Issuu

F æ l l e s æ s t e t i s k N r . Redaktion Kathrine Eg Mølhave Jakob Gaardbo Nielsen Stine Liberty

For– og bagsidelayout Jakob Gaardbo Nielsen Kathrine Eg Mølhave

6 3

S t u d e n t e r b l a d

M a j

2 0 1 3

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C www.visir-online.dk

Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er September 2013

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og anmeldelser af bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com.

VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetiske Fag for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder Humor

Vi søger…

Oplæg til næste nummer Freestyle

7 9 11 13

Tema: Humor Den danske humor er til grin, Kathrine Eg Mølhave Humorens utopologi, Jakob Gaardbo Nielsen Hvorfor grine?, Kathrine Eg Mølhave Strøtanker om det der humor, Ida Ravn Homilius

16 19 20

Anmeldelser Tvekønnet afmagt Jakob Gaardbo Nielsen Danmarks egen 1984, Kathrine Eg Mølhave De døde kan ikke selv tale, Kathrine Eg Mølhave

Portræt Livet for Liv, Stine Liberty Svenningsen

24 27 30 34 35 36 37

Skønlitteratur Brevet, Jacob Munk Turen ud til fyret - et fragment, Lea Grosen Jørgensen Flaskeposten, Kathrine Eg Mølhave Ahornsirup på pandekager, Stine Liberty Svenningsen Salt i øjnene, Jakob Gaardbo Nielsen Om natten, Kathrine Eg Mølhave Håndvasken, Jakob Gaardbo Nielsen & Christian Snæland

43 44 46

Verdens dårligste (eller bedste?) jokes Eventkalender Idol Poster - Mr. Bean

Visir # 63

Leder

Humor Hvad hedder røvhullet på et egern? En nødudgang. Hvor tager spøgelser på ferie? Ved det døde hav.

Visir #63

Dette nummer af Visir sætter fokus på humor. Hvad er humor dybest set? Hvad er sort humor? Hvad er den danske humor? Og hvad er antihumor egentlig for et fænomen? En gammel mand kan tro, at han er fantastisk sjov, men mene at en ung pige er humorforladt, mens et ungt menneske måske ikke synes, at det er knæhøj karse at få reciteret et citat fra Lykkehjulet. Humoren er forskellig fra person til person, og et så svævende begreb som humor er nærmest umuligt at sætte en nål i. Nåle er dog vores specialitet her på Visir, og vi sætter dem gerne i på de mærkeligste steder. Derfor prøver vi i dette nummer at kortlægge humor, og vi tilbyder også skønlitteratur, som måske er humoristisk for nogen og måske ikke er for andre. Kun du kan selv bestemme, om du føler dig underholdt eller ej, men vi håber selvfølgelig, at vi kan få det til at krampe, bare en lille smule, i dine lattermuskler. Om det så er fordi, vi skriver noget humoristisk, eller om det er fordi vi sætter nåle i dig, det vil vi lade tiden vise, men hvis jeg var dig, ville jeg nok passe på med at tage til akupunktør lige foreløbig. Nåle kan få dig til at gøre det særeste ting. Måske endda grine over noget, du slet ikke synes er sjovt.

V i s ø g e r. . .

Visir har brug for dig! Hvis du går rundt med forfatterdrømme eller en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager gerne både dybdegående journalistiske reportager fra slagmarken i Århus C., anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, lumre noveller, eller hvad din fantasi nu kanaliserer ned til dine ferme fingre eller computertasterne. Alt bydes velkommen! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe et læsereksemplar eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt redaktører: Jakob Gaardbo Nielsen på jakobgn@hotmail.com Stine Liberty Svenningsen på stine.liberty@gmail.com

Visir # 63

Oplæg

Freestyle Visir har de seneste gange ladet sig styre af konforme, systematiske og konventionelle retninger og dermed undertrykt jer, oh kære læsere og bidragsydere til bladet, ved at udskrive en bestemt retning og tema, I har skullet følge. Og herfor beklager vi dybt og bukker os i støvet! Vi vil derfor dedikere næste nummer til et tema, der ikke er et tema, nemlig freestyle! Freestyle indebærer naturligvis, at stilen er fri. Her må du selv bestemme retningen, og derfor kan bidragene skrives uden et bestemt emne at forholde sig til. Så hvis du har lyst til at skrive om myrens anatomi (måske i særdeleshed funktionen af dens højre følehorn), har en eksakt og meget uddybende viden om blondetrussens tilblivelse eller måske brænder inde med en ustyrlig (faglig) glæde over Cervantes og den kære Don Quixote, så lad dig endelig ikke holde tilbage! Vi søger alt, deriblandt også den skriveøvelse, du har fået verdens bedste respons på, og som du egentlig bare kan copy-paste ind i bladet. Hermed er tonen altså sat på en ikke-sat ikke-betonet måde. Det er helt op til dig!

kasernebladetvisir@gmail.com Deadline ultimo september

Visir #63

God skrivelyst!

Essay

Humor

Den danske humor er til grin Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie

Som dansker bliver man oversvømmet med alverdens standup-komikere, der ikke er til at kende fra hinanden. Mine venner har desværre en tendens til at tale et helt specielt kodesprog, der består af citater fra dem alle i én stor rodebunke, og der findes tilsyneladende ikke det, der ikke kan relateres til et eller andet mere eller mindre sjovt udsagn fra en af disse standup’ere. I 2005 så jeg mit første standupshow. Det foregik på en dvd på et ungdomsværelse, og det var hylemorsomt. De næste par år kom flere sjove shows til, og jeg grinte min røv i laser over Anders ”Anden” Matthesen, Thomas Hartman, Jonathan Spang og Uffe holm. Men så tog fanden ved standup-brancen, og nye navne væltede ind over mig som en lavine. Jeg blev kvalt. Jeg gav op. Nu til dags kan alle og enhver tilsyneladende blive standup-komiker, og kender du ikke navnene på dem alle, er du dooooomed (i hvert fald ifølge flere af mine venner). Mit problem er bare, at jeg ikke synes, det er sjovt nok, til at jeg vil bruge hver en vågen time på at se standup. Skal man følge med i ALLE de nye navne, så er det et fuldtidsjob. Jo vist, man griner da af en linje eller to, når man tvinges til at se et tilfældigt show, med en tilfældig ung fyr, der tror at babser er det sjoveste i verden, meeeen… Jeg savner de gode gamle dage, hvor man ikke skulle igennem en labyrint af plathed for at finde et par enkelte sjove guldkorn.

Derudover er den danske humor i film og serier blevet frustrerende. Tag et eksempel som Klovn: Her handler det ikke om at være sjov, men om at være pinlig. Jo pinligere, jo sjovere. Jeg erklærer mig skingrende uenig på det punkt. Den danske humor er bare bedst, når den er som i De grønne slagtere, Blinkende lygter eller Adams æbler. Her handler det om mærkelige mennesker, der gør sære og uforståelige ting. DET er den ægte danske humor, synes jeg. Jeg føler mig ikke underholdt, når jeg krummer tæer over Frank Hvam eller ryster på hovedet over, hvor led Casper Christensen egentlig kan være. Casper Christensen var fantastisk før i tiden. Tag et program som Langt fra Las Vegas (hvor Thomas Hartman for øvrigt har skrevet en hel del af afsnittene). I Langt fra Las Vegas var Casper egentlig også et røvhul, men han formåede alligevel at gøre det på en sjov måde. Resten af serien indeholdt en perlerække af skønne karakterer, der gjorde de mærkeligste ting. Jeg holder aldrig op med at elske

Visir # 63

Thomas Hartman er en af de eneste, der har formået at forblive sjov. Han er kun sig selv og sin mikrofon. Måske har han en stol og en Star Trek t-shirt, men that’s it. Anden kan jo efterhånden ikke gå på scenen længere uden at skulle have for

tusinder af kroner rekvisitter med, og det der med at henvende sig til et enkelt publikum, det er herren blevet for fin til. Det er efterhånden mere som at se et skuespil end et standupshow, at se Anden underholde os. Han har lært en masse replikker udenad, og gu’ er det da sjovt, at han kan lære gigantisk lange ord udenad, men han har distanceret sig så meget fra publikum, at det ikke længere føles helt ægte. I gamle dage stod komikeren på en lille scene i Comedy Zoo, og man var tæt på ham. Nu står han på en kæmpe scene, og der er ikke forskel på, om man ser showet i teateret eller hjemme i stuen, det er alligevel det samme.

Humor

den evigt upassende perverse Buckingham eller den altid kiksede Robert. Langt fra Las Vegas bruger den samme fantastiske stil som De grønne slagtere og de andre skønne danske film: Der præsenteres en række sære mennesker, der gør de mærkeligste ting. Jo vist, vi krummer tæer, men vi krummer ikke tæer fordi karaktererne bliver ydmyget. Vi krummer tæer fordi karaktererne gør umådeligt tåbelige ting og alligevel ender med at få det bedste ud af det. Ydmygelse har aldrig været sjovt og vil aldrig blive det.

Visir #63

Min pointe med dette er, at den danske humor skal tage sig gevaldigt sammen, hvis jeg skal tilbage på vognen. Ellers har jeg det fint med, som en gammel pebermø, at sidde derhjemme og se gamle film, mens jeg reciterer for mig selv: Det var nu bedre i gamle dage.

Essay

Humor

Humorens utopologi Et dekonstruktivt perspektiv på humor Af Jakob Gaardbo Nielsen Litteraturhistorie “What's worse than finding a worm in your apple? The Holocaust.”

Hvis man griner af en usmagelighed som denne, har man – som undertegnede – været for længe undervejs på internettets ørkenvandring af humoristisk elendighed. Man har slukket sin underholdningstørst med 4chans socialkulturelle ekstremisme, Imgur’s og Reddit’s roulette af usømmelig kulturnedbrydning og – hvis man er en af de få, der vover det – bevæget sig ud i minefeltet af mareridtsagtig ”blood-and-gore”, samt andre værre uhyrligheder i internettets proverbiale kloak, imageboardet /b/ og dets klistrede, pornoficerede og åbenlyst volds- og kriminalitetsforherligende intethedsdiskurs. Internettets humorknudepunkter har taget den blide satire fra vores forældres tegneseriehæfter om halsen, og sablet den fast i fortiden hvor den nu knirker under vægten af internettets mægtige indvolde, hvis humoristiske potentiale tilsyneladende ingen grænser kender. Hvis man griner af en ikke-joke’s indholdsløse og suspenderede antipunchlines og morbide selvrefleksivitet, har man nok mindst et par skruer løs, men frem for alt er man vokset op på internettet: det moderne menneskes travle og blodtørstige humørfabrik. ”Why did the boy drop his ice cream? Because he was hit by a bus”

“How do you confuse a blond? Paint yourself green and throw forks at her.”

Og det er netop ikke kun uskyldige drengestreger. Hackergruppen Anonymous, som er kendt for sine ikke-så-uskyldige cyberangreb på bl.a. Pentagon, Nordkoreas statshjemmeside såvel som Nem-ID herhjemme, stammer fra det anonyme imageboard /b/, hvor pornografisk vold, sadisme og generel degeneration af traditionelle værdier flyder som en kontinuerlig flod af humoristisk kloakvand. Disse er ophavsfolk til en stor del af den (anti) humor, som efterfølgende filtreres ud i internettets mere sobre og håndterbare fora. Uhyrlighedens cyberspacetempel er altså paradoksalt nok den kilde, hvorfra de efterhånden ganske folkelige memes udkrystalliseres i mere eller mindre letfordøjelig form – indtil det forvandles til et ulideligt støvet og forsødet destillat på internettets gravplads, 9gag: ”Where memes come to die”. Det virkeligt sjove svæver altså i limbo mellem det usigeligt chokerende og det impotente, og vi kan takke talløse modige internetbetvingere

Visir # 63

Morbiditeten og absurditeten er ganske åbenlyst den singulære præmis, hvorpå internettets humorvirksomhed bygger sine fabrikker. Det er nyttesløst at diskutere individerne, der udgør den, men som

levende, åndende (og skidende) organisme udsondrer internettet hver dag sine velsmagende og unægteligt morsomme giftsporer i en kultur, hvor vi som fugleunger dagligt åbner vores klynkende gab, og sluger hvad end den finder passende at tvære ud i ansigtet på os. Det er kun med bævende klik man tør nærme sig de giftigste af internettets humororganer, men ikke desto mindre besøges 4chan og /b/ hver dag af millioner af brugere, unge såvel som gamle, og produktionen af dårlige jokes, chokerende billeder, udstillende og offensiv komik fortsætter som en flodbølge.

Humor

for dagligt at hente det fra Styx-floden på /b/ og formidle det videre til mere lovligt og fordøjeligt regi. “An Irishman walks out of a bar”

Humor er ikke længere et sted, ikke længere en bog med hyggelige vittigheder og toiletlæsning, ikke længere hjemmesider som “vits.dk”, og slet ikke politisk satire i Berlingske Tidende. Humoren er blevet atomiseret til et fedtet universelt substrat af det usigelige, det uhørlige, det uhyggelige og det ubehagelige, hvorfra internettets filtreringsmekanisme udsondrer det virkeligt sjove, som det dog derefter listigt gemmer i sin elendighedslabyrint, hvor man oftere brænder fingrene end trækker på smilebåndet. Humor er ikke længere latter, det er en sygdom man gennem en ungdom på internettets glidebane har tilegnet sig, som en uhelbredelig forkølelse.

Visir #63

Jagten på en god joke stopper i det øjeblik, man begiver sig ud på den. Vittigheden er død, siger /b/ altså og producerer stolt humorens nye medie, the anti-joke. Ikke-joken er det prægnante fravær af

Essay

humor, en køligt suspenderet punchline, der aldrig kommer, og altså et mytisk væsen fra internettets ikke-sted. Ikkejoken er en prototypisk dekonstruktion af en apori i traditionel humoristisk praksis og den epitomiserer modigt det moderne (unge) menneskes jagt på meningsløshed og ikke-forløsning – et mål, internettets mangfoldighed af elendig humor lystigt skænker os med et smil (og en dråbe blod) på læben. “How do you make a plumber cry? You kill his family”

Hvis Jacques Derrida (rest his soul) var i live i dag, ville han elske at gå på dekonstruktivistisk humørjagt i internettets tekst- og billedverden og dens kontinuerlige betydningsglidning og selvnedbrydning. Internettet er ved at sprænge i sømmen af dårlig humor, men i de små bloddryppende og stinkende afkroge bobler der en gang imellem noget virkeligt morsomt op igennem kloaksuppen, som får kroppen til at skælve. Om den så skælver af latter eller væmmelse er et spørgsmål om tilvænning.

Læserbrev

Humor

Hvorfor grine?

En introduktion til hvorfor man bør le hver dag Af Kathrine Eg Mølhave Litteraturhistorie

”Latter adskiller sig fra en anden spontan morsomhedsreaktion, smil, ved at være ledsaget af karakteristiske stødvise lyde, der fremkommer ved krampelignende sammentrækninger af mellemgulvet. Hyppigt sker det samtidigt med at munden åbnes på vid gab, så tænderne blottes og øjnene bliver til smalle sprækker. Mundvigene trækker sig udad og i særligt kraftige tilfælde løber øjnene samtidigt i vand. Der findes dog også mindre voldsomme og mindre anstrengende former for latterudbrud.” Vi kender typen. Den gamle mand, der sidder med armene over kors, og hvis mundvige ser ud til at være groet fast i en nedadrettet bue. Den snobbede pige til festen, der stirrer overlegent rundt i lokalet, og hvis mundvige er som hugget i marmor i en hånlig grimasse, der bestemt ikke kan karakteriseres som et smil. Typen der smiler overbærende, når alle andre griner. Jeps, vi kender typen, og det er ikke just dem, der står øverst på listen over folk, vi har lyst til at invitere, når der skal holdes fest. Går man ind på latterevents.dk kan man få meget information om latteren, og de skriver bl.a. at et gennemsnitligt menneske griner under 20 gange om dagen, mens børn griner over hundrede gange om dagen. Bliver man virkelig bare kedeligere og kedeligere jo ældre man er?

Undersøgelser viser, at latter både styrker dit immunforsvar, giver større lungekapacitet, motionerer dine organer, løser stress, mindsker nervøsitet og angst, lindrer smerte og forbedrer din indlæringsevne samt hjælper med at styrke dit blodomløb og kan dermed forebygge hjerteanfald. Det er alle sammen ganske gode grunde til at grine noget mere. Desuden øger latter dit velvære, tillader dig at se livet fra andre perspektiver, skaber sammenhold mellem mennesker og forbedrer dit udseende. Et smilende ansigt er alt andet lige smukkere end et surt. Er du et af de mennesker, der sidder i hjørnet og er muggen, og er du et af de mennesker, der egentlig gerne ville grine lidt mere, men ikke helt ved, hvordan du skal komme i gang, så læs med her. Det første du skal gøre, er at tage dig selv mindre seriøst. Lær at grine af dig selv og dine egne fejl, for på den måde kan du skamme dig mindre over dine fejltrin, og du kan lære mere af dem. Det gælder for alle svære situationer. Hvis du prøver at grine af dem, kan du distancere dig, se det fra en anden vinkel og lære noget.

Visir # 63

Man kan ikke tvinge humor ned over hovedet på folk, og man kan ikke altid ændre på, hvad folk synes er sjovt. Men nogle gange handler det om at lære at give slip på sig selv og lade sig ride med

på bølgen. Det er altid bedre at have det for sjovt end for trist. Lever man alligevel i en grå verden, hvor intet forekommer et grin værdigt, så burde man måske alligevel prøve at løsne de krampende kæber lidt op og forsøge sig med at frigive noget luft stødvist gennem stemmebåndene i sammenhæng med et smil. For latter er ikke bare ”godt for sjælen” som man siger, nej latter kan være godt for meget andet.

Humor

Derudover behøver du ikke være ulykkelig, hver gang noget går galt, for alt har det med at løse sig til sidst, så hvorfor ikke få det bedste ud af det? Hvis du har svært ved at løfte dig selv op på niveauet, hvor du kan grine af de hårde tider, kan det være en god ide at omgive dig med åbne, sjove mennesker, og med ting der gør dig glade. Lav små påmindelser om de skønne ting i livet til dig selv. Det kan være et godt feriebillede, et citat eller en grim souvenir, du købte på den der frygtelige regnfulde ferie til Grand Canaria for fem år siden. Den fe-

Læserbrev

rie, som egentlig var ret sjov. Vælg et sjovt baggrundsbillede på din telefon, eller et billede af folk du elsker på din computer. En måde at få flere grin i dit liv er ved at være spontan. Vær åben overfor nye og overraskende ting og vær ikke så defensiv. Slip tøjlerne lidt og lad dig rive med, man får tit de sjoveste stunder, når man åbner op for det uventede. Humor er nemt at bringe ind i din hverdag, og det bringer kun gode ting med sig, så der er ingen undskyldning længere.

Visir #63

Latter smitter, så lad os starte en epidemi!

Essay

Humor

Strøtanker om det der humor Af Ida Ravn Homilius, Litteraturhistorie

Normalt vil jeg ikke anse mig selv som den største ekspert i begrebet humor, men efter en del grublen er jeg nået frem til, at jeg har overraskende mange overvejelser omkring dette emne. Du, kære læser, har det måske ligesom jeg. Du ved måske ikke helt, hvilket ben du skal stå på, hvis nogen beder dig om at beskrive humor. Det kan jeg godt forstå! Slår man begrebet humor op i Den danske betydningsordbog, fremkommer hele fire definitioner. Det indbefatter blandt andet to overordnede beskrivelser af humor, hvor det kort fortalt beskrives som en komisk eller morsom måde at opfatte tilværelsen på eller blot en måde at lave sjov på. Desuden er humor det, man selv anser for værende sjovt. Herefter nævnes ’sort humor’. Det beskrives som en grotesk, makaber og overdreven måde at lave sjov med de ting i tilværelsen, som vi normalt tager alvorligt. Den fjerde er ’syg humor’. Her beskrives denne form som meget lignende ’sort humor’, blot med den sideeffekt at det ofte vækker forargelse blandt andre mennesker. Så er det i hvert fald på plads. Humor er altså mange forskellige ting, og allerede inden for disse kategorier ses en opdeling af humor som værende noget individuelt, og ikke noget alle kan enes om.

En fælleshumor der specielt er blandt unge, og har været det i mange år efterhånden, er at gengive citater fra diverse stand-up shows. Det er en type humor jeg selv benytter mig meget af. Der er noget trygt i det. Desuden er der en vis træfsikkerhed, hvis du er sikker på, dine medmennesker også har set lige præcis det show, du refererer til. Det giver en følelse af at gense lige det moment at showet sammen. At kunne være sjov på denne måde kræver dog, at man kan huske hele citatet, ellers falder joke til jorden. Tro mig, der har jeg været. Det er

Visir # 63

I Danmark har vi en fælleskultur, hvor humor fylder meget på TV i form at stand -up shows, vittige værter på diverse underholdningsprogrammer og udsendelser, hvor fænomener fra vores hverdag diskuteres på en, nå ja, humoristisk måde. Men er denne fælles TV-kultur også fælleshumor? For nylig så jeg det program, der hedder Klipfiskerne. For dig,

der måske ikke lige ved, hvad det er for noget, så er det i bund og grund et program, hvor der sidder nogle kendte mennesker fra Comedybranchen og ser klip fra Youtube. De klip skal deltagerne derefter f.eks. mime, eller de skal gætte på hvilket klip, der har fået flest hits. Man må gå ud fra, at der er mange danskere, der finder dette program underholdende, ellers ville TV-stationen ikke kunne få lov til at vise det i den bedste sendetid en lørdag aften. Min personlige mening om det program er dog, at det mest er underholdning for de implicerede parters skyld. Så jeg er ikke en del af lige netop dén fælleshumor. Jeg tror måske de fleste danskere føler sig godt tilpas og underholdt ved tanken om, at de kan føle sig som en del af det fællesskab, der er i studiet mellem de kendte. Man kan for et øjeblik drømme sig væk fra hverdagens stress og jag og forestille sig, at man er i studiet sammen med dem. Men hvis det er tilfældet, så er det vel nærmere dagdrømmeri end egentlig humor. Derfor vil jeg haste videre mod mit egentlige fokus: Humor.

Humor

altså vigtigt, at man er enige om spillereglerne for, hvordan man skal bruge humor over for hinanden.

Visir #63

Forskellige former for humor tilhører nok forskellige aldersgrupper. Det sker tit at unge mennesker ikke forstår de ældre menneskers humor og omvendt. Der er så mange ting, der adskiller unge og ældre menneskers verdensopfattelser, og humor er en af dem. Jeg har selv været ude for at træde direkte ned i denne generationskløft. I min gymnasietid arbejdede jeg på en tankstation, hvilket jeg meget ironisk også gør nu. Men på denne tankstation stod en yngre udgave af mig og forsøgte at være så sød og imødekommende som muligt. Da en ældre mand træder ind og har købt sine ting, vil han gerne sludre lidt. Lige netop denne sludder ender dog med en masse, i hans optik må jeg næsten gå ud fra, punchlines, som jeg kan mærke, jeg har svært ved at definere. Jeg har en uklar ide om, at manden forsøger at være sjov, men jeg kan ikke helt finde det sjove i det, han siger. Det fornemmer han tydeligvis, og hans reaktion på denne efterhånden noget akavede situation er: Er du da fuldstændig humorforladt? Så stod jeg der, helt mundlam. Jeg begyndte helt at overveje, om jeg kunne være humorforladt – var det mig, der var helt gal på den? Ville enhver anden idiot forstå, hvad jeg tydeligvis ikke gjorde? Det var selvfølgelig blot mine tanker lige i øjeblikket, og så snart manden havde forladt butikken, stod det klart for mig, at ikke alle mennesker er helt enige om, hvad der er sjovt. Nu kan jeg godt tænke over, om dette måske er de punchlines ham og hans kammerater bruger, når de

Essay

skal lave sjov. Det ville så svare til, at jeg havde smidt et citat af en kendt, dansk stand-up komiker i hovedet på ham. Han ville nok have fundet det meget underligt, måske endda direkte ubehøvlet. Sådan er det. Indforståethed virker tydeligvis ikke ude i den virkelige verden. Det Den danske betydningsordbog vælger at kalde sort eller syg humor, er nok det jeg, under en fællesbetegnelse, vil kalde sarkasme. I hvert fald falder de i min optik ind under den kategori. Selvom man indimellem skal passe på med, hvornår man bruger humor, er det intet sammenlignet med, hvor forsigtig man skal være med sarkasme. Sarkasme er for nogen meget uhøfligt, mens det for andre, inklusive mig selv, kan være et redskab til at komme omkring hverdagen på en lettere måde. Er der f.eks. en, der er ubehagelig over for mig, kan det være en hjælp for mig at møde denne person med sarkasme. På den måde undgår jeg at virke direkte vred, men jeg lader det heller ikke gå ubemærket hen. Med de rette mennesker kan sarkasme ligefrem blive en del af den daglige tale, hvor man bringer en særlig form for humor ind i hverdagssproget. En af mine kære venner har sågar dette citat som sit profilbillede på Facebook: My degree of sarcasm depends on your degree of stupidity. Ud over at være en sarkastisk bemærkning i sig selv, beskriver den også sarkasme godt. Jo dummere den man står over for synes at være, jo mere sarkastisk kan man tillade sig at være, uden at den anden egentlig opdager det. Sarkasme er altså både et våben og et middel til at få trænet lattermusklerne.

Essay

Men hvor vigtigt er det egentlig for os at have humor omkring os i hverdagen? ”Det der med humor skal man altså tage alvorligt. Det er en videnskab, hvornår ting er sjove, og hvornår de ikke er. Der skal ikke mere end en brøkdel forkert timing til, så er det ikke lige så sjovt, som hvis man havde ramt den lige i røven. ” – Martin Brygmann, skuespiller og musiker (Politiken) Okay, Martin Brygmann. Det med den rigtige timing, det kan vi godt blive enige om. Men nu siger du, at humor ligefrem en videnskab for os. Der er vist, når det kommer til stykket, meget sandhed i udtalelsens bogstaveligste forstand. Man kan ikke kun finde humor i den enkeltes individuelle hverdag. På videnskab.dk, diverse aviser og små nichestudier findes humoren også. Her er den blot lagt under mikroskopet. Ikke som jeg gør her, men for alvor. Der forskes altså i humor og i, hvad den gør ved os. Humor er på den måde et bredt begreb, og det vil garanteret blive debatteret i alle

Humor

dets facetter i løbet af hele menneskehedens tid her på jorden. Humor er forsøgt defineret, men i bund og grund er ”humor […] det man mangler, når man forsøger at forklare, hvad det er.” – Johannes Møllehave Jeg håber på at kunne have beriget dig, kære læser, på den ene eller den anden måde. Måske føler du dig klogere, efter at være ført ind i min tankestrøm, måske er det endda lykkedes mig at frembringe et smil på dine læber – et lille grin måske? (Et af dem, hvor man lige stopper op i sin læsning og kigger sig omkring for at se, om der var nogen der opdagede, at man sad der og grinede for sig selv, tilsyneladende over ingenting). I hvert fald vil jeg ønske dig tillykke for at have læst hele min tekst – jeg har trods alt ingen ekspertviden bag mig. Måske føler du dig snydt, fordi jeg har fået dig til at læse helt herned til. Det er der vist ingen, der kan svare på ud over dig selv. At føle en vis selvtilfredshed ved at have lokket dig hele vejen igennem teksten må i så fald være min egen syge form for humor.

Visir # 63

Anmeldelse

Humor

Tvekønnet afmagt

Anmeldelse af Ingen åbner af Christel Wiinblad Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie En kvinde ringer på døren hos en mand. Tre uger senere bor de sammen og er forlovede. Inden længe bliver forholdet voldeligt, og kvinden må indlægges. Med disse tre sætninger er handlingen i Christel Wiinblads seneste roman, Ingen åbner, ret nøjagtigt beskrevet. Ret beset sker der nemlig ikke mere. Det gør der imidlertid i den unavngivne kvindes sønderflængede indre. Hendes indre er en arena, hvor barndomstraumer og lillesøsterens selvmord ustandseligt rykker personlighedens dinglevorne rødder op, og åbner hende for en desperat modtagelighed over for den ligeså unavngivne mandspersons arketypiske herskersyge. ”Ingen åbner er en roman om en mand og en kvinde”, står der køligt på bagcoveret, og det kunne næppe være sagt bedre.

Visir #63

Klichéernes stream-of-consciousness Kvinden indsluser nemlig alt hvad manden siger til hende og – ikke mindst – gør ved hende. Hendes tanker slynger sig om ham som en slyngplante, og mens hendes livs flydende fundamenter langsomt forsøger at størkne under denne nye dominans, smelter hun atter som voks under en intensiverende depression og vægten af hendes lillesøsters selvmord. Denne sygelige åbenhed præger romanens sprog på alle niveauer. Kvindens tanker formuleres i en morbid strøm af korte, komprimerede og særdeles flade sætninger, som synes at være løftet direkte ud fra mandens vedblivende selvhjælpsformaninger: ”Der findes jo fornuftige piller og læger, der er til at stole på. Der findes også medicin for maveproblemer. Det er ufornuftigt at tro på, at det med maven har noget

med sorgen at gøre. Der findes også gode øvelser for sorg.” Hendes sprog er på denne måde ikke hendes eget. I størstedelen af romanen reciterer hun blot mandens, kirkens, psykologens og Guds alvorsord om hvor ufornuftigt det er, at hun endnu ikke – efter et helt år! – er kommet over lillesøsterens selvmord: ”Hun er heldigvis ude af sorgen. Der er jo gået et år nu. Det er godt, at hun har ham til at se klart for sig”. På overfladen lyder det jo fint, men det er manden, der mener hun er kommet videre, at hun er ude af sorgen, ikke hende. Hun er ikke herre over sine tanker eller sit sprog, som er så dybt vævet ind i mandens, at hendes tankestrøm, ja selve hendes sproglighed, bliver uadskillelig fra den anden halvdel af forholdet, som læseren klart og tydeligt ser igennem sprogets knuste spejl. Hendes sprog er transparent og repræsenterer den forsvarsløse desperation, med hvilken hun tilknytter sig mandens omsorg og hjælp. Hendes sprog er selvhjælpslitteraturens patetiske og håbløse selvrealiseringsprojekt, manifesteret i hovedsætning efter hovedsætning, one-liner efter one-liner. Det eksterne terapisprog tørner oven i købet hele tiden sammen med hendes eget traumatiserede tankemylder, og intensiverer den afmægtige stemning. Hendes sprog er klichéernes stream-ofconsciousness, afmagtens underliggørende klamren sig til den andens sprog – og som litterært greb, er det særdeles effektivt! Arketypisk kvindelig afmagt Og hvem er så denne mand, denne anden? Meget konkret får vi ikke at vide om ham, men for kvinden er han hele livets

Anmeldelse

omdrejningspunkt. Det er ud fra ham, hun med egne ord kan se ”hvor forkert hun efterhånden er”. Han er belæst, poetisk og kultiveret – tre mål, hun ved hun må leve op til, men som hun har svært ved selv at begribe: ”Vinen er entydigt godt anmeldt. Det er ikke det vigtige, ved hun. Det er dens åndelige poesi, der er vigtig”. Manden kværulerer løs om vinflaskernes anmelderroste poeticitet, chokoladedessertens poetiske sans og den højere kvalificerede psykiater med endnu bedre piller, han kan anbefale. Hun tvinger sig selv til at tænke på vinen og desserten som poetiske, på ham som bedrevidende og livsklog; og det lykkes for hende. Til sidst er hun helt glædesløst optaget i hans verden, hvor kun cigaretternes hiven i lungerne kan lette på depressionens tåger.

form. På samme måde er kvinden og mandens kønslige sameksistens i sin grundnatur voldelig, penetrerende, seksuel, ødelæggende og på samme tid helt vidunderlig og uundværlig – en balancegang som kvinden i Ingen åbner graciøst epitomiserer. Traumatisk ligevægt Denne maskuline dominans er imidlertid ikke entydigt ubehagelig. Manden penetrerer kvindens sprog, ødelægger hende, slår hende og saboterer hendes liv, men hun er ikke desto mindre en nødvendig og helt uerstattelig komponent i hans liv. Hun er det projekt, det altid tilstedeværende ”offer”, på hvilket han kan udøve sig. Uden et ”offer” ville han nemlig selv være den magtesløse. Indrømmet, kvindens situation er miserabel og uoverskuelig, men alligevel synes hun ikke at være i stand til at ønske sig andet (eller bedre). Hun er på en usigelig måde tilpas, på samme måde som han er det. Det er et traumatisk equilibrium, en balancegang mellem to på hver sin måde traumatiserede personligheder. Uden at være i stand til at udtrykke det, ser hun frem til det uundgåelige møde med hans mørkere sider, hvis flerlagede voldsudøvelse hun umuligt kunne undvære. Således er de begge to nødvendige i hinandens liv. Alternativ kærlighed Heri består en af romanens styrker. Den traumatiserede kvinde og den patetiskvoldelige (alfa)mand er næppe ukendt grund i moderne dansk litteratur, tværtimod, men Wiinblad iklæder den en særlig pseudominimalistisk ornamentering, hvor de menneskelige kompleksiteter løftes frem i sproget på en sådan måde, at

Visir # 63

Det er noget kønsligt-arketypisk over deres forhold. Kvindens skrøbelige, åbnede sind og sprog, der invaderes af mandens liberalistiske totalmaterialisme. Hun nedbryder sit liv, opsiger lejlighed, smider møbler ud, kun for at blive inkorporeret i – eller mere rammende: penetreret af – mandens ”poetiske” verden. Det er en streng verden, hvor der ikke er plads til andet end hans forestilling om hende: ”Han vil ikke høre på, at hun ikke oplever den typiske smerte, han taler om”. Hun skal ikke komme med andre smerter end dem, han kender gennem sin velansete og fejrede psykologkammerat. Forholdet leder tankerne hen på Anish Kapoors Shooting into the corner, i skrivende stund udstillet på ARoS i Aarhus, en dynamisk skulptur, hvor en sort kanon skyder røde voksklatter med stor voldsomhed ind i hjørnet af lokalet, hvor et grotesk rødt kvindekøn langsomt tager

Humor

Anmeldelse

Humor

traumet kommer helt tæt på. Det posttraumatiske sprogtab, den famlende nærhedsdesperation og den sproglige ambiguitet er særdeles vellykkede litterære greb, der italesætter nogle af menneskets på samme tid skjulte og åbenlyse behov. Sprogets minimalistiske og hakkende fremdrift i et ligeså minimalt narrativ sitrer i afmagt over de underliggende traumer, sorgen, den lydløse indre død og den gensidige (af)magt, og romanen bliver således et halveret passionsspil af ultrarealistisk kærlighed. Manden og kvindens kærlighed er en ukendt og tabubelagt kærlighed, men den er der. Det er en anden slags kærlighed, men en ligeså vigtig kærlighed, der ville være usigelig i en traditionel sproglig og genremæssig iklædning. Her er den tilstede på hver eneste side i kvindesprogets åbnede modtagelighed. Selvom kvinden er synsvinklen i romanen, handler den altså i ligeså høj grad om manden, og det sker på forfriskende vis. Irriterende, men uundværlig læsning Ingen åbner er en gennemført irriterende roman. De hakkende mønstersætninger klør i øjnene og bliver næsten kvalme i al

deres tragiske gennemsigtighed. Igennem læsningen håber man på en sproglig afspænding, et lettelsens suk, der imidlertid aldrig rigtig kommer. Romanen slutter på en forløsende tone, jovist, men det er næppe det interessante. Sproget vænner man sig hurtigt til, og snart kan man ikke andet end at fryde sig over Wiinblads underliggørende, afpoetiserede sprog, som i al sin gennemsigtighed, afstumpethed og i alle sine gentagelsesmønstre alligevel får sagt så meget. Den underliggjorte, tvekønnede afmagt gør selv trivialiteterne uhyggelige; chokoladedesserten, den aldrig perfekte kaffe, den nye kjole og den tavse dørtelefon galopperer ud af siderne og gør, at historien om en mand og en kvinde bliver mere end en tragedie, mere end socialrealisme. Ingen åbner handler om et incestoffer og en psykopat, men den siger os uendeligt meget mere. Det er den i stand til, fordi det er en forbandet vellykket roman, men også fordi den opfinder sit eget sprog: et grænseløst irriterende, skærende repetitionsmønster af transparent afmagt: et sprog, der er så irriterende, at det ikke kan være andet end godt.

Visir #63

Ingen åbner Forfatter: Christel Wiinblad Forlag: Gyldendal Udgivet: 2012 Antal sider: 175

Anmeldelse

Humor

Danmarks egen 1984

Anmeldelse af De Hvide Mænd af Kenneth Bøgh Andersen Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie

Romanen De Hvide Mænd udkom første gang i 2003 og er efterhånden ved at have et par år på bagen. I 2012 blev den genudgivet, og jeg hørte om den for første gang. Mange har læst den i dansktimerne, men det havde jeg ikke, og det er der nok også mange af jer, der heller ikke har. Derfor bliver jeg nødt til at brede budskabet: Bogen er fantastisk! Kenneth Bøgh Andersen skriver eminent, og bogen er på ingen måder kun en ungdomsbog efter min mening. I romanen befinder vi os i et overbefolket fremtids-Danmark, hvor vi følger Edwind, der er 21 år og skal i gang med den største prøvelse i sit liv, nemlig sin studentereksamen. Studentereksamen er netop den vigtigste prøvelse i ethvert menneskes liv i fremtidens Danmark, for ligger dit gennemsnit under 9,6 er du dumpet og ikke egnet til at leve i samfundet. Dumper du, bliver du henrettet af De Hvide Mænd. Det samme sker, når du skal pensioneres i en alder af 60, hvis du kommer slemt til skade, eller hvis du forbryder dig mod samfundet. Edwin har været den bedste elev i sin klasse igennem hele sit skoleforløb og har vundet et utal af medaljer

for godt arbejde, men en enkelt sætning ændrer hans liv brat. Du er nøjagtig, hvad dette samfund behøver. Denne sætning minder Edwin om sin pensionerede (og dermed døde) farfars ord. Edwins farfar har for længe siden fortalt Edwin, at verden ikke altid har været, som den er nu, at De Hvide Mænd ikke altid har eksisteret. Det vender op og ned på Edwins liv. Han kan ikke længere koncentrere sig, og hans karakterer daler drastisk. Pludselig skal han kæmpe for at bestå, kæmpe for at overleve, mens han skal kæmpe med sig selv og sin egen samvittighed. Med Edwin og De Hvide Mænd skaber Kenneth Bøgh Andersen et fremtidssamfund i samme stil som Orwells 1984, hvor regeringen styrer alt og holder borgerne i bedøvende uvidenhed og frygt, der kan få selv ægtefolk til at melde hinanden. Efter min mening burde alle, der synes om bøger som 1984 også læse De Hvide Mænd. Selvom romanen er kort, er den skrevet med stor dygtighed, og den er spændende og umulig at lægge fra sig lige fra første side.

De hvide mænd Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen Forlag: Høst & Søn Antal sider: 171

Visir # 63

Anmeldelse

Humor

De døde kan ikke tale selv Anmeldelse af Det levende kød af Lene Kaaberbøl Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie Lene Kaaberbøl har skabt endnu en fantastisk roman! I Det levende kød, som er en fortsættelse til Kadaverdoktoren, der udkom i 2010, følger vi igen Madeleine Karno. Madeleine assisterer sin far, når han obducerer lig. Vi befinder os i Frankrig i 1894, i en tid hvor kvinder ikke forventedes at uddanne sig, men blot skulle se søde ud og tage sig af det huslige. Medeleine ønsker dog mere og gennem hende skildres frustrationen over at være fanget i en rolle som det svagelige fruentimmer, der ikke kan tillades at studere på universitetet. Romanen er utroligt velskrevet, og historien er både troværdig og interessant, idet Kaaberbøl tager emner som homoseksualitet, kvinderoller, etik og videnskabelige fremskridt op til debat i en brydningstid. Allerede fra første ord får hun suget læseren hovedkulds ind i universet, og selv efter bogen er læst til ende, er det svært at slippe ud af historien, og universet bliver siddende i hovedet.

Den lille snert af fantasygenren, man stadig kunne fornemme i Kadaverdoktoren er væk i Det levende kød. Til gengæld er der skruet tilsvarende op for videnskabelige forklaringer, og man fornemmer tydeligt, at Kaaberbøl har gjort sin research ordentligt. Dog bliver det aldrig for meget med de videnskabeligt fakta, og man keder sig ikke. Hun giver læseren en fangende bog med et perfekt afbalanceret forhold mellem videnskab og fortælling. Desværre er bogen en smule forudsigelig, og de twists, der er, lever ikke helt op til Kaaberbøls normale standard. Det skal dog på ingen måde forhindre én i at læse den, for hvor plottet er en smule gennemskueligt, så holder historien om Madeleines privatliv én fast som i en skruestik, og det kribler allerede i mig efter at læse den næste. Madeleine er en fantastisk karakter, og man følger hendes følelsesliv med forståelse og deltagende frustration på hendes vegne. Man bør helt sikkert tage sig tiden til at læse denne nye guldklump skabt af Kaaberbøl, som aldrig skuffer.

Visir #63

Det levende kød Forfatter: Lene Kaaberbøl Forlag: Modtryk Udgivet: 2013 Antal sider: 308

Por træt

Humor

Livet for Liv

Af Stine Liberty Svenningsen, Litteraturhistorie

Det er ikke til at se, når hun sidder i klasselokalet med sit sorte pagehår og drikker sin dampende hede kaffe. Hun ligner en almindelig ung kvinde, der strutter af selvtillid og har sin helt egen stil. Hun er min medstuderende, men en helt speciel af slagsen; for hvor jeg spenderer timevis med altoverskyggende lektier, går halvdelen af Livs daglige dont med musik – eller måske mere endda. Liv er den ene side af søskendeduoen Pil & Liv, som er godt på vej til at blive fastetableret på den danske musikscene. Men berømmelsen er slet ikke til at føle på Liv. Hun er ’bare’ en litteraturhistoriestuderende, som alligevel formår at bruge weekenderne på gigs og koncerter, og som gider stille op til irriterende interviews med sine medstuderende – der undskyldes på forhånd! Jeg må dog klø mig gevaldigt i nakken og sidde måbende, når jeg tænker på, hvor meget min egen tid går med at studere – mens Liv foruden dette fyrer den af på en scene foran massevis af mennesker. Mon hun tænker over René Descartes, Roman Jakobson og Franz Kafka mens hun performer? Gennem nogle spændende spørgsmål/ svar på det kære Facebook fik jeg stillet min dumb-struck undren med hovedvægt på, hvordan dog Liv formår at balancere mellem musikeren og den litteraturhistoriestuderende, og hvordan hun simpelthen får tid nok til at leve to liv på én gang.

Prøv at fortælle lidt om din litteraturinteresse – hvad fik dig til at søge ind på dette studie? Havde du andre overvejelser (f.eks. musik)? Jeg har altid elsket litteratur. Jeg har læst mange, lange romaner siden jeg var helt lille – helst på engelsk – og min utroligt lidt gennemtænkte drøm om at være læge (jeg bryder mig egentlig hverken synderligt meget om blood & gore og døde mennesker eller idéen om at have liv/død i hænderne) blev i gymnasietiden hurtigt erstattet af en evergrowing interesse for litteratur og litteraturhistorie. Jeg kom imidlertid på afveje, da jeg skulle søge ind på en videregående uddannelse – jeg havde egentlig længe været fast besluttet på Litteraturhistorie eller Nordisk Sprog og Litteratur, men ved et tilfælde faldt jeg over Sydasienstudier, der lovede hindiundervisning og studietur til Indien. Efter to år var jeg dog trodsigt nødt til at

Visir # 63

Man kan jo kun sige, at du er en meget kunstnerisk kvinde. Hvornår/hvordan begyndte det hele – også musikken med din søster?

Musikken har altid nærmest drevet bolsjemassetykt ned ad væggene hjemmes hos mine forældre – mine forældre har altid hørt og elsket musik, har altid nydt at gå til koncerter, og de har altid støttet og opmuntret alle vi søskende i vores respektive musik-endeavours. Vi er søskende i to kuld; Rune og Freya kom først, og ti år efter kom vi, Pil og jeg. Rune og Freya har sunget og spillet, så længe jeg kan huske, så det var egentlig ret naturligt, at Pil og jeg endte med at gøre det samme. Pil og jeg har altid haft et tvillinge-symbiotisk søsterskab, også selvom der er 1½ år imellem os. Så vores musikalske samarbejde falder os begge meget naturligt – og på trods af lejlighedsvise søskende-agtige sammenstød kunne ingen af os forestille sig at gøre det alene.

Humor

smide håndklædet i ringen, og nu er jeg endelig der, hvor jeg er sikker på jeg hører til – på Litteraturhistorie!

Først og fremmest; hvordan er det at være universitetsstuderende og udøvende (kendt!) musiker på samme tid? Jeg er ”heldigvis” ikke Medina-kendt (og har heller ingen planer om at blive det), så min hverdag er indtil videre dejligt uforstyrret af min musikkarriere, men jeg nyder nu at være i stand til både at kunne skrive og spille musik, og at kunne vedligeholde en uddannelse.

Visir #63

Hvor mange timer om ugen bruger du hhv. på studiet og musikken?- Hvordan prioriterer du mellem fritid og studie? Åh, det er svært at sige. I marts var vi ude at toure, og jeg gik glip af en masse timer i ét bestemt fag, så jeg må nok indrømme, at når alt kommer til alt, så vil jeg nok altid prioritere musikken frem for studiet. Musik er en nu-og-her branche, og chancer går sjældent flere gange rundt om sengen, eller hvad man siger, så man er nødt til at være villig til at sætte visse andre ting på standby en gang i mellem. Hvilke aspekter af hhv. musikken og studiet er du mest glad for? Altså mht. musikken er det måske publikummet, der tiltrækker – og mht. studiet er det måske underviserne, fagene, værkerne? Jeg tror ikke, jeg kan leve uden musik – i alle dets former. Musik er for mig den lille udflydende, glødende, pulserende følelse af lykke man finder i maven en gang i mellem. Jeg elsker, når publikum lytter, når de klapper, når de griner, jeg elsker selv at stå som publikum og lytte, klappe, grine og græde. Jeg elsker at skrive og spille musik, som andre kan finde me-

Por træt

ning og trøst i, jeg elsker at have fundet en udtryksform, der ikke føles for blottende, og jeg elsker følelsen af at spille sammen med andre, der kan få dét man har skabt til at give endnu mere mening end det gjorde fra starten. Det hele, haha! Med studiet er det lidt sværere – det er jo ikke lutter Yann Martel og Haruki Murakami, men også Shakespeare, Swift og endda Derrida, Butler og Foucault og alle de andre tunge piger og drenge. Men det, jeg synes er fantastisk, er den lille voksende litteraturforståelse, som begynder at stikke hovedet længere og længere frem. Hvordan formår du at få hverdagen til at hænge sammen? Er det svært, føler du? Nogle gange – det er mest i perioder. Nogle gange er det svært at nå at læse to romaner, forberede sig på en skriveøvelse, for samtidig at planlægge en tour eller planlægge indspilningen af en EP, ringe med booker og manager, øve med band, svare på mails, stå for PR og alt det andet, der sniger sig ind på én. Hvordan ser din fremtid ud om 5 år – arbejder du med litteratur eller musik eller noget helt tredje? (hvis du overhovedet vil give et gæt). Om 5 år er jeg gymnasielærer, der med evig entusiasme og meget gestikulation underviser mere eller mindre oplagte gymnasieelever i nordisk og international litteraturhistorie. Men samtidig spiller jeg koncerter i weekenderne – og til den tid har Pil og jeg forhåbentlig fået en plads blandt anerkendte, danske musikere. Da mailkorrespondancen er gennemlæst og redigeret, sidder undertegnede tilbage endnu forbløffet og forbavset. Og selvfølgelig yderst grøn-i-hovedet-af-misundelse-

Por træt

agtig. For Livs tilværelse er langt fra gennemsnittet, og Liv formår at få udlevet sin drøm på studiet og sin drøm på scenen – og hun bevarer stadig begge ben på jorden med sådan en ro. Men selvfølgelig

Humor

kommer det med en pris, og lektierne forsømmes da til tider. Men det gør intet, for Liv kan rumme både musikken og litteraturen.

Visir # 63

Humor

Skønlitteratur

Brevet

Af Jacob Munk, Litteraturhistorie

Fortælling For J.G. Du holder et brev i dine hænder. Dit navn står skrevet med strittende blokbogstaver i en skrå linje, der peger op mod et anonymt frimærke. Prosaisk. Ellers lignede morgenposten sig selv i dag. Et brev fra skat, et par reklamer og et medlemsmagasin af en eller anden art. Og så lige det brev. Ikke at det umiddelbart er specielt iøjefaldende: konvolutten i sig selv antyder ikke, at der skulle være noget yderligere sindsoprivende ved netop dette brev. Det er bare det, at du ikke er vant til den slags– og så selvfølgelig den ganske væsentlige detalje at afsenderens navn forekommer dig helt og aldeles fremmed. Du henter en usleben kniv i køkkenet og sprætter konvolutten op, mens radioen spiller diskret i baggrunden. Det er forår, det er ved at blive lysere udenfor og skyggerne fra husene ligner gotiske tårne, der skyder tværs henover asfalten. Du føler dig lykkelig. Kaffen står og holder sig varm i en søjle af lys fra ruden, der vender mod øst. Lykkelig. Du folder papiret ud og kigger søgende på håndskriften. Der er en skæv sensibilitet i de haltende bogstaver. En uskyldighed. Så længselsfuldt bogstaverne flyder ned ad papiret, ned af papiret i en evighed åh! Så uoverkommeligt er det i dets fylde, og dog er det kun et enkelt tætskrevet a4-ark, begge sider taget i brug. For meget. Jeg havde følt det samme. Du ligger brevet fra dig, vel nok en ti gange, sætter dig ned og drikker en kop kaffe. Klokken er snart halv otte. Du skærer en skive speltbrød og lægger et tykt lag smør på. I radioen kører et middelmådigt debatprogram, som vistnok kredser om emnet tilgivelse. Du er et godt menneske, du kunne ikke gøre nogen fortræd. Du forholder dig med en stoisk ro til hverdagens små overraskelser og lader dig sjældent gå på, hvis andre gør dig uret – hvad de for øvrigt sjældent gør, hvad skulle de have af motiver for en sådan fejhed? Du må hellere se at komme af sted nu. Du klæder dig i en grøn frakke, der emmer af autencitet og wildlife, binder et par slidte vandrestøvler og smider en taske over skulderen. Du ser godt ud - dit look er tidløst men nutidigt, de må beundre dig derude. ”Han hviler i sig selv, han skal nok blive til noget”, hvem kunne vel tvivle om det? Du springer på din cykel …

Visir #63

Du (er) …

Du svinger benet over sadlen, låser cyklen og spænder hjelmen af. Hvilken præcision, hvilken elegance! Med overskuddet i behold løber du op ad trapperne med nøglebundet

Skønlitteratur

Humor

i hænderne, mens underboen tager sig en smøg i døren. Som en ballet, som en symfoni, ikke et skridt træder du forkert. At den er tilfaldet mig, denne ære at forevige dig i al din højhed, tak O muse, tak!

Men brevet er der endnu. At du må forholde dig til det er utvivlsomt, bare få det overstået. Du sukker et forurettet suk, henter med en barnlig sløvhed en kop sort kaffe fra i morges og tager papiret med ind i sofaen. Synet af dig i sofaen med en kop sort kaffe og brevet i hånden. Et renæssancemaleri, hvor alting på én gang er systematiseret og dynamisk. Det sublime øjeblik finder sted; det finder sted i en middelstor dansk provinsby, i din lejlighed, hvor du sidder i sofaen med en sort kop kaffe og brevet i hånden. Skulle jeg ikke dvæle herved? Så var det dog bedre om der aldrig var blevet skrevet noget som helst! Indrømmet, min hensigt var ikke at fortælle videre om brevets indhold: min interesse hviler ikke så meget over objektet i sig selv som over den reaktion det nu end måtte frembringe. Endvidere føler jeg som formidler af dette besynderlige scenarie et vist moralsk ansvar for at værne om privatlivsretten for modtager såvel som afsender. Men da nu brevets indhold er af så besynderlig karakter, vil jeg omvendt forsømme min pligt ved ikke at oplyse om det på respektfuld vis: Brevet du sidder med i hånden er fra en mand, du aldrig har mødt, der nu hævder at være din far, han som du troede død. Da du var lille, (så alt for lille!) blev han efter eget udsagn nødt til at give slip på dig som følge af den ***. Og Siden da har han ikke haft ét roligt øjeblik, han har givet alt – alt - bare for at nå dig igen, velvidende om at du efter al sandsynlighed blot vil betragte ham som en galning, en ulykkelig, gammel mand. Hvilken angst, hvilken dyb, uendelig angst, der ligger bag hvert af disse ord, ryster dine hænder ikke? Han skriver i ramme alvor at dette brev er dyrekøbt, at han måtte gennemgå *** bare for at det kunne nå frem til dig - til dig alene! Du smider brevet på bordet, kaster din pande i hændernes brændende skål og a)

Visir # 63

Bryder ud i tilbageholdt, veltilpas latter – kun afbrudt af den tanke, at din latter har fundet den ulykkeligste af alle sjæle som sit offer. Hvad tænker du dog på? Men omvendt, hvad er alternativet? At skrive ham et brev tilbage ville da være at gøre ham den største af alle bjørnetjenester. Og desuden – hvad bilder han sig ind, at prakke dig en så forrykt historie på! Flere passager var ikke andet end nonsens, patetisk og storladent men uden indhold. Ja selvfølgelig bliver du da berørt af den slags, men hvad siger det, andet end at der har siddet en god retoriker i den anden ende. Latteren er forstummet, forargelsen har taget over. Han vil udnytte dig. Han kender sine tricks, der er penge i den slags. Du tager papiret og lægger det øverst i papirkurven med en bevægelse som var din hånd af silke.

Humor

Skønlitteratur

Din fornuft opfører [scenarie a] som et skyggespil for dig. Nej. Nej nej, det kan ikke være. Du samler brevet op igen, men for hver gang du læser det bliver du bare mere og mere berørt. Jeg kan ikke forestille mig, hvad der må ske i dig i dette øjeblik. Men mindst af alt kan jeg afgøre om det er evindelig dumhed eller heroisk storhed, der vælder ud af dine læber, idet du siger ”jeg tror dig”. Men hvad andet er der at gøre? Skulle du kunne bevise, hvorvidt han talte sandt eller falskt? Intet kunne være længere fra sandheden. Hvis hans historie er sand strider den imod enhver fornuft, det er sandt, og så alligevel forekommer det hele at være som et ideal for alt, der tør kalde sig ved den ikke så lidt hovmodige titel ”sandhed”. Min ven, du har trukket det største lod af dem alle: du må tro på ham. Der er ingen vej udenom. Men værre endnu, du vil aldrig i dette liv kunne forklare hvorfor.

Visir #63

Jeg har ikke mere at sige, ordet er dit - [a] eller [b]? Kun én sidste bemærkning: jeg har hørt de fulde løbe rundt med klirrende plastiskposer på gaden, jeg har set aftensolen gløde ud som det blinde skær af en døende lanterne. Aftenen er på vej, dagen er på knæ, og din kaffekop står stadig i profetisk ligegyldighed på skrivebordet. Vælg. Intet andet bekymrer mig, jeg er uendeligt meget mere interesseret i dig end i dit objekt. Jo mere tåbeligt dit valg, des mere har jeg at skrive om. Du holder et brev i dine hænder.

Skønlitteratur

Humor

Turen ud til fyret - et fragment Af Lea Grosen Jørgensen, Litteraturhistorie

Min morfar røg pibe. Han lugtede altid af pibe; hans ånde, hans jakke og hans hænder. Efter at have holdt ham i hånden i lang tid plejede jeg at stikke næsen ned til mine håndflader og lugte. Det var lugten af morfar. Han sad som regel ude i køkkenet og røg, altid om eftermiddagen. Der var spor af tobak på køkkenbordet, når vi skulle spise, og pibelugten hang i hele rummet, selv hvis far havde luftet ud i god tid. Køkkenet og morfar hang sammen dengang. Det var hans rum; her han røg, og her han livede op hen mod spisetid. Som når mor skulle rydde af bordet, og han ville give en hånd med, selv om han ikke vidste, hvor tingene skulle stå i opvaskemaskinen. Eller når vi skulle gå til bords, hvor han insisterede på at trække stolen ud for mig og min mor, og nægte at sætte sig ned før vi gjorde det. Det sidste tror jeg, han gjorde udelukkende for min skyld, fordi jeg altid var den sidste, der kom ud i køkkenet. Så ville han stå og råbe mit fulde navn højt, og når jeg så kom hen til bordet, havde han placeret sig bag min stol med den ene hånd bag på ryggen, den anden hvilende foran sig med et viskestykke på underarmen. Så nikkede han, kaldte mig frøken, og trak stolen ud for mig. Sommetider viklede jeg et tæppe rundt om livet, for så sagde vi, det var en kjole, og at morfar var min personlige butler. Han boede hos os i noget tid efter mormor skred. Efter næsten tredive års ægteskab valgte hun at stikke af med en fynbo, og af den grund hadede min morfar fynboer. Den eneste gang, jeg hørte ham bande, var dagen efter hun havde sendt ham skilsmissepapirerne. Jeg skulle på toilettet den aften, og jeg havde taget min lommelygte med, fordi jeg var bange for at skulle finde stikkontakterne i mørket. Jeg havde haft flere mareridt om, at jeg fumlede med hånden på dørkarmene for at tænde lyset, hvorefter en hånd greb fat i mig og trak mig ind i væggen. Mens jeg sad på toilettet, kunne jeg høre mine forældre tale med min morfar inde i stuen. Deres stemmer kom fra den anden side af badeværelsets flisevæg, hvor skæret fra min lommelygte pegede hen i en cirkel af lys. Jeg stirrede ind i lyset, som var det et hul ind til stuen, hvor mor, far og morfar befandt sig. Ind imellem mine forældres stemmer kunne jeg høre min morfars tunge skridt over parketgulvet, mens hans egen stemme steg i styrke. Jeg sad helt stille, da hans gang blev hurtigere, han måtte have gået rundt i cirkler, og pludselig råbte min mor noget med, at han skulle lade være, hvorefter der kom en klirrende lyd mod væggen imellem os, efterfulgt af min morfar som udbrød: ”Satans møgkælling.”

Visir # 63

Den sommer var jeg lige startet i skole. På den tid af året arbejdede min mor altid over, og det var aldrig til at vide, hvornår hverken hun eller min far kom hjem. Derfor passede det måske meget godt, at morfar boede hjemme hos os i den periode. Han kunne hente mig, så snart jeg fik fri, og på den måde slap jeg for at vente i fritidshjemmet, hvor jeg i forvejen ikke brød mig om at være. Nicolais børnehave lå lige i nærheden, og de første par gange forsøgte morfar at få ham med efter at have hentet mig. Men Nicolai ville altid vente på mor eller far, og de få gange det lykkedes os at få ham med alligevel, var han hysterisk resten af dagen. En enkelt gang fik han noget, der lignede et anfald på vores gåtur hjemad. Og det var mig, ikke min morfar, som endte med at

Humor

Skønlitteratur

Visir #63

skælde ham ud og sige, at han for helvede skulle få hovedet ud af røven – noget jeg havde hørt min far sige i telefonen, og jeg prøvede at efterligne hans toneleje over for Nicolai, der skreg, så han blev rød i hovedet. Morfar stod tavst ved siden af; fuldstændig skyldbetynget, som om han ved at hente Nicolai havde revet ham væk fra mor og far. En dag hentede han mig iført sandaler. Og så endda uden sokker, hvilket var et sjældent syn, fordi han for det meste gik i det samme tøj. Skjorte, bukser med eller uden seler og så træ- eller tennissko med dertilhørende hvide sokker. Foruden sandalerne var alt ellers, som det plejede at være den dag. Han hentede mig ved middagstid, hvor solen stod højt og varmede skolegården op, så det boblede. Det havde regnet størstedelen af sommerferien, så morfars sko var blevet mudret til og stod som regel til tørre i bryggerset, stoppet med aviser, med lugten af vådt græs og pibe. Men på den her dag havde han smidt sokkerne og bar min skoletaske for mig, mens vi gik på den varme asfalt. Vi var vel nået halvvejs hjem, da han sagde, at man næsten skulle fejre, at det var blevet så godt vejr. Han foreslog en tur ud til fyret. Om jeg nogensinde havde været ude ved fyret? Nej, det havde jeg ikke, nej jamen hvorfor havde min far aldrig taget mig med ud til fyret, det havde morfars far da tit gjort, da han var dreng. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at morfar havde været en dreng. I min verden havde han altid set ud, som han gjorde den dag, da han gik med min turkise skoletaske i hånden og svedperlerne viste sig på hudfolderne i hans pande. Han efterlod en seddel til mor og far derhjemme, hvorefter han gik med mig hen til busstoppestedet. Han havde aldrig taget kørekort; havde altid foretrukket cykel- eller gåture, hvis han kunne slippe af sted med det, men bussen var til at overkomme. Turen derud tog godt og vel halvanden time, og i den tid fortalte han mig om, hvor tit han plejede at tage ud til fyret med sine venner. De lavede et bål på stranden, grillede og drak bajere, og når mørket faldt på, lyste fyret højt oppe bag dem. Nogle gange så de også sæler. Og en af morfars venner kendte nogen, der havde et sommerhus derude, som de af og til lånte, hvis vejret ikke var egnet til at stege pølser og drikke sig fuld udendørs. Det med sælerne interesserede mig mest. Bussen stoppede ved et parkhotel, hvor der var en kiosk tilknyttet. Min morfar købte en stor pose bolsjer til os, hvorefter vi gik ud mod fyret, der ragede op bag klitterne. Smagen af sukker blandede sig med havsalt, og jo længere vi kom ud til fyret, jo mere føg sandet om fødderne på os. Morfar havde godt fat i min hånd, som vi kantede os igennem klitterne, hvor bunkerne af sand gav efter under mig. Ved foden af fyret lå en halvtom parkeringsplads, hvor der var anlagt grus. Den mundede ud i en sti hen mod fyrets indgang, hvor døren stod åben, og hvor min morfar gav en tyk dame et par mønter, for at vi kunne komme op. Trapperne var røde, malingen skallede af på trinnenes kant, og vejen op til toppen var smal. Morfar gik lige bag mig, begge hans hænder rundt om mine, mens han gentog, at jeg nu skulle huske at gå forsigtigt. Det første, der mødte os deroppe, var blæsten. Det var som et slag på min krop, som om vinden forhindrede mig i at træde udenfor, og hvis ikke morfar havde stået bag mig,

Skønlitteratur

Humor

var jeg måske faldet bagover og rullet ned ad den snoede trappegang. Vi gik hen til gelænderet, der var højere end mig, så jeg havde svært ved at se. Det kunne vi ikke have, frøken, så han tog mig i hånden og hjalp mig med at få fødderne op på gelænderets midterste stang. Så snart jeg kom derop, kunne jeg hvile mine hænder på den øverste del af gelænderet, der var rødt af rust. Bag ved mig stod morfar og sørgede for, at jeg kunne holde balancen, mens han pegede ud mod havet og forklarede mig, hvorfor det hed Vadehavet, og at det sagtens kunne ske, at en stor traktor kom kørende dernede. Nogle sæler kunne jeg ikke se. Kun den blå himmel og havet; den flade kyst som rendte ud i mørkt sand blandet med tang og skum. Jeg tog nogle bolsjer, mens vi stod sådan. Jeg knuste dem imellem tænderne, hvorefter jeg vendte mig om mod morfar, der tændte sin pibe og sagde noget med, at vinden gjorde os godt.

Visir # 63

Humor

Skønlitteratur

Flaskeposten

Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie

Visir #63

Vandet lægger sig blidt om hans fødder og ankler som et køligt skjold. Stenene på bunden er glatte under hans fødder, og han går forsigtigt for ikke at falde. Flasken vugger blidt i vandet. Sollyset reflekteres i glasset, og vandet omkring den får et grønt skær. Han bøjer sig forsigtigt ned, og hans fingerspidser strejfer flaskens glatte overflade. Et sug af spænding går gennem hans mave. Han tager fat om den slanke flaskehals, vender sig og går ind mod stranden igen. Den nedgående sol kaster sit sidste varme skær over hans bare ryg. Han sætter foden på strandkanten, og sandet klistrer sig fast på hans fødder. Det er varmt og blødt mod hans kolde hud. Han går hen til den sten, hvor han lage sine bukser, inden han gik ud i vandet. Solen har varmet den op, og det er rart at sidde der og nyde den lune sommervind. Han vender flasken i hænderne, og ser at åbningen er forseglet med noget. Måske voks af en art. Han roder i sine bukser for at finde sin lommekniv. Han har glemt den derhjemme. Nysgerrigheden breder sig som ild i hans krop, og det føles som om, hans mave er fuld af sæbebobler. Han tager sine bukser på og begynder i rask trav at gå hjemad, mens han forestiller sig, hvad der kan være i flasken. Han stopper op og ryster den let, men ikke en lyd høres. Han prøver at se igennem glasset, men det er for tykt. Ilden af nysgerrighed flammer op i hans bryst, og han sætter i løb. Måske er det et brev. Et brev fra en skønjomfru i nød. Fra en prinsesse. En prinsesse der er blevet bortført af en drage. En drage med store røde hypnotiske øjne. Hun blev bortført, mens hun plukkede klokkeblomster til den hellige månefest. Hun havde skubbet en gren med store brede blade til side, og så havde hun stirret lige ind i et stort rødt øje. Hypnosen havde lagt sig over hende med det samme, og dragen havde taget hende med sig. Den havde gjort hende til dronning og placeret hende på en bunke af guld og juveler. Der blev hun holdt fanget i lange tider, bundet af dragens kraft. Hendes far, kongen, var ulykkelig, og han sendte hver en ridder i kongeriget ud for at finde hende. Ingen havde klaret det. Kongen var i dyb sorg og med ham alle andre i riget. Selv dyrene sørgede, for de havde elsket den skønne prinsesse ligesom folket. Så en dag fløj en fugl over prinsessens hoved. En fugl der sang folkets sørgesang. Sangen var så smuk og kom fra en fugl så velkendt, at prinsessen vågnede af sin trance. Hun indså forfærdet sin skæbne og skrev et brev om hjælp. Et brev som hun kom i en flaske og smed i en flod, der løb nær dragens rede. Floden tog flasken med sig og førte den ud i havet, hvor han fandt den. Brevet ville indeholde anvisninger til at finde en gammel mosekone, som ville hjælpe ham. Han ville opsøge hende, og hun ville have rådnende tænder, og der ville vokse svampe i hendes hvide filtrede hår. Hun ville blande en væske af ormeøjne og tudsetæer, og i den ville hun se prinsessen. Så ville hun fylde den budbringende flaske med trylledrikken, og hendes lange flossede negle ville klikke mod flaskens glas, mens hun lagde en beskyttende fortryllelse over flasken og dens indhold. Så ville hun fløjte skingert, og en lille fugl ville komme flyvende. Det ville være den selv samme fugl, som sang for prinsessen, for det ville i virkeligheden være mosekonen, der havde sendt fuglen til hende for at bryde dragens forbandelse. Fuglen ville lede ham ud på en farefuld færd og til sidst lede ham og den fortryllede flaske til dragens rede, hvor han ville se prinsessen sidde på sin trone af guld og juveler. Dra-

Skønlitteratur

Humor

Visir # 63

gen ville slumre og have snoet sig beskyttende om tronen. Den skællede hale ville danne en mur. Han ville gemme sig bag en stor sten og udtænke sin plan. Så ville fuglen flyve hen til dragen, og med sin skingre sang ville den vække det mægtige monster. Dragen ville skyde tunger af ild efter fuglen, der behændigt ville undvige. Prinsessen ville skrige forfærdet, og han ville for første gang rigtigt se på hende. Hendes skønhed ville overmande ham, og hendes smaragdgrønne øjne ville få hans hjerte til at hoppe et slag over. Han ville blive vækket af sin trance ved lyden af fuglen og dragens kamp, og han ville gøre noget for at redde sin tapre følgesvend. Han ville fange solens stråler i flaskens glas, og lyset ville tiltrække dragens opmærksomhed. Den ville vende sine store øjne mod ham, og han ville stivne ved mødet med det hypnotiske blik. Han ville stå helt stille, mens dragen langsomt ville krybe nærmere. Den ville fastholde det brændende blik. Han ville stirre ind i sin egen død. Men så ville fuglen lande på hans skulder og synge mosekonens magiske sang i hans øre. Han ville vågne. Drevet af en uforklarlig kraft ville han løfte flasken, og idet dragen åbnede munden for at spy endnu et flammehav, ville han kaste flasken ind i dens gab. Dragen ville stoppe op, idet flasken knustes mod dens giftdryppende tænder, og den magiske væske flød ud i dens mund. Væsken ville dræbe slangens ild, og den ville kun spy en ildelugtende damp, når den bagefter forsøgte at fremkalde flammerne. Den knuste flaske ville blæse ud af dens mund og lande for hans fødder. Den ville være knust på en helt speciel måde. Flaskehalsen ville stadig være intakt, og den ville fungere som håndtag på det sværd flasken nu var, idet en lang skarp glasspids endnu ville sidde på flaskehalsen. Den knuste flaske ville nu være et dødbringende våben. Han ville løbe om bag den store sten igen, mens dragen kastede med hovedet og brølede rasende over at have mistet sin ild. Så ville han sende fuglen af sted, og den ville forsøge at prikke dragen i øjnene. Når dragen ville rejse sig for at nå fuglen, ville den blotte sin armhule, som ville være det eneste sted, man ville kunne gennembryde det skællede panser. Han ville løbe frem med sit sværd af glas, og han ville støde det ind i dragens hud og gennembore dens hjerte. Men dragen ville vende sit hoved mod ham, og i sit dødsbrøl ville den flænse hans arm med sine giftindsmurte tænder. Han ville falde om, side om side med det monster han havde frelst sin prinsesse fra. Prinsessen ville løbe hen til ham og tage ham i sine liljearme. Den magiske fugl ville synge, mens prinsessen ville græde kærlighedstårer ned i hans forgiftede sår. Hun ville forbinde såret med lokker af sit gyldne hår, og så ville kærlighedens magi rense ham, og mens hun sad med sit smukke ansigt gemt i de hvide hænder hulkende af gråd, ville han vågne. Han ville fjerne hendes hænder og kysse hendes rosenrøde læber. Så ville de begge rejse sig og se på den døde drage, og han ville gå hen til den og trække sit glassværd fri. Så ville det vise sig, at dragen ikke var helt død, og den ville åbne sine røde øjne og se lige på ham. Men kærlighedsbåndet om hans arm ville gøre ham immun overfor dragens hypnotiske kraft. Han ville skubbe prinsessen i skjul bag den store sten, så ville han løfte sit glassværd, og med et eneste huk ville han dele dragens hoved fra dens krop, og dragen ville endelig være død. Prinsessen ville løbe i hans arme og kysse ham lidenskabeligt, men så ville de finde den magiske fugl på jorden. Den ville være hårdt såret, og de ville drage til mosekonen for at redde den. Mosekonen ville tage sin fugl og sende ham og prinsessen væk, for den magi, hun ville bruge, er ikke egnet for menneskeøjne. Så ville de drage mod kongens slot, og de ville være ængstelige for fuglens helbred. Kongen

ville græde af lykke over at se sin datter frelst. Så ville kongen slå ham til ridder og mosekonen ville komme til ceremonien med den magiske fugl, som ville være svag, men i bedring. Fuglen ville synge smukt, mens han knælede foran kongen. Men idet kongens sværd berørte hans ene skulder, ville der lyde en rumlende lyd, gulvet ville ryste, folk ville skrige, og så ville døren springe og splintres, og et par store røde øjne ville se lige på ham.

Visir #63

Han kommer til en gammel og ujævn plankebro, der fører over en kløft. Kløften er nogle meter bred, og under broen løber en lille å. Han sætter farten op, men opdager for sent en gren, der ligger på tværs af broen. Han kan mærke vinden i sit hår, da han falder. Der lyder en susen for hans øre, da den glatte flaske glider ud af hans hånd. Den lander i åen under broen, hvor den splintres i tusind stykker. Han ser ud over kanten og ned på de grønne glasskår, der synker til bunds i den stille strøm. Han sukker dybt og går med tunge skridt hjemad. Hans synes, han svagt kan høre en fugl synge bedrøvet et sted over ham.

Visir # 63

Skønlitteratur

Humor

Ahornsirup på pandekager Af Stine Liberty Svenningsen, Litteraturhistorie

Ahornsirup på pandekage har klang af himmelen Især for manden dér (den lækkerbisken) som hviiiner af fryd og udbryder de særeste lyde Smørret er på panden, dejen kommer på. Det snurrer rundt, brunes og FÆRDIG! (råber han) (han råber) ih og uh og ah og åh ih hvor jeg glæder mig! uh hvor ser det godt ud! ah hvor er det lækkert! åh hvor er jeg mæt!

Visir #63

Forelskelsens rus og mæthedens kvalme suser ind over ham med en lavines kraft. Han holder sig på maven og udstøder et fordrukkent suk med klare toner af tilfredsstillelse. Ahornsirup på pandekage har klang af himmelen

Skønlitteratur

Humor

Salt i øjnene Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Jeg gynger i ordenes blide brænding altid et par bølger bagefter som et gennemtygget stykke kork skvulpende op og ned på glødernes våde bål, den skummende knitren af umulige spørgsmål i digtets begsorte nat synker mine øjne i et fiskeløst hav blandede glæder på ordenes tavse blik blinker som nødblus i horisonten usmagelige sætninger der burde slide i ganen som snekæder på forårets blide vej lister sig uhørligt fri af min krop og flyver sin vej i vindens hylende tvang med salt i øjnene famler fibrene under pennen og kalder i protesternes tvære masse på ordenes sorte blækblod små klynger af skridsikre tegn i det blide kølvand af vinterglatte smil mine øjnes støvede spejl og de lette ord svømmer som tomme papkasser rundt i bølgende linjer og lovende hvid stilhed begsort stilhed på papiret og slynger sig som brusende hvide oder på papirets flydende hvide skal, og klikker på plads i bølgernes dal

Visir # 63

Humor

Skønlitteratur

Om natten

Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie

Det er om natten, når jeg holder om dig. Når jeg kan høre dit tunge åndedræt helt tæt ved mit øre. Det er der, jeg ikke kan komme tæt nok på. Der jeg får lyst til at kravle ind i dig og lade dig omslutte mig helt. Der jeg får lyst til at sy vores hud sammen. Lyst til at brække dine og mine ribben til side og sy vores hjerter sammen. Så det enes slag kan følge det andets, og de kan slå som et. Så vi kan blive som Platons Eros; et dobbeltmenneske. To dele der til sammen giver helheden. Det er om natten, når du holder om mig. Når jeg kan mærke din varme ånde på min kind. Det er der, du er for tæt på. Der, jeg får lyst til at flænse det bløde hud på din hals. Der jeg får lyst til at holde en pude over dit ansigt. Lyst til at stoppe dit pumpende hjerte. Så du ikke vil ligge så åben og sårbar. Så du stopper med at være tillidsfuld. Der jeg får lyst til at dræbe den magt, du har over mig.

Visir #63

Det er om natten, når du sover ved min side. Det er der, jeg elsker dig så inderligt, at det gør ondt i min sjæl. Den sjæl der så desperat kræver dig. Den sjæl du så ivrigt klynger dig til.

Skønlitteratur

Humor

Håndvasken

Af Jakob Gaardbo Nielsen & Christian Snæland, Litteraturhistorie

Visir # 63

Visir #63

Humor

SkĂ¸nlitteratur

Humor

Visir # 63

Visir #63

Humor

SkĂ¸nlitteratur

Humor

Visir # 63

Visir #63

Jokes

Humor

Verdens dårligste (eller bedste?) jokes!

Hey, hvorfor ligger den ordblinde hval på havets bund og griner? - Den har hørt at den er verdens største pjattedyr... Hvad kalder man en hun-kænguru?? - En "hoppe". Hvordan får man en fisk til at grine? - Putter den i kildevand... Hvorfor går Fåre unger så mærkeligt? - Fordi de var lam som lille. Hvad er ligheden mellem en elefant og en is? - De starter begge med bogstavet 'i' for elefanten hedder Ib. Hørt i skolegården: - Min mor fylder snart 40 år! - Nøh, det er da ikke noget, min fylder snart 50! - Nøøh nøøh, det er da overhovedet ikke noget, min mor fylder hele bagsædet!

Visir # 63

Redaktionen

Eventkalender

Maj 8. maj: Eftermiddagspremiere på Jeg taler til jer af Jørgen Leth, Øst for Paradis 9. maj: Åben poetisk scene, Løves Bog- & Vincafe 10. maj: Mads Langer, Tivoli Friheden 11. maj: Secondhand bazar, Studenterhus Århus 11. maj: Pirates of the Caribbean, Musikhuset 15. maj: Orgelkoncert, Musikhuset 16-18. maj: Dramaturgi: Årets forestilling

17. maj: Anne Linnet, Tivoli Friheden 23. maj: Oplæsning: Brian P. Ørnbøl og Thom Satterlee, Godsbanen 25. maj: Lawrence Brownlee, Musikhuset 30. april-18. maj: Bygning 4-7-12, Teatret Svalegangen 30. maj: Radio go!FM live, Tivoli Friheden

Visir #63

31. maj: Mikael Simpson Trio, Voxhall

Eventkalender

Redaktionen

Juni 1. juni: Bad Religion, Train 1. juni: Ballet Akademiet Elevforestilling, Musikhuset 4. juni: Skriv dig ud af skuffen oplæsning, Fairbar 5. juni: Skillet, Voxhall 7. juni: Aura, Tivoli Friheden 8. juni: Sommerstemmer, musik- og litteraturfestival v. Brabrand sø 14.-16. juni: Northside Festival

20. juni: Pianister på vej, Musikhuset 21. juni: Lindsey Stirling, Musikhuset 23. juni: Andrei Gavrilov, Musikhuset 28. maj-8. juni: Vuggeviser for voksne II, Teatret Svalegangen

Visir # 63

Visir #63