Issuu

F æ l l e s æ s t e t i s k N r.

6 4

S t u d e n t e r b l a d

O k t o b e r

2 0 1 3

Redaktion Jakob Gaardbo Nielsen Stine Liberty Cecilie Martensen Rasmussen Lea Grosen Jørgensen Mie Bøggild Hans Lind For– og bagsidelayout Stine Liberty Hans Lind

Jakob Gaardbo Nielsen Mie Bøggild Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er 20. november 2013

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og anmeldelser af bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com. VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetik og Kommunikation for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Det nye Visir - Freestyle!

Vi søger…

Oplæg til næste nummer Diktatur

7 10 12 20 24 25 30

Artikler På sporet af det tabte Visir, Jakob Gaardbo Nielsen De studerendes hus, Kasper Green Krejberg Afbildningen af verden, Christian Høj Forvandlinger i postmodernismens vugge, Jakob Gaardbo Nielsen En klassiker ruineret, Stine Liberty Svenningsen Banjo, begejstring og højt til loftet, Mie Bøggild Dome of Visions, Christian Snæland

32 36

Striber Uge, Rasmus Holbroe Elendige striber, Sigrid Rasch

37 38 41 42 43 44 46 47 48 50 51 52

Skønlitteratur En efter en, Sigrid Rasch Tre kollager, Hjørnet Grønnegade, Hans Lind 7½ af kunstens regler, Hans Lind Tillæg til kunstens regler, Hans Lind Jeg, Jakob Gaardbo Nielsen L’Hiver, Toke Laursen Mine led klikker af velbehag i deres kødhuler, Jannik Frey Førster Æbler, Jannik Frey Førster Billeder af den nordspanske pilgrimsvandring, Jacob Munk Satyrspil, Jacob Munk Øjeblikkets holdbarhedsdato, Hans Lind

53 54 55 56

Horoskoper, Sigrid Rasch Opskrift: Havregryn og banan-småkager, Merete Teudt Klumme: Brødtekst, Therese Løbner Brun Bæ Bio

Visir # 64

Leder

Det nye Visir - Freestyle! Denne udgave af Visir er Freestyle. På flere måder er Visir #64 et nyt blad. For det første har vi fra redaktionens side ikke udstedt et tema for artiklerne, for det andet er redaktionen vokset betragteligt. Dette har resulteret i en sjælden diversitet i de bidrag vi har fået ind, og givet bladet et løft i form af mere arbejdskraft, mere engagement, mere kreativitet og mere faglighed. Læseren vil opleve en friere form og bidrag fra flere - og nye - skribenter. Visir har gennemgået en selvransagelse, gennemsøgt arkiverne og søgt tilbage til de fundamentale værdier, som bladet for 20 år siden konstituerede sig med. Det kan du læse mere om i Jakob Gaardbos På sporet af det tabte Visir, som er resultatet af et dybdeborende og særdeles oplysende arkivarisk kig i Visirs bagkatalog.

Visir #64

Yderligere kan du fornøje dig med Kasper Krejbergs førstehåndsberetning om Visirs redaktionelle arbejde (og udskejelser) i midten af 00’erne.

Derefter kan du nyde et potpourri af anmeldelser, essays, digte, noveller og faglitterære artikler. Oplev Christian Højs essayistiske rejse i Immanuel Kants filosofi og kartografi i det nittende århundrede, Jakob Gaardbos forsømte eksamensopgave i Ovids Forvandlinger samt Christian Snælands længe ventede reportage fra Dome of Visions. På den mere visuelle side genoptræder Visirs trofaste illustrator af litterært sortsind, Rasmus Holbroe, og ved hans side debuterer Sigrid Rasch med sine Elendige striber. Slutteligt er Visirs tabte tradition med en fast klummeskribent blevet genoplivet. Følg med når Therese Løbner fortæller os hvordan brødet skal smøres. Velkommen til det nye Visirs univers. Ny redaktion, nye artikler, nye temaer, nye skribenter, nyt udsyn og mere kaffe! God læselyst! Redaktionen

Vi s ø g e r. . .

Visir har brug for dig! Hvis du går rundt med forfatterdrømme eller en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager gerne både dybdegående journalistiske reportager fra slagmarken i Århus C., universitetsopgaver der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, lumre noveller, eller hvad din fantasi nu kanaliserer ned til dine ferme fingre eller computertasterne. Alt bydes velkommen! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe et læsereksemplar eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktører: Jakob Gaardbo Nielsen på jakobgn@hotmail.com Stine Liberty Svenningsen på stine.liberty@gmail.com

Visir # 64

Oplæg

Diktatur Hvor Visir før i tiden har bedt skribenter af alle afskygninger om at være så kreative, legende og frie som muligt, er der denne gang ingen vej uden om. Vi hverken beder jer, anmoder om eller forespørger skriverier af frivillig karakter – vi befaler det! Temaet for næste udgave af Visir står i diktaturens tegn, og vi forventer diktatorers geografiske oprindelsessted som forklaring på deres psykopati, afhandlinger om magtfulde overskæg og propagandistisk digtning. Husk, at frihed er en luksus, som ikke findes i diktatur-Visir! Men nu må vi ikke forgribe os. Findes diktaturet ikke også blandt moderne bolig- og makeover-programmer, i anmeldelser om ’korrekt’ smag inden for litteratur, musik og kunst og endda i samfundets overordnede struktur? Domesticeres vi ikke af konventioner og de gældende institutionelle rammer; Frøken Jensens bageopskrifter, støvsugerbrugsanvisninger og endda kommunal skiltning? Hersk, dominér, forgrib dig på, gør tam og hav verden i din overkommanderende hånd! Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir #64

Deadline er d. 20. november.

Tilbageblik

Freestyle

På sporet af det tabte Visir Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Selvransagelse plejer at være en god ting. Man vender blikket fordomsfrit indad, tager et sæt proverbiale gule gummihandsker på, og går pertentligt til værks med at fjerne rust og snavs. I anledning af dette nye nummer af Visir gav redaktionen sig i kast med et sådant tilbageblik, men fandt ingen af delene. I de støvede gamle Visir-blade fandt vi derimod en veritabel guldgrube af fremragende artikler (faglige og ikke-faglige), skarp journalistik, tværfagligt samarbejde og alskens andre fornøjelige indslag. Visirs historie bærer præg af stor redaktionel cirkulation, forstået således at redaktionen sjældent er den samme fra år til år. Derfor er det også en vanskeligt gennemskuelig historie. Et hurtigt kig i arkiverne afslører, at de første udgaver udkom i 1992-1993, dengang som ”institutblad ved Institut for Litteraturhistorie”, som i de år logerede på Trøjborgkomplekset. I deres leder i Visir nr. 3 forklarer redaktionen (som dengang bestod af bl.a. nuværende digter Mette Moestrup) ikke desto mindre et programmatisk element i Visir, som trods årtiers forandring er forblevet et holdepunkt i Visirs værdier: ”Blandt andet har vi bestræbt os på at fuldføre det, som var en af ideerne med bladet, nemlig at give de studerende mulighed for at publicere en del af de ofte meget interessante tekster, […] som aldrig når udover bibliotekets arkiv eller den studerendes ringbind” (Visir nr. 3, oktober ’93)

Visir har siden de første år udbredt sig til ikke blot at være institutblad for Litteraturhistorie, men også at være tidskrift for alle de æstetiske fag, som pt. logerer i de gamle kasernebygninger på Langelandsgade. Denne udvikling er primært et resultat af redaktionens arbejde i 2003 (bestående bl.a. af nuværende ansatte på Litteraturhistorie Kasper Green Krejberg og Jakob Ladegaard), som ”pionerede” for større tværfaglighed på Kasernen: ”Vores vision er, at Visir skal være et blad for samtlige æstetikstuderende, dvs. et forum for tværfaglige diskussioner og for skriftlige udfoldelser af enhver art uanset skribentens faglige tilhørsforhold.” (Visir nr. 29, oktober 2003)

Denne vision står naturligvis ved sin fulde kraft i dag. I Visirs tidlige år var der indslag fra både undervisere, forskere og studerende. I det seneste årti har skribentskaren gradvist forskudt sig, således at det hovedsageligt er studerende, der står for redaktion og bidrag. Visir er i dag ”de studerendes planet”, som bagcoveret på en længere række udgaver fra midt00’erne stilfuldt proklamerer, ”…med atmosfære, men begrænset tyngdekraft”. Visir er altså først og fremmest et studenterblad for de ”flittige unge mennesker” på de æstetiske studier. Ydermere er det et særdeles rummeligt medie, hvor tekster af alle arter altid er velkomne. Visir arbejder også på en forsigtig genetablering af det meget konstruktive

Visir # 64

Helt centralt for Visir ligger altså forestillingen om – og opfordringen til – at de studerendes enorme skriftlige produktion først og fremmest af opgaverelateret faglitteratur, men også skrivebordsskuffens natmad i form af noveller, artikler, digte, tegninger osv. skal frem i lyset. Dette

sker til gavn for de studerendes skriftlige kompetencer, men også til generel fornøjelse for det læsende publikum, som kan fornøje sig med opbyggelig faglighed såvel som inspirerende skønlitteratur – og alt hvad der ligger midt i mellem.

Freestyle

samarbejde med fakultetet, som de tidligste udgaver bærer præg af. Størstedelen af de studerende viser stor interesse for deres underviseres arbejde udover netop undervisningen, og dertil er Visir en oplagt portal – altså både for BAstuderende, kandidatstuderende, Ph.Dstuderende og fakultet. Visir kan så at sige trænge igennem det vertikale og hierarkiske universitære miljø vi befinder os i, og opmuntre til samarbejde på tværs af uddannelser og uddannelsestrin.

Visir #64

Visir har altid været præget af frie rammer og frit spil for de studerendes kreative evner, selvom en relativt fast overordnet struktur dog kun har varieret marginalt. Som regel gives der på forhånd et tema, fx ”det obskøne”, ”det uhyggelige”, ”dyr”, ”mysterier” osv., som skribenterne så kan vælge at skrive bidrag til. Ofte udgør temaartiklerne kun omkring halvdelen af siderne, mens resten udfyldes af anmeldelser (både litteratur, musik, film, kunst og teater), ikke-tematiske artikler og frem for alt skønlitteratur forfattet af skribenterne. Derudover har der i forskellige perioder været forskellige klummer, varetaget af én eller flere skribenter. Af de særligt interessante indslag fra bladets første årti kan nævnes daværende studieleder Lis Møller (nuværende lektor i Litteraturhistorie) og Per Dahls artikler om dynamikken mellem de danske litteraturstudier (i Århus, Odense og København). Kort forinden havde særligt Litteraturhistorie i Århus modtaget kritik i Evalueringscentrets rapport om uddannelserne om et for smalt udvalg af historisk orienteret undervisning og litteratur, og problematikkerne tages op til spændende diskussion af begge skribenter – navnlig om den århusianske uddannelse

Tilbageblik

skulle beholde sin titel som Litteraturhistorie, eller tilslutte sig den videnskabelige bølge i Odense og København med titlen litteraturvidenskab. Især Lis Møllers konklusion virker tilfredsstillende: ”Det er efter alt at dømme lidt rarere at være litteraturstuderende i Århus” (Visir nr. 11, feb ’99) Mange diskussioner og temaer er blevet taget op i tidens løb. Et godt eksempel på et velfunderet tema forekom i Visir nr. 15 (feb 2000), hvor både studerende og ansatte diskuterede essayet som litterær disciplin. Især Jørn Erslev Andersens afsluttende kommentarer i sin artikel: ”Det veltempererede essay” fanger opmærksomheden: ”[Essayet] udfordrer til prøvelse, eksercits, holmgang, lytten, seen. Heri består essayets berettigelse. Også på en kaserne” (Visir nr. 15, feb 2000). På denne måde indbefatter temaet både spæde litteraters refleksioner og professorenes mere rutinerede overvejelser. Af de mere muntre og løsslupne indslag bør især nævnes Roar Gaardsøes artikel ”Den brune bjørn – Peter Plys som fordøjelsesfilosof”, som modigt og muntert indleder sin artikel ”For at demonstrere min påstand […] vil jeg lave den, så vidt jeg ved, mest ekstreme læsning af Peter Plys til dato omhandlende fordøjelse og afføringens rolle i Peter Plys” (Visir nr. 31, mar 2004). I en pseudopsykoanalytisk kraftudladning dekonstruerer Gaardsøe vores alle sammens Winnie-the-Pooh og hans venners eventyr til en latrinær dannelsesrejse, begyndende og sluttende på toilettet. Drengen Christopher leger lystigt med sin brune bjørn, og da Plys ender med at sidde fast i kaninens bag-hul efter overdrevent indtag af honning og

Tilbageblik

Freestyle

tørmælk, indtræffer katastrofen – og erkendelsen: ”Her er Christophers erfaring, at spiser man forkert, så går det ud over fordøjelsen, og i sidste ende afføringen, der ikke kan komme ud”. Især denne slags artikler, dvs. stærkt alternative og indsigtsfulde læsninger af forskellige kulturfænomener synes at pryde store dele af Visirs historie – og med det skal de fortsætte.

Visir er altså diversitetens og tværfaglighedens blad. Visir kan rumme og sluge det hele, og trykke det til glæde for studerende såvel som fakultet. Fra redaktionens side skal der altså lyde en højlydt opfordring til hele Kasernen om, ganske enkelt, at skrive! I skriver – vi trykker, og så kan vi alle sammen diskutere Visirs fremstillinger under Fredagsbarens omhyggelige studenterpleje.

Det smukke ved Visir er netop diversiteten i indslagene. Således efterfølges den ovenfor benævnte artikel af en reportage fra studenterstrejken ved Humboldtuniversitetet i Berlin (”Spar Wars - The university streiks back”), en refleksion over Vladimir l. Buznikhin og sovjetisk kunst i 1930’erne, og en artikel om det obskøne i Gaspar Noés film Irréversible, begået af hhv. Brian Valbjørn Sørensen (litteraturhistorie), Kristian Handberg (kunsthistorie) og Peter Ole Pedersen (kunsthistorie).

Visir har aldrig været tabt, som indeværende artikels noget arbitrære og litterært prætentiøse titel ellers synes at antyde. I stedet har Visir bevæget sig energisk og trofast i kunsten og litteraturens tjeneste gennem et bakket landskab af foranderlige universitære forhold og skiftende administrationer. Visir lever i bedste velgående og glæder sig til mange års tro tjeneste for kunsten, litteraturen, æstetikken, humoren og obskøniteten.

Visir # 64

Tilbageblik

Freestyle

De studerendes bus Ned ad Mindegade med Visir Af Kasper Green Krejberg, Postdoc ph.d., Litteraturhistorie »Visir er de studerendes planet med atmosfære, men begrænset tyngdekraft«. Sådan har Visir præsenteret sig, lige så længe jeg kan huske, og det er for Visirs vedkommende lige præcis tilbage til september 2002. Sammen med Niels Jeppe og Jannie fra min årgang troppede jeg som nystartet litteraturstuderende op for at høre, hvad det dér studenterblad var for en størrelse. Atmosfæren var lidt tåget, husker jeg, og tyngdekraften ganske rigtigt begrænset. I hvert fald gik der ikke lang tid, før vi tre nye og Benjamin fra årgangen over sad tilbage med hele bladet og dertilhørende skrummel af et macapparat. De rutinerede fra kandidaten, som havde budt os så hjerteligt velkommen, var ved at færdiggøre specialer og møve sig ind på arbejdsmarkeder, og så havde et studenterblad selvfølgelig ikke førsteprioritet længere. Enkelte ældre supportere forblev i kredsløb om planeten. Ladegaard sad i Spanien og sendte harmdirrende klummer hjem, og Mads Anders og Lene læste korrektur på hele bladet fra deres Trøjborgdomicil, men ellers var vi bare en samling grønskollinger. Det var nu fint nok, for så havde vi frit spil, og den entreprenante Niels Jeppe rejste ud af det blå (eller rettere grønne, Carlsbergs idélegat) 15.000 kr. til en ny pc, som alle kunne finde ud af at håndtere. Der fulgte også en scanner med.

Visir #64

Ikke desto mindre forblev atmosfæren temmelig tynd. Hvad stiller man op med et fint lille blad, der får økonomisk støtte fra universitetet og tre behjertede annoncører (Clemens Antikvariat, Stakbogla-

den og den spøjse Aabenhusmand nede ved åen), men som helst også skal handle om noget og dét endda fire gange årligt? De studerende fra min årgang var ikke så flittige bidragydere. ’Muren’ kaldte underviserne os, absolut ikke uden grund, for både mundtligt og skriftligt var der pænt lukket de første par år, mens årgangen over havde travlt med at score 13-taller. Igen var Niels Jeppe der: Vi laver et kaserneblad! Vi allierer os med studerende fra kunsthistorie, ÆK, dramaturgi, måske endda musik, og så går vi tværæstetisk, helt i pagt med den nylige fusion, der på det tidspunkt havde skabt et Institut for Æstetiske Fag, som siden er opløst i noget meget større. De tværæstetiske ambitioner havde det nye instituts fulde opbakning, og minsandten om der ikke dukkede en håndfuld ikke-litterater op, da vi året efter trommede alle interesserede sammen om ’Kasernebladet Visir’. Det skal i parentes bemærkes, at både ÆK og dramaturgi på det tidspunkt havde deres egne blade, hvoraf især dramaturgis Fisken var legendarisk. Det blev redigeret og skrevet af én og kun én person, igen ifølge min altautoriserende hukommelse, en vis Mads Poseidon Kamp, som dog opgav ævred, og så fik vi lov at overtage Fiskens post, der hovedsageligt bestod af mærkværdigheder fra konceptfidusen Max Uwe Jensen, der i forvejen orienterede Visir om sin aldrig svigtende hittepåsomhed. Nå, men hvad så med Visir? Jo, tja, det udviklede sig i alle mulige retninger. Et

Tilbageblik

populært tiltag var Visirlæseren; en mere eller mindre tilfældig person (gerne et sted mellem semikendt og kendt), som vi udstyrede med et eksemplar af seneste nummer og affotograferede i læsende positur, så man i bladet kunne forvisse sig om, at vi blev læst de rigtige steder. Første læser var ingen ringere end én af de mange kantinebestyrere, der har huseret i Kasernefoyeren gennem årene. Han hed Pablo, tror jeg nok, og blev inden karrieren som Visirlæser berømt for sine croutoner, som han havde indkøbt et ærefrygtindgydende parti af. Af andre prominente Visirlæsere bør nævnes Allan Olsen og Michael Falch, fanget i en fælles læseoplevelse under BogForum 2006, samt en række litterære heroer med Svend Åge Madsen i spidsen. En anden fin nyskabelse var alliancen med en grafiker ved navn Forside-Tom, der lavede betydeligt flottere forsider, end vi var vant til. Der var flere udmærkede striber i bladet, blandt andet Vibes ’Jagten på t.A.T.u.-koen’, som involverede en del undervisere fra Litteraturhistorie, og som i et sideplot førte tropernes kamp mellem metaforen (Lis Møller) og metonymien (Jens Peter Lund) ind i Visir. En kort overgang bragte vi en artikelserie om oversete musikalske mesterværker, bestyret af en fyr, der hed noget med J. Anton. Der var kønspolitiske manifester, kortlægninger af berømte diktatorers fødesteder, freudianske analyser af Kasernens helt egen fallos, og sådan kan nostalgikeren her blive ved.

degade, som er, at Visir ikke er en planet med egen atmosfære og begrænset tyngdekraft osv. osv., men en bus: de studerendes bus. Hvorfor nu det? Jo, på et tidspunkt lå vi i med den fællesæstetiske festforening, der dengang lød navnet ’Pasternosterværket’. De savnede lidt hjælp til at lange sprut over disken ved deres fester i lokale 112 og 212. Det kunne Visir da godt hjælpe med, og så udvidede vi aktiviteterne til at omfatte barforpagtning. Ved en af festerne blev Visirbaren i 212 klædt ud som bus. Hvorfor, husker jeg ikke, men jeg husker bussen og baren og baren som bus. Det var en forrygende succes. Alle ville med i bussen og have busdrinks, Lumumba, Sangria. Happy days. Siden hen har jeg tit tænkt på, at Visir jo sådan set var og er en bus. Tilgiv mig, at jeg udpensler metaforikken, men bor man på sin egen planet, er man temmelig isoleret. Bussen, derimod, fragter brogede forsamlinger fra A til B eller rundt i landet. Man stiger af og på og kører med efter lyst og behov. Læg dertil, at man i bus er langt mere mobil end i tog, at man ikke er underlagt samme perfide sikkerhedstjek, som når man skal ud at flyve, at der er et andet fællesskab end i egotrippernes biler, og at man ikke er så udsat for vind og vejr som på cyklen. ’Så kører bussen’, råber chaufføren, og folk stiger på, falder i søvn eller i snak, læser eller glor film, kigger på landskabet eller arbejder, mens bussen ruller af sted. Sådan er det. Visir er de studerendes bus med atmosfære og masser af plads.

Visir # 64

Men det skal jeg ikke, for jeg vil frem til pointen med denne vandring ned ad Min-

Freestyle

Essay

Freestyle

Afbildningen af verden

Et essay om Kant, kunst og kortlægningsproblematikker Af Christian Høj, Litteraturhistorie

Visir #64

Den amerikanske avis The Los Angeles Times bragte fra 1930’erne og til 1950’erne en række håndtegnende kort af tegneren Charles Hamilton Owens (18811958), hvoraf et enkelt her er vedlagt, der fortjener en bemærkning. Fugleperspektivet, der hjælper med at imitere globusformen i det ellers todimensionelle billede, er ganske traditionel – ligeså er de brune farver til lands, den blå til vands. Landegrænser, transportruter og ledsagende tekstbokse er også ortodokse elementer. Det ekstraordinære ved Owens’ kort er den tilføjede illustration, som man finder ovenover horisontlinjen; man ser angrebsfly, der kaster deres voldsvåben imod jorden, store eksplosioner og øverst kan man læse overskriften, som forklarer, hvad virvaret skal forestille: ”Will Hitler Drive Into Spain in New Thrust Aimed at Gibraltar?”. Man kunne sige, at tegningen afslører, at vi her har at gøre med journalistisk kortlægning, der ikke er så stringent reglementeret og videnskabelig som den ’virkelige’ kartografiske kortlægning. Det ville mange nok umiddelbart mene. Dette betyder jo selvfølgelig ikke, at det hverken er rigtigt, eller, at det er den eneste måde at anskue Owens’ kort på. Den moderne verden har nemlig en indspist tiltro til den moderne kartografi. Hvor kunstens og litteraturens virkelighedsgengivelser efterhånden er ’faldet fra hinanden’, om man så må sige, efterladt i grøftekanten af avantgardister, sprogsmede og konceptualister af alle slags, så består videnskabens mimetiske krumspring omkring kartografien som en dis-

kurs, der er fuldstændig gangbar. Og det er ikke fordi den moderne kartografiske videnskab ikke har fået øjnene op for problemet: Allerede i 1980’erne, bl.a. ledt af kartografen J. B. Harley, fik man gennem kortlægningen af kortlægningens historie øjnene op for kortets maskeren som neutral vidensformidling.

Harleys klassiske tekst ’Deconstructing the Map’ fra tidsskriftet Cartographica nr. 26/2 er stadig en nyttig reference, det er værd at kende til i den sammenhæng. Heri undersøger han, hvordan man igennem dels Jacques Derridas dekonstruktive strategier og dels Michel Foucaults magt-begreb kan genfortolke kortet som

Essay

Freestyle

et kulturelt, retorisk medium, som egentlige tekster i den brede forstand, vi ligeledes opererer med mht. andre meningsbærende kombinationer af tegn, der ikke nødvendigvis er skrift. Harley skriver: ”Power comes from the map and it traverses the way maps are made” (Harley, s. 13) – der er tale om en udøvelse af institutionel, ’ekstern’ magt igennem forbindelsen til videnskabelige institutioner og diskurser, men også de politiske entiteter, der historisk har benyttet sig af kortlægning som reificering af eksisterende magtforhold. Kortet bærer også ’intern’ magt i kraft af at tjene som et slags ”spatial panopticon”, der medfører, at ” [t]he world is normalized” (Ibid.). En sådan normalisering er i princippet såre åbenlys, når man tænker på, at et landkort naturligvis vil medtage regenternes hovedsæder, centrale lærdomsinstitutioner og religiøse helligdomme, men ikke din baghave eller dit fødested. Overvej følgende:

Vi, som jeg her løst definerer som medlemmer af den vestlige kultur, er bare ikke vant til at granske kortet som noget andet end et objektivt redskab, hvilket der er historiske grunde til. Den professionelle kartografi blev til i forbindelse med etableringen af nationalstaterne igennem 1800-tallet – når man kortlagde sit område, signalerede man netop prestige i kontrollen af det, hvorfor kortlægning og kolonisering også har kørt et trist parløb igennem historien. Kartografien var også naturligt forbundet med 1700-tallets encyklopædiske ambition, som man kan spore i godt og vel alle naturvidenskaberne i samtiden. Jeg vil her også fremhæve en anden interessant passage fra Harleys tekst: ”From at least the seventeenth century onward, European map-makers and map users have increasingly promoted a standard scientific model of knowledge and cognition. The object of mapping is to produce a ‘correct’ relational model of the terrain. Its assumptions are that the objects in the world to be mapped are real and objective, and that they enjoy an existence independent of the cartogra-

Visir # 64

”Rhetoric may be concealed but it is always present, for there is no description without performance. The steps in making a map – selection, omission, simplification, classification, the creation of hierarchies, and ‘symbolization’ – are all inherently rhetorical (…) the map-maker merely omits those features of the world that lie

outside the purpose of the immediate discourse.” (Ibid., s. 11)

Essay

Freestyle

pher; that their reality can be expressed in mathematical terms.” (Ibid.) Man kan spekulere over, om ikke Immanuel Kant ville have opponeret imod en kartografisk videnskab, der var sig selv ubevidst om sin egen, subjektive rolle i afbildningen af verden. Transcendentalfilosofien, som han udvikler i sin Kritik af den rene fornuft (1781), er primært beskæftiget med at undersøge, hvor grænserne ligger for den rene fornufts evne til at fatte verden. For Kant er a priori kategorier eller koncepter som rummet og tiden bestemmende for, at vi overhovedet kan anskue tingene. Han var meget bekymret over metafysikkens krav på sandhed – kunne man anskue tingene i sig selv, altså uden om vores oplevelse og erfaring af tingene og kunne man opnå sand viden udenom denne erfaring? Svaret, kort fortalt: Nej! For mennesket og dets rene fornuft er (bl.a.) underlagt tid og rum, hvilket går forud for enhver sansning, tanke og dom. Kants største gave til filosofien og metafysikken kan groft opsummeres i idéen om ’den Koperniske vending’:

Visir #64

”Det forholder sig med dette [problemet med anskuelsens forhold til tingene] som med Kopernikus’ første tanke: da det ikke lykkedes ham at forklare himmellegemernes bevægelse, hvis han antog, at hele stjernevrimlen drejede om betragteren, prøvede han, om ik-

ke det gik bedre, hvis det var betragteren, der drejede sig, mens stjernerne forblev ubevægelige.” (Kant, s. 28) Pointen med analogien er, at det ikke er tingenes natur, der bestemmer, hvordan vi forstår dem, men fornuftens a priori, der bestemmer vores sansning og anskuelse af tingene. Det er altså ikke blot problematisk at afbillede verden som kort, fordi kortet er en form for kulturel tekst, der ikke kan være værdineutral og være foruden retorik; med Kant må vi indse, at selve afbildningen af verden er fundamentalt betinget af beskueren som menneske og af grænsen for den rene fornufts formåen, hvilket betyder, at vi aldrig kan erkende verden som andet end en fænomenverden. Inden vi overvejer, om rejselitteraturen kan give nogle perspektiver på kortlægningsproblemerne, kan vi allerede indse, at Owens’ kort måske, i højere grad end den videnskabelige kartografi normalt tillader, viser en bevidsthed om dels kortets retorik eller æstetik, men også den naturlige umulighed ved at repræsentere verden, som den er. II Kortet er en kulturel tekst, som rejseberetningen er et kulturelt kort – de er forbundne i deres fælles interesse i afbildningen af verden. Den rejsende, der fortæller, er et uendeligt populært motiv, som har eksisteret siden den allerførste skrevne litteratur. Da Odysseus ankommer til faiakerne og Alkinoos’ kongsgård,

Essay

byder man den fremmede mad og drikke og sætter ikke spørgsmålstegn ved hans besøg… men så har han også bare at underholde med sin livshistorie, som det er græsk skik mellem gæst og vært! Når Odysseus i den 9. sang af Odysseen fortæller om de grumme kykloper og deres primitive samfund, så kontrasterer han det med faiakerne og sig selv i det hele taget – det fremmede anskues ikke i sig selv, men bruges som et spejl. Som sådan er Odysseus’ fortælling en prototypisk rejseberetning i orientalistisk slør; ikke længe når han at beskrive stedet, inden han straks må bekende, at han i al sin rejsenød alligevel dengang så, at ”Landet er langtfra slet, og alt kan gro der fortrinligt (…) Vinstokke kunne der gro med grønne og saftige ranker, / og der er pløjeligt land, hvor korn kunne skyde i vejret” (Odysseen, v. 131-135). Men han har bemærket for faiakerne, at kykloperne intet behøver at dyrke, siden de ”lever på nas af gudernes nåde” (ibid., v. 107), jorden plejer sig selv. Hvem skulle så have brug for at dyrke den? – det skulle nok dén, der ville fordrive kykloperne eller underlægge sig dem. Den imperialistiske ambition er antik. Det er præcis i sprogbruget, at rejselitteraturen typisk konstruerer det fremmede som spejl af den rejsende selv. Men det er naturligvis ikke hele rejselitteraturen eller rejseberetningen som genre, jeg her vil devaluere eller på nogen måde vurdere – der findes undtagelser fra de rene ’spejlinger’ og hér vil jeg hellere, som med Owens, tale om én af dem.

skrev den store, tyske videnskabsmand Alexander von Humboldt (1769-1859) en række tunge, opsamlende bind med målinger, skitser og beskrivelser af forskellig art, baseret på sin og kollegaen Aimé Bonplands indsamling under rejsen. Disse beskrivelser, som han bl.a. udgav i 1808 med Ansichten der Natur (der i den engelske oversættelse fra 1850 blev til ’Views of nature, or, Contemplations on the sublime phenomena of creation’), er specielt interessante som eksempler på Humboldts ambition om at forny den videnskabelige diskurs ved hjælp af en mere æstetisk formidling. Lad os kigge på en passage fra Humboldts indledende kapitel, ’On Steppes and Deserts’, hvor han beskriver, hvordan man på grusom vis kan indfange elektriske ål ved at tvinge heste ned i floder, hvor ålene er, hvilket får ålene til at give hestene stød, indtil de ikke orker mere og man relativt ufarligt kan samle dem op: ”Such is the remarkable contest between horses and fish. That which constitutes the invisible but living weapon of these inhabitants of the water – that, which awakened by the contact of moist and dissimilar particles, circulates through all the organs of animals and plants – that which flashing amid the roar of thunder illuminates the wide canopy of heaven – which binds iron to iron, and directs the silent recurring course of the

Visir # 64

Efter at være hjemvendt fra sin berømte Sydamerika-rejse i årene 1799 til 1804,

Freestyle

Visir #64

magnetic needle – all, like the varied hues of the refracted ray of light, flow from one common source, and all blend together into one eternal all -pervading power.” (Humboldt, s. 18 -19) Humboldt øser fyldigt af sin viden gennem stærkt billedsprog – torden, lysstråler, planter og dyr af alle slags; perspektivet flyder frem og tilbage mellem makro - og mikroniveau, enkelte partikler og elektricitet i det hele taget, den amorfe og livsløse, men synlige torden kontra ålen, der er ”invisible but living”. På samme tekstuelle niveau er ”the magnetic needle”, det videnskabelige apparat og den romantiske opmærksomhed mod ”the varied hues of the refracted ray of light”. Humboldt mente, ligesom Kant forresten, at naturen ikke udgjorde et passivt objekt, men et talende subjekt (Kenosian, s. 501). Naturen måtte man anskue holistisk; man havde på forhånd skudt sig i foden ved sin videnskabelige afbildning af verden, hvis man udvandede sit sprog med fagsprog, som kun få kunne forstå. Der er tale om en utopisk fordring af både læser og forfatter: Teksten skal så vidt muligt tale til læseren som naturen talte til forfatteren, hvilket både inkluderer, hvad der kan ses og hvad videnskabsmanden Humboldt ved, der bevæger sig under overfladen som f.eks. havstrømme og økosystemer. Naturens totalitet skal så vidt muligt imiteres; der skal også være totalitet i videnskaben, hvilket Humboldts senere storværk Kosmos, hvoraf det første bind udkom i 1845 og det sid-

Essay

ste, femte som ufærdiggjort fragment, posthumt, i 1862, netop var et forsøg på at gøre. Mary Louise Pratt rammer hovedet på sømmet, når hun om Ansichten der Natur skriver: ”(…) the totalizing project lives in the text, orchestrated by the infinitely expansive mind and soul of the speaker.” (Pratt, s. 125) – modsat uden for teksten, altså forbundet med ekstern magt, som Harley kunne have sagt. Det er bevidstheden om, at man ikke kommer nogen vegne med afbildningen af verden ved at gengive den; dét er i hvert fald i objektiv forstand umuligt. Desuden er det den bevidste påkaldelse af en retorisk, intern magt som modspil til en autoritetsdiskurs. Humboldts afbildning af Sydamerika har et historisk set kompliceret forhold til dels kolonisatorerne og de koloniserede (se Pratt for mere) – men det er værd hér at nævne: Humboldts ’Amerika’ var mere end en europæisk selv-spejling. For det naturlige-naturrige Amerika, som han konstruerede i sine skrifter, blev ikke kun taget til sig af europæerne; det blev også taget til sig af euroamerikanerne (dvs. tilhængerne af europæisk styre) og af de spansk-amerikanske intellektuelle, af rebellerne, som f.eks. Simón Bolivar, der erklærede: ”The real discoverer of South America was Humboldt, since his work was more useful for our people than the work of all conquerors.” (Font, s. xvi) – omend det er problematisk at anføre Humboldt som eksempel eller rettesnor for ’korrekte’ afbildninger af verden, er hans værker uden tvivl eksempler på en slags afbildninger af verden,

Essay

der, omgang med subjektivitet og retorik til trods, formåede at vise en verden på en ny måde, der appellerede til mennesker på begge sider af Atlanten. III Andreas Huyssens bog Present Pasts – Urban Palimpsests and the Politics of Memory fra 2003 inkluderer bl.a. en i vores sammenhæng relevant artikel om Art Spiegelmans tegnede fortælling Maus, udgivet i sin endelige form i 1991, som forsøger at formidle en etisk og æstetisk problematisk virkelighedserfaring; Spiegelmans polsk-jødiske forældre overlevede 2. Verdenskrig og emigrerede senere til USA, hvor de etablerede sig med sønnen. Som dreng ’arvede’ Spiegelman forældrenes minder om Holocaust gennem deres historier, der for ham er blevet ’posterindring’ (med Marianne Hirschs term); noget, der ikke er selvoplevet, men som alligevel kan påvirke og traumatisere den, der ’arver’ det. Maus har to narrative planer, hvoraf det første er Spiegelmans interviews af faderen Vladek, som de gennemførte efter moderen Anjas selvmord i 1968 og det andet, der er Vladeks egentlige fortælling om sit og Anjas liv fra 1933-1945. Den grafiske tekst fungerer som en veksling mellem de to, men adlyder og afbilleder ingen af dem stringent, dvs. realistisk.

slags Brechtsk og modernistisk ’fremmedgørelseseffekt’, hvis ærinde så ville være at dereificere en ’normal’ virkelighed (som vi kender den fra kortet og (rejse)litteraturens spejlinger), at negere en sådan virkelighed. Men man kan også forstå det som en mere nuanceret form for mimesis: ”Spiegelman accepts that the past is visually not accessible through mimetic representation: whatever strategy he might choose, it is bound to be ‘inauthentic’ (…) His narrative and pictorial strategy is (…) actually a strategy of another kind of mimetic approximation: getting past the cipher at the people and their experience. But before getting past the cipher, Spiegelman has to put himself into that very system of ciphering [.]” (Huyssen, s. 130-131) Det var netop nazisterne, der i deres retorik gjorde jøderne til rotter og skadedyr – Spiegelmans værk er både en påmindelse derpå og et forsøg på at komme udenom den ’realistiske’ afbildning af de frygtelige hændelser (og deres verden), som ikke kan afbilledes autentisk eller udenom sentimentalitet, hvilket kunne berøve emnet en kritisk refleksion. Hvad om vi så Owens’ kort (og Humboldts æstetiserede videnskabsskrifter) på samme måde? Mine egne tanker har igennem essayet kredset om Denis Cosgroves ’Maps, Mapping, Modernity: Art

Visir # 64

På begge planer er både Vladek, Anja, Artie (Spiegelman selv) samt andre jøder tegnet som mus, mens nazisterne er katte og amerikanerne er hunde. Mange har – som Huyssen skriver s. 130 – opfattet iscenesættelsen som et forsøg på en

Freestyle

Essay

Freestyle

Visir #64

and Cartography in the Twentieth Century’ (og hvorfra jeg også har reproduktionen af Owens’ kort), hvori han nævner, at forholdet mellem kunst og kort ofte kun studeres i førmoderne kort. Men derved glemmer man dels kortenes tekstualitet og retoriske magt, som vi har undersøgt; dels de bevidste hybrider, f.eks. i værker af avantgardekunstnere som Guy Dubord eller Marcel Duchamp, men også Owens’ arbejde, der kan ses som ”a modernist cartography for air-age America, not only in its mode of positioning the viewer and its ability to capture speed, but also in its geographical sweep over hemispheres and oceans” (Cosgrove, s. 50). Humboldts værker forenede videnskaben med kunsten, som han mente, den ikke kunne fungere foruden, hvilket er præcis, hvad jeg vil mene, at Owens også har gjort med teknologien – fugleperspektivet er i virkeligheden et flyvemaskineperspektiv. En sidste bemærkning: Undersøgelsen af kortets og rejselitteraturens virkelighedsgengivelser lægger op til en diskussion af en anden slags hybrid eller serie af hybrider mellem kort og kunst, ’korrekte’ relationelle modeller og individuelle ’psykogeografier’ (Debords term): Google Earth, Maps og Street View. Essentielt, i hvert fald med Maps og Earth, er der tale om kortlægninger af verden så detaljeret som moderne teknologi tillader – man kan se Street View som en udvidelse af de to andre. Godt og vel enhver, der bevæger sig rundt i verden anno 2013, kender til disse teknologier og benytter sig af dem. Googles verdenskort er ved at blive verdenens kort og det kan naturligvis hurtigt blive et problem, at en ameri-

kansk korporation egenhændig er ansvarlig for afbildningen af verden – se f.eks. Jason Farmans undersøgelse, der er noteret herunder. Men Googles teknologier bringer noget frem i verden, som tidligere kartografiske og kunstneriske værker ikke kunne rumme: interaktivitet og fællesskab blandt brugerne. Som Farman skriver, så kan vi tale om, hvordan “[the] users of Google Earth engage in the process of [the] rhetori-cal and flexible nature of maps rather than simply relying on their static authorship” (Farman, s. 884), hvilket, til trods for at rammerne for brugernes interaktivitet og kreativitet sættes af Google og deres teknikkere osv., så ikke betyder, at potentialet for værdi eller dereifikation falder fra. Hvis man godtog en sådan logik, hvorfor så overhovedet tale eller skrive noget som helst i et sprog, et system og inden for en diskurs, man ikke selv, på grund af sprogets generiske natur, kan være oprindelsen af? Jacques Derrida skrev engang følgende om sin måde at arbejde med tekster på: ”Ved nødvendigvis at operere indefra, hente alle subversionens økonomiske og strategiske ressourcer i den gamle struktur, og endda låne af dem i overensstemmelse med strukturen (…) er de-konstruktionsforsøget altid på en måde offer for sit eget arbejde.” (Derrida, s. 73) Og samme forbehold må vi tildele de af-

Essay

bildninger af verden, som er mulige takket være Googles teknologiske fremskridt og den åbning mod verden, som de har søgt i og med, at det for det første er gratis at deltage og for det andet er frit for alle at deltage. Owens havde ingen uddannelse – Humboldt formulerede størstedelen af sine projekter selv. Trods de indlagte og måske uløselige problemer forbundet med afbildningen af verden, så er der altså en vej – og Googles verden og virkelighed er det, modsat kartografernes og kunstnernes, op til alle om at skabe. Videre læsning Cosgrove, Denis: “Maps, Mapping, Modernity: Art and Cartography in the Twentieth Century”, in Imago Mundi, bind 57, nr. 1, 2005, s. 35-54 Derrida, Jacques: Om grammatologi, Arena, 1970 Due, Otto Steen: Homers Odyssé på Dansk, 1. bogklubudgave, 2. oplag, Gyldendals Bogklubber, 2005 Farman, Jason: “Mapping the digital empire: Google Earth and the process of postmodern cartography”, in New Media and Society, bind 12, nr. 6, 2010, s. 869-

Freestyle

888 Font, Mauricio A. (m.fl.): “Preface”, s. xvxvi, samt Kenosian, David: ”Speaking of Nature”, s. 501-508, in Mauricio A. Font (red., mfl.): Alexander von Humboldt: From the Americas to the Cosmos, 2004 – N.B. artiklerne i dette bind er resultatet af en konference arrangeret af The Bildner Center for Western Hemisphere i perioden d. 14-16. oktober 2004 og hele bindet kan hentes herfra: http:// web.gc.cuny.edu/dept/bildn/ publications/ AlexandervonHumboldt.shtml Harley, J.B.: “Deconstructing the map”, in Cartographica, bind 26, nr. 2, 1989, s. 1-20 Humboldt, Alexander von: Views of nature, or, Contemplations on the sublime phenomena of creation, George Bell and Sons, 1884 Huyssen, Andreas: Present Pasts – Urban Palimpsests and the Politics of Memory, Stanford University Press, 2003 Kant, Immanuel: Kritik af den rene fornuft, DET lille FORLAG, 2o02 Pratt, Mary Louise: Imperial Eyes – Travel Writing and Transculturation, Routledge, 1992

Visir # 64

A r t i ke l

Freestyle

Forvandlinger i postmodernismens vugge Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Visir #64

Ovids forvandlinger er en aldeles forvirrende førstegangslæsning. Alene at holde styr på de ca. 250 forvandlingshistorier, deres mytologiske baggrund og det atomiserede centrale narrativ er en uoverskuelig byrde. Dertil kommer det vanskelige sprog, den lemfældige omgang med almindelig narrativ struktur og slutteligt absurditeten i værket som helhed. Ikke desto mindre er det også eksplosiv, indsigtsfuld og ganske enkelt syret læsning. Ingen postulater om tilstrækkelig forståelse og fortolkning skal falde herfra, men snarere en reklame for en unik tekst med øjenåbnende tekstuelle og sproglige brudflader, hvis indbyrdes spil på samme tid er postmoderne og antikke – interessante på flere niveauer. Genrehybridisering og narrativ Man mødes indledelsesvis af enormiteten – hvis ikke absurditeten – af Ovids projekt, nemlig at indkapsle hele verden og dens historie i en stabil konstellation: ”Lad da min sang nå i havn fra verdens skabelsestider / indtil den dag der er vor, i et langt og uafbrudt epos” (Met. I,I). Det er ikke et nyt projekt; det Gamle Testamente gør noget lignende, men Ovids verdenshistorie er speciel fordi den først og fremmest er litterær - kunstnerisk, om man vil. Fra menneskets skabelse til Augustus’ – og forvandlingernes egen – apoteose og i det enorme galleri af guder derimellem iklæder Ovid sine flere hundreder delfortællinger i et symbolrigt og sitrende metafysisk sprog. Han opfinder sågar en genrehybrid til formålet: De indledende vers påkalder både forventninger til korte, kallimachæiske episoder (”min sang”) og homerisk storhed (”et langt og uafbrudt epos”), og denne hybridisering er afspejlet i værkets sammensathed.

Ovid giver os ikke en stabil fokalisering hos en singulær heltetype – som Homer og Vergil – ej heller én lineær fortælling, men i stedet en vældig flerhed af karakterer, guder, monstre og historier, som udgør hundredevis af afgrænsede episoder, ofte afrundet med en forvandling. Resultatet er et sprængt epos, hvis fortælling(er) hele tiden står i kontrast til sine rammer. Forvandlingernes formelle egenskaber, det daktyliske heksameter, omfanget og de 15 bøger synes at denotere et episk projekt og dermed en stabilisering af det mytologiske materiale, mens indholdet, de mange episoder og forvandlinger, på samme tid destabiliserer disse rammer. Effekten er et særdeles kontrastfyldt værk, som hele tiden gør opmærksom på forholdet mellem form og indhold; et forhold, som især sproget synes at udforske. Hos Ovid er det forvandlingsmotivet i al sin kompleksitet, der binder mennesker, guder og verdenshistorien sammen. Forvandlingen er et narrativt element, som inviterer til kontrastfulde læsninger og åbne fortolkninger, samtidig med – som en guide – netop at forestå læserens rejse gennem verdenshistorien. Men den er også en sproglig funktion, som i de forskellige episoder accentuerer og faciliterer overgangen til den næste. Trope bliver til virkelighed Et godt eksempel på blandingen af narrativitet og sproglig selvrefleksivitet i forvandlingsmotivet er Lycaons forvandling til en ulv. Lycaon forsøger at teste Jupiter (som her har antaget skikkelse af et menneske) og hans guddommelighed ved at tilberede og servere hans søn for ham. Jupiter gennemskuer uhyrligheden og

A r t i ke l

lader sin ”hævnende lynild” ramle ned over ham: ”Skrækslagen flygter han selv. Da han kommer til markernes stilhed, / hyler han hult i forgæves forsøg på at tale. Og vreden / fråder ham da i hans gab, og sit vante begær efter drabsfærd / stiller han nu på får og svælger fremdeles i blodbad. Armene bliver til ben og hans klær til lodden og grå pels. / Ulv er han nu, og dog er der spor af hvordan han så ud før: / Gråsprængt er han som før og som før med morderisk åsyn, / Øjnene gløder som før, han er stadig et billed på vildskab.” (Met, I, 232-239) Lycaons glubske voldsomhed bliver altså hans undergang som menneske, og han forvandles til noget ikke-menneskeligt. Forvandlingen til ulv er imidlertid langt fra tilfældig. Beskrivelsen af hans natur foregår med en dyrisk semantik, som allerede før forvandlingen synes at foregribe dens ”destination” – ulven. Lycaon flygter hylende fra Jupiter med frådene hængende om munden, som en gal ulv i flugt. Således markerer forvandlingen ikke blot en afstraffelse, men en rubricering af Lycaons egenskaber i en mere korrekt form – forestået af Jupiter selv, den ultimative autoritet. Forvandlingen markerer en naturlig rubricering af et væsen, der i skabelsen ved en fejl var blevet menneske; naturen (og Jupiters autoritet) kalder Lycaon irreversibelt tilbage til sin retmæssige plads.

forvandlingen altså på et metarefleksivt plan af oversættelsen fra græsk til latin – uden tvivl med henblik på at fiksere eller stabilisere den græske kulturs vildskab i en romersk-latinsk ramme. I store dele af værket synes forvandlingen på denne måde at være en metonymisk figur (Lycaon er næsten en ulv) på baggrund af en metaforisk beskrivelse (Lycaon er en ulv). Resultatet er stabilitet: Lycaon gives en form, der både ind- og udadtil bedst repræsenterer hans egenskaber. Yderligere prægnant er netop denne forvandling, fordi Ovid bruger Lycaons dumhed som en dramatisering af læserens forhold til teksten. Lycaon godtager Jupiters antropomorfisering – også en sproglig figur – i så høj grad, at han virkelig ser ham som en jordisk snydepels. En fejllæsning, som Ovid advarer sine læsere mod at begå. Læseren må reevaluere sit forhold til den forhåndenværende tekst og dens korrupte figurer og bedragelige sproglighed. Lycaons forvandling er også et eksempel på en trope, der bliver til virkelighed. Et andet eksempel er stakkels Niobe, som har mistet sine fjorten børn til Artemis’ og Apollos vrede: ”Ene sidder hun hos sine [døde] sønner og døtre og husbond, / stivnet i sorg. Hendes lokker bevæger sig ikke i vinden, / blodet er veget fra kinden, og øjnene stirrer forgræmmet / fra deres huler, og intet forråder mer at hun lever. / […] og det drypper endnu af tårer fra stenen.” (Met, VI 302-312) Ligesom Lycaon beskrives Niobe med en særligt udvalgt semantik, der både af-

Visir # 64

Interessant er det også, at han forvandles fra ”Lycaon” (græsk for ”ulv”) til ”Lupus” (romersk for ulv). Som kosmisk ordensdannende fænomen rammesættes

Freestyle

spejler hendes situation og foregriber hendes forvandling til sten. Hun er ”stivnet i sorg” og størkner derfor med største selvfølgelighed til en sten – en statue. Den metaforiske stivnelse af hendes lemmer leder altså metonymisk til en forvandling, der fikserer hende i sten. På denne måde fungerer forvandlingsmotivet altså både i sproget, billeddannelsen og i handlingens narrative fremdrift. Forvandlingen dramatiserer sprogets grundlæggende figurative funktionalitet.

Visir #64

I disse to (og mange flere) tilfælde fungerer forvandlingen som en venden tilbage til en mere ”sand” form. Forvandlingsmotivet er på denne måde et af Ovids vigtigste redskaber i etableringen af den ætiologi (årsagshistorie), Forvandlingerne har til formål at skildre. Forvandlingerne er mytologiske forklaringer på verdensordenen, altså en defineren af nutiden ud fra fænomenernes og gudernes forvandlinger i fortiden. Et andet godt eksempel er den incestuøse Myrrha, som forvandles til et træ, hvorefter hendes angerfulde tårer køres i stilling som forklaring på hvorfor visse træer udskiller harpiks. Ovid leger videnskabsmand! Det sproglige landskab Forvandlingerne går altså ofte fra menneske til natur, således at værkets landskaber er levende af forvandlede kroppe, og miljøerne til sidst skælver af forvandlet energi. Således lades mange af landskaberne med et figurativt lag. Dryope yderliggør dette i en advarsel til sin ufødte søn: ”lær ham at passe på kær og ikke tage blomster fra buske / og at forstå der i alt hvad der gror, er levende guder” (Met, IX 380-81). Denne advarsel er programmatisk for resten af landskabs-

A r t i ke l

metaforikken i værket, således at enhver interaktion med naturen, fx at plukke en blomst eller springe i en bjergsø, altid sker under risiko for at gentage en original voldsudøvelse mod et nu forvandlet offer; det kunne være Cyanes, som smeltede sammen med den sø hun gemte sig i, efter Plutos spyd brød dens overflade i en protoerotisk voldtægt. Landskaberne og især Naturen (med stort N) bliver på denne måde signifikante for værkets sproglige spil, fordi det placerer karaktererne i betydningsladede omgivelser, som kan foregribe handlingen og dens fremskridt, samt fiksere (ofte i bogstaveligste forstand) karaktererne i deres metamorfiske ”endestationer”. Referentialitet i fokus Store dele af Ovids Forvandlinger sætter kunsten i forgrunden. Som nævnt er karaktererne og deres sprogligt-figurative forvandlinger symptomatiske for hele værkets sproglige praksis, nemlig at mennesket, verden, samfundet og kunsten er lige ustabile størrelser. Niobe forvandles til en statue i sten på samme måde som flere andre karakterer ender deres dage fikseret i en kunstnerisk form, mens Lycaon repræsenterer en forvandling til en mere elementær destination. Ovids tekst kæmper for at udkrystallisere en verdensorden, som dog hele tiden allerede er ustabil, fordi den påkaldes med – og størkner i – ord og tekst. Et interessant eksempel på dette referentielle spil er Phaetons himmelflugt i anden bog. Phaeton stjæler Phoebus’ solvogn og mister kontrollen over solen i en vild færd over himmelen. Dette foregår umiddelbart efter Ovids indledende beskrivelse af ver-

A r t i ke l

den og menneskets skabelse i en ordnen af det oprindelige urkaos. På hans vilde tur over himlen møder – og ødelægger – han de allegoriske og sproglige figurer, som begyndelsen af første bog brugte til at etablere kosmos ud fra kaos. Han sprænger så at sige ordenes konstellatoriske forbindelse til tingene, og hele verden trues med totalt sammenbrud, indtil Jupiter pulveriserer ham og forvandler ham til hans egen gravsten. Verden genopstår i ordnet form, idet personen, som animerer og – ætiologisk set – forklarer kosmos, selv forvandles til tekst. Ordene sejrer over tingene Denne vanvittigt komplekse sprogliggørelse af verden, og det problematiske forhold mellem betegner og betegnet (ord og ting) præger meget af værkets sprog, handlinger og landskaber og er udgangspunktet for en kvalitet ved teksten, som er særdeles forud for sin tid, nemlig den allestedsnærværende selvrefleksivitet. Denne bevidsthed om sprogets og referentialitetens problematikker peger frem mod postmodernismens endnu mere skeptiske forholden sig til den omkringliggende verden, med udgangspunkt i et desillusioneret og uigennemsigtigt sprog. Resultatet er en tekstkrop, som ikke er permeabel for fortolkninger, der leder efter transcendentale signifiéer eller stabil mening, fordi disse ikke findes. At kalde Ovid postmodernist er naturligvis hverken holdbart eller særlig oplyst, men en bestemt passage i Forvandlingerne peger ikke desto mindre i denne retning.

skjold. I modsætning til traditionel græsk mytologi og vergiliansk praksis strides de ikke på slagmarken, men i en retorisk kappestrid – den bedste taler vinder. Den altid snilde Odysseus besejrer Ajax, fordi han bedst bemestrer ordenes magt og anvender dem med den bedst mulige retorik. At retorikken på denne måde står i forgrunden kan tænkes som en afspejling af det romerske samfunds store retoriske institution (retorikskoler, retorikkonkurrencer osv.), men også som en refleksion over selve ordenes funktion i sproget. Ovid genindspiller de homeriske heltes gerninger som en verbal konflikt, og erstatter homeriske dyder med romerske. På samme tid gør han oprør mod den episk-historiske fortællemåde, ved at hentyde til selv de største fortællingers ”konstruerethed”. De store fortællinger er også sproglige konstruktioner af forskellige versioner af virkeligheden, snarere end pålidelige og stabile spejle for historiens gang. På denne måde lader Ovid ordene sejre over tingene, retorikken over kendsgerningerne. Hans tekst danser elegant rundt i sprogets kringelkroge og gør opmærksom på de problematiske ord som et altid uomgængeligt vilkår for menneskets evindelige projekt med at skabe meningsfulde forhold til omverdenen – et projekt som stadig er i fuld gang i dag. Hans stil er umiskendeligt refleksiv og fornøjeligt fremadsynet. Forvandlingernes mange facetter er lifligt forvirrende, livsaligt frustrerende og, udover at være aldeles overvældende, også fornøjeligt inspirerende.

Visir # 64

I Forvandlingernes trettende bog strides Ajax og Odysseus om Achilleus’ efterladte

Freestyle

Kommentar

Fr e e s t y l e

En klassiker ruineret Af Stine Liberty, Litteraturhistorie

For en sprog- og grammatikfanatiker som mig er der intet mere irriterende at finde i en bog, man længe har glædet sig til at læse, og som oven i købet er en vaskeægte klassiker, end fejl. Det vil altså ikke sige fejl fra forfatterens side angående indhold eller plot og deslige, for når man har at gøre med en oversat klassiker, kan man jo kun forvente, at indholdets essens er overført, og der er sådan set intet at gøre ved det, hvis selve fortællingen ikke fanger én. Jeg snakker her snarere om fejl, der burde kaldes noget i retning af ”stupide”, fordi man simpelthen ikke bør lave sådanne fejl.

Visir #64

Min harme gælder Gustave Flauberts udødelige Madame Bovary, som Gyldendal har nyoversat og genudgivet i 2012 sammen med mange andre klassikere såsom F. Scott Fitzgeralds Den Store Gatsby og Tove Ditlevsens Gift. Sådanne legender burde indgyde respekt – en respekt, der burde indebære en ordentlig gennemredigering. Men nærmest kun få sider inde i bogen møder ens øjne fejl på fejl, der bare ikke skulle eksistere. Dette er f.eks. et stort ”I”, når det skulle have været lille, og manglende stort begyndelsesbogstav efter et punktum. For en grammatikfreak er dette fuldstændig uacceptabelt, men jeg kunne forestille mig, at også den mindre rutinerede og emsige læser ville irriteres grænseløst af en sådan sløsethed fra oversætterens og forlagets side. Hvor er det gået galt? Mest af alt forfærdes jeg over, at en klassiker næsten skændes på denne vis – hvor man ønsker sig en dyb indlevelse i historien, får man i stedet en hakkende oplevelse pga. disse (mange) fejl, hvilket er

yderst synd for en ellers fantastisk fortælling. Dertil kommer også forordet, der er skrevet af Suzanne Brøgger. Intet ondt herom til forfatterinden, der gør et godt arbejde med både vid, humor og stor indsigt i bogens og forfatterens tid og kontroversielle indhold. Min forbeholdenhed over for forordet er derimod længden: knap fire sider er det blevet til. Selvfølgelig skal man ikke forvente af et dansk forlag, der skal sælge bøger som denne til hr. og fru Danmark, at der i forordet står forklaret alt mellem himmel og jord om romanen: forfatteren, tiden, temaerne, sproget etc., som man finder det i diverse engelske forlags klassikerserier. Men så stort et værk kunne sagtens have båret en introduktion af større proportioner. Men her, mener jeg, er Gyldendal igen gået galt i byen. Hvis man ikke er særligt bekendt med Flaubert, er der i hvert fald ikke meget hjælp at hente fra forordet, men tværtimod en overfladisk gennemgang af det klassiske værk. Oven i købet er det på det personlige plan, at dette forord foregår, hvilket der kan argumenteres for, fordi så mange allerede kender (godt) til romanen. Men selvom det skam også er spændende at læse en kendt, dansk forfatterindes syn på fortællingen, er det for mit vedkommende bare ikke uddybende nok. Jeg kan kun sende mine klager til Gyldendal (og evt. andre forlag) og komme med en opfordring: Stram op! Gør det bedre! Alle bøger, ikke mindst klassikerne, fortjener den bedste behandling.

Musikanmeldelse

Fr e e s t y l e

Banjo, begejstring og højt til loftet Udsnit af en aften i Randers

I sidste uge modtog jeg en invitation fra Visens Venner i Randers til at komme ud og deltage i en foreningsaften og skrive lidt om det – vi kunne godt bruge lidt pr for vores musikalske arrangementer – sagde manden i telefonen. Og eftersom jeg ikke havde hørt om Visens Venner før og gerne ville udvide min horisont ift. foreningslivet i Danmark, og fordi jeg blev lovet to stk. smørebrød, og min tirsdag aften i øvrigt var fri, så tog jeg af sted – med blandede forventninger dog. Blandede forventninger fordi jeg selvfølgelig gjorde lidt forarbejde og i programmet for aftenen kunne læse: ti. d. 24/9: Visevært: Leif Det bliver bestemt ikke kedeligt. Vores egen Henning vil underholde. Så bliver der en overraskelse, Hvorefter Bente og Vagn fra Aarhus Viseklub indtager scenen. Randers Accordion Klub slutter aftenen.

Accordion1 Klub… altså tog jeg af sted med nævnte blandede forventninger.

Allerede her måtte jeg indse, at min aften i det hellige hus ikke ville blive lang, jeg må nemlig desværre vedkende mig ikke at være alt for god til at håndtere besvær og komplikationer. Ikke desto mindre var jeg besluttet på at yde de musikalske indslag retfærdighed i min bedømmelse af dem, og jeg entrerede den gamle bygning i god ro og orden og blev slået af publikumsmassen, som roligt var ved at indtage bordene i den store sal: op mod hundrede ældre mennesker samlet under samme tag, de fleste medbringende madkurv og rødvin. Jeg tror ikke, der var én under 60, dvs. bortset fra mig selv og så en aldeles malplaceret fireårig, der sad helt oppe ved den interimistiske scene. Betaget af hvad der udspillede sig foran mig, satte jeg mig på en af de bagerste stole og ventede på, at arrangementet skulle begynde. Flere ældre – jeg kunne måske driste mig til at sige gamle – mennesker fyldte rummet, alle fandt en plads, og langsomt, men sikkert blev rummet fyldt. Det her var tydeligvis en aften mange havde glædet sig til; alle var i deres fineste puds, og sammen med rødvinen og madkurvene var sceneriet som sådan ganske rørende. Til sidst, da alle var på plads, kom Leif op til den ene af de tre opstillede mikro-

Visir # 64

Den største udfordring aftenen bød på, bestod i at finde lokaliteten for bemeldte arrangement. Midtbyen i Randers er kompliceret som de fleste midtbyer sædvanligvis er det, og først ved mellemkomsten af en gammel stedkendt randrusianer fik jeg lokaliseret stedet. At der så ikke var parkeringspladser, og at det var

lige så svært at finde et sted at parkere (”Polititorvet, du ved, der er ikke noget politi, men det var der jo engang, du ved der hvor.. eller på den anden side af regnskoven du ved til venstre..”), som det var at finde helligåndshuset, det lader jeg ligge.

Freestyle

Musikanmeldelse

foner og annoncerede den første optrædende, nemlig Henning (hvilket jeg vidste fra det på aftenen uddelte program, hvori jeg også havde orienteret mig om en annonceret pause, der åbenbart skulle effektueres efter ”overraskelsen,” hvori jeg planlagde at forlade arrangementet) (udmattet efter trængsler vedrørende logistikken).

Næste punkt, annonceret af Leif, var aftenens overraskelse. Hvorfor det var en overraskelse, det fik jeg aldrig helt fat i; det skulle dog vise sig at blive en overraskelse ift. den musikalske standard, jeg havde forventet at møde et sted som dette. ”Last Call Bluegrass band” kaldte de vist sig selv, sikkert ment som en reference til medlemmernes alder.

Henning gik på scenen og spillede den med Dorthe og Didrik, akkompagneret af sin egen guitar og visevært Leif på lilletromme. Publikum sang med på omkvædet og var i det hele taget et deltagende publikum – responsen på Hennings opfordring til at mindes sin egen første gang (var det deflorering, han kaldte det?), var et gjaldende ”det ka’ wi godt husk’!” fra salen.

Bluegrass2 er ikke en genre, jeg har beskæftiget mig med eller har stiftet bekendtskab med før, og derfor er jeg måske ikke den rette til at beskrive, hvad jeg hørte den tirsdag i Helligåndens hus. Ikke desto mindre må det blive min beretning eller ingen beretning, eftersom ingen andre ikke-medlemmer var til stede. 3

Visir #64

Opstemt over stemningen i salen og nedtrykt (eller i hvert fald forvirret) over det musikalske niveau (Henning besværede sig ikke med at tælle til fire og holde pauser), noterede jeg mig publikums entusiasme og ikke mindst de glade udbrud, der lød oppe fra den fireårige. Og efter en vits om at drikke sig fuld og bagefter tage hjem til konen og et Hausgaard nummer, som Henning havde taget med – ikke ”pga. den musikalske kvalitet, men pga. teksterne” – skulle vi synge fællessang, akkompagneret af Ebbe (tydeligvis en af kræfterne bag aftenen) på guitar. Det var Visens Venners egen sang, vi skulle synge, og det lød højt og forbløffende rent i den gamle sal; det kunne ikke efterlade nogen tvivl om publikums glæde ved arrangementet.

Det var Ebbe selv, der åbenbart havde taget et nyt band med i aften. En højst aparte samling: tre mænd på 67+ (mit skøn) (medbringende hhv. guitar, kontrabas og banjo), en ung pige, lille og uanselig (violin), og en ung mand på to-en-halv meter (mandolin). Hvem der havde bestemt, at de to sidstnævnte skulle stå ved siden af hinanden og dele mikrofon, det er mig uforståeligt, men lad nu denne anmeldelse handle om det musikalske nærmere end det teknisk-æstetiske. Gruppen spillede syv numre, de fleste up -tempo, men med god variation i både udtryk og stil. Jeg kan som sagt ikke vide, hvordan en Bluegrass-kender ville bedømme de fems præstation, men i mine ører blev der leveret en aldeles overbevisende optræden. Både mandolinen og violinen leverede soli af høj kvalitet, og

Musikanmeldelse

der kan ikke herske tvivl om de to musikeres talent og dygtighed. Hvad genren tilsyneladende mangler i komplicerede akkordgange, det henter den til gengæld hjem på tempo og ’hvor-mange-toner-kan -vi-nå-at-spille-inden-soloen-er-slut,’ hvilket de to unge musikere flot eksemplificerede. Også Banjoen overgik mine forventninger, hvilket ikke var svært – indrømmet – men det var glædeligt at se en af sine fordomme gjort (delvist) til skamme: En banjo kan faktisk godt tilbyde noget i en musikalsk sammenhæng og højne lytterens samlede indtryk af musikkens kvalitet. Bunden for alt dette – og tilsyneladende rygraden i hele foretagendet – stod kontrabassisten for, som med sin bundsolide, urokkelige vekselbas holdt sammen på alle de mange toner – og suppleret med guitaristens stramme arkkorder, blev der skabt en sikker ramme for de øvrige musikere at udfolde sig indenfor. Hvad angår det vokale, var det imidlertid en blandet fornøjelse. Det skyldtes dels, at der var forskellige forsangere på numrene, og at forsangerne indiskutabelt leverede sang af varierende kvalitet. Dels at der var for få og for ringe mikrofoner (hørte jeg måske nogen hviske noget om, at der slet ikke var blevet lavet lyd??). Ikke desto mindre kunne man godt høre, at i alt fald nogle havde noget at byde ind med rent vokalt. Den unge kvindelige violinist f.eks., hende ville jeg gerne have hørt synge med ordentlig lyd på – til gengæld ville jeg have foretrukket lidt mindre lyd, da hun forsøgte sig med jokes på scenen (!)

Freestyle

Alt i alt var jeg glad for at høre ”Last Call Bluegrass Band”, både pga. gruppens musikalske kunnen, men også fordi de introducerede en for mig – og sikkert også for mange – ukendt genre. Efter en halv time var denne ”overraskelse” slut, og salen var tydeligt begejstret over, hvad den havde hørt. Det var åbenbart ikke tit, at der blev leveret optrædener med en sådan energi på scenen i det hellige hus, og publikum applauderede det bedste de kunne. Folk var åbenlyst begejstrede, og hvis gruppens fornemste opgave havde været at underholde tilstedeværende publikum (nærmere end at imponere en tilfældig anmelder), så havde de selvsagt lykkedes med opgaven. Man tog nu en fællessang inden de bemeldte smørrebrød kom ind til pausen. Jeg forsynede mig med smørrebrød med æg og rejer og en Thor Classic (vi var jo i Randers), inden jeg undskyldte mig, sagde tak for i aften og smuttede ud af den fyldte sal. Jeg var klar over, at jeg ville gå glip af Lise og Vagn og af Randers Accordeon Klub, meeen der måtte vel være måde med galskaben. At den fireårige holdt ud længere end mig, det fik værre.

Visir # 64

Jeg tog afsked med den statelige bygning med et besøg på underetagens toiletter (det var i sig selv en oplevelse med de høje hvælvede lofter; der var altså en hvis stemning i det hus) og fandt (gudskelov) uden større besvær min bil, og begav mig ud på den mørke, halvøde motorvej. Glad for at jeg havde taget imod tilbuddet om at deltage i denne begivenhed og fået lej-

Musikanmeldelse/Reklame

Fr e e s t y l e

lighed til at betragte den stædige livsglæde, jeg fornemmede i rummet, og glad for at jeg nu var på vej hjem igen. Hjem til der, hvor folk synger med pauser og ikke fortæller vandede vittigeder. Noter: For den ikke musikalsk skolede læser vil det måske være nødvendigt at præcisere at en accordion er det samme som en harmonika, hvilket forklarer min ambivalens ift. dette arrangement. 1

Bluegrass er ifølge mine oplysninger en nordamerikansk form for folkemusik i familie med country og bredt associeret med banjoen – et instrument, der, ligesom harmonikaen, vækker visse flugtinstinkter hos undertegnede. Jeg skulle dog denne aften få modereret disse fordomme lidt i banjoens favør. 2

For akkuratessens skyld: jeg forestiller mig selvfølgelig ikke, at den fireårige endnu har opnået medlemskab, mestendels grundet hans alder. Vi var altså retfærdigvis to til stede denne aften, som ikke var medlemmer. 3

Visir #64

Et oplæser-rum med plads til alverdens tekster, så forskellige som kun mennesker kan være det. Følg os på www.facebook.com/OrdCafe, hvor du kan læse meget mere om vores kommende arrangementer

Reklame

Freestyle

RESONANS – tidsskrift for litteratur Litteratur fra alle sider I RESONANS elsker vi litteratur og de mange aspekter og tanker, som litteraturen indbyder til på tværs af både studier og årgange. I RESONANS ønsker vi at give dig mulighed for at lade dig inspirere eller inspirere andre med netop dit specifikke blik på litteraturen. RESONANS er af og for studerende, og vi ønsker at synliggøre og styrke litteraturfagligheden i vores studiemiljø. Bring din viden i spil ! Vi søger netop nu materiale til RESONANS #3. Vi vil gerne opfordre vores medstuderende til at benytte sig af denne mulighed for at arbejde videre med eget stof. Det kan være viden fra en workshop, et projekt eller en større opgave. Det kan formidles gennem en præsentation af analyser og konklusioner, men også i en filosofisk eller essayistisk form. Deadline for indsendelse af artikler til RESONANS #3 er mandag d. 21. oktober 2013 Peer Review i RESONANS Netop nu søger RESONANS også studerende, der ønsker erfaring i at give kritik. I RESONANS er peer review en vigtig del af udgivelsesprocessen, fordi vi mener, peer review styrker tidsskriftets faglighed. Derudover får de, der udfører peer review, øvelse i at læse og vurdere en teksts sprog og formidling samt i at give konstruktiv feedback til skribenten. Arbejdet sker i mindre grupper, hvor hver gruppe får tildelt et par tekster til diskussion og korrekturlæsning. Hvis du kunne tænke dig at hjælpe os med peer review, sender du blot en mail, hvorefter du hører fra os. Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller kommentarer, ligesom vi gerne sender en vejledning, hvor du kan læse mere om, hvad det indebærer at udføre peer review for RESONANS. //Redaktionen RESONANS Kontakt os: redaktionresonans@gmail.com Følg os på facebook: facebook.com/pages/RESONANS/458337540891208 Læs RESONANS #1 og #2 her: issuu.com/resonans

Visir # 64

Fr e e s t y l e

Repor tage

Dome of Visions

Af Christian Snæland, Litteraturhistorie

Den 25.september klokken lidt over 19 befandt der sig ca. 60 unge mennesker ude i havnebassin syv i Århus Ø. I en sci -fi konstruktion mellem designerbygninger og containerskibe blev der afholdt URBAN:WORDS – et litteraturarrangement som Århus Universitets Ordcafe stod bag. Dome of Visions Hvor der før sommeren ikke havde ligget andet end gammel asfalt med revner fra vind og vejr, var der nu blevet rejst en kuppel i plastik og træ med et smukt og beboeligt hus inden i – designerne bag; Kristoffer Teilgaard og Benny Jepsen havde haft en vision om at genopfinde måden, vi bygger og måden, vi bor på, og derigennem skabt en konstruktion som lignede 70'ernes sci-fi inspirerede bygningskomplekser på Mars – som på trods af den noget kalkede sammenligning fungerede. Det fungerede pissegodt. Projektet blev kaldt Dome of Visions og havde hele sommeren været benyttet til koncerter, kunstudstillinger, optrædener, konferencer og meget meget mere. NU var det litteraturens tur, og det havde OrdCafé fået mulighed for at stå for.

Visir #64

Arrangementet og ideen Arrangementet foregik således, at første del var digtoplæsninger, mens anden del var fortællinger fra Århus og Århus Havn. Indimellem var der intermezzos med 'Århus-anekdoter', et spændende indslag hvor OrdCaféens medlemmer havde samlet små anekdoter fra folk, som havde skrevet ind til dem. Det var et arrangement med Århus i centrum (hvilket fremgår tydeligt nok), og da mu-

ligheden bød sig for at skifte de vante lokaler på universitetet ud med Århus havnebassin, var det samtidig en mulighed for at få udsigt over og indsigt i den by vi bor i. Første del omhandlede altså digtningen; det startede ud med en 'mini' OrdCafé, seks digtoplæsere, som hver havde medbragt digte, der med udgangspunkt i byen, gav deres oplevelser til kende – de var både gode og originale og, igen, et tegn på at Århus kan skabe solid litteratur! Bagefter læste Daniel Boysen op af digte, han havde skrevet, hertil improviserede to musikere som var kommet for at spille senere, men som jo godt lige kunne træde til, siden Daniels sidemand ikke kunne komme. Så var der intermezzo, og folk havde mulighed for at komme op og fortælle Århus-anekdoter, som OrdCafé havde samlet sammen de foregående uger. Bagefter stillede en ældre herre, med hvidt skæg og hvid skipperkasket sig op på scenen, han hed Viggo Jonasen. Viggo stillede mikrofonen væk fra scenen og spurgte med en dyb og klar stemme ”Kan I alle høre mig?”. Det kunne vi, og derefter trak han den ene fortælling op om Århus efter den anden, uden papirer, uden problemer. Viggo var en historiefortæller, og han var første punkt på resten af programmet, som skulle omhandle fortællinger fra havnen. Fortællerne og det rullende havnearkiv ”...Vi fandt en Marokkaner, der var ved at vaske tøj nede i et rum under bildækket,

han sang, og var i højt humør(...) han havde noget fra sit hjemland, som kunne ryges, så det gjorde vi.” læser Amalie Klitgaard op, hun akkompagneres af de samme musikere som før, der nu delvist spiller sømandsmusik, delvist balkan – folk ligger i sækkestole og drikker øl, mens fortællingerne flyder. Hun læser op af fortællinger fra 'Det rullende havnearkiv'. Havnearkivet fortjener en lille forklaring, for det er – om noget – et af de mere spændende erindringsprojekter, som foregår i Århus for tiden. Havnearkivet er indsamlet af forfatteren Anne Grethe Linnet og billedkunstneren Mette Skriver, der i løbet af de sidste par måneder har kørt rundt i en gammel campingvogn og samlet søfarts- og havnefortællinger i de midtjyske havne; fra Thyborøn til Juelsminde. De er både opsigtvækkende og spændende og varierer fra alt til verdensomsejlinger, kaptajner uden tænder, så fulde at de ikke kan stå, og til barndomsminder om fangster af kæmpe stør med maverne fulde af kaviar. Vi i OrdCaféen havde fået lov til at bruge Århus-fortællingerne, og havde i samme åndedrag fået en mand og en kvinde til at læse dem op. Den sidste fortæller var Søren Mølstrøm, digter, musiker og sejler. Han læste op fra to fortællinger fra havnearkivet, mens han selv reminiscerede over sin barndom ved havnen. Og så blev han akkompagneret af de to musike-

Fr e e s t y l e

re, som nu også fortjener en introduktion: på kontrabas havde vi Jeppe Abilgaard, musiker i hiphopgruppen Sjakket og Balkanbandet Bagdad Beat og Rasmus, en nylig tilflytter til Århus på både harpe og harmonika. Tilsammen dannede de den musikalske baggrund for aftenens oplæsninger og blev ved både før og efter i mange timer. Et helt specielt rum, en helt speciel stemning Stemningen i rummet var noget, man sjældent får lov til at opleve. Som en pige fra dramaturgi sagde, så var det ”som om vi sad fast i tiden, herinde i kuplen, mens alt udenom fortsatte”. Det passede meget godt overens med mine egne oplevelser, og mens regnen piskede ned ad kuplens vægge, og oplæsningerne fortsatte i ét væk, kunne man let forestille sig, at det var sådan, det skete i gamle dage, før fjernsyn, før internet, her var ikke andet end folkene og fortællingerne. Hvilket minder om et digt af Einar Már Gudmundsson, som slutter af med at den græske historiefortæller Homer ankommer til Reykjaviks havn, sætter sig ind i en taxa, og mens han kigger på det grå landskab, spørger taxachaufføren: ”Hvordan kan man forestille sig/ at der her i denne regngrå ensformighed /bor et folk, der fortæller historier?'/ 'Det er netop grunden,' svarede chaufføren,/ 'man længes aldrig så meget/ efter at høre en god historie/ som når dråberne hamrer mod ruderne”

Visir # 64

Vend venligst

Visir

Repor tage

Af Rasmus Holbroe, Litteraturhistorie

Uge

Visir #64 Freestyle

Stribe

Freestyle

Visir # 64

Visir #64

Freestyle

Stribe

Reklame

Fr e e s t y l e

Visir # 64

Visir #64

Freestyle

Stribe

Fr e e s t y l e

En efter en

Af Sigrid Rasch, Litteraturhistorie

Visir # 64

Freestyle

Tre kollager

Visir #64

Af HjĂ¸rnet, Litteraturhistorie

SkĂ¸nlitteratur

Freestyle

Visir # 64

Visir #64

Fr e e s t y l e

SkĂ¸nlitteratur

Skønlitteratur

Fr e e s t y l e

Grønnegade

Af Hans Lind, Litteraturhistorie

Jeg kunne overtales til at skrive et digt om det, den uafladelige streg i det umiddelbare. Mindre kan vel gøre det. Sig mig, hvor mange oste er der plads til på den øverste etage? Det tog mig cirka tyve år at finde ud af, at man ikke kan måle sig med sit formål – omtrent lige så lang tid som det tog mig at tro på det navn, jeg meddelte dørtelefonen. Det var en anden form for trapper, end jeg er vant til. Ikke desto mindre fortsatte dagen sin gang mod uret, og jeg, halsende bagefter, grublede over en troværdig erstatning for bjælker. Jeg ønsker mig flere knaster. Er det så mig, der er skævhalsen, og hvis ikke, hvem så?

Visir # 64

Fr e e s t y l e

7½ af kunstens regler Af Hans Lind, Litteraturhistorie

Kunsten at vælge den rigtige halvdel af rundstykket: Spørg dig selv: ”Er jeg til overe eller undere?” Beslut dig: Er du til overe eller undere? Kunsten at tilberede: Skrub muslinger grundigt under rindende vand. Tilbered dem med ting, der starter med ”hvid”; hvidvin, hvidløg osv. Vær beslutsom når du varmer mælk. Tal pænt til brødet mens det hæver. Kunsten at digte: Se på stolen; hvordan den har hovedrollen i vores spædeste minder og samtidig er forudsætningen for det oprigtige krøl i din elskedes hår. Stil dig på stolen; føl århundredernes stole komme susende imod dig! Skriv nu om alt andet end stolen. Kunsten at skifte humør som vinden blæser: Vær mod andre som vejret er mod dig. Kunsten at forestille sig lydløse tings lyd: Er et bedre bud på ventetid – en oplagt mulighed for at lade noget fange din interesse. Som multebær. Og dage af uld. Kunsten at gå lige til sagen: Undskyld, Skagen – kunsten at gå lige til Skagen… Kunsten at finde vej: ”Man skal bare følge næsen,” sagde min onkel. ”Følg din næse, så går det aldrig helt galt…” Onkel, dine overskæg svæver som blomsterstøv i vinden! Der er ikke noget her, du ikke kan ligne.

Visir #64

Kunsten at fare vild i f.eks. sin nærhed: Mange gange er tingene kun antydninger af hvad de burde være. Ligesom de her pistacienødder – det var mest af alt din drøm om dem, der gjorde dem gode.

Skønlitteratur

Freestyle

Tillæg til kunstens regler Af Hans Lind, Litteraturhistorie

Kunsten at brænde nallerne og mærke efter: Ras og fortal dig. Vær på dybt vand, opsøg kvinder og komfurer – men bemærk, ikke alle komfurer er lige varme, ligesom der er nogle kvinder som spiller en stor rolle i din opløsning mens andre er fyldt med beroligende fjer. Mærk med lillefingeren eller albuen, bliv et ubagt brød, syng højere, spis gryn, fat mod; du er der næsten Kunsten at tyde tegnene: Der findes mange ting i verden, som vil vise sig at være et tegn på noget andet (det tegner godt det her), f.eks. er det at ”skyde papegøjen” umiddelbart et tegn på noget godt, men det er sjældent en god ide at skyde en papegøje, især ikke hvis den tilhører en ven eller er populær. På samme måde betyder det at ”klokken slår,” hverken at du skal dukke dig eller skynde dig væk, selvom man til gengæld aldrig bør gå ind i et køkken for at klage, hvis kokken slår. Muslinger skal ikke slås, kun bankes let og hvis de ikke åbner sig når de er blevet kogt, er det et sikkert tegn på de er døde, hvilket af og til også gælder digte. Lad dig ikke skræmme. I bund og grund handler det bare om at kunne sin tegnsætning, som f.eks. i sætningen ”lad os spise morfar” hvor et komma kan betyde liv eller død eller noget helt andet. Kunsten at gå ud med et brag: ”… Og nu, mine damer og herrer… Kunstigt åndedræt!”

Visir # 64

Fr e e s t y l e

Jeg

Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Lad os gå imod solen der er klattet ud over alle aftenskyerne så de vræler med blødende størknet rød som en bedøvet patient klistret fast til lagenet, så Jeg ikke bliver blød Lad os gå hurtigere imod månen som er en låge i loftet som en indbydende blodrød overgang så Jeg ikke bliver blød derfor skal vi splatte objekter udover det hele skille dem ad, til ord og ting så Jeg ikke bliver blød ikke effavescerer, ikke bortkommer kaster du dig over mig æder mig og vi æder skammen der er malet som enge og får på vores pastorale hud

Visir #64

og linjerne griber os i tanken Jeg er navne uden objekter uden navne i mellemrummets blide vuggen i natten i natten i månens forbudte og slidte symbolske dryppen ned i kæften på digterens giftige øjne Lad os gå meget hurtigere imod porten langt ude i skoven midt i livet og møde en leopard eller var det en ulv så Jeg ikke bliver blød objekter splattet ud over det hele tusinde stumper af livord musikbilledbøger skammild kvidren på sortnede skred samler vi sammen vi lytter og elsker for at elske den der blomst Jeg gav dig år for år

Skønlitteratur

SkĂ¸nlitteratur

Fr e e s t y l e

Lad os stoppe her mellem tingene i centrum i punktet i bogen i punktum i digtet i midten i navnet og lade stumperne ligge pĂĽ din seng og Jeg synker gennem lagenet langt, langt ud, og lad os ikke komme afsted, mens vi kan igen Jeg er i tusind stykker splattet ud som en patient pĂĽ et hvidt bord med kikkerter i alle hullerne leder Jeg efter mit hus min krop og mit ord

Visir # 64

Fr e e s t y l e

L’hiver

Af Toke Laursen, Litteraturhistorie

L’hiver. Cette été est hiver Mon hiver Noir sont mes memoires Blême est ma peau Derrière les drapeaux, c’est moi Je suis assis dans mon château Je ne sais pas pourquoi Mais j’ai une servante, bon Je fais rien. Je peut rien Je suis rien Je n’ai pas mon père, je n’ai pas ma mère Je ne connais pas mon frère Ce n’est pas mon désespoir Je ne à la pense pas Je vois toi Je vois toi et moi dans la glace Ton main sur ma épaule Le regard Le regard jusqu’a vers moi Tu ne regardes pas moi Tu regardes une personne, qui je ne sais pas Et tu ne sais pas Mais tu es ici Pour moi Pour ton parent. Tu dis Tu es ici Ici es tu Ici e stu Ici est u

Visir #64

Qui es tu ? Dans mon château Derrière les drapeaux

Skønlitteratur

Fr e e s t y l e

Mine led klikker af velbehag i deres kødhuler Af Jannik Frey Førster, Litteraturhistorie

Det gør ondt i maven. Jeg går langs en hovedvej, på fortovet til højre for en travl cykelsti. Det blæser og er overskyet. Vinden lader til at komme fra alle vinkler lidt lemfældigt og ligegyldigt. Jeg kan mærke at min blazer bliver blæst op ad ryggen og jeg bliver puffet fremad. I bussen er der stille i larmen. Ingen snakker men lyden af bus er altid tydelig under turen hvor metallet og plastikken giver sig op ad bakken. Den klager sig i svingene, stønner højt af udmattelse og sukker dybt da den lukker mig ud igen. Så er jeg et nyt sted. Min mund smager af mavesyre og kropsvarm kaffe. Jeg mindes ikke at have drukket kaffe. To piger går forbi mig, de har begge stramme bukser på, en grålig pelsvest og en eller begge er iført parfume der trækkes efter dem som et slimet sneglespor og den blander sig i mit svælg og bliver til topnoter i bræksmagen. Den ene siger noget men jeg hører det ikke, men jeg opfanger dog at hun har svært ved at forstå noget. Hvad det er, ved jeg ikke men i mit hoved opstilles der i løbet af ganske kort tid en urimeligt lang og fordomsfuld liste over potentielle ting hun højst sandsynligt ikke fatter. Jeg har solbriller på men solen skinner ikke. Jeg er ikke typen der normalt går med solbriller når det ikke er nødvendigt men jeg har ikke lyst til at folk skal se mine øjne. Min mave gør ondt. Jeg bevæger mig videre og fletter mig ind i gaderne og mellem menneskene. Kommer forbi apoteket hvor en mand står og spiser yoghurt med en lille plastikske. Han indtager yoghurten som en andrik der prøver at spise et stykke gennemblødt brød og han kvæles næsten imens den slibrige masse langsomt glider ned i svælget uden den mindste hjælp fra synkebevægelser. På intet tidspunkt bevæger adamsæblet sig. Og da klatten har bevæget sig forbi drøbelen bliver de retarderede smaskelyde suppleret af et vådt host der lyder som en snotklat der bliver sat i svingninger. En basstreng af snot der slåes an i en monstrøst dødsrallen. Da jeg er nået forbi den døende hører jeg processen gentage sig og jeg mærker en let gysen øverst i nakken. På båndet i Fakta ligger der en Risifrutti, desuden har jeg købt grønne æbler, seks styks i den tynde gennemsigtige plasticpose.

Visir # 64

Fr e e s t y l e

Skønlitteratur

Æbler

Af Jannik Frey Førster, Litteraturhistorie

Træerne ude i gården står stille. Bladene er stadig grønne med antydninger af gult. Det har lige regnet, men den velkendte regnlugt mangler. Der er ikke blevet slået græs i dag. Hele natten har han drømt om slagsmål og blodtud. Men ikke på en farlig måde. Heller ikke stressende, mere kammeratligt. Som en gammel ven der er ude på at slå én ihjel. Så nu sidder han bare og kigger ud på de stille træer i gården. Det er egentlig meget rart at det har regnet og at der stadig er overskyet. Det giver ikke den samme følelse af tiden der langsomt går. Han kunne tage opvasken eller støvsuge lidt, måske gå ned med panten eller skraldet. Men han er alene i lejligheden, og føler ikke ansvar overfor sig selv. Han har ikke spist endnu, det føles ikke relevant. Man har fået at vide at kroppen er en maskine der skal have benzin for at virke. Men de fortæller ikke hvor længe man kan køre på dampene.

Visir #64

Lige nu er han sulten, men ved også at den slags går væk igen. Han siger til sig selv at han vil købe lidt brød og noget frugt. Så snart han går ud, så går han op i Fakta. Men det er meget tvivlsomt om han går ud. Han mister appetitten, han fokuserer på et saftigt grønt æble, der knaser når skindet bliver brudt. Men noget i ham vender sig og han tænker på orm i æbler. Eller han tænker på store brune pletter med hvide uldne prikker. Og den saft der løber fra det inficerede, som fra et brandsår. Nogen gange ser han et halvt fordærvet lig. Han ser et fortæret ansigt i profil og forestiller sig orme der kravler ud af huller. Han ved ikke hvor billederne kommer fra. Han husker ikke at have set det andre steder end i hovedet. Et glas vand måske? Han kan godt lide meget koldt vand. Han tænker på at stå på toppen af et stort bjerg. Han støvsuger for åbne vinduer mens han børster tænder. Eller det gør han jo faktisk ikke. Han støvsuger med begge hænder og har en tandbørste, savl og tandpasta holdt fast i munden med tænderne. Og han fortryder, det gør han. For han ved at når han er færdig med at støvsuge er tandbørstens børste bidt helt åndssvag og er blevet blød. Han kan bedst lide sin tandbørste hård. Det skal føles som en rengøring og ikke en kildetur. Han har den ide at man kan spare tandbørstning op. Så hvis han glemmer det et par dage, skal han bare gøre det 4 gange dagen efter og hvis regnskabet skal gøres helt op bruger han tandtråd. Da han var lille brugte han aldrig tandtråd men efter han har fået en mærkelig tand er det blevet en besættelse. Ellers kunne han bruge timer på at slikke et stykke æble i stykker og længere ind i sprækkerne. Han har altid tandtråd tæt på. Han går helt i panik når det sidste stykke tandtråd, forræderisk afslører sin sande, og alt for korte, længde. Så går han i højt tempo ned i Brugsen og køber tandtråd. Han kan godt lide en helt ny pakke, den lugter ekstra meget af mint. Lugten går af i løbet af kort tid. Han har det med tandtråd som han havde det med legetøjsmentholcigaretter da han var dreng. Han havde altid lyst til at tage den lille smagsrulle ud af cigaretten og tygge på den. Men han havde en farlig anelse om at det var forbudt. Som om det var sidste trin inden ægte rygning. Hans mor og far havde lovet

Skønlitteratur

Fr e e s t y l e

ham et kørekort, hvis han ikke røg. Men de var blevet skilt og han havde haft store planer om et til bil og et til motorcykel. Han havde aldrig taget kortet og havde aldrig tygget på smagsrullen. De sidste to dage har han ligget i sengen. Nogen gange prøver han at ligge helt stille og forestiller sig at blive fundet af familien. Han forestiller sig det hele oppefra, og han ser båren og det hvide lagen der dækker ham. Måske er der en hånd der falder ud fra lagenet? Han ligger sådan i op til 10 minutter med øjnene stift rettet dødt op i loftet. Så holder han periodevist vejret. Han kan godt lide meget koldt vand. Og forleden så han noget han ikke erindrede at have set før: en isklump der havde sat sig fast på siden af glasset. Og det var ikke noget med at den langsomt gled ned i glasset, næ nej. Den sad bare fast der; på indersiden af glasset. Nogen gange forsvinder han ind i tv’et. Der er nogle helt bestemte programmer, der kan give ham det hvide snit i op til 5 minutter ad gangen, og han er taknemmelig. Det er om morgenen han har det værst. Det er der han brækker sig, men der kommer ikke noget op. Kun dårlig smag, lidt blod fra halsen og en dyb guttural hulken der minder ham om at en dag skal han dø. I går skinnede solen, men i dag regner det. Han har taget opvasken og støvsuget. Det har ikke givet den følelse af formåen som han havde håbet på. Der er en våd varme i lejligheden. Han ligger i sin seng med bukser og strømper på. Han har taget sin trøje af. Han piller sig i navlen og kigger på sin krop. Han lægger mærke til nogle små anormaliteter i huden. Han har drukket det sidste mælk og smidt nogle boller ud der havde fået mug. Han overvejer at smide rugbrødet ud også. Han ved ikke om rugbrød får mugmærker, hvor lang tid rugbrød kan holde og han ved ikke hvornår han har købt brødet. Det er i hvert fald næsten en måned siden. Han burde nok smide det ud. Men der er en kvalitet ved rugbrødet. Som en slags tidsmaskine der kan tage ham med tilbage til den dag hvor han købte det. Han købte brødet, sammen med noget leverpostej og 10 grønne æbler. Leverpostejen er for længst smidt ud og æblerne spist. Brødet er hans sidste bindeled til en tid og en person der nu er forsvundet.

Visir # 64

Folk man engang var i familie med eller dem man grinede og drak med er pludselig i erindringen karikerede skuespillere eller marionetdukker med snore og glasblanke øjne. De kunne være døde nu, de kunne have været døde i mange år, for sandt at sige er der ingen tydelige tegn på at tiden er gået. Træerne er stadig grønne om sommeren og hvinene fra de unge piger er stadig bare hvin, når deres studenter-drenge vælter dem om i det friske græs. Intet ændrer sig specielt, nogen ting er bare som de altid har været.

Fr e e s t y l e

Skønlitteratur

Billeder af den nordspanske pilmgrimsvandring El Camino de Santiago de Compostela Af Jacob Munk, Litteraturhistorie

Visir #64

Strækningen St. Jean Pied de Port – Roncesvalles Jeg satte mig på hug mens solen skinnede klart og gyldent i mine øjne. De lange, velduftende græsstrå slangede sig elegant op imod mit ligblege ansigt, der hang slapt i den 40 grader varme juliluft. - Monsieur! You forgot your banana! Min mave trak sig sammen og samledes i et enkelt lille punkt, der ganske langsomt voksede. Hele mit system imploderede, den guddommelige orden blev brudt og erstattet af et odiøst kaos. Jeg formåede kun lige akkurat at frembringe et ganske sagte: - Thank you… Ordene føltes som gift i mit bryst, min vejrtrækning stivnede og min mave stillede sig i angrebsposition. - Don’t you want your banana, monsieur? Endelig. Som en syndflod strømmede det ud af min mund, mens mine arme støttede sig til det bløde græs. Bag mig hørte jeg manden mumle lidt chokeret i et fejlslagent forsøg på at være diskret, mens jeg for et øjeblik løftede blikket mod det ophøjede udsyn over Pyrenæerne, hvor morgentågen stadig svævede mystisk mellem de majestætiske bjerge, der end ikke i de oldgræske gudestatuer fandt sin lige i storhed og heroisme. Vejen sneg sig beskedent men målrettet op ad skråningen, indtil den nåede det punkt, hvor jeg nu lå på alle fire som et døende dyr. Jeg bøjede hovedet forover og brækkede mig igen. Under den lille hvide presenning bag mig kunne jeg høre købmanden med bananerne blive lettere forlegen, hvad der vel ikke var så uforståeligt. Efter nogle minutter rejste jeg mig og gik op og tog imod bananen. - You okay sir? Spurgte han mig med tydelig fransk accent i et toneleje, der afslørede en barnagtig naivitet i hans stemme. - Alright thank you, it was probably just the heat. Jeg satte mig tilbage lidt væk fra den gennemsigte pøl af bræk uden så meget som en tanke i hovedet. Smerten i min mave havde optaget al min opmærksomhed, og når nu den var væk, var der intet tilbage. Jeg var bare taknemmelig for, at der ikke var andre til stede, som jeg kunne føle mig ynkelig overfor. Jeg takkede manden og bød ham farvel, men han insisterede på at give mig et stempel. - This is your last french stamp, monsieur, important! Med store, stirrende øjne og løftede øjenbryn tog han imod mit pilgrimspas og hamrede stemplet ned med en selvtilfredshed, som var det en sport for ham. Han havde en charme, som jeg gerne ville have rost ham for, hvis jeg ikke havde følt mig så udslået. Nu var jeg ikke i stand til andet end at forme noget, der med lidt god vilje kunne ligne et smil. Mesetaen: den spanske højslette (cirka 150 km af den type som er beskrevet her) Lyden af mine fodtrin. Trip trap. 40 grader celsius. Ingen skygge. Trip trap. Et skilt siger 425 km. til Santiago de Compostela. Himlen er barndomsblå. Jeg kigger til højre og ser slette. Jeg kigger til venstre og ser mere slette. Jeg lytter til mine trin. En lastbil passerer forbi. Dopplereffekten. Jeg kigger ned på mine fødder. De går. Jeg kigger på min skygge. Den bevæger sig. Jeg løfter blikket og ser at jeg ikke kommer nogle vegne. Føddernes dødsdans. Trip trap. Eller i vals trip trap trap trip trap trap. Kun er enkelttakten trip trip trip trip trip trip ikke en mulighed, to er bundgrænsen, der er jo trods alt to fødder. Jeg tager en tår vand. Mine flasker er tomme. Jeg ser tilbage. Ingen pilgrimme. Jeg ser frem. Mere ingen pilgrimme. Himlen spejler sig i asfalten, et krybdyr krydser min vej. Elmastkrucifikser omgiver mig. Mit kors rasler mod brystrammen. Jeg er tørstig. Ikke mere vand.

Skønlitteratur

Fr e e s t y l e

Satyrspil For én lyre og tre stemmer Af Jacob Munk, Litteraturhistorie

Sagte, ganske sagte Bag smaragdgrønne krat sidder satyren med hvide tænder, ja kridhvide tænder! Lu lei! Lu lai! Vinden er forårets og dufter af mirabeller, der ligger i stakke, der ligger i mine hænder. Lu lei! Lu lai! Dagen er på vej! Således taler satyren: ”I sangere! Hvor løber I hen?” siger satyren ”Der er endnu én gåde igen” siger satyren siger jeg med den ”Åh hvad? Åh hvad?” svarer alle skovens dyr Lu lei! Lu lai! Således svarer satyren: ”Ikke himlene de store, ikke øjnene de små” siger satyren ”Ikke børnene de hvide, ikke oldingen den grå” siger satyren siger jeg med den ”Hvad da? Hvad da?” råber alle skovens dyr Lu lei! Lu lai! Dagen er på vej! Så rubinklart trods tågefuldt Skoven glimter i måneguld… Satyren bærer skrinet frem Af jorden skyder op morgenens krop ”Før så vi kun som i et spejl, i en gåde” siger satyren ”og vidste ikke om vi var under dommen eller nåden” siger satyren siger jeg med den ”Giv svar!” græder alle skovens dyr ”Giv svar!” Lu lei! Lu lai! Dagen er på vej ”Så lad det ske!” svarer satyren og åbner deres øjne, ”SE:

Visir # 64

Fr e e s t y l e

Øjeblikkets holdbarhedsdato Af Hans Lind, Litteraturhistorie

Over suppen dejsede superfluen pludselig om… ”Vi lever i de prangende horoskopers tid”, gurglede det nede fra støvlen, inden den langt om længe lod sig vælte. Ud af den tumlede et betydeligt stykke af evigheden der uden videre gav sig til at have noget at gøre med den måde vi sorterer vores bestik på – Heldigvis kan du ikke, lige meget hvor mange strømper du vender, finde din hulken. Tag det ikke så tungt, bliv hos den hund som elsker dig, så længe de ikke finder billedet af jer i bad sammen. Vov bare pelsen – den kan jo vaskes. Når tiden er inde er der mange fliser, der ville ønske de havde dit ansigt. Med lidt god vilje er det muligt at få skovlen under de fleste ting, siger du, valnødden på sporet af sin tilfredshed er bare én af dem. Vent, der er mere… Superfluen er på benene igen, jeg skulle hilse og sige at du skulle tage at prøve deres knæstrømper – de skulle gerne være alle pengene værd. Bare så

Visir #64

du ved det, det klæder dig virkelig at spise yoghurt. Du holder masken rigtigt, men den ligner ikke dit hjerte.

Skønlitteratur

Horoskop

Fr e e s t y l e

Horoskoper Frit skrevet af Sigrid Rasch, Litteraturhistorie

VÆDDEREN: Lykkens gudinde er med dig, men noget skal du selv gøre. Stil dig under en flok måger, der lige har spist, eventuelt kan du selv fodre dem med noget gammelt brød. Hvis du har fået ti mågeklatter på dig inden solen går ned, vil du vinde en million inden udgangen af denne måned. TYREN: Nordstjernen og Tyren er perlevenner for tiden. Nordstjernen har fortsat sin karriere med at lede folk hen til babyer. Derfor vil du i den kommende tid have store muligheder for at tjene penge ved at babysitte. TVILLINGEN: Venus interfererer med dit stjernetegn. Hvilket betyder, at du har muligheden for at finde den eneste ene. Find en velvoksen frø eller undersøg personer i dine omgivelser. Hvis frøen er din eneste mulighed, vil bladet råde dig til at undersøge kønnet før, du kysser den. Medmindre selvfølgelig, du er biseksuel. KREBSEN: Et sort hul har bevæget sig faretruende tæt på Tvillingen. Konsekvensen er blandt andet, at det meste vil føles uoverskueligt – som om du konstant suges ind i et sort hul. Du kan forebygge dit uheld ved at undgå stiger, håndspejle og sorte katte.

VÆGTEN: Solen lyser ekstra meget på Vægten for tiden. Det medfører, at du vil opleve en øget klarhed i dit liv. Du vil være lysende talentfuld indenfor ALT. Måske er det nu, du skal tage Mensas IQ-test? Eller prøve kræfter med memorering af PI? Eller male? Eller skrive? Nyd det! SKORPIONEN: Planeten Pluto har kastet sit blik på dig. Det vil resultere i en abnorm trang til hundemad, en tendens til at se hunde alle vegne samt lyst til at læse Anders And hele tiden. Du skal ikke stole på dine sanser, da dit blik kan være så fordrejet af Pluto, at ganske almindelige lærere og medstuderende forvandles til firbenede væsner. SKYTTEN: Cykler du? Hvis du gør, vil det være en god ide at tjekke dine bremser i morgen. Dit stjernetegn har anbragt sig i en uheldig cyklisk position. STENBUKKEN: Stenbukken elsker stjerneskud. Og stjerneskuddene kan også godt lide Stenbukken. Hvis du vil hjælpe dit stjernetegn med at forbedre forholdet til de lunefulde stjerneskud, kunne du tage på stjernekig en stjerneklar aften. Eller måske skulle du bare invitere din hjertenskær med ud og spise stjerneskud! FISKEN: Stjernebilledet Svanen har fået et godt øje til Fisken. Jeg er lidt i tvivl, om den er sulten eller bare i romantisk humør. Hvis det første er tilfældet, skal du passe på overfor nye ting, du ikke er tryg ved. Det kan godt give bagslag. Hvis det sidste er tilfældet, kan du være sikker på, at nye ting altid vil falde ud til din fordel.

Visir # 64

LØVEN: Drikker du mælk? Spiser du mælkeprodukter? Hvis ikke, så er der garanteret en ny begyndelse for dig. Mælkevejen interfererer med dit stjernetegn med resultatet, at du oversvømmes af mælk. Mælkehvid hud vil erstatte den solbrune, mælkeskæg vil erstatte anden form for skæg, og gule mælkebøtter vil skyde frem på din vej. JOMFRUEN: Det nye er, at der ingenting sker. Alle rumfænomener har tilsyneladende fuldstændigt glemt Jomfruens eksistens. Det kunne være værre! Udnyt tiden til at udforske livet uden indgriben fra

stjernerne. Hvis du vil have chancen for at score i al ubemærkethed, skal du gøre det nu.

Fr e e s t y l e

Opskrift

Havregryn og banan-småkager (Bedre kendt som: ”Ved du godt, at man kan lave småkager ud af bare havregryn og banan?) Af Merete Teudt, Litteraturhistorie Kender du det, at man har lyst til småkager? Ja, det gør du! Men problemet med småkager, som med så meget andet, man kan gå og få lyst at fortære, er at de kræver ingredienser og at de, ifølge din kære mor i hvert fald, ikke helt gælder som et sundt måltid... Men Visir kommer nu til din undsætning og løser problemet for dig med denne ene lille, men ret så fantastiske opskrift. Til 1 person, som ikke elsker småkager (os normale mennesker laver bare dobbeltportion og hvis man har gæster, så ganger man bare op til man ikke har flere bananer eller havregryn). Varm ovnen op til 200° 1 banan 1½ dl havregryn Mos bananen med en gaffel og bland havregrynene i. Brug en teske til at komme klatter på en bageplade beklædt med bagepapir og glat klatterne lidt, så de bliver flade. Kom småkagerne i ovnen og bag dem i ca. 15 min. til de begynder at blive lidt brune. Dette er grundopskriften, men det rigtig fine ved disse småkager er, at man kan tilsætte en masse ting og dermed få lige den slags småkager man har lyst til!

Visir #64

Her er nogle forslag til, hvad du kan tilsætte i dine småkager: -

Citronsaft Citronskal Appelsinskal Vanilje Kanel Kakaopulver Rosiner Dadler Tørrede abrikoser Tørrede æblestykker Chokolade Grofthakkede hasselnødder Grofthakkede valnødder Grofthakkede mandler

Klumme

Fr e e s t y l e

Brødtekst Af Therese Løbner, Litteraturhistorie

Det hænder, at jeg skal brødfødes. Ved en sådan lejlighed smører jeg altid mit brød i en 3/4-valsetakt. Ikke af den grund, at jeg ikke tør vove mig ud i at indtage brød med smør påført i 4/4-takt, men det er bare aldrig faldet mig ind. Nogle mennesker foretrækker måske, som jeg, bare ubekymret at feje smørret på, mens de valsende svinger rundt med et par brødbetyngede hofter, fordi de skal videre i deres liv, mætnings- og omsætningsproces. De drages konstant af noget andet, noget vigtigere, noget mere farverigt. Andre tager sig derimod tid til 4 og ikke kun 3 slag i taktarten, når mørke, sene aftentimer eller alt for tidlige morgenstunder byder på den ellers evigt trivielle madpakkesmørning. Denne slags smørere smører smørelsen ordentligt på, så den når ud i alle hjørner og dækker

hele brødarealet. Måske har de ikke nødvendigvis bedre tid, men tager sig tid til at dvæle i øjeblikkets smørhul og ikke blot danse hen over det fabelagtige fænomen, der hedder at smøre sig en madpakke. Andre igen vil måske sætte ekstra krydderi på deres madpakke-produktion og vælge at smøre brødet i en 5/4- eller 7/8-takt, for at finde en ny og skæv indgangsvinkel til de daglige dejligheder. Disse mennesker standser op og fravælger både valsen og smørhulsdvæleriet til fordel for fordybelse i udarbejdelsen af en ny måde at gøre tingene på. Vi brødædere må intuitivt gribe efter den taktart, hvor vi finder håndmaden mest velsmagende. Hvad enten man danser, sanser eller standser, er det jo ingen skam at blive brødflov!

Visir # 64

Reklame

Fr e e s t y l e

Vil du noget med Litteratur? Litterater til Låns er en frivillig gruppe under Aarhus Kommunes Biblioteker. Gruppen består hovedsageligt af studerende, som gerne vil beskæftige sig med litteratur uden for uddannelsesinstitutionens rammer. Det sker ved formidling af litteratur gennem bl.a. anmeldelser, blogs, biblioteksudstillinger og videoer. Kunne du tænke dig at være med eller blot at høre lidt mere, så kom til vores intromøde: Onsdag 9. Oktober kl. 17.30-18.30 på Aarhus Hovedbibliotek, Møllegade 1, Aarhus C, lokale B (kan du ikke finde lokalet, mødes vi i forhallen 17.25) Find ud af mere om Litterater til Låns på www.facebook.com/LitteraterTilLaans

Visir #64

Vi ses!

Brun BĂŚ Bio

Visir # 64