Issuu

F æ l l e s æ s t e t i s k N r.

6 5

S t u d e n t e r b l a d

N o v e m b e r

2 0 1 3

Redaktion Jakob Gaardbo Nielsen Stine Liberty Cecilie Martensen Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Mie Bøggild Hans Lind For– og bagsidelayout Hans Lind Jakob Gaardbo Nielsen

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 20. februar 2014

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og anmeldelser af bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com. VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Dybere ind i Visirs historie

Visir har brug for dig!

Oplæg til næste nummer Byen

Visirhistorier Involvering giver job, Kasper Kaufmann

9 13 16 18 20 21 22 23 24 25 26

Tema: Diktatur ”We cannot improve the making of our eyes…”, Sarah Kidmose Man kan ikke købe 500 gram frihed i supermarkedet, Hanne Bjerre Lassen Hitlers musiksmag, Claus Strøm Dick-tatur, Cecilie Martensen Rasmussen Dictator, Katrine Lund Digtaturer, Esben Staugaard Treuhandanstalt, Hans Lind Diktator, Toke Laursen Dikterede tanker om frihed, Elisabeth Hjortshøj Thostrup Universitetets retoriske diktatur, Hanne Bjerre Lassen ARKIVGULD: Ondskaben fra provinsen, Kasper Green Krejberg

32 34

Striber Elendige striber, Sigrid Rasch Striber, Rasmus Holbroe

48 51

Essays Hvad jeg taler om, når jeg taler om skønhed, Jacob Munk Om julens ånd og menneskelivets dødsdans, Amor Leise

53 55

Reportager: Bogforum: Bogen lever og har det godt, Jakob Gaardbo Nielsen Eclectic Moniker: Bliv glad i låget, Stine LIberty

57 59

Horoskoper, Sigrid Rasch Klumme: Kærlighedsdrik, Therese Løbner

Visir # 65

Anmeldelser ”Og sådan bliver vi født skævt ind i universet”, Jakob Gaardbo Nielsen Indskudt bemærkning, Jakob Gaardbo Nielsen Smuk, men lidt langstrakt kærlighedshistorie, Stine Liberty Josefs bekendelser: Hvis Jesus er fars dreng, hvem er far så?, Josefine Brink Siem og Hanne Bjerre Lassen For x dage siden blev jeg forladt af den mand, jeg elsker, Felicia Østerlund

36 40 41 42

Leder

Dybere ind i Visirs historie Temaet for Visir #65 er Diktatur. På mange måder er det ikke et velvagt tema, navnlig på grund af Visirs radikalt frie format, den brede læserskare og den altopslugende (og –trykkende) tilgang til bidragene, som den i øvrigt meget demokratiske redaktion kalder sit værdigrundlag. Dette værdigrundlag er under stadig udvikling, og efter successen med Visir #64 fortsætter redaktionen arbejdet med relanceringen og omstruktureringen af Visir-formatet. Ikke desto mindre har vi taget livtag med dette diktatoriske benspænd. Diktatur kan være mange ting, og det giver denne udgaves artikler, digte og øvrige bidrag også udtryk for.

Visir #65

Læseren kan endnu en gang se frem til arkivguld fra Visirarkivets støvede kældergange, og retrospektive indspark fra tidligere redaktionsmedlemmers storhedstid. I Visir #64 kunne man læse Kasper Green Krejbergs anekdote fra dengang Visir blev til Kasernebladet Visir, ”De studerendes bus”, og nu i #65 kan man nyde en beretning fra Kasper Kaufmann, cand.mag. i litteraturhistorie og redaktør på Forlaget Klim, hvori han beretter om sine erfaringer med Kasernebladet Visir.

Et nyt element i Visir #65 er et temarelateret genoptryk af en artikel fra arkivet. Således kan læseren opleve artikler og indslag fra det kolossale bagkatalog, Visir efterhånden har akkumuleret. I denne udgave bringer vi Kasper Krejbergs artikel ”Ondskaben fra provinsen”, som stammer fra Visir #44 (Maj 2007). Læs om alle de store diktatorers provinsielle herkomst og det formentligt derfra stammende had til storbyen. Derudover kan man se frem til den sædvanlige brede vifte af begavede faglige artikler, diktatoriske eller ej, tværfaglige teateranmeldelser (vurdér selv, hvem der vinder, litteraten eller dramaturgen), litteraturanmeldelser, særligt af den hyperaktuelle Yahya Hassans vældige selvbetitlede digtsamling, samt det altid nuancerede udvalg af studenterforfattet skønlitteratur, grafik, striber, horoskoper og klummer. Og så endda en reportage fra Bogforum! Velkommen tilbage til det nye Visirs frie planet, hvor tyngdekraften stadig er begrænset, og hvor lysten til at skrive, lære og læse trodser enhver diktator. God læselyst! Redaktionen

V i s ø g e r. . .

Visir har brug for dig! Hvis du går rundt med forsker– eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager gerne både dybdegående journalistiske reportager fra slagmarken i Århus C., universitetsopgaver eller skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu kanaliserer ned til dine ferme fingre eller computertasterne. Alt bydes velkommen! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktører: Jakob Gaardbo Nielsen på jakobgn@hotmail.com Stine Liberty Svenningsen på stine.liberty@gmail.com

Visir # 65

Oplæg

BYEN En gåtur gennem velkendte gader, brosten under fødderne, røde mursten på væggene, højt til loftet. Byen udfolder sig, åbner sig, lukker dig ind, skræmmer og fascinerer. Nattens stemmer inviterer til tant og fjas, mens daggryet stille titter frem og lader sit forsigtige skær skinne på dit ansigt. Byen vågner, larmer, farer rundt, tuder, dytter og blinker. Du bevæger dig gennem gaden og ser på byens ekstatiske liv, dens dystre nærdødsoplevelser i den rivende trafik og opdager stedet midt imellem: din eksistens. Visir indbyder dig til at skrive om BYEN. Byen findes alle steder omkring dig, inspirerer dig, frastøder dig eller drager dig ind. Det er din by, som du ser den for dine øjne, din oplevelse af dens hektiske puls. Eller måske husker du bedre de stærke barndomsminder fra din fødeby i provinsen om en gynge, en pige med rottehaler og en smeltende is på en sommerhed dag. Byen er i dit hjerte, dit hjerte tilhører byen – men måske du vil dele en brøkdel af det med det næste nummer af Visir. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir #65

Deadline er d. 20. februar 2014

Visirhistorier

Diktatur

Involvering giver job

Opfordring fra forlagsredaktør med kasket Af Kasper Kaufmann, cand.mag i litteraturhistorie, redaktør på Forlaget Klim

Jeg føler mig som en gammel mand, når jeg sidder på min pind på forlaget og modtager en forespørgsel fra Visirredaktionen. ”Vi er ved at inddrive en serie ’blastsfrom-the-past’-artikler”, skriver de. Gud hjælpe mig. Det stemmer ikke overens med de hiphop -kasketter, jeg stadig har på hovedet, og min opfattelse af mig selv fra årene på Kasernen, hvor poesi, rapmusik og fester var genstand for såvel mit personlige som mit akademiske fokus. Men okay… Jeg er jo blevet ældre. I dag er jeg forlagsredaktør, og kimen til mit virke på forlaget blev på mange måder grundlagt i Visir-regi. Jeg blev medlem af Visir-redaktionen i 2003-4-stykker. På det tidspunkt havde bladet flyttet sig fra at være et højt akademisk litteraturhistorie-magasin, hvor lektorer og professorer udbredte sig, til et sted, hvor de studerende kunne komme til orde. Selvom der ikke var så mange, der benyttede sig af chancen. ”De studerendes planet” skrev vi på bagsiden dengang – i rent sort-hvidt tryk med håndtegnede illustrationer.

To ting var vigtige for mig i arbejdet med

Bladet blev hurtigt et sted, hvor jeg kunne afprøve mine teorier om poesi og musik, om sprogbrug i rap, og hvor jeg tillærte mig en række praktiske færdigheder. Vi lavede støtteansøgninger, vi eksperimenterede med layoutprogrammer og oplevede lidt af en trykkerevolution med opgraderingen af digitaltrykmaskiner. For slet ikke at tale om, at vi etablerede en hjemmeside i en tid, hvor vi stadig opfordrede til indlevere indslag på diskette. Jeg høstede med andre ord en lang række erfaringer, som er kommet mig til gode i mit karrierevalg efter universitetet. Det er et velkendt fænomen, at de, der klarer sig godt igennem studietiden, er aktive i fredagsbaren. Det var jeg. Det var Visir på sin vis også. Bladet udviklede sig til lidt af en festforening, der arrangerede fester for hele Kasernen. I dag udspringer en stor del af den vennekreds, jeg omgiver mig med, fra miljøet omkring Visir. Vi havde ikke nødvendigvis studieretningen tilfælles, men vi besad ønsket om at diskutere faglige problemstillinger på en humoristisk og uforpligtende måde. I en diskurs vi alle kunne deltage i uagtet udannelsesniveau og -retning. En lingvist ved navn William A. Foley, som jeg citerede i mit speciale, har skrevet: If a society comes into contact with another it views as culturally or technologically superior, it is very likely to borrow from this culture heavily, including

Visir # 65

Der gik ikke lang tid, før vi skiftede navn til Kasernebladet Visir. Det betød, at vi kunne hente redaktionsmedlemmer og skribenter fra hele Kasernen. Det betød også, at bladet fik en meget større aktualitet og vedkommenhed med koncertanmeldelser, tegneserier og indslag fra hele byens kulturelle miljø.

Visir: 1) Det var gratis, 2) det var for alle studerende. Visir var et nærdemokratisk talerør for stort og småt. Jeg skænkede det ikke en tanke, at det også var en indgang til arbejdsmarkedet.

Diktatur

lexical forms for many of the cultural items or practices in the language of this culture. (Foley 1997) Sådan endte mit speciale med at få titlen Hvem er en kælling? Det handlede om dansk rap, og det trak stærke veksler på en tværfaglig studiebaggrund, men også i meget høj grad på en art uformel omgang med det akademiske sprog, som undersøgelsesobjektet fordrede. Visir udfyldte for mig en omkostningsfri platform, hvor jeg forsøgsvis kunne kombinere mere eller mindre akademiske diskurser med tværfaglige problemstillinger, lige præcis som det passede mig. Jeg er uddannet litteraturhistoriker, men jeg har taget nogle studiemæssige afstikkere til semiotik, lingvistik, kunsthistorie og især musikvidenskab. Det er en kæphest for mig at betragte en dagligdags diskurs som en overlegen sprogkultur sammenlignet med en akademisk – i Foleys optik.

Visir #65

Det velkendte billede af universitetet som en osteklokke uden kontakt til ’den virkelige verden’ har jeg aldrig brudt mig om. Universitetslivet er virkeligt, og der er mange måder, en studerende kan holde sig i kontakt med resten af verden på. I den forbindelse var Visir et rigtig godt redskab for mig. Kasernen uddanner bredt for ikke at sige, at Kasernen uddanner til et udefinerbart jobspektrum. Hvis man ikke ønsker en universitetskarriere, kan det være svært at komme i kontakt med markedet i en branche, hvor netværk er af afgøren-

Visirhistorier

de betydning for ens jobmuligheder. En kompetence, jeg og mange andre æstetikere kan bryste os af, er evnen til at uddrage essensen af store stofmængder, tygge stoffet igennem og servere det på ny i let spiselige udgaver. Det er en stor del af jobbet, hvis man planlægger en tilværelse som kulturformidler på den ene eller anden måde, og det siger sig selv, at Visir er et oplagt sted at skærpe sine færdigheder. Hvad enten det er på redaktionssiden eller som skribent. Jeg blev opmærksom på min nuværende arbejdsplads ved at henvende mig med forespørgsler om anmeldereksemplarer til Visir. I løbet af min studietid fik jeg en praktikplads på stedet, og her kunne jeg udfolde mine erfaringer med tekstredigering, med layout og med hjemmesidearbejde. Visir fyldte meget for mig i min studietid. Jeg blev færdiguddannet i 2009, og jeg kan ikke hævde at sidde med de vises sten med hensyn til jobskabelse. Jeg har ikke engang smidt kasketten endnu, men jeg vil alligevel tillade mig at komme med en opfordring: Eksperimentér med dine interessefelter og med forskellige diskurser. Hold dig til fredagsbaren, men forsøg at bevare fokus. Skab kontakt til arbejdsmarkedet. Der er brug for nyuddannede og studerendes ressourcer, men samtidig mangel på erfaring, så den erfaring skal du skabe – hvis det ikke er hos Visir, så find en anden vej. Det er afgørende, at du involverer dig.

A r t i ke l

Diktatur

“We cannot improve the making of our eyes, but we can endlessly perfect the camera” Om Dziga Vertovs revolutionære kinematografiske ambition Af Sarah Kidmose, litteraturhistorie Den russiske instruktør og filmteoretiker Denis Kaufman (1896-1954), bedst kendt under sit kunstneriske alias Dziga Vertov, forsøgte gennem sin produktion at etablere en ny dagsorden for filmmediet. Gennem sin kunstneriske praksis såvel som sine teoretiske skrifter advokerer Vertov for, at filmmediet besidder en særegenhed, som filmskabere hidtil ikke til fulde har værdsat og udnyttet. I det følgende vil jeg gennem analyse af Vertovs tekst ”We: Variant of a Manifesto” (1923) og hans film Manden med Filmkameraet (1929) gøre rede for nogle væsentlige pointer i Vertovs vision. Jeg vil desuden diskutere det propagandistiske dilemma, som både tekst og film indeholder, idet jeg læser begge i forhold til samtidens brølende industrialisering og gryende fascisme.

”We protest against that mixing of the arts which many call synthesis. The mixture of bad colors, even those ideally selected from the spectrum, produces not white, but mud. […] WE are cleansing kinochestvo of foreign matter – of music, literature, and theater [sic]”. (Vertov 1923, s. 7) Begrebet kinochestvo bruges i nogenlunde samme betydning som ”kinematografi”, men neologismen anvendes for at markere en afstand og opposition til de traditioner og normer, som det gængse begreb konnoterer. Vertov vil indføre et nyt paradigme inden for filmproduktion, et program som til fulde udnytter de tekniske muligheder, som kun filmkameraet besidder. Ambitionen udtrykkes programmatisk og ikonisk i den berømte sentens: ”I am kinoeye. I show you the world as only I can see it”. (Ibid., s. 17) Vertov tror på, at filmmediets potentiale

Visir # 65

Det nye øje I ”We: Variant of a Manifesto” udfolder Vertov sine tanker om filmmediets specifikke kvaliteter. I Vertovs logik og program er kameraet ikke en neutral kanal gennem hvilket ét menneskes blik kan

formidles videre til et andet menneskes bevidsthed. Derimod er kameraet en transformator – eller producent – af et blik, som er forskelligt fra menneskets. Det er denne mediespecificitet, som Vertov gennem hele Manden med Filmkameraet påpeger og udnytter i sine ikoniske billeder. Han anråber i ”We: Variant of a Manifesto” hidtidige filmskabere og påpeger, at disse ikke har erkendt filmens sande og mediespecifikke potentiale, idet de alene har tilladt kameraet at udfolde sig inden for de øvrige kunstarters sfærer, eksempelvis litteraturens og teatrets:

Diktatur

Visir #65

ikke begrænser sig til at kopiere scenarier, som det menneskelige øje perciperer dem. Derimod giver filmmediet mulighed for at udvide og ændre det sete – altså at vise noget nyt og andet, end hvad mennesket er i stand til at se med det blotte øje. Vertov anklager de tidligere film for at være bevidsthedsimiterende, idet de kopierer scenarier, præcis som øjet normalt vil se det. Som alternativ hertil advokerer Vertov for film, som er bevidsthedsudvidende, idet de beriger den menneskelige perception med visuelle indtryk, som kun filmmediet kan skabe. Man kan med andre ord sige, at kameraet i Manden med filmkameraet ikke forsøger at imitere det menneskelige syn og dermed lede sin beskuer til at forestille sig, at det, kameraet ser, ses af en person, eller at kameraet simpelthen ’ikke er der’, men at kameraet tværtimod vedvarende og insisterende påpeger, at denne film er optaget af og formidlet gennem et filmkamera. Brugen af eksempelvis split screen, slow motion og fast motion er således teknikker, som hele tiden gør opmærksom på kameraets tilstedeværelse og at denne tilstedeværelse skaber scener, som er utilgængelige for det blotte øje. Ligeledes fungerer effekter som dobbelteksponering og stop motion som markeringer af kameraets tilstedeværelse – og af dets overlegenhed. Det er nemlig en central pointe i Vertovs virke, at kameraets ”øje”, the kino-eye, er det menneskelige øje overlegent. Gennem montage sidestiller Vertov i Manden med filmkameraet det menneskelige øje med kameralinsen i en scene, hvor der klippes mellem øjne, som blinker hurtigt, persienner som åbnes og lukkes og afslutningsvist et objektiv, som

A r t i ke l

fokuserer og åbner og lukker linsen (Vertov 1929, 0:13:00 f). Denne sidestilling gentages endnu mere eksplicit i filmens sidste billede. De sidste minutter accelereres klippene og hele filmen afsluttes af et dobbelteksponeret billede af et øje og et kamera – øjet spærres op, mens dækslet over linsen lukkes i (Ibid., 1:07:54). Et væld af meta-lag bygger oven på hinanden i det ikoniske klip: øjet ser på beskueren, som ser på øjet og på linsen, som er den aktør, der har optaget det hele og gjort fremvisningen mulig. Da øjet spærres op, mens linsen lukkes til, fastslås det således endnu en gang, at det er kameraet, der styrer filmen (den slutter, da linsen lukkes), mens det menneskelige øje i ærefrygt ser til. Futurisme og teknologifascination Når Vertov fremstiller kino-eye som værende det menneskelige øje klart overlegent, så er det en del af den tillid til og fascination af teknologi og maskiner, som er tilstede i både manifest og film. Manden med Filmkameraet indledes med en horisontal split screen (Ibid., 0:02:50), hvor titlens kameramand i den øverste del stiller sit kamera op, mens den nedre del udfyldes af et kamera close-up. Det ligner derfor næsten, at kameramanden slår sit lille kamerastativ op oven på det store kamera. Således får vi allerede i filmens første sekvens slået an, at det er kameraet, altså maskinen og teknikken, der er det væsentlige i filmen – ikke det menneske, der betjener det og ser gennem det. Ganske vist optager kameraet mange menneskelige handlinger, og jeg forsøger ikke at nægte, at filmen i denne forbindelse har væsentlige pointer om mennesker i det socialistiske samtidige Rusland, men som beskuer sidder man

A r t i ke l

til slut klart med fornemmelsen af, at det er kameraets teknik, der er filmens ’hovedperson’. Kameraet er protagonist i mere end en forstand. Det er både den aktør, som filmen mest konsistent ’handler om’ og så er det ganske indlysende hele filmens forudsætning: Der er kameraet, der i første omgang får filmen til at ske. Således har filmen heller ikke noget egentligt narrativ – vigtigere end at fortælle en historie (om mennesker) er Manden med filmkameraet en fremvisning af kameraets rent tekniske kvaliteter og udfoldelsesmuligheder. Kort efter den nævnte split screen ses kameramanden gå ind bag et forhæng, der dækker lærredet i en biograf (Ibid., 0:03:07), hvorved pointen om kameraet som det centrale gendrives: det er manden, mennesket, der går ind i filmen, altså ind i mediet, som er det afgørende princip i værket. Mennesket er ikke en genial skaber, men en ydmyg tjener af den overlegne teknologi. Inhærent i filmens program ligger således som nævnt en tillid til maskinen, som også udtrykkes i Vertovs manifest. Vertov ser maskinens effektivitet som en skønhed, der gør mennesket til skamme: ”The machine makes us ashamed of a man’s inability to control himself […] Saws dancing at a sawmill convey to us a joy more intimate and intelligible than that of human dance floors”. (Vertov 1923, s. 7)

movements, WE temporarily exclude man as a subject for film” (Ibid., s. 7), er det nærliggende at associere til futurismens og øvrige ideologiers fascination af maskinen. Futurismen indeholder en tro på nødvendigheden af radikal omvæltning – revolution – og heri lurer muligheden for (om end kun for en tid) at tilsidesætte det enkelte menneskes rettigheder. Ambitionen i ”We: Variant of a Manifesto”, som senere udleves i Manden med Filmkameraet, er i den grad revolutionær. Som nævnt lægges der på ingen måde skjul på, at fordums filmparadigme må omstyrtes, for at et nyt kan blomstre: ”WE affirm the future of cinema art by denying its present. ”Cinematography” must die so that the art of cinema may live. WE call for its death to be hastened”. (Ibid., s. 7) Det slægtskab, som Vertovs virke har med futurismen (og mere radikalt totalitære ideologier), består i den tanke, at et nyt, stærkere menneske må tage over for det kedelige, borgerlige menneske, som hidtil har været set. Først når det nye menneske, som er i harmoni med maskinen, er realiseret, er mennesket igen velkomment som emne i Vertovs film – og for Vertov er der ingen tvivl om, at maskinen er et ideal for mennesket: ”The ”psychological” prevents man from being as precise as a stopwatch; it interferes with his desire for kinship with the machine”. (Ibid., s. 7, min kursivering Problematisk propaganda? I problematikken, som jeg har skildret ovenfor, ligger netop det ’propagandistiske paradoks’, som jeg indledningsvist nævnte. I både film og manifest ses den tætte forbindelse til futurisme, socia-

Visir # 65

Tonen er bestemt, begejstret og revolutionær, og den vil formentlig hos mange nutidige læsere give anledning til forbehold over for teksten. For når Vertov videre skriver, at ”For his inability to control his

Diktatur

lisme og andre af de bevægelser, der blomstrede i starten af de 20. århundrede, men som sidenhen i større eller mindre grad er blevet gjort til skamme i deres totalitære, antidemokratiske og menneskeundertrykkende natur. Det er en kendt problematik, at kunst, som er produceret inden for sådanne ideologiers paradigmer, står i en svær position efter selvsamme ideologiers fald. Et klassisk eksempel herpå er Leni Riefenstahls film fra 1930’erne, eksempelvis Viljens Triumf (1935). Riefenstahl instruerede propagandafilm for nazistpartiet i Tyskland, hvilket bragte hende i unåde efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Sidenhen har det almene syn på hendes film ændret sig, idet afstanden til krigens tragedier har gjort det muligt at se filmene for de filmiske pionerværker, de er. Spørgsmålet er, hvornår et værk er ren propaganda, og hvornår det er andet og mere end dette? I tilfældet Manden med Filmkameraet er det den socialistiske vision, der er en perfekt sammensmeltning af individ og samfund, som sidenhen er blevet problematiseret. Kim Skotte skriver i en anmeldelse af filmen:

Visir #65

“Fra hvert eneste klip stråler stoltheden over frembringelsen af en ny kunst. En folkets kunst, som skal erstatte de støvede borgerlige kunstarter med den fart og det tempo, som udviklingen af det socialistiske menneske vil kræve. ’Manden med kameraet’ har et element af propa-

A r t i ke l

ganda, men som i ’Panserkrydseren Potemkin’ overstråler filmens liv og æstetik propagandaen”. (Skotte 2012) I lighed med Riefenstahls film indeholder Vertovs Manden med Filmkameraet meget mere end politiske agendaer. Derfor er de fleste i dag enige om, at værket formår at gå ud over sin forankring i samtiden og gennem sine tekniske og æstetiske landvindinger at indskrive sig i en filmhistorisk kontekst, der undsiger sig – eller i hvert fald overskrider – den politiske baggrund, som den udspringer af og udspiller sig i. Kilder Skotte, Kim: ”Nypudset Sovjet-klassiker sidder lige i øjet” i Politiken 17.11.12. Via www.politiken.dk: http:// politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ anmeldelser/ECE1815402/nypudsetsovjet-klassiker-sidder-lige-i-oejet/ (21.10.13) Tarkovsky, Andrey: Sculpting inTime, 2003 (1986). Austin, Texas: University of Texas Printing. Vertov, Dziga: ”We: Variant of a Manifesto”, 1923. I Annette Michelson (red.): KINO-EYE – The Writings of Dziga Vertov, 1984, s. 5-21. Berkley and Los Angeles, Californien: University of California Press. Vertov, Dziga: Man with a Movie Camera, 1929. Via www.youtube.com: http:// www.youtube.com/watch? v=8Fd_T4l2qaQ (21.10.13)

Por træt

Diktatur

Man kan ikke købe 500 gram frihed i supermarkedet Et portræt af en tidligere indsat i et tysk STASI-fængsel under DDR-styret Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie For mindre end 25 år siden var Europa delt i to. For mindre end 25 år siden var frihed ikke noget, man kunne tage for givet i Europa. For mindre end 25 år siden sad en ung mand fængslet i Berlin af årsager, han end ikke i dag kender til.

stede retten til at drømme, håbe og rejse derhen hvor de ville. Jeg vil berette om Mike Fröhnel. En god ven og et godt menneske. Mike Fröhnel har oplevet mere vold, undertrykkelse og frihedsberøvelse i løbet af sit liv, end de fleste mennesker overhovedet har fantasi til at forestille sig. Han har oplevet at blive forrådt af sine nærmeste venner. Han har oplevet at se sin far, sin lillebror og sine venner blive sat under overvågning på grund af ham. Omkring overvågningen af hans yngre bror fortæller Mike: ”Mein Bruder Mario wurde im Kindergarten über mich ausgefragt, was ich in meiner Freizeit mache, er war VIER Jahre alt, als man ihn mit Schokolade und freundlichen Worten dazu gebracht hat, über familiäre Details zu sprechen. Natürlich, später wurde ein großer Teil meiner Verwandtschaft nur wegen mir überwacht oder befragt.“ Han har siddet alene på sit værelse og lyttet til musik og drømt om den dag, han frit kunne rejse til England og høre koncerter, men altid med bevidstheden om, at dette var en fuldstændigt uopnåelig drøm: ”Meine damalige Wohnung war für mich mein eigener "FREIER STAAT", jede Wand hatte eine andere Farbe, wie ein Kompass. Wenn ich mit Kopfhörer meine Musik gehört habe, habe ich mit offenen Augen davon geträumt, auch nach London zum Konzert der Rolling Stones, Quenn, Madness oder Depeche Mode zu gehen, einfach dabei zu sein. Aber es war total unmöglich und dann wurde ich wütend

Visir # 65

Den mand, jeg vil berette om, er en helt almindelig mand. Han blev, som tusindvis af andre unge mænd og kvinder anholdt, forhørt og fængslet under DDR, uden at blive informeret om, hvad han var arresteret for og uden de mest basale rettigheder. Manden, jeg vil berette om voksede op uden mulighed for at spise den mad, han gerne ville have, se det fjernsyn, han ønskede se og gå i det tøj, han havde lyst til. Hans historie er ikke enestående og det er det, der gør den speciel. Manden og hans historie er repræsentanter for en generation af mennesker i Europa, der blev skilt fra deres familie og venner. En generation, der mi-

Diktatur

auf den Staat DDR, ich war wütend auf die MITLÄUFER, die in der Öffentlichkeit nichts gesagt haben, aber zu Hause eine "kleine Revolution" gemacht haben, nur nächsten Tag nichts sagten oder sich erinnern wollten. Dann habe ich aus Wut und Schmerz geheult.“ Mike Fröhnel er et fantastisk menneske, fordi han aldrig stoppede med at drømme. Selv efter 7 år i forskellige STASIfængsler havde han stadig sin drøm om en dag at kunne sejle til Danmark, som for ham blev det ultimative symbol på frihed. Drømmen om frihed var allestedsnærværende for Mike, men han var også bevidst om, at med frihed kommer ansvar: ”Ich habe immer davon geträumt, mich ohne Angst vor Repression bewegen zu können, nämlich: WOHIN ICH WILL! Ich wusste, dass dazu auch Verantwortung gehört, mit Freiheit bewusst und empfindlich um zugehen.“

Visir #65

Mike lever i dag af at holde foredrag samt lave rundvisninger i fængslet Hohenschönhausen, som er et berlinsk fængsel, hvor han afsonede omkring 7 måneder, for at trykke og uddele systemkritiske flyveblade. Når jeg spørger til hans arbejde i dag, hersker der ingen tvivl om, at Mike beskæftiger sig med det eneste, der rigtigt giver mening for ham: ”Meine Arbeit basiert auf meiner Grundeinstellung, dass ich nämlich nichts bereue, weswegen ich eine Menge Probleme in der DDR hatte. Heute vermitteln meine Kollegen und ich "lebendige Geschichte an einem lebendigen Ort. Es ist unsere Aufgabe zu vermitteln, dass man Freiheit

Por træt

nicht in einer "500 Gramm Packung" im Supermarkt kaufen kann, sondern das es jeden Tag darum geht dafür einzustehen und danach zu handeln.“ Hans konflikter med systemet begyndte allerede i en alder af 17 år, hvor han første gang blev anholdt og gennem hele sin ungdom pendlede Mike Fröhnel ud og ind af STASI-fængslerne. Om overvågningen og den første anholdelse siger Mike: „Ich wusste relativ "SPÄT", dass ich unter ständiger Überwachung stand, nämlich, als ich das erste mal verhaftet wurde. In einem Verhör erzählte die STASI mir "mein Leben", dass fand ich sehr erschreckend. Die STASI hat mir Stück für Stück mitgeteilt, was ich alles vorher gemacht habe, es war auch sehr viel privates dabei. Ich konnte mir einfach nicht vorstellen, dass Personen aus meiner näheren Umgebung über mich berichtet habe.“ Når Mike tænker tilbage på tiden i fængslerne, er det, der altid slår ham, den modløshed, der herskede blandt de indsatte. De var alle stoppet med at drømme. De havde mistet håbet og kaldte Mikes optimisme naiv: „Im Gefängnis gab es kaum Zeit von Freiheit zu träumen, dort musste man lernen zu kämpfen sich zu verteidigen und zu behaupten. In großen Zellen habe ich nachts erwachsene Männer wie Kinder weinen gehört. Ich habe dann ganz leise mit diesen Kameraden gesprochen und gesagt, dass eines Tages alles entscheidend besser wird, bald wir die Schlüssel in der Hand haben werden und gehen können wohin uns unsere Träume tragen.

Por træt

Dann haben sie gelacht und gesagt, ich habe so eine erfrischende Naivität.“ Efter murens og DDRs fald, søgte Mike om at få aktindsigt i sin egen sag. Læsningen af disse dokumenter har været med til at give Mike perspektiv og givet ham muligheden for, at se sig selv i spejlet og vide, at han ikke på noget tidspunkt handlede imod sin egen overbevisning: „Wenn man seine Stasiakte lesen will, muss man auf vieles vorbereitet sein. Meine Gefühle lagen zwischen "Laut lachen" und "Vor Wut schreien". Man sagt "sauer und süß" oder "heiß und kalt“. Als ich Namen von "guten Freunden" gelesen habe, die mit der Stasi kooperiert haben, war ich ganz ganz still. Man will es nicht glauben, man liest noch mal und noch mal. Ich erinnere mich, dass ich damals bestimmt drei oder vier Packen Zigarette geraucht habe. Aber später habe ich mich sehr ruhig gefühlt, weil ich nicht mit der Stasi und der Polizei kooperiert habe und mich im Spiegel ansehen kann.“ Mike var så uheldig at sidde indespærret imens muren faldt. Da han d. 30. November 1989 (ca. 3 uger efter murens fald) forlod fængslet og mødte et genforenet Tyskland, kunne han ikke holde tårerne tilbage. Den drøm, han havde haft hele sin ungdom var pludselig en realitet. Det første Mike gjorde, var et stige på færgen og sejle til Danmark.

Diktatur

Jeg har kendt Mike Fröhnel siden jeg var ganske lille. Min mor mødte ham i forbindelse med en studietur i Tyskland, og siden da er han kommet i mit barndomshjem hver gang, han var i Danmark. Hans historier har uden tvivl præget min opvækst og givet mig stor respekt for vores fælles historie. Når Mike fortæller om sit liv i DDR, og det gør han gladeligt, kan man ikke andet end bare følge med. Når han holder foredrag på gymnasier rundt omkring i Danmark, kan han holde flere 100 gymnasieelever tryllebundne i timer ad gangen, fordi den historie han fortæller er vanvittigt vigtig, og fordi måden hvorpå han beretter er personlig og vedkommende. Som jeg nævnte i begyndelsen er Mikes historie på ingen måde enestående, men den måde han behandler sin historie, Berlins historie, Tysklands historie og Europas historie er ganske det. Når man som menneske på trods af svigt, forræderi, vold og undertrykkelse stadig formår at berette om historiske begivenheder, der aldrig nogensinde må gentage sig, så er man i sandhed et godt menneske. Mike Fröhnel er et godt menneske, og jeg tror på at så længe, han fortæller sin historie og så længe, vi lytter, hvilket vi alle sammen bør, så vil Europa fortsat være et sted, hvor frihed ikke kommer i 500 grams pakker, men derimod er noget, der tilfalder os alle, og som vi skal sætte pris på hver eneste dag.

Visir # 65

A r t i ke l

Diktatur

Hitlers musiksmag Af Claus Strøm, musikvidenskab

Visir #65

Musiksmag afslører mere end ofte bestemte værdimæssige præferencer over andre. Derfor er det ikke en uinteressant opgave at se på, hvad historisk "interessante" mennesker har lagt ører til gennem deres liv.

af blandt andre Walter Benjamin, Theodor Adorno, Bertolt Brecht, Arnold Schönberg og Albert Einstein.

Der hersker ingen tvivl om, at nazisterne var utroligt æstetisk bevidste i deres valg af tøj, kunst, arkitektur, musik og film. Leni Riefenstahls "Triumph des Willens" (1935) viser et rituelt bevidst nazistparti, som dyrker dyder som fysisk udfoldelse, socialt samvær og fællesaktiviteter ved deres partidage i Nürnberg samme sted, hvor de senere måtte udstå den første internationale retssag for krigsforbrydelser mod menneskeheden. Hitler var en falleret kunstner, afvist fra kunstakademiet i Wien og måtte vælge en langt mere broget æstetisk karriere; nemlig en som politiker, hvor hans værker primært var performative og af installationsmæssig varians. Receptionsmæssigt var disse værker dog en uforholdsmæssig fiasko og førte til landets opdeling, oprettelse af staten Israel samt en personlig tragedie for Hitler i form af dennes selvmord.

I forhold til musiksmag var der ligeledes strenge regler for, hvad "god" og "dårlig" musik var, men virkeligheden viser klart hvilke problemstillinger, æstetik kan bringe, når man forsøger at sætte stærke normative krav for den. Senere granskning af Hitlers hjem har vist sig, at han havde adskillige plader med musik udført af jødiske musikere. Det er altså ikke altid, at ørerne kan finde ud af at diskriminere på samme måde, som forstanden kan. Hitlers musiksamling viste sig at indeholde mange plader med banal, folkelig musik. Dette bør dog ikke ses som en overraskelse, da de fleste mennesker på den ene side forsøger at vise deres kultiverede væsen ved at anføre, hvilke klassiske komponister, de foretrækker, for derefter at tage hjem og høre popmusik. Der er altså ofte et skel i ens idealiserede lytning af musik og den musik, man faktisk hører. Dette fænomen hedder i Spotify-termer "private sessioning", hvor man kan skjule sin musikhistorik, når den viser sig for pinlig for omverden.

Hvis vi ser isoleret på musikkens områder, var der naturligvis retningslinjer for, hvilken slags, der var "halal" og "haram" (eller "kosher" for den sags skyld). Nazisterne lavede flere udstillinger med "entartete Kunst", dvs. degenereret kunst, som skulle være et forbillede på den moderne kunsts rædsler og ses som en advarsel mod menneskeheden. Løssluppenhed og "jødisk" påvirkning skulle for alt i verden undgås og førte til en veritabel hjerneflugt i Tyskland anført

Hitlers idealiserede lytning bestod ikke overraskende af komponisten Richard Wagner (1813-1883). Wagner var antisemit, tysker og en operadisk kunstner, hvis mytiske figurer klart kunne sammenkobles med den nazistiske heltedyrkelse. Hitler deltog glædeligt ved de Wagnerske festspil i Bayreuth - dog vil beretningen fra den dalevende journalist Bella Fromm vide, at han indimellem faldt i søvn under disse lange forestillinger. Det perfekte billede for en nulevende lytter

A r t i ke l

bliver dermed at forbinde Hitler med Wagners overture til "die Walküre". De fleste kender musikken fra en eller anden sammenhæng, og den dystre musik bliver nem at koble til den tyske diktator. Musikken bliver sat i sammenhæng med krig under den dystre krigsscene i filmen "Apocalypse Now" (1979), hvor "die Walküre"´s toner noget urealistisk spiller fra de amerikanske helikoptere mod vietcongerne. Metaforen bliver hermed fuldført. Wagners musik opfattes gennem syntesen som krigerisk, og den amerikanske hær bliver sammenkoblet med den tyske, nazistiske besættelsesmagt. Dog er denne metafordannelse garanteret falsk, da Hitler med større sandsynlighed har lyttet til anden musik i sit hjem, mens han måske kiggede mod udsigten fra sin bolig eller foretog sig andre aktiviteter under lytningen af jødiske musikere. Hitler skilte sig altså næppe ud fra de fleste andre lyttere.

Diktatur

Links og materiale: "Degenereret musik" http://www.nrw2000.de/ns/ entartetemusik.htm Leni Riefenstahl: Triumph des Willens (1935) http://www.imdb.com/title/tt0025913/ Hitler som privatperson http://www.information.dk/473097 "die Walküre" (1856) http://en.wikipedia.org/wiki/ Ride_of_the_Valkyries Førerens musiksmag h tt p :/ /www . k ri s tel i g t - da gbl a d. dk / artikel/258812:Kultur--Hitlersoverraskende-musiksmag Nazistisk "kosher" musik http://fcit.usf.edu/holocaust/arts/ musreich.htm Billedmanipulation af Søren Krag (1987), studerende på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.

Visir # 65

Diktatur

Essay

Dick-tatur

Et kønspolitisk essay Af Cecilie Martensen Rasmussen, litteraturhistorie

Det er ikke nødvendigt at bære overskæg for at være diktator. Det har navne som Julius Cæsar, Idi Amin, Mao Zedong, Kim Il-sung, -Jong-il, -Jong-un og mange andre mænd stærkt modbevist. Men er det nødvendigt at have en penis? Selv efter grundig overvejelse kan jeg ikke komme i tanke om nogen kvindelig diktator. Det har fået mig til at hive min ellers hengemte indre rødstrømpe frem fra hjørnet. Og den er sur. Det er for dårligt, at i en tid med så meget fokus på ligestilling og lovgivning omkring kønskvoter, at et så åbenlyst betydningsfuldt embede som diktator fuldstændig overses. Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet, at mændene fylder mest. Google er også overvejende mandsdomineret. Når jeg søger ”kvindelige diktatorer”, må jeg scrolle forbi utallige artikler omhandlende mænd og deres overskæg, før jeg faktisk støder på noget af værdi. Det viser sig, at det største fremskridt indenfor diktatorisk ligestilling fandt sted i Indien og blev anført af Gandhi. Her taler vi naturligvis ikke om Mahatma, den bebrillede lille mand, der ikke tør slås, men om Indira Gandhi – verdens eneste kvindelige diktator.

Visir #65

Gandhi overtog i 1966 premierministerposten i Indien og blev således præsidentens hovedrådgiver. Men kun det bedste er godt nok for en ægte power-kvinde. I 1975 slog hun verdenshistoriens vigtigste slag for kvindekampen. Gandhi tog tyren ved hornene, hev præsidenten til side, ind i et mødelokale og rådgav ham

med en list, kun en kvinde kan udvise. Samme aften indførte præsidenten undtagelsestilstand i hele Indien samt gav al magt til Gandhi. Desværre besad hun kun embedet som diktator i et par år. Hun udnyttede dog sin stilling til fulde og vedtog en masse betydningsfulde ændringer, hvilket for eftertiden har bevist, at det hverken kræver penis eller overskæg for at lede et land egenhændigt. Men hvis ikke en penis, hvad skal der så til for at blive diktator? Efter at have hørt om Indira Gandhi, er min første indskydelse: æggestokke. Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde. I nogle diktatorers tilfælde en del flere. Se for eksempel på de meget kønne bodyguards, der stod bag Muammar Gaddafi. Mit gæt er, at han var blevet væltet af pinden en del før, havde han ikke haft dem. At kvinder står bag de magtsyge mænd, fremfor foran, viser dog kun, at der er et stadigt behov for at indføre ligestilling og i særdeleshed kønskvoter verden over. Det ideelle vil naturligvis være, hvis mindst 60% af alle fremtidige diktatorer bliver kvinder, men det kræver en stærk personlighed som Gandhi at overvinde y-kromosomets tyranni. Det er tvivlsomt, hvad Indira Gandhi præcist gjorde ved præsidenten i mødelokalet for at få ham overtalt til at overgive magten til hende. Men ét er sikkert. Hun er et forbillede for alle kvinder verden over. Gandhi kæmpede ikke for ligestilling ved at brænde bh’er. Nej, hun tog sagen i egen hånd. Eller rettere sagt, hun tog den ud af andres. Det er dét, der kendetegner en ægte diktator. Penis eller ej.

Essay

Diktatur

Indira Gandhi

Visir # 65

Diktatur

Dictator

Visir #65

Af Katrine Lund, litteraturhistorie

Digt

Diktatur

Digtaturer

Af Esben Staugaard, æstetik og kultur

Skriftprodukter mod en forbrugsstimulerende lyrik Jeg har en bil Oh, hvor jeg har en bil Han har en cykel men jeg har en bil Fona har en plasmaskærm Fona har en plasmaskærm 7999 Min søn han har tre ipads. Tre ipads har min søn Og har han ej tre ipads så er han ej min søn Jeg har købt en ny smarphone Min smartphone har en app Dens app har en funktion som fortæller mig om en nyere smartphone Situationen er uoverskuelig

Digte i 4-D DDdd

dDdD

DdDd

ddDD

dDDd

DddD

G.A.S.kammeret (Genitiv, Adjektiv, Substantiv) Dørens tunge beslag Håndens rystende tag Lampens evige dag Skidtets mørknende lag Cementens ru tekstur Rummets kvadratiske bur Kroppens spinkle figur Hjernens forkvaklede ur Øjnenes opsvulmede rød Tankernes mudrede grød Gårdsdagens indtørrede brød Lungernes langsomme død

Visir # 65

Diktatur

Treuhandanstalt Af Hans Lind, litteraturhistorie

Endnu en dag på fabrikken, en rottweiler lugter lunten. Der er penge at hente i slangeskindsindustrien. Århundredets genopfindelse må være stenalderen, fordi den gav os både forstæderne og den kommunale skole som tilmed er den form for demokrati der minder mest om vores følelser. Kan du tro det? Kapitalen tilfalder de længstlevende og der er nye ruder til køleskabene, de kommer til november. Spar mig for detaljerne, jeg har set de levende. Slanke og glemsomme, grådige som de er.

Visir #65

Åh salige tider hvor svært kan det være at misse pointen? Lige så svært som det er at sige sit navn på fransk og møde sin selvbiografi i døren uden at hilse. Hver dag stiger et suk til vejrs. Sparepærerne drypper og trusserne strammer, man vænner sig til det.

Digt

Diktatur

Diktator

Af Toke Laursen, litteraturhistorie

På podiet står et glansbillede. Mod bjælker er det stillet – bjælker monteret i et beskidt fundament. Armene er strakt, som buen er spændt, men de følger vindens skiftende retninger, følger alle forandringer. Det ændrer dog ikke det, der er fordækt. Papiret, tynget af sin egen vægt, lader hovedet bukke sin næse mod jorden, så sømmet i brættet får øjenkontakt med de alvidende øjne der stirrer så blankt – I momenter. Snart lader vindens forblændede opdrift hovedet stå helt stift, stolt. Blikket rettet ud fra podiet, måske en tand for højt. Med podiet ved sin side, sidder dygtig skjald. Hans ord følger vinden, som træets blad; en efterårsdag inden mørket falder på, og med luften lyde formes af hans mund: Engang har du kæmpet, du brave mand, for et land, et land, så ufravigeligt glemt. Du elskede dit moderlige land, og du arbejdede hårdt, for at dette blev kendt. Din kærlighed blev til magt i dit land. Sådan er det hændt, da du havde en sælsom – tanke om lov, og orden.

Visir # 65

Dit navn er prentet så skarpt på læben af en arbejdende mand, med sveden der drypper i et tjæresort hul, han har gravet til en død kombattant, og ånde der lugter af forladte dukker, og mødres glemte mælk.

Ta n k e r

Diktatur

Dikterede tanker om frihed Af Elisabeth Hjortshøj Thostrup, æstetik og kultur

Jeg kredser til stadighed om begrebet frihed. Alle mine handlinger forsøger at slå rødder i forklaringer begrundet i det frie valg, men lige meget hvor meget viden jeg tvinger ind i min hjerne, så er det som om jeg finder friheden i andre dimensioner. Vi taler om overvågningssamfund og hvordan forskellige diskurser styrer vores ageren. Jeg kan se problemerne og forsøger at male forfærdelse ind i mine ansigtslinjer, selvom styringen ikke fratager mig følelsen af frihed. Dette er i sig selv farligt kan jeg godt se. Jeg ved min vesterlandske krop er determineret til at handle som den gør og tilslutter mig også overvejende, at min livsbane er malet af erfaringer gjort i forgangne tider. Men det ændrer vel ikke på følelsen af frihed ligger placeret mil herfra. Frihed virker snarer på mig som livslyst, nysgerrighed og samtaler uden ende, end som noget jeg frarøves fra oven, når jeg illusioneres til at foretage valg eller følge en særlig livsbane. Om jeg reelt selv har valgt mine valg ved jeg ikke. Friheden føles snarer som at stå i suset fra et hav, at sidde i en flyver på vej eller få nøglerne til sin egen lejlighed. Måske indeholder hovedbiblioteket kun bøger, film og musik, hvis eneste formål er ren propaganda. Men følelsen af frihed ligger i den flugt ind i andre universer alle disse værker tilbyder mig.

Visir #65

Jeg ved reelt ikke om jeg er fri eller fæstnet, men jeg synes denne distinktion mellem følelsen af frihed og den reelle frihed er interessant, fordi den muliggøre både, at den dikterede føler sig fri og den fri ikke kan føle friheden.

Sur t opstød

Diktatur

Universitetets retoriske diktatur Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie

Nu er jeg snart ved at være godt og grundigt træt af den retoriske diskussion, det har medført at læse på Aarhus Universitet. Dengang min mor gik på universitetet, var hun studerende, der gik til forelæsninger med sit hold, som blev holdt af en underviser. I dag er jeg elev, der går i skole, laver lektier og har timer med min klasse, som bliver afholdt af min lærer. Helt ærligt. Er vores stolte uddannelsesinstitution virkelig blevet reduceret til noget, der mest af alt ligner en folkeskole i provinsen? Et sted, hvor vi som voksne mennesker bliver frataget ansvaret for egen læring, og hvor vi bruger flere af vores i forvejen sparsomme undervisningstimer på midtvejsevalueringer, gennemgang af studieordninger, introduktioner til hvordan man skriver en problemformulering, responsworkshops og gud ved hvad, vi ellers udsættes for. Jeg mener at problemet allerede starter i folkeskolen, hvor kravene til eleverne simpelthen er mere eller mindre ikketilstedeværende. Hvad sker der for eksempel for, at der ikke er noget optagelseskrav til gymnasiet. Det ligger allerede i retorikken i folkeskolerne, at eleverne

ikke behøver gøre sig særligt umage, for ligegyldigt hvor elendigt de klarer sig, så kan de jo altid bare tage en gymnasial uddannelse. Og hvad sker der så efterfølgende? Jo, den almene gymnasieklasse består af en fjerdedel elever, der ikke er dygtige nok, en fjerdedel, der ikke rigtigt gider, en fjerdedel, der ikke bliver udfordret fagligt og en fjerdedel, der har valgt gymnasiet, fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle give sig til. Det er her, det bliver rigtig svært at stille krav til eleverne om, at de skal være selvstædige og tage ansvar for egen læring. Og det er denne problematik, som overføres direkte til universiteterne. Når størstedelen af en første årgang ikke har lært, hvordan man studerer, så tror da bare pokker, at retorikken omkring universitetsuddannelsen er lort og lagkage. Lad os nu løfte i fælles flok og blive enige om, at vi er ansvarsbevidste individer, der magter den opgave det er, at være studerende. Og lad os nu, for guds skyld, tale om vores uddannelse på en ordentlig måde. Det skylder vi os selv, hinanden, vores undervisere og universitetet som institution.

Visir # 65

Arkivguld

Diktatur

ARKIVGULD: Ondskaben fra provinsen Af Kasper Green Krejberg, nu postdoc, Ph.D, litteraturhistorie Fra Visir #44, maj 2007

Alle tiders diktatorer har to ting til fælles: De kommer fra landet og hader storbyen

Visir #65

Det er en kamp på modbilleder, det her. Provinsen vs. storbyen. Storbyen er moralsk forfald, syndige fristelser og individets opløsning – siger de i provinsen. Provinsen derimod er smagløs kunst, tilbagestående bønder, helt vildt mange damefrisører, og så er det ikke mindst ondskab – siger de i storbyen. Man må medgive storbyfolkene, at de mest uhyggelige stjernepsykopater, massemordere og børnelokkere faktisk ofte bor i afsidesliggende, væmmeligt nedslidte huse med jordgulve og klamme viktualiekældre, allerhelst for enden af en lang, halvt tilgroet grusvej, i periferien af intet. Desuden søger alskens sektvæsen og andre kulter gerne ud i provinsens afkroge, når de skal fordreje hovederne på almindelige mennesker, så det er bestemt ikke lutter pastoralidyl og livets gang i Lidenlund det hele. Men man kunne jo samtidig mene, at det bare er sådan, det er i filmenes, bøgernes og fjernsynets vidunderlige klichéverden. At provinsen slet ikke er så ond, som de siger, og at storbyen heller ikke er så syndig endda. Men den er god nok, i hvert fald den med provinsen, for den er ond. Hvis man ser lidt nærmere på, hvor alle tiders mest brutale diktatorer kommer fra, så viser det sig nemlig hurtigt, at de alle er født og opvokset i små afsidesliggende provinsflækker. Ingen af disse grumme verdensherskere er vokset op i en kulturel elite med god klassisk dannelse, urbant udsyn og den slags. Nej, de kommer fra udkanten, fra en mindre verden med en snævrere horisont og en indædt modvilje mod den mo-

derne verden, inkarneret i metropolens syndige mangfoldighed. Gang på gang har storbyen måttet føle disse magtmenneskers had, når de har forsøgt at omskabe den til deres eget billede af renhed og enkelhed. Diktaturet, som vi kender det fra det 20. århundrede, er med andre ord provinsens angreb på storbyen. Forbryderalbummet Hvis vi tager rækken fra en ende af og starter med Josef Stalin, så blev han født 1878 i den lille by Gory i det østlige Georgien. Stalin regnes i dag for den mest grusomme diktator ever, hvis grusomhed kan måles i menneskeliv. Frem til sin død i 1953 menes han at have sendt 50 mio. mennesker i døden, men der var jo også nok af dem i datidens Sovjetunion, kan man sige, hvorimod russerne i dag kæmper med rekordlave fødselstal. Så det er godt, at Putin nøjes med at udrydde systemkritiske journalister og et par tjetjenere i ny og næ, men han er også fra Sankt Petersborg og dermed ikke disponeret ondskab af samme karakter som Stalin. Mao Zedong kommer med 34 mio. menneskeliv ind på en andenplads i grusomhed. Han blev født i Shaoshan, en lille by i det centrale Kina, og tossede som ung rundt i Jinggang-bjergene med sine guerillasoldater og førte krig mod både ikkekommunister og den kommunistiske arbejderklasse, som han ikke kunne lide, fordi den kom fra de store byer. Benito Mussolini kan slet ikke være med i Stalin/Mao-klassen, men lavede trods alt en del ballade i Italien fra den sym-

Arkivguld

styr på, men rygterne siger, at det var 17. maj 1928, pudsigt nok to dage før en anden, og nok den ideologisk set mest totalitære diktator nogensinde; nemlig Pol Pot (født Saloth Sar), som kom til verden i en rismark i Cambodjas Kompong Thom-provins. Pol Pot nøjedes ikke med

Visir # 65

bolske storbykonfrontation ”Marchen mod Rom”, i 1922 til sin død i 1945; også han var fra landet, født i Predappio. Ugandas store plageånd i 1970’erne, Idi Amin, kom fra junglelandsbyen Kobonko på grænsen til Congo. Ikke engang mandens fødselsdag – og år – har man helt

Diktatur

at ødelægge storbyen Phnom Penh, men drev også alle indbyggere ud på landet i sit back-to-nature forsøg på at danne en kommunistisk-primitivistisk bondestat. Den mest prominente, nulevende diktator, Kim Jong-Il, er officielt født i Nordkorea under ordnede forhold, men i virkeligheden så han første gang denne verdens lys i den lille østsibiriske fiskerflække Wjatskoje i 1941. Ligeledes er det almindeligt kendt, at også Saddam Hussein, der den 28. april ville være fyldt 70 år, var en bonderøv fra Al-Udscha, 13 km øst for Tikrit. Hussein tog i øvrigt den særlige provinstilbøjelighed nepotisme med sig op på magtens tinder i Bagdad, hvor han installerede en hob af fætre, svogre og sønner i landets vigtigste embeder, inden en anden provinsiel hersker, George W. Bush, født i New Haven, Connecticut, nu helst bosiddende i Crawford, Texas, viste en cowboys resolve og gjorde en ende på Det Store Overskægs meritter.

Visir #65

Hitler og den babyloniske skøge Men diktatoren over dem alle, Adolf Hitler, har om nogen ladet verden mærke provinsens ondskab. Målt i antal menneskeliv, kan han måske ikke gøre Stalin og Mao rangen stridig, (man anslår det som regel til 25-30 mio. dræbte pga. Hitler), men som indbegrebet af en brutal diktator med verdensherskerambition er Hitler uovertruffen. Denne oprømte og til tider noget koleriske mand, født og opvokset i Braunau am Inn, en lille skodby ved den østrigske grænse til Tyskland, nærede en oprigtig kærlighed til det østrigske og sydtyske provinslandskab,

Arkivguld

de høje alper og de dybe søer. Hans yndlingsstorby var naturligvis München, som jo egentlig bare er en forvokset provinsby med årlig byfest på torvet, bedre kendt som Oktoberfest, dans på bordene og Bier vom Fass. München er desuden store biler, nidkær traditionspleje og mænd på magten, og derfor var det Hitlers by. Monstret i nord, det babyloniske Berlin med den dekadente 1920’er-scene, en sværm af intellektuelle, homoseksuelle, jøder, kommunister og socialdemokrater var omvendt Hitlers mareridt på jord. Men vejen til magten gik gennem Berlin, så han småkuppede sig til kanslersædet, stak Rigsdagsbygningen i brand, og da det med god hjælp fra preussiske bureaukrater lykkedes at give kommunisterne skylden for udåden, kunne Hitler sætte Weimar-forfatningen ud af kraft og regere per dekret med en lang række udenomsparlamentariske unoder til følge; også et provinsielt kendetegn? Eller hvordan er det nu lige, de gode jyder plejer at få uddelt byggetilladelser til Bilkavarehuse og udstykket sommerhusgrunde i fredede naturområder? I samarbejde med Albert Speer lagde Hitler gigantiske planer for nedrivningen og genopbygningen af Berlin som Reichthaupstadt Germania. Her skulle være kongreshaller så store som bjerge og boulevarder så brede som floder, det konforme skulle afløse det heterogene, provinsen erstatte storbyen, men heldigvis blev det ikke realiseret, da krigen tog de fleste af det Tredje Riges ressourcer. Resten (af ressourcerne) gik til den syste-

Arkivguld

Diktatur

matiske jødeudryddelse, som var en form for skadedyrsbekæmpelse i nazisternes provinsielle verdensopfattelse. Midlet hed bare ikke Round-up, men Zyklon B. Så vidt Hitler og hans slæng, som bl.a. omfattede den fhv. hønseavler Heinrich Himmler og en vis Hermann Göring, der var helt tosset med modeljernbaner. Den omvendte verden Men vi mangler en enkelt nulevende Bösewicht, og han falder uden for hele denne stjernerække af grumme magtmennesker. Han kommer nemlig fra en klassisk dannet familie, er opvokset med kosmopolitiske udsyn i en international storby med tre mio. indbyggere. Byen hedder

Jeddah, ligger i Saudi-Arabien ud til det Røde Hav, og manden er naturligvis Osama bin Laden. Han er nutidens monsterskurk, ved vi fra medierne, men fører også en ny slags krig, får vi hele tiden at vide, på den moderne verdens betingelser. Han er ikke ligesom de gode gamle skurke, der med deres provinsielle ballast ligesom var til at forstå for en provinsiel verdensoffentlighed. Nej, med Osama har vi pludselig den omvendte verden: storbyens angreb på provinsen, netværksstrukturen, der underminerer de hierarkisk distribuerede magtforhold i kapitalismens provinslogik. Det skal blive spændende at se, hvad det fører til.

Visir # 65

Et oplæser-rum med plads til alverdens tekster, så forskellige som kun mennesker kan være det. Følg os på www.facebook.com/OrdCafe, hvor du kan læse meget mere om vores kommende arrangementer

Visir #65

Diktatur

Annonce

Diktatur

Visir # 65

Visir #65

Diktatur

Stribe

Diktatur

Visir # 65

Diktatur

Striber

Visir #65

Af Rasmus Holbroe, litteraturhistorie

Stribe

Diktatur

Visir # 65

Diktatur

Anmeldelse

”OG SÅDAN BLIVER VI FØDT SKÆVT IND I UNIVERSET” Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie

Visir #65

Yahya Hassan Yahya Hassan 170 sider 199,95 kr. (vejl) Gyldendal Man skal ikke have kastet mange blikke på de forgangne måneders avisoverskrifter for at have bemærket Yahya Hassans selvbetitlede digtsamling og den eksplosion af presseomtale, som den unge nydansker modvilligt – og inden nogen overhovedet havde læst hans digte – måtte stå til regnskab for. Politiken førte i begyndelsen af oktober et ekspositorisk debatinterview med Hassan, hvor digteren præsenterede ærindet med digtsamlingen, nemlig vreden mod svigtende forældre og desperationen i kulturel og personlig rodløshed såvel som i religiøs hykleri. Allerede få dage efter interviewet med Tarek Omar var han i en malstrøm af inflammeret diskussion blevet ufrivillig talsmand for både blåøjet borgerlig individualisme, religionsfjendsk smalsind og skyldiggjort i fingerpejning i alle tænkelige retninger. Hassans vrede mod sine forældres generation har cirkuleret som en varm kartoffel og er blevet grundigt udkogt på opinionsmaskinens politiske kogeblus. Det er dog næppe en overraskelse i en diskurs, hvor diskussioner om integration og indvandring i forvejen altid er klar til udbrud af vulkansk styrke. Men, som Lilian Munk Rösing i sin anmeldelse af Yahya Hassan (13. oktober) i Politiken også pointerer, bør Hassans stemme (vred eller ej) ikke ”misbruges af journalister, der reducerer digtene til debatindlæg, eller politikere, der sætter dem i samfundsfjendtlighedens tjeneste”. Hassans lyrik er rå, ubehagelig og kantet, sitrende af vrede og

frustration, men den er også radikalt litterær – og særdeles veleksekveret. Vredens versaler: Bogcoverets begsorte fravær af paratekstuelt materiale synes allerede inden læsningen at gøre opmærksom på Hassans projekt. Hans navn i store hvide versaler er det eneste der bryder bogens sorte cover, og fraværet af bagsidetekst og forfatterinfo sætter hans navn i fokus. Det er nemlig hans historie. Det er ikke en generaliseret fortælling om unge nydanskeres kamp med familie og samfund, men en partikulær, introvert og absolut subjektiv beretning om hans liv og opvækst: ”Det er min historie. Der er ikke så meget at rafle om”, siger han i pressemeddelelsen, ”Det er så blevet en digtsamling og ikke en selvbiografi, for det er poesi, jeg føler indeni.” – og poesi er det så ganske bestemt. I teksten oplever man hurtigt, at versalerne bliver, hvor de er. Alle digtene er trykt med stor type og store bogstaver. Det er det første spor af vreden – det næste er, hvad ordene rent faktisk siger; noget, man måske skulle have læst nærmere på, inden man tændte bomben under pressebehandlingen af bogen. Hassans digte vibrerer af harme, og de store bogstaver holder skriget kørende over alle 170 sider. Hyperaktive bulldozere: Samlingens første tredjedel er en smertefuld registrering af en mislykket barndom. Det første digt, ”BARNDOM”, placerer med uhyggelig og køligt iagttagende nøjagtighed fortællingen i den ”PØL AF PIS” og ”FLERGRÆDERI”, som Hassan og hans søskende ofte befandt sig i under den på samme tid apatiske og voldelige faders slag. Samlingens tematik

Anmeldelse

grundlægges i denne iturevne og mislykkede familiesituation og præordineres af dette første digts metaforik: ”HYPERAKTIVE BULLDOZERE” sammenkæder krigens destruktion, som familien er flygtet fra, med institutionel diagnosticering, under hvis ansvar Hassan tilbragte størstedelen af sin opvækst. Den kulturelle rodløshed stadfæstes med ”I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK / DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK”. I dette landskab af svigt, vold, kriminalitet og institutionalisering navigerer de følgende digte med vreden og skammen som ledesnor. Uskyldstabet gennemstrømmer disse indledende digte, og en sammenkædning af tørrede appelsiner og nelliker med ”GENNEMHULLEDE VOODOODUKKER” ekspliciterer i dette uhyggeligt forvredne julescenarie, hvordan ”DE ANDRE GLÆDEDE SIG TIL JULEMANDEN VILLE KOMME / MEN JEG VAR LIGE SÅ BANGE FOR HAM / SOM JEG VAR FOR MIN FAR”.

de til stede i hans liv. Men det er en flygtig og altid afbrudt glæde. I bogens næste tredjedel fortæller Hassan med uændret harme hvordan tvangsfjernelsen, institutionaliseringen og ustabiliteten yderligere forstærkede hjemløsheden: ”[…] I KENDER HISTORIEN / EN SAGSBEHANDLER DUKKER OP MED ET STYKKE PAPIR”, og ja, vi kender historien, ”OG SÅDAN BLIVER LAM OG KEBAB / SKIFTET UD MED MORTENSAND MED ÆBLE- OG SVESKEFYLD”. Metonymierne ironiserer mesterligt nyttesløsheden i den således vedligeholdte hjemløshed, som da også udvikler sig til en meget lemfældig omgang med loven, og Hassan beskriver med isnende nøjagtighed (og ærlighed!) hvor mange TVskærme, Iphones og håndtasker der blev fjernet fra forsvarsløse skoler og fra Audi’erne foran danskernes børnehaver. Nok er han blevet ”opdaget” af en opmærksom socialrådgiver på en af de mange institutioner, som giver ham bøger og nærer hans talent for at skrive, men det flytter ham ikke ud af den kriminelle tilværelse. Han læser Forbrydelse og straf og Min kamp (Knausgårds, vel at mærke), mens han flyver ind og ud af arresten. I digtene affirmerer han denne litteraritet i den i hvert fald hos Knausgård praktiserede detaljeopremsning, som når næsten underliggørende højder. Vi får alle detaljerne med, eks. når ”JEG STJAL 50 GRAM SKUNK / FRA EN AMERIKANSK UDVEKSLINGSSTUDENT”, og når gadernes lov endda bryder ind i familiens rammer. De samme 50 gram skunk blev konfiskeret af moderen, som også selv gemte penge under madrassen, men Yahya forhandlede sig hurtigt tilbage til hvad der – i hvert fald for øjeblikket – til-

Visir # 65

Enormiteten af de ting, Yahya Hassan så kraftfuldt beskriver, kan være svære at engagere sig i, simpelthen fordi de næsten er for ubehagelige at forestille sig – selvom de foregår i vores egen baghave i Aarhus V. De utallige drag prygl, mishandlingen og frygten for faderen ramler ned over siderne i versalernes tegnsætningsberøvede formløshed. Det er imidlertid når Jeget slækker på voldsomheden, at ordene rammer læseren med al sin virkelighed. Når lillebroren ”PISSEDE I SENGEN” og Yahya måtte smugle sengetøjet til vask hos den i en anden blok eksilerede moder for at undgå pryglene, eller når han blev sendt til Fakta efter olivenolie og nød de rolige gåture ”FORBI MORS BLOK” fortælles det, at der er glæ-

Diktatur

hørte ham: ”JEG FIK MIN POSE OG HUN FIK SIN”. Hjemløse tværsprog Den sidste tredjedel bliver da også næsten performativt biografistisk, når vi hører om hans optagelse på forfatterskolen, hvordan han får ”INTELLEKTUELLE” venner, og hvordan dette på ingen måde ændrer på hans hjem- og rodløshed. De gamle handlemønstre bliver hos ham, og han ironiserer over det nye miljøs absurde og blåøjede forventninger til ham: MIG JEG ER FÆRDIG MED KRIMINALITET MIG JEG ER GANSKE ALMINDELIG HØJSKOLEELEV PÅ FORFATTERLINJE ENDDA! EN EKSANBRAGT EN EKSKRIMINEL EN EKSHASHOMAN EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER

Visir #65

Det samfund, som allerede er i gang med at køre ham i stilling som ”premieperker” (noget han selv udtaler til Politiken, at han absolut IKKE er), får disse vrede ord lige i fjæset, og integrationsdiskursens yndligssubstantiv ”mønsterbryder” bliver nådesløst tygget sammen og vendt på hovedet. Han nægter at påklistre sig samfundets optimisme, fordi han simpelthen ikke er den person, politiske reklamatører og opinionsdannere gerne vil gøre ham til. Samlingens sidste tredjedel ændrer fokus fra den køligt konstaterende kriminalitetsrecitation til et mere refleksivt niveau, hvor Yahya Hassan lader sin historie yde sin vold på det sprog, han skriver i. Den arabiske dialekt gives frit spil til at

Anmeldelse

blande sig med det danske i en tone, der virker lige så desperat hjemløst som digteren selv: DEN ENE DAG JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER MIG JEG SKRIVER MAIL TIL LARS SKIN NEBACH TIL PABLO LLAMBIAS TIL SIMON PA STERNAK DEN NÆSTE JEG ER SIGTET FOR BIL TYVERI Den grammatiske nedbrydning af ”JEG/ MIG”-distinktionen er en opsplitning af selvet, der i mylderet af familiesvigt, kriminalitet og tværkulturel hjemløshed råber højest, når Hassan fører digtsamlingen hjem i det afsluttende ”LANGDIGT”. Selvets splittelse er rodløshedens tragiske triumf. Hassans digte er ikke destruktioner af selvet, men en dissekering af dets bestanddele: flugten fra krigen, de apatiske forældre, de rodløse børn, kriminalitetens luren i natten, litteraturens tilflugtsverdener og familiens desillusion. Disse elementer udgør hans historie, i hvert fald som han præsenterer den for os i digtene, og ærligheden i dens genfortælling er samlingens klart største styrke. Man fornemmer ingen oppustning eller unødvendig udsmykning i Hassans digte; det levede liv og kampen med at finde mening i det præsenteres oprigtigt og med en velsigtet metaforik, som rammer plet (næsten) hver gang. Mest hjerteskærende kraftfuld fremtræder det problematiske selv, med alle sine dobbeltheder og sin desperate forvirring, når Yahya i samlingens korteste digt ”FAR MIN UFØDTE SØN” vender familie-

Anmeldelse

situationen på hovedet: ”MÅSKE VILLE JEG HAVE ELSKET DIG / HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN”. Vreden mod Faderen er der skrevet megen stor litteratur om, og her fyres der op under den med en hel ungdoms vrede, men også en selvbevidst følelsesmæssig åbenhed, som især viser sig i litterære greb som dette. Yahya Hassans digte er ikke en præmiehistorie om de sociale myndigheders succes, ej heller handler de om politisk velgørenhed og velfungerende sociale institutioner. Det er ikke et råb om hjælp, men et råb af frustration over kampen med det umulige liv i et altid fremmed miljø. Yahya Hassans digte er skrevet af Yahya Hassan og handler om at være Yahya Hassan. Det er litteratur, og ikke så meget andet. Midterdelens udtrukne kriminelle detaljevrimmel blegner – indrømmet – i forhold til indledningens poetiske rigdom, og slutningens hjerteskærende diskrepans mellem liv og ambition, men hele vejen igennem må man anerkende det store litterære talent hos så ung en digter. Yahya Hassan er optaget på forfatterskolen, og vi kan ganske givet se frem til flere poetiske skrig fra hans hånd. Uanset hvad, er Yahya Hassan

Diktatur

meget interessant læsning, som sagtens kunne have været medieeksplosionen foruden, selvom denne utvivlsomt også har tændt op under det helt absurd massive bogsalg. Den unge århusianske digter har – beretter flere bogforhandlere – overhalet både Dan Brown og Jussi Adler indenom i salg på udgivelsesdagen. Frem for alt skal huskes, at Yahyas historie er en partikulær historie, ikke et apriorisk repræsentativt udsnit af en hel ungdomsgeneration, men denne historie er fortalt med en sådan kraft, at den – uanset aktualitet i integrationsdebatten og skamløs markedsføring – bør læses som et unikt og veleksekveret litterært værk. Uanset hvor heftigt Gyldendal har markedsført Yahya Hassan, godt understøttet af den rødglødende presseomtale, skal nogle vise ord fra Yahyas redaktør, Simon Pasternak, ikke desto mindre falde som en opfordring: ”Det, bøger kan, er at fortælle nogle anderledes historier. Det her er ikke en debatbog, men en digtsamling og en kunstners stemme. Som kunstværk er det virkelig godt” Jeg er meget enig.

Visir # 65

Anmeldelse

Diktatur

Indskudt bemærkning Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie

Anmeldelsen af Yahya Hassan ovenfor blev til midt i oktober, kort efter bogens udgivelse. Sidenhen har mediebilledet og den sensationalistiske reception af Yahya Hassans værk ikke ændret sig synderligt, men offentligheden har nu fået mulighed for at opleve Yahyas egen oplæsning af bogen. Her er der til gengæld sket noget nyt.

Visir #65

Det er utvivlsomt mange år(tier) siden, at en digter har tiltrukket så overvældende interesse for sit værk. At Gyldendal overhovedet trykker en lyrisk debutant er overraskende nok i sig selv; og så alligevel ikke, når forlagsgigantens økonomiske spekulanter nok næppe har tøvet med at forsyne en kontroversiel historie med nok sensationalistisk markedsføring til at slå alle oplagsrekorder, således at oplaget af Yahya Hassan efter blot få måneder nærmer sig Inger Christensenstørrelse. Førsteoplaget på beskedne 800 eksemplarer var allerede en god fordobling af de par hundrede eksemplarer, en ny digter som regel får til rådighed, men siden da har de efterfølgende oplag både oversteget de ti og tyve tusinde(!). ”I mine 34 år i bogbranchen har jeg aldrig oplevet noget lignende” siger Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, næppe overraskende til BT (18/10/13). Det har vi andre heller ikke. ¨ Udover det ustoppelige bogsalg (som også pænt falder på plads inden julesalget), har Yahya Hassan også tiltrukket kolossale fremmøder til sine forskellige oplæsninger. Undertegnede var selv vidne til et sjældent stormløb på Spot-scenen i Bella Centrets Bogforum 2013, hvor forfatterskolen stolt præsenterede oplæsninger fra deres nye elever. Da der på anlægget annonceredes at det nu var Yahya Hassans tur, lod det sig tydeligt mærke på

stemningen, mens pøbelen tættedes til klaustrofobiske niveauer. Helt ekstremt blev det dog d. 14. november på Godsbanen, hvor enormiteten af interessen for den (her) lokale digter nåede nye ekstremer. Selv den store Rå Hal, som arrangementet i sidste øjeblik blev flyttet til, blev fyldt godt op med alle slags folk, gamle som unge. Det mest overraskende var, at hallens vægge var tæt flankeret af muskuløse vagtmænd, mens en hel indsatsstyrke fra politiet patruljerede indgangen og sågar hele området omkring godsbanen. Det er vist længe siden, den slags opmærksomhed er blevet møntet på en 18-årig digterdebutant. Udenfor holdt salatfadet da også klar (ved siden af TV2-vognen med satellitten på taget) hvis nogle af de talløse trusler mod Hassans person skulle vise sig at blive aktuelle i aften. Heldigvis lod Yahya sig ikke mærke af postyret, mens han stilsikkert (mere end selvsikkert) reciterede fra et eksemplar af den sorte bog. Her viser han sig også at være begavet. Yahya læser sine digte op i en høj, messende drone, som sammen med Århus Vdialekten er effektfuldt understøttende for digtenes temaer. Elektronisk forstærket lyder det næsten som et af de der minaret-højttalerspir, som i arabiske byer bekendtgør, hvornår det er tid til bøn og refleksion. Det fungerer meget godt, og er særdeles forfriskende i en litterær kultur, hvor digtoplæsning ofte er en nervøs, lidt pinlig og tilbagetrukket hakken-sigigennem-ordene. På denne måde performer Yahya Hassan også sine digte, og det billede af ham siderne i bogen repræsenterer, og deri ligger der også en styrke. Hvor er det fantastisk (og heldigt), at der bag den gigantiske sensationalisme også befinder sig en talentfuld digter!

Anmeldelse

Diktatur

Smuk, men lidt langstrakt kærlighedshistorie Af Stine Liberty, litteraturhistorie Lisa See: Pæonpavillonen Oversætter: Lene Gulløv Udgivet: 2009 Forlag: Lindhardt & Ringhof Sidetal: 332 Lisa See’s Pæonpavillonen foregår i 1600tallets Kina og er en romantisk historie om en ung, kinesisk kvinde, der sygner hen af kærlighedssorger over den mand, hun frygter for aldrig at kunne få. Skønt bogen giver et solidt og dybdegående indblik i Kinas historie og kvindesyn i 1600tallet, fanger den ikke nok, og den ellers smukke kærlighedshistorie trækkes i langdrag. Pæonpavillonen er historien om den 16årige Pæon, der, godt opdraget af sine forældre, følger dekorum for sin alder og rang. Historien begynder, da faren har inviteret adskillige højtstående mænd til at se teaterstykket Pæonpavillonen (der kun er tilladt for mænd), opført i deres have. Stykket omhandler en ung kvinde, der sygner hen af ulykkelig kærlighed, og dette er et alt for stort lokkemiddel for den teaterglade Pæon, som sniger sig hen og betragter scenen, men også publikum. Her forsegles hendes skæbne, da hendes øjne mødes med en ung mand, som hun falder hovedkulds for på stedet. Til sin skræk opdager hun dog, at hun allerede er lovet væk, og som teaterstykket, der bragte hende denne hjertesorg, begynder hun også selv at sygne hen, og det er først mod enden, at hun ser sa-

gens virkelig sammenhæng, og i døden formår at vokse som menneske. Lisa See har med Pæonpavillonen skrevet en medrivende kærlighedshistorie, der dog desværre ikke topper de helst store romantiske klassikere. Der er for meget stilstand i bogen, og den kan virke langtrukken og til tider ensformig, når Pæon har sine indre monologer af sorg og fortrydelse. Selvom dette er intentionelt – sorgen og fortrydelsen – formår bogen ikke altid at give én følelsen af at kunne sætte sig i Pæons sted, og det skader bogens ellers fine plot og bagvedliggende tanker om at formidle en lidende, ung, kinesisk pige. For historien er god, absolut. Og interesserer man sig blot lidt for kinesisk historie (og dertil nødvendigvis også kvindens historie i Kina), har Pæonpavillonen mange spændende bidrag om hverdags- og kærlighedslivet for den unge pige og kvinder generelt, og man kan ikke andet end fascineres af – og til tider, forfærdes over – hvordan Pæons tankegang konstant centrerer sig om at være en god datter og respektabel kvinde. Pæons tragiske kærlighedshistorie er altså en læseværdig bog, hvis man interesserer sig for Kinas kvindehistorie med et touch af Romeo & Juliet, men den kan virke slæbende i sin fremdrift af plottet. Dette er synd, for bogens formål og hensigt er yderst gennemtænkt og vedkommende både for pro-feministen og romantikfetichisten.

Visir # 65

Anmeldelse

Diktatur

Josefs bekendelser: Hvis Jesus er fars dreng, hvem er far så? En anmeldelse af Svalegangens opsætning af Fars Dreng Af Hanne Bjerre Lassen, litteraturhistorie og Josefine Brink Siem, dramaturgi Forfatter: John Dowie Oversættelse: Irene Hagerup Instruktørkonsulenter: Stine Schröder Jensen og Claus Mandøe Scenografi og kostume: Gitte Baastrup Medvirkende: Hans Rønne Set d. 19.11.13 Spiller fra d. 19.-30. november Hvad sker der, hvis man sender en dramaturgistuderende og en litteraturstuderende ind for at se det samme teaterstykke? Det ville vi finde ud af, så vi tog ind og så ”Fars Dreng” på Svalegangen. Vi var spændte på at se, om vores forskellige faglige udgangspunkter ville være udslagsgivende for vores perception og fortolkning af stykket.

Visir #65

Handlingen kort og godt Vi kender alle historien om Jesu undfangelse og fødsel, liv og død. Men der er en side af historien, som vi aldrig hører. I stykket ”Fars Dreng” får Josef endelig lov til at komme til orde. I Josefs monolog bliver publikum taget igennem historien om Josefs opvækst, møde med og vilde forelskelse i Maria samt Jesu fødsel og de problemer, det medførte at opdrage en noget anderledes dreng. Han beskriver de følelser det medfører, at ens søn forlader sit hjem og det liv som tømrer faren havde planlagt for ham og hvordan Josef først ser sin søn hængende på korset, henrettet på den mest ydmygende måde 18 år efter afskeden. Vi får også et indblik i, hvordan den virkelige Josef var og hvad hans følelser omkring det at være faderfigur uden at være fader har påvirket ham. Hovedrollen spilles af Hans Rønne, som selv har

bearbejdet og instrueret opsætningen. Stykket er præget af en sparsom scenografi, hvor de eneste rekvisitter er en stol og en kile af træ, som bruges til at understøtte Josefs udsagn om, hvor dårlig en håndværker han egentlig er. Kan man være far til Guds søn? Stykket omhandler de problematikker, der opstår, når en far pludselig får at vide, at hans kommende kone er gravid, og at han ikke er barnets rigtige far og oven i købet skal dele faderrollen med selveste Gud. Det er en fars fortælling om opdragelsen af og samtalerne med en søn, der ikke er, som børn er flest. I mange henseender er de problemer, Josef beskriver, problemstillinger, som vi kender fra det moderne familieliv. Som for eksempel når ens børn begynder at stille spørgsmål – og endnu mere, når de senere sætter spørgsmålstegn ved de svar, man har givet på disse. Josefs fremstilling af Jesus giver os et billede af et kærligt far-sønforhold, hvor de to udfordrer hinanden og dette gør også publikum opmærksom på, at Josef uden tvivl har været med til at forme Jesus til det individ, han senere blev. Det bliver antydet, at mange af de synspunkter, Jesus senere har, er opstået i sokratiske samtaler med Josef. Dette drager nogle klare paralleller til diskussionen om arv og miljø. Denne pointe er interessant, da hele stykket spejler sig i nutidens samfund og på intet tidspunkt forsøger at helliggøre det bibelske aspekt. Den hverdagsagtige tone og de kendte dagligdags udfordringer gør stykket vedkommende og genkendeligt. Som for eksempel da Josef og den højgravide Maria drager imod Betlehem til folketællingen og Maria har pakket en kæmpe sivkurv,

Anmeldelse

Diktatur

Visir # 65

Anmeldelse

Visir #65

Diktatur

som hverken kan lukkes eller være på det stakkels æsel. Mange mænd ville kunne nikke genkendende til den evigt tilbagevendende problematik, hvor mænd altid pakker for lidt og kvinder altid pakker for meget og ligegyldigt, hvad man gør, kan de aldrig være i Berlingo’en. Eller som Josef så rigtigt påpeger: Der var en årsag til, at der ikke var plads på herberget. Denne anekdote understreger den humoristiske tone, som gør sig gældende stykket igennem og som ydermere gør Josef til en yderst menneskelig og sympatisk karakter i øjnene af et nutidigt publikum. Josef beskriver sig selv som værende en helt almindelig mand, en middelmådig, hvis ikke dårlig, tømrer, en historisk misforstået karakter fremstillet af alverdens billedkunstnere som den gamle aseksuelle mand i baggrunden. Som han selv udtrykker det: ”For Guds skyld! Jeg var 23 år gammel! Men det passer ikke ind i jeres nutidige opfattelse af Maria som værende jomfru, hvis jeg havde været en ung, viril mand.” Dermed påtales den kristne seksualmoral, som ikke har været herskende i jødedommen, som følger Toraens bud om at befrugte jorden og blive mangfoldige.

kunne få glæde af. Ydermere bliver der antydet at mange af de ting som Jesus senere prædikede, ikke var et udtryk for guddommelig viden, men affødt af de mange diskussioner med Josef i opvæksten, og at Josef og Maria havde masser af sex. Dog bliver det takket være Hans Rønnes venskabelige omgangstone og medrivende gestik aldrig stødende eller forkert, men derimod menneskeligt og underholdende. Dette sker også ved den hyppige brug af publikumshenvendelse og retoriske spørgsmål.

Der hvor stykket bliver rigtig godt er netop der, hvor Josefs varme og kærlige væsen skinner igennem og hvor han tillader sig at sige ting til et moderne pseudokristent publikum, der kunne være stødende, men som aldrig bliver det. Det er når han siger ting som, at han jo godt ved, at vi tror, at Jesus blev født om vinteren, selvom det altså var sommer. Og det er når han karakteriserer de tre vise mænd, som værende dumme astrologiinteresserede tosser, der kommer med gaver, som en nyfødt aldrig nogensinde ville

Vi giver ”Fars Dreng” fire ud af seks mulige stjerner og sender hermed en anbefaling ud til studerende på alle kasernefagene: Hvis I vil have en god oplevelse, som giver jer noget at tale om både som æstetikere, humanister, religionsinteresserede og helt almindelige mennesker, så tag ind og se ”Fars Dreng”, som spiller på Svalegangens hyggelige og intime foyerscene i perioden 19. til og med 30. november.

Hvad skete der så? Jo, vores faglige receptioner af stykket var egentlig ikke videre forskellige. Da scenografien var meget spartansk og lyssætningen ikke spillede den store rolle, var det, vi begge havde bidt mærke i, den gode fortælling. Vi må konkludere, at vi som humanister og æstetikere begge sætter pris på at blive underholdt og oplyst, og det må man sige, at stykket i høj grad formåede. Hermed ikke være sagt, at det er et stykke, der har ændret vores liv for evigt, men det var et fint, finurligt og vedkommende stykke, der satte mange tanker i gang hos os begge.

Billeder fra www.svalegangen.dk

Anmeldelse

Diktatur

For x dage siden blev jeg forladt af den mand, jeg elsker Anmeldelse af forestillingen Udsøgt smerte på Teatret Svalegangen Af Felicia Jafari Østerlund, dramaturgi Co-produktion med Holland House og Husets Teater Set 20. november 2013 Medvirkende: Ellen Hillingsø, Solbjørg Højfeldt, Steen Stig Lommer Instruktion: Jacob F. Schokking Manuskript: Sophie Calle Oversættelse: Karen-Marie Bille Forestillingen spiller indtil 7. december 2013. Okay, indrømmet: Da jeg cyklede ned gennem Århus’ mørke gader i isnende kulde på vej mod Teatret Svalegangen med en forventning om at skulle ind og se endnu et stykke middelmådigt teater i en lang række af middelmådige teaterstykker på de forskellige scener rundt om i Danmark, fortrød jeg en anelse, at jeg havde vovet mig uden for døren. Det føltes, som om der ville gå meget lang tid, før jeg var nede på teatret, og endnu længere tid før jeg var hjemme igen. Jeg overvejede med mig selv, hvorfor jeg overhovedet var taget af sted. Titlen på stykket tiltalte mig ikke, og heller ikke plakaten. ’Udsøgt Smerte’, og Ellen Hillingsø, der ligner et rådyr fanget i forlygterne på en bil. Nej, det var nok ikke lige noget for mig.

Og historier er der nok af. Efter at være blevet forladt af den mand, hun elsker, tager Sophie rundt for at høre andre menneskers historier om deres største lidelser. Disse historier er ligeså forskellige som de personer, der fortæller dem; nogle varer flere år, andre nogle få minutter. Nogle af historierne er så rørende, at jeg kan mærke en klump i halsen og må lade en enkelt tåre eller to falde; andre er så omhyggeligt absurde, at jeg må le. En enkelt ender godt og giver en følelse af håb i den ellers dybe sump af elendighed. Sophies historie er dog den, vi lærer bedst at kende. Uanset hvor mange gange jeg hører historien om, hvordan hun blev forladt af sin elskede – og den historie hører man mange gange! – bliver den aldrig kedelig, og for hver gang hun går i gang med at fortælle den, glæder jeg mig til at se, hvilken version jeg får at høre denne gang. Otteoghalvfems dage går der. Otteoghalvfems forskellige versioner af den samme

Visir # 65

Men da jeg fandt mit sæde og fik kigget op på det tomme scene, kunne jeg alligevel mærke forventningens glædes ankomst i min krop. Seks kufferter stod på række på scenen, og bag dem, på noget der kunne minde om malede kulisser, dog på videoform, stod teksten: ”Før smerten.” Lyset dæmpedes, Ellen Hillingsø trådte ind på scenen klædt på til at rejse, og forestillingen var i gang.

Fra start af bliver jeg suget ind af hovedpersonen Sophies univers. Jeg er med hende hele vejen igennem, og jeg bliver draget af hendes historier og vil høre mere. Det er tre eminente skuespillere, vi har med at gøre, som giver sig fuldt ud på scenen i de forskellige roller, de spiller. Fordi de er så dygtige, gør det ikke noget, at rollerne skifter. Der er helt klare regler sat op for, hvornår en rolle stopper og en anden begynder, og disse regler bliver overholdt. Der er ikke brug for mere end de tre skuespillere til over ti roller, og alligevel er hver rolle deres helt egen med hver deres måde at fortælle en historie på.

Diktatur

historie med den samme startreplik. ”For x dage siden blev jeg forladt af den mand, jeg elsker.” Vi hører ikke dem alle, men vi hører en god del af dem – indtil tæppet går for.

Visir #65

Eller det burde det have gjort. For slutningen bryder fuldstændigt med resten af stykket og skulle have været holdt helt uden for forestillingen. Jeg kan ikke lade være med at ønske, at jeg havde lukket øjne og ører efter den sidste historie og ladet den fortælling være forestillingens sidste. Havde man ladet tæppet falde efter sidste historie, der hvor jeg, formentligt ikke som den eneste, var klar til at

Anmeldelse

klappe af en brilliant forestilling, var jeg gået fra teatret med en helt klar og tydelig positiv oplevelse. Men noget kom i vejen for den oplevelse, og det noget var en ekstra historie, taget ud af en ingenting efter et brud på samtlige regler, forestillingen selv havde sat op for os; en darling, der skulle have været slået ihjel. Men til trods for denne udødelige darling er ”Udsøgt Smerte” helt sikkert værd at tage ind og se. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og jeg opdagede knap nok, at tiden gik. Billeder fra www.svalegangenn.dk

Opfordring

Diktatur

Kasernerevy 5.-8. februar! Ved du godt, at der er revy på kasernen til februar?

Kasernerevyen spiller 5.-8. februar, og holdet bag er allerede langt med forberedelser og prøver. Visir har snakket med en meget begejstret formand for kasernerevyen hans begejstring får lov at stå uredigeret: ”Temaet for Revyen i år er "Ulven kommer". Om det bliver i overført betydning, et eventyr, eller der virkelig kommer en ægte ulv forbi, ved man aldrig! men hvem ved? måske endda Ulven Peter kommer listende!” ”Hele processen i år er lidt anderledes, end den var sidste år, idet at både dansere og skuespillere "leger" sig frem til resultatet. Det vil sige, at de prøver en masse ting af, og halvdelen, hvis ikke mere, bliver skrottet. Men det der så bliver tilbage, kan jeg godt love for er fabelagtigt!!” ”Skuespillerne er skide dygtige alle sammen! Og spænder over alt fra virkeligt dygtige sangere til mimikere i verdensklasse.” ”Musikerne knokler hver uge med nye arrangementer af sange, som de to kapelmestre har arrangeret, disse kommer til at handle om alt lige fra "Game of Thrones" over stygge ulve til melodi grandprix!” ”Bandet i år er blevet særdeles stort, og har næsten alt hvad man kan bede om, selv specielle instrumenter som messingblæsere, træblæsere, fløjter, percussion og ikke mindst violin!!” OBS: Der er stadig mulighed for at sende sketches/sange ind, hvis man sidder og synes, man har en sjov ide. De kan sendes til manus@kasernerevy.dk eller ligges i postkassen ved revyens opslagstavle i foyeren. Se info og billeder på www.kasernerevy.dk HUSK REVY!

Visir # 65

Essay

Diktatur

Hvad jeg taler om, når jeg taler om skønhed Af Jacob Munk, litteraturhistorie « Moi je t'offrirai des perles de pluie Venues de pays où il ne pleut pas Je creuserai la terre jusqu'apres ma mort Pour couvrir ton corps d'or et de lumière... » «Man har ofte set ilden skyde op Fra vulkanen man troede var for gammel Men det lader til at den brændte jord Kan give mere hvede end den bedste april.» « On a vu souvent rejaillir le feu De l'ancien volcan qu'on croyait trop vieux Il est paraît-il des terres brûlées Donnant plus de blé qu'un meilleur avril... » « Mig; jeg vil give dig perler af regn fra lande hvor det ikke regner Jeg vil grave i jorden selv efter min død For at begrave din krop i guld og i lys! »

Visir #65

Jacques Brel – « Ne Me Quitte Pas » (i egen danske prosaoversættelse) Ja... Ja, jeg husker stadig den dag. Jeg var fjorten år gammel – fjorten. Eller femten? Det var en tirsdag og bladenes farve var rød, som de lå der i stakke på jorden, mens jeg gik hjem fra skole langs åen og tænkte på en pige, hvis navn jeg nu har glemt. Hun var smuk. Hun havde en ring i næsen og håret var hennafarvet. Jeg tror jeg elskede hende. Sådan var der mange dage der var den gang: the time of my life. Men denne dag var særlig, nogen ville sige en tragedie, fordi jeg valgte ikke at svinge igennem parken op mod det lille røde hus, som jeg for bekvemmelighedens skyld refererer til som hjem, men tog vejen op igennem gågaden mod det

gamle musikbibliotek. Jeg kommer fra Odense, en provinsby med fire grillbarer på hovedgaden inden man passerer posthuset og når til den rektangulære orange bygning der denne dag var mit mål. Det er en studieby, en velfærdsby, kulturby på standby, og hvis du ikke har været der før, så hold dig væk. Men der var jeg altså, og var fjorten år og gik igennem Odense for at sætte mig ind og høre plader på det gamle musikbibliotek, fordi min fransklærer havde anbefalet mig at lytte til en sanger ved navn Jacques Brel. Jeg gik ned i kælderen hvor LP’erne stod alfabetisk opstillet på gamle træhylder og fandt kategorien World (han kommer hele vejen fra Belgien). De havde én plade med ham, ”Ne Me Quitte Pas”, det var den rigtige, det var navnet på den sang min lærer havde nævnt. Hun var noget særligt min lærer. I pauserne læste hun Arthur Rimbaud for mig og spurgte mig ind til mine meninger om moderne kunst – så svarede jeg hende ud fra nogle smarte statements jeg havde læst på nettet for at imponere hende. Hun blev imponeret. Jeg satte mig op til vinylafspilleren og puttede A-siden på. Støjen fra pick-uppen. Et skrøbeligt klaver og en sav. Og så stormen… Jeg tænkte på hende – hvad var hendes navn? Ida! Åh Ida… Jeg elskede hende for evigt, mens jeg mærkede alle hårene på kroppen rejse sig til lyden af den kraftige og længelsfulde stemme i hovedtelefonerne. Jeg forstod ikke ordene, men det gjorde ikke noget – de handlede om Ida, hende der bar en piercing i den lille næse, som jeg ikke fik lov at kysse. Jeg græd - mest af alt fordi jeg ikke kunne skrige. Jeg ville gerne have skreget men kunne ikke. Sangen fadede ud til lyden af sav, jeg startede den forfra. Det var efterår, det

Essay

var tirsdag og det var første gang jeg følte denne følelse. Jeg tror jeg følte mig lykkelig men måske det bare var angst. Seks år senere går jeg op ad trappen til en lille lejlighed på Slotsgade. Der lugter af opgang, af sprut. Udenfor skinner solen mens de unge mennesker drikker pilsnere nede ved åen, og jeg har netop mødt en gammel veninde, hendes navn er Ida og hun gik hånd i hånd med min bedste ven, som også er hendes kæreste. Jeg banker tre gange på døren og en midaldrende dame med stort krøllet hår i morgenkåbe åbner for mig: ”Kom ind, kom ind – ja, og undskyld for rodet”. Jeg takker og går ind i den lille stue, hvor kvinden let på tå nærmest danser forbi de mange aflange borde fyldt med antikvariske bøger i alle farver og former, og henter en hvid porcelænskop med espresso til os begge. Jeg stiller mig et vilkårligt sted og bladrer bøgerne igennem for at holde øjnene beskæftigede. De står der alle: De Beauvoir, Lafontaine, Baudelaire, Chateaubriand… En kat kommer ind og banker klodset sit hoved ind i mit ben, som om den ville kæle. Den gør det igen og spinder højlydt, og jeg er overbevist om, at den må være blind og har problemer med at komme uden om mig. Den mjauver - jeg hilser: ”Noget særligt du søger?” spørger hun med en åbenlys fransk accent.

”Ah! Très bon, très bon!”

Hun laver et spjæt og tripper ind i den anden afdeling af stuen, hvor bøgerne ligger stablet i støvede flyttekasser. Hun nynner nervøst, mens katten leger med en lille bold, der triller rundt på gulvet. ”Voila!” udbryder hun pludselig i et diskant toneleje. ”Lá-bas: Tout Brel” Hun kommer spjættende ligeså kejtet og ivrigt som før og rækker mig en sort tyk bog med et billede af en pompøs Brel på forsiden. Jeg takker og går hjem mod kollegiet forbi de smilende ansigter i byen og duften af nyt græs fra parken nær ved stationen. I så mange år havde jeg lyttet til Jacques Brel og gjort mig så fortrolig med hans musik, men teksterne havde altid blot lyt som bombastisk nonsens for mig, om end jeg jo vidste han skulle være en hæderlig lyriker. Først denne dag satte jeg mig hjem med mit nykøbte eksemplar af ”Tout Brel” væbnet med en fransk -dansk ordbog og gav mig til at undersøge, hvad denne sang, ”Ne Me Quitte Pas”, smukkere end nogen anden og så fuld af følelse, handlede om. Og alting åbnede sig for mig i et øjebliks klarhed. Jeg så hvordan de poetiske billeder udfoldede sig på papiret foran mig, alle så fulde af anger, af fortvivlelse men også af et absurd håb. Hele mit liv… Hele mit liv vil jeg grave i jorden, og når dagen en dag kommer og jeg skal dø, vil jeg grave videre, i døden, gennem døden og derefter, jeg vil grave videre og begrave din krop i guld min kvinde – i Guld og i guddommeligt Lys! Selvfølgelig var det dét han sang. Jeg havde vidst det i seks år: at denne sang var intet mindre end inkarnationen af skønheden selv. Det var sandheden om mennesket, dets frygt og

Visir # 65

”En bog… En paperback. Med Jacques Brel-tekster.”

Diktatur

Visir #65

lidenskaber, der her åbenbarede sig for mig i et lille nummer på fire minutter. Men først nu forstod jeg hvorfor: fordi denne sang er håbet i sin mest radikale form. Men mere endnu: den er det håb, der forekommer, når der ikke er noget håb tilbage. ”Selv efter min død…” – for hvad er døden andet end det absolutte frafald af ethvert håb? Ne me quitte pas… Du må ikke gå… Det er så såre simpelt: hun er allerede gået. At hun skulle blive er ikke en mulighed, kærlighedens mulighed er tabt, og den fortvivlelse rummer sangen fra første vers til det sidste. Det er et totaltab. Der er absolut intet tilbage, ingen ord at sige, ingen sang at synge, ingen drøm at forfølge. Livet stopper her. Og hvor vil vi gerne afskrive totaltabet som blot en fase, noget man nok skal komme sig over. Vi ser ligefrem ned på det, når nogen taler om at have mistet alt ved at have mistet kærligheden. Og dog, kan vi forestille os noget som helst af værdi, hvis ikke kærligheden? Lad os ikke gemme os bag forsøg på objektiveringer og bortforklaringer som ”jamen rationelt set…”, menneskelivet er ikke rationelt men lidenskabeligt, og lidenskabens højeste udtryk er kærligheden, så når den er tabt er alt tabt! Hvis vi ikke ser det i øjnene er Jacques Brels sang ligegyldig; den er bare underholdning, triviel og ude af stand til at forandre noget som helst i vores liv. Alt er tabt, intet af værdi er tilbage overhovedet: her begynder ”Ne Me Quitte Pas”, men ved den erkendelse stopper den ikke. Den går videre. For hvad stiller Brel op med denne fortvivlelse? Han håber! Fristes man ikke til at grine? Når enhver mulighed for mening i tilværelsen er tabt, håber han på meningens genkomst. Det er absurd. Irrationelt. Og tro mig – hvis fornuften havde kunnet finde en an-

Essay

den udvej havde den gjort det. Så havde vi aldrig haft ”Ne Me Quitte Pas” og Jacques Brel var muligvis blevet lykkelig i hverdagens små gøremål. Men den mulighed var tabt, og der er kun to muligheder tilbage: han kunne have bundet en lykke om halsen eller han kunne skrive ”Ne Me Quitte Pas”. Lad os prise os lykkelige for at han gjorde det sidste. Håbet – det sande håb – er en fortvivlet mulighed, der kun forelægger, når der ikke er andre muligheder tilbage. Det eneste passende medium for at udtrykke dette håb er kunsten, fordi den er absurd. Når kunsten giver det håbløse håb videre, opleves det som skønhed. Et stykke kunst der repræsenterer verden som lys og lykke, kan aldrig nogensinde blive skønt. Et digt der skildrer livets mørke og bliver stående her, bliver aldrig bedre end middelmådigt. Skønheden er en dobbeltbevægelse: først det uendelige mørke og dernæst det uendelige håb, der bryder alle grænser. Derfor vil der aldrig blive skrevet et bedre nummer end ”Ne Me Quitte Pas” om end al god kunst bærer dette præg: ”And even though it all went wrong / I’ll stand before the Lord of song / with nothing on my tongue but Hallelujah” (Leonard Cohen), ”And all shall be well, and all shall be well, and all manner of thing shall be well (T.S. Eliot), ”Tidt ligevel til en Smule Trøst / Jeg ud af Fængselet tittere; / og sender stundom min Vemodsrøst / Med Længsel gjennem mit Gitter.” (St. St. Blicher) eller som det lyder hos Emily Dickinson: ”‘Tis sweet to know that stocks will stand When we with Daisies lie” (Poem #54) Det er sandt… Den brændte jord kan give mere hvede end selv det bedste forår. Og vi vandrer alle i ilden.

Essay

Diktatur

Om julens ånd og menneskelivets dødsdans Af Amor Leise, kunsthistorie som helst. Men nok derom. Sagen er den, at mørket bredte sig og lod os alle vandre i blinde. Hvad betyder dette først og fremmest? At vi skal dø. Hvor paradoksalt! Nu havde jeg netop hævdet at døden var det vi alle længtes efter, og så gøres den pludselig til det højeste onde. Så har ondet vel annulleret sig selv og vi kan atter løfte hovedet mod himlen som frie mennesker? Ja, det havde rigtigt nok været tilfældet, hvis ikke fordi døden havde to ejendommelige kvaliteter: 1) væren bliver til ikke-væren. Nuvel. 2) Væren arbejder sig bestandigt frem mod ikkeværen. Alt hvad der er til, er til på en sådan måde at det bevæger sig i retning af døden. Her har vi den sande tragedie: at livet er en dødsdans, og at selve modsætningen ”liv-død” hermed opløser sig i rædsel og gru, dét er det sande onde, dét er mørket, det eneste mørke, der tænkes kan. Nogen fortalte mig en historie, jeg husker ikke hvem. Den handler om mig. Mig alene. Og der er rum: et rum hvor jeg ligger på alle fire med hovedet vendt ned mod jorden. Og det er nat, fordi det ikke kan være anderledes. Nej, uden natten, uden det forbandede mørke, kunne en historie som denne aldrig være blevet fortalt. Og jeg ser en hånd gribe fat i min hage og løfte mit ansigt op mod stjernehimlen, der skinner så håbløst klart. Der står et æsel, en mand og en kvinde, der netop har givet liv til et lille barn. Jeg føler mig levende, og for det vil jeg gerne undskylde på forhånd, en sådan tilstand er, indrømmet, temmelig irrationel. Men det gør jeg altså. Jeg føler mig levende, og det er den første jul nogensinde og dermed også den eneste. Men der er ikke noget juletræ, noget glitrende pynt i sølv, guld og rødt, ingen stjerne foroven og ingen duft af gløgg og friskt kød. Kun fornedrelse,

Visir # 65

Nogen fortalte mig en historie, jeg husker ikke hvem. En historie om natten, der kom stadigt tidligere og tidligere til der til sidst ikke var nogen dag tilbage. Det var ellers den smukkeste årstid; det var efterår og bladene på jorden skinnede i klare gule og røde farver under den blege sols matte stråler. Det var en varm tid og fuld af glæde. Men da kom mørket og tog det hele tilbage. Det sneg sig igennem gaderne som en skygge og tog livet ud af børnenes øjne, lyset ud af farverne og lod alting ligge stumpt og øde og være intet mere end hvad det ikke var. Vi græd, vi snakkede, vi lagde kabaler og drak pilsnere, fordi vi ønskede at dø men ikke kunne. Det var en sær tid, for det eneste man tænkte på kunne der ikke snakkes om, og det eneste man snakkede om, kunne der ikke tænkes på, hvorfor det heller ikke var muligt for mig at bevare det i erindringen. Noget med fluefiskeri, med frimærker og friværdi… Men jeg er ikke sikker. Dog alt imens snakken gik, tænkte vi alle hver især på angsten, der boede i os. Den forbandede angst, der trynede os og gjorde os forlegne, der holdt os fra at tale men tvang os til at snakke. Jeg ville ønske, jeg kunne have stukket hånden i brystet og revet den ud med roden, så der intet hjerte var tilbage derinde. Men nej, det tillod angsten ikke, fordi den ængstedes for stærkt ved sit eget fravær. I stedet valgte vi at gøre os fortrolige med den og hermed blev poesien opfundet, nogen ville sige med nødvendighed: for når man ser at det styrende princip i kosmos (jeg repeterer for den glemsomme sjæl: angsten) tillige er af en sådan karakter, at der ikke kan tales om det, så forekommer det ene og alene plausibelt, at mennesket opfinder sit eget primale nonsens-sprog, der tilnærmelsesvist kan udtrykke noget reelt i kraft af at det ikke foregiver at udtrykke noget

Diktatur

Visir #65

fattigdom og et uendeligt rum, hvori en masse ensomme og isolerede jeger ligger ligeså barnagtigt målløse som dette jeg, uden at mængden kan give dem nogen form for betryggelse. ”Tror du virkelig på det?” spørger man. Det gør Man, fordi Man stiller mange spørgsmål, som alligevel kun Man kan besvare. Jeg derimod er altid tavs, for så snart Jeg tager til orde bliver Jeg til Man, og billedet af det lille barn i stalden forsvinder for mine øjne som var det intet andet end en drøm. Sådan må det være ja. Julen er tavshedens uendelige rumklang, og deri ligger forløsningen. Der er intet at forsvare, intet at betrygge sig ved, ingen ord at gå til angreb på. Derfor griner jeg altid, når jeg hører folk forsvare julebudskabet med polemiske angreb og komiske forsøg på objektiverende diskussioner om dette eller hint, i stedet for ydmygt at forholde sig tavs og lytte til den salige lyd af rumklang for deres ører. Den er smuk; smukkere end mørket, hvad de fleste dog ikke tør se.

Essay

Men Man hader julen, hvad der vel ikke kan overraske nogen. Den vender alt hvad vi hidtil har kendt på hovedet, stiller os fuldstændig alene i uendelighedens store rum, overladt til at begribe det ubegribelige; den skønhed, der fylder os så langt over bristepunktet, uden at vi dog nogensinde vil kunne finde ord for den, gøre den til menneskelig nytte. Det er forargeligt, grotekst, absurd, fantastisk og stort! Kun én ting er det ikke: ligegyldigt. Og dog er det dét ord, der bedre end noget andet beskriver hvad julen er blevet for os i dag – ligegyldighed. Man glemmer mørket, angsten og døden, og dermed glemmer man også det uendelige lys, der modsvarer disse. Julen er begge disse to på én og samme tid: de mødes bestandigt i nye variationer, krydser hinanden, nedbryder og forstærker hinanden i et aldrig endende dialektisk spil, som først stopper den skønne dag, hvor en af parterne vil få det sidste ord. Og kun én kan få lov til at træffe afgørelsen…

Repor tage

Diktatur

Bogen lever og har det godt Visir på Bogforum 2013 Af Jakob Gaardbo Nielsen, litteraturhistorie

Den danske Forlagsbranches kolossale selvfejring, Bogforum i Bella Centret på Amager, er en støt voksende folkefest, der med sine knap 30.000 deltagere og 1.049 programsatte arrangementer er det vist nok største litteraturarrangement på kalenderen. Forlagsgiganter som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Politiken og Rosinante dominerer den hangaragtige C -hal, mens de små og mellemstore forlagsgeschæfter kæmper om mellemrummene, og branchens mindste nicheforetagender modigt slår standene op i periferien.

Mest imponerende er den næsten psykotiske attention-to-detail, hvormed dette format udstilles, kurateres og arrangeres. De velduftende og stilfulde bogcovers i brækkede lyse pastelfarver (og hvad vi ellers kan finde på af salgsegnede cover-

Visir # 65

Visir ankom til Bogforum lørdag d. 9. november ved middagstid og trængte efter et kort besøg på pressekontoret gennem porten ind til et labyrintisk virvar af tæppebelagte ”fortove”, banne r-bi l l bo ards hængende fra loftet, øredøvende menneskestøj og udbredt albuetrængsel. Menneskemængden var simpelthen overvældende. Forvildede man sig i nærheden af Arnold Busck-scenen mens Jan Guillou læste op, Jim Lyngvild på Lindhardt & Ringhof (hvis man er til den slags), eller især(!) Yahya Hassan på spotscenen, kunne man godt finde sig til rette; længere kom man ikke lige nu. Men efter at have indstillet sanserne på ”pøbel” og benene på ”koncert”, var Bella Center vist heller ikke mere proppet, end at det lige akkurat gik.

Den overvældende menneskemængde er jo også et positivt symptom. Bogbranchen blomstrer i Danmark, og hvis Bogforum er et repræsentativt eksempel på interesseniveauet for bøgernes verden, kan vi vist godt gemme frygten for et litteraturløst samfund på hylden – lidt endnu. Købekraften og efterspørgslen på de fetichistisk stilfuldt indbundne skandinaviske romaner er i top, salget af madbøger, der efterhånden ikke er til at skelne fra livstilsmagasinerne, eksploderer, og så skal vi jo ikke glemme flodbølgen af fantasylitteratur og erotik, der siden Stephanie Meyer og E.L. James har fået så stort et marked, at det også pryder kasselinjen i Netto. Det skal da også huskes, at Bogforum ikke er en litteraturfestival: det er et forum for al litteratur; fra børnebøger over veteranbilbilledbøger til Lawrence Sterne og Dostojevskij. Der er gjort plads til det hele, og dét er vigtigt. Bogforum er altså mere en fejring af bogmediet og dets ekstremt rummelige form, end det er en fejring af god litteratur.

Diktatur

designs) er kreativt opstillede, og det ser jo rigtig fint ud. Man kan dog ikke undgå at undre sig over denne facadefetichisme, som vi også kender fra bogforhandlerne. Bøgerne markedsføres som reolguf og ikke som de beholdere af unik indsigt, selvransagelse og (frem for alt) underholdning, bøgerne i bedste fald er. Men altså, skidtet skal jo også sælges, så fred være med det.

Visir #65

Af nævneværdige arrangementer og foredrag skal især Spotscenen fremhæves. Her styrede vores egen Christian Djurhuus, som underviser på skrivekunstskolen under Aarhus Litteraturcenter, ordet, mens en række nye elever på forfatterskolen gav oplæsninger. Der er meget talent at finde hos disse (meget) unge mennesker, og de legemliggør på en fin måde den ekstreme skrøbelighed, der ligger til grunde for de mekanismer, der nogle gange tvinger os til at hælde en lille dråbe af vores sjæls blæk ned på papiret. Den samme skrøbelighed, som for nogle af historiens største kunstnere er blevet

Repor tage

til tvivl, vanvid og død, men som også er emblematisk for disse unge skriveres position i den verden af forlag og bogbranche, som de er på vej ind i. Den lille Spotscene i sig selv gjorde denne kontrast mellem skrøbelig kunst og bigbusiness eksplicit ved at gemme sig i hjørnet af hallen, hvor man (endelig) kunne høre sig selv tænke, men hvor forlagsgiganterne altså også kastede deres vidtrækkende skygger. Bogforum er et meget imponerende arrangement, som på trods af den noget anstrengende branchefestlige stemning står frem som noget nødvendigt og interessant. Selvom de store forlag styrer slagets gang, er det jo også deres ressourcer der skal brede litteraturen, i alle sine afskygninger, ud til folket. Det er en udstilling for alle samfundslag og litteraturformer, alle mennesker og genrer. Det er bogens verden, og det er et godt sted at være. Billeder fra www.bogforum.dk/presse

Repor tage

Diktatur

Bliv glad i låget Visir til koncert med Eclectic Moniker Af Stine Liberty, litteraturhistorie

Hvis der fandtes en mirakelkur for dårligt humør, ville den bære navnet ”Eclectic Moniker”. Bandet har kun nogle få år på bagen på den danske musikscene, men formår alligevel at ryste et par hundrede mennesker sammen til én stor klump af lutter smil og positivisme. For Eclectic Moniker er synonymt med en fest, der absolut ikke blot indebærer en sjælelig bevægelse, men en bevægelse af hele kropsapparaturet, så man mærker spændingerne løsnes, hjertet slå hurtigere og ansigtet fortrække sig i en voldsom grimasse af et lattersmil. Man bliver sgu glad i låget.

Den famøse printer Da Quick Quick Obey pænt har sluttet af, går der lidt tid, inden Eclectic Moniker går på. Men ”på” er de skam, straks de træder ind på scenen. Den gode stemning bliver skabt øjeblikkeligt, da calypsotoner starter koncerten – og dog: Forsangeren Frederik Vedersø, der formentlig er mest kendt for sit viltre skæg og fjerørering i det ene øre, vil gerne ”lige” pointere noget (hvilket i øvrigt er en af de mærkværdigste ting, jeg har hørt omtalt på en scene): Bandet har fået en ny printer. Og den er god. Ja, den er ligefrem excellent til dens arbejde og har pænt udskrevet aftenens spilleliste, så han kan følge med. Og så er standarden ligesom sat. Lige dér, mellem hylende morsomt og uhyggeligt indforstået humor. Konsekvensen heraf er, at bandmedlemmerne virker komplet jordbundne, og deres sammenhold er smittende: De gør grin med hinanden, danser sammen, laver guitarbattles, trommefight og tjatter til hinanden – som var de i deres egen intime sfære, helt uden et råbende publikum, men bare i venskabeligt lag. Den famøse printer er startskuddet til en utroligt intim og samtidig yderst vedkommende og, på godt dansk, hyggelig koncert. Så dans dog! Og denne ro og kammeratlige indstilling til musikken gør publikummet endnu vildere. Oveni effekten af det afslappede sammenhold på scenen kommer selvfølgelig Eclectic Monikers musik i sig selv: Calypsotoner mikset sammen med en herlig omgang pop-et-eller-andet, der ba-

Visir # 65

Godt og lovende opvarmningsband Men lad os starte ved begyndelsen. Vi er på Radar, et spillested på Godsbanen i Århus centrum, der ellers ikke lover alt for meget med sit lille set-up og sin tætpakkede scene. I begyndelsen er rummet snarere halvtomt end halvfyldt, men så sker der noget – noget, man ofte ser gå i glemmebogen: opvarmningsbandsene. Eclectic Moniker havde medbragt et ungt band bestående af fire, jeg vil næsten sige, gæve, unge fyre: Quick Quick Obey. Skønt de af højde og drøjde (og alder) ikke fyldte forfærdeligt meget på scenen, var musikken en stor oplevelse. Hvor svært det end er at placere bands i de evigt glidende musikgenrer, så må Quick Quick Obey være en blanding af psykedelisk rock fra 70’erne og den mere moderne rockpop. Stemmerne fra tre ud af fire bandmedlemmer flød i ét med en dyb bas, vilde trommeslag, en velspillet guitar og en forsanger på keyboard med hang til de høje toner og autotunelignende forvrængninger (af den gode slags). Selvom Quick Quick Obey blot spillede i sammenlagt 35 minutter, efter-

lod de et klart indtryk af, at den danske musikscene kun har godt i vente.

Repor tage

Diktatur

samtidig med at man vil more sig, virker en koncertbillet til 80 kr. meget overkommelig. Og når man oven i købet får både et frisk pust i form at et up-coming opvarmningsband samt en overdådigt serveret koncert fra hovednavnet med skønne fraseringer, vilde soloer og energi for fuld udblæsning, kan man – forhåbentlig – ikke ønske sig mere. Jeg må i hvert fald overgive mig til olietønder og fantasien om en hvid strand med blå himmel, et kokosnøddetræ og en hængekøje, når jeg hører Eclectic Moniker.

Det var pengene værd Når man som studerende går meget op i at få sin økonomi til at hænge sammen,

Billede af Thomas Gram Nielsen

Visir #65

re gør én glad. Ikke én person stod stille – i hvert fald så kun for at købe en velfortjent øl i det dampende varme lokale. Selv ikke hr. Mand-i-hvid-skjorte-somtydeligvis-er-her-alene-lidt-for-creepy, der med sine alt for små hofter alligevel formår at danse en form for sensuel tango i en lille firkant foran sig selv – til ære for damerne, vil jeg tro. Helt foran befinder sig også nogle ubeskriveligt glade og opstemte piger af den komplet ekstatiske type, der til hver sang hopper i hinandens arme og rundt omkring de andre publikummer, hvilket spreder smilene ud til resten af lokalet.

Kom op af stolen og dans og vær glad!

Horoskoper

Diktatur

Horoskoper

Af Sigrid Rasch, litteraturhistorie

VÆDDEREN: Dine vener er meget glade for tiden. Men de er også en anelse dominerende, og derfor har de besluttet at gennemføre en række regler. Venerne kræver daglig tilbedelse i form af øvelser. Du skal lave venepumpeøvelser hver dag, ellers straffes du med blodfattighed og træthed i julemåneden. TYREN: Tænderne har taget magten over dig. Du skal børste tænder ti gange dagligt, ellers kommer tandlægen efter dig med sin tandlægestol og sine tandlægeteknikker. Dine tænder er meget krævende, og du bør derfor også overveje tandtråd. TVILLINGEN: Tvillingen har fået tungen galt i halsen. Din tunge vil ikke lystre dig i den følgende tid, og for at forebygge dette skal du vaske den med sæbe flere gange dagligt. Tandpasta må gerne bruges. Vask tungen med sæbe, ellers vil den rulle rundt i munden og give udtaleproblemer.

JOMFRUEN: Jamen altså, jamen altså. Ordet jamen har en stor plads i dit ordforråd for tiden. Du må sige det hele tiden, du er nærmest tvunget til det. Du skal sige det. Jamen. Sig det. VÆGTEN: Du skal tage på inden vinterkulden kommer. Din bolig vil være meget kold i den kommende tid, og det er derfor nødvendigt med lidt sul, så du kan holde varmen. Din vægt skal øges, og et godt råd vil være masser af fedt- og sukkerholdige varer. Undgå helst varer med nøglehulsmærket på. SKORPIONEN: Mavesækken rumler konstant. Den må og skal disciplineres. Der er ikke andet for end at sætte den på skånekost – dvs. supper. Disciplin. Disciplin. Disciplin. Din mavesæk må og skal undertrykkes, så du kan gennemføre din hverdag som normalt.

Visir # 65

KREBSEN: Din kæbe er ikke i godt humør for tiden. Du skal træne den dagligt, ellers hævner den sig ved at gøre det offentligt, hvilket kan være en anelse pinligt. Din kæbe vil være glad for at opleve bevægelser til siden, som den er uvant med i dagligdagen.

LØVEN: Ledsmerter. Kan du genkende det? Dine led er lettere utilfredse for tiden. Du skal afhjælpe det. Dine led vil fastholde deres tyranni, indtil du begynder at spise snegle jævnligt. Alle snegle kan gå an som smørelse for dine led – selv skovsnegle.

Diktatur

SKYTTEN: Har du nogensinde overvejet din spytproduktion? Synk og lad dit spytvand fylde munden. Ad, en ulækker fornemmelse, ikke? Synk igen. Det kommer tilbage. Spyt ud. Du skal spytte ud. Du kan ikke gå rundt med så meget spyt i munden. Spyt ud.

Visir #65

STENBUKKEN: Nyresten er en virkelig ubehagelig lidelse. Tilsyneladende har en af disse små irritationsmomenter besluttet sig for at campere i din nyre. Du skal undgå alle former for stenlignende mad såsom nødder og kartofler, ellers kommer du til at tisse gæsterne ud.

Horoskoper

VANDMANDEN: Vandet fylder en stor del af menneskekroppen. For tiden er vandet i din krop blevet lidt underligt, hvilket resulterer i øget hjertefrekvens. Du skal lade vandet på et offentligt toilet dagligt for at afhjælpe denne situation. FISKEN: Dine fingre er gået fuldstændig amok. Du fingerer ved alting, og du vil irritere dine omgivelser med din utrolige urolighed centreret omkring fingrene. Du skal anskaffe dig sådan en lille ting, du kan beskæftige fingrene med - en lille bold eller en skitsebog eller yoyo. Du må adlyde dine fingres behov for at pille ved et eller andet

Klumme

Diktatur

Kærlighedsdrik Af Therese Løbner, litteraturhistorie

Hvis der er noget, som betingelsesløst og uafvendeligt beriger mit liv hver eneste dag, så er det kaffe. Kaffen er tålmodig, kaffen er mild, den misunder ikke, kaffen praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den har altid al tid i verden til, at jeg kan gruble, slubre over tilværelsen, tage en pause, et pusterum, falde ned med en dampende kopfuld og blive fyldt op med overskud. Det fantastiske ved kaffen er, at den ikke finder sin glæde i uretten. Den heler en udmattet sjæl uanset om det er landmanden, som netop er kommet ind fra aftenmalkning og øser op fra en spand BKI-kaffe, eller om det er storbypigen, der betaler 50 kr. for en lille kop specialkaffe med skummet mælk. For kaffen tåler og udholder alt og alle. På en hylde over min kaffebordsplads har jeg stablet en kopsamling, der

repræsenterer et rigt udvalg af formater, farver, former, hvorfra jeg sætter kulør på dagens kafferation. Kopsamlingen har kun ét kriterium: Koppen skal kunne indeholde mindst ½ liter. Lige netop med kaffe må kvantitet nemlig gerne rangere over kvalitet. For en kop fører let til en kande, når man puster over kaffen og slubrer over sin tilværelse. Og med denne mængde kaffeindtag følger uomstridelige forpligtelser; kagebord. Da erkender jeg stykkevis, hvordan kaffen som kærlighedsdrik kun eksisterer i kraft af et godt selskab – og vel at mærke ét, hvor både landmanden og storbypigen er velkomne. To kopper på bordet er egentlig bedre end ti på hylden. Så bliver da kaffe, kage, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Visir # 65

Visir #65

Klip mig ud, tak,