drømmende poeters aldrig læste digte. At jeg skaber en natur, der skaber mig. Men sansningen står den indvending imod, det samme gør tænkningen fra Abraham til Darwin. Vi former ikke verden, den former os.
Essay
Byen
Så måske kunne vi finde hjem ved at mærke februars vind blæse os i håret, lade bugten føre os ud, hvor vi ikke troede vi kunne befinde os, og opdage hvor fremmede vi er i menneskers selskab. Sådan er naturens veje – hun kalder os hjem og beder os om at tage del i hendes lidelser. Prøv ikke på at forstå det (for så er det igen dig der skaber), bare adlyd, og
det bliver klart at forestillingen om diskrepans mellem menneske og verden ikke er andet end en drøm. Sansende forsones vi med den verden, vi har gjort oprør mod i to århundreder. Vi længes alle efter friheden ved at overgive os til det åbne rum; evighedens spejl, menneskelivets vugge.
Visir # 66
Et oplæser-rum med plads til alverdens tekster, så forskellige som kun mennesker kan være det. Følg os på www.facebook.com/OrdCafe, hvor du kan læse meget mere om vores kommende arrangementer
29
Byen
Essay
Limfjordens sorte blod - en nordjysk Madeleine-kage Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie På dette tidsskrifts første snes sider har jeg foretaget en komparativ udlægning af enkelte udsnit af Skt. Petersborgs litteraturhistorie med udgangspunkt i et syntetiserende tropologisk ledemotiv. Her vil jeg gøre noget af det samme; blot med en anden by og et ganske andet ledemotiv. ”Petersborgteksten” er et rammende term for den ejendommelige litteratur, der er skrevet om Skt. Petersborgs kernemytologi, og rejser et interessant spørgsmål om hvorvidt andre byer også kan klassificeres som ”tekster om sig selv”. Paris, Dublin, London og Berlin er byer med ligeså rige litterære traditioner, og tiltales ligeså ofte ærbødigst med hver deres litteraturhistoriske hæderstitler. Men kan mindre litterært anerkendte – og generelt mere ligegyldige – byer også gøres til genstand for beslægtede læsninger? Kan provinsielle afkroge også performe teksten om sig selv, og kan de endda gøre det uden kunstens hjælp?
Visir #66
I dette essay vil jeg argumentere for, at Nordjyllands selvkronede hovedstad, Aalborg, som jeg med en vis ærbødighed kalder min føde- og hjemby, er en unikt besjælet by, der på trods af sin noget plettede kulturelle straffeattest skjuler en overraskende rig og opløftende sjælelig konstitution – udenfor kunstens konventionelle blodbaner. Selvom den ihærdigt forsøger at overbevise sig selv og det øvrige samfund om sin kulturelle uomgængelighed, kan Aalborg ikke løbe fra at være et fattigt ord i national og international retorik (bortset, naturligvis, fra ingeniørsamlebåndet på universitetet). Dette kunne siges om de fleste store og små byer i det ganske land, og ligeledes i alle
30
andre lande, men hver gang Aalborg hæver stemmen i kulturlivet gør jeg altid en pointe ud af at lytte særligt opmærksomt efter. Limfjordens (meget) uslebne juvel har nemlig mange esser i ærmerne – og kloakkerne! Det er næsten selvsagt ikke litterære esser af den slags som Skt. Petersborg har i Nikolai Gogol og Fjodor Dostojevskij, eller som Balzac og Baudelaire udgør i Paris, og ej heller af den slags som James Joyce er for (eksil) Dublin, eller som stram elektromusik og sortnet punk er det for Berlin. Aalborgs styrker er meget bedre skjulte, undertrykte og underspillede. Det er indlysende, at man ikke kan snakke om Aalborg-kultur uden også at snakke om Jakob Ejersbo, og den berømte forfatter er da også en af de få kulturelle hovedpersoner, der på trods af at være født i Rødovre har formået at gøre Aalborg til et synonym for sig selv. Nordkraft (2002) er bredt læst og udgør en milimeterpræcis repræsentation af byen og dens narkotiske og rastløse halvfemserungdom, mens også Afrika-trilogiens hovedværk, Liberty (2009) har socialkritiske afstikkere til det nordjyske. Ejersbos talent skal ikke her stå til diskussion, især fordi hans værker fortsat resonerer i det meste af verden, ikke mindst efter hans alt for tidlige død i 2008, men selvom Ejersbos Aalborg er tæt på, kradser han kun overfladisk på skellene af det uhyre, der lurer under bymidtens elendigt afrettede brosten. Som indskudt bemærkning kan man heller ikke rigtig snakke om Aalborg uden at snakke om Jørn Utzon, som er ansvarlig
Essay
for en meget større bys himmelråbende operahus og – endnu værre – for det rædselsvækkende ”Utzon-center” på den nye havnefront, som ligner en overvægtig stegosaurus, men jeg vil nu vove forsøget alligevel. Ikke mere om ham.
lands Hovedstads selvforståelse. I løbet af det tyvende århundrede voksede de forskellige fabrikker til respektable og globale industrier med cement, tobak, skibsfygning og spiritus som hovedområder. Senest af de større og globaliserede industrielle tilstedeværelser er Siemens Wind Power, som er byens største private virksomhed, og som udover at have huseret undertegnede som lønsom studentermedarbejder ustandseligt opkøber nyt jord til opmagasinering og udskibning af de 70 meter lange møllevinger, som vi alle kender fra E45s nordgående retning. Aalborg er kendt for at være en arbejderby, og det med god grund: Aalborg Universitet blev først etableret i 1970’erne, og det er vist mange(!) år siden byrådet har set borgerlige flertal. Arbejderkulturarven er Aalborgs uomgængeligste forgrund, selvom de gamle industriområder et efter et forvandles til kulturelle knudepunkter (eks. det gamle kraftværk, Nordkraft) eller ubetalelige studenterboliger (Godsbanen og Eternitgrunden) i takt med at byen forsøger at skifte sin industrielle ham ud med et internationaliseret videns- og kultursamfunds nye klæder. Selvom enkelte af byens industrielle varetegn fortsat står vakkelvornt synlige i bybilledet, er det formentligt kun et spørgsmål om tid, før globaliseringens og forskønnelsens sprængstof finder vej til deres rustne fundamenter, og langsomt vil tælle ned til byens industrielle storhedstids forglemmelse. Overgangen fra industriel skorstensby til kulturel kravlegård er efter min mening et traume, som Aalborgs selvforståelse
31
Visir # 66
I stedet vil jeg snakke lidt om Aalborgs historie. De første indbyggere fandt vej til Limfjordens smalleste punkt i den germanske jernalder, omkring det sjette århundrede e.Kr., og grundlagde en landsby, der over de næste par århundreder blev en blomstrende handelsby, særligt på grund af den naturlige havn og den rige sildefangst. Der har været beboelse i området længe før dette tidspunkt, men her bliver der tale om en decideret (lands) by. På mønter fra Knud 1.s (Gorm den Gamles far) ”regeringstid” (i 1000-tallet) hører man for første gang officielt om ”Alabu” (fortet ved åen), som dog først i middelalderen for alvor voksede til en af Danmarks større købstæder. De officielle Købstadsrettigheder fra 1342 og monopolet på produktion og handel med saltet sild fra 1516 er udtryk for Aalborgs vældige trivsel i middelalderen, hvor havnen også fik kongeligt privilegium. Først omkring 1800, hvor sildefiskeriet led nedgang, fik Aalborg en klump i halsen og måtte overgive sin status som Jyllands største by til den nedrige opkomling fra Syd, Aarhus, som aldrig siden leverede den tilbage. Blomstringstid blev det dog atter i slutningen af det nittende århundrede, da industrialiseringen forvandlede Aalborg fra en middelalderlig fiskerby til det Dickensianske skorstenslandskab, som indtil for ganske nyligt har været kendetegnende for Nordjyl-
Byen
Byen
Visir #66
først sent vil komme sig over. Og det er jo ikke første gang, at byen har begået fadermord på sig selv. Lidt ligesom Skt. Petersborg er Aalborg bygget noget arrogant ovenpå en række naturlige vandveje, som i industrialiseringsperioden blev nedgravet og belagt med asfalt og brosten. Bymidtets trafikale og kommercielle hovedåre, Boulevarden, som er bygget ovenpå – og på bekostning af – Østerå, er i denne forbindelse et hæsligt eksempel på hvad ivrige lokalregeringer med fremskridtets skyklapper for øjnene kan finde på at erstatte naturens immanente skønhed med. På samme måde som det moderne Aalborg langsomt udgrænser og glemmer sin industrielle kulturarv, har tidligere overgangsfaser også skødesløst nedgravet, bygget ovenpå og asfalteret sit eget skelet. Det lyder – indrømmet – som et udtryk for en eksilaalborgensers naive og bagkloge tilråb fra sidelinjen, hvad det i en hvis grad også er, men det unikke ved Aalborg er, at denne ”skriven-sig-ovenpå” sin egen grundlæggelseshistorie også har givet byen et visuelt og historisk udtryk, som jeg ikke har mødt andre steder. Uanset hvor meget byen forsøger at ødelægge sig selv og sin historie, vil den sammensatte aalborgensiske befolkning altid kunne se igennem de nådesløst progressive tendenser, og glimte den sjælelige kontinuitet, der ligesom Østerå konstant rører på sig som en puls under den ucharmerende, turistede og kommercielle facade, der er ”Aalborg midtby”. Aalborg legemliggør en historisk trodsig mentalitet, der er i konstant konflikt med sin fortids uudslettelighed, og som på nedslående vis er mikrokosmisk for den glo-
32
Essay
baliserede modernitets tempobesatte fattigdom. Men paradoksalt nok er resultatet altså en by, hvis hjerte altid er tilgængeligt – om end kun i glimt – og hvis rige historiske arv aldrig helt lader sig udviske fra dens palimpsest. Det er en levende by, selvom den ser død ud. Carsten Jensen, som tilbragte dele af sin ungdom i Aalborgs nordenfjordske nabo, Nørresundby, beskriver – passende nok i en tale til Jakob Ejersbo, efter dennes succes med Nordkraft – med særligt rammende ord det identitetskonfliktede Aalborg. Selvom byen i det 21. århundrede allerede er i fuld gang med at udviske det, er byen unægtelig stadig… en by, der vender indvoldene ud på sig selv, en anatomi-model med huden flået af. Hvor andre byer har et ansigt og en identitet, blotter Aalborg musklerne, mavesækken, lungerne og tarmene i fuld offentlighed […] Kalkgrunden, som byen hviler på, er flået op i store hvide ar, hvor fabrikkerne rejser sig, eternit, cement og sprit. Som by ligner Aalborg en mellemting mellem en naturkatastrofe og Birmingham. Den er et populistisk monument over industrialisme og rå maskinkraft, som i dag skamfuldt skjuler sig bag discountbindingsværk og gågadernes kommercielle gemytlighed (Jensen, 2003). Denne dobbelthed afspejler sig i befolkningens mentalitet. Det er nemt at romantisere industrialismens æstetik og Aalborgarbejdernes kærlighed til deres historie, men når det kommer til byens ungdom er hjemstavnskærligheden ikke ligefrem til at tage og føle på. I mine gym-
Essay
nasieår hørte jeg sjældent andet end The Animals’ ”We Gotta Get Out Of This Place” i forskellige programmatiske fortolkninger, mens kammeraterne flygtede til Aarhus’ og Københavns ”mere stimulerende og charmerende” miljøer. Uden helt at indrømme min egen meddelagtighed derudi – jeg rejste til Aarhus fordi Litteraturhistorie ikke findes på Aalborg Universitet, ligesom det forholder sig med de fleste humanistiske og æstetiske discipliner – kan jeg ikke løbe fra at have været smittet med udlængslens feberhede rastløshed. Måske oplever man først for alvor Aalborgsjælens hjemkald, når man i studenterdiaspora andetsteds prøvesmager de gamle universitetsbyers arrogance, eller når man for første gang konfronteres af eksempelvis Aarhus’ idiotiske byplanlægning eller Københavns øreknusende byggeappetit. Før I århusianere tænder faklerne, indrømmer jeg gerne at jeg ikke har det fjerneste begreb om – eller oplevelse af – en immanent århusiansk sjælelighed, som på grund af denne østjyske metropols ufatteligt ungdomsmættede demografi nok først lader sig skue hinsides Universitetsparkens grønne pasturer. Det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Urban, som indtil sin lukning i 1986 (opkøbt af Ceres – endnu et århusiansk overgreb på nordjysk dyd!) skænkede sine læskende dråber til Aalborgs befolkning. Imod bryggeriets lukning eksperimenterede man med stærkere øltyper, hvilket i 1989 (kort efter opkøbningen af Ceres) resulterede i Limfjordsporteren. Daværende brygmester på Thisted Bryghus, Peter Klemmensen købte efter lukningen rettighederne til navnet, og udsatte den sorte øl for mange års møjsommelig eksperimentation, indtil den i 1997 blev sat i produktion hos Thisted; vel nok som en ganske anderledes øl, men fortsat med sin sort- og tyktflydende aalborgensiske essens intakt. Limfjordsporteren er således ligesom så mange andre Aalborgting og –mennesker et eksileret sjælefragment, som på trods af flytningen til det vestjyske fortsat er essentielt forbundet til den aalborgensiske kontinuitet. Og det bedste er, at den i et moderne Danmark med en internationalt blomstrende craft beer-industri, kan boltre sig i toppen med de bedste, men til en brøkdel af prisen (den indre Nordjyde klapper i hænderne). Denne sorte øl, der er ligeså mørk som den til undergrunden bortviste Østerå, ligeså stærk som spritfabrikkens afløbsaromaer og ligeså bitter som grå cement, er ganske enkelt en smagsoplevelse af Aalborg. Hver eneste gang – og det slår pokkerme aldrig fejl – jeg knapper den ufatteligt billige og kvalitativt guddommelige sorte øl op, og med stor nostalgisk kærlighed fører den til næsens og svælgets allerede nu nostalgiske sanselighed, overvældes jeg af en sådan hjemlængsel,
33
Visir # 66
I stedet vil jeg berette om en meget unik erindringsæstetisk oplevelse, jeg som eksilaalborgenser kun kan sammenligne med Marcel Prousts berømte Madeleinekage fra På sporet af den tabte tid. I 1889 fusionerede to Aalborgbryggerier, Hvidtølsbryggeriet Urban (1860) og Bajerskølbryggeriet Limfjorden (1880) til det dengang velkendte og nu aldeles glemte
Byen
Byen
at tårerne altid rører lidt på sig. At drikke en Limfjordsporter er at absorbere Aalborgs til glemslen henviste sorte blod – det, der selv i en globaliseret og ulideligt progressiv verden sitrer under de arrogante facader; byens, industriens, historiens og kulturens transhistoriske essens. Den dufter af tjære og er ligeså bitter som livets største nederlag, og det er de færreste, der faktisk bryder sig om den, men de elegante lakridsnoter og den subtile karamelsødme er bitterheden værdig. Den legemliggør hele Aalborghistoriens kulturarv og fikserer dens grovkornede heterogenitet i et stabilt poetisk og sanseligt moment. Limfjordsporteren er – endnu vigtigere – for mig et af de uhyre sjældne objekter, der har et immanent mnemoteknisk privilegium i at kunne antænde en sanselig erindringsproces, som overskygger den fornuftsmæssige hukommelses utilstrækkelighed og tvinger sig adgang til en intuitiv og mere præsent erindring. I På sporet af den tabte tid beskriver Marcel Proust denne karakteristiske ufrivillige erindring som noget, der afstedkommes af sanseapparatet, ikke af fornuften, når det ”uden for tankevirksomhedens […] rækkevidde” genkalder fortiden til en overvældende og sanselig samtidighed med nutiden:
Visir #66
En vidunderlig lystfølelse havde grebet mig, noget helt enestående, og jeg havde ingen anelse om dens årsag. Den gjorde på stedet livets omskiftelser ligegyldige, dets katastrofer harmløse og dets korthed illusorisk, på samme måde som når man forelsker sig, og den fyldte mig med en dyrebar substans, eller rettere sagt: Substansen var ikke i mig, den var mig. Jeg
34
Essay
var holdt op med at føle mig middelmådig, begrænset, dødelig (Proust, 1913-1927: 52). På denne måde kan en kan en simpel Madeleine-kage dyppet i en kop te fremkalde hele fortiden i et flygtigt moment, en sanseligt eksplosiv erindring af den tid, der ikke længere er nutid: Jeg […] føler noget skælve i mig, noget der flytter sig og prøver at komme op, noget der har ligget forankret på meget dybt vand, og som nu river sig løs, jeg ved ikke hvad det er, men det stiger langsomt opad, jeg føler modstanden, og jeg hører bruset fra de tilbagelagte afstande (Proust, 1913-1927: 54). Hos Proust er den ”vidunderlige lystfølelse” singulært overvældende, og forekommer kun den ene gang, indtil et andet objekt afstedkommer en anden singulær erindring. Med Limfjordsporteren sker det for mig hver eneste gang. Dens sanselighed tiltvinger sig adgang til glemslens mørke, og fra disse fortabte afkroge stimulerer den følelser og sanselige indtryk, jeg ikke anede at besidde, men som er konstituerende for hele min personlighed. Den husker mig på, hvor jeg kommer fra, og hvilket unikt sted, det er. Denne sorteste af alle øl er med andre ord for Aalborg, hvad synekdokerne, spøgelserne, metaforerne og forfatterne er for Petersborgteksten, og hvad Prousts tilfældige ”materielle genstand” er for erindringens og selvforståelsens funktionalitet. Den er min Madeleine-kage: en erindringens mestertrope, en nostalgiens
Essay
anamnese, en mikrokosmisk og hermeneutisk genoplevelse af Aalborgsjælens immanens – mit personlige ledemotiv i den fortælling om sig – og mig – selv, som Aalborgs tekst om sig selv har skjult i fortiden. Når Limfjordsporterens duft og smag rammer mig, er det ikke Aalborgs H.G. Wells-agtige og naragtige varetegn, Aalborgtårnet, det genopfundne Nordkraft, Jomfru-Ane Gades mareridtsagtige Sodoma, eller løfterne om byens fremtid, jeg tænker på. Det er min barndom, der med en Wordsworthsk poeticitet slår gnister for mine øjne; det er mit uløselige tilhørsforhold til en by, jeg har forladt; det er min altid tilgængelige selvransagel-
Byen
se – min egen tabte tid på livets vej (og så oven i købet til 11 kr. flasken!) Jeg bor i Aarhus, og elsker Aarhus for mange ting, og vil komme til at elske Aarhus endnu mere. Men Aalborg er min by. Litteratur: Carsten Jensen (2003): ”Ejersbo modtager de gyldne laubær – Carstens Jensens tale fra 2003”, Politiken, 15. marts 2003 Marcel Proust (1913-1927): På sporet af den tabte tid – Swanns verden (Else Henneberg Pedersen overs.), Gyldendals Bogklubber, udg. 2006.
Visir # 66
35
B r u d s t y k ke r
Byen
Trafikulykker Hjørnet, litteraturhistorie
Man kommer gående, og pludselig befinder man sig i midten af et rasende menneskemylder. Påkørslen sker lige da man drejer ind på strøget, men rammer langsomt, i den gåendes tempo. Man er kommet til en plads og bomberne, i form af styrtdykkende duer, falder stødt. Man ser afgrundene folk omkring sig træder ned i. De falder, rejser sig, iler af sted og ramler ind i hinanden. Man forstår her, hvor skrøbeligt mennesket er og tør ikke flytte sig ud af stedet. Kroppens sammenbrud er den egentlige dødsårsag. Men døden indtræffer lidt hele tiden, og det er i den lille død, at de primære stødtraumer (angivet med sort) opstår. Det er menneskenes sammenstød der giver de åbne brud. Faldlæsionerne (angivet med spredte punkter) er sekundære. Det er ikke faldet som sådan, der er det væsentlige, det er den langsomme påkørsel.
Visir #66
Man cykler på en landevej. Påkørslen sker bagfra i stor hastighed. Trafiktraumet lammer kroppen i samme sekund den rammes. Landevejen er øde, kroppen et blødt punkt, udsat som træet på marken når lynet slår ned. Man ved instinktivt at det er en flugtbilist, men det er ikke cykelsædelæsionen i skridtet, der bliver den egentlige dødsårsag. Døden skal findes i sammenstødet med det forreste hjørne af lastvognladet. Slaget bag på venstre skulder forplantede sig i brystkassen, blødningens udspring.
36
Brudstykker
Byen
Her er der tale om en frontal kollision i moderat fart. Man får øje på den modkørende, ved at sammenstødet er dødeligt, men man gør ikke noget for at undvige. Trykmærker på brystet (ratlæsioner) og på knæerne (instrumentbrættet) er sekundære. De er udvendige, ikke farlige i sig selv (de sekundære faldlæsioner på forsiden er ikke indtegnede). Man skal ind bag huden, ind til kernen, ind til de underliggende brud af ribben og brystben. Det var her at hjerte- og legemspulsåren sprængtes (dødsårsag). Nogen mener, at sikkerhedsselen ville have været livsreddende, men det er underordnet. Man ville sammenstødet med den anden, kendte til risikoen og ramte uden sikkerhedssele eller andet filter.
Man er passageren. Den passive. Med hænderne bundet på ryggen og bind for øjnene har man sat sig til rette. Suget i maven, da vognen sætter i gang og kører mod uanede højder. Livet har man lagt hos sin chauffør. De udvendige skader er de samme som ved C. Man er fuldstændig uforberedt på slaget, der rammer som en knytnæve. Man falder gennem sort stof. Underkæben og tænderne knuses mod vindspejlkanten. Det splintrede glas giver svære snitsår i ansigt og øjne. Brud på nøgleben og ribben, men her er det ikke de indvendige brud, der er årsagen. Det er kvælningen i nedsuget blod, der gør udfaldet.
Visir # 66
37
Byen
S t r ø t a n ke r
Et himmelråbende uvidenskabeligt postulat om byer og ensomhed, samt en lille smule om Jehovas vidner – og katte Af Øjvind Fritjof Arnfred, litteraturhistorie
Visir #66
Der er mange ting der er lettere i en by end de er på landet. Det gælder både biografture, demonstrationer, små listige hjørnecafeer - og ensomhed. Det er ikke fordi man ikke kan være ensom på landet. Det kan man godt. Men det kræver en anden ihærdighed at tage trinnet fra alene til ensom, ude på tooghalvfjerdsindstyvende pløjemark. Helt derude, hvor himmelen er høj nok til at man kan svinge alle de katte man kan få fat i, og hvor ham, der skulle så kartoflerne aldrig nåede ud. Alene, er tilsyneladende let på landet. Det ser ikke ud til at kræve andet end et hus derude (og de kan fås billigt - hvis ellers banken vil låne dig til det). Så kan man sætte sig i sin gode stol og trække telefonstikket ud, eller smide telefonen ud af vinduet, alt efter gemyt. Det er imidlertid sværere end som så. Lige så snart man har fået puffet sin kat ned fra stolen og sat sig allerbedst til rette, evt. med fødderne oppe, kommer der en eller anden traktor-, eller rendegraverførende nabo, rullende ind på gårdspladsen. Han ville bare lige se om man var hjemme, og spørge om ikke lige man kunne få fjernet de træer, som styrtede ned i grøften og stoppede den til under den voldsomme storm forleden, fra læhegnet, så hans mark ikke bliver fuldstændigt oversvømmet. Eller en nabokone, der ganske vidst bor tre kilometer væk, men derude hvor du befinder dig nu kalder man alle for nabo. Hun er ude for at samle sammen til den lokale idrætsforening, eller 8. klasses skoleudflugt. Om man ikke lige giver et bidrag? Og kaffe, jamen det siger hun
38
da ikke nej tak til. Især ikke hvis du sådan oven i købet lige havde stået og lavet det. Selv hvis man har forceret disse første forhindringer, enten ved at rydde op i grøftekanten samme aften som stormen rasede og man var lige ved at blæse væk imens man gjorde det, eller ved at smadre sin stempelkande og strø skårene ud over hele sin lange indkørsel, kan man stadig ikke være sikker på at ensomheden sænker sig. Før eller siden banker det nemlig igen, og man må atter rejse sig fra sin gode stol, hvor katten straks springer op og lægger sig til at fælde imens man leder i klæd-ud kassen til man finder sin Cannibal Corpse T-shirt, den sorte paryk, teaterblodet og pentagramringene. Man ifører sig rekvisitterne med fattet mine. Derpå går man ud og åbner døren for at spørge de to små piger, der efterhånden har stået længe og trippet på trappestenen med hænderne fulde af »Vågn Op!« og »Vagttårnet«, om ikke de har lyst til en kop kaffe fra et dødningehoved. Jehovas Vidner, for det var det pigerne var, findes ganske vist også i byen. Hvilket er noget skidt! - Ud fra et ensomhedsmæssigt synspunkt, altså. Heldigvis er den her beskrevne metode hverken patenteret eller geografisk betinget, hvorfor den med lethed kan appliceres i en boligblok, eller en forstad, hvis omstændighederne kræver det. Desuden er det, trods det lejlighedsvise sektmedlem, lettere at nå ensomhedens golde tinde i byen. Her kan man sidde i misantropisk fred i sin vindueskarm, med en saxofon i mundvigen, og blæse en ode ud over by-
S t r ø t a n ke r
ens tage (Obs: Bedst udført i en taglejlighed, eller fra 2. sal og opefter, efter mørkets frembrud. Desuden tjener det sagen at befinde sig i Paris eller New York, omend dette ikke er et absolut kriterium), eller man kan ligge på sin seng og se tudefilm imens man fortærer sig vej gennem fedtstoffer og E-numre med forskellig konsistens. »Men hov!«, vil den opmærksomme læser måske indvende her; »har man ikke været i kontakt med mennesker da man købte kulhydraterne og lejede filmen?!?« Jo, men begge transaktioner har indeholdt flere bip-lyde end ord. Såfremt man overhovedet har haft med et menneske at gøre, og ikke en robot, af den effektivitetsfremmende slags der kendes på de fire ekstra nødekspedienter, der står med personalekortet i elastiksnor og venter på at fange mindreårige i at smugle sprut gennem systemet. Den længste sætning indkøbsturen har budt på, har været et »Hav en god dag«, der er blevet sagt med en lige så entusiastisk klang, som tabt, daggammelt, havregrød rammer gulvfliserne med. Tilbage i lejligheden græder du dig nu i søvn, liggende som en anden Smaug på et bjerg af chipsposer og uvaskede skeer, imens Croccodile Dundee og hans kæreste spadserer hinanden i møde hen over hovederne på alle de folk der står og venter i Manhattans myldretidsmetro. Jammerligt! Det er først når du bliver mindet om, og bliver opmærksom på, hvor alene, du er, og hvor lidt du har lyst til at være det, at du bliver rigtigt ensom. Det er først når du tænker »Jeg gad godt være i sel-
Byen
skab med nogen andre end bare mig selv,« at ensomheden indtræffer som en grå mursten i din mave, og får Nickelback til at lyde som et helt fedt orkester. Det er netop derfor det er sværere at blive ensom på landet. Der bliver du ikke mindet om andres eksistens og glade samvær, med mindre du har noget med dem at gøre. Enten i form af en træfældning, en retssag om et markskel og noget okker på dine nye vinduer, eller en hønsehandel. Bagefter kan du vende tilbage til din ureflekterede, eller ønskede, singularitet og først blive ensom når du sidder en sen aften med noget hjemmebrændt af tvivlsom oprindelse i den ene hånd, og din døde kat i den anden (som du ganske forsømte mens du var i byen, dit udyr!), og har lyst til at være sammen med nogen, eksempelvis på en lille listig gadehjørnecafe eller til en demonstration, men er ude af stand til at gøre noget ved det. Havde du dog bare boet i byen! Det paradoksale er nemlig, at selvom man bliver ensom af de mange mennesker man færdes ansigtsløst blandt i byen, er de samme mennesker det eneste middel der kræves for at gøre noget ved denne ensomhed. Man skal ikke gøre andet end at begynde at tale med dem. Inviterer man sin opgang på kaffe, eller småsnakker man lidt med posedamen på vaskeriet og spørger om man må få en killing, når den gravide kat hun har under armen nedkommer, er man pludselig ikke ensom mere. Og måske får man oven i købet en ny kat ud af det.
Visir # 66
39
Visir #66
Byen
40
Reklame
Reklame
Byen
Visir # 66
41
Byen
Anmeldelse
Den flovt gode smag af jeg-digte Af Hans Lind, litteraturhistorie
Signe Gjessings betagende debutdigte inviterer sin læser udenfor til det sted, brikkerne falder fra, inden de falder på plads. Jeget og verden hænger uløseligt sammen og udgør samlingens tråd, men den er ikke rød, den er turkis og tegnet med tusch.
Visir #66
Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man læser den 21-årige Signe Gjessing nyudkomne digtsamling, Ud i det u-løse. Det er digte, der er indforståede, men de er også udforståede, sælsomt insisterende på at regnskabet et eller andet sted mellem jeget og verden nok skal gå op og brikkerne falde på plads. Hvert digt, hvor kringlet det end kan synes, rummer netop den grad af genkendelighed, der gør, at selv den ikke så garvede digtlæser kan springe på i farten. Bogens forside udgøres kort og godt af den turkise tuschstreg, der overstreger titlen. Stregen er tilsyneladende sat efter selve trykningen, hvilket gør hver bog til sin egen på en mild, næsten uanselig måde. Den får et lag mere eller en dybde. På samme måde over- eller understreger digtene hverdagslige fænomener, som de ordspillende vender og drejer hen imod det universelle. Digtene beskæftiger sig med jeget og verden, tiden og rummet. Det er vel at mærke relationen mellem emnerne, der her er væsentlig. Spørger man hvilket rum, digtene drejer sig om, er mit bud mellemrummet, at det er mellemrumsdigte. Man har næsten fornemmelsen af, at det er præpositionen, det let oversete ”i”, der spiller titlens største rolle. Det er nemlig i mange tilfælde forholdsordenes ide om tidslige og rumlige relationer, der kan kaste lys over samlingens digte. Det kan man jo slå op, hvis man vil. Om ikke andet er det værd at have in mente som en af mulighederne for at åbne døren længere ind til digtene. Hvor fristende det end forekommer at forsøge at dirke digtsamlingen op med et ”i” eller lignende, kan den med fordel læses
42
blot for sine overrumplende og helt særlige sprog- og billeddannelsers skyld. Den er sandt at sige spækket med linjer, som fortjener at blive puttet i den sjælelige inderlomme og taget med på farten. Signe Gjessing har en knivskarp sans for at sammenstille det ikke-familiære og lade det gå op i en højere enhed; kenninger, kunne man næsten fristes til at kalde metaforerne, for de kender og svarer hinanden. Samtidig slår de benene væk under læseren, og man skal være varsom, når man bevæger sig ud i dette ”u-løse”. Digteren siger det selv: ”Vi må være forsigtige med vores få / points of no return”. Det ville være synd og skam at snyde sig selv for en læsning af Ud i det u-løse, for den er simpelthen bare godt og grundigt god, galoperende god faktisk. Det er vist på sin plads at runde den her anmeldelse (anbefaling er det vel nærmere) af med en mindre strofe fra samlingen, den kan man tygge lidt på. ”Du spiser digte og bliver / digtfarvet”, som hedder det et sted i bogen. Her er en smagsprøve:
I mellemtiden var virkeligheden sprunget ud i et jegflor der næsten kunne smage på bagrummets jeg. Hvor flovt. Signe Gjessing Ud i det u-løse 56 sider 150,00 kr. (vejl.) Gyldendal
Anmeldelse
Byen
Adgang forbudt for angste mænd Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie
Morten Sabroes seneste roman rusker kønsdiskursen i nosserne, mens mænd og kvinder i hver deres løbske stridsvogn (med Lystens blinde hingst i selerne) forsøger at udslette hinanden. Alfahanner og blodhungrende hundjævle befolker den klichetunge roman, men bliver aldrig helt så farlige som de gerne vil. We’re a generation of men raised by women – I’m wondering if another woman is really the answer we need. Sådan optegner den læderbejakkede Tyler Durden i David Finchers Fight Club den moderne mands væsentligste problem. Vi lader ikke til at kunne udskille den infektion af café- og karrierebesat kvindelighed, der har bortvisnet Marlboro Man, og erstattet ham med Karrierekvinden (”med stort K”), der på en bølge af smarte magasiner, bestyrelsesposter, SnapChats og Insta-hvad-det-nu-er stolt sejler over de stakkels mænds svindende hårgrænser. Og der på kønnenes trone lader vi jo hende sidde uanfægtet. Det er der en masse mænd, der vil gøre noget ved. En af dem er Rune Rosenstok. Derfor tænder han sin proverbiale fakkel og kalder medmændene til kamp mod Kvinderne. Ligesom Tyler Durden er han et omvandrende symbol på hulemenneske-maskulinitet, men i starten af 40’erne og til lørdagskamp i seniorligaen, har ”Stålpikken” (som hans kammerater meget malerisk og synekdokisk har navngivet ham) ligesom svært ved at holde mandebolden rullende. Sabroes ironi er mesterligt eksekveret i beskrivelserne af en skæbnesvanger fodboldkamp, hvor Rune mod slutningen får stukket en dia-
gonal bold ind fra Phillip (ham vender vi tilbage til) og med en fastfrosset målmand altså har frit lejde til blidt at stikke en flad bold i nettet. Men nej, den bold skal fandme have nogle tæsk: Jeg kunne se det allerede inden han trykkede den af. Han ville ramme den bold så hårdt at den spilede nettet ud, brød igennem det og gik i cirkulation omkring månen eller Mars og vendte tilbage til Jorden langt ude i fremtiden under en tvtransmission hvor speakeren sagde: ’Langt derude i det fjerne kan vi skimte omridset af den bold som Rune Rosenstok ramte i den skæbnesvangre kamp mellem København City og Rungsted i begyndelsen af Juni 2013” I stedet får Rune naturligvis foden for langt ind under bolden, som i en blid bue danser ned i hænderne på den hånligt smilende målmand, som et par sekunder senere tromles ned af Stålpikkens emaskulerede mandslegeme. Det var den sidste kamp i sæsonen, og drengene rykker ned. LIBIDO er Morten Sabroes seneste roman, og med afsæt i denne fatale fodboldkamp begynder en historie om mandens kamp med sit selvbillede, med samfundets stærke kvinder, med hustruernes spiralerende seksualiteter og – vigtigst af alt – med at finde sin plads
Visir # 66
43
Byen
iblandt (og over) dem. Philip (fortælleren), Rune og Daniel spiller fodbold i seniorligaen, er alle i starten af 40’erne og scorer kassen i reklame- og forlagsbranchen med Runes magasin, Mand til Tiden som fællesnævner. Tilfælles har de også tre smukke hustruer med ligeså indbringende karrierer indenfor mode og skønlitteratur. Alt ser fint ud, men der er ridser i lakken. En anden grund til Runes frustration er, at han netop har overhørt en samtale mellem hans kone og en veninde, hvor de lægger lumske planer om udenomsægteskabelige plyndringstogter: Har du forestillet dig det samme som mig? Flere mænd på en gang. Om jeg har! Og Rune er ikke en af dem.
Visir #66
Det får Rune til at indse, at nok må være nok: ”Vi er alle i samme båd” siger han. ”Og den tager vand ind, den tager rigtig meget vand ind. Og kvinderne står inde på land og jubler mens vi går ned.”. Derfor delagtiggør han Daniel og Philip i en særdeles kreativ Endlösung des Frauenfrage, som involverer at infiltrere en ekstremistisk feministgruppe på deres sommerlejr og med Stålpikkens mægtige maskulinitet forføre deres rødhårede sukkubus af en leder (med denne artikels titel tatoveret lige over den ligeså rødhårede busk), og filme erobringen til stor vederkvægelse for kvindeverdenen og tilsvarende jubel i mandeskuden. Det går naturligvis ligeså galt som det er naivt, og Philip – som har hovederne skruet rigtigere på end de andre – går da også planken ud før det stikker helt af.
44
Anmeldelse
Han har nemlig større problemer. Nora, hans smukke hustru, har efter et års forlagsarbejde med en anonymt forfattet erotisk selvbiografi tilsyneladende glemt, at der sidder en meget ensom mand på sofaen derhjemme, som ville ønske at han – i hvert fald for hende – var Don Juan. Ad forskellige omveje og fejlslagne hævnaktioner finder Philip da også ud af, at der hos Nora stikker mere under end den besværlige Karriere med stort K, og at der under hendes markerede og smukke ansigt befinder sig en person, han faktisk ikke kender. I stedet for at smadre fodboldklubbens tøjskabe – et projekt hvormed Rune efter nederlaget yderligere hvæsede sine næver – giver Philip sig i kast med både selvransagelse og ”hustruransagelse”, og mens Rune og Daniel kæmper med feministerne forsøger han at bestemme sig for, hvilken retning han skal gå ved korsvejen mellem ”vejen kender dig” og ”du kender vejen”. Morten Sabroes stramme og ironiske sprog funkler i en komisk og (meget) rammende ironisk fremstilling af det moderne samfund som en seksuel arena, der ikke privilegerer hverken det ene eller det andet køn, men uddeler lige dele kærlighed til mand og kvinde, og køligt observerer dem forsøge at forholde sig til hinanden. Bogens første halvdel er hysterisk morsom (fodboldkampen er blot ét eksempel) og er en anbefalelsesværdig indføring i hvordan mandehjerner (og kroppe) krymper sig, når de har svært ved at få fodfæste i et moderne samfund, der bygger på alt andet end deres korporlige maskulinitet. Sabroes historie er me-
Anmeldelse
get langtfra en historie om mandens tilbageerobring af sig selv (det er Runes projekt). I stedet er det en udlægning af begge køns besværlige sameksistens, hvis fænomenologi er Lystens og hvis problematik er universal. Lysten er det, der klasker os sammen (både åndeligt og kropsligt), men også det, der rykker os fra hinanden med den tragiske uundgåelighed, som er kærlighedens bitreste ingrediens. Vi har lyst til hinanden, men altså både som livspartnere og kasteskyts. Lystens tematik er romanens mest vellykkede omdrejningspunkt. Ironien og komikken er lige i øjet, mens selve historien af og til savner potens. De elaborerede og konspiratoriske historier er interessante og nødvendige ingredienser, men virker samtidig tænkte og kunstige, mens Philips to larmende side kicks (med Rune som den sjoveste) er ligeså
Byen
flade som pandekager – om end morsommere. Men i en så underholdende og knivskarp opsætning, er det småting. Under alle omstændigheder er LIBIDO en meget anbefalelsesværdig roman, der er både tankevækkende og morsom, og samtidig en uhyggelig dannelsesrejse gennem lystens labyrinter – en rejse, vi alle sammen altid befinder os på, og som derfor altid er aktuel. Nyd læsningen og se om din indre Stålpik rører på sig. Det gør lattermusklerne i hvert fald. Morten Sabroe LIBIDO 254 sider 200kr (vejl.) Politikens Forlag
Visir # 66
45
Byen
Anmeldelse
Halling mod den danske offentlighed Af Christian Rebsdorf Snæland, litteraturhistorie
At læse Vi elsker maskiner minder mig om den gang jeg arbejdede med at sortere frossent morgenbrød på et industrielt bageri. Opgaven gik ud på at frasortere æstetisk afvigende rundstykker fra de acceptable og ellers udholde samlebåndets forevigethed. Sådan var arbejdet, fra midnat til morgen og sådan var det også at læse Rasmus Halling Nielsens nye digtsamling. For den er lang, den er rigtig lang, og der er vist ingen tvivl om at Halling denne gang (ikke fordi det er første gang) kræver noget af sin læser – hvilket vi kommer tilbage til lidt senere. Værket er i sin helhed 284 sider, med digte i alle størrelser og narrativer der støder sammen på kryds og tværs. Det er kaotisk, men det er også det værd. Til tider. Stilen skaber abstrakte fortællinger der associativt mødes i forskellige former og strukturer. Uncategorized, Crash Mit umiddelbare indtryk af digtsamlingen var, at Halling var løbet skriblende gennem en stor stak papirer, med et forlag lige i hælende der svipsede siderne sammen med net og copyright-stempel. At forlaget er det gamle, legendariske, Arena giver i og for sig også god mening, for de har altid været gode til at give forfatteren rum til at udfolde sig. Samtidig har Halling fået tilskud af Statens kunstråd og resultatet er som følger:
Visir #66
”JEG ER SÅ SKÆV KEG JEG RAMMER DE FORKETRE TASTER I SØVNE/ bag et lille hvidt villakvarter fandt jeg en kam. Jeg fandt en kam og tænkte/ det var da underligt hvad laver den her stål-
46
kam ved siden af en ødelagt / badmintonketsjer” Digtet er et af de bedre i min optik, der er ingen illusioner om nogen forskønnet proces hvor poesien bliver til. Samtidig leger Halling med tidslighed på en fed måde. Men noget af det som er rammende, også for resten af digtsamlingen, er den måde hvorpå narrativet sammenblander motiver der umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Denne sidste funktion fremstiller Halling selv i hans kategoriseringer af digtene – det overstående digt kategoriseres som: ”Crash, stilstand, Prolog, Uncategorized”. Og ud over de to åbenlyse; stilstand og prolog (som givetvis er Halling der ryger sig skæv og kigger på ting) så er digtet altså et ukategoriserbart sammenstød mellem genrer. Og skal man prøve at definere Hallings nye digtsamling, så må netop denne definition i al sin bredde være det tætteste man kan komme på en sådan definition. Doktor Quinn og Aladdin Bogens historier glider generelt ud og ind mellem hinanden, der er lange passager med Aladdin som fremstår som en af Hallings tidligere elskere, mens Doktor Quinn, der nok bør sammenstilles med doktoren fra tv-serien ”Den lille doktor på prærien”, fungerer i et langt digt som fortællerens alter-ego. Derudover er der fortællinger fra en barndom i provinsen, et biluheld som Halling tidligere har bearbejdet i bogen Hej, biluheld og små krimi-fortællinger om kriminalbetjent Pedersen der for evigt skal forholde sig til
Anmeldelse
en ny mordsag uden at vi som læsere hører mere til det. Tilegnet den danske offentlighed Et andet centralt element i værket, er Hallings ironiske forhold til den brede offentlighed. Digtsamlingen er besværlig, og personligt synes jeg godt der kan være langt mellem de poetiske snaps (om man så må sige). Men Halling er klar over at det er besværligt, og han tydeliggør det blandt andet på baggrund af ironiske udtalelser som ”TILEGNET DEN DANSKE OFFENTLIGHED” der optræder i et at de mest kaotiske digte i værket. For er der nogen som ikke vil bryde sig om denne digtsamling, så er det den danske offentlighed. Denne forestilling blev forstærket, da jeg kom til 103 sider med overstregede eller censurerede linjer, der startes med et stort grafisk skilt med skriften: ”PARENTAL / ADVISORY / EXPLICIT CONTENT”. Det er, med andre ord, ikke en digtsamling til hr. og fru. Danmark, og det er så langt fra Netflix og Go'morgen Danmark som noget kan være.
sker der de går igen. Ild i trænet ring i ild i ring i træet ring kræver mer en bare debutis, det kræver PRO is, ellers, dansede cirkler – dansende cirkler.” Men når det så er sagt så skal det ligeledes tydeliggøres, at når Halling rammer rigtigt, så er han god. Specielt hans brug af ultimative sætninger, giver samlingen et lykkeligt og til tider længe ventet æstetisk tilskud. For eksempel i hans definition af bilen: ”Små og store chips og tandhjul forenet i det bedste køretøj for evigt”. Ultimative udsagn, der er lige så absurde som de er umiddelbare. Hvilket også må være denne anmelders holdning til digtsamlingen, absurd og umiddelbar. Om de lyrik-hungrende masser skal løbe ned til deres lokale boghandlere (eller hvor i nu køber jeres lyrik) og anskaffe dette værk, skal være op til dem selv, for der er absolut god grund til at læse Vi elsker maskiner, men værket er kompromisløst og bør læses på dets egne præmisser. I virkeligheden kommer det nok an på, om man vil læse 284 sider skrevet af en mand der på bagsiden af værket skriver ”... jeg er ligeglad / jeg er en gud med tre bryster jeg er rævens mor”.
Rasmus Halling Nielsen Vi elsker Maskiner 286 sider 200kr (vejl.) Arena
Visir # 66
Desværre må jeg ligeledes sige, at når det så gælder Hallings associative skrivestil, der vagt skifter fra det ene til det andet motiv, så synes jeg ikke at det fungerer særligt godt. hvilket er problematisk siden størstedelen af værket er skrevet sådan. Her har vi et lille eksempel taget fra den første del af værket: ”PÅ DETTE hoved tænker en satellit stjernerne på frømandsdragten den lille lyserøde krig den nye begynderis den nye ånderæ sterte hele tiden starte hvad laver vi her hvad
Byen
47
Visir #66
Byen
48
Striber
Striber
Byen
Visir # 66
49
Essay
Byen
”O Herre, Herre, hold mig fast!” Om angst i Den Danske Salmebog Af Jacob Munk, litteraturhistorie
”Jeg har en angst som aldrig før som stod jeg foran dødens dør og måtte ind og styrte ned i mørke og i ensomhed jeg drives frem med stormens hast O Herre, Herre, hold mig fast” Det 20. århundrede er angstens æra. Troen er fortid, håbet en mytologi, mørket folder sig uhæmmet ud i alle afkroge af det kontinentale åndsliv. Modernitet er tvivl. Rigtigt nok kunne en tekst som ”Jeg har en angst som aldrig før” godt være skrevet i den tidlige del af det 20. århundrede af prominente mørkemænd som Eliot, Else Lasker-Schüler eller Trakl. Men det er den ikke. Den optræder i Den Danske Salmebog og er skrevet i 1864 af – hvem skulle have troet det? – H. C. Andersen. Så var Andersen forud for sin tid med at gribe verdens tilsyneladende grænseløse tomhed? Og er denne hymne til angsten en undtagelse for Den Danske Salmebogs opmuntrende, tvivlsløse, indforståede og helgenlignende religiøsitet? Intet kunne være mere forkert. Andersens tekst ligger sig i centrum af en almenmenneskelig tradition, der har overlevet alverdens idéhistoriske forandringer og kriser, og i dag er så tæt på sin oprindelige form som kun ganske få traditioner kan prale af at være: salmen.
Visir #66
Så hvad er en salme? Det korte svar er at salmen er et religiøst sprog. Men dette svar er yderst problematisk, da det tilsyneladende begrænser salmen til kun at interessere en bestemt afgrænset gruppe
50
mennesker, nemlig de religiøse. Mit formål med at skrive dette er at vise salmens almenmenneskelige gyldighed og grænseløse skønhed for alle troende såvel som ikke-troende. Men hvis det skal have noget på sig må der gives en mere bred forståelse, ikke af hvad salmen er, men af det religiøse sprogs natur. Så hvad er det religiøse sprog? For mange vil det religiøse sprog først og fremmest være moralens urokkelige ”du skal”, og dette er sandt, da idéen om objektiv moral er rodfæstet i den religiøse tradition. Problemet er når det religiøse sprog reduceres til en lovdiskurs, hvormed der ikke gives meget plads til poesi og menneskelig individualitet. Heldigvis rækker det religiøse sprog også længere. Skønhedssproget grunder i det religiøse sprog (hvorfor romantikerne elskede antikkens mytologiske figurer som troper for subjektiv oplevelse), det samme gør kærlighedstalen, følelsessproget osv. osv. Men vigtigst af alt: også tvivlens og angstens sprog har sine rødder i det religiøse sprog, idet det beskæftiger sig med mennesket som værende ånd, altså en ekstra -materiel kategori, der ikke kan repræsenteres en-til-en men netop kun igennem det religiøse sprog. Endeligt kan det siges at alt sprog er religiøst, da det implicerer menneskets sat-i-verden-hed og en gensidig sanselig og fornuftsmæssig interaktion mellem subjekt og omgivelse. Alternativet hertil er den moderne teori om sproget som modstridende med verden: den største gang vrøvl, der nogensinde har lydt fra menneskets tunger, men jeg vil ikke forsøge at gendrive teorien her. Så hellere med Kierkegaard påpe-
Essay
ge, at åndens forsøg på at tilintetgøre sig selv også er en åndsbestemmelse. Så meget for at sige at det religiøse sprog ikke er forbeholdt en særligt troende minoritet men er af almenmenneskelig værdi. Tag Den Danske Salmebog, Eliots ”Four Quartets”, Augustins bønner, Leonard Cohens bedste digtsamling, ”Book of Mercy”, John Donnes sene værker samt Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente og se hvordan salmetraditionen har udviklet sig over de seneste 3000+ år: ikke meget. At finde en digter der behandler almenmenneskelige følelser skamløst og ærligt er en sjældenhed, men kan dog ikke siges at være et specifikt hymnisk træk. Hvad der binder 3000 års salmetradition sammen er netop dets håndtering af én specifik følelse, der står i centrum for menneskets tilværelse her på jorden; en følelse, der gang på gang nedbryder vores skråsikre systemer og stiller os nøgne som spædbørn overfor gådefuldheden i det omgivende kosmos. Hvad end dit filosofiske ståsted må være (fred være med det), én ting tolererer jeg ikke: når mennesket mister grebet om universets underfuldhed. Når vi stirrer os blinde på teorier om metafysiske sammenhænge og overser miraklet, der hvert øjeblik udfolder sig for øjnene af os. Forundring er den passende tilstand for et menneske. Mister vi den, har vi mistet vores egen menneskelighed, men husk da igen: det er vores egen ånd der prøver at skille sig af med denne menneskelighed.
skets fødsel og dets undergang? Angst. Hvad er pejlemærket for vores livsvandring mod den sidste nat? Angst. Mennesket er angst fordi det er ånd. Ånd er adskillelse fra sig selv. Ånd er evindelig kredsen om et dødt center. Salmerne tør tale med os om det, vi ikke altid tør tale med hinanden om. De tør tale om tvivlen, om den usikkerhed der er bagsiden af livet i forundring (men som dog stadig er langt bedre end livet i indsnævret skråsikkerhed), og hvad der særligt er vigtigt: om frygten for døden. I vores tid må man ikke sige at man er bange for døden. Det minder os om, at vi er ånd og så ryger systemerne igen. Vi prøver at skjule os for døden igennem objektivitet, at forestille os døden som noget der ligger langt væk fra vores dagligdag. Men Døden skal man ikke være objektiv over for: ham skal man møde i stille ensomhed om natten, når alle andre er gået i seng. Så skal man se ham i øjnene og bekende: ”jeg hører ikke til i dine riger”. Først når salmerne har drevet os til det yderste (= gjort os subjektive og eksistentielt tænkende) kommer der er et men: ”Men mørket får ikke det sidste ord”. Det er ikke i min interesse at diskutere hvorvidt det er eskapisme, ønsketænkning eller lignende. Det er derimod i allerhøjeste grad i min interesse at påstå at håbet er ligeså fundamentalt for mennesket som angsten, og at de to hænger sammen. Håbet giver den ægte fred i livet, som lykken ikke kan give, fordi den endnu har til gode at gå igennem og lade sig nedbryde af angsten. Og vigtigere
51
Visir # 66
Jeg taler om angst. Hvad adskiller mennesket fra dyret? Angst. Hvad er menne-
Byen
Essay
Byen
endnu: håbet (og absolut ikke lykken!) er skønhedens tilstand. Og her kan jeg ikke sige mere. Jeg forstår ikke hvorfor det må være sådan - jeg har selv svært ved at se logikken bag, og det er fristende at tilstå at noget må være gået galt et sted. Men her tager salmerne over: ”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav lad mig ikkun stævne imod min grav; Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn ud hans hånd mig river af dødens garn” Eller denne her smukke efterårssalme:
Visir #66
”Og når engang på Herrens bud vort timeglas udrinder (…)
52
da høste vi som fugle nu, der ikke så og pløje da komme aldrig mer i hu vi jordens strid og møje” Figuren er den samme: en bevægelse gennem angsten ud i et lidenskabeligt, forundringsfuldt og poetisk håb, der kun er paradoksalt fordi mennesket af natur er paradoksalt. Med andre ord er salmerne ikke indforståede, dogmatiske, institutionelle brugstekster til specifikt afgrænsede trossamfund. De er derimod eksistentielle manifester til at gøre individet subjektivt overfor sin egen tilværelse og med fornyet lidenskab række ud efter og sætte alt over styr for poesiens eneste sande muse: håbet, det ubegribelige…
Novelle
Byen
Forskellige farver Af Katja Norup Petersen, litteraturhistorie
Solen skinner. Bænken er varm under hende. Den lyse nederdel går lidt op over knæene, så træets krakelerede overflade stikker ind i huden på hende. Hun nynner. Placerer den ene fod ovenpå den anden og lader den nederste rokke let til rytmen. Hun er kun afskåret fra legepladsen af stien foran hende, men det er fint. For hun har overblik over pladsen herfra og kan nemt holde øje. Stien bugter sig svagt på den højre side, dybere og dybere ind i parken. Træerne omkranser legepladsen og følger stien lige bag hende. Lyden af trafikken et sted ude bagved bliver maskeret af det store røde murstensbyggeri. De lange stribede gardiner. Hjørner der smuldrer let og slyngplanter, der kravler. Endeløse rækker af ens rum. En lind strøm af mennesker, der går frem og tilbage mellem vinduerne. Solen skinner. En mand kommer roligt gående ned af stien. Der er noget bekendt ved hans ansigt. Nu husker hun det. Han plejer ofte at gå forbi på stien, når hun er der. En af de mange, der nyder parkens paradoksale liv og ro. I dag er han fast besluttet på at nå denne bænk, hun kan se det i hans ansigt. ”Må jeg”, hans arm peger mod bænken. ”Ja, endelig. Masser af plads.” Han sætter sig og følger hendes blik ud mod legepladsen. Der er mange familier. Børnene hopper rundt i sandet, klatrer i legetårnet, kurer på rutsjebanen. Forældrene slapper af i træernes skygge på tæpper eller rundt omkring på picnicbordene. De snakker om hinanden, om deres familie, om oplevelser. Nogle forældre løber rundt på legepladsen med børnene eller bevæger sig rundt og snakker med de andre. De socialiserer. De kender hinanden. Hun kender dem også. Måske går hun hen og snakker med dem senere, eller leger lidt med børnene, det kan hun bedst lide. Hendes Emilie gynger lige nu. Hun har den nye grønne kjole på, og det mørkebrune hår er slået ud. Det flagrer i vinden, og de blå øjne lyser. Hun ler pludseligt højt på bænken. ”Nyder du sommerdagen?”, spørger han. ”Ja”, hendes mund er åbent i et lydløst grin, mens hun svarer. ”Se hende der, på gyngen, med den grønne kjole. Det er min datter. Man kan ikke lade hver med at tænke på, hvor heldig man er, sådan en dejlig dag. Vel?” ”Nej, nej det kan man vel ikke. Hun ser sød ud.” ”Se hendes blå øjne, når hun sådan griner. Er de ikke bedårende?” ”Nu er det jo lidt svært at se dem herfra. Men hun ser dejlig ud.” Han svarer med en tålmodig stemme. Meget tålmodig, måske pædagogisk. Hvorfor. Hun er ligeglad. Solen skinner. ”Kommer du tit her?” ”Ork ja, på dage som i dag kommer vi ofte her ned i parken. Ja, normalt har jeg en picnickurv med, som vi spiser sammen på en bænk eller i græsset. Så laver jeg altid en sandwich til os hver, med et stykke frugt og en lille brikjuice til. Jeg skal have én med appelsin, Emilie skal have én med æble. Men altså, i dag tror jeg bare vi går forbi en bager og køber en bolle eller noget.”
Visir # 66
53
Byen
Novelle
Visir #66
Han nikker svagt imens hun taler og udstøder anerkendende lyde. Det er ikke tålmodigt, det er mere end tålmodigt, det er for meget. Det er næsten træt. Hun drejer hovedet lystigt frem og tilbage mellem ham og legepladsen, hun bemærker det ikke. Emilie har fundet en anden pige at lege med. De sidder i sandkassen og forsøger at bygge et sandslot med to skovle og én spand. I de første par forsøg skovler de for lidt sand i, så det går ikke så godt. ”En gang var vi her nede, da det regnede lidt. Der var ikke andre. Vi drejede rundt og rundt på den karrusel der, hurtigere og hurtigere. Vi grinede mere og mere, mens vi fik det dårligere og dårligere, indtil vi måtte stoppe og ligge os i græsset.” ”Det lyder dejligt. Man kan godt forstå det betyder meget for dig.” ”Ja selvfølgelig. Det gør det for alle forældre.” ”Det er godt at have nogen at elske. Og nogen der elsker dig.” ”Jaa.” Hun smiler. Han kigger på sit ur, og hun lægger mærke til det. Hvad er han egentligt for en mærkelig starut? Måske er han ensom og har bare brug for at snakke med nogen. Måske savner han sit eget barn, af en eller anden grund, eller ville ønske han havde et barn. Hun ser mildt på ham og kan ikke lade være med, at få lidt ondt af ham. Hans ansigt er meget alvorligt, det ser hun nu. Der er også noget ved det ur. Har hun set det i en reklame før? Kan hun huske at have set det på ham, når han vandrede roligt forbi på stien en tilfældig søndag? ”Her sidder jeg og plaprer løs til en fremmed. Du har slet ikke lyst til at høre det.” Hans øjenbryn hæver sig lidt. ”Nej nej, tænk ikke på det. Jeg vil gerne høre det.” Hun kigger tilbage ud over legepladsen. Emilie løber længere frem mod græsset og tættere på bænken. Hun ser direkte ind i Emilies øjne. De grønne øjne, der er næsten identisk med kjolen. En kvinde, med sit mørke hår sat stramt op i en hestehale, kommer gående ind fra stien på højre side af pladsen. Hendes arme er åbne og Emilie løber direkte i favnen på hende. Hun trækker i kvindens ærme, og går ind mod sandkassen. ”Kom og se mor, jeg har bygget et prinsesseslot med pigen. Far skal også se det, far skal også se det.” Manden på bænken har set det hele. Han vender sig mere mod hende. ”Tror du ikke, det er på tide, vi går tilbage til stuen Anita?” Hendes ansigt har lukket sig helt sammen, hun trykker sig ind mod ryglænet og sidder helt stille. Så drejer hun hovedet mod ham, men kigger ikke rigtigt på ham. ”Jo.” Hendes stemme er tung. Han rejser sig og trækker hende op fra bænken med den ene arm under hendes. Hun følger ham modstandsløst og støtter sig op ad ham, mens de går. Alle kræfterne er væk. Hun kan ikke magte turen tilbage. De går langsomt hen mod det røde murstensbyggeri.
54
Digt
Byen
Se Aabenraa og Styrtom Af Esben Staugaard, æstetik og kultur
Aabenraa verdens første by! (aflabetisk set) Du gamle vandmølle, hvor mange ænder har du revet rundt i dag? Ak, og her plejede vi at sidde og fodre mågerne med jointskodder Jeg skylder tre makreller i havnebassinet og alt er godt Smalle fortov og brosten på størrelse med møllehjul Franske hotdogs fra Statoil Enstedværkets osende skorstene hele sønderjyllands oplader Gågaden med sine blomstrende hæveautomater tyske turister og solæg Gader gennemsyret af distrikts melankoli Katten jeg mødte i sønderskov Kongehøjen i hjælmskov og dens troldtøj Rugkobbelcenterets undulatbur kvidrer fortæller hverdagens tragedier Jeg kender bodegaer i den her by der er så snuskede at intet lys eller levende slipper ud af deres røgtåger Kan du se ham med de sprængte blodkar? Det kan jeg heller ikke, mine øjne sviger Men folk siger han har siddet her i over 40 år
Visir # 66
55
Byen
Byens mangfoldighed Af Toke Laursen, litteraturhistorie
Jeg hader dig sælger Du der sælger mig jakken Der holder mig varm Jeg hader dig ind til benet Jeg vil gerne beholde min kvittering Du er koldblodig og ond Jeg ved det, jeg læser Aviser og den slags Jeg kender din slags Hav en god dag Jeg ved det, og du vil altid… tak, og god weekend til dig Sælger, du er værre end brolæggeren Ham, der lægger vejen for mig Ham, der reparerer min sti Jeg hader ham Jeg hader hans slidte tøj Han har gjort sig umage med mit nabolag Hans arbejdersmil Hans sved Og hans hue. Jeg håber den falder af Cykelstel og kardanaksel, går ikke længere i stykker Når jeg kommer hjem fra arbejde Jeg hader dig kvinde Der drikker den kop kaffe Din scone ligger forkert Den kop kaffe Jeg hader dine hæle Der ridser mit gulv Skrub ad helvede til, kvinde Din neglelak har farvet nok
Visir #66
Smil ikke til mig, forbipasserende For hvordan kan jeg vide, at jeg ikke også hader dig?
56
Digt
Digt
Byen
Digt
Af Toke Laursen, litteraturhistorie
Stop, holdt, vent På at den grønne farve bliver synlig Så tjeneren kan hente dig en ny bolle Smil til pigen derovre Som intet vil have med dig at gøre Åben avisen Du lige har fundet i en skraldespand Den er for fedtet Så vend dig mod vinduet Tonerne fylder gaden, og alle de andre En udskæring i landskabet I takt går de, på bunden af Grand Canyon De danser alle til tonerne i gaden De toner de er Gængere på fødder på hænder, der hopper baglæns og bukker De ryster på hovedet eller nikker, eller begge dele, som indere, og de støder ind i hinanden På må og på få Når det regner, slår bølgernes brusende lyd mod de beboede klipper Sorte og grå og alle farver redningskranse, flyder rundt med mennesker under sig, og skoene er stadig våde, og måske drukner de Alligevel springer den ene efter den anden på hovedet i det flydende; beton, asfalt og brosten Og bøjer viser hvor man må flyde hen, om der er ensrettet eller varekørsel tilladt Stilheden overfalder os, så ruderne slås itu, og babyer flyver ud Og lander som blade mellem folks fødder og i gåendes udstrakte arme Våde blade, der lander hårdt Solen rejser sig og tørrer deres bleer, der helt af sig selv folder sig rundt og omkring Gaderne vender Bygningerne sænker sig Og det er et hul Marcherende støvler fylder slagmarken, hvor tanks ruller over infanteri og heste med våben Håndgranater og landminer sidder i kød, der hænger i gadelamper og skilte Der lugter af rotter i feltrationer, og af ulæste breve på ukendte lig Det hele er der, og bygningerne folder sig om det
Visir # 66
Jeg sætter en fod foran den anden Og det er på én gang rart og rart
57
Byen
Alle taler om det Af Jacob Munk, litteraturhistorie
alle taler om det alle frygter det vi kunne tale med? vi kunne sætte os ned over en kop kaffe og tale om Kristus og Krishna og kræften der breder sig i vores sindskomplekser mens vi indånder dampen af den kommende katastrofe som alle taler om som alle frygter (men bare rolig; den frygter også os) vi kunne lade pendulet svinge mellem tvivlsomme kilder søvnige spekulationer og feberdrømme iklædt metafysisk kejserdragt og dulme angsten med tankens gift. Vi kunne lege arkæologer i sandsynlige bjerge hvor en muligvis-Abraham rejser knivens approksimation mod forstandens center i umulig vished måske, måske hvis bare vi taler længe nok ville vi undervejs støde på dét afgørende ord der ville tage os ud på den anden side som friere mennesker
Visir #66
måske… i det mindste skulle graven kunne give et svar eller to
58
Digt
Digt
Byen
jeg stirrer ud i mørket Af Stine Liberty Svenningsen, litteraturhistorie
jeg stirrer ud i mørket intet bevæger sig alting bevæger mig måne, stjerner, kulsort himmel lysår væk, ubegribelige intim stemning af nærvær liv lykke tryghed elskov mellem mig og – jeg er alene men jeg forfølges af måne, stjerner, kulsort himmel uden bevægelse men de bevæger mig der står stille eller svæver jeg i det tomme rum ovenover indeni
Visir # 66
59
Byen
Miraklet
Af Amor Leise, kunsthistorie
de kolde hospitalsgange fortalte mig, at der ikke sker mirakler i dag de cancertunge tjærelunger fortalte mig, at der ikke sker mirakler i dag de skarlagenfriske fixersyle fortalte mig, at der ikke sker mirakler i dag de bagstive fritidsdrankere venter stadig på miraklet til at indtræffe United Nations elsker miraklernes modermælk de leger med utopien men slikker sig rene i eget spyt og kirken der påberåber sig Jesu navn fortalte mig, at mirakler fandt sted for 2000 år siden men ikke i dag Så meget tillid har de til miraklet de fløjlsklædte academymannequins fortalte mig at mirakeldiskursen er en åndsbedøver til at dulme den socialpolitiske bevidsthed og tog en tår rødvin de velansete cand.polit.er påpegede, smilende som altid, at det hele handler om kompromisser, kontrahering og kooperation hvorfor miraklet nok har lidt trænge kår for tiden Romantikerne turde endda se miraklet i øjnene og nostalgisk-flatterende sværme om ”dengang i miraklernes tid” som om miraklet medgav dem sin egen fortidighed
Visir #66
alle ved det jo godt; forskerne ved det luderne ved det public relations-assistenterne ved det; vi står midt i en kolossal kausalkarrusel, hvor de har forklaret alt derover på naturvidenskabeligt fakultet undtagen vistnok en enkelt ting, som der ikke tales højt om, fordi det gør os rædselsslagende at tænke miraklet til ende gør os rædselsslagende Så fremskridtsfantasterne var de første til at erklære miraklets død dernæst fulgte evo-entusiasterne, retro-ridderne normnihilisterne og de kontrakulturelle der alle kunne samles om miraklets mageløse ikkeværen hvorefter de dyppede tæerne i klare azurblå kanaler og glædede sig over at miraklet alligevel aldrig var forbeholdt dem
60
Digt
Digt
Byen
men deri tog de fejl: miraklet elsker nasserne, løgnerne white collar-fixerne og Wall Street-farisæerne miraklet elsker dem der tager part time-succes som egen fortjeneste og griner af de mindre hårdføres ballaster miraklet elsker mureren, der bygger tårne af rust på en trækkerdrengs drømme miraklet elsker danseren, der driver enfoldigt omkring på et gulv af blod miraklet elsker de utålmodige, når de besmykker deres kister miraklet elsker de forfængelige, med deres bange modermærker miraklet elsker at kæle for dem når de kæler for sig selv så om end dødssengen fik det sidste ord i tørstige romancer om end kulden altid fandt en vej gennem barnløse byer hvor døre stod på klem om end løkken hænger som en glorie over selvfordømte ar om end tiden sjældent glemmer, hvad der kendes på sin grav miraklet var med dem, miraklet forlod dem aldrig og i hver et dødfødt fosterskrig, i hver en langstrakt verdenskrig i angstens tætte panser var der dog en sprække der var forbeholdt miraklet.
Visir # 66
61
Byen
To digte
Af Hjørnet, litteraturhistorie
Her er dage med fodtrin på trappen En glad summen i stuen og andre dage som nu med stolenes tomme favne som banegården ved midnatstid Folk er ikke klar over at de taler stilheden frem når de går Vinterens første sne faldt i nat Loftsvinduet får et gulligt skær i snevejr som var himlen oplyst af flammer Jeg sover meget for tiden en tung søvn og kaster med appelsinskræller i drømmene
Visir #66
Det er elskerne jeg rammer De taler stilheden frem når de går
62
Digt
Digt
Byen
I den her by har husene vinduer Befolkningen holder af at kigge ud De kan lide det udefrakommende lys, som er et andet end det elektriske, men når mørket sænker sig, bliver ruderne til spejle møblerne og deres ansigter reflekteres og får dem til at trække gardinerne for, natten får dem til at skjule vinduerne, da vil de helst være dem foruden, men om dagen, når de kigger ud er de glade for udsigten. Det er så fint at sidde bag en rude og kigge på sneen der fyger hen over tagene og være skærmet for kulden. Allerhelst ville de at deres kroppe var omgivet af vinduer, for de holder af at gå, og de ville gerne kunne gå udenfor, men uden at føle vindens nåle mod huden, og i deres glasrum kunne de kigge på hinanden, for de er nysgerrige og vil gerne kende de andre, men uden at komme i berøring med dem, de vil helst undgå øjenkontakten, de andres blikke, men de vil så gerne kigge ind, få et glimt af en anden tilværelse, se hvordan de bor, lære dem at kende, men på afstand, distancen er vigtig, for de vil ikke involveres i de andres liv, tanken om at skulle gå ind i de andres mørke virker drænende, men åh de vil så gerne kigge og gå lidt, vil så gerne ses af de andre, men ikke røres, betragtes, ja, de vil betragtes i smug og beskue de andre, men fra afstand, indefra husene eller fra et glasrum, aldrig vil de stå på gaden uden et værn.
Visir # 66
63
Byen
Horoskoper
Horoskoper
Af Sigrid Rasch, litteraturhistorie
Note: Jeg fik under skriveprocessen en kortvarig blokering i forhold til tre af følgende horoskoper. Kan I gætte hvilke tre, jeg fik en fysikstuderende til at skrive?
Du må og skal bare opleve noget tyrefægtning. Uheldigvis er du i Århus, og du har allerede alt for få penge. De rækker ikke til en tur til Spanien. Men så får du den ide at omskabe Århus til nordens tyrefægterby. Du mangler bare en tyr og en tyrefægter. Hmm. Men heldigvis er du selv en tyr, og et offer med noget rødt på burde være nemt at finde.
Hanstholm Havn. Det er tidligt om morgenen, tågen er tyk under havet. Du finder en flaskepost, hvor der står "Atlantis vil gå under!". Du kalder på Sofus, din hundefisk, og får ham til at snuse til posten. Han får hurtigt færten, og sammen begiver I jer ud for at opklare sagen!
Du elsker at se Twin Peaks. Du ser serien hele tiden, og byen virker som det perfekte levested for din todelte mentalitet. Du ved, at serier er det rene opspind. Men hvordan kan en by som Twin Peaks ikke eksistere? Du vil finde den, og derfor begiver du dig straks op på Statsbiblioteket for at spørge en bibliotekar.
Får, får, får og får. Får får får eller får får lam? Dette spørgsmål må du ustandselig stille dig selv. Der er kun en måde at løse mysteriet på. Du må rejse til Færøerne og undersøge deres fåreavl. Når du nu alligevel er der, kunne du tjekke Thorshavn ud.
Hele dit liv har du ligget i vandet og kigget på folkene fra Atlantis. En jalousi har vokset sig til et brændende had. Hvordan kan de tillade sig at gå rundt i så fint tøj? Byen skal sænkes, og hele verden skal vide det! Du bruger hele dagen på at skrive det i flaskeposter.
Visir #66
Du tilbringer en fredfyldt dag i din hjemby Atlantis. Solen skinner, fuglene synger, og du vælger at gå en tur ned til stranden. Her sker der et særsyn uden lige, for op af vandet springer fisk. Du synes, de er weird, og kaster sten efter dem.
64
Horoskoper
Byen
Du har et hjerte af løve. Dit stjernetegn har skænket dig et løvehjerte, der vil give dig mod til at udforske eventyr i byen. Du må redde alle nødstedte på din vej. Du kunne eksempelvis følge efter brandbiler på udrykning eller gå efter røglugt. Kun på den måde kan du sikre dig en plads i Nangijala og Kirsebærdalen.
Selvom vejret ikke er i badehumør, har du en ustyrlig trang til at bygge en sandby med alt, hvad dertil hører af sandslotte og kanaler. Der er ingen vej udenom, weekendudflugten må gå til din nærmeste strand, så din indre drømmeby i sandhed kan opføres af det reneste sand.
Århus har forvandlet sig til et sandt Verona for dit vedkommende. Du mangler bare en Romeo eller Julie alt efter dine præferencer. Du må og skal finde din eneste ene. Selvom affæren sikkert leder til slægtsfejder, vil I ikke begå de samme fejltagelser som Shakespeares kærestepar.
Nottingham ender på ham, og det betyder, der venter skinke for alle mesterskytter. Supermarkederne har tilbud på skinke – kun for skytter. Men din altruistiske sjæl kan ikke bære, at du er den eneste, der får skinke. Så du følger i Robin Hoods fodspor og deler skinke ud fra høje steder.
Gotham City, Batmans hjemstavn, er ideel for vægten. Kun du kender retfærdigheden, og du vil genrejse den i Århus, ligesom Batman gjorde i Gotham City. Derfor træner du uhæmmet, og et af dine køb i denne måned er en Batmandragt. Århus kan glæde sig over at have fået en Batman.
Åh nej. For stenbukke er Århus som Sodoma. Så du må ikke kigge dig tilbage. Aldrig. Kig dig ikke tilbage. Ellers ender du som Lots kone. Du bliver en saltstøtte. Jeg ved godt, at forbud ikke altid virker efter hensigten. Men selvom du får en kolossal trang til at kigge dig tilbage, vil jeg kraftigt fraråde dig det.
Visir # 66
65
Klumme
Byen
Mennesker i glasbure Af Therese Løbner, litteraturhistorie
Når jeg i skumringen kører med bussen gennem byen, kigger jeg på mennesker i oplyste glasbure. De sidder på deres kontorer, snakker i headset, henter kaffe, skriver på computer. Lige ud til den store vej sidder de bag panoramavinduer med et anstrøg af ligegyldighed. De ved ikke, at jeg ser dem. På cafeerne sidder veninder i vinduer og griner over en kop chai-latte. I butikkerne står mannequiner og mennesker side ved side og prøver tøj. Lejlighedsbeboere i stueetagen gør sig klar til at lave aftensmad. Selv colaflaskerne i SevenEleven har deres eget lysende køleskabsbur. Byens glimrende glasfacade stråler fra alle sider. Folk går rundt i glasbure bag iPhonens lysende skærm. I gadelampens lyskegle står en ung mand og urinerer på gaden. Ingen ved, at jeg kan se ind. Eller måske er de bare ligeglade.
Visir #66
Problemet med disse glasbure er, at folk bliver udstillet, skarpstillet, men uden at blive set. De er glansbilleder af menne-
66
skeliv, portrætterede indelukkede individer, der – som en klog ven udtrykte det – hver dag møder deres selvportræt i døren uden at hilse. Og løber hjem til Facebook. Men med ét bliver det klart, at jeg egentlig selv sidder i et glasbur med næsen klistret mod et stort oplyst busvindue. Jeg kan se, at nogle af de mørke skikkelser på gaden kigger op, når bussen rumler forbi. De kan også se ind i mit glasbur, men jeg ænsede dem ikke før. Eller måske var jeg bare ligeglad. Den glimrende glasfacade er tilsyneladende blevet en del af dét at være bymenneske i dag. Vi sidder i busser og på kontorer, slapper af på cafeer, hygger i vores lejligheder, tjekker mails på iPhone-skærmen og shopper nyt tøj til den allerede fuldendte garderobe. Vi opdager slet ikke, hvordan vi glider forbi hinanden i hvert vores glansbur af glas. Vi kan ses, men ikke røres, og lyset rækker som regel ikke længere end til vores eget lille bur. Måske er det på tide at stå af bussen.