Visir # 62

Visir #62, februar 2013 Forside gĂĽet tabt (25-04-2019)

F æ l l e s æ s t e t i s k N r .

6 2

Redaktion Pernille Nissen Friis Kathrine Eg Mølhave Stine Liberty Jakob Gaardboe Nielsen

For– og bagsidelayout Jakob Gaardboe Nielsen

S t u d e n t e r b l a d

M a r t s

2 0 1 3

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Århus C www.visir-online.dk

Deadlines Deadline for indlæg til næste nummer er D. 17. april 2013

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og anmeldelser af bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com.

VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Æstetiske Fag for støtte til udgivelsen.

Indhold

4

Leder Detektiver og mysterier

5

Vi søger…

6

Oplæg til næste nummer Humor

7 9 13 15 19 22

Tema: Mysterier Detektivfortællingens spæde start, Kamilla Broegaard Knudsen Mestergeniet Moriarty, Pernille Nissen Friis Den kluntede detektiv, Stine Liberty Mysteriet om Nessie, Kathrine Eg Mølhave Stilhedens mysterium, Jakob Gaardbo Nielsen Et sammenfald? Næppe!, Stine & Kathrine

25

Rasmus tegner

27

Kronik Har litteraturen et etisk potentiale, Jacob Munk

30 31 33

Anmeldelser En klassisk Jussi krimi, Pernille Nissen Friis Livet er på eget ansvar, Stine Liberty Snobberne, også på bogform, Pernille Nissen Friis

34 36 39 40

Skønlitteratur Indblik i himlen, Stine Liberty Min tro, Jakob Gaardbo Nielsen Stresshåndtering, Stine Liberty Elsker du mig, Jakob Gaardbo Nielsen

42 44

Eventkalender Idol Poster - Robert Downey Jr.

Visir # 62

3

Leder

Detektiver og mysterier Tag med VISIR-redaktionen ind i et univers af mystik. Vi møder konspirationer, detektiver, kriminelle og mærkelige fænomener. Det bliver en tur, der vil fornøje, muntre og belære – en tur man aldrig vil glemme. Så hop ind i ”The Mystery Machine” eller ”The Tardis” – alt efter, hvad man foretrækker – og bliv fornøjet. Selvom vi her på jorden de seneste 20-30 år har oplevet store teknologiske fremskridt, betyder det ikke, at alle verdens gåder er blevet løst. Vi lever stadig i en verden, hvor konspirationer og underlige fænomener endnu ikke er blevet belyst og forklaret. Som altid kan vi fra redaktionen også levere skønlitteratur af forskellig art, anmeldelser, som måske kan inspirere og tegneserier fra vores helt egen tegner Rasmus. Og som altid, vil der være en idol-poster, klar til at blive klippet ud og smækket på væggen på kollegieværelset.

Visir # 62

Velkommen til VISIRs mystiske univers!

4

V i s ø g e r. . .

Vi søger med lup efter dine fodspor! Hvis du går rundt med forfatterdrømme eller en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager gerne både dybdegående journalistiske reportager fra slagmarken i Århus C., anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, lumre noveller, eller hvad din fantasi nu kanaliserer ned til dine ferme fingre eller computertasterne. Alt bydes velkommen! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe et læsereksemplar eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com Eller kontakt chefredaktør Pernille Nissen Friis på pernillenissenf@gmail.com

Visir # 62

5

Oplæg

Humor Hvad kalder man et egerns bagdel? – En nødudgang! Hvad sagde den ene væg til den anden? – ”Vi mødes på hjørnet”. Næste nummer af VISIR vil få dig til at græde af grin, rulle på gulvet af bar latter, bringe tårerne frem i øjenkrogen og smitte dig med verdens bedste HUMOR! Latterkulturen er over os. Vi griner af, vi griner med, og så griner vi i det hele taget rigtig meget. Lattermusklen bevæges i takt med smilets opstigende kurve, når stand-up komikeren (måske, hvis han intet andet har at sige) fyrer en af ovenstående fantastisk dårlige jokes af på en propfyldt teaterscene i centrum af storbyen eller på en intim dæmpet café i små mørke kroge i bybilledet. Danskerne både ser, lytter og læser humor, og dét i stor stil. Vi er klinet til skærmen med alverdens sitcoms og programmer som Zulu Comedy Zoo, vi skraldgriner af Monte Carlo på P3, og Jonas Jonassons yderst komiske roman Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt er et pragteksemplar på skriftlig udfoldelse af det humoristiske. Ligger der en ordentlig lårklasker af en historie eller lignende gemt i din skrivebordsskuffe eller små afkroge af din teoribetyngede hjerne, så skriv ind til nedenstående mail(s) med dine biddrag, som så vil optræde i næste nummer. Humor som tema for indlæggene er ikke et krav, men vi forventer at underholdes. ROFL! kasernebladetvisir@gmail.com pernillenissenf@gmail.com Deadline 17. 04. 2013

Visir # 62

God skrivelyst!

6

Kamilla Broegaard Knudsen

Mysterier

Detektivfortællingens spæde start Af Kamilla Broegaard Knudsen, Litteraturhistorie

Hvis man tænker over det, så er fascinationen af krimien og detektivfortællingen en underlig størrelse – hvad er det, der er så fantastisk ved mennesker, der bliver slået ihjel eller dem, der slår dem ihjel? Eller ville man som oftest hellere argumentere for, at fascinationen har sit udgangspunkt i et ønske om at finde frem til morderen, så denne kan blive straffet? Er det simpelthen fordi, vi drages af mystikken, gruen og spændingen? Uanset hvad fascinationen skyldes, kan det dog hurtigt slås fast, at krimien, eller i hvert fald beretningen om mordet, har eksisteret længe – se bare på historien om Kain og Abel.

Hvis man først og fremmest skal se på, hvilke traditionelle elementer Poe benytter sig af, er lokaliteten et godt sted at starte. Historien foregår i en storby, Paris, hvilket først og fremmest kan ses som eksotisk valg, men som egentlig skyldes at Poe havde brug for en by med en etableret politistyrke. Hverken London eller New York, der ellers ville have været mere oplagte valg, havde en sådan på pågældende tidspunkt. Der var nemlig brug for en politistyrke – en dårlig én af slagsen – der kunne komme rendende hos detektiven Dupin og bede ham om hjælp til opklaringen af en forbrydelse. Dernæst følger man meget klassisk detektivens opklaring af forbrydelsen, der desuden får hjælp til dette af sin hjælper – der i dette tilfælde også er fortælleren. Opklaringsmetoden er deduktiv, og Dupins største våben er logikken og den videnskabelige metode. Netop detektivfortællingens forkærlighed for videnskaben frem for alt andet som metode til at op-

7

Visir # 62

Oprindelsen til den klassiske detektivhistorie skal dog findes hos Edgar Allan Poe (1809-1849), der er mest kendt for sine gotiske fortællinger. Og det er ikke et tilfælde; her udforskes en skræk iblandet fascination af det uhyggelige og makabre. I Poes gotiske noveller hører man om koldblodige mordere, sindssyge og irrationelle mennesker – det er her, de mørke sider af sindet udforskes til fulde, mens læseren sidder og gyser. Det samme gælder til dels for detektivromanen, hvor man via detektivens efterforskning langsomt får sammenstykket en forklaring, der redegør for morderens motiv og metode. Nok bliver morderen som regel fanget til sidst og får sin fortjente straf, hvormed det understreges, hvor forkert hans handlinger har været, men undervejs er der næppe en læser, der kan sige sig fri for at have følt et nydelsens gys over bestialiteterne. Det er som at læse bladenes sensationshistorier, hvor man sidder og undrer sig over andres dumheder, men ikke desto mindre fortsætter med læsningen.

Poes tre detektivhistorier om detektiven Dupin ligger til grund for senere detektivhistorier, og man brugte desuden en del af elementerne som skabelon for senere fortællinger. Med den første af hans tre fortællinger, ”The Murders in The Rue Morgue” (1841), er den klassiske whodunit-krimi født, hvori drivkraften i plottet er at løse mysteriet om hvem, der kan have begået et mord, der ellers synes at have været en umulighed eller synes uforklarligt. Et mord begået i et aflåst rum, er et meget godt eksempel på et sådant mord – hvilket også er, hvad der er hændt i Poes novelle. Her må detektiven først bruge sin tid på at overbevise politiet om at, der rent faktisk er foregået en ’helt almindelig’ forbrydelse, og at der ikke er sket noget overnaturligt af nogen art.

Mysterier

klare diverse mysterier er genrens største varemærke. Poe sammenligner i indledningen til historien også netop detektiven med en skakspiller, der forsøger at regne sin modspillers næste træk ud. I tilfælde hvor der er tale om et mord, kommer det ganske vist til at betyde at detektiven må regne ud, hvad morderen allerede har gjort og hvorfor. Ikke desto mindre er der stadigvæk tale om en tilnærmelsesvis tilbedelse af detektivens store intellekt og store viden, ved hjælp af hvilken han formår at ’outsmarte’ morderen.

Visir # 62

I denne spæde start på det, der senere udvikler sig til den hardcore detektivfortælling, man kender fra Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes, er der dog stadig meget der skal finpudses. Poes fortælling er temmelig flosset i kanten og virker på mange områder så makaber og overdrevet, at den mest minder om endnu en gotisk fortælling frem for en dybt seriøs detektivfortælling. Selve beskrivelsen af mordene på de to ofre, mor og datter, er frygtelig; moren er blevet skåret i ansigtet med en barberkniv, så hun slet ikke er til at genkende, hvor-

8

Kamilla Broegaard Knudsen

efter samme barberkniv er blevet brugt til at skille hovedet fra kroppen, og hele liget er blevet smidt ud af et vindue på første sal; datteren har lidt en lige så frygtelig skæbne ved at være blevet kvalt og derefter proppet op i en smal, smal skorsten med hovedet nedad. Som prikken over i’et viser morderen sig at være en undsluppet orangutang, der blot ville barbere moren med barberkniven, som den havde set sin egen herre gøre det, og derfor ’kom til’ at slå hende ihjel. Dyret tillægges lignende menneskelige karaktertræk, idet mordet på datteren og forsøget på at skaffe sig af med ligene, forklares med at orangutangen pludselig indser, hvad den har gjort, forsøger at slette sporene og stikker af ud af et vindue. Orangutangen kommer dog til at virke så latterlig på læseren, at det er umuligt at tage Poes historie hundrede procent seriøst. Dog kan man se alle de klassiske træk og gode elementer, som så mange har kopieret og benyttet sig af efter ham, og det ville derfor være en umulighed ikke at give Poe en stor del af æren for at vi sidenhen har kunnet læse detektivmæssige mesterværker.

Pernille Nissen Friis

Mysterier

Mestergeniet Moriarty Af Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie

Sir Arthur Conan Doyles detektiv-figur Sherlock er blevet verdensberømt. Conan Doyle udgav i løbet af sit liv i alt 56 forskellige noveller og romaner om Sherlock og hans tro følgesvend John Watson og deres oplevelser som ”freelance” detektiver. De første mange Sherlock-eventyr blev udgivet i aviserne, og det er først senere, at disse fortællinger udkom i bogform. Utallige serier og film er inspireret eller direkte skrevet på baggrund af handlingerne i Conan Doyles udgivelser. Sherlock er et geni, og hans nærmest autistiske måde at se verden på gør, at han har et talent, der kan bruges til at redde liv og opklare mysterier, selv den ”mest erfarne” politibetjent ikke kan gøre. Sherlocks direkte modstykke, et menneske, som er et lige så stort geni som ham selv, men blot bruger sin viden i ondskabens tjeneste, er Professor James Moriarty – som utallige gange er blevet betegnet som Sherlocks ærkefjende nummer et. Sherlock Holmes beskriver selv Moriarty som ”the Napoleon of Crimes”. Men hvem er denne Moriarty? Hvilken rolle har han spillet i alle Sherlock-inspirerede udgivelser både Conan Doyles egne, men også senere udgivelser, film og serier? Og ikke mindst, hvilken skuespiller er den ideelle til at spille den nærmest psykopatiske Professor Moriarty?

9

Visir # 62

Det første møde Den første gang befolkningen mødte Moriarty var i Conan Doyles ”The Final Problem” fra 1893. Denne udgivelse beskrev, hvordan helten Sherlock i mødet med Moriarty må dø. Sherlock har i flere måneder søgt efter det onde mestergeni og hans enorme organisation af organiseret kriminalitet. Allerede i starten af udgivel-

sen bliver Sherlock forsøgt dræbt af Moriarty hele tre gange, da Moriarty ønsker, at Sherlock skal stoppe sine undersøgelser af hans kriminelle netværk. Hele Sherlocks undersøgelse af Moriartys gerninger og Moriartys konstante forsøg på at stoppe disse undersøgelser kulminerer i en kamp om døden mellem de to ved et vandfald i Schweiz. Begge kamphaner falder ned af vandfaldet mod det, der øjensynligt vil være deres død.

Mysterier

I udgivelsen fra 1914 ”The Valley of Fear” spiller Moriarty også en stor rolle. Denne udgivelse er placeret før handlingerne i ”The Final Problem”. Moriartys plot i denne historie er et sideplot til det egentlige hovedplot, da udgivelsen handler om en af personerne, som er en del af Moriartys kriminelle netværk. Dette er de eneste to bøger skrevet af Conan Doyle, hvor Professor Moriarty har en stor rolle og stor betydning for historiens plot – men Moriarty er nævnt flere gange i andre udgivelser også, på en måde hvor læseren får indtryk af, at Professoren har indflydelse på mange af de kriminelle handlinger, der foregår i det Sherlock Holmske univers.

Visir # 62

Hvem er manden? Moriarty er en meget ambitiøs mand med selvtilliden i orden, som på trods af stor respekt for Sherlock Holmes’ intelligens, stadig mener han kan udkonkurrere ham. Han er en mand med et hidsigt temperament, hvilket betyder, at det er nemt for ham at vinde mennesker over på hans side, og dette er grunden til, at han har skabt dette enorme netværk af organiseret kriminalitet, som alt sammen gavner ham selv i sidste ende. I Conan Doyles originale beskrivelse af Professor Moriarty, har han en ”høj, nærmest deform pande”, et tegn på hans høje intellekt. Man mener, at grunde til, at Conan Doyle skabte karakteren, var at han skulle være den eneste, som var mere intelligent end Sherlock, og derfor havde mulighed for at overvinde ham. Det var

10

Pernille Nissen Friis

meningen, at Conan ”The Final Problem” skulle være Doyles sidste Sherlockeventyr, og derfor skulle han skabe en karakter, der på en troværdig måde kunne tage livet af Sherlock Holmes, derfor skulle Moriarty være meget intellektuel. Men på grund af stor efterspørgsel og nærmest et oprør mod Conan Doyles valg om at stoppe Sherlock Holmes serien, måtte han genoptage historierne. Virkelighedens Moriarty Sherlock Holmes entusiaster har spekuleret i , at Professor Moriartys karakter er inspireret af ægte kriminelle genier, som levede i England, da bøgerne blev skrevet. De mener. at astronomen Simon Newcombs liv i høj grad kan sammenlignes med det af Moriarty. Newcomb var et geni med mange talenter, men især inden for matematikken. Han brugte sin kloghed til at ødelægge sine konkurrenters ry. Men også den amerikanske Adam Worth, er blevet nævnt som inspirationskilden til Moriarty-karakteren. Grunden til dette var, at en Scotland Yard detektiv beskrev ham som ”the Napoleon of the Criminal World” – et sætning, som ligner den sætning Sherlock bruger til at beskrive Moriarty i ”The Final Problem”. Worth var småkriminel i New Yorks gader, men da han kom til England kravlede han op ad rangstien. Da han kom til London, blev han en del af det finere selskab og begyndte at skabe et kriminelt netværk af organiserede røverier.

Pernille Nissen Friis

Moriarty- skuespillerne Efter bogsucceserne gik der nogle år, før man med inspiration fra bøgerne lavede radioprogrammer, film og serier. Både prominente og mere ukendte skuespiller har spillet rollen som Moriarty. Nogle har gjort det godt, mens andre har skrevet sig ind i historien med formidable skuespillerpræsentationer som det psykopatiske mestergeni. Første gang man oplevede Professor Moriarty i et andet medie end bøgerne var i 1916 i en stumfilm baseret på bogen ”The Valley of Fear”. En del film baseret på detektiveventyret blev lavet i de næste år. Men en skuespiller værd at notere sig var George Zucco, som i 1939 i filmen ”The Adventures of Sherlock Holmes” spillede rollen som Moriarty. Zucco, en engelsk skuespiller, nåede at være med i 96 film, og han er især kendt for sine roller som skurken i mange af disse. Hans fremstilling af Moriarty har for fremtidige skuespillere været en stor inspiration, fordi han spiller rollen med stor overlegenhed. I radiospillet fra 1950’erne, spille Orson Welles Moriarty i fremførelsen af ”The Final Problem”. Orson Welles var perfekt i rollen, fordi hans mørke

Mysterier

stemme passede perfekt til Moriartys mystisk sind. I 1985 udkom filmen ”Young Sherlock Holmes and the Pyramides of Fear”, en film baseret på Conan Doyles karakterer, men plottet selvopfundet af Chris Columbus og instrueret af Spielberg. I filmen møder vi Sherlock i hans unge år på skolen, hvor han bliver uddannet af professor Rathe, spillet af Anthony Higgins. I slutningen af filmen finder man ud af, at Professor Rathe faktisk er Moriarty. Rathe/ Moriarty er spillet på en meget direkte og konfronterende måde, hvilket har været bemærket i Sherlock Holmes historie. I TV-serien fra 1984 ”The Adventures of Sherlock Holmes”, med i alt 41 afsnit om Sherlock Holmes’ eventyr, er det den engelske skuespiller Eric Porter, som spiller ærkefjenden Moriarty. Dette var den serie baseret på Conan Doyles Sherlock Holmes, som frem til 2011 var den bedst kendte og genudsendt flest gange verden rundt. Eric Porters udseende i serien, ligner i høj grad den Moriarty, som blev tegnet til de originale udgivelser i aviserne. I 2009 var det Hollywoods tur til at tage det Sherlock Holmske univers til sig, i en film instrueret Guy Ritchie. I rollen som den hårdtslående Sherlock finder man Robert Downey Jr., mens hans følgesvend Watson bliver spillet af Jude Law.

Visir # 62

11

Visir # 62

Mysterier

P e r n i l l e N i s s e n Fr i i s

Disse Hollywoodfilm er løst inspireret af de originale bøger. Allerede i første film får man kendskab til Moriarty, men hans udseende forbliver frem til anden film ukendt. I ”Sherlock Holm 2: Game of Shadows”, ser man Moriarty spillet af Jared Harris, en skuespiller, der formår at give karakteren den specielle følelse af, at han er farlig, mens han fremtræder meget kølig og kalkulerende.

Jim Moriarty som spilles af fantastiske Andrew Scott, er fascineret over Sherlocks intelligente sind, og nyder, at der findes en person, han kan give mysterier og gåder og derfor underholde sig selv på denne måde. Jim Moriarty er i denne nye Sherlock-serie betegnet som en farlig sociopat. Jeg bryder her alle journalistiske regler, når jeg siger, at det er Jim Moriarty, denne nutidens Moriarty, som jeg klart foretrækker. Hans kolde kølige nærmest stirrende blik og hans legende måde at bruge sin stemme på viser, hvor psykopatisk dette kriminelle geni egentlig er. Han gør mig bange, samtidig med, at hans velklædende jakkesæt giver ham et sofistikeret look, der indikerer, at han har styr på sagerne.

Fremtidens Moriarty I juli 2010 blev første afsnit af BBC nye Sherlock Holmes serie sendt for første gang. Serien hedder ”Sherlock” og er skrevet af Mark Gatiss og Steven Moffat, som begge er kendte manuskriptforfattere mest kendt for deres plads på holdet af ”Dr. Who” forfattere. Serien placerer Sherlock Holmes og John Watson i nutidens London, og man ser en Sherlock benytte sig af den moderne teknologi. Denne nutidens Sherlock er stadig et mestergeni og betegnes i serien som autistisk. Adaptionen er perfekt udført, og ingenting er ødelagt af, at det Sherlock Holmske univers er placeret i London i det 21. århundrede. I de to sæsoner, der allerede er blevet lavet, ved man, at det er Moriarty (som i denne serie hedder det mindre formelle Jim Moriarty) står bag det meste af den kriminalitet, som Sherlock skal opklare.

Moriarty er siden han første gang blev præsenteret for befolkningen, været en vigtig del af det Sherlock Holmeske univers. Mange skuespillere har på hver deres måde forsøgt at portrættere det farlige og kalkulerende mestergeni Moriarty. Dette var blot en lille del af de skuespillere, som har påtaget sig opgaven, men dem som har haft størst indflydelse på lytterne og seerne.

12

Stine Liber ty

Mysterier

Den kluntede detektiv Af Stine Liberty, Litteraturhistorie

I en verden med mordopklarende detektiver såsom Hercule Poirot og mesterdetektiven over dem alle, Sherlock Holmes, i hvis univers de forsøger at opklare alskens ellers uløselige mysterier, finder vi også klodens nok mest klodsede og abnorme detektiv: Jacques Clouseau, a.k.a. Den Lyserøde Panter. Både som film og tegnefilm har den kluntede detektiv ikke blot ironiseret over krimigenren, men også føjet endnu en dimension til den – nemlig den, at vi gerne må, og måske skal, grine af mordgåder og forbrydelser. I år er 50års jubilæet for den første film, The Pink Panther, hvor Peter Sellers har hovedrollen som Jacques Clouseau. Man kan kun sige, at Sellers gør sit arbejde fremragende med både sin utrolige mimik, sin underspillede humor og sin generelle fremtræden og samspil med de andre skuespillere. Sellers gjorde Clouseau-karakteren berømt og berygtet, skønt rollen senere hen har været besat af andre, deriblandt Steve Martin i de to nyeste film, der udkom i 2006 og 2009. Man kan diskutere sidstnævntes kvaliteter, men ønsker man en fald-på-halen komedie blandet med mysterier og en gennemført karakter, er Den Lyserøde Panter (her tænkes på de ældre versioner) et nyttigt sted at starte.

Noget helt andet, som har gjort Den Lyserøde Panter populær og mindeværdig, er det musikalske tema, som er skabt af Henry Mancini. De fleste vil nok, ubevidst eller ej, begynde at nynne saxofonens dybe toner, når de hører Den Lyserøde Panter omtalt; en saxofon, der sammenlagt med de andre dæmpede instrumenter skaber et helt særlig præg af mystik. Samtidig ser man sig selv dykke ned i lavere niveau, liste hen ad gaden og se sig for med sammenknebne øjne, som om der var en morder i nærheden, eller man havde opfanget en helt særlig duft af forbryderisk råddenskab. Skønt Den Lyserøde Panters fundament er på filmlærredet, har der altid været et element af tegnefilm i den ligeledes. Alle film, undtagen nr. to og tre (filmene uden Peter Sellers), åbner nemlig med en animeret sekvens, hvori den velkendte lyserøde panter optræder. Det er denne karakter, som ligger til grund for de senere tegneserier, der blev gjort vældigt populære for børn og unge, også her i Danmark. Børn sad klinet til skærmen hver søndag, når det pinke kattedyr trådte frem og udførte alverdens detektivarbejde og løste de gåder, som man selv var ivrig efter at finde hoved og hale i. Man kan sige meget om Den Lyserøde Panter og dennes til tider idiotiske komik, som blandet sammen med mordgå-

13

Visir # 62

Titlen Den Lyserøde Panter er ofte synonymt med karakteren Clouseau, men i virkeligheden er Den Lyserøde Panter navnet på en stor, lyserød diamant, som optræder i den første film. Navnet kommer sig af, at man angiveligt kan skimte konturerne af en panter i den lyserøde diamants indre. Efter denne film optræ-

der navnet The Pink Panther først, da Sellers igen besatte hovedrollen, og hvor diamanten igen optræder. Herefter har hver film haft en titel, hvori navnet indgår.

Mysterier

Visir # 62

der og krimigenren kan give en lidt sær cocktail. Ikke desto mindre er både filmene og ikke mindst tegnefilmene (velsagtens især for vores generation) kærkomne minder og portaler til timers morskab og lårklaskende humor. Den Lyserøde Panter er måske også et nød-

14

Stine Liber ty

vendigt indspark i den ellers så stramme, hårdkogt strømer-lignende genre, som gennem netop Clouseau-karakteren får humoren ind med det forkerte ben først og alting vendt på hovedet i hysterisk morsomme sekvenser. Vi elsker det!

Kathrine Eg Mølhave

Mysterier

Mysteriet om Nessie Et genert og blufærdigt uhyre

Af Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie Loch Ness uhyret er et af verdens største mysterier, og det har fulgt mennesket gennem generationer. Her på ViSIR har vi besluttet os for at følge legenden, helt tilbage fra hvor den begyndte og følge den op gennem tiden, for at se om vi kan opklare det sagnomspundne mysterium. Religiøs propaganda Vores søgen efter historien om Nessie starter helt tilbage omkring år 565, med en irsk helgen, der drog til Skotland i håb om at omvende pikterne (Det folkeslag, der dengang beboede Skotland) til kristendommen. Sankt Columbas anede næppe, hvilket stort mysterium han var med til at skabe, da han ved søen Loch Ness overværede begravelsen af en mand, der var blevet dræbt af et uhyre i søen. Den uheldige mands båd var drevet over på den anden side af søen, og Sankt Columbas befalede en fra sit følge at svømme over efter den. Som man nok kunne have forudset, blev også denne mand angrebet af det frygtelige uhyre, men den fromme Columbas befalede det at forsvinde, og straks slap det sit bytte og svømmede væk. Skotterne, der havde overværet dette, blev nu overbevist om, at Columbas’ gud var stærkere end nogen anden og omvendte sig.

Samme år som det formodentligt første billede blev taget af Nessie, opdagede man store fodspor ved søen. Det viste sig dog at være en bedragers værk. Manden havde været ude med en udstoppet flodhestefod og lavet falske fodspor, og efter offentliggørelsen af dette snyderi blev indberetninger om Loch Ness uhyret taget mindre seriøst. Det stoppede dog ikke folk i at mene, at de havde set Nessie enten på land eller ude i søen. I 1934 skulle en motorcyklist næsten være kollideret med det store uhyre, og senere det år blev et af de mest kendte billeder af uhyret taget af en kirurg, der rejste af den nye vej. Efter dette billede blev offentliggjort, opmuntrede det flere og flere til at fortælle om deres møde med uhyret. Nessies udseende Det uhyre, der angreb, mens Sankt Columbas befandt sig i Skotland, blev beskrevet som en version af en Kelpie. Ifølge gamle legender kan en kelpie tage mange former, men det mest brugte billede er som et søuhyre i form af en hest, som trak én med ned under vandet, når

15

Visir # 62

Nessie, nu som vegetar Efter Sankt Columbas havde fordrevet uhyret, hørte man ikke meget til det i mange år. Legender om dyret florerede kun i lokalsamfundet, men så gik der igen mode i det farlige dyr, der dog synes at være blevet mindre voldeligt, ja faktisk ganske ufarligt og genert. I starten af 1930erne blev en ny vej bygget rundt om Loch Ness og det satte gang i indrapporteringer om uhyret i søen og bredte ryg-

tet. Det første registrerede syn af Nessie på land var i 1933, hvor et ægtepar efter sigende så uhyret krydse vejen foran dem. Dyret havde en lang hals, en smule tykkere end en elefants snabel, med flere buer og en stor krop. Efter dette væltede det ind med rapporter fra folk, der havde set det store sagnomspundne uhyre fra Loch Ness. Der blev udstedt dusører, og cirkusejeren Bertram Mills udlovede endda en dusør på 20.000 pund, til den der kunne bringe uhyret levende til hans cirkus.

Mysterier

man satte sig på den. Den første beskrivelse af Nessie i nyere tid fortalte om den lange hals og tunge krop, men i 1943 så en politimand, der var sat til at holde øje med fjendtlig indtrængen, uhyret. Han mente ligeledes, at dyret havde en lang hals, og han mente, at dyret havde store øjne og endda en finne. I 1951 blev endnu et billede taget af Nessie, og denne

Visir # 62

gang havde uhyret tre pukler, stadig en lang hals og nu også en hale. I 1955 blev endnu et billede taget af Nessie, men denne gang havde uhyret kun to pukler. Senere hen blev uhyret refereret til som en stor søslange af folk, der havde set

16

Kathrine Eg Mølhave

uhyret på deres sonarskærme, men det dinosauragtige udseende stammer helt tilbage fra 1934. Den første, der beskriver uhyret som en laghalset dinosaurlignende skabning, er Mr. Spicer, der kort før han så Nessie havde været i biografen og se den nye film King Kong, hvor fortidsdinosaurer kæmpede på land. Mr. Spicer hævder ligeledes at have set uhyret på land, men senere hen i historien er uhyret kravlet tilbage i søen. Det har dog bevaret sin lange hals og visse andre dinosaurtræk i nyere beskrivelser. Videnskaben overtager I 1960 stod Oxford og Cambridges universiteter for en undersøgelse af søen generelt og en undersøgelse af muligheden af, at den skulle huse et søuhyre. Der blev brugt kameraer og et ekkolod, og der blev observeret noget, der kunne være et monster, men noget bevis for dets eksistens kunne ikke fremføres. I oktober 1986 blev der foretaget endnu en undersøgelse af den legendariske sø. Adrian Shine og Darrell Laurence mente, at Loch Ness søen ville være et godt sted at teste nyt sonarudstyr, både på grund af søen størrelse, men også på grund af den mediedækning projektet ville få. Ti både udstyret med sonarudstyret sejlede over søen og forsøgte at holde en lige linje. Desværre medførte den hårde blæst, at projektet måtte udskydes, men i oktober 1967 genoptog man forsøget, og det blev den største sonarundersøgelse af en ferskvandssø i hele verden. Man fandt ikke uhyret, og medierne tog skuffede hjem, men man målte tre objekter, der var for store til at kunne være noget, man vidste levede i søen. Så måske var undersøgelsen ikke helt ubrugelig alligevel. Objekterne skulle være større end en

Kathrine Eg Mølhave

haj, men mindre end en hval. Andet kan man desværre ikke sige om fundet i 1987. I 2001 kom endnu en videnskabelig forklaring på de mange spekulationer om uhyret i Loch Ness. Mange af de indrapporterede syn hænger sammen med bobler og bølger i vandet. Disse forstyrrelser i vandet skulle eftersigende være forårsaget af det store uhyre, men den italienske geolog Luigi Piccardi havde en mere videnskabelig forklaring på dette. Loch Ness ligger lige over Great Glenforkastningen, som geologisk set er Skotlands mest aktive område. Dette har forårsaget flere jordskælv, og mindre bevægelser i jordskorpen under søen kan resultere i udslip af gasser, der kan forårsage bølger og bobler i søen. Luigi Piccardi mener således, at disse udslip af gasser er skyld i mange af de rapporter, der er kommet om Loch Ness uhyret. Efter hans mening er uhyret et sagn, der bygger på det græske søuhyre Hippocampus (ippos = hest og kampos = søuhyre) som trækker Poseidons vogn.

bjergene. Søen er altså det perfekte skjulested for et lidt genert forhistorisk uhyre. Men hvad den lever af, nu den ikke må spise mennesker længere, vides ikke, da fiskebestanden i Loch Ness søen ikke er særligt høj, og da slet ikke høj nok til at kunne brødføde minimum ét stort og sultent uhyre. Nogle Nessie-entusiaster forklarer de mange beviser mod eksistensen med, at der ligger en ufo på bunden af søen og udsender stråling og syner. Hvad enten der er beviser eller ej, forhindrer det ikke folk i fortsat at jagte det mystiske væsen, og det siges endda, at der er sendt billeder til NASA med særlige beviser for eksistensen. Det eneste vi kan gøre nu, lader til at være at vente til uhyret selv vælger at besejre sin sceneskræk, eller til nogen er heldige nok til at skaffe håndgribelige beviser på eksistensen. Nessies søskende Selvom uhyret i Loch Ness er et af de meste berømte søuhyrer, er det bestemt ikke det eneste. Lake Champlain i USA skulle have et søuhyre kaldet ”Champ”, mens der i Sverige eftersigende skulle leve et søuhyre i Storsjön. Myterne om det svenske Storsjöodjuret starter allerede helt tilbage i 1635, og mange har berettet at have set det sagnomspundne uhyre siden 1800-tallet. I Norge findes ”Sjøormen i Seljord” og på en ø ved Bergen finder man ”Dyret i Kørelen”. Nessie er altså ikke alene, men det store uhyre har helt sikkert haft den bedste PRagent, da det klart får mest opmærksomhed.

Visir # 62

Flere har også pointeret, at de pukler, folk har observeret i vandet, nemt kan være legende oddere, træstammer eller store fisk. Sikkert er det dog, at ingen har været i stand til at fremvise konkrete beviser for eksistensen af oldtidsuhyret, og sikkert er det også, at der er mange beviser, der trækker både i den ene og den anden retning. Loch Ness søen er 40 km lang og kun nogle få km bred, men den er utroligt dyb, og indeholder mere vand end alle søer i hele England og Wales tilsammen. Desuden er det umuligt at se en hånd for sig i søen, da den er fuldt af tørvesmuld, der er vasket ned fra

Mysterier

17

Kathrine Eg Mølhave

Mysterier

Visir # 62

Nysgerrig? Er du nysgerrig efter at se Nessie, men har du ikke lige råd eller tid til et smut til Skotland, så kan du på hjemmesiden http://www.nessie.co.uk se et live webcam, der filmer søen. Vi mener her på redaktionen dog ikke, at en yderligere undersøgelse er nødvendig, da vi er overbevist om, at vi har løst mysteriet. Der kan ikke herske tvivl om, at Loch Ness uhyret i virkeligheden er en stor fortidssø-elg, der blot ønsker at leve i fred i den store dejlige sø. Det ville forklare, hvorfor uhyret både er set på land og i vand. Elgen er fredelig og ønsker ikke at gøre noget fortræd, og den mand, der kom til skade i 565 var blot offer for en tragisk

ulykke. Det var naturligvis ikke Nessieelgens mening at skade den arme mand, men den havde desværre spist et bundt gærede æbler den dag og var blevet en anelse beruset. Den angrede selvfølgeligt dybt efter denne ulykke og har siden da holdt sig på vand-vognen. Vi håber, her på redaktionen, at vi med denne artikel har kastet lidt lys over Nessie-myten, og vi håber naturligvis, at I nu har brændende lyst til selv at undersøge mysteriet. Derfor slutter vi herfra og siger: God jagt og hils Nessie fra os!

Illustration af Louise Lindgaard Nielsen

18

Jakob Gaardbo Nielsen

Mysterier

Stilhedens mysterium Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Derfor lægger jeg mig aldrig til at sove uden et tændt fjernsyn, en godnat-sang fra Nick Cave eller Jørgen Leth i headsettet, eller blot en radiators sagte brummen i værelset. Hvis ikke trafikken på Silkeborgvej larmer nok, tænder jeg højttalerne eller giver mig til at tromme på gulvet med fødderne, når jeg skal læse. Jeg slapper bedst af i en kørende bil eller inde bag motorcykelhjelmen, fordi støjen altid er til stede. Jeg er på den ene side tiltrukket af naturen, fordi den i et eller andet omfang altid vedligeholder et støjminimum i form af vindens kildne sus eller fuglenes larmende sang, på den anden side frygter jeg dens spontane, slugende stilhed der har det med at opstå ud af det blå, som om skoven eller bjergene holder vejret – et negativt tordenbrag, hvor stilheden kløver støjen som et lyn og blotter sig for mig, sluger mig. Begrebet stilhed indeholder for mig en dualisme: jeg har aldrig oplevet det, og jeg længes efter det, men jeg er også bange for det. Jeg kender ikke til stilhed, fordi jeg aldrig har oplevet det.

Min hørelse har aldrig fejlet noget, for så vidt at den fungerer og opfanger lydbølger i verden og oversætter dem til tanker, som jeg i nogen grad er herre over. Med det sagt, har jeg på den anden side ofte lyst til at jorde en skruetrækker tværs gennem øregangene, for dermed måske at slukke for den minimalistiske men gennemskærende støj, der huserer derinde. Men det kan ikke lade sig gøre: hyletonen er der altid, og vil aldrig forsvinde: den nogle gange ubetydelige, andre gange buldrende højfrekvens, der eksisterer som en mørk passager, for evigt skjult et ukendeligt sted i hjernens lydoversættelsesapparat. Den har drevet mig til vanviddets rand i flere perioder af mit liv, men dens allestedsnærværende hyl nødvendiggør en meditativ afstandstagen, til hvilket støj er mit bedste redskab. Jeg har altid haft tinnitus i et begrænset omfang, men jeg gav stilheden i mit liv dødsstødet på grund af en simpel forglemmelse – et øjebliks uagtsomhed: en rockkoncert (patetisk, ja) på Pumpehuset den 11. maj, 2007, bevidnet af mig som ekstatisk fanboy af et band, som jeg ikke engang lytter til længere. Jeg glemte ørepropperne i bilen. Jeg glemte ørepropperne i bilen! Jeg glemte dem og var selvfølgelig ligeglad; musikken var begyndt.

Visir # 62

Støj er en nødvendig komponent i min eksistens. Den vildleder det fænomen i mit hoved, der i det meste af mit liv har gjort mig panisk angst for den stilhed, som jeg aldrig har hørt. Stilheden er for mig objekt for en livslang og uudslukkelig længsel, men i realisationen af dens umulighed i mit sanseapparat, bliver den en frygtet tilstand – en tilstand jeg hader og elsker. Folk snakker ofte om naturens forførende og eskapistiske totalstilhed, som de har oplevet på vandreture i Norge eller lignende steder og siden besunget

det som en særligt betydningsfuld oplevelse. Det er efter alt at dømme en oplevelse jeg aldrig får, uanset hvor jeg befinder mig, uanset hvor jeg flygter hen. Stilheden (med stort ”s”), er en tilstand jeg – eller rettere sagt, min krop – ikke er i stand til at registrere.

19

Mysterier

Visir # 62

De fleste vil medgive at have oplevet højfrekvente hyletoner, summende hvislelyde, eller en slags ”havets brummen” inde bag øret efter en koncert. De fleste vil også opleve at tonen forsvinder igen efter et par dage. På hotellet i København efter koncerten (ja, jeg tog turen fra Aalborg til København, tilsyneladende blot for at smadre min hørelse) var jeg da heller ikke bekymret. Men min tinnitus forlod mig aldrig igen, og vi er nu partnere for resten af livet.

Jakob Gaardbo Nielsen

sløjfen eskalerer, så tonen stiger og stiger i lydstyrke. Tilstedeværelsen af blot den mindste eksterne lyd (et summende køleskab, et vægur, der tikker etc.) kan imidlertid næsten eliminere min perception af hyletonen og dens akkompagnement af andre susefornemmelser og bølgebrusen, og netop derfor gør jeg alt for konstant at befinde mig i en verden af baggrundsstøj. Aarhus’ symfoniske lydbillede bestående af biler, cykler, byggepladser og støjende mennesker er altså min daglige tinnitusterapi.

Tinnitus defineres som ”perception af lyd i øret i fravær af korresponderende ekstern lyd”, og findes i mange former, hvoraf de fleste skyldes ”støjforurening”. Det indre øre er beklædt i tusindvis af mikroskopiske vibrerende hårceller, som aktiveres af ekstern støj. Disse er forbundet med ydre hårceller, der oversætter neurale signaler til spænding på en underlæggende vibrationsmembran. De indre og ydre celler er forbundet gennem en slags feedbacksløjfe, hvis lydstyrke reguleres af hjernen. Sløjfen er justeret præcist under punktet for selv-oscillering, hvilket giver øret dets spektakulære følsomhed. Når denne nøje afstemte balance forskydes, opstår tinnitus, enten midlertidigt eller – for mit vedkommende – permanent.

Problemet er naturligvis, at den støj jeg konstant søger at udsætte mig for, forværrer tilstanden yderligere. Jeg befinder mig konstant i en tilstand af proverbial pissen-i-bukserne-i-en-snestorm. Jeg udsætter mig kun for dæmpede lyde, og husker ørepropperne på Roskildefestivalen, men min støjende passager i øregangen har fundet sit hjem dér, og vi slipper ikke for hinanden, før vi efter forhåbentligt mange år i nogenlunde afstemt sameksistens tager endegyldigt afsked med hinanden og livet. Indtil da, eksisterer jeg i audiel limbo: ude af stand til at opleve stilhedens balsam i en støjende verden, en for andre dulmende stilhed, som jeg nu kun kan frygte, fordi stilhed for mig blot betyder endnu mere støj.

Det er her støjen kommer ind i billedet. Tinnitus kan ikke helbredes, men kan i nogen grad begrænses ved forskellige mere eller mindre tvivlsomme terapiformer, ingen af hvilke anbefales i almindelige tilfælde. Støj er min terapi. Hvis jeg befinder mig i stille omgivelser hvor hyletonen især er til stede, bliver jeg endnu mere opmærksom på den, og feedback-

Selvom jeg efter mange år har accepteret min tilstand og kun i ringe grad er generet af den, længes jeg fortsat efter den stilhed, som jeg ikke længere har sanselig mulighed for at opleve. En af mine største drømme er netop – som folk fortæller – at opleve den eksistensløse og selvudslettende, identitetsløse og subjektivitetsopløsende stilhed, som kun kan

20

Jakob Gaardbo Nielsen

opleves med en intakt hørelse, hvor jeg ikke i form af en højfrekvent, skrigende, skærende, pulserende hyletone konstant bliver mindet om, at jeg eksisterer. Hvis man som menneske med intakt hørelse, ønsker at opleve hyletonens mareridt, kan det lade sig gøre på nettet. Canadiske Paolo Pietropaolo (freelancebroadcaster) har lavet en 13-minutters udsendelse, Signal to Noise, hvor han undersøger sin egen tinnitus, lytter til

Mysterier

den, forsøger at afkode dens budskab og – ikke mindst – udsætter lytteren for det. Han tydeliggør også, hvor effektiv støjen er som dæmper for tinnitussen. Det er helt centralt for oplevelsen, at man lytter til udsendelsen med et godt, tætsluttende headset, da man ellers ikke kommer ”tæt nok på”. God ”fornøjelse”! Den kan findes her: http:// www.thirdcoastfestival.org/library/997signal-to-noise

Visir # 62

21

Stine og Kathrine

Mysterier

Et sammenfald? Næppe!

Af Stine Liberty & Kathrine Eg Mølhave, Litteraturhistorie

Hvad kan få én til at rystes i sin grundvold mere end konspirationsteorier – og endda nogle om verdens mest magtfulde mænd; USA’s præsidenter? Herefter følger nogle mærkværdige ’sammenfald’ mellem to af de nok mest kendte og vellidte præsidenter i USA’s historie, Abraham Lincoln og John F. Kennedy, der – øjensynligt – har lidt samme skæbne i mere end én forstand. Prepare to be amazed! Abraham Lincoln blev valgt ind i kongressen i 1846. John F. Kennedy blev valgt ind i kongressen i 1946. Abraham Lincoln blev valgt som Præsident i 1860. John F Kennedy blev valgt som Præsident i 1960.

Begge var vældig optaget af borgerrettighederne. Begges hustruer mistede et barn, mens de boede i Det Hvide Hus. Begge Præsidenter blev skudt og dræbt på en fredag. Begge Præsidenter blev skudt i hovedet. Lincoln's sekretær hed Kennedy, Kennedy's sekretær hed Lincoln. Begge Præsidenter blev efterfulgt af en fra sydstaterne med navnet Johnson.

Visir # 62

Andrew Johnson, som efterfulgte Lincoln, blev født i 1808. Lyndon Johnson, som efterfulgte Kennedy, blev født i 1908.

22

Stine og Kathrine

Mysterier

John Wilkes Booth, som myrdede Lincoln, blev født i 1839. Lee Harvey Oswald, som myrdede Kennedy, blev født i 1939. Begge mordere blev kendt med 3 navne Hos begge er navnene sammensat af 15 bogstaver. Lincoln blev myrdet i et teater ved navn "Ford" Kennedy blev myrdet i en bil af mærket Lincoln, fabrikeret af "Ford" Lincoln blev myrdet i et teater, og hans morder løb til et varehus for at gemme sig. Kennedy blev skudt fra et varehus, og hans morder flygtede til et teater og gemte sig der. Booth og Oswald blev myrdet FØR retssagen kom op ET

SAMMENFALD? NÆPPE!

Visir # 62

23

24

Visir # 62

Rasmus Holbroe

Rasmus tegner

Visir # 62

25

Visir # 62

Rasmus tegner

26

Rasmus Holbroe

Jacob Munk

Kronik

Har litteraturen et etisk potentiale? Af Jacob Munk, Litteraturhistorie

Stram op! din dovne forstads-boheme af en bogorm Kriser har en tendens til at gøre mennesket til et radikalt nyttetænkende væsen. Alle vores institutioner og beskæftigelser skal brydes ned og på ny legitimeres ud fra deres nytteværdi. Dertil hører naturligvis også en hvis dæmonisering af kernemenneskelige fænomener som ønsket om åndelig dannelse, selvindsigt og skønhed, for kan det virkelig forsvares at nogle mennesker dedikerer hele livet til at fordybe sig i kunsten og menneskets ånd (jeg ved at begrebet ”ånd” i manges ører vil klinge håbløst romantisk, men det er her brugt som en bevidst provokation af den moderne forestilling om mennesket som et reducerbart objekt uden værdi i sig selv), når resten af samfundet kæmper for at holde sig i gang? For en tilsyneladende forbavsende stor del af samfundet i dag er svaret et klart nej: kunsten er ikke længere at betragte som et af samfundets omdrejningspunkter men som et overskudsfænomen, som vi kan beskæftige os med, når alt det virkelig vigtige er på plads. Mit projekt ligner udadtil et paradoks. På den ene side vil jeg argumentere for at litteraturen har en værdi, der vedrører menneskelige relationer i almindelighed (læs: en etisk værdi) og derfor ikke kan begrænses til kun at omfatte et forhold mellem læseren og værket, og på den anden side mener jeg, at dette forhold er med til at undergrave forestillingen om nytten som omdrejningspunktet for menneskelige samfund. Når disse to ting forekommer at være selvmodsigende, er det fordi vi har en forestilling om etikken som en form for nyttetænkning. Det kan den være, og ud fra den opfattelse er det klart at litteraturen ikke har forfærdelig meget at skulle have sagt. Men hvis man med etik forstår menneskets evne til at sætte sig i sin næstes sted ud fra den grunderkendelse at enhver bevidsthed er ligeså værdifuld som den vi referer til som ”jeg”, så kan litteraturen i den grad hjælpe os på vej. Okay, det havde måske været lidt ensomt uden alle de der ord … Hvad litteraturen tilbyder os er en unik indsigt i det tilsyneladende udelelige: menneskets jeg i alle dets intense og uforudsigelige bevægelser. Det er gennem den litterære abstraktion, at det bliver muligt at sige det usigelige, at beskrive det som vi umiddelbart erfarer, men som ikke kan indrammes af hverdagssproget, da et rent referentielt sprog ikke kan gøre bevidsthedens abstrakte fænomener almene. Det kræver en større sproglig og psykologisk beherskelse. Det er denne beherskelse, der kaldes litteratur. Tag forelskelsen for eksempel. Når man er forelsket oplever man at blive stillet overfor noget absolut, noget der giver en umiddelbar og intuitiv oplevelse af værdi og fylde, men som ikke kan omsættes til ord. Man kan mene hvad man vil om den chilenske digter Pablo Neruda og hans bombastiske kærlighedspoesi, men i mine øjne er hans 7. kærlighedssonet et pragteksemplar på, hvordan den voldsomme oplevelse af kærlighed kan gengives igennem ord, selvom ordene i sig selv ikke er fyldestgørende:

Visir # 62

27

Jabob Munk

Kronik

Nu kommer du med mig, sagde jeg, og ingen vidste, hvordan og hvor smerten pinefuldt boede i mig, og til mig var der hverken nelliker eller barkaroler, intet, kun et sår, som kærligheden havde åbnet. Jeg sagde igen: kom nu med mig, som skulle jeg ellers dø, og ingen så i min mund den blødende måne, ingen så blodet, der steg op i tavsheden. Kæreste, ak! Lad os nu glemme stjernen med tornene! Og derfor, da jeg hørte din stemme gentage: Nu kommer du med mig, var det som om du havde løsnet smertens og kærlighedens lænker, og vinens, der begravet i sin kælder nu steg op, og på ny smagte min mund flammen, blodet og nellikerne, stenen og brændemærket.

Visir # 62

Man fornemmer hvad der er på spil, når Neruda desperat beder sin elsker ”kom nu med mig!”, den insisteren, den kompromisløshed, der er på færde. Ingen kan se hvad der sker i Pablo, ”ingen så i min mund den blødende måne”, selvom han forsøger at lade udsigelsen med hele sin sjæls fylde. Men i digtet lykkes det! Her fornemmer man, hvad der er på spil, og selvom ikke alle læsere ligefrem oplever følelsen af at være forelsket under læsningen, så er det den oplevelse ordene stræber (succesfuldt i mine øjne) imod. Så langt så godt, men hvad har det med etik at gøre? Det etiske finder sted, når vi som læsere indser, at alt det vi i vores hverdag anser for at være isoleret og lukket omkring jeg’et faktisk tilhører alle mennesker ligeligt. Det lyder banalt, for selvfølgelig ved vi rationelt set godt, at alle mennesker føler på lige fod med os selv. Men det ændrer ikke på, at litteraturen formår at lade os tage denne erkendelse til os på et langt dybere plan end fornuften gør. Når man har forstået det, indser man, at det jeg der tilhører os selv ikke er mere værdifuldt end nogle af alle de andre jeger derude.

Brug litteraturen! Lev litterært! Føl poetisk! Okay, okay så, det havde måske været lidt ensomt uden alle de der ord, som bøgerne gi’r os, men lad os se virkeligheden i øjnene: man kan ikke leve af at forgabe sig i skønhed og fare vild i syntaktiske eksperimenter, når økonomier ramler sammen omkring os, virksomheder lukker og statskasserne står i minus over hele Europa? Det kan der muligvis være noget om. Men så lad mig fremføre en utopi: Lad os droppe tanken om at mennesket kan reduceres til sin nytteværdi for andre. Lad os igennem litteraturen forstå, hvor værdifuldt det enkelte menneske er, og lad os leve denne erkendelse ud i alt hvad vi gør. Lad os gøre de ting, som vi inde i os selv oplever som meningsskabende og værdifulde (kærligheden, skønheden etc.) til samfundets hjørnesten i stedet for at behandle mennesket, som om det blot er et middel til et mål som f.eks. en samfundsøkonomi. På den måde er det ingen selvmodsigelse, når jeg siger at litteraturens bevidstgørelse af os selv som etiske væsener også er et opgør med nyttetænkningen. Det lyder som en rigtig humaniorakliché fra en forstads-boheme af en bogorm, gør det ikke?

28

Jacob Munk

Kronik

Det sidste ord vil jeg give til Friedrich Schiller, der er kommet mig i forkøbet med mange af de tanker om litteraturens indvirkning på mennesket og dets samfund, som jeg her har skitseret: “Was wir als Schönheit hier empfunden, Wird einst als Wahrheit uns entgegengehn.” [”hvad vi oplever som skønhed her Vil engang møde os som sandhed”]

Visir # 62

29

Anmeldelse

Pernille Nissen Friis

En klassisk Jussi krimi Af Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie

Visir # 62

I frygt for at blive fordømt af litteraterne og blive bortvist fra dette fine selskab for altid, på grund af deres (ubegrundede?) had mod den ellers utroligt indbringende og populær krimigenre, vil jeg nu kaste mig ud i en anmeldelse af et værk, der om nogen kan placeres i boksen ’krimi’ – og jeg kan allerede sige, at denne anmeldelse af ’Marco Effekten’ vil ende ud i en positiv svada om spænding og underholdning. Denne bog er den femte bog (af i alt 10) i serien om Carl Mørck og hans arbejde i afdeling Q. Hans to medhjælpere indvandreren Assad, som med sin mystiske fortid, sjove accent og misforståelser af det danske sprog, samt Rosa (eller Yrsa?) en sær kvinde med personlighedsspaltning, sørger for, at Carl ikke kommer til at kede sig. Vi er tidligere i serien af krimibøger fra Jussi Adler-Olsen blevet præsenteret for en gedigen omgang krimi om kvinder i bure, rige fasandræbere, autistiske børn fanget i træhytter og ikke mindst ondskabsfulde læger, der sterilisere ustabile kvinder. Denne gange møder vi sigøjnerdrengen Marco, som lever i et netværk af børnetiggere og lommetyv, alt samme styret af den kontante og ”farlige” Zola, en leder man ikke ønsker at modsige. Samtidig er en af ministeriets embedsmænd i fælleskab med en korrupt bankbestyrelse i gang med noget snavs om snyd med donations penge og underslæb. Disse to plot bliver kombineret i et drab, og Marco støder på liget af den myrdede i sin flugt fra Zola og hans tyranni. Dette bliver en sag for Carl Mørck, som handler om afrikanske pygmæer, kærlighed til familien og viljen til at bryd med den sociale arv. Med lidt snyd ender Carl også med at give de rette personer en mulighed for at leve deres liv videre, og gøre det de drømmer om at gøre. Jussis fantastiske måde at skrive på gør, at man lever sig ind i Carl Mørcks københavnske univers, hvor de onde jagter de gode, og Carl skal kæmpe mod tiden for at redde disse. Jussis hårde researcharbejde og den flid, som går forud for hans skrivearbejde, betaler sig og giver en bog, som med ægte fakta nærmest synes at være en realistisk fremstilling af det danske kriminelle miljø. Marco Effekten giver én kriller i fingerspidserne, og spændingen gør man har svært ved at slippe de lidt over 500 velskrevet sider. Efter fire fantastiske krimier fra Jussi, ville det synes at være noget af en opgave for den danske anmelderroste forfatter og vinder af de gyldne laurbær, at skrive en bog, der kan leve op til Jussis standart. Men efter at have læst ’Marco Effekten’ er jeg ikke i tvivl om, at de sidste fem bøger i Afdeling Q-serien, som endnu mangler at blive udgivet, bliver af samme standart som de første fem.

30

Stine Liber ty

Anmeldelse

Livet er på eget ansvar En anmeldelse af Nick Hornbys roman Juliet, naked Af Stine Liberty, Litteraturhistorie Juliet, naked er en fin lille roman om liv uden indhold, cyberspace og internettets indvirkning på forholdet mellem folk og om at bruge tiden korrekt. Fejlbrugt tid er mistet tid, men ansvaret ligger i den enkelte og dennes varetagelse af egne interesser og den flygtige forestilling om et liv, hvor tiden ikke er vigtig. Man kan vågne op 15 år senere med begyndende rynker og formålsløshed, men så sker der pludselig noget, som opbygges til at være verdens frelse og forløsning – men forestillingerne daler, og der er ingen andre, som kan vælge for én.

31

Visir # 62

Juliet, naked er historien om et ægtepar uden børn og uden indhold i deres liv. Manden Duncan er mere optaget af den afdankede, ukendte rockstjerne Tucker Crowe, end han er af at leve med sin kone, Annie, som til gengæld er spot on med sine fordækte, spydige kommentarer til mandens udskejelser. En ferie til rockstjernens hjem i USA er startskuddet for en række begivenheder, som ændrer status quo: Crowes pladeselskab genudgiver hans mest populære plade Juliet i en uredigeret form og kalder den Juliet, naked, men hvor Duncan selvfølgelig er ellevild og barnligt begejstret, er Annie kold og afvisende over for den støjende, nye version af det gamle album. Duncan finder derfor trøst i sengen hos en kollega, og Annie ser nu sit snit til at slippe fri fra fængslet, der er hendes nuværende liv. Hun begynder at reflektere over, om hun har brugt 15 år på en mand, der ved mere om en rockstjerne end om sin kæreste (for de har selvfølgelig aldrig sagt ja til hinanden og sat en ring på fingeren). Duncans tilværelse forværres dog efter bruddet, da han står alene i sin udtalelse om det nye albums sublimhed, og Annie får pludselig kontakt til selveste Tucker Crowe – som ellers har været forsvundet fra jordens overflade i tyve år under mystiske omstændigheder. De opbygger et slags cyberforhold baseret på en gensidig forståelse for misbrugte år og formålsløse liv, men deres forhold bliver reelt, da Crowe får mulighed for at komme til England. Snart er han fast beboer under Annies – og Duncans forhenværende – tag. Duncan lever stadig i drømmen om Juliet, naked som et exceptionelt album, men får brat øjnene åbnet, da han møder sit idol på stranden i sin hjemby. Først er det en ond joke, men snart indser Duncan, at den fallerede rockstjerne bare er en almindelig mand med forliste ægteskaber og en masse problemer. Duncans forestilling om en rockstjerne kolliderer med Annies forsøg på at frembringe gnist i sit liv gennem en mand, som hun havde håbet var spændende og anderledes, men blot har en plettet fortid, som hun alligevel ikke kender nok til. Slutningen er – uden at afsløre for meget – ikke hvad man kunne forvente, men måske er dét netop pointen: At livet ikke skal være forudsigeligt, og at livet nogle gange er, som det er. Ligeledes skabes illusioner, som kan opretholdes gennem hele livet, men illusioner kan også brydes og falde til jorden med et brag. Der er hverken forløsning eller oprejsning, og man ender ved status quo igen – bare på en anden måde og nogle oplevelser rigere. Nick Hornby er måske ikke en forfærdeligt kendt forfatter blandt det danske publikum, men et besøg i hans underholdende, afdækkende verden er absolut værd at spendere tid på – om end så for hans morsomme og velformulerede sprog. Juliet, na-

Anmeldelse

Stine Liber ty

ked efterlader læseren reflekterende og undrende, men giver ingen korrekte svar eller løsning på knuden. Det er op til den enkelte person at bestemme, hvad denne vil med sit liv, for det er kun én selv, som kan afgøre, hvor livet fører hen. Annie, som man romanen igennem føler mere og mere sympati for, har nogle valg at træffe, men det er ikke romanens mål at give hende dem; hun må selv finde ud af, om resten af hendes liv skal tilbringes med en ældre eks-rockstjerne, hendes nørdede eks-kæreste eller ingen som helst. Der er ingen Hollywood-slutning med ”de leve lykkeligt til deres dages ende,” og det er heller ikke hensigten. Nick Hornby er desuden forfatter til adskillige andre bøger, deriblandt About a Boy, som de fleste nok kender fra spillefilmen af samme titel med Hugh Grant i hovedrollen.

Visir # 62

Den er bestemt også værd at læse – og se!

32

Anmeldelse

Pernille Nissen Friis

Snobberne, også på bogform En mini-anmeldelse af Snobbernes Livet er sgu dejligt Af Pernille Nissen Friis, Litteraturhistorie Snobberne Frits og Poul fra DR2 satire programmet ’Rytteriet’ har sammen med journalist Søren Anker Madsen lavet en samtalebog. Her tager snobberne stilling til livets helt store spørgsmål, sex og fattige mennesker. Luksuslivet på Strandvejen med havudsigt og ikke mindst økonomisk frihed kan være vanskeligt og besværligt at administrere, men Frits og Poul har hinanden og engang i mellem deres mange forskellige koner, de ikke rigtig husker navnene på. Deres au-pair piger står for husholdningen og tilfredsstillelsen af de to snobber. Desværre ældes disse au-pairs, og når de overskrider en vis alder, bliver snobberne nødt til at afskedige pigerne og finde nyere modeller. Samtalebogen med de herlige billeder af Frits og Poul i hverdagssituationer sammen med deres smukke unge au-pairs, giver et godt indblik i rigmandslivet. Samtalebogen er ligeså underholdende som at se snobberne på tv. Deres kommentarer til de ”fattige” mennesker levemåde og deres uforstående holdning overfor politik, arbejdsmarkedet og pengemangel, får en til at grine højlydt. Som en lille bonus vil man bagerst i bogen finde lege, klippe-klister-mønstre og quizzer i rigtig Frits og Poul stil. Er man vild med Rytteriets snobber Frits og Poul på tv, vil man være lige så vild med dem i bog form.

Visir # 62

33

Skønlitteratur

Stine Liber ty

Indblik i himlen

Visir # 62

Af Stine Liberty, Litteraturhistorie

Jeg kiggede på ham. Betragtede ham. Betragtede de muskuløse arme, de stærke ben, antydningen af den veltrænede brystkasse; alt ved ham gjorde, at jeg ikke kunne tage øjnene fra ham. Jeg stirrede i dyb betagelse. Den måde han arbejdede på, fik alle musklerne i hans krop til at spændes, og jeg kunne se de små svedperler, der langsomt dryppede fra hans nakke og pande. De bevægede sig nedad. Hvordan jeg var nået herhen, kunne jeg ikke helt huske; jeg kunne blot erindre, at synet af ham havde draget mig som intet andet før. Han var prægtig. Før havde han stået med bøjet ryg, så jeg kun havde set hans krop, men så rejste han sig op, så jeg også kunne se hans ansigt. Smilet, jeg betragtede, var uundgåeligt; totterne af lyst hår var blevet pjusket af hans hårde arbejde. Han kiggede rundt som for at sikre sig, at der ingen var – og smed blusen. Hvor jeg før havde været betaget af hans smil, kunne jeg nu ikke se andet end hans overkrop. Brystkassen var ikke længere skjult af den tætsiddende bluse, men var blottet. Enhver muskel i hans krop var spændt til det yderste, trænet helt tilpas til ham. Solen bagede, og svedperlerne der gled ned over den velformede krop fik genskind i strålerne. Efter han havde smidt blusen, tjekkede han igen, om der var andre, og i min tryllebundede fascination kunne jeg ikke tage blikket væk, da hans øjne fandt mine. Han betragtede mig, ligesom jeg betragtede ham. Vinden blæste en smule og ruskede let/ lidt op i hans hår, inden det igen lagde sig blødt om hans ansigt. Jeg havde håbet, han ikke ville lægge mærke til mig, men nu han havde gjort det, var jeg bange for, at han ville gå. Min stirren blev ved. Hans blev ved. Vi studerede hinanden. Efter et stykke tid kom hans smil dog frem, og jeg blev blændet. Smilet fortsatte, og det indbød mig med en sådan kraft, at mine ben uden mit samtykke bevægede sig væk fra mit skjul bag træerne og hen mod ham. Han blev stående i solen uden bluse på; han var ikke generet af min åbenlyse stirren på hans velformede krop. Jeg kom nærmere og nærmere, og i takt med at rummet imellem os blev mindre, begyndte mit hjerte at hamre hårdere og hårdere, indtil det næsten føltes som om, det ville sprænge. Han var så tæt på nu. Alligevel standsede jeg en meter fra ham, stadig med mine øjne fastlås til hans; han havde heller ikke fjernet blikket. Jeg prøvede at sige noget, men der kom intet ud. Mundlam. Han grinte lidt, men tog sig selv i det – hele hans ansigtsudtryk ændredes nu. Hvor det før havde været blot smilende og venligt, var det nu så intenst, så frækt, at jeg var helt i vildrede. Åh, hvor ville jeg ha’ ham. Hans brune kulør, der kun blev forstærket af solens tilstedeværelse, hans veltrænede krop, hans betagende blik – alt drog mig ind som en bi til honning. Og ih, hvor jeg summede omkring ham. Han var den første til at bevæge sig. Med et stadigt fastholdt blik blev afstanden imellem os blot til at par centimeter, så vores ansigter var tættere på hinanden, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Jeg kunne kigge ind i hans blå øjne, og dér så jeg en vildskab, der overgik min fantasi. Uden varsel greb han fat om mine hofter, trak mig det sidste stykke ind til sig, og placerede sine læber på mine. Ekstatisk. Aldrig før havde jeg følt mig så levende, så tændt, over et enkelt kys. Sådan stod vi, indhyllet i hinanden, i lidt tid endnu, indtil han trak sig væk et kort stykke, som for at sikre sig, at jeg stadig var med på legen. Og det var jeg. Absolut.

34

Stine Liber ty

Skønlitteratur

Den vildskab, jeg havde set i hans øjne, var nu også blevet tændt i mine, og jeg kastede mig over ham. Vi væltede ned på græsset. Min bluse røg hurtigt af, og hans hænder var over alt; på min nu blottede ryg, min røv, i mit hår. Hvor han før havde ligget nederst, vendte han os nu rundt med en styrke, der overvandt mig, og begyndte at kærtegne indersiden af mit lår, så jeg næsten ikke kunne trække vejret længere af bare tanken om hans næste træk. Samtidig var vores læber fast sat sammen, mens vi legede tagfat med tungerne; op og ned, frem og tilbage. Jeg kunne ikke andet end sætte neglene i hans blottede ryg pga. hans utrolige kærtegn over hele min krop, men mine hænder vovede sig alligevel ned mod hans røv, der godt nok var dækket af et par bukser, men hvor jeg med lethed kunne snige min hånd ned under buksekanten og dér tage godt fat. Hvor det føltes godt. Mine berøring må have tændt ham utroligt, for alle hans bevægelser intensiveredes, og vi rullede rundt i græsset. Jeg kunne mærke hans lem være helt stift under bukserne, og tanken om at det var pga. mig og min krop tændte mig ekstremt. Midt i al ekstasen gav jeg pludselig slip på mit tag om ham – jeg ville se ham ind i øjnene og vide, at jeg godt måtte tage den dét skridt videre. Han stirrede intenst ind i mine øjne, udstødte en sagte lyd, og jeg kyssede ham igen. Først stille, så mere vildt og til sidst uden hæmninger. Han rev i mine bukser, jeg rev i hans, så vi kunne fuldbyrde vores heftige affære... Hvad der dernæst skete, var det mest utrolige i mit liv – en hændelse, jeg knap kan erindre af lutter eufori, fordi min krop eller mit sind aldrig siden har oplevet noget så intenst. Jeg havde fået et indblik i himlen.

Visir # 62

35

Jakob Gaardbo Nielsen

Skønlitteratur

Min tro

Visir # 62

Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Der er seksten minutter tilbage af mødet. Det blev ikke sent i går, men øjnene føles som blyvægte. Stolen knager mens jeg retter ryggen, og mine sko støjer mod laminatgulvet. Jeg får tunnelsyn. Jeg hører, hvad der sker, hvad der bliver sagt, men stemmerne er slørede og mikrofonen skratter. Der bliver sort. Min nakke strammer, sover. Jeg kigger op igen. Lytter. ”Det er alvor! Israelitterne bevægede sig væk fra Gud, og straffen ramte dem!” siger manden på scenen. Han er ti meter væk, men jeg kigger kun på storskærmen. Der er to. ”Kristendommens realiteter afspejler israelitternes lange vandring i ørkenen.” Højtalerne brummer som en fabrik; microporten sidder for tæt på hans mund – uprofessionelt. Kigger mig omkring. To rækker fremme, et par stole til venstre sidder en fyr og klør sin kæreste på ryggen. Her er mange kærester. Rigtig mange kærester. På rækken bag mig sidder ham, der sang tænderskærende falsk under lovsangsfesten i går, mens jeg forsøgte at græde. ”Det er ikke størrelsen på din tro, der afgør frelsen, det er trosgenstanden.” Manden på scenen bevæger sin hånd ned langs sin ryg og klør sig nonchalant på lænden. Han har sagt det før. ”Hey, ved du godt, at der er kvindelig forkynder på i morgen aften?”, hvisker en stemme lidt fremme og til højre. ”Ja, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det.” ”Det er bare så skide indremissionsk at bruge kvinder; de gør det hvert år. ” ”Hvis nu hun er bedre til at forkynde end en mand?” ”Det er jo underordnet; det handler om hvad bibelen…” De retter sig brat op og kigger frem. Han har foldet hænderne. De hørte det ikke, da han sagde ’lad os bede’. De kigger hurtigt ned og lukker øjnene. Jeg kigger på dem i et sekund, slår blikket ned i gulvet og studerer det. Det er et idrætsgulv: lamineret og fyldt med små sprækker og striber, der løbes over af larmende, simple farver. Det er et gulv, der bliver trampet på. Men ikke i aften. ”Tak herre fader Gud i himlen fordi vi kan mødes på lejr og lytte til dig. Tak at vi kan tro på dig, og at du hører vore bønner. Tak at du…” Tre rækker bagude, nede ved siden af tekniker-bordet. En mand jeg ikke kender hoster. Han holder hånden for munden og kigger hurtigt omkring; orienterer sig. Kigger ned igen. En anden person vælger at hoste midt i bønnen, nede bagfra. I morgen er der kvindelig forkynder på; gad vide om der er folk, der udvandrer? Det ville være pinligt og prætentiøst, for ikke at sige uhøfligt, men hvad skal man gøre. Det er ikke fordi jeg frygter seminaret om alkohol i morgen, gider det bare ikke; måske tager jeg til det om Johannes’ Åbenbaring. Det plejer at være godt nok, færre mennesker, mere fagligt. Dulmende. ”…I dit navn, amen.” Mødet er ikke slut endnu. Først er der vel et par lovsange? Jo, bandet går op på scenen. Sidste år havde de en anden trommeslager. Den nye fyr spiller ikke bedre, men han laver flere fills. Forsangeren har farvet hår. Hun har også taget lidt på. Hun er vist nok kæreste med pianisten, som er otte meter høj og flot. Hun er heller ikke dårlig selv. Smuk på den der hånligt uskyldige måde, som slet ikke er uskyldig.

36

Skønlitteratur

Jakob Gaardbo Nielsen

37

Visir # 62

”Hil dig, frelser og forsoner! Verden dig med torne…” De spiller den med et nyt akkompagnement. Bassisten pumper ottendedele og der er slet ikke klaver på; det er en salme, så det er uortodoks, men fedt, egentlig. Groovet er lækkert, dynamisk – næsten underliggørende. De spiller tight og sangeren rammer næsten tonerne perfekt. Ham bornholmeren bag mig synger falsk igen. Ingen rytmesans. For helvede. Jeg koncentrerer mig om at støtte med mellemgulvet og intonere rent. Jeg er blevet ret god til at synge, og tårerne flyder ned ad kinderne og rammer gulvet som de skal, uhørligt. ”…Så for dig kun hjertet banker, så kun du…”, Min sidemand rejser sig op, hånden hævet op over hovedet. Han har også set opmærksom ud hele mødet, så han får nok mere ud af lovsangen end jeg gør. Han synger ret godt, dybere stemme end min. Han trommer på låret med den anden hånd, lever sig ind. Lysshowet er flot i år. ”Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det frelser, af din nåde…” Jeg folder mine hænder og støtter hagen med knoerne, så jeg kan mærke vibrationerne i adamsæblet. Jeg har ikke fået kuldegysninger i år. Heller ikke sidste år. Jeg har nok misforstået noget til mødet, eller bare levet forkert i lang tid. ”…Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til paradis” Efterspillet toner ud, og musikerne går lydløst, svævende ned på forreste række. Jeg har altid lyst til at snakke med dem efter mødet. ”Husk engangsglassene fra nadveren i skraldespanden inden I går ud. Vi ses i aften til lovsangsfest! Vær stille på vej ud, så der er ro til eftertanke nu her…” Mumlen bruser op som en hovedvej, der får grønt lys. Skikkelserne rejser sig, nogle vælter stolene under sig. Andre griner. Tunge skridt. Tunge mennesker. Larmende mennesker. ”…Jeg var på vej på toilettet…” ”…Haha, det var slet ikke det jeg mente” ”…Jeg får bare ikke noget ud af uevangeliske lovsange, så…” ”…I det mindste er der en kvinde på i morgen aften,” Snakken og skridtene er en solid substans, en smøragtig, tyk masse der smelter ind i ørerne og størkner til en fedtet prop – mit hjerte stopper. Jeg bevæger mig usikkert igennem massen, langsomt, så de ikke ser mig. Jeg faldt i søvn til mødet, så det bliver nok ikke til så meget i aften. I det mindste kom jeg i år, selvom det kun er to dage. ”…Men du forstår vel, at Bibelen siger…” Jeg kigger op på min sidemand, som er et hoved højere end mig selv. Med en utilfreds mine sender han et foragteligt blik som svar. Han synes også at de larmer. Han er nok enig med mig, men han hørte også efter. ”…Det gjorde du bare ikke! Haha!”. De kæfter op som om de intet har hørt fra manden på storskærmen på scenen. Spørgsmålet om Gud er alvorligt, blev han ved med at sige! Vi skal ud til refleksionsgrupperne. Jeg er tung af søvn og orker ikke den tyktflydende og akavede stemning hos den flok paper-back-kristne, blandt hvilke jeg selv unægteligt også tælles. De har ret i deres to millioner holdninger til kvindelige forkyndere. Men de sov nok heller ikke til mødet. ”…jeg skal op i 24; vi plejer at snakke meget godt sammen.” ”…bare bed for, at det må gå godt” Jeg er snart ude af døren nu. Flaskehalspøblen er ved at være tyndet ud. I aften er der

Jakob Gaardbo Nielsen

Skønlitteratur

Visir # 62

lovsangsfest igen, og jeg er god til at synge, men i morgen er der bibeltime med kvindelig forkynder, og jeg ved ikke hvilken side af salen, jeg skal sætte mig i. ”Hey, Jakob, vi ses til frokost” ”Ja. Vi ses”, får jeg hostet frem. Bibelen i armhulen. Mobilen i lommen. Justerer nakkehåret efter at have skimtet silhuetten i et vindue. Sved under armene, mørk plet på trøjen. For helvede. Jeg glæder mig til i aften. Måske får jeg kuldegysninger, eller også hører jeg en stemme, en røst, over cstykket i ”Foran tronen”. Jeg sætter mig ved bordet og venter på de andre velklædte, smukke mænd og kvinder; vi skal snakke om seminarerne i går og Moses og israelitterne og Gud og os selv og synd og skam. Og fortabelse.

38

Stine Liber ty

Skønlitteratur

Stresshåndtering Af Stine Liberty, Litteraturhistorie

Træk vejret dybt. SUUUG. HOST HOST. Føl luften siiive ned i dine lunger. Hvor langt ned skal den fucking luft lige komme? Lad luften fordele sig rundt i hele din krop. Jeg må snart være blå i hovedet. Luften er ren og frisk. Gu’ er den ej. Rummet lugter af sure tæer og indgroet sved. Du føler dig nu fornyet til at klare endnu et tag. Åh gud, så er vi på den igen. Inhalér... Ekshalér... Inhalér... Ekshalér… Inhalér… Det her trækker slet ikke i langdrag. Inhalér... Ekshalér... Inhalér... Ekshalér… Inhalér… SNOOORK.

Visir # 62

39

Skønlitteratur

Jakob Gaardbo Nielsen

Elsker du mig Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Der er en mand i teatret med onde pigeøjne som støjende hvisker, om jeg elsker ham, mens en gorilla knurrer på scenen, og skruer mit barndoms ur tilbage Skurrende sorte klagende pigeøjne, ungdoms drømme mellem sandhed og usandhed mønter der klirrer i mine legesyge lommer skosåler nedskudt med skinnende skam Der er en mand i teatret med onde pigeøjne en rysten af stof og kølige små dråber stinkende vanilje og smukke dialoger ankler klamrer sig til buksebens stille fløjte, mens min lille grønne trøje er gidslet i de små øjnes bittersøde kløer, knækker byens gader, og teatrets loft giver efter under de tunge stjerner. Og min kønne lille krop er mærkeligt stiv under onde pigeøjne og vaniljesten underlig vægt på lungernes hvælvede hiv, slynget om en elskers skarpe mæcen.

Visir # 62

Minderne der skriger lydløst om løgnen, i pigeansigtets sygelige læbers vold, giver efter under de tunge øjnes slimede plage, og hænger blodigt som på en slagterknage, og drypper ned på scenegulvet, og skruer mit barndoms ur tilbage.

40

Visir # 62

41

Redaktionen

Eventkalender

Marts 23. februar – 13. marts: Peggy Pickit ser Guds ansigt, Teatret Svalegangen 9. februar – 26. maj: KLEIN / BYARS / KAPOOR, Aros Kunstmuseu 1. marts: 10 års jubilæum, Studenterhus Århus 2. marts: Secondhand Bazar, Studenterhus Århus 3. marts: Forfattersøndag, Løve’s Bog- og Vincafé 5. marts: Rigmor Kappel Schmidt om magisk realisme, Hovedbiblioteket 8. marts: Turboweekend 10 års jubilæum, Studenterhus Århus

8. marts: Lukas Graham, Scandinavian Congress Center 9. marts: Omar Marzouk, Musikhuset Aarhus 14. marts: Pil og Liv, Studenterhus Århus 14. marts: Åben Poetisk Scene, Løve’s Bog- og Vincafé 14. marts: Koncert Lars Skinnebach og Kresten Osgood, Godsbanen 15. marts: Veto, Voxhall

16. marts: Thomas Dybvad, Musikhuset Aarhus 19. marts: Svanesøen, Musikhuset Aarhus 21. marts: Mikael Simpson Trio, Voxhall

Visir # 62

30. marts: Fallulah, Voxhall

42

Eventkalender

Redaktionen

April April: Verdensrum, Teatret Svalegangen 3.+4. april: Kashmir, Musikhuset Aarhus 7. april: Forfattersøndag: Hans Otto Jørgensen, Løve’s Bog- og Vincafé 8. april: Eddie Izzard, Musikhuset Aarhus 9. april: Christian Jungersen, Hovedbiblioteket 11. april: Indians, Studenterhus Århus 15. april: Josefine Ottesen, Hovedbiblioteket

25. april: Kapsejlads Afterparty, Studenterhus Århus 26. april: Sort Sol, Musikhuset Aarhus

Maj 2. maj: Povl Dissing, Studenterhus Århus 5. maj: Melody Gardot, Musikhuset Aarhus

11. maj: Red Hot Chili Peppers, Musikhuset Aarhus 11. maj: Simon Jul, Studenterhus Århus

Visir # 62

43

44

Visir # 62