Issuu

Studenterblad for Kasernen, Aarhus Universitet

N r .

8 4

Redaktion Senia Kragh Hansen Nana Nikoline Boller Katrine Møller Jensen Caroline Borring Laursen Nanna Bach Henriksen Mikkel-Theis Paulsen Jakob Møller Lasse Pedersen Valdemar Lenschow Ida Marie Christensen Fabian Lenk Martin Kousholt Mikkelsen Camilla Weber Farver

O k t o b e r

2 0 1 9

Adresse VISIR Langelandsgade 139, 4. sal 8000 Aarhus C Find os på Facebook: Kasernebladet Visir kasernebladetvisir@gmail.com

For– og bagsidelayout Deadline: Jakob Møller Deadline for indlæg til næste nummer er d. 13/11-2019 Anmeldelser: Kontakt redaktionen for at ansøge om eksemplarer/billetter m.m. inden deadline

anmelder-

Visir # 84

Indlæg VISIR modtager gerne indlæg inden og uden for tema og kan skaffe anmelderadgang til bøger, koncerter eller udstillinger. Indlæg sendes til kasernebladetvisir@gmail.com VISIR trykkes i 250 eksemplarer på Fællestrykkeriet AUtryk, Aarhus Universitet, og omdeles på Langelandsgades Kaserne. Tak til Institut for Kommunikation fog Kultur for støtte til udgivelsen.

Indhold

Leder VISIR går i krisetilstand

Oplæg til næste nummer RENÆSSANCE

6 7

Redaktionen anbefaler Redaktionen anbefaler ikke

Visir har brug for dig!

86 90 96

VISIR på festival! Reportage fra SPOT Festival 2019, Senia Kragh Hansen Interview med Lydmor på Northside Festival, Senia Kragh Hansen Billedreportage fra Northside Festival 2019, Senia Kragh Hansen

112 115 117 120 121 123 124

Anmeldelser Kunstens regler af Jens Kæmpe, Malte Frøslev Tyverier af Thomas Korsgaard, Benjamin F. Rasmussen Vejen til Paradis af Mario Vargas Llosa, Mikkel-Theis Paulsen Antigone af Sofokles, Rebekka Bundgaard Verdenslitteraturer af Mads Rosendahl Thomsen m.fl., Mikkel-Theis Paulsen Skamløs af Pénélope Bagieu, Nana Nikoline Boller Det bliver ikke væk af Jørgen Leth, Rebekka Bundgaard

Visir # 84

9 11 13 23 24 26 27 39 40 43 44 47 48 50 52 54 56 58 68 73 85

Tema: KRISE I mørket mellem træerne, Eva Dixen Danmark er i kaffekrise, Lasse Pedersen Om klimakunstens rusketure og landskabsæstetik, Kyla Andersen REKLAME: KaserneRevyen Orestien på Aarhus Teater, Senia Kragh Hansen Dvalesang, Ida Marie Christensen Københavneren, Valdemar Lenschow REKLAME: KaserneBaren Tiny strings of dirt, Kim Park Andersen ARKIVGULD: De Fredløse, Jakob Ladegaard Lazarus på Aarhus Teater, Senia Kragh Hansen ARKIVGULD: Legacy, Rebecca Hilmer notater til akademisk skriftlighed, Kyla Andersen Jonathan Franzen: Ved verdens ende, Niels Løkkegaard Bjerre Måske er vi bare et økosystem og alt skal nok gå, Niels Løkkegaard Bjerre Troen & Ingen på Teatret Svalegangen, Senia Kragh Hansen Tegnsætning er et eksistentielt projekt, Jakob Møller En kind-of kvalitetskrise i Game of Thrones pt 1, Benjamin F. Rasmussen Renaissance Bois, Greta En kind-of kvalitetskrise i Game of Thrones pt 2, Benjamin F. Rasmussen Tips til klimakrisen

KRISE

Leder

VISIR går i krisetilstand!

Dette nummer af VISIR er dedikeret til

relser og generelt utidig, politisk indblan-

kriserne, vi gennemgår, befinder os midt

ding. Det skal blive spændende om den

i, overkommer eller føler os væltet af. På

dugfriske, nye regering kommer til at

både det kollektive og det individuelle

ændre denne ærgerlige kurs.

plan må man nogen gange indse, at situationen, man står i, er kritisk. Greta Thunberg har sat klimaang-

og studerende stress og præstationsangst. Man skal løbe stærkere, være ef-

sten i livet på os, hvis vi da ikke allerede

fektiv og omstillingsparat, og man skal

mærkede den, og i mediebilledet og vores

presse sin sjæl og legeme til det yderste.

bevidsthed fylder klimakrisen netop nu

Her spiller den daglige kop kaffe, vores

enormt meget. Børn, unge og nu også

uskyldige morgen pick-me-up, en uhyg-

flere voksne bruger deres fredag på kli-

gelig rolle, hvilket I kan læse om i Lasse

mastrejker, og selvom en vis præsident (I

Pedersens essay ‘Danmark i kaffekrise’.

ved, ham det stabile geni) tilsyneladende

På det mere jordnære plan blev og-

stadigvæk ikke anerkender problemet, er

så redaktionen på VISIR ramt af akut

der bred enighed om, at klimakrisen er

krisestemning, da vi for nyligt gennemgik

vor tids største udfordring. Derfor fylder

vores arkiv og til stor skræk og fortvivlel-

klimaet også en stor del af dette num-

se opdagede, at det allerførste blad, det

mers temasektion. Her kan I læse es-

sagnomspundne VISIR #1 fra starten af

says, poesi, noveller, anmeldelser og me-

1990’erne, var pist forsvundet, slettet fra

get andet, om både fugle, jordens under-

historiebøgerne!

gang, kunstlandskabets genfortryllende potentiale og alt derimellem. På de danske universiteter har man

Visir # 84

Samtidigt oplever flere og flere unge

Endelig byder VISIR #84 naturligvis på blandede godter der falder udenfor temaet i form af reportager fra SPOT og

i de sidste mange år ligeledes kunne

Northside, interviews, anmeldelser af lit-

mærke krisestemningen. Skiftende rege-

teratur, koncerter og teater, arkiv-

ringer på tværs af Folketinget har nær-

guld, essays om Game of Thrones, und

mest konsekvent negligeret de lange ud-

so weiter.

dannelser, som følgeligt har været kronisk underfinansierede, ramt af bespa-

// Redaktionen

Oplæg til næste nummer

KRISE

RENÆSSANCE Som I måske har opdaget, er VISIR netop nu ved at genopfinde sig selv. Nyt look, ny identitet, ny æra. Derfra udspringer næste blads tema: RENÆSSANCE. Du har måske også oplevet en genfødsel, eller måske elsker du, når retro-mode gør et comeback. Måske kan du tegne som Leonardo da Vinci. Måske tror du på reinkarnation og har skrevet et digt om alle dine tidligere liv. Hos VISIR tager vi gerne imod din genfortolkning af en klassiker, renæssancedigte og sonnetter i bedste Shakespeare-stil eller din eksamensopgave, som fortjener at få en renæssance. Har du selv genfundet en passion, eller har du en stærk holdning til noget, der skal (eller i hvert fald IKKE skal) komme tilbage? Så skriv ind til Visir og kom med i næste blad, der står i genfødslens tegn. Send dit bidrag til: kasernebladetvisir@gmail.com Deadline er onsdag d. 13. november 2019.

Visir # 84

KRISE

Anbefaling

Redaktionen anbefaler Hjemmestrikkede eller –syede vatrondeller Svampejagt (under kyndig vejledning!) Den Gamle By: Det er gratis for studerende i oktober! Regntøj og gummistøvler At skrive dagbog for at få styr på de daglige kriser

Visir # 84

At lave syltetøj, koge saft, geléer, lave likører og så videre med efterårets frugter!

Anbefaling

KRISE

Redaktionen anbefaler ikke At læse VISIR #83 med korrekturbriller på (beklager!) At voksenmobbe børn (Go Greta!) At glemme paraplyen på en regnvejrsdag Klipklapper og bare ben Madspild

Visir # 84

KRISE

VISIR HAR BRUG FOR DIG! Hvis du går rundt med forsker- eller forfatterdrømme eller har en spirende journalist i maven, men mangler et sted at publicere dine tekster, så er VISIR stedet. Vi modtager med kyshånd både dybdegående journalistiske reportager, støvede men fortsat aktuelle eksamensopgaver, skriveøvelser, der aldrig blev udgivet, anmeldelser af koncerten med dit yndlingsband, små yndige digte, noveller, eller hvad din fantasi nu beder dig om at skrive på skærmen.

Alt bydes velkommen! Vi ønsker at være et fagligt og socialt samlingspunkt for alle kasernens fag, så vi vil gerne høre fra jer alle sammen! Indslag både inden– og udenfor tema er velkomne! Og der er mere: Hvis du ønsker at anmelde f.eks. en bog eller en koncert, så har vi ofte mulighed for at skaffe anmeldereksemplarer eller anmelderbilletter. Dette skal dog foregå igennem VISIRs redaktion. Hvis du er interesseret, så skriv til: kasernebladetvisir@gmail.com

Visir # 84

Eller kontakt redaktøren: Senia Kragh Hansen seniakh@gmail.com

Novelle

KRISE

I mørket mellem træerne Af Eva Dixen, Litteraturhistorie

Det var ikke meget, jeg vidste om verden, dengang jeg var 12. Men jeg vidste, at vi skulle løbe.  Det nærmeste hus lå foran os, omkring 25 meter fra hvor vi stod. Det eneste hus

på strækningen, der var flere kilometer lang. Hvis vi valgte at fortsætte forbi huset, skulle vi passere en rasteplads og et mindre skovområde, før vi ville nå bygrænsen. Vi havde undervurderet turens længde og ingen af os havde lygter med. Mørket var vi vant til.  Med festen forude havde en kedelig lørdag aften potentiale til at blive tålelig; noget, min veninde og jeg havde vurderet, var gåturen værd. Men så havde en bil bevæget sig langsomt op over bakketoppen bag os og kastet vores skygger langt ned af landevejen. I dagtimerne var strækningen trafikeret, og selvom fartgrænsen lå på 80, kom man let over 100 kilometer i timen, fordi vejen gik lige ud så langt øjet rakte. Hvis bilen havde kørt stærkt, ligesom alle andre biler på den strækning, havde jeg ikke bemærket den. Tavse trak vi ind til siden. I takt med at bilen nærmede sig, nærmede der sig også en underlig lyd. Det var en lyd, jeg aldrig havde hørt før, og det tog nogle sekunder, før det gik op for mig, hvad det var: et fladt bildæk, som klaskede mod asfalten. Lyden blev højere og højere, og da den var lige bag os, trak bilen ind foran os og standsede. I mørket kunne vi se en skikkelse bag rattet, oplyst af cigarettænderen i instrumentbrættet. Jeg kunne ane min venindes ansigt i skæret fra baglygterne. Hendes blege hud og hendes grå øjne, badet i rødt. Vi havde været bedste veninder siden børnehaven. Hun var den type, som altid havde en kæk bemærkning. Med et enkelt blik kunne hun få alle omkring sig til at føle sig som idioter. Hun havde et svar på alting. Nu var hun stille, tøvende.  For at passere bilen skulle vi enten gå udenom eller indenom. Ud på midten af vejen eller ned i grøftekanten, som var en meter dyb. Vores fødder snurrede. Det føltes som om, tiden stod stille. Så startede bilen pludselig motoren, kørte videre ned af landevejen og forsvandt ind i mørket imellem træerne. Det var som om, at noget i samme øjeblik var ankede for ørerne. Det var sådan en slags stilhed, jeg kun havde oplevet én gang før; i sekunderne efter min fars jagtriffel gik af. Og modsat dengang, hvor lyden af skuddet havde

Visir # 84

derledes. Landevejen var ikke den samme, og mørket havde forandret sig. Stilheden tryk-

KRISE

Novelle

lammet min krop, og jeg med hænderne presset mod ørerne hørte min mor råbe til min søster, at vi skulle blive, hvor vi var, så løb vi. Vi løb, fordi vi vidste, at bilen ville komme tilbage.  Gruset i indkørslen knasede under vores fødder. Det så ikke ud til, at nogen var hjemme. Vinduerne lignede sorte, tomme øjne, der stirrede lige igennem os. I den ene side af indkørslen lå der en bunke brænde, som vi gemte os bag. Luften var klar og stjernerne glimtede på himlen over os. Ingen sagde noget. Vi ventede bare. Jeg ved ikke, hvad der gik igennem min venindes hoved. Om hun var bange eller tænkte på nogen. Jeg tænkte på min søster. Synet af hende i hoveddøren på hendes 14-års fødselsdag, med hudafskrabninger på håndfladerne og de bare ben. Hun havde ingen sko på, og hendes nye cowboyjakke var fuld af jord på ryggen. Hun græd ustyrligt og råbte af min far, som råbte noget tilbage i vrede. Men det virkede ikke som om, det var hende, han var vred på. Mit hjerte hamrede. Selvom jeg stod få meter fra hende, ænsede hun mig ikke. Det var som om, vi pludselig var fremmede for hinanden. Som en usynlig linje var blevet trukket imellem os. Et mørke gled over hendes ansigt, da hun passerede mig i gangen og smækkede døren bag sig.  Vi må ikke have ligget bag brændestablen i mere end et par minutter, da lyden nærmede sig igen. Vi kunne høre den, før bilen overhovedet kom til syne. I et ekko smældede det flade bildæk mod asfalten, som en rytme ude af takt. To lygter oplyste landevejen, da bilen krøb ud af skovbrynet. Målløse så vi, hvordan den trillede op ad vejen, lavede en U-vending og stoppede i grøftekanten med lygterne tændt. Havde vi på noget tidspunkt tænkt, at det bare var drengestreger, så smuldrede den teori på stedet. Det var virkeligt. Nogen i bilen havde truffet en beslutning. Nogen i bilen ventede på os. Jeg kiggede på min veninde. Hendes øjne var store, og en tåre trillede ned af hendes kind. Da

Visir # 84

bilen endelig satte i omdrejninger og igen forsvandt ind imellem træerne, trillede der også tårer ned fra mine kinder. Det var som om, vi begge to vidste, at noget døde der. Som om at vi vidste, at nogen stadig ventede på os i mørket imellem træerne.

Debatindlæg

KRISE

Danmark er i kaffekrise Af Lasse Pedersen, Retorik

Du kender det sikkert. Det er tidligt om morgenen. Du skal møde kl. 8, og du er allerede træt, før du overhovedet er stået op. Du har brug for noget energi. Du har brug for kaffe. Kaffe er en fast del af vores hverdag. Vi har endda sat tidspunkter på, hvornår det er tid til kaffe. Og det er tit. Morgenkaffe, formiddagskaffe, eftermiddagskaffe, aftenkaffe. Det er blevet til en norm, at vi i Danmark drikker meget kaffe. Kaffe er blevet et legitimt middel til at holde os vågne, så vi kan nå alt det, vi skal. Men det burde ikke være sådan. Danskerne er for afhængige af kaffe. Jeg vil nærmest gå så langt, som at sige, at Danmark er i kaffekrise. Ikke en krise i den forstand, at der er mangel på kaffe. Tværtimod. Kaffe fylder alt for meget. Det er det, der bekymrer mig. Og nu skal jeg fortælle hvorfor. Ifølge Videnskab.dk tager det i gennemsnit 5 timer at halvere mængden af koffein i krop-

pen. Efter 10-15 timer kan man ikke længere mærke effekten af koffein i kroppen. For nogen betyder det, at hvis man drikker kaffe kl. 12, vil man have svært ved at sove kl. 22. Hvis man stadig har koffein i kroppen, kan det være svært at falde i søvn. Dårlig søvn giver et større behov for kaffe. Dårlig søvn kan øge dit stressniveau, fordi kroppen ikke får lov til at hvile og lade op. Hvis du har brug for kaffe for at holde dig vågen i løbet af dagen, kan det meget vel være, fordi kroppen ikke hviler nok. Koffeinen i kaffe stimulerer vores hjerner, så vi bliver mere friske. Men for store mængder kan stresse vores krop. Hvis du stadig har koffein i kroppen, når du sover, kan kroppen ikke få ro. Kaffen er for velintegreret i Danmark, og vi har glemt, hvad kaffe gør ved vores krop. Det kan simpelthen ikke passe, at vi ikke kan holde os vågne uden kaffe! Men det høje kaffeforbrug vækker for mig også en anden bekymring. Kaffeforbruget illustrerer desværre også, at vi skal løbe stærkere og stærkere. Vi skal være effektive og nå mere på kortere tid. Men der er ikke nok timer i døgnet til, at vi kan nå det hele. Det anbefales, at vi får 8 timers søvn. Det er en tredjedel af døgnet. Det er der bare ikke tid til.

Visir # 84

Så det er ikke så sært, at vi føler os stresset eller hører om andre, der går ned med stress, fordi de ikke længere kan klare presset.

KRISE

Debatindlæg

Vi presser os selv for meget, og det skal stoppe! Vi skal lytte til vores krop. Det kan godt være, at vores samfund og levevilkår har ændret sig siden tidernes morgen, men biologisk set har vi ikke ændret os. Vi skal skære ned på vores kaffeforbrug. Vi skal have løst kaffekrisen. Vi skal være naturligt friske. Hvis vi skærer ned på vores kaffeforbrug, vil vi få en bedre søvn. Kroppen vil kunne stresse af. Kaffen skal ikke forbydes, men den skal have en anden rolle. Kaffe skal drikkes som en del af noget socialt. Det skal ikke være det, der gør, at du kommer igennem dagen. Grunden til at vi drikker kaffe, skal ændres. Hvad ville der f.eks. ske, hvis vi skiftede kaffen ud med noget andet? Koffeinfri kaffe, kakao, te eller hvad man nu kunne tænke sig? Ville du drikke ligeså meget kaffe, hvis den var koffeinfri? Prøv det i en uge, og mærk på egen krop, hvad kaffen egentlig gør. Hvis kaffe ikke længere var en fast del af hverdagen, får vi en bedre søvn, og vi stresser heller ikke så

Visir # 84

meget. Hvem ville ikke gerne det? Lad os nu komme ned i gear!

Essay

KRISE

Om klimakunstens rusketure og landskabsæstetik Af Kyla Andersen, Kunsthistorie

Kan berøring med sanselig kunst hjælpe det moderne menneske til at genopdage, at omverdenen ikke er et dødt sted, en neutral baggrund eller uudtømmelig kilde? Det er midt i juli. I flere uger har solen braget over Aarhus og rusket os rundt i byen, sat fut i pumpende bas, græsslåning og hækkeklip; den umiskendelige lyd af dåseøl, der åbner i et knæk. Byen som et varmt og sitrende juli-flow! Da jeg vågner her til morgen, søndag, sulten, er det under lyden af regn på skråvinduet. Den har tyndet ud i byens aktiviteter, regnen, min ven, lagt en dæmper på sommer-ekstasen. Med faldet af vand kom roen, en rum tid. Det indskrænker rummet, konkret. Samler mennesker på mindre arealer. Jeg står op og rister brød, sætter kaffe over. I mit facebookfeed dukker en stribe af Wulffmorgenthaler op: et gletcher-smeltet hav glider ind fra venstre på en dansk fodboldbane, hvor tre mænd ser undrende til. Og er det virkelig sådan, at selvom vi dagligt indoptager sprog om klimaforandringer, der tordner afsted, fra artikler, nyheder og rapporter; så begriber vi dem først for alvor som fysisk-konkret virkelighed, når de viser sig for vores øjne – i det omgivende landskab – og kommer nær vores kroppe?

Visir # 84

KRISE

Essay

Naturens genkomst i kunstlandskabet Jeg hælder kaffe op. Facebook bliver ved med at blinke og flyde til jeg aktivt bremser min hånds bevægelser. En bil kører langsomt om hjørnet.

Inde på mit værelse, under regnen, kommer jeg i tanke om en rapport, vi skrev på andet semester i historiefaget, Periodestudier, om sansernes rolle i kunsten. Sanserne bliver med renæssancen, siden oplysningstiden, nedgraderet til en lavere erkendelsesvej end fornuften. Den forgængelige, organiske krop og sansernes ”gøglespil” kunne ikke måle sig med fornuftens afmålthed og klarhed, mente man. Men i slutningen af 1700tallet dukker den æstetiske filosofi op med bl.a. Baumgarten og Kant, der ser sansningen an som en selvstændig erkendelsesform på højde med fornuften. Naturens skønheder kan give én erkendelser, som er mindst lige så meget værd som logisk tænkning. I billedkunsten ser man dette blik hos malere som tysk romantiks Caspar David

Friedrich. I Vandreren over tågehavet fra 1818 udfolder et sublimt landskab sig for en rygvendt beskuer. Vi betragter manden betragte landskabet. Der er en fantasifuldhed over naturskildringen. Den virker til at spejle figurens sindsstemning, lige så meget som den gengiver den synlige virkelighed. Og i romantisk tradition studerede Friedrich netop naturen nøje, for derpå at komponere motivet frit efter hukommelsen i sit atelier. Hans værker blev til i et mix mellem synlig virkelighed og erindringståger. Efterfølgende, i det 20. århundrede, hvor kunsten særligt interesserer sig for selve kunstspørgsmålet (”hvad er kunst?”), fordufter naturen stort set som motiv. Men de seneste år har naturen igen indtaget en betydelig plads i kunstlandskabet. Dens gen-

komst synes at tage sit afsæt i klodens aktuelle tilstand og idéen om den antropocæne tidsalder, der peger på, at mennesket på én gang er uadskilleligt infiltreret i og udgør en massiv påvirkning af naturen. Et eksempel på en samtidskunstner, der vel samtidig kan kaldes klimaaktivist, er

Visir # 84

Olafur Eliasson. Fra ham lyder det (i en samtale med videnskabsjournalist, Lone Frank), at: ”It’s crucial to see your own position in the ecosystem more clearly, and embodying ecology through our senses is an important tool in this”. I 2003 installerede han den glødende halvcirkel, du ser nedenfor, under et spejlloft på Tate Modern i London – og inviterede altså den besøgende ind i det sublime landskab.

Essay

KRISE

Caspar David Friedrich: Vandreren over tågehavet, 1818 Olafur Eliasson: The weather project, 2003 Mellem Vandreren over tågehavet og The weather project, som Eliassons værk hedder, finder et skred i skala sted; dimensioneringen mellem menneske og natur er i forhandling. Fra Friedrich til Eliasson er mennesket nedskaleret og den omgivende verden blevet endnu større. Hvor vandreren står hengivent, men stadigt afgrænset over for udsigten, lægger flere besøgende i Eliassons værk sig, i bogstavelig forstand, fladt ned i mødet med den strålende solflade. Spejlet lader dem opleve både omgivelserne, dem selv og hinanden forbinde sig i det røde lys. Både skredet i skala og den opløste afstand mellem værk og beskuer, tænker jeg, er meget sigende for væsensforskellen fra det romantiske til det antropocæne perspektiv, hvor grænserne mellem menneske og natur, subjekt og objekt bliver svære at opretholde. værk som Isfald fra 2013 hører lyden af Arktis, der smelter. Han har – med en mikrofon

placeret 20 meter under vandoverfladen – indfanget isens knitren og boblen. I baggrun-

Visir # 84

Også hos en lydkunstner som Jacob Kirkegaard udviskes afstande, når du i et

KRISE

Essay

den hører du en tordenlignende volumen tage til i styrke og omfang: et såkaldt ”isfald”. En blok, der brækker sig løs. Det sker næsten en gang i minuttet! Forfatter og billedkunstner, Amalie Smith, skriver i sin bog, Et hjerte i alt, at den

arktiske zone rykker to kilometer længere nordpå hvert år, og hun tænker, at hvis nu isen rykkede den anden vej: ”… ville det være lettere at forstå som en trussel. Hvis dens kæmpe krop, geléagtig i bunden, gled som en snegl hen over flere lande.” Og netop på grund af truslens abstrakte karakter gør et værk som Isfald stort indtryk – i hvert fald på mig – idet, at det konkretiserer det ellers uvirkeligt fjerne. Når lyden bølger ind over dig, overskrides den fysiske afstand mellem dig og de konstant smeltende kilometer. Landskabsbegrebet fødes af afstand

Regnen har lagt sig og jeg går gennem en dryppende Risskov. Solen er fremme og varmen tætner igen. Min veninde og jeg skal mødes ved vandet. Jeg stopper ved en udsigt. Træerne indrammer scenen; ordner det grønne, himlen og havet til en komposition. Til undervisningen læste vi engang Jacob Wambergs Landskab, en lille mentalitetshistorie, hvor han skriver, at den landskabelige, æstetiske tilgang til naturen på ingen måde er ”naturlig”. Landskabet udgør, tværtimod, et kulturelt artefakt, der først nåede sin fulde modning med opkomsten af moderne bykulturer. At gå rundt og ophøje omgivelserne; indramme dem for sit indre blik; er en moderne

beskæftigelse. På tidlige hulemalerier, fortæller han, gengav man dyr direkte på klippevægge – altså i de faktiske omgivelser for det afbildede. Et hulemaleri, som det, du ser trykt nedenfor, er, som han skriver, frit for alt, hvad der kan henregnes til kategorien landskab: flodløb,

Visir # 84

bjerge, træer, jordgrunden, himlen. I hans forståelse, simpelthen fordi menneskenet ikke mentalt skelnede skarpt mellem sig selv (som kulturvæsen) og en landskabelig natur; og altså ikke betragtede omgivelserne udefra eller på afstand. Først ved skabelsen af en by-

Essay

KRISE

Palæolitisk hulemaleri, Chauvet-hulen, Frankrig, ca. 25.000-17.000 f.kr. Anne Collier: Open Book #2 (Crépuscules), 2009 grænse, hvorfra man kan skue ud på det, der før blot omgav én, begynder ”landskabet” at dukke frem i kunsten. Mennesket rykker altså fra en såkaldt "naiv" position i naturen til en reflekterende og "sentimental" position udenfor den. Afstandsfølelsen – og afsavnet – er derfor helt grundlæggende for landskabsbegrebet. Som det f.eks. kommer tydeligt til udtryk hos den romantiske, længselsfulde maler. I kunstneren Anne Colliers fotografi Open Book #2 fra 2009, derimod, møder du et vildt hav; beskåret, trykt og holdt ud i strakt arm. Den vilde naturudsigt synes at kunne bladres bort med en let bevægelse. Afstanden er dobbeltmedieret og den uberørte natur næsten fiktiv; den optræder som en fortælling, der ikke længere er virkelig.

Modernistens hævede blik (og hånd) Det er morgen, 4. august og jeg står op til en rastløshed. Ferien strækker sig. Med hele sin krop. I nat flyttede jeg langsomt og modvilligt ind i et enormt og massivt socialt boligbygOgså tidligere har jeg haft mareridt om at bevæge mig rundt i den slags snorlige og kolossale bymæssigheder og følt mig klaustrofobisk, malplaceret i min menneskelighed.

Visir # 84

geri; af samme uhyrlige dimensioner som Le Corbusiers idealbyer.

Essay

KRISE

I nat med altan på 30. etage. Sol manglede der ikke. Det væltede ind. Men alligevel stod en kølighed fra materialerne; fra identiske linjer og former, så langt øjet rakte.

Le Corbusier: Ville Radieuse, 1930 Ligesom romantikken og den romantiske kunst tog afstand fra kapitalismens hastige tordenskyer (buldrende fabrikker og tætte, beskidte byer), var modernistisk byplanlæg-

Visir # 84

ning et forsøg på at udskifte de usunde, industrialiserede byer med nye, velsmurte og gnidningsfrie ”by-maskiner”, hvor mennesket (dvs. arbejderen) skiftevis var tiltænkt at arbejde og restituere i arkitekturens solbeskinnede højder og på enorme græsarealer. Den kapitalistiske tankegang var for den modernistiske byplanlægger både problemet og

løsningen. Det rod og kaos, den havde ført med sig, skulle løses ved en gennemrationali-

Essay

KRISE

sering eller ”mekanisering” af hele byens gang. The City of Tomorrow, som Corbusier kaldte sin byplan, skulle ideelt set rejses hvor som helst og til hvem som helst; uafhængigt af det eksisterende miljø og specifikke folk.

Hvor de gamle byer stod, skulle den utopiske by rejses. Gennem udbombning af det bestående. Corbusier er på den måde ærkeeksemplet på en gennemmoderne tilgang til omverdenen som neutral baggrund for et individs idéer, visioner og færden. Samtidig lå der i den modernistiske vision, paradoksalt nok, et ønske om at forene natur og kultur – i mødet mellem inden- og udendørsarealer; højhuse og græs – græs – græs, så langt øjet rakte. ”I love digging” Det er den 18. august og jeg er lige hjemvendt fra Samsø, hvor jeg har høstet bønner og

kartofler, basilikum, porrer og tomater, skalotteløg og palmekål – blommer – æbler – rødbeder. Når man står på en mark i flere timer, skiftevis foroverbøjet og på hug, og verfer blade til side for at se, om der er bønner i de rigtige størrelser, klar til at blive høstet, og man nipper dem og ikke laver andet, time efter time, end at nippe og lade dem falde mod en kurv; så sker det helt vidunderlige, at tankerne driver og efterhånden lægger sig i baggrunden. At træernes susen, de ivrige franske debattører i Antoines podcast, et par meter væk, og min egen indre rumsteren driver om bag den konkrete handling: at nippe. Lange, grønne, spiselige emner, der gror og gør os mætte.

Som Antoine en dag siger, mens vi er fire, der kravler rundt på kartoffelmarken: ”I think this is my favorite thing to do. I love digging.” Og med ”digging” mener han at ligge foroverbøjet og skubbe til den maskinvendte jord; ligesom ælte eller mosle den, for at finde frem til de små, runde kartofler under overfladen. Lade dem falde i en kasse. Skubbe kassen en meter længere hen og stikke hænderne i jorden dér. Jeg er enig, I love digging too.

Visir # 84

Det er en ny erfaring for mig at være i så tæt kontakt med ”landskabet”. Rive og grave, nippe og plukke i så mange timer, at min egen afgrænsede eksistens går lidt i baggrunden.

KRISE

Essay

Hvad er det med det ”grønne”, kan jeg ikke lade være med at tænke, og det gule, røde, orange og bordeaux; de organiske omgivelser? Der er en glæde ved at befinde sig et sted, der har sit eget ikke-menneskelige liv;

befinde sig midt i omgivelser, der besidder en egen vilje og trang til at gro og brede sig. Men er det en romantisk, kulturelt bestemt længsel, jeg beskriver? En pragmatisk nytte -orienteret tilgang til omgivelserne? Eller simpelthen grundlæggende for et væsen, der lever af organisk føde, vand og sollys og selv en dag skal opløses og omdannes i jorden igen? Er vi overhovedet moderne? Den moderne relation til ”naturen” er fuld af paradokser! Som Wamberg (gennem reference til den tyske filosof, Joachim Ritter) påpeger, kan landskabet ses som en kompensation for det urbane menneskes fremmedgørelse for naturen og den moderne industri, der gør naturen til en passiv materie, hvis ressourcer fravristes den på målrettet vis. Naturbegrebet spalter sig altså for det moderne blik, som jeg umiddelbart ser det, i en slags for- og baggrund (i overført betydning): I det skjulte – eller i baggrunden – udvindes naturressourcerne, langt fra det moderne hverdagsliv; som når materiale skal udvindes og forarbejdes ved realiseringen af Corbusiers idealby og når grøntsager skal sås, gros, høstes og fragtes ind til storbyen, hvor Friedrich spiste og levede. I begrebets forgrund, derimod, møder vi naturen som retræte og udsigt, befriet fra nytteeffekt, som i

de enorme græsplæner til afslapning og restitution i den modernistiske byplan og i Friedrichs sublime tågelandskab – og i det blik, jeg kaster ud over Mols bjerge, når jeg går tur hos mine forældre. Mens den æstetiske nydelse af landskabet altså forudsætter et interesseløst forhold mellem betragter og udsigt, kan mennesket samtidig aldrig stå interesseløst overfor

Visir # 84

”naturen” i det hele taget. Den nytteorienterede relation til jorden – fx i form af afhængigheden af mad, der gror – er blot forflyttet til et andet areal end det, der giver æstetisk nydelse; og det arbejdsmæssige forhold til jorden blot udliciteret til de landmænd- og kvinder, der leverer varer til dagligvareforretningerne.

Essay

KRISE

Stockfotos fra Google Den absolutte grænse mellem natur og kultur bliver altså hurtigt svær at opretholde, når man vil indpasse virkelighedens fænomener i de to kategorier. Og det er netop, hvad Bruno Latour undersøger i sin – for nogen provokerende – bog, Vi har aldrig været moderne. Her skal det moderne forstås som evnen til at skelne skarpt mellem natur og kultur, ting og menneske – men hvad med huller i ozonlaget, reagensglasbørn, genmodificerede planter og global opvarmning? Som han ser det, er vi slet ikke adskilte fra den natur, vi troede moderniteten havlever at leve i en gennemkultiveret verden. Men afstanden fra produktion til forbrug er

Visir # 84

de gjort os fri af. Vi har aldrig cuttet båndet, selvom mange er flyttet ind i byerne og op-

KRISE

Essay

blevet længere og mere kompleks og afstanden fra flyveturen og oksemørbraden til det smeltende Arktis helt abstrakt.

Ind i landskabet Men når jeg omsluttes af lyden af det smeltende Arktis, mærker udviklingen vibrere, konkret, under fødderne; eller lægger mig fladt ned i mødet med Eliassons glødende solflade; så genetableres – i min perception – nogle af forbindelserne mellem mig og den omverden, som jeg altid allerede er afhængig af og knyttet til. Og en ændret oplevelse, kan ændre ens adfærd. Jeg så forleden optagelser af en Litt Talk fra Vallekilde Højskole, hvor Amalie Smith siger, at klimakrisen ikke er en problematik, der kan løses alene ved en klimaaftale eller en bedre affaldssortering. For der er – som hun ser det – tale om en systemisk

fejl. Det er vores selvforståelse som autonom art den er gal med. Og det er hele vores forhold til omverdenen, der skal genskrives. Måske den æstetiske erfaring i litteratur- og kunstlandskabet er med til at genskrive forbindelserne, når den gør det abstrakte konkret og det globale nært; så vores sanser kan følge med, når vi skal tænke nye måder at leve på – gerne før vandet, helt uhyggeligt materielt, flyder ind fra venstre på verdens fodboldbaner. En voldsom torden lå i baggrunden, da jeg skrev de ovenstående og afsluttende linjer i det her lille sommeressay; et himmelsk stroboskoplys blinkede ind i lejligheden. Nu, i dag, skriver kalenderen 1. september og temperaturen er enig: klar luft, når man

træder ud!

Visir # 84

Og sådan blev det vejret, der blæste de sidste ord. God vind videre ind i dagen!

Reklame

KRISE

Visir # 84

Anmeldelse

KRISE

Orestien på Aarhus Teater 21. maj 2019

Visir # 84

Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Hvad er det, der får os til at fortsætte

at fare over hovedet på Agamemnon selv.

med at læse og genopføre tusindår gamle

Måske har Klytaimnestras kulde noget at

dramaer fra en tid og kultur, som er så

gøre med, at Agamemnon undervejs i det

drastisk anderledes end den, vi lever i?

forgangne årti ofrede deres datter, Iphi-

Ja, ok, Aischylos vandt førstepladsen ved

genia, for at vinde fremdrift?

den årlige Dionysos-festival med Orestien,

Der når i hvert fald knap at falde ro over

men det er altså en trilogi bestående af

det lille hjem, før Klytaimnestra i fælles-

tre stykker, der i sin totale længde varer

skab med sin elsker får Agamemnon lyn-

12-14 timer (hvorfor det sjældent opsæt-

chet, og derfra falder tempoet ikke: For

tes). Har vi brug for den slags maratonte-

med denne hævnagt vækkes Agamemnon

ater i dag?

og Klytaimnestras søn, Orestes’, hævn-

Orestien på Aarhus Teater synes at svare

tørst.

nej. De har i hvert fald kortet noget ned i

Det hele bliver unægtelig et spil ”tand for

det enorme kildemateriale og valgt at

en tand, øje for et øje”, og Orestes lider

præsentere Orestien i en fortættet form,

da også under presset mellem forpligtel-

som kan indtages på få timer. Til gen-

sen til at hævne og skylden over at skulle

gæld er det meste af tyngden fra trilogi-

myrde sin mor. Ikke desto mindre fuldfø-

ens temaer bevaret.

rer han mordet, og den dårlige samvittig-

Stykket starter i foyeren udenfor Scala

hed presser ham til randen af sindssyge.

scene. Det virker egentlig forfriskende at

Løsningen bliver, at Pallas Athene, den

starte sådan på et mellemstadie mellem

demokratiske bystat Athens skytsgudin-

hverdagen og teatrets verden. Ofte føler

de, opretter en slags interimistisk retssal

jeg, at skiftet mellem den mondæne by

med et råd af ældre, der efter at have

udenfor og Aarhus Teaters’ store scener,

hørt begge sider af sagen skal stemme

er abrupt og underligt. Men Orestien byg-

om, hvorvidt Orestes skal gå fri eller

ger med første akt i foyeren bro mellem

straffes. Athene selv får den afgørende

disse to så uforligelige verdener.

stemme og frikender Orestes. Ved ét sim-

Agamemnon vender efter ti års trojansk

pelt slag har Athene oprettet retsstaten,

krig hjem som sejrherre. Genforeningen

hvor hævn ikke længere er et gyldigt mo-

med hustruen, Klytaimnestra, føles på

tiv.

alle måder kunstig, selvom dette lader til

Den primære konflikt i dramaet kan vir-

Anmeldelse

KRISE

ke noget påtaget, når man selv er vokset

tænker man midt i forestillingen!). Det

op i en retsstat med fine hvide privilegier

eneste, der er bare et gran ærgerligt er,

og i øvrigt sin demokratiske sikkerhed i

at Lydmors sange, som vel at mærke er

behold. Men Orestes’ historie vækker alli-

skrevet til stykket, er engelsksprogede.

gevel en form for taknemmelighed over

Det føles lidt forstyrrende i en ellers in-

tingenes tilstand, for det har jo ikke altid

tens og nærværende forestilling.

været så let.

Domino Trans’ kostumer er glitrende og

Ikke mindst fordrer stykket en form for

futuristiske, og glimter også sådan helt

respekt og beskyttertrang overfor det de-

metaforisk. Måske ser man i disse glimt

mokrati og den retsstat, vi lever i. Og

et kommende opgør med vores demokrati

som sådan passer stykket jo fint ind i en

og retsstat? Lyssætningen i foyerens før-

periode, hvor vi går ind til et folketings-

ste akt supplerer det futuristiske udtryk

valg! Med andre ord ville Aristoteles være

med Blade Runner-vibes.

henrykt over al det potentiale for kathar-

Orestien er en mastodont, et værk, man

sis.

ikke tager let på. Og let kan man heller

Den lydlige og visuelle side har fået et

ikke kalde den følelse, man sidder tilbage

kraftigt løft med blandt andet sangerin-

med foran Scala-scenen efter endt fore-

den Lydmor og modeskaber Mark Kenly

stilling.

Domino Tran i spidsen. Lydmors lydside er tung og elektronisk, og bassen pumper

Orestien spillede på Aarhus Teater fra 10.

alvorligt ud af Scalas udmærkede lydsy-

maj til 8. juni 2019.

stem (oplagt sted at holde et rave en dag,

Visir # 84

KRISE

Digt

Dvalesang Af Ida Marie Christensen, Litteraturhistorie

Jeg er et sted i livet, hvor alt er i farver, hvor alt er godt og ungt og friskt. Men jeg er træt, og alt er gråt. De talte kun om midtvejskrise - nu taler de om kvartvejskrise.

Men er jeg kvartvejs? Er jeg i krise? Jeg føler mig mere som i dvale; som i et bur. Min vinger er foldet sammen og pakket væk; mine sanser er svækkede, og min fantasi sat på pause. Her er ikke plads nok. Mine tanker larmer: Hundredvis af mennesker taler i munden på hinanden, men ingen siger noget. Jeg er en fugl i et bur, og buret har jeg selv placeret mig i. Jeg bad jer endda selv om at pakke vingerne væk.

Det hele er min egen fejl, sagde jeg. Og her er ikke plads til fejl. Her er ikke plads til at træde forkert, til at være menneske. Vi skal være maskiner: Hurtige, effektive. Færdige - snart! Der er ikke plads til mine vinger, mine evner! Så jeg gemmer mig i buret lidt endnu og samler kræfter. Nøglerne dertil har jeg selv. Jeg gemte dem væk, fordi jeg troede, jeg ikke fik brug for dem igen.

Jeg troede, buret var der, hvor jeg skulle være. Men jeg skal ud, hvor der er højt til loftet, og der er plads til mine vinger, mine tanker; min frihed. Snart bliver dørene åbnet påny, og alt bliver igen i farver.

Visir # 84

Snart kan jeg flyve frit.

Novelle

KRISE

Københavneren Af Valdemar Lenschow, Litteraturhistorie

Rastepladsen havde som sædvanligt mere plads, end den havde brug for. Den kunne sagtens have byttet over halvdelen af sine parkeringspladser til gengæld for noget, den havde mere brug for, såsom folk til at gøre brug af den anden halvdel.

Svendsens gamle øse holdte i sin faste bås, der var et par tyske nummerplader, hvis ejere lå og sov, og så var Dortes lille vogn, nydeligt parkeret lige foran indgangen. Indimellem kunne man høre noget passere forbi ude på landevejen, men ingen af dem, virkede interesserede i at holde ind. Svendsen selv sad inde i ”Bedstes Biks” med blikket rettet ud af vinduet, imens han lod som om, han læste dagens avis. ”Vejret er da ikke værst for en novembermorgen, hva?”, bemærkede han til Dorte, der stod bag disken og tørrede et beskidt krus af med en endnu mere snavset klud. Hun svarede med en uforståelig lyd.

”Ikke ligesom i fredags. Mig og Viggo sku’ have været ude og jage, men han måtte jo ikke for sit fruentimmer, det skøre kvindemenneske. Hun mente, han bare ville blive syg. Ved du hvad, jeg så sagde, hva?”. Dorte skænkede ham et enkelt bliks opmærksomhed og vendte så tilbage til sin kamp med kruset. ”Jeg sagde, at den gamle knark sgu da alligevel er så syg, som han kan blive. Sådan som han går og hoster og harker hele tiden, er det minsandten et mirakel, han stadig er i live. Og hvis et helt liv sammen med hende ikke har været nok til at slå ham ihjel, så kan en smule regn vel næppe gøre ham noget. Men nej, vi kom ikke ud og jage. Ikke i går. Så må det blive i dag istedet, men nu har jeg siddet her og ventet på ham i snart en time”.

Dorte undlod at påminde ham om, at Svendsen alligevel sad her hver morgen, fra solen stod op, og spurgte i stedet, om han ville have en kop kaffe mere. Det ville han gerne, og inden længe var han gået tilbage til at stirre ud på rastepladsen. Der gik yderligere et kvarter, før en bil omsider kørte fra landevejen og ind på pladsen. Svendsen sprang næsten op af stolen i sin ivrighed efter at komme afsted, men faldt så skuffet ned igen, da han fik kigget ordentligt på vognen. Den var blå, skinnende, spejlkunne ikke erindre nogensinde i sit liv at have set noget så blåt. Den havde ikke engang mudder på sine dæk. Derudover var den besynderlig lille. Der kunne da i hvert fald ikke

Visir # 84

blank og havblå og så ren, at den kunne være kommet lige fra fabrikken. Svendsen

KRISE

Novelle

være megen fornøjelse i at klemme sig ind i på det bagsæde. Men værst af alt så sagde et klistermærke på forruden: I♥COPENHAGEN. Selv Dorte stirrede, da den lagde til på parkeringspladsen. Men hvad, der trådte ud af

fartøjet, var nu næsten endnu mere besynderligt. Han var høj og slank med en unaturlig lang hals, fuldstændigt indflettet i uldne tørklæder i alverdens farver. De blev opslugt i toppen af et tykt blondt fuldskæg, som var flettet og kæmmet i en slags hestehale. Sammen med de mørke Ray-ban solbriller og den hvide, runde hat udgjorde det næsten en maske, sådan at man slet ikke kunne forestille sig noget ansigt på den anden side. Resten af hans tøj var ligeså usædvanligt. En pink ternet skjorte dækkede ene og alene overkroppen, som om den kølige efterårsvind ikke sagde ham spor (”hvad tænker han dog på, den tosse?” mumlede Svendsen), hans bukser var helt mælkehvide, som hatten,

og på fødderne havde han sandaler. Rundt om hans hals hang en hel souvenirbod af fredssymboler, metalliske blade og forskellige farvede dyr. Den fremmede smilede, da han trådte ud af bilen, greb en rygsæk fra det lille bagsæde og trådte hen mod cafeteriet. Han var lige nået døren, da han så ud til at ombestemme sig og i stedet fandt en pose tobak og noget papir frem fra tasken. Han fik hurtigt rullet sig en smøg og tændt den med en zippo lighter, alt imens de to lokale iagttog ham fascineret fra den anden side af den fedtede rude. ”Hvad tror du, han er for en?” spurgte Svendsen. ”Udlænding eller bare fra storbyen? Jeg kan ikke komme på nogen anden forklaring for… det der. Jeg mener; har du set,

hvad han har på fødderne her midt i november? Han er da ikke rigtig klog, er han”. Dorte gryntede enigt. De var så optagede af hans mærkværdighed, at de slet ikke opdagede, at han var et rumvæsen.

Visir # 84

Da den fremmede endelig blev færdig med sin smøg, trådte han hen til cafeteriet og slog begge dobbeltdøre op med et ”sup, guys! Hvordan står det til? En cappuccino, tak, med ekstra mandelmælk, så er du en skat”. Han knipsede til Dorte bag disken, smed sig på stolen ved siden af Svendsen og tog hatten af, så hans blonde hår kom til syne. ”Carl-Elias, men du kan bare kalde mig CE. Er lige ude for at nyde det jyske land med

Novelle

KRISE

al dets charme, du ved. Indånde den friske luft, mærke det rustikke landskab, smage den brune jord. Ikke bogstaveligt, men du forstår mig, mand, du forstår mig”. Svendsen stoppede endelig med at lade som om, han læste i avisen, og lagde den fra sig.

Han værdigede den fremmede et overvejende blik, imens han spekulerede på den bedste måde at håndtere situationen på. Hvis bare jeg havde tænkt mig om, mumlede han i sit indre, så kunne jeg være nået væk, inden han kom indenfor. Årh… hvad gør jeg nu, hvad gør jeg nu, (er det en sten, han har i øret?), åh forbandede storbyfolk, lige hvad denne dag manglede. Men eftersom dette ikke ville være særlig høfligt (og hvis der var en ting Fru Svendsen havde lært sin søn i sin tid, inden hendes sprog var muteret til en uforståelig gammelmenneske dialekt, så var det godt nok manerer) at sige højt, nøjedes han med at stikke en behåret hånd frem mod den fremmede med ordene: ”Svendsen. Nydeligt vejr, ikke

sandt, Carl?”. ”Det er ikke dårligt” nikkede Carl-Elias. ”Varmere end jeg havde regnet med på denne tid af året. I hvert fald varmere end det var i KBH, da jeg tog afsted i går aftes”. ”Så du er fra hovedstaden, hva?” spurgte Svendsen automatisk. Nej, lad nu være med at opmuntre ham. Du er selv ude om det, hvis han begynder at snakke om økologi. ”Jeg er i hvert fald langvejs fra. Men jo, i de sidste par år har jeg haft min rede der. Selv en eventyrlysten fyr som mig har brug for et sted at få en morfar indimellem. Mit sande hjem, dog, er kort fortalt; verden. Altså det er vel vore allesammens sande hjem, når man tænker over det, men det er trist at så få virkeligt får oplevet noget af den. Af ver-

den mener jeg. Følger du mig, Svendsen?”. ”Hmmm, jov jov da” nikkede den lokale, selvom han ikke helt var sikker på, at de to overhovedet talte det samme sprog. Hvor bliver ham Viggo dog af. ”Er du kørt hele vejen i den vogn der? Den ser ellers spritny ud”. ”Det er den faktisk også. Jeg fik den for en uge siden. Den er lille nok til at passe ind i trafikken, og så er det selvfølgelig en hybrid. Jeg tænkte efter alt den snak, der har stået var bedre at gøre noget ved sagen selv. Kender du ikke det, når man bliver træt af folk, der bare ævler uden at komme nogen vegne her i livet? Hvis vi skal ændre verden, så er

Visir # 84

på i Cirkus Danmark om klimabevarelse, miljøet og alt sådan noget, så tænkte jeg, det

KRISE

Novelle

vi nødt til at tage fat i problemerne selv, og ikke bare komme med undskyldninger, for at lade være”. For første gang syntes Svendsen at noget af det, den fremmede sagde, gav mening. Ikke

meget, ganske vist, men der var da en klar bagtanke i det mindste. Men hvad bedre var, så kom Dorte endelig over med kaffe til manden, så forhåbentligt kunne det få ham til at klappe i. Der var to kopper på den bakke, hun havde med ned til dem, og Svendsen nikkede taknemmeligt, da Dorte satte en kulsort bryg foran ham. Carl-Elias derimod var ikke tilfreds. ”Undskyld mig” sagde han. ”Jeg synes bare, det er lidt sjovt, at der står skummet på den her karton, når jeg nu bad om mandelmælk”. ”Hvis du vil have mandler” svarede Dorte. ”Så kan du købe en pose Kims”.

Carl-Elias rykkede forstyrret på sine sorte Ray-ban, og Svendsen nåede lige at få et kort glimt af de mørke øjne bag. ”Jeg drikker ikke komælk” sagde han. ”Støtter ikke op om den slags binære, artslige hierarki, som den tradition er bygget på. Er du sikker på, at du ikke har noget sojamælk i stedet?”. Dorte rystede på hovedet. ”Det bliver en tyver”. Gnavent fandt Carl-Elias sin pung frem fra taskens indhold, der også inkluderede en bærbar cd-afspiller, en halvdrukket Coca Cola og en bog med titlen: Blending in with the primates, a quick and fun guide. ”Er du så en af de der planteædere eller hvad?” spurgte Svendsen, da Dorte var listet tilbage til disken.

Carl-Elias, der havde været i gang med at inspicere fedtlaget på koppens hank, kiggede forvirret op i et sekund og begyndte så at smile. ”Nah, det kan jeg vist ikke helt tillade mig at sige. Jeg mener; på en måde er vi vel alle planteædere, selv når vi spiser kød, kommer det et sted af fra planter, og jeg prøver da at leve sundt, men min største svag-

Visir # 84

hed her i livet er nu en rejecocktail. Sådan en kan jeg aldrig stå for. Men hvad med dig, homie, du må da også have en akilleshæl? Noget du ikke kan få nok af, og som du ville proppe dig med, hvis du kunne få det lige nu?”. ”Fred og ro” svarede Svendsen, og sådan endte den samtale. Den følgende halve time udviklede sig for københavneren til en regulær cyklus af ryge-

Novelle

KRISE

pauser, halvhjertede forsøg på at læse i den engelske bog, vældige suk og endnu flere rygepauser. I sidste ende blev kaffen alligevel også drukket. Han forsøgte først uden mælken, men tilføjede den så med den undskyldning, at han havde lidt ondt i halsen.

I Svendsens tilfælde blev tiden brugt på at undgå enhver form for kontakt med den fremmede. Han havde vist oplevet nok af Carl-Elias til en hel livstid, og så helst, at de afsluttede enhver form for kontakt mellem dem på et permanent plan. Han gik endda så vidt som til faktisk at læse i sin avis, bare for ikke at risikere øjenkontakt. Han var nået til en artikel om politikernes seneste diskussion af emnet fornuft og specifikt manglen på sammen, da en rød skrammelkasse endelig trillede ind på rastepladsen. ”Så for satan” mumlede Svendsen. ”Så kan man være her, hva?”. Han rejste sig for at gå ud og tage imod Viggo, så de kunne komme afsted, men stoppede op i døren, da han fik øje på dagens tredje dårlige overraskelse. Nej, nej, nej, ikke hen-

de. Hvad i al helvede laver hun nu her. Viggo, din idiot, din forbandede torsk. Kan du ikke holde udyret derhjemme? Det er slemt nok, at hun skal med til alle aftenerne i klubben. Men det kunne Viggo åbenbart ikke, for ved hans side traskede den evigt mugne kvindeskikkelse, han havde valgt at ægte. I dagens anledning så hun ekstra tvær ud, men Svendsen forsøgte imod sine bedrevidende instinkter, der blot fortalte ham, at han burde stikke af, alligevel at smile. ”Margit, rart at se dig. Det er godt, at du kan holde Viggo lidt i ørene, så han kommer til tiden. Uden dig ville han uden tvivl stadigvæk ligge derhjemme og snue”. ”Nej, uden mig ville han være rendt ud i skoven i det her vejr og være frosset halvt ihjel”

angreb Margit ham, det sekund hun nåede ind ad døren. ”Sig mig, Svendsen, forsøger du at slå min mand ihjel med den slags åndsvage idéer. Du ved godt, at Viggo er syg og ikke kan holde til den slags. Det er præcis ligesom i sidste uge, da du ville have ham med ud på et værtshus, imens han burde ligge i sengen og få hvilet sig. Du er ikke rigtigt klog, er du?”. ”Skat” peb Viggo. ”Nu synes jeg, du er lidt uretfærdig over for Svendsen. Det var trods ”Nu skal du klappe i” snerrede Margit ad ham. ”Du er en dygtig mekaniker, Viggo, men du har sgu ikke en original tanke i hovedet. Alt hvad Svendsen siger til dig, det gør du

Visir # 84

alt ikke ham alene, der fandt på, at vi skulle… altså, han foreslog jo bare…”.

KRISE

Novelle

bare uden at tænke dig om. Prøv engang at kigge på ham, Svendsen, ser han ud til, at han kan holde til alle de drengestreger, du finder på?”. Selvom han ikke var meget for at give hende ret i noget som helst, selv hvis hun sagde,

at jorden var rund, så måtte han alligevel anerkende, at vennen så en anelse sløj ud. Han var bleg, med koldsved på panden og rystede over hele kroppen, det vil sige mere end han plejede, når Margit var i nærheden. Ovre fra hjørnet kiggede Carl-Elias nysgerrigt op fra sin bog, netop som han fik tømt resten af sin cola. Imens var Dorte bag disken i fuld fart med at finde kaffe frem til de nyankomne, som hun satte ved Margits faste navnemarkerede bås. Svendsen og Viggo blev gennet ind på plads, uden nogen skulle have noget sagt, så Margit kunne fortsætte sin mentale nedbrydelse af dem. Kaffen blev hurtigt drukket op, imens Viggo syntes at blive blegere og blegere for hvert ord, hans kone sagde. Inden

længe var Dorte nødt til at komme forbi med endnu en kande, da Margit langt fra så ud til at være færdig med de to herrer. I sit hjørne havde Carl-Elias nu fundet den bærbare cd-afspiller frem sammen med en bunke forskellige hjemmebrændte cd-er. ”Det jeg siger er vel i bund og grund bare, at du må være lidt mere ansvarlig, Svendsen, tænke før du handler. Du kan ikke bare trække min Viggo med til den ene galestreg efter den anden, han er jo ikke helt ung længere, og hvordan kan du overhovedet vide, at han gider. Nej, du kan ikke vide, hvad der er bedst for ham”. Viggo nikkede besejret og kiggede ned i gulvet. ”Altså hvis nogen gør det, så tror da faen, det må være den af os,

der er gift med ham, eller hvad siger du? Tror du virkeligt, du kender min mand bedre end jeg?”. ”Altså, nu har jeg kendt Viggo stort set siden, vi blev født…” forsøgte Svendsen, men blev straks afbrudt igen, denne gang af et voldsomt hosteudbrud fra barndomsvennen.

Visir # 84

Margit skyndte sig at klappe sin mand på skulderen. ”Der kan du selv se! Han kan slet ikke holde til alt den her spænding. Han har brug for at ligge derhjemme og sove. Så, så, min ven, prøv at trække vejret. Stille og roligt. Viggo, Viggo, kan du høre mig. Viggo?”. Men Viggo var fuldstændig ude af stand til at svare i øjeblikket. Helt ligbleg var han efterhånden af at hoste, og da han forsøgte at rejse sig op, væltede han ind over bordet.

Novelle

KRISE

”Viggo!”. Svendsen skyndte sig at hjælpe ham op igen, imens Margit løb hen og åbnede døren ud til.

”Kom med ham, vi er nødt til at få ham hjemad. Det var en dum idé overhovedet at lade ham tage med hertil. Hvorfor i alverden lod jeg ham også overtale mig?”. Cafeteriets to andre tilstedeværende nærmede sig begge for at se nærmere, hvad der foregik. Omtrent halvvejs mod indgangen væltede Viggo om igen, og på gulvet rallede han voldsomt omkring. ”Viggo, Viggo, kan du høre mig?” kaldte Svendsen, men han blev skubbet til siden af Margit, før han fik noget svar. ”En eller anden ring efter en ambulance” kaldte hun, selvom Dorte allerede havde grebet en telefon. ”Og hvad laver I andre? I står bare der. Gør dog noget for Guds skyld!”.

”Det var præcis, hvad jeg skulle til. Hvis du vil træde til siden, Svendsen”. Den lokale opfattede knap nok, hvad der skete, før Carl-Elias pludseligt var trådt forbi ham med sin cd-afspiller i hånden. ”Hvis du vil lade mig komme til, så kan jeg hjælpe” sagde han til den knælende Margit, men da hun nu for første gang fik set nærmere på den fremmede, ændrede hun straks attitude til at få hjælp. ”Jeg bliver lige, hvor jeg er. Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg foreslår, du gør det samme, kammerat. Eller endnu bedre; tag og skrid. Jeg rykker mig i hvert fald ikke”. Hun lagde en hånd på Viggos hoved og kiggede efter, om han stadig ikke kunne få vejret,

lige i tide til at blive mødt af tre øjne, der kiggede op på hende. Margit sprang tilbage, ind under et bord i sikkerhed, hvorfra hun ikke længere kunne se sin mands åbne mund og det tekop-store øjeæble, der lå i den. ”Så” sagde Carl-Elias, idet han pegede cd-afspilleren mod Viggo. ”Jeg er bange for, at budgettet er faldet lidt siden sidst, Chi’Ken’Tho, men heldigvis findes der en low tech løsning. Showtime!”. nogle sekunder; ”Do you remember. The 21. first night. Of September. Love was changing the minds…”.

Visir # 84

Han trykkede på cd-afspilleren. Først kom der kun nogle få bløder toner, men så efter

KRISE

Novelle

Dorte frøs midt i en sætning med hospitalsfolkene på telefonen. Margit stirrede med åben mund inde fra sit skjulested under bordet. Svendsen kløede sig forvirret i baghovedet.

Der kom nogle få ulykkelige lyde fra Viggo, og øjet i hans mund fæstnede sig på CarlElias i noget nær en hånlig stirren. ”Okay, måske ikke lige denne” mumlede Carl-Elias. ”Men du skal ikke tro, jeg er besejret. Jeg har mere, hvor den kommer fra”. Han trykkede igen på cd-afspilleren, som i stedet gik i gang med Walking on Sunshine. Viggo vred sig på jorden, men øjeæblet var der stadigvæk. Ved disken blev Dorte mindet om, at hun var i gang med en samtale af personen på den anden ende af linjen. Margit lukkede øjnene og forsøgte at vågne op. Svendsen måbede videre.

Skuffet, men entusiastisk skiftede Carl-Elias tyve sekunder efter videre til en ny sang igen og derefter igen, imens han blev mere alvorlig for hver gang. ”Undskyld mig” sagde Svendsen efter fem forskellige sange. ”Må jeg have lov at spørge, hvad i alverden du laver?”. ”Det er Chi’Ken’Tho, prins af den glemte galakse og tidligere hersker af… skabningen, der har slået sig ned i din ven, han er allergisk over for lykke” forklarede Carl-Elias frustreret. ”Nok derfor, han valgte din ven i første omgang, ikke megen glæde i hans liv, så vidt jeg kan forstå. Arh, hvad er der galt med Shubidua, så sdååber du mand! Den eneste måde at slippe af med ham igen, er ved at frembringe lykke hos Viggo her”.

”Aha. Javel. Allergisk over for lykke. Det giver jo logisk mening” sagde Svendsen. ”Og det har du tænkt dig at gøre ved hjælp af… Shubidua?”. ”Okay, måske ikke lige dem, men jeg giver ikke op. Jeg har et trumfkort tilbage på denne mix. Der findes ikke en sjæl i verden, der kan stå for C. V. Jørgensen”. Han

Visir # 84

trykkede en sidste gang på cd-afspilleren, og Costa del Sol lød ud gennem cafeteriet. Endelig lod musikken til at have en effekt på Viggo. Hans egne øjne vendte sig mod Carl -Elias og kilden til musikken. Med en kraftanstrengelse lykkedes det ham at komme på benene, og Svendsen løb frem for at holde ham fra at falde igen. ”Viggo” sagde han. ”Viggo, kan du høre mig?”.

Novelle

KRISE

Øjet var stadig i munden på ham, men det så næsten ud til at være skrumpet. Viggo nikkede til vennen, der omfavnede ham. Men Carl-Elias var ikke overbevist. ”Vent lige, Svendsen. Prinsen har ikke forladt din

ven. Hold ham der, og så… arg!”. I en bevægelse nåede Viggo københavneren, så cdafspilleren blev kastet i en væg, hvor den blev slået i stykker. ”Hey” råbte Carl-Elias. ”Den var retro, den model!”. (Det er her værd at nævne, at Chi’Ken’Tho i forvejen ikke brød sig særligt meget om begrebet ”retro”, eller hvordan det blev brugt til at retfærdiggøre ufattelig høje priser på varer, der var blevet solgt til en tiendedel for ikke så længe siden endda, og at han derfor kun kom til at hade termen endnu mere efter Carl-Elias forsøg på at bruge cdafspilleren imod ham på denne overraskende varme november morgen. Med andre ord vakte københavnerens problemer ikke nogen synderlig sympati hos Prinsen af Den

Glemte Galakse). Han slog derefter Carl-Elias så hårdt, at han fløj halvvejs gennem cafeteriet og landede pladask på gulvet i en ubehagelig position med et ”av, det gjorde sgu ondt for fa’en!”. Svendsen fik få sekunder efter samme tur, da han havde forsøgt at blande sig. ”I kan ikke stoppe mig!” brølede rumvæsnet fra Viggos mund. ”Tristheden i denne mand… jeg har aldrig mødt dens lige før. Så mange knuste drømme, så mange grådfyldte nætter, sikke et mindreværdskompleks. Jeg har aldrig set magen. Intet kan stoppe mig nogensinde igen!”. ”Så for Satan” sagde Carl-Elias, da han havde rejst sig op. ”Jeg ved ikke, hvad der er

værst, at det ikke virkede, eller at Viggo virkeligt ikke lader til at kunne elske noget her i livet. Hver og en af de sange burde have resulteret i det mindste med en reaktion, men nej. Ikke Wonderwall, ikke Hey Jude. Intet. Jeg troede, jeg gjorde det her for at redde et menneske, ikke hvad end det er for en følelseskold skabning, der står her foran mig”. ”Nu synes jeg lige, du skal tage og vise lidt respekt” sagde Svendsen arrigt. ”Det er min ven, du taler om. Jeg ved ikke, hvad der foregår, eller hvad han har spist, men Viggo er krop bevæget sig hen til Dorte for at stoppe hende fra at fuldføre samtalen i telefonen. ”Men hvad siger du så?” spurgte Carl-Elias. ”Du er hans ven, du må vide det. Hvilken

Visir # 84

absolut ikke nogen følelseskold skabning, det kan jeg love dig for”. Imens havde Viggos

KRISE

Novelle

skod bonderøvssang tror du, der kan hjælpe ham? Sikkert et eller andet man skal have en kartoffel galt i halsen for overhovedet at kunne udtale. Hvorfor kunne han ikke have besat en deprimeret unistuderende i stedet?”.

”Der er en sang… som Viggo holder af at gå og nynne, når vi er på jagt. Ret træls faktisk. Skræmte engang en sneppe væk. Men den kunne virke, hvis hvad det du siger, er sandt”. Han fortalte københavneren, hvad det var for en. ”Åh, Viggo” smilede Carl-Elias. ”Dit smukke, smukke menneske”. Den besatte Viggo fik trukket Dorte væk fra disken og bundet hende, imens han forhørte hende, om hvor meget ambulanceredderne vidste, og hvor lang tid det ville tage dem at ankomme. Margit sad endnu under bordet, hvor hun rystede over hele kroppen. ”Viggo?” kaldte Svendsen, der var gået tilbage til de andre. ”Viggo, min ven, prøv engang

at høre her… øh, jeg ved sgu ikke, hvad der sker her, men måske skulle du falde lidt til ro”. Rumvæsnet i Viggos mund vendte sig mod ham, og vennens krop fulgte med. ”Menneske” sagde skabningen. ”Er du kommet for at udfordre mig? I så fald er du dømt til fejle. Jeg kan ikke besejres af nogen på denne planet. Jeg er mægtigere end hele din ynkelige art. Du har ingen våben, der kan skade mig. Sorg, smerte og tristhed gør mig kun stærkere”. ”Øh” mumlede Svendsen og kradsede sig selv i nakken. ”Ey… ey øh… ja”. ”Du tør ikke engang kæmpe mod mig” snerrede rumvæsnet og tog et skridt nærmere

ham. ”Tag du hellere og løb din vej, imens du endnu kan. Måske når du endda at slippe væk!”. Svendsen sank en klump. Jeg ville bare gerne have været på jagt i dag, er det for meget at forlange? Nå, for helvede, så lad da gå, lad os gøre det her.

Visir # 84

”Ey, Danmark” sagde han og overfaldt Viggos krop i en krammer. ”Hvad sker der for dig?”. ”Hvad!” snerrede rumvæsnet, idet det prøvede at kæmpe sig fri, men alene de få ord havde vækket en del af Viggos bevidsthed op til overfladen. Han kæmpede stadig imod Svendsens omfavnelse, dog kun i et halvhjertet forsøg, og da Carl-Elias uset sprang på

Novelle

KRISE

mekanikeren bagfra, blev han helt overrumplet. ”Jeg tror, vi tager low low tech løsningen i dag, Chi’Ken’Tho. Jeg kan se det ske’ - det’ ak, det’ ve”.

Prinsen af Den Glemte Galakse slog ud efter ham, så Ray-ban solbrillerne fløj af københavneren. Synet bag dem var lige ved at besejre Svendsen, men gennem ren og skær benægtelse af virkeligheden, lykkedes det ham at ignorere de brune flueøjne. I sandhed menneskehedens største superkraft. Sammen skrålede de, så godt de nu kunne, til de var hæse og trætte, imens Viggos krop blev slappere og slappere. Da de blev færdige med sangen, startede de blot forfra igen, indtil den besatte mekaniker til sidst begyndte at hoste voldsomt. ”Sådan” sagde Svendsen. ”Ud med det. Kom så, kammerat. Puha, ja, ud med det øh… det skidt. Bare ligesom

at have slim i halsen”. Der lød et rygradssmuldrende ”blob”, og det store, grønne øjeæble ramte gulvet. Her vendte det sig med det samme og stirrede rundt efter en mulig flugtvej, men før det kunne nå at regne ud, hvordan det skulle bære sig ad med at løbe uden nogen ben, (i bund og grund hvordan det kunne igangsætte en lille personlig evolution efter så mange år uden træning, og når det var i så dårlig form i forvejen oven på alle Margits frygteligt fede tarteletter) fangede Carl-Elias det med en småkage dåse, han havde fundet bag disken. ”Fik dig, din snotklat”. Han rystede dåsen et par gange, hvorfra der lød hylen og hvinen.

”Se” sagde han og viste dåsen til Svendsen. ”Jeg udvalgte den godt nok efter øjemål, men den passede alligevel. Øjemål… nah, lige meget”. Men den lokale opfattede ikke rigtigt, hvad københavneren sagde. Han var for optaget af vennens mumlen. ”Svendsen, Svendsen, er det dig? Åh nej, åh nej… nu husker jeg, hvad der skete. Jeg er så ked af det. Jeg kom for sent igen, gjorde jeg ikke. Åh… tror du måske stadig, vi kan ”Jeg tror lige, det går, Viggo” smilede Svendsen. Margit styrtede frem fra sit skjulested, for at overfalde sin mand, og for en gang skyld, blandede Svendsen sig ikke.

Visir # 84

nå på en pürsch inden frokost, eller er det for sent?”.

KRISE

Novelle

I stedet trådte han hen til Carl-Elias, der var ved at befri Dorte. ”Her” sagde han og rakte ham de faldne Ray-ban solbriller. Hans mave faldt straks mere til ro, da de igen dækkede københavnerens øjne. Nu kunne han bedre overskue situationen, da alle visuelle

beviser var forsvundet. Viggo var syg. Hvordan kan jeg nok ikke forstå alligevel. Tror du måske, jeg er læge? Nej. Nej, den slags ved storsnudede københavnertyper mere om end jeg, det må jeg indrømme. Det tilstår jeg. Hellere bare komme videre til at hjælpe Viggo. Han er nok lidt nede. Vi kan trods alt stadig nå på jagt. ”Hvad sker der nu?” spurgte han den fremmede. ”Finder du en dims frem og får alting til at gå væk, ligesom i den der film?”. ”Ikke helt” svarede Carl-Elias. ”Nej, det mest’ freaky ved den her situation er næsten budgettet. Jeg kan godt love dig for, at DR ikke er de eneste, der er blevet skåret nogle

procent. Få jer i stedet en kop kaffe og tag og kig denne her igennem”. Han rakte Svendsen en stak sedler fra sin rygsæk, som den lokale skimmede. ”Hva’ for noget er det her… licens… hva’, nu er du vel ikke licensmand, din slyngel?”. ”Nej, nej” svarede københavneren. ”Trust me, det er meget bedre. Hvis I underskriver dem her og lover aldrig fortælle nogen om, hvad I så… så slipper I for licens på livstid. Altså, det er jo næsten bedre end at fjerne hukommelsen, ikke? Så bliver I belønnet for det, I har været udsat for”. ”Slipper for licens” mumlede Svendsen skuffet. ”Men det betalte jeg sgu da i… nårh, ja, skal vi så ikke få den kop kaffe?”.

”Ahhh” trak Carl-Elias på skuldrene. ”Jeg tror næsten, jeg har fået nok af jeres øh, kaffe kalder du det alligevel, for i dag. Det er ikke godt for maven med for meget af den slags. Desuden er det lang køretur tilbage til civilisationen”. ”Aha, javel” nikkede Svendsen. ”Civilisationen”. Nu var de ved at tilbage ved noget, han

Visir # 84

kunne forholde sig til. ”Så må du ha’ det”. Carl-Elias lavede et mærkeligt håndtegn, samlede sine sager sammen og styrede ud på parkeringspladsen, hvor tyskerne nu var ved at vågne op. Han nærmest dansede hen til sin blå hybrid, klappede den på taget og sprang ind på forsædet. Lygterne tændtes, motoren startede, og så kørte han ellers derudaf. ”Forbandede københavnere” mumlede Svendsen.

Reklame

KRISE

Visir # 84

KRISE

Novelle

Tiny strings of dirt Af Kim Park Andersen, tilvalg i Litteraturhistorie

To my psychiatrist, Dr. Cox, Have you ever experienced a life-changing moment? Of course. Since you can read this,

it most likely means that you were born. Jokes aside; no greater change than that is possible to my knowledge; from non-existence to existence. One could argue that the opposite causation is equally great and an inevitability that follows from the first. In that sense, all existing humans have at least two life-changing moments guaranteed in their lifespan; the moment you were born, and the moment you die. These moments are given to us all, in the sense, that they are completely out of our control. If you are reading with the right part of your brain, you're probably thinking one’s own death can be one’s own making. Fair point, I guess. But at this juncture, I think you'll find reading with the left side of your brain much more enjoyable. And if

you already were - my apologies. It does seem like all this would be lot more interesting if I were holding a gun to a person’s head while writing this. Or even better, hold the gun to at persons forehead, whilst saying these exact words and having the same person write every word - word for word. I can’t stop thinking about Samuel Jackson in Pulp Fiction: "I never gave much thought to what it meant. I just thought it was a cold-blooded thing to say to a motherfucker before I popped a cap in his ass." He had just experienced a life-changing event. He had experienced a miracle, which made him change his whole perspective on life. Now, a life-changing event doesn't have to be a miracle. Besides, it was a just a movie. It

didn’t happen in real life. Mine happened in real life. And now, I'm going to tell you about it, whilst holding an imaginary gun to your head. I'm at work. I work as a part-time phoner for a telemarketing company downtown. I've been working there for about a year almost. All in all there is about 40 employees - I

Visir # 84

know five by name. I probably met a lot more at the Christmas party, but I was too drunk to remember. I get a hangover just thinking about it. I was good at selling crap to people over the phone. I was crap at talking to people in real life. Speaking is much easier when it has a specific purpose, like selling magazines. The office is three storages high and has multiple rooms for selling multiple types

Novelle

KRISE

of magazines. Managers have their own offices, but we, the phoners, share big white rooms with several rows of black computers on white tables with black office chairs. I'm sitting in one of these chairs with my headset on and calling people. It’s a Thursday in

the late afternoon. I've been feeling strange all week. Like I’ve done something bad, but don’t know what it is. I feel weak. On the computer screen is the name of the next person I must call. Unknowingly, I had pressed the dial button and the phone began to ring. "Hallo?"… "Hi..." "Who is this?" "I'm...". I'm sitting completely still. If someone looked away from their screen and saw me, they would think I'd been frozen in time. On the inside however, anxiety has spread to every matter of my being.

"Why are you calling me?" "Because they made me?" "Who?" "Them." "Are you ok?" "No. I’m not well.... I don’t know what’s wrong." Tears have run down my cheeks and started dripping on the keyboard. "Sorry for calling." "Don't be. If you want to talk you can call me again." "Ok, thanks". I hung up. What is going on? Did she really just say that? Why? The

question feeds whatever’s going on inside my mind to a point where I lose touch with reality, or maybe I just think I do. I can’t tell the difference. I have to get home. In a state of senseless awareness, I go seeking for my superior. I find him in the kitchen. I tell him I’m sick and I must go home. I feel him looking at me and hear him saying ok. I have a twenty-minute walk home. Everything feels different. Everything looks different. The streets, the clouds – even my own home as I close the door behind me. I walk we living in a giant plant? I need water. I go back to the kitchen and fill a plastic bottle. As I move the bottled tap water towards my mouth, I see something in it. It looks like

Visir # 84

straight through the kitchen into the living room. Where did this plant come from? Are

KRISE

Novelle

tiny strings of dirt floating around in the water like microbes in a petri dish. Without thinking I drink the whole bottle. I go back to the living room, sit down in my chair in complete silence for what was hours, but felt like a few minutes.

As you might have guessed doctor, I was never the same again. And to this day I still have no idea of that happened. Sometimes I feel like nothing happened and yet everything changed. This ambiguous reality is the reality I choose. I will no longer require prescription drugs from you, whatever your advice may be. Maybe the right side of the brain was right all along. We donâ€™t get to choose to be born, but to a large extent we do decide how we want to die. A smart doctor like yourself surely knows this already, meanwhile Iâ€™m still trying to find my way out of mental puberty. Sorry about the imaginary gun.

Sincerely,

Visir # 84

Ethan K.

A r k i v g u l d f r a V I S I R # 27 A r k i v gFredløse uld De

KRISE

- Denne udgaves klumme er en utrolig og sandfærdig historie om luftens oversete helte Af Jakob Ladegaard

Der lever nogle blandt os, vi ikke behandler

højeste prioritet atter skulle mægles mel-

ret godt. Vi tramper på dem og sparker til

lem himmel og jord. Ikke alene bevarede

dem – jeg har selv set nogle af dem komme

den bevingede veteran derefter sin symbol-

humpende med kun to tæer på en fod og et

ske status, den tjente også i nyere tid til at

forskræmt blik i de vagtsomme øjne. Vi har

bringe brevpost mellem mennesker. Især

vænnet os til at se overernærede småbørn

kærlighedsbreve, naturligvis. Og det er ikke

skræmme livet af dem på alverdens torve

alt. Før i tiden var duekød en delikatesse,

og pladser (især italienske og franske), og

nu er det alene for gastronomiske excentri-

vi forbinder intet ondt derved, tværtimod.

kere. Så hvordan står det nu alt i alt til

Når man i film viser den slags scener er det

med dette førhen så anerkendte og nyttige

for at give indtryk af idyl. Disse udskudte

sendebud? Uhyrligt er det, men scenen fra

dør i storbyens rendestene og bliver fejet op

Mars Attacks, hvor frådende marsmænd

og slænget i sække med det andet skarn.

skyder en hippies fredsdue ned med stråle-

En uhørt og utroligt nok upåtalt uretfær-

kanoner, lader til at være et glimrende bil-

dighed for uden dem ville menneskeheden

lede på vores forhold til denne dyrenes dis-

ikkun være en kuldsejlet drøm, en flyvende

krete konge. Det er klart, at netop den i fri

hollænder, dømt til evig omflakken på de

flugt må ristes til uspiselighed af solarie-

Syv Have med et genfærd af en landkrabbet

rørsfarvede fremtidsvåben, når man vil ha-

patriark ved roret. I dag skal klummen hyl-

ve os til at tro, at de eneste gaver, der i dag

de disse uforskyldt forurettede. I dag skal

kan komme ovenfra og ned er galdegrønne,

krummen fylde de fredløses næb. I dag

laserpotenserede blæksprutter.

skal det handle om duer. Duen udførte sin første internationale

Fra livsbudbringer til flyvende rotte. Fra Helligånd til bums. Det er duens kulturhistorie, et tragisk, bundløst fald. Hvor

Hvad ville Noah have gjort, hvis ikke hans

lang tid skal der gå, før nogen lindrer deres

udsending var vendt tilbage med olivenkvi-

lidelse og falder dem forbrødrende om hal-

sten, der ikke alene var et vidnesbyrd om,

sen (f.eks nede på Store Torv, hvor der altid

at der var land forude, men derved også om

er en del), som en berømt filosof engang

menneskets forsoning med Gud? Man ville

gjorde med en bryggerhest (hvorved han

måske have været vidne til historiens ene-

efter manges mening endegyldigt beviste

ste dyremytteri. Under alle omstændighe-

sin sindssyge)? I hvert fald kan måske lade

der; Noah var på dybt vand, og duen redde-

være med at sparke på dem. I det mindste

de ham og alle de andre dyr. Man takkede

kan vi lytte til deres historie, ynke deres

den ved at lade den symbolisere den Hellige

vanskæbne og glæde os over, at vi ikke be-

Ånd, da der ved en senere lejlighed af aller-

handler mennesker på den måde.

43 43

Visir Visir##84 84

fredsmission med sikkerhed og elegance.

Anmeldelse

KRISE

Lazarus på Aarhus Teater 3. september 2019

Visir # 84

Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Lazarus er en af de der oplevelser, der er

sikalske smelter sammen med scenogra-

vanskelige at forklare. Når folk spørger

fien og skaber en helhedsoplevelse.

”Hvad handlede den så om?” bliver jeg i

Den imponerende scenografi bestod af

hvert fald mundlam. Selvom jeg ikke er i

bevægelige rektangulære rammer, som

tvivl om, at jeg har set noget fedt, så

svævede parallelt og diagonalt henover

kommer der flest ufuldstændige sætnin-

scenen. De fungerede som rumdelere og

ger ud som svar.

markerede indenfor/udenfor. Rammerne

Først og fremmest er det en hyldest til

skabte spatiale dimensioner, som afspej-

Bowie. Det lyder måske mærkeligt at

lede sindets surrealistiske og mangfoldi-

skabe en hyldest til sig selv – for Bowie

ge dimensioner.

stod jo selv for at udvælge og arrangere

Nu har jeg så sagt en hel del om alt det,

sangene i den originale opsætning. Alli-

stykket er pakket ind i – alt det, der lig-

gevel kan denne reinkarnation af stykket

ger udenfor handlingen. Og det er fordi

ikke blive andet. Bevidstheden om at han,

det er ret svært at sige noget sammen-

skaberen, er død i mellemtiden, gør det

hængende om handlingen. Musicalen

svært at gå ind til stykket uden en eller

centrerer sig om hovedpersonen Thomas

anden form for højtidelig følelse.

Newton; et stærkt alkoholiseret rumvæ-

Stykket giver også en mulighed for at op-

sen i menneskelig skikkelse, som har

leve nogle af Bowies bedste sange i en

isoleret sig i sin lejlighed. Den eneste

helt original opsætning. Sangene vejleder

kontakt han har med omverdenen, er

og vildleder stykkets karakterer, som

hans sekretær (som er tiltrukket af ham

fremfører dem med befriende sikkerhed.

selvom hun er gift) og en glat managerty-

Ingen af dem prøver at være Bowie

pe, som besøger ham fra tid til anden.

(heldigvis) – de indtager og udtrykker

Ellers får Thomas tiden til at gå med at

sangene på deres egen måde. Skuespille-

drikke og længes efter at komme hjem

ren bag hovedpersonen Thomas Newton

eller efter den kvinde han elskede engang.

udtrykker dog noget af den samme auto-

Flere personer kommer og går på scenen,

ritet, som Bowie ejede i både sangstem-

og her begynder skellet mellem virke-

me og positur. Der er ikke en finger at

lighed og fantasi at smelte sammen. Per-

sætte på akkompagnementet, og det mu-

sonerne og deres handlingsmønstre er

Anmeldelse

KRISE

sikalske smelter sammen med scenogra-

vanskelige at forklare. Når folk spørger

fien og skaber en helhedsoplevelse.

”Hvad handlede den så om?” bliver jeg i

Den imponerende scenografi bestod af

hvert fald mundlam. Selvom jeg ikke er i

bevægelige rektangulære rammer, som

tvivl om, at jeg har set noget fedt, så

svævede parallelt og diagonalt henover

kommer der flest ufuldstændige sætnin-

scenen. De fungerede som rumdelere og

ger ud som svar.

markerede indenfor/udenfor. Rammerne

Først og fremmest er det en hyldest til

skabte spatiale dimensioner, som afspej-

Bowie. Det lyder måske mærkeligt at

lede sindets surrealistiske og mangfoldi-

skabe en hyldest til sig selv – for Bowie

ge dimensioner.

stod jo selv for at udvælge og arrangere

Nu har jeg så sagt en hel del om alt det,

sangene i den originale opsætning. Allige-

stykket er pakket ind i – alt det, der lig-

vel kan denne reinkarnation af stykket

ger udenfor handlingen. Og det er fordi

ikke blive andet. Bevidstheden om at han,

det er ret svært at sige noget sammen-

skaberen, er død i mellemtiden, gør det

hængende om handlingen. Musicalen

svært at gå ind til stykket uden en eller

centrerer sig om hovedpersonen Thomas

anden form for højtidelig følelse.

Newton; et stærkt alkoholiseret rumvæ-

Stykket giver også en mulighed for at op-

sen i menneskelig skikkelse, som har iso-

leve nogle af Bowies bedste sange i en

leret sig i sin lejlighed. Den eneste kon-

helt original opsætning. Sangene vejleder

takt han har med omverdenen, er hans

og vildleder stykkets karakterer, som

sekretær (som er tiltrukket af ham selv-

fremfører dem med befriende sikkerhed.

om hun er gift) og en glat managertype,

Ingen af dem prøver at være Bowie

som besøger ham fra tid til anden. Ellers

(heldigvis) – de indtager og udtrykker

får Thomas tiden til at gå med at drikke

sangene på deres egen måde. Skuespille-

og længes efter at komme hjem eller efter

ren bag hovedpersonen Thomas Newton

den kvinde han elskede engang. Flere

udtrykker dog noget af den samme auto-

personer kommer og går på scenen, og

ritet, som Bowie ejede i både sangstem-

her begynder skellet mellem virkelighed

me og positur. Der er ikke en finger at

og fantasi at smelte sammen. Personerne

sætte på akkompagnementet, og det mu-

og deres handlingsmønstre er ret forvir-

Visir # 84

Lazarus er en af de der oplevelser, der er

Anmeldelse

KRISE

rende og svære at regne ud. Nogle scener

Måske skulle man have læst The Man

virker realistiske nok – mens andre min-

Who Fell to Earth, som stykket angiveligt

der om en sindslidende mands vrangfo-

fungerer som fortsættelse på, eller bare

restillinger og virker fuldstændig mare-

set filmatiseringen med Bowie i hovedrol-

ridtsagtige. Desuden er scenen befolket

len, inden man så Lazarus – det skal jeg

af dobbeltgængere, gengangere og perso-

ikke kunne afgøre. Stykket er dog selv

ner, som tilsyneladende både eksisterer i

uden disse forudsætninger både visuelt

den virkelige og i den imaginære verden –

og musikalsk imponerende.

hvis da den imaginære del ikke bare er

Ved udgivelsestidspunktet er der kun

noget denne anmelder har fundet på for

ganske få spilledatoer tilbage, frem til og

at skabe et sammenhængende narrativ.

med den 12. oktober – og der er i skri-

Jeg skal være ganske ærlig og sige, at det

vende stund kun få billetter tilbage. Dog

ikke altid gav mening for mig.

genopsættes stykket i foråret 2020 på

Men én læsning kan måske tilbyde en

Det kongelige Teater i København, så alt

form for mening: Hvis man anskuer styk-

håb er ikke ude! Måske det bliver første

ket som et besøg i et psykotisk sind – et

gang, undertegnede vover sig i teatret for

sind i krise. Så handler forestillingen om

at se samme stykke to gange?

ulykkelige mennesker, som føler sig fan-

Billetpriserne hos Aarhus Teater starter

get og forkerte i deres eget liv. Newton

ved 65 kr. for studerende.

selv ønsker jo at vende tilbage til sin pla-

Visir # 84

net, men er fanget på Jorden.

Arkivguld fra VISIR #7 Arkivguld

Legacy

KRISE

Rebecca Hilmer, Ã†stetik og Kultur

Visir Visir##84 84

47 47

KRISE

Prosa

notater til akademisk skriftlighed Af Kyla Andersen, Kunsthistorie

et rum trænger sig på, lægger sig udenpå vores, afgiver varme: kor, gennem ventilationsskakten, til akademisk skriftlighed. Altid står de der bag væggen og synger, flerstemmigt. Sådan forekommer det mig. Altid står de der. Her sidder vi bare og lytter, tager

imod, går videre fra formalia og til opgavens struktur. Jeg kom bare til at tænke på noget jeg læste, siger én med armen strakt, og man vil gerne vide hvad, hvad tænkte du på, men hører så, at man har bladret, at se nu stiger solen, er de nået til i nodearket. Hører ikke de enkelte stemmer, men en summen. Bare melodien kender man sangene på, tonernes variation, gennem rør, væg, propel. Ansku opgaven som ét stort argument. Og vi nikker langsomt og tror vi forstår, men ser projektoren gå ud, ser den tiltrække sig al opmærksomhed derved, fra de lyttende, nogle sekunder, før han følger de fjerne blikke, vender sig om, vores lærer, og ser det blå; elektronikkens lille leg med menneskene: Lad dem stå dér og flagre. Få øje på vilkårlige knapper, kom så, med beslutsom hånd

og så en venten. Stå ubehjælpeligt og kigge rundt, scanne rummet for ledninger, hvad med denne her, ingenting, ingen af os kan holde til kablernes afvisning. Og så sker det helt usandsynlige: et ophold i sangen. Netop nu. Som var det alt sammen planlagt. En fælles vejrtrækning gennem bygningens vægge og rum, stole, rør og ledninger. Før vi straks er tilbage på sporet og forstår det byzantinske rige som én lang afstandtagen til det illusionistiske billedsprog: forsøg nu ikke at genskabe guds mesterværk, lille person. Og sådan undgår I sætninger, der er overflødige, siger han fra powerpointen og peger på svaret. Ligner pludselig Jesus med sit gyldne hår, der svinger, når han går mellem tavlen og os, et par skridt ud i rummet og tilbage, gestiku-

lerer, en forvirret vestliggørelse, store blå øjne, hårfarven, men alligevel, som han står dér i lyset, skråt ind gennem loftsvinduet. Vi skal bare af med unødige sætninger, insisterer han som det eneste solramte tilstede. Vi andre: i skygge ved borde, hvis placering vi diskuterede lidt løst, da vi kom ind og kom frem til en løsning, der hed sig, at give

Visir # 84

dem en skrå vinkel mod et centreret punkt: tavlen. Én fik idéen. Ingen protesterede. Og sådan gik det til. Jeg ligner en der lytter, tænker jeg, en der skriver noter, men jeg gør hverken dét eller dét, sidder lige og er meget træt, og er meget sukkertrængende, mens der tales med kraftige stemmer. Små bank på tavlen, der skal understrege vigtige sætninger med lyd, men en kno mod noget hårdt. Det kan godt være lidt forstyrren-

Prosa

KRISE

de. Det lyder lidt mærkeligt, at en opgave ønsker noget. Lidt for personligt, at en opgave har håb og drømme, siger han, da vi er nået til fælles feedback og ser, at mange i rummet vil trække teksten fuldkommen fri af en skrivende, vil lade teksten være skrevet af

sig selv. Der vil ske en analyse af billedet, forsøger vi os. Analysen vil ske. Den vil bare ske. Vi har nok et lidt nervøst forhold til brugen af “jeg”, tænker han, men det må vi altså godt. Bruge jeg. For ønsker denne opgave at redegøre, har den egne ambitioner, nej, fastslår han uden aggression, peger på sit diasshow: Gode råd! Vi skal printe opgaven i en fjollet font, opdage stavefejl sådan. Er det formerne, det svungne, der gør den skør. At den nærmer sig håndskriftens udsving. Hænderne illustrerer hans pointe, når han siger, alt sammen handler det om, hvordan I former jeres tekst, om det, der foregår.

Visir # 84

Anmeldelse

KRISE

Jonathan Franzen: Ved verdens ende

Visir # 84

Af Niels Løkkegaard Bjerre, Litteraturhistorie

Da jeg gik ind til Jonathan Franzens es-

keltes ansvar i klimakatastrofen men

saysamling Ved enden af verdens ende,

bruger det i sidste ende som en sovepude

var det med håbet om essays, der under-

for manglende handling. Klimakrisen er

søgte klimakatastrofen, hvordan den an-

ikke nogens skyld, samtidig med at den

tropocæne tidsalder påvirker mennesket,

er alles skyld. Franzen cementerer sig

eller hvad vores påvirkning af kloden in-

selv som pessimist, når det kommer til

debærer. Skuffet blev jeg ikke, men det

jordens overlevelse. Man kommer næsten

viste sig at klima, miljø eller det antropo-

til at tænke på Lars von Triers Melancho-

cæne ikke var udgangspunktet for Fran-

lia om verdens undergang og på Slavoj

zens forundring og undersøgelse. Det vi-

Zizeks fortolkning, der bygger på at fil-

ste sig til gengæld, at omdrejningspunk-

men ikke er pessimistisk men nærmere

tet for de forskellige essays hurtigt blev

optimistisk. Særligt når man som tillæg

fugle. Fuglene bliver i Ved enden af ver-

til Franzens Ved enden af verdens ende

dens ende et udsyn på verden, der er ved

også læser hans indlæg i The Newyorker

verdens ende. Hvordan mennesker be-

d. 8. september: ‘What if we stopped pre-

handler fugle, bliver et pejlemærke i for-

tending – The climate apocalypse is

hold til deres etik. Fuglenes dominans

coming. To prepare for it, we need to ad-

bliver så prægende for værket, at man

mit that we can’t prevent it’, der advoke-

ligefrem kan se, hvordan Franzen over-

rer for, at vi accepterer, at forandringen

går fra økokritikkens vanlige flade onto-

af Jordens temperatur fra den præ-

logi over til et hierarki imellem arter,

industrielle tidsalder overstiger to grader,

hvor fisk og kril primært ses i deres rela-

og at Jorden dermed vil gå over ’the point

tion til fuglene som fødekilde. Franzen

of no return’, hvor tilbagekoblingen af

åbner fuglenes verden for læseren men

klodens systemer vil løbe løbsk, så vi mi-

opstiller i samme greb et enten-eller for-

ster kontrollen over processerne, der er i

hold imellem fuglenes overlevelse og kli-

stand til at redde os fra det apokalypti-

maaktion. Undervejs gøres der nar ad

ske scenarie, vi står overfor.

tiltag som udskiftning af sine gamle pæ-

Det lyder alt sammen meget håbløst

rer med LED-pærer og det at handle lo-

og deprimerende, hvilket det for så vidt

kalt. Han påpeger absurditeten i den en-

også er, men i både Ved enden af ver-

Anmeldelse

KRISE

dens ende og i ’What if we stopped pre-

pe, men som det ser ud lige nu, stopper

tending’ kommer Franzen med alternati-

alle ikke med at flyve, og måske kan du

ver, vi kan kanalisere vores energi ind i. I

og jeg bedre bidrage ved at så en byhave i

hans essaysamling bliver målet fuglene.

stedet for at piske os selv med CO2 af-

Fuglene kan hjælpes helt lokalt. Gen-

hold. Måske udelukker det ene dog heller

nemgående for hele værket er et skel

ikke det andet. Det store problem, men

imellem det lokale og det globale. Den

også den store kvalitet, ved Franzens

globale klimakatastrofe er ikke til at rede,

værk Ved enden af verdens ende er ba-

men et lokalt fuglereservat kan oprettes,

lancegangen imellem den pessimistiske

hvorved vi kan passe på nogle af de næ-

håbløshed og den handlekraftige drift,

sten uddøde arter af fjerkræ, der lever på

der vil gøre verden til et bedre sted. Fran-

jorden. Udefra kan det lyde absurd, at vi

zen ønsker, at vi skal erkende vores ne-

skal give fanden i global opvarmning og

derlag overfor klimakatastrofe og i stedet

koncentrere os om fuglenes forgodtbefin-

komme videre, så vi kan begynde at for-

dende i stedet, men Franzen har alligevel

berede os selv på de katastrofer, vi kom-

en pointe i, at de konkrete, lokale æn-

mer til at stå overfor som følge af krisens

dringer, som individet er i stand til at

uundgåelige indtog. Allermest af alt øn-

hjælpe med (oprettelsen af et fuglereser-

sker Franzen måske at give fuglene lidt

vat, plantning af skov, rewilding af natu-

mere opmærksomhed. Den del af opga-

ren osv.), måske giver mere mening, da

ven fuldfører han. Selv læste jeg essay-

de ikke blot hjælper klimaet (med en

samling i diverse europæiske tog over

brøkdel, der ikke er til at måle) men også

sommerferien, hvor jeg rejste rundt i det

hjælper en helt anden problemstilling,

gamle germanske imperium. Undervejs

der er til at se, høre og føle på. Den loka-

åbnede Franzens essaysamling fuglene

le, konkrete handling bærer frugt med

(og manglen på samme) op for mig og

det samme, hvor det abstrakte og store afhold, som at stoppe med at flyve, selvnogen forstand, der er til at føle på. Hvis alle stoppede med at flyve, ville det hjæl-

Visir # 84

følgelig gavner, men bare ikke gør det i

Jonathan Franzen Ved verdens ende Gyldendal 254 sider Vejl. pris: 299,95 kr.

Essay

KRISE

Måske er vi bare et økosystem og alt skal nok gå Af Niels Løkkegaard Bjerre, Litteraturhistorie

Måske ender vi med at uddø. Hver art er et produkt af sin tid. Ar-

CO2-rige atmosfære. Til gengæld lagde

ter udvikler sig. Arter uddør. Sløruglen

denne iltning grundlaget for, at flercellet

og gejrfuglen lever kun i sproget. Vi

liv kunne opstå. Vi kunne opstå. Foto-

navngiver arter i ét væk, så de kan leve

syntesen opstod, og flere organismer be-

videre i vores sprog, selvom de forsvinder.

gyndte at høste solens energi, så de kun-

Selv taler vi om vores egen udryddelse. Vi

ne vokse. Amazonas har ikke noget med

har på mirakuløs vis formået at skabe os

lunger at gøre. Havene er fulde af bakte-

en af de mest udtryksfulde udslettelser

rier, og alger er det eneste, der kommer

mulig. Vi er i gang med at varme vores

tæt på lunger for jorden. Det er dem, der

egen klode op. Dette er sket før. Planeten

dannede den atmosfære, vi har til at

har altid skiftet temperatur. Engang var

starte med, og det er dem, der har lavet

den dækket af is. Engang var der ikke

fotosyntese i 3,5 milliarder år. Det er

engang ilt i atmosfæren. Netop ilten var,

dem, vi brænder nu. Vi brænder de for-

hvad affødte os i første omgang. For fire

stenede organismer og resterne af den

milliarder år siden var der stort set ikke

forhistoriske tid, så vores egen tid kan

ilt i jordens atmosfære. Der var til gen-

opstå fra asken. Olien har svøbt menne-

gæld masser af CO2. Der var også liv.

skeheden i et tykt lag og forbundet sig til

Livet opstod, før der var tilgængelig ilt i

os. Vores afhængighed af den forstenede

atmosfæren, og livet skal nok fortsætte,

fortid har kastet os ind i en fremtid, vi

når vi har pumpet atmosfæren fuld af

ikke kan nå at tilpasse os til.

CO2 igen. Arter er produkter af tiden, de

Visir # 84

var gift fra organismerne tilpasset den

Måske er det sådan, det skal gå. Må-

eksisterer i. Derfor måtte det også ske, at

ske skal vi ændre på atmosfæren og gøre

cyanobakterierne opfandt fotosyntesen

den ubeboelig for os selv. Måske skal vi

og begyndte at ilte atmosfæren. Med den

hylde jorden i en hinde af plastik, som

evolutionære tilpasning fra cyanobakteri-

cyanobakterierne gjorde det med ilt før

erne kom den første store krise: netop

os. Jeg taler ikke om skæbne, og jeg tror

iltningen af atmosfæren – the great oxi-

ikke, vi skal udryddes, fordi der er noget

dation event. Et utal af arter uddøde. He-

ondt i mennesket. Det handler ikke om

le biodiversiteten i havene ændredes. Ilt

kultur. Det handler om natur. Det hand-

Essay

KRISE

ler om tid og rum. Det planetære rum

eller nogen skal nok rejse sig fra vores-

har længe været det samme. Jorden har

aske, for der er rig næring i aske. Rum-

længe været jorden, ligegyldigt om den

met skal nok blive. Jorden skal nok fort-

var dækket af is eller vand eller landmas-

sætte med at kredse omkring solen, og

ser eller lava. Det er tiden, vi ikke kan

atomerne, som udgør jorden, skal nok

følge med. Vi kan ikke tilpasse os til vo-

blive der for en stund endnu. Vi er selv

res egen påvirkning af jorden. Vi har ac-

de atomer, der iltede atmosfæren og de

celereret naturen og tiden til en grad,

atomer, der brændte med dinosaurerne

hvor vi ikke selv kan følge med. Det er

og de atomer, der opfandt dampmaski-

imponerende og smukt. Mennesket er

nen i slutningen af 1700-tallet. Nye arter

smukt, ligesom at alt liv er smukt, men

vil bruge vores atomer til at opbygge

hvis vores ambitiøse projekter bliver vo-

kroppe og væv. Nyt liv vil springe frem,

res undergang, så er det ikke en kata-

når andet går tilbage. Så alting skal nok

strofe. Livet skal nok gå videre. Bare ikke

gå. Måske ender vi med at uddø, og må-

for os. Det skulle det jo alligevel aldrig.

ske er det slet ikke så slemt, som det ly-

Bakterierne i vores tarme skal nok finde

der. Vi er et økosystem og en del af et

andre værter, som de kan påvirke og

økosystem. Død og uddød er en del af så-

hjælpe. Svampene i jorden skal nok blive

dan et system. Det hele skal nok gå.

ved med at sprede deres mycelie. Noget

Visir # 84

Anmeldelse

KRISE

Troen & Ingen på Teatret Svalegangen , 27. august 2019 Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Visir # 84

Hvordan tackler man det at miste den, man har allermest nær – til en tilfældighed? Hvordan kan der findes mening i livet efter sådan en oplevelse? Troen & Ingen løser ikke krisen, men anskueliggør den med mesterligt nærvær. Ingen, der har levet i mere end nogen og

indeholder de jordiske rester af hans livs

tyve år, kender ikke det danske band

kærlighed. De står der midt på scenen

Saybia. Og derfor kender mange også hi-

som en lige dele uacceptabel og ufravige-

storien om Søren Huss og den tragiske

lig kendsgerning.

trafikulykke, der kostede hans kæreste

Stykket er enkelt sat op med fire skue-

og datters mor livet. Nogle år efter ulyk-

spillere, unavngivne karakterer. De tre er

ken udgav han sit første soloalbum med

karakteriseret af deres relationer til den

sange, der omkredser sorgen og livet ef-

afdøde: Kæreste (Albert Stein Ankerstjer-

ter. Det er sange fra dette album, der ud-

ne), bror (Ashok Pramanik) og bedste

gør rygmarv og -søjle i opsætningen på

veninde (Laura Kold). Den fjerde skue-

Teatret Svalegangen. Stykket så dagens

spiller giver den blandt andet af som en

lys i 2017 og vender i 2019 tilbage med

telefonsælger, der ringer for at høre om

en Danmarksturné på grund af massiv

den afdøde har lyst til at forlænge sit

efterspørgsel.

abonnement hos Dyrenes Venner. Absur-

Det sensationelle i den tragiske ulykke

diteten i dette telefonopkald resulterer i

viger til gengæld for historien om sorgen.

en tragikomisk samtale, som samtidig

Scenografien byder publikum velkom-

klinger af i grave alvor, da telefonsælge-

men med en mur af sorte flyttekasser,

ren gennem en vovet patos-appel forsø-

som i løbet af de første sekunder rent

ger at overtale den efterladte kæreste til

faktisk falder ned over hovedpersonen,

at forlænge abonnementet med fortællin-

den unavngivne partner. Murens fald er

gen om en stakkels fisk, der dør ganske

en metafor for sorgens øjeblikkelige og

pludseligt af helt unaturlige årsager.

uigenkaldelige indtræden i hans liv. Den

”Bum, så er den død.”

efterlader et meget konkret og uoversku-

Det er næsten ligeså ufint som når nogen

eligt rod, der spejler det følelsesmæssige.

sammenligner tabet af en nær relation

To hvide kasser former den kiste, der nu

med tabet af et kæledyr. Og alligevel sker

Anmeldelse

KRISE

det usandsynligt ofte.

Tidspunkt og sted:

Han synger om kærestens blå øjne, som

07. okt. Nykøbing F. Teater

han stadig ser for sig. ”Du er så smuk” er

08. okt. Nakskov Teater

en linje, der bliver hængende selv efter

09. okt. Kulturværftet, Helsingør

stykket. På en eller anden måde kommer

10. okt. Slagelse Teater

det aldrig til at lyde som en kliche. Og da

11. okt. Næstved Ny Ridehus

linjen om de blå øjne går igen lidt over

15. okt. Harmonien, Haderslev

halvvejs i stykket, og det efterhånden vi-

16. okt. Horsens Ny Teater

ser sig at det er datterens øjne han syn-

17. okt. Aalborg Hallen

ger om, er det som at mærke solens før-

18. okt. Mungo Park Kolding

ste varme stråler på en forårsdag. Det er

19. okt. Mungo Park Kolding

en fantastisk smuk udvikling, og ikke en-

21. okt. Team Teatret, Herning

gang det gængse skift fra mol til dur kan

22. okt. Team Teatret, Herning

røre ved ægtheden af det.

23. okt. Team Teatret, Herning

Her er essensen af stykket: Sorgens lan-

24. okt. Nr. Nissum Seminarium, Lemvig

ge vej går umiskendeligt i retning af at

25. okt. Thisted Musikteater

finde livet og håbet igen. Sorgprocessen

26. okt. Viborg Teater

er utroligt realistisk portrætteret – på

28. okt. Erikstrup Hallen, St. Heddinge

trods af de blot 80 minutters varighed,

29. okt. Musikteatret, Albertslund

når man at føle håbløshedens og me-

30. okt. Lille Odeon, Odense

ningsløshedens dybde, og håbets genop-

01. nov. Arena Assens

standen – så man også som publikum

02. nov. Lynghøjskolen, Roskilde

kan gå fra salen med fornyet håb.

04. nov. Herlev Teaterbio

På udgivelsestidspunktet for dette blad er

06.-17. nov. Hippodromen, København

stykket allerede draget på turné rundt om i Danmark, men undertegnede vil anbefale enhver, der ikke er mørkeræd, at

Visir # 84

fange det et sted på ruten – evt. i København i løbet af november.

Digt

KRISE tegnsætning er et eksistentielt projekt min zirkonium slår revner og gøres op til kul, kulfelter, der åbner ,bag konstrukter, bare kulfelter, ,,,,, , , jeg smuldrer kul, og regn, til min porøse spleens brækage,, fyldes ud,

af kulsort dynd, ,,, ,, , zirkoniummens efterskælv, dis-

lokerer, indlandsgrammatikkens, sætninger, gynger, kontinentstore,, , tidspartikler,, pibler, fra, de friske skå-

r,, ,imens, min, orm igler tørstigt, på åbne brud, ,

Visir # 84

,men det er, nyrerne, der ægger den,,, , , ,,, ,

Digt

KRISE

et metabolisk, temporalt, eskatologisk, børsmaked, krak- , ker, fraktur, fragme-

nt, figment, jeg digter,

, ,,,, ,, ,

på sætningskonstruktioner lange som godstoge, imens kommaer gibber i mit kød, som gåsehudorme,, passerer dette unge skelet syv spectres en plein jour,,,,, ,, æder zirkoniumskompost, skorstene, gryende i deres pander,, hele verden, slugte de i et gab, i takt med, at kommaets viser tikker, panisk, med synål og sytråd, lapper det smeltede landskab sammen, nålespidsen gennemborer, iskapper efter olie, kroppe med kejsersnit, ,forretningsvinduerne har altid været spejle, førhen var de øjne, nu sorte, af tegn, idet, jeg krydser, lethe ved magasin, kortslutter en facer, kulfelter åbner, fra øjenhulernes,, bare, kulfelter, jeg er et bogstav med, trætte fødder, der formulerer det okkulte dynd,,, ,, ,, ,,,, ,, , ,, ,, ,

Visir # 84

Essay

KRISE

En kind-of kvalitetskrise i Game of Thrones Pt. 1 Højkonjunkturen i GoT Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Indledning

der er gået galt i fortællingen ud fra nar-

Game of Thrones (2011-19) har transcen-

rative, dramaturgiske

deret landegrænser og kulturer over hele

og fortællemæssige perspektiver frem for

kloden. Den har været revolutionerende

et polemisk konspirationsteoretisk blik

og definerende for tv-branchen- og histo-

på manuskriptforfatterne D. B. Weiss og

rien, ved at have hevet tv-serien op i fil-

David Benioff (selvom det blik er meget

mens højere luftlag, hvilket tydeligt ses

fristende – jeg skal forsøge at holde mig

da GoT sidestilles med MCU (Marvel-

fra det).

Cinematic-Universe) som de to popkul-

I denne artikel, og i dens anden halv-

turelle fænomener, man for fremtiden vil

del, vil jeg derfor lægge ud med at analy-

karakterisere og definere 10’ernes popu-

sere og redegøre for, hvad der i første om-

lærkultur ud fra. Den har dekonstrue-

gang gjorde GoT til det fremragende, re-

ret den klassiske fantasygenre og står

volutionerende og skelsættende fænomen

som en toneangivende og original mile-

det var, primært på baggrund af de første

pæl i genrens historie for eftertiden. Og

6 sæsoner. Dernæst vil jeg, i artiklens

så er det også den bedste tv-serie, jeg no-

anden del, give et bud på, hvorfor kvali-

gensinde har set.

teten er faldet, og seriens afsluttende to

Når det så er sagt, så må jeg indrøm-

sæsoner har efterladt os med GoT-blue-

me, at jeg er meget utilfreds, skuffet og

balls. Jeg vil fokusere på tre overordnede

vred over de to sidste sæsoner. Disse,

elementer i serien, der hænger reciprokt

især 8. sæson, har efterladt mig med en

sammen: karakterer, realisme samt de-

flad fornemmelse. En fornemmelse af, at

konstruktion af fantasygenren. I disse

essensen, vægten og styrken i fortællin-

elementer kan årsagerne for seriens geni-

gen er sivet ud. Den generelle kritik af

alitet findes samt, i forsømmelsen af

seriens slutning har primært centreret

dem, seriens afsluttende fald.

Visir # 84

sig om plottet, karakterudviklingen og afslutningen af serien som værende for-

Karakterer

hastet og sjusket. Hvad jeg dog syntes

Det første, og måske vigtigste, element,

mangler i denne storm af kritik, er en

der har bidraget til seriens høje populari-

saglig vinkel, der går i dybden med, hvad

tet og kvalitet, må være karaktererne.

Essay

KRISE

Sjældent har jeg set eller oplevet karakte-

mende blikke over hans kongemord.

rer, der har været så gennemført nuance-

Denne dybere indsigt får vi gennem hans

ret med en tredimensionel kompleks dyb-

karakterark, der katalyseres,

depsykologi, der i sidste ende har gjort

da Robb Stark tager ham til fange

dem ekstremt realistiske og menneskeli-

(S1E9). Jamie rives ud af sit vante ele-

ge. På intet tidspunkt i de første 6 sæso-

ment som en smuk adelig ridder, og bli-

ner føler jeg, at det er karakterer, kon-

ver til en lurvet fange, bundet i mudde-

strueret af forfattere, tværtimod fremstår

ret, mens skægget og håret gror. Gennem

de som ægte mennesker i alle deres fa-

de næste 3 sæsoner får vi langsomt ud-

cetter. Dette opnås gennem, hvad man

foldet hans karakteropbygning- og ark.

kan kal-

Han er frustreret på grund af samfundets

de karakteropbygning og karakterark.

paradoksale forventninger, da oprethol-

Det første dækker over sel-

delsen af et ideal oftest medfører forsøm-

ve karaktererens personlighed og identi-

melse af et andet. Som han selv siger til

tet, altså hvem karaktereren er. Det an-

Lady Stark i begyndelsen af

det er det ark, altså den udvik-

sit fangenskab:

ling, karaktereren gennemgår i løbet af

”So many vows. They make you swear an

fortællingen. Lad mig give et eksempel ud

d swear. Defend the King, obey the

af mange: vores danske Ja-

King, obey your father, protect the innoce

mie Lannister.

nt, defend the weak.

Jamie Lannister – der på overfladen

But what if your father despises the

ligner en arrogant kongemyrdende

King? What if the

Prince Charming med en fetichistisk in-

King massacres the innocent? It’s too mu

teresse for incest og barnemord – frem-

ch. No mat-

står i første omgang, som en skurk vi ik-

ter what you do, you’re forsaking one vow

ke forventer at få empati og sympati med. Men i løbet af sæson 2-4 ændres dette.

or another” (S2E7). Dette uddybes yderligere, da Jamie er på bunden af sit liv – eksistentielt og fy-

noget, han opretholder som skjold mod

sisk. Efter at havde mistet sin sværd-

resten af adlen og samfundets fordøm-

hånd, med andre ord sin identitet, åbner

Visir # 84

Det viser sig, at den arrogante facade er

Essay

KRISE

han sig op over for Brienne. Han fortæl-

visning kedeligt, og hellere ville træne

ler, hvorfor han myrdede The Mad King

fægtning. Disse små dialogbid-

under oprøret. Hans far, Tywin, forrådte

der, som beskriver hans forhistorie og

kongen, som så beordrede Jamie, der var

relation til andre karakterer, bidrager til

en del af Kongens livgarde, til at myr-

at udfolde Jamie som karakter. Gennem

de sin egen far. I samme ombæring ville

hans karakterark, løbende karakterop-

Kongen brænde hele Kings Landing ned

bygning og hans udviklende forhold

(S3E5). At Jamie slog kongen ihjel, og

til Brienne, ser vi ham mere som et men-

herved reddede hele byen, men for efter-

neske, med rigtige nuancerede følelser

tiden er blevet fordømt for denne hand-

og bevæggrunde, frem for en figur i en

ling med spotnavnet ’Kingslayer’, har vist

historie.

Visir # 84

ham paradokserne i samfundets forvent-

Man kunne skrive mere dybdegående

ninger og idealer. I denne paradoksale

og udfyldende om bare Jamies karakter,

verden vender han sig mod det eneste

og sandheden er, at man kunne gøre det

faste grundlag, der har været – hans sø-

samme med stort set alle andre karakte-

ster og deres kærlighed. Dette er et stort

rer i serien. Netop fordi karaktererne er

definerende øjeblik for Jamie, og viser en

så gennemført psykologiserede, hvilket

utrolig dybde i karakteropbygnin-

udfoldes gennem mange timers karakter-

gen. Men det er dog ikke blot ved de sto-

udvikling i vores selvskab, ser vi dem i

re følelsesmæssigt definerende scener

højere grad som mennesker, i stedet for

som denne, at vi får opbygget karakterer-

konstruerede karakterer. Jeg er den dag

ne. Det sker også i de små, på overfla-

i dag, stadig forbløffet over de reaktioner

den, ligegyldige scener. Gennem små dia-

jeg, og andre, havde på f.eks. The

logbidder spredt ud i serien, får vi indsigt

Red Wedding. Prøv bare at sø-

i Lannister-søskendes opvækst. At Jamie

ge på youtube ”Red Wedding Reactions”

og Cersei altid har været tætte, at Jamie

og du vil se videoer, hvor folk græder,

aldrig har været lige så klog som sine sø-

skriger, kaster med fjernbetjening og teer

skende, hvilket flere gange eksemplifice-

sig hysterisk grundet den sorg, chok og

res i anekdoten, om hvordan han havde

fortvivlelse der rammer én. Vi reagerer så

svært ved at læse som barn, fandt under-

stærkt på sådanne begivenheder grundet

Essay

KRISE

det fremragende karakterhåndværk, og

som dets erstatning og samtidigt kan be-

fordi det gøres subtilt. Det bliver ikke

skrive den understrøm af realisme, der

proppet brutalt ned i halsen på os, så vi

viser sig i serien. I mangel på bedre vil

bliver bevidste om det, det gøres elegant

jeg kalde det: actionquence (sammensat

og ubemærket. Det er med andre ord, ik-

af action-

ke bare fandens godt karakterhåndværk,

consequence). Actionquence beror på, at

det er også fandens godt skrevet.

enhver handling i fortællingen for det første har en konsekvens, og yderligere, at

Realisme

denne konsekvens er realistisk ved at

At det chokerer os, at hovedkaraktererne

lægge sig tæt på vores virkelige realisme-

slås ihjel, næsten inden selve fortællin-

paradigme. Hvad jeg mener med et virke-

gen er gået i gang, er fordi vi gennem tra-

ligt realismeparadigme, er det sæt af

ditionelle konventioner og genretræk er

konventioner og antagelser vi benytter for

blevet opdraget med hovedpersoner der

at kunne agere i virkeligheden og blandt

har plot armour. Altså at bestemte karak-

andre menne-

terer, oftest hovedkaraktererne, er be-

sker. Realismeparadigmet er altså de for-

skyttet af en usynlig (forfatter)hånd, fordi

ventninger vi har til, hvordan verden om-

karaktererne er nødvendige for plot-

kring os fungerer og hænger sammen.

tets fremadskriden. Tag eks. Star

Disse skabes ud fra mange forskellige

Wars (1977) hvor Obi-Wan fortæller, at

elementer som kultur, normer, psykologi,

Stormtropperne er de bedste skytter i he-

sociologi, naturvidenskab, økonomi, jura

le universet, men de formår på intet tids-

osv. På samme måde skabes der et fiktivt

punkt at ramme vores helte. Til gengæld

realismeparadigme når vi konsumerer

rammer de med legende lethed de ligegyl-

film og tv. Altså et realismeparadigme der

dige statistsoldater. Det holder GoT sig

gør sig gældende i selve fortællingen vi

dog for god til og gennembryder med glæ-

oplever. Det fiktive realismeparadigme

de brystpladen i plot armour’et.

defineres ud fra selve fortællingen og dennes genre. Hvis jeg f.eks. midt i en

plot armour’et gør for GoT, vil jeg intro-

forelæsning sprang op på katederet og

ducere et andet greb, der her fungerer

begyndte et musicalnummer, ville de fle-

Visir # 84

Til at beskrive hvad udeladelsen af

Essay

KRISE

ste af os forvente, at jeg ville blive smidt

meparadigme som fortællingen har sat

ud af undervisningen og anklaget for sa-

op. Hvis ikke disse ’regler’, eller paradig-

botage. Denne antagelse laver vi på bag-

me var sat op for brugen af tryllestave,

grund af sociale konventioner og normer

mister den scene fuldstændigt spæn-

som indgår i vores virkelige realismepa-

dingsmomentet.

Visir # 84

radigme. Men i High School Musi-

Når så GoT skriver Plot armour’et ud

cal (2006) er dette så normalt som en al-

til fordel for actionquence-grebet, så træ-

mindelig samtale, og det er fordi filmen

der det fiktive realismeparadigme en del

gennem musicalgenren og dens måde at

tættere på vores virkelige realismepara-

fremstille årsagssammenhænge på, ska-

digme, og herved kommer GoT til at være

ber et fiktivt realismeparadigme, som vi

mere præget af realisme, end af fantasy-

seere hurtigt abonnerer på og accepterer.

karakteristika. Det siger sig selv, at de

Enhver fortælling, der går ud over realis-

noble og hæderlige karakterer som

megenren, skal derfor relativt hurtigt

Ned, Robb og Jon, der spiller efter moral-

sætte nogle nye ’regler’ op for det fiktive

ske og etiske regler, fejler i kampen

realismeparadigme for at skabe et fælles

mod Cersei, Tywin, Joffery, Ramsay og

forventningsgrundlag for seeren. Dette er

Littlefinger der ikke står tilbage for at

nødvendigt, for uden et forventnings-

snyde, lyve, korrumpere, manipulere og

grundlag til at fastsætte hvilke regler for

forråde. Når den hæderlige Ned fortæl-

kausalitet og konsekvenser der er i for-

ler Cersei at han ved, at hendes børn er

tællingen, mister seeren fodfæstet og bli-

et produkt af incest, og giver hende en

ver ude af stand til at navigere i selve

dag til at forsvinde fra byen, giver han

handlingen. Det er eksempelvis en regel

hende tid til at igangsætte et modangreb,

i Harry Potter (1997-2007) at man ikke

der i sidste ende medfører hans død

kan bedrive magi uden en tryllestav. Der-

(S1E7). Prøv at forestille dig, hvis du spil-

for har det en konsekvens, når

ler Risk, og fortalte din modstan-

Ron Weasley knækker sin i bind 2 og de

der, at du agtede at angribe denne ud af

sidder fast i Slagpoplen. Situationen er

det blå i næste runde. Det ville være idio-

farlig, og vi føler spænding, fordi vi har

tisk. Alligevel er det, hvad Ned Stark gør,

indstuderet det gældende fiktive realis-

og den handling har en meget virkelig-

Essay

KRISE

hedsnær konsekvens. Ligesom din side-

komme ud af den prekære situation ofrer

makker i Risk ville udradere dig inden

han sin datter til The Lord of Light. Her

det blev din tur. På samme måde har det

spiller actionquence selvfølgelig også ind,

fatale konsekvenser, at Robb Stark bry-

da ofringen medfører Stannis hustrus

der aftalen om et arrangeret ægteskab

selvmord, og at halvdelen af hans hær

med Frey’erne, der er kendt for at skifte

deserterer, og i sidste ende taber han sla-

side hvert andet minut (S3E9). Disse ka-

get og dør (S5-E7-8-9-10). Kontinenter-

rakterers noble, men idealistiske og nai-

nes størrelse og rejsetiden på tværs af

ve, handlinger, som de fleste fantasyfor-

disse emmer også af actionquence. Det

tællinger ville hylde, har en langt mere

etableres, at det at rejse mellem a og b

virkelighedsnær konsekvens, for selvføl-

for det første tager lang tid og er en farlig

gelig taber regelrytterne til de spillere der

affære. Eksempelvis tager det Arya og

snyder. Det er dog ikke kun de gode ka-

The Hound samt Jamie og Brienne flere

rakterer der påvirkes af actionquence,

sæsoner at komme fra den ene ende af

det gør de nederdrægtige også. Det har

kontinentet til den anden. På vejen stø-

bidske og kvælende konsekven-

der de på forskellige farer som fjendtlige

ser, at Ramsay har mishand-

soldater, landevejsrøvere og oprørsgrup-

let Sansa (S6E9), og at Joffery har udøvet

per, hvilket resulterer i at

sine sadistiske tendenser på alle omkring

The Hound efterlades formodet død, at

sig (S4E2).

Jamie mister sin sværdhånd,

Men realismen stopper ikke her. Selv

mondæne ting som krigsstrategi, vejrfor-

og at Brienne er ved at blive voldtaget.

Mit favoriteksempel er (på rigtig humanistisk vis), at kulturforskelle også har

rer der har betydning i serien. Bunkerne

konsekvenser. Da Dany omstyrter oligar-

af lig i kampen mellem Jon Snow

kiet i Meereen og indsætter en ny styre-

og Ramsay Bolten spiller en taktisk afgø-

form medfører det, at he-

rende rolle for at indelukke Jon Snows

le Meereens økonomiske, kulturelle og

hær (S6E9). For Stannis spiller det hårde

sociale grundlag bryder sammen og stil-

vinterklima i norden ind i sæson 5, hvor

ler befolkningen i en rastløs eksistentiel

han marcherer mod Winterfell. For at

krise. Der bruges en hel sæson på at gå i

Visir # 84

hold, kulturforskelle og rejsetid er fakto-

Essay

KRISE

dybden med disse humanistiske udfor-

ras Tyrell for usædelighed. For

dringer, og Dany er i sidste ende nødsa-

det sjette render der en separatistisk op-

get til at genåbne ’the fighting pits’ og

rørsgruppe rundt i The River Lands, som

indgå et arrangeret fornuftsægteskab for

kalder sig

at skabe en mere glidende overgang.

’Brotherhood without Banners’, med et

Tematiseringen af magten foregår også på en langt mere realistisk måde end de

de svage. For det syvende spiller folket

fleste fantasyserier eller andre serier der

også en rolle, hvilket ses i den religiøse

stolt proklamerer, at de tematiserer mag-

sekt men også

ten (House of – host host – Cards).

i udskamningen af Cersei (S5E10) og

I GoT er magten ikke blot centreret om

hos Daenerys (i resten af artiklen kaldt

toppen, men faktorer fra alle lag og facet-

Dany), hvor hun får hjælp fra befolknin-

ter af samfundet spiller ind i det store

gen (S4E4). For det ottende er der en

urværk magten er. For det første be-

økonomisk interessekonflikt der kiler sig

handles magttemaet i selve magtorganet

ind i det politiske spil, manifesteret i ’The

i King’s Landing i form af The Small

Iron Bank’ og ’The Sons of The Harpy’

Council. Hvert medlem af rådet arbejder i

der er finansieret af slaveejerne til at be-

virkeligheden på egne agendaer, hvilket

kæmpe Dany, der har forbudt slaveri.

ofte fører til intriger og korruption. For

Visir # 84

Robin-Hood-agtigt ideal om at beskytte

Som i kan se, gennemstrømmer realis-

det andet er der intriger og magtkampe

men, i en nuanceret og avanceret form,

mellem de adelige storslægter i Westeros.

alle aspekter af GoT. I kraft af karakte-

Men for det fjerde, er der også konflikt

rernes dybdepsykologiske kompleksi-

internt i de store slægter, hvilker blandt

tet, actionquence-grebet, den tematiske

andet resulterer i flere broder- og fader-

nuancering af magten og realistiske fak-

mord gennem serien. For

torer om alt fra lig til vejrforhold til kul-

det femte etableres der i sæson 5-6 en

turforskelle, skaber GoT et fiktivt realis-

gejstlig magtfaktor i form af den religiøse

meparadigme der ligger sig bemærkelses-

sekt ’The Sparrows’, der bryder ind i

værdigt tæt op ad vores virkelige realis-

magtspillet ved at fængs-

meparadigme. Jeg fremhæver dette som

le Cersei samt Margaery og Lo-

en af de bærende søjler for seriens kvali-

Essay

KRISE

tet, fordi den ved at kaste en episk fanta-

tællinger automatisk er gode, fordi de de-

syfortælling – som traditionelt kræver en

konstruerer en genre eller trope. Jeg

del arbejde for modtageren at investere

fremhæver den, fordi der i dekonstruktio-

sig i, da man skal indstudere et nyt fik-

nen ligger elementer af, hvad der bedst

tivt realismeparadigme – ned i et univers

kan beskrives med den engelske vending:

med love og kausalitet, der i højere grad

”Subverting expectations”, der lettere

ligger tætter på vores virkelige verden,

uelegant kan oversættes

reduceres afstanden mellem fantasy-

til ‘at undergrave/omstyrte forventnin-

genrens anti-realistiske tendens og mod-

ger’. For eksem-

tagerens indlevelsesevne. Kort sagt: fordi

pel logocentriske genreforventninger- og

det interne realismeparadigme er så vir-

karakteristika vi har lært ved at konsu-

kelighedsnært og i kombination med de

mere en masse fantasy. GoT er bevidst

sympatiske og empatiske karakterer, for-

om sin egen genre, dennes historie og

mår serien at vække en høj følelsesmæs-

publikums forståelse af den. Denne selv-

sig indlevelse og investering i fortællingen

bevidsthed bruger fortællingen aktivt til

fra vores side. For i GoT har handlinger-

at tage røven på os. Dette kan eksemplifi-

ne fandme en konsekvens.

ceres bedst i The Red Wedding. Vi har

En sådan måde at kombinere genre

lært gennem utallige arketypiske fortæl-

på, en fantasyfortælling med dybt reali-

lestrukturer at hvis helten – eks. Simba,

stiske konsekvenser, tager i den grad rø-

Harry Potter eller Batman – mister en

ven på seerne og præsenterer noget nyt

forælder, vil denne i slutningen af fortæl-

og originalt, vi aldrig har set før. Dette

lingen genoprette retfærdigheden ved at

opnås gennem hvad jeg vil mene er en

hævne sig. Efter Ned Starks chokerende

dekonstruktion af den klassiske fantasy-

død forventer vi relativt hur-

genre.

tigt, at Robb Starks hævntogt sydpå vil genoprette de æresbetonede moralske værdier hans far stod for. Denne forvent-

som vi kender den!

ning og det håb vi har punkteres fuld-

Når jeg nævner dekonstruktion, er det

stændigt ved The Red Wedding, og vi får

ikke med en antagelse om, at gode for-

for alvor slået fast med syvtommersøm,

Visir # 84

Dekonstruktionen af fantasygenren –

Essay

KRISE

at det her ikke er den gængse fantasyfor-

værdier der blot er en naiv fantasi, og de

tælling. Serien tager røven på os ved

realistiske værdier som hykleri, forræderi

først at slå den umiddelbare protagonist

og snyderi vinder det meste af ti-

ihjel, for så derefter at lulle os tilbage i

den. Samtidig ser vi skurkagtige karak-

en falsk genretryghed med den potentiel-

terer som Jamie, The Hound og Theon

le moral- og retfærdighedsgenopretten-

gennemgå en løbende dekonstruktion fra

de Robb Stark, for så pludseligt at rive

skurke, til at erobre vores empati og

badeforhænget til side og gennembore

sympati. Dekonstruktionen opstår ved at

vores hjerte med en køkkenkniv. Disse

eliminere de forsimplede, skabelonagtige

mord på vores hovedkarakterer under-

klicheer om helte og skurke, og i stedet

graver fuldstændigt vores forventninger

præsentere os for nuancerede komplekse

og dekonstruerer fantasy-genren som vi

dybdepsykologiske mennesker, der ikke

kender den. Hvad dekonstruktionen for-

kan reduceres til good-guy og bad-guy.

mår at gøre her er at levere noget originalt og nyt, som vi aldrig har set før, eller anede vi ønskede. Fordi GoT spiller på

dikotomien medfører samtidig den anden

vores forventninger til genren, formår

dekonstruktion, nemlig af god/ond-

den at levere nogle af de mest gennem-

dikotomien - den måske største kliche i

førte plottwist jeg nogensinde har

fiktionen nogensinde. I klassisk fantasy

set. Jeg vil mene, serien overord-

ser vi en klar konflikt mellem to sider. De

net dekonstruerer tre klassiske dikotomi-

gode, ofte lyse muskulø-

er der kan knyttes til fantasygenren.

se Elvere, Jedi’s eller britiske troldmænd

For det første dikotomien helt/skurk.

Visir # 84

Dekonstruktionen af helt/skurk-

og hekse, står over for de onde, ofte mon-

Den klassiske Aragorn’ske helt har ikke

strøse mørke og grimme orker, Sith-

de samme forhold i GoT som i Ringenes

lords, dødsgardister og Du-Ved-Hvem.

Herre (1954-55). Ned, Robb og Jon har

Konflikten i den klassiske fantasy centre-

mange træk der peger hen

rer sig om denne forsimplede dualisme

mod Aragorn’ske helte, men disse træk

mellem god og ond. Men i GoT er denne

resulterer i deres død. Deres noble og

konflikt forskudt. Umiddelbart har vi den

ridderlige idealer er i GoT idealistiske

onde pol af dikotomien manifesteret i The

Essay

KRISE

Night King, der konstant ligger som en

elementer ved netop at udelade en forkla-

perifer trussel de første 6 sæsoner gen-

ring på dem. Selve uvisheden om de

nem serien – men her stopper den klassi-

overnaturlige elementer er i sig selv reali-

ske dikotomi så. For egentligt har vi ikke

stisk, for i vores virkelige verden ville vi jo

en ensidig forsimplet god pol i dikotomi-

også betvivle det, hvis vi så en drage flyve

en. De umiddelbart gode mennesker er

rundt.

faktisk konstant i krig mod hinanden og

I sidste ende medfører denne dekon-

snyder, hykler, korrumperer og forråder

struktion af fantasygenren – der beror på

hinanden konstant. Den overordnede

en fremragende nuanceret magttematise-

konflikt i serien er altså ikke, som i klas-

ring med realismen og karaktererne i høj-

sisk fantasy, manifesteret i en dualisme

sædet frem for en overflødighed af deus-

mellem de gode og onde, men befinder

ex-machina-magi, forudsigelige

sig i den klassiske gode pol af dualis-

og forsimplede karakterer samt god

men. Vi ser altså at elementer, vi normalt

vs. ond-dualisme – en fængslende, spæn-

knytter til den onde side af dikotomien,

dende, emotionel, mindblowing, drama-

forskydes over i den gode side, og altså

tisk, original, skelsættende, nyskabende,

er med til at dekonstruere hele dualis-

underbyggende, toneangivende, verdens-

men mellem det gode og det onde.

omspændende og gennemført velskrevet

Den tredje dekonstruktion sker i selve

fortælling. Det er Shakespeare i moderne ringbrynje. Begivenheder som The

ske fantasyelementer i genrens centrum

Red Wedding er den bedste manifestati-

forskydes ud i periferien i GoT. Drager, Is

on af Aristoteles’ begreb katarsis. GoT er

-zombier og troldkvinders magi forklares

for mig noget af den bedste fortællende

og fremkommer sjældent sammenlignet

fiktion jeg nogen sinde har været i berø-

med den realistiske intriger og magtkamp

ring med

der driver det meste af serien frem. Fan-

Eller… i hvert fald – kind of – langt hen

tasy-elementerne i serien er både for-

ad vejen.

skudt til periferien og erstattet af et vir-

(To be continued …)

Visir # 84

dikotomien fantasy/realisme. De klassi-

kelighedsnært realismeparadigme, som samtidig inkluderer de perifere fantasy-

KRISE

Renaissance Bois

Visir # 84

Af Greta

Te g n e s e r i e

KRISE

Visir # 84

KRISE

Te g n e s e r i e

KRISE

Visir # 84

KRISE

Te g n e s e r i e

Essay

KRISE

En kind-of kvalitetskrise i Game of Thrones Pt. 2 Lavkonjunkturen i GoT Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

Indledning

ter fra den forrige, og jeg vil derfor anbe-

Forrige artikel handlede om højkonjunk-

fale, for forståelsens skyld, at havde læst

turen i Game of Thrones, som jeg karak-

den forrige artikel før denne.

teriserede som havende tre bærende søjKind-of tre-akt-struktur?

og dekonstruktion af fantasygenren.

Lige siden Aristoteles, den første littera-

Denne artikel handler om kvalitetens lav-

turteoretiker, har vi inddelt fortællinger i

konjunktur i de sidste to sæsoner af GoT.

tre dele. En begyndelse en midte og en

De følelser kvalitetskrisen i sæson 7 og 8

slutning. De er senere blevet kaldt akter

bedst kan beskrives med er vrede,

og især inden for filmmediet er tre-akt-

tristhed og skuffelse. Realismen, konse-

strukturen blevet en norm. Denne opde-

kvenserne og karakterernes dybde er

ling af fortællinger er universel og kan

smeltet væk før vinteren var over, til for-

findes i alle kulturer i verden. I det føl-

del for et forhastet klichefyldt

gende vil jeg udlægge de tre akter, ek-

plot som fuldstændigt negligerer de bæ-

semplificeret med GoT, samt vise hvor-

rende kvalitetssøjler, de første sæsoner

dan kvalitetskrisen opstår i det tredje

har bygget op. Det virker næsten som

akt, som 7. og 8. sæson udgør.

om, manuskriptforfatteren ikke har for-

Første akt (set up) består af de første

stået, hvad der gjorde de første 6 sæso-

25% af fortællingen. Her etableres karak-

ner så fantastiske. I det følgende vil jeg

tererne, konflikten, tematikkerne, det in-

gå mere i dybden med hvilke konsekven-

terne realismeparadigme og fortællingens

ser det har fået for serien at forhaste og

genre. Første akt afsluttes med det første

forkorte afslutningen af fortællingen. Ud

vendepunkt, der markerer hovedkonflik-

fra den klassiske tre-akt-struktur burde

tens begyndelse. I eventyret ville det være

de sidste to sæsoner havde været på 20

overgangen fra hjemmet til ude.

episoder, men vi fik kun 13. Og dette har

I GoT udgør de første to sæsoner løst

fatale konsekvenser for realismeparadig-

den første akt. Vi får etableret hovedka-

met, karaktererne og dekonstruktionen.

raktererne og deres karakterark igang-

Betragtningerne, jeg gør mig i denne arti-

sættes. Dekonstruktionen af fantasygen-

kel, bygger videre på argumenter og poin-

ren begynder med mordet på Ned Stark,

Visir # 84

ler, der symboliserer karakterer, realisme

Essay

Visir # 84

KRISE

og vi ser et virkelighedsnært realismepa-

re. Sæson 3-6 udgør anden akt

radigme erstatte det klassiske fantasypa-

i GoT, hvor magttemaet, konflikterne, og

radigme. Selve hovedkonflikten, kampen

karakterarkerne løbende udvikles, nuan-

om magten, præsenteres ved Ned Starks

ceres og kompliceres. Alt imens rykker

opdagelse af, at Cerceis børn er et pro-

Dany, vinteren og truslen fra The Night

dukt af et incestuøst for-

King langsomt tættere på. Ved udgangen

hold, og ved hans efterfølgende død, hvil-

af sæson 6 kan vi erfare, at vores karak-

ket i løbet af sæson to medfører, at flere

terer har udviklet sig radikalt fra dem de

spillere træder ind på magtscenen. Hele

var ved seriens begyndelse. Bastarden

fem tronranere melder deres an-

Jon er blevet til Lord of Winterfell. Tyrion

komst: Stannis og Renly Baratheon, Balo

er gået fra at være kloakdesignende

n Greyjoy, Robb Stark

dværg til at være Danys hånd. Sansa har

og Joffery Baratheon (Lannister). Således

forvandlet sig fra en naiv sangfugl til en

forekommer det første vendepunkt løst i

politisk Fønix, og Arya er blevet en

slutningen af sæson 2, hvor alle tronra-

hævngerrig Ninja, for bare at nævne nog-

nerne er blevet præsenteret og har meldt

le eksempler. I slutningen af sæson 6

sin fane i kampen om tro-

indtræffer det andet vendepunkt, der

nen. Stannis’ nederlag i King’s Landing,

markerer overgangen fra ude til hjem-

medfører, at en umiddelbar hurtig forløs-

met. Sagt med andre ord, så indtræffer

ning på magtkampen ikke kan skues i

der en situation, der gør, at den konflikt

den nærmeste fremtid. Kampen om tro-

karaktererne har bakset med hele an-

nen vil derfor trække ud i langdrag, da

den akt, og som de ikke har kunnet for-

alle involverede står nogenlunde lige

løse, nu potentielt kan løses. Jon

stærkt.

og Sansa generobrer Nor-

Anden akt (confrontation eller attack) ud-

den. Cersei eliminerer de to største mod-

gør 50% af fortællingen, og det er her al-

standere i Kings Landing ved at sprænge

ting sker. Hovedkonflikten udfolder

dem i luften. Dany får bugt med de op-

sig, og karakterarket gennemføres.

rørske slaveejere i Meereen og sætter sejl

I eventyrsanalogien befinder helten(e) sig

mod Westeros. Dette andet vendepunkt

nu uden for hjemmets betryggende mu-

medfører, at handlingsforløb og karakte-

Essay

KRISE

take back what was stolen from me …

har kurs mod hinanden, netop for at for-

[I] will lay waste to armies and burn citie

løse hovedkonflikten, som hele serien har

s to the ground … I will take what is

kredset om. Alt begynder at pege frem

mine, with fire and blood,

mod et klimaks og en forløsning på hele

I will take it” (S2E4 og S2E6). Det fak-

fortællingen. Det er desværre herefter, at

tum, at helten i fortællingen går hen og

kvaliteten begynder at dale drastisk –

bliver den tyranniserende skurk, hænger

som en drage der skydes ned ud af det

fint i tråd med dekonstruktionen af fan-

blå.

tasygenren. Sammen med Ned Starks

Tredje akt (resolution) udgør de sidste

henrettelse og The Red Wedding er

25% af fortællingen, og det er her, den

Danys vending det sidste søm i den kiste,

sidste kamp skal stå, og alt, hvad der er

som GoT’s dekonstruktion har lagt den

blevet etableret i første akt og nuance-

klassiske fantasygenre ned i.

ret og udforsket i anden akt, skal forløses

At Bran, der har hele Westeros’ historie

og afsluttes. Efter flere dødsfald, neder-

til rådighed, angiveligt kan se ud i fremti-

lag, udfordringer, timer, episoder og sæ-

den og har opnået følelsesmæssig arms-

soner har vi set, at karaktererne og

længde til omgivelserne, er det bedste

handlingen langsomt bygger op til og be-

valg som konge, burde ikke undre no-

væger sig frem mod dette klimaks, som

gen, og fuldender hele plottet med The

karaktererne nu er klar til at konfronte-

Three Eyed Raven.

re. Det er også det, der grundlæggende

At Tyrion bliver Hånd og skal genopbygge

sker i sæson 7-8. Hvis vi kigger på resul-

samfundet virker også relativt godt, taget

tatet af sæson 7 og 8 ift. karakterernes

hans karakterark i betragtning.

slutpunkt, separeret fra selve udførelsen,

At Jamie vender tilbage til Cersei, er ikke

så virker det, på papiret, berettiget.

så underligt endda, da hun har været det

At Dany, den formodede helt og profet,

eneste konstante i hans liv, over for de

omvendes og bliver den morderiske ty-

paradoksale idealer og forventninger.

ran, hun forsøger at bekæmpe, har ligget

At Sansa opnår uafhængighed

i kortene hele serien igennem. Hun har

fra King’s Landings besudlende magtin-

siden sæson to råbt op om at hun vil ”…

Visir # 84

rer, der tidligere har været adskilt, nu

Essay

KRISE

triger, der har traumatiseret hende, føles

punkter? Ja, så skærer man ned på de

også tilfredsstillende.

små scener, der umildbart i det store bil-

På trods af disse ellers passende forløs-

lede godt kan undværes, men egentlig er

ninger er vi rasende og skuffede. Slutre-

de byggesten, der underbygger karakte-

sultatet føles på ingen måde berettiget,

rerne, realismen og dekonstruktionen.

Visir # 84

realistisk eller underbygget. Det føles tomt, som en fesen ballon. Hvorfor?

Kind-of komplekse karakterer?

Hovedproblemet her er, at man i ¾ af se-

At folk er skuffede over Danys udvikling i

rien har brugt tre-akt-modellen – første

sæson 8, tror jeg ikke handler om det

akt (25% 20 episoder) anden akt (50% 40

slutresultat vi fik, der, som sagt tidlige-

episoder) – men ved den tredje akt, der

re, ligger i tråd med magttemaet og de-

ud fra de foregående to burde fylde 20

konstruktionen af genren. Problemet er,

episoder, gives kun 13. Dvs. at den tredje

at det ikke er berettiget eller underbyg-

akt blot udgør 16,25% af den tre-akt-

get. Jamies vending fra en arrogant ski-

struktur, der er blevet lagt op til og lo-

derik til en empatisk og sympatisk ka-

vet seeren i de første 6 sæsoner. Hvorfor

rakter tog 20-30 timer og skete i små

er det et problem, ville nogen nok spør-

ryk. Et endnu bedre, og mere passende

ge? Der er da masser af film og tv-serier,

eksempel, er Walter White

der ikke følger tre-akt-strukturen eller

fra Breaking Bad (2008-2013), der, lige-

forvrænger procentfordelingen af akter-

som Dany gik fra at være en empatisk og

ne. Og det er fuldstændigt rigtigt og i

sympatisk person til at blive en morde-

nogle tilfælde gjort med fordel. Men at

risk tyran. Men den udvikling skete over

lave et så omfattende gearskifte i begi-

fem sæsoner, og den skete gradvist. Dan-

venhedernes udfoldelsestempo har, ud-

ys afsluttende vending til tyran tager må-

over en uharmonisk og ulige fordeling i

ske kun 4 timer. Og selvom det har ligget

dramaturgien, en katastrofal sommerfug-

latent og er blevet hentydet til i resten af

leeffekt langt ud over selve plottet i seri-

serien, er der et meget stort spring. Hun

en. For hvad må man udelade, når man

er måske 30% tyran i begyndelsen af sæ-

skal havde forløst flere plottråde og ka-

son 7, men 100% i afslutningen af sæson

rakterark, samt udført store episke plot-

8. De 30% har taget 6 sæsoner at bygge

Essay

KRISE

punkt i sæson 7-8, hvor karaktererne

soder. Det er et kvantespring for hendes

føles out-of-character. Altså at deres

karakter. Man kunne godt argumentere

handlinger ikke stemmer overens med

for, at vi på papiret har årsagerne til hen-

den personlighed og udvikling, de har

des transformation. Hun har mistet to af

fået bygget op. På trods af at jeg har

sine drager, sin mest trofaste ridder, sin

brugt 70 timer sammen med dem.

bedste veninde, og ingen af indbyggerne

Littlefinger og Varys, de to stærkeste ak-

i Westeros ser hende som den frelser,

tører i magtspillet, slås påfaldende nemt

hun ser sig selv som, og hendes krav på

ud af spillet. At de med et fingerknips

tronen er blevet udfordret af Jon. At hun

skrives ud føles overhovedet ikke reali-

er en smule fortvivlet og vred burde ikke

stisk, berettiget eller underbygget. Hvor-

komme som en overraskelse – og dog. For

dan skal jeg nogensinde kunne tro på, at

det bliver ikke uddybet. Vi mangler flere

”The Master of Whispers”, der har kravlet

små, umildbart ligegyldige scener mellem

fra rendestenen op til magtcentrummet

de store plotmomenter, hvor vi ser kon-

i Westeros uden nogen adelig titel, med

sekvenserne af disse manifestere sig i ka-

et tykt net af spioner overalt, som har

raktererne. Vi mangler flere mellemreg-

overlevet flere regenter og aldrig er blevet

ninger. Karakterudviklingen er ikke læn-

truet eller mistroet, pludseligt spiller sine

gere subtil, den bliver tvunget så hurtigt

kort så dårligt, når han bekender for Jon

ned i vores hals på en så overdreven fa-

Snow, at han hellere vil have ham som

con, at man ikke kan undgå at lægge

konge end Dany. Varys kender udmær-

mærke til, at det, man ser,

ket Jons ærefulde og noble træk, hvorfor

er konstrueret. Hvor man ved Walter

det er direkte dumt og ulogisk at beken-

Whites undergang havde en smule sym-

de kulør til den mand (S8E5) - især når

pati med manden, selv på trods af hans

man tænker over, hvordan Varys spillede

slette handlinger, følte jeg intet ved Dan-

sine kort over for Ned Stark i første sæ-

ys død, ud over ligegyldighed og skuffel-

son.

se.

Tyrion er gjort til en strategisk og politisk

Ikke nok med at vi ikke får belæg for ka-

fiasko. Alle hans planer i den tredje akt

rakterernes handlinger, så når jeg til et

fejler. Hvordan kan en person, der med

Visir # 84

op, de sidste 70% åbenbart knap 10 epi-

Essay

KRISE

snedig manipulation fandt ud af, hvem

videre underspilles fuldstændigt. Der lig-

han kunne stole på i The Small Council i

ger et kæmpe dramaturgisk potentiale i

sæson 2, fejle i alt han foretager sig i dis-

hele dualismen mellem Bran som men-

se sæsoner?

neske med følelser og The

Også Jamie føles fuldstændigt ude af trit

Three Eyed Raven som en omnipotent

med sig selv. Han siger endda følgende

entitet med skæbnesvangre forpligtigel-

om indbyggerne i King’s Landing til Tyri-

ser. Men det bruges ikke. Han reduceres

on: ”To be honest, I ne-

til en robot med et tomt blik. Lidt det

ver really cared much for them. Innocent

samme forekommer med Arya. Hele hen-

Visir # 84

or otherwise.” (S8E5). Hvilket direkte

des hævnmotiv bliver aldrig rigtig forløst,

modsiger hele hans karakteropbygning

og det virker som om, hun bare afviger

de første sæsoner. Man kan måske sige,

fra det med legende ligegyldig lethed, når

han lyver og falder tilbage i sin arrogante

hun lader The Hound fortsætte og selv

prinserolle, men det virker meget sjusket

vender om i Kings Landing

rent fortællemæssigt, at en karakter

(S8E5). Cersei, der har været en af Tv-

modsiger en så definerende udtalelse om

historiens mest interessante, nuancerede

sig selv. Det virker næsten som om, ma-

og komplekse kvindelige karakterer, er

nuskriptforfatterne ikke kender deres

blevet reduceret til en vindrikkende og

egne karakterer. Det virker heller ikke

skummelsmilende kransekagefigur, der

som om de ved, hvor karaktererne er på

intet har at gøre i sæson 8. Hun er for-

vej hen.

uroligende lidt med, taget i betragtning

Gennem første og anden akt af serien bli-

at hun er en af hovedkaraktererne.

ver der bygget op til nogle forløsninger

De små scener, som er reaktioner og ud-

hos karaktererne, men som så aldrig ind-

dybninger af de konsekvenser de store

træffer i sæson 8, og hvis de gør, føles de

plottunge vendepunkter leverer, mangler.

meningsløse.

Og det gør, at vi simpelthen mister troen

Bran, den mest ligegyldige og kedelige

og interessen i serien. Og det er frustre-

karakter i serien, ender med at være den

rende når de første ¾ på eskapistisk vis

vigtigste til sidst. At han har fået magi-

har lullet os ind i fortællingen og fået os

ske evner og kan se tilbage i tiden og så

til at investere os selv følelsesmæssigt i

Essay

KRISE

karaktererne, for så de sidste 2 sæsoner

endnu en deus-ex-machina redning i

at gøre det hele ligegyldigt. Denne ligegyl-

form af Benjen Stark.

dighed opstår, fordi det narrative belæg

Værst af alt er det dog i tv-historiens

for vores karakterers handlinger, udvik-

mest forventningsfulde klimaks - kam-

ling og personlighed er forsvundet fra for-

pen mod The Night King (S8E3). GoT blev

tællingen. Der er simpelthen ikke tid til

berømt på at turde myrde sine hovedka-

at underbygge det. På samme måde er

rakterer, og i sæson 6 ville vi havde for-

alle de scener, der underbygger det fikti-

ventet ved dette klimatiske slag, at det

ve realismeparadigme, forsvundet.

ville blive et blodbad. Hvis to hovedkarakterer kan dø ved et bryllup, hvor mange kan så ikke dø ved genkomsten af The

Actionquence-grebet er i sæson 7 og 8’s

White Walkers, der har været varslet i 8

bombastiske forhastelse frem mod slut-

sæsoner. Åbenbart kun mindre bi-

ningen blevet glemt. At tage syv menne-

karakterer (Jorah, The-

sker ud bag muren og forsøge at fange en

on, Melisandre og Beric Dondarrion). Se-

White Walker burde være en våget hand-

rien har bygget op til, og lovet os et episk

ling med konsekvenser (S7E6). Især når

slag med tunge altafgørende konsekven-

det første, vi ser i serien, er tre mænd fra

ser. Men her bliver vi snydt. Ikke en-

The Night’s Watch blive overfaldet og

gang actionquence-grebet er gældende

myrdet af en White Walker (S1E1). På

længere. At Sam, en buttet bibliotekar,

Jon Snows dødsmission ude bag muren i

der er elendig til at slås, overlever, er

slutningen af sæson 7 er der kun en, der

ufatteligt. Hvor er konsekvenserne hen-

dør, og det er bi-karakteren Thoros fra

ne? At Dothraki-hæren udslettes,

Myr. Ikke nok med det, så formår der at

blandt andet med en smuk visuel meta-

komme en klichefyldt deus-ex-machina

for, hvor deres brændende sværd sluk-

redning i form af Dany på drage, og selv

kes, samt The Unsullied der lukker sig

da Jon Snow falder i vandet i flere mi-

ude på den forkerte side af skyttegraven,

nusgrader i en tyk pels, der burde havde

pludseligt dukker op igen i uanede

tynget ham ned på bunden, kommer der

mængder ved slaget om Kings Landing, er mig en gåde (S8E5). Vi kan ikke læn-

Visir # 84

Kind-of realisme?

Essay

Visir # 84

KRISE

gere stole på, at handlingerne, der udfol-

em in a straigth figth.” De ved altså godt,

der sig, har konsekvenser, og vi kan hel-

det ikke er en ”straight fight”, de

ler ikke stole på, hvad kameraet visuelt

kæmper, men alligevel glemmer de geno-

fortæller os. At alle hovedkaraktererne

plivningsevnerne og sender Dothraki-

overlever er et bevis på, at plot-armour’et

hæren ud i en straight fight til at starte

som et ægte plot twist har dol-

med.

ket actionquence-grebet i ryggen og er

Hvad der er endnu mere forrykt er, at

vendt tilbage med sin gode ven deus-ex-

manuskriptforfatterne påstår, i

machina. Og med actionquence-grebets

en behind-the-scenes video, at Dany ”[…]

fald falder det virkelighedsnære realisme-

kind of forgot about the Iron Fleet”. I re-

paradigme også.

altid går der kun 17 minutter mellem

Den realistiske krigsstrategi er smeltet

strategiscenen, hvor de diskuterer hære-

væk. Hvor man i tidligere sæsoner har

nes placering og størrelse, og scenen

brugt velresearchede og realistiske fakto-

hvor Danys drage skydes ned

rer, som lig-bunker som taktiske faktorer

af Eurons flåde. Ikke nok med det, men

i slag (Battle of the Bastards S6E9),

hvordan kan hun have

glemmer man lige pludselig de vigtigste

glemt, at Euron huserer på havet? Hvor-

detaljer om sin fjende. F.eks. at The

dan kan hendes utallige kloge rådgivere

Night King kan genoplive døde menne-

have glemt det? Hvordan kan hun ikke

sker. Det kan godt være, at Jon Snow

se Eurons flåde på lang afstand, når hun

”knows nothing”, men han har kæmpet

flyver flere hundrede meter oppe i luften?

mod The Night King i 8 sæsoner. Hvor-

Vi befinder os ved Dragonstone, en stra-

dan kan han og resten af de rådgivere,

tegisk vigtig position, så hvorfor er der

der omringer ham ikke havde tænkt på

ingen vagter, der har opdaget, at der be-

dette, før de placerede alle kvinder og

finder sig en hel flåde i deres baghave?

børn i krypten?! I episoden inden slaget

Fair nok hvis alle tropper var taget

siger Jon Snow

til Winterfell for at kæmpe, men hvorfor

endda: ”[…] there are too many of them.

fanden har Cersei så ikke erob-

Far too many. Our enemy dosen’t tire. D

ret Dragonstone i mellemtiden? Hvordan

osen’t stop. Doesn’t feel. We can’t beat th

vidste Varys ikke, hvor Euron befandt sig

Essay

KRISE

med alle hans spioner, der giver ham in-

kunne være, at jeg ikke er berettiget til at

formationer om alle de andre hære?

snakke om, hvor hurtigt en drage kan

Hvordan kan det være, at Dany ikke kan

flyve, fordi det er en drage. Men her er jeg

angribe skibene i denne episode, men i

dybt uenig! Som sagt tidligere etablerer

den efterfølgende episode udraderer hun

enhver fortælling et fiktivt realismepara-

hele the Iron Fleet på få minutter (S8E5)?

digme, om det er en genrefortælling eller

Hvor er konsekvenserne henne? Hvor er

ej. Dette paradigme sætter et forvent-

realismen henne? Hvor er kvaliteten hen-

ningsgrundlag for, hvad der kan ske, og

ne?

hvad der ikke kan ske, i fortællingen.

Konsekvenserne ved at rejse rundt, og

Dette er nødvendigt for at give de hand-

den tid det tager, undermineres også til

linger og begivenheder, der indtræffer,

fordel for episke plotmomenter. Ved af-

relevans, troværdighed og betydning.

slutningen af sæson 6 har man slået fast

Hvis ikke der er etableret et sådan for-

-travel til hos alle karaktererne. At Dany

ventningsgrundlag, så er alt tilfældigt, og

er i stand til at påtage sig rollen

vi som seere aner ikke, hvad der har

som ‘Dany-ex-machina' for Jons selv-

konsekvenser eller betydning for karakte-

mordsekspedition bag muren i sæson 7

rerne, plottet og omgivelserne. Derfor er

er umuligt, medmindre hendes drage kan

det katastrofalt at afvige fra dette realis-

flyve 930 km/t, hvilket vi på intet tids-

meparadigme, der har været gældende i

punkt har fået etableret i serien - og det

75% af serien, og som har fungeret som

direkte modsiger, hvad vi har etableret

grundlaget for dekonstruktionen og ka-

om rejsetid og distance tidligere.

raktererne, for nu føles alt ligegyldigt og

Der burde have været en konsekvens ved

tilfældigt. Handlingen i serien er blevet til

at tage ud bag muren på den selvmords-

et tilfældigt lotteri, hvor intet har betyd-

mission, og den konsekvens er, at hjæl-

ning.

pen, ud fra det virkelighedsnære realisKonklusion

bygget op, ikke kan komme.

I det foregående har jeg forsøgt at give et

Det kan godt være mit rant her fremstår

bud på de fortællemæssige, dramaturgi-

som smålig kritik, og et modargument

ske og narrative greb og konstellationer,

Visir # 84

meparadigme, de første 6 sæsoner har

Essay

Visir # 84

KRISE

der har præget GoT, og som har været

genren. Disse er skåret ud til fordel for

årsag til seriens høje kvalitet, samt

pseudo-episke og mindblowing-

dens endelige fald. Overordnet set kan

postulerende plotmomenter, der falder

disse opsummeres i dekonstruktionen af

tilbage i klassiske fantasykarakteristika.

fantasygenren, der sker i kraft af et eks-

Klassiske kliche-greb

tremt virkelighedsnært realismeparadig-

som plot armour og deus-ex-machina har

me, der sammen med komplekse og dyb-

sneget sig tilbage i fortællingen, og sam-

depsykologiserede karakterer skaber et

men stikker de en kniv i ryggen på den

ekstremt højt eskapistisk potentiale i se-

ellers fine og originale dekonstruktion,

rien. I sidste ende leveres en

der var så godt i gang.

dybt original, nyskabende og anderledes

Bevares, de filmiske virkemidler i de sid-

tv-serie som vi ikke før har set mage til.

ste to sæsoner har været af historisk høj

Det er blandt andet derfor, det er så fru-

kvalitet, men uden et højt kvalitetsfunda-

strerende at være vidne til en negligering

ment i manuskriptet bliver selv disse

af alle kvalitetssøjlerne i de sidste sæso-

kvaliteter overfladiske. Når hvad vi ser

ner. At skære ned på den tredje akt i en

visuelt hverken giver mening eller er til

serie med mange handlingsforløb og ka-

at stole på, som når Sam ikke dør, selv-

rakterer er katastrofalt, og denne beslut-

om klipningen, musikken og skuespillet

ning har indvirkning på alle andre

lægger op til det. Eller når the Dothra-

aspekter af serien. Foruden at selve dra-

kis endeligt manifesteres i den visuelle

maturgien er smadret, formindskes vores

metafor med de brændende sværd, men

indlevelse og tro på karakterernes hand-

er i live episoden efter, så er GoT ikke

linger og udvikling, fordi man har skrevet

andet end nogle fine billeder på en

de små scener ud. De små scener, der

skærm (såfremt man kunne se, hvad der

har fungeret som mellemregningerne

foregik på skærmen i første omgang).

mellem de store plotpunkter, som det

Som sagt i indledningen er der mange

narrative-belæg for karakterernes udvik-

polemiske konspirationsteorier om, hvor-

ling og personlighed,

for dette er sket. En teori går på, at ma-

som underbyggelsen af realismeparadig-

nusforfatterne ikke længere har George

met og i sidste ende dekonstruktionen af

R. R. Martins bogforlæg at stå på skuld-

Essay

KRISE

rene af. En anden går på, at de er udkør-

Min artikel her baserer sig delvist på mi-

te og hellere ser frem til deres Star Wars-

ne egne betragtninger, men også på en

kontrakt, de har med Disney. En tred-

del andres. Til tider har der været overlap

je, at de generelt bare er amatører og

mellem disse. Hvis man ønsker at dykke

elendige forfattere. At begynde at konspi-

dybere ned i kritikken og andet informa-

rere over, hvad der er sket, har ikke væ-

tion om GoT i den kommende vinter, vil

ret min hensigt, og er, selvom det er et

jeg afslutningsvis anbefale et par af de

spørgsmål, jeg meget gerne ville kende

kilder, jeg selv har brugt, samt andre re-

svaret på, egentligt ikke relevant. Selvom

levante informationer om emnet. God for-

den elendige afslutning på serien kan fø-

nøjelse – Winter is coming!

les frustrerende og opildne til vrede, er Videre læsning:

skriptforfatterne dog ikke berettiget, sy-

Ønsker man at se ’behind-the-scenes’

nes jeg. De er ikke politikere der har løjet

materiale for GoT, kan man med rette se

og snydt med vores skattekroner. De er

dokumentaren The Last Watch (2019) på

kunstnere, der har forsøgt at gøre deres

HBO om afslutningen af GoT. Jeg kan

bedste(?). Og vi skal ikke glemme, at hav-

også anbefale følgende videoserier

de det ikke været for dem, havde HBO

på HBO’s youtube og facebook-

aldrig givet grønt lys til denne tv-serie, og

side: Behind the Thrones

vi havde aldrig fået de fantastiske seks

Game Revealed, der bruger ca. 20-40 mi-

sæsoner, som vi har. Og det er trods alt

nutter på at gå bag hver episode,

mere end de sidste to elendige. Ydermere

samt Game of Thrones – Inside the Episo-

har de været katalysator for at ændre tv-

de, der tager ca. 5-10 minutter og er ma-

historien; de har skabt den største episke

nuskriptforfatternes kommentarer på

fortælling i 10’erne, og man kan heller

hver episode.

ikke komme uden om, at GoT har videre-

Ønsker man at følge i mine fodspor,

udviklet og hævet rammerne for, hvad

når det drejer sig om argumenterne om

der kan lade sig gøre på tv, både filmisk

negligeringen af realismeparadig-

og litterært.

met, samt dekonstruktionen af fantasygenren, kan man med rette se følgende

Visir # 84

den polemiske udskamning af manu-

Essay

Visir # 84

KRISE

videoessays på youtube: ”Can Game of

acceptere eller anerkende en fortællings

Thrones Still Surprise Us (SPOILERS) –

slutning, hvilket er grunden til den store

Wisecrack Quick Take”

kritik og skuffelse over denne i GoT.

af Wisecrack (29/8-2017). Samt

Denne udlægning foreligger i video-

”What Game Of Thrones Kinda Forgot”

essayet ”Why AVENGERS: ENDGAME

af Just Write (31/5-2019). Man kan også

Did What GAME OF

læse artiklen ”Der er noget, vi må tale

THRONES Couldn’t –

om. ’Game of Thrones’ er ikke længere

Wisecrack Vlog” (22/6-2019). Ønsker

årtiets bedste serie” af Marie Carsten

man at gå mere i dybden med de temat-

Pedersen (29/8-2017, Zetland). Kritikken

ikker som magt, religion, køn og

af realismenegligeringen diskuteres i vid-

økonomi, som serien spiller på, samt de

eoerne ”How Fast

historiske paralleller, serien indeholder,

Did Daenerys Targaryen’s Dragons Fly

kan man med rette læse Steen Becks

on Game of Thrones? (Nerdist Special

bog Vinteren er kommet (2018), og høre

Report)” af kanalen Nerdist (27/8-2017)

hans podcast af samme navn hos Ra-

og ”Game of Thrones: The Big Problem

dio24syv.

with Season 7's Fast Travel - Dragons on

Hvis man har fået nok af kritikken

the Wall” af kanalen IGN (8/9-2017).

af GoT, kan jeg varmt anbefale at se den

Der findes også andre interessante ret-

videoessay-serie, youtube-kanalen The

ninger i kritikken af de sidste to sæsoner

Take har igangsat i samarbejde med an-

end den jeg har præsenteret. Således for-

dre videoessayister, om de bedste øjeblik-

søger Wisecrack med videoessayet ”Game

ke i GoT, som kan findes som playliste

of Thrones Finale: Is It Deep or Dumb? –

under navnet ”The Best of Thrones”. El-

Wisecrack Edition” (4/5-19) at finde en

lers vil jeg anbefale at prøve at se nogle

sammenhængende tematisk struktur i

af de første episoder, hvor man hurtigt vil

hele serien. Ligeledes kommer de med en

opdage kontrasten mellem højkonjunk-

yderst interessant pointe om, at vi med

turen og lavkonjunkturen i serien.

vores samtids endeløse streamingtendenser er blevet opdraget med en uendelig midte og derfor aldrig vil kunne

Tips fra under viserne

KRISE

Tips til klimakrisen

VISIR har været i kontakt med Esben Bjerggaard Nielsen, der har et par tips til lige netop dig, der er gået i klimakrisetilstand. Esben er lektor i retorik, og har forsket i og skrevet om den retoriske brug af fortællingen om den sekulære apokalypse—altså for eksem-

pel klimakrisen. Esben skriver:

3 "tips" til klimakrisen ·

Lad være med at blive bange, bliv vred i stedet!

Bliv (klima)politisk aktiv i stedet for blot at skrue lidt på dit eget forbrug

Vid at dette rent faktisk ER en krise, at vi alle kommer til at skulle ofre noget, men også at der stadig er håb

Visir # 84

V K IRSIISRE p å f e s t i v a l

Repor tage

VISIR på festival! Af Senia Kragh Hansen, Retorik og Kim Park Andersen, tilvalg i Litteraturhistorie

SPOT Festival er noget af det, der gør det fedt at bo i Aarhus. Med studentervenlige priser markerer festivalen gennem spirende musiktalenter sommerens komme. 2019 bød på et 25-års jubilæum, og SPOT ser ikke ud til at sænke farten! Med årets udgave van-

kede der blandt andet lækker musik (selvfølgelig) og snevejr i maj (knap så selvfølgeligt). Noah Carter: Fredag 23:00, Store Sal, Musikhuset. Noah Carter glemmer teksten til sine egne sange og er tilmed mødt op i sweatpants, sweatshirt og ja – allround afslappet ’attire’. Men med et kækt smil på læben charmerer han alligevel publikum og skaber en fest til trods for flere bratte afbræk i småhaltende set. Koncerten slutter lidt tidligere end forventet, og mest af alt står man tilbage med en fornemmelse af at have oplevet en kunstner, som er på vej til at peake men altså ikke helt er der endnu. Og netop dén energi kan være givende på sin helt egen måde og er et

Visir # 84

af de helt specielle indblik i kunstneres udvikling, som SPOT hvert år lægger scene til.

Noah Carter. Foto: Toke Hage.

V I S I R p å f eKs R t iIvSaEl

Repor tage

Kwamie Liv: Lørdag, 19:30, Store Sal, Musikhuset Et overraskende set fra sangerinden, som efterhånden er mest kendt for sine ørehængende R’n’B-skæringer. Kl. 19:30 lørdag aften bølger Livs silkebløde stemme gennem

Store Sal i Musikhuset, og det, mange måske havde forventet, skulle blive en rytmisk fest og opstarten på en vild nat, blev i stedet en beroligende og bevægende oplevelse af næsten terapeutisk karakter. Særligt ”Higher”, som Liv uden omsvøb dedikerer til en afdød ven, berører denne undertegnede. Da hun efterfølgende, halvvejs i settet, begynder at spille mere dansevenlige hits som den fremragende ”New Boo”, synes det næsten for sent (og i øvrigt unødvendigt) at ændre koncertens karakter, og det, der står tilbage, er en rørende oplevelse snarere end en vild forfest.

Visir # 84

Kwamie Liv. Foto: Charles Costin

V K IRSIISRE p å f e s t i v a l

Repor tage

Boundaries: Lørdag, 20:20, Rytmisk Sal, Musikhuset Boundaries er på ganske få år strøget til tops på den danske rockscene. Og det er der ikke noget at sige til! Et veloplagt band overbeviste umiddelbart hele det fremmødte

publikum i Rytmisk Sal til at kaste sig hektisk rundt til tunge trommer og melankolske melodier. Insisterende og kølig post-punk, som man sagtens kan lufte håret til.

Visir # 84

Boundaries. Foto: Jonas Bang

V I S I R p å f eKs R t iIvSaEl

Repor tage

Yung: Lørdag, 23:30, Tape Egentlig er der ikke så meget at tilføje her – Yung spillede på et Tape, der var pakket så tæt, at det var en kamp overhovedet at komme indenfor. Da det endelig lykkedes, var

der to numre tilbage. Men sådan er SPOT Festival – uforudsigelig og vild. Og man når sjældent at høre alt det, man havde planlagt! Festivalen kan derfor ikke anbefales til folk med ustyrlig FOMO. Men alle der har lyst til at opleve Aarhus i (musikalsk) lys lue – kom med!

Yung. Foto: Rosa Lois

at pendle rundt til de mange aarhusianske spillesteder. Men lige så snart man trådte ind på et af dem steg temperaturen betragteligt! VISIR takker mange gange for i år og

glæder sig allerede til at dykke ned i SPOT 2020.

Visir # 84

Det usædvanligt kolde vejr gjorde det til en lidt mindre fornøjelse end det plejer at være

V K IRSIISRE p å f e s t i v a l

Inter view

Interview med Lydmor på Northside 2019 Af Senia Kragh Hansen, Retorik og Kim Park Andersen, tilvalg i Litteraturhistorie

I anledningen af Northside Festival har VISIR mødt den unge og blomstrende musiker Lydmor, til en snak om hendes nye album, litterære inspirationer og hvordan man egentlig bliver en god kunstner. Læs mere om hendes kreative forår her… S: Det er vores første interview, så… L: Bare chill med det! Jeg er helt chill med det. Det er helt sjovt, sidste år var jeg her på et afbud, hvor jeg var mere stresset end jeg har været i hele mit liv, og lige ved at bryde sammen. I år er jeg bare helt rolig, jeg elsker min profession, og det er så sjovt at mærke kontrasterne, at være det samme sted og sådan… wow, jeg var et mærkeligt sted i mit hoved da jeg var her sidst… S: Hvad betyder det så for dig at være tilbage på Northside Festival? L: Hvis jeg skal være ærlig, så er den største betydning at det er det første festivalshow for i år. Min karriere har jo udviklet sig helt vildt det sidste år, efter jeg udgav Shanghaipladen. Der er der sket rigtig meget og jeg har fået ret mange flere fans. Jeg har spillet forestilling på Aarhus Teater i går, og jeg havde sådan et sjovt moment, hvor jeg kom forbi min produktionsøver - som er sådan noget jeg har, fordi jeg er blevet pro - hvor mit hold stod og svejsede og byggede ting, og da jeg kom ind, tænkte jeg ”ej, det er min lydmand.” Og det er altså bare ikke ret lang tid siden jeg ankom alene til shows med en kuffert hvor der stak et keyboard ud. Det var bare så vildt at se alt det som er i gang med at blive skabt, og kommer fra nogle ideer inde i mit hoved. Det er jo første gang jeg skal ud og vise det for festivalpublikummet. Vi har bygget en kunstinstallation, som jeg

Visir # 84

ikke har set endnu, for de blev først færdige med den i nat, mens jeg spillede forestilling. K: Ja, vi har også været inde og se forestillingen på Scala. Helt fed! L: Sidste aften i går. Tårevædet afsked. S: Det er noget af en kalender du har haft, lige direkte fra teater til festival.

Inter view

V I S I R p å f eKs R t iIvSaEl

L: Mine managers styrer det med hård hånd. De har direkte adgang til min kalender. Jeg plejer at sige til dem hver gang jeg skal booke noget - de ved hvornår jeg laver noget. Jeg har ikke noget liv udenfor den der kalender. Det er Tetris at få det til at gå op.

S: Det må være fedt at have fået et hold bag dig i forhold til at være alene? L: Altså mine managers har jeg haft i rigtig lang tid. De har simpelthen troet på mig rigtig længe, og det er dejligt nu hvor min karriere er stukket lidt af. Jeg er jo ikke kæmpe, men der er sket noget, og nu kan jeg sige ”hey, tak fordi I troede på mig - nu kan jeg give lidt tilbage.” Men live har jeg ikke haft sådan et hold før. S: Det er jo tydeligt når du laver projekter som Orestien på teatret, at du dabbler inden for forskellige felter. Derfor vil vi gerne spørge dig hvad litteratur betyder for din musik og for din sangskrivning?

L: For fire år siden havde jeg en renæssance med at læse. Jeg læste meget fantasy som teenager. Men så var der én der slyngede en bog i hovedet af mig og sagde ”prøv at læse det her,” og så hobede det sig op, og nu læser jeg rigtig, rigtig meget. Klassikere, filosofi, kvantefysik. Der var for noget tid siden én der sagde at jeg som kunstner er lidt en juicemaskine. Og hvis du putter gulerødder og æbler i, så kommer der noget ret lækkert ud. Men hvis du putter en hamburger ned i, så er det ret klamt, det der kommer ud. Og hamburgeren er måske lækker nok i øjeblikket, men man kan ligesom vælge hvad man putter ind i sig selv. Med litteratur kan jeg bare mærke, at hvis jeg læser noget der er inspireret, eller noget der har dybde, eller poesi, jamen så kommer der også mere poeti-

ske ting ud af mig. Så jeg går meget op i at læse og ser det som en del af mit job. Selvom jeg nyder det, tager jeg tid til det. Vælger at prioritere, at jeg skal kunne læse. Fordi ellers så mister jeg den her kreative… det her kreative forår, jeg befinder mig i. S: Så du ser dig selv som et medium som der strømmer noget inspiration i gennem, som har et output. Alt det du læser, alle de ting du møder - det laver du om L: Jeg går virkelig op i ikke at være inspireret af ting indenfor min egen kunstform. Det er smart, for hvis du er inspireret af musik, så kommer du til at kopiere det. Og man

Visir # 84

til musik.

V K IRSIISRE p å f e s t i v a l

Inter view

kan godt høre en sang og tænke ”Fuck, hvor har jeg lyst til at lave dén sang, for den er mega nice og den er mega meget mig”, og dét er farligt. For så ender man med at sidde i studiet og tænke ”Det er ikke den sang! Nej, jeg har fejlet!” Men hvis man læser en bog,

tænker man ”Fuck jeg har lyst til at lave den her bog – til plade.” Sådan havde jeg det rigtig meget med den sidste plade. Jeg havde læst romanen 2666 af Roberto Bolaño, som er en chilensk forfatter. 2666 er en spiralfortælling, som snørkler sig omkring en historie uden at fortælle hvad historien er. Jeg kan huske jeg tænkte ”Det vil jeg gerne gøre også.” Så da jeg oplevede den her historie i Shanghai, så vidste jeg bare, at hvis jeg kan gøre på samme måde som Roberto Bolaño, hvis jeg kan lave et værk, hvor folk, når de har lyttet færdigt, hvis de har lyttet ind i det, så ved de godt jeg har fortalt en historie, men de kan ikke sætte ord på hvad det er for en historie jeg har fortalt dem. Så har jeg i hvert fald lavet noget sejt. Og på den måde kan man ligesom meget friere kopiere ting

fra andre kunstnere på en vildt inspirerende måde. S: Det fanger jeg godt, din seneste plade er meget fortællende, uden at man ved hvad man er blevet fortalt. L: Der er en historie. Jeg oplevede nogle ting i Shanghai som var vold-intense, overnaturlige næsten, og fordi det er en god historie, så havde jeg lyst til at fortælle den. Jeg havde lyst til at sige ”prøv-hør-her: og så hende der, og så ham der, eller det der!” I mit første lange portrætinterview fortalte jeg faktisk om det hele, fordi jeg var så oppe at køre. Det var første gang og jeg havde ikke tænkt så meget over at nu skulle jeg lave inter-

views om den her plade jeg har arbejdet på i en evighed. Så jeg måtte simpelthen ringe til ham dagen efter og sige ”prøv at høre her, det jeg gjorde i går, det var helt modsat konceptet på hele den plade, kan vi tage interviewet igen?” For man må jo ikke vide det. Så ødelægger jeg det for alle der hører pladen. Han var heldigvis helt vildt sød og vi lave-

Visir # 84

de et andet interview. S: Det var faktisk også en af de ting vi ville spørge om – hvad og hvem handler det om? Men det får vi måske ikke så meget ud af? L: Nej, nu er jeg blevet mere hardcore.

V I S I R p å f eKs R t iIvSaEl

Inter view

S: Okay, det må vi respektere. Mens du var i Shanghai, hvad læste du så? Fik du læst noget lokal litteratur? L: Ikke så meget lokal litteratur, desværre. Jeg har læst rigtig meget latinamerikansk

magisk realisme. Jeg har en Roberto Bolaño-tatovering inspireret af hans anden roman, som hedder Savage Detectives. Det er en fantastisk bog, hvor der er to der leder efter den bedste poet i Mexico. De har hørt fra alle at hun må være den bedste, men de har aldrig læst noget hun har skrevet. Da de så i slutningen af bogen finder hendes eneste udgivne digt, er det de her tre streger. Og jeg elsker den pointe. De leder efter ord, de leder efter form, de leder efter noget konkret, men det de i virkeligheden leder efter, er jo en følelse. Jeg har en veninde der tatoverer, Noah fra Velvet Volume, hvis man skal na-

HVAD LYDMOR LÆSER

Visir # 84

Roberto Bolaño (1953-2003) 2666 (2004) Hovedinspirationen til Lydmors seneste album, I Told You I’d Tell Them Our Story Anaïs Nin (1903-1977) Brevene mellem Nin og Henry Miller Lydmor siger: ”Jeg fangirler totalt. Én ting er at det er super sensuelt og passioneret, men det er også meget litterært. De anbefaler meget insisterende hinanden at læse ting, fordi de er så forelskede: ”Åh, jeg har læst det her, og det er inde i mig, og nu vil jeg bare have det ind i dig.” Og hun er så seksuelt frigjort og ærlig omkring sine følelser, sin skrøbelighed, sine styrker - jeg er så fascineret af hende.” Siri Hustvedt (1955-) The Blazing World (2014) Lydmor siger: “Karaktererne har de fedeste samtaler nogensinde. Jeg har virkelig har bare lyst til at være venner med nogen af dem. Hun behandler det at være kvindelig kunstner med øje for subtiliteten i det. Det er jo ikke sådan ”øv, jeg kan ikke lide dig fordi du har patter.” Det er en meget subtil ting, og hun er så god til at beskrive det.

V K IRSIISRE p å f e s t i v a l

Inter view

medroppe lidt. Så jeg vidste jeg bare det skulle være den, for jeg føler jeg giver en cadeau til hele den scene, som den latinamerikanske litteratur er. Og det vil jeg vildt gerne have på min krop. S: Latinamerikansk litteratur er også spændende, vi har også et fag om det på litteraturhistorie… L: Borges! Det er jo en religion. Jeg har slynget ham i hovedet på nok, og kender også en del der læste Borges i forvejen, til at man nu kan sige ”Ja, den her situation, der er sgu gået lidt Borges i den” når det føles som om hele verden sådan ’krr’ (lydeffekt) og det hele bliver kvantefysik og sådan noget, dét er Borges. Jeg har lige skrevet en sang baseret på en af hans noveller.

S: Fedt! Det lyder som om litteraturen i hvert fald fylder meget. Især den latinamerikanske på den seneste plade. Har den musik du har lavet inden det også været inspireret af en bestemt litteratur? L: Nej. Dengang var jeg mindre flydende. Jeg føler at der var et skift for fire år siden. Det startede med at jeg tog til Shanghai. Jeg syntes jeg kedede mig. Jeg kedede mig, jeg var træt af den kunstner jeg var. Jeg syntes det jeg lavede, var kedeligt, og jeg sammenlignede mig hele tiden med andre, og tænkte: ”Åh, hvad for en slags kunstner er jeg? Er jeg sej, er jeg edgy, er jeg mainstream?” Alt sådan noget man bare ikke skal tænke på, det er virkelig usundt. Så jeg gik i gang med at blive en sej kunstner. Det lyder mega

simpelt, men det var bare sådan en mission. Jeg havde mødt og arbejdet med nogle ret kompromisløse kunstnere hvor jeg tænkte ”Fuck – hvorfor kan jeg ikke det der?” Det er meget nemmere end man skulle tro. Det kræver fucking meget arbejde fordi man skal lære at lytte til sig selv på en ny måde. Men jeg føler efterhånden - ikke at jeg er landet –

Visir # 84

men at jeg er meget på vej. Og det er derfor jeg kalder det et kreativt forår. Jeg føler mig inspireret, og jeg føler jeg kan gøre hvad jeg har lyst til. Og jeg har lært mig selv, hver eneste gang der kommer en dårlig tanke om at sammenligne, så siger jeg ”Væk! Forsvind!” Det gør mig ked af det og uinspireret. Og i stedet fokuserer jeg på bøger, mennesker, relationer, verden, ikke så meget de der hamburgere.

Inter view

V I S I R p å f eKs R t iIvSaEl

S: Mange der læser litteraturhistorie, vil også gerne selv skrive. Og så er det jo egentlig meget interessant det med at finde inspiration i et andet felt end sit eget. Jeg tror også det er virkelig svært, hvis man lige har læst en fed bog, at skrive no-

get uden at tage noget med derfra. L: ”Jeg vil bare gerne skrive den bog!” Jeg synes godt man kan mærke, hvilke tanker der er sunde for kreativiteten og hvilke der er usunde. Det kan man i hvert fald tune sig selv ind på. Man kan mærke når man er i gang med at tænke et eller andet som ikke leder til noget, altså om den her plade gør mig mindre broke, om jeg kan tjene penge, om min manager eller radioen vil kunne lide det. Omvendt kan man så også mærke når man finder et eller andet som er godt og virker for én, latinamerikansk litteratur for eksempel. Man kan bare mærke – hvis jeg fokuserer der, så sker der gode ting i mig. Det er jo sådan næsten en meditativ øvelse i at analysere - ”Hvad sker der inde i mig når jeg gør for-

skellige ting?” S: Så man bliver en bedre kunstner af at lytte til sig selv? L: Fuldstændig. Det er jo det, det handler om, det er det kunst er. Du sidder med en million beslutninger hele tiden, hi-hat eller bas, synth eller vokal, og jo bedre du er tunet ind til at tænke ”Helt sikkert synth!” i stedet for ”Hvis jeg bruger synth så er det sådan lidt Chvrches-agtigt…” Fuck det. Hvis det er Chvrches-agtigt så er det Chvrchesagtigt. ”Ej tænk hvis det minder lidt for meget om Robyn” – fuck det. Det er jo at lytte, hele tiden, og at blive bedre til det. Det er en rejse som jeg tror jeg aldrig bliver færdig

med. Jeg er ikke perfekt overhovedet – jeg har stadig dage hvor jeg bare sidder i studiet og forsøger at lave noget P3 gider at spille. Selvom jeg prøver at lade være, så prøver jeg jo stadig, og så sidder det inde i ens hoved. Men der kommer øer, hvor det fungerer.

Visir # 84

V K IRSIISRE p ĂĽ f e s t i v a l

Repor tage

Billedreportage fra Northside 2019

Visir # 84

Af Senia Kragh Hansen, Retorik

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

Phlake

Repor tage

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

The Streets

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

100

Repor tage

A ne m R p oerltdaegl es e

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

Tame Impala

101

A Rn m e peol dr teal gs e

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

102

Georgia

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

103

Repor tage

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

104

NAS

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

Lydmor

105

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

106

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

NAS

107

Repor tage

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

108

Idles, Migos

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

The Minds of 99

109

Repor tage

Visir # 84

V K IRSIISRE p Ã¥ f e s t i v a l

110

New Order

Repor tage

V I S I R p Ã¥ f eKs R t iIvSaEl

Visir # 84

111

Anmeldelse

KRISE

En kærlig digter

Visir # 84

Af Malte Frøslev, Litteraturhistorie

I et digt fra juni 2017 trykt hos den

fraværende ‒ der er måske bare tale om

ugentlige maillitteraturudbyder hverman-

nuancer af ungdommelighed fra teksten i

dag lagde jeg mærke til en på én gang

hvermandag til debuten.

selvbevidst, charmerende morsom og

Et af digtsamlingens fineste digte lyder:

purt drenget strofe hos digteren, Jens

”Jeg drømmer / om et digt så godt / at

Kæmpe: ”Drengen i min under- eller ube-

det kun findes i drømme / Her har man

vidsthed plager mig med sine drømme /

altså livet / og alle dets muligheder /

Om store bryster, barndom, livmodervar-

Angsten tegner grænserne / Man glem-

me, uendelig rigdom og ferie, / succes og

mer sine pligter / pisser forvirret på sine

inderlighed, alt sammen ting, som skal

sko og tager hjem / Gør intet helt / To-

distrahere mig fra det foreliggende: /

talt forståeligt”. Der er en agtværdig nim-

kærlighedens kamp og arbejdet med at

bus over, hvordan de to tilstande er

skrive”. I og for sig virker jeget som det

spændt ud over hinanden som et fangst-

samme i Kæmpes debutdigtsamling Kun-

net for digtenes måde at erkende på:

stens regler, der udkom på mikroforlaget

denne ungdommelige forhåbning om (at

Det Københavnske forlag Cris og Guld-

skrive) det monumentale, grænseløse

mann i marts. Det er stadig en følelse af

digt og den klare indsigtsfulde virke-

klar selverkendelse, der huserer i sæt-

lighed i sætningerne, der peger på at det-

ningerne; det foreliggende er stadig de

te kun er et udtryk for drømmenes umu-

poetiske grundproblemer: kærlighedens

lighedstilstand. Et andet sted skrives der

kamp og skrivningen. Men der tales fra

lignende om kærligheden og dét at skrive

et mere modent ståsted. Store bryster og

om den: ”Man må røre ved hinanden /

uendelig rigdom og ferie er blevet rykket

på trods af generel ulyst / Personlige kri-

ud i kulissen i den digteriske bevidsthed

ser / En sorg som hverken deler / eller

for en kærlighed, der er mere sikker på

samler, men arbejder stille i os / Vores

sig selv, og en skrift, der har lettere ved

systemer er efterhånden så indviklede /

at stå for den under-/ubevidste drengs

at analysen af dem sakker langt bag ef-

drillerier og fantasier om ungdommelig

ter / deres effektivitet og beregningsgrad,

frihed uden grænser. Ikke at ungdomme-

som et / uendeligt nuanceret valg af re-

ligheden med sin tvivl og drømmerier er

præsentanter / for en uendelig nuance-

112

Anmeldelse

KRISE

op mellem verden og skrift mellem for-

god formulering”. Det er en alvorlig, men

skellige genstande og følelser.

også en kærligt forstående analyse af en

Kæmpes digte samles oftest som korte,

tilstand, hvor kærligheden og dens frem-

afgrænsede sætninger, der kun sjældent

tid er udsat for svære udfordringer.

brydes over af flere enjambementer. Så-

En af styrkerne ved Kæmpes digte er de-

dan kan hver linje i digtet enten stå dir-

res kærlige og forstående tone. Som i je-

rende for sig selv og tegne de andre sæt-

gets forhold til sin kæreste: ”Egentlig har

ninger op som afgrænsede størrelser eller

vi det godt / på et værelse / Med tiden

skyde sin mening videre ind fra en af-

længes jeg væk / Hvad med dig / (…) /

grænset enhed over de andres grænser.

Der er flere ting du ikke har gjort / og

Når digtene er bedst, lader de enten sæt-

under din kærlighed / slumrer en trang

ningerne vende indad og rette hinanden

til at flygte / Elske så vildt du overhove-

af med deres forskellighed eller flyde frit

det kan / Min kærlighed hviler / på en

ind i hinanden ‒ som passager mellem

drøm om at blive forladt / Det kan være

verden, følelserne og skriften. Som i ud-

jeg sidder her endnu / hvis du en dag

gangen af digtsamlingens allerførste digt,

bliver træt af det hele”. Der er en storsin-

hvor kærligheden alligevel trænger ind på

det, vedkommende empati i disse sæt-

besynderlig vis: ”Skønheden holder mig

ninger og i accepten af kærestens egne

vågen om natten / ikke nogen bestemt

drømme; en gennemlysning af en sæl-

følelse / Følelserne bliver udenpå / umu-

somt stille forståelse for andre og andet

lige at trænge igennem / Det er anderle-

end sig selv. Og så alligevel frygten inden

des med kroppen / I kroppen bliver vi

under. Bagved ligger et ønske om samhø-

forsonet / i en passiv tilstand af bevægel-

righed ‒ digtene er optagede af at obser-

se / som nogle gange forveksles med

vere hverdagens små, vilkårlige detaljer

kærlighed”.

og trække dem ind i den skrivende be-

Når digtene efter min mening er mindre

vidsthed til en refleksion over et forholdt

stærke griber de ikke ind i følelserne og

i verden eller i jeget selv. En anden styr-

sproget, men forbliver i højere grad be-

ke er netop, når samhørighedsønsket ud-

skrivende og observerende på overfladen

fordres af tvivlen, der tegner grænserne

‒ som transittekster, der fører én videre,

113

Visir # 84

ret virkelighed / Jeg venter stadig på en

Anmeldelse

KRISE

mere end at stoppe op og tage livtag med

ninger bliver truffet / uden hensyn eller

tilstanden ung (digter). Man kunne ind-

betænkningstid / Man bliver sindssyg

vende, at perioden ungdom selv har en

del transit i sig, men de mest virkningsfulde digte indeholder netop dette element af stoppen-op. Med den myndighed der ligger i det! Digtsamlingen består af to dele: første del foregår i København og er efter min mening den mest vellykkede. I anden del er digterjeget taget med sin kæreste til Paris og skriver om sine oplevelser med byens små begivenheder,

mens kæresten forsøger at finde arbejde som ”mannequin”. Men hvor første del brusede mellem forskellige følelsestilstande, kærlig forståelse og indelukkethed distance i virkeligt smukke eller kærlige sætninger, er jeget i Parisdelen i højere grad præget af en ængstelighed og ofte lukker sig om sig selv og sine beskrivelser af storbyoplevelsen. Et grundlæg-

gende træk at empatien skydes over i (social) indignation. Et af de bedre steder står der: ”Der er for mange mennesker i

Visir # 84

byen / Intet overblik / Vanvittige beslut-

Jens Kæmpe Kunstens regler Cris & Guldmann 95 sider Vejl. pris: 150 kr.

114

/ langs Seinen og under broerne / ved de

store indfaldsveje i periferien / Regnen forvandler det hele til skrald”. Her er Paris skuffende slummet i en digtsamling om kærlighed, og det er dejligt uromantisk, men digtenes stemme er andre steder i Parisdelen præget af nedtonethed og bevæger sig mere fladt rundt på verdens overflade. Det kan være et billede på jegets tvivl og utryghed, som citatet ovenfor også gør opmærksom på, men jeg synes, det er en skam, når denne kærlige digter nu digter sig ud og ind i verden

Anmeldelse

KRISE

Tyverier af Thomas Korsgaard Af Benjamin F. Rasmussen, Litteraturhistorie

største styrke ligger i de små finurlige og

på den litterære scene i 2017 med den

ubehagelige ’tyverier’ der kan opstå i

delvist selvbiografiske roman Hvis der

hverdagen, som er meget genkendelige og

skulle komme et menneske forbi, og året

interessante observationer. Vi kender vist

efter med efterfølgeren En dag vil vi grine

alle sammen lignende situationer som

af det. Begge romaner fik god omtale i

med lasagnen, hvor man sidder med et

pressen, og Korsgaard har nu bevæget

savlende begær efter kun at tage det

sig ud i novellekunstens form med sam-

øverste lækre ostelag, men holder sig til-

lingen Tyverier, der udkom d. 19. sep-

bage grundet de sociale konventioner om

tember 2019. Selve omdrejningspunktet i

mådehold internaliseret af de andre mid-

samlingen er forskellige tyverier, i over-

dagsgæster. Disse små tyverier i hverda-

ført betydning, mellem mennesker. Det

gen passer godt i novellens korte form,

kunne være tyveri af gæstfriheden ved at

oftest manifesteret med novellens klassi-

tage det lækre øvre ostelag på en lasagne,

ske åbne slutning.

som i novellen Lasagne, eller en kamme-

Men så er der desværre heller ikke mere

rats interesse i en fiktiv bayblade-

at komme efter i Korsgaards noveller. De

samling, som Malthe har løjet sig frem til

når ikke ud over disse almindelige tyveri-

i novellen I bor da meget pænt, eller tyve-

er, de mangler en signifikans, dybde eller

riet af et kærestepars troskab til hinan-

æstetisk kant. Man fornemmer aldrig, at

den ved at antyde til en fælles onanises-

der egentligt er noget dybere på spil ud-

sion mellem manden og dennes bedste

over karakterernes prekære forhold til

ven, som i Drengeting.

hinanden og deres omverden. Når jeg læ-

Novellerne centrerer sig om små prekære

ser noveller, ønsker jeg en ud af to ting:

situationer i hverdagen, der mest af alt

Enten bør novellens handling eller sprog

kan perspektiveres til Frank og Caspers

i sig selv være interessant og spændende.

eskapader i tv-serien Klovn, men hevet

Her kunne nævnes Sherlock Holmes-

ned på et litterært hverdagsniveau. Kors-

novellerne af Conan Doyle. Ellers bør no-

gaard er ingen lyriker, og sproget frem-

vellerne tematisere noget på en interes-

står derfor meget prosaisk og almindeligt,

sant og spændende måde. Her kunne

til tider en smule kedeligt. Novellernes

nævnes Jan Sonnergaards Radiator trilo-

115

Visir # 84

Thomas Korsgaard (f. 1995) debuterede

Anmeldelse

KRISE

gi (1997-2003) eller Naja Marie Aidts Bavian (2006). Desværre lever Korsgaard ikke op til nogen af delene, og efter at

havde læst samlingen fremstår novellerne lettere overfladiske og hurtigt glemte. Niveauet og stilen i samlingen er i tråd med hans to tidligere romaner, så har man nydt dem, vil man også nyde disse noveller. Personligt vil jeg mene, at novellerne er middelmådige. De er ikke dårlige, men ej heller bemærkelsesværdigt gode, og derfor lander min vurdering på 3/6

stjerner.

Visir # 84

Thomas Korsgaard Tyverier Lindhardt og Ringhof 140 sider Vejl. pris: 249,95 kr.

116

Anmeldelse

KRISE

“Er paradiset her?” Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie

Den peruvianske Nobelprismodtager Ma-

vilkår for kvinder og den forarmede ar-

rio Vargas Llosa gæstede i sommeren

bejderklasse. Parallelt forsøger barnebar-

Danmark, og forlaget KLIM har i den for-

net at bryde med borgerskabets kvælen-

bindelse udgivet dobbeltromanen Vejen

de konventioner og genfinde sig selv

til paradis (org. El paraíso en la otra es-

blandt sydhavsøernes indfødte. Idéen om,

quina, 2003). Rigmor Kappel Schmidt har

at paradiset findes bag det næste gade-

foretaget oversættelsen til et letflydende

hjørne (jf. originaltitlen) er drivkraften

dansk, og mine forventninger var derfor

bag Tristán og Gauguins ellers vidt for-

naturligvis høje - de blev desværre kun

skellige livsforløb, men begge må sande,

delvist indfriet.

at deres projekter ikke kan lade sig realisere. Bedstemoderen kæmper en forgæ-

“Hun slog øjnene op klokken fire om nat-

ves kamp for underklassen, og svigtes

ten og tænkte: “I dag skal du i gang med

undervejs både af sin voldelige ægte-

at ændre verden, Flora”.

mand, André Chazal, og af sin magtfulde onkel i Peru, som frarøver hende sin retmæssige fædrene arv. Gauguin finder li-

værk, som er en særegen blanding af ro-

geledes heller ikke sit paradis i Sydhavet,

man og biografi der deler sig i to hoved-

men derimod et samfund præget af deka-

spor, hvor læseren skiftevis følger den

dence og bureaukrati, og han ender lang-

fransk-peruvianske feminist og ret-

somt i en deroute af druk og hor, indtil

tighedsforkæmper Flora Tristán og den-

han, dybt forarmet og forfulgt af myndig-

nes barnebarn, maleren Paul Gauguin.

hederne, bukker under for en cocktail af

De to personer mødtes aldrig i levende

morfinmisbrug, syfilis og generel desillu-

live, hvorfor de to fortællinger umiddel-

sion. Alt dette berettes af en tredjeper-

bart kan anskues som to separate roma-

sonsfortæller, der ind imellem kommen-

ner. Det, der imidlertid kobler dem sam-

terer handlingen ved at henvende sig di-

men, er den utopiske længsel efter en ra-

rekte til karaktererne , hvilket giver ro-

dikalt anderledes verden. Vi følger såle-

manen et undertiden dialogisk præg:

des Flora Tristán gennem de franske storbyers slum, i hendes kamp for bedre

“De sidste uger havde været en pine for

117

Visir # 84

Med disse lovende ord begynder Llosas

Anmeldelse

KRISE

ham, og han frygtede pludselig at falde

Tristáns liv og levned (jeg lånte straks

død om. Han ønskede ikke, at hans jordi-

hendes rejseskildring Les pérégrinations

ske rester skulle rådne op i Europa, men

d'une paria, og må nu, flere måneder se-

derimod i Polynesien, det land han havde

nere, konstatere at jeg næppe får den

valgt. I det mindste på det punkt var du

læst foreløbigt), fungerer det ikke pro-

på linje med din bedstemor Floras inter-

blemfrit i Llosas hænder. Tristáns histo-

nationalistiske galskab, Koke. Hvor man

rie er forbløffende og totalt negligeret i

blev født, var et tilfælde. Det sande fædre-

vores bevidsthed, mens Gauguin er udø-

land valgte man med krop og sjæl. Du

delig, af samme stof som drømme er gjort

havde valgt Tahiti. Du ville dø som en

af, og efterhånden så mytologiseret at det

vildmand i de vildes smukke land”

er umuligt at adskille virkelighed og legende. Tristán fortjener sin egen plads i

Det er dog ikke nogen decideret polyfo-

historien, hvilket Llosa næppe formår at

nisk roman, da man genkender Llosas

give hende med denne roman, på trods af

stemme gennem hele værket, og de ind-

den enorme research og viden, der tyde-

skudte kommentarer virker til tider end-

ligvis ligger bag værket. Det er som om

da decideret trættende. Synsvinklen

den peruvianske nestor ikke helt selv

skifter mellem Tristán og Gauguin for

tror på projektet, hvorfor karakteren Flo-

hvert kapitel, uden at de to fortællinger

ra til tider fremstår decideret flad. Gau-

på noget sted direkte flyder sammen - og

guins historie er simpelthen mere med-

det er en skam! Llosas konstruktion vir-

rivende (måske på grund af den store do-

ker derfor underligt stiv eller skematisk,

sis sex, drugs and rock ‘n roll) end

hvorfor man undervejs godt kan føle, at

Tristáns kamp for kvinderettigheder og

der vitterligt er tale om to forskellige ro-

social retfærdighed.

Visir # 84

maner. Læg dertil, at skønt Tristáns skæbne er interessant, og for mig fuld-

Llosa har formentlig nok også haft lettere

stændig ukendt før nu, så er de kapitler,

ved at identificere sig med sin franske

som er viet til hende, langt fra bogens

kunstnerkollega, hvorfor de kapitler, der

stærkeste. På trods af det åbenlyst sym-

er viet til Gauguin, har en helt anden

patiske og fascinerende ved Flora

spændstighed. Romanen viser sig fra en

118

Anmeldelse

KRISE

særlig god side, når Llosa skildrer kunst-

det var tilintetgjort af civilisationen”

neren Gauguins kreative proces, som

Romanens mangler opvejes således til

f.eks i den følgende beskrivelse af skabel-

dels af dens fascinerende skildring af

sen af mesterværket Manao tupapau - en

Gauguins færd blandt dekadente koloni-

passage, der er mættet af sanselig, ero-

ster, lykkeriddere og hermafroditter, lige-

tisk suspense, og som fortjener at blive

som kapitlerne om Tristán undertiden

citeret i sin helhed:

også kan være fængende (især er skildringen af hendes rejse til Perú veludført).

“Han gik ind i hytten, og inden for døren

Kappel Schmidts oversættelse er som al-

tog han tændstikæsken op af lommen.

tid fremragende, men kan ikke i sig selv

Han tændte en tændstik og i skæret fra

løfte romanen op på niveau med Nobel-

den blågule flamme, der spruttede mellem

pristagerens tidligere værker som eksem-

hans fingre, oplevede han et syn, han al-

pelvis den fantastiske skildring af dikta-

drig skulle glemme, og som han de følgen-

toren Rafael Trujillo i Bukkens fest fra

de dage og uger skulle forsøge at fasthol-

2000 (da. 2005), men mindre kan selvføl-

de, idet han arbejdede i den feberhede

gelig også gøre det…

trance, hvor han altid havde malet sine bedste billeder. Med tiden ville dette syn fra hans liv på Tahiti stå tilbage i erindringen som et af den slags privilegerede, visionære øjeblikke, hvor han i nogle få øje-

blikke mente at opleve det, han var taget til Sydhavet for at finde, og som han aldrig mere ville kunne finde i Europa, da

Visir # 84

Mario Vargas Llosa Vejen til paradis Oversat af Rigmor Kappel Schmidt KLIM 352 sider Vejl. pris: 299,95 kr.

119

Anmeldelse

KRISE

Gammel vin på nye flasker? Antigone – i ny oversættelse af Marcel Lysgaard Lech Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Tragedien Antigone er skrevet af Sofok-

Dette irriterede mig i starten, men sagen

les omkring 440 f.kr, men er gang på

er, at værket står mere klart for mig nu

gang dukket op i nye oversættelser, når

end nogensinde før, netop fordi det præ-

der har været brug for et værk, der dis-

senteres i sin reneste form – dog ikke

kuterer forholdet mellem statsmagt og

uden føromtalte versefødder og allitterati-

individ, familie og samfund samt politik

oner. Sprogligt er den nye oversættelse i

og religion. Jeg vil ikke gå i dybden med

allerhøjeste grad vellykket, men nyudgi-

det allerede kendte plot, som findes i et

velsen fuldendes af detaljerne. Blandt

utal af variationer og oversættelser. Jeg

andet det, at forordet efterfølges af et ci-

vil i stedet kort forklare, hvorfor der er

tat fra Orwells 1984, der med det samme

brug for oversættelser som denne som

placerer værket i en nutidig samfunds-

Lech har udført. For det første står det

mæssig og litterær diskussion. Også det,

klart, at oversættelsen er udført med en

at stykket efterfølges af en række oply-

enorm respekt for det originale værk, og

sende kapitler, hvor Lech får lov til at

det er tydeligt, at værkets mål ikke blot

uddybe og forklare sine valg og udfor-

er at videreformidle og oversætte et plot,

dringer i forbindelse med sit arbejde med

men også at bevare værkets kunstneri-

værket, hvilket jo altid er en sand gave

ske værdi. Lech har formået at oversætte

for den interesserede læser. Jeg vil anbe-

værket med et levende og højst poetisk

fale alle, der overvejer at kaste sig over

sprog, hvor allitterationerne og versefød-

denne litterære evergreen, at læse Marcel

dernes kompleksitet understøtter vær-

Lysgaard Lechs oversættelse.

kets indhold. Til tider bliver stilen dog helt nutidig, og den ene replik tager den anden uden en påmindelse om værkets

Visir # 84

alder. Sofokles Antigone Oversat af Marcel Lysgaard Lech Hans Reitzels Forlag 102 sider Vejl. pris: 200 kr.

120

Anmeldelse

KRISE

En litterær jordomrejse Af Mikkel-Theis Paulsen, Litteraturhistorie

En længe ventet bog fra Aarhus Universitetsforlag sender læseren på en eksotisk rejse gennem verdenslitteraturen, og introducerer til forfattere fra periferien af litteraturhistorien. “Had we but world enough and time”. Or-

Verdenslitteraturer introducerer således den danske læser for værker der,

1600-tallet og indleder Erich Auerbachs

ifølge forfatterne, normalt ikke fylder me-

banebrydende litteraturstudie Mimesis

get på bogmarkedet eller i uddannelses-

fra 1946 – et citat, der indkapsler den

systemet, men som ikke desto mindre

afmagt, der uundgåeligt rammer den

trækker tråde og forbindelser på tværs af

nysgerrige læser. Hvordan får vi læst alle

landegrænser, kulturer og sprogområder.

de uendeligt mange bøger, som verdens-

Bogen består af sytten kapitler, der hver

litteraturhistorien byder på? Hvor begyn-

beskriver et afgrænset geografisk områ-

der vi? Hvor slutter vi?

des litteratur - både med fokus på den

Et godt sted at starte er Aarhus Universi-

historiske kontekst og de litterære vær-

tetsforlags nye udgivelse Verdenslitteratu-

kers betydning lokalt, foruden deres rolle

rer – Introduktion til Litteraturen uden for

i en global kontekst. Man kan således

Europa, redigeret af Mads Rosendahl

læse bogen fra start til slut, og derved

Thomsen, Tore Rye Andersen og Jakob

komme på en rejse, der starter i Sydame-

Ladegaard – alle tre ansatte ved Littera-

rika, fortsætter op ad kontinentet til USA

turhistorie på Kasernen. Bogen udsprin-

og Canada, videre til Arktis, Rusland, Ki-

ger af forskningsfeltet ‘World Literature’,

na og Sydøstasien, for så at fortsætte

der har gået sin sejrsgang i universitets-

gennem Indien og Mellemøsten, og til

verden i et par årtier efterhånden, og som

sidst ende i Afrika. Bogen afsluttes med

også i Danmark har efterladt et tydeligt

et særskilt kapitel om den emigrantlitte-

præg. Verdenslitteratur forstås her ikke

ratur, som skrives af forfattere, der lever

som kanoniserede ‘mesterværker’, der

i enten frivilligt eller ufrivilligt eksil, og

har en universel værdi, men nærmere

dermed befinder sig med et ben i flere

litteratur, som vinder ved oversættelse og

kulturer, og som sådan repræsenterer en

udbredelse fra en national til en global

kosmopolitisk udadvendthed, der taler

kontekst.

ind i vores tid, og som ifølge kapitlets for-

121

Visir # 84

dene stammer fra et engelsk digt fra

KRISE

Anmeldelse

fatter udgør en ny form for verdenslitte-

pitel er forbandet velskrevet, gør det

ratur.

svært at rejse en dybfølt kritik, men alli-

Man er i gode hænder undervejs,

gevel finder jeg det pudsigt at inkludere

bogens kapitler er generelt velskrevne, og

det i en bog, der fungerer som en intro-

den indforståede læser vil kunne genken-

duktion til den ikke-vestlige og ikke-

de flere af skribenterne som autoriteter

kanoniserede litteratur. Er områder som

indenfor deres felt(er). Der er således tale

f.eks. Balkan eller Østeuropa ikke mere

om en solid grundbog, der giver en god

fraværende i den litterære offentlighed?

indføring i den ikke-vestlige litteratur.

Og hvad med den ikke-franske- eller en-

Der er dog som oftest altid et men. Efter endt læsning sidder jeg tilbage med

gelsksprogede litteratur fra Afrika? Som sagt er til-og fravalg uundgåe-

lige dele begejstring og undren. Ethvert

lige, og samlet set er der tale om en flot

forsøg på litteraturhistorieskrivning eller

udgivelse, som er relevant for både den

en anden samlet fremstilling af en perio-

professionelle litterat og lystlæseren. Her

de, genre etc. må nødvendigvis være

er rigeligt med inspiration at hente, og på

præget af et til-og fravalg og er derfor na-

trods af et par gamle kendinge undervejs,

turligt reduktivt. Man kan ikke behandle

vil man helt sikkert møde værker og for-

alle værker eller forfattere i en bog som

fattere, man aldrig har hørt om før.

denne, og udvalget repræsenterer på

Mangler man yderligere argumenter for

trods af dette en bred vifte af litterære

at give sig i kast med Verdenslitteraturer

kulturer. Alligevel kan jeg undre mig over,

kan jeg slutteligt tilføje, at bogen natur-

hvorfor man har valgt at dedikere et helt

ligvis er et klimavenligt alternativ til din

kapitel til, f.eks., Nordamerika (primært

CO2-belastende charterferie. Drop Thai-

USA, men retfærdigvis også Canada), når

land og tag i stedet på en litterær jord-

det internationale bogmarked i den grad

omrejse i godt selskab. Bon Voyage!

Visir # 84

er domineret af amerikansk litteratur, hvilket kapitlets forfatter Tore Rye Andersen også selv gør opmærksom på. Er amerikansk litteratur ikke rigeligt til stede, i både vores uddannelsessystem og generelle bevidsthed? At netop dette ka-

122

Mads Rosendahl Thomsen m.fl. Verdenslitteraturer—Introduktion til litteraturen uden for Europa Aarhus Universitetsforlag 516 sider Vejl. pris: 299,95 kr.

Anmeldelse

KRISE

Skamløs Rebelske kvinder der ændrede verden Af Nana Nikoline Boller, Litteraturhistorie

Bagieus bog har den fordel, at den allere-

ting, kvinder har fået lov til at være.

de inden den blev oversat til dansk, var

”Rebelske kvinder der ændrede verden”

let at genkende. Det sarte grønne og lyse-

er måske ikke en helt passende underti-

røde cover med den markante tegnestil

tel – den skæggede dame startede ikke en

fanger øjet uden at være hidsig eller too

revolution, trods det at hun blev berømt,

much. De simple, næsten skitse-lignende

og heksen fra filmatiseringen af Wizard of

streger, der hurtigt får ekstra kraft og fyl-

Oz gik ikke på gaden for at skaffe kvinder

de ved hjælp af skygger og farver, giver

flere roller i Hollywood. Men det betyder

bogen et udtryk, der skiller sig ud fra

ikke, at de ikke på hver deres måde har

mængden. Det er fedt at læse, og Skam-

betydet noget. De kvinder, jeg læser om,

løs er en tegneserie for alle aldre (og alle

er her ikke længere, og mine omstændig-

køn). De rebelske kvinder, der ændrede

heder er generelt bedre, end deres var

verden, får lov til at slå sig løs på sider-

dengang; alligevel betyder det noget for

ne, hvor der fortælles kort om deres hi-

mig at læse om dem og vide, at selvom de

storie. De bliver skildret, som de var; bå-

er tegnede streger i finurlige farver her,

de grusomme og sjove, fæle og skøre.

så har de engang været levende kød og

Tegnestilen er perfekt til at vise kvinder-

blod; rebelske kvinder, der har gjort hvad

ne i deres mangfoldighed, om det er en

de ville, trods modstand. Og i deres sam-

dronning eller en skægget dame. Den let-

tid har de nok, på et eller andet tids-

te stil, både i tegningen og i sproget, gør

punkt, vakt håb og inspiration i en an-

den ideel til at lære børn om spændende

den ung person, der havde brug for at se

kvinder gennem vores historie, men gør

noget rebelsk, noget skamløst. En per-

den også ideel til sjov og hurtig læsning

son, der derefter selv gik ud og gjorde sit

for enhver anden. Personligt har jeg en

bedste for at ændre verden.

forkærlighed for feministiske fortællinger, der dykker ned i historien og giver mig indsigt ind i skøre og forskelligartede liv. bliver nævnt i historiebøgerne og på skolebænken, og det at få lov til at være en

Visir # 84

Skamløs fortæller om kvinder, der ikke

Pénélope Bagieu Skamløs - Rebelske kvinder der ændrede verden Forlaget Cobolt 144 sider Vejl. pris: 298 kr.

niche, en sjov personlighed, er en nyere

123

Anmeldelse

KRISE

Det bliver ikke væk af Jørgen Leth Af Rebekka Bundgaard, Litteraturhistorie

Jørgen Leth er kult. Han er et fænomen.

skærende ærligt om at miste sig selv, om

Bag navnet gemmer sig både fantastiske

ønsket om at blive husket, med et fe-

film, digte, og en omdiskuteret selvbio-

brilsk sprog, der understøtter forfaldet og

grafi, der har affødt vrede og afsky, såvel

fortvivlelsen. Værket er ikke langt – små

som forvandlet ham til en humoristisk

57 sider – men som læser bærer man

figur, der elsker MaGnum og hader buf-

digtene i sig længe efter læsningen er

feter. Men i Jørgen Leths nyeste digtsam-

færdiggjort, fordi digtene rummer en

ling Det bliver ikke væk er der ikke noget

ubehagelig hvileløshed, der er svær at

at grine af. Den selvsikre Leth, vi kender

ryste af sig.

fra tidligere værker, bliver nedbrudt og erstattet af en gammel mand, der ikke kan genkende sig selv. Leth beskriver al-

derdommen på fineste og mest brutale vis ved at beskrive kroppens og sindets forfald, mens sproget også langsomt bryder sammen. Den konstante vekslen mellem melankolske livsbetragtninger og længsel efter tiden, der er gået, samt den kyniske erkendelse af at verden går videre, er barsk og smuk læsning. Leth formår i denne digtsamling at skrive hjerte-

Visir # 84

Jørgen Leth Det bliver ikke væk Gyldendal 57 sider Vejl. pris: 149,95 kr.

124

KRISE

Visir # 84

125

Visir # 84

KRISE

126