Issuu

Studenterblad for Kasernen, Aarhus Universitet

N r .

8 5

Redaktion Senia Kragh Hansen Nana Nikoline Boller Katrine Møller Jensen Claus Maack Andersen Jasmin Hansen Ida Marie Christensen Caroline Borring Laursen Fabian Lenk Nanna Bach Henriksen Benjamin F. Rasmussen Rebekka Bundgaard Mikkel-Theis Paulsen Jakob Møller

N o v e m b e r

2 0 1 9

Adresse Visir Langelandsgade 139, 3. sal 8000 Aarhus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com

For– og bagsidelayout Deadlines Jakob Møller Deadline for indlæg til næste nummer er d. 19. februar 2020 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om anmeldereksemplarer/billetter m.m. inden deadline Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger.

Visir # 85

Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com Notér venligst genre, om bidraget falder under temaet, samt studieretning i din mail.

VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet AU Tryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation og Kultur for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder VISIR er blevet genfødt!

Visir har brug for dig!

6 7

Ting der bør få en renæssance Ting der ikke bør få en renæssance

20 23 25 29 33

Tema: RENÆSSANCE Europæiske renæssancemalere - Helene Henriksen Fra støv til guld - om Turbines klassikerserie - Liv Blomster og Katrine Møller Jensen Renaissance Bois - Greta Forårstegn i november - Ida Marie Christensen Blueberry #1 – En Croissant-Western Genfødes - Valdemar Lenschow Arkivguld: På sporet af det tabte Visir - Jakob Gaardbo Nielsen Opskrift på brunkager - Liv Blomster

36 40 52 60

Udenfor tema Gæstebud - Rebekka Bundgaard Broen - Valdemar Lenschow Bravo Giovanotto - Fabian Lenk Whiskey Val - Valdemar Lenschow

8 16

Oplæg til næste nummer Spejlinger/Reflections

67 69 71 74

Visir # 85

77 78

Anmeldelser Lowly på VoxHall d. 8. november 2019 - Senia Kragh Hansen Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet af Nicklas Buch - Benjamin F. Rasmussen Hindre af Morten Chemnitz - Rasmus Boelsmand Dengang dinosaurerne var små af Kaspar Colling Nielsen– Benjamin F. Rasmussen Vesten mod Vesten af Rune Lykkeberg - Rebekka Bundgaard Dekameron I-II af Giovanni Boccaccio - Mikkel-Theis Paulsen

Leder

RENÆSSANCE

VISIR er blevet genfødt! Det VISIR, du sidder med lige nu, har

nok til at samle de gængse to blade per

været længe undervejs. Ja, ok, det har

semester. Af og til har der heller ikke væ-

kun taget en weekend at sætte sammen,

ret redaktører til at mønstre et menings-

et par dage at trykke - og bidragene nog-

fuldt fremmøde til workshops og lignen-

le måneder at skrive. Men hvis vi tænker

de. Pludselig blev VISIR et stort arbejde

VISIRs nuværende udformning som en

for de få, der var tilbage. Det var mørke

frivillig, kulturel institution tilhørende de

tider, og det blev sværere med oprigtig-

æstetiske fag, er det altså et over 20 år

hed i stemmen at overbevise medstude-

gammelt projekt, hvor mange hundrede

rende om at VISIR var et fedt fællesskab

hænder har været inde over. Den nuværende redaktion består

uden tvivl før været ramt af. Heldigvis

dog udelukkende af medlemmer med

kommer der altid et forår efter en vinter.

maksimalt tre års anciennitet. Og sådan

Og ikke mindst en studiestart efter en

er det jo med de her studenterforeninger

sommer! VISIR har henover det sidste

- folk kommer og går i tide og utide.

halve år oplevet en opblomstring, en re-

Det betyder at der hele tiden går

næssance om man vil. Nye studerende

erfaringer tabt, og der hele tiden er noget

har kilet sig ind mellem de gamle, gnav-

at lære for den siddende redaktion. Vi

ne redaktionsmedlemmer og indsendt

har for eksempel undret os meget over,

bidrag i hobetal. I vores seneste nummer,

hvor man havde gemt de digitale versio-

#84, var temaet ‘KRISE’, hvor vi reflekte-

ner af bladet - vi kan kun finde tilbage til

rede lidt over den udvikling, VISIR har

#62 fra februar 2013. Den simple forkla-

gennemgået. Nu er vi endelig kommet til

ring lå uden for vores forestillingsevner:

nummer #85 og kan proklamere, at VI-

VISIR havde indtil da produceret bladet

SIR har fået en renæssance.

på en stationær computer stillet til rådig-

I dette blad kan du dykke ned i bå-

hed af instituttet. Så de ligger nok på en

de fiktions- og faktatekster fra kasernens

støvet, gammel harddisk et eller andet

studerende. Tekster, der genoplever no-

sted i den mytiske hovedbygning.

get hidtil glemt, og tekster, der advokerer

På trods af ændringer i teknologi,

Visir # 85

Sådanne lavkonjunkturer har VISIR

for genoptagelsen af gamle skikke.

redaktion og den verden vi lever i, er VI-

VISIR er blevet genfødt og er stærkere

SIR bestået gennem alle disse år. De sid-

end nogensinde - kig bladet i gennem og

ste par år har dog været mærket af en

se hvad det skal betyde!

lavkonjunktur

VISIRs

produktivitet.

Flere gange har vi ikke haft bidrag

Tilbage er der kun at sige tak! //Redaktionen

Leder

RENÆSSANCE

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet.

Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen.

Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernens fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne!

Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion.

Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com

Eller kontakt redaktøren: Senia Kragh Hansen seniakh@gmail.com

Visir # 85

RENÆSSANCE

Ting der bør få en renæssance Professorterninger Sollys (vinterens mørke går os allerede på) Cykelhjelme (ta’ dem nu på, der kommer is på vejene snart) Cykellygter Vaccinationer (looking at you, USA) Vine (TikTok er bare ikke lige så godt) Stabilt klima Mette Blomsterberg i Bagedysten Det gamle bibliotekssystem hos AU Library

God taleradio (RIP 24syv) Hjemmebagte brunkager Telefoner, der rent faktisk kan være i den menneskelige hånd Den danske sommer Biodiversitet

Visir # 85

Det hellige romerske imperium

Anbefaling

RENÆSSANCE

Ting der ikke bør få en renæssance Fidget spinners Antisemitisme (og fascisme generelt, stop det nu) Mæslinger (looking at you, USA) Den der frisure, hvor den inderste halvdel var farvet sort og den yderste halvdel var afbleget til døde Hængerøvsbukser (det så ikke engang godt ud i 00’erne, drenge) Trump (please nej til Trump 2020) Avatar (efterlad den film i 2009 hvor den har det bedst, James Cameron) Gelé-indpakket aftensmad (70’erne var et dystert tid i madhistorien) Buræg (enough said) Rygning indenfor Det britiske imperium

Visir # 85

RENÆSSANCE

A k a d e m i s k a r t i ke l

Europæiske renæssancemalere Af Helene Henriksen, Kunsthistorie

I 1400-tallets Europa løb landegrænserne anderledes, end de gør i dag. Området syd for Alperne bestod af en række småstater, som senere blev samlet, til det vi i dag kender som Italien. Det var formentlig i den italienske handelsby Firenze, at den daværende

nye stilart, renæssancen, havde sit udspring, og som med tiden spredte sig til resten af halvøen og nordpå til de nordliggende egne. Nord for Alperne herskede bl.a. kongedømmet Frankrig mod vest, hertugdømmet Burgund, også kendt som Nederlandene, det store Tysk-Romerske Rige mod nord og øst, samt andre konge- og hertugdømmer. Det var særligt disse nordvestlige områder, der var centrale indenfor den renæssancekunst, som udviklede sig der. I midten af 1400-tallet var den italienske halvø og det flamsktalende len Flandern nord for Frankrig de to tættest bebyggede områder i Europa, samt de mest betydningsfulde centre for europæisk kunst. Trods afstanden var der gode kulturelle forbindelser mellem de to egne, hvormed de nyopdagede maleteknikker kunne sprede

sig. På den måde er der indenfor kunstverdenen tale om en flamsk og italiensk renæssance, hvilket er hovedfokusset for denne artikel. Der vil i det følgende blive foretaget en komparativ analyse af disse to værker: "Merode-altertavlen” (1489) af den flamske renæssancemaler Robert Campin samt ”Bebudelse fra Cestello” (ca. 1427-1432) af den italienske renæssancemaler Sandro Botticelli. Italiensk renæssance Renæssance betyder genfødsel, men stilarten, som udviklede sig i løbet af 1400-tallet, fik først denne konkrete betegnelse langt senere. Grunden til at der var tale om en gen-

fødsel, var pga. Italiens genfundne interesse for den græske og romerske kultur, som før havde eksisteret indtil Romerrigets fald i år 476. Ifølge italienerne var denne genfødsel vejen ud af den mørke middelalder, frem mod lysere tider med fokus på det skønne og naturtro. Blandt de italienske malere opstod der således en tendens til at betragte bille-

Visir # 85

det som et vindue mellem beskueren og det sete. Billedet skulle altså være en illusionistisk gengivelse af noget, som så virkelighedstro ud. For at gøre den rette gengivelse lettere opfandt den italienske forfatter og kunstner Leon B. Alberti pyramidenettet, hvilket var ”et ganske tyndt net (lat. af ganske tynd tråd), åbent i vævningen (…) samt inddelt ved grovere tråde i det antal kvadratfelter, du synes, (lat. og udspændt på en ramme)”.

A k a d e m i s k a r t i ke l

RENÆSSANCE

Nettet blev placeret mellem maleren og det sete, netop som et vindue. Udover at man lettere kunne gengive tingene realistisk, gjorde Albertis pyramidenet det formentlig også lettere at genskabe det rette perspektiv, dermed et tredimensionelt rum på en ellers todimensionel overflade. Denne

Fig. 1: Leon B. Alberti: Rekonstruktion af centralperspektiviske linjekonstruktion. Om billedkunsten, s. 263.

nyfundne beherskelse af perspektiv blev ligeledes muliggjort ud fra italienernes udarbejdelse af matematiske teorier og systematiske regler. Alberti skriver bl.a. om, hvordan man gengiver et gulv bestående af kvadratfelter i et tredimensionelt rum. Først afmærkes et centralpunkt, hvorfra man trækker ortogonaler ned til billedets grundlinje. For at gulvets kvadrater aftager i den rette størrelse i forhold til perspektivet, afmærkes et punkt udenfor billedrammen på samme niveau som centralpunktet. Fra det punkt trækkes der linjer skråt ned til grundlinjen. Disse skal skære alle kvadraterne fra det

ene hjørne til det modsatte ligesom diagonaler, ved at der tilføjes en række linjer, som er parallelle med grundlinjen, og derved danner kvadraternes sidste side (fig. 1). Dette har formentligt været et fremskridt indenfor billedverdenen, og dermed brød 1400-tallets italienske malere med deres forgængere fra oldtiden ved at videreudvikle malerkunsten. I denne periode opstod der desuden en ny selvforståelse blandt de italienske renæssancemalere. Der kom mere fokus på deres dygtig-

hed fremfor de materialistiske værdier, idet de blev mere selvbevidste, særligt omkring deres individuelle kunst. Denne form for bevidsthed havde man heller ikke tidligere haft i samme grad. Trods denne nye selvforståelse, samt videreudvikling, var grundidealerne fortsat skabt

Fig. 2: Sandro Botticelli: Bebudelse fra Cestello, 1489. 150 × 156 cm. Tempera på panel. (Med påførte streger). Uffizigallerierne i Firenze.

Det vides dog ikke med sikkerhed, om Sandro Botticelli benyttede sig af Albertis pyrami-

Visir # 85

på baggrund af en genfødsel om bl.a. at efterligne det naturlige.

RENÆSSANCE

A k a d e m i s k a r t i ke l

denet, men der er ingen tvivl om, at han beherskede evnen til at gengive et virkelighedstro, tredimensionalt rum. Dette ses i hans maleri ”Bebudelse fra Cestello”, som blev bestilt til Guardi kapellet i klosterkirken Cestello, der i dag hedder Santa Maria Maddalena de’Pazzi og ligger i Firenze. Hvis man tegner streger, som følger de størrelses aftagende firkanter i gulvet, ender de alle i et forsvindingspunkt til venstre for træet, omtrent ved tårnet, som ses i det fjerne landskab i værkets baggrund (fig. 2). Ved at perspektivet er angivet så præcist, er det sandsynligt, at Botticelli har benyttet sig af Albertis overstående teknik eller dele af den. Værket er som et andet virkelighedstro rum, som beskues igennem det før omtalte vindue. Her ses ærkeenglen Gabriel dybt knælende foran den stående Jomfru Maria, som viser han hende ærefrygt. Gabriel har den ene hånd løftet mod Jomfru Maria, formentlig et tegn på, at han kommer med beskeden om, at hun skal føde Guds søn. Jomfru Maria virker derimod afvisende og tilbageholdende grundet sit signal med hænderne, det let foroverbøjede hoved med det forstummede ansigtsudtryk samt den kropslige tilbagetrukkenhed, idet hendes tildækkede ben vender væk fra Gabriel, men samtidig vender hendes overkrop og hoved i hans retning. Hun omsluttes

af sin blå kappe, som nærmest lukker sig omkring hende, men åbner sig ved brystet, så hendes røde kjole kommer til syne. Hun virker dermed både afvisende og åben på samme tid, eller måske bare overrasket over situationen. Denne gengivelse af følelser pointerer Alberti i sin bog. Hvis beskueren skal bevæges af en billedhandling, må de malede figurer heri tydeligt fremvise deres sindsbevægelser, da ”der ikke (…) findes noget mere gribende end det, der allermest ligner den selv”. Ved at Botticelli gengiver en meget naturtro, menneskelig reaktion så tydeligt via Jomfru Marias kropssprog, bliver hun på en måde mere menneskelig og jordnær, da man som beskuer bevæges af det, som man kender. Dermed fremstår billedhandlingen endnu mere virkelighedstro. Gabriel og Jom-

fru Maria ligner altså rigtige mennesker med naturlige menneskelige reaktioner, hvormed klosterkirkens tilhørere formentligt i højere grad har kunnet opnå en bedre relation og medfølelse med figurerne, samtidig med at omgivelserne i værket netop fremstår som et ekstra rum omme på den anden side af billedrammen. Trods dette adskiller figurerne sig en smule fra beskueren ved at have en glorie over deres hoveder, som et tegn på de-

Visir # 85

res hellighed, samt at Gabriel har englevinger således, at der forsat er bevidsthed om deres ophøjede status i forhold til beskueren.

A k a d e m i s k a r t i ke l

RENÆSSANCE

Flamsk renæssance Trods de gode forbindelser mellem Syd- og Nordeuropa var det kun lidt efter lidt at de italienske kunstformer, motiver og teknikker blev accepteret nordpå. I starten af århundredet eksisterede den gotiske stilart forsat, men gradvist skete der også her udviklinger dog i et andet omfang end i Italien, formentlig fordi man ikke havde den samme interesse for oldtiden. Dette må have været medvirkende til den uenighed, som har eksisteret blandt en række af nutidens historikere, om hvorvidt renæssance er en retmæssig betegnelse for den kunstneriske stilændring, som fandt sted i det nordlige Europa i løbet af 1400-tallet. Andre observatører har hævdet, at den nordlige fremgangsmåde i stedet var en primitiv version af den italienske. Hertil er den amerikanske kunsthistoriker Craig Harbison af en anden holdning. Han skriver i sin bog The Art of the Northern Renaissance fra 1995, at ”der var nok genfødsel eller opdagelsesfornemmelse spredt ud over det nordlige Europa på dette tidspunkt til at retfærdiggøre brugen af termen renæssance”. Harbison påstår altså, at man godt kan argumentere for, at der fandt en form for renæssance sted i disse nordlige egne. Alligevel kommer han ikke med et helt konkret

svar på, hvad denne nye stilart skulle være en genfødsel af, nu hvor disse malere ikke havde den samme forståelse som italienerne. Dog medførte stilændringen, at malerne også her brød med deres forgængere. I Flandern udviklede man en relativ ny malerteknik, som vandt stor beundring i resten af Europa. Førhen malede man billeder ved at blande æggeblommer med pulveriserede farvestoffer, kaldet temperafarver. I stedet for æggeblommer begyndte man at anvende olie. Ved brug af oliefarver kunne malerne bygge billedet langsomt op stykke for stykke, hvilket gjorde det lettere at fremkalde mere detaljerede detaljer. Oliefarver tørrede ikke nær så hurtigt som temperafarver. I nogle tilfælde blev de to malerstile blandet, ved at blive lagt ovenpå hinanden i lag. Derudover

opdagede de bl.a. centralperspektivet, men de var ikke nær så teoretisk orienterede som italienerne. Dette kommer til udtryk i Robert Campins "Merode-altertavle” (fig. 3), som der er usikkerhed om, hvem har bestilt. Her er der ikke på samme måde tale om en realistisk gengivelse af et tredimensionalt rum, som i Botticellis værk. Manglen på rum ses særligt i centralmotivet og sidemotivet til højre. Begge steder er der afbilledet et bord, hvor hele bordpladen er synlig, hvormed det ligner, at genstandene på dem kan glide samt at en række objekter aftager i størrelse fx bænken i centralmotivet. Sammenlignet med Botticellis værk virker det generelt ikke matematisk orienteret, men det er ikke

Visir # 85

ned. Campin har dog forsøgt at skabe en form for rum ved at male væggene skråt indad,

RENÆSSANCE

A k a d e m i s k a r t i ke l

Fig. 3: Robert Campin: Merode-altertavlen, ca. 1427-1432. Centralmotiv ca. 64 × 63 cm, sidemotiver ca. 64 x 27 cm. Olie på panel. Metropolitan Museum of Art i New York.

usandsynligt, at Campin har kendt til de matematiske teknikker, som mange italienske malere gradvist arbejdede ud fra, grundet de gode forbindelser mellem egnene. Hvorfor flamske malere som Campin så ikke benyttede sig af disse teknikker og teorier, har Harbison et bud på: ”De havde ikke den samme følsomhed for relationen mellem forskellige rum og mellem figurer og rum, som styrede italiensk kunst og kultur”. Det lader til, at de flamske renæssancemalere bevidst manipulerede med deres kunstneriske evner, fx i gengivelsen af det rette perspektiv, eftersom de umiddelbart godt vidste, hvordan det kunne genskabes realistisk. Ser man bort fra perspektivet, hersker der ingen tvivl om, at centralmotivet i Campins altertavle skal forestille et privat hjem med møbler, vinduer og ildsted. Her sidder Jomfru Maria lænet op ad bænken og læser i en bog, da hun får besøg af Gabriel. Modsat Botticellis maleri er Gabriel her højere end Jomfru Maria, idet hun sidder på gulvet. Dog ligner det, at Gabriel er ved at sætte sig på knæ ved siden af hende, men han har ikke

Visir # 85

det samme ærefrygtige udtryk som Botticellis Gabriel. I begge værker har han dog den ene hånd løftet. Yderligere er der et rum til venstre for centralmotivet, hvor Josef sidder, optaget i sit snedkerarbejde, uvidende om, hvad der foregår inde ved siden af. På den anden side af centralmotivet sidder donoren af værket sammen med sin hustru på knæ

ude foran døren, som fører ind i huset. Døren står kun halvt åben, og grundet perspek-

A k a d e m i s k a r t i ke l

RENÆSSANCE

tivet ligner det, at de blot ser på døren. Alligevel fremstår de som ønskede vidner til begivenheden, idet nøglen sidder i på indersiden af døren. En af figurerne i centralmotivet må bevidst have åbnet døren for dem. Donoren fremstår nærmest som repræsentant for den familie, hos hvem altertavlen sandsynligvis har hængt, eftersom det i 1400-tallet blev mere almindeligt med malerier til privat brug. Således kunne hele familien blive vidner til bebudelsen (i dette tilfælde) og derved komme tættere på det guddommelige selv i privaten. I vinduet i centralmotivet er der to våbenskjolde, hvor det ene skulle være blevet identificeret til at tilhøre Ingelbrecht familien, som havde hjemme i den flamske by Mechelen. Derudover bærer manden, bag det donerende par, emblemet for den samme by. Ud fra dette, samt altertavlens størrelse, må den oprindeligt have hængt hos en familie i Mechelen. Med de hjemmelige elementer kan motivet ligeledes relateres til noget genkendeligt fra dagligdagen trods det ukorrekte perspektiv. At perspektivet netop ikke er helt realistisk, kunne være en underforstået hentydning til, at trods de mange genkendelige ting fra den virkelige verden, er scenen blot en opstillet illusion. Hvis dette er sandt, har værket formentlig skulle inddrage beskuerne i en sådan grad, at de følte sig tilstede ved begivenheden, men de skulle forsat være bevidste om, at Jomfru Maria ikke var helt på lige fod med dem. Figurerne har heller ingen glorie, som indikerer denne forskel mellem dem og beskueren, modsat i Botticellis værk. Dog har Gabriel også her vinger, men derudover ligner de umiddelbart mennesker. Alligevel er der ingen klare tegn på stærke følelser hos Campins figurer. Ansigterne virker udtryksløse. Jomfru Maria sanser nærmest ikke Gabriels ankomst, da hun har blikket rettet mod sin bog og sidder i en ret afslappet position, hvilket er meget modsat Botticellis gengivelse af Jomfru Maria, som tydeligt udtrykker en form for reaktion. Til gengæld er der bevægelser i forbindelse med en række objekter i Campins altertavle. På bordet i centralmotivet står en lysestage med et stearinlys, som lige er blevet pustet ud, hvilket ses på den afbillede røg. Ved siden af ligger en bog, hvor siderne bladrer af sig selv, som blæser der en vind ind i huset. Yderligere kommer der en lille skikkelse med et kors flyvende ind ad det ene, runde vindue over Gabriels hoved. Det virker ikke til, at Campin havde det samme behov for at udtrykke følelser hos figurerne som Botticelli, men at han derimod havde mere fokus på objekterægte og symbolske på samme tid, hvilket viser en ”nordlig følsomhed, en kærlighed for

detaljeret beskrivelse, som dets kerne”. De mange detaljer og symboler i Campins alter-

Visir # 85

ne og symbolerne. Dette understreges af Harbison, som skriver, at den nordlige kunst er

RENÆSSANCE

A k a d e m i s k a r t i ke l

tavle kan skyldes den kærlighed, som Harbison omtaler, samt hvad brugen af oliefarver tillod. Desuden er hele scenen med dets møblement, som taget ud fra et ægte privat, flamsk hjem i 1400-tallet. Ofte blev flamske, religiøse malerier malet sådan, med en forklædt Jomfru Maria som en almen, flamsk husmor. Generelt fyldte de flamske malere deres billeder med symboler, hvilket kunne være en grund til denne gengivelse af Jomfru Maria. Det var deres måde at forene det guddommelige og det jordlige, heglerne og menneskerne på. Der er også detaljer og symboler i Botticellis maleri men ikke i samme omfang, muligvis pga. anvendelsen af temperafarver, hvilket umiddelbart har gjort det sværere at tilføje så mange detaljer. En anden grund kunne være ønsket om at holde maleriet så simpelt som muligt, sådan at fokusset forblev rettet mod figurerne og selve begivenheden. Der er imidlertid et objekt, som går igen i begge værker, nemlig den hvide lilje som symbol på Jomfru Maria. I Botticellis værk har Gabriel den i hånden, mens den i Campins står i en kande på det runde bord mellem Gabriel og Jomfru Maria. Gengivelsen af et fjernt landskab går ligeledes igen i begge værker, hvilket særligt flamlænderne ofte afbillede på den anden side af et vindue bagerst i billedet. Førhen anvendte

man forgyldte baggrunde i religiøse billeder, men denne nye form for baggrund kunne yderligere bevirke, at de religiøse figurer blev mere nærværende og ikke nær så fjerne fra denne verden. Den flamske måde at angive disse landskaber på spredte sig til Italien. Det kan være en af grundene til, at Botticelli ligeledes har et fjernt landskab afbilledet i sit værk gennem en åbning i bagvæggen. Dermed kunne han have fået inspiration fra den flamske renæssancekunst angående dannelsen af det private hjem eller rum på trods af, at der ikke er gjort meget ud af det hjemmelige, da der fx ingen møbler er, hvilket igen underbygger strømningen mellem de to egne. Konklusion Botticelli og Campin har taget udgangspunkt i den samme bibelske handling, men gengiver den på hver deres måde. Botticelli har haft fokus på en korrekt gengivelse af det tredimensionelle rum, hvortil han sandsynligvis har anvendt matematiske teknikker, fx dem som Alberti fremhæver. Derudover er figurerne gengivet meget naturtro særligt ved

Visir # 85

skildringen af tydelige, ydre følelser i Jomfru Marias kropslige bevægelser. Campin har derimod ikke haft det samme fokus på den eksakte gengivelse af rum. Der er dog større sans for detaljerne i forbindelse med objekterne pga. den større interesse for symboler og dermed det illusionistiske, særligt når Jomfru Maria symbolsk forklædes som en

A k a d e m i s k a r t i ke l

RENÆSSANCE

flamsk husmor. Ydermere er figurerne ikke nær så følelsesladede som i Botticellis værk. I stedet er der flere bevægelser i forhold til objekterne såsom bogen og stearinlyset. På trods af værkernes mange forskelligheder har formålet med begge værker formentlig været at inddrage beskueren i en sådan grad, at de følte sig som vidner og nærmest på lige fod med de ellers guddommelige figurer. Dog signalerer begge værker en bevidsthed om, at der alligevel er en forskel mellem beskueren og de guddommelige figurer. Måden hvorpå beskueren inddrages er ligeledes forskellig. I Botticellis værk er rummet og figurerne angivet meget realistiske, så beskueren opfatter hændelsen gennem det ellers fiktive vindue mere virkelighedstro, trods glorien over figurernes hoveder. Campins værk ligner et flamsk, møbleret hjem fra 1400-tallet, hvilket relaterer til noget genkendeligt fra hverdagen, trods det forvrængede perspektiv og symbolerne, hvormed det guddommelige træder frem. I Campins værk ses et fjernt landskab ud af det ene vindue, hvilket flamske malere ofte anvendte i 1400-tallet. Den samme form for fjernt landskab ses også i Botticellis værk. Et muligt bevis på, at flamlænderne og italienerne kendte til hinandens malerteknikker.

Litteraturliste Alberti, Leon. Battista: Om billedkunsten, overs. af Bek, Lise, København K: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S 2000. Harbison, Craig: The Art of the Northern Renaissance, London: Calmann and King Ltd. 1995. Honour, Hugh og Fleming, John: Kunstens verdenshistorie, overs. af Hinge-Christensen, Ejler, København: Aschehoug Danske Forlag A/S 2004. Schmidt, Hans. M.: Master of Mérode, Stefánsson, Finn: Symbolleksikon, København K: Gyldendal 2009. Billedliste Alberti, Leon. Battista: Rekonstruktion af centralperspektiviske linjekonstruktion, trykt i Om billedkunsten, overs. af Bek, Lise, København K: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S 2000, s. 263. Botticelli, Sandro: Bebudelse fra Cestello, 1489, http://www.wga.hu/index1.html

Visir # 85

Campin, Robert: Merode-altertavlen, ca. 1427-1432, http:// artelisaart.blogspot.dk/2013/07/iconography-of-anounciation-of-merode.html

RENÆSSANCE

Inter view

Fra støv til guld - om Turbines klassikerserie af Liv Blomster og Katrine Møller Jensen, Litteraturhistorie

Nede på havnen, gemt iblandt de mange industrielle bygninger, ligger Turbine; et forlag med havudsigt og højt til loftet. Forlaget fik sin start med en famøs børnebog, Magnus tisser i sengen, der handler om, at det er helt ok at være sengevæder. Børnebogen fik

succes, og Turbine har efterfølgende vokset sig mangfoldigt gennem årene. Forlaget udgiver nu et hav af bøger, der strækker sig fra børnebogen til hækleopskrifter til skønlitteratur. Heriblandt finder vi Klassikerserien, et af Turbines nyeste projekter. En serie, der giver ældre klassikere et nyt liv i helt nye, danske oversættelser og med nye flotte omslag, der pryder reolen. Men hvad sker der, når man giver ældre litteratur en renæssance? Vi har interviewet Martin Graae Jørgensen, der er redaktør på serien, og som har masser at sige om seriens ophav og fremtid. Interessen for klassikerfornyelsen startede måske i Martins baggrund som Kaserneuddannet litterat, hvor han med garanti støvede rundt i de selvsamme bøger, som

mange af os sidder med i dag. Arbejdet i Vangsgaards Antikvariat i København, som var første stop efter uddannelsen, har måske også vækket en glæde for gamle klassikere? Hos Vangsgaards fik Martin desuden lov at arbejde med bogudgivelse, og det var her, Martins vej mod redaktørjobbet startede. Siden er han trådt ind på Turbines gange og arbejder nu som redaktør for den skønlitterære afdeling sammen med redaktionschef Marie Brocks Larsen. Her indgår han i et uafhængigt forlag, uden aktionærer eller generalforsamlinger – i stedet finder man her “en stor glæde ved at lave gode bøger og en efterhånden stærk evne til at få det hele til at løbe rigtig godt rundt”, ifølge Martin. Klassikerserien ser han som sin baby, der “først og fremmest er født af en stor

kærlighed til skønlitteratur, som alle på Turbine deler.” Selvom skønlitteraturen ikke er Turbines hovedsagelige indtægtskilde og ikke er det, der først og fremmest betaler regningerne, så er “en klassikerserie ikke noget, man laver for at tjene penge”, siger Martin. I stedet er det “naturligvis et stykke arbejde, vi laver med hjertet, og fordi den er med til at

Visir # 85

give Turbine en rigtig god og positiv opmærksomhed fra mange kanter. Og så fordi glæden ved at arbejde med noget af den ypperste litteratur nogensinde skrevet, den glæde er meget stor.” Ideen til klassikerserien har ikke været så længe undervejs, men det tog et lille spark i måsen fra grafiker Heidi Schmidt Jensen før serien rigtig kom ud af startbåsen. Heidi skrev til Turbine og foreslog, at hun som sit afsluttende projekt på kunstakademiet

Inter view

RENÆSSANCE

Klassikerserien Hjalmar Söderberg: Den alvorlige leg August Strindberg: Ægteskab Vladimir Nabokov: Pnin Knut Hamsun: Dronningen af Saba og andre noveller Stefan Zweig: Stjernestunder Christopher Isherwood: Farvel til Berlin

Kommende titler Djuna Barnes: Natteskov

Vladimir Nabokov: Latter i mørket

Visir # 85

RENÆSSANCE

Inter view

kunne lave det grafiske arbejde til de seks første bind i klassikerserien. Heidi står nu for alle klassikerseriens omslag og er kvinden bag “den grafiske detalje med det smukke bånd, der løber langs alle bøgernes rygge, og som allerede har givet dem et meget fint og tydeligt særpræg.” Seriens look samler den i et æstetisk udtryk, der vender tilbage til den typografiske storhedstid i Danmark i 1950’erne og 60’erne. “Meget, meget smuk,” synes Martin, og det er vi helt enige i. Ifølge Martin retter klassikerserien sig mod et læsende publikum af alle aldre, der meget lig os på Kasernen gerne vil læse nogle af verdenslitteraturens store værker. Men nogle gange skal der en ny serieudgivelse til for at hjælpe nye læsere på vej. Derfor er alle bindene i serien også nyoversættelser “lavet af nogle af Danmarks dygtigste oversættere”. Serien er derudover ikke kun ment som en genudgivelse, men også som en opdatering af bøgerne, “så man som læser kan få en endnu bedre læseoplevelse end ved de oprindelige oversættelser, der ofte er mindre gode.” Som et godt eksempel på et værk, hvor nyoversættelsen i høj grad er en opdatering, nævner han Hjalmar Söderbergs Den alvorlige leg: “Ved Karen Fastrups oversættelse af Hjalmar Söderbergs Den alvorlige leg opdagede hun

f.eks., at i den oprindelige oversættelse fra 1916 var de erotiske scener sløjfet fra den danske udgave, formodentlig på grund af bornerthed, og således har vores serie været med til at bringe et stykke forrygende skandinavisk litteratur til Danmark i en betydeligt bedre version end den oprindelige.” Men en klassikerserie er ikke helt ligetil at samle. Udvælgelsen af værker står Martin for, og der ligger mange overvejelser bag hvilke værker, der fortjener en renæssance i Turbines serie. Blandt andet overvejer han, hvorvidt forfatteren passer ind i serien, om den litterære kvalitet er høj nok, og ikke mindst om værket passer ind i det aktuelle danske marked. Selvfølgelig præger Martins egne læsepræferencer også udvælgelsen,

men det er ikke altafgørende, og ikke alle værker kommer med: “Jeg ville meget gerne have lavet Pengar af Victoria Benedictsson, mest af alt fordi det er en speget historie med hende og Georg Brandes, men i sidste ende måtte jeg sande, at den litterære kvalitet simpelthen ikke var der.”

Visir # 85

Personlige favoritter har alligevel fundet vej ind i serien. Tvinger man Martin til at vælge mellem sine “bogbørn”, er der især ét navn, der står tydeligt frem: “Vladimir Nabokov, mit store idol her i verden, min litterære helt, og udgivelsen af Pnin var noget helt særligt for mig.” Efter de gode anmeldelser af Pnin skyndte Martin sig derfor at sikre sig

Inter view

RENÆSSANCE

rettighederne til endnu tre værker af Nabokov, som skal blive del af klassikerserien i de følgende år, “også i Niels Lyngsøs blændende nyoversættelse. Store sager!” Andre gange er det ikke Martins egne favoritter, der styrer udvalget af serien. En af seriens best-sellers er Stefan Zweigs Stjernestunder - et værk, der ikke vækker stor begejstring hos Martin personligt: “Jeg finder ham, ærligt talt, en smule kedsommelig, men Stjernestunder er alligevel blevet en del af serien, og det er jo hovedsageligt på grund af Stefan Zweigs store popularitet i disse år.” Han er dog enig med aviserne på det punkt, at Zweigs historiske essays er en klassiker og hører hjemme i serien. Klassikerserien er langt fra færdig. Martin afslører, at de næste værker på horisonten er Djuna Barnes’ Natteskov med forord af Kristina Stoltz og Nabokovs Latter i mørket i en nyoversættelse ved Niels Lyngsø. Hvor serien skal begive sig hen efter de to er stadig uvist, men indtil da kan du jo selv overveje, hvilke værker du synes fortjener en renæssance.

Blå bog

Martin Graae Jørgensen Alder: 35 Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet Stilling: Redaktør

Visir # 85

RENÃ†SSANCE

Renaissance Bois

Visir # 85

Af Greta, Kunsthistorie

Te g n e s e r i e

RENÃ†SSANCE

Visir # 85

RENÃ†SSANCE

Te g n e s e r i e

Prosa

RENÆSSANCE

Forårstegn i november Af Ida Marie Christensen, Litteraturhistorie

Længe har jeg gået med følelsen af at være ved siden af mig selv. Jeg har ligget i dvale i et år, og med tiden har tvivlen på mig selv kun vokset sig større. Først for nyligt kunne jeg mærke, at der blev prikket hul i den boble, jeg gik i. Nu kan jeg endelig mærke blo-

det strømme i mine årer igen og nu også den kolde vind, der bider i min kind. Den blæser i træerne og rusker op i kronerne. Den puster sig op, som om den skal præstere, vise sig frem. Alt i mens bladende hænger fast på grenene i et sidste forsøg på at nyde godt af træets næring og tryghed, lyder tonerne til Frydeligt med jubelkor fra rådhusklokkerne. Det er en melodi, jeg finder en anelse melankolsk i forhold til den ellers opløftende og livsbekræftende tekst om livets tilblivelse i form af forår og fuglesang. Men alligevel er der noget ved de mørke middelaldertoner, der løfter salmen på en sådan måde, ingen anden melodi kunne gøre det. Den omfavner den længsel efter forårsfrostens håb om sommer og varme, som vi alle vistnok mærker nu i november, hvor vejret for al-

vor er koldt. Det er i hvert fald en længsel, jeg selv plejer at kunne mærke ved denne tid. Men i år er det anderledes; jeg er fyldt med en ro og en følelse af tryghed og tilfredshed, som jeg ikke har kunnet mærke længe. Melankolien, som efterårets grå toner plejer at fremkalde i mig, får mig i stedet til at omfavne den kommende vinters kulde. Her er så stille. Den eneste larm er vinden, der blæser i træerne. De stakkels blade, der klamrer sig til de næsten nøgne træer, ved slet ikke, hvad de går glip af, hvis de giver slip. De aner slet ikke, at den død de frygter at se i øjnene, ikke er Døden men livet selv! Det er en frihed først og fremmest men i allerstørste grad en genfødsel; den ellers hårde vind griber dem i sin favn og bærer dem ned på den kolde jord, hvor de lander blødt. De sam-

les til et hele; først i dvale, dernæst nedbrydes de for igen at kunne opstå. De ved slet ikke, hvilken trøst det er at vide, at de bliver genskabt i kraft af hinanden til nyt liv i foråret, når frostens tid er omme, og varmen fra Solens stråleglans vender tilbage. Men som oftest frygter vi allermest det, vi intet kender til eller forstår. Det er først, når vi giver slip og lader livet og naturens gang tage styringen, at vi forstår, hvad der er godt for os og giver os selv lov til at leve. Men det kræver mod at give slip. Bladene får hjælp af end det er af Gud eller af Systemet…

Visir # 85

vinden, ligesom vi kan opleve at blive tvunget til at ændre kurs af højere magter. Hvad

RENÆSSANCE

Prosa

Jeg finder trøst i denne viden. Jeg kan genkende mig selv i bladende, i nedbrydningen, i dvalen. Dog har de første forårstegn vist sig for mig allerede nu, og før frosten er kommet, er min egen vinter ved at være ovre. Tvivlen er ved at have lagt sig, ligesom vinden, og nu er kun erfaringen og selverkendelsen tilbage. Med foråret kommer håbet og udsigten til en ny genopstandelse med friskt sind. Nu mangler jeg blot at trykke på

Visir # 85

knappen og give slip.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Blueberry #1 – En Croissant-Western Genfødes Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

”Næ, mildest talt…! Druk… Spil… Bedrageri…

Opsætsighed…

Ballademageri…

Kværulanteri… Et kønt skudsmål…!”

Men traditionelt set er det jo egentligt ikke de amerikanske tegneserier, der har domineret i Danmark. Ganske vist

På en måde fylder tegneserier mere

har superheltene haft deres tilstedevæ-

end nogensinde i disse dage. Superhelte-

relse sammen med Garfield, Basserne og

film giver finansielle tæv på det store lær-

Sten & Stoffer, men de rigtige europæiske

red, og internettet er befolket af folk, der

tegneserier ligger langt tættere på hjem-

går amok, hvis man forveksler begreberne

mebanen. Det franske sprog har givet os

”comic book” og ”graphic novel”. Her i

klassikere som Tintin, Asterix, Splint og co.

Danmark kan vi se Marvel og DCs resul-

og selvfølgelig Lucky Luke. Men manden,

tater i fusioneringen af Dragon’s Lair og

der er hurtigere end sin skygge, har også

Faraos Cigarer, hvor der har været ned-

en ”edgy” lillebror i form af Løjtnant Mike

skalering på rollespilsgrej og opmagasi-

Blueberry, hovedpersonen i sin egen teg-

nering af merchandise og superheltefor-

neserie af samme navn.

tællinger.

Visir # 85

Anmeldelse

RENÆSSANCE

helte og skurke iblandt sig. Der bliver Jeg skal være helt ærlig; jeg havde aldrig hørt om Blueberry, før jeg modtog denne nyoversættelse af den oprindelige tegneserie. Men allerede på de første par sider, før historien gik i gang, var jeg bidt. Denne nyoversættelse starter med en gen-

nemgang af tegneseriens historie med anekdoter fra forfatteren Jean-Michel Charlier og tegneren Jean Giraud og den komplicerede udgivelseshistorie tilbage fra 1963, da historien først gik i gang. Man fornemmer hurtigt den passion og dedikation, der blev lagt i arbejdet, uden at det kommer til at føles som en opgave, man er påtvunget at gennemføre, inden man kan læse selve tegneserien. Ellers er den også egnet til at læse efterfølgende, hvis man ikke kan vente. Uanset hvad er det en lækker detalje. indeholder tre historier fra det vilde vesten, men det er måske mere rigtigt at kalde dem for kapitler i en større fortælling. I Fort Navajo introduceres vi til den men

charmerende,

Løjtnant

Blueberry, og efter en blød opstart med et værtshusslagsmål bliver vi smidt ind i konflikten mellem den amerikanske hær

Visir # 85

og de lokale apachehøvdinger, der udgør skelettet i plottet. Her er Charlier ikke bange for at holde igen med volden og grusomhederne på nogen side i kampen,

og både soldaterne og indianerne har

litet på banen, og de fleste karakterer har realistiske

motivationer,

uanset

hvor

amoralske de end forekommer. Fort Navajo har mest af alt til opgave at sætte historien i gang og introducere læseren til alle de vigtigste karakterer, men den begrænser sig ikke til ét plot og har flere sideløbende fortællinger. Alle disse bliver der bygget videre på i Torden i Vesten, hvor tempoet er det hurtigste ud af de tre numre, og dette var klart min yndlingsdel. Karaktererne udsættes konstant for svære beslutninger, og selvom

man som læser kan se på lang afstand, at det her ikke har en lykkelig slutning, bliver man ved med at håbe. I den tredje historie, Ensomme Ørn, sænkes tempoet en hel del, og hovedplottet sættes en

Blueberry – De Samlede Eventyr #1

kyniske,

bragt spørgsmål om loyalitet og nationa-

smule til side, idet Løjtnant Blueberry får til at ansvar at føre en karavane sikkert gennem ørkenen. Det har nok været nødvendigt med lidt pusterum efter de første

to afsnit, men som afslutning på samlingen er den lidt tam, da den først til sidst samler op på det forrige, for så at ligge op til en efterfølger. Ensomme Ørn når ikke at blive kedelig, men ud af de tre føles den mindst relevant og er derfor mindst spændende. Af den årsag kan den godt give læseren en lidt lunken smag i munden, når man slutter albummet af.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Persongalleriet i Blueberry er meget typisk

der er halvt indianer, og som ikke føler sig

af en western. Blueberry selv er en ud-

helt hjemme på nogen af de to sider i

brændt, sarkastisk og barsk veteran af

kampen.

den amerikanske borgerkrig. Han præ-

Ligeledes er stilen passende til gen-

senterer sig selv som en realist frem for en

ren. Giraud formår at bruge massevis af

idealist, men alligevel kan han ikke lade

farver og alligevel få en ørken til at se øde

være at sætte sig op imod moralsk for-

og deprimerende ud. Der er simple ele-

skruede

menter bag stilen, men de irriterer ikke,

”ægte” cowboy med en hurtig seksløber og

og indimellem kommer et imponerende

en forkærlighed for whiskey. Omkring

billede, hvoraf jeg godt kunne have et par

finder ham man andre arketyper af gen-

hængende som plakat. Den største visu-

ren såsom den krigslystne officer, den

elle sejr er dog, at det er muligt at skelne

nyuddannede

gerne

alle karaktererne, på trods af at flere af

holder sig til drejebogen, og den stoiske

dem bærer den præcis samme uniform.

apachehøvding, men de fungerer alle

Her ved vejs ende, er der kun tilbage

på

grønskolling,

trods

der

klicheerne.

at anbefale Blueberry – De Samlede Even-

En af de mere interessante karakterer i

tyr #1. Selv hvis den tredje historie er lidt

historien er den identitetsplagede Crowe,

tam i forhold til de to andre, gør især

Visir # 85

sammen

autoritetsfigurer. Han

RENÆSSANCE

Anmeldelse

midterdelen oplevelsen værd – for ikke at

er det usædvanligt meget for sølle 167

nævne den indholdsrige introduktion. Jeg

sider. Det skyldes måske den komplice-

kunne i hvert fald godt tænke mig at læse

rede udgivelseshistorie med dens ret-

det næste bind for at se, hvor historien

tighedsstrider og det faktum, at det er en

fører hen. Der er dog en lille hage invol-

nyoversættelse. Uanset hvad tror jeg nu,

veret, og det er prisen.

jeg godt kan vente lidt, inden jeg bestiller

Disse nyoversættelser koster næsten

det næste album, af den årsag alene.

400kr pr. album, og når det ikke tager mere end 2-3 timer at læse dem, er det lidt af en sum lige at punge ud. Tegneserier er som regel dyre, især en lækker udgave

Visir # 85

som denne, men ud fra min egen erfaring,

Jean-Michel Charlier Blueberry—de samlede eventyr, #1 Forlaget Cobolt 158 sider Vejl. pris: 399,99 kr.

Arkivguld fra VISIR #64

RENÆSSANCE

På sporet af det tabte Visir Af Jakob Gaardbo Nielsen, Litteraturhistorie

Selvransagelse plejer at være en god ting.

fuldføre det, som var en af ideerne med

Man vender blikket fordomsfrit indad,

bladet, nemlig at give de studerende mu-

tager et sæt proverbiale gule gummi-

lighed for at publicere en del af de ofte

handsker på, og går pertentligt til værks

meget interessante tekster, [...] som al-

med at fjerne rust og snavs. I anledning

drig når udover bibliotekets arkiv eller

af dette nye nummer af Visir gav redakti-

den studerendes ringbind” (Visir nr. 3,

onen sig i kast med et sådant tilbageblik,

oktober ’93)

men fandt ingen af delene. I de støvede

Helt centralt for Visir ligger altså forestil-

gamle Visir-blade fandt vi derimod en ve-

lingen om – og opfordringen til – at de

ritabel guldgrube af fremragende artikler

studerendes enorme skriftlige produktion

(faglige og ikke-faglige), skarp journali-

først og fremmest af opgaverelateret fag-

stik, tværfagligt samarbejde og alskens

litteratur, men også skrivebordsskuffens

andre fornøjelige indslag.

natmad i form af noveller, artikler, digte,

Visirs historie bærer præg af stor redak-

tegninger osv. skal frem i lyset. Dette

tionel cirkulation, forstået således at re-

sker til gavn for de studerendes skriftlige

daktionen sjældent er den samme fra år

kompetencer, men også til generel fornø-

til år. Derfor er det også en vanskeligt

jelse for det læsende publikum, som kan

gennemskuelig historie. Et hurtigt kig i

fornøje sig med opbyggelig faglighed såvel

arkiverne afslører, at de første udgaver

som inspirerende skønlitteratur – og alt

udkom

hvad der ligger midt i mellem.

1992-1993,

dengang

som

Visir har siden de første år udbredt sig til

storie”, som i de år logerede på Trøjborg-

ikke blot at være institutblad for Littera-

komplekset. I deres leder i Visir nr. 3 for-

turhistorie, men også at være tidskrift for

klarer redaktionen (som dengang bestod

alle de æstetiske fag, som pt. logerer i de

af bl.a. nuværende digter Mette Mo-

gamle kasernebygninger på Langelands-

estrup) ikke desto mindre et programma-

gade. Denne udvikling er primært et re-

tisk element i Visir, som trods årtiers for-

sultat af redaktionens arbejde i 2003

andring er forblevet et holdepunkt i Vi-

(bestående bl.a. af nuværende ansatte på

sirs værdier:

Litteraturhistorie Kasper Green Krejberg

”Blandt andet har vi bestræbt os på at

og Jakob Ladegaard), som ”pionerede” for

Visir # 85

”institutblad ved Institut for Litteraturhi-

Arkivguld fra VISIR #64

Visir # 85

RENÆSSANCE

større tværfaglighed på Kasernen:

trænge igennem det vertikale og hierarki-

”Vores vision er, at Visir skal være et

ske universitære miljø vi befinder os i, og

blad for samtlige æstetikstuderende, dvs.

opmuntre til samarbejde på tværs af ud-

et forum for tværfaglige diskussioner og

dannelser og uddannelsestrin.

for skriftlige udfoldelser af enhver art

Visir har altid været præget af frie ram-

uanset

mer og frit spil for de studerendes kreati-

skribentens

faglige

tilhørsfor-

hold.” (Visir nr. 29, oktober 2003)

ve evner, selvom en relativt fast overord-

Denne vision står naturligvis ved sin ful-

net struktur dog kun har varieret margi-

de kraft i dag. I Visirs tidlige år var der

nalt. Som regel gives der på forhånd et

indslag fra både undervisere, forskere og

tema, fx ”det obskøne”, ”det uhyggelige”,

studerende. I det seneste årti har skri-

”dyr”, ”mysterier” osv., som skribenterne

bentskaren gradvist forskudt sig, således

så kan vælge at skrive bidrag til. Ofte ud-

at det hovedsageligt er studerende, der

gør temaartiklerne kun omkring halvde-

står for redaktion og bidrag. Visir er i dag

len af siderne, mens resten udfyldes af

”de studerendes planet”, som bagcoveret

anmeldelser (både litteratur, musik, film,

på en længere række udgaver fra midt-

kunst og teater), ikke-tematiske artikler

00’erne stilfuldt proklamerer, ”...med at-

og frem for alt skønlitteratur forfattet af

mosfære, men begrænset tyngdekraft”.

skribenterne. Derudover har der i for-

Visir er altså først og fremmest et stu-

skellige perioder været forskellige klum-

denterblad for de ”flittige unge menne-

mer, varetaget af én eller flere skribenter.

sker” på de æstetiske studier. Ydermere

Af de særligt interessante indslag fra bla-

er det et særdeles rummeligt medie, hvor

dets første årti kan nævnes daværende

tekster af alle arter altid er velkomne.

studieleder Lis Møller (nuværende lektor

Visir arbejder også på en forsigtig gen-

i Litteraturhistorie) og Per Dahls artikler

etablering af det meget konstruktive

om dynamikken mellem de danske litte-

samarbejde med fakultetet, som de tid-

raturstudier (i Århus, Odense og Køben-

ligste udgaver bærer præg af. Størstede-

havn). Kort forinden havde særligt Litte-

len af de studerende viser stor interesse

raturhistorie i Århus modtaget kritik i

for deres underviseres arbejde udover

Evalueringscentrets rapport om uddan-

netop undervisningen, og dertil er Visir

nelserne om et for smalt udvalg af histo-

en oplagt portal – altså både for BA- stu-

risk orienteret undervisning og litteratur,

derende, kandidatstuderende, Ph.D- stu-

og problematikkerne tages op til spæn-

derende og fakultet. Visir kan så at sige

dende diskussion af begge skribenter –

Arkivguld fra VISIR #64

RENÆSSANCE

navnlig om den århusianske uddannelse

mar 2004). I en pseudopsykoanalytisk

skulle beholde sin titel som Litteraturhi-

kraftudladning dekonstruerer Gaardsøe

storie, eller tilslutte sig den videnskabelige

vores alle sammens Winnie-the-Pooh og

bølge i Odense og København med titlen

hans venners eventyr til en latrinær dan-

litteraturvidenskab. Især Lis Møllers kon-

nelsesrejse, begyndende og sluttende på

klusion virker tilfredsstillende: ”Det er

toilettet. Drengen Christopher leger ly-

efter alt at dømme lidt rarere at være lit-

stigt med sin brune bjørn, og da Plys en-

teraturstuderende i Århus” (Visir nr. 11,

der med at sidde fast i kaninens bag-hul

feb ’99)

efter overdrevent indtag af honning og

Mange diskussioner og temaer er blevet

tørmælk, indtræffer katastrofen – og er-

taget op i tidens løb. Et godt eksempel på

kendelsen: ”Her er Christophers erfaring,

et velfunderet tema forekom i Visir nr. 15

at spiser man forkert, så går det ud over

(feb 2000), hvor både studerende og an-

fordøjelsen, og i sidste ende afføringen,

satte diskuterede essayet som litterær

der ikke kan komme ud”. Især denne

disciplin. Især Jørn Erslev Andersens af-

slags artikler, dvs. stærkt alternative og

sluttende kommentarer i sin artikel: ”Det

indsigtsfulde læsninger af forskellige kul-

veltempererede essay” fanger opmærk-

turfænomener synes at pryde store dele

somheden: ”[Essayet] udfordrer til prøvel-

af Visirs historie – og med det skal de

se, eksercits, holmgang, lytten, seen.

fortsætte.

Heri består essayets berettigelse. Også på

Det smukke ved Visir er netop diversite-

en kaserne.” (Visir nr. 15, feb 2000). På

ten i indslagene. Således efterfølges den

denne måde indbefatter temaet både

ovenfor benævnte artikel af en reportage

spæde litteraters refleksioner og profes-

fra

sorenes mere rutinerede overvejelser.

universitetet i Berlin (”Spar Wars - The

Af de mere muntre og løsslupne indslag

university streiks back”), en refleksion

bør især nævnes Roar Gaardsøes artikel

over Vladimir l. Buznikhin og sovjetisk

”Den brune bjørn – Peter Plys som fordø-

kunst i 1930’erne, og en artikel om det

jelsesfilosof”, som modigt og muntert ind-

obskøne i Gaspar Noés film Irréversible,

leder sin artikel ”For at demonstrere min

begået af hhv. Brian Valbjørn Sørensen

påstand [...] vil jeg lave den, så vidt jeg

(litteraturhistorie),

ved, mest ekstreme læsning af Peter Plys

(kunsthistorie) og Peter Ole Pedersen

til dato omhandlende fordøjelse og affø-

(kunsthistorie).

ringens rolle i Peter Plys.” (Visir nr. 31,

Visir er altså diversitetens og tværfaglig-

studenterstrejken

ved

Kristian

Humboldt-

Handberg

Visir # 85

RENÆSSANCE

hedens blad. Visir kan rumme og sluge det hele, og trykke det til glæde for studerende såvel som fakultet. Fra redaktionens side skal der altså lyde en højlydt opfordring til hele Kasernen om, ganske enkelt, at skrive! I skriver – vi trykker, og så kan vi alle sammen diskutere Visirs fremstillinger under Fredagsbarens omhyggelige studenterpleje. Visir har aldrig været tabt, som indeværende artikels noget arbitrære og litterært prætentiøse titel ellers synes at antyde. I stedet har Visir bevæget sig energisk og trofast i kunsten og litteraturens tjeneste gennem et bakket landskab af

foranderlige universitære forhold og skiftende administrationer. Visir lever i bedste velgående og glæder sig til mange års tro tjeneste for kunsten, litteraturen,

Visir # 85

æstetikken, humoren og obskøniteten.

Arkivguld fra VISIR #64

Opskrif t

RENÆSSANCE

Opskrift på brunkager Af Liv Blomster, Litteraturhistorie

Ah, så skete det igen: Kulden banker på døren, lyskæder bliver hængt op i massevis, og gågaden dufter konstant af brændte mandler. Er det ikke skønt? Nårh nej, du er jo slet ikke i stand til at nyde noget af dette, for bedst som resten af verden kommer i julestem-

ning, er du fanget foran computeren, og den eneste sne du får at se i år er strimlerne fra dine iturevne noter. Det er eksamenstid. Men bedst som man skulle tro, det hele var ekstra træls for tiden, så kommer Visir nu til undsætning! For hvad er det allerbedste ved eksamenstiden? Det er rigtigt: overspringshandlinger. Derfor bringer vi nu den ultimative julede overspringshandling. Gør dig klar til at omfavne julen i dit eget hjem, det er nemlig tid til brunkager!

How to Brunkage Det skal du bruge til en

ling, denne gang i form af bagning, er at gen-

ordentlig omgang brunkager:

nemlæse opskriften grundigt. På denne måde

1125g hvedemel

sikrer du dig, at der ikke pludselig er noget, der

750g smør (husk: smørbar er ikke

eksploderer i ovnen eller for den sags skyld sæt-

det samme som smør)

ter gang i hele bygningens brandalarmsystem.

650g sukker

Så det gør du lige. Læs. Læs igen. Er du ved at

375g (2 ¾ dl) lys sirup

være der? Super! Så fortsætter vi…

125g brun farin

Du starter med at tage en god, stor gryde frem –

125g mørk chokolade

og ja, den skal være større end den, du plejer at

250g smuttede mandler

koge pasta til én i. Derefter putter du smør,

1 stang vanilje (eller en god røv-

sukker, farin og sirup i gryden og smelter det

fuld vaniljesukker)

over svag varme. Her gælder det om at væbne sig

100g sukat (skal hakkes)

med tålmodighed, for du må endelig ikke fyre op

3 tsk. potaske

for fuldt skrald på komfuret. Dels fordi sukker

1 tsk. kardemomme (stødt)

har den dumme vane at brænde fast i grydens

2 tsk. kanel (stødt)

bund hvis man gør det, men også fordi at din

1 tsk. nelliker (stødt)

Visir # 85

Første trin til en god omgang overspringshand-

overspringshandling ellers helt unødvendigt bliver forkortet. Imens dette passer sig selv lidt (lige

RENÆSSANCE

Opskrif t

med undtagelse af, at du skal røre lidt i det), tager du din potaske og opløser den i lidt koldt vand. Derefter hakker du din mørke chokolade, mandler og sukat, så det er klart til næste trin. Når sukkermassen er smeltet og dejlig tyktflydende, tilsætter du potasken, chokoladen, sukat og mandler. Rør det godt sammen, så du er sikker på at potasken er godt fordelt. Nu skal sukkermassen køle af lidt. Du tager derfor gryden af blusset og lader den stå ved stuetemperatur i nogle timer. Dette er tiden hvor du meget passende kan vende tilbage til din eksamenslæsning igen, vel vidende at du snart kan komme tilbage til kagen. Så træk vejret, du kan godt! Eksamen here you go! …. Men så også nok med det! Når massen har stået og kølet af i et par timer, blander du mel og krydderier sammen i en skål. Det kan være en god ide at sigte krydderierne i melet, da de ellers kan være svære at fordele godt. Herefter finder du dine bedste kagemuskler frem, for nu skal der æltes. Når du ælter melblandingen og sukkermassen sammen, er det vigtigt at du sikrer dig, at dejen er fri for melklumper, så hellere ælte for meget end for lidt.

Når du har besejret diverse melklumper, eller måske bare er kommet ud med nogle frustrationer over pensumlisten, lægger du klumpen på et fad eller en tallerken og sætter den på køl – gerne natten over. Har du dog ikke tålmodighed til dette, så giv den nogle timer med kulde, før du former pølser af dejen (den suger dog mere smag til sig ved at hvile natten over). Når dejen er kølet godt af, former du som sagt pølser af dejen. Det er nu, du bestemmer hvor store brunkager, du lyster. Jeg anbefaler, at du pakker pølserne ind i film og lægger dem et stykke tid på frost, før du skærer dem ud og bager dem. Men bare rolig, for selvom du i denne ventetid igen må søge til eksamenslæsningen, så kommer der snart til at dufte

rigtigt af jul. Når du kan mærke, at dejpølserne er nogenlunde hårde, finder du en god skarp kniv frem og skærer tynde skiver ud. Lad nu være med at blive for grådig og tænke ’de flyder sikkert ud’…. Nej, skiverne skal være tynde for at få sprøde kager, og ingen gider bruge så lang tid på at bage brunkager, for så at sidde med en blød småkage bagefter…

Visir # 85

Når du har skåret dine mange… mange… MANGE, brunkager ud, så lægger du dem på en bageplade med bagepapir og bager dem ved 180–190 grader celsius i en almindelig ovn. Giv dem ekstra kærlige tanker i de 6 minutter, de skal bage, og lad dem efterfølgende køle af.

Opskrif t

RENÆSSANCE

Og wupti! Så sidder du med et bjerg af fantastiske brunkager, julestemning i køkkenet og ikke mindst: En dejlig overspringshandling mere i hatten. Kagerne pakkes derefter i dertil passende julesmåkagedåser (eller IKEA-tupperware-look-alike), men husk at du først må pakke kagerne ned, når de er fuldkomment afkølede, og at det altid er en god ide at lægge en serviet i dåsen og eventuelt lidt sukker i bunden. Det forebygger nemlig, at kagerne får fugt og bliver bløde efterfølgende. Så er der vist bare at sige ”Glædelig Jul!” og ikke mindst held og lykke med eksamen!

Visir # 85

RENÆSSANCE

Novelle

Gæstebud Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Fedtet kan ligesom sætte sig i gardinerne, ikke? Efter sådan en aften med medister, flæskesteg, and, grønlangkål, sovs. Sovsen, der er så lun og fed, at den kan få vinduerne til at dugge. De bærer tallerkenerne ud med rester af franske kartofler, der ligger ovenpå sov-

sen, der nu har trukket skind. Sveden pibler frem på de røde pander rundt om hele bordet, karaflen med rødvin sendes rundt, og alle efterlader fedtede fingeraftryk på glasset. Der drypper stearin ned på velourdugen. For enden af bordet sidder de, manden og kvinden. De måler og vejer hvert et blik, hver en skælven, mens de selv kaster rødvin i svælget, og slikker resterne af de blå tænder, som bliver stadigt mere blå for hver tår vin. Da vi kom, komplimenterede mor Hendes kjole, men hun kiggede næsten med afsky nedad sig selv mens Hun sagde ”Ja, den er også ny, men dyr har den jo ikke været”, hvortil Han brød ind og erklærede, at Han har købt alt sit tøj brugt. ”Det bliver det ikke mindre fint af”, sagde Han, og hev ud i ærmet med sine kulsorte fingre.

”Vi synger ikke en salme før alle har spist op” proklamerer Han, og sender smalle katteøjne mod familiens yngste medlem, der har opgivet sin sidste hvide kartoffel. ”Pjat” svarer Hun dog hurtigt, det er vel jul, og vi skal også være friske til at drikke portvin efter gaveåbningen. Vi trækker alle ud i den iskolde udestue. Vi står og holder hinanden i hænderne uden rigtigt at røre, og ingen vil bestemme den første salme eller synge an. Da vi først er begyndt at synge, er det ikke til at stoppe igen, man kan ikke droppe Glade Jul, og herregud, hvor kender vi i grunden mange salmer. Hænderne bliver klamme af at holde i hånd så længe, mens de kolde, stive fødder danser videre på brædderne. Der drager et lettelsens suk gennem alle gæsterne, da julemanden endelig dukker op udenfor ruden.

Han smiler bredt og vinker til de begejstrede børn, før han endelig løfter sin knyttede hånd, og smadrer sin sælskindsluffe lige gennem det nye termoglas, så de kolde brædder nu er dækket af glaskrystaller, og den kolde vinterluft blæser stearinlysene ud. ”HO HO HO” griner julemanden og slår sig på maven. ”Hvor er vi heldige at du kom forbi os i aften. Har

Visir # 85

vi virkelig sådan nogle artige børn her i familien?” siger Hun og spiller forbløffet. Vi trækker indenfor igen, med julemanden i hælene. Fødderne bløder lidt, men der er lunt og godt i stuen, og alle de små sætter sig til rette på julemandens skød, og får lov til at trække gaver op af sækken.

Novelle

RENÆSSANCE

Han sætter sig ved siden af mig med en halv flaske portvin i sin sorte hånd. ”Du kan godt drikke sådan et glas, det ved jeg!” Råber Han, og smiler næsten til mig. Han smiler i hvert fald ved siden af mig, og ligner en jeg kender. Vi sidder lidt i stilhed, Han tramper lidt i gulvet. Hans lysegrønne blik er dækket af et støvet slør, men det stikker ikke længere. ”Tror du på engle?” spørger Han mig så, pludselig med grødet stemme. ”Det gør jeg nemlig”, hvisker Han. ”Selvfølgelig,” svarer jeg, og klemmer de ru, sorte fingre. Så slår Han sig selv hårdt på lårene og rejser sig. ”Nu vil jeg fandme høre noget ordenligt musik!” hvæser Han, og flår en CD ud af reolen som han maser ind i den arme afspiller, I am just a poor boy though my story’s seldom told, synger Simon eller Garfunkel, så det brager ud af højtaleren. Han forsøger at følge med, men må nøjes med at spjætte og hulke lidt. ”Kan I høre det........ er det ikke fantastisk.......... hører I?”, mumler Han og skruger op på maximal volumen lige i tide til omkvædet, som Han upåklageligt synger med på, Lie la lie, lie la la la lie lie, lie la lie, lie la la la la lie la la la la lie. ”Dans med mig, dans med mig!” råber Han, og vinker til mig i sofaen. ”Dans nu med Ham, Han vil så gerne, dans nu med Ham”, lyder det fra de andre gæster, og jeg går op og tager Ham om skulderen. Lie la lie, lie la la

la lie lie, lie la lie, lie la la la la lie la la la la lie. Han ser mig ikke rigtigt mens vi danser, faktisk lukker Han øjnene helt, slipper mig langsomt og danser videre for sig selv. Sådan danser vi lidt side om side, mens en stor norsk skovkat står og stirrer ind ad stuevinduet. Den griner og gnider poterne sammen. Da næste omkvæd starter vender den sig om, og slår ruden ind med sin velvoksne bagpote. Snart vælter det ind med glade gadekatte. De smyger sig om benene på os mens Han gentager omkvædet igen og igen, skønt vi for længst er nået til sidste vers. Kattene mjaver lystigt med, de kradser i veloursofaen, de slikker stearinen som var det fløde, og de andre gæster klapper begejstret i hænderne over de nyankommne gæster. De mange katte har medbragt rigeligt med værtindegaver, de har

alle gavmildt medbragt en død mus, fugl, rotte eller andre ådsler, som sirligt placeres på bordløberen, side om side med jødekager og konfekt. Gæsterne er mætte, de har jo stoppet sig med sovs og svin, men de kan ikke dy sig. De propper sig med fede mus og rotter, som de skyller ned med lunken portvin. På få sekunder har de ryddet bordet for delikatesser, og alle sidder nu og godter sig og lugter af lig ud af munden. Det er snart ikke muligt at danse længere uden at træde på en kattepote, der er nemlig fyldt med valsende katte på meget for ham, dans nu! Lie la lie, lie la la la lie lie, lie la lie, lie la la la la lie la la la la lie. Sangen slutter, og Hun tager CD’en ud. Kattene er åbenlyst utilfredse, men lader sig

Visir # 85

stuegulvet, men ordren lyder stadig på, at vi skal danse, danse, danse! Det betyder så

RENÆSSANCE

Novelle

formildne da Hun skænker dem lidt portvin, de kan nyde i den gennemkradsede veloursofa. Så går Hun hen og tager Ham under armen. De kigger på hinanden, derefter lader de blikket glide forbi mig, mine søskende og min mor. ”Tak for dansen, I må gerne gå hjem

Visir # 85

nu”.

Annonce

RENÃ†SSANCE

Visir # 85

RENÆSSANCE

Novelle

Broen Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Bilen bremsede op for femte gang inden for hundrede meter. Carl-Elias sukkede og rakte ud efter sin kaffe. Hans humør var efterhånden ved at være lige så tyndslidt som lakken på den hæslige orange vogn foran ham.

Men han kunne ikke opgive alt håb nu. Han var næsten hjemme i civilisationen igen. Han kunne se til Sjælland, så nu gjaldt det om at forblive rolig. Der var bare tale om en lille smule vejarbejde og en lille kø. Det her var ikke nogen krise, han ikke kunne kla… ”Ad, for helvede! Føj!”. Han slyngede koppen om på bagsædet, hvor dens indhold lavede pletter på betrækket. Kaffen var kold. Og ikke bare kold, men lige præcis den rigtige grad af hverken lunken eller kølig, der vækkede alle de værste smagscentre i hjernen. ”Føj for Satan. Helvede. Lort” mumlede han og greb ud efter nogle servietter, han kunne bruge til at tørre bagsædet af med.

”Dyyyyyt!” lød det fra vognen bag ved. Køen havde rykket endnu ti meter. ”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt. Det er ikke, fordi vi går glip af noget alligevel. DSB Orange skal ingen vegne lige nu. Jeg har hørt dig, jeg har hørt dig. Kører nu… forbandede… hmmm…”. Carl-Elias trillede de få tomme meter og hev så i håndbremsen med et voldsomt suk. Han fik igen fundet servietterne frem for at gå i gang med bagsædet, men skaden var allerede sket. En hånd kravlede ud mellem knapperne på hans lyserøde skjorte for at servere ham en smøg, men han havde lænet sig for langt forover, og resultatet var en ren katastrofe.

”Nej! Nej, nej, nej, det er bare for meget”. Han bøjede sig ned og rakte ud efter smøgen, men den var forsvundet i rillen ved siden af forsædet. Han kunne lige præcis mærke papiret på spidsen af sin pegefinger helt nede i bunden, men ikke få fat i den.

Visir # 85

Der lød en latter fra småkagedåsen på sædet til højre for Carl-Elias. ”Ja, selvfølgelig elsker du det her. Det er sjovt, ik? Ha. Ha. Ha. Her sidder jeg fanget i trafikken, så tæt på at være hjemme, uden smøger eller kaffe, imens du vel bare sidder der og mæsker dig. Lige noget for dig, hva? Du nyder det sikkert rigtigt, det her helvede. Måske skulle jeg bare tage og kaste dig ud på vejen. Så kan du rigtigt få kø-skærsilden

Novelle

RENÆSSANCE

at se helt tæt på. Hvordan lyder det?”. Småkagedåsen undlod at svare. Carl-Elias lagde hænderne på rattet og trommede febrilsk på læderet med sine fingre. Hvad han ikke ville give for en smøg. Det havde været hans sidste. Men han var næsten hjemme, det måtte han bare fokusere på. Han kunne se Sjælland. Tænk på det. Han var tættere på, end han havde været, siden han begyndte køreturen. Hvorfor var det så, at han følte sig længere væk, end han havde gjort i Jylland? Uden at tænke over det var han begyndt at bide i sin højre pegefinger. Hvor længe skulle han holde her? Nu var det efterhånden noget tid, siden den orange bil sidst bevægede sig. Måske var den brudt sammen? Men så igen; en bil der så så slidt ud var velsagtens stædig nok til at fortsætte længe endnu. Han kunne sagtens have bildt sig selv ind, at den hørte til på et museum. Altså hvis den ikke havde været for hæslig til at blive udstillet. Men han så den køre lige før, så noget i den fungerede nok stadigvæk. Der burde dog være love imod at køre i sådan noget gammelt, grimt skidt. Stod det til ham, burde den blive tvangsindlagt hos en skrotforhandler. Den havde gjort sin tjeneste og fortjente at blive pensioneret. Gerne et sted langt væk fra enhver, der besad velfungerende øjne. Måske omme bag et værksted med en presenning henover. Netop som alle disse tanker løb gennem hans hoved, begyndte det orange uhyre langsomt at bevæge sig.

Håbet nåede lige at hoppe op i halsen på Carl-Elias for så at flygte ud ad vinduet og springe ud over kanten på broen, hvor det druknede med en serie af paniske svømmetag. De kunne ikke have rykket sig mere end 8 meter. Røvsyge 8 meter. Det var en ny bundrekord. Han kunne jo være nået at løbe til Sjælland, så lang tid det her tog. (Ikke at Carl-Elias løb. Men det kunne han helt sikkert gå i gang med. Fra næste uge af; på mandag, og han ville fortsætte og komme i bedre form og så… nej vent, han havde selvfølgelig den der aftale på mandag… pokkers… nå, det var der vel ikke noget at gøre

Visir # 85

det lovede han. Hvis han nogensinde slap ud af denne situation, så ville han gå i gang

RENÆSSANCE

Novelle

ved). Bilen bag ham dyttede og den bag ved den og tre led længere tilbage. Normalt forsøgte han at forholde sig roligt i disse situationer. Han brød sig ikke om at presse på. Det nyttede jo alligevel ikke noget. Men som det sidste led i en lang dominorække af trafikalt had hamrede Carl-Elias næven i hornet. Den orange bil svarede ikke på orkesteret. 34 meter og 33 minutter senere begyndte det at regne. Carl-Elias forbandede igen tabet af sin cd-afspiller. Normalt ville han blot bruge bluetooth-systemet i sin bil, men det havde ikke virket på det sidste, og desuden var hans telefon løbet tør for strøm. Han havde glemt opladerstikket derhjemme. Eller nej, det havde Anna. Hun ville sørge for at have alt pakket, inden han tog afsted, det lovede hun. Alt indebar vel også opladeren til hans telefon. Men man kunne vel efterhånden ikke forvente andet fra den gamle kone end en snarlig pension og en invitation til begravelsen kort tid efter. Carl-Elias skævede mistænksomt til radioen. Sidste gang han risikerede lotteriet endte han med at sidde og høre på dødsmetal i to timer bare for at kunne holde sig vågen. Han trykkede på tænd. Den først kanal lød til at være nyhederne. De snakkede om Amerika og Rusland og noget med udenrigspolitikken. ”… indtil videre lader det til, USA's udenrigsminister George M…”. Han skiftede kanal. ”… al sympati til overs for dem, der er fanget på den anden side af tæppet, men…” ”… sådan som situationen er lige nu, er der kun et muligt resultat, og det er…”

”… krig. Det er der ikke nogen, der ønsker, det kan jeg forsikre jer om. Hverken USA eller S…” ”… skovens grønne træer. Forstår du alle hjerter, der banker her og der. Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær. Så har du fundet ud af noget, som er meget værd”. Carl-Elias sukkede, men kunne ikke lade være med at nynne med.

Visir # 85

”Lidt retro måske, men der er selvfølgelig ikke noget galt med lidt Reichhardt, den gamle”. Som svar hakkede radioen, og i ti sekunder blev hans trommehinder tortureret med den danske synkronisering af ”Let it Go”.

Novelle

RENÆSSANCE

”Ar… ad… hvad fanden!” bandede Carl-Elias og slukkede radioen. Han ignorerede den luskede latter fra småkagedåsen og gnubbede øjnene, lige da en skygge passerede forbi det åbne vindue. Hov vent, der var sgu fri bane. Han sparkede til speederen og nåede kun lige i sidste øjeblik at bremse igen. ”Shit!” Han kunne ellers have svoret, at den orange bil ikke længere holdte foran ham. Der var fri bane. Eller det havde der været. Eller det… Nu var alt han kunne se den rustne orange vogn med dens vejrbidte nummerplade. DA-978-42 ”DA. Ikke DK. Er det sådan en slags alternativ… Ad for helvede! Føj!”. Rent instinktivt havde han rakt ud efter kaffen igen og helt glemt alt om dens temperatur. Endnu en gang blev den kylet om på bagsædet, og endnu en gang måtte han i gang med en serviet. ”Ja, ja for fa’en. Tag det nu roligt” råbte han, da bilen bag ham dyttede. ”Det er kun nogle få meter alligevel”. Udenfor var det stoppet med at regne. Noget faldt ud af hans skjortelomme, da han atter trak i håndbremsen lidt længere fremme. Det var hans æske med smøger. Eller rettere sagt: æske uden smøger. Han havde jo tabt den sidste ned under sædet tidligere… eller havde han. Carl-Elias åbnede æsken, og der var ganske rigtigt én eneste cigaret tilbage. Han kunne ellers have svoret. Men hans hukommelse havde vel allerede en gang vist sig at være hullet, så hva’ pok-

ker? Alene det at sætte den mellem tænderne føltes godt. Han lavede en kunstpause, før han førte Zippo-lighteren op til målet, og ”av for satan!”. Han trak fingrene væk fra den lille flamme og glemte i et halvt sekund alt om smøgen, der fulgte den første ned i rillen ved siden af sædet. Hvordan det skete, havde Carl-Elias ingen anelse om. Den lighter havde været i hans Desperat stak han igen hånden ned ved siden af sædet, men ligesom sin forgænger var smøgen gået tabt. Han lagde æsken i handskerummet og forsøgte at glemme denne tra-

Visir # 85

besiddelse i fem år, og dette var den første gang han nogensinde var blevet brændt.

RENÆSSANCE

Novelle

gedie. Minutterne sneglede sig videre og blev efterhånden til en halv time, men Carl-Elias følte ikke, han kom nogen vegne. Han kunne fortsat se et rødt ”Adgang forbudt for uvedkommende” skilt ude til højre på kanten af broen, der lignede et helt magen til det, han havde kigget på tidligere. Radioen havde han givet op på. Der var ikke noget på, der sagde ham særligt meget. I stedet tilbragte han tiden med at betragte bilerne omkring sig i køen. Den arrige vogn bag ham var sort, blank og sandsynligvis spritny. Noget ved den skreg ”tandlæge”, men Carl-Elias kunne ikke komme med nogen anden forklaring end den tydelige høje pris. Det var lidt af et skrummel, på den der pralende, ”jeg-har-firehjulstræk-fordi”-facon. Kvinden på forsædet var høj, blondt og bister med en snerren som en ilter kamphund. Det var kun alt for tydeligt, at hun i hvert fald ikke havde tid til den her forsinkelse. Bag hende holdt en glatpoleret veteran med en ung herre i jakkesæt bag forsædet. Var han overhovedet gammel nok til at køre bil? Hans øjne glødede med en farve, Carl-Elias ikke kunne beskrive på anden vis end champagnebrus, selvom han nu var sikker på, at den unge chauffør var for fin til varer, der blev sagsøgt af den franske provins. Endnu en byge ramte broen, da køen rykkede nogle få meter længere frem. I sporet til venstre var en børnefamilie parkeret. Den grønne lak var ridset og mudret, og bagsædet var en krigszone, så der så alting egentlig ud, som det skulle være. To biler tilbage blev en dør åbnet, og den unge mand trådte ud. Champagnen boblede i knægtens blik, da han styrede fremad gennem køen. Han trådte lige forbi Carl-Elias og nåede frem til den lunke appelsinvogn foran.

Der var fri bane, men den havde af en eller anden årsag ikke rørt sig. Det bragede, da han hamrede på bildøren. Han skulle nok give den sin mening om sagen, og Carl-Elias håbede blot på, at det ikke ville tage for længe. Den orange vogn havde allerede spildt for meget af deres tid… ”Ad for helvede! Føj!”.

Visir # 85

Der gik ti sekunder, før Carl-Elias indså, hvad han havde gjort. Et dyt mindede ham om, at der var fri bane, og han gennemførte de få ledige meter. Men hvordan pokker? Han kiggede om på bagsædet, hvor kaffekoppen for tredje gang lå og svinede.

Novelle

RENÆSSANCE

Men han havde ikke hentet den igen. Desuden kunne der umuligt være noget tilbage i den efterhånden. En central nerve i hans hjerne var lige ved at begå selvmord, da en smøg faldt fra skjortelommen og lige ned i rillen ved siden af sædet. Han kunne ellers have svo… nej, han vidste det. Der havde ikke været flere cigaretter tilbage. For ikke at nævne, at den tomme æske burde ligge i handskerummet. Carl-Elias tog sin hat på og trådte ud af bilen. Regnen var forsvundet. Pagne-fyren var tilbage i veteranen. Halvtreds meter længere fremme hang et skilt på højre hånd. Adgang forbudt for uvedkommende stod der. Hans første reaktion var at trække telefonen op af lommen. Efter at have forsøgt at indtaste nummeret kom han i tanke om, at den var løbet tør for strøm. Han kunne altså ikke tilkalde kontoret. Hvilket ville sige, at de ikke kunne tilkalde det internationale hovedkontor. Hvilket ville sige, at han var nødt til at løse denne sag selv. En sag der var langt over hans løn-og-autoriseringsniveau. Han var nok ikke engang kvalificeret til at klare det efterfølgende papirarbejde. Hvad kunne han gøre? Alle bilerne omkring ham var de samme som før, som de havde været i, hvem ved hvor længe. Var det her kun tredje gang, han smagte på kaffen? Fjerde? Femte? Der lød et dyt i det fjerne. Så et tættere på. Det var bare for meget, hele det her skidte’møg, og så at skulle tænke på tomme lunger.

Hvis bare han kunne… men det kunne han ikke. Et vredt blik fra tandlægen fik ham til at sætte sig ind i bilen. ”Sure kælling”. Ved siden af kagedåsen på passagersædet lå hans rygsæk, og selvom han vidste, der ikke var noget, han kunne bruge i den, rodede han den igennem. En tom colaflaske, en bog, noget nyttesløst papir, en pose uden tobak, indpakningen fra en Ritter Sport og flere hjemmebrændte cd’er, end han vidste, hvad han skulle gøre af,

Visir # 85

selv hvis afspilleren ikke var gået i stykker. Med andre ord: røv og nøgler. Han tænkte sagen igennem fra alle tænkelige vinkler og samtlige 4½ dimensioner.

RENÆSSANCE

Novelle

Han burde selvfølgelig forsøge at finde ud af årsagen, men det var for åbenlyst. Den slags ville jo bare lede til problemets kerne, og han var næsten sikker på, at det ikke var en kerne, han havde lyst til at kigge nærmere på. Så hellere tænke lidt over det. Hans beslutsomhed vendte tilbage på samme tid som regnen. Det her kunne jo ikke gå. Han var timelønnet og vidste, at den samme time ikke kunne indskrives flere gange. ”Nå, tid til at finde ud af, hvem der har lavet en lort på mit hoved?” sagde han og trådte ud af bilen. Hvad med tandlægen? Hun så i hvert fald ondsindet ud. Men hele den her situation virkede ikke som nogen dyster plan, det var den alt for vellykket til. Nej, det her var en fejltagelse. Havde nogen forsøgt at bygge en tidsmaskine? Det var lidt åbenlyst, men kunne meget vel være forklaringen. Der var altid et eller andet ambitiøst geni, der var nødt til at ødelægge det for alle andre. Pagne-fyren lignede ikke ligefrem noget geni, men det kunne selvfølgelig ikke udelukkes. Nogle mennesker havde overskud til både at være provokerende rige, provokerende veltrænede og provokerende kloge. Carl-Elias antændte en mental smøg og trådte nogle skridt ned mod veteranbilen. Hmmm… nu da han kiggede nærmere på møgungen, begyndte han at komme i tvivl. Hvis denne fyr var snedig nok til at fremtænke en tidsmaskine, ville han nok have fået nogle andre til at bygge og afprøve den for sig. Han manglede tydeligvis ikke midlerne. I sporet til venstre søgte han efter familiebilen, men den var borte.

På dens plads holdt nu en ung kvinde med et sæt lynskarpe øjne og et nervøst smil. Hun så til gengæld alt for klog ud til at bygge en tidsmaskine. Den slags var altid for folkene i midten. Dem, der havde evnerne, men ikke forstanden til at tænke sagen igennem. Desuden måtte det betyde, at fænomenet var begrænset til dette spor.

Visir # 85

”Lad os nu se”. Carl-Elias trådte ud af sporet og opdagede med det samme, at han var tilbage i bilen. Nogen bag ham dyttede. ”Ja, ja, for helvede” skreg han. ”Det er jo ikke fordi, at…”. Men der var jo fri bane. Den orange bil var borte.

Novelle

RENÆSSANCE

Han tænkte ikke over sagen og satte fuld fart fremad. Sådan, sådan, sådan!?? ”… kraaabraaaa-bang!”. Carl-Elias slog hovedet fremad og blev overfaldet af airbaggen. ”Satan i helvede…”. Han tog sig til næsen og krøb ud af bilen. Der var den orange vogn. Han var kørt lige ind i den. Men den havde ikke været der for fem sekunder siden, det var et faktum. ”Er du okay?”. Det var tandlægen, men hun så nu mere opbragt ud end oprevet. Carl-Elias nåede knapt nok at svare, før hun var i gang med at hamre løs på appelsinvognen. ”Hvad fanden tror du, du laver! Du kan ikke bare bakke sådan op i folk, din stjernepsykopat!”. Døren blev åbnet, og han fik et glimt af den forvirrede mand på forsædet. ”Øh, undskyld, skete der noget? Jeg er næsten helt sikker på, at jeg hørte noget. Hvad med dig? Hørte du noget?” ”Om jeg hørte noget! Du har lige smadret denne mands bil. Du kunne nær have taget livet af ham – og nu kan ingen af os komme videre. Hvem tror du lige, du er! Jeg har en date, jeg skal nå og…”. ”En date? Åh, ja, sådan en har jeg også. Er han sød, ham du skal ud med? Sonja er i hvert fald sød. Vi skal mødes om… øh, lige om lidt tror jeg. Måske kommer jeg endda lidt for sent. Jeg håber ikke, hun bliver alt for vred. Tror du, hun gør det?”. ”Jeg skal give dig vred, din kraftidiot! Fatter du ikke, hvad der lige er sket?”. ”Jeg har dog købt blomster, så det går nok, men jeg vil virkelig ikke have, at hun bliver sur…”.

Carl-Elias pressede en serviet mod blødningen for ikke at få mere grønt på tøjet. Han var virkelig så forbandet svimmel… hvad ævlede ham manden dog om? Måske var han træt? Carl-Elias kunne i hvert fald godt bruge en lille lur… ”Ad for helve… for HELVEDE!”. Denne gang lykkedes det ham lige akkurat ikke at kaste koppen fra sig. Han satte den i stedet tilbage i kaffeholderen og tog en dyb indånding.

Visir # 85

Der kom tandlægens dyt. Han rullede de få meter. ”Okay… okay… okay. Hvad er det næste, der sker? Hvad er det næste”.

RENÆSSANCE

Novelle

Blodet var væk, og hans bil var intakt, men hovedet snurrede stadigvæk en smule. Han kiggede bagud og opdagede, at bagsædet var rent. Noget godt var der i det mindste kommet ud af det her skidt. Han skulle lige til at række ud efter kaffen igen. Han nåede at stoppe sig selv. Det her var det første skridt, han havde taget fremad, og han ville ikke ødelægge det hele nu. Så indså han, hvad det næste led i kæden var. Carl-Elias havde ikke et hjerte i nogen menneskelig forstand, men hans tilsvarende indvolde lavede en saltomortale. Han trådte ud af bilen og fandt forsigtigt den lille cigaretæske frem fra inderlommen. Der! I denne lille rektangelformede papbeholder lå en gudeskøn cylinder af lungekræft og rolige nerver. Han satte den mellem fingrene og løftede den op, helt afslappet så han ikke kom til at tabe den. Lyden af Prometheus skønne ild tændte en glød i hans indre, og hele verden faldt til ro, da han smagte på smøgen. Hvor der før havde været kaos, var der nu en overvældende

stilhed. Alle tænkelige problemer skulle nok løse sig. Glæde og kærlighed ville sprede sig fra dette punkt og forandre hele denne grå verden til et paradis. Intet virkede længere negativt. Det skulle nok gå alt sammen. Han glemte endda, at han stod i en evig bilkø på Storebæltsbroen med et uvejr på vej. Han skulle have set den komme. Men desværre var Carl-Elias ikke typen, der var for klog til at bygge tidsmaskiner. Han var ikke engang klog nok til at gøre det. Vindstødet kom pludseligt og voldsomt. Han forsøgte at gribe smøgen, men den sneg sig imellem fingrene på ham.

Den bevægede sig hurtigere end ham og stoppede først op omtrent halvtreds meter længere fremme. ”Bliv!” advarede Carl-Elias cigaretten, imens den lå og kiggede selvtilfreds op på ham. Over den hang et skilt. Adgang forbudt for uvedkommende. Han tog chancen og sprang, men den var for hurtig for ham.

Visir # 85

Hans desperate blik fulgte den helt ned til havets overflade, og han knyttede en næve. Nu var det ved at være nok. Det var jo den rene tortur, det her. Respektløst. Det var tid til at efterprøve hele denne situation, uvedkommende eller ej. Han trådte frem til rækværket og kravlede op på det. Der kunne ikke være mere end 30-

Novelle

RENÆSSANCE

40 meter. Det kunne han sagtens overleve. Han sprang. Luften pressede mod hans ansigt. Vandet kom nærmere og nærmere. Han nåede lige at fortryde sin beslutning, da han landede på noget blødt med sin bagdel. Tilbage i bilen. Hans øjne fæstnede sig ved noget længere fremme. Hornet fik en vældig omgang tæv, og han glemte alt om sin tvivl ved flugtforsøget. Alt det her, hele denne her forbandede situation, skyldtes den orange bil, det var han sikker på. Der havde været et eller andet galt med dens chauffør. For ikke at nævne, at han var bakket ind i Carl-Elias tidligere. Han burde fortælle ham, hvad han egentlig tænkte. Han fortjente det. Det var sikkert også hans skyld, at cigaretten var blæst væk. Måske havde den fremmede endda nedkølet hans kaffe. Før han vidste af det, stod Carl-Elias ved siden af den orange vogn.

Lakken så endnu mere hærget ud her tæt på. Resterne af et gammelt klistermærke sad på bildøren. Nu stod der kun: Mak Love War. Han bankede på med et ”Satan i helvede!”, og vinduet blev rullet manuelt ned af chaufføren. ”Undskyld, kan jeg hjælpe dig med noget?”. Det tidligere glimt af manden havde ikke forberedt ham på dette syn. Han var ikke bare tynd, men bogstaveligt talt det rene skind og ben. Der var absolut intet mellem hans hud og knogler. Hans kinder var trukket så langt ind,

at man kunne se tændernes form igennem dem. Udenover dette triste legeme var en falmet jakke, der engang havde været rød. Der var stadigvæk hår på hans hoved, men de lignede den slags lange nullermænd, der sommetider blokerer for støvsugerens slange. Øjnene var det eneste, der indikerede, at han overhovedet var i live, men de havde til gengæld den samme blinde forvirring, man finder hos nyfødte spædbørn. rodet. Faktisk lå der kun en gammel, udtørret buket blomster på sædet ved siden af.

Visir # 85

Resten af bilens indre var ikke meget bedre stillet. Men ikke fordi der var beskidt eller

RENÆSSANCE

Novelle

Carl-Elias blev helt paf. Vreden sivede ud af ham. ”Undskyld” sagde manden igen. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?”. ”Nej… nej” svarede han. ”Nej, faktisk var det lige præcis det, jeg ville spørge dig om. Er du okay, kammerat? Du ser ud til at være faret en smule vild”. Et indtørret smil spredte sig på den fremmedes læber. Et halvt sekund var Carl-Elias bange for, at huden ville flække ved anstrengelsen. ”Det var da venligt af dig at spørge… jov, jeg tror faktisk, jeg er lidt forvirret. Jeg er på vej for at mødes med en pige, ser du. Sonja hedder hun, og jeg tror, jeg er sent på den”. ”Hun lyder sød” svarede Carl-Elias. ”Har du nogen særlige planer?”. ”Årh, tja… nu ved jeg ikke, hvordan det går, men jeg købte de her to billetter”. Han fremviste to hærgede stykker papir, han havde knuget ind til brystkassen i sin venstre hånd. ”Men jeg ved ikke, hvad hun siger til det. Hendes far er ikke så glad for historien, ser du. Måske siger han, at hun ikke må tage med til koncerten. Det er selvfølgelig også lidt vo-

vet, sådan at spørge en pige ud til dansemusik, når man ikke har kendt hende så længe”. Et bekymret blik dukkede op i den fremmedes øjne. ”Nu jeg tænker over det, så går det sikkert galt. Jeg er også ved at komme for sent. Jeg er ikke så hurtig på speederen. Der må have været mindst fem personer, der har dyttet af mig på køreturen. Jeg tror også, der var en, der råbte tidligere. Hørte du noget? Hvad vil hun ikke tænke, når jeg kommer dumpende? Jeg vidste, at jeg skulle have købt roser i stedet for violer. Mine kammerater havde sikkert ret. Som om jeg har en chance med hende. Hun er alt for fin en pige til mig, og her holder jeg bare og fylder og…”

”Hey, hey, kammerat” afbrød Carl-Elias ham. Mod sin egen bedre vilje lagde han en hånd på skelettets skulder. ”Ved du hvad, jeg tror? Jeg tror, at Sonja er en rigtigt heldig pige. Du bekymrer dig tydeligvis en hel del. Og hvad så, hvis du kommer en lille smule for

Visir # 85

sent? Du skal ikke bekymre dig om, hvad folk tænker. Hverken dine venner eller hendes far. Eller idioterne, der dytter og råber ad dig. Nu tager du bare og falder helt til ro. Du har brug for alle dine kræfter, hvis du skal vinde tøsens hjerte. Du skal nok nå frem, bare rolig”.

Novelle

RENÆSSANCE

Den fremmede tog Carl-Elias hånd og gav den et svageligt klem. ”Tak, skal du have, kammerat. Jeg var bare lidt… jeg er en tosse, det er, hvad jeg er. Hvorfor bekymrer jeg mig om alle disse ting? Det er jo fjollet, det har du ret i. Tusind tak. Det tror jeg lige, jeg havde brug for at høre”. Carl-Elias sendte ham et smil og trådte væk fra bilen. Da han vendte tilbage til sin egen, var den orange vogn ikke andet end en plet på vejen. Tandlægen bag ham dyttede, men han lod ikke larmen stresse sig. Selv lysten til en smøg var helt forsvundet. ”Kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær” nynnede han afslappet, da han satte sig ind på forsædet og fik bilen i gear. Den trillede ubesværet fremad uden at bekymre sig om larmen.

Visir # 85

RENÆSSANCE

Novelle

Bravo giovanotto! (Forårsbølger) Af Fabian Lenk, Litteraturhistorie

Jeg ligger i sengen. Jeg bliver ved med at ligge i sengen. Jeg bliver ved, bliver ved, bliver ved. Jeg rejser mig, går ud i køkkenet og kigger ud ad vinduet. Lortevejr. Jeg har bevidst trukket gardinerne for på mit værelse, for at undgå det grå slør, som er de ikke fjerne

skyer, der gemmer solen og den blå himmel bag sig… Jeg kigger rundt på alle de småting, der ligger omkring. Jeg burde rydde op og gøre rent. Jeg lægger mig tilbage i sengen, lukkede døren og lukker øjnene, falder ikke i søvn. Jeg åbner mine øjne og stirrer opad, mens min højre hånd leder efter den bog, jeg er i gang med at læse. Hånden finder bogen efter et par sekunder. Det orange cover er blødt, men på en mere komfortabel måde end sengen, dynen og puden. Ufattelig langsomt sætter jeg mig op igen og stirrer på bogen. Titlen er ”Iwan Turgenjew Den Første Kærlighed og andre noveller”. Jeg vender bogen på siden, så jeg kan stirre lidt på siderne og mit bogmærke. Mit bogmærke stirrer tilbage på en provokerende måde, siddende i den første tredjedel af bogen. Efter et par sekunder, hvor jeg bekæmper trangen til at lægge bogen ned igen, trækker jeg bogmærket halvt ud og bruger det som en løftestang til at åbne bogen på den rigtige side. I løbet af den tidlige aften var jeg blevet færdig med Den Første Kærlighed. Jeg ligger i sengen med et rystende smil og livet strømmer lige så stille tilbage i mig. Novellen er fortræffelig! - og den er bitter. Jeg læste den første gang, mens jeg stadigvæk gik på gymnasiet og åh, hvor jeg kunne genkende mig selv i hovedpersonen! Den unge Wladimir Petrowitsch, som forelsker sig tragisk i den, et par betydende år ældre, Sinaïda. Det var

dog ikke aldersforskellen, der gjorde at jeg kunne relatere til ham. Det var magtløsheden; håbløsheden, som man egentlig vil acceptere - men ”håbet dør sidst”. Fuck det! Håbet døde tusind gange dengang, men det kom altid tilbage igen som døende flammer, der er vel bevidste om, at gløden vil genopleve dem, så snart den får det mindste pust…

Visir # 85

Min Sinaïda og jeg gik i samme klasse. Jeg har allerede haft romantiske følelser for hende på et tidspunkt, men nåede – måske i et klogt fremsyn – at undertrykke dem i lidt over et år. I den tid var vi blevet gode venner. Hun fortalte mig meget om hendes fortid, meget om hvordan hun blev den person, hun var dengang. Jeg så hendes fejl mere tyde-

Novelle

RENÆSSANCE

lige end alle andres. Jeg ved og vidste altid, at hun ikke var perfekt. Men lige så stille vidste jeg også, hvor næsten alle hendes fejl kom fra. Alle hendes mangler var undskyldt i mine øjne, og som det så ofte sker med uerfaren, dumdristig kærlighed, gjorde det hende til et overlegen menneske overfor mig. Men det sker lige så tit, at mennesket er hårdest mod sig selv - hvilket er godt, så længe man ikke overdriver… det gjorde hun. Hun var ikke, og jeg tror hun i dag stadigvæk ik-

ke er i stand til at tilgive sig selv for mange af de ting, hun tænkte, følte, gjorde. Jeg elskede en person, som hun ikke så i sig selv. Mens jeg så en engel, så hun en dæmon… Jeg mente engang, at hun måske i virkeligheden var en falden engel. Vi grinte af det. Det virkede som det mest naturlige i verdenen; at sammenligne os med engle og dæmoner og grine af det. Kaldte hun mig ikke også en engel? Sikke noget kitsch. Jeg smiler. Jeg kan ikke huske det, men på det tidspunkt ville jeg nok have argumenteret for, at jeg var en engel, der var i gang med at falde. Og vi ville også have grinet af det, for hvorfor ikke?

Jeg er overbevist om at Wladimir havde haft det på samme måde med sin Sinaïda, hvis han nu havde været et rigtigt menneske og hans historie havde fundet sted i virkeligheden. Novellens Sinaïda vidste, at hun legede med mændene i sit liv; et nervepirrende spil. Et spil også min Sinaïda spillede, hvilket hun godt var klar over. Dog på en anden måde og med andre intentioner. For én som det hele går ud over og er fanget i dette spil, som man også selv er med til at skabe, og som på en måde er mere virkelig i éns hoved, end i virkeligheden - for en sådan stakkel gør intentionerne knap en forskel. Spillet driver én til et slags vanvid, som kun bliver tilfredsstillet gennem stor gestus og intensiv grublen, og aldrig helt. Sinäida fra bogen vidste hvor langt hun kunne gå med mænde-

ne, og beholdt dem for at underholde hende. Jeg tror ikke at min kunne det. Hun klagede tit over, at hun altid ville såre de personer hun var sammen med og ikke kun ved et uheld. Det var på en måde en selvopfyldende profeti: hun så sig selv som skurk, som dæmon, så hun kunne ikke forholde sig anderledes. Ligesom jeg så mig selv som tragisk elsker og som poet, der nok skal befri sin Eurydike fra underverdenen. (Jeg så mig ikke som en der kæmper mod vindmøller, men bestemt heller ikke som en

Jeg overvejer: Vil mennesket opnå en god historie, eller en lykkelig slutning med livet ?

Visir # 85

Daphnis.)

RENÆSSANCE

Novelle

Jeg ligger i sengen, tænker over alle disse ting og lidt mere. En gang imellem ligger jeg der og føler bare; transporterer mig tilbage til den fyr, som var sammen med hende på skolens toilet til en fest, hvor hun græd over, at hendes liv er forfærdeligt. Jeg græd sammen med hende, indtil hun mente, at jeg ikke kunne forestille mig hvordan og hvordan og hvordan. Jeg græd tilbage, ”Ha! Fordi mit liv er så perfekt!” og gav hende en kort opremsning af de ting, der gjorde mig trist. Men ikke en eneste gang nævnte jeg hende, og vi græd lidt mere, hver for sig selv. Kyssede vi hinanden dengang? Måske. Måske blander jeg erindringerne sammen, men jo, vi kyssede til den fest, for hun ville ”prøve at se, hvordan det er at kysse mig” og sådan kom håbet igen, ikke fordi en gensidig kærlighed pludselig var blevet mere sandsynlig, men fordi man har smagt, hvor sød, den ville kunne være. Sådan var det hver gang, hun ville ”prøve noget” med mig. Jeg smiler og ligger i sengen… Jeg smiler og ligger i sengen. Jeg ligger her alene. Ikke helt, jeg har minderne, men er dog for det meste alene. Vi lå tit sammen. På sofaer, senge, græsset under træet, der blev fældet i 3.g. Med tøj på, altid med tøj på… Lidt mindre

tøj et par af gangene, men det var en grænse hverken jeg eller hun overtrådte. Det var bittert, men alligevel sødt, for vi lå tit sammen og verdenen faldt til ro, og jeg følte mig hjemme. Hvor føler jeg mig alene lige nu! Nej! Ensom! Det har været forholdsvis længe siden, at jeg virkelig har følt mig ensom. Jeg havde skrevet til nogen, mens jeg læste, om det møde hun ville arrangere, på grund af at det er fredag, men fredagsbaren ikke ville være åben i dag, og en fredag ikke er en fredag uden et par fælles øl – altså om det bliver til noget. Nej. Desværre ikke. Jeg skriver til en anden person, om vi kunne mødes til en øl, eller noget, noget, bare noget, fordi ensomheden minder om at stå i kulden – Det er ikke så slemt de første par minutter, så kommer der kuldegysninger, lidt vind og kulden starter at krybe ind gennem tøjet – og jeg føler et vindstød og trykker på send. Beskeden jeg skrev, var selvfølgelig ikke nær så desperat som ovenstående.

Visir # 85

Men igen forgæves. Jeg lukker øjnene. I øvrigt ligger jeg stadigvæk i sengen, på sofaen, i græsset og det var i går, jeg lå der. Det føles som om, jeg kunne lukke øjnene, åbne dem og være der igen. Jeg prøver det og presser mine øjne sammen. I stedet for at åbne dem med det samme, slapper jeg af og husker en bestemt aften. Aftenen, hvor du sagde, at du elsker mig og

Novelle

RENÆSSANCE

du virkelig mente det. Aftenen, hvor du omfavnede mig og kyssede mig længe og tit nok, for at jeg nåede at minde mig selv om, at jeg i det mindste skal huske ét af disse øjeblikke! - som nu gentager sig bag mine lukkede øjne. Vi havde en fed aften. Så fed som den kunne blive på en torsdag i Aabenraa. Jeg husker, at der lige var kommet et par venner til baren, som jeg ikke havde set i det sidste stykke tid og som jeg glædede mig til at snakke med. Du ville hjem. Du ville ikke gå ale-

ne. Jeg sagde ”Okay, men giv mig lige fem minutter.” Fem minutter gik og vi stod udenfor og var på vej hjem. Det var varmt… ikke nogen kuldegysninger denne aften. Ikke på grund af kulde i hvert fald. I bogen siger Sinaïda til Wladimir, imens han sidder på en høj mur: ”De påstår altid, at De elsker mig. Hvis det er sandt, så hop ned på vejen.” Det gør han med det samme og bliver bevidstløs for en stund. Min Sinaïda fik mig også altid til at ”hoppe ned”. Det var altid mindre ting og jeg tror ikke, at hun tænkte over det som kærlighedsbekræftelser, men hun havde også brug for det. Halvvejs hjemme, jeg tror, at jeg husker hvor det var, men er ikke sikker, standsede hun op. I gadelygternes gule lys så hun lidt orange ud, og smuk, og blød, hvilket hun var, da hun flygtigt berørte mine hænder og trådte et skridt nærmere. Hendes hænder gled videre på min ryg med en sarthed, som jeg kun har oplevet denne aften. Armene på min ryg var ikke krydsede, men parallelle til hinanden og vertikalt mod jorden. Uden meget styrke udøvede de meget kraft på mig. Jeg ville have været klar til at hoppe ned fra alle mure. Sinaïda styrter hen til Wladimir og begynder at kysse ham og klager over, at han lyt-

tede til hende. Han vågner op og oplever kyssene, og hun siger, at hun jo elsker ham. Det er narreguld. Det er ikke det, man er efter, men jo, næsten, det ligner jo guld. Forstå mig ret: Hun mener det, hun siger! Men det er alligevel narreguld, fordi de ikke elsker på samme måde. Vi snakkede lidt før og efter min Sinaïda havde fuldført den altomfattende – det vil sige skede den anden, og den anden forklarede, at den også elskede den ene. Jeg ved godt, hvem der gjorde hvad og med hvilke ord, men det er privat. Hun sagde, at jeg virkelig

Visir # 85

den jeg-omfattende – omfavnelse og... Hvad snakkede vi om? Den ene sagde, at den el-

RENÆSSANCE

Novelle

aldrig må forlade hende og endnu engang, at hun elsker mig. Jeg var ikke bevidstløs, men jeg var heller ikke fuldstændig bevidst. Jeg svarede, at jeg aldrig ville forlade hende, men som det fucking realistiske menneske jeg prøvede at være, var sætningen efterfulgt af ordene: så længe omstændighederne tillader det. Romantikeren, poeten, eller narren i mig tænkte på samme tid: Og hvis de ikke tillader det, så skal jeg nok sørge for at ændre dem. Jeg var så fuld af følelser og et par øl, at jeg ikke engang lagde mærke til at det var kitschet. Ha! Jeg er SÅ FUCKING LIGEGLAD! For jeg mente det så meget, at jeg kunne have sagt og tænkt alt uden, at det ville rage mig i det mindste, så længe det ikke var noget andet end sandheden. Hun kyssede mig. Det var fantastisk. Det var ”la grande vie” . Det var narreguld. Helt sikkert. Og jeg følte mig aldrig så meget i live, følte aldrig så meget! Wladimir følte sig aldrig så lyksalig i hele sit liv og vi kunne have byttet plads – vores følelser identiske. Ligesom han, ville jeg kunne have ligget i brændenælder uden at mærke smerten, og gjorde jeg ikke også det?

Lige meget nu, for hun kyssede mig på en måde, der gjorde det umuligt at sige, hvem der egentligt kyssede hvem – vi kyssede hinanden. Var det mig, som lænede sig hen mod hende, eller var det hendes arme, som trak mig nærmere? Jeg er usikker. Men igen: det er lige meget og narreguld. Jeg anede det. Det vil sige, nej, jeg vidste det godt! Men ingen viden kunne have holdt mig fra at nyde hendes friske læber, hendes sarte arme og hendes sødeste ord. Jeg elskede hende! Jeg åbner mine øjne. Der er tårer i dem, men de bliver der for nu. Jeg sukker. Næste morgen sagde hun, at hun har glemt samtalen og spurgte om der ellers var noget. Ouch. Av! Jeg sagde ikke meget og gik en lang tur. Jeg kom sent til undervisningen, hvor læreren spurgte mig, om jeg var okay. Ikke længe efter det – håbet ville stadigvæk ikke forblive dødt – konfronterede jeg hende med mine følelser, som hun jo selvfølgelig kendte til, men havde planlagt at undgå så godt som muligt… Der skulle meget og meget selvovervindelse til at tvinge hende til at

Visir # 85

”give it to me straight”. Jeg takkede og var selvfølgelig ked af det, men i det mindste døde håbet derfra i længere tid før det genopstod igen. Vi forblev gode venner. Det var ikke nemt. Vi var endda galla-

Novelle

RENÆSSANCE

partnere. Hun holdt for det meste op med at puste, og jeg holdt op med at smile ærligt for et stykke tid. Jeg. Ligger. I. Sengen. Bogen ligger nu på min venstre side. Igen søger min højre hånd. Dengang finder den mobilen frem. Jeg sukker igen og trykker på knappen. Det ser ikke ud som om jeg har fået beskeder. Jeg klikker alligevel på Messenger. Ikke noget nyt. Kun to nedture. Ikke noget nyt. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg åbnede Youtube et par gange kun for at lukke det ned igen. Jeg klikker på WhatsApp. Jeg bruger det ikke tit, og appen viser aldrig, at jeg har fået beskeder med mindre jeg åbner den. Pling. Som om. Som om det er hende, der har skrevet til mig lige i dag. Jeg laver en ”huh”-lyd. Det ville ikke være mere end bare kitschet. Jeg ville hade, at en historie ender på sådan en måde… Men det er sandheden. Hun havde skrevet til mig ved middagstid samme dag. Hun havde sendt et par billeder fra vores gymnasietid og teksten: ”Lige fundet :* ” Bare rolig, gløden er under kontrol. Jeg elsker hende stadigvæk, men for det meste på

en anden måde. Lige meget. Men wow – hvilken timing. Jeg springer op af sengen og står bredt smilende i rummet. Jeg kigger på billederne: 1. Hun ligger i mine arme på sofaen og vi smiler til hinanden. 2. Os to på den røde løber til galla. 3. Senere til festen, os to smilende foran kameraet. Jeg står der i rummet og er taknemmelig. Jeg skriver en hurtig besked til hende, og jeg får et billede til. 4. På sofaen igen, denne gang er det tydeligvis mig som ligger i hendes arme. Man ser kun min ryg, mit hår og et rødt øre som stikker frem mellem hendes arme. Hun ser selvfølgelig fantastisk ud og vi to ligger der i fred, øjnene lukkede, uden at tænke på mere end det mest

nødvendige. Måske sover vi. Jeg har blandede følelser, når jeg kigger på billedet nu. Narreguld? Folk spørger tit, om vi stadigvæk har kontakt, og bliver lidt forbløffede over, at vi har det. Ganske vist er det ikke godt, hvis alle mine kærligheder går ud på, at jeg ”kun” får en god veninde ud af det - samt gode og dårlige minder. Måske er jeg en nar for at være noget, som ikke kun har værdi for barnlige sjæl. Jeg er ikke sikker på noget af det, men lige nu føles det ikke som om jeg kun har narreguld i mine hænder... På trods af alle de

Visir # 85

taknemmelig og ser ikke, at jeg stadigvæk kun har narreguld i mine hænder i stedet for

RENÆSSANCE

Novelle

dumheder, hjerteskærende øjeblikke og den letargi jeg overgav mig, så applauderer jeg altså det menneske jeg har været, og som formåede at navigere sig herhen. Med en lille smule ironi vover jeg at sige: ”Bravo giovanotto!”

Visir # 85

4.:

Novelle

RENÆSSANCE

Tegning - ”Nicht perfekt, aber schön” Nicht vollständig, aber fertig! ”Fertig” nach dem frühesten mir bekannten Sinn. ”Fertig!” ”Done!” Færdig!

Visir # 85

Anbefaling

RENÆSSANCE

En anbefaling Af Caroline Borring Laursen, Litteraturhistorie

Det havde jeg ikke prøvet før. At give en anbefaling. At give en vurdering. At analysere en person, under forudsætning af at jeg elsker dem, og sige, at det her er hvem du er igennem min litterære, akademiske viden. For jeg er jo klog. Og jeg ved, hvem du er. Og

jeg siger hermed til dig: Læs den her bog Luk den op Duft til siderne Er den ny Er den gammel Hvilken lyd laver den når siderne bladrer

Hvis stemme hører du Er det Morgan Freeman eller Jørgen Leth eller din bedstemor der taler Hvis ordene forsvandt ville du så kunne huske hvad der stod

Luk den her bog op og lyt Er den dig Eller var det en om

Visir # 85

mer

Anbefaling

RENÆSSANCE

Det havde jeg ikke prøvet før. At nogen ville høre mit input. At jeg havde nok styrke og hvilede i min akademiske baggrund på en sådan måde, at nogen stolede på, at jeg havde ret. For er der rent faktisk nogen, der lytter til mig, når jeg taler? Nogen, der mener, jeg har en holdning, der er værd at tage i betragtning? Hvornår skete det? Jeg opdagede det ikke. På et eller andet tidspunkt er der vel nogen, der må indse, at jeg bare faker det hele; impostor-syndrom et cetera. Men du elsker mig jo. Så ser du det, og vender et blindt øje til af den grund? Fordi du elsker mig. Eller tror du rent faktisk på det, der kommer ud af min mund? Fordi du elsker mig. Fordi der er nogen, der elsker mig. Alligevel anbefaler jeg den nu. Til dig. Fordi du vil nyde den her. Og du har bare at nyde den, ellers bliver jeg ked af det, og det vil du jo ikke have, fordi du elsker mig. Den her er

til dig og dine udenrigspolitiske, militærorienterede, master-of-disaster interesser. Eller dig. Dig og dine journalistiske tendenser og forkærlighed for familiekronologier. Eller dig. Den her bog er lige noget for dig. Prøv at hør, Barack Obama anbefalede den, helt galt kan det da ikke gå. Vel? Alle kan lide Obama. Så her er min anbefaling: Læs den her bog. Fordi jeg elsker dig. Luk den op og duft til siderne. Giv dig tid med dem. Sæt pris på den. Fordi du elsker mig.

Visir # 85

RENÆSSANCE

Novelle

Whiskey Val Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Dato: den 15. april 1888, to dage før røveriet. Banco Futuro har længe været en af de mest profitable og indflydelsesrige institutioner i Kasernebyen. Den ejes og drives til daglig af forretningsmanden Leó Morricone, også

kendt som ”Gribben” for sin evne til at opspore hårdt pressede ranchejere og give dem lige præcis det lån, de har brug for, for at holde skuden i havet. Til gengæld tilbringer de resten af deres liv i gæld til Gribben. På denne måde har han langsomt, men effektivt, opbygget noget af en formue i bankens tungbevogtede boks. Kun en idiot ville forsøge at bryde ind i den. Eller, rettere sagt, en flok af idioter. Helt specifikt De Frygtede Fire; den sleske svindler Benni Silver-Sleeve, den kaotiske giftbrygger Mikki-Tikki-Toxic, den skydegale Mad Maja og ikke mindst den bedrageriske, morderiske og ustoppelige galning i spidsen for dem alle. El Jefe, kalder de hende, men jeg ved ikke, om selv nogen af de andre kender hendes sande navn. Alt jeg ved er, at hun i hvert fald ikke stammer fra

Mexico, som hun påstår. Mit navn er Val. De fleste kalder mig ”Whiskey Val” på grund af min forkærlighed for og lette adgang til stadset. Jeg ser det meste af, hvad der foregår i Kasernebyen, men før nu er jeg ikke blevet involveret i noget af denne størrelse. Det var ærligt talt et uheld, det lover jeg. Hvor skulle jeg vide fra, at det var ulovligt at sælge whiskey til indianerne? Før jeg fik set mig om, var lovens lange arm efter mig, og jeg måtte søge ly. De eneste, der ville tage mig ind, viste sig at være den omtalte forbandede flok. Derfor blev jeg også indlemmet i deres planer, helt ufrivilligt, hvis jeg må sige det. Jeg har dog brug for en del af rovet, hvis jeg skal slippe levende ud af staten.

Min opgave er at skabe ballade på den lokale saloon for at distrahere Sherif Askur. Derudover har jeg diskret spejdet lidt omkring og fundet ud af en ting eller to. For eksempel at Morricones lykketal er 7, at banken er godt bevogtet, og at der ikke er den mindste chance for, at vi slipper ud af det her med livet i behold.

Visir # 85

Det er noget forbandet møg alt sammen. Men jeg kan ikke risikere at rejse alene fra byen. Jeg bliver bare fanget. Møg, møg, møg… Forleden sad Mikki-Tikki og stirrede på mig, imens han pillede ved sin tobak-dåse. Som om jeg ikke ved, at han ikke har tobak, men krudt i den. Han planlægger at slå mig ihjel,

Novelle

RENÆSSANCE

så snart vi er nået væk herfra. Men eftersom vi ikke overlever røveriet alligevel, er det ikke min største frygt.

El Jefe Dato: den 16. april 1888, dagen før røveriet. Kære Moder. Inden længe vil dine kvaler være overstået en gang for alle, og du kan stoppe med at be-

kymre dig om banken og hr. Morricones trusler. Du skal få penge nok til at betale enhver gæld, du har været nødt til at påtage dig. Eller hvis du ønsker det, kan du ligefrem rejse væk og leve et fredeligt liv resten af dine dage. Folkene, jeg arbejder sammen med, er beredte på at skade hr. Morricone og hælde salt i såret efterfølgende for god ordens skyld. De ved ikke, at jeg gør det for dig, men de er trofaste nok til at følge mig ind i dette korstog, så længe der er penge i det. Du skal dog vide, at jeg gør det hele for dig, moder. Mikki, Maja og Benni stoler jeg på. Jeg ved ikke med den vagabond, vi samlede op. Ham må jeg skille mig af med, når tiden er inde. Jeg får nok Maja til at gøre med ham, ligesom da hun håndterede Buffalo Bill. Jeg ved, at tiden er inde. Skæbnen forstærkede kun den hypotese i dag, da jeg fandt ud af, og tro det eller lad være, at koden til pengeskabet har det samme første ciffer som dusøren på mit hoved. Samme uge, jeg når et nyt tusindtal, røver vi banken. Det er ikke et tilfælde. Vi ses inden længe, moder. Kærlig Hilsen Din ærværdige datter

Mad Maja Dato: den 17. april 1888 Til Mikki-Tikki, den forbandede skøge. Hvor i al helvede blev du af? Her stod vi med sækkevis af guld, dollars og sølv, og så var du bare forsvundet. Alt gik efter planen. Koden til skabet virkede, og ved de sidste to, smukke 8-taller viste skatten sig for os. Det var perfekt, og Morricone ligger død, men da

Visir # 85

vi kom ud af banken igen, var du væk. Pist væk. Intet.

RENÆSSANCE

Novelle

Jeg ved, at du har det med at være uforudsigelig, og at du kan lide at opføre dig som et skvat. Men det her var noget helt andet. Nu brænder lortet. El Jefe insisterer på, at vi skal ud til en eller anden gård i nærheden for at gemme os, men jeg siger, at vi bare lader staten og alle dens lovmænd bag os. Af en eller anden årsag er Val stadigvæk i live. Han viste sig nyttig i banken, men nu er situationen ved at tilspidse mellem ham og Jefe. Det er tydeligt, at han i hvert fald ikke gider ud til den der gård. Endelig noget vi kan blive enige om. Benni er den eneste, der tager det helt roligt. Men han har sikkert allerede drømt sig væk til den anden side af jorden, langt væk fra staterne. Vi efterlader brevet her i det tilfælde, at du skulle dukke op og finde det. Som jeg nok ikke behøver fortælle dig, kan vi ikke rigtigt efterlade nogen detaljer til at finde os. Men jeg tænker, at Benni ikke tager helt fejl i, at det vil være godt at rejse jorden rundt, så der kan du starte med at kigge efter os. Indtil da må du græde dig selv i søvn uden vores selskab – for ikke at nævne din del af rovet. Men så kunne du bare have været der til tiden.

Mikki-Tikki-Toxic Dato: 17. april 1888 Til: hvem end i al helvede, der finder det her brev! Han forgiftede mig sgu, den skiderik. Den nederdrægtige taber. Han har slået mig ihjel. Mig! Hvordan opdagede jeg ikke, at det var forgiftet. Jeg skulle aldrig have drukket noget, han bød mig. Jeg slår ham kraftedme ihjel, hvis jeg nogensinde finder ham. Lige siden begyndelsen har jeg fortalt Jefe, at vi ikke kunne stole på ham. Hvorfor lyttede hun ikke til mig? Som om vi havde brug for ham. Jeg kunne sagtens have fundet ud af, hvad hele skabskoden var. Var det måske ikke mig, der fik listet de første to cifre ud af bankens assistent? Jeg er sikker på, at jeg kunne have fået resten, hvis ikke idioten havde ødelagt den aften for mig. Assistenten var kun alt for ivrig efter at fortælle, hvor simpel kombi-

Visir # 85

nationen var. Han skuffede sig ligefrem over, at Morricone kun brugte tre forskellige cifre. Havde jeg haft lidt mere tid, kunne jeg nemt have fået de sidste to, og så lige koden næsten for fødderne af os. Hvem tror han egentligt, han er. Jeg kan godt fortælle jer, at hvis jeg finder ham, så skal han nok finde ud af, hvorfor de

Novelle

RENÆSSANCE

kalder mig Mikki-Tikki-Toxic.

Benni Silver-Sleeve Dato: 22. apil 1888 (Forhørelse af forbryderen kendt som Benni ”Silver-Sleeve”.) Inspektøren: ”Og hvorfor tror du, at slagsmålet brød ud?” Fangen: ”Har vi ikke allerede været igennem det her, sådan en hundrede gange?” Inspektør: ”Vi tager gerne to hundrede gange, hvis det er nødvendigt. Jeg vil råde dig til at være en smule tålmodighed, Benni, min dreng. Alle dine bandemedlemmer ligger døde, og bødlen føler sig snydt. Jeg er fristet til at lade ham få sin vilje. Men jeg er samtidigt nysgerrig i forhold til, hvordan din bande lykkedes i at udføre en kompliceret forbrydelse og alligevel falde så hurtigt fra hinanden efterfølgende. Jeg mener; den måde I regnede kodeordet til bankboksen ud, før I slog til, gør mig helt målløs. Var det din idé?” Fangen: ”Det var en gruppeindsats. Mikki-Tikki og Val klarede det meste, men vi fik idéen i fællesskab.”

Inspektør: ”Det lyder som om, du forsøger at spille ydmyg. Jeg er sikker på, at ikke alle deltog lige så nøje i planlægningen som dig. Men lad os vende tilbage til, hvordan det hele endte. Nok ikke som du havde forventet, vil jeg skyde på.” Fangen: ”Ikke helt.” Inspektøren: ”Hvordan nåede I til den interessekonflikt iblandt jer?” Fangen: ”Tja – det skyldtes både El Jefe og Val. Ingen af os vidste, hvad han havde gjort mod Mikki-Tikki. Faktisk havde vi ikke regnet med at holde ham hos så længe. Men da koden ikke virkede, og han rettede det midterste ciffer til lykketallet… Pludseligt føltes det ikke længere helt rigtigt at lade ham i stikken.”

Inspektøren: ”Indtil Mikki-Tikki dukkede op?” Fangen: ”Det var først efter problemet med chefen var opstået. Hun ville ud på denne her gård, hun aldrig havde nævnt tidligere. Vi havde en flugtplan, men den fungerede ikke uden Mikkis deltagelse. Vi andre kendte ikke noget til nogen nødplan, men det gjorde chefen åbenbart. Den gjorde os ikke lige så entusiastiske som hende.” Inspektøren: ”Så I trak seksløberne?” affyret.” Inspektøren: ”Hvem faldt først?”

Visir # 85

Fangen: ”Det gjorde Val og Maja i hvert fald. Jeg nåede ikke at tænke, før de alle havde

RENÆSSANCE

Novelle

Fangen: ”El Jefe selvfølgelig. Dobbelt så mange skud som de andre to. Derefter faldt Maja. Hun lo til det sidste.” Inspektøren: ”Og du gjorde ikke noget selv? Du stod bare og så på, imens de pløkkede din chef?” Fangen: ”Jeg stod bare og så på, ja. Men så dukkede Mikki op. Han kæmpede sig frem og var knap nok i live. Jeg fandt aldrig ud af, hvordan han fandt os. For han døde få sekunder efter Val.” Inspektøren: ”Og nu er du den eneste tilbage, der stadig er i live?”

Visir # 85

Fangen: ”Og nu er jeg den eneste tilbage, der stadig er i live.”

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Reduceret band står stadig stærkt Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Anmeldelse af Lowly på VoxHall, 8. november 2019 Lowly var senest i Aarhus i foråret, ugen inden SPOT Festival. Undertegnede havde

på daværende tidspunkt hørt det nyudkomne Hifalutin på repeat. Som med alle nye musikalske fund var jeg spændt på, om live-oplevelsen kunne måle sig med albummet. Lowly skuffede ikke, og har siden hængt ved på mine playlister – så da jeg hørte de kom til byen igen, måtte jeg jo følge op på oplevelsen. Kendetegnende for denne koncert er imidlertid et manglende bandmedlem. Den ene forsangerinde, Nanna Schannong, er nemlig for nylig gået på barsel. Alligevel var der på sin vis fem personer på scenen, da den anden forsangerinde, Soffie Viemose, gik tydeligt gravid på scenen. Men Lowly mangler stadig en sangerinde og en guitarist på scenen. De numre, Nanna Schannong er primær drivkraft på, udeblev – numre som ’Selver’ og ’Staples’. Soffie Viemose indtog scenen alene med sin karakteristiske og dynamiske stemme. Måske som naturlig konsekvens var settet mere nedtonet end sidst, og vokalharmonierne i det store hele Ganske vist starter settet ud med et virvar af støj, der omgiver indledningen på

debutpladen Heba). Men det larmende sætter altså ikke tonen for aftenen.

Blandt andet byder det reducerede band på et cover af ’Song to the Siren’. En meget enkel, men flot oplevelse, der sætter Soffies stemme fokus på en baggrund af klaverspil. ’Go For A Walk’ bliver fremført i en også forholdsvist afklædt udgave, akkompagneret af bare lidt klaver og minimal synth. Inger Christensen-fortolkningen

’Baglaens’ er i højere grad tro mod albumversionen, uden på nogen måde at blive kedelig. Selvfølgelig savner man undervejs Nannas vokal og guitar. Og netop den afvekslen, der på begge album er mellem Nannas og Soffies stemmer, er jo noget af det, der gør Lowlys musik så dynamisk. Men samtidig virkede det til at reduktio-

nen i bandmedlemmer gav Lowly lejlighed til at skrue tempoet lidt ned og vise en stille og sårbar side – hvilket også var en ganske god oplevelse! Lowly lukker aftenen med en larmende version af den røv-sparkende ’In the Hearts’. Selvom det aldrig rigtig stikker af på denne novemberaften i Aarhus, er jeg behørigt overbevist.

Visir # 85

fraværende.

første nummer, ’Not So Great After All’ (fra

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Foto: Senia Kragh Hansen

Soffie oplyste undervejs i koncerten,

at næste album er i skrivefasen – Lowly

Visir # 85

giver bestandigt noget at glæde sig til.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet af Nicklas Buch Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Pillerne får mors øjne til at nærme sig gul-

Thomas Korsgaards Hvis der skulle kom-

vet er den 22-årige Nicklas Buchs, der til

me et menneske forbi (2017) og En dag vil

dagligt studerer teologi her på Aarhus

vi grine af det (2018).

Universitet, autofiktive debutroman. Ro-

I Pillerne får mors øjne til at nærme

manen kører i tre sammenvævede spor,

sig gulvet står netop ødipuskomplekset

hvoraf det første består af et øjebliksbille-

centralt som hovedmotiv og drivkraft for

de fra Nicklas’ lykkelige opvækst hos ol-

romanen, men i modsætning til de før-

deforældrene. De to andre spor kører del-

nævnte autofiktive romaner savner jeg en

vist i romanens nutid med enkelte flash-

dybere udfoldelse og udforskning af dette

backs og skifter mellem at centrere sig om

centrale motiv i Buchs roman. Vi får por-

teenageårene med sex, alkohol og ven-

trætteret et omsorgssvigt mellem en søn

nernes forsøg med stoffer til det lettere

og en mor, men omsorgssvigtet sker i det

omsorgssvigtende forhold til Nicklas’ del-

små. Der mangler toiletpapir, lommepen-

tids stofmisbrugende mor. De tre spor

ge og vasketøjet bliver ikke altid vasket til

konstitueres i en sammenvævning med

tiden. Sammenlignet med eksempelvis

hinanden, og hvert tekststykke har typisk

omsorgssvigtet i Morten Papes roman –

en længde på ½ til 2-3 sider og skaber en

der tilnærmelsesvis minder om hinanden

kontrast mellem de tre verdener, som ho-

med en mor, der ofte mangler overskuddet

vedpersonen færdes i. Især de to første

til at skabe de basale rammer for et barns

spor står i kontrast til Nicklas’ forhold til

opvækst og indlægges sporadisk – por-

sin mor, som også er det spor, der fylder

trætteres dette skarpere og kan fint stå

mest i romanen.

alene

uden

diverse

indre

karakter-

refleksioner, da hovedmotivet i Papes ro-

en tendens til, i én grad eller en anden, at

man er miljøskildringen. I Buchs roman

inkludere et ødipuskompleks. Et sådant

er ødipuskomplekset hovedmotivet, men

kompleks står centralt i Karl Ove Knaus-

på trods af det står det lettere ureflekteret

gårds Min Kamp (2009-11) og hos Leonora

hen. Der forsøges at skabe en kontrast i

Christina Skov i Den der lever stille (2018).

sidestillingen mellem de tre plotspor, som

Mindre centralt, men stadig tilstede, kan

er med til at vise den omsorg hovedper-

det findes i Morten Papes Planen (2015) og

sonen har mistet i overgangen fra de so-

Visir # 85

I de fleste autofiktive romaner er der

Anmeldelse

RENÆSSANCE

cialt stærke oldeforældre til den socialt

eller benægt den ikke, du vil fortryde beg-

svage mor, men vi får sjældent fortalt om

ge dele. Enten du benægter den, eller ikke

den eller udforsket de psykologiske og

benægter den, du fortryder begge dele.”

eksistentielle implikationer af dette. Jeg savner autofiktionens fordelagtige brug af sproget som medie for personlig og intim bevidsthed, tanke- og følelsesstrøm til at behandle dette ellers spændende mor-søn forhold. I forlængelse af dette syntes der også at mangle en form for selvrefleksivitet og selvbevidsthed, der ofte er til stede i autofiktionen. Meget sjældent reflekterer hovedpersonen over sig selv, og hvis det sker, er det lettere overfladisk. Sjældent beskrives moderen som andet end en doven, omsorgssvigtende, stofmisbrugende forælder, hvilket føles lettere unuanceret og trækker romanen væk fra autofiktionens ellers nuancerede, livsbekræftende modus. De refleksioner, der dog er tilstede, er oftest centreret omkring moderens omsorgssvigt, formidlet gennem fortællerens og hovedpersonens dømmende blik,

og fremstår desværre lettere kluntet og

Visir # 85

pseudo-litterære.

Når det så er sagt, kan man fornemme enkelte steder i romanen, hvor der skinner et potentiale frem. F.eks. i midten af

romanen forekommer oldefarens død, hvilket resulterer i, at den 12-årige Nicklas skal flytte ind hos sin mor. Her kommer kontrasterne i de to fortællinger romanen til gode, grundet tabet af det trygge barndomshjem. Kort sagt ligger der et potentiale for en god fortælling. Og jeg tror, at alle mennesker har en interessant og spæn-

dende fortælling fra deres liv, for autofiktions-genrens kvalitet består ikke i at kunne fortælle den mest vilde opvæksthistorie, tværtimod handler det om hvordan man fortæller sin historie. Og det er det, denne roman det meste af vejen kæmper med. Den formår ikke at fortælle en, ellers potentiel god, historie om en ung mand, der, fra hans indtræden i teenageårene,

skal affinde sig med at få tildelt en mor, der ret beset ikke har opdraget ham i de

”Hun fortæller, at hun altså ikke er skæv

afgørende år, har været fraværende og

mere; altså, altså; det siger hun tit, som

underkastet stoffernes afhængighed. Min

kan jeg slet ikke forstå, at hun virkelig,

vurdering ender derfor på 3/6 stjerner.

hvad hun også altid siger; virkelig, virkelig, virkelig er ude af sit misbrug.” ”Sådan er afhængighedens formel: Be-

nægt den, du vil fortryde det. Benægt den ikke, du vil også fortryde det. Benægt den,

Nicklas Buch Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet Gyldendal 193 sider Vejl. pris: 199,95 kr.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Et lille lys peger ud af smertens rum Af Rasmus Boelsmand, Æstetik og Kultur

Da jeg fik Morten Chemnitz’ nyudgivne

kroppen føres rundt. Alt sammen noget,

digtsamling Hindre i hånden, fik jeg en

der forsøger at pege hen mod bogens ker-

følelse af at møde en digtsamling, der pe-

ne: Forsøget på at nå ind til hjertet af en

ger ind i den digtsamlingsæstetik, der

smerte, der kommer af en ødelæggelse af

dominerer for tiden. Omslaget er en sart

jeget. Bogen handler om ”det almindelige

lyseblå og prydes af tynde linjer, der dan-

ved ødelæggelsen”, som der står i et af de

ner en rombe i klar rød sammen med for-

små digte, der i sin helhed lyder: ”det al-

fatterens navn, titlen (der som det eneste

mindelige ved ødelæggelsen // ved siden

er placeret inde i romben) og forlaget. En

af mig / de hvidlige / tråde ned fra gardi-

minimalistisk forside, der ikke afslører

net // en nægtelse ligner ikke noget”. Be-

noget om digtenes intentioner. Det mini-

mærkelsesværdigt er også sensibiliteten,

malistiske fortsætter på de 67 sider, der

hver er prydet af et kort digt, der folder sig

komponenter, der gennem digtene fylder

ud i et par linjer midt på hver side i de fem

verden ud rundt om jeget; det er ikke bare

suiter, før de lukkes abrupt ned. Titlerne

et gardin, der bemærkes, det er de små

på de fem suiter afslører heller ikke i sig

tråde, der hænger fra det. Gardinets for-

selv meget. Suiterne hedder i rækkefølge:

faldshistorie er også tilstede.

hyperopmærksomhed

for

små

DET ENESTE VED HÅNDEN, VÆGGENES

Den verden, der bebos i digtsamlin-

MODSTAND, GRUND, DET FORANSTILLE-

gen, er ekstremt begrænset, hvad titlen på

DE MINDSTE, FØRT og HJERTET HAR IK-

anden suite, VÆGGENES MODSTAND,

KE NOGET, og kunne i sig selv næsten

peger på. Digtene bevæger aldrig sit fokus

være et af de små digte, der udgør sam-

væk fra det rum, som væggene afgrænser.

lingen. Noget kommer alligevel til syne i

Vægge, der ikke kan overskrides, fordi de

titlerne, men det føles sløret og uhåndgri-

ikke lader sig overskride, de yder mod-

beligt.

stand mod den verden, der er udenfor

Der er hånden, væggene, grunden,

jegets mulighedsrum. For væggene peger også på, at der må være en verden udenfor,

Der gives indtryk af en krop, der ikke fat-

noget der skal grænses af fra. Allerede

tes i sin helhed men som enkeltdele, og

første digt, der lyder ”væggenes sammen-

der antydes et afgrænset rum, hvori

føjninger / den del af smerten / der ikke

Visir # 85

det mindste, noget der føres og et hjerte.

Anmeldelse

Visir # 85

RENÆSSANCE

er plads til / opblændingen / foran øjne-

nærværende objekter sig væk fra hinan-

ne / før dagen forsvinder”, peger således

den og fra jeget, og skaber en mangel på

på et rum, der grænser af; der er sam-

retning, en uhåndgribelighed overfor si-

menføjninger, der medfører en lukkethed

tuationen.

hele vejen rundt om jeget. Men der er også

På samme måde arbejder digtsam-

”dagen”, der, selvom den i digtet kun for-

lingen bortvendt i sin henvendelse. Digt-

svinder, er utroligt præsent gennem

samlingen forekommer intern i sin logik

samlingen, uden at den dog når ind til

og sammenskrivning af elementer. Det er

jeget. Opblændingen, lysets tilstedevæ-

givet, at det hænger sammen, fordi alt,

relse i dagstimerne, befinder sig kun foran

hvad der befinder sig i digtsamlingen,

øjnene og når aldrig ind til dem. Dagen

peger frem og tilbage mod hinanden, men

bliver reduceret til et voksende lys, der

det er uden en tydeliggørelse af, hvordan

forsvinder igen. Det er også den følelse,

de elementer taler sammen. Også Chem-

jeg sidder med som læser: at noget vokser

nitz’ arbejde med præpositioner taler ind i

frem foran mig, men aldrig når hele vejen

rumligheden, altings positionering i for-

frem. Det er ikke en følelse af, at noget

hold til hinanden, der skaber indbyrdes

holdes skjult, snarere føles det som et

relationer både i rummet og mellem de

forsøg på at hensætte læseren i jegets

mere abstrakte komponenter i samlingen.

position af uhåndgribelighed overfor den

Det fordrer en langsommelighed hos

smerte, der beskrives. En følelse af at

læseren på trods af digtenes korthed. Man

”dagen har andre retninger i mig”, som

må, som jeget, forsøge at følge retningerne

det lyder i et digt. Og netop retningen er

af elementerne og finde sig i, at de kaster

vigtig, både som et gennemgående tema

én steder hen, hvor man ikke umiddelbart

og som den henvendelse, digtene rækker

ved, hvordan man kommer videre eller

ud mod læseren med. Retningen som te-

hvordan man kommer tilbage. Det er

ma optræder som et desperat forsøg på at

netop på grund af den insisterende lang-

følge de elementer, der optræder i sam-

somhed og effektfulde bortvendthed, at

lingen. I et digt, et forsøg på at følge bor-

det ikke er en stor anke, at digtene

dets retning, mens i et andet, bemærk-

umiddelbart er ensformige i sin overord-

ningen at ”bordet vender væk fra dagen”.

nede struktur og sin måde at arbejde med

Det taler ind i uhåndgribeligheden,

sproget: de ekstremt begrænsede ele-

forsøgene på at følge det eneste, der gør

menter sammen med abstrakte billeder,

sig synligt. Samtidigt vender de andre

der placeres i relation til hinanden gen-

Anmeldelse

RENÆSSANCE

nem det udførlige arbejde med præpositioner. Det er netop ikke en samling, der vil lade læseren forstå gennem et klart narrativ eller klar tematik, det er en samling, der kaster læseren ind i den umulighed overfor smerten og ødelæggelsen, som jeget befinder sig i. Alligevel finder håbet også sin retning ind i digtene, for eksempel: ”en flænge / lagt inde ved knoglerne / den afbrudte gavl : jeg ville sige / begrænsningen selv / som et håb”. Og håbet findes, så længe Chemnitz i sin digtsamling kan få utroligt smukke billeder og sætninger ind i smerten, som ”et vindue kan bære dagen” eller ”en retning kan være mild”. Den forsigtige kunnen sniger sig ind i elementerne som et håb og lyser smerten op også som meget mere end en hurtig opblænding. Det er en lille men langvarig flamme, der har sat sig i mig efter læsningen af Hindre.

Morten Chemnitz Hindre Gyldendal 67 sider Vejl. pris: 149,95 kr.

Visir # 85

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Dengang dinosaurerne var små af Kaspar Colling Nielsen

Visir # 85

Af Benjamin F. Rasmussen - Litteraturhistorie

Novellesamlingen Dengang dinosaurerne

i høj grad er blevet både genetisk og

var små er forfattet af klimataleskriver

magtmæssigt manipuleret af mennesket,

Kaspar Colling Nielsen, der for nyligt blev

hvilket har medført, de æder deres egen

ansat hos klimaminister Dan Jørgensen

lort og stoler blindt på deres ejere. De

(S). Men fortvivl ej, for samlingen er hver-

fabulerende økonomiske karakteristika,

ken en reference, så vidt jeg kan se, til

som vi tidligere har set i Den Danske Bor-

Peter Seebergs novellesamling Dinosauru-

gerkrig 2018-23, kommer frem i novellen

sens sene eftermiddag (1974) eller et

Parallelvirkelighed, der beskriver klima-

stykke populistisk og/eller socialdemo-

forandringernes, manifesteret i den varme

kratisk valgpropaganda.

sommer i 2018, indvirkning på samfundet.

Hvis man er bekendt med Colling

Man indfører CO2-afgifter på transport,

Nielsens forfatterskab – der består af hhv.

hvilket medfører, at virksomheder flytter

Mount København (2010), Den Danske

produktionen hjem fra Kina. Det skaber

Borgerkrig 2018-24 (2013) og Det europæ-

flere arbejdspladser, formindsker klima-

iske forår (2017) – vil man hurtigt erfare,

forureningen blandt andet grundet forsk-

at novellesamlingen er stærkt beslægtet

ning og medfører en stigning i klimavenlig

med hans tidligere værker. Den store fa-

produktion, da man nu selv har den for-

scination af dyr, især af den antropomorfe

urenende produktion i baghaven.

slags, postulerende sci-fi konstellationer

Især metamorfosen er, mere end

angående økonomi, teknologi og samfun-

noget andet, gennemgående for novelle-

det samt, ikke mindst metamorfosen er

samlingen. Om det er en skuespillers

vokset frem af det sorte blæk på det hvide

turbulente karriere på de skrå brædder,

papir. Oftest er novellerne, med oven-

der går fra at være hyldet for sin portræt-

nævnte karakteristika, udfoldet i en fi-

tering af en handikappet, til at blive offer

nurlig,

postulerende

for krænkelseskulturen, for så selv at bli-

handling. Vi får at vide at katte er genier,

ve marginaliseret da han i et overfald selv

da de tydeligvis udviser snu bevidsthed

bliver handikappet. Eller om det er en

om juridiske forhold som manglende be-

rovfugleunge der, forklædt som dueunge,

visførelse for forsættelig kradsemærker,

infiltrerer andre voksne duers omsorg

og hunde, derimod, er nogle freaks, da de

med små ynkelige pib, for så at æde dem

fabulerende

Anmeldelse

RENÆSSANCE

med fjer og ben i et snuptag. Eller som

navn – som har taget magten fra kvinden,

når Dronning Elizabeth i 1952 spiser en

den sidder på, og til sidst må elimineres af

ret i Afrika med lokale vandhyacintfrø, for

det danske militær – tematiserer Freuds

så på hjemrejsen at gå på toilettet i flyet,

drifter eller id, der tager overhånd. Temaet

der i 1952 lod sådanne kropslige affalds-

føles for gennemskueligt og åbenlyst, og

stoffer dumpe ud i tusind meters højder.

det tages ikke videre. Det er bare Freuds

Skæbne vil så, at flere årtier senere har en

drifter eksemplificeret i litterær form.

berømt maler fra det land, hendes royale

Det samme kan siges om titelnovel-

ekskrementer landede i, malet et portræt

len, der tydeligt skal læses som evoluti-

af Dronningen. Elizabeth tager derfor på

onsteorien set gennem dinosaurens syns-

besøg hos denne maler, men bliver i for-

vinkel. Hvad der redder novellerne er de-

bifarten så betaget af den flotte vandhya-

res vellykkede, finurlige underliggørelse af

cint der præger landskabet, og som hun

disse temaer, hvilket er ret underholden-

selv, uvidende, har ’plantet’ og gødet, at

de og fungerer. For eksempel med Hr.

hun beordrer sine gartnere at plante disse

Fissen, der kan tale, ryge og fortærer

ved Buckingham Palace.

hjemløse romaer med skraldeposer og

Det er især novellernes fabulerende

laser, samt dinosauren der, grundet evo-

finurlighed manifesteret i handlingen, der

lutionen, følte ”at alle var til en fest, som

står centralt som samlingens styrke. For-

[den] ikke kunne finde, og når [den] endelig

skydningen af perspektivet og metamor-

troede, at [den] havde fundet den, var alle

fosen er med til at underliggøre ellers ke-

væk.” For til sidst på dens dødsleje at re-

delige fænomener og skaber underhol-

flektere over det mikrokosmos, der lever i

dende og gode noveller, der er sjove, skæ-

den, og som den selv er en del af.

ve og interessante. Sproget er prosaisk,

Novellerne gør sig, på grund af den

på ingen måde poetisk, men det er der

korte længde, især egnet til en presset

heller ikke brug for i disse fortællinger,

hverdag med få pauser, hvor man med

der sagtens kan stå alene på selve hand-

fordel kan klemme en novelle eller to ind.

lingen.

Men læser man i mere end 30 minutter, kommer læsningen til at være uoversku-

nuanceret behandling af temaerne, som

elig, da man efter 4-5 noveller har glemt

novellerne præsenterer. Tematikkerne i

dem i mængden og ikke lader dem synke

de enkelte noveller fremstår lidt simple og

ned. Dette er dog ikke en kritik. Jeg vil

skabelonagtige. Eksempelvis står det ty-

derfor anbefale at læse novellerne spora-

deligt, at Hr. Fissen i novellen af samme

disk, i de små pauser i hverdagen (måske i

Visir # 85

Jeg savner dog en dybere og mere

RENÆSSANCE

stedet for at tjekke Facebook for 117. gang). Overordnet set er Colling Nielsens tilbagevenden til novelleformen tiltrængt og vellykket, og en form han nok faktisk er bedre i end den længere romanform, der ikke gør plads til lige så mange forskellig-

artede krøllede konstellationer, som novelleformen kan danne præcedens for. Min vurdering lander derfor på velfortjente 4/6 stjerner.

Visir # 85

Kaspar Colling Nielsen Dengang dinosaurerne var små Gyldendal 241 sider Vejl. pris: 199,95 kr.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Vesten mod Vesten En kulturanalytisk selvdiagnose Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Vesten mod Vesten af Rune Lykkeberg,

tiske og litterære betragtninger, der uden

chefredaktør hos Information, er en skarp

tvivl hænger sammen, men som også giver

kulturanalyse af Vestens krise og kamp

rum til videre diskussion: Denne bog er

mod sig selv. Lykkeberg formår ved hjælp

ikke et svar på noget som helst. Lykkeberg

af sine fremragende formidlingsevner at

anerkender konfliktens mange facetter, og

sammenkoble populærkultur på tværs af

formår ikke helt at træde væk fra konflik-

årtier med Vestens nutidige politiske si-

ten selv og færdiggøre sin analyse. Dette

tuation. At læse værket kan sammenlig-

kunne man vælge at kritisere, men om-

nes med at blive klædt af foran et stort

vendt

spejl, mens man bliver tvunget til at be-

overens med Lykkebergs argument om, at

tragte alle de ting, man ellers forsøger at

Vestens historie er mangefacetteret, og at

glemme. Uden at blinke jonglerer Lykke-

der ikke findes rendyrket ondskab -I sid-

berg med alle de værker vi ikke blot er

ste ende, skriver han, kan vi spejle os i

vokset op med, men som også udgør en

både Gryffindor, Slytherin, Hufflepuff og

del af vores identitet. Han formår at væve

Ravenclaw, og hvad skulle vi egentlig

genrer og fortællinger sammen, med en

bruge vores liv på, hvis Voldemort ikke

sproglig kraft der nærmest hypnotiserer

dukker op af og til? Lykkebergs analyse er

læseren til at erkende, at Rambo og Rocky

ikke fuldendt, men det ville også være en

selvfølgelig forudså Donald Trump, Taxi

umulig, og i mine øjne, mere uinteressant

Driver beskriver hykleriet i det vestlige

opgave. Til gengæld lykkes han med en

demokrati, mens Harry Potter selvsagt er

kulturanalyse der er så præcis, velformu-

Barack Obama. Ganske vist inddrager

leret og altomfattende, at man må gyse en

han så mange værker, som han kobler til

smule, mens man læser.

stemmer

værkets

kompleksitet

Afslutningsvis er det værd at be-

mæssige tilstande der har ledt os til

mærke, at værket på fineste vis demon-

Trump, at der af og til ikke ofres andet en

strerer, hvorfor man som akademiker skal

et par sætninger på et hovedværk. Derfor

tage populærkulturen alvorligt, og hvilke

er der selvsagt ikke tale om en præcis og

fremragende betragtninger der kommer af

ukompliceret nærlæsning, men nærmere

at beskæftige sig med den. Værkerne bli-

et virvar af idéhistoriske, filosofiske, poli-

ver et nødvendigt trinbræt til overhovedet

Visir # 85

stort set alle de politiske- og samfunds-

RENÆSSANCE

at kunne lave den politiske analyse, og Lykkeberg lægger selv vægt på, at de fortællinger vi omgiver os med, også påvirker den virkelighed vi skaber. Det er dette værk i høj grad et bevis på, så læs den, genlæs de værker du kender og elsker, og overgiv dig til Lykkebergs originale analyse af- og fortælling om Vesten.

Visir # 85

Rune Lykkeberg Vesten mod Vesten Informations forlag 496 sider Vejl. pris: 349,95 kr.

Anmeldelse

RENÆSSANCE

Den Menneskelige Komedie Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie

Sex, pest, kærlighed, venskab, hævn og menneskelig dårskab. Alt dette og meget andet kan man læse om i

Boccaccios verdensberømte fortællekreds, der

netop er udkommet i en ny flot oversættelse forestået af Thomas Harder.

“Det er menneskeligt at nære medfølelse

tet og håndhævet lovene, var ligesom alle

med dem, der lider. Det passer sig for al-

andre mennesker enten døde eller syge”.

le, men i særdeleshed for dem, der selv har behøvet trøst og har fundet den hos andre” Således indledes fortalen til Giovanni Boccaccios (1313-1375) værk Dekameron - en fortællekreds på 100 historier, der udgør et af den europæiske litteraturhi-

stories ubetingede hovedværker. Indledningens empatiske gestus udspringer af Boccaccios egne, konkrete erfaringer med Den Sorte Død, der hærgede forfatterens hjemby Firenze og resten af Europa i årene 1347-52 og krævede knap 25 millioner menneskeliv. Boccaccio beretter levende og rædselsvækkende om sin pestramte hjemby, hvor luften var tung af ligstank, sygdom og lægemidler, og civilisation var opløst i barbari.

Denne katastrofe udgør selve rammen for Boccaccios fortælling, der omhandler ti unge mennesker, som flygter fra byen og isolerer sig på et idyllisk landsted, hvor de underholder hinanden ved at fortælle historier. Forløbet strækker sig over ti dage med et tilsvarende antal historier per dag, hvilket også er baggrunden for værkets titel, Dekameron, der slet og ret betyder ‘ De ti dages [værk]’. De unge mennesker nens

bruger

således

fiktio-

kraft som et værn mod omverde-

nens rædsler. Kunstnerisk skabelse og høfligt samvær er her ikke blot eskapisme, men reelle fællesskabsopbyggende

alternativer til omverdenens pinsler og plager. Fortællingerne

spænder

tematisk

over et bredt register, der inkluderer kærlighed, erotik, venskab og bedrag.

var lovenes ærværdige autoritet så godt

Fælles for alle er, at de sætter mennesket

om brudt sammen og gået i opløsning i vor

i både dets godhed og dårskab i centrum

by, og det gjaldt såvel Guds love som

for fortællingernes livssyn. Der er histori-

menneskenes. De, der skulle have forval-

er om handel, om munke og nonners

Visir # 85

“Under disse sørgelige og elendige forhold

Anmeldelse

RENÆSSANCE

seksuelle eskapader, om konger og almu-

Toftgaard, der er henholdsvis lektor i ita-

en, og om den kloge, der narrer den min-

liensk på KU og seniorforsker ved det

dre kloge. Ofte er det netop en eksempli-

Kongelige Bibliotek, står bag det fyldige

ficering af et ordsprog eller en morale,

introducerende kapitel ‘Havens Fortæl-

som er anledning til fortællingerne, der i

linger’. Der er dog ikke kun tale om en

mange tilfælde kan minde om fabler. De-

tekstkritisk udgivelse som er interessant

kamerons forestillingsunivers er centre-

for

ret om Middelhavet (og i høj grad dets

smukt værk, der med sine to røde og hvi-

merkantile kredsløb), hvorfor der er flere

de indbundne bind vil kunne berige en-

historier om kulturmøder, hvor jøder,

hver læsers bogreol med lige dele kund-

kristne og muslimer deltager i gensidigt

skab og blær. Thomas Harders oversæt-

værdige og respektfulde relationer. På

telse fortjener klassikerstatus og fast

trods af fortællingernes heterogene ka-

plads på universiteternes pensumlister

rakter er de alle præget af en elementær

som Otto Steen Due og Ole Meyers ditto.

nysgerrighed og åben (man fristes til at

Dekameron er kort sagt svær at beskrive

sige humanistisk) indstilling til verden.

som andet end en litterær sensation.

litteraturstuderende,

men

Ligesom Dante og Petrarca står Boccaccio som en grænsefigur mellem Middelalder og Renæssance, men i modsætning til Dantes guddommelige hovedværk er det det jævne, almindelige menneskes komedie som er Dekamerons genstandsfelt. Thomas Harders fordanskning

flot og levende, og selvom oversætteren efter eget udsagn har sat dobbelt så mange punktummer som Boccaccio, fornemmer man originalens stil selv på århundreders afstand. Forlaget Hoff &

Visir # 85

Poulsen har

forsynet deres udgivelse

med et righoldigt noteapparat, som derudover har hele tre fremragende forord, hvoraf de to er begået af oversætteren,

mens Pia Scwharz Lausten og Anders

Giovanni Boccaccio Dekameron I-II Forlaget Hoff & Poulsen 640 + 488 sider Vejl. pris: 499,95 kr.

Oplæg til næste nummer TA nhbeem f ael i nogf o u r n e x t i s s u e

RENÆSSANCE

Titel på bidrag

Deadline er onsdag d. 19. februar 2020. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com

Af Jens Hansen

Vi har fra redaktionens side derfor besluttet at gøre os mere internationale. Næste nummer udkommer både på dansk og engelsk, og der vil være plads til alskens indlæg af international karakter! Digter du på fransk, har du en eksamensopgave på engelsk, eller et bidrag på et andet fremmedsprog liggende - så send det til os! Brødtekst

Derfor glæder vi os helt vildt til at byde de nye Erasmus Mundus-studerende velkommen. Vi har hørt at der er tale om en overskuelig gruppe på omkring 30 stykker – og det ved vi, der snildt er plads til i vores fredagsbar og i vores egen læserskare! Her på kasernen er vi egentlig meget lidt internationale. Hvor mange andre steder på AU’s campus kan møde udvekslingsstuderende i hobetal, er vi en mere homogen gruppe. Vi ved faktisk ikke engang hvordan man skal oversætte kasernen til engelsk! Til foråret får kasernen fint besøg - Erasmus Mundus-studerende fra hele verden lægger nemlig vejen forbi! Anledningen er kandidaten i ‘Children's Literature, Media & Culture’, som er er et samarbejde mellem flere europæiske universiteter - herunder Aarhus Universitet og University of Glasgow.

SPEJLINGER REFLECTIONS Next spring Kasernen will receive guests from abroad. A group of Erasmus Mundus students from all over the world will come to Aarhus to study as part of the a new MA program. The program is called “Children’s Literature, Media & Culture”, a joint program by Aarhus University and the University of Glasgow among others. Though here at Kasernen we can’t exactly take pride in being international. Whereas you can meet many exchange students in other locations around campus, we’re a very homogenous group. We actually don’t even know how to translate Kasernen to English! That’s why we can’t wait to welcome the new Erasmus Mundus students. We’ve heard that it’s a manageable group of 30 people – and we know that there’s plenty of room at the Friday Bar and also here amongst our own readership!

Send your contribution to: kasernebladetvisir@gmail.com

Deadline is Wednesday 19th February 2020.

Visir # 85

Here among the editors we’ve decided to become more international. That means our next issue will be published in both Danish and English, and will have all sorts of contributions of international character. If you like to write poetry in French, or have an old exam paper in English, or a contribution in another language – please send it to us!